Lemminkäinens Død (Kalevala)
Hopp til navigering
Hopp til søk
Kalevala
Ferdinand Ohrt
Lemminkäinens Død
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► |
Ferdinand Ohrt
Lemminkäinens Død
- Hyrden med den vaade Hue, IVX. 395
- Pohjas gamle blinde Gubbe
- staar ved Dødninglandets Flodløb,
- Helligstrømmens vilde Hvirvel,
- ser sig om til alle Sider,
- venter Lemminkäinens Komme. 400
- Og en Dag som bedst han bied,
- saae han muntre Lemminkäinen,
- saae ham nærme sig og komme
- did til Dødninglandets Flodløb.
- Op af Vand en Snog han løfted, 407
- trak et lukket Rør af Bølgen,
- jog det gennem Mandens Hjærte,
- gennem Lemminkäinens Lever. 410
- Og den muntre Lemminkäinen 413
- følte sig af Smærte stungen,
- taled da det Ord og sagde:
- »Ve, den værste Fejl jeg gjorde!
- Ikke husked jeg at spørge
- hos min Moder som mig fødte,
- spørge blot om tvende Troldord
- eller aller højest trende, 420
- kender ikke Saar af Vandsnog, 423
- ikke Lukketrørets Plage.«
- Det var Pohjas blinde Gubbe, 435
- Hyrden med den vaade Hue,
- stak han muntre Lemminkäinen,
- kasted han Kalevasønnen
- ned i Dødens Flod, den sorte,
- ned i aller værste Hvirvel; 440
- faldt da muntre Lemminkäinen,
- faldt med Larm igennem Fossen,
- gled som Lynets Glimt ad Strømmen
- did til Dødninghjemmets Stuer.
- Dødens Søn, den blodigrøde,
- hugged Helten med sit Glavind,
- kløved Manden med sin Klinge,
- svang sit Sværd og lod det lyne
- og i Stumper stykked Kroppen,
- delte den i otte Dele, 450
- kasted ham ned i Dødningfloden,
- Strømmen ved Manalafossen:
- »Ligg nu dær i alle Dage
- med din Bue, med dine Pile!
- Skyd saa Svanerne her i Floden,
- Svømmefuglene her fra Skrænten!«
- Det var Lemminkäinens Bane,
- Døden for den djærve Bejler
- dybt i Dødens Flod, den sorte,
- Strømmen under Manafossen. 460
- ____________________________________
- Muntre Lemminkäinens Moder XV. 1
- sidder hjemme, tænker stadig:
- »Hvor er Lemminkäinen bleven,
- hvorhen vel min Kauko svunden,
- siden ej hans Komme spørges
- fra hans Færd i Verden vide?«
- Ikke veed den arme Moder,
- stakkels Viv som gav ham Livet,
- om han kogledækte Bakke 11
- eller lyngklædt Hede træder,
- om paa Søens Ryg han sejler
- over skumbedækte Bølger
- eller gaar i vældig Fejde,
- Stridens skrækkelige Bulder,
- hvor man vader rød til Knæet,
- gaar i Blod til op paa Benet.
- Kyllikki, den prude Kvinde,
- skuer rundt til alle Sider, 20
- ser ved Kvældens Tid til Kammen, 23
- hver en Morgenstund til Børsten;
- saa en skønne Dag det skete,
- aarle Morgenstund det hændte:
- der randt Blod fra Kammens Tænder,
- ned fra Børsten vælded Væde.
- Ogsaa Lemminkäinens Moder 37
- kommer selv og ser paa Kammen,
- og i bitter Graad hun brister:
- »Ve mig arme for min Livsdag, 40
- sorgomspændte for mit Levned!
- Nu er Sønnens Ufærd timet, 45
- muntre Lemminkäinens Bane;
- se, med Blod hans Børste flyder,
- Væde sig fra Kammen gyder!«
- Haanden løfted op i Kjortlen,
- hendes Fingre kilted Kjolen, 50
- langt af Led i Løb hun iled,
- frem hun iled, frem hun higed.
- Bakker brager hvor hun jager.
- Dale stiger, Bjærge synker,
- og de jævne Marker højnes,
- og de høje Marker jævnes.
- Kom hun til Pohjolas Stuer,
- spurgte dær om sin Lemminkäinen —
- spørger om ham og fritter om ham:
- »Hør mig nu, du Pohjolas Frue, 60
- hvad har du gjort af Lemminkäinen,
- sig, hvorhen har min Søn du skikket?«
- Louhi, Pohjahjemmets Frue,
- hun gav Svar igen og sagde:
- »Intet om din Søn jeg aner,
- hvor han vanker og forvildes;
- jeg har sat ham i Hingstens Slæde,
- op i Kælke bag fyrig Ganger:
- det kan hænde han sank i Sneen,
- stivned imellem Is paa Havet, 70
- eller han kom i Ulvens Kæber,
- svandt i Svælget paa grumme Bjørne.«
- Sagde Lemminkäinens Moder:
- »Sikkerlig lyver du for mig:
- Ulven ej æde tør min Ætling,
- Bjørnen ej bide Lemminkäinen,
- med en Finger fælder han Ulven,
- baster en Bjørn med blotte Hænder.
- Siger du mig ikke dette,
- hvad du har gjort af Lemminkäinen, 80
- skal jeg bryde den nye Lodør,
- hugge Sampos Hængsler i Stykker.«
- Sagde Pohjahjemmets Frue: 101
- »Vel, jeg vil dig Sanding sige;
- jeg ham bød, en Elg at jage,
- bød ham. Ædelren at binde,
- har ham sendt at hente Svanen, 107
- Flodens Helligfugl at fange;
- ikke veed jeg nu at sige
- hvad Fordærv ham dær er timet, 110
- siden han ej alt er kommen 112
- for den unge Brud at kræve.«
- Og hans Moder søger Sønnen, 115
- spørger efter den forsvundne;
- sprang som Ulv ad store Sumpe,
- skred som Bjørn i skjulte Skove,
- svømmed over Vand som Odder,
- krøb som Myre henad Marken, 120
- løb som Hveps ad Næssets Rande,
- strøg som Hare langs med Stranden,
- skød til Side Markernes Stene,
- stødte til Stubbe, saa de styrted.
- Længe søgte hun den svundne, 127
- søgte længe, fandt ham ikke,
- fritted Skovens Træer om Sønnen,
- spurgte dem om ham hun savned; 130
- Træet sused, Fyrren sukked.
- Skovens Eg forstod at svare:
- »Jeg har selv fuldt op af Sorger,
- kan for Sønnen din ej sørge,
- jeg blev skabt til bitter Skæbne,
- jeg blev dømt til onde Dage,
- skal som Ved i Stykker kløves,
- fældes brat til Favnebrænde,
- hugges om, en Ovn at hede,
- eller svies af paa Svedje.« 140
- Længe søgte hun den svundne,
- søgte længe, fandt ham ikke;
- paa sin Gang en Vej hun mødte,
- og hun bøjed sig for Vejen:
- »Lille Vej, som Herren skabte,
- har du ikke seet min Yndling,
- seet min Søn, min Gylden-Abild,
- seet min Sølverstav og Støtte?«
- Liden Vej med Liste svared,
- selv den ytred sig og taled: 150
- »Jeg har selv fuldt op af Sorger,
- kan for Sønnen din ej sørge;
- jeg blev skabt til bitter Skæbne,
- jeg blev dømt til onde Dage,
- hver en Hund tør springe paa mig,
- hver en Rytter ride paa mig,
- tunge Sko tør træde paa mig,
- haarde Hæle knirke paa mig.«
- Længe søgte hun den svundne,
- søgte længe, fandt ham ikke; 160
- Maanen paa sin Gang hun mødte,
- og hun bøjed sig for Maanen:
- »Gyldne Lys, som Herren skabte,
- har du ikke seet min Yndling,
- seet min Søn, min Gylden-Abild,
- seet min Sølverstav og Støtte?«
- Maanelil, som Herren skabte,
- gav med Liste hende Gensvar:
- »Jeg har selv fuldt op af Sorger,
- kan for Sønnen din ej sørge, 170
- jeg blev skabt til bitter Skæbne,
- jeg blev dømt til onde Dage,
- gaar forladt, mens Natten lider,
- lyser klart, naar Kulden bider,
- vaager tro ved Vintertide,
- svinder mat ved Sommertide.«
- Længe søgte hun den svundne,
- søgte længe, fandt ham ikke;
- Solen paa sin Gang hun mødte,
- og hun bøjed sig for Solen: 180
- »Lille Sol, som Herren skabte,
- har du ikke seet min Yndling,
- seet min Søn, min Gylden-Abild,
- seet min Sølverstav og Støtte?«
- Sol omsider vidste noget.
- Dagen taled hvad den tænkte:
- »Alt er Sønnen din, du Stakkel,
- tabt og borte, død og borte,
- faldt i Dødens Flod, den sorte,
- Manas Vand, det evig gamle, 190
- faldt med Larm igennem Fossen,
- gled som Lynets Glimt ad Strømmen,
- did til Dødninghjemmets Egne,
- Strømmen under Manafossen.«
- Det var Lemminkäinens Moder,
- sagte græder hun og jamrer,
- gaar saa hen til Smedens Smedje:
- »Hør du Smeden Ilmarinen,
- hamret har du igaar, iforgaars,
- ogsaa denne Dag du hamre, 200
- skæft mig nu en Kobberrive,
- gør af Jærn min Rives Tænder,
- gør dem hundrede Favne lange,
- fem Hundrede Favne Skaftet!«
- Det var Smeden Ilmarinen,
- den evindelige Hamrer,
- skæfter nu en Kobberrive,
- gør af Jærn sin Rives Tænder,
- gør dem hundrede Favne lange,
- fem hundrede Favne Skaftet. 210
- Selve Lemminkäinens Moder
- tog i Haand den tunge Rive,
- fløj afsted til Dødningfloden,
- vendte sig med Bøn til Solen:
- »Lille Sol, du Herrens Skabning,
- Lyset, som vor Skaber skabte,
- skin en Stund med stadig Hede,
- anden Stund blot svagt du svide,
- tredje skin med hele Skiven,
- sænk i Søvn den bistre Skare, 220
- Manahjemmets Folk du matte,
- dys i Slummer Dødens Vælde!«
- Liden Sol, Vorherres Skabning,
- Dagen, som vor Skaber skabte,
- flyver ned i Birkegrene,
- sætter sig paa Ellekviste,
- straaler dær en Stund med Hede,
- anden Stund blot svagt den svider,
- tredje Stund med hele Skiven;
- og den bistre Flok den dyssed, 230
- Manahjemmets Folk den matted,
- derfra fløj den saa tilbage, 235
- flagred op paa Himlens Hvælving
- til sit gamle Sted og Sæde.
- Lemminkäinens Moder derpaa 239
- tog i Haand den tunge Rive;
- efter Sønnen sin hun river
- midt igenem Fossens Susen,
- midt igennem Strømmens Brusen,
- river dær men finder intet.
- Længere ned hun sig flytted,
- helt ned i Vandet hun vandred.
- Strømmen stiger til Strømpebaandet,
- Bølgerne naaer til Bæltestedet.
- Efter Sønnen sin hun river
- hen igennem Dødningfloden; 250
- trykked Riven op mod Strømmen,
- trykked een og tvende Gange,
- fik saa fat i Sønnens Skjorte,
- fik hans Skjorte, til Sorg og Kvide,
- trak endnu et Tag med sin Rive,
- bjærged hans Hat og fik hans Strømper,
- fik hans Strømper, til Ve og Vaande,
- bjærged hans Hat, til Harm og Kummer.
- Endnu længer ned da steg hun,
- ned til Vandet under Fossen, 260
- trak et Tag paa langs ad Vandet,
- andet Tag paa tværs af Vandet,
- ved det tredje Tag omsider 264
- kom et Kornaks op af Bølge
- i den tunge Rives Følge.
- Ikke var det noget Kornaks,
- det var den muntre Lemminkäinen,
- Kaukomieli selv, den skønne,
- taget op paa Rivens Tænder, 270
- fæstet ved den lille Finger,
- ved en Taa paa den venstre Fodspids.
- Op kom muntre Lemminkäinen,
- bjærget blev Kalevasønnen
- paa den stærke Kobberrive
- op til Vandets Overflade,
- men der mangled dog en Smule:
- Højre Haand, det halve Hoved,
- hist og her en Mængde Stumper,
- samt tillige Liv og Aande. 280
- Og hans Moder overvejer,
- under Taarer selv hun taler:
- »Bliver der mon en Mand af dette?
- Kan vel paa ny en Kæmpe dannes?«
- Ravn i Træet hørte den Tale,
- Svar tilbage gav den og sagde:
- »Mand bliver Staklen aldrig mere,
- han er aldeles død og borte:
- Elvelaksen har ædt hans Øjne,
- Gedden har gennemgnavet Skuldren. 290
- Smid du heller Helten i Havet,
- slip du ham ned i Dødningfloden,
- dær — kanske — han blir til en Hvalros,
- vokser sammen og blir en Hvalfisk.«
- Det var Lemminkäinens Moder,
- ikke slap hun dog sit Afkom;
- endnu een Gang til hun trækker,
- river med sin Kobberrive
- hen igennem Dødningfloden,
- langs igennem, tværs igennem, 300
- finder hans Haand og finder hans Hoved,
- finder den ene Hælvt af Rygben,
- derhos den anden Hælvt af Ribben,
- faar endnu mange flere Stumper;
- og af disse sin Dreng hun bygged,
- danned den muntre Lemminkäinen.
- Kød til Kød paa Krop hun føjed,
- Ben til Ben hun bandt behænde,
- Lem til Lem hun limed sammen,
- Aare satte hun til Aare. 310
- Læste nu over Aarenettet, 313
- disse Ord hun derved sagde:
- »Aarenettets Viv, du væne,
- Suonetar, o Viv du væne,
- milde Mø som Aarer spinder
- og paa vakker Ten dem vinder!
- Kom herhid, thi haardt her trænges, 321
- hast herhid, thi højt jeg kalder,
- tag i din Haand et Bundt af Hinder, 324
- kom at knytte de Aarers Ender 326
- i de store Vunder her sloges,
- i de dybe Furer her droges!
- Men gør ikke dette Fyldest: 351
- Selv o Gud, som bor i Luften,
- spænd for Kælke dine Foler,
- ag i Mag med broget Slæde 355
- gennem Ben og gennem Sene,
- gennem Aarers slappe Grene, 358
- kit med Sølv hvor Knogler mødes, 361
- gyd dit Guld hvor Aarer brødes!«
- Aarenettet fik hun skøttet, 381
- Aarers Ender sammenknyttet —
- fik ej Manden til at mæle,
- ikke Sønnen til at tale.
- Derpaa tog hun da til Orde,
- selv hun ytred sig og sagde:
- »Hvor skal en Salve nu vindes,
- hvor en Honningdraabe findes
- til en segnet Mand at salve,
- ilde faret Barn at bøde, 390
- saa at Manden faar sit Mæle,
- vinder Talens Brug tilbage?
- Honningbi, vor lille Flyver,
- Drotten over Skovens Blomster,
- bring nu Mjød, du Blomsterkonning,
- flyv afsted at hente Honning
- ud fra Metsola, det milde,
- Tapios Vang, som vaager silde;
- mangen Blomsterkalk du tømme,
- mange grønne Urters Gæmme; 400
- Balsam bring mod Sot og Onder,
- Lægedom for Ve og Vunder!«
- Liden Bi, den flinke Flyver,
- flagrer bort og flyver vide
- did til Metsola, det milde,
- Tapios Vang, som vaager silde,
- pikker dær i Græssets Blomster,
- brygger Honningbryg paa Tungen,
- mangen Blomsterkalk den tømmer,
- hundred grønne Urtegæmmer; 410
- saa med Huj og Hast den kommer,
- frem den snurrer sig og surrer.
- Mjød fra vaade Vinger siver,
- alle Fjer af Honning driver.
- Selve Lemminkäinens Moder
- tog de Salver Bien bragte,
- segnet Mand med dem at salve,
- ilde faret Barn at bøde;
- ikke kom der Hjælp af disse,
- ej fik Manden Maal og Mæle. 420
- Derpaa disse Ord hun taled, 471
- ytred sig paa denne Maade:
- »Lille Bi, du Luftens Flyver,
- ud igen en Gang du flyve:
- højt i Vejret op til Himlen,
- gennem Himle ni du svæve,
- dær er Mjød i store Mængder,
- Honning alt hvad Hu begærer,
- dermed før vor Skaber trylled,
- favre Gud paa Vunder gød den; 480
- dyp i Mjøden dine Vinger, 483
- dine Fjer i klare Honning!«
- Honningbi, den lille kære, 489
- tager derpaa selv til Orde:
- »Men hvordan skal did jeg slippe,
- jeg, en Svend med svage Kræfter?«
- »Did er let for dig at slippe,
- smukt og godt derhen du smutter:
- Een Dag flyver du og flagrer 497
- op til Maanemøens Tinding,
- paa den anden Dag du svirrer
- op til Bjørnens Skulderblade, 500
- og den tredje Dag derefter
- til Syvstjærnens Ryg du stiger,
- deden er en lille Strækning,
- kun en Smule Vej at vinde
- frem til hellig Gud og Herre,
- Salen hvor han salig dvæler.«
- Bien hæved sig fra Jorden,
- Honningvinge højt fra Tue;
- derpaa flyver den og flagrer,
- svirrer frem paa bitte Vinger; 510
- op til Herrens Kælder kom den, 515
- op til Gud Almægtigs Kammer,
- Rummet hvor der koges Salve,
- hvor der brygges Lægebalsam,
- som paa Sølverkar man gyder,
- gæmmer hen i gyldne Gryder. 520
- Honningbien, Luftens Flyver, 525
- fik nu derfra Mjød i Masser,
- Honning alt hvad Hu begærer.
- og en ringe Tid der rinder,
- saa med Huj og Hast den iler,
- vævr og vims tilbage piler, 530
- har i Favnen hundred Hylstre,
- bærer tusind andre Bylter,
- hvori Vædske, hvori Væde,
- hvori aller bedste Salve.
- Lemminkäinens Moder derpaa
- prøved Brygget paa sin Tunge:
- »Det er een af disse Salver, 539
- Gud Almægtigs Tryllesalver,
- hvormed Herren overgyder.
- Skabermanden læger Lyder.«
- Segnet Mand hun derpaa salved,
- ilde faret Barn hun bøded,
- smurte dær hvor Ben var bristet,
- salved dær hvor Lemmer løstes;
- derpaa tog hun saa til Orde, 549
- selv hun ytred sig og taled:
- »Rejs dig nu, o Søn, af Søvne,
- vaagn af dybe Drømmedvale,
- stig fra disse, vilde Veje,
- stig fra din onde Lykkes Leje!«
- Sønnen rejser sig af Søvne,
- vaagner op af Drømmedvale,
- og nu mægter han at mæle,
- atter kan hans Tunge tale:
- »Længe har jeg Stakkel slumret,
- meget har jeg arme sovet; 560
- sød var Søvnen, da jeg slumred,
- dyb var Dvalen, da jeg hviled.«
- Sagde Lemminkäinens Moder:
- »Længer havde du dog sovet, 565
- stod ej her din stakkels Moder, 567
- arme Viv som gav dig Livet.«
- Derpaa vugged hun sin Yndling 604
- til hans gamle Skik og Skabning, 606
- fik ham tilmed noget bedre,
- nok saa rask som i fordums Dage.
- Spurgte hun Sønnen omsider,
- om ham endnu fattedes noget. 610
- Mæled muntre Lemminkäinen:
- »Endnu meget her mig fattes,
- hist endnu mit Hjærte hviler,
- hist min Hu og Tanke dvæler:
- hos de unge Møer i Pohja,
- favre Møer med fine Lokker;
- Pohjolas skimlede Frue
- vil ikke give mig sin Pige,
- før jeg faar truffet en Vildand,
- før jeg faar fældet en Svane 620
- dær i Dødninghjemmets Flodløb,
- Helligstrømmens vilde Hvirvel.«
- Mæled Lemminkäinens Moder,
- selv hun ytred sig og taled:
- »Lad du dine dumme Svaner,
- lad de arme Ænder ligge
- dær i Dødens Flod, den sorte,
- mellem stride Flammehvirvler!
- Giv dig nu paa Vej til Hjemmet
- sammen med din stakkels Moder, 630
- tak endda din gode Lykke,
- pris din Gud, den aabenbare,
- at han gav sin Hjælp i Sandhed,
- atter vakte dig til Live!
- Ene mægted jeg jo intet, 637
- af mig selv jeg intet evned
- uden Herrens Hjælp og Naade,
- hans, vor sande Skabers Bistand.« 640
- Muntre Lemminkäinen derpaa
- gav sig straks paa Vej til Hjemmet
- sammen med sin kære Moder,
- i den alderstegnes Følge.
- Dær vil jeg slippe min Kauko,
- fjærne den muntre Lemminkäinen
- fra mit Kvad for længere Tider;
- og i Hast mit Kvad vil jeg vende,
- søger ad anden Vej med Sangen,
- styrer den ind paa nye Stier, 650