Vis kilden til Lille, Trille og Fuglene

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Lille, Trille og Fuglene]] !!  !!  
|-
|}


[[Fil:Carl Chr. Thv. Andersen.jpg|thumb|200px|<center>Carl Chr. Th. Andersen<br> (1828-1883)</center>]]

<center>'''[[Islandske Folkesagn og Eventyr]]'''<br><br><big><big>'''Lille, Trille og Fuglene'''</big></big><br>i dansk oversættelse ved<br>Carl Andersen<br>1864</center>



Der var engang en Konge og en Dronning i deres Rige og en gammel Stodder og en Kjælling i deres Hytte. Kongen eiede en eneste Datter, og hun var hans Øiesteen; men den Sorg skulde nu engang times ham, at hun forsvandt og ikke var nogetsteds at finde, hvormeget man end søgte efter hende. Da gjorde Kongen det Løfte, at hun skulde blive den Mands Viv, som fandt hende og bragte ham hende tilbage. Men var der end Mange, som nok gad anstrenge sig for at gjøre et saa godt Giftermaal, saa fandtes Kongedatteren dog ikke, og alle Søgerne maatte da vende hjem igjen med uforrettet Sag. 


Om Stodderen er at melde, at han eiede tre Sønner; de to ældste yndede han over al Maade, medens den yngste var et Skumpelskud saavel for Forældrene som for Brødrene. Da Sønnerne vare komne til Skjelsaar og Alder, sagde engang den ældste Broder, at nu vilde han drage ud i Verden for at hente sig Rigdom og Ære. Forældrene gave deres Minde hertil, og snart drog han da afsted, med et godt Reisefoder og nye Sko, og gik saa længe længe. Endelig kom han til en Høi, hvor han satte sig ned for at hvile sig, tog sit Reisefoder frem og gav sig til at spise. Da kom der en lillebitte gammel Mand til ham og bad ham om en Bid Mad. Stodderens Søn negtede at give ham Noget, jog ham bort fra sig og lod ham gaae dermed. Siden gaaer han længe længe fremad, indtil han kommer til en anden Høi, hvor han ogsaa sætter sig ned og begynder at spise. Som han er bedst ilav med sit Maaltid, kommer en saare lillebitte pudsig gammel Mand hen til ham og beder ham ligeledes om en Bid Mad; Stoddersønnen negter ham hans Bøn og jager ham bort fra sig med Haansord. Siden gik han endnu længe længe, indtil han kom til en aaben Plads i Skoven. Der satte han sig ned for at spise. Medens han sidder her, kommer en Flok Fugle hen til ham og sætter sig lige i hans Nærhed. Han vredes paa Fuglene og slaaer dem bort fra sig. Stoddersønnen fortsætter nu sin Vandring, indtil han til Syvende og sidst kommer til en stor Hule. Han gaaer ind i Hulen, men bliver ikke vaer ved nogen levende Skabning derinde. Han foresætter sig da at vente der, til dens Beboer kommer hjem. Henimod Aften kommer en forfærdelig stor Troldkvinde ind i Hulen. Han beder hende om Tilladelse til at blive her. Hun siger, at den skal han faae, hvis han imorgen vil udrette for hende, hvad hun forlanger af ham. Dette lover han, og han bliver nu i Hulen om Natten. Om Morgenen befaler Troldkvinden ham at rense Hulegulvet med en Skuffe, men saasnart han stak Skuffen ned, blev den siddende saa fast i Gulvet, at han ikke formaaede at rokke den. Som man let kan tænke sig, var Snavset da ikke skuffet bort af Hulen, da Troldkvinden om Kvelden kom hjem; men hun betænkte sig da heller ikke længe paa at tage Stoddersønnen og slaae ham ihjel, og hermed er han ude af Fortællingen. 


Saa vende vi os igjen til Stodderen og hans Kjælling, som boede i Hytten. Den mellemste Søn kom og bad dem om Tilladelse til at maatte drage ud at søge Rigdom og Ære. Han kan nu ikke finde sig i at blive længer derhjemme, siger han, saasom hans ældre Broder uden Tvivl nu er bleven til en stor Mand derude i Verden hos en eller anden Konge. Hans Forældre tillade ham at drage bort og udruste ham med en god Reisekost og et Par nye Sko. Om ham er der ikke Videre at sige end at det gik for ham ganske paa samme Viis, som for den ældste Broder. 


Nu var den yngste af Sønnerne tilbage, men skjøndt han var bleven Enehøne i Kurven, havde han det dog ikke bedre hos Forældrene alligevel. Han beder dem da ogsaa om Tilladelse til at drage bort. »Jeg har nu ikke isinde at hente mig Rigdom og Ære«, siger han, »jeg vil kun prøve paa at skaffe mig mit Udkomme paa en eller anden ærlig Maade, for at jeg ikke længer skal falde Jer til Byrde, som jeg nu gjør.« Den Gamle og Kjællingen gave ham Lov til at drage bort, og gave ham Reisefoder og Sko, blev det end ikke tildeelt ham saa rigeligt, som de andre Brødre. Han drager nu afsted, og det træffer sig saaledes, at han kommer ad den samme Vei, som hans Brødre før gik. Han kommer til den første Høi; da siger han: »Her seer jeg at mine Brødre have hvilet sig, jeg vil nu gjøre ligesaa.« Han sætter sig ned og giver sig til at spise. Da kommer den lille Mand hen til ham og beder ham om en Bid. Svenden er strax rede til at dele med ham og indbyder ham til at tage Sæde og spise med sig saa Meget, som han har Lyst til. Efterat de havde stillet deres Madlyst, siger den lille Mand: »Kald paa mig, hvis Du trænger til en lille Haandsrækning. Jeg hedder Trille.« Derpaa trillede han bort og forsvandt. Stoddersønnen gaaer nu videre, indtil han kommer til den anden Høi. Da siger han: »Her seer jeg at mine Brødre have hvilet sig, jeg vil nu gjøre ligesaa.« Han giver sig derpaa ilav med sit Maaltid, men som han er bedst ifærd dermed, kommer en lillebitte Mand til ham og beder om en Bid. Stoddersønnen er strax tilbøielig til at dele med ham og indbyder ham til at tage Sæde og spise med sig saa Meget, som han har Lyst til. Efterat de have spiist sig mætte, siger den lille Mand: »Kald paa mig, hvis Du behøver en lille Haandsrækning. Jeg hedder Lille.« Derpaa satte han sine smaae Fødder i Gang og forsvandt. 


Nu fortsætter Stoddersønnen sin Vandring, og kommer til den før omtalte aabne Plads i Skoven. Da siger han: »Her seer jeg at mine Brødre have hvilet, jeg vil nu gjøre ligesaa.« Saa satte han sig ned og gav sig til at spise. Da kom en forfærdelig stor Flok Fugle flyvende hen til ham; de teede sig, som om de vare meget forsultne. Han smuldrede da noget Brød mellem sine Fingre og kastede det for Fuglene, der pikkede Smulerne op og spiste dem. Da de vare færdige med alle Smulerne, siger een af Fuglene: »Kald paa os, hvis Du trænger til en lille Haandsrækning, og kald os dine Fugle.« Derpaa fløi de bort og forsvandt. Men Stoddersønnen fortsatte sin Vandring, indtil han kom til Hulen, ligesom hans Brødre havde gjort. Der gik han ind, uden at faae Øie paa noget levende Væsen inde i Hulen, men sine Brødres Liig saae han hænge ned fra Hvælvingen lidt indenfor Døren. Skjøndt dette Syn ikke var ham særdeles behageligt, bestemte han sig dog til at vente paa Hulens Beboer. Det varede da heller ikke længe, før den store føromtalte Troldkvinde, som eiede Hulen, kom ind ad Døren. Stoddersønnen beder hende om at maatte blive der. Hun siger, at det skal være ham tilstaaet, hvis han kun vil udrette, hvad hun byder ham. Dette lover han og bliver saa der i Hulen om Natten. Morgenen efter byder Troldkvinden ham at skuffe Hulens Gulv reent, men er han ikke færdig dermed, naar hun om Kvelden kommer hjem, da dræber hun ham, siger hun. Derpaa gik hun sin Vei. Stoddersønnen tager Skuffen og vil give sig til at skuffe Hulen, men aldrig saasnart har han stukket den ned, før den er som naglet fast til Gulvet, saa at han er ude af Stand til at røre den af Stedet. Nu mærker Stoddersønnen, at det er galt fat med ham, og i sin Angst raaber han: »Kom nu, lille Trille!« I samme Nu kommer Trille og spørger, hvad han ønsker. Den Anden fortæller ham, hvorledes han nu sidder i det. Da siger Trille: »Stik Du, Hakke, og skrab Du, Skuffe.« Da begyndte Hakken at stikke og Skuffen at skrabe, og i kort Tid var Hulegulvet skuffet og skrabet saa reent, at det var en Lyst at see derpaa. Da gik Trille sin Vei. Men om Kvelden kom Troldkvinden hjem, og da hun saae, hvad der var gjort, siger hun til Stoddersønnen: »Du har havt Nogen paa Raad med Dig, Mand, Mand. Dette lader jeg nu være, som det er.« Nu sov de Natten hen. Men om Morgenen byder Troldkvinden ham at lufte hendes Sengeklæder, tage hele Fylden ud af Dynerne, sole den og siden stoppe den i Vaaret igjen; men hvis han om Kvelden mangler en eneste Fjer, da vil hun dræbe ham, siger hun. Dermed forlod hun ham. 


Stoddersønnen breder nu Sengeklæderne ud. Der var i Troldkvindens Seng tre Dyner, og saasom det var blikstille og Solskin, sprættede han dem op og spredte Fylden, men hvad han mindst tænkte paa, skete: der reiste sig en saa stærk Hvirvelvind, at hele Fylden hvirvledes op i Luften, saa at han ikke saae en eneste Fjer tilbage. Det saae galt ud, tyktes Stoddersønnen. Da raaber han midt i sin Kvide: »Trille min, Lille min, og alle mine Fugle, kom nu hid!« Strax kom Trille og Lille og hele Fugleflokken og bragte ham al Fylden. Trille og Lille hjalp Stoddersønnen med at stoppe Fylden i Dynerne og med at sye Aabningen paa Vaaret sammen. De toge een Fjer ud af hver Seng, bandt dem sammen i et Bundt, og sagde til Stoddersønnen, at hvis Troldkvinden savnede dem, skulde han stikke Bundtet op i Næsen paa hende. Saa gik Trille, Lille og Fuglene deres Vei. Da Troldkvinden om Kvelden kom hjem, kastede hun sig med stor Larm og Voldsomhed ned i sin Seng, saa at det bragede i hele Hulen. Derpaa føler hun overalt paa Dynerne og siger til Stoddersønnen, at nu dræber hun ham, for der mangler een Fjer i hver Seng. Da tager han Fjerene op af sin Lomme og stikker dem op i Næsen paa Kjællingen og siger, at her har hun alle sine Fjer. Troldkvinden tog imod dem og sagde: »Du har havt Nogen paa Raad med Dig, Mand, Mand. Dette lader jeg nu være, som det er.« Nu gik denne Nat hen, og Stoddersønnen blev i Hulen hos Troldkvinden. Om Morgenen siger hun til ham, at idag skal han slagte hendes Oxe, koge Indmaden, rage Huden og lave Skeer af Hornene, men være færdig med det Hele om Kvelden. Hun eier halvtredsindstyve Oxer, siger hun; een af dem vil hun lade slagte, men han maa selv fortælle sig, hvad det er for en. »Hvis Du bliver færdig med Alt dette i Kveld«, vedbliver Kjællingen, »saa maa Du imorgen drage, hvorhen Du vil med min Villie og desuden vælge Dig til Belønning de tre Ting, Du helst vil have af mit Eie. Men staaer der Noget tilbage ugjort, eller tager Du en gal Oxe, da dræber jeg Dig.« Efterat Troldkvinden havde sagt dette til ham, gik hun bort, som hun pleiede. 


Nu stod Stoddersønnen der og vidste hverken ud eller ind. Da raaber han: »Trille min, Lille min, kom nu Beggeto.« Han seer da Begge komme, førende en forfærdelig stor Oxe imellem sig, som de slagte paa Stedet. Da det var gjort, giver Stoddersønnen sig til at koge Indmaden, Trille sætter sig ned og rager Skindet, medens Lille giver sig ifærd med at lave Skeer af Hornene. Arbeidet gik hurtigt fra Haanden, og det Hele var færdigt i god Tid. Stoddersønnen fortalte de to smaa Gamle, hvad Troldkvinden havde lovet ham, hvis han blev færdig med sit Arbeide om Kvelden. Da, sagde de Smaa, at han skulde vælge det, som var ovenfor hendes Seng, Kisten som hun havde foran Sengen og det, som stod nede ved Hulens Væg. Stoddersønnen lovede at gjøre det. Derpaa forlode de to Gamle ham, efterat han med stor Venlighed havde taget Afsked med dem. Da Troldkvinden kom hjem om Kvelden og saae at Stoddersønnen havde gjort Alt, som det skulde gjøres, sagde hun: »Du har havt Nogen paa Raad med Dig, Mand, Mand. Dette lader jeg nu være, som det er.« Saa sov de Natten hen. 


Den næste Morgen beder Troldkvinden Stoddersønnen at vælge den Belønning, som hun har lovet ham; thi nu skal det staae ham frit for at forlade hende og gaae, hvorhen han vil. »Da vælger jeg«, siger Stoddersønnen, »det, der er ovenfor din Seng, Kisten foran Sengen og det, som staaer nede ved Hulens Væg.« »Du har Nogen paa Raad med Dig, Mand, Mand«, siger Kjællingen, »dette lader jeg nu være, som det er.« Siden giver hun ham hans Løn. Men det, som var ovenfor Troldkvindens Seng, var den tabte Kongedatter. Kisten foran Sengen var en uhyre stor Kiste, fuld af Guld og Ædelstene. Men det, som stod nede ved Hulens Væg, var et stort søgaaende Skib med Ræer og Seil, som havde den Natur, at det af sig selv gik, hvorhen man ønskede det. Efterat Troldkvinden havde betalt Stoddersønnen hans Løn, bød hun ham Farvel, med de Ord, at han i alle Ting vilde faae Lykken med sig. Derpaa gik hun sin Vei, som hun pleiede. 


Stoddersønnen bragte nu Kisten ombord paa Skibet, og besteg det derpaa selv med Kongedatteren. Saa heisede han Seil og seilede hjem til det Rige, hvor skjøn Jomfrus Fader var Konge. Han bragte Kongen den tabte Datter og berettede ham alle sine Hændelser. Kongen undrede sig storlig over Stoddersønnens Æventyr, og var, som man kan begribe, glad over at have faaet sin Datter igjen. Han lod berede et Glædesgilde for sin Datter og hendes Frelser, som endte med Kongedatterens og Stoddersønnens Bryllup. Stoddersønnen blev nu først Kongens Landeværnsmand og Minister; men efter sin Svigerfaders Død arvede han hele Kongeriget, og styrede det siden baade vel og længe lige til sin Dødsdag. Og saa er Fortællingen ude.



[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Folklore]]
[[Kategori:Carl Christian Thorvald Andersen]]