Lappernes hedenske religion

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Jens Andreas Friis

Jens Andreas Friis

Lappernes hedenske religion

Uddrag af
En sommer i Finmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen:
skildringer af Land og Folk
1871

Lappernes Noaider eller Schamaner og deres Runebom eller Troldtromme

Om Lappernes hedenske Religion vil man finde mere eller mindre berettet i de fleste Reisebeskrivelser eller Værker om hine nordlige Trakter. Da jeg har gjort denne til Gjenstand for særskilt Behandling i et eget Arbeide, vil jeg her blot omtale den Rolle, som deres Noaider eller Vismænd spillede, og deres Orakel eller Spaatrommen.

Alle de turanske Folkefærd have troet paa Schamaner eller Vismænd. Lapperne kaldte sine: Noaider. Ordet betyder nu i Lappisk En, der forstaar sig paa Trolddom, En, der kjender til overnaturlige Hjælpemidler, en Hexemester. Noaiderne vare imidlertid ikke blot Folkets Præster eller Vismænd, Spaamænd og Raadgivere, men ogsaa deres Læger. De vare i det Hele taget Mellemmænd mellem Guderne - eller Aandeverdenen - og Menneskene. Usynlige Væsener og magiske Midler stode til deres Raadighed, de kunde gavne og skade Mennesker og Dyr og bleve derfor tagne paa Raad baade i Godt og Ondt. Derimod finder man ingen bestemt Antydning til, at de have været Folkets Dommere eller Voldgiftsmænd i Trætter. Skjønt Noaidernes Tal var meget stort, kunde dog ikke en og hver uden videre blive Noaide, endnu mindre opnaa nogen Anseelse som saadan. I Virkeligheden var det kun meget Faa, som havde erhvervet sig Ry i en videre Kreds. Men jo større Ry, des større var ogsaa Fortjenesten; thi de bleve betalte for sin Bistand og sine Raad. Noaiderne havde ikke nogen bestemt Kreds eller Menighed, inden hvilken de virkede. Der var fuld Frihed, til at praktisere naarsomhelst og hvorsomhelst, og det beroede alene paa deres Dygtighed, om de bleve søgte af Mange eller Faa, fra fjerne eller nærliggende Egne. Enkelte maa i sin Tid have opnaaet en meget stor Berømmelse; thi deres Familienavne mindes fremdeles, ligesom deres Bedrifter endnu den Dag idag omtales i forskjellige Sagn og Eventyr, f. Ex. Bæive Barnek, Solens Sønner, om hvem en lappisk Sang er opbevaret, og Guttavuorok ɔ: den, der kan antage 6 Skikkelser. Disse har engang været de navnkundigste Schamaner iblandt Lapperne, ligesom Väinemöinen og Ilmarinen m. fl. var det iblandt Finnerne.

Enhver rigtig Noaide maatte ved forskjellige Legems- og Sjælsanstrængelser kunne bringe det dertil, at han faldt i et Slags Dvale eller magnetisk Søvn. I denne Tilstand havde han da de foregivne eller virkelige Syner, som han, efter at være kommen til sig selv igjen, forkyndte Forsamlingen som Aabenbarelser. Medens hans Legeme laa som dødt, troede man, at hans Sjæl ved Hjælp af en Saivvo-lodde, en Fugl fra de Dødes Rige, som altid stod til hans Tjeneste, kunde fare op til Himmels eller ned til de Dødes Rige eller hen til hvilketsomhelst Sted her paa Jorden og udrette, hvad der forlangtes, enten nu dette bestod i at faa Svar fra Guderne eller de Afdøde eller skaffe Underretning om langt borte boende Personer. Noaiderne vare naturligvis store Charlataner, og i de fleste Tilfælde var vel en slig Besvimelse blot anstillet, men dog saa godt udført, at de skuffede ialfald de mest Lettroende og i Kunsten mindst indviede. Enkelte Noaider synes dog dels ved at udmatte sit Legeme ved Fasten, dels ved at nyde forskjellige Ting, dels endelig ved forskjellige Sandserne og Indbildningskraften stærkt paavirkende Optog virkelig at have bragt sig selv i en Slags Besvimelse eller fantaserende Tilstand. Det maa rimeligvis være langt lettere for Lapper og andre med dem beslægtede Polarfolk at komme i en saadan Tilstand end for andre, mere nervestærke Nationer. Det er nemlig en Kjendsgjerning, som ikke blot ældre Reisende, f. Ex. Tornæus, Scheffer, Högström og Leem, men ogsaa nyere Reisende, f. Ex. Castren og Forfatteren selv paa sine Reiser i Finmarken og russisk Lapland, har bemærket, at Lapperne beherskes af en besynderlig Nervøsitet eller hvad man skal kalde den særegne Svaghed hos dem, at de, og især ældre Fruentimmer, ved den ubetydeligste Anledning, blot ved et pludseligt Raab, ved Synet af en modbydelig Gjenstand eller derved, at en Gnist med et Brag flyver ud af Ilden, kunne fare op i den heftigste Exstace eller Raseri. I en saadan ophidset og bevidstløs Tilstand slaa de om sig paa Ven eller Uven med hvad de have i Haanden eller nærmest kunne gribe, Øxe eller Kniv, tale uforstaaeligt og opføre sig i det Hele taget som de, der pludselig have mistet Forstanden, indtil de til Slutning daane bort eller falde hen i en Døs og først efter nogen Hvile igjen begynde at tale fornuftigt, dog uden klar Erindring om det Passerede. Högström fortæller, "at det undertiden ikke blot har hændt at man i Kirken har fundet hele Hoben besvimet, men at en eller anden af Forsamlingen ogsaa har sprunget op i Vildelse og slaaet til dem, som sad i Nærheden". Castrén beretter, at han selv fremkaldte en saadan Tilstand hos en Lappekvinde ved pludselig at skræmme hende, og at han nær var bleven udsat for at føle hendes Negle i sit Ansigt. Da denne eiendommelige Nervøsitet hos Lapperne er ganske almindelig, saa har da ogsaa den Tilstand, hvori de paa Grund af samme let kunne bringes, sit eget Udtryk i Sproget, nemlig Verbet keuvot, der betyder at være afsindig eller bære sig ad som afsindig, og den, som er særdeles udsat for saadan nervøs Ophidselse, kaldes keuvolis. Rimeligvis er denne Nervøsitet ikke eiendommelig alene for Lapperne, men forekommer ganske vist ogsaa hos andre Polarfolk, der ligesom Lapperne føre et ensomt Liv paa hine nordlige Egnes øde og triste Tundraer. Ifølge Schrenck skulle ogsaa Bønderne i Nærheden af Archangel lide af lignende nervøse Anfald, en Sygdom, som der kaldes ikota. En Del Lapper paastaa, at de have paadraget sig denne Svaghed derved, at de ere blevne skræmte i Barndommen andre kunne ikke angive nogen bestemt Aarsag.

Undertiden har det da hændt, at denne Nervøsitet viste sig hos enkelte Individer i en usædvanlig Grad. Som Børn vare de ofte syge, fantaserede eller havde Febersyner og Drømme. Man troede da, at saadanne især vare skikkede til Noaideembedet. De bestemtes da dertil og fik Undervisning af Ældre, i Kunsten Indviede. Men hvori denne Undervisning egentlig bestod, har ikke nogen Forfatter kunnet oplyse. Heller ikke Snorre Sturleson, som fortæller, at Guttorm Hvide sendte sin Datter Gunhild til Kong Motle i Finmarken for at blive oplært i lappisk Magi, giver nogen nærmere Oplysning derom. Naturligvis beroede Noaidernes Anseelse for en Del paa, at deres Kunst blev holdt hemmelig, og allersidst betroede de sig vel til den kristne Præst. Imidlertid maa vel Undervisningen for en stor Del have bestaaet i Meddelelse af Trolddomssange og Troldformler samt Forklaring af Betydningen af alle hieroglyfiske Figurer paa Runebommen, dennes Brug eller de Haandgreb og Taskenspillerkunster, som vare nødvendige til dens rette Benyttelse. Ligeledes maatte Lærlingen sandsynligvis øve sig i den Kunst at besvime eller anstille sig besvimet.

Jessen fortæller, "at naar Kandidaten var behørig undervist i alle de Ting, som hørte til Trolddomskunsten, saa blev han indviet i sit Embede ved følgende Ceremoni. Der blev holdt Møde af flere Noaider, og den ældste af disse satte sig tilligemed Kandidaten udenfor Telt- eller Gammedøren, saaledes at deres Fødder laa lige ved hverandre og spærrede Indgangen. Derpaa begyndte den unge Noaide at joige eller synge Troldsange, idet han derhos slog paa Troldtrommen. Naar nu Saivvo-gadse eller Aander fra den anden Verden indfandt sig og gik over de Siddendes Fødder ind i Teltet saaledes at den unge Noaide alene formærkede, at Aanderne rørte ved hans Fødder og gik over dem, medens den gamle Noaide ikke følte denne Berørelse, men alene mærkede andre Tegn til deres Nærværelse, da blev Kandidaten strax udnævnt til Noaide, og fra den Stund vare Alle nødte til at erkjende ham som saadan."

Alle Forfattere fortælle, at Noaiderne vare Lappernes Læger. Dels ved en i Arv gaaende Undervisning af Fædrene, dels ved egen lang Erfaring og Eftertanke har ganske vist nogle af disse Noaider erhvervet sig baade Naturkyndighed og Forstand paa at helbrede forskjellige udvortes Sygdomme og legemlige Skader. Men for at kaste Mængden Blaar i Øinene, foretog de tillige en hel Del Gjøglerier. Fremdeles førte Noaiderne sig imellem, naar de i Forening udførte en eller anden Forretning, et eget Sprog eller anvendte almindelige lappiske Ord i en Betydning ganske forskjellig fra den, hvori de brugtes af Mængden i almindelig Tale.

Noaidernes fornemste Lægeforretning bestod dog ikke i at helbrede tilfældige legemlige Skavanker ved forskjellige udvortes og rimelige Midler, men en rigtig Noaide maatte kunne foretage en Tur ind i de Dødes Rige for der at hente Raad og Hjælp. Lapperne havde nemlig den Tro at alle farlige Sygdomme, hvortil de ikke kjendte nogen paaviselig ydre Anledning, og hvorimod de ingen bestemte Midler havde, hidrørte fra deres egne afdøde Slægtninge. Det var nemlig disse, som i slige Tilfælde vilde have den syge Slægtning til sig enten for Selskabs Skyld eller for at straffe ham for en eller anden Forseelse. Naar nu Sygdommen havde en saadan Aarsag, kunde det selvfølgelig heller ikke nytte at søge Hjælp i naturlige Midler; men en Noaide maatte da hentes for at gjøre en Reise til Jabmi aibmo, de Dødes Rige, i den Hensigt at overtale de Døde til Afstaaelse fra sit Ønske eller at forsone dem ved Løfte om Offer. Naar en saadan Reise skulde foretages, samledes baade Mænd og Kvinder, pyntede i sin bedste Dragt. Noaiden begyndte da at synge Troldsange, hvori Forsamlingen ogsaa deltog, samt at slaa heftigere og heftigere paa Troldtrommen. Saa kastede han Trommen, faldt paa Knæ, holdt Hænderne for Ansigtet, bøiede sig hid og did og bar sig mere og mere ad som, en Afsinding, indtil han endelig faldt besvimet omkuld, "saaat man hverken kunde fornemme Liv eller Aande hos ham". I denne Tilstand kunde han forbliive indtil en Time. Imidlertid maatte Ingen berøre ham; man maatte ikke engang lade en Flue komme ham nær, men omhyggelig jage dem bort. Under Besvimelsen reiste nu hans Aand ved Hjælp af Saivvo-lodde, hans Skytsengel, til de Dødes Rige. Her havde han ofte en haard Kamp at bestaa med de afdøde Slægtninge, førend de gik ind paa, at den Syge skulde faa Lov til endnu en Tid at leve paa Jorden, mod at der bragtes dem dette eller hint Offer. Undertiden kunde det naturligvis ogsaa hænde, at de slet ikke mod nogetsomhelst Offer vare at bevæge, og den Syge maatte da dø. Men enten det nu stod til Liv eller Død, fik man dette at vide, naar den Besvimede gjennem en Del Koglerier igjen bragtes til Sands og Samling af en anden tilstedeværende Noaide.  

Runebommen eller Troldtrommen

Det lader til, at alle de turanske Folkeslags Schamaner under Udøvelsen af sine Kunster har benyttet sig af et Instrument, der har havt større eller mindre Lighed med en Tromme. Den grønlandske Angakoks Tromme beskrives som ganske simpel, dannet af en Ring af Træ eller Fiskeben; og ganske liden. Over Ringen var spændt et Sælskind, og til Ringen var fæstet et Skaft. Den blev altid benyttet, naar en grønlandsk Angakok eller Schaman skulde udøve sine Kunster, men anvendtes ogsaa ofte til profant Brug, ved Leg og anden Lystighed. I begge Tilfælde slog man paa den med en Træpinde og sang dertil.

De samojediske Tadibers Pjanser beskrives som en flad Tromme, kun 4 Tommer høi og 1½ Fod i Diameter. Barabintzernes og Tungusernes Schamaner har havt lignende Trommer. Paa Skindet af enkelte saadanne Schamantrommer har man fundet nogle Figurer afmalede, der skulde forestille "Dyr, Fugle eller Slanger"; men ingen Reisende har kunnet give nogen nærmere Forklaring over Meningen med disse Figurer. Det synes derfor, som om Trommen hos samtlige disse Folkeslag især har været benyttet for dermed at forøge Indbildningskraften eller for gjennem Slag paa dette Instrument og dertil hørende Sang at bringe Schamanen og Tilskuerne i den rette Stemning og Spænding. Maaske Trommen ogsaa kunde benyttes som Middel til bedre at skjule enkelte Taskenspiller-Kunstgreb.

Den lappiske Runebom benyttedes maaske ogsaa i samme Øiemed; men hvad der især udmærkede denne og gav den Værd og Anseelse i Folkets Øine, var den Omstændighed, at alle Lappernes hedenske Guder, ved mere eller mindre hieroglyfisk udseende Figurer vare aftegnede paa samme, hver inden sin Kreds eller den Afdeling af Universet, hvor man troede, han havde sit Hjem. Sol, Maane, Stjerner, vilde Dyr, Fiskevand, Lappen selv, hans Rensdyr og hans Bopæl vare ligeledes aftegnede paa Runebommen. Ogsaa Nordmanden eller de Kristne med de for dem eiendommeligste Ting havde sin Plads der. I det Hele taget fandtes der Billeder af Alt, som kunde interessere Lappen, eller hvorom han kunde ønske Besked.

Den lappiske Runebom var saaledes baade Folkets Bibel og deres Orakel, paa samme Tid som den ogsaa var et Slags Landkart over denne og hin Verden. Hos andre turanske Folkeslag synes Schamantrommen ikke paa langt nær at have havt den Betydning som hos Lapperne. Den lappiske Runebom var da ogsaa større end Samojedernes og Grønlændernes og forarbeidet med langt større Omhu end disses. I Beskrivelsen af dette berygtede Instrument afvige de forskjellige Forfattere noget fra hinanden, rimeligvis paa Grund af at Runebommen ikke blot har været noget forskjellig i de forskjellige Trakter af Finmarken og Lapmarken, men sandsynligvis har enhver Noaide, alt, efter sit større eller mindre Kjendskab til Gudeverdenen eller paa Grund af særegne Interesser, havt flere eller færre Figurer paa sit Orakel. Man er endnu paa forskjellige Musæer i Besiddelse af nogle Exemplarer, men omtrent 70 Stykker, der af Missionæren Th. v. Westen vare nedsendte fra Finmarken til Kjøbenhavn, gik tabt ved Vaisenhusets Brand sammesteds 1728.

Det lappiske Navn paa Runebommen var Gobdas, der betyder Noget, hvorpaa en hel Del Billeder (govva) er aftegnet, en Samling af Billeder, saaledes at det norske Udtryk "Runebom" er en Slags Oversættelse af det lappiske Ord. Træværket i Runebommen var gjort som en fladbundet Skaal eller Æske i oval eller rettere ægrund Form. Træet kunde være af Birk, Gran eller Furu, kun maatte det "være voxet paa et Sted, hvor Solen ikke saaes, og afsides for sig selv, langt fra andre Træer". Dernæst maatte Stammen i Væxten "ikke være vredet mod, men med Solens Gang", rimeligvis for at gjøre Solguden eller Solen til Behag, da denne altid stod afmalet midt paa Runebommen. En saadan udhulet Træskaal var paa Bag- eller Ydersiden udsiret med Udskjæringer, der dannede Cirkler, Triangler, Kvadrater og forskjellige andre Figurer. Skaalens Bund var ikke hel, men i Midten af samme var gjort 2 aflange Huller, saaledes at det mellem samme tilbagestaaende Træ dannede et Haandtag.

Paa flere Steder langs Ydersiden af Skaalen var anbragt Huller, hvori kunde fæstes Snore og i Enden af disse Messingringe eller andet Skrammel. Disse Ringe vare ofrede til Runebommen som Taknemmelighedstegn, naar Nogen efter Raadførsel med denne havde været heldig i sit Foretagende. Ligeledes maledes Kors paa den med Hjerteblodet af en skudt Bjørn, og smaa inddrevne Messingnagler viste, hvor mange vedkommende Eier havde skudt.

Skaalens Størrelse var i Regelen henimod 1 Alen i Diameter paa længste Kant. Efter Tornæus skal dog enkelte have været meget større. Han beretter nemlig, at Kemilapperne havde "afleveret Runebomme, saa store og brede, at man ikke kunde føre dem med sig, da de ikke kunde rummes i en Renslæde, men maatte brændes paa Stedet."

Over den konkave Del af den forud beskrevne Træskaal udspændtes et semsket Renskind. Dette fastnagledes over Ydersiden, strax nedenfor Kanten, med Trænagler og strammedes saa stærkt som muligt for at faa den rette Spænstighed. Paa Oversiden var det semsket hvidt og glat; thi paa denne maledes nu med en Dekokt af Renblod og Olderbark allehaande hieroglyfiske Figurer, der, som før bemærket, kunde være flere eller færre og mere eller mindre godt udførte, alt efter Noaidens Kundskab og Tegnefærdighed.

Runebomfigurernes Navne og Betydning.

1. Radien Attschje, Almagtens Fader.

2. Radien Akka, hans Hustru.

3. Iddedes Guovso, Morgenrøden.

4. Radien Noaide, Alfaders Noaide.

5. Radien Bardne, hans Søn.

6. Hora-gales, Tordenens Gud.

7. Tordengudens Hund.

8. Biegga-gales, Vindens Gud.

9. Vindgudens Hustru.

10. Mader-akka, Altings Moder.

11. Sarakka, Skabelsens Moder, som bestemte Fosterets Kjøn.

12. Juks-akka, Bue-Moder, Drengebørnenes specielle Gudinde.

13. Sælgge-ædne, Jordemoder.

14. Eatoshj-ædne. ?

15.16. 17. Ailekes Olbmak, Helligdagsmænd.

18. Bæivve, Solen.

19. Skytter.

20. Elg.

21. Læibbe-olmai, Skovens Gud.

22. Rensdyr.

23. Elg.

24. Saivo-sarvak, Rensdyr i Underverdenen.

25. Stouk-olmai. ?

26. Mørket.

27. En Baad.

28. En Noaide, som kjøber en Ged i Bygden.

29. En Ged.

30. Bumands Hus.

31. Bumands Kone.

32. Kirke.

33. Indhegning, hvori Renen holdes under Malkningen.

34. Lappetelt.

35. Stabur med Stige.

36. Goarmes Guolle, Troldfisk.

37. Vuormes Lodde, Troldfugl.

38. Offersvin.

39. Smaakopperne.

40. Offerren til de Døde.

41. Jabmi Aibmo, De Dødes Rige.

42. Sygdom, som følger med Rota.

43. Rota, Det onde Væsen, siddende paa en Offerhest.

44. Rota's Hustru, som fører Sygdom med sig.

45. Rota-aibmo. Rota's Hjem i den anden Verden.

46. Rota's Kirke.

47. Aftenrøden.

48. Ulv.

49. Noaidernes Kampren.

50. Vuolle Aibmo. Underste Hjem i den anden Verden.

51. Gandflue.

Til at slaa paa Runebommen benyttedes en liden Hammer, gjort af Renhorn omtrent i Form af et latinsk T. Den kunde være fra 6-8 Tommer lang. Den var smykket med fine Udskjæringer, og i Enden af Skaftet var anbragt et Hul, hvori kunde anbringes Snore med forskjelligt Skrammel.

Vigtigere end Hammeren var en anden Tingest, som udfordredes ved Runebommens Anvendelse. Den kaldtes "Viseren" og var gjort som en Ring af tyk Messingtraad, omtrent 1 ½ Tomme i Diameter. Omkring denne Ring var igjen anbragt 4 mindre Ringe, for at den paa disse lettere skulde kunne bevæge sig, naar man lagde den paa Trommeskindet og slog med Hammeren. Fra først af lagdes Ringen eller Viseren altid midt paa Runebommen og lige paa Solens Billede.

Naarsomhelst en Lap skulde foretage Noget af mindste Vigtighed, f. Ex. gjøre en Reise, drage paa Jagt eller Fiskeri eller finde paa Raad i Sygdomstilfælde, søgte han altid først at udforske Udfaldet ved at raadspørge Runebommen. Ikke Enhver, som havde Runebom og raadspurgte den, var derfor Noaide. Tvertimod synes det at have været i sin Orden, at Runebommen fandtes hos enhver Lappefamilie, ligesom Bibelen findes i enhver kristelig Families Boghylde. Da den var saa almindelig, er der heller intet Besynderligt i, at der etsteds i et Manuskript fortælles, at Th. v. Westen "havde annammet af omvendte Noaider over 100 Runebomme".

I almindelige Tilfælde eller til dagligdags Brug raadspurgte Husbonden i Familien selv Runebommen; men var Sagen af særlig Vigtighed, angik den Liv eller Død eller den hele Byes Ve og Vel, da maatte en Noaide hentes og udføre Forretningen. Man samledes da om ham, iført sine bedste Klæder, og naar Alt tilbørligt var ordnet, fattede han med venstre Haand Runebommen i Haandtaget, vendte den Side, hvorpaa Guderne eller Figurerne vare aftegnede, mod sit Bryst og faldt ned paa venstre Knæ med høire opret, hvorpaa ogsaa hele Forsamlingen faldt paa Knæ. Derpaa griber han Hammeren og Ringen i høire Haand, lægger Ringen paa Solens Billede og begynder med Hammeren at slaa ganske sagte paa skindet, rundt omkring Ringen, som ved disse Slag hopper og bevæger sig hid og did. Derpaa slaar han haardere, Ringen bevæger sig hurtigere, men omsider standser den paa et eller andet Sted eller lige paa et eller andet Tegn og vil ikke bevæge sig derfra, hvormeget Noaiden end vedbliver at slaa. Alt dette foregaar under en Sang, "hvis Mening", siger en Missionær i sit Manuskript om Lappernes Gudelære, "ingen Fin har villet bekjende." Hele Forsamlingen stemmer i med, Mændene med stærkere og Kvinderne med svagere Røst. Eftersom nu Ringen bevægede sig i denne eller hin Retning eller endelig standsede ved dette eller hint Billede, udtydede Noaiden Gudernes Villie eller gav Besked om forskjellige omspurgte Ting. I Almindelighed ansaaes det som et heldigt Varsel, naar Ringen fra først af begyndte at følge Solens Gang. Man kunde da vente Lykke i sit Foretagende og "god Helse baade for Folk og Fæ, enten de vare fjern eller nær." Gik den i modsat Retning, var Udfaldet tvivlsomt, eller en eller anden Ulykke truede med at indtræffe. "Raadspurgte man Runebommen angaaende en forestaaende Reise, og Ringen bevægede sig henimod Tegnet for Morgenrøden (Fig. 3), da lærtes deraf, at man skulde begive sig afsted om Morgenen. Dersom Ringen, derimod tog sin Fart henimod Fig. 4 eller Aftenrøden, da turde Reisen foretages om Aftenen. Dersom man underveis spurgte Runebommen tilraads, og Ringen da gik hen mod Tegnet for Aftenrøden, saa skulde man fortsætte Reisen hele Natten; vendte den sig derimod til Morgenrøden, skulde man oppebie næste Dag. Vilde Lappen paa Fiske i en eller anden Indsø, og Ringen for midt ud i det Tegn, der afbildede et Fiskevand paa Runebommen, da var det et godt Tegn til heldigt Fiske; kom den blot til Kanten, men ikke indenfor, var det Tegn til, at Guli Ibmel, Fiskenes Gud, vilde have Offer, førend Fiskeriet begyndte; men vilde den slet ikke engang komme i Berørelse med Fiskevandet, men holdt sig borte fra samme, var det Tegn til, at man slet Intet vilde faa, hvad man saa ofrede eller lovede." "Naar Runebommen raadspurgtes angaaende En, der laa for Døden, og Ringen da bevægeele sig hen til Jabmi aibmo (Fig. 42), de Dødes Rige, da var det et sikkert Tegn til, at den Syge skulde dø, hvorfor der strax blev ofret til Jabmek, de Døde eller den Døde, som man troede, vilde have den Syge til sig. Naar Ringen nu efter fuldbragt Offer bevægede sig tilbage til det Sted, hvor en Lappehytte var aftegnet (Fig. 33. 36), var der sikkert Haab om, at den Syge ved Offeret var bleven reddet fra Døden og endnu en Tid lang vilde komme til at bebo sin Hytte; men gik Ringen ved det fornyede Forsøg lige ind i Jabmi aibmo, de Dødes Rige, saa hjalp hverken Bøn eller Løn, – den Syge maatte dø, om han end lovede at ofre alle sine Rensdyr eller var rig nok til at kjøbe og ofre alle de Sturiker eller Heste, som kunde overkommes; endog de mene, at i en Hests Ofring til de Døde er der synderlig Kraft."

De virkelige Noaider kunne rimeligvis ikke have havt nogen synderlig Tiltro til Runebommen, ialfald naar de selv brugte den, da de naturligvis vare sig bevidste, at Udfaldet kom an paa Trommeslagerens Kunstfærdighed i at faa Ringen til at gaa hen, hvor han vilde, eller blive staaende, hvor han vilde. For at lette Manøvren var formodentlig Hullerne ved Haandtaget nedenunder anbragte saaledes, at Haanden nedenfra kunde komme i Berørelse med Skindet, hvorpaa Ringen bevægede sig. Men da en saadan Raadførsel med Runebommen af en Noaide, var en Forretning, der betaltes godt, vogtede denne, sig naturligvis vel for at røbe noget for den uindviede, troende Mængde, hos hvem det gjaldt at holde dette Orakel i saa høi Anseelse som muligt. Runebommen havde sin Plads paa et bestemt Sted i Boasshjo eller den bagerste Del af Teltet og ingen voxen Kvinde maatte røre ved den. Dersom nogen voxen Kvinde færdedes over den Vei, hvor Runebommen var ført, førend 3 Dage vare forløbne, var der Fare for, at hun enten vilde dø eller vederfares en stor Ulykke. Men ifald det dog var absolut nødvendigt, at en Kvinde maatte reise over den Vei, hvorpaa Runebommen var ført, saa maatte hun til denne forære en Messingring som Forsoningsoffer.

For at forekomme slig Ulykke maatte Runebommen ikke blot føres igjennem Bagdøren i Teltet og forvares i Boasshjo, men tillige under Flytningen føres bagerst i Raiden af en Mandsperson, eller, for at man kunde være saa meget sikrere, førtes den frem paa saadanne Afveie, hvor ingen Mennesker pleiede at færdes.

Efter at Lappepræsterne, (siger Læstadius), kom underveir med denne Omstændighed, at Lappen altid førte Spaatrommen med sig i den bagerste Kjæris eller Slæde i Radien naar de flyttede forbi Kirkestederne, forsømte de ikke at holde Visitats i denne, og fandtes Trommen, blev den naturligvis strax konfiskeret. Men Lapperne paa sin Side bleve vel ogsaa snart kloge af Skade og toge sine Forholdsregler.  

Høimodig Opofrelse

Efter denne Beskrivelse af Runebommen og dens Brug vil jeg gjengive en Offerhistorie, som findes fortalt i et Manuskript fra Missionens Tid.

"Lappen Andreas Sivertsen havde en eneste Søn, Johannes som i sit 20 Aar faldt udi en saa farlig Sot eller hidsig Feber, at Ingen troede, han skulde leve. Faderen græmmede sig usigeligt over denne Sønnens Sygdom og visse forventende Død og brugte alle de Midler og smaa Runerier, som han kjendte, men Altsammen forgjæves. Omsider besluttede man at tage sin Tilflugt til Runebommen. Nu var han vel selv en stor Noaide, men efterdi dette var en Sag, som angik ham selv saa nær, idet det var hans egen kjødelige Søn, kunde det ikke efter hans Troesartikler lade sig gjøre, at han selv bespurgte sig hos Runebommen. Derfor lod han hente sin afdøde Hustrues Broder, der udi Noaidekunsten var ligesaa forfaren, som han selv. Efter at de forudgaaende Ceremonier vare iagttagne, lagde Svogeren Ringen paa Runebommen og begyndte at slaa med Hammeren. Men hvad sker? Ringen gaar strax hen til Jabmi balges, Dødningernes Vei, ligeoverfor de Dødes Rige, hvorover der blev en ikke liden Consternation hos Faderen, helst da han saa, at Ringen, uagtet de heftigste Slag paa Runebommen tilligemed allehaande Besværgelser, ikke vilde flytte sig, men blev paa samme Sted ligesom fastlimet, urørlig staaende, indtil han efter sin Svogers Raad lovede til de Døde en Hunren. Da flyttede endelig Ringen sig ved nye Slag paa Runebommen, men gik dog ikke længer end ud paa 'Rist-balges, de Kristnes Vei, hvorfor Svogeren slog paanyt. Men nu gik Ringen atter tilbage til Dødningernes Vei. Nu lovede Faderen nok et Rensdyr, en Oxeren, til Mubben aibmo, (ɔ: Satan), om hans Søn maatte leve, og derpaa flyttede Ringen sig fra Dødningernes Vei til Rist-balges, men vilde aldeles ikke gaa hen til det Sted paa Runebommen, hvor Lappernes Hytter staa aftegnede. Endelig slog Svogeren med mange Besværgelser 3die Gang; men Ringen gik fremdeles – som tilforn – tilbage til Dødningernes Vei og blev der staaende, indtil Faderen foruden de to Rensdyr endnu lovede en Sturik eller Hest til Vuollenere Noaide (Dødsrigets Noaide), paa det at han skulde rune saaledes, at Ringen efter de Dødes Befaling kunde gaa hen til Lappehytterne, – hvorved han maatte forsikres om, at hans Søn skulde leve. Men denne Gang var der mindre Bønhørelse end tilforn; thi Ringen blev ved alle Slag fast staaende paa Dødningernes Vei, saa at Faderen saa intet Andet end den visse Død for sin Søn. Svogeren, som havde forrettet denne gudelige Handling, blev ogsaa ganske konfunderet derved og kunde ikke finde sig derudi, at Ringen var ulydigere og Guderne unaadigere nu, da der var lovet saa meget, end tilforn, da der ikkun var lovet lidet. Omsider griber han da dette Raad an. Han gaar ned i Strandbredden og tager der en Sten, som var langagtig. Samme Sten indviede han først ved mange Besværgelser og Joigen eller Sang, dernæst hængte han den i et Baand vidt udslagen af Finnehytten og lod den der hænge, indtil den hang ganske stille, kaste de sig saa paa sit Ansigt ned, gjorde sin Bøn til den og spurgte derpaa Mubben aibmo, (ɔ: Satan), hvoraf det kom sig, at Ringen ikke vilde gaa fra Dødningernes Vei, da der dog var lovet hannem, de Døde og Vuollenere Noaide saa herligt og stort Offer? Hvorpaa han af Stenen fik det lydelige Svar, at enten maatte det Lovede strax i samme Moment, han udsagde det, gives ham og de andre Guder, eller ogsaa maatte Drengen dø, med mindre der var et andet Menneskes Liv at gives hen i Stedet. Dette var haarde Vilkaar; thi det var Faderen umuligt at kunne være saa præcis i sin Betaling, som Satan prætenderede, efterdi han havde hverken de lovede Rensdyr eller Hesten ved Haanden, og naar det ikke skeede, hvor vilde han vel da efter Satans anden Kondition, finde et Menneske, der skulde finde plaisir udi at fornøie ham med sit Livs Opofring for hans syge Søns Livs Erholdelse? Her var altsaa intet andet Raad; vilde Faderen have Sønnen levende, da maatte han selv dø, hvilket han ogsaa glædelig resolverede. Og saa snart denne Resolution var tagen, ved hvilken han sandelig beviste en større Kjærlighed for sin Søn end for sin Sjæl, slog Svogeren paa nyt paa Runebommen, hvor Ringen endnu stod paa sit forrige Sted; men nu afgik den strax derfra til Finnehytterne, hvilket betegnede Liv og Helse for den Syge. Dog er det allerunderligste af det Altsammen, at Sønnen strax derefter begyndte at blive bedre, medens Faderen i samme Moment blev dødssyg, og at Sønnen om Eftermiddagen den anden Dag derefter blev fuldkommen restitueret, i det samme Øieblik da Faderen ved en ulyksalig Død overleverede sin ulyksalige Sjæl til Djævelen. Den Taknemmelighed, som Sønnen, der ved Faderens Død selv var reddet fra Døden, beviste ham derfor, var denne, at han efter Faderens Begjæring i sit Yderste ofrede en Oxeren til hans Sjæl, som da efter hans Tanker allerede var bleven en Gud, forat han des kommodere kunde reise omkring i de Dødes Rige, hvor han vilde. Den Fin Johannes, med hvem dette er passeret for 5 Aar siden, og som nu tjener i mit Præstegjæld paa en Gaard ved Navn Finne, i Ranens Præstegjæld, paa Helgeland, har tilligemed andre Finner og deres Koner i min Præsance her i mit Huus bekjendt denne Passage for Th. v. Westen i Januari indeværende Aar 1720."  

Den sidste lappiske Afgud

Den Undervisning, som den lappiske Befolkning i Norge fik før 1714 eller før den danske Missions Tid, blev, hvordan den nu end var, meddelt dem paa det danske Sprog. Men fra 1714 af, da Th. v. Westen og hans Samtidige havde indseet, at Befolkningen, skjønt af Navn Kristne, ved denne Undervisning paa Norsk, dog i Virkeligheden vedbleve at være Hedninger, lod man den efterhaanden hovedsagelig foregaa paa Lappisk. Denne Undervisning paa Lappisk fortsattes uafbrudt indtil 1774 eller i omtrent 50 Aar, og Befolkningen blev igjennem samme for største Delen omvendt til Kristendommen. Kun i enkelte Afkroge blev vel endnu Afgudsdyrkelsen drevet i Smug. Men noget før 1774 begyndte den mening at gjøre sig gjældende, at det var urigtigt at give Lapperne Undervisning og Bøger paa deres eget Sprog. Dette Sprog burde, "det mest muligt er, kasseres, og det Norske indføres." Følgen af denne Anskuelse var, at det i Trondhjem oprettede lappiske Seminarium ophævedes ved et Reskript af 3die Nov. 1774, der blandt Andet bød: "Det norske Sprog skal indføres iblandt Lapperne, og Ungdommen tilholdes at lære deres Kristendom paa Norsk". Folkets høieste Interesser bleve fra nu af tilsidesatte for et rent folkeligt Maal. Disse Bestræbelser for at fornorske Lapperne fortsattes derefter i de næste 50 Aar. Missionsvirksomheden ophørte, efterhaanden forsvandt ogsaa de faa lappiske Bøger, som Folket havde faaet i Missionens Tid, det aandelige Lys sluknede med dem, og Befolkningen, der var paa god Vei til for Alvor at omvendes, vendte atter tilbage til sine gamle Guder, der endnu vare i friskt Minde, og hvis Billeder af Træ og Sten endnu stode trindt omkring i Fjeld og Fjære.

Saa havde man altsaa i 50 Aar bygget op paa Lappisk, og i 50 Aar revet ned paa Norsk, og hvad havde man saa vundet foruden Arbeide? Lapperne vare igjen i 1824 for en stor Del blevne Hedninger, men ingenlunde fornorskede. I 1837 fik de igjen sin første Bog paa Lappisk, og Undervisningen er siden hovedsagelig drevet paa dette Sprog. Imidlertid lever der endnu en Del Mænd og Kvinder, som før den Tid ere underviste og konfirmerede paa Norsk, "uden at have forstaaet Meningen af, hvad de enten have læst, hørt eller sjunget." Kan det saa forundre Nogen, om man endnu skulde træffe paa en Hedning? Forfatteren har ved forskjellige Leiligheder havt Anledning til at komme i et mere end almindelig fortroligt Bekjendtskab til Enkelte af dette Folk og derved kunnet se dybere ind, især i den ældre Del af Befolkningens Uvidenhedstilstand, end maaske mange af deres egne Præster. Jeg skal her, som et vistnok enestaaende Exempel, fortælle om en Lap, en Hedning i Midten af det 19de Aarhundrede, om hvem jeg har faaet følgende Underretning.

Det er nu omtrent 20 Aar siden, at en Fjeldlap i et af Præstegjældene i det egentlige Finmarken havde staaende ved Søkanten i Form af en Bautasten en Afgud, til hvilken han hvert Aar, naar han med sin Rensdyrhjord flyttede fra Høifjeldet til Øerne ved Kysten, for fuldt Alvor pleiede at ofre paa gammel hedensk Vis og i gammel hedensk Overbevisning om, at Afguden kunde bringe ham Lykke eller Ulykke med Rensdyravlen. Fjeldlappen havde det almindelige Fornavn Rastus, og det er ikke umuligt, at han lever endnu, dersom ikke noget særegent Uheld har tilstødt ham. Han var døbt, undervist og konfirmeret, men, som Alle i hans Ungdomstid, paa det norske Sprog. Da han derfor havde lært saameget udenad af den norske Katekismus, at han, som det hedder, "slap frem" for Præsten og kunde gifte sig, et Maal, som han ved at underkaste sig den tvungne Konfirmation især havde for Øie, kastede han Bogen, ofrede til sin eller sine Afguder og kunde som ældre Mænd, da Fortælleren sidst hørte om ham, hverken læse Norsk eller Lappisk. Paa hin Tid, eller for 20 Aar siden havde de norske Fjeldlapper endnu Lov til om Vinteren at flytte med sine Hjorder over Grænsen ind paa den finlandske Side. Hvergang nu Rastus ud paa Vaaren igjen skulde flytte fra russisk Finland ned imod den norske Kyst, hvor hans Afguder, eller ialfald en af dem, stod, kjøbte han med sig noget Smør og Brændevin. Heri bestod nemlig Offeret til Afguden, og Ofringen foregik saaledes. Med Smøret salvede han først Afgudens Hoved og hældte saa, da han rimeligvis af egen Erfaring vidste, at en Dram gjør godt oven paa det Fede, Brændevinet over Afguden. I længere Tid havde det gaaet Rastus efter Ønske. Afguden syntes tilfreds, Rastus's Simleren fik ofte Tvillinger, og hans Hjord formeredes. Men hvad hænder saa et Aar? Rastus kom som sædvanlig en Vaar med sin Renhjord ned mod Kysten, men enten havde han intet Brændevin kunnet faa i Finland, eller ogsaa, havde han, forfrossen og træt af at bære, – som Fjeldlappen paa sine Vaarflytninger ofte maa, – Kone, Børn, Renkalve og Hundehvalpe over de iskolde og flommende Fjeldbække og overvunden af Fristelsen, selv drukket alt Brændevinet op. Nok er det, at Afguden for en Gangs Skyld maatte lade sig nøie alene med Smørtraktementet. Men det fik den syndige Rastus dyrt betale. En Dag gaar hans Renhjord langs henunder en Urd, tæt ved det Fjeld, ved hvis Fod Afguden staar. Pludselig slaar Lynilden ned i Fjeldtoppen, løsriver en Del Stene, der, ramlende nedover, igjen løsriver andre, og førend Tordenskraldet endnu rigtig er forbi, ligger to af Rastus's bedste Ren knuste under Stenskredet. Rastus var i sin Tid bekjendt for sit vilde Udseende og ubændig hidsige Gemyt. Naar han engang var bleven rigtig ophidset, skyede han Intet, frygtede ingen Overmagt og havde ingen Respekt længer hverken for guddommelige eller menneskelige Ting. At Afguden blot for en Drams Skyld skulde straffe ham med at slaa to af hans bedste Ren ihjel, det viste sig ogsaa denne Gang at være mere, end en Renlaps Kjød og Blod kunde bære i ydmyg Underkastelse. Istedetfor, som man skulde have ventet, strax at gaa hen og bøie Knæ for Afguden med ydmyg Bøn om Tilgivelse og Løfte om dobbelt Skjænk næste Gang, ilede Rastus først hen i Stenskredet. Ved Synet af de knuste Dyr blussede hans Vrede op i vild Flamme. Harmfuld rev han op Levningerne, der laa spredte omkring hist og her, og sprang saa i rasende Forbitrelse hen og slog de endnu bævrende, blodige Kjødstykker lige i Synet paa Afguden. "Der har du", skreg han, "hvad du selv har slagtet; men fra denne Dag af skal Du aldrig mere smage Offer fra min Haand." Dette foregik for 20 Aar siden. Maaske Begivenheden har bidraget til Rastus's Omvendelse, saaledes at han selv er død som Kristen, og at den Afgud, han tjente, blev den sidste, som nogen Lap har vist Tilbedelse.