Forskjell mellom versjoner av «Lausavísur (Egil Skallagrimsson)»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
m
m
Linje 8: Linje 8:
 
|-
 
|-
 
! !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Þat mælti mín móðir]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Egils svar til Arnfinn Jarls datter]] !!  !!  
 
! !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Þat mælti mín móðir]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Egils svar til Arnfinn Jarls datter]] !!  !!  
 +
|-
 +
! !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Egils vers om øldrikning hos Årmod Skæg]] !!  !!
 
|-
 
|-
 
|}
 
|}

Revisjonen fra 10. mar. 2018 kl. 16:38

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif
Original.gif Dansk.gif
Original.gif Dansk.gif
Dansk.gif


Skjaldekvad


Egil Skallagrimsson


Lausavísur


Oversættelse: Olaf Hansen (1923)


1.
Så min moder mente,
at mig man skulle købe
et skib og smukke årer,
på søtog skulle jeg drage,
stå i stavn jeg skulle,
styre det gode fartøj,
fælde én og én til
den anden før jeg landed.
 
2.
Knapt med øl i ejed,
ytred du med snuhed
under diseofret -
aldrig du løj så højlig.
Ej du de komne kendte,
kriger, men fult du skjulte
for os din hu den hadske.
Den handling, Bård, var dårlig.
 
3.
Runer her jeg rister,
rødt med blod dem farver.
Dem til drikkebægret,
dyrets horn, jeg vælger.
Bryggen tærner blanded,
Bård gjorde tegn derover.
Vide jeg vil, om det skader,
vil, som jeg lyster, drikke.
 
4.
Ræk mig det øl, som Ølver
ej kan få ned, den blegnæb.
Snart, mens svælget svulmer,
svundet det er til bunden.
Her er de rette hænder!
Hans er det ej. - Du sanser
altfor ilde, kæmpe!
Ord til vers jeg gjorde.
 
5.
Sandt at sige slap jeg
sådan fra Norges dådfro
herskers hus og Gunhilds
hid - hvad man godt må vide:
trende stærke stridsmænd
ser de næppe mere.
Hel i høje sale
hus dem bød, de døde.
 
6.
Svende, lad os svinge
sværdene højt i vejret.
Somrens stunder er styrkens:
stærke frem til værket!
Op til Lund nu iler
alle! Kampen kalder.
Hvinende våben skal flyve
på val, før solen daler.
 
7.
Bragende bed min klinge,
jeg bar et sværd, der drypped
ligravnes følge fik jeg,
frygtløst frem vi søgte.
Vikingehårdt vi hugged
huse sank sammen i flammer,
blodige karlekroppe
krympede sig i borgport.
 
8.
Temmelig hedt gik det til nys
en tid på Jyllands-siden.
Vikingehelten gik hårdt på,
han, der værged Danmark.
Men til sidst vi sejred -
selve Eyvind Skreya
måtte i søen svømme
snarest mod land med skaren.
 
9. Mangler

[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Olaf bragte (den ene) fyrste(n) hurtig til at flygte og fældede den anden; jeg har hørt, at den konge var kraftig i kamp; Godrek har trådt mange fejlstier på jorden; Anglernes overvinder underkaster sig Alfgeirs halve land.]

 
10.
Striden tordned. Thorolf
trængte sig vej i mængden
uforknyt som altid -
ej hjalp modet min broder.
Grønt ved Vina græsset
gror, hvor hans lig blev jordet.
Skjult i sindet sorgen
sidder, men svær at bære.
 
11.
Lag af lig i vesten
lå foran mit banner.
Blåsort peb i barskest
blodregn Nad om Adils.
Kamp holdt ungen Olaf,
ind var han trængt i England.
Ravnene svælged - rørigst
var Ring på våbentinget.
 
12. Mangler

[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Krigeren lader ringen hænge på min høgebetrådte arm; jeg bærer det røde guldbånd på min arm; krigeren (kongen) råder over så meget større ros.]

 
13.
Smertebidt de brede
bryn jeg trak for synet.
Nu har furernes folder
fyrsten atter glattet.
Han sin ring mig rakte,
ro jeg fik, og blikket
skal ej længer skummelt
skule fra øjenhulen.
 
14.
Altid den unge kvinde
ene og kold sig holder.
Før har frit jeg blikket
fast omkring mig kastet.
Nu må med næb jeg hænge,
når mig i sind det rinder,
om jeg kan vinde den unge
Asadis, jeg priser .
 
15.
Kvad jeg tit har kvædet.
Kvindenavn derinde
sjælden jeg at sætte
søgte - fund jeg frygter.
Vel ved jeg, at kæmper
ville digtersnilde
gåden høre, grunde,
gætte snart den rette.
 
16.
Ej er Ønund bange.
For ussel træl han skælder
kvinden, jeg har kåret.
Karrigt sind ham blinder.
Fædrearv ved fødsel
frit hun for dig tør eje.
Ed for os skal vidne,
ed du tage fage.
 
17. Mangler

[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Tornefods arving berøver mig arven, og lyver sig den til - men jeg møder hans trusler og truen -, når jeg end kan gengælde ham sligt ran; vi har stredes om guldet (?).]

 
18. Mangler

[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Nu har den kraftige kriger fældet 10 mænd af vor skare, men jeg slap for ulykken, thi det tykke spyd, skudt ud af min hånd, fløj lig ind imellem Ketils krumme ribben.]

 
19.
Ram mig den røver, guder!
Rigets stol han vige!
Odin, vældige vætters
vrede slå den lede!
Styrt den voldsmand,
stæng hans strande for ham, land-As!
Frey, Njord han til fjender
få - den hellighåner.
 
20.
Lovbrudsøveren ud mig
ønsker på langvejs rejser.
Træskhed tvandt mig dog denne
tort, du brodermorder!
Hård og hadsk er din dronning,
hun fik dig til det, Gunhild.
Inden hun aner noget,
øver jeg lige for svigen.
 
21. Mangler

[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: For længe har jeg fundet mig i at måtte undvære mit overfor denne mand - kraftigere har jeg fordums værget mit gods -, før jeg lod Berg-Ønund, dødelig såret, vænne sig til sårene; jeg har givet Odins hustru (jorden) en hovedbedækning af Hadds og Frodes blod.]

 
22. Mangler

[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Vi kæmpede; jeg rødfarvede kamplysten sværdet i Blodøkses og Gunnhilds søns blod; jeg ænsede ikke deres fjendskab; der faldt dog 13 mænd på én karve; krigeren (jeg) udfører et stort arbejde..]

 
23.
Blæsten i havet buler
borer, vældigt store.
Vide de svulmende vandes
vover går den over -
stryger over stavn og bugspryd
stridt og højt den fløjter,
skyder hårdt på skuden,
skummer våd af fråde.
 
24.
Søværts kom jeg, konge,
krydsed lang tid hidad
i det håb at havne
her hos dig trods vejret.
Nu har jeg nået målet -
Norges Haralds arvings
høvdinghal jeg åbned -
har min lyst af farer.
 
25.
Ked er jeg ej
af, konge, at få
den hæslige skænk,
som mit hoved er.
Ingen gik bort
med en bedre gave
fra en højsindet
søn af en drot.
 
26.
Glad han mig har ved sin gave
gjort: mine øjne med sorte
bryn; den stærkeste støtte
svogeren var mig den kloge.
End jeg helt mit hoved
har af livsensarven,
skønt den krigerske konge
kunne hin dag det taget.
 
27. Mangler

[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Landkræverens (Eriks) stygge vrede blev mig ukær, gøgen synger ikke, når den ved, at en hund lusker omkring den; der nød jeg atter engang Arinbjørns hjælp: den segner ikke helt, der har trofaste hjælpere på færden.]

 
28.
Han er Friedgeir farlig
- Fridgeir må ikke stride -
gnaver han skjold og guder
giver blot for livet.
Jeg vil møde manden.
For møen jeg svarer. - Snare
fløj hans angste øjne
herom, hvor faren kommer.
 
29.
Synd det er at afslå
én en ting så ringe.
Lege vil Ljot - med spydet
lege jeg vil med den blege.
Snart er jeg rede, og slippe
skal jeg ham ej, før han falder.
Føle han skal, at han føjes,
jeg fører den kamp på Møre.
 
30.
Slå jeg vil med sværdet
skjoldet, som han holder,
prøve mit i mødet,
manden med klingen stinge.
Blodig af den blege
blive den skal og give
Ljot de faldnes lise,
lokke ørnenes flokke.
 
31.
Ser jeg ret? Du rømmer?
rigelig langt du viger
her af en helt at være,
med ho'det tabt og modet.
Sparer du hugget til siden,
jeg sejer vinder inden.
Skalken af skaldepanden
på slagmark ynkeligt jages.
 
32.
Fuld af gerningen fule
falden han er, thi skjalden
brød hans ben - og Fridgeirs
fred har dåden bådet.
Vel jeg vandt, men ej jeg
venter løn at hente.
Lystig spøg alene
var legen med den blege.
 
33.
Dragvandels dunkle ægge
døved Atle sløve,
I hans skjold jeg satte
med stærke hug ej mærke.
Men at min kraft ham knuged,
bekom den lille ilde.
Trods hans heksende tunge
min tand fik bugt med manden.
 
34. Mangler

[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Af egen fri vilje har den brave mand givet skjalden (mig) en silkekappe med guldknapper; aldrig får jeg nogen bedre ven; Arinbjørn har uden at skåne sig erhværvet en fyrstes magt; sent vil en sådan, endsige en større mand fødes.]

 
35. Mangler

[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Jeg har lyst til at vidne om dit måltid ( og drik); jeg bærer et vægtigt vidnesbyrd ved min kindvæske, at jeg begav mig ud på denne vovelige rejse; mangen gæst giver en bedre løn, hvor han gæster, men vi vil sjælden mødes; ølbærmen sidder i Årmods skæg.]

 
36. Mangler

[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Jeg tømmer hvert fyldt (horn), selv om manden bringer uafladelig skjalden øllet; jeg levner intet, selv om krigeren bringer mig øl i horn lige til daggry i morgen.]

 
37. Mangler

[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Den ondttalende mand kan takke sin kone og datter (at han ikke bliver værre behandlet); jeg nærer ingen frygt for denne krigsmand; dog vil du ikke synes at du har fortjænt at være tilfreds med dette overfor denne skjald (som løn) for drikken; jeg begiver mig nu på langfart.]

 
38.
Runer man skal ej riste
kan ret man ej dem tyde.
Mørke runer mangen
mands forstand har vildet.
I de glatte gæller
ti gådetegn jeg skued.
De har kostet kvinden
kvide lange tider.
 
39. Mangler

[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Vid, at har jeg fire med mig, gives der ikke seks, der (med held) kan kæmpe mod mig med blodige sværd; men hvis jeg har otte, gives der ikke sådanne tolv, der bringer mit, den sortbrynedes, hjærte til at bæve, hvor sværd trækkes mod hinanden.]

 
40.
Ene jeg stod mod otte,
mod elleve tvende gange.
Ene vog jeg alle,
ulven så jeg fodred.
Vi lod hårdt og hidsigt
hug, der gjalded, falde.
Spyd med skinnende blade
sendte jeg snelt af hænde.
 
41.
Færre de få, der lyste
forrest i kampen, vorder -
færre de få, hvis store
fryd var ven at byde.
Tung af guld og gaver
gik jeg fra dem til hjemmet.
Hist bag strøm og strande
ser jeg ej sådanne mere.
 
42.
Ej just gavn og glæde
gør mig min søn, jeg skønner.
Falsk han var mod sin fader,
falsk den færd har været.
Havde det hast med arven?
Har det for længe varet,
inden sten man stabled
sammen til høj for den gamle?
 
43. Mangler

[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Jeg fratog fordums Steinar landet med ord; jeg mente da at udføre det til bedste for Geirs søn; min søsters søn har svigtet min tillid; Blund kunde ikke holde sig fra uret; jeg undres over sligt. Han lovede mig dengang alt godt.]

 
44.
Stolprende som en staldkrik
stavrer jeg døv og sløv nu,
skrammer min skaldede isses
skind og laller af alder.
 
45.
Frem på fod ved ilden
famler jeg blind mig, kvinde!
Blev dig til men den blinde,
bede jeg må, du det tåler.
Og mig har en herlig hersker
huldrig skænket guldet.
Han med behag har fordum
hørt, hvad jeg fremførte.
 
46.
Får det aldrig ende?
Jeg ældgamle mand
ligger ene her
uden høvdingehjælp.
Mine fødder er kolde
at føle på -
trænger begge
to til varme.
 
Tilføjelse:
 
47.
Jeg sidder i Yngvars stue.
Så I, jeg dog det nåed?
Gerne jeg ville ham gæste,
for gavmild han altid kaldes.
Har du, der gerne deler
dit ud med venne-hænder,
set noget så godt digtet
af skjalde i treårsaldren.
 
48.
Mig har den kække kriger
tre kogende skaller fra havets
våde bund for verset,
som vel jeg digted, skænket.
Mere gav mig manden,
mer har han mig glædet;
en fjerde skænk der fulgte,
mig fryder det æg af anden.


Kilder:

1. Historiske fortællinger om islændernes færd hjemme og ude : efter de islandske grundskrifter, Bind 1-4, ved N. M. Petersen, versene ved Olaf Hansen, København, 1923-25
2. Finnur Jónsson: Den norsk-islandske Skjaldedigtning, Bind 1-2, København, 1912-15

Titel, disposition, strofernes nummerering og evt. indskudte bemærkninger følger Finnur Jónsson. De steder, hvor oversætteren har udeladt en strofe, er Finnur Jónssons udgave af strofen indsat. (Dette er altid markeret tydeligt.)

Finnur Jónssons oversættelse er strengt taget mere en parafrase end en oversættelse, idet kenninger som regel gengives med et enkelt ord. Kvadets indhold går forud for dets form. Jónssons eget mål var, at den danske oversættelse skulle "være til praktisk nytte."