Forskjell mellom versjoner av «Landnamabogen 2»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
 
Linje 466: Linje 466:
 
'''Bjørn Østmand og hans slægt'''
 
'''Bjørn Østmand og hans slægt'''
  
<big>'''72.'''</big> Bjørn var søn af Ketil Fladnæse og Yngvild. Hun var en datter af Ketil Vejr, hersen over Ringerike. Bjørn sad tilbage på sin faders ejendom, da Ketil drog til Syderøerne (for at inddrive skatter). Men da Ketil selv beholdt skatterne, landsforviste Harald Hårfager Ketils søn Bjørn og beslaglagde al hans ejendom. Da drog Bjørn vest over havet, men han ville ikke slå sig ned der og han ville heller ikke tage imod kristendommen, som Ketils andre børn havde gjort. Han blev kaldt Bjørn Østmand. Han var gift med Gjaflaug Kjallaksdatter, der var en søster til Bjørn Stærk. Bjørn Østmand rejste til Island og tog land mellem Raunsfjord og Stafå. Han bosatte sig i Bjørnshavn på Borgarholt og havde græsningsret helt op til Sel og førte et stort hushold. Han døde i Bjørnshavn og blev højlagt ved Borgarbæk [da han var den eneste af Ketil Fadnæses børn, som var udøbt.] <ref>De indklammede ord stammer fra ''Sturlubók''.</ref>. Bjørn og Gjaflaugs sønner var Kjallak den Gamle, som boede i Bjørnshavn efter sin faders død, og Ottar, som var fader til Bjørn, der var fader til Vigfus fra Drapulid - det var ham, som Snorre Gode fik taget livet af. Ottar havde også sønnen Helge. Han hærgede i Skotland og med i byttet fik han Nidbjørg, en datter af kong Bjolan og Kadlin, en datter af Ganger-Rolf. Hende giftede han sig med og deres sønner var Osvif den Vise og Einar Skåleglam<ref>Dette er den navnkundige skjald, som bl.a. er kendt for sit store digt ''Vellekla''. Einar har digtet for Hakon Jarl og tog selv del i slaget mod Jomsvikingerne.</ref>, som druknede ved Einars Skær i Seljasund. Hans skjold blev siden fundet på Skjoldø og hans kappe på Feldarsholm. Einar var fader til Thorgerd, som blev moder til Herdis, der var moder til Stein Skjald.<ref>Denne ''Stein Skjald'' er bedre kendt under navnet ''Hallar-Steinn''. Han var en af Harald hårdrådes hirdskjalde og er bl.a. kendt for digtene ''Rekstefja'' og ''Nizarvísur''.</ref>  
+
<big>'''72.'''</big> Bjørn var søn af Ketil Fladnæse og Yngvild. Hun var en datter af Ketil Vædder, hersen over Ringerike. Bjørn sad tilbage på sin faders ejendom, da Ketil drog til Syderøerne (for at inddrive skatter). Men da Ketil selv beholdt skatterne, landsforviste Harald Hårfager Ketils søn Bjørn og beslaglagde al hans ejendom. Da drog Bjørn vest over havet, men han ville ikke slå sig ned der og han ville heller ikke tage imod kristendommen, som Ketils andre børn havde gjort. Han blev kaldt Bjørn Østmand. Han var gift med Gjaflaug Kjallaksdatter, der var en søster til Bjørn Stærk. Bjørn Østmand rejste til Island og tog land mellem Raunsfjord og Stafå. Han bosatte sig i Bjørnshavn på Borgarholt og havde græsningsret helt op til Sel og førte et stort hushold. Han døde i Bjørnshavn og blev højlagt ved Borgarbæk [da han var den eneste af Ketil Fadnæses børn, som var udøbt.] <ref>De indklammede ord stammer fra ''Sturlubók''.</ref>. Bjørn og Gjaflaugs sønner var Kjallak den Gamle, som boede i Bjørnshavn efter sin faders død, og Ottar, som var fader til Bjørn, der var fader til Vigfus fra Drapulid - det var ham, som Snorre Gode fik taget livet af. Ottar havde også sønnen Helge. Han hærgede i Skotland og med i byttet fik han Nidbjørg, en datter af kong Bjolan og Kadlin, en datter af Ganger-Rolf. Hende giftede han sig med og deres sønner var Osvif den Vise og Einar Skåleglam<ref>Dette er den navnkundige skjald, som bl.a. er kendt for sit store digt ''Vellekla''. Einar har digtet for Hakon Jarl og tog selv del i slaget mod Jomsvikingerne.</ref>, som druknede ved Einars Skær i Seljasund. Hans skjold blev siden fundet på Skjoldø og hans kappe på Feldarsholm. Einar var fader til Thorgerd, som blev moder til Herdis, der var moder til Stein Skjald.<ref>Denne ''Stein Skjald'' er bedre kendt under navnet ''Hallar-Steinn''. Han var en af Harald hårdrådes hirdskjalde og er bl.a. kendt for digtene ''Rekstefja'' og ''Nizarvísur''.</ref>  
  
 
Osvif var gift med Thordis, en datter af Tjodolf fra Hafn. Deres børn var sønnerne Ospak (fader til Ulf,  fader til Jon på Reyrsletten, fader til Erlend den Dovne, fader til Eystein ærkebiskop), Thorolf, Torrad, Einar, Thorkel, Thorbjørn (disse var skyldige i drabet på Kjartan Olafson) og datteren Gudrun, moder til  Thorleik, Bolle og Geller. En anden af Bjørn Østmands sønner hed Vilgeir.  - Kjallak den Gamle var gift med Astrid, en datter af Rolf herse og Øndot, der var en søster til Ølver Barnekarl. Deres søn var Thorgrim Gode, og hans sønner var Dræber-Styr (Viga-Styr), Slanke Vermund og Brand, der var fader til Thorleik. Kjallak den Gamle havde også døtrene Gerd, som blev gift med Thormod Gode og Helga, som blev gift med Asgeir på Eyr.
 
Osvif var gift med Thordis, en datter af Tjodolf fra Hafn. Deres børn var sønnerne Ospak (fader til Ulf,  fader til Jon på Reyrsletten, fader til Erlend den Dovne, fader til Eystein ærkebiskop), Thorolf, Torrad, Einar, Thorkel, Thorbjørn (disse var skyldige i drabet på Kjartan Olafson) og datteren Gudrun, moder til  Thorleik, Bolle og Geller. En anden af Bjørn Østmands sønner hed Vilgeir.  - Kjallak den Gamle var gift med Astrid, en datter af Rolf herse og Øndot, der var en søster til Ølver Barnekarl. Deres søn var Thorgrim Gode, og hans sønner var Dræber-Styr (Viga-Styr), Slanke Vermund og Brand, der var fader til Thorleik. Kjallak den Gamle havde også døtrene Gerd, som blev gift med Thormod Gode og Helga, som blev gift med Asgeir på Eyr.

Nåværende revisjon fra 19. jan. 2018 kl. 10:56

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Landnamabogen
oversat af
Carsten Lyngdrup Madsen
© 2012-13


Landn.Head.jpg
Oversættelsen er baseret på håndskriftet Hauksbók efter Jakob Benediktssons udgave af Landnámabók fra 1968.



Anden del: Vestlandet


Vestlandsfjerdingen

30. Her begynder afsnittet om dem, der tog land i Vestlandsfjerdingen.[1] Det var mest stormænd, som byggede der. En mand fra Syderøerne hed Kalman. Han drog til Island og kom til Hvalfjord, hvor han om vinteren opholdt sig ved Kalmanså. Der druknede to af hans sønner i Hvalfjorden. Senere tog han land vest for Hvidå over mod Fljot, hele Kalmanstunge og alt land østover, så langt der fandtes bevoksning ind mod jøklen. Han boede på Kalmanstunge men druknede i Hvidåen engang, da han var taget sydpå til lavamarkerne for at møde sin frille. Hans gravhøj ligger der på Hvidås sydlige bred.

Hans søn var Sturla Gode, som først boede i Sturlasted oppe under Tungefjeldet ovenfor Skaldskelmisdal. Siden boede han på Kalmanstunge. Sturlas søn Bjarne lå i strid med Rolf den Yngre og dennes søn om et landstykke, som hed Lilletunge. Men da Bjarne indvilligede i at tage imod kristendommen, ændrede Hvidå sin kurs til der, hvor den nu løber. Således kom Bjarne til at eje Lilletunge ovenfor Grind og Sølmundshøfde.

Kalmans broder hed Kylan. Han boede nedenfor Kolls Hammer og havde sønnen Kåre. Mellem Kåre og Karle Konalson fra Karlested var der opstået uenighed om, hvem der var den rette ejer af en okse. Karle var en frikøbt træl, der engang havde tilhørt Rolf fra Geitland. Man fandt dog frem til, at det var Karle, som ejede oksen. Så udfordrede Kåre sin træl til at slå Karle ihjel. Trællen teede sig, som om han var blevet vanvittig og løb sydpå ud over lavamarkerne. Karle sad ved dørtærsklen til sit hus, da trællen gav ham dødshugget. Siden slog Kåre trællen ihjel. Karles søn Tjodolf dræbte Kåres søn Kylan på Kylansholm. Siden brændte Tjodolf Kåre inde på det sted, som nu hedder Brenna. Bjarne Sturlason tog imod dåben og boede i Bjarnested på Lilletunge, hvor han også lod bygge en kirke.


Roskel og Halkel

Island Ldn.31.jpg

31. Thrand med Næsen hed en gæv mand. Han var fader til Thorstein, hvis kone hed Lofthøna og var datter af Arinbjørn herse fra Fjordane i Norge. Lofthøna havde en søster ved navn Arntrud, som var gift med hersen Thore Roaldson. Sammen havde de sønnen Arinbjørn, der ligeledes var herse. Lofthøna og Arntruds moder var Astrid den Mandhaftige[2], som var datter af Brage Skjald[3] og hans kone, som også hed Lofthøna og var datter af Erp den Ludende.

Thorstein og Lofthøna havde sønnen Roskel, som var gift med Jorid, en datter af Ølver, der var søn af den finske kong Møttul. Roskel og Jorid havde sønnen Halkel.

Roskel drog til Island og kom til Grunnafjord og boede først på Akranæs. Men Ketil og hans brødre ville ikke have ham der. Siden tog han land på Hvidåside mellem Kjarå og Fljot. Han boede i Halkelssted og sønnen Halkel efter ham. Halkel var gift med Thurid Dylla, en datter af Gunlaug fra Tværålid og Velaug Ørlygsdatter fra Esjabjerg.

Roskel gav land til Thorvard, som var fader til Smidkel, der var fader til Thoraren og Audun, som rådede for Hellismændene[4]. Han boede på Thorvardsted og ejede hele Fljotsdal helt op til Fljot. Roskel gav en af sine skibsfolk, en mand ved navn Thorgaut, land nede i Sida. Han boede på Thorgautssted. Han havde to sønner, som begge hed Gisle.

Halkel og Thurids børn hed Thoraren, Finnvard, Tind, Illuge den Sorte og Grima, som var gift med Thorgils Areson. Thoraren dræbte Muse-Bølværk[5] og han boede i Raunåsen. Der lod han opføre en fæstning og ledte Hvidå ind gennem åsen. Tidligere løb den ovenfor Melrakkadal. Illuge og Tind overfaldt Bølværk i fæstningen.


Asbjørn

32. Asbjørn Hardarson den Rige købte land syd for Kjarå oppe ved Slægjabækken og over til Hvidbjerg. Han boede på Asbjørnssted og var gift med Thorbjørg, som var datter af Midfjords-Skægge. Deres datter var Ingibjørg, som var gift med Illuge den Sorte.


Ørnolf

33. Ørnolf hed en mand, som tog land ved Ørnolfsdal og Kjarradal nordover op mod Hvidbjerg. Ketil Blund købte den del af Ørnolfs land, som lå nedenfor Klif og bosatte sig i Ørnolfsdal. Ørnolf byggede selv en gård i Kjarradal på det sted, som nu hedder Ørnolfssted. Området ovenfor Klif hedder nu Kjarradal. Dengang var der buskads og småskove mellem Kjarå og Tværå, så der kunne man ikke bygge. Blund-Ketil var en meget velhavende mand. Han lod rydde et stort stykke i skovene og byggede der.


Romund

34. Romund hed en broder til Grim fra Hålogaland. Han lod sit skib gå op i Hvidå og tog land ved Tværådal og Tværålid ovenfor Hallarmule og frem til Tværå, hvor han boede på Romundssted, som i dag hedder Karlsbrekke. Han havde sønnen Gunlaug Ormstunge[6], som boede på Gunlaugssted syd for Tværå. Gunlaug var som tidligere nævnt[7] gift med Velaug. Blandt Romunds skibsfolk var der en mand ved navn Høgne; han boede på Høgnessted og havde en søn, som hed Helge, der boede ved Helgesøen. Helge var fader til Arngrim Gode, som var med, dengang Blund-Ketil blev brændt inde. Høgne var broder til Finn den Rige.

"Det meste af herredet var efterhånden beboet. Romund, Grim fra Helgelands bror, bosatte sig ved den tid ved Tværåli sammen med sine skibsfolk. Romund var far til Gunløg, som var far til Turid Tidsel, som var mor til Illuge Sorte." (Egils saga, Kap. 58) [8]


Isleif og Isrød

35. Brødrene Isleif og Isrød tog land ovenfor Slægjabækken mellem Ørnolfsdalså og Hvidå. Den øverste del lå ovenfor Rødebækken og den sydlige ovenfor Hørdabakken. Isleif boede på Isleifssted og Isrød på Isrødssted. Isrød ejede land syd for Hvidå; han var fader til Thorbjørn, som var fader til Ljot på Veggir, der faldt i slaget på heden[9].


Asgeir

36. Asgeir hed en anden af Romunds skibsfolk. Han boede på Hamar ovenfor Helgesøen. Han var gift med Hildistjerne, en datter af Thorvald, Thorgrim Skindskrabers søn. De havde sønnerne Steinbjørn - en stærk og ædel mand - og Thorvard, som var fader til Mæfa, der var gift med Rifla. En tredje søn hed Thorstein og en fjerde Helge, som var fader til Thord, der var fader til Skjalde-Helge[10].


Arnbjørg

37. Arnbjørg hed en kvinde, som boede ved Arnbjørgsbæk. Hendes sønner var Eldgrim, som boede på Eldgrimssted på landtangen ovenfor Arnbjørgsbæk og Thorgest, som fik dødshugget, da han kæmpede mod Rane. Dette sted hedder i dag Ranesfald. Thorun boede på Thorunsholt. Hun ejede jord ovenfor Videbæk og op mod Thurid Spåkones gård. Hun var Thoruns søster og boede i Grøf. Efter hende er Thorunsdybet i Tværå opkaldt og fra hende stammer beboerne i Hamar.


Thorbjørn

38. Thorbjørn, en søn af Arnbjørn, der var en søn af Olaf Langhals, var broder til Lyting i Vopnafjord.Thorbjørn tog Stafaholtstunge mellem Nordå og Tværå. Han boede i Arnarsholt og hans søn var Teit fra Stafaholt, Einars fader.


Thorbjørn Blesa

39. Thorbjørn Blesa tog land i Nordådal; han tog den sydlige side op fra Krok og hele Hellisdal og boede i Blesasted. Hans søn var Gisle på Melar i Hellisdal. Efter ham er Gislesøen opkaldt. Bleses anden søn var Thorfinn fra Thorfinnssted. Han var fader til Thorgerd Hede-enke, som var moder til Thord Erre, der var fader til Thorgerd, som var moder til Helge på Lund.


Geirmund

40. Geirmund, der var søn af Gunbjørn Gand [11], tog landtungen mellem Nordå og Sandå og boede på Tunge. Hans søn var Brune, der var fader til Thorbjørn på Stenar, og han faldt i slaget på heden [12].


Ørn den Gamle

41. Ørn den Gamle tog Sanddal og Mjovadal og så meget af Nordådal som fra Krok til Arnarbæla. Han boede på Harekssted.


Rødebjørn

42. Rødebjørn tog land i Bjørnedal og en dal, der går ud fra den. Han havde et andet hus i Mælingfellsgil og endnu et nede i herredet, som det allerede er nævnt.


Karl

43. Karl tog land i Karlsdal oppe fra Helgesøen og boede nedenfor Karlsfjeldet. Han havde også jord ovenfor Jamnaskard over mod Grim.[13]


Kvæld-Ulf og Skallagrim

"Kvæld-Ulf og Skalle-Grim drøftede ofte, hvad de skulle gøre, og de var enige om, at de i lighed med andre, der var raget uklar med kongen, ikke længere kunne opholde sig i landet. De overvejede derfor at forlade landet og var fristet til at rejse til Island, for man sagde, at der var god jord at få. Venner og bekendte som Ingolf, Ørns søn, og hans følge, var rejst til Island og havde taget land og slået sig ned der. Folk kunne frit tage land og selv vælge, hvor de ville bo. Det blev afgørende for deres beslutning om at forlade deres ejendom og rejse væk fra landet...

Og så snart de fik bør, sejlede de ud på havet...Vinden førte dem nu ud på havet. Kvæld-Ulf havde befalingen over det skib, som de havde taget fra Halvard. De fik god bør og holdt skibene tæt sammen, så de længe vidste, hvor den anden var.

Men da de nåede ud på havet, forværredes Kvæld-Ulfs tilstand. Og da det stod klart, at han var ved at dø, tilkaldte han sine skibsfolk og fortalte dem, at han regnede med, at deres veje snart ville skilles. »Jeg har,« sagde han, I »aldrig været svagelig, men hvis det går, som jeg regner med nu, og jeg dør, da skal I lave mig en kiste og sænke mig i vandet. Hvis jeg ikke når til Island og tager land, vil det gå mig anderledes, end jeg havde forestillet mig. I skal hilse min søn, Grim, fra mig, når I mødes, og sige til ham, hvis det går sådan, at han kommer til Island, og det skulle ske, at jeg når først frem, selvom det virker utænkeligt, at han da skal bosætte sig der, hvor jeg er drevet i land.« 

Kort efter døde Kvæld-Ulf. Hans skibsfolk gjorde, som han havde sagt, og de lagde ham i en kiste og skubbede ham over bord.

En mand hed Grim og var søn af Tore, søn af Ketil Kølfarer. Grim stammede fra en stor og rig slægt. Han var en af Kvæld-Ulfs skibsfolk, en gammel ven af Kvæld-Ulf og Skalle-Grim og havde sejlet med både dem og Torolf. Af den grund havde også han pådraget sig kongens vrede. Han tog kommandoen over skibet efter Kvæld-Ulfs død.

Da de nåede Island, sejlede de syd om landet og fortsatte til den vestlige del for der havde de hørt, at Ingolf havde slået sig ned. Og da de var forbi Røgnæs (Reykjanæs) og så fjorden åbne sig, styrede de ind i fjorden med begge skibe. Der kom skarp vind, kraftig nedbør og tåge, og skibene drev nu væk fra hinanden. De sejlede ind gennem Borgefjord, til skærene hørte op. Der kastede de anker for at vente på, at uvejret løjede af, og det klarede op. Derefter afventede de at det blev højvande. Så førte de skibet op til en flodmunding, som hedder Guveå. De styrede skibet, så langt op ad åen de kunne. Derpå lossede de skibet og slog lejr der den første vinter.

De undersøgte landet langs kysten i begge retninger. Og de havde ikke været længe undervejs, før de fandt ud af, at Kvæld-Ulfs kiste var drevet! land i en vig. De flyttede kisten ud på et nærliggende næs, begravede ham og dyngede sten over.

Skalle-Grim nåede land, hvor et stort næs stak ud i havet via en smal landtange, og der lossede de skibet. De kaldte det Knarrenæs.

Siden udforskede Skalle-Grim landet og fandt store moseområder og vidtstrakte skove, og han så, at der var langt mellem klippe og kyst, rigeligt med sælfangst og masser af fisk. Men da de undersøgte landet i sydlig retning, så de en stor fjord, og da de sejlede ind i den fjord, gjorde de ikke ophold, før de havde fundet Grim fra Helgeland og de andre rejsekammerater. Der var stor gensynsglæde.

De fortalte Skalle-Grim, at Kvæld-Ulf var drevet i land der, og at de havde begravet ham. Så viste de Skalle-Grim stedet, og han mente, at der kort derfra var et godt sted at bosætte sig.

Grim begav sig tilbage til sine skibsfolk, og de overvintrede hvert deres sted.

Skalle-Grim tog nu landet mellem klippe og kyst, hele området i Myrerne fra Sæleion til Borgerøn og ned sydpå til Havnefjeldene og alt, hvad der lå mellem åerne og helt ud til havet. Om foråret førte han skibet til den sydlige del af fjorden og ind i bugten tættest på stedet, hvor Kvæld-Ulf var drevet i land, og der opførte han en gård og kaldte den Borg. Fjorden kaldte han Borgefjord, og de navngav herredet længere inde i landet efter den.

Han gav Grim fra Helgeland et sted at bo syd for Borgefjord, som blev kaldt Kvanør. Ikke langt derfra skærer en lille vig ind. Der så de mange ænder og kaldte stedet Andekil, og åen, som løber ned til havet, kaldte de Andekilså. Grims jord lå mellem den å og åen, der kaldes Grimså.

Om foråret, da Skalle-Grim lod sine dyr drive af sted langs kysten, kom de til et lille næs, og der fangede de nogle svaner, og det kaldte de Alftenæs.

Skalle-Grim udforskede landet i hele herredet. Først sejlede han ind i Borgefjord, indtil fjorden hørte op, og derefter styrede han op langs den vestlige bred af åen, som han kaldte Hvidå. Rejsefællerne havde dengang aldrig før set vand, der kom fra en jøkel. De syntes, at åen havde en besynderlig farve. De fortsatte op ad Hvidå, til de kom til en å, som strømmede fra bjergene i nord, og den kaldte de Nordå, og de sejlede op ad den, til de stødte på endnu en å og et lille vandfald. De passerede den å og sejlede videre ad Nordå, og snart så de, at den lille å sprang fra en kløft, og kaldte den da for Glyverå eller Kløftå. Så krydsede de Nordå og kom igen tilbage til Hvidå og fortsatte op ad den. Snart stødte de på en å, som løb på tværs og ud i Hvidå, og den kaldte de Tværå. De opdagede, at hver eneste sø dér var fuld af fisk. Derpå vendte de tilbage til Borg.

Skalle-Grim var særdeles arbejdsom, og han havde altid mange folk Am s hos sig. Han sørgede for at skaffe store mængder af de fødevarer, som var at få der, til sine folk, for i begyndelsen var der ikke tilstrækkelig med husdyr til de mange mennesker, men de husdyr der var, gik i skovene og fandt selv føde. Skalle-Grim var en særdeles dygtig skibsbygger, og der manglede ikke drivtømmer vest for Myrerne. Han fik opført en gård i Alftenæs, hvor han havde endnu en bolig. Der fiskede han fra båd, jagtede sæl og samlede æg, som dengang alt sammen fandtes i rigelige mængder. Drivtømmer blev også fragtet hjem. Der kom mange hvaler, og man kunne nedlægge, så mange man ville. Fangstpladsen var uforstyrret, og dyrene var ikke vant til mennesker. Han havde en tredje bolig ved havet i den vestlige del af Myrerne. Der var endnu mere drivtømmer, og han tilsåede jorden der og kaldte den Agrene. Nogle øer lå lige ud for, og ved dem fandt man en hval og kaldte dem Hvalsøerne. Skalle-Grim sendte også sine mænd til Lakså for at fiske." (Egils saga, Kap. 25-28) [14]


Od Eneboer

Han satte Od Eneboer til at se efter laksefiskeriet ved Glyverå. Od boede ved Eneboerbrinkerne. Ham er Eneboernæs opkaldt efter." (Egils saga, Kap. 28) [15]


Gris og Grim

44. Gris og Grim hed to af Skallagrims frigivne trælle. De fik land oppe ved fjeldet, Gris ved Grisatunge og Grim i Grimsdal.

"Da Skalle-Grims bestand af husdyr voksede, trak dyrene op på fjeldet hele sommeren. Han bemærkede store forskelle på dyrene og så, at de dyr, der gik på heden, blev meget federe, og at fårene holdt sig i bjergdalene om vinteren, uden at man behøvede at drive dem derned. Så lod Skalle-Grim en bygning opføre på fjeldet og havde også en gård der. Derfra lod han fårene blive vogtet. En mand ved navn Gris drev gården, og ham er Grisetunge opkaldt efter." (Egils saga, Kap. 29) [16]


Olav Hjalte

"Kort tid efter Skalle-Grims ankomst til Island kom et skib fra havet til Borgefjord, og det tilhørte en mand ved navn Olav Hjalte. Han havde kone og børn og andre slægtninge med og havde sat sig for at slå sig ned på Island. Olav var velhavende, kom af en fornem slægt og var godt begavet. Skalle-Grim tilbød Olav og hele hans følge husly, og det tog han imod og var hos Skalle-Grim den første vinter på Island. Om foråret tildelte Skalle-Grim Olav land syd for Hvidå, der strakte sig fra Grimså til Flokedalså. Det tog Olav imod og flyttede dertil med hele sin husstand og bosatte sig ved et sted, der hedder Varmelæk. Han var en højt agtet mand. Han havde sønnerne Rage i Løgedal og Toraren Ragebror, som blev lovsiger på Island efter Ravn Høngssøn. Toraren boede senere på Varmelæk, og han var gift med Tordis, der var datter af Olav Fejian og søster til Tord Gjalder." (Egils saga, Kap. 29) [17]


Blund-Ketil

"En sommer... skete der det, at der kom et handelsskib fra Norge til Borgefjord. Skibe kunne dengang lægge til overalt på bredderne i åer, flodmundinger og kanaler. En mand hed Ketil, han blev kaldt Blund-Ketil og var eier af handelsskibet. Han var nordmand, var af en betydningsfuld slægt og velhavende. Hans søn hed Gejr, og han var nu voksen og med på skibet sammen med Ketil. Ketil agtede at bosætte sig på Island og ankom sent på sommeren. Skalle-Grim havde et godt kendskab til ham og inviterede ham hjem med hele sit følge. Det tog Ketil imod og var hos Skalle-Grim om vinteren.

Samme vinter friede Gejr, Ketils søn, til Torun, Skalle-Grims datter. Ægteskabet blev besluttet, og Gejr blev gift med Torun. Det følgende forår tildelte Skalle-Grim Ketil et stykke land, der lå over Olavs landsstykke, gik langs Hvidå fra mundingen af Flokedalså og til mundingen af Røgdalså, og alle de tunger, som lå mellem Rødsgil og hele Flokedal oven for skrænterne.

Ketil bosatte sig i Trondsholt, og Gejr i Gejrsli. Han havde endnu en gård i Røgdal ved den øvre del af Røgene. Man kaldte ham Ketil den Rige. Hans sønner hed Blund-Ketil og Torgejr Blund. Den tredje hed Torod Ris-Blund, og han boede i begyndelsen på Riserne." (Egils saga, Kap. 39)[18]


Balke og Berse den Gudløse

Island Ldn.45.jpg

45. Balke hed en mand, som var søn af Blæing Sotason fra Sotanæs. Han tog del i kampen mod kong Harald i Hafrsfjord og drog derfor til Island, hvor han tog hele Rutafjord og boede i Bær. Hans søn hed Berse og blev kaldt Berse den Gudløse. Han tog Langvatnsdal og boede i Thorfhvalsted. Hans søster var Geirbjørg, som var gift med Thorgeir Meldun på Tungefjeld. De havde sønnen Veleif den Gamle, som var fader til Holmgangs-Berse. Berse den Gudløse var gift med Thordis, som var datter af Thorhad fra Hitardal og med hende fulgte Holmsland[19], hvor de siden boede. Deres søn hed Arngeir og var gift med Thurid, en datter af Thorfinn Strenge. Deres søn var Bjørn Hitadalskæmpe[20]. Thurids moder var Sæun, en datter af Skallagrim.


Sigmund

46. Sigmund hed en anden af Skallagrims frigivne trælle. Ham gav han land mellem Gljufarå og Nordå. Han boede på Haugar før han flyttede til Munadarnæs. Efter ham er Sigmundsnæs opkaldt.

"Den mand, som Skalle-Grim satte til at fiske i Nordå, hed Sigmund. Han boede på et sted, som blev kaldt Sigmundssted, men som nu hedder Højene. Ham er Sigmundsnæs opkaldt efter. Siden flyttede han hele boet til Munadnæs, fordi han mente, at laksefiskeriet gik bedre der." (Egils saga, Kap. 29) [21]


Rødebjørn

47. Rødebjørn købte land af Skallagrim mellem Gljufarå og Gufå. Han boede på Rødbjørnssted ovenfor Eskiholt. Hans sønner var Thorkel Trevl i Skard, Helge på Hvam i Norådal - hvor han også er højlagt - og endelig Gunvald, der var fader til Thorkel, som var gift med Helga, en datter af Thorgeir i Vidimyre.


Thore og Thorbjørn Krum

48. Brødrene Thorbjørn Krum og Thore Beigaldi fik af Skallagrim land på den anden side af Gufå. Thorbjørn boede på Holar og Thore på Beigaldi.

Skalle-Grim gav Torbjørn Krum og Tord Bejgalde land op langs Guveå. Krum boede på Krumsholerne, og Tord på Bejgalde." (Egils saga, Kap. 28) [22]


Grane

Grane boede på Granested i Digrenæs." (Egils saga, Kap. 28) [23]


Thord Thurs

49. Til Thord Thurs og Thorgeir Jordlang og deres søster Thorbjørg Stang gav Skallagrim land syd for Langå. Thord boede i Thurssted, Thorgeir i Jordlangsted og Thorbjørg i Stangarholt.

"...til Tore Turs og hans brødre gav han (Skallagrim) landet oven for Enkunnerne på den havvendte side af Langå. Tore Turs boede på Turssted. Hans datter hed Tordis Stang, og hun boede senere på Stangholt. Torgejr boede på Jordlangssted." (Egils saga, Kap. 28) [24]


Åne

50. Åne hed en mand, som Grim[25] gav land mellem Langå og Havsbæk. Han boede på Ånebrekke. Hans søn var Ønund Sjone, der var fader til Steinar og Dalla, Kormaks moder.

"Skalle-Grim gav sine skibsfolk land. Han gav Ån landet mellem Langå og Håvslæk, og han boede på Ånebrink. Ån havde sønnen Ønund Syn." (Egils saga, Kap. 28) [26]


Grimolf

Grimolf bosatte sig først på Grimolfssted. Man har opkaldt Grimolfsted og Grimolfslæk efter ham. Hans søn hed Grim og boede syd for fjorden. Hans søn hed Grimar og boede på Grimarssted og var årsag til en strid mellem Torsten og Tunge-Od." (Egils saga, Kap. 28) [27]


Thorfinn den Stærke

51. Thorfinn den Stærke hed en mand, som havde været fanebærer[28] for Thorolf Skallagrimson. Ham gav Skallagrim sin datter Sæun tillige med land på den anden side Langå op til Leirabæk og videre op til fjeldet og over til Alftaå. Han boede på Fors. Deres datter hed Thordis og var moder til Bjørn Hitadølekæmpe.

"Den vinter blev Torfin gift med Sæun, Skalle-Grims datter, og det følgende forår gav Skalle-Grim dem et sted at bo ved Langåfos med tilhørende land, der strakte sig fra Lerelæk, mellem Langå og Alfteå, og helt til fjeldene. Torfin og Sæuns datter, Tordis, blev gift med Arngejr i Holm, som var søn af Berse den Gudløse. Deres søn var Bjørn, helten fra Hiddal." (Egils saga, Kap. 56) [29]


Yngvar

52. Yngvar hed en mand, som var fader til Bera, Skallagrims kone. Ham gav Grim land mellem Leirå og Strømfjord. Han boede i Alftanes. Hans anden datter, Thordis, var gift med Thorgeir Lambe, som boede i Lambasted. Han var fader til Thord, som blev brændt inde af Ketil Gufas trælle.

"Skalle-Grims svoger Yngvar … besluttede sig for at samle så mange af sine værdier som muligt, skaffede sig et havskib, samlede mandskab og gjorde forberedelser til at rejse til Island, for han havde hørt, at Skalle-Grim havde bosat sig der, og at der var rigeligt med land hos ham. Og da de var klar og fik bør, sejlede han ud på havet, og turen forløb fint. Han nåede Islands sydkyst, fortsatte vestpå til Reykjanæs, sejlede ind i Borgefjord og derfra videre ind til Langå og helt til Fos. Der lossede han skibet. Da Skalle-Grim hørte, at Yngvar var kommet, tog han straks af sted for at møde ham og inviterede ham hjem med så mange folk, han havde lyst til. Det tog Yngvar imod. Skibet blev sat på land, og Yngvar begav sig til Borg med et stort følge og blev vinteren over hos Skalle-Grim. Om foråret tilbød Skalle-Grim ham land og gav ham gården i Alftenæs og jorden hele vejen fra Lerelæk og ud til Strømfjord. Yngvar tog ud og overtog gården og var en meget driftig og velhavende mand." (Egils saga, Kap. 30) [30]


Steinolf

53. Steinolf hed en mand, som tog land på begge sider af Raundal, alt mellem Alftaå og Hitarå og op til Grjotå. Selv boede han i den sydlige ende af Raundal. Hans søn hed Thorleif, og fra ham stammer Raundalsfolkene. Steinolfs datter hed Thorun. Hun var gift med Thorbjørn Vifilson, der var fader til Thorgerd, som var moder til Asmund, der var fader til Sveinbjørn, som var fader til Odd, der var fader til Gro, som var moder til Odd fra Alftanes.


Thorhad

54. Thorhad hed en udmærket mand, som var søn af Stein Søfarer, der var søn af Vigbjod, som var søn af Bødmod fra lastrummet[31]. Han tog hele den øverste del af Hitardal ned til Grjotå mod syd og alt mellem Hitarå og Kaldå mod nord helt ud til havet. Han havde sønnen Thorgeir, der var fader til Havthor, som var fader til Gudni, der var moder til Thorlak den Rige, som var fader til Thorleif den Beske, der var fader til Thorleik, som var fader til Ketil, der var fader til Valgerd, som var moder til Narvesønnerne Thorlak og Thord.


Thorgils Knap

55. Kolle Roaldsons frigivne træl Thorgils Knap tog Knappadal. Hans sønner var Ingjald, Thoraren og Thore, som boede på Akrar og ejede alt land mellem Hitarå og Alftaå op mod Steinolfs jord. Thores søn hed Thrand og var gift med Steinun, en datter af Rut på Kambsnæs. Deres sønner var Thore og Skumer, der var fader til Torfi, som var fader til Tanne. Hans søn hed Rut og var gift med Kolfinna, en datter af Illuge den Sorte.

Nu er de mænd nævnt, som bebyggede det land, som blev taget af Skallagrim. Skallagrims søn var Egil, der var fader til Thorstein, som var fader til Rifla, der var fader til Skule, som var fader til Thord, der var fader til Bødvar, som var fader til Thord Præst, der var fader til Bødvar, som var fader til Thord, der var fader til Jarngerd, som var gift med herr Erlend den Stærke. Deres datter hed Valgerd.



_____________



Sælthore

Island Ldn.56.jpg

56. Grim hed en mand, som var søn af Ingjald Roaldson fra Haddingjadal og broder til Åsi Herse. Han drog til Island for at finde land og sejlede nord om landet. Om vinteren opholdt han sig på Grimsø i Steingrimsfjord. Hans kone hed Bergdis og sønnen Thore. Engang den vinter roede Grim ud for at fiske sammen med sine trælle og sin søn, og da drengen kom til at fryse, trak de ham i et sælskind og snørrede det til. Da fangede Grim en havmand. Grim sagde: Fortæl os om vore liv og hvor længe vi skal leve, ellers slipper jeg dig ikke.[32] Han svarede: "Det er ikke værd for dig at vide, kun for drengen i sælskindet, for du skal dø endnu før det bliver forår, men din søn skal bygge og tage land der, hvor din hoppe Skalm lægger sig nedenfor kløften." - Senere på vinteren døde Grim og blev højlagt der.

S 68. Senere på vinteren tog Grim og hans mænd igen ud for at fiske, men drengen lod de blive hjemme. På den tur druknede de alle.

Da foråret kom, drog Bergdis og Thore fra Grimsø og vest over heden til Bredefjord. Skalm gik forrest hele sommeren og lagde sig aldrig. Anden vinter var de på Skalmsnæs i Bredefjord, men sommeren efter drejede de af mod syd. Hesten Skalm gik derfra forrest til de kom op over hederne og gik mod syd ned til Borgarfjord. Der var der to røde sandbanker og der lagde Skalm sig nedenfor kløften under den yderste af bankerne. Thore tog land der syd for Gnupå og over til Kaldå nedenfor Knappadal og Laxå - hele stykket mellem fjeld og fjordbred. Han boede på ydre Rødebanke.

Thore var gammel og blind da han en sen aften gik ud og fik øje på en mand, som roede udefra og ind i Kaldå-mundingen i en jernbåd. Stor og styg var han[33]. Han gik i land og fortsatte op til den gård, som hedder Ripe. Her begyndte han at grave ved indgangen til gården. Men om natten udbrød der jordild der og brændende lava flød. Gården lå der, hvor Eldborg[34] nu ses. Sælthore havde sønnen Thorfinn, som var gift med Jofrid, en datter af Tunge-Odd. Thorfinns datter hed Thurid. Hun var gift med Thorbrand fra Alftafjord. Sælthore og hans hedenske frænder mente, at de efter døden skulle leve videre i Thoresbjerg[35]. Thorfinns sønner Thorgils og Thorkel var begge gift med Unnar, en datter af Alf i Dalene. Skalm døde ved Skalmskilde.


Kolbein Klakhoved

57. Kolbein Klakhoved[36], som var søn af Atle fra Atleø i Fjaler, drog til Island og købte området mellem Kaldå og Hitarå nedenfor sandskrænten. Han boede i Kolbeinssted. Hans sønner var Finnboge i Fagraskoven og Skjalde-Thord.


Thormod Gode og Thord Gnupa

58. Brødrene Thormod Gode og Thord Gnupa var sønner af Odd den Ranke, der var søn af Thorvid, som var søn af Freyvid, som var søn af Alf fra Vors. Disse brødre drog til Island og tog land mellem Laxå og Strømfjordså. Thord havde Gnupudal og boede der. Senere boede hans søn Skafte der. Han var fader til Hjørleif Gode og Finna, der var gift med Ræv den Store. Deres søn Dalk blev fader til Steinun, som var moder til Skjalderæv.

Thormod boede på Rødkolssted. Han var gift med Gerd, en datter af Kjallak den Gamle. De havde sønnen Gudlaug den Rige, som var gift med Thordis, en datter af Sorthoved, der var søn af Bjørn Guldbærer og Tunge-Odds datter Thurid. De boede i Hørgsholt.

Gudlaug den Rige så, at jorden ved Rødebanke var bedre end noget andet land i området. Derfor udfordrede han Thorfinn om jorden og bød ham til holmgang. De blev begge sårede i duellen på holmen, men Thurid, Tunge-Odds datter, tog sig af deres skader og fik dem også forligte.


Gudlaug den Rige

59. Gudlaug tilegnede sig senere et landområde, der gik fra Strømfjordså til Fura mellem fjeld og fjordbred; herefter bosatte han sig på Borgarholt. Han er stamfader til Strømfjordsfolkene. Hans søn Gudleif ejede det ene skib og Thorolf - søn af Loft den Gamle på Eyrarbakke - det andet, da de kæmpede mod Sigvalds søn, Gyrd Jarl i Lillebælt[37], hvor de bjergede deres ejendele. Derom har Gudleif digtet Gyrdskvadet[38]. En anden søn af Gudlaug var Thorfinn, som var fader til Gudlaug, der var fader til Thordis, som var moder til Thord, der var fader til Sturla den Gamle på Hvam.


Asmund og Langholts-Thora

60. Vale den Stærke hed en af kong Harald Hårfagers hirdmænd. Han begik et drab på hellig grund og blev dømt fredløs. Han rejste til Syderøerne, men hans tre sønner drog til Island. Deres moder hed Liv Hestegilder[39]. Den første hed Atle, den anden Alfarin og den tredje Audun den Stammende. Vales søn Atle og dennes søn Asmund tog land fra Fura til Lysa. Asmund boede på Langholt ved Thoratoft. Han var gift med Langholts-Thora, men da Asmund blev gammel, lod han sig skille fra Thora, for andre mænd blev ved med at besøge hende. Han flyttede da til Øxl, hvor han boede til sin dødsdag. Asmund blev højlagt der. Han blev lagt i et skib og sammen med ham en træl, som havde taget livet af sig selv, for han ønskede ikke at leve efter Asmund. Trællen blev lagt i skibets anden stavn. Nogen tid senere drømte Thora, at Asmund sagde, at trællen plagede ham. Det sted, hvor han blev højlagt, hedder Asmundsled. Engang hørtes dette vers inde fra højen:

Island Ldn.60.jpg
”Alene bebor jeg stavnrummet
på skibet i højen;
trængsel af folk på dækket.
Jeg bor på skibet.
Den rigelige plads er dog bedre
for den kampdygtige [mig],
end et dårligt følge.
Det vil fremdeles mindes af folk.
Jeg styrer skibet.” [40]

Efter dette blev højen undersøgt og trællen blev fjernet fra skibet. Thora fik opført et hus tværs over alfarvej. Der lod hun altid et bord stå dækket, men selv sad hun ude på en stol og bød alle og enhver ind, som ville spise. Atle var søn af Asmund og fader til Surt, som var fader til Gudleif, der var fader til Gudbrand, som var fader til Surt Smed, der var fader til munken Eyjolf Præst.


Rolf den Tykke

61. Rolf den Tykke, der var søn af Eyvind Egekrog, en broder til Illuge Gode fra Fell på østre Sida, tog land fra Lysa til Raunhavnså. Hans søn var Helge i Hovgård, som var fader til Finnboge, Bjørn og Rolf. Bjørn var fader til Gest, som var fader til Skjalderæv.


Sølve

62. Sølve hed en mand, som tog land mellem Hellisraun og Slegjubenså. Først boede han i Brænding men senere på Sølveshammer, hvor han mente at kunne være flere folk til gavn.


Laugarbrekke-Einar

63. Sigmund, en søn af Ketil Tidsel, som havde taget land i Tidselfjord, var gift med Hildegunn. Han tog land mellem Hellisraun og Beruviksraun. Han boede i Laugarbrekke, hvor han også er højlagt. Han havde tre sønner. Den ene var Einar, der senere boede på gården i Laugarbrekke. Fader og søn solgte landområdet Lonsland til en mand, som også hed Einar. Denne Einar bosatte sig der og blev kaldt Lon-Einar.

Engang drev en hval på land i Lon-Einars fjord og han skar et stykke af den. Senere drev uvejret den igen ud i fjorden og denne gang strandede den på Einar Sigmundsons jord. Lon-Einar mente, at dette måtte skyldes trolddom, udført af Hildegunn. Da hvalen igen var drevet ud, tog han afsted for at lede efter den. Han ankom netop som Einar Sigmundson og hans huskarle var ved at skære hvalen op. Han gav da en af huskarlene et dødebringende hug. Laugarbrekke-Einar bad sin navnebroder forsvinde, ”for her hjælper det ikke at lægge sag an.” Lon-Einar tog afsted, for han var i undertal. Einar Sigmundson fik nu flyttet hvalen hjem, men engang, hvor han ikke selv var hjemme, red Lon-Einar over til Laugarbrekke med syv mand og stævnede Hildegunn for trolddom. Hun var datter af Beine Mårson, der var en sønnesøn af Naddod på Færøerne. Einar kom hjem, kort efter at Lon-Einar var redet derfra. Hildegunn fortalte ham disse nyheder og gav ham samtidig en nysyet kjortel. Einar tog sit skjold, sit sværd og en arbejdshest og red efter dem, men da han nåede Tufubjerg, segnede hesten. Da fortsatte Einar til fods det bedste han havde lært, men da han nåede Drangar, så han en troldkarl sidde deroppe med fødderne dinglende frem og tilbage, så de nåede brændingen og når han slog benene sammen, drev vandet af dem, mens han fremsagde dette kvad:

"Jeg var der,
hvor ”flodkornet”
styrtede ned
fra ”bjergrisernes høje himmel”,
fra bjerget ned på søen (?).
Få jætter gør flere både våde
end jeg på havet,
i søen (?, eller ved hjælp af benene?).[41]

Einar tillagde ikke dette nogen betydning. Mændene mødtes der, hvor det nu hedder Mannafallsbrekke, og der sloges de; men jern kunne ikke bide på Einars nye kjortel. Fire af Lon-Einars mænd faldt og to flygtede fra ham. De to navnebrødre havde kæmpet længe, da Lon-Einars bælte gik i stykker, og da han greb ud efter det, fik han dødshugget af sin navnebroder. Men da Einar Sigmundson så sin træl Reidar løbe afsted, skyndte han sig efter ham og fik så øje på Lon-Einars trælle, som var stukket af. Han rendte efter dem og dræbte dem begge i Trællevig. For dette gav Einar sin træl frihed og så meget land, som han kunne nå at indhegne på tre dage. Det sted, hvor han boede, hedder i dag Reidarsgærde. Herefter boede Einar i Laugarbrekke og er højlagt tæt ved Sigmunds høj, og hans høj er lige grøn vinter og sommer.

S 75. Einar på Laugarbrekka var gift med Unnur, som var datter af Thore, der var broder til Aslak i Langdal. De havde datteren Halveig, som var gift med Thorbjørn Vifilson.

Sigmunds anden søn – og broder til Einar – hed Breid. Han var gift med Gunhild, som var datter af Aslak fra Langdal. Deres søn hed Thormod og var gift med Helga Ønundsdatter, der var søster til Skjalde–Ravn. Deres datter hed Hertrud og var gift med Simon. Deres datter hed Gunhild og var gift med Thorgils. Deres datter Valgerd var moder til Finnboga Geirson den Vise.

Sigmunds tredje søn hed Thorkel; han var gift med Jorid, som var datter af Tind Halkelsson.

Lon-Einars søn hed Thorkel, han var gift med Grima Halkelsdatter – hun blev senere gift med Thorgils Arason. Thorkel og Grimas søn hed Finnvard.

Laugarbrekke-Einars anden datter hed Arnora og var gift med Thorgeir Vifilson. Deres datter hed Yngvild og var gift med Thorstein, en søn af Snorre Gode. Deres datter hed Ingud og var gift med Asbjørn Arnorson.


Grimkel

64. Grimkel hed en mand, som var søn af Ulf Krage Reidarson og broder til Gunnbjørn, som Gunnbjørnskærene er opkaldt efter. Han tog land fra Beruviksraun til Nesraun og ud om Øndvertnæs og boede på Saksebakke. Han drev en mand ved navn Sakse væk derfra. Denne Sakse var søn af Alfarin, som var søn af Vale. Herefter boede Sakse i Raun ved Saksebakke. Grimkel var gift med Thorgerd, en datter af Valtjof den Gamle. Deres søn hed Thoraren Korn. Han var en meget hamram mand og er højlagt i Kornhøjen. Thoraren Korn var gift med Jorun, en datter af Einar i Stafaholt. Deres datter Jarngerd var gift med Ulf Uggason.[42] Grimkels anden søn hed Klæng. Han var gift med Oddfrid, en datter af Helge fra Hvanneyr. De havde en søn, som hed Kolle.

S 76. . . . deres søn hed Kolle og var gift med Thurid, som var datter af Asbrand fra Kamb. Deres søn var Skægge, som var fader til Thorkatla, der var gift med Illuge, som var søn af Thorvald Tindsson og fader til Gils, som slog Gjavald ihjel.

En anden søn af Kolle hed Bård; han var gift med Valgerd Vidarsdatter. Deres datter hed Vigdis og var gift med Thorbjørn den Tykke. Deres datter hed Thordis og var gift Thorbrand ved Ølfussøen. De havde sønnerne Thore, Bjarne på Bredebolsted og Torfi og datteren Valgerd, som var gift med biskop Runolf.

Bård havde også en datter, som hed Asdis; hun var først gift med Thorbjørn Thorvaldson, der var halvbroder til Måne–Ljot. De havde datteren Thurid, som var gift med Thorgrim Oddson. Deres børn var Geirmund på Mavalid og fjorten andre. Asdis blev senere gift med Skule Jørundson; de havde datteren Valgerd på Mosfell.


Alfarin Valeson

65. Alfarin Valeson tog først næsset mellem Beruviksraun og Enni. Han havde fire sønner: Høskuld, der boede på Høskuldså, Ingjald, der boede på Ingjaldsvold, Gote, som boede ved Gotabækken og Holmkel på Fors ved Holmkelså.


Olaf Bælg

66. Olaf Bælg hed en mand, som tog land inderst i Enni over mod Frodå. Han boede i Olafsvik.


Thorbjørn Tykke og Thoraren Sorte

67. Lille-Orm hed en mand, som lod sit skib gå ind i mundingen af Frodå. Han boede nogle vintre på Brimilsletten, men fordrev så Olaf Bælg og tog hele den gamle vig mellem Enni og Bulanshøfde. Siden boede han ved Frodå. Hans søn var den Thorbjørn Tykke, som kæmpede med Thoraren Sorte og som faldt der sammen med tre andre mænd. Herom digtede Thoraren Måvalidsviserne, som det også fortælles i Eyrbyggja saga. Et af versene lyder sådan:

Island Ldn.67.jpg
Jeg vil blive opfordret
til fjendskab, kriger,
før forstod jeg vel
foran Enne at fange (dræbe) krigeren -,
siden de tølperagtige krigere,
som forvrænger retten,
lod forlyde med
at jeg havde såret min hustru;
jeg ægges (dog)
til det passende.

Efter disse ord kæmpede de endnu en gang. - Thorbjørn var gift med Thurid, som var datter af Tykke Bork, der var en søn af Thorstein Torskebider. De havde sønnen Ketil Kæmper, som dengang drog udenlands. Ketil var far til Rodny, der blev gift med Dræber-Styrs (Viga-Styrs) søn Thorstein.


Striden mellem Thorbjørn og Thoraren

S 79 Lille-Orm hed en mand, som lod sit skib gå ind i mundingen af Frodå. Han boede på Brimilsletten nogen tid, men fordrev så Olaf Bælg og tog hele den gamle vig mellem Enni og Høfde. Siden boede han ved Frodå. Hans søn var den Thorbjørn Tykke, som først var gift med Thurid, som var datter af Asbrand fra Kamb. Deres børn var Ketil Kæmper, Hallstein og Gunnlaug og Thorgerd, som var gift med Ønund Sjone. Thorbjørns anden kone hed også Thurid. Hun var datter af Bork den Tykke og Thordis Sursdatter.

Thorbjørn den Tykke stævnede Geirrid – Thorolf Skadefods datter – for trolddom, fordi hans søn Gunnlaug var død af de men, han havde fået, efter at have været hos Geirrid for at lære trolddom. Hun var moder til Thoraren fra Mavalid. I denne sag blev Arnkel Gode bedt om at afsige dom, men han lod sagen falde efter at Thoraren havde aflagt ed ved den hellige ring.

Efter dette forsvandt de heste, som Thorbjørn havde gående i fjeldet. Han beskyldte Thoraren for dette og red til Mavalid og stævnede ham herfor ved en dørdom. I Thorbjørns flok var de tolv mand og overfor dem stod Thoraren med disse seks mand: Alfgeir fra Syderøerne, Nagle, Bjørn Østmand og tre huskarle. De brød nu dørdommen og det kom til kamp der på gårdspladsen. Men Thorarens kone Aud løb ud for at skille parterne. En af Thorarens mænd faldt men to af Thorbjørns. Thorbjørn og hans mænd red bort for at forbinde deres sår. Det var oppe ved en høstak ikke langt fra Vågar. Da fandt man Auds hånd på gårdspladsen, og Thoraren satte efter dem og fandt dem ved indhegningen. Nagle løb grædende forbi dem op i fjeldet, men Thoraen dræbte Thorbjørn og sårede Hallstein, så han ikke overlevede. I alt fem af Thorbjørns mænd faldt. Arnkel Gode og Vermund støttede Thoraren og de havde folk hos Arnkel. Snorre Gode tog sagen op efter Thorbjørn og på Thorsnæsting fik han alle dem dømt fredløse[43], som havde taget del i drabet. Derpå afbrændte han deres skib, som lå ved Saltøremundingen. Men Arnkel købte dem et andet skib i Døgurdarnæs og fulgte dem til de var kommet ud forbi øerne. – Fra denne sag stammede fjendskabet mellem Arnkel og Snorre Gode.

Ketil Kæmper var dengang i udlandet; han var fader til Rodny, som blev gift med Thorstein, der var søn af Dræber-Styr (Viga-Styr).


Sigurd Svinehoved og hans søn Herjolf

68. Sigurd Svinehoved var en stor kæmpe, der boede på Kvernvåg strand. Hans søn Herjolf var bare otte vintre, da han dræbte en skovbjørn, som havde taget en af hans geder. Herom handler dette kvad:

Bjørnen med den svedne ars
(der ser ud som sveden)
bed en ged for Herjolf,
men Herjolf med den krumme bag
hævnede sin ged på bjørnen.

Herjolf var kun tolv vintre, da han hævnede sin far. Han var en fremragende mand. På sine gamle dage drog Herjolf til Island, hvor han tog land mellem Bulandshøfde og Kirkefjord. Hans søn hed Thorstein Kolskæg og var far til Thorolf, der var far til Thoraren Sorte på Måvalid og Gudni, som var gift med Slanke Vermund. Deres børn var Brand den Rundhåndede og Thorfinna, som blev gift med Thorstein Kuggason.


Thorolf Blæreskalles efterkommere

69. Thorolf Blæreskalles søn Vestar var gift med Svana Herrødsdatter. Deres søn hed Asgeir. Vestar drog med sin gamle far til Island, hvor han tog Eyrarland[44] mellem Kirkefjord og Kolgravsfjord; der slog han sig ned på Øndverstange. Både Thorolf og Vestar er højlagt på Skallanæs. Vestars søn Asgeir var gift med Helga Kjallaksdatter. Deres søn hed Thorlak og hans sønner var Steinthor, Stirre-Thord, som var gift med Otkatla Thorvaldsdatter, Thormod, som var gift med Thorgerd Thorbrandsdatter fra Alftafjord og den fjerde var Bergthor, som faldt i Vigrafjord. Steinthor var gift med Thurid, en datter af Thorgils Arason. Deres søn Gunlaug var gift med Thurid den Kloge, en dattter af Snorre Gode.[45]


Kol og hans sønner

70. Kol hed en mand, som tog land ude fra Fjardarhorn til Troldhals og ud omkring Bersærkerøre til Raunsfjord. Hans sønner var Thoraren og Thorgrim. Efter dem er Kolsønnefjeldet opkaldt. Både faderen og sønnerne boede i Kolsgrav. Fra dem nedstammer Kolsgrævlingerne.


Audun

71. Audun den Stammende var søn af Vale den Stærke og gift med Myruna, en datter af den irske kong Bjadmak.[46] Audun tog hele Raunsfjord ovenfor Raun mellem Svinevatn og Troldhals. Han boede i Raunsfjord. Fra ham stammer Raunfjordsfolkene.

Et efterår så Audun en gråskimlet hest komme løbende oppe fra Hjardarsøen og ned til hans egne stodheste. Gråskimlen fik stodhingsten under sig. Da sprang Audun til, tog den grå hest og spændte den for en slæde, som ellers var en tospands okseslæde, hvorpå han kørte alt høet ind. Hesten var medgørlig frem til middag, men som dagen gik stampede den så den stod i jord til hovskægget. Efter solnedgang rev den sig løs og løb op til søen, og man så den aldrig siden.

Audun have en søn ved navn Stein, og denne Stein var far til Helga, der blev gift med Ån fra Raun. Deres søn hed Mår og var far til Gudrid, der var mor til Kjartan og Ån fra Kirkefjeld. Auduns anden søn hed Asbjørn og en tredje hed Sorthoved. Desuden havde han en datter, der hed Thurid, som blev gift med Asgeir på Eyr. Deres søn hed Thorlak.


Bjørn Østmand og hans slægt

72. Bjørn var søn af Ketil Fladnæse og Yngvild. Hun var en datter af Ketil Vædder, hersen over Ringerike. Bjørn sad tilbage på sin faders ejendom, da Ketil drog til Syderøerne (for at inddrive skatter). Men da Ketil selv beholdt skatterne, landsforviste Harald Hårfager Ketils søn Bjørn og beslaglagde al hans ejendom. Da drog Bjørn vest over havet, men han ville ikke slå sig ned der og han ville heller ikke tage imod kristendommen, som Ketils andre børn havde gjort. Han blev kaldt Bjørn Østmand. Han var gift med Gjaflaug Kjallaksdatter, der var en søster til Bjørn Stærk. Bjørn Østmand rejste til Island og tog land mellem Raunsfjord og Stafå. Han bosatte sig i Bjørnshavn på Borgarholt og havde græsningsret helt op til Sel og førte et stort hushold. Han døde i Bjørnshavn og blev højlagt ved Borgarbæk [da han var den eneste af Ketil Fadnæses børn, som var udøbt.] [47]. Bjørn og Gjaflaugs sønner var Kjallak den Gamle, som boede i Bjørnshavn efter sin faders død, og Ottar, som var fader til Bjørn, der var fader til Vigfus fra Drapulid - det var ham, som Snorre Gode fik taget livet af. Ottar havde også sønnen Helge. Han hærgede i Skotland og med i byttet fik han Nidbjørg, en datter af kong Bjolan og Kadlin, en datter af Ganger-Rolf. Hende giftede han sig med og deres sønner var Osvif den Vise og Einar Skåleglam[48], som druknede ved Einars Skær i Seljasund. Hans skjold blev siden fundet på Skjoldø og hans kappe på Feldarsholm. Einar var fader til Thorgerd, som blev moder til Herdis, der var moder til Stein Skjald.[49]

Osvif var gift med Thordis, en datter af Tjodolf fra Hafn. Deres børn var sønnerne Ospak (fader til Ulf, fader til Jon på Reyrsletten, fader til Erlend den Dovne, fader til Eystein ærkebiskop), Thorolf, Torrad, Einar, Thorkel, Thorbjørn (disse var skyldige i drabet på Kjartan Olafson) og datteren Gudrun, moder til Thorleik, Bolle og Geller. En anden af Bjørn Østmands sønner hed Vilgeir. - Kjallak den Gamle var gift med Astrid, en datter af Rolf herse og Øndot, der var en søster til Ølver Barnekarl. Deres søn var Thorgrim Gode, og hans sønner var Dræber-Styr (Viga-Styr), Slanke Vermund og Brand, der var fader til Thorleik. Kjallak den Gamle havde også døtrene Gerd, som blev gift med Thormod Gode og Helga, som blev gift med Asgeir på Eyr.


Thorolf Mostarskæg

73. Thorolf, en søn af Ørnolf Fisker, boede i Mostar, derfor blev han kaldt Mostarskæg. Han var en stor blotmand og troede på Thor. På grund af kong Haralds tyranni flyttede han til Island. Han sejlede sønden om landet, men da han kom til vestkysten ud for Bredefjord, skød han sine højsædestøtter overbord. De var udskårne med figurer af Thor. Thorolf sagde, at der hvor Thor gik i land, ville også han slå sig ned og bygge. Derfor lovede Thorolf at hellige alt det land, han havde taget, til Thor og opkalde det efter ham.

Thorolf sejlede ind i Bredefjord og gav fjorden navn. Han tog land på sydsiden omkring midten. Der på næsset fandt han Thor, som var drevet i land. Stedet hedder i dag Thorsnæs. De lagde til inde i en vig, som Thorolf kaldte Thorsvig. Der opførte han sin gård og desuden et stort gudehov, som han viede til Thor. Det sted hedder i dag Hovsted. Dengang var fjorden næsten ikke befolket.

Island Ldn.73.jpg

Thorolf tog land fra Stafå over til Thorså og han kaldte det Thorsnæs. Han troede så meget på det fjeld, som lå der på næsset, at han kaldte det Helgafell (det hellige fjeld), og ingen måtte så meget som se på det, uden han først havde vasket sig. Så fredhelligt var dette fjeld, at ingen måtte forulempe nogen der, hverken dyr eller mennesker, medmindre de selv forlod stedet. Thorolf og hans frænder var også overbeviste om, at de efter døden skulle få bolig inde i Helgafell. Ude på næsset, hvor Thor var kommet i land, afsagde Thorolf alle sine domme, og der blev herredstinget oprettet i samråd med alle egnens folk.

Når nogen opholdt sig der på tinget, måtte de ikke forrette deres nødtørft der, men et særligt skær, som blev kaldt Dritskær (Skideskær), blev bestemt til dette formål, for de ville ikke gøre et så helligt sted urent. Men efter Thorolfs død, mens hans søn Thorstein endnu var ung, nægtede Thorgrim Kjallakson og hans svoger Asgeir at gå ud til skæret for at forrette deres nødtørft. Folkene fra Thorsnæs kunne dog ikke bære, at et så helligt sted blev gjort urent, og det kom til kamp på tinget med Thorstein Torskebider og Thorgeir Kæng på den ene side og Thorgrim og Asgeir på den anden. Ved den anledning blev flere dræbt og mange sårede, før man fik dem adskilt. Thord Geller forsøgte at skabe forlig, men da ingen af parterne ville lade sin sag falde, blev stedet erklæret vanhelliget på grund af de blodsudgydelser, som havde fundet sted. Der blev da truffet beslutning om, at man skulle flytte tinget bort derfra og længere ind på næsset, hvor det ligger i dag. Også dette blev et stort helligsted. Der står endnu Thorsstenen, hvorpå man brækkede ryggen på dem, som skulle blotes og ved siden af ligger den domsring, hvori man udvalgte dem, som skulle blotes. Der satte Thord Geller fjerdings-tinget med opbakning fra alle fjerdingens mænd.

Thorolf Mostarskægs søn var Halstein Torskefjordsgode, hvis søn var Thorstein Surt den Kloge. Moderen til Thorstein Surt hed Osk og var datter af Thorstein Rød. En anden søn af Thorolf var Thorstein Torskebider. Han var gift med Thora, datter af Olaf Feilan og søster til Thord Geller. Deres sønner var Thorgrim, Snorre Godes fader, og Tykke Bork, der var fader til Sam, som blev dræbt af Asgeir.


Geirrød og Geirrid

74. Geirrød hed en mand, som drog til Island. Sammen med ham var Thorstein Sneskos søn Finngeir og Ulfar Kappi. De rejste fra Hålogaland til Island. Geirrød tog land mellem Thorså og Langdalså. Han boede på Eyr. Geirrød gav sin skipper Ulfar land på begge sider af Ulfarsfjeld - helt op mod fjeldet. Finngeir gav han land langs Alftafjord, hvor han slog sig ned på det sted, som nu hedder Kårsted. Finngeir var fader til Thorfinn, som var fader til Thorbrand i Alftafjord, der var gift med Thorbjørg, som var datter af Thorfinn Sælthoreson.

Geirrøds søster hed Geirrid. Hun var gift med Bjørn, en søn af Bølverk Blindetryne. Deres søn hed Thorolf. Geirrid rejste til Island efter Bjørns død og boede den første vinter hos sin broder på Eyr. Om foråret gav Geirrød hende bolig i Borgardal. Hendes søn Thorolf var udenlands på vikingetogt dengang. Geirrid var ikke karrig på mad; hun lod sit hus opføre tværs hen over alfarvej. [Selv sad hun udenfor på en stol og bød gæster indenfor, hvor der som regel stod mad på bordet.][50]

Thorolf vendte tilbage til Island efter Geirrids død. I en strid om land udfordrede han Ulfar til holmgang. Ulfar var gammel og barnløs og han blev fældet der på holmen. Thorolf selv blev såret i foden og resten af livet var han halt. Herefter hed han ikke andet end Skadefod. Thorolf tog et stykke land efter Ulfar og et andet efter Thorfinn i Alftafjord. Han satte to af sine frigivne trælle, Ulfar og Ørlyg, på disse landstykker.

Geirrød på Eyr var fader til Thorgeir Kæng, som flyttede sin gård fra Eyr op under fjeldet. Han var fader til Thord, som var fader til Atle. Thorolf Skadefod var fader til Arnkel Gode og Geirrid, som var gift med Thorolf på Måvalid, fader til Thoraren.

Thorfinns søn Thorbrand, som boede i Alftafjord, havde disse sønner: Thorleif Kimbe, Thorod, Snorre, Thorfinn, Illuge og Thormod. Disse lå i strid med Arnkel Gode om arven efter hans frigivne trælle og var sammen med Snorre Gode, da de dræbte ham på Ørlygssted.

Efter disse begivenheder rejste Thorleif Kimbe udenlands. Engang var der en, som hed Arnbjørn - søn af Asbrand på Bredevig - som slog ham med en grydeske. Kimbe tog selv dette for en spøg, men da han engang på Thorsnæsting friede til en kvinde ved navn Helga, gjorde dennes broder - Stirre-Thord - nar af ham på grund af dette. Da slyngede Kimbe et stykke tørv mod Thord, og dette var den egentlige årsag til striden mellem Eyrbyggerne på den ene side og Thorbrands sønner og Snore Gode på den anden. De kæmpede i Geirvør, i Alftafjorden og i Vigrafjorden.


Langdalsfolkene

75. Thorberg hed en mand, som rejste fra Iafjord til Island. Her tog han begge Langdale og bosatte sig i den yderste. Hans søn hed Aslak[51] og var gift med Arnleif, en datter af Thord Geller. Deres børn var Illuge den Krasse og Gunhild, som først var gift med Breid og senere med Haldor fra Holmslatur. Illuge den Krasse var gift med Gudleifa, en datter af Ketil Smedjestub[52]. De havde sønnerne Eyjolf og Koll og døtrene Hertrud, som var gift med Thorgrim Vermundson den Slanke, og Fridgerd, der var gift med Odd Draflason, og Gudrid, der først var gift med Bergthor Thormodson men senere med Jørund i Skorradal, og Jodis, som var gift med Mår, søn af Illuge Arason og endelig Arnleif, som var gift med Kolle, søn af Stirre-Thord. Langdalsfolkene nedstammer fra Illuge.


Stein Søfarer

Island Ldn.77.jpg

76. Stein Søfarer, søn af Vigbjod og broder til Thore Tusmørk, tog land på Skogarstrand op mod Thorbergs jord og ind til Lakså. Sin bolig havde han på Bredebolsted. Hans to sønner var Thorhad, som tog land i Hitardal, og Thorgest, som blev gift med Arnora, en datter af Thord Geller. De havde sønnerne Stein Lovmand[53], Asmund, Havlide og Thorhad.


Erik den Røde

77. Thorvald, der var søn af Asvald, som var søn af Ulf, der var søn af Øxne-Thore, måtte sammen med sin søn Erik den Røde forlade Jæren på grund af drab. De søgte da til Island, hvor de tog land ved Hornstrand og byggede hus ved Drangar. Der døde Thorvald. Erik giftede sig så med Tjodhild, der var datter af Jørund Atlason og Thorbjørg den Barmfagre[54], som dengang var gift med Thorbjørn fra Haukadal. Erik drog ned nordenfra og ryddede land i Haukadal. Her bosatte han sig på Erikssted ved Vatnshorn. Engang var Eriks trælle årsag til et stenskred, som ramte ned over Valtjofs gård, Valtjofssted. Men Eyjolf Snusk, der var Valtjofs frænde, dræbte trællene tæt ved Skeidsbrekke oppe ved Vatnshorn. Af den grund slog Erik Eyjolf ihjel. Han dræbte også Holmgangs-Ravn ved Leikskåle. To af Eyjolfs frænder, Geirstein og Odd på Jørve lagde nu sag an mod ham og Erik blev dømt til at forlade Haukadal.

Erik den Rødes gård
i Haukadal
(Foto: clm)

Herefter tog Erik land på Brokø og Øxneø, men den første vinter boede han i Tøder på Suderø. Der udlånte han sine bænkestokke[55] til Thorgest. Siden flyttede han til Øxneø, byggede gården Erikssted og tog over for at hente sine bænkestokke men fik dem ikke. Erik søgte da selv efter dem på Bredebolsted, men Thorgest satte efter ham og det kom til kamp kort fra gærdet til Drangar. Der faldt to af Thorgests sønner og flere andre mænd. Herefter forholdt begge sig roligt. Erik fik støtte fra Styr og Eyjolf fra Svinø og sønnerne til Thorbrand fra Alftafjord og Thorbjørn Vifilson, mens Thorgest havde støtte fra Thord Gellers sønner, Thorgeir fra Hitardal, Aslak fra Langdal og dennes søn Illuge. Men på Thorsnæs ting blev Erik kendt skyldig. Han rustede da sit skib i Eriksvåg. Eyjolf holdt ham skjult i Dimonsvåg, mens Thorgest ledte efter ham på øerne. Thorbjørn, Eyjolf og Styr fulgte Erik ud forbi øerne. Han fortalte dem, at han havde i sinde at søge efter land der, hvor Gunbjørn, Krage-Ulfs søn, havde set land, da han drev vesten om Island og fandt Gunbjørns Skær. Hvis han fandt land, ville han vende tilbage efter sine venner.

Erik sejlede nedenom Snæfellsjøkel og nåede Grønland ved Midjøkel på det sted, som hedder Blåsærk. Han sejlede vesten om Kap Farvel og tilbragte den første vinter på Eriksø nær Østerbygd. Foråret efter kom han til Eriksfjord og overalt gav han stederne navn. Anden vinter opholdt han sig i Eriksholm nær ved Kap Farvel. Den tredje sommer drog han nordpå til Snæfell og ind i Ravnefjord. Der lod han skibet gå helt ind i bunden af Eriksfjord, hvorefter han vendte om, og tilbragte den tredje vinter på Eriksø i mundingen til Eriksfjord.

Grønland.Ldn.79.jpg

Sommeren efter drog Erik til Island og kom til Bredefjord. Den vinter opholdt han sig hos Ingolf i Holmslåt. Om foråret kom det igen til kamp mellem ham og Thorgest, men Erik tabte. Herefter indgik de forlig. Den sommer drog Erik ud for at bosætte sig i det land, han havde fundet, og han kaldte det Grønland, for han sagde, at folk ville være mere tilbøjelige til at rejse dertil, hvis det havde et godt navn.

"Torvald hed en mand, søn af Asvald, søn af Ulf, søn af Okse-Tore. Torvald og Erik den Røde, hans søn, tog på grund af nogle drab fra Jæren til Island. På det tidspunkt var store dele af Island bebygget. Far og søn boede først på Drangerne på Hornstrandene. Der døde Torvald.

Erik fik nu Torhild til kone, datter af Jørund og Torbjørg Skudebarm, som på det tidspunkt var gift med Torbjørn fra Høgedal. Erik flyttede så fra det nordlige Island ned til Høgedal og boede på Erikssted ved Vandshorn. Eriks og Torhilds søn hed Lejf.

Men efter drabet på Ejolf Søle og Holmgangs-Ravn blev Erik forvist fra Høgedal. Han tog vestpå til Bredefjord og bosatte sig på Erikssted på Øksneø. Han lånte Torgæst nogle bænkestokke, men fik dem ikke tilbage, da han bad om dem. Deraf opstod der stridigheder og kampe mellem ham og Torgæst, som det fortælles i Eriks saga. Styr Torgrimssøn støttede Erik i hans sag, og det gjorde Ejolf fra Svinø og Brands sønner fra Alftefjord og Torbjørn Vivilssøn også, mens torgæstlingerne blev støttet af Tord Gjalders sønner og Torgejr fra Hiddal. Erik blev erklæret fredløs på Torsnæsting.

Han gjorde nu sit skib klar til havsejlads i Eriksvåg, og da han var parat, fulgte Styr og de andre ham ud forbi Øerne. Erik fortalte dem, at han ville prøve at finde det land, som Gunbjørn, Ulf Krages søn, havde set, dengang han drev vestpå over havet og fandt Gunbjørnsskærene. Erik sagde også, at han ville vende tilbage til sine venner, hvis han fandt landet.

Erik sejlede ud på havet fra Snefjeldsjøkel. Han fandt landet og kom ind til kysten, der hvor der er en jøkel, som han kaldte for Midjøkel. Den hedder nu Blåsærk. Derfra sejlede han sydover langs kysten for at finde ud af, om landet, hvis man sejlede i den retning, egnede sig til bosættelse.

Den første vinter tilbragte han på Eriksø, der ligger tæt inde ved Østerbygden. Ved forårstide tog han til Eriksfjord og bosatte sig der. Samme sommer tog han ud i den vestlige ubygd og gav mange steder navne. Næste vinter tilbragte han på Holmene ved [Kvarvsgnibe], men den tredje sommer tog han [op nordpå til Snefjeld og helt ind i Ravnefjord. Nu sagde han, at han var kommet længere ind i landet end til bunden af Eriksfjord. Han vendte så om og tilbragte den tredje vinter på Eriksø ud for Eriksfjordens munding.

Sommeren efter sejlede han] til Island og kom med sit skib til Bredefjord. Landet, han havde fundet, kaldte han Grønland, for det ville give folk lyst ti at tage dertil, sagde han, når landet hed noget godt. Erik tilbragte vintenen på Island.

Men næste sommer tog han af sted for at bosætte sig i landet.

Han boede på Bratteli i Eriksfjord." (Grønlændingenes saga - Totten om Erik den Røde, Kap. 1) [56]


"Torvald hed en mand. Han var søn af Asvald, der var søn af Ulf, søn af Okse-Tore. Torvalds søn hed Erik den Røde. Far og søn tog på grund af nogle drab fra Jæren til Island og tog land i besiddelse på Hornstrandene og bosatte sig på Drangerne. Der døde Torvald.

Erik fik nu Torhild til kone, datter af Jørund Atlessøn og Torbjørg Skudebarm, som [på det tidspunkt var] gift med Torbjørn fra Høgedal. Erik flyttede så fra det nordlige Island ned til Høgedal, hvor han ryddede land og bosatte sig på Erikssted ved Vandshorn.

Så udløste Eriks trælle et jordskred over Valtjovs gård Valtjovssted. Ejolf Søle, Valtjovs frænde, dræbte trællene ved Skejdsbrinkerne oven for Vandshorn. Til gengæld dræbte Erik Ejolf Søle. Han dræbte også Holmgangs-Ravn ved Legskålerne. Gejrsten og Od på Jørve, Ejolfs frænder, tog søgsmålet op efter hans død, og Erik blev nu forvist fra Høgedal. Erik tog senere Brogø [og Øksneø] i besiddelse, men boede på Tråddene på Sydø den første vinter.

Da lånte han Torgæst nogle bænkestokke. Senere flyttede han til Øksneø og bosatte sig på Erikssted. Nu ville han have bænkestokkene tilbage, men fik dem ikke. Erik tog så til Bredebolstad og hentede stokkene, men Torgæst kom efter ham. Ikke langt fra gærdet ved Drangerne kom det til kamp mellem dem. Der faldt Torgæsts to sønner og endnu nogle mænd. Herefter holdt de hver for sig en stor hjemmestyrke. Erik blev støttet af Styr og Ejolf fra Svinø, Torbjørn Vivilssøn og [Torbrands] sønner fra Alftefjord, mens Torgæst blev støttet af Tord Gjalders sønner og Torgejr fra Hiddal og Aslak fra Langedal og hans søn Illuge. Erik og hans mænd blev erklæret fredløse på Torsnæsting.

Erik gjorde sit skib klar i Eriksvåg, og Ejolf holdt ham skjult i Dimonsvig, mens Torgæst og hans mænd ledte efter ham rundt omkring på Øerne. Torbjørn og Styr og Ejolf fulgte Erik ud forbi Øerne, og de skiltes som de bedste venner. Erik sagde, at han ville støtte dem, så meget som han overhovedet kunne, hvis de skulle få brug for ham. Han fortalte dem, at han ville prøve at finde det land, som Gunbjørn, Ulf Krages søn, havde set, dengang han drev vestpå over havet og fandt Gunbjørnsskærene. Erik sagde også, at han ville vende tilbage til sine venner, hvis han fandt landet.

Erik sejlede ud på havet fra Snefjeldsjøkel og kom fra havet ind til den jøkel, der hedder Hvidsærk. Derfra sejlede han sydover for at finde ud af, om man kunne bosætte sig der.

Den første vinter tilbragte han på Eriksø, omtrent midt for [Østerbygden]. Ved forårstide tog han til Eriksfjord og bosatte sig der. Samme sommer tog han ud i den vestlige ubygd og gav mange steder navne. Næste vinter tilbragte han på Eriksholmene ved Kvarvsgnibe, men den tredje sommer tog han helt op nordpå til Snefjeld og ind i Ravnefjord. Nu mente han, at han var kommet længere ind i landet end til bunden af Eriksfjord. Han vendte så om og tilbragte den tredje vinter på Eriksø ud for Eriksfjordens munding.

Sommeren efter sejlede han til Island og kom til Bredefjord. Vinteren tilbragte han hos Ingolf på Holmlåter. Det forår kom det til kamp mellem Torgæst og Erik, og Erik tabte. Herefter indgik de forlig.

Samme sommer tog Erik af sted for at bosætte sig i det land, han havde fundet, og som han kaldte Grønland. For det ville give folk stærk lyst til at tage dertil, sagde han, hvis landet hed noget godt." (Erik den Rødes saga, Kap. 2) [57]


Grønlandsfærd

78. Den sommer sejlede der ifølge Ari Thorgilson 25 skibe ud fra Borgarfjord og Bredefjord med kurs mod Grønland. 14 nåede frem. Nogle drev tilbage, andre forliste. Dette var seksten vintre før kristendommen blev lovfæstet på Island.[58]

"Lærde folk fortæller, at samme sommer som Erik den Røde tog af sted for at bosætte sig på Grønland, lagde [femogtyve] skibe ud fra Bredefjord og Borgefjord. Men kun fjorten nåede frem til Grønland. Nogle blev drevet tilbage, og andre forliste. Det var femten år før kristendommen blev antaget ved lov på Island. Samme sommer forlod biskop Fredrik og Torvald Kodranssøn Island." (Grønlændingenes saga - Totten om Erik den Røde, Kap. 1) [59]


Herjolf

79. Herjolf hed en mand, som var søn af Bård Herjolfsson. [Han var en frænde af Ingolf landnamsmand. Ingolf havde givet Herjolf og hans familie land mellem Våg og Reykjanes.][60] Han drog til Grønland sammen med Erik. Ombord på skibet var der sammen med ham en shetlandsk mand, som var kristen. Han digtede Hafgerdingadrapen[61], hvor det i omkvædet hedder:

Jeg beder munkenes
syndfrie kender
at lade min rejse gå godt.
Den høje himmels herre
holde sin hånd over mig.

Herjolf tog Herjolfsfjord og boede på Herjolfsnæs. Han var en mand af stor ære. Erik den Røde tog Eriksfjord og boede på Brattalid. Her boede også sønnen Leif efter ham. Disse mænd rejste ud sammen med Erik og tog land i Grønland: Ketil tog Ketilfjord, Ravn tog Ravnefjord, Sølve tog Sølvedal, Snorre Thorbrandson tog Alftafjord, Thorbjørn Glora tog Siglufjord, Einar tog Einarsfjord, Havgrim tog Havgrimsfjord og Vatnahvervet og Arnlaug tog Arnlaugsfjord, men nogle rejste videre til Vesterbygden.

"Følgende mennesker, som drog ud sammen med Erik dengang, tog land i besiddelse på Grønland: Herjolf tog Herjolfsfjord, han boede på Herjolfsnæs. Ketil tog Ketilsfjord, Ravn Ravnsfjord, Sølve Sølvedal, Helge Torbrandssøn Alftefjord, Torbjørn Gloøje Sejlefjord, Ejnar Ejnarsfjord, Havgrim Havgrimsfjord og Vandkverve, Arnløg Arnløgsfjord, og nogle tog til Vesterbygden." (Grønlændingenes saga - Totten om Erik den Røde, Kap. 1) [62]


Thorkel Farsærk

80. Der var en mand, som hed Thorkel Farsærk. Erik den Røde var hans morbroder. Han rejste til Grønland sammen med Erik og tog land omkring Hvalsøfjord, der ligger mellem Eriksfjord og Einarsfjord. Hans gård hed Hvalsøfjord og fra ham stammer Hvalsøfjordfolkene. Han var voldsomt stærk. Engang hvor han havde indbudt sin frænde Erik og ikke havde et sødygtigt skib hjemme, svømmede han over til Hvalø efter en gammel vædder, tog den på ryggen og bragte den hjem. Det var godt en halv sømil. Thorkel blev højlagt i tunet ved Hvalsøfjord og siden har han jævnligt gået igen og haft meget for der.


Ingolf Stærke

81. Ingolf Stærke og Thorvald var sønner af Åne Avaldson den Forpustede. De tog land fra Lakså til Skraumuløbså og boede på Holmslåt. Thorvalds søn var den Thorleif, der var fader til Haldor og som senere blev gift med Gunhild, en datter af Aslak Roarson[63] fra Langdal. Deres søn hed Brand og var gift med Thorgerd Brandsdatter. Deres søn hed Haldor og var gift med Thorkatla Thorgrimsdatter. Deres søn var klosterprior Brand den Vise og han er den, som har skrevet mest om slægterne ved Bredefjord.


Skotland.Ldn.82.jpg

Aud den Dybsindige

82. Oleif den Hvide hed en hærkonge; han var søn af kong Ingjald, der var søn af Helge, som var søn af Olaf, der var søn af Gudrød, som var søn af Halfdan Hvidben, der var konge i Opland. Oleif den Hvide hærgede vestpå som viking og vandt Dublin i Irland og tilmed oplandet. Han blev også gjort til konge der og giftede sig med Aud den Dybsindige, der var datter af Ketil Fladnæse. Deres søn hed Thorstein Rød. Oleif faldt i kamp i Irland, men Aud og Thorstein drog til Syderøerne. Der blev Thorstein gift med Thurid, en datter af Eyvind Østmand og søster til Helge den Magre. De fik mange børn: Olaf Feilan hed deres søn og så havde de døtrene Gro og Åløf, Osk og Thorhild, Thorgerd og Vigdis.

Thorstein var blevet hærkonge og havde slået sig sammen med Sigurd Jarl den Rige; han var en søn af Eystein Skrald. Sammen erobrede de Katanæs og Suderland og Ros og Merhævi og mere end halvdelen af Skotland[64]. Thorstein blev også konge, men så sveg skotterne ham, og han faldt i kamp.

Aud befandt sig på Katanæs, da hun hørte om Thorsteins fald. Hun lod da i al hemmelighed et skib bygge ude i skoven. Da det var færdigt, satte hun kurs mod Orknøerne. Der bortgiftede hun Gro, Thorstein Røds datter. Hun blev moder til Grelød, som blev gift med Thorfinn Skallekløver. Efter dette rejste Aud ud for at finde Island. Med sig i skibet havde hun tyve frigivne slaver.

"Olejf hed en konge. Han blev kaldt Olejf den Hvide. Han var søn af kong Ingjald, der var søn af Helge, søn af Olav, søn af Gudrød, søn af Halvdan Hvidben, opplændingenes konge.

Olejf hærgede på vikingetogt i vest, erobrede Dublin og Dublinshire i Irland og blev konge der. Han fik Ød den Dybt Rige til kone, datter af Ketil Fladnæse, søn af Bjørn Knokkel, en fortræffelig mand fra Norge. Deres søn hed Torsten Rød.

Olejf faldt i kamp i Irland, og Ød og Torsten tog så til Sydøerne. Der giftede Torsten sig med Turid, som var datter af Ejvind Østmand og søster til Helge den Magre, og de fik mange børn.

Torsten blev hærkonge. Han indgik forbund med Sigurd den Mægtige, søn af Ejsten den Buldrende. De to underlagde sig Caithness og Sutherland, Ross og Moray og mere end det halve Skotland. Der var Torsten konge, indtil han blev forrådt af skotterne, og der faldt han i kamp.

Ød var i Caithness, da hun hørte om Torstens fald. Hun lod nu i al hemmelighed en knar bygge ude i skoven, og da hun var færdig, sejlede hun ud til Orknøerne. Der bortgiftede hun Gro, Torstens datter. Gro var mor til Grelød, som Torfin jarl Skallekløver var gift med.

Herefter sejlede Ød videre og ville til Island. Hun havde tyve frie mænd med sig om bord på skibet." (Erik den Rødes saga, Kap. 1) [65]


Koll

83. Koll hed en mand, som var søn af Vædder-Grim, der var søn af Åsi Herse. Han havde ansvar for Auds sager og var den, hun regnede højest. Koll var gift med Thorgerd, Thorstein Røds datter.

Aud havde frigivet en træl som hed Erp. Han var søn af Meldun Jarl af Skotland, som var blevet dræbt af Sigurd Jarl. Moder til Erp var Myrgjol, en datter af den irske kong Gljomal. Sigurd Jarl tog dem med som en del af byttet og gjorde dem til trælle. Myrgjol kom til at tjene jarlens kone, og hun tjente hende trofast. Hun var klog på mangt og meget, og passede dronningens barn[66], når hun var i bad. Senere købte Aud hende dyrt og lovede at sætte hende fri, hvis hun ville tjene Thorstein Røds kone Thurid lige så godt, som hun havde tjent dronningen. Myrgjol og hendes søn Erp kom til Island sammen med Aud.


Aud den Dybsindige

84. Aud styrede først mod Færøerne; her bortgiftede hun Thorstein Røds datter Åløf. Fra hende stammer Gata-slægten. Siden sejlede hun videre i håb om at finde Island. Hun nåede Island ved Vikarskeid, hvor hun led skibbrud. Hun begav sig da mod Kjalarnæs, hvor hendes broder Helge Bjola boede. Han indbød hende til at blive der sammen med halvdelen af sine folk. Hun syntes at dette var småligt og spurgte ham, hvor længe han havde tænkt sig at høre til småfolk. Hun rejste da vestpå mod Bredefjord til sin broder Bjørn. Han gik hende i møde med sine huskarle og var storsindet overfor sin søster. Han indbød både hende og alle hendes mænd til at tage ophold der, og det tog de imod.

Foråret efter drog Aud ud for at finde land omkring Bredefjord til sig selv og sine fæller. De holdt måltid på den nordre side af Bredefjord, derfor hedder stedet i dag Døgurdnæs.[67] Siden sejlede de videre til ø-sundet, hvor de lagde til ved næsset der. Her tabte Aud sin kam, og stedet har siden heddet Kamnæs.

Aud tog hele Dalaland . . .[68]

"Hun kom til Island og tilbragte den første vinter i Bjørnehavn hos sin bror Bjørn." (Erik den Rødes saga, Kap. 1) [69]


S 97. Aud tog hele Dalaland indenfor fjordene fra Døgurdå til Skraumuløbså. Hun boede i Hvam ved Aurridaåmundingen. Stedet hedder i dag Audstoft. Hun holdt sine bønner ved Korsbakkerne. Der fik hun rejst kors, for hun var døbt og havde den rette tro. Hendes frænder troede siden meget på disse høje. Der blev også rejst en hørg der til at blote på, og den gamle tro tog til. De troede, at når de døde, skulle de samles i højene. Dertil blev også Thord Geller ført, inden han blev høvding, som der står skrevet i hans saga.[70]

"Siden tog Ød alle jorder i Dalene mellem Davreå og Skrammeløbså i besiddelse, og hun bosatte sig i Kvam. Hun lod holde andagter på Korsholerne. Her fik hun rejst nogle kors, for hun var døbt og en god kristen." (Erik den Rødes saga, Kap. 1) [71]


S 98. Aud gav land til sine skibsfolk og frigivne trælle. Ketil hed en mand, til hvem hun gav stykket fra Skraumuløbså til Hørdadalså. Han boede på Ketilssted og var fader til Vesterlide og Einar, som var fader til Klepjarn og Thorbjørn, der blev dræbt af Styr, og Thordis, som blev moder til Thorgest.


S 99. Hørd hed en af Auds skibsfolk. Ham gav hun Hørdadal. Hans søn hed Asbjørn og var gift med Midfjords-Skegges datter Thorbjørg. Deres børn var Knake – der var gift med Thorgeir Kindsmækkers datter Thorgerd – og Ingibjørg, der var gift med Illuge den Sorte.


Ldn.S100.jpg

S 100. Vifil hed en af Auds frigivne trælle. Han spurgte hende, hvorfor han ikke fik land at bo på ligesom de andre. Hun svarede, at det ikke gjorde nogen forskel, for uanset hvor han opholdt sig, ville han være en stormand. Derpå gav hun ham Vifilsdal. Her kom han til at bo, men havde uoverensstemmelser med Hørd. Vifil havde sønnen Thorbjørn, der var fader til Gudrid, der først blev gift med Erik den Rødes søn Thorstein men senere med Thorfinn Karlsefne. Fra dem stammer biskopperne Bjørn, Thorlak og Brand[72]. En anden af Vifils sønner hed Thorgeir. Han var gift med Arnora, en datter af Lon-Einar. Deres datter var Yngvild, som blev gift med Snorre Godes søn Thorstein.

"[Sammen med] hende kom mange fornemme folk til Island. De var blevet taget til fange på vikingetogterne i vest og blev kaldt undertvungne.

En af dem hed Vivil. Han var af fornem slægt, men var blevet taget til fange vest for havet, og han var en såkaldt undertvungen, indtil Ød løste ham af trældommen.

Dengang Ød gav sine skibsfolk et sted at bo, spurgte Vivil, hvorfor hun ikke også gav ham et sted at bo, ligesom alle de andre. Det kunne ikke være så vigtigt, sagde Ød, for han ville blive regnet for en fornem person, hvor han end befandt sig. Ød gav ham Vivilsdal, og der bosatte han sig.

Vivil havde en kone. Deres sønner var Torgejr og Torbjørn, et par lovende unge mænd. De voksede op hjemme hos deres far." (Erik den Rødes saga, Kap. 1) [73]


"Torgejr Vivilssøn giftede sig og fik Arnora til kone, datter af Ejnar fra Løgebrink, søn af Sigmund, søn af Ketil Tidsel, der havde taget Tidselsfjord i besiddelse.

En anden datter af Ejnar hed Halvejg. Hende fik Torbjørn Vivilssøn til kone, og sammen med hende fik han jorden Løgebrink på Hellesvoldene. Her flyttede Torbjørn hen, og han blev en meget fornem mand. Han var gode, og hans husførelse var storslået.

Gudrid hed Torbjørns datter. Hun var den skønneste kvinde og ualmindelig pragtfuld i hele sin måde at være på." (Erik den Rødes saga, Kap. 3) [74]


S 101. Hundi hed en anden af Auds frigivne trælle. Han var skotte. Aud gav ham Hundedal, hvor han boede meget længe.


S 102. Søkolf var navnet på endnu en af Auds frigivne. Ham gav hun Søkolfdal. Han boede på Bredebolsted, og mange slægter stammer fra ham.


S 103. Meldun jarls søn Erp, som før er omtalt, fik af Aud sin frihed tillige med Saudafellsland. Fra ham stammer alle Erp-folkene. En af Erps sønner hed Orm, en anden Gunbjørn, som var fader til Arnora, der var gift med Kolbein Thordarson; en tredje søn hed Asgeir og var fader til Thorarna, som var gift med Sumarlide Rapsson. Erp havde også datteren Haldis, som var gift med Alf i Dalene. Endnu en søn hed Dufnal; han var fader til Thorkel, som var fader til Hjalte, der var fader til Beine. Endelig havde Erp sønnen Skate, som var fader til Thord, der var fader til Gisle, som var fader til Thorgerd.


S 104. Thorbjørn hed en mand, som boede ved Vatn i Haukadal. Han var gift med…[75] Deres datter hed Halfrid, hun var gift med Høskuld i Laksådal; de havde også mange andre børn. En søn af Høskuld hed Bård en anden Thorleik, han var fader til Bolle, som var gift med Gudrun Osvifsdatter; deres sønner igen var Thorleik, Høskuld, Surt og Bolle og deres døtre var Herdis og Thorgerd. Gudrun var først gift med Thord Ingunnarson og deres børn var Thord Kat og Arnkatla. Efter Bolle blev Gudrun gift med Thorkel Eyjolfson og deres børn var Geller og Rype. Bård Høskuldson var fader til Halbjørg, som blev gift med Dræber-Styrs (Viga-Styrs) søn Hall. Høskuld havde også døtrene Halgerd Vendekåbe, Thorgerd og Thurid.


S 105. Koll tog hele Laksådal helt over til Haukadalså. Han blev kaldt Dale-Koll og var gift med Thorstein Røds datter Thorgerd. Deres børn var Høskuld og Gro, som var gift med Veleif den Gamle, og Thorkatla, som var gift med Thorgeir Gode. Høskuld var gift med Halfrid, der var datter af Thorbjørn fra Vatn. De havde sønnen Thorleik, som blev gift med Thurid, en datter af Arnbjørn Snylte-Bjørnson og de fik sønnen Bolle. Høskuld købte Melkorka, der var datter af den irske konge Myrkjartan. Med hende fik han sønnerne Olaf Påfugl og Helge. Høskuld havde også døtrene Thurid, Thorgerd og Halgerd Vendekåbe. Olaf blev gift med Egil Skallagrimssons datter Thorgerd, og havde sønnerne Kjartan, Haldor, Steinthor, Thorberg og døtrene Thurid, Tykke-Thorbjørg og Bergthora. Kjartan blev gift med Refna, datter af Asgeir den Hidsige. Deres sønner var Asgeir og Skumer.


S 106. Eyvind Ilds søn Herjolf fik senere Thorgerd, Thorstein Røds datter, til kone. De havde en søn, som hed Rut. I arv efter sin moder fik denne Rut overdraget Kamnæsland af Høskuld – hele stykket mellem Haukadalså og bjergryggen, der der går fra fjeld til hav. Rut boede på Rutssted. Han var gift med Halveig, der var datter af Thorgrim fra Tykvaskoven og søster til Årmod den gamle. De havde mange børn. De havde en søn, som hed Thorhal, han var fader til Haldora, som var moder til Gudlaug, der var fader til Thordis, som var moder til Thord, der var fader til Sturla i Hvam. Rut havde også disse sønner: Grim, Mår, Einride, Stein, Thorljot, Jørund, Thorkel, Steingrim, Thorberg, Atle, Arnor, Ivar, Kår, Kugalde og dertil disse døtre: Bergthora, Steinun, Rype, Finna og Astrid.


S 107. Aud bortgiftede Thorstein Røds datter Thorhild til Eystein Skadefis, en søn af Alf fra Osta. En af deres sønner hed Thord. Han var fader til Kolbein, der var fader til Skjalde-Thord. En anden blev kaldt Alf i Dalene. Han giftede sig med Erps datter Haldis, med hvem han havde sønnen Snorre, som blev fader til Thorgils Hallason, og desuden døtrene Thorgerd, som blev gift med Ari Mårson, og Thorelf, som blev gift med Håvar, søn af Einar Klepson. De havde sønnen Thorgeir. Eysteins tredje søn var Thorolf Ræv, som blev dræbt på Tingsnæs-tinget i Thord Gellers flok, dengang de sloges med Tunge-Odd og hans mænd. Den fjerde søn af Eystein hed Rap.


S 108. Aud bortgiftede Thorstein Røds datter Osk til Halstein Gode. Deres søn hed Thorstein Surt. Ligeledes bortgiftede hun en anden af Thorsteins døtre, nemlig Vigdis, som blev givet til Kampa-Grim. Deres datter hed Arnbjørg; hun blev gift med Asolf Flose i Høfde. Deres børn var Odde og Vigdis, som blev gift med Thorgeir Kadalson.


S 109. Aud opfostrede selv Thorstein Røds søn Olaf Feilan. Hun fik ham gift med Alfdis fra Barrø, som var datter af Konal, der var søn af Steinmod, som var søn af Ølver Barnekarl. Konals søn hed Steinmod. Han var fader til Haldora, som blev gift med Eilif, en søn af Ketil den Enhåndede. Olaf Feilan og Alfdis' børn var Thord Geller og Thora, som var moder til Thorgrim, der var fader til Snorre Gode. Hun var også moder til Tykke Bork og Mår Halvardson. Olaf Feilan havde desuden sønnerne Ingjald og Grane og datteren Vigdis. . .[76] en tredje datter af Olaf hed Helga; hun var gift med Gunnar Livsson. Deres datter var Jofrid, som først var gift med Thorod Tunge-Oddson men senere med Thorstein Egilsson. Gunnars anden datter hed Thorun; hun var gift med Herstein Blund-Ketilson. To sønner havde Gunnar også, de hed Rød og Høgvandil. En fjerde datter af Olaf Feilan var Thordis, som var gift med Thoraren Ragesbroder. Deres datter hed Vigdis; hun var gift med Stein Thorfinnson fra Rødemel.


S 110. Aud var en højt anset kvinde, så da hun nærmede sig døden, indbød hun alle sine frænder og slægtninge til et fornemt gilde, og da man nåede tredjedagen af gildet, delte hun gaver ud til sine venner og gav dem gode råd. Hun sagde, at gildet skulle vare endnu tre nætter og derefter skulle de holde hendes begravelse. Natten efter udåndede hun og blev begravet i strandkanten, som hun tidligere havde bedt om, for hun ville ikke i uviet jord, da hun var døbt. Men senere faldt hendes frænder igen fra troen.


S 111. Kjallak hed en mand, som var søn af Bjørn Stærk - Bjørn var en broder til Gjaflaug, som var gift med Bjørn Østmand. Kjallak drog til Island og tog land fra Døgurdå til Kløften og kaldte sin gård Kjallakssted. Han havde sønnerne Helge Rogn, Thorgrim Tangstilk under Fell, Eilif den Stolte, Muskel-Asbjørn fra Orrasted, Bjørn Hvalmave i Tungård, Thorstein Tynd, Gissur Glad i Skorravig, Thorbjørn Svamp på Kettilsted, og datteren Æsa på Svinø, som var moder til Eyjolf og Tin-Forni.

Ljotolf hed en mand, som Kjallak lod bo på Ljotolfsted øst for Kaldakin. Han havde sønnerne Thorstein, Bjørn og Rafse, som på moderens side var af jætteslægt. Ljotolf var smed. Sammen med sine venner flyttede han til Ljotolfsted i Fellskov. En af deres venner var Vifil, som boede på Vifilstoft. Thorun fra Thorunstoft var moder til Odmar og hun opfostrede Kjallak, en søn af Bjørn Hvalmave.

Åløf, en datter af Thorgrim under Fell, mistede forstanden; folk lagde skylden på Rafse, men han pågreb Odmar ved hendes seng og sagde, at det var ham, som havde forvoldt det. Så gav Thorgrim ham Deildarø[77]. Rafse sagde, at han ville hugge Odmar ned og lade Bjørn få skylden, hvis ikke han fik erstatning. Men Kjallak ville ikke give øen fra sig. Rafse tog så selv værdierne fra deres tørvelade. Kjallaksønnerne satte efter ham, men nåede ham ikke. Efter dette flygtede Eilif og Rafne over til øen. Men en pil ramte Eilif den Grå i tarmen, og det fik ham til at gå bersærk. Bjørn Hvalmave dræbte Bjørn Ljotolfson under en idrætskamp. Ljotolf og hans fæller betalte Odmar for at hjælpe dem med en anledning til at angribe Bjørn. Den unge Kjallak rendte efter ham, men han nåede ham ikke, før de tog drengen. Kjallak blev dræbt på Kjallakshol. Han var da syv vintre[78]. Herefter overfaldt Kjallaksønnerne Ljotolf og Thorstein i et jordhus i Fellskoven. Men Eilif fandt en anden udgang og kom bag på dem og dræbte dem begge. Rafse gik ind i Orrasted under en fest og han var klædt i kvindetøj. Kjallak sad på en afsats med et skjold. Rafse gik hen og gav Asbjørn et dødeligt hug, hvorefter han gik ud igen gennem væggen. Thord Vifilson fortalte Rafse, at hans okser lå nede i hængedyndet, hvorefter han rakte ham sit skjold. Men Rafse kastede ham ud over klippen, da han så Kjallaksønnerne. Og de fik ikke fat i ham, før de væltede træ ned over ham. Eilif sad og så på, da de overfaldt ham.


Kjallak [79]

85. . . . Han var da syv vintre. Herefter overfaldt Kjallaksønnerne Ljotolf og Thorstein i et jordhus i Fellskoven. Men Eilif fandt en anden udgang og kom bag på dem og dræbte dem begge. Rafse gik ind på Orrasted, hvor Kjallak sad ved ilden, for der var fest. Rafse var klædt i kvindetøj. Han rettede et hug mod Kjallak, men denne nåede at kaste sit skjold over sig. Hans underarm brækkede, men han fik ikke sår. Rafse gik gennem døren i væggen og dræbte Asbjørn, hvorefter han slap væk. Kjallaksønnerne betalte Thord Vifilson for at hjælpe dem med en anledning til at pågribe Rafse. Thord gik nu til Rafse og fortalte ham, at hans okser lå nede i hængedyndet. Thord bar Rafses skjold, og da han nu så Kjallaksønnerne, kastede han skjoldet over til dem. Men Rafse greb ham og kastede ham ud over klippen, og det blev Thords død. Men Kjallaksønnerne fik ikke fat i Rafse, før de væltede træ ned over ham. Eilif sad og så på, da de overfaldt ham.


Geirmund og Håmund

86. Hjørleif hørdekonge, der var glad for kvinder, var gift med Æsa den Lyse. De havde sønnen Otryg, som var fader til Oblød, der var fader til Høgne den Hvide, som var fader til Ulf den Skeløjede. Hjørleif havde også en anden søn; han hed Half og stod i spidsen for Half-heltene. Hans moder var Hilda den Slanke, som var datter af Høgne på Njardø. Kong Half var fader til kong Hjør, som hævnede sin fader sammen med Sølve Høgnason. Hjør hærgede i Bjarmeland[80]. Derfra bortførte han Ljuvina, Bjarmelandskongens datter. Hun boede siden i Rogaland, mens kong Hjør var på togt. Der fødte hun to sønner, den ene hed Geirmund, den anden Håmund. De var helt sorte. Også hendes tjenestepige fødte en søn, og han blev kaldt Leif. Han var søn af trællen Lodhat. Leif var lys. Derfor byttede dronningen sine sønner ud med Leif, tjenestepigens dreng. Men da kongen vendte hjem, var han utilfreds med Leif og sagde, at han måtte stamme fra småfolk.

Ldn.86.jpg

Da kongen igen drog på vikingetogt, indbød dronningen Brage Skjald og bad ham bedømme drengene. De var da tre vintre gamle. Hun lukkede drengene ind i stuen til Brage men selv gemte hun sig under højsædet. Brage kvad da disse ord:

Der er to herinde –
jeg stoler vel på dem bægge -,
Håmund og Geirmund,
af Hjør avlede,
men Leif den tredje,
Lodhats søn –
ham skal du ikke opfostre;
få vil være værre end han.[81]

Derpå bankede han sin stav mod højsædet, hvorunder dronningen gemte sig. Da kongen kom hjem, fortalte hun ham dette og viste ham drengene. Han sagde, at han aldrig før havde set nogen så hel-skinnede.[82] Derfor fik begge brødre dette som deres tilnavn.

Geirmund Helskind blev hærkonge; han hærgede i landene vestpå men havde sit rige i Rogaland. Da han kom hjem efter at have været borte længe, havde kong Harald Hårfager holdt slag i Hafrsfjord og vundet over Erik Hørdekonge, Sulka Rogalandskonge og Kjøtve den Store. Han havde underlagt sig hele Rogaland og tilmed frataget mange mænd deres ejendom. Da indså Geirmund, at han ikke havde noget andet valg end at rejse bort, for han kunne ikke vinde sig ære der. Han bestemte sig da til at rejse ud for at finde Island. Sammen med ham på denne færd var også hans frænde Ulf den Skeløjede og Steinolf den Lave, der var søn af Rolf herse fra Agder og Øndot, en søster til Ølver Barnekarl.

Geirmund og Thrand Stankelben sejlede sammen og styrede hvert sit skib. De nåede ind i Bredefjord og lagde til ved Ellidaø. Der hørte de, at fjorden var fuldt bebygget mod syd men kun lidt eller slet ikke mod vest. Geirmund lagde til ved Medalfjeldstrand og tog land fra Fåbeinså til Kløvestenene. Hans skib lå i Geirmundsvig og den første vinter opholdt de sig i Budardal. Steinolf tog land ind over fra Kløvestenene, og Ulf vesten for fjorden, som det endnu fortælles. Geirmund fandt sit landstykke for lille, for han havde stort hushold og mange folk; han havde således 80 frigivne trælle. Han boede på Geirmundssted under Skardsslugt.

Thrand Stankelben, som var rejst til Island sammen med Geirmund Helskind, stammede fra Agder. Thrand tog øerne vesten for Bjørnøbugten og boede på Flatø. Han var gift med en datter af Gil Skibstud. Deres søn var Hergils Strutrøv, som boede på Hergilsø. Hergils datter var Thorkatla, som var gift med Mår fra Reykjahol. Hergil var gift med Thorarna, en datter af Ketil Platfod. Deres søn var Ingjald, som boede på Hergilsø og som hjalp Gisle Sursson. Af den grund drev Tykke Bork ham væk fra øerne og han købte gården Lid i Torskefjord. Hans søn hed Thoraren og var gift med Thorgerd, der var datter af Glum (Geirason); deres søn hed Helge-Steinar. Thoraren var sammen med Kjartan fra Svinedal, da han blev fældet.

Thrand Stankelben boede på Flatø, da Odd Skrauti og dennes søn Thore kom herud. De tog land i Torskefjord, Odd boede i Skogar, men Thore drog ud på togt. Han fik meget guld i Finmark. Med på togtet havde han sønnerne af Hall på Hovsted. Men da de kom til Island, gjorde Hall krav på guldet og det var årsag til megen strid; herom handler Torskefjordboernes saga[83]. Guld-Thore boede på Thoressted. Han var gift med Ingebjørg, en datter af Gil Skibstud. De havde en søn, som hed Gudmund[84]. Thore var en fremragende mand.


Geirmund Helskind

87. Geirmund drog vestpå til Strandir og tog land der fra Rytagnup og vestpå til Horn og derfra østover til Strømnæs. Der opførte han fire gårde, en i Adalvik, som blev bestyret af hans forkarl, en anden i Kjaransvik, som blev bestyret af Kjaran Træl, en tredje på fællesarealet mod vest, den blev bestyret af hans træl Bjørn, som efter Geirmunds død blev dømt fredløs på grund af fåretyveri. Bøderne, han skulle betale, gik til fællesskabet. Sin fjerde gård havde Geirmund i Bardsvik; den blev drevet af hans træl Atle, som havde tolv andre trælle under sig. Når Geirmund drog rundt mellem sine ejendomme, var det ikke ualmindeligt, at han kunne have op til 80 mand i sit følge. Han var stenrig både på penge og kreaturer. Det fortælles, at han havde sine svin gående på Svinenæs og fårene på Hjardarnæs, og at han havde græsning i Bitra. Nogle siger, at han også har boet i Selardal på Geirmundssted ved Steingrimsfjord.

Kyndige mænd fortæller, at blandt alle Islands landnamsmænd har han været den fornemmeste. Uoverensstemmelser med andre mænd havde han ikke mange af, men han var også gammel, da han kom herud. En strid havde han dog med Kjallak om landstykket mellem Kløvestenene og Fåbeinså. De stredes på marken ud for Kløvestenene, hvor de begge ville så. Geirmund klarede sig bedst. Bjørn Østmand og Vestar på Eyr fik dem forligte. Vestar lagde til ved Vestarnæs på vej til fredsmødet.

Geirmund gemte store rigdomme i Andarkilden under Skard. Han var gift med Herrid, datter af Gaut Gautrekson den Gavmilde. De havde datteren Yr, som var gift med Ketil; deres sønner igen var Thorhal og Odde, som havde datteren Halvør, som var gift med Bork, der var søn af Thormod Thjostarson. Geirmund døde på Geirmundssted og der ud for gården er han højlagt i en skibsgrav. Geirmund gav sin ven Rolf Kjallakson gården ved Ballarå. Han havde sønnerne Illuge den Røde og Sølve, som var fader til Thord [der var fader til Sølve, som var fader til Thord],[85] der var fader til Magnus, som var fader til Sølve, der var fader til Paul Præst i Reykjaholt.


Steinolf

88. Steinolf den Lave var søn af Rolf Herse i Agder. Han tog land fra Kløvestenene til Grjotvolsmule og boede i Fagradal på gården Steinolfshjalle. Da han gik ind over fjeldet der, så han en dal, som både var stor og helt tilvokset med træer. Der var en stor rydning i dalen og der byggede han en gård, som han kaldte Saurbær, for der var meget moseland der[86]. Dette kaldte han også hele dalen. Det hedder nu Torfnæs, der hvor gården lå. Steinolf var gift med Eirny Thidrandesdatter. De havde sønnen Thorstein Bonde og datteren Arndis den Rige, som var moder til Thord, der var fader til Thorgerd, som var gift med Odd. Deres søn var Ravn Limericksfarer[87], han var gift med Vigdis, der var datter af Thoraren Pande. Deres søn hed Snort og var fader til Jodis, der var gift med Eyjolf Halbjørnson. [De havde datteren Halla, som var gift med Atle Tannason. Deres datter Yngvild var gift med Snorre Hunbogason.][88] Steinolf holdt svin, men tre af dem løb væk. To vintre senere fandt man dem i Svinedal og da var de blevet til tredive. Steinolf tog også land i det, som nu hedder Steinolfsdal i Kroksfjord.


Snylte-Bjørn

89. Snylte-Bjørn hed en mand. Han var gift med Thurid, Steinolf den Laves datter. I samråd med Steinolf tog han land i den vestre dal i Saurbær. Han boede på gården Snylte-Bjørnsted ind mod Tværfjeld. Hans søn hed Tjodrek og var gift med Arngerd, der var datter af Thorbjørn Skjold-Bjørnson. Deres sønner var først Dræber-Sturla, som byggede gården i Stadarhol, en anden hed Knatt, han var fader til Asgeir, en tredje hed Thorbjørn og den sidste var Tjodrek, efter hvem bakkerne på Kollefjordshede er opkaldt. Tjodrek Snylte-Bjørnson fandt pladsen i Saurbær for trang og flyttede til Isafjord. Herom fortæller sagaen om Thorbjørn og Håvard den Halte.[89]


Olaf Bælg

90. Olaf Bælg hed en mand, som boede i Olafsvig; men Lille-Orm drev ham derfra, og han tog så Bælgsdal. Her boede han på gården Bælgsted, indtil Tjodrek og hans folk også jog ham derfra. Siden tog han land øst for Grjotvolsmule og boede i Olafsdal. Hans søn hed Thorvald, det var ham, som fik Øgmund Vølu-Steinson til at sagsøge Thoraren Gjallandi i en sag om fåretyveri; af den grund dræbte Thoraren Øgmund på Torskefjordstinget.


Gil Skibstud

91. Gil Skibstud tog Gilsfjord mellem Olafsdal og Kroksfjordsmule. Han boede i Kleifar. Hans søn hed Hedin. Han var fader til Haldor, der var gode i Garpsdal, som selv var fader til Thorvald i Garpsdal – han var gift med Gudrun Osvifsdatter.


Thoraren Krok

92. Thoraren Krok tog land i Kroksfjord fra Hafrafjeld til Kroksfjordsnæs. Han stredes med Steinolf den Lave om Steinolfsdal. Engang satte han efter ham i en båd med ni mand, da Steinolf kom ned fra fjeldstalden med seks af sine mænd. Det kom til kamp mellem dem ude på holmene ved mundingen til Fagradalså. Men så stødte nogle mænd til fra husene der for at hjælpe Steinolf. Der faldt Thoraren Krok og tre af hans mænd, men også syv af Steinolfs mænd faldt og de er højlagt der.


Ketil Platfod

93. Ketil Platfod tog Berufjord, han var søn af Thorbjørn Gælle. Ketils datter hed Thorarna og var gift med Hergils Strutrøv, der var søn af Thrand Stankelben. Deres søn hed Ingjald og var fader til Thoraren, som blev gift med Glum Geirasons datter Thorgerd. De havde sønnen Helge-Steinar. Thrand Stankelben var gift med en datter af Gil Skibstud. Sammen havde de datteren Thorarna, som var gift med Rolf, en af Helge den Magres sønner. En anden datter af Gil Skibstud var Thorbjørg den Barmfagre. Desuden havde han sønnen Herfid, som boede i Kroksfjord.


Ulf den Skeløjede og Ari Mårson

94. Ulf den Skeløjede, søn af Høgne den Hvide, tog land på Reykjanæs, hele strækningen mellem Torskefjord og Hafrafjeld. Han var gift med Bjørg, der var en datter af Eyvind Østmand og søster til Helge den Magre. Deres søn var Atle den Røde, som var gift med Thorbjørg, en søster til Steinolf den Lave. Deres søn var Mår i Hole; han var gift med Thorkatla, der var datter af Hergil Strutrøv. De havde sønnen Ari. Det var ham, som drev til havs og kom til Hvidemandsland[90], det, som af nogle kaldes Store Irland. Det ligger vestpå ude over havet nær Vinland det Gode. Man siger, at det ligger seks dages sejlads vest for Irland. Det lykkedes ikke for Ari at komme derfra igen, og der blev han døbt. Denne historie blev først fortalt af Ravn Limericksfarer, som længe boede i Limerick i Irland. Også Thorkel Gellison[91] har omtalt nogle islandske mænd, som havde hørt Thorfin Jarl på Orknøerne fortælle, at Ari havde været en berømt mand i Hvidemandsland, at han ikke nåede at komme derfra, men at han havde nydt stor anseelse der. Ari var gift med Thorgerd, datter af Alf i Dalene. Deres sønner var Thorgils, Gudleif og Illuge; fra dem stammer Reykjanæs-slægten.

En søn af Ulf den Skeløjede hed Jørund, han var gift med Thorbjørg den Barmfagre. De havde datteren Tjodhild, som blev gift med Erik den Røde og med ham fik sønnen Leif den Lykkelige på Grønland. Også Atle den Røde havde en søn ved navn Jørund. Han var gift med Thordis, der var datter af Thorgeir Suda. Deres datter hed Otkatla og var gift med Thorgils Kolson. Jørund var også fader til Snorre.


Halstein, søn af Thorolf Mostarskæg

95. Halstein, søn af Thorolf Mostarskæg, tog land i Torskefjord og boede på Halsteinsnæs. Der blotede han til guderne [og gav tilmed sin søn][92], for at Thor skulle sende ham sine højsædestøtter. Efter dette drev der et stort træ i land på hans jord. Det var 63 alen langt og to favne tykt. Af dette træ blev der lavet højsædestøtter, og der var nok til næsten alle gårde der i fjorden. Stedet, hvor træet drev i land, hedder nu Grantræsnæs. Halstein havde hærget i Skotland og bragt trælle med derfra. Han sendte nu disse til Svefnøerne for at syde salt, og der forblev de som trælle.

ST 96.jpg

Halstein var gift med Osk, Thorstein Røds datter. De havde sønnen Thorstein (Surt), det var ham, som opdagede den ekstra sommeruge[93]. Thorstein Surt var gift med . . . De havde sønnen Thoraren og døtrene Thordis, som var gift med Thorkel Trevl, og Osk, som var gift med Stein Søfarer. Deres søn hed Thorstein Hvid. Udenfor ægteskabet havde Thorstein Surt sønnen Sam. Han stredes med Thorkel Trevl om arven efter Thorstein, for han ville lade den tilfalde Thorarens børn[94].


Thorbjørn Lokes slægt

96. Thorbjørn Loke hed en mand, en søn af Bødmod fra Skut. Han rejste til Island og tog land i Dybefjord og Gronæs over til Gufåfjord. Hans søn var Thorgils fra Thorgilssted i Dybefjord. Han var fader til Koll, som var gift med Thurid der var datter af Thore, en søn af Hallad Jarl, som var en søn af Røgnvald Mørejarl.

Deres søn hed Thorgils; han var gift med Otkatla, som var en datter af Jørund Atlason den Røde. De havde sønnen Jørund, som blev gift med Halveig. Hun var en datter af Odde, som var søn af Yr og Ketil Gufa. Jørunds søn hed Snorre; han var gift med Asny, der var datter af Dræber-Sturla. Deres søn hed Gils; han var gift med Thordis, der var datter af Gudlaug og Thorkatla, som var datter af Haldor, som var søn af Snorre Gode. Gils søn hed Thord; han var gift med Vigdis Svertingsdatter. Deres søn var Sturla i Hvam.


Ketil Gufa og hans trælle

Ldn.97.jpg

97. Ketil Gufa hed en mand, som var søn af Ørlyg, der var søn af Bødvar Vigsterkson. Ørlyg var gift med Signy Oblaudsdatter, en søster til Høgne den Hvide. Deres søn Ketil kom her til Island i slutningen af landnamstiden. Han havde været på vikingetogt vestpå og fra Irland medbragte han nogle irske trælle. En hed Thormod, en anden Floke, en tredje Kore og en fjerde Svart, desuden var der to, som begge hed Skorre. Ketil tog Hvalrosnæs, hvor han den første vinter boede i Gufuskåle. Om foråret flyttede han længere ind på Næs og anden vinter tilbragte han på Gufunæs. - Men da stak Skorre den ældre og Floke af sammen med to kvinder og meget gods. De holdt sig skjult i Skorraholt, men blev dræbt i Flokedal og Skorradal.

Ketil fandt ikke noget sted at slå sig ned på Næs, derfor drog han længere ind i Borgarfjord og tredje vinter opholdt han sig i Gufuskåle ved Gufå. Fjerde vinter boede han på Snæfellsnæs i Gufuskåle. Men tidligt om foråret sejlede han ind i Bredefjord for at lede efter et sted, hvor han kunne slå sig ned. Der kom han til Geirmundssted, hvor han friede til Geirmunds datter Yr og fik hende. Geirmund foreslog da Ketil et område vest for fjorden.

Ketils trælle flygtede fra Snæfellsnæs og nåede en nat frem til Lambasted. Der boede Thord, Thorgeir Lambes søn. Trællene satte ild til huset og indebrændte Thord og alle hans husfolk. Derpå brød de ind i et udhus og tog store værdier i løsøre, hvorefter de vendte om og drog mod Alftanæs. Samme morgen vendte Thords søn Lambe den Stærke tilbage fra tingmøde netop som de (trællene) havde forladt stedet. Han satte efter dem, og med ham flere andre mænd. Da trællene opdagede dette, løb de hver sin vej. Kora blev fanget på Koranæs, andre forsøgte at svømme væk; Svart blev fanget på Svartskær, Skorre på Skorraø, men Thormod på Thormodsskær, der ligger en sømil fra land.

Ketil Gufa tog Gufufjord og området mellem Skålanæs og Kollefjord. Ketil og Yr havde sønnen Odde, som var gift med Thorlaug, der var datter af Rolf fra Ballarå og Thurid, datter af Valtjof Ørlygson fra Esjabjerg.

S 125. Da Ketil Gufa kom tilbage drog han vestover fra Myrar og opholdt sig den fjerde vinter på Snæfellsnæs i Gufuskåle. Siden tog han Gufufjord og området mellem Skålanæs og Kollefjord. Ketil og Yr havde to sønner. Den ene var Thorhal, som var fader til Halvør, der var gift med Bork, som var søn af Thormod Thjostarson. Den anden var Odde, som var gift med Thorlaug Rolfsdatter fra Ballarå og Thurid, som var datter af Valtjof Ørlygson fra Esjabjerg.

"Ketil Guve kom til Island, da landet de fleste steder var beboet. Den første vinter var han på Guveskålerne i Rosmhvalenæs. Ketil var taget vestpå over havet fra Irland og havde mange irske trælle med sig. Der var ikke mere land at få i Rosmhvalenæs på den tid. Af den grund valgte Ketil at forlade dalen og tage ud på Næs, og den følgende vinter var han på Guvenæs, men fandt ikke noget sted at bosætte sig. Derpå tog han ind i Borgefjord og var i den tredje vinter ved det sted, der siden er blevet kaldt Guveskålerne, og han havde sit skib liggende om vinteren i Guveå, som løber ned der.

Tord Lammessøn boede på Lammested. Han var gift og havde en søn ved navn Lamme. Han var da fuldvoksen og stor og stærk i forhold til sine jævnaldrende. Den følgende sommer, da folk red til tinget, red Lamme også dertil. Ketil Guve var da taget til den vestlige del af Bredefjord for at lede efter et sted at bosætte sig.

Så stak hans trælle af. Om natten kom de hen til Tord på Lammested og satte ild til bygningerne og brændte Tord og hele hans husstand inde. De brød hans udhus op og hev alle kostbarheder og varer ud. Derpå indfangede de hestene, læssede dem og tog ud til Alftenæs.

Den morgen ved solopgang kom Lamme hjem, for han havde set ildebranden om natten. Der var adskillige mænd i følge med ham. Han red straks ud for at lede efter trællene. Mænd fra gårdene kom ridende og sluttede sig til ham. Og da trællene så, at de blev forfulgt, forsøgte de at redde sig ved at smide alt deres bytte. Nogle løb ud på Myrerne, og nogle søgte ud langs havet, indtil de kom til en fjord.

Lamme og hans fæller forfulgte dem, og der dræbte de den træl, der hed Kore. Derfor har stedet siden heddet Korenæs. Men Skorre og Tormod og Svart sprang i vandet og svømmede fra land. Lamme og hans fæller søgte og fandt nogle både og roede ud for at lede efter dem, og de fandt Skorre på Skorreø og dræbte ham der. Så roede de ud til Tormodsskær, og der dræbte de Tormod. Skæret er opkaldt efter ham. De fangede endnu flere trælle på steder, som siden har fået navn efter dem.

Lamme boede siden på Lammested og var en dygtig bonde. Han havde mange kræfter, men søgte ikke konfrontationer.

Ketil Guve tog derefter til det vestlige Bredefjord og slog sig ned i Torskefjord. Ham er Guvedal og Guvefjord opkaldt efter. Han blev gift med Yr, datter af Gejrmund Hel-skind. Deres søn hed Våle."(Egils saga, Kap. 78) [95]


Hov-Kolle

ST 99.jpg

98. Hov-Kolle Roaldson tog Kollefjord og Kvigandafjord (Kviefjord) men solgte sit land til nogle andre mænd, og flyttede selv til Høskuldsted i Laksådal. Han blev kaldt Dale-Kolle. Hans søn var Høskuld, som var gift med Halfrid, en datter af den Bjørn, som tog Bjarnesfjord (Bjørnefjord) nord for Steingrimsfjord. Deres søn hed Thorlak og var fader til Bolle, som blev gift med Gudrun Osvifsdatter.[96]


Næs-Knjuk og hans slægt

99. Thorolf Spurv havde en søn, som hed Knjuk, folk kaldte ham Næs-Knjuk. Han tog hele næsset fra Kvigandafjord til Bardastrand. Han var gift med Eyja, der var datter af Helge den Magres søn Ingjald. De havde en søn som hed Einar, han var fader til Steinolf Birting, som var fader til Salgerd, der var moder til Bård den Sorte. Deres anden søn hed Eyjolf, han var stedfader til Thorbjørg Kolbrun Glumsdatter, hende, som Thormod skrev digte til. Eyjolf havde også sønnen Thorgrim, som var fader til Yngvild, som var gift med Ulfhedin fra Vidimyre. - Endelig havde Knjuk og Eyja en datter, som hed Thora. Hun var moder til Mose-Knjuk fra Dyrefjord. Han var fader til Thorgaut, som var fader til Steinolf, der var fader til Thorkel og Halla, som var moder til Steinun, der var moder til Ravn Sveinbjørnson og Herdis, som var gift med lovsigemanden Hall Gissurson[97]. Ravn havde en datter, som hed Steinun, hun var moder til herr Ravn og Halla, desuden havde han datteren Herdis, som var gift med Sorthoved Dugfusson. Deres søn hed Ole, han var gift med Salgerd Jonsdatter og de havde datteren Steinun, som var gift med Hauk Erlendsson[98].


Geirstein Kjalki

100. Geirstein Kjalki tog Kjalkafjord og Hjardarnæs efter råd fra Knjuk. Geirsteins søn hed Thorgils, han var fader til Stein den Danske, som var fader til Vigdis, der var moder til Thorun, som var moder til Thorgeir, der var fader til abbed Thorfinn.

S 128. Geirstein Kjalki tog Kjalkafjord og Hjardarnæs efter råd fra Knjuk. Geirsteins søn hed Thorgils; han var gift med Thora, som var datter af Vestar på Eyr. Deres søn var Stein den Danske, som var gift med Halgerd, der var datter af Ørnolf, som var søn af Årmod den Røde. Ørnolf var gift med Vigdis, som var datter af . . . Stein den Danske og Halgerd havde en datter, som hed Vigdis og var gift med Illuge Steinbjørnson. Deres datter hed Thorun og var moder til Thorgeir Langhoved.


Geirleif og hans slægt

101. Geirleif, søn af Erik Høgnason den Hvide, tog den del af Bardastrand, som ligger mellem Vatnsfjord og Berglien. Han var fader til Oddleif og Helge Skarf. Oddleif var fader til Gest den Kloge og Thorstein og Æsa, som var gift med Thorgils, der var søn af Grim fra Grimsnæs. Gests børn var Thord og Halla, som var gift med Snorre Dale-Alfsson. De havde en søn, som hed Thorgils. Gests anden datter hed Thorey; hun var gift med Thorgils. De havde en søn, som hed Thoraren. Han var fader til Jodis, der var moder til Illuge, som var fader til Birna, der var moder til Eyvind, som var fader til Steingrim, der var fader til Helga, som var moder til Jorun, der var moder til Hauk Erlendsson.

Geirleif var gift med Jora, der var datter af Helge. En tredje søn af Geirleif hed Thorfinn. Han var gift med Gudrun Asolfsdatter. Thorstein Oddleifsson var fader til Isgerd, som var gift med Bølværk, en søn af Eyjolf den Grå. Deres søn var Geller lovsigemand[99]. En anden datter af Thorstein hed Veny og var moder til Thord Kragenæb.


Årmod den Røde og hans slægt

102. Årmod den Røde, søn af Thorbjørn og fostbroder til Geirleif, tog Rødesand. Han havde sønnerne Ørnolf og Thorbjørn, som var fader til Rolf fra Rødesand.


Thorolf Spurv og hans slægt

103. Thorolf Spurv kom herud sammen med Ørlyg og tog den vestlige del af Patreksfjord og vigen vest for Bard undtagen Kollsvig. Der boede Koll, Ørlygs fostbroder. Thorolf tog også Keflavig syd for Bard [og boede på Hvallåt][100]. Næs-Knjuk og Ingolf Stærke og Geirtjof var alle sønner af Thorolf Spurv. Ingolfs datter Thorana var gift med Thorstein Oddleifson.


Bødvar Blæreskalles sønner

104. Bødvar Blæreskalles sønner Thorbjørn Gælle og Thorbjørn Skuleøje kom herud sammen med Ørlyg. De tog det halve af Patreksfjord og hele Talknafjord til Kopanæs.


Ketil Platfod

105. Ketil Platfod, der var søn af Thorbjørn Gælle, tog alle dalene fra Kopanæs til Dufansdal. Han gav sin datter Thorarna til Hergils Strutrøv og flyttede selv sydpå til Bredefjord, hvor han tog Berufjord langs Reykjanæs.


Ørn, Geirmund Helskinds frænde

106. Ørn hed en udmærket mand, som var en af Geirmund Helskinds frænder. Han forlod Rogaland på grund af kong Haralds tyranni. Han tog land i Arnarsfjord så meget som han havde lyst til. Om vinteren sad han på Tjaldanæs, for der var solen fremme selv på de korteste dage.


Åne Rødfeld og hans slægt

107. Åne Rødfeld var søn af Grim Loddenkind fra Rafnista og Helga - en datter af Ån Buespænder. Han var røget uklar med kong Harald og forlod derfor landet for at drage på vikingetogt vestpå. Han hærgede i Irland og der giftede han sig med Grelød; hun var datter af Bjartmar Jarl. Sammen drog de til Island og nåede Arnarsfjord vinteren efter Ørn. Den første vinter opholdt Åne sig i Dufansdal, men Grelød syntes, at der kom en grim lugt op af jorden der. Ørn hørte, at hans frænde Håmund Helskind boede nordpå i Eyjafjord [og ønskede at flytte dertil.][101] Derfor solgte han al sin jord mellem Langnæs og Stapi til Åne Rødfeld. Han byggede hus på Eyr, og her mente Grelød at græsset duftede af honning. Dufansdal gav Åne til sin træl Dufan.

Åne var fader til Bjartmar, som havde to sønner, som begge hed Vegest og desuden Helge, som var fader til Thurid og Arnkatla[102] . Bjartmar havde også datteren Thorhild, som var gift med Vestein Vegeirson og deres børn var Aud og Vestein. Åne havde frigivet en træl, som hed Hjalkar, hvis søn hed Bjørn og var træl for Bjartmar. Men Bjartmar gav Bjørn sin frihed og herefter blev han en rig mand. Vegest var utilfreds med dette og løb et spyd igennem ham, men Bjørn huggede ham ihjel med en spade.

Bjartmar var søn af Ån Rødfeld, der var søn af Grim Loddenkind, Pile-Ods bror, der var søn af Ketil Laks, som igen var søn af Halbjørn Halvtrold. Ån Rødfelds mor var Helga, datter af Ån Bueskytte." (Gisles saga, Kap. 4) [103]


Geirtjof Valtjofson og hans slægt

108. Geirtjof Valtjofson tog også land i Arnarsfjord, Forsfjord, Reykjafjord, Trostansfjord, Geirtjofsfjord og alt land ud til Langnæs; han bosatte sig i Geirtjofsfjord. Han var gift med Salgerd, der var datter af Ulf den Skeløjede. De havde sønnen Høgne, der var fader til Atle, som var fader til Høskuld, der var fader til Atle, som var fader til Bård den Sorte, der var fader til Sveinbjørn, som var fader til Ravn, der var fader til Steinun, som var moder til herr Ravn.


Erik og hans slægt

109. Erik hed en mand, som tog Keldudal syd for Dyrefjord og Slettanæs til Stapa i Arnarsfjord og til det yderste af Hals i Dyrafjord. Han var fader til Thorkel, som var fader til Thord, der var fader til Thorkel, som var fader til Steinolf, der var fader til Thord, som var fader til Thorleif, der var moder til Thora, som var moder til Gudmund Gris, der var gift med Solveig, en datter af Jon Loftsson. Deres børn var Magnus Gode og Thorlak, som var fader til Arne Biskop, og Thora, som var moder til Gissur Jarl.


Vestein og hans slægt

110. Vestein, der var søn af Vegeir og broder til Vebjørn Sognekæmper, tog land mellem Halsene i Dyrefjord og boede i Haukadal. Han var gift med Thorhild Bjartmarsdatter. Thorbjørn Sur kom herud, da landet var helt befolket, men Vestein gav ham halvdelen af Haukadal. Hans børn var Gisle, som var gift med Aud Vesteinsdatter, og Thorkel, som var gift med Sigrid Slettu-Bjørnsdatter, og Thordis, som var gift med Thorgrim Thorsteinsson. Deres søn var Snorre Gode.

S 138. . . . Siden blev Thordis gift med Bork den Tykke; deres datter var Thurid, som først var gift med Thorbjørn den Tykke men senere blev gift med Thorod Skatkøber. Kjartan på Frodå var deres søn.[104]

"En østmand ved navn Vesten kom i landnamstiden til Island og opholdt sig hos Bjartmar. Han bliver gift med Bjartmars datter, Hild, og de havde ikke været gift længe, før de fik to børn, datteren Ød og sønnen Vesten.

Østmanden Vesten var søn af Vegejr, som var bror til Vebjørn Sognefjords-kæmpe. Bjartmar var søn af Ån Rødfeld, der var søn af Grim Loddenkind, Pile-Ods bror, der var søn af Ketil Laks, som igen var søn af Halbjørn Halvtrold. Ån Rødfelds mor var Helga, datter af Ån Bueskytte." (Gisles saga, Kap. 4) [105]

"På den tid var jorden på både den ene og den anden side af kysten ubeboet, så Torbjørn Sur købte land på sydkysten på Søbol i Høgedal. Der byggede Gisle en gård, hvor de siden boede." (Gisles saga, Kap. 4) [106]


Dyre i Dyrefjord

111. Dyre hed en mand, som drog fra Sundmøre til Island efter råd fra Røgnvald Jarl. Han tog Dyrefjord og boede ved Hals. Hans søn hed Ravn og boede på Ketilsøre. Han var fader til Thurid, som blev gift med Vestein Vesteinson. Deres sønner hed Berg og Helge.

"Vesten Véstenssøn blev en dygtig købmand. Dog boede han i Ønundsfjord ved fjeldet Hest på dette tidspunkt i sagaen. Hans kone hed Gunhild, og hans sønner Berg og Helge.

Snart efter døde Torbjørn Sur og Tora, hans kone. Gisle og hans bror, Torkel overtog gården, og Torbjørn og Tora blev højlagt." (Gisles saga, Kap. 4) [107]


Thord Vikingson

112. Thord hed en mand, som var søn af Viking, men som af de fleste regnedes for at være søn af Harald Hårfager. Til ham gav Dyre land mellem Tufa på Hjallanæs og Jordfaldskløften. Han kom til at bo i Alvidra. Thord var gift med Tjodhild, der var en søster til Helge den Magre. Deres søn Thorkel Kæmpe den Rige overtog gården efter sin fader. Han havde sønnerne Thord den Kejthåndede og Eyjolf , som var fader til Gisle, der var gift med Halgerd, en datter af Vermund den Slanke. Deres søn hed Brand og var fader til Gudmund Præst på Hjardarholt, som igen var fader til Magnus Præst.

En anden søn af Thord Vikingson var Thorvald Hvid. Han var gift med Thora Knjuksdatter. De havde sønnen Thord Hvid - også kaldet Thord den Kejthåndede[108] - som var gift med Asdis Thormodsdatter, der var moder til Ulf Staller. Thord den kejthåndede havde datteren Otkatla, som var gift med Sturla Tjodrekson; deres søn Thord var gift med Halbera, Snorre Godes datter. Sturla havde også datteren Asny, som var gift med Snorre Jørundson; deres datter hed Thordis, hun var moder til Høskuld Læge, hvis datter, Margrethe, var moder til Thorfinn Abbed.


Ingjald Brunason

113. Ingjald Brunason tog Ingjaldssand mellem Hjallanæs og Ofæra. Han var fader til Thorgrim, som var fader til Thorbjørn Skuleøje, der var fader til Ljot den Kloge[109], som tidligere er nævnt.


Ljot den Kloge og Gest Odleifsson

S 142. Ljot den Kloge boede på Ingjaldssand; han var søn af Thorgrim Hardrefson og Ranveig, som var datter af Grjotgard Jarl. Ljots søn hed Thorgrim Hund. Den ene af Ljots søstre hed Haldis; hun var gift med Thorbjørn Thjodrekson. Men hans anden søster – Asdis – blev bortført af Ospak Osvifson. For denne sag fik Ljot dømt Ospak fredløs. Asdis og Ospak havde sønnen Ulf; han blev opfostret hos Ljot.

Grim Køgur boede på Brekke; hans sønner var Sigurd og Thorkel, som begge var små og spinkle mænd.

Ljot havde en fostsøn, som hed Thoraren. Ljot købte engang kød af Grim til en værdi af tyve hundrede og han betalte med retten over bækken Osomi, som løb mellem deres jorder. Grim førte bækken ind mod sin eng og gravede derved i Ljots land. Af denne grund rejste Ljot sag mod ham og forholdet mellem dem var anspændt. Ljot tog en nordmand til sig, som var kommet til Vadil. Han blev forelsket i Asdis.

Gest Odleifsson drog til høstfest hos Ljot. Der kom også Egil Vølu–Steinson og han bad Gest om et godt råd til, hvordan hans fader skulle komme over sin dybe sorg efter tabet af sin søn Øgmund. Gest digtede da begyndelsen af Øgmundsdrapaen[110]. Ljot spurgte Gest, hvad slags mand, Thorgrim Hund ville blive. Gest svarede, at hans fostsøn Thoraren ville blive en mere berømte mand, og henvendt til Thoraren sagde han, at han skulle vogte sig for, at det hår han havde på tungen, ikke skulle blive en løkke om hans hals. Ljot mente ikke, at der var megen ære i disse ord, og morgenen efter spurgte han, hvad fremtiden ville bringe for Thorgrim. Gest svarede, at hans søsters søn Ulf ville blive mere berømt. Da blev Ljot vred, og da han red derfra sammen med Gest, spurgte han ham: ”Hvad bliver årsagen til min død?” Gest sagde, at han ikke så hans skæbne, men bad ham være god mod sine naboer. Ljot spurgte: ”Er det da de små jordlus – Grim Køgers sønner – som skal blive min død?” ”Hårdt bider sulten lus!” sagde Gest. ”Hvor kommer dette til at ske?” spurgte Ljot. ”Ikke langt herfra,” sagde Gest.

En nordmand fulgte Gest videre op over heden og støttede sig til Gest, da hans hest var ved at snuble. Da sagde Gest: ”Denne gang var heldet med dig, men snart kan tingene vende. Se til, at held ikke bliver til uheld.” – På hjemvejen fandt nordmanden noget sølv, som var gravet ned. Han tog tyve mønter deraf og tænkte, at han kunne finde tilbage dertil senere. Men da han ledte, fandt han det ikke. Ljot greb ham i at stå og grave, og han tvang ham til at betale tre hundrede for hver mønt, han havde taget.

Samme efterår blev Thorbjørn Thjodrekson dræbt. En dag i foråret sad Ljot på en høj og holdt øje med sine trælle. Han var iført en kappe med en hætte bundet om halsen og havde kun den ene arm i ærmet. Da kom Køgursønnerne løbende op ad bakken og huggede begge øksen i ham. Herefter snørrede Thorkel hætten over hans hoved. Ljot bad dem handle som gode naboer. Derpå styrtede de ned ad bakken til den vej, hvor Gest havde redet. Der døde Ljot. Grims sønner drog til Håvard den Halte. Eyjolf den Grå og hans søn Steingrim støttede dem alle.


Halvard Snøft

114. Halvard Snøft kæmpede mod kong Harald i Hafrsfjorden. På grund af denne ufred kom han til Island og tog Sugandafjord (Snøftefjord) og Skålavig helt ud til Stigi, hvor han boede.


Ønund Vikingson

115. Ønund Vikingson, der var broder til Thord i Alvidra, tog hele Ønundsfjord og boede på Eyr.


Thurid Sundfylderen og hendes søn Vølu-Stein

116. Thurid Sundfylderen og hendes søn Vølu-Stein rejste fra Hålogeland til Island, hvor de tog Bolungavik og byggede hus på Vatnsnæs. Man kaldte hende Sundfylderen, fordi hun engang, hvor der var hungersnød i Hålogeland, sejdede så hvert et sund blev fyldt med fisk. Det var også hende, som afmærkede fiskeområdet ved Kviar i Isafjordsdybet. For dette fik hun et hornløst får af alle bønderne der i Isafjord. Vølu-Stein havde sønnerne Øgmund og Egil.


Island Ldn.120.jpg

Helge Rolfson og Thorstein Uheld

117. Helge hed en søn af Rolf på Gnupufjeld, han var født østpå, men på mødrenes side var han oplænding. Helge drog til Island for at besøge sine frænder; han kom til Eyjafjord, men der var alt bebygget dengang, så han satte igen udefter, men blev drevet ind i Sugandafjord. Om vinteren opholdt han sig hos Halvard, men om foråret tog han ud for at finde sig et bosted. Han fandt en fjord og opdagede her en harpun, som lå i strandkanten, derfor kaldte han fjorden Skutilfjord (Harpunfjorden), og her byggede han sidenhen.

Helges søn hed Thorstein Uheld. Han rejste udenlands og slog en af Hakon Jarl Grjotgardsons hirdmænd ihjel; men Eyvind - jarlens rådgiver - sendte Thorstein til Vebjørn Sogneværner. Han tog godt imod ham, selvom hans søster Vedis frarådede det. For denne sags skyld solgte Vebjørn sine ejendomme og rejste til Island, for han frygtede ikke at kunne beskytte manden.


Thorolf Skindskraber

118. Thorolf Skindskraber tog land sydligst i Skutilfjord og Skålavig, hvor han boede.


Eyvind Knæ og Thurid Sengeso

119. Eyvind Knæ drog fra Agder til Island sammen med sin kone Thurid Sengeso. De tog Alftafjord og Seydisfjord og der byggede de. Deres søn var Thorleif, som før er nævnt; desuden havde de Valbrand og Bjargey, som var gift med Håvard den Halte. Deres søn hed Olaf.


Vebjørn og hans søskende

120. Geir hed en udmærket mand, som boede i Sogn. Han blev kaldt Vegeir, for han var en stor blotmand [111]. Han havde mange børn: Vebjørn Sognekæmper var hans ældste søn, desuden sønnerne Vestein, Vethorm, Vemund, Vegest og Vethorn foruden datteren Vedis. Disse søskende drog til Island men fik en hård og lang rejse. Om efteråret nåede de land ved Løduvig vesten for Horn; da forberedte Vebjørn et stort blot og sagde, at Hakon Jarl den selvsamme dag havde blotet til deres ulykke. Men da han begyndte på blotet, pressede hans brødre ham til at sejle videre, for de regnede ikke blotet for noget og de lagde igen fra land. Men samme dag forliste deres skib i et uvejr ind under en stor klippeblok. Kun med nød og næppe kom de i land og Vebjørn gik forrest. Dette sted hedder nu Sogneklippe.

Atle, som var Geirmund Helskinds træl, tog sig af dem alle vinteren over og sagde, at de ikke skulle betale for opholdet, for hos Geirmund var der ingen mangel på mad. Men da Atle traf Geirmund, spurgte Geirmund ham, hvorfor han havde været så frimodig at invitere sådanne mænd ind på kost på hans regning. Atle svarede: ”Det vil huskes, så længe Island er beboet, hvor mægtig den mand var, at en af hans trælle turde gøre dette, uden at have fået lov.” Geirmund svarer: ”Fordi du gjorde dette, skal du få din frihed og den gård, som du hidtil har bestyret.” Sidenhen blev Atle regnet for en stor mand.

Om foråret tog Vebjørn land mellem Skøtufjord og Hestfjord så meget som han kunne gå omkring på en dag og dertil det stykke, som han kaldte Følfod. Vebjørn var en stor drabsmand og en lang saga er skrevet om ham [112]. Sin søster Vedis giftede han bort til Grimolf i Unadsdal. De kunne dog ikke sammen, så Vebjørn slog ham ihjel ved Grimolfsøen. For denne sags skyld blev Vebjørn og tre andre dræbt på tinget i Tingøre i Dyrefjord.


Gunstein og Haldor

121. Gunstein og Haldor var sønner af den Gunbjørn, som Gunbjørnskærene er opkaldt efter. Gunbjørn var søn af Ulf Krage. De tog Skøtufjord og Laugardal og strækningen mellem Øgersvig og Mjovafjord. Berse var søn af Haldor og fader til Thormod Kolbruneskjald[113]. I Laugardal boede sidenhen Thorbjørn Tjodrekson, som dræbte Olaf, der var søn af Håvard den Halte og Bjargey Valbrandsdatter. En saga er skrevet om isfjordingerne og drabet på Thorbjørn[114].


Snebjørn

122. Snebjørn var søn af Eyvind Østmand og broder til Helge den Magre. Han tog land mellem Mjovafjord og Langdalså og boede ved Vatnsfjord. Hans søn Holmstein var fader til Snebjørn Gris, som dræbte Halbjørn, der var søn af Odd på Kidjabjerg ved Halbjørnsvarderne. Denne havde tidligere dræbt sin kone Halgerd, som var datter af Tunge-Odd. Snebjørn Gris’ moder hed Kjølvør. Snebjørn og Tunge-Odd var fætre på mødrene side. Snebjørn var opfostret på Tingnæs sammen med Thorodd; fra tid til anden opholdt han sig hos Tunge-Odd eller hos sin moder.

Halbjørn, som var søn af Odd Halkelson på Kidjabjerg og broder til Ketilbjørn den Gamle, fik Tunge-Odds datter Halgerd til kone. Den første vinter opholdt de sig hos Odd. Da boede Snebjørn Gris også der. Det var småt med kærlighed mellem ægtefællerne. Om foråret, da flyttedagen kom, gjorde Halbjørn sig klar til at rejse, men før han var færdig med sine forberedelser, drog Odd af sted hjemmefra til den varme kilde i Reykjarholt, hvor han også havde sit fårehus. Han ville ikke være hjemme, når Halbjørn skulle rejse, for han tvivlede på, om Halgerd ville følge ham. Odd havde tit og mange gange måttet få dem til at forliges.

Da Halbjørn havde pakket hestene, gik han til kvindestuen, hvor Halgerd sad på en bænk og redte sit hår. Håret faldt ud over hende og helt ned på gulvet. Halgerd var den kvinde på Island, som har haft det smukkeste hår, bortset fra Halgerd Langbrok[115]. Halbjørn bad hende rejse sig og tage med ham. Men hun blev siddende og tav. Så tog han fat i hende, men hun var ikke til at løfte op. Tre gange forsøgte han. Så stillede han sig foran hende og kvad:

”Den linomvundne kvinde
lader mig stå og trygle bag ved sig.
Det (hendes adfærd og kulde) bevirker
en adskillelse mellem mig og hende.
Aldrig vil jeg forvinde den sorg,
jeg har for kvinden;
sorgen rammer mig i hjerterødderne.
Ulykken gør mig bleg.”.

Derpå viklede han hendes hår om sin hånd og ville trække hende af bænken, men hun blev siddende og gav ikke efter. Så trak han sværdet og huggede hovedet af hende; derefter gik han ud og red bort. De var da tre[116] sammen og havde to lastheste.

Kun få mennesker var hjemme. De sendte besked til Odd og han svarede: ”Fortæl dette til Snebjørn på Kjølvarsted, men selv vil jeg ikke ride efter dem.” Snebjørn red efter dem med elleve mand. Da Halbjørn og hans mænd så forfølgerne, bad de ham ride af sted, men han ville ikke. Snebjørn og hans mænd indhentede dem ved de høje, som nu hedder Halbjørnsvarderne. Halbjørn og hans mænd sprang op på højene og forsvarede sig derfra. Der faldt tre af Snebjørns mænd og begge Halbjørns ledsagere. Da huggede Snebjørn foden af Halbjørn lige ved vristen; han trak sig nu tilbage på den sydlige høj og derfra dræbte han to af Snebjørns mænd, og der faldt også Halbjørn. Der står nu tre varder på den høj og fem på den anden. Derpå red Snebjørn hjem.

Snebjørn havde et skib liggende i Grimsåmundingen. Rolf fra Rødesand købte halvparten af det. Når de drog ud, havde de hver elleve mand med. Blandt Snebjørns mænd var Thorkel og Sumarlide, sønnerne af Thorgeir Rød, der var søn af Einar Stafhylting. Med Snebjørn var også hans fostbroder Thorodd fra Tingnæs og dennes kone. Med Rolf var Styrbjørn, som engang digtede dette vers efter en drøm:

”Jeg ser, at vi begge to
skal omkomme
ude i havet i nordvest;
jeg ser der alt uhyggeligt,
frost og kulde
og al slags ulykker.
Jeg ved heraf,
at Snebjørn vil blive dræbt.”

De drog ud, for at finde Gunnbjørnskærene og de fandt land. Snebjørn ville ikke lade nogen undersøge landet, før det blev lyst, men Styrbjørn gik i land og i en hule fandt han en pose penge, som han holdt skjult på sig. Snebjørn slog til ham med en økse, og da faldt pengeposen til jorden.

Mændene byggede herefter et hus, hvori de kunne overnatte, men det blev snart helt dækket af sne. Røds søn Thorkel opdagede, at der var vand på den stang, som stod ud fra husets vindue. Dette skete i måneden goi[117]. Da gravede de sig ud. Snebjørn begav sig ned mod skibet; men Thorodd og hans kone blev tilbage i huset på hans vegne, og Styrbjørn på Rolfs vegne. De andre gik ud for at jage, men Styrbjørn slog Thorodd ihjel og han og Rolf hjalp hinanden med at slå Snebjørn ihjel. Rødsønnerne og alle de andre måtte aflægge eder for at redde livet.

De satte nu kurs mod Hålogaland og derfra vendte de tilbage til Island og gik i land ved Vadil. Thorkel Trevl gisnede om, hvad der var sket med Rødsønnerne. Rolf gik i gang med at bygge et borganlæg på Strandarhede. Men Trevl sendte Sveinung af sted efter hans hoved. Først tog han til Hermund i Myr, så til Olaf på Drangar og til sidst til Gest i Hagi. Han sendte ham til sin ven Rolf. Sveinung dræbte Rolf og Styrbjørn, hvorefter han tog til Hagi. Her byttede Gest sværd og økse med ham og gav ham to sortmankede heste og fik en mand til at ride med ham til Vadil helt over til Kollafjord og lod Thorbjørn den Stærke hente hestene. Thorbjørn dræbte Sveinung på Sveinungsøre, fordi dennes sværd knækkede lige under hjaltet. Derfor hoverede Thorkel Trevl sidenhen over Gest, når de blev sammenlignet, at han havde fået ram på Gest, ved at få ham til at sende en mand efter sin egen vens hoved.


Olaf Jafnakol

123. Olaf Jafnakol tog land fra Langdalså til Sandøreå og boede i Unadsdal; han var gift med Thora Gunsteinsdatter. Deres søn var Grimolf, som var gift med Vedis, en søster til Vebjørn.


Thorolf Jerngreb

124. Thorolf Jerngreb hed en udmærket mand, som boede i Sogn. Han var røget uklar med Hakon jarl Grjotgardson og efter råd fra kong Harald rejste han til Island, hvor han tog land fra Sandøreå til Gygjarporså i Ravnefjord. Han boede på Snefjeld. Hans søn var Ofeig, som var gift med Otkatla.


Ørlyg Bødvarson

125. Bødvar Vigsterksons søn Ørlyg rejste til Island på grund af kong Harald Hårfagers tyranni. Den første vinter boede han hos Geirmund Helskind, men om foråret gav Geirmund ham en bolig i Adalvik og det land, som hørte til. Ørlyg var gift med Signy, der var datter af Oblød og søster til Høgne den Hvide. Deres søn var Ketil Gufa, som var gift med Yr Geirmundsdatter.


Nu vender vi tilbage til Geirmunds landnam, som tidligere er omtalt. Han tog hele stykket over til Strømnæs øst for Horn. Ørlyg tok Sletta og Jøkulsfjord.



_____________



Skjold-Bjørn

126. Grotte-Bjørn, søn af Herfinn og Halla, var en stor viking. Han var jævnligt uvenner med kong Harald. Han rejste til Island og kom til Bjarnesfjord med et skib fuldt rustet med skjolde. Derfor blev han også kaldt Skjold-Bjørn. Han tog land fra Strømnæs til Drangar og boede i Skjoldbjørnsvig. En anden bolig havde han på Bjørnsnæs, hvor man endnu ser levn efter hans gård. Hans søn hed Thorbjørn, og han var fader til Arngerd, som var gift med Tjodrek Sletta-Bjørnson, deres sønner var Thorbjørn, Sturla og Tjodrek.


Geirolf

127. Geirolf hed en mand, hvis skib forliste ved Geirolfsgnup; han boede der under bjergtoppen (gnúpr) efter råd fra Bjørn.


Thorvald Asvaldson

S 158. Thorvald, som var søn af Asvald, der var søn af Ulf, som var søn af Okse-Thore, tog Drangaland og Drangavig over til Engines og boede resten af sit liv på Drangar. Hans søn var Erik den Røde, som bebyggede Grønland, som tidligere er fortalt.


Herrød Hvidskys sønner

128. Herrød Hvidsky[118] var en gæv mand, men på kong Haralds ordre blev han slået ihjel. Hans tre sønner rejste da til Island og tog land på Strandir: Eyvind tog Eyvindsfjord, Ofeig tog Ofeigsfjord og Ingolf Ingolfsfjord. Der byggede de sidenhen deres gårde.


Erik Snare

129. Erik Snare hed en mand, som tog området mellem Ingolfsfjord og Veidiløse og som boede i Trækøllevik. Han var gift med Åløf, en datter af Ingolf fra Ingolfsfjord. De havde sønnen Flose. Det var mens han boede i Vik, at nogle nordmænd forliste med deres skib der. Af vraget byggede de et nyt, som de kaldte Trækølle. Med dette skib ville Flose rejse udenlands, men blev drevet tilbage til Øxarfjord. Herom handler sagaen om Bødmod Kæk og Grimolf.[119]


Ønund Træben og hans slægt

130. Ønund Træben var søn af Ofeig Klumpfod, som var søn af Ivar Hestelem. Ønund var med i striden mod kong Harald i Hafrsfjord, og der mistede han sit ben. Efter dette rejste han til Island og tog land fra Kleifar til Ofæra, Kaldbaksvik, Kolbeinsvik, Byrgisvik og boede på Kaldbakke indtil han blev gammel. Han var broder til Gudbjørg, der var moder til Gudbrand Pukkel, som var fader til Asta, kong Olafs moder. Ønund havde fire sønner: en hed Gretter, en anden Thorgeir Flaskeryg, en tredje Asgeir den Hidsige, som var fader til Kalf og til Refna, som Kjartan blev gift med og til Thurid, som først var gift med Thorkel Kugge og senere med Steinthor Olafson; Ønunds fjerde søn var Thorgrim Grå, som var fader til Asmund, der var fader til Gretter den Stærke.


Bjørn i Bjarnesfjord

131. Bjørn hed en mand, som tog Bjarnesfjord. Han var gift med Ljufa; deres søn var Svan, som boede på Svanhol.


Steingrim i Steingrimsfjord

132. Steingrim tog hele Steingrimsfjord og boede på Troldtunge. Hans søn var Thorir, som var fader til Haldor, der var fader til Thorvald Grusgode, som var fader til Bitru-Odda, der var fader til Steindor, som var fader til Odd, der var fader til Hå-Snorre, som var fader til Odd Munk og Thorolf og Thoraren Blærerøv.


Kolle i Kollefjord

133. Kolle hed en mand, som tog Kollefjord og Skridnisskrænt og boede nedenfor Fell så længe han levede.


Thorbjørn Bitter

134. Thorbjørn Bitter hed en mand, som var en stor viking og voldsmand. Han rejste til Island med sin familie. Han tog land i den fjord, som nu hedder Bitterfjord, og der bosatte han sig. Nogen tid efter led Gil Skibstuds broder Gudlaug skibbrud ude ved den høfde, som nu hedder Gudlaugshøfde. Som de eneste redede Gudlaug og hans kone og deres datter sig i land – alle andre omkom. Da Thorbjørn Bitter kom til stedet, slog han dem begge ihjel, men tog datteren med hjem til opfostring. Da Gil Skibstud fandt ud af dette, tog han over for at hævne sin broder; han dræbte Thorbjørn Bitter og flere af hans mænd. Efter samme Gudlaug er Gudlaugsvig opkaldt.


Balke og hans slægt

135. Balke hed en mand, som var søn af Blæing Sotason fra Sotanæs. Han var med i slaget mod kong Harald i Hafrsfjord. Herefter drog han til Island og tog hele Rutafjord. Han bosatte sig på Balkessted – på begge gårdene – men boede på gården Bær, da han døde. Hans søn var Berse den Gudløse, som først boede på Bersested i Rutafjord; men senere flyttede han til Langavatnsdal, hvor han da havde taget land. Dette var før han blev gift med Thordis – en datter af Thorhad fra Hitardal – og som medgift fulgte Holmsland. Deres søn hed Arngeir, han var fader til Bjørn Hitadalskæmpe. – Balke havde også datteren Geirbjørg, som var moder til Veleif den Gamle.


Arndis den Rige

136. Arndis den Rige – datter af Steinolf den Lave – tog senere land i Rutafjord ud for Bordø; hun boede i Bær. Hendes søn var Thord, som først boede på gården Mule i Saurbær.


Hermund Krums slægt

137. Hermund Krums sønner Trøst og Grenjad tog land i Rutafjord indenfor Bordøre og bosatte sig på Melar. Præsten Heste-Geller stammede fra Grenjad og Orm fra Trøst. Trøst havde sønnen Thorkel fra Kersøre, der var fader til Gudrun, som var gift med Thorbjørn Tyna, der var søn af Romund den Halte. De boede på Fagrabrekke. Deres søn var Thorleif, som blev opfostret hos Romund. En anden af Romunds sønner hed Håstein og de holdt altid sammen. Trøsts søn Thorkel havde sønnen Thore. Han boede på Melar. Helga hed hans datter.

På den tid kom Snylte-Helge ud til Bordøre sammen med sin broder Jørund. De var vikinger – tolv frie mænd og dertil flere skibsfolk. De begav sig alle mod Melar, og der fik Helge Thores datter Helga til kone. – Nogle avlshingste forsvandt fra Romund; dette tilskrev man Helge og hans folk og Midfjord-Skægge stævnede dem for tyveri på Altinget. Romund og hans mænd skulle blive tilbage og passe på gårdene der i herredet. De havde et stærkt fæstningsanlæg på Brekke. Nordmændene arbejdede på at gøre deres skib klar.

En morgen kom en ravn ind gennem lyren på Brekke og den skreg højt. Da kvad Romund:

Derudefra hører jeg
den sortfjerede ravn skrige;
når det dages,
vækker byttet den;
så skreg ravnene
engang før,
da, de varslede om,
at krigere skulle dø.

Thorbjørn kvad:

Den haglbestænkte ravn
skriger af glæde,
idet den kommer til (det udgydte) blod;
ophidset kræver den
sin morgenføde;
således skreg ravnene fordums
i det gamle træ,
da de krævede krigernes blod.

Netop på dette tidspunkt brød nordmændene ind i fæstningen, for arbejderne havde ikke fået lukket døren. Brødrene gik ud, men kvinderne sagde, at Romund var for gammel og Thorleif for ung til at kæmpe. Drengen var femten vintre. Da kvad Romund:

Døden, i forvejen bestemt,
blev mig ikke bestemt i dag, kriger;
jeg bereder mig til kamp;
jeg bryder mig lidt om,
at sværdet spiller
mod de røde skjolde;
i forvejen er livets længde
bleven os (mig) bestemt.

Seks af nordmændene faldt inde i fæstningen, de andre stak af. Men da Thorbjørn igen ville lukke fæstningen, sendte Jørund et spyd igennem ham; Thorbjørn trak spyddet ud af såret og satte det mellem skulderbladene på Jørund, så at det kom ud gennem brystet. Der faldt de begge døde til jorden. Helge løftede Jørund op, tog ham på ryggen og rendte så. Håstein løb efter dem, indtil Helge måtte kaste Jørund fra sig, så vendte han tilbage. Romund var faldet og Thorleif var dødeligt såret. Kvinderne spurgte om nyt og Håstein kvad:

Her ude på brostenene
har seks krigere,
som dør for sværdene
uden sorg (for nogen), fået deres død;
jeg ved, at halvdelen af lovbryderne
ligger døde tilbage;
jeg lod sårene tilføjede ved sværdet,
svie for de flygtende.

Kvinderne spurgte, hvor mange de var. Håstein kvad:

Der var vi fire frænder imod,
beskyldte for overmod, -
jeg førte ikke sværd
til kamp med flere -,
men tolv kampraske mænd,
de som ville skynde sig til møde med os,
kom stormende fra skibet;
vi rødfarvede de kolde våben.

Kvinderne spurgte, hvor mange af vikingerne, som var faldet. Håstein kvad:

Syv krigere har hugget
deres næser i jorden;
det varme blod, valduggen,
faldt på mændene;
færre krigere
vil føre deres skib
over havet (tilbage)
end der gjorde her til landet.


Her kan man se vidnesbyrd
om håndens daggerning,
hvad fire krigere
udrettede;
jeg troede, kriger,
at vi gav fredsbryderne
en stakket fred;
ravnen sled sig føde i ligene.



S 168. Vi gav fjenderne(?)
blodige brynjer;
jeg har et skarpt sværd;
vi gik frem til kamp;
de kraftige mænd(vi)
havde under skjoldet
bidende sværd;
ravnene stillede deres sult.


Det var en stærk tummel,
da vi gjorde et hidsigt
angreb med stenkast
– brynjerne søndredes i kampen –
før krigerne trak sig
tilbage for at hvile;
skuddene ramte skjoldene;
der var flere af dem (end af os), der faldt.


Man kan høre ravnen
skrige over ligene,
hvor krigerne er faldne sårede;
ravnen drikker blodstrømmen;
dér fik ørnen drik
– og dens klør er omviklede med ligtrævler -,
hvor den fredløse Sleitu-Helge
blev slået ihjel.


Mændene bar,
begærlige efter kamp,
de smukke hjelme op
fra deres skib imod os,
men de af guderne
forhadte krigere,
guldkræverne,
bar røde lokker bort igen.


Helge og hans mænd sejlede ud den samme dag men satte alle livet til på Helgeskæret ud for Skridnisskrænt. Thorleif kom sig og boede på Brekke. Håstein rejste udenlands og faldt på Ormen den Lange sammen med kong Olaf Tryggvason.


[Afslutning

S 169. Hermed er der skrevet om de fleste bosættelser i Vestlandsfjerdingen, således som det er fortalt af kloge mænd. Man hører altså, at der i denne fjerding har bosat sig mange stormænd, og fra dem nedstammer mange fremragende slægter, som vi nu skal høre.


S 170. De mest fremragende landnamsmænd i Vestlandsfjerdingen er disse: Roskel, Skallagrim, Sæl-Thore, Bjørn Østmand, Thorolf Mosterskæg, Aud den Dybsindige, Geirmund Helskind, Ulf den Skeløjede og Thord Vikingson.

I nogle slægter regnes stamfædrene dog for mere. Da bønderne på Island blev talt op, var der i alt ni hundrede bønder i denne fjerding.][120]




Fodnoter

  1. Den egentlige betegnelse er Vestfjordsfjerdingen, hvilket er misvisende, da fjerdingen ikke blot dækker over det område, som i dag benævnes Vestfjordene (dvs. den nordvestlige halvø med dens forgreninger), men hele den vestlige kyststrækning ned mod Reykjanæs, Snæfellsnæs og Vestfjordene med tilhørende dalstrøg, fjorde, næs, øer og skær.
  2. Tilnavnet her er slækidrengr. Finnur Jónsson forklarer dette ord som ”den høje, slanke svend” – et ejendommeligt tilnavn for en kvinde. Derfor spørger han også: ”dette fordi hun var mandhaftig?”
  3. Brage Skjald eller Brage Boddason er den ældste af de historiske skjalde. Han er bl.a. kendt for det store digt Ragnarsdrápa om Ragnar Lodbrog.
  4. Egtl.: Hulemændene.
  5. At Thoraren dræber Bølværk modsiges af bemærkningen i slutningen af kapitlet, hvor det hedder, at Bølværk overfaldes af Illuge og Tind. Liv Kjørsvik Schei prøver at løse selvmodsigelsen ved at bytte om på rollerne, så det er Bølværk, der dræber Thoraren.
  6. Ikke at forveksle med den Gunlaug Ormstunge, som er kendt fra sagaerne.
  7. Se kap. 15.
  8. Islændingesagaerne, bd. 1, s. 78.
  9. Der hentydes her til handlingen i Heiðarviga saga, sagaen om slaget på heden.
  10. Denne Skáld-Helgi er hovedperson i de såkaldte Skáld-Helgarímur, en islandsk rimecyklus fra ca. 1400. Rimene bygger muligvis på en tabt saga om Skáld-Helgi.
  11. Dette tilnavn sigter til begrebet gand, der var en form for trolddomskunst beslægtet med sejd.
  12. Der sigtes igen til indholdet af Heiðarviga saga.
  13. Grim er her Skallagrim (Jakob Benediktsson).
  14. Islændingesagaerne, bd. 1, s. 33-38.
  15. Islændingesagaerne, bd. 1, s. 38.
  16. Islændingesagaerne, bd. 1, s. 38.
  17. Islændingesagaerne, bd. 1, s. 38.
  18. Islændingesagaerne, bd. 1, s. 49.
  19. Som del af medgiften fra pigens forældre.
  20. Om denne Bjørn handler sagaen Bjørn Hitadølekæmpes saga, Bjarnar saga Hítdælakappa.
  21. Islændingesagaerne, bd. 1, s. 38.
  22. Islændingesagaerne, bd. 1, s. 38.
  23. Islændingesagaerne, bd. 1, s. 38.
  24. Islændingesagaerne, bd. 1, s. 38.
  25. Skallagrim.
  26. Islændingesagaerne, bd. 1, s. 38.
  27. Islændingesagaerne, bd. 1, s. 38.
  28. Udtrykket er merkismaðr, som betyder fanebærer eller bannerfører. Da Thorolf og Egil Skallagrimson gik i den engelske konges tjeneste, var Thorfinn den Stærke netop fanebærer i det store slag, hvor Thorolf faldt.
  29. Islændingesagaerne, bd. 1, s. 78.
  30. Islændingesagaerne, bd. 1, s. 39.
  31. Hentydningen uklar.
  32. Egentlig siger teksten: ”ellers kommer du ikke hjem.” I Sturlubók lyder mændenes spørgsmål: "Hvad kan du sige om vores fremtid og hvor på Island skal vi slå os ned?" Det handler altså ikke om, hvor længe de skal leve, men hvor de skal bo, hvilket stemmer med havmandens svar.
  33. Ordene kan også sigte til båden.
  34. Teksten siger blot "borg", men der er bred enighed om, at der sigtes til det berømte krater Eldborg.
  35. Egentlig: ”døde i Thoresbjerg”.
  36. Måske ”klumphoved”.
  37. Navnet her er Meðalfarssund, dvs. Middelfart-sund.
  38. Dette kvad er tabt.
  39. Hestegelldir, en som kastrerer heste.
  40. Oversættelsen / tolkningen af dette vers er Finnur Jónssons: ”Hauksbók”, s. 25. (København, 1892)
  41. Efter Finnur Jónssons: ”Hauksbók”, s. 27. Finnur Jónsson tilføjer dog, at "verset er vistnok noget forvansket og ikke let tilfredsstillende at forklare".
  42. Skjalden Ulf Uggason omtales i flere af sagaerne og har bl.a. digtet det store kvad Husdrapa om vægmotiverne i Olaf På's berømte gård Hjardarholt.
  43. Teksten siger ikke, at dommen var fredløshed, men det fremgår dels af skibsafbrændingen og dels af, at Arnkel fulgte de dømte ”ud forbi øerne.”
  44. Disse fire sønner optræder i Eyrbyggjasaga.
  45. Se Kr. Kålund: Bidrag til en historisk-topografisk Beskrivelse af Island, bd. 1, s. 428.
  46. Dette er den irske kong Beadh-mac. Sturlubók kalder ham Maddad (Maddaðr).
  47. De indklammede ord stammer fra Sturlubók.
  48. Dette er den navnkundige skjald, som bl.a. er kendt for sit store digt Vellekla. Einar har digtet for Hakon Jarl og tog selv del i slaget mod Jomsvikingerne.
  49. Denne Stein Skjald er bedre kendt under navnet Hallar-Steinn. Han var en af Harald hårdrådes hirdskjalde og er bl.a. kendt for digtene Rekstefja og Nizarvísur.
  50. De indklammede ord stammer fra Sturlubók.
  51. Aslak i Langdal siges i kapitel 81 at være Roars søn, hvilket Jakob Benediktsson mener er fejlagtigt.
  52. Sidste led i navnet er ”drumb”. Finnur Jónsson mener, at dette kan referere til den træstub, som ambolten er gjort fast til.
  53. Stein Thorgestsson var lovsigemand fra 1031-1033.
  54. Ordet er knarrarbringa. Finnur Jónsson tolker ordet således: ”‘Knarrebringe’, med bryst som en skibstavn ɔ: højbarmet.”
  55. Det oldislandske ord setstokkr betegner nogle kraftige tømmerstokke, som fastholdt den forreste kant af de bænke eller senge, som var opført langs husets vægge. Disse setstokke kunne være kunstfærdigt udført med træskærerarbejde eller anden ornamentik. De omtales også i kap. 326 i forbindelse med landtagning, jfr. højsædestøtterne. Ifølge Hans Ellekilde kan de have haft kultisk betydning. Et par sirligt udskårne setstokke var blandt gravgodset, som var lagt i Gokstadskibet inden begravelsen.
  56. Islændingesagaerne, bd. 1, s. 329f.
  57. Islændingesagaerne, bd. 1, s. 350f.
  58. Denne Ari Thorgilson (Ari hinn Froðe Þorgilsson 1067–1148) er den navnkundige forfatter af Islands første historie Íslendingabók fra begyndelsen af 1100-tallet. Selv om dette værk har et kapitel om de første bosættere på Grønland, finder man ikke præcis disse oplysninger, hvilket kunne tyde på, at forfatteren af Landnamsbogen har kendt til den såkaldte store udgave af Íslendingabók, der i dag er tabt. Året for kristendommens lovfæstelse er 999 eller 1000 e. Kr.
  59. Islændingesagaerne, bd. 1, s. 330.
  60. De indklammede ord stammer fra Sturlubók.
  61. Af dette kvad kendes kun disse få linjer.
  62. Islændingesagaerne, bd. 1, s. 330.
  63. Se note 32
  64. Disse stedbetegnelser er alle skotske: Katanæs er Caithness, Suderland er Sutherland, Ros er Ross og Merhævi er Moray.
  65. Islændingesagaerne, bd. 1, s. 349.
  66. I grundteksten står der, at Myrgjol tog sig af dronningens ufødte (óborit) barn, hvilket ikke giver meget mening. Hermann Pálsson foreslår, at der kan være tale om et ikke-anerkendt barn, født udenfor ægteskabet.
  67. Navnet er dannet af det ord, som her anvendes for måltid (dögurðr).
  68. Her har Hauksbók en lakune – nogle sider mangler. – De indsatte kapitler stammer fra Sturlubók, hvis disposition adskiller sig lidt fra Hauksbók.
  69. Islændingesagaerne, bd. 1, s. 349.
  70. Denne saga er tabt.
  71. Islændingesagaerne, bd. 1, s. 349.
  72. Bjørn Gillson var biskop fra 1147-1162 (Holar), Thorlak Runolfsson fra 1118-1133 (Skálholt) og Brand Sæmundsson fra1163-1201 (Holar).
  73. Islændingesagaerne, bd. 1, s. 349f.
  74. Islændingesagaerne, bd. 1, s. 351.
  75. Omkring en halv linje mangler.
  76. Et stykke af linjen mangler.
  77. Handlingen i dette afsnit er uklar. Ifølge Hermann Pálsson er sidste del af dette kapitel et sammendrag af begivenheder i en nu tabt saga, som er blevet kaldt Kjalleklinga Saga.
  78. Oplysningen om Kjallaks alder stammer fra Hauksbók og gives ikke i Sturlubók. Alligevel har Guðni Jónsson (1946) taget dem med i sin udgave af Landmáma ifølge Sturlubók.
  79. Her genoptages fortællingen fra Hauksbók. Der er flere uoverensstemmelser mellem de to udgaver.
  80. Det nordvestligste hjørne af Rusland (svarer omtrent til vor tids Karelen). Området omkring Hvidehavet og floden Dvina.
  81. Oversættelsen / tolkningen af dette vers er Finnur Jónssons: ”Den norsk-islandske skjaldedigtning”, Bd.1, s. 5. (København, 1912)
  82. Der sigtes her til dødsgudinden Hel, der beskrives som sort eller blå på den ene side af ansigtet.
  83. Islændingesagaen Þorskfirðinga saga, som også kendes under titlen Gull-Þóris saga.
  84. Ifølge Hauksbók var navnet ikke Gudmund men Sigmund, men Sturlubók og Torskefjordboernes saga siger samstemmende Gudmund.
  85. De to ekstra slægtled i parentesen er ikke nævnt i Hauksbók.
  86. Saurr betyder ”mudder”.
  87. I kap. 94 begrundes dette tilnavn med, at Ravn havde opholdt sig længe i Limerick (Hlymreki) på Irlands vestkyst.
  88. De indklammede ord findes ikke i Hauksbók, men er fra Stulubók.
  89. Der sigtes her til Hávarðar saga Ísfirðings. Sagaen findes i dansk oversættelse ved F. W. Horn: Haavard Isfjordings Saga.
  90. Hermann Pálsson gør opmærksom på, at flere andre skrifter fra middelalderen har forestillinger om frodige ukendte øer, som lå langt ude mod vest. ”Det er interessant å mærke seg”, siger Pálsson, ”at irske opptegnelser viser til et ukjent land kalt Tír na fer fionn, som betyr nøyaktig det samme som Hvitramannaland, nemlig ’Hvite menns land’. (Landnåmsboken, s. 133)
  91. Uvist, om navnet er Gellisson (Sturlubók) eller Geitisson (Hauksbók). Hvis Stulubók har ret, er der tale om Ari Frodes onkel, som flere gange er nævnt i Islændingebogen, og som hjalp Ari med flere af de historiske oplysninger ”for han huskede langt tilbage.”
  92. De indklammede ord findes kun i Hauksbók.
  93. I den gamle islandske kalender var der kun 364 dage på et år. Derfor føjede man hvert syvende år en ekstra uge til sommeren.
  94. Thorkel Trevls rolle i fordelingen af arven efter Thorstein Surt understøttes af Laksdæla Saga, kap. 18.
  95. Islændingesagaerne, bd. 1, s. 126f.
  96. Hauksbók blander her to personer sammen, som begge kaldes Dale-Koll: (A) Kollr Veðrar-Grímsson og (B) Kolli Hróaldsson. Ifølge kap. 98 er det (B) Kolli Hróaldsson, som er stamfader til Laksdælaslægten, der indbefatter navne som sønnen Høskuld Dale-Kollson og oldebarnet Bolle Thorleikson (det var ham, som endte med at slå sin fostbroder Kjartan Olafson ihjel og gifte sig med hans udkårne.) Ifølge Sturlubók (kap. 104-105) er dette ikke korrekt. Stamfaderen til de navnkundige sagahelte hedder (A) Kollr Veðrar-Grímsson.
  97. Hall Gissurson var lovsigemand fra 1201-1209 og hans fader Gissur fra 1181-1200.
  98. Den her nævnte Hauk Erlendsson (d.1334) har givet navn til det store håndskrift Hauksbók, som bl.a. indeholder den udgave af Landnamsbogen, som denne oversættelse bygger på. Håndskriftet, som også indeholder sagatekster, et enkelt Eddadigt m.m., menes at være skrevet af Hauk Erlendsson. Ud over dette spillede Hauk Erlendsson en fremtrædende politisk rolle i 1300-tallet, da han var lagmand på Island i 20 år (1302-1322) og opholdt sig mange år i Norge som stormand og ridder af Gulating.
  99. Gellir var lovsigemand 1054-1062 og igen fra 1072-74.
  100. De indklammede ord findes ikke i Hauksbók.
  101. De indklammede ord findes ikke i Hauksbók.
  102. Ifølge Sturlubók var der ikke tale om to men én datter, som havde dobbeltnavnet Thurid Arnkatla.
  103. Islændingesagaerne, bd. 2, s. 6f.
  104. De indklammede ord findes kun i Sturlubók, kap. 138. Personerne i dette kapitel udgør hovedpersonerne i Gisle Surssons Saga.
  105. Islændingesagaerne, bd. 2, s. 6f.
  106. Islændingesagaerne, bd. 2, s. 6.
  107. Islændingesagaerne, bd. 2, s. 7.
  108. Der forekommer her at være uklarhed om, hvem Thord den Kejthåndede er søn af. Resultatet bliver, at der optræder to nært beslægtede personer med samme navn og samme tilnavn.
  109. Ifølge næste kapitel (S142) var navnet på Ljots fader ikke Thorbjørn men Thorgrim.
  110. Dette kvad kendes ikke i dag.
  111. Forstavelsen Ve- er det oldislandske substantiv , som betyder helligsted, et sted, hvor der blotes - ofres.
  112. Den omtalte saga - Vébjarnar saga - er tabt.
  113. Denne Thormod er en af de to fostbrødre i Fostbrødre Saga.
  114. Den omtalte saga - Ísfirðinga saga - er tabt.
  115. Halgerd Langbrok er kendt fra Njals saga som Gunnars stolte kone.
  116. Hauksbók skriver her ”fire”, men dette stemmer ikke med resten af kapitlet. De øvrige håndskrifter skriver da også ”tre”.
  117. Efter den gamle norrøne månedsbetegnelse dækkede goamåned (også skrevet goi- og gjø-) perioden fra 12. februar til 12. marts.
  118. Herrøds tilnavn er her hvika-timbr. Direkte oversat kan dette gengives med "bevægeligt tømmer", hvilket ikke giver megen mening. Ligeså uforståeligt men mere mundret er det tilnavn, som findes i Sturlubók: hvítaský - "hvidesky", hvilket er benyttet her.
  119. Den omtalte saga - Böðmóðs saga gerpis ok Grímólfs - omtales også i Gretters Saga, men er i dag ukendt.
  120. Afrundingen af Landnamabogens anden del findes kun i Sturlubók



Forlægget til denne oversættelse er Jakob Benediktsson: "Islendingabók Landnámabók", Íslenzk Fornrit, bd. I-II, udgivet af Hið íslenzka Fornritfélag, Reykjavík, 1968. En online udgave af håndskriftet Hauksbók (Finnur Jónssons udgave fra 1892) er tilgængelig på linket Hauksbók. En online udgave af Landnámabók ifølge andre håndskrifter findes på dette link: Landnámabók I-III. (Finnur Jónsson: "Landnámabók I-III - Hauksbók, Sturlubók, Melabók", Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab; København, 1900).
I originalen er mange af kapitlerne uden overskrift. Disse kapitler er markeret med (stjerne) og tilføjet overskrift af oversætteren.



◄ Tilbage til Første del OOO Videre til Tredje del ►
◄ Videre til Personindex OOO Videre til Stedindex ►