Lokkende ellefolk og følgeskab med dem 2

Fra heimskringla.no
Revisjon per 24. sep. 2017 kl. 19:30 av Carsten (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Maren Jensdatter (f. 1812) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

A. Ellefolk

5. Lokkende ellefolk og følgeskab med dem


44. Der boede en mand i Mern, som hed Jens Væver. Hans kone havde nylig fået et barn, og hun var lidt syg endnu efter det. De var fattige folk og brugte at gå hen i skoven og samle pindebrænde. Så havde konen været nede i Tågeby kohave at samle brænde, men hun kunde ikke selv bære det hjem. Nu vilde manden, mens han hvilede i middagsstunden, gå ned og hente det. Da han så havde fået et stykke reb bundet om det og bøjede sig ned for at tage det op på nakken, kom han til at se, at der inde under en elletrunte sad et nøgent menneske. Han keg noget på det og kom til at le noget ved sig selv, for han havde aldrig troet disse historier om ellefolkene. Men i det samme stegler han lige på næsen over knippet. Han mente, at han var bleven svimmel, men da han nu atter vil tage brændet op, stegler han igjen, og sådan gik det fremdeles. Han kunde ikke få det på nakken, om det så skulde koste hans liv. Altså måtte han gå hjem og lade brændet ligge. Han vidste siden ikke, hvad han skulde tro om den tildragelse.

H. P. Nielsen, Sejling.


45. Om sommeren henslængte ellefolkene skjønne nøgler garn på vejen, for at små börn skulde finde dem og tage dem op, hvilket ikke bekom dem vel.

Lærer Schive.


46. Ellekjællingerne kom ind om aftenen i Søndergård i Nielstrup og tappede øl. Det var min moders faders fødegård. Den gang havde de udskåwr på stuehusene, og der havde de deres gamle øl og mjød gjemt. De blandede nemlig mjød der, for det var en stor gård. Så havde de en plejepige, der var af familien, hun var ellers henne fra Sønder-Borup ved Randers, og hun skulde en aften gå ind og tæppe et krus mjød. Da hørte hun, der stod én uden for træskåddet og sagde: «Maren, lille Maren, luk op!» Nu troede hun, det var naboens barn, og så siger hun straks : «Ja, nu skal a lukke op.» Men da hun fik skåddet fra og så ud, da stod der en bitte dreng med et stort hoved. Hun blev så bange, at hun smed kruset og rendte ind til folkene og sagde, at der var en lille bitte én, der havde kaldt ad hende uden for, og hun var så angst, at hun sprang om mellem manden og karlen. De sad begge to ved bordet og skulde til at spise deres nadver, og manden for bordenden. Så varede det et bitte korn, da blev hunden gal, og nu kom denher bitte trolddreng ind i stuen. «Hvor er du fra?»» siger manden. Ja, han var ude fra ellerne. «Det er ikke sandt,» siger manden, «for det er mine eller, og der er ingen bygninger ude.» Drengen han blev nu ved at gjentage lige så småt: «Lille Maren, kom med ud.» Konen var noget rask i det, og hun siger så: «Er du ikke sulten, vil du ikke have noget til din nætower?» Det sagde han jo til. «Ja, så skal du min salighed også have din julenætower her,» og hun henter en tallerken grød og sætter den på den nedre ende af bordet og mælk til. Så siger han: «Hvi skal a ikke have smør i min grød lige så vel som de andre ?» Konen går da hen til de andres mælk og laver to huller og kommer sur mælk i dem i steden for smør: «Der har du nu smør i din grød,» siger hun. Men han rørte det aldrig, og så tog han noget af hans lomme som et stykke flæsk og lagde midt i grødhullet, og med det samme slog han et skvalder op, så det rungede i hele stuen. Den gang de havde nu afspist, og han blev ved at hviske til pigen: «Følg med mig ud, lille Maren,» så rejste manden sig og sagde: «Nu skal du blive fulgt ud.» Så rejste han af, og manden og karlen bag efter, men i det samme forsvandt han. Anden dagen kjørte manden Maren hjem til hendes forældre i Borup, de turde ikke beholde hende længere, for de var jo rædde, denne her elledreng skulde få fat i hende.

Rasmus Kjær, Villendrup.


47. Min plejemoder var barnefødt i Vinterslev, og hun fortalte, at hun havde set en lille pige ude i skoven af størrelse som hende selv. Hun tykte, det lignede en pige, hun kjendte, og så råbte hun: «Bi lidt, Grete, a vil snakke med dig.» Men det kunde være det samme, hvordan hun løb omkring, den anden pige vendte bestandig forsiden til hende, men hun svarte hende ikke. Så nærmede hun sig en banke i skoven, og da hun kom dertil, så vinkede hun ad min plejemoder, der vilde hun have haft hende hen formodentlig. Men så kom møllerens kone og greb hende og sagde : «Der skal du blive fra, Maren.» For hun havde haft to börn, der havde været ved dem, og de var nu voksne, men de var tossede siden, og alt hvad de stræbte efter, det var at komme derhen igjen.

Rasmus Peter Mortensen, Mejlby.


48. Der sad en gang en ellekone på Bostenhöj i Ø og råbte: «Kom her op, Per Lovring!» Men han vilde ikke komme. Han boede der, hvor Anders Vad nu boer. De var så klinger i lyden og vilde så gjærne blande sig med folk. Ellefolkene vil forfølge folk, men kommer de til en korsvej, må de dér blive stående.

Ane Marie Kristensdatter, Ørum.


49. En pige fra Neble sad en morgen tidlig på Langbjærg og malkede. Da kom der en gammel gråklædt kjælling og satte sig ved siden af hende. Hun talede intet, og pigen heller ikke. Da hun havde malket den første ko og gik hen til den anden, gik kjællingen med og satte sig. Men da nu pigen fik malket den ko med, turde hun ikke mere. Hun løb da hjem det bedste, hun kunde. At det var en troldkvinde, derom var hun overbevist.

Chr. R.


50. Lamdrup Kohave, Svindinge, som for hundrede år siden var et stort overdrev til fællesgræsning for Lamdrup bymænd, er nu dels skov, dels agerland; men i den tid pigerne gik herud for at malke, var der en gang en pige, som flere gange traf en fremmed mand derude, som hun snakkede med. Det faldt hende dog omsider underligt, og så fortalte hun om ham hjemme. Der var da nogen, som sagde til hende, at når han nu kom næste gang igjen, så skulde hun sige til ham, at han skulde vende sig om. Dette gjorde hun også næste dag, og da hun derved fik ham at se på ryggen, opdagede hun, at han bagtil lignede en elletrumpe. Det var altså en ellemand, hun var kommen i lag med.

P. Jensen.


51. Min oldemoder på moders side hed Karen Rasmusdatter og var født i færgegården på Ristinge, Langeland; hun har fortalt min moder, at da hun tjente på Langeland som malkepige, var der en af datidens ellekarle, som kom til hende, hver gang hun var i marken for at malke, og samlede køerne på ét sted, som jo var til stor tjeneste for hende. Men nu blev han så længe ved med sin godhed og tjeneste, at hun blev bange for ham og kjed af hans venskab. Så var det en middag, da han stod og næsten gav mine til at vennes med hende, at hun tager sin ene træsko af, sætter sig ned og gjør sit behov deri ved siden af mælkebøtten, og ellekarlen blev da så led ved hende, at han ganske forlod hende, og hun så ham ikke mere førend mange år efter, at hun var kommen her på Fyen at bo. Da viste han sig for hende en gang lige i middagsstunden i deres have, men talte ej noget til hende, og hun ej heller til ham. Siden så hun ham aldrig mere. Det var ellers mærkeligt nok, han var kommen her til Fyen, han måtte formodentlig have gået over på is.

D. J.


52. En pige i Höje malkede en sommer i en mark, hvor der var en elledreng, som bestandig drev hende køerne sammen på ét sted. Hun syntes imidlertid ikke om den hjælper og fortalte det hjemme. Der var da nogen, som rådede hende at medtage et stykke mad og bide derpå, imens hun malkede, men hver gang hun havde bidt, skulde hun sætte det om på sin træskohæl. Dette råd fulgte hun, men da elledrengen så det, spyttede han flere gange ad hende og løb sin vej og kom aldrig mer igjen, men siden var køerne al tid spredte over hele løkken. En pige fra Trunderup, Kværndrup sogn, som gik ud i marken (Nørremose) at malke, traf der al tid en lille dreng, som drev køerne sammen for hende, så det var nemt at få dem malkede. Men da denne dreng var af ellefolket, var hun ikke rigtig glad ved det alligevel, og der var da nogen som rådte hende, at hun skulde tage et stykke mad med sig o. s. v.

P. Jensen, Kværndrup.


53. Et sted var en karl bleven forelsket i en ellekjælling og havde blandet sig med hende, men så blev han kjed af forholdet og nægtede at komme ud til hende en aften. Ellefolkene fik dog fat i ham og rendte så med ham over bakker og moser, så han var helt ude af sig selv. Nu henvendte han sig til en klog mand, og han gav ham det råd, at når nu ellekjællingen kom for at lokke ham med sig igjen, skulde han gå ud i gården til hende — for ind kunde hun ikke komme — og have en meldmad i hånden og gå og bide af. Så skulde han gå hen på møddingen med det samme og sætte sig der i naturlig forretning. Når hun så det, vilde hun blive kjed af ham. Han fulgte rådet, og da hun så ham bære sig sådan ad, rendte hun sin vej, og han så hende ikke mere.

Anders Brøsted, Nørager.


54. Der var en ellekjælling her nede i Skagelund-skoven nede ved Råby kjær, hun sad og gav et barn patterne inde i skoven, og hun var hul æbag ligesom et bagtrug. Der kommer så én gangende og får dether at se. De kaldte ham den tyske Krage, for han var noget tysk i snakken, og han var fra Dalsgården. Hun smider barnet og af sted efter ham. Han stak jo af, da hun smed knægten, og han kom endda lykkelig hjem, så hun fik ikke fat på ham.

P. Justesen Kristensen.


55. Henne ved Rode i Skjørring sogn der vilde elledrengene følges hjem med hjordedrengene om aftenen. Der var en tre gårde, de skulde til, og når de kom så tæt op til gårdene, så sprang elledrengene lige så stærkt, som de kunde, ned ad ellemoradset igjen der vesten for.

Peder Hansen, Hårup.


56. Min mormoder fortalte, at når hendes fader havde været i Svendborg, var det tit, han råbte, når han kom ude i gården: «Slukker ild og lys!» Så vidste de al tid, at han havde været i lag med ellepigerne på hjemvejen.

N. J.


57. Der var en skovfoged i Nielstrup, han havde opsyn med Hvalløs vie. En middag, han sad dernede i skoven, da kom der den fineste pige med en pandekage og satte på hans knæ, og så så han til pandekagen, og han så til pigen og vidste aldrig, hvad han skulde gjøre ved den. Endelig tager han hans kniv op af lommen og skjærer et kors i pandekagen, og med det samme han havde gjort det, så forsvandt både pige og pandekage. Hun var lige så hul på hendes ryg som et driftetrug. Sådan fortalte manden, og han sagde også, at han flere gange havde set nogle af deher ellepiger dandse der nede i vierne.

Kirsten Marie Pedersdatter, Hornslet.


58. I Tangemosen ved Dragsholm går Væs-kjællingen om natten og skriger og klager sig så ynkelig for derved lokke folk ud i mosen. Hun boer i Væshöj tæt derved.

Th. Leth.


59. En mand gik igjennem en skov, og uden at han vidste hvorfra, kom en dejlig jomfru hen til ham. Hun var så nydelig, at han aldrig havde set hendes mage. Det var omtrent midt på dagen, og da manden havde hørt tale om ellefolk, så tvivlede han ikke om, at det måtte være en ellefrue. Hun talte godt for ham og søgte at lokke ham ind i skoven, men manden var hende for klog, og til sidst sagde han : «Vend dig om og lad mig se, om du er bag som for.» Da hun hørte det, gik hun sin vej, og han så nu, at hun var hul som et dejtrug.

E. L.


60. I Elverhöj ved Torpe boede forhen nogle skjønne hvidklædte jomfruer; man mener, det var ellefolk. Tit så man en stor mængde linned hænge ude på höjen til tørring. En mand fra Boslunde lagde sig en nat til at sove på höjen. Da kom der to skjønne jomfruer og vilde overtale ham til at følge med ned og blive hos dem, men han vilde ikke. Alligevel havde de fået magt over ham, hvis ikke hanerne nede i Torpe i det samme havde begyndt at gale, men da var spøgelse-tiden omme.

Chr. R.


61. Der var ellekvinder oppe i noget kjær, de kalder Takkjæret. De var hule på ryggen ligesom et driftetrug. Så boede der en skovfoged der oppe, og hans kone havde de fået snakket for, så hun vilde med dem. Men hendes mand og husens folk de fik lige godt hold på hende, lige idet hun rendte fra dem, og fik hende vendt om, og så måtte de passe på hende for eftertiden.

Jens Hattemager, Hinnerup.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.