Landnamsfart

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Naturlyrik og romantik

Holger Drachmann

Landnamsfart

Dæmpede Melodier
Den Gyldendalske Boghandel
København, 1875

Holger Drachmann:
Landnamsfart

Hvad er det for en modig Flok,

Som over Nordhav-Vovens Skum

Med Seilet spændt fra Raaens Nok,

Med Skjolderad langs Øse-Rum

I Sommernatten farer?

Hvad er det for en Kjæmpe-Æt,

Som her paa Skudens skjøre Brædt

Det mørke Dyb befarer,

Og ler ad Bølgefossens Skvæt

Og trodser Færdens Farer?

Hvad er det for en bjergfast Ø,

Som op mod Nattehimlens Glands

Fra Urtids Grund i dyben Sø

Sit Hoved, slyngt med Jøkel-Krands,

Stolt kneisende nu strækker?

Hvad sælsomt Navn har dette Land,

Hvor frosne Bjerge staar i Brand

Med Damp af Sneens Sprækker,

Mens tordnende fra Jøklers Rand

Ildstrømme Stranden rækker?

Det er en modig Mandeflok,

Som drages mod den fjerne Ø,

Som fik af Kongevælde nok,

Som heller ønsker fri at dø

End bunden leve Livet?

Det er en uafhængig Æt,

Som kaster ud sit Høistols-Brædt,

I Vætters Værge givet,

Og søger saa sin Friheds-Plet

Paa Landnams-Vis for Livet.

Det er en bjergfast Klippeø,

Som skjænker til en mandig Slægt

En Mund, hvis Aande ei skal dø,

En Arm, hvis Værker skal faa Vægt,

Et Ry i Sekel-Tide.

Det er et Land, hvor klædt i Dragt

Af Friheds-Malm, paa Grændsevagt

Sagn-Kjæmpen snart skal ride

Fra Næs til Myr, fra Tun til Trakt,

Med Blink fra Gangrens Side. —

Ja, Farten gaar en Sommernat

Mod Nord, mod Islands steile Kyst;

Til Rors den bedste Mand er sat,

Den største Helt med bredest Bryst

Til Styrismand er kaaren.

Fjeldhøi mod Midnatssolens Glød,

Som paa hans Ringsærk blusser rød,

Han staar ved Styreaaren,

Mens som en Hval paa Havets Skjød

Lang-Snekken bliver baaren.

Han kommer fra det fjerne Land,

Hvor Friheds Arne nu er kold,

Hvor Herskerkrigens hede Brand

Drev Bamsen bort fra Hiens Vold

Og rydded Rævens Gange.

Ham lysted ikke denne Lod:

Saa heller Bølgens Brand og Braadd

Og Kamp mod Dybets Slange!

»Lad Kongen trække Fisk i Vod;

Os skal han ikke fange!«

»Der er vel Fisk med sligt Begjær;

Os tykkes det den værste Skam

At slippes i et Karpe-Kær,

At gaa i Kongens Fiskedam

Og fo’res fint med Krummer;

Nei bort til fremmed Frihedsstrand

Mens Kjæmpen end i Mund har Tand

Og Frembørs-Blæsten rummer!

For Stævnen staar det stride Vand,

Vred som en Bams det brummer!« —

Saa slaar han, Kjæmpen, op med Haand;

Da brager det med Vaabengny.

Fra Horisontens sortblaa Baand

Der stiger som en Tordensky

Med Glimt af lyse Bræmmer;

I Havets Grund staar Skyen fast,

Høit over Skudens Granspir-Mast

Den rager med sin Tinde:

Fra Ingolfsfjeldets Næsse-Rast

Det drøner hult derinde.

»Nu Høi-Stols-Støtter overbord;

Lad Bølgens Hænder gribe dem!

Derinde i den dybe Fjord

Os viser Fremtids Frihedshjem

De høie Valhals Guder!«

Og Fjeldet klinger skarpt igjen

Da Landnamsfartens stærke Mænd

I Gjalderhornet tuder,

Og Støtte-Parret gynger hen

Ad Havets Vuggepuder.