Lokes Sviig (Adam Oehlenschläger)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Nordens Guder

Adam Oehlenschläger (1819)
Poetiske skrifter
Et episk Digt

Lokes Sviig

1. Hen Loke flød i Havet, som Slange, slimet blaa,
Alle de fæle Syner han klart paa Dybet saae.
Han strakte sig med Angest, han bugted sig med Iil.
Paa Kysten fulgte Bonden med Øiet ham en Miil.
De smidige Knuder fremstak af Bølgerne;
Loke foer som Vinden, han frygted Forfølgerne.
Op til Norges Kyster han svam, til Lindesnæs;
Der boltred han sig lang Tid i Tang, Sand og Græs.
Saa blev han atter Asa; sad paa Klippeblok,
Som Hyrden naar han vogter Fieldgeders Flok.
"Nu har jeg da med Valhal ganske lagt mig ud;
Hvad est du nu min Loke? Jotun eller Gud?
Skal nu jeg hos Uhyrerne tilbringe kun mit Liv?
Hvor er da Livets Glæde? Hvor min Tidsfordriv?
De dumme Jetter kiedes i bælmørke Nat,
Saa døsige som Drager de ruge taust paa Skat.
Der varmer intet Solskin, fryder ingen Vaar;
Tilfreds at nyde Livet ei Daaren forstaaer.
Der kiendes ei til Elskov, høres ingen Sang,
Al deres Vellyst er Biergfossens Klang.
De slumre dybt som Bjørnen i haarede Pelt.
Hvad gavner Heltekraften, naar Tossen er en Helt?
Skal nu mig aldrig mere fornøie Bragis Sang?
Det mored dog, at spotte hans Harpe, naar den klang.
Skal aldrig meer i Fensal jeg skiønne Diser see?
Skal ei min Frækhed farve med Purpur deres Snee?
Skal ikke meer jeg haane As-Odin med Færdighed?
Det kildred dog at bringe lidt Vaklen i hans Værdighed.
Skal oftere jeg aldrig tirre med mit Ord
Til Blus din høie Lue, du stærke Asa-Thor?
Ha, ved min Fader Forbout, As-Thor er dog en Mand!
Hvis Hælvten han besad kun af Lokes Forstand,
Han kunde trodse Valhal. Jeg lider ham godt;
Taalmodig længe taalte han Asa-Lokes Spot.
Jeg sad i Karmen hos ham; tordnede dens Hiul
Da var min Pande meer ei af Misundelsen guul;
Jeg deelte Hlorridas Hæder; og hvergang Jorden skialv
Jeg tyktes mig en Auk-Thor; - ei ganske, men dog halv.
Diserne de vene mit Øie forlysted';
Med Blussen Fulla skiælved naar jeg hende krysted;
Jeg veed hun er forelsket i Loke, stakkels Barn.
Med Tiden fleer Gudinder fik jeg i mit Garn.
Man rødmer en Tidlang ved Frækheden, man seer;
Naar Rødmen blier Vane, saa rødmer man ei meer.
Godt smagte Sæhrimner, og Valaskialfens Drik,
Einheriarne leged med Skiold, Sværdestik.
Det var dog altid lystigt, Adspredelse for Øiet;
Saadan gik Tiden hurtigt; Loke var fornøiet.
Jeg kunde alting nyde, kunde høre, see,
Dertil var jeg den Kløgtigste for alt at belee.
Jeg leged længe snedig med Guder ved mit Kruus,
Som Kat naar den spaser paa Gulv med en Muus:
Først gotter den sig listigt ved Staklens Springedands,
Griner taust i Skiægget, logrer med sin Svands;
Men er den først tilfulde ret af de Løier kied,
Da bløder stakkels Taabe, den føler Katten beed.
Nu sidder Puds paa Taget, selv der han ei er sikker,
Han slikker sig om Skiægget, han sig om Poten slikker,
Husbonden ham har jaget paa Dør, bister, tvær,
Fordi han Qvindens Skinker i Buret kom for nær.

2. Men savner jeg de Andre, mig vil I savne meer!
Snart vil sig Odin undre, hvorfor der ingen leer?
Nu kan de helligt kiedes, kan de gabe fromt,
Og stirre tomt i Hornet, naar det er ogsaa tomt.
Lad Aser kun prøve vanmægtige Forsøg:
Snart vil de see hvor Alvor blier dum uden Spøg.
Lad Diser smage Deigen, hvor den er vammel sød,
Naar ei Loke bringer Suurdeig meer til deres Brød!
Nu vil sig Rosen reise, som glatte Straa med Korn:
Ha, hvilken skaldet Rose, foruden Mos og Torn!
Straal kun høie Glæde! glinds kun stolte Lys!
Hvor er din skiønne Skygge? Hvor, Salighed, dit Gys?
Ha, sidder samdrægtigt med Hænder kun i Skiød,
Bevægelsen er ophørt, jer Stilhed er Død!"

3. I disse sære Tanker urolig han sad,
Og dirred stundum heftigt som Espetræets Blad.
Han tænkte: "Hvis kun vinde jeg kunde Thor igien,
Hver Asa let i Valhal blev atter min Ven."
Urolig sværmed Loke blandt Fieldets Granestammer;
"Nu", tænkte han, "jeg har det: "Jeg skaffer ham hans Hammer!"
Saa glad ved denne Tanke han dandsed paa Rif;
"Thor", raabte han, "for Hamren gav gierne sin Sif!"

4. Med disse Ord han skyndte sig over Kyst og Dal,
Til Jernvidieskoven, ved Fieldkløftens Sal.
Der Thrymur, Jettekongen, han traf paa Bakkens Muld:
Han snoede sine Pile med Baand af klaren Guld;
Han fletted Hestenes Manker med røde Lidser ind,
Mens Fuldmaanen straalte ham paa den sorte Kind.
Han stirred hen i Marken, og da han Loke saae,
Da raabte han: "Velkommen, du Odins mindste Taae!
Nedlader du saa dybt dig? Herre Loke, store Mand!
Hvad vil en Gud, en Asa i Troldkæmpeland?
Har du lidt næsviis været? jog Guder dig paa Port?
Ei, det var utilbørligt, uforskammet giort.
Hvad snuser du ved Bierget? Udsendtes du som Falk,
At skaffe Guderne Bytte, du drabelige Skalk?"

5. Sagtmodig satte sig Loke hos Jetten paa Blok;
Han qvad: "De lækkre Smuler jeg dyrt fortiener nok;
Og var det ei for Eder at være tidt til Gavn,
Jeg holdt ei ud i Asgard, i Valhallafavn.
I trænge til en Speider, en Viismand, som veed
Om Guders Idrætter fuldkommen god Besked;
I kan mig ei undvære: saa fandt jeg mig deri!
Miskiendt jeg stedse vorder, staaer dog eder bi.
Og maa da nu mig trøste, for alt hvad jeg leed,
Den Løn jeg har i Hiertet og min Samvittighed."

6. Da skoggred Thrymurs Latter, saa Fyrrebullen sprak;
"Hvad", raabte han, "betyder den taabelige Snak?
Troer du at fange Jetter, med Øine, svøbt i Blaar,
Som røde Bær en Kramsfugl bag sorte Hestehaar?
Du græder, som Dragen i Mosens fule Vand,
Naar den er ædelysten og myrde vil en Mand.
Hvad vil du Vendekaabe? Tal ud af dit Skiæg!
Hvis ei, jeg gaaer i Fieldet, lukker Biergets Væg."

7. "Ak, du har Ret at trodse," svarte Loke slu,
"Selv Auk-Thor i Valhal har Kraft ei som du.
Du funden har hans Hammer i Midgardsormens Skæl,
Du frydes ved Ranet, og deri giør du vel.
Thi skiøndt du ei at bruge Hamren selv forstaaer,
Den skaffer dig dog Fordeel bestemt, hvor det gaaer;
Og store Løsepenge du indkræve kan,
I Fald du kun nytter din Fordeel med Forstand."

8. "Hvad Penge?" raabte Jetten drabelig og svar,
"Mon Guld, Sølv, Kobber, Thor som Thrymur har?
Jeg bruger ikke Guldet, mynter Sølvet ei.
Men meget har man talt om Odins Datter Frei!
Man siger, hun er yndig, har Haar som guult Metal,
Krop som Elfenbenet, Læber som Koral,
Dertil liflige Stemme; en Arm så rund og blød;
En Mund, der veed at kysse, som Honningen sød.
Slig Qvinde jeg lider. Den sortbrune Hud
Lokker ei nær saa lifligt, seer ei saa deilig ud.
De skrumpne Biergets Piger, af dem jeg længst er kied;
Men dersom Odins Datter mig Brud sendes ned,
Skal Thor i Morgengave Miølnir atter faae;
Thi er først alle Venner, hvi skulde vi da slaae?
Tog Freir ikke Gerda? Nu atter Thrymur lyster
I Vederlag at kaare til Brud hans smukke Søster.
Der hørte du mit Forsæt; meld det Asers Flok!
Mig tykkes vi har hadet hverandre længe nok.
Et stadigt Venskab slutte bør kiærlig Elskovs Pagt.
Dybt otte Miil i Jorden er Thors Hammer lagt,
Og aldrig meer sin Miølnir han seer i dette Liv,
Hvis Odin mig ei sender skiøn Freia til Viv."

9. Saa meldte Jettedrotten. Som Smaadreng kom hans Dverg,
Og fulgte med sin Husbond, da lukte sig hans Bierg;
Tæt Kampestenen slutted, og Loke stod forladt
Af Guder, af Jetter, i sorte Midienat.

10. Da loe han ud i Mulmet - saa frygteligt det gialdt,
At Uglerne til Jorden fra Skovens Grene faldt.
Ran dukked op fra Dybet, at see hvad det var?
Som Saar paa Kæmpers Legem opsprang hvert gammelt Arr.
Sig Midgardsormen krymped, saa Havets Vover treen
Høit over Bredderne, høit over Klippens Steen;
Paa Bolstret hver Niding med ond Samvittighed
Omvælted sig, og Panden stod i den kolde Sved;
Og Fenrisulven giøede hæst i sin Drivesky,
Saa hele Natten hørte den Latter og det Gny.

11. "Jeg hader Guder og Jetter," sang Loke. "Fiende, skiælv;
Thi frygtelig er Magten, som elsker kun sig selv.
O, kunde jeg dem spilde, tilintetgiøre Alt,
Saa dybt i Afgrundssvælget igien hver Skabning faldt!
Vee Jer! I mig forstøde, lukke mig hvert Læ;
Men rives mod hinanden I skal, som Træ paa Træ,
Til Glød fortærer begge, begge flamme vildt.
Da er ei meer min Møie, da min Kraft ei spildt.
Da skal I - for silde - beundre min Forstand,
Da fisker Asa-Lok’ i Verdens rørte Vand.

12. Ved plumpe Kræfter virker biergblinde Drot;
Af Dyd og Viisdom rose sig Aser paa Slot.
Det gielder at forføre Thor til et feigt Bedrag;
Naar List pletter Kraften, jeg vundet har min Sag!
Da Thor blier til en Jette. Naar Odin med Kunst
Nedlader sig til Hexer i Midnattens Dunst,
Da Ygdrasil skiælver, da mørknes Urdurs Væld,
Da glindser Midgardsormen med dobbelt blanke Skæl,
Da blaaner Hel ei længer, hun blier af Glæde hvid;
Da blæser Heimdal i Hornet til Verdens sidste Strid."

13. Til Valhal Loke voved efter den sidste Feide
Ei atter op at stige foruden sikkert Leide:
Han sneg sig en Aften i Siølunds Bøgeskov,
Da Bonden hiem fra Marken kiørte med sin Plov.
Der var et Sted i Skoven, hvor Kilder med Lyst
Sprang giennem hvide Sand fra Herthas Moderbryst;
Der hvor man bygte Leire, hvor siden Kong Hro
Af Tegl og stærke Biælker, opførte Kongebo.
Der leged Alferne gierne ved Morgen-, Aftenstund:
De stænkte Freias Taare som Dug i Bøgelund;
Og naar hun stak sin Finger med Naal, i Hu mod,
Da toge de hvide Alfer den liden Draabe Blod,
Besprængte grønne Væxter: ved Solens Atterkomst
Dufted da sødt i Lunden mangen Purpurblomst.
De toge guulgraae Spurve, som monne paa Jorden gaae,
Kyssed dem paa Næbbet, og lærte dem at slaae,
Saa blev det Nattergale, der sang om Elskov sødt,
Og smelted Ungdomshiertet, at det blev mere blødt.
De salved Freias Lokker hver Morgen med en Duft,
Som herligt sig udbredte vidt i klare Luft.
Engang lidt Olie stial de fra Disen i en Skaal,
Og giøde det paa Urten: det blev en Natviol.
Men alt for stærk var Kraften, som end man lugte kan.
Lidt Olie blev tilbage, den spædte de med Vand
Og gøde det i en Grønning; da yndigt man saae
De smaa Violer voxe, blaae bag grønne Straae.
Saa leged tidt Smaaalfer i Skovens dunkle Sale.
De lærte Bondens Hane ved Hyttens Dør at gale,
For Tiden ham at sige, naar han til Husets Tarv
Fra Bolstret ile maatte til Plov og til Harv.
De viste mangen Beiler, som gik i Aftenrøde,
Veien han skulde vandre, sin Hiertenskiær at møde;
Naar da han hende mødte og trykte hendes Haand,
Bandt Alfen Hænderne sammen, fast med Blomsterbaand,
Saa ei hun kunde slippe. Da blev hun øm i Hu
Og nænte ei at rive det Blomsterbaand itu.
Nu dandsed de paa Græsset ved Kilders Klingkling,
Arm i Arm indslynget, en lystigbroget Ring.
Da fremtreen Asa-Loke fra hulen Askestamme:
Han ligned Ellekongen i Fuldmaanens Flamme,
Han bar en Brombærkrone, fælt i Skiægget loe,
Og under Kaaben slæbte han Svandsen som en Ko.
Først Alferne blev bange, de meente, det var Tid
Svartalfers Hær at vige, de undgik hver Strid;
Men da de kiendte Loke, da loe de alle høit,
Sprang omkring i Græsset, og hver var saa fornøit.
De kunde godt ham lide, han mored dem med Spas,
De kiendte ei hans Ondskab, de vidste han var As.

14. "Hvad giør du her i Skoven? Sprang du fra Træets Qvist
For med os at dandse?" - "Ja, kiære Børn! ja vist!
Hvad giør ei Asa-Loke, det nok I alle veed,
For at forlyste Glutter i sød Uskyldighed?"

15. Saa dandsed han med Alfer, de løb om ham i Krands,
Og dybt i Græsset hvisled som Slange Lokes Svands:
Da standsed Kildens Rislen, bortsvandt Bækkens Skiær,
Frøer og Tudser qvækked i sorte Boblekiær,
Og Faarekylling-Sværmen paa Marken skreg om Liig!
Dog aned hvide Alfer endnu ei Lokes Svig.

16. Saa sidder tidt i Græsset Hyrden med sin Mø,
Mens Feberluftens Viften forkynder: Een skal døe.
De mærker ei til Giften med Blomsterkrands i Haand,
Da spøger dybt i Busken den fule Lokes Aand;
Og Maanen, som saa venlig dem hilser med sit Skin,
Som ei formaaer at køle de stærke Blus paa Kind,
Seer tidt om nogle Uger, - Frugten af Lokes Svig -
Paa Baar med hvide Blomster det bratafsiælte Liig.

17. "I venlige Smaaalfer!" sang Loke saa from,
"Veed I hvorfor i Skoven jeg hid til eder kom?
Valhallas Børn I nævnes, Aser har jer kiær
Som salige Forældre, derfor kom jeg her.
I lægge skal et godt Ord for Loke, Stakkel, ind!
Med Bønner formilde de vrede Guders Sind.
Jeg har uhøvisk været, har uvorent talt;
Jeg nægter eder ikke, jeg giorde det for galt.
Men det var Ægirs Mundgodt! Han bruger dybe Kruus.
Hvo er sin Tunges Herre, naar først man har en Ruus?
Jeg har forhaanet Guder, Brøden jeg tilstaaer!
Men skienker Odin Adgang mig atter i sin Gaard,
Kan Auka-Thor forglemme, hvad Asa-Loke sang,
Og hæves jeg kun atter til Valhallas Rang,
Da lover jeg til Giengield, Sandhed er mit Ord,
At skaffe Thor sin Miølner af kulsorten Jord,
Saa atter han kan træffe, tilbørlig i Kraft,
Og Magten ikke stækkes ved korten Hammerskaft."

18. Alferne loved venligt at tale Lokes Sag.
De fløi som hvide Duer til blaa Valhallatag,
Folded deres Hænder, gik i en broget Rad
For Guderne paa Tilie, for Asa-Loke bad.
Da rørtes hvert et Hierte, da smilte Freir og Frei.
Naar søde Glutter bede, hvo kan vel sige Nei?
De bragte Asa-Loke frem fra det skiulte Læ,
Han smigred, græd, hykled, han faldt paa sine Knæe,
Han vilde kysse Fligen af Thors Kiortel rød;
Da blussed Thor i Harme, han gav hans Mund et Stød,
Saa Loke faldt tilbage hen mod en Skiolderand,
Og slog sig løs i Munden den venstre Hundetand.
"Vær ei saa nederdrægtig!" da raabte Thrudvangs Drot,
"Din Anger tirrer mere til Vreden end din Spot."

19. "Den Tand skal du betale!" tænkte Loke bister;
"Man spænder Buestrængen saa længe, til den brister.
Men tving dig, Loke! tving dig; det gielder med Flid
At spare Hevnens Kildren til meer beleilig Tid."
Saa sprang han op fra Gulvet og raabte: "Leve Fred!
Jeg bringer gode Budskab, bringer Enighed.
Ei Guder nu og Jetter skal kæmpe hadefuldt,
Brystet som Vreden ildned, banker ømt og huldt.
Thrymur, Drotten svare, en Kæmpe ganske smuk -
Paa Jetteviis at sige - udstøder dybe Suk.
Han raser ikke længer fiernt bag Klippens Blok,
Hver Nat paa Mark han sidder og seer paa Freias Rok!
Naar yndigt da den funkler med gule Tot og Teen,
Giennem Birkebusken, giennem Fyrrens Green,
Da tænker Jettekongen sagtmodig bag sin Fyrr:
Den Viv maa være huslig, som spinder al den Hør.
Hun var vel værd at eie! De Fingre som forstaae
Saa fint at trække Traaden, maae være langligsmaae,
Maae være silkebløde. Og jeg har al min Tid
Hørt sige: Disen Freia var alabasterhvid,
Høirød i runde Kinder, blodrød paa Læbers Kyst,
Blegrød paa Fingerender og paa det trinde Bryst,
Forresten hvid som Skummet og med et guldgult Haar,
Hvis tykke treleds Fletning hun om sin Tinding slaaer.
Man siger, at hun sørger - hun mistet har en Mand;
Det vidned, mente Jetten, just ei om stor Forstand;
Men Troskab, siger Thrymur, beviser det dog stor.
Og Troskab forudsætter at man paa Troskab troer,
Thi hvis man stedse tvivlte, hvad var da Dydens Løn?
Især for Fru Freia, som er saa saare skiøn?
Ei Sommerfuglen lefler paa Tidslens Urtebed,
Men Rosens Kalk for Bien kan aldrig staae i Fred."

20. "Nu nok om Troskab, Loke!" giensvarde Frei, og loe;
"Dit eget smukke Hierte sig stedse bliver tro.
Røgt hurtig kun dit Ærind, fortæl, hvad Thrymur sang,
Og siig os dine Tanker om Dyd en anden Gang!"

21. "Det er ei mine, Frue!" sukked Loke from;
"Som Bud kun her fra Trolden til Valhal jeg kom.
Han elsker Freia Dise, med Manddommens Ild,
Hans Kiærlighed til hende giør hele Skaren mild.
Utgarde-Lok’ hans Fader, forgabet i sin Søn,
Blev dybt rørt i Hiertet ved Ungersvendens Bøn.
Og hvis til Odins Svoger kun vorder Utgards Drot,
Da blier der ingen Forskiel paa Ondt meer og paa Godt.
Alt smelter kiærligt sammen, med Solskin Biergets Lue,
Naar sort sig Uglen parrer med sneehviden Due.
Da voxe mugne Svampe paa Valhals glatte Væg,
Glathaget vorder Manden, Qvinden faaer et Skiæg;
Tusmørket hersker; Dagen og Natten gaaer af Brug;
Da voxe blaae Violer paa Ligets gule Bug,
Spydstagen blier en Lilie, Straahalmet blier en Kniv,
Ved Rok spinder Kæmpen, i Strid gaaer hans Viv.
O, hvilket deiligt Røre! Dog Eet ei glemmes maa:
Vor Jettedrot er nidkiær, kan ei Spøg forstaae;
Er Freia først hans Drotning, da maa hun sidde smukt
I favnedyben Kiælder, i Mulmet indelukt.
Da savner Jorden Elskov! Men siig mig ogsaa: hvad
Skal vi med Kiærligheden, naar vi har intet Had?
Modsætningen forsvinder. Ei rød, guul og blaae
Sig strimler Heimdals Bifrost, den vorder smudsiggraa
I broderlig Forening af alle Farvers Skiær.
Og Tudsen som en Nattergal da synger i sit Kiær."

22. Da fnysed Freia Disse, saa Valaskialfen rysted,
Af Harme mere fyldigt svulmed hende Brystet,
Hun skued hen paa Loke med stolten Øiekast,
Det blanke Brysings Halsbaand fra Barm hende brast.
Hun qvad: "Ifald jeg reiste med dig til Troldes Land,
Tro mig, da blev jeg saare forlegen for en Mand!"

23. Da samled sig høie Guder, som Sol just stod op,
Paa Thing under Træet, trindt under Askens Top.
Ei Loke med de toge, for ei at fristes der.
Men Loke søgte Heimdal i Regnbuens Skiær;
Han hvisked ham i Øre, han gav ham sine Raad,
Og lod, som han af Iver kun virked denne Daad.
Han sagde: "Mægtige Guder til mig har fattet Nag,
Men vigtig, som du indseer, er dog den hele Sag.
Du est jo selv forstandig, min Mening overvei!
Benyt den, om dig tykkes! Bifalder du den ei,
Forkast den, kiære Broder! kun lad det gaae i Fart,
Og hvad I end bestemme, bestemmer eder snart!"

24. Heimdal, som havde Thrymur og Loke hørt paa Høi,
Og sikkert vidste, Loptur for den Gang ei løi,
Bifaldt det snilde Forslag, og tog mod Raadet gierne.
Saa stikker Ormen oftest en velindsluttet Kiærne!

25. Meldte da høit paa Thinge, Heimdal den Asa hvid:
"At ende Jetters Hovmod, mig tykkes det er Tid.
Dem hæve selv til Guder, det har vi ofte giort,
Det spilder ei Styrken, det svækker os ei stort.
Niord mildner Skades Rasen, hun fnyser ei saa gram,
Paa Dybet Ægirs Vælde giør Ran mere tam;
Ung Gerda er elskværdig, hun er sin Freier huld,
Skybladner gav hun Aser, hun er af bedre Kuld.
Fra hende stamme Qvinder med sorte Haar, hvis Ild
Steds brænder mere kraftig, skiøndt mindre kiælenmild.
Selv Loke jo tvinges, fra den Tid han blev Gud;
Hvem veed hvad ellers værre han i Mulm ruged ud?
At hæve Nat til Dagen, giør Maanen mangen Nat;
Men har først Lysets Straale Blaahvælvingen forladt,
Og styrter den i Svælget - hvad er da vel vor Magt?
Da lyder sorten Afgrund af Spotternes Foragt.
Vi skulde Freia savne? Nei store Guder! nei!
Hvad var vel selv et Valhal, hvis der var ingen Frei?
Vel Ydun skiænker Rødmen ved Æblets Atterkomst;
Men Freia skienker Sødmen af Elskovs bedste Blomst.
Vi elske hende alle! - Hun aabner sin Favn,
Det kildrer Gudens Hierte, og han har intet Savn!
Og denne kiære Disa bort evig skulde gaae?
Slud stedse skulde skiule Folkvangers Himmelblaa?
Det glatte Bryst nu knuges til lodne Jettekrop?
Før raadne dybt i Nastrond, Ask Ygdrasil! din Top!
Hvordan? De søde Læber, som smiled yndigt nys,
Skulde nu frækt besudles af ækle Troldekys?
Og Øine, som kun Vemod og Salighed har straalt,
Fortvivled' skulde stirre ved hvad hun havde taalt?
Nei, ved min høie Bifrost, som Odins Magt mig gav,
Før briste du og synke som Dug i Verdens Hav!
Jeg boer paa Himlens Udkant, kun flygtig Freia seer,
Men kommer blomstersmykket hver Morgen hun og leer
Paa Broen, mens hun stiger til Jordens dybe Grund,
Da sætter dobbelt henrykt jeg Giallerhorn for Mund
Og blæser søde Toner, som fylde Støvets Bryst
Med høie stærke Forsæt, med Kraft, Levelyst.
Da stiger alle Lærker fra Kornet i det Blaae,
Da tolke tusind Struber at Heimdal Freia saae!"

26. Froe hørte Aser Guden, hans Ord til Hierte gik,
Og Freias Øine lønte ham med saa sødt et Blik,
At han livsaligt blussed som Morgenrødens Skin,
Og klare Taarer funkled i Øiet og paa Kind.

27. Da foreslog han Aser hvad Loke havde tænkt:
Han sagde: "Thors Miølnir ei vorder atter skienkt,
Hvis ei vi Jetten daare. Han ønsker sig en Brud
Meer liflig af Farve, meer lys af Haar og Huud.
Han er ei vant i Dybet til største Skiønheds Glands;
Hvor let for os at giekke da Troldens plumpe Sands!
Hvis Thor sig kan beqvemme, den drabelige Gud,
Til Qvindedragt at bære, da vorder han en Brud,
Som bedst kan Jetten kryste. Thor klædes maa som Frei,
Jeg veed hun sine Smykker til Festen nægter ei.
Naar Odin koger Seiden, da skienkes Thor et Vand,
Hvormed han alle Skrammer af Huden vaske kan.
Han blier saa hvid som Melet, rød i Kind som Blod,
Taber stakket Skiægget, men derfor ei sit Mod!
Føer maa han stedse kneise; vil han til Jetten gaae,
Da maa en Brud han vorde, som noget kan forslaae.
Det skiønne Brysings Halsbaand maa slynges om hans Hals,
Da blier den stærke Skioldmø for Miølnir tilfals.
To runde Stene snøre vi fast paa Brystets Arr,
At Barmen høit kan svulme med samt sit Tvillingpar.
Seer Trolden denne Fylde bag rødt Skarlagenskind,
Da som i Solen Riimfrost vil smelte vist hans Sind.
Paa Hovedet en Hue maa spids med Sløret staae,
Blanke Nøgleknippe ved Skiørtet klinge maa.
Til Utgard Asa-Loke maa følge med som Terne!
Han negter os det ikke, jeg veed han giør det gierne.
Naar Thor paa Bænk da sidder i fule Jetters Hiem,
Naar de sorte Drenge hans Hammer bære frem,
Naar Thrymur elskovsdrukken har lagt den i hans Skiød -
Behøver jeg at sige hvad Viisdom Guden bød?
Formasteligt af Heimdal det var, hvis med Ord
Sin Miølnir ret at bruge han vilde lære Thor."

28. Da klapped alle Diser i hvide Hænder smaae,
De loved selv at klæde Gud Thor som Bruden paa.
Da loe de rige Guder i muntre Sommerdag,
Mens herligt Asken vifted grøn mod Valhallatag.
Ei Baldur, Forsete, ei Mimer var paa Thing;
(Fraværelsen benytted As-Loke.) Drupners Ring
Paa Odins Finger drypped i Græs vel andre ni,
Og stod med Troskabsvarslet sin store Eier bi;
Men skiønne Disers Latter jog Odins Tvivl i Røg,
Ei Daaden forekom ham som Alvor, men Spøg.
Thor raabte vel til Diser: "Hvad Auk-Thor en Qvinde?
I Evighed jeg aldrig i sligt mig vil finde."
Da smilte Freia yndigt, saa Hul i Kinden blev,
Med Liliehaand af Panden hun Rynken ham fordrev,
Og sagde: "Mænd maa vogte sig hist i Støvets Vraa,
For hver en Daad at øve, som man kan misforstaae;
Mistanken stedse vaager, den parrer sig med Had,
Og let af Panden viftes da letten Egeblad;
Men Thor er Gud i Thrudvang; hvo tvivler, han er As?
Han giør sig kun elskværdig ved slig en venlig Spas.

29. Da kom alt Jomfru Fulla med Freias Klædebond;
Men Odin maatte vide det mægtigt med sin Haand.
De snørte Thor i Kiortlen, han var om Livet stærk,
Og ei han vilde miste sin gode Pandsersærk.
Da Hermod satte Stene paa Barm, runde to;
Valkyrierne rødmed, de vendte sig og loe.
Da fik han Brysings Halsbaand, en Pragt i Guldet fiin;
I Brystets sorte Lokker der funkled Rubin.
Da rørte Odin Guden paa Bryst og Kinden brat;
Saa svandt de sorte Kruser, og han blev hvid og glat.
Der fandtes ingen Hue, som passed Asa-Thor;
Da tog de Kobberhielmen, syede den i Flor,
Med lange Slør ad Nakken. Sin Handske fik han paa,
Samt Beltet Meigingarder, at ret han kunde slaae,
Naar Hamren laa i Skiødet. De stødte røde Tegl,
Sminked ham hans Kinder, klipped ham hver Negl;
Og da han nu var færdig, fik han en Slaaentiørn
Med hviden Blomst i Brystet. Saa hopped de som Børn,
De unge, skiønne Diser, og raabte: Thrymur! ha!
Blier du ei nu forelsket, naar bliver du det da?

30. Da monne Thialfe nagle Guldskoe til haarden Hov,
Selen fra lette Skagle han slog om stærken Bov,
Thor ønskte høit sin Hammer, forklædt tog Loke med;
Der gnistred ingen Flammer, de sagte foer afsted.
Ned ad den hvalte Bue som Freia kiørte Thor,
Der stod en Rosenlue langs ad de brede Spor,
Heimdal i Hornet stødte, da Kærren forbi ham gik,
De ni Jomfruer mødte Gud Thor med milde Blik.
Da saae man dybt fra Jorden et saare lifligt Syn:
Der buldred ingen Torden, glimted intet Lyn,
Guldkærren som en Svane kun skilte Skyen ad,
Den høie Jothunbane med Thialf og Loke sad.