Lemminkäinens Død (Kalevala)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Lemminkäinens død
Maleri af Akseli Gallen-Kallela

Læs også F. Ohrts kommentarer til denne tekst i Kalevala II


Kalevala
Ferdinand Ohrt



Lemminkäinens Død



Hyrden med den vaade Hue,    IVX. 395
Pohjas gamle blinde Gubbe
staar ved Dødninglandets Flodløb,
Helligstrømmens vilde Hvirvel,
ser sig om til alle Sider,
venter Lemminkäinens Komme.    400


Og en Dag som bedst han bied,
saae han muntre Lemminkäinen,
saae ham nærme sig og komme
did til Dødninglandets Flodløb.


Op af Vand en Snog han løfted,    407
trak et lukket Rør af Bølgen,
jog det gennem Mandens Hjærte,
gennem Lemminkäinens Lever.    410


Og den muntre Lemminkäinen    413
følte sig af Smærte stungen,
taled da det Ord og sagde:


»Ve, den værste Fejl jeg gjorde!
Ikke husked jeg at spørge
hos min Moder som mig fødte,
spørge blot om tvende Troldord
eller aller højest trende,    420
kender ikke Saar af Vandsnog,    423
ikke Lukketrørets Plage.« 


Det var Pohjas blinde Gubbe,    435
Hyrden med den vaade Hue,
stak han muntre Lemminkäinen,
kasted han Kalevasønnen
ned i Dødens Flod, den sorte,
ned i aller værste Hvirvel;    440
faldt da muntre Lemminkäinen,
faldt med Larm igennem Fossen,
gled som Lynets Glimt ad Strømmen
did til Dødninghjemmets Stuer.


Dødens Søn, den blodigrøde,
hugged Helten med sit Glavind,
kløved Manden med sin Klinge,
svang sit Sværd og lod det lyne
og i Stumper stykked Kroppen,
delte den i otte Dele,     450
kasted ham ned i Dødningfloden,
Strømmen ved Manalafossen:
»Ligg nu dær i alle Dage
med din Bue, med dine Pile!
Skyd saa Svanerne her i Floden,
Svømmefuglene her fra Skrænten!« 


Det var Lemminkäinens Bane,
Døden for den djærve Bejler
dybt i Dødens Flod, den sorte,
Strømmen under Manafossen.    460



____________________________________



Muntre Lemminkäinens Moder    XV. 1
sidder hjemme, tænker stadig:
»Hvor er Lemminkäinen bleven,
hvorhen vel min Kauko svunden,
siden ej hans Komme spørges
fra hans Færd i Verden vide?« 


Ikke veed den arme Moder,
stakkels Viv som gav ham Livet,
om han kogledækte Bakke    11
eller lyngklædt Hede træder,
om paa Søens Ryg han sejler
over skumbedækte Bølger
eller gaar i vældig Fejde,
Stridens skrækkelige Bulder,
hvor man vader rød til Knæet,
gaar i Blod til op paa Benet.


Kyllikki, den prude Kvinde,
skuer rundt til alle Sider,    20
ser ved Kvældens Tid til Kammen,    23
hver en Morgenstund til Børsten;
saa en skønne Dag det skete,
aarle Morgenstund det hændte:
der randt Blod fra Kammens Tænder,
ned fra Børsten vælded Væde.


Ogsaa Lemminkäinens Moder    37
kommer selv og ser paa Kammen,
og i bitter Graad hun brister:
»Ve mig arme for min Livsdag,    40
sorgomspændte for mit Levned!
Nu er Sønnens Ufærd timet,    45
muntre Lemminkäinens Bane;
se, med Blod hans Børste flyder,
Væde sig fra Kammen gyder!« 


Haanden løfted op i Kjortlen,
hendes Fingre kilted Kjolen,    50
langt af Led i Løb hun iled,
frem hun iled, frem hun higed.
Bakker brager hvor hun jager.
Dale stiger, Bjærge synker,
og de jævne Marker højnes,
og de høje Marker jævnes.


Kom hun til Pohjolas Stuer,
spurgte dær om sin Lemminkäinen —
spørger om ham og fritter om ham:


»Hør mig nu, du Pohjolas Frue,    60
hvad har du gjort af Lemminkäinen,
sig, hvorhen har min Søn du skikket?« 


Louhi, Pohjahjemmets Frue,
hun gav Svar igen og sagde:
»Intet om din Søn jeg aner,
hvor han vanker og forvildes;
jeg har sat ham i Hingstens Slæde,
op i Kælke bag fyrig Ganger:
det kan hænde han sank i Sneen,
stivned imellem Is paa Havet,    70
eller han kom i Ulvens Kæber,
svandt i Svælget paa grumme Bjørne.« 


Sagde Lemminkäinens Moder:
»Sikkerlig lyver du for mig:
Ulven ej æde tør min Ætling,
Bjørnen ej bide Lemminkäinen,
med en Finger fælder han Ulven,
baster en Bjørn med blotte Hænder.


Siger du mig ikke dette,
hvad du har gjort af Lemminkäinen,    80
skal jeg bryde den nye Lodør,
hugge Sampos Hængsler i Stykker.« 


Sagde Pohjahjemmets Frue:    101
»Vel, jeg vil dig Sanding sige;
jeg ham bød, en Elg at jage,
bød ham. Ædelren at binde,
har ham sendt at hente Svanen,    107
Flodens Helligfugl at fange;
ikke veed jeg nu at sige
hvad Fordærv ham dær er timet,    110
siden han ej alt er kommen    112
for den unge Brud at kræve.« 


Og hans Moder søger Sønnen,    115
spørger efter den forsvundne;
sprang som Ulv ad store Sumpe,
skred som Bjørn i skjulte Skove,
svømmed over Vand som Odder,
krøb som Myre henad Marken,    120
løb som Hveps ad Næssets Rande,
strøg som Hare langs med Stranden,
skød til Side Markernes Stene,
stødte til Stubbe, saa de styrted.


Længe søgte hun den svundne,    127
søgte længe, fandt ham ikke,
fritted Skovens Træer om Sønnen,
spurgte dem om ham hun savned;    130
Træet sused, Fyrren sukked.
Skovens Eg forstod at svare:
»Jeg har selv fuldt op af Sorger,
kan for Sønnen din ej sørge,
jeg blev skabt til bitter Skæbne,
jeg blev dømt til onde Dage,
skal som Ved i Stykker kløves,
fældes brat til Favnebrænde,
hugges om, en Ovn at hede,
eller svies af paa Svedje.«    140


Længe søgte hun den svundne,
søgte længe, fandt ham ikke;
paa sin Gang en Vej hun mødte,
og hun bøjed sig for Vejen:
»Lille Vej, som Herren skabte,
har du ikke seet min Yndling,
seet min Søn, min Gylden-Abild,
seet min Sølverstav og Støtte?« 


Liden Vej med Liste svared,
selv den ytred sig og taled:    150
»Jeg har selv fuldt op af Sorger,
kan for Sønnen din ej sørge;
jeg blev skabt til bitter Skæbne,
jeg blev dømt til onde Dage,
hver en Hund tør springe paa mig,
hver en Rytter ride paa mig,
tunge Sko tør træde paa mig,
haarde Hæle knirke paa mig.« 


Længe søgte hun den svundne,
søgte længe, fandt ham ikke;    160
Maanen paa sin Gang hun mødte,
og hun bøjed sig for Maanen:
»Gyldne Lys, som Herren skabte,
har du ikke seet min Yndling,
seet min Søn, min Gylden-Abild,
seet min Sølverstav og Støtte?« 


Maanelil, som Herren skabte,
gav med Liste hende Gensvar:
»Jeg har selv fuldt op af Sorger,
kan for Sønnen din ej sørge,    170
jeg blev skabt til bitter Skæbne,
jeg blev dømt til onde Dage,
gaar forladt, mens Natten lider,
lyser klart, naar Kulden bider,
vaager tro ved Vintertide,
svinder mat ved Sommertide.« 


Længe søgte hun den svundne,
søgte længe, fandt ham ikke;
Solen paa sin Gang hun mødte,
og hun bøjed sig for Solen:    180
»Lille Sol, som Herren skabte,
har du ikke seet min Yndling,
seet min Søn, min Gylden-Abild,
seet min Sølverstav og Støtte?« 


Sol omsider vidste noget.
Dagen taled hvad den tænkte:
»Alt er Sønnen din, du Stakkel,
tabt og borte, død og borte,
faldt i Dødens Flod, den sorte,
Manas Vand, det evig gamle,    190
faldt med Larm igennem Fossen,
gled som Lynets Glimt ad Strømmen,
did til Dødninghjemmets Egne,
Strømmen under Manafossen.« 


Det var Lemminkäinens Moder,
sagte græder hun og jamrer,
gaar saa hen til Smedens Smedje:
»Hør du Smeden Ilmarinen,
hamret har du igaar, iforgaars,
ogsaa denne Dag du hamre,    200
skæft mig nu en Kobberrive,
gør af Jærn min Rives Tænder,
gør dem hundrede Favne lange,
fem Hundrede Favne Skaftet!« 


Det var Smeden Ilmarinen,
den evindelige Hamrer,
skæfter nu en Kobberrive,
gør af Jærn sin Rives Tænder,
gør dem hundrede Favne lange,
fem hundrede Favne Skaftet.    210


Selve Lemminkäinens Moder
tog i Haand den tunge Rive,
fløj afsted til Dødningfloden,
vendte sig med Bøn til Solen:
»Lille Sol, du Herrens Skabning,
Lyset, som vor Skaber skabte,
skin en Stund med stadig Hede,
anden Stund blot svagt du svide,
tredje skin med hele Skiven,
sænk i Søvn den bistre Skare,    220
Manahjemmets Folk du matte,
dys i Slummer Dødens Vælde!« 


Liden Sol, Vorherres Skabning,
Dagen, som vor Skaber skabte,
flyver ned i Birkegrene,
sætter sig paa Ellekviste,
straaler dær en Stund med Hede,
anden Stund blot svagt den svider,
tredje Stund med hele Skiven;
og den bistre Flok den dyssed,    230
Manahjemmets Folk den matted,
derfra fløj den saa tilbage,    235
flagred op paa Himlens Hvælving
til sit gamle Sted og Sæde.


Lemminkäinens Moder derpaa    239
tog i Haand den tunge Rive;
efter Sønnen sin hun river
midt igenem Fossens Susen,
midt igennem Strømmens Brusen,
river dær men finder intet.


Længere ned hun sig flytted,
helt ned i Vandet hun vandred.
Strømmen stiger til Strømpebaandet,
Bølgerne naaer til Bæltestedet.


Efter Sønnen sin hun river
hen igennem Dødningfloden;    250
trykked Riven op mod Strømmen,
trykked een og tvende Gange,
fik saa fat i Sønnens Skjorte,
fik hans Skjorte, til Sorg og Kvide,
trak endnu et Tag med sin Rive,
bjærged hans Hat og fik hans Strømper,
fik hans Strømper, til Ve og Vaande,
bjærged hans Hat, til Harm og Kummer.


Endnu længer ned da steg hun,
ned til Vandet under Fossen,    260
trak et Tag paa langs ad Vandet,
andet Tag paa tværs af Vandet,
ved det tredje Tag omsider    264
kom et Kornaks op af Bølge
i den tunge Rives Følge.


Ikke var det noget Kornaks,
det var den muntre Lemminkäinen,
Kaukomieli selv, den skønne,
taget op paa Rivens Tænder,    270
fæstet ved den lille Finger,
ved en Taa paa den venstre Fodspids.


Op kom muntre Lemminkäinen,
bjærget blev Kalevasønnen
paa den stærke Kobberrive
op til Vandets Overflade,
men der mangled dog en Smule:
Højre Haand, det halve Hoved,
hist og her en Mængde Stumper,
samt tillige Liv og Aande.    280


Og hans Moder overvejer,
under Taarer selv hun taler:
»Bliver der mon en Mand af dette?
Kan vel paa ny en Kæmpe dannes?« 


Ravn i Træet hørte den Tale,
Svar tilbage gav den og sagde:
»Mand bliver Staklen aldrig mere,
han er aldeles død og borte:
Elvelaksen har ædt hans Øjne,
Gedden har gennemgnavet Skuldren.    290
Smid du heller Helten i Havet,
slip du ham ned i Dødningfloden,
dær — kanske — han blir til en Hvalros,
vokser sammen og blir en Hvalfisk.« 


Det var Lemminkäinens Moder,
ikke slap hun dog sit Afkom;
endnu een Gang til hun trækker,
river med sin Kobberrive
hen igennem Dødningfloden,
langs igennem, tværs igennem,    300
finder hans Haand og finder hans Hoved,
finder den ene Hælvt af Rygben,
derhos den anden Hælvt af Ribben,
faar endnu mange flere Stumper;
og af disse sin Dreng hun bygged,
danned den muntre Lemminkäinen.


Kød til Kød paa Krop hun føjed,
Ben til Ben hun bandt behænde,
Lem til Lem hun limed sammen,
Aare satte hun til Aare.    310
Læste nu over Aarenettet,    313
disse Ord hun derved sagde:
»Aarenettets Viv, du væne,
Suonetar, o Viv du væne,
milde Mø som Aarer spinder
og paa vakker Ten dem vinder!
Kom herhid, thi haardt her trænges,    321
hast herhid, thi højt jeg kalder,
tag i din Haand et Bundt af Hinder,    324
kom at knytte de Aarers Ender    326
i de store Vunder her sloges,
i de dybe Furer her droges!


Men gør ikke dette Fyldest:    351
Selv o Gud, som bor i Luften,
spænd for Kælke dine Foler,
ag i Mag med broget Slæde    355
gennem Ben og gennem Sene,
gennem Aarers slappe Grene,    358
kit med Sølv hvor Knogler mødes,    361
gyd dit Guld hvor Aarer brødes!« 


Aarenettet fik hun skøttet,    381
Aarers Ender sammenknyttet —
fik ej Manden til at mæle,
ikke Sønnen til at tale.


Derpaa tog hun da til Orde,
selv hun ytred sig og sagde:
»Hvor skal en Salve nu vindes,
hvor en Honningdraabe findes
til en segnet Mand at salve,
ilde faret Barn at bøde,    390
saa at Manden faar sit Mæle,
vinder Talens Brug tilbage?


Honningbi, vor lille Flyver,
Drotten over Skovens Blomster,
bring nu Mjød, du Blomsterkonning,
flyv afsted at hente Honning
ud fra Metsola, det milde,
Tapios Vang, som vaager silde;
mangen Blomsterkalk du tømme,
mange grønne Urters Gæmme;    400
Balsam bring mod Sot og Onder,
Lægedom for Ve og Vunder!« 


Liden Bi, den flinke Flyver,
flagrer bort og flyver vide
did til Metsola, det milde,
Tapios Vang, som vaager silde,
pikker dær i Græssets Blomster,
brygger Honningbryg paa Tungen,
mangen Blomsterkalk den tømmer,
hundred grønne Urtegæmmer;    410
saa med Huj og Hast den kommer,
frem den snurrer sig og surrer.
Mjød fra vaade Vinger siver,
alle Fjer af Honning driver.


Selve Lemminkäinens Moder
tog de Salver Bien bragte,
segnet Mand med dem at salve,
ilde faret Barn at bøde;
ikke kom der Hjælp af disse,
ej fik Manden Maal og Mæle.    420


Derpaa disse Ord hun taled,    471
ytred sig paa denne Maade:
»Lille Bi, du Luftens Flyver,
ud igen en Gang du flyve:
højt i Vejret op til Himlen,
gennem Himle ni du svæve,
dær er Mjød i store Mængder,
Honning alt hvad Hu begærer,
dermed før vor Skaber trylled,
favre Gud paa Vunder gød den;    480
dyp i Mjøden dine Vinger,    483
dine Fjer i klare Honning!« 


Honningbi, den lille kære,    489
tager derpaa selv til Orde:
»Men hvordan skal did jeg slippe,
jeg, en Svend med svage Kræfter?« 


»Did er let for dig at slippe,
smukt og godt derhen du smutter:
Een Dag flyver du og flagrer    497
op til Maanemøens Tinding,
paa den anden Dag du svirrer
op til Bjørnens Skulderblade,    500
og den tredje Dag derefter
til Syvstjærnens Ryg du stiger,
deden er en lille Strækning,
kun en Smule Vej at vinde
frem til hellig Gud og Herre,
Salen hvor han salig dvæler.« 


Bien hæved sig fra Jorden,
Honningvinge højt fra Tue;
derpaa flyver den og flagrer,
svirrer frem paa bitte Vinger;    510
op til Herrens Kælder kom den,    515
op til Gud Almægtigs Kammer,
Rummet hvor der koges Salve,
hvor der brygges Lægebalsam,
som paa Sølverkar man gyder,
gæmmer hen i gyldne Gryder.    520


Honningbien, Luftens Flyver,    525
fik nu derfra Mjød i Masser,
Honning alt hvad Hu begærer.
og en ringe Tid der rinder,
saa med Huj og Hast den iler,
vævr og vims tilbage piler,    530
har i Favnen hundred Hylstre,
bærer tusind andre Bylter,
hvori Vædske, hvori Væde,
hvori aller bedste Salve.


Lemminkäinens Moder derpaa
prøved Brygget paa sin Tunge:
»Det er een af disse Salver,    539
Gud Almægtigs Tryllesalver,
hvormed Herren overgyder.
Skabermanden læger Lyder.« 


Segnet Mand hun derpaa salved,
ilde faret Barn hun bøded,
smurte dær hvor Ben var bristet,
salved dær hvor Lemmer løstes;
derpaa tog hun saa til Orde,    549
selv hun ytred sig og taled:
»Rejs dig nu, o Søn, af Søvne,
vaagn af dybe Drømmedvale,
stig fra disse, vilde Veje,
stig fra din onde Lykkes Leje!« 


Sønnen rejser sig af Søvne,
vaagner op af Drømmedvale,
og nu mægter han at mæle,
atter kan hans Tunge tale:
»Længe har jeg Stakkel slumret,
meget har jeg arme sovet;    560
sød var Søvnen, da jeg slumred,
dyb var Dvalen, da jeg hviled.« 


Sagde Lemminkäinens Moder:
»Længer havde du dog sovet,    565
stod ej her din stakkels Moder,    567
arme Viv som gav dig Livet.« 


Derpaa vugged hun sin Yndling    604
til hans gamle Skik og Skabning,    606
fik ham tilmed noget bedre,
nok saa rask som i fordums Dage.
Spurgte hun Sønnen omsider,
om ham endnu fattedes noget.    610


Mæled muntre Lemminkäinen:
»Endnu meget her mig fattes,
hist endnu mit Hjærte hviler,
hist min Hu og Tanke dvæler:
hos de unge Møer i Pohja,
favre Møer med fine Lokker;
Pohjolas skimlede Frue
vil ikke give mig sin Pige,
før jeg faar truffet en Vildand,
før jeg faar fældet en Svane    620
dær i Dødninghjemmets Flodløb,
Helligstrømmens vilde Hvirvel.« 


Mæled Lemminkäinens Moder,
selv hun ytred sig og taled:
»Lad du dine dumme Svaner,
lad de arme Ænder ligge
dær i Dødens Flod, den sorte,
mellem stride Flammehvirvler!
Giv dig nu paa Vej til Hjemmet
sammen med din stakkels Moder,    630
tak endda din gode Lykke,
pris din Gud, den aabenbare,
at han gav sin Hjælp i Sandhed,
atter vakte dig til Live!
Ene mægted jeg jo intet,    637
af mig selv jeg intet evned
uden Herrens Hjælp og Naade,
hans, vor sande Skabers Bistand.«    640


Muntre Lemminkäinen derpaa
gav sig straks paa Vej til Hjemmet
sammen med sin kære Moder,
i den alderstegnes Følge.


Dær vil jeg slippe min Kauko,
fjærne den muntre Lemminkäinen
fra mit Kvad for længere Tider;
og i Hast mit Kvad vil jeg vende,
søger ad anden Vej med Sangen,
styrer den ind paa nye Stier,    650