Forskjell mellom versjoner av «Kvadet om Vølund»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Linje 18: Linje 18:
 
|-
 
|-
 
!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Vølundskvadet (V.B.Hjort)]] !! !!  
 
!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Vølundskvadet (V.B.Hjort)]] !! !!  
 +
|-
 +
!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Vålund-Kvadet (1925)]] !! !!
 
|-
 
|-
 
|}
 
|}

Revisjonen fra 14. mar. 2019 kl. 11:23

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Den ældre Edda


Oversat af
Olaf Hansen
1911


Kvadet om Vølund

I Sverig var der engang en Konge, som hed Nidud. Han havde to Sønner og een Datter. Datteren hed Bødvild. Saa var der tre Brødre, Sønner af Finnekongen, den ene hed Slagfid, den anden Egil, den tredje Vølund. De løb paa Ski og gik paa Jagt. Engang kom de til Ulvedale, hvor de byggede sig et Hus. Der ligger en Sø, som hedder Ulvesøen. Tidlig en Morgen saa de tre Kvinder ved Søens Bred; de sad og spandt Lin, og ved Siden af dem laa deres Svanehamme. Kvinderne var Valkyrier. De to, Hladgud Svanhvid og Hervør Alvid, var Døtre af kong Hlødver; den tredje hed Ølrun og var Datter af Kjar fra Valland. Brødrene tog dem med hjem til deres Hus. Egil ægtede Ølrun, Slagfid Svanhvid og Vølund Alvid. De levede sammen i syv Aar. Men saa fløj Kvinderne bort for at gæste Kampene, og de kom ikke tilbage. Egil tog sine Skier og løb afsted for at lede efter Ølrun, og Slagfid drog ud for at søge efter Svanhvid; men Vølund blev tilbage i Ulvedale. Han var den kunstfærdigste Mand, efter hvad gamle Fortællinger ved at fortælle. Kong Nidud lod ham gribe, saaledes som der staar her i Kvadet.


1.
Der kom tre Møer fra Syd
gennem Mørkeskoven,
unge Valkyrier,
til Kamp paa Vang.
Ved en Søs Bred
holdt Søstrene Hvil,
hine Diser fra Sønden,
de spandt dejligt Lin.

*

2.
Den første, saa fagre,
bredte Favnen ud
og lagde Egil
ved sit lyse Bryst.

3.
Svanhvid var den anden
og svanehamklædt
*
Den tredje af
de trende snoed
Armen om Vølunds
hvide hals.

4.
Saa leved de sammen
i syv Vintre,
den ottende længtes de
alle Dage,
den niende fløj de,
skønt nødig de vilde -
Møerne higed
mod den mørke Skov.

5.
Vølund havde jaget,
den vejrkloge Skytte;
med lange Skridt gik han
den lange Vej hjem,
kom med Slagfid og Egil,
der var øde i Huset,
de gik ud og ind,
saa sig om og om.

6.
Mod Øst løb Egil
efter Ølrun,
Slagfid mod Syd
efter Svanhild for.
Ene sad Vølund
i Ulvedale,
hamred rødt Guld
ved den rungende Esse.

7.
*
med Ringe han fyldte
et Reb af Bast.
Paa den Maade
gik Dagene hen,
men den lyse Viv,
han vented, kom ej.

8.
Da hørte Nidud,
den Niaredrot,
at Vølund sad ene
i Ulvedale.
Der red Mænd ved Nat
med Nagler i Brynje,
Skjoldene lyste
i Langmaanens Skær.

9.
De sprang af Hesten
ved Husets Gavl,
gik saa ind
og gennem det hele,
saa Ringe trukket
paa et Reb af Bast,
alle syv Hundred,
der hang paa det.

10.
De tog dem af,
trak dem atter paa,
undtagen een,
den kom ej tilbage.
Vølund havde jaget,
den vejrkloge Skytte,
med lange Skridt gik han
den lange Vej hjem.

11.
Han skar sig straks
en Steg af en Bjørn,
det knastørre Ved
knitrede hurtigt.
Han sad paa et Skind
og syned sin Skat,
hin Alfernes Drot,
een Ring mangled -
troed den løsnet
af Hlødvers Datter,
Alvid den unge,
som atter var kommet.

12.
Sad saa og faldt
omsider i Søvn,
men vaagned op
til onde Dage -
mærked, hans Hænder
var haardt bundne,
og følte, han laa
med Lænker om Ben.

Vølund:

13.
"Hvem er de mægtige
Mænd, der har lagt
Bastreb paa mig
og bundet mig?"

Nidud:

"Hvis er alt dette, Vølund,
du Alfedrot?
Du ejer intet
i Ulvedale."

Vølund:

14.
Der var intet Guld
paa Granes Vej,
vort Rige ligger langt
fra de rhinske Fjælde.
Flere Klenodier
har vi fordum haft
i vort trygge Hjem,
jeg og mine.

(Vølund bringes til Kongens Gaard.)

15.
Niduds vise
Viv stod ude,
gik saa ind
gennem al den Sal.
Paa Gulvet hun stod,
Stemmen hun dæmped:
"Den Mand er ikke glad,
de har med sig fra Skoven."

Kong Nidud gav sin Datter Bødvild den Guldring, som han tog af Bastrebet hos Vølund, men selv bar han det Sværd, Vølund havde ejet.

Dronningen:

16.
"Glimmersnogens Øjne
skuler ondt herhen,
han skær Tænder over Sværdet,
saa tit han det ser,
kaster onde Blikke
til Bødvilds Ring.
Skær hans Sener over,
saa han intet formaar
og sæt ham saa
paa Sævarstad."

Det gjorde man. Man skar hans Sener over i Knæhaserne, og han blev sat paa en Holm kort fra Land. Den hed Sævarstad. Der smedede han alle Slags Klenodier til Kongen. Og kun denne turde gaa hen til ham.

Vølund:

17.
"Jeg ser Nidud gaa
med mit gode Sværd,
hvis Ægg jeg skærped,
som jeg evned bedst,
hvis Klinge jeg hærded,
saa den hued mig rigtig.
Kun langt fra ser jeg
den Lynende Malm.

18.
Nu bærer Bødvild
min Bruds røde
Ring og jeg
sidder hjælpeløs her."

19.
Han sad, sov aldrig,
men svang sin Hammer,
smedede rastløs
Smykker til Nidud.
Kongens to Pilte
kigged en Dag
ind ad Smedjens Dør
paa Sævarstad.

20.
De gik hen til Kisten,
vilde have Nøglen,
saa Ulykkesting
i det aabne Svælg.
Den var fuld af Fordærv,
men Drengene syntes,
det var rødt Guld
og rige Smykker.

Vølund:

21.
"Kom igen i Morgen,
kom ganske alene.
Alt det Guld,
her er, skal I faa.
Men sig hverken Møer
eller Salens Tyend
eller noget Væsen,
I har været her."

22.
Tidlig kaldte Knøs
paa Knøs, den ene
Bror paa den anden:
"Skal vi ud til Skatten?"
De gik hen til Kisten,
vilde have Nøglen,
saa Ulykkesting
i det aabne Svælg.

23.
Saa hug han Drengenes
Hoveder af,
slængte deres Ben
(i Slammet ved Essen).
De Skaaler, de havde
under Haarets Lag,
fatted han i Sølv
og sendte Nidud.

24.
Af Øjnene danned han
Ædelstene,
lod Niduds vise
Viv faa dem op.
Af de to Piltes
Tænder gjorde
han et Brystsmykke,
som Bødvild fik.

25.
Og Bødvild priste Ringen
med rosende Ord
*
den var gaaet itu.
"Jeg tør ikke sige det
uden til dig."

Vølund:

26.
"Jeg skal udbedre
den brækkede Ring
saa din Fader finder
den fagrere efter,
og din Mor mener,
den er meget bedre,
og du selv synes,
den er saadan som før."

27.
Han bragte hende Øl,
hun blev overlistet
og faldt i Søvn,
hvor hun sad derinde.

Vølund:

"Nu har jeg hævnet
mine haarde Kvaler,
alle uden een,
paa den onde Slægt.

28.
Jeg savner mine gode
Sener - kvad Vølund -
hvis Kraft Niduds
Krigere lammed."
Leende Vølund
i Vejret fløj,
Bødvild gik grædende
bort fra Øen.

29.
Niduds vise
Viv stod ude,
gik saa ind
gennem al den Sal.
Paa Salens Væg
holdt han Hvil en Stund:
"Er du vaagen, Nidud,
Niaredrot?"

Nidud:

30.
"Jeg kan aldrig lukke
et Øje for Kvide,
jeg blev søvnløs, den Dag
mine Sønner døde..
Mit Hoved er svimmelt,
du er svigfuld imod mig.
Nu kan vi tales ved,
Vølund, hør efter!

31.
*
Vølund, hvor er
du Alfedrot,
mine raske Drenge -
har du dræbt dem begge!"

Vølund:

32.
"Sværg mig forinden
med alle Eder
ved Skibets Bord
og Skjoldets Rand,
Gangerboven
og Glavindæggen
ej at volde Vølunds
Viv noget ondt,
eller blive min Bruds
Banemand,
kender du end
den Kvinde, jeg tog,
og jeg har et Barn
i Hallen her.

33.
Gaa hen til Smedjen,
du selv lod bygge!
Der ligger de blodstænkte
Bælge endnu.
Jeg hugg dine Drenges
Hoveder af
og slængte deres Ben
(i Slammet ved Essen).

34.
De Skaaler, de havde
under Haarets Lag,
fatted jeg i Sølv
til dig selv, Nidud.
Af Øjnene danned jeg
Ædelstene,
lod din vise
Viv faa dem op.

35.
Af de to Piltes
Tænder gjorde
jeg et Brystsmykke,
som Bødvild fik.
Nu er Bødvild
med Barn ved mig,
den eneste Datter,
din Dronning har født."

Nidud:

36.
"Af alt, hvad jeg har sagt,
gik intet mig saa nær,
og intet jeg hævned
saa haardt, om jeg kunde.
Men hvem rækker saa højt,
at han river dig af Hesten?
Hvem skyder saa godt,
at hans Skud kan naa dig?"

37.
Lende Vølund
i Vejret fløj,
men Nidud sad
sorgfuld igen.
*

Nidud:

38.
"Takraad, min bedste
Træl, staa op!
Bed Bødvild med de lyse
Bryn, min Datter,
den herligklædte,
komme hen til sin Far.

39.
*
Er det sandt, Bødvild,
hvad man siger mig?
Har du siddet ude
paa Øen hos Vølund?"

Bødvild:

40.
"Hvad man siger, Nidud,
er sandt nok.
Jeg har siddet ude
paa Øen hos Vølund
en Ulykkesstund -
Gid det aldrig var sket!
Kæmpe med ham
mægted jeg ikke,
staa ham imod
formaaed jeg ej."




Anmærkninger:

Vers 11:9,12. Betragtes af Finnur Jónsson som uægte.
Vers 14:1,4. Indholdet dunkelt. - Efter Verset findes følgende: Hladgud og Hervør – var Hlodvers Børn - kendt var Ølrun - Kiars Datter.
Vers 16:5,6. og Vers 18. Betragtes af Finnur Jónsson som uægte.
Vers 28:5. I Didriks Saga fortælles, at Vølunds Broder Egil skyder Fugle til ham, og at han danner sig en Ham. Det turde dog være tvivlsomt, om Kvadets Forfatter har tænkt sig noget saadant. Som ”Alfedrot” maa Vølund vel være i Besiddelse af overnaturlige Kræfter.
Vers 32:3,6. og 9,10. Betragtes af Finnur Jónsson som uægte.
Sagnet om Vølund findes baade hos Angelsakser, Tyskere og Nordboer, og fra de germanske Folk har det bredt sig til de romanske. – ”I det korte angelsaksiske Brudstykke : Deor the Scalds complaint findes følgende særdeles interessante Stykke om Vølundr : ”Vølundr opholdt sig i Landflygtighed hos. . . . (?), den standhaftige, møjeudholdende Helt. Til Kammerat havde han Sorg og Længsel og vinterkold Udlændighed. Ofte følte han Kvaler, siden Nidhad tilføjede ham, den gode Mand, de lammende Senesaars Smerte. Beoduhild var ikke saa tung i Sind over sine Brødres Død som over sin egen Tilstand, thi hun havde faaet Vished om, at hun var frugtsommelig. Hun kunde aldrig tænke sig, hvordan det vilde gaa (med hendes Faders Vrede?)”.” (Finnur Jónsson.)