Lappisk Mythologi Forord

Fra heimskringla.no
Revisjon per 6. mar. 2021 kl. 18:19 av Carsten (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Jens Andreas Friis
Lappisk Mythologi


Jens Andreas Friis


Forord


Lapperne ere, som bekjendt, et lidet talrigt Folk af den turanske Folkeklasse. De findes nu for Tiden boende adspredte i de nordligste Dele af Norge, Sverig, Finland og Rusland paa en Landevidde af ca. 10.000 ▢ Mile. I Norge bo de længst mod Syd, nemlig lige til Røros. Om de i dette Land engang i ældre Tider have boet i nogen større Mængde meget sydligere, er usikkert. I Sverig gaa de sydover til Jemtelands Grænse. I Finland bo de nu ikke sydligere end ved Enare-Søen; men her har de ganske vist i en ikke meget fjern Fortid været udbredte langt sydligere. I russisk Lapland findes de Sydvestligstboende nu ved Imandra-Søens sydlige Bredder. Deres Antal beløber sig i Norge til 17.178 af ublandet og 1.900 af blandet Race, i Sverige til 7.248, i Finland til ca. 1.200, i russisk Lapland til ca. 2.000, altsaa i det Hele til ikke fuldt 30.000 Individer. Lidet talrige og spredte ad paa store Landstrækninger, hvor de i Aarhundreder ikke have staaet i nogen indbyrdes Forbindelse, er Lappernes Sprog, Kulturtrin og Sæder høist ulige, ikke blot i de forskjellige Lande, men ogsaa inden samme Lands Grænser. En Lap fra Vadsø forstaar ingenlunde en Lap fra Røros eller Åsele Lapmark, ligesaalidt som en Lap fra Enare forstaar en Lap fra Ponoi. Folkenavnet, hvormed de benævne sig selv, er dog det samme overalt, nemlig Sabme eller Same (Plur. Samek) eller Sabmelaš (Plur. — laǯak). Benævnelsen Lapper har de faaet fra sine nærmeste Slægtninge, Finnerne, der kalde dem Lappalainen (Plur. — laiset), en Benævnelse, der ogsaa bruges i Sverige og det sydlige Norge, medens man i den nordlige Del af Landet kalder dem Finner. Deres Sprog kan deles i mindst 4 Hoveddialekter: 1. Nordlandsdialekten, i norsk og svensk Nordland, 2. Finmarks- og Torneå-Dialekten, 3. Enare-Dialekten, vest for Imandra og 4. Ponoi-Dialekten, øst for Imandra.

I Norge leve 1.577 Individer som Nomader af sine Rensdyrshjorde. I Sverig er det overveiende Flertal af Befolkningen Nomader, i Finland ca. 500, i russisk Lapland er derimod kun ganske faa Familier Nomader. Langt tilbage i Tiden synes Lapperne efter de ældste Forfatteres Vidnesbyrd ikke at have levet som Nomader, men som Jægere og Fiskere, der i længere Tid kan have havt fast Tilhold paa de samme Steder, omtrent saaledes som Tilfældet endnu er i russisk Lapland. Samlede i smaa Landsbyer, bo de her paa samme Sted ca. 15—20 Aar, eller saalænge der i Nærheden findes Overflod af Mose og Ved til Brændsel. Men begynder der at blive Mangel paa disse Dele, medens derimod Møddingerne ved henkastet Affald af alle Slags ere voxede op i Høide med Husene, flytter Kolonien til et bekvemmere Sted. At tæmme Renen og leve af tamme Rensdyrhjorder som Nomader har Lapperne maaske først lært, da de traf sammen med germanniske Folkefærd, eller da de maatte dele Jagtterræn med disse, og Vildtet begyndte at aftage. Deraf kan man forklare sig at Ordet "tæmme" eller gjøre "tam" er optaget i Lappisk under Formen dabmat (Rod. dam eller tam, sv. Lap. tabmet, tæmme, tames, tam). Den fastboende Del af den lappiske Befolkning bor dels i Jordhytter, dels i tømrede Huse og ernærer sig af Fiskeri og Fædrift, tildels ogsaa af Jordbrug. Enkelte af de mest velstaaende Lapper have ligesaa velbyggede og velindrettede Huse som de bedre norske og svenske Bønder. Det er den almindelige Mening, at Lapperne i legemlig Kraft og Udholdenhed i tungt Arbeide staa tilbage for Nordmænd, Svensker og Finner; men hvad intellectuelle Evner angaar, da har det vist sig, at lappiske Børn i Skolerne ingenlunde staa tilbage for eller vise mindre Fatteevne end Børn af de andre Nationer, ligesom de enkelte Forsøg, man har gjort paa at bibringe nogle Individer af denne Nation høiere Dannelse, heller ikke kunne siges at være mislykkede. Ægteskab mellem Lapper og Finner er paa Grund af Stamme- og Sprogslægtskab langt hyppigere end mellem Lapper og Nordmænd, Svenske eller Russer. Efterhvert som Oplysningen iblandt Lapperne i Norge og Sverige har tiltaget og Racefordommen derved aftaget, er Ægteskaber ogsaa blevne hyppigere mellem dissse. I det Hele taget er det nu sjelden at træffe paa Lapper af aldeles ublandet Race, med udprægede mongolske Ansigtstræk. De findes maaske hyppigst sydligst i Norge og østligst i russisk Lapland.

I russisk Lapland, Finland og Sverig har Lappernes Antal i ældre Tider formodentlig været større end nu, ligesaa i de sydligere Dele af de Trakter, hvor de endnu findes i Norge. Derimod kan det med Sikkerhed paavises, at deres Antal i Provinsen Finmarken i Norge har tiltaget i de sidste 300 Aar. Trængte fra Syden og Østen eller, rettere sagt, jagede som Vildtet fra Fjeld til Fjeld, har Ishavets uoverstigelige Mur her hindret dem fra at flygte videre.

De russiske Lapper staa, hvad Oplysning og Civilisation angaar, paa et langt lavere Trin end sine Brødre i Finland og Skandinavien. Ingen Skoler ere oprettede iblandt dem, ligesom heller ingen Undervisning foregaar. Ingen af russisk Laplands Præster forstaar deres Sprog, og ingen Bog er trykt paa dette. De kunne derfor hverken læse eller skrive. Istedetfor Navne-Underskrift eller for at betegne Eiendomsret bruge de særegne Familiemærker eller Figurer, der have nogen Lighed med de Tegn, som i ældre Tider maledes paa deres Runebomme. Som Exempel kunne anføres nogle fra Imandratrakten:


Gregori Titoff                          Seder Arkipoff                          Nikofor Gavrilow


etc. De russiske Lappers Kristendomskundskab indskrænker sig næsten udelukkende til at kunne fremsige paa Russisk Bønnen: "Gospodi Jesuse Kriste, stüine boghii, po- milui nas!" (ɔ: Herre Jes. Kr. Guds Søn, forbarm dig over os!) og deres Gudstjeneste bestaar i at korse og bukke sig i Timevis foran Helgenbilleder i Kirken og i deres egen Hytte. De russiske Lapper ere af den græsk-katholske Bekjendelse. I de øvrige Lande ere Lapperne Protestanter. I Finland, Sverig og Norge findes der nu neppe nogen voxen Lap, som ikke kan læse, og mange kunne ogsaa skrive. Flere Bøger ere trykte paa deres Sprog, og i det Hele taget sørges der, især i Sverig og Norge, for deres Undervisning paa eget Sprog, hvor dette behøves, saavel i Kirke som Skole, gjennem Lærere, der ere Sproget mægtige. Den bekjendte Sprogforsker Castrén har givet følgende træffende Skildring af det lappiske Folks Karakter:

"Lappens Sind er stille, fredeligt og eftergivende. Fred er hans Valgsprog, om Fred er hans første Spørgsmaal, Fred er hans Afskedshilsen. En skjønnere Skat kan knapt eies end den fredfulde Ro, som Lappen besidder. Blottet for de fleste af Livets Nydelser, omgiven af en ubetvingelig Natur og nedsunken i Armod, er ham beskaaret den misundelsesværdige Lod at kunne udholde alle Møier med urokkelig Ro. Den ugunstige Natur driver ham ofte til Arbeide og Rørelse, men undertiden overlader han sig gjerne til et mageligt, eller, som han kalder det, fredeligt Liv. Han elsker ikke vidtflyvende Planer, kloge Beregninger eller noget Slags udad rettet Virksomhed, men lever helst hensunken i en stille Betragtning af religiøse Emner eller andre Sager, som findes i hans lille Verden. Stundom kan dog Lappen egges op til en yderst envis Anstrængelse, men taber da undertiden den rolige Sans, som sjelden forlader hans mandigere Broder, Finnen. I Dybet af det indesluttede Sind dølger sig hos Begge en vis Grad af Sluhed og Agtpaagivenhed eller Mistænkelighed, dog mere hos Lappen end hos Finnen. Blandt de russiske Lapper, som bo paa Veien mellem Kola og Kandalax, har den indre Fornøielighed veget for en udvortes tankeløs Glæde, den stille Betragtning for en praktisk Klogskab. Man søger hos dem forgjæves den Sindets Blødhed, som karakteriserer de andre Lapper. Handelsaanden og den nære Berøring med Russer og Kareler har bragt dem fra deres naturlige Uskyldighedstilstand. I en Kreds af Russer gjenkjender man vel altid den tyste, sagtmodige Lap, men i Forhold til andre Lapper er han allerede Rus."

I de forskjellige Lande have Lapperne optaget mere eller mindre af sine mægtigere Naboers Sæder og Skikke. Kun faa Eiendommeligheder finder man fremdeles bevarede hos dem. Iblandt de russiske Lapper, som bo nærmest den norske Grænse, iagttages endnu nogle særegne Frier- eller Bryllupsskikke.

Flere Træk i disse Ceremonier, t. Ex. at der holdes Vagt foran Dørene, naar Frierfølget kommer, at dette maa anvende List for at slippe ind og faa Husly, at der anstilles Kamptummel, at Bruden gjør Modstand — og endelig, at Følget tager Flugten med den bundne Brud bag Brudgommens Slæde, synes tydeligt at henpege paa, at det ogsaa blandt Lapperne i ældre Tider har været Skik, at man, for ikke at gifte sig inden sin egen Stamme, burde røve sin Brud fra en Nabo- eller fjendtlig Stamme.


____________


Den Kundskab, man har om Lappernes gamle Gudelære, skyldes fornemmelig nogle af de Præster, der i Sverige i Begyndelsen af det 17de Aarhundrede og i Norge i Begyndelsen af det 18de Aarhundrede virkede som Missionærer blandt dette Folk. Som det synes, har baade Antikvitets-Kollegiet i Stockholm og Missions-Kollegiet i Kjøbenhavn i sin Tid udstedt en almindelig Opfordring til Præsterne i svensk Lapmarken og norsk Finmarken om at samle og optegne Alt, hvad der kunde være af Interesse at vide om det lappiske Folks Sæder, Skikke og Overtro. Ikke Faa synes at have efterkommet Opfordringen, og de fleste af de indsendte Indberetninger ere ogsaa blevne benyttede i ældre Forfatteres trykte Arbeider. Nogle ere gaaede tabte, og enkelte, hidtil ubenyttede norske Manuskripter har Forfatteren af dette Arbeide havt det Held at opspore og kunne benytte.


De vigtigste af de svenske og finske Forfattere, der have skrevet om Lappernes gamle Gudelære, og hvis Arbeider her ere benyttede, ere følgende:


Johan Scheffer. "Lapponia", trykt paa Latin 1673, paa Engelsk 1774 i Oxford, paa Tysk samme Aar, paa Fransk 1778 i Paris.

Gabriel Tuderus. "Berättelse om Sodankylä, Sombio, Kuolajärvi og Maanselkä Lapparnes Afgudsdyrkan m. m. 1773."

Pehr Fjellström. "Berättelse om Lapparnes Bjørnfänge. Stockholm 1755."

Pehr Högström. "Beskrifning öfver de til Sveriges Krona lydande Lapmarker. Stockholm 1747."

Lindahl & Øhrling. Lexicon lapponicum. 1750.

Peter Læstadius. Journal. Stockholm 1831—33.

Lars Levi Læstadius. Defekt Manuskript, indeholdende nogle "Fragmenter i lapska Mythologien", nedskrevet 1840 og i sin Tid af Pastor Stockfleth overladt Forfatteren til Afbenyttelse.

Ganander. Mythologia fennica. Åbo 1789.

Alex. Castrén. Forlesungen über die finnische Mythologie. 1853.

De paalideligste Notiser om Lappernes Gudelære finder man dog hos norske Forfattere — maaske fordi Kristendommen senere fik Indgang hos Lapperne i Norge end i Sverige — og det vigtigste Arbeide i saa Henseende er

Erik Johan Jessens Afhandling om Finnernes og Lappernes hedenske Religion, indtagen i Slutningen af K. Leems Beskrivelse over Finmarken. Kjøbenhavn 1767. Hans Afhandling er et Sammendrag af de Berettelser, som Tid efter anden af Missionærerne i Finmarken bleve indsendte til Missionskollegiet i Kjøbenhavn.

Af følgende, hidtil ubenyttede Manuskripter har Forfatteren af dette Arbeide erholdt mange vigtige Oplysninger:

"Relation anlangende Find-Lappernis saavel i Norrlandene og Finmarken som udi Nummedalen, Snaasen og Selbye deres Afguderie og Satans Dyrkelse, som Tid efter anden ere blevne udforskede og decouvrerede," Manuskriptet, hvormed fulgte en ypperlig Tegning af Runebommen tilligemed Forklaring over dens Figurer, blev skjænket Forfatteren af Sognepræst Kvale til Skjervø. Manuskriptet er nedskrevet paa Nærö omkring 1723.

"Underretning om Runebommens rette Brug blandt Finnerne i Nordlandene og Findmarken, saaledes som det har været af fordum Tid", med 2 Tegninger af Runebommen. Manuskriptet tilhører Trondhjems Videnskabsselskab.


____________


Det hele Udbytte, som man faar ved at samle sammen af de forud nævnte, dels trykte, dels utrykte Kilder, er dog saa ufuldstændigt, at det maaske ikke fortjener andet Navn end Fragmenter af lappisk Mythologi. Desværre kjender man heller ikke meget nøie til Lappernes mægtigere Brødres, Finnernes, gamle Gudelære; thi den vigtigste Kilde, hvoraf man øser Kundskab om samme, det bekjendte, men først i det 19de Aarhundrede fra Folkets Læber optegnede Epos, Kalevala, er ingen egentlig Gudelære, men et Heltedigt, der hovedsagelig handler om Heroerne, Väinemöinens, Ilmarinens og Lemminkäinens Bedrifter. Maaske disse Hovedpersoner i Kalevala-Digtet ikke engang kunne kaldes Heroer i almindelig Forstand, men rettere bør betegnes som "Noitat eller Tietäjät", Schamaner eller berømte Troldmænd; thi næsten aldrig udfører nogen af dem sine Bedrifter med Sværdet, men saagodtsom altid ved sin Visdom, sin Troldsang og sine Troldformularer. Schrenck fortæller ogsaa, at det er Tilfældet iblandt de hedenske Samojeder, at afdøde, berømte "Tadiber", Troldmænd, efter 100 Aars Forløb ophøies til Guder og paakaldes af gjenlevende Tadiber. Maaske have Lapperne ogsaa engang havt lignende Sange om sine "Noaider" eller Schamaner. At Sangen ikke har været ganske ukjendt iblandt Lapperne i ældre Tider, fremgaar af Lemminkäinens Ord, da han paa sin Reise til Lapmarken kom til Pohjola Gaard:

Stuen var af Troldmænd opfyldt,
Sangere paa Bænke sadde,
Kloge Mænd ved Dørens Stolper,
Spaamænd paa fornemste Bænken,
Og Besværgere ved Ovnen;
Lapske Sange sang de Alle,
Hiisi Kvæder frem de gnelte.
Kalevala. 12te Sang V. 395—402.

Men om end saadanne have existeret iblandt Lapperne, saa ere de ialfald nu efter Kristendommens Indførelse aldeles forsvundne. Kun en enkelt Sang om Bjørnefangsten og en om Heroerne "Bæive Barnek", Solens Sønner, er opbevaret. Den Underretning, man saaledes har om Lappernes Gudelære, hidrører derfor, som allerede bemærket, alene fra mundtlige Meddelelser til de første Missionærer. Disse vilde vistnok kunne have faaet langt nøiagtigere Besked, dersom de havde gaaet varsommere og mildere frem mod de hedenske Lappers Noaider eller Præster. Men sandsynligvis var det kun yderst sjelden — om nogensinde — Tilfældet, at Kristi Discipel eller den kristne Præst kom til at staa i et saadant Forhold til Lappernes Noaider, at nogen fortrolig og uforbeholden Meddelelse fandt Sted fra de sidstes Side. Tvertimod var vel Forholdet i Regelen fiendtligt. Den kristne Missionær ansaa sig forpligtet til at forfølge Noaiderne eller netop de Individer, som vare indviede i alle Hemmeligheder, og som kunde meddele de vigtigste Oplysninger, fordi disse Personer lagde ham eller den nye Lære de største Hindringer i Veien. Ligesom man i Almindelighed paa hin Tid gik ud fra den Forudsætning, at alt Hedenskab fra først til sidst var Djævelens Værk, saaledes var da ogsaa de lappiske Noaider i Missionærernes Øine den skinbarlige Djævels udvalgte Redskaber. Med Magt eller List søgte de at berøve Noaiderne deres største Helligdom, Runebommen eller Spaatrommen, og hvor de kunde komme til, opbrændte de deres Afgudsbilleder. Derfor var det vel, at Noaiderne sidst af Alle gik over til Kristendommen.

Det egentlige Folk kjendte kun lidet til Gudelæren. Det var Noaiderne forbeholdt at indvies i alle dens Dele samt alle de magiske Hemmeligheder, hvorfor Lapperne altid have staaet i saa stort Ry hos nærboende Nationer. Men Lappen viser i Regelen stor Forsigtighed og Forbeholdenhed i sine Meddelelser til Fremmede. Saa meget mere var vel dette Tilfældet med Noaiderne i Forhold til den kristne Præst.

Det gik derfor med en stor Del af hine magiske Kundskaber, som det undertiden endnu gaar med Lappernes nedgravede Skatte. De gjemme disse saalænge, at Døden overrasker dem, førend de kunne bekvemme sig til at aabenbare Gjemmestedet for Andre. Følgen er, at mangen nedgravet Skat aldrig mere kommer for Dagens Lys.


____________


Man kan neppe regne, at der er mere end 200 Aar, siden Kristendommen almindelig antoges af Lapperne i Sverige og noget over 100 Aar siden den indførtes blandt Lapperne i Norge. Førend nemlig de i det 18de Aarhundrede af Missionskollegiet i Kjøbenbavn udsendte Missionærer lærte Lappernes Sprog at kjende, og førend Bøger paa dette Sprog udbredtes, var vel den kristelige Kundskab iblandt Befolkningen saare ubetydelig. Saavidt vides, bleve de første lappiske Bøger trykte i Sverige i første Halvdel af det 17de og i Norge ikke førend i første Halvdel af det 18de Aarhundrede. Paa den Tid, da de første Missionærer begyndte at gjøre sine Optegnelser om Lappernes Gudelære, var altsaa Befolkningen i Norge i Almindelighed endnu Hedninger og Afgudsdyrkelsen i fuldt Flor. Men skjønt Lapperne paa den Tid endnu holdt fast ved sine gamle Guder, viser det sig dog tydeligt nok af Læren om disse, at Folket eller idetmindste Enkelte, sandsynligvis Noaiderne, allerede langt tidligere eller langt tilbage i den katholske Tid maa have faaet nogen Kundskab om den kristelige Lære. Deres egen Gudelære, saaledes som den fremstilles i Missionærenes Skrifter, viser sig nemlig at være stærkt paavirket af katholsk-kristelige Ideer. Lappernes Forestillinger paa den Tid om flere af deres egne Guder ere ikke blot blevne noget modificerede efter de Kristnes Lære; men Noaiderne eller Folkets Vismænd have derhos Tid efter anden, dels omdøbt nogle af deres gamle Guder, dels optaget enkelte nye iblandt deres gamle, ægte lappiske Gudefamilier, saaledes at det nu er en meget vanskelig Sag at skjelne det Gamle fra det Nye eller det Ægte fra det Uægte. Det gik naturligvis iblandt Lapperne, som det gaar overalt, hvor Kristendommen indføres iblandt et hedensk Folk. Hedningen giver ikke med engang Slip paa det Gamle, men optager efterhaanden mer og mer af det Nye, indtil omsider dette — i det Store taget — bliver det eneråadende! Lappen har altid vist sig frygtsom og forsigtig, bange for at fornærme Nogen og tilbøjelig til at holde gode Miner med alle Parter saalænge som muligt. Han optog derfor paa sin Runebom den nye Gud, der forkyndtes af den kristne Missionær, ja, indrømmede ham endog Hæderspladsen og søgte saavidt muligt og saalænge som muligt at holde sig til Vens baade med "Rist-Ibmel", de Kristnes Gud, og med "Hora-gales" eller andre af sine Forfædres fornemste Guder.

Til Trykning af dette Arbeide har Forfatteren erholdt Bidrag af Videnskabsselskabet i Trondhjem.


____________