Lovmandens årbog

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Islandske annaler

Lovmandens årbog

Lögmannsannáll (Einarsannáll Hafliðasonar)

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2024

Bilag: Kronologisk fortegnelse over de islandske biskopper
samt et kort vedr. klostrene på Island i det 12.-14. årh.

---

Tekstgrundlagene for denne oversættelse er Guðni Jónsson: Annálar og nafnaskrá, Reykjavík 1948  &  Gustav Storm: Islandske Annaler indtil 1578, Christiania 1888

---

813	Ragnar Lodbrog kom til magten.

Edmund Martyren

839	Ragnarsønnerne Erik og Agnar blev dræbt.
850	Ragnar Lodbrog blev dræbt.
852	Harald den Hårfagre blev født.
855	Adalvald regerede de følgende 5 år i England.
857	Edmund Martyren kom til magten i England.
859	Adalbrikt regerede de følgende 5 år i England.
861	Ivar den Benløse kom til England.
862	Harald Hårfager kom til magten. Kamp mellem Hårek og den jyske kong Guttorm. Dér faldt hele kongeslægten på nær en dreng, der hed Hårek. Den engelske kong Adalråd regerede de følgende 5 år.
866	Biskop Ansgar døde.
867	Landnamsmanden Ingolf drog til Island.
868	Rimbert blev bispeviet.
869	Den engelske kong Alfred regerede de følgende 28 år.
871	Kong Edmund den Hellige faldt. Den svenske kong Erik døde; Bjørn, hans søn, regerede de følgende 50 år.
874	Bosætningen på Island indledtes.
878	Karl var kejser i de følgende 11 år.
884	Danskere sejlede op ad Rhinen og brændte Köln.
889	Kejser Arnulf regerede de følgende 12 år.
892.	Harald Hårfager fordelte riget mellem sine sønner.
897	Den engelske kong Edvard regerede de følgende 24 år.
898	På denne tid vandt Ganger-Rolf Normandiet.
900	Slaget mellem Arnulf og danskerne. Mange tusind mand faldt dér.
901	Ludvig var konge de følgende 12 år.
913	Konrad Konradson regerede de følgende 7 år.
920	Henrik regerede de følgende 18 år.
921	Adelsten regerede de følgende 14 år. Håkon den Gode blev født.
922	Den svenske kong Bjørn døde. Hans sønner, Erik Sejrsæl og Olaf, tog magten.
928	Ravn Høngson tiltrådte som lovsigemand.
929	Harald gjorde Erik til overkonge over hans brødre.
932	Kong Harald Hårfager døde. Erik Blodøkse tog magten.
934	Kong Håkons Adelstensfostre kom til magten.
935	Edmund regerede de følgende 6 år.

Kejser Otto den Store

938	Otto den Store regerede de følgende 37 år.
941	Edred i 9 år.
950.	Eadwig i 3 år.
953	Edgar i 16 år.
961	Harald Gråfeld kom til magten.
962	Blund-Ketil blev brændt inde.
963	Sigurd Ladejarls fald.
965	Otto den Store blev kronet til kejser. Han gennembrød Danevirke og tvang Harald Gormsøn til at antage kristendommen.
969	Edvard regerede de følgende 4 år.
970	Torkel Måne tiltrådte som lovsigemand.
973	Ethelred regerede de følgende 38 år.
974	Brod-Helge blev dræbt.
975	Det første uår.
976	Harald Erikson faldt. Otto den Røde regerede de følgende 10 år.
978	Der sås flammende skarer på himlen hele natten V kalendas Novembris.
981	Biskop Fridrek kom til Island.
983	Kampen på Hrisateig.
984	Otto den Unge regerede de følgende 13 år. Torvard Spak-Bødvarson opførte en kirke.
986	Grønland blev befolket.
989	Kampen i Bødvarsdal.
994	Slaget i Hjørungavåg. Kong Harald den Grenske, kong Olav den Helliges far, blev dræbt.
995	Håkon Blotjarl blev dræbt. Den hellige Olav blev født.
996	Olav Tryggveson kom til magten.
997	Præsten Tangbrand kom til Island. Arnor fra Skogar blev dræbt.
998	Kampen i Ejvindsdal.
1000	Den engelske kong Edmund den Hellige kom til magten. Grim tiltrådte som lovsigemand. Da kong Olav Tryggveson mistede magten, var der gået 1000 år fra Vorherre Jesu Kristi fødsel. Et stort jordskælv indtraf i udlandet. Kristendommen blev lovfæstet på Island.
1004	Brjanslaget i Irland.
1006	Knud kom til magten.
1007	Svend Tveskæg døde.
1009	Njalsbranden.

Kong Knud den Store

1010	Edmund regerede de følgende 10 år.
1011	Kampen på Tingsletten.
1012	Knud Danekonge hærgede i England.
1013	Hededrabene.
1015	Kong Olav den Hellige kom til magten i Norge.
1016	Slaget ved Nesjar.
1017	Olav den Hellige overvandt fem konger samme morgen.
1018	Kong Sigurd So døde.
1023	Magnus den Gode blev født.
1027	Jarl Ulf og Torstein Kuggeson blev dræbt.
1029	Knud den Store kom til Norge og blev taget til konge, mens kong Olav drog til Gardarige.
1030	Den hellige Olav faldt på Stiklestad.
1031	Kong Svend og Alfifa kom til Norge. Snorre Gode døde.
1034	Tryggve Olavson faldt.
1035	Kong Magnus den Gode kom til magten.
1036	Den engelske kong Knud den Store døde.
1041	Magnus den Gode fik Danmark. Ingvar den Vidtberejste døde.
1043	Sankt Hallvard døde.
1044	Henrik den Store Konradson regerede de følgende 49 år. Han var gift med Gunhild, Knud den Stores datter.
1047	Kong Magnus den Gode gav sin farbror, Harald, kongemagt og det halve Norge.
1048	Kong Magnus den Gode døde. Den hellige Edmunds levninger blev gravet op.
1051	Einar Tambarskælver og hans søn Eindride blev dræbt. Uår.
1056	Isleif blev viet til biskop af Skålholt på Island. Endnu et uår.
1058	Viktor var pave de følgende 2 år.
1060	Nikolas var pave de følgende 2 år. Benedikt var pave i 10 måneder.
1061	Hertug Bernhard af Braunschweig døde.
1062	Alexander var pave de følgende 11 år. Slaget ved Nissan.
1066	Kong Harald Sigurdson faldt i England.
1067	Kong Olav den Fredelige kom til magten.
1069	Vilhelm Bastard døde i England.

Pave Gregorius 7.

1071	Hertug Ordulf døde. Han var far til Magnus.
1072	Gregorius var pave de følgede 12 år.
1076	Den danske kong Svend Ulfsøn døde.
1077	Harald Hén tog magten i Danmark.
1078	Sæmund den Vise vendte hjem fra sit skoleophold efter tilskyndelse fra Jon Øgmundson, der siden blev biskop i Holar.
1079	Den strenge vinter.
1080	Biskop Isleif døde. Kong Harald Hén døde.
1081	Knud den Hellige tog magten i Danmark.
1082	Gissur blev viet til biskop af Skålholt.
1085	Viktor var pave de følgende 3 år.
1087	Kong Knud den Hellige døde i Danmark.
1088	Urban var pave de følgende 11 år.
1092	Henrik den Store blev efterfulgt af Henrik.
1093	Kong Olav den Fredelige døde. Kong Magnus Barfod kom til magten.
1095	Den danske kong Oluf Svendsøn døde. Erik tog magten i Danmark.
1096	Kristne mænd i Jerusalem.
1097	Tiende blev lovfæstet på Island.
1098	Cistercienserordenen grundlægges.
1099	Paschalis var pave de følgende 20 år. Sigurd blev jarl på Orkney.
1100	Kong Henrik regerede de følgende 32 år i England.
1101	Jarl Magnus blev dræbt.
1103	Kong Magnus Barfod faldt i Irland. Den danske kong Erik Svendsøn døde.
1104	Kong Øystein den Lovkyndige kom til magten sammen med Jorsal-Sigurd og Olav den Unge. Heklas første udbrud.

Biskop Jon Øgmundson

1106	Jon den Hellige blev viet til biskop af Holar.
1107	Henrik regerede de følgende 17 år.
1108	Sigurd rejste til Jerusalem og Miklagård.
1110	Pave Paschalis blev taget til fange af kejser Henrik.
1112	Biskop Eriks færd.
1113	Sankt Bernhard indtrådte som abbed i klosteret.
1115	Blod blev set flyde fra et brød. Den store storm.
1116	Da døde kong Olav den Unge og — ifølge nogle — Orkneyjarlen Sankt Magnus.
1118	Pave Paschalis, den græske kong Kirjalax, kong Balduin af Jerusalem og den svenske kong Filip døde.
1119	Gissur, biskop i Skålholt, døde. Torlak Runolfson blev viet til biskop.
1121	Sankt Jon, den første Holarbiskop, døde. Biskop Erik Ufse drog ud for at finde Vinland.
1123	Honorius var pave de følgende 6 år. Kong Øystein døde. Ketil blev viet til biskop af Holar.
1125	Arnald blev viet til biskop af Grønland. Vadlatingssagen.
1126	Der var tre biskopper på Altinget.
1127	Striden i Svarfadsdalen.
1129	Anakletus var pave de følgende 8 år i strid mod pavedømmet.
1130	Sigurd Jorsalfarer døde. Sankt Knud Hertug døde, og Magnus og Harald Gille kom til magten.
1131	Slaget på Jelling Hede mellem Magnus Nielssøn og Erik.
1132	Slaget ved Färlev. Solformørkelse.
1133	Kong Magnus blev blindet. Biskop Torlak Runolfson døde. Sæmund den Vise døde. I Danmark faldt seks biskopper i kamp.
1134	Klostret på Tingøre blev grundlagt.
1135	Kong Harald Gille blev dræbt i Bergen..
1136	Inge Krøbling og Sigurd, Harald Gilles sønner, kom til magten.
1137	Ærkebiskop Asser døde i Danmark.
1138	Kong Magnus den Blinde faldt, og Sigurd Slembe døde.
1140	En ny påskecyklus begyndte. Lucius var pave de følgende 6 år.

Sankt Bernhard af Clairvaux

1141	Kong Øystein kom fra Irland.
1145	Biskop Ketil døde.
1146	Bjørn Biskopsemne rejste fra Island.
1147	Bjørn blev viet til biskop og kom til Island.
1148	Biskop Magnus af Skålholt og 74 mand brændte inde i Hitådalen.
1150	Kløng blev viet til biskop af Skålholt.
1151	Ærkebiskop Reidar døde.
1152	Sankt Bernhard af Clairvaux døde.
1153	Ærkebispesædet i Nidaros blev oprettet.
1154	Kong Sigurd Mund faldt.
1155	Klostret på Munke-Tværå blev grundlagt.
1156	Kong Svend den Sviende faldt.
1157	Kong Øystein faldt i Foss. Hadrian var pave de følgende 4 år. Det store mørke.
1158	Jon, den første ærkebiskop i Nidaros, døde. Heklas andet udbrud.
1159	Abbed Nikolaus døde.
1160	Øystein blev viet til ærkebiskop. Pave Alexander døde.
1161	Kong Inge Krøbling faldt. Magnus Erlingson kom til magten.
1162	Kong Håkon Hærdebred faldt. Kampen i lovretten. Jarl Sigurd faldt. Biskop Bjørn i Holar døde.
1164	Kong Magnus blev kronet. Brand blev viet til biskop af Holar.

Thomas Beckets død

1165	Jordskælv. Kampen ved Dyrså.
1166	Undervinter.
1168	Kampen på Rydjøkel.
1169	Klostret i Vær blev grundlagt.
1170	Sankt Sunniva blev ført fra Selja til Bergen.
1171	Den hellige ærkebiskop Thomas led martyrdøden i England.
1172	Den hellige Knuds levninger blev gravet op i Ringsted. Bergen brændte.
1173	Hertug Kristoffer døde.
1174	Sankt Torlak blev udpeget til biskop af Skålholt.
1175	Reidar Sendemand kom til Island. Helge blev dræbt.
1176	Sverre Præst kom til Norge.
1177	Sverre kom til magten.
1178	Biskop Torlak blev viet og kom til Island.
1179	Jarl Erling Skakke faldt.
1180	Slaget på Ilevollene. Johannes var pave de følgende 15 år.
1181	Slaget ved Nordnæs. Sottevinter.
1182	Den danske kong Valdemar Knudsøn døde. Hans søn, Knud, blev taget til konge.
1183	Sturla Tordson døde. Lucius var pave de følgende 4 år.
1184	Kong Magnus Erlingson faldt. Sverre regerede siden i 18 år. Klostret på Helligfjeld blev grundlagt. Gården brændte på Mødrevold og på Stadarbakke i Midfjord.
1185	Jon Kuvlungs flok gjorde rejsning. Kvægdødsvinter.
1186	Klostret i Kirkebø blev grundlagt. Urban var pave i 1 år.
1187	Saladin erobrede Jerusalem. Jon Kuvlung faldt.
1188	Ærkebiskop Øystein døde. Abbed Øgmund druknede. Abbed Kåre døde.
1189	Gregorius var pave i en måned. Kejser Frederik døde. Klemens var pave de følgende 3 år. Der var tre biskopper på Island.
1190	Erik blev viet til ærkebiskop. Den engelske kong Henrik døde.
1191	Torleif Bredskæg blev dræbt. Vandvinter. Celestin var pave de følgende 3 år.
1193	Den hellige biskop Torlak døde.

Ærkebiskop Absalons ligsten

1194	Sverre blev kronet til konge. Slaget ved Florvåg.
1195	Pål blev viet til biskop. Den svenske kong Knut døde.
1196	Baglerne gjorde rejsning.
1197	Jon Loftson døde. Ønundsbranden. Strid i Laufås. Byen brændte i Bergen. Så kraftig en storm, at skoven væltede på Gereonsmessedag.
1198	Den hellige biskop Torlaks levninger blev skrinlagt. Innocent var pave de følgende 18 år. Salget på Strindsøen.
1199	Levningerne af den hellige biskop Jon af Holar blev skrinlagt. Den engelske kong Rikard faldt.
1201	Ærkebiskop Absalon og Holarbiskoppen Brand døde.
1202	Kong Sverre og den danske kong Knud og jarl Birger døde. Håkon Sverreson blev taget til konge. Inge Baglerkonge blev dræbt. Den hellige Vilhelm, der var abbed i Æbelholt, døde.
1203	Gudmund den Gode blev viet til biskop. Undersommer.
1204	Kong Håkon Sverreson døde. Man begyndte at lave vin af bær på Island. Heklas tredje udbrud. Kong Guttorm, Sigurd Lavards søn, døde. Inge Bårdson blev konge. Erling Stenvæg gjorde rejsning.
1205	Inge blev taget til konge og regerede i 13 år.
1206	Tore fra Viken blev viet til ærkebiskop. Jarl Harald Maddadson døde.
1207	Erling Stenvæg døde. Filippus blev konge over Viken.
1208	Kampen på Vidjenæs, hvor Kolbein Tumeson og 14 mand faldt.
1209	Kampen på Holar. Margrete, Sverres dronning, døde.
1210	Munken Gudmund Gris døde.
1211	Den svenske kong Sverker faldt ved Gestilren. Jordskælv. 13 mennesker omkom.
1212	Gudmund Dyre døde.
1213	Ærkebiskop Erik og abbed Karl døde.
1214	Gervasio blev viet til patriark. Ærkebiskop Tore døde.
1215	Koncilium i Lateranet. Guttorm blev viet til ærkebiskop.
1216	Pave Innocent den Tredje, den engelske kong Johan og den svenske kong Erik døde.
1217	Honorius var pave de følgende 13 år. Kong Inge og kong Filippus døde. Kong Håkon kom til magten. Skule blev jarl.
1218	Kejser Otto døde. Kampen på Gunnarsbø ved Tønsberg. Bybrand i Trondheim. Gunløg Munk døde.
1220	En hærfærd til Island blev forberedt. Kampen på Helgestad.
1221	Sankt Dominicus døde. Kampen på Bredebolstad.

Frans af Assisi

1222	Biskop Bjarne på Orkney døde, biskop Adam blev brændt inde på Katanæs. Tume Sighvatson blev dræbt i Holar.
1223	Bybrand i Oslo.
1224	Ærkebiskop Guttorm døde. Den franske kong Filip døde; hans kone var en søster til den danske kong Valdemar.
1225	Biskop Nikolas døde i Oslo. Kong Håkons bryllup. Biskop Nikolas døde. Peter blev viet til ærkebiskop.
1226	Ærkebiskop Peter døde. Ribbungernes kong Sigurd døde. Vulkanudbrud ved Reykjanæs. Klostret på Vidø blev grundlagt. Den hellige Frans døde.
1227	Askevinter på Island.
1228	Tore den Trøndske blev viet til ærkebiskop. Gregorius var pave de følgende 14 år. Torvald Snorreson blev brændt inde.
1229	Jesusalems genrejsning. Biskop Magnus rejste ud.
1230	Ærkebiskop Tore døde.
1231	Den hellige Elisabeth døde. Præsten og bekenderen Sankt Antonius af Barfodsbrødreordenen døde. Sigurd blev viet til ærkebiskop.
1232	Ærkebiskop Sigurd kom til landet. Biskop Magnus kom til Island med brev om, at biskop Gudmund var afsat fra embedet.
1233	Biskop Gudmund sad i Høfde. Havkalshøst.
1234	Odd Åleson, Kalv Guttormson og Guttorm Kalvson blev dræbt.
1235	Sankt Elisabeth blev optaget i helgenkataloget. Torvald Gissurson døde.
1236	Synode. Solformørkelse III nonas Augusti. Urøkja blev lemlæstet og læget.
1237	Den navnkundige biskop Gudmund og biskop Magnus døde. Kampen i Bø.
1238	Kong Magnus Håkonson blev født. Slaget på Ørlygsstad.
1239	Biskop Botolf og biskop Sigvard kom til Island. Jarl Magnus døde på Orkney.
1240	En komet var synlig. Hertug Skule faldt. Byldesot og jordskælv.
1241	Den danske kong Valdemar døde. Snorre døde i Reykjaholt. Mandefald i Vidjedal.
1242	Innocent var pave de følgende 12 år. Kampen i Skålholt. Mødet ved broen.
1243	Pave Gregorius den Niende døde. Han lod Decretales skrive. Biskop Botolf rejste ud.
1244	Slaget i Floe. Kolbein mistede 19 mand; Tord mistede seks og blev jaget i land.
1245	Kolbein den Unge Arnorson og Urøkja Snorreson døde. Brand Kolbeinson faldt.
1246	Biskop Botolf døde. Slaget på Haugsnæs. Henrik blev viet til biskop.
1247	Kong Håkon blev kronet. Megen sygdom og død. Tord Sighvatson rejste ud.

Kong Valdemar Birgerson

1248	Kardinal Vilhelm døde. Bergen brændte. Jarl Ulf Fase døde.
1249	Jordskælv ved Götaelven.
1250	Den danske kong Erik blev dræbt Laurentiusmessedag om aftenen. Valdemar Birgerson blev konge i Sverige.
1251	Kejser Frederik døde.
1252	Ærkebiskop Sigurd døde. Friserne slog den danske kong Abel ihjel. Sæmund Ormson blev dræbt.
1253	Ærkebiskop Sørle kom hjem fra kurien. Branden på Flugumyre. Havlide Steinson blev født.
1254	Den hellige abbedisse Clara døde. Ærkebiskop Sørle døde.
1255	Einar blev viet til ærkebiskop. Abbed Vermund døde. Kampen i Holt. Kampen ved Tværå. Biskop Henrik blev taget til fange. Skredet ved Raudsvoll. Abbed Torarin døde.
1257	Kong Håkon den Unge døde. Ærkebiskop Einar gav Magnus, kong Håkon den Gamles søn, kongenavn. Kong Håkon sendte sin datter, jomfru Kristin, til Spanien for at blive gift med Filip, som var bror til kong Alfonso af Castilien. Kong Håkon sejlede til København i Danmark og indgik forlig med den danske kong Christoffer.
1258	Magnus blev for anden gang taget til konge på Øretinget i Trøndelagen. Kong Håkon udnævnte Gissur Torvaldson til den første jarl af Island. Her fortælles om det store tab af menneskeliv, der skete i Midfjord; det begyndte på den senere Mariamessedag og ophørte efter påskeugen, og 400 mennesker døde af sygdom i disse kirkesogne: Stad, Nupi, Bakke, Mel, Hvamm og Holar og Tjørn.
1259	Den danske kong Christoffer døde. Hans søn Erik tog magten. Ærkediakonen Folke, der var søn af Johan Engel fra Uppsala, sagde, at nogle prædikebrødre havde fortalt ham, at de dette år i Brügge i Flandern traf en mand, som hævdede at have tjent kejser Karl den Store, og han sagde, at hans datter havde ejet kirken i Brügge, da han forlod Frankrig. Han henviste til penge, der var skjult i murene, og man fandt dem dér, hvor han sagde, de var. Han døde ikke længe derefter i Köln.
1260	Biskop Henrik døde.
1261	Urban var pave de følgende 4 år. Junker Sverre, kong Håkon den Unges søn, døde. Kong Magnus og hans dronning Ingeborg, som var datter af herr kong Erik, blev kronet ved deres bryllup. Jarl Knut døde.
1262	Islændingene gav samtykke til for altid at skulle svare skat fra Island til kong Håkon og dennes søn Magnus.
1263	Brand Jonson blev viet til biskop. Der var tre biskopper på Island. Kong Håkon sejlede til Suderøerne, men døde om vinteren på Orkney XVII kalendas Januarii. Tidligere om sommeren var der solformørkelse i Bergen midt i august. Ærkebiskop Einar døde.
1264	Kong Magnus Håkonsons eneherredømme i Norge begyndte. Kong Håkons hird førte hans lig fra Orkney til Kristkirken i Bergen. Pave Urban og biskop Brand døde. Tord Andresson blev dræbt.
1265	Klemens blev pave. Kong Magnus og den skotske kong Alexander indgik forlig på de vilkår, at skottekongen for altid skulle råde over Skotland og Suderøerne, mens den norske konge hvert år de fire følgende år efter forliget skulle modtage 900 engelske mark sterling af skottekongen og derefter stedse 100 mark hvert år. Hertug Birger døde i Sverige. En Grønlandsfarer gik tabt med 40 mand. Præsten Jørund Torsteinson rejste ud fra Kolbeinsåens munding.
1266	Jørund blev viet til biskop af Holar.
1267	Junker Olav døde. Ærkebiskop Håkon døde. Kong Karl af Apulien og hans bror, den franske kong Ludvig, forpligtede sig til et korstog til Jerusalem. Da åbenbarede Maria Magdalena sig og blev skrinlagt på messedagen for Sankt Maximinus.
1268	Jon blev viet til ærkebiskop. Konrad blev besejret af Karl ved Arams; han flygtede Benevento, men blev halshugget dér. Pave Klemens døde. Det samme år døde jarl Gissur og biskop Sigvard i Skålholt og biskop Gaute på Færøerne.
1269	Islændingene gav samtykke til at svare tegngæld til kong Magnus. Arne Torlakson blev viet til biskop af Skålholt, Erlend til biskop af Færøerne.

Kong Filip 3. krones

1270	Islændingene anerkendte kong Magnus’ love. Kong Ludvig gjorde kong Karl skatskyldig. Disse konger døde af den gift, der blev kastet i brønden: Sultanen af Tunis og kong Theobald af Navarra. Jakob rejste til Jerusalem. Dronning Margrete døde. Biskop Peter i Bergen døde.
1271	Den franske kong Filip blev kronet. Kong Bela af Ungarn og kongen af Bøhmen stred om det rige, der hedder Østrig. Det ligger imellem deres riger. Kongen af Bøhmen sejrede. Simon de Montforts sønner dræbte Henrik, søn af kong Rikard af Aquitanien, i en kirke. Norsk lov blev gældende på Island.
1272	I 4 år havde der ingen pave været.
1273	Gregorius den Tiende blev pave. Den engelske kong Henrik og jarl Magnus på Orkney døde.
1274	Pave Gregorius holdt koncil i Lyon og rettede op på grækernes tro. Ærkebiskop Jakob af Lund døde. Den engelske kong Edvard blev kronet. Ærkebiskop Jon kom til landet med en del af Jesu Kristi tornekrone, som kong Filip af Frankrig sendte til kong Magnus.
1275	Erik, søn af hertug Birger, kom fra Danmark med et hærfølge derfra og stred mod sin bror Valdemar med støtte fra deres bror, hertug Magnus, og kong Valdemar flygtede til Norge. I Trøndelagen haglede det sådan fra himlen på Laurentiusmessedag, at de største haglkorn vejede 15 øre.
1276	Pave Gregorius og pave Innocent døde. Hadrian blev pave. Han var ikke præst og hed Oktavian og var en meget berømt kardinal.
1277	Tatarerne dræbte kong Soldan af Babylon og 30 mand sammen med ham. Eilif i Naustdal blev dræbt. Biskop Askatin døde. Pave Innocent og pave Hadrian døde. Pave Johannes den Enogtyvende blev viet. Ufred mellem danskerne og svenskerne. Pave Johannes døde før pinsedag. Nikolas blev pave på Katharinamessedag. Han hed før Johannes Gaiatanus eller Gagitanus og var romersk kardinal. Kong Magnus og ærkebiskop Jon gennemførte en endelig ordning mellem kirken og kronen og stadfæstede det med de øvrige lendermænd og ikke-lendermænds breve og indsegl. De forhandlede i Tønsberg. Da bestemte kong Magnus, at hans lendermænd, stallere og øvrige bordsvende skulle kaldes herrer af alle. Lendermænd skulle fra da af kaldes baroner, bordsvende riddere.
1278	Narfe blev viet til biskop af Bergen og Torfinn til biskop af Hamar.
1279	Abbed Vermund på Tingøre døde. Der var ingen biskopper på Island.
1280	Kong Magnus Håkonson og Vigleik Præstesøn døde. Kong Erik blev kronet VI nonas Julii. Biskopperne og Jon Lovmand kom til Island med den nye lov. Pave Nikolas blev viet.
1281	Bjarne blev viet til abbed. Pave Nikolas og Olav Grønlandsbisp døde. Bispeting i Bergen. Pave Martin blev viet. Kong Erik blev gift med Margrete, der var datter af Alexander Skottekonge, og hun blev kronet. Land og folk på Island svor sig under kong Erik og hertug Håkon.
1282	Byen brændte i Nidaros. Herr ærkebiskop Jon måtte tillige med biskop Andres af Oslo og biskop Torfinn af Hamar flygte fra Norge på grund af kongemagten. Ærkebiskop Jon døde i Skara i Götaland. Han anses for hellig.
1283	Dronning Margrete døde. Hun skænkede sin kappe til kirken i Holar, og biskop Jørund fik den lavet til en kåbe, som siden blev kaldt Dronningegaven. Ærkebiskop Jons lig blev ført hjem til Nidaros. Herr Ravn kom til Island med kongebreve, der fastslog, at kirkearvegods skulle tilbageføres til lægmænd.
1284	Lægmænd overtog kirkerne og kirkegodset på Island. Sturla Lovmand døde.

Audun Hugleiksons segl

1285	Den franske kong Filip døde. Herr Alf blev udnævnt til jarl.
1286	Herr Audun Hestekorn blev udnævnt til jarl. Kong Erik udskrev folk fra Island.
1287	På denne tid fulgte mange voldsomme storme efter hinanden, og mange døde derpå af sult. Pave Honorius døde påskeaften. Dronning Ingeborg døde. Biskop Andres af Oslo døde. Byen brændte i Oslo. Herr Hallkell blev pågrebet af jarl Alf og kastet i fængsel og siden dræbt, og Alf blev erklæret fredløs sammen med alle dem, der havde fulgt ham, og siden blev hans mænd dræbt, 220 mand. Alf flygtede til et kloster i Sverige. Aslak Mundskænk og syv andre blev hængt. I Danmark blev alle de mænd, der forrådte og dræbte kong Erik, lyst i band. På Tiburtiusmessedag sejlede kong Erik og hertug Håkon fra Bergen.
1288	Palliet blev lagt på ærkebiskop Jørund. Herr Tord blev viet til biskop af Grønland.
1289	Kong Erik og hertug Håkons hærfærd i Danmark. Herr Ravn døde.
1290	Kirkerne kom tilbage under biskoppens magt i Skålholt bispedømme. Bispeting i Nidaros. Den svenske kong Magnus døde.
1291	Biskop Arne kom til Island og gjorde krav på alle kirker.
1292	Pave Nikolas den Fjerde døde. Herr Tord på Mødrevold kom til Island med kongebreve vedrørende kirkesagen.
1293	Abbed Eyjolf på Tværå døde. Peter fra Eid, en norsk mand, fik tildelt hele Nordlændingefjerdingen. Herr Lodin fra Bakke blev landsforvist til Island.
1294	Der var strid mellem kong Filip af Frankrig og kong Edvard af England. Den norske kong Erik blev gift med Isobel. Visleif af Rügen brændte Hisingen. Fjeldskred på Kølen ved Myrar, otte mennesker mistede livet. Stort jordskælv.
1295	Eremitten Hadrian blev på Helligåndsdagen viet til pave og kaldt Celestin, og ti tilstedeværende spedalske blev alle fuldstændig raske ved Guds barmhjertighed, og der skete andre store mirakler. Celestin var ikke pave helt til Johannesmesse, men opgav pavegerningen og vendte tilbage til sit eneboerliv. Da blev Benedikt, en af kardinalerne, valgt og viet og kaldt Bonifatius. Den danske kong Erik og hertug Christoffer pågreb ærkebiskoppen af Lund og kastede ham i fængsel. Danmark blev lyst i band. Desuden grundlagde biskop Jørund et kloster i Stad på Reynisnæs og på Mødrevold i Hørgådal. Egil Eyjolfson, som siden blev biskop af Holar, blev født.
1296	Abbed Ljot døde. Kong Erik og hertug Håkon indgik forlig med den danske kong Erik. Herr Erik af Langeland blev gift med jomfru Agnes, den norske kong Eriks moster. Herr Torgils Drost blev gift med den svenske konges datter. Desuden blev Nordlændingefjerdingen tildelt Gudmund Skjaldestilk. Tolv bønder svor om kirkegodset ved kirkerne i Skålholt bispedømme. Der skete ni enkeltvise drab på Island.
1297	Ærkebiskop Jens af Danmark undslap fra fængslet. Sire Karl, den franske konges bror, blev taget til fange af engelske mænd. En kardinal kom til Danmark og løste kongen og hans bror og hele landet af bandlysningen. Saracenerne kom med 20.000 mand for at støtte kong Edvard i England. Kong Edvard tog hele magten syd for havet. Kong Edvard kæmpede i Efnu og erobrede en stor del af Skotland og kastede jarlen af Ross og jarlen af Munter og jarlen af Gloucester i fængsel. Desuden blev de bønder, der svor om kirkegodset, stævnet til Norge. Torvard Torarinson døde. Ærkebiskop Jørund blev udvævnt til jarl.
1298	Biskop Arne Torlakson døde XV kalendas Maii. En komet var synlig. Abbed Erik på Mikaelsklostret døde.

Kong Håkon Magnussons segl

1299	Den norske herr kong Erik Magnusson døde VI idus Julii. Hans bror, hertug Håkon, fik kongenavn allehelgensdag. Herr Sturla kom til Island med de breve, der stævnede tolv bønder og tolv håndgangne mænd til Norge. Holte-Bjørns skib forliste ved Færøerne, og næsten 50 mennesker omkom. Den ærværdige herr abbed Bjarne på Tingøre døde. Herr biskop Laurentius plejede at sige, at han havde set to mænd, som han syntes lignede helgener, den ene var biskop Arne Torlakson, den anden abbed Bjarne. Der skete mange mærkelige ting ved den førnævnte abbed Bjarnes død: Et lys sås skinne på klostret, og klokkerne ringede af sig selv.
1300.	Hekla havde så voldsomt et udbrud, at fjeldet revnede, så det vil være synligt, så længe Island er befolket. Dette udbrud havde en sådan kraft, at klippestykker så store som kul blev slået løs, og når de slog sammen, var bragene så høje, at de kunne høres nordpå i landet og vidt omkring andre steder. Derved faldt der så meget pimpsten ned over gården i Næverholt, at tagene brændte af husene. Vinden var i sydøst og førte så store mængder aske med sig nordpå over landet, at det mellem Vatnskard og Øksefjordshede afstedkom et sådant mørke, at ingen vidste, om det var dag eller nat, hverken ude eller inde, mens asken regnede ned på jorden, og på den måde blev jorden dækket helt af aske. Dagen efter føg det sådan med aske, at folk nogle steder dårligt kunne finde vej. Disse to dage vovede folk på nordlandet ikke at ro ud på havet på grund af mørket. Dette skete III idus Julii.. På denne tid var der udbrud på Sicilien, og to bispedømmer brændte. Desuden kom der sjette julenat så stort et jordskælv på sydlandet, at jorden rystede vidt omkring. En gård styrtede sammen i Østre Skard, og i kirken dér var en stor malmpotte fæstet til murlægten. Denne blev ved jordskælvet ramt så hårdt af taget, at potten gik i stykker. Der stod to kister i forgangen, og de slog sådan imod hinanden ved jordskælvet, at de begge gik i småstykker.
1301	En mægtig høvding gik i strid mod selveste Rom. Han indgik siden forlig med pave Bonifatius, således at han blev gift med pavens søsters datter. Og herr paven gjorde det for den hellige kristendoms fred, at han selv holdt deres bryllup og lovede at spise kød palmesøndag, men han forbød, at nogen skulle følge hans eksempel. Herr kansler Bård døde. Da kom herr Alf fra Krogen til Island. Han fik tildelt to fjerdinger: Nordlandsfjerdingen og Østfjordsfjerdingen. Islændingene overfaldt ham på Hegranæstinget og Oddeøretinget. Han blev så skræmt, at han ikke vidste, hvor han skulle gøre af sig selv. Ikke længe efter døde han i . . . . . . . . i Hørgådal. I Norge blev mange islandske mænd siden beskyldt for at have dræbt ham, men dette var dog ikke sandt, for han døde af sygdom. Han bragte mange uhørte forandringer med til Island. Da kom herr Lodin fra Bakke til landet med embede som lovmand for det halve Island, og han sagde, at ifølge kongens brev skulle enhver, der ikke overholdt hans kendelser, bøde 15 mark. Da kom også herr Jon, som havde været lovmand længe, til Island. Der opstod uenighed mellem ærkebiskop Jørund og korbrødrene i Nidaros. Herr paven indkaldte ærkebiskoppen til møde, men han nåede ikke længere end til Paris. Den store mandedød i Fljot og i Skagafjord. En komet blev set af købmænd på havet omkring Mikaelsmessetid. Den forekom dem at være større og mørkere end andre stjerner, og den var sammenklemt og bevægede sig hver aften, når de så den, i den forkerte retning fra nordøst mod nord. Desuden var en komet synlig på sydlandet en halv måned ved vinternatstid.
1302	En komet var synlig i Bergen henimod langfasten og i Rom før påske. Herr Audun Hestekorn blev hængt. Gudmund Sigurdson havde lovmandsembedet.
1303	Pave Bonifatius den Ottende og biskop Arne af Stavanger døde. Pave Benedikt blev viet. Herr Bård kom til Island med lovsigeembedet.
1304	Skibe og mennesker gik tabt, da de i en frygtelig storm blev drevet væk fra land ved Hornstrand dagen efter Petersmesse om sommeren. Dette var en stor flok mennesker, som var roet ud på havet.
1305	Pave Benedikt og lovmanden herr Torlak døde. Herr Alf kom for sidste gang til Island med . . . . . . . . påbud, at han krævede, at hver en lægmand i landet skulle give kongen en alen vadmel af hver hundrede, han ejede. Han havde før fremsat uhørte krav. Det samme efterår døde han, som det tidligere blev fortalt. Her skal indsættes det, som tidligere blev fortalt om ham i annalen. Ærkebiskop Klemens blev valgt til pave.

Pave Klemens 5.

1306	Øystein Rævetåbes skib forliste. Alle, der var ombord, omkom, næsten 70 mand. Abbed Runolf i Vær døde. Et skib forliste ved Øre.
1307	Broder Bjarne og Sire Laurentius kom til Island for at føre tilsyn for ærkebiskop Jørund. Sire Einar Havlideson blev født på ottendedagen for den herlige jomfru Marias fødsel. Jeg syndige mand beder dem, der læser eller hører dette skrift, om at bede for mig til Gud, således at jeg på dommedag vil blive regnet blandt hans udvalgte, og måtte hans søde mor, Maria, støtte mig i min dødsstund og hjælpe mig til sin velsignede søns barmhjertighed. Hil dig Maria, min herres mor, og hjælp syndige mig nu og i al fremtid! Amen.
1308	På sydlandet var der så kraftigt et jordskælv, at 18 gårde styrtede sammen.
1309	Kirken i Skålholt brændte to nætter før Paulusmesse, og det gik så hurtigt, som det tager at spise et måltid eller drikke en høvisk skål. Der var hverken aske eller andet tilbage. Ilden slog ned fra oven. Ærkebiskop Jørund døde. Sire Laurentius blev kastet i fængsel og ført tilbage til Island i lænker. Dette skete på grund af biskop Jørunds strid med korbrødrene, og særligt fordi han var på ærkebiskop Jørunds side. Eilif blev valgt til ærkebiskop. Øgmund Ungedans blev dræbt. Der var ufred i Norge på grund af den svenske hertug Eriks hærgen. Abbed Høskuld på Tingøre og mange præster på Island døde, også sire Gamle på Høskuldstad, som var en navnkundig prædiker og levede et sømmeligt liv og var udsøgt blandt præster og lægmænd, gode bønder. Det blev kaldt Mandedødsvåren. Kolbein Bjørnson blev dræbt.
1310	Gudmund blev viet til abbed på Tingøre. Biskop Arne kom til Island med store beføjelser fra kongen. Da nåede pavens påbud om Jerusalemsgaver til Island. Karlemagnus og Torstein blev dræbt. Orm blev dræbt. Slem byldesot.
1311	Koncil i Vienne i Frankrig.
1312	Herr pavens udsendinge kom til Norge. Dronning Eufemia døde. Herr Christoffer og herr Tord og herr Loft døde.
1313	Herr biskop Jørund Torsteinson af Holar døde Brigidsmessedag. Han havde da været biskop i 46 år. Han har grundlagt to klostre — på Stad og på Mødrevold — og ladet kirken hjemme på Holar opføre og prydet den med klokker og skrud og beriget bispesædet med jorder og ejendele, så det vil kunne ses, så længe Island er befolket. Sire Torstein og sire Snjolf rejste ud i Holarkirkens ærinde. Audun Torbergson blev viet til biskop af Holar. Han var tidligere kannik i Nidaros og havde længe været kongens skatmester. Han blev viet Katharinamessedag. Abbed Lodmund i Vær døde.
1314	Pave Klemens døde. Kejseren blev forrådt påskedag på den måde, at da han modtog nadveren, var der hældt gift i kalken, som han drak af, og det blev hans død. Pavens påbud om at give en tiendedel af al kirkegods på Island til udlandsfærder for at vinde Jerusalem nåede til Island. Den følgende vinter efter biskop Jørunds død blev kaldt Hestedødsvinteren. På Bredebolstad lod endvidere sire Havlide Steinson den kirke opføre, som står der nu.
1315	Den franske kong Filip døde. Hans søn Ludvig blev taget til konge. Biskop Arne rejste til Grønland og herr biskop Audun til Island, og han kom ud ved Sæløre. Han lod som den første på Island et hus bygge af tømmer. Han lod biskop Gudmunds knogler tage op VI kalendas Novembris. Johannes den Toogtyvende blev pave. Biskop Ingjald af Hamar døde. Einar Havlideson blev kroneviet i sit niende år.
1316	Der opstod uenighed mellem biskop Audun og sire Kodran. Herr biskoppen suspenderede ham fra embede og vederlag, men Kodran appellerede til ærkebiskoppen. Det samme skete for Snjolf. Han opnåede det forlig, at han fik Grenjadsstad. Biskop Audun lod præsterne sværge troskabseder. Der opstod også uenighed om tiende mellem abbed Gudmund og brødrene på Tingøre på den ene side og biskop Audun på den anden side. Sire Laurentius var på Tingøre og holdt helt med brødrene. Sire Egil Eyjolfson blev præsteviet.
1317	Kirken og hele klostret brændte på Mødrevold. Også klostret på Holm brændte. Tore blev afsat som abbed på Munke-Tværå. Sire Egil blev skolemester på Holar, og Einar blev klerk under sin lærde mester. Laurentius og sønnen Arne afgav munkeløfte på Tingøre ved indgangen til fasten. Abbed Gudmund appellerede tidligere om vinteren til ærkebiskoppen. Der var det største fjendskab mellem Tingørefolkene og herr biskoppen. Abbed Gudmund sejlede om sommeren til Norge og var dér i to år. Brødrene låste klostret for biskop Audun og ligeledes koret, så han ikke kunne komme til at tale med brødrene. Broder Bjørn Torsteinson var prior. Det lykkedes biskoppen og hans folk at få mad på stedet, men sire Havlide lod drikkevarer bære fra Bredebolstad. Der var mange bønder til stede fra Vatnsdal og vesterbygderne for at hjælpe brødrene.

Ingeborg Håkonsdatter

1319	Kong Håkon Magnusson døde. Birger, konge i Sverige, lod sine to brødre, hertug Erik og Valdemar, sulte ihjel. De var kong Håkons svogere. Hertug Erik var gift med kong Håkons datter, Ingeborg, der siden blev kaldt hertuginde. Sire Havlide Steinson på Bredebolstad døde. Han opbyggede hele stedet, kirken og gården, og berigede det med meget gods. Han ligger foran Mariaalteret midtskibs i kirken på Bredebolstad. Han var en betydningsfuld mand, oplært under abbed Vermund i Tingøre, men viet i Skålholt af biskop Arne Torlakson. Han rejste til Norge og var herr kong Eriks hirdpræst. Der skete det, at da Margrete, kong Eriks datter, stod klar i Bergen, dengang hun skulle flytte til Skotland, som hun siden selv bekræftede, inden hun blev brændt på Nordnæs, »— at da jeg blev ført ned til denne port — det var dengang ved Apostelkirken — var der en islandsk præst, der hed Havlide, sammen med min far, kong Erik, og da klerkene var færdige med sangen, begyndte denne sire Havlide på Veni creator spiritus, og denne hymne sang de til ende, mens jeg blev båret ud på skibet.« Dette bekræftede sire Havlide, da han fik at vide, at den samme Margrete var blevet brændt på Nordnæs. Sire Havlide var længe forstander på Holar og ligeledes på Tingøre. Biskop Jørund plejede at sige, at ingen mand i hans bispedømme var bedre til at lede og forvalte end Havlide Steinson.
1320	Magnus Erikson, kong Håkons dattersøn, blev valgt og taget til konge over Sverige, Norge og Gotland. Skibet Skankinn forliste om foråret i havisen ud for Østfjordene. Abbed Tore og sire Snjolf var ombord. Biskop Audun rejste om sommeren ud fra Øre sammen med Orm Torsteinson, der var valgt til Skålholtbiskop. Herr Ketil kom til Island og lod landet sværge sig under kong Magnus.
1321	Stort uår på Island, og vidt omkring døde folk af sult. Den valgte Orm døde. Sire Orm Steinson blev valgt til Skålholtbiskop, men han frasagde sig valget og gav løfte om en pilgrimsfærd til apostlene Peter og Paulus’ tærskler, men døde kort tid efter. Skuta-Grim blev valgt og viet til biskop. Han var biskop i tre måneder, men døde ude ved havnene, hvor købmændene lå og ventede på bør.
1322	Herr biskop Audun Torbergson døde. Jon Halldorson, broder af prædikebrødreordenen, blev viet til biskop i Skålholt. Han var en anseelig klerk og havde længe opholdt sig udenlands i Bologna og Paris for at studere.
1323	Broder Laurentius blev udpeget til biskop på Holar. Han blev valgt og visiterede Holar bispedømme i 12 måneder. Vinteren var meget hård og ligeledes foråret. Det bedredes på messedagen for Holarbiskoppen Jon.
1324	Den valgte herr Laurentius sejlede ud fra Gåsar. Krafsen, som den valgte var ombord på, forliste ved Helgeland. En del gods gik tabt, men folkene reddede livet. Den valgte herre opholdt sig hos ærkebiskop Eilif om vinteren. Herr biskop Jon Halldorson kom til Island om efteråret. Einar blev viet til subdiakon.
1325	Herr Laurentius blev viet til Holarbiskop på messedagen for Johannes Døberen. Han kom om efteråret til Island ved Øre. Det var det eneste skib, der kom til Island. Einar blev viet til diakon.
1326	Nye højtider til gudstjenester og til helligholdelse blev lovfæstet på Altinget. Herr Laurentius og abbed Gudmund indgik en overenskomst vedrørende tiende, således at Hvamm i Vatnsdal for altid skulle høre under Tingøre kloster.
1327	Intet skib kom til Island.
1328	Broder Ingemund Skutason kom til Island med ærkebiskop Eilifs befalinger. Herr biskop Jon Halldorson og abbed Torlak i Vær blev udpeget til dommere i sagen mellem biskop Laurentius og brødrene på Mødrevold. De red nordpå og kom til Mødrevold på den første Olavsmessedag og stiftede forlig mellem kirken på Holar og klostret på Mødrevold. De var på Holar på den senere Olavsmessedag og modtog meget hædrende gaver af biskop Laurentius. Forliget bestod i, at brødrene på klostret i Mødrevold skulle være under Holarbiskoppens myndighed.
1329	Denne vinter begyndte brødrene på Mødrevold deres ulydighed, og de ville bryde det førnævnte forlig. Biskop Jon blev tilskyndet til at ride nordpå i landet. Biskop Jon og abbed Torlak red igen af afsted om sommeren og lod biskop Laurentius indkalde til Mødrevold. Først kom han ikke, for han sagde, at han havde overholdt sin myndighed i henhold til forliget. De gik så hårdt til biskop Laurentius, at de var rede til at suspendere ham, og herr biskop Laurentius gik da for fredens skyld med til, at forliget blev lavet sådan, at brødrene på Mødrevold selv skulle forvalte godset på Mødrevold. Laurentius sendte sire Egil Eyjolfson til Norge med brev til ærkebiskoppen. Han sejlede ud fra Gåseøre. Biskop Jon sendte sire Arngrim på sine vegne. Enden på deres mellemværende blev, at sire Egil afgjorde hele trætten om Mødrevold med sin klogskab. Dette skyldtes alene hans lykke og biskop Laurentii kyndighed.

Solformørkelse

1330	Der var solformørkelse over store dele af Island. Desuden kom sire Egil til Island ved Øre. Han havde brev med til biskop Laurentius, hvori der stod, at det gamle forlig vedrørende Mødrevold skulle stå ved magt, så klostret på Mødrevold hørte under Holar bispedømme. Ærkebiskop Eilif sendte herr Laurentius den mitra, som er den bedste på Holar, og på sin vielsesdag, messedagen for Johannes Døberen, sang han første gang med den på.
1331	Biskop Laurentius fik fremstillet et emaljeret evangelium og et andet, som var forsiret — begge dele var meget smukke arbejder — samt en ganske pragtfuld kalk. Herr Torstein Hallson blev ordineret som presbyter. Herr Laurentius fik også Laurentius-skrinet lavet af udsøgte materialer, og det blev fremstillet om vinteren, før han døde om foråret.
1332	Herr Holarbiskop Laurentius døde, æret være hans minde. Herr biskop Laurentius blev ramt af sygdom natten før Herrens bebudelse, begribeligvis til den salige og glorværdige jomfru, og han døde på højtidsdagen for Magnus Orkneyjarl. Han var meget stilfærdig og yderst venlig under sin sygdom. Han lod hellige bønner læse højt for sig, og dette rørte ham meget til tårer, særligt Gregorii udlægninger og andet, som særligt kunne vække hans hjerte til anger. Påskeaften drømte han, at han så sin højre hånd, og det forekom ham, at han i den holdt en helgens knogle. Han fortalte sin fortrolige diakon, Einar Havlideson, som var den, han stolede mest på, bortset fra sin skriftefader, sire Valtjov, om denne drøm. Han var så gavmild med almisser, at han skænkede hele provstedømmet i Skagafjord til forsørgelse af fattigfolk, og tilmed lod han for 20 hundreder varer give til de fattige fra Mikaelsmesse til pinse. Han gav også alle de gaver bort, som bispesædet havde fået i form af klippede fåreskind, varer og vadmel, og det udgjorde mindst 10 hundreder årligt. I sit testamente skænkede han alle præster og klerker noget til minde, og alle præster fik hver sin kjortel. Han udvævnte sire Torstein Illugeson til sin stedfortræder og gav ham 20 alen klæde, for 10 hundreder i varer og en fingerring af guld. Sire Egil fik et anseeligt vægtæppe på 30 alen og to forsirede horn og hans vielsesguldring, der indeholdt hellige levninger af biskop Jon. Det var meget bemærkelsesværdigt, at det var ham, der fik hans vielsesguldring, som blev biskop efter ham. Diakonen Einar gav han fornemme klæder, det vil sige 30 alen dobbeltforet klæde, skindhoser og de bedste sko fra klædeskabet. Forstander Skule fik 15 alen klæde, forstanderinden Gudrun fik rødt klæde og en psalter, bryden Sølve fik 3 hundreder, gæsteværten Tore 3 hundreder, og alle — mænd og kvinder — gav han noget til erindring, enten koftevadmel eller lærredsklæde. Han bestemte i alle enkeltheder selv, hvordan hans begravelse skulle foregå. Sire Torstein gav ham den sidste olie. Han udpegede sin søn, broder Arne, til at tage tilbage til klostret på Tingøre og gav ham godt 15 hundreder med til klostret dér. Desuden gav han alle klostrene 10 hundreder hver især for deres forbønner, og han gav mange andre sjælegaver. På den sidste dag af sit liv bad han sire Egil og diakonen Einar læse bønner til Helligånden, mens han hørte på, og da de havde læst, sagde han dette: »I er begge mine elever, og derfor beder jeg jer om herefter at bede disse tidebønner dagligt.« Derpå læste broder Arne messen, og biskoppen opfyldte alle sine forpligtelser under messen. Og efter messen, da de tilstedeværende var blevet velsignet, opgav han sin sjæl til Gud, som jeg ønskede at bevidne. Sire Torstein Illugeson bekræftede også, at han ikke havde være hos noget menneske, som havde forladt verden på så bemærkelsesvædig vis som herr biskop Laurentius. Dette samme forår var der desuden den storm, som man kaldte Pinsedagsstormen. Den ramte hele landet i fardagene. Der skete da det største tab af husdyr over hele landet. Den samme sommer rejste sire Egil desuden ud fra Gåseøre. Einar Havlideson blev viet til præst af herr biskop Jon Halldorson om efteråret i Skard på Rangåvold, således som herr Laurentius havde tilrettelagt det. Det skal ikke forbigås, men snarere fremhæves, at herr biskop Laurentius berigede bispestolen i Holar særdeles meget med hensyn til guld og brændt sølv og alle hånde kostbarheder, lærred, klæder, krydderier og drikkevarer. Han købte Bjørnstadslien og mange andre jorder til bispesædet og opførte gårde dér. Han opførte desuden et hospital ved Kviabæk i Olavsfjord til alle de præster, som var svækkede af ælde eller sygdom og ikke kunne varetage deres embede. Han udstyrede stedet passende, så der ikke manglede noget, og lagde mange jorder og fårehold dertil. Disse foranstaltninger ville have bestået længe, hvis ikke de var blevet ændret eller bragt til ophør, og hvis ikke stedets udstyr og store formue var blevet ødet bort af senere Holarbiskopper.
1333	Herr Egil blev på messedagen for den hellige treenighed bispeviet til Holar i Bergen af Bergensbiskoppen herr Håkon, for ærkebiskop Eilif var ikke i stand til at gøre det på grund af sygdom. Desuden kom herr biskop Egil til Island ved Gåsar. Han kom hjem til Holar på ottendedagen for den salige jomfru Marias himmelfart og sang den første messe på dagen for den herlige jomfru Marias fødsel. Han begyndte straks i sit bispeembede en forbilledlig levevis med faste og stadig bøn. Desuden resignerede sire Torstein Illugeson Bredebolstad, men fik Grenjadsstad, mens præsten Sigmund Jonson fik Bredebolstad. Sire Jon Vædder på Høskuldstad døde.
1334	Der skete det frygtelige, at en præst ved navn Torbjørn blev dræbt Mikaelsmessdag i Nesjar sydpå, mens han under messen stod ved alteret i sit skrud. Manden, der dræbte ham, hed Torleif, og han tog siden sit eget liv med en kniv. Desuden drog sire Einar Havlideson om foråret til Høskuldstad for at bosætte sig dér, for han havde fået kirken tildelt om vinteren på Sankt Mariæ renselsesdag. Herr kansler Pål blev valgt til ærkebiskop i Nidaros og rejste til kurien, hvor han blev viet. Desuden kom herr Erik Sveinbjørnson til Island. Skibet kom til Øre Mattæusmessedag. Desuden brændte byen i Bergen året forinden, og to skibe, Islandsfarere, drev i land og blev røvet ved Suderøerne. Suderøboerne plyndrede det ene af fartøjerne, men det andet gav de frit, og på det sejlede folkene nærmest ved et mirakel til Norge.

Dronning Blankas segl

1335	Sire Vigfus kom til Island med det brev fra det pavelige råd, som herr pavens udsending havde haft med til Norge, og begge biskopper, Jon Halldorson og biskop Egil, blev kaldt til møde i Norge vedrørende betaling af pavetiende. Biskop Jon drog af sted, mens sire Olav skulle rejse på Holarkirkens vegne, men han kom for sent, og de sejlede af sted uden ham. Herr Torstein Illugeson på Grenjadsstad døde. Han var den mest nyttige mand i Holar bispedømme, hvilket længe vil fremgå af de bøger og tegninger, som han lavede, og de kors, han fremstillede. Således udførte han sit arbejde til stor gavn for sig selv og andre. Præsten Olav fik Grenjadsstad.
1336	Herr biskop Egil rejste ud fra Gåseøre. Han traf herr ærkebiskop Pål ved Trondheimsfjordens munding og fik en ærefuld modtagelse og opholdt sig i Trondheim om vinteren, mens sire Snjolf var i Bergen hos biskop Håkon. Han havde fået herr pavens udsendings fuldmagt til at opkræve betaling fra biskopperne på Island. Herr ærkebiskop Pål fritog herr biskop Egil fra at tage sydpå til Bergen, hvilket biskop Håkon ikke syntes om. Sire Snjolf rejste til Island om sommeren.
1337	Kong Magnus Erikson, konge af Norge, Sverige og Skåne, blev gift med dronning Blanka. Hun var datter af hertugen af Flandern og en broderdatter til kongen af Frankrig. Desuden blev abbed Arne fra Lyse halshugget i England sammen med hele sit skibsmandskab. Herr biskop Egil opholdt sig endnu en vinter i Trondheim, for han fik ikke mulighed for at komme til Island om sommeren.
1338	Da døde herr Skålholtbiskop Jon, der var en dygtig prædikant, som man anser for god for Gud, hvilket bevises af de jærtegn, der sker ved hans grav. Herr biskop Egil kom til Island ved Øre.
1339	Der var solformørkelse i hele Island dagen før Seljafolkenes messedag. Dette år var der så voldsomt et jordskælv på sydlandet, at 50 gårde styrtede sammen og tre mennesker døde. Folk faldt også af hesteryggen ude på vejene og måtte blive liggende, så længe jordskælvet varede. Da steg vandet i den varme kilde i Henglafjeld 10 favne til alle sider, hvor der plejede at være flad mark. Også rundt omkring på sydlandet steg vandet i de varme kilder. Abbed Gudmund på Tingøre gik bort. Han døde på Munke-Tværå, men hans lig blev ført nordpå til Tingøre. Der skete mange mærkelige hændelser ved hans ligfærd, og man anser ham for at være en god mand for Gud. Han lod kirkens midtskib opføre på Tingøre, og han skaffede skrud og bøger og klokker til stedet og oplærte mange af de klerker, som siden blev præster, og han var en mand, der gjorde megen gavn.
1340	Herr abbed Bjørn blev af herr biskop Egil indsat som abbed på Tingøre kloster. Sire Kolbein, der var forstander på Holar, døde. Sire Einar Havlideson blev forstander på Holar. Vinteren var meget hård.
1341	Biskop Jon Eindrideson i Skålholt døde. Hekla gik i udbrud, og der kom så meget askefald, at husdyrene døde af det om foråret, men får og kvæg døde særligt omkring Rangåvold, og fem bygdelav blev nærmest lagt øde, men også mange andre steder døde folks husdyr på grund af asken. Herr Holarbiskop Egil døde. Han var den bedste leder i åndelige og verdslige anliggender, og han berigede den hellige Holarkirke med kirkeskrud og klokker og alskens overflod af den bedste slags på Island. Han valgte sire Einar til at give sig den sidste olie, og han overlod ham alle verdslige og åndelige opgaver. Denne velsignede herr biskop Egil havde mange gode sæder i sit bispeembede, både ved at uddele almisser til de fattige og ved sin legemlige afholdenhed. Han spiste ét måltid om dagen og drak kun ved bordet — en lille, afmålt mængde hver anden dag. Han var en flittig sanger og bad meget, var retfærdig og aldrig begærlig. Han ville ikke modtage noget for sine tilsyn, således som den hellige kirkes lov ellers foreskriver. Han var myndig og dømte ikke rige mennesker anderledes end fattige. Da han kom til Island som viet biskop, befalede han, at alle skulle have tilbagebetalt de bøder, som hans forstander havde opkrævet, da han var provst. Han lod sit gods dele i tre: Den ene del gav han til kirken, den anden til fattige mennesker, og den tredje del tildelte han sine arvinger. Denne sommer kom desuden korbroderen sire Aslak til Island fra Nidaros, han var udsendt af ærkebiskop Pål og bemyndiget til at føre tilsyn med hele Island. Endvidere kom Botolf Andresson, som kongen havde udpeget til landshøvding over hele landet, til Island. Abbed Bjørn Torfinnson på Tingøre døde. Vinteren var god.

Avignon-paven Klemens 6.

1342	Ravn Jonson druknede i Tjorså. Desuden holdt Botolf og Steinunn Ravnsdatter et storslået bryllup i Glaumbær med indbudte fra hele Island. Herr Erik Sveinbjørnson døde. Herr Ketil Torlakson døde også.
1343	Herr Orm Aslakson blev viet til biskop af Holar, Jon Sigurdson til biskop af Skålholt, Torstein til biskop af Bergen, Guttorm til biskop af Stavanger, Jon Skalde til biskop af Grønland. Ærkebiskop Pål vidste ikke, at biskop Arne var i live. Herr biskop Orm kom til Island. Det skib, han var ombord på, landede ved Tjorsåsand, men blev slået i stykker, og 17 mennesker druknede. Da forliste også Snorre Fods skib, da de stod ud fra Hvalfjord, og derved mistede han selv og 22 andre livet. Yderligere tre Islandsfarere forliste. Endvidere kom biskop Jon Sigurdson til Island. Han irettesatte Arngrim og Øystein, brødre i Vær i Tykkebø, fordi de havde slået deres abbed, Torlak. Arngrim blev lagt i fodlænker, Øystein i halslænke. Desuden degraderede han en søster i Kirkebø for at vanhellige paven, og hun blev siden brændt. Fremdeles var også biskop Orm ublid mod brødrene på Mødrevold, og han kastede nogle af dem i fængsel. Han bortødede snart det gods, som herr biskop Egil og sire Einar Havlideson havde fået lagt til Holarkirken.
1344	Sire Einar Havlideson førte sit bohave til Bredebolstad i Vesterhop. Han havde vinteren forinden fået tildelt kirken på allehelgensdag. Desuden blev Erik viet til abbed på Tingøre. Dette år var biskopperne meget hårde ved lærde og lægfolk på Island.
1345	Biskop Orm rejste ud fra Hvalfjord. Sire Einar Havlideson og sire Runolf rejste også ud på vegne af herr biskop Jon og var ombord på samme skib.
1346	Ærkebiskop Pål i Nidaros døde. Biskop Orm kom til Island. Sire Einar Havlideson kom også sammen med Sigurd Gyridson til Island ved Melrakkesletten. Skibet Rosinborg, som de var ombord på, blev slået i stykker, og stort set alle værdier gik tabt, men alle menneskerne overlevede. Sire Einar havde forladt landet vinteren før og var rejst til pavepaladset og var i Avignon i ni dage og rejste igennem Frankrig hjem og opholdt sig nogen tid i Paris. Efteråret inden hændte det i Nidaros, at 25 gårde sank ned i jorden i Gauldalen, så ingen rester efter bebyggelserne var synlige; der var kun flad jord og mudder dér, hvor husene havde stået.
1347	Biskopperne på Island blev så strenge mod landets befolkning, at folk fandt det uudholdeligt. Lægmænd på nordlandet gik i forbund mod biskop Orm og ville bevare de gamle ordninger. Begge biskopper rejste ud fra Hvalfjord på det samme skib. Desuden var der slem byldesot over hele Island, og en mængde mennesker døde. Endvidere blev Arne Vade viet til ærkebiskop af Nidaros i pavens palads, og han kom tilbage til Norge iført palliet.
1348	Biskop Jon Sigurdson kom til Island. Han red til Holar og agtede at stifte forlig mellem biskop Orm og nordlændingene, men hele bondealmuen samlede sig og ville på ingen vilkår underlægge sig eller indgå forlig med biskop Orm. Biskop Jon red sydpå over Kølen, men blev syg, så snart han kom til sydlandet, og han var sengeliggende frem til Magnusdag, hvor han døde. Han var en foretagsom mand og en stor leder. Der var så streng en frostvinter på Island, at havet frøs til is hele vejen omkring landet, så man kunne ride fra hvert et næs og over hele fjorden. Landshøvdingen Holte døde, men kun få sørgede over det. Desuden døde husfrue Rannveig Gestsdatter, sire Einar Havlidesons mor.
1349	På denne tid blev hele den nordlige halvdel af verden så svært ramt af en dødelig sygdom, at man aldrig har kendt mage, så længe landene har været beboet. Sygdommen begyndte i Babylon i Serkland ude i Afrika. Siden kom den til Jerusalem og lagde nærmest borgen øde. Derfra spredte den sig over Jerusalemshavet og over hele det romerske rige og derfra nordpå gennem landene og til pavens palads og lagde nærmest alt øde. Paven viede floden Rodanum, og deri kastede man de døde mennesker. Paven gav på Guds vegne, at dette skulle være deres kirkegård, for man var ikke i stand til at begrave de døde på grund af sygdom og mangel på folk. Siden spredte sygdommen sig til Frankrig og Saxland og derfra til England, og den lagde næsten hele England øde, hvilket ses af, at ikke mere end 14 mennesker overlevede i byen London. På denne tid sejlede en kogge fra England med mange ombord, og den sejlede ind i Bergensvig, men der blev ikke roet meget. Siden døde alle ombord på skibet. Og så snart der kom varer fra dette skib op i byen, døde byfolkene med det samme. Så spredte sygdommen sig til hele Norge og lagde landet øde, så kun en tredjedel af befolkningen overlevede. Den engelske kogge sank med lasten og de døde mennesker og blev ikke tømt. Flere skibe, busser og mange andre skibe, sank eller drev vidt omkring, og den samme sygdom bredte sig til Hjaltland, Orkney, Suderøerne og Færøerne. Sygdommen havde den natur, at folk ikke levede mere end en dag eller to med stærke smerter. Derefter begyndte de at kaste blod op, og derpå forlod ånden dem. Denne sygdom tog livet af ærkebiskop Arne og alle korbrødrene i Nidaros, på nær én, der hed Lodin, og han forestod udvælgelsen og udpegede abbed Olav fra Holm til ærkebiskop. Desuden døde biskop Torstein i Bergen. Endvidere døde biskop Guttorm i Stavanger. Biskop Hallvard i Hamar døde også. Denne sygdom kom ikke til Island.

Kong Erik Magnussons segl

1350	Herr Gilsbrikt blev viet til Bergen, herr Gyrd til Skålholt. De var forinden blevet godkendt af ærkebiskop Arne. Da blev herr Salomon viet til biskop i Oslo. Herr Orm og biskop Jon Skalde var bistående biskopper, for de tre var de eneste overlevende biskopper i hele Norge. Desuden kom kong Magnus og dronning Blanka til Bergen. Han gav sin søn Erik Sverige og Håkon Norge med håndslag og satte dem i kongesædet og forsynede dem med hirdfolk. Intet handelsskib kom til Island. Abbed Stefan på Tingøre døde. Herr Orm Øysteinson blev udnævnt til drost.
1351	Ærkebiskop Olav blev viet i kurien og kom tilbage til Norge med palliet. Kong Magnus drog til Rusland og stred mod russerne og vandt en stor borg fra dem. Herr Bjarne og mange andre stormænd var i hans følge. Herr biskop Orm kom til Island og medbragte et kongebrev, der indstævnede mange af de storbønder i Nordlændingefjerdingen, som havde slået sig sammen imod ham. Arngrim blev viet til abbed på Tingøre.
1352	Herr biskop Gyrd kom til Island. Bønderne fra Nordlændingefjerdingen rejste til kongen i Norge.
1353	Bønderne kom til Island med kongebrev om, at kongen ikke tillod biskopperne at pålægge undersåtterne nye forpligtelser, og biskop Orm fik påbud om at fritage dem.
1354	Biskop Orm rejste ud fra Hvalfjord. Ivar Holm kom til Island med kongebreve om, at han var blevet udnævnt til landshøvding og havde forpagtet hele Island med skatter og afgifter i tre år.
1355	Biskop Gyrd rejste ud. Vinteren var meget hård fra den ottende dag, og frosten og snevejret fortsatte helt frem til tingtiden, og husdyrene døde i stort omfang.
1356	Herr biskop Orm Aslakson døde.
1357	Biskop Gyrd kom til Island. Herr biskop Jon rejste til kurien for at få bispesædet på Holar på Island. Præsterne i Holar bispedømme nægtede lydighed over for abbed Arngrim, fordi han blev fundet skyldig i slemme anklager.
1358	Sire Eyjolf Brandson, korbroder i Nidaros, og broder Øystein kom til Island. De var af ærkebiskop Olav blevet udnævnt til tilsynsførende for Island. Desuden fortalte de, at biskop Jon Skalde var kommet tilbage fra pavepaladset, og at ærkebiskop Olav på herr pavens særlige ordre tildelte ham bispesædet i Holar, og det var blevet bekræftet, og bekræftelsen var blevet lyst i koret i Kristkirken i Nidaros. Denne samme sommer kom der desuden et kongebrev til Island om, at Arne Tordson og Andres fra Mark havde fået tildelt Østfjordsfjerdingen og Sydlændingefjerdingen, mens Torstein fra Urdir og Jon Fugleskræmsel blev tildelt Nordlændingefjerdingen og Vestfjordsfjerdingen som landshøvdinge. Disse fire havde af kongen forpagtet hele Island med skatter og afgifter i tre år. De tilsynsførende handlede på kirkens vegne, mens disse førnævnte lægmænd drog rundt på hele Island for at skaffe sig midler og hos lærde og lægfolk indkræve de penge, som de kunne få. Landets befolkning måtte tåle dette og bære byrden ved slige indgreb. De tilsynsførende genindsatte Arngrim som abbed på Tingøre, men han havde allerede opgivet det og svoret sig til et prædikebrødrekloster i Bergen.
1359	Biskop Jon Skalde kom til Island. Skibet Benediktsbåden, som han var ombord på, blev slået i stykker. Næsten hele lasten gik tabt, men folkene blev reddet. Han red hjem til Holar, og alle nordlændingene tog godt imod ham, og han sang sin første messe på Holar på allehelgensdag, og han modtog mange penge i offergave. Ingen af præsterne krævede, at han fremviste legitimation, og den blev heller ikke læst op i koret.
1360	Drosten Orm Øysteinson blev henrettet på kongens ordre. Kong Erik Magnusson blev forgivet i Sverige og døde af det, og hans dronning døde i barselsseng. Det hændte, at biskop Gyrd, Andres fra Mark og en stor mængde folk ville sejle til Norge på et lille handelsfartøj, men de var næppe sejlet ud, førend skibet sank med hele lasten, mens folkene sprang i båden. Den hellige Torlak udrettede det store mirakel, da de påkaldte ham, at der i denne båd, der ikke var beregnet til mere end 25 mand, var tæt på 40 mand. Alle kom i land med livet i behold. Endvidere skete der det, at man fandt en kiste, som var drevet op ved Øre, der indeholdt Skålholtkirkens brændte sølv og biskop Gyrds bispeskrud. Desuden kom Orm Lange til Island i Hvalfjord. Han ejede skibet Olavssuden. Det var så stort et skib, at et større næppe er kommet til Island, og det var lastet med en mængde varer, som var meget nyttige.

Kong Håkon Magnussons segl

1361	Der var kamp på Altinget, og Arne og Jon Guttormsons mænd kæmpede. Smed Andresson kom til Island; han var blevet udnævnt til landhøvding over hele Island, som han havde forpagtet med skatter og afgifter i tre år. Han bragte mange kongebreve med ud. Den sommer rejste desuden biskop Gyrd og abbed Helge og fem agtværdige præster ud på Olavssuden med Orm Lange og næsten 90 udvalgte mennesker. Man mener, at dette skib er sunket med hele ladningen, mennesker og gods. Det samme efterår gjorde præsten Torstein Hallson rejsning mod biskop Jon, og han fik alle præsterne mellem Øksnedalshede og Nordre Reykjadal til at give sig håndslag på støtte, og de ankom til Holar på festdagen for jomfru Katharina, og de nægtede alle at adlyde biskop Jon. Han ville ikke tale med dem. De kaldte ham Grønlandsbiskop, men ikke Holarbiskop, idet de tog præsten Torstein og indsatte ham i embedet. Alle bønderne fra Øfjord støttede dem i denne misgerning. Disse præster bemægtigede sig al Holar bispedømmets ejendom i det nævnte område og på Mødrevold. Sire Einar Havlideson stod først og fremmest på biskop Jons side sammen med alle præsterne omkring Skagafjord og vestpå til Vædderfjordså. Biskop Jon fratog alle disse præster messeembedet, men de sang alligevel som før. Folk stjal fra biskoppens indbo, hvor de kunne komme til det, nødet dertil af præsterne, og de opbrød kisterne i den hellige kirke på Silverstad og stjal derfra den vin, som stedet havde fået fra Holar.
1362	Møde på Holar på Tiburtiusmessedag. Alle fra Øfjord, lærde og lægmænd, kom nordfra. Også Smed og administratoren fra Skålholt kom. Der blev ikke indgået noget forlig på mødet. Øfjordsfolkene købte en færge ved Tværåstad og på den sejlede præsterne Torstein Hallson, Stefan og Gudmund den Lave og lægmændene Torstein Eyjolfson og Olav Peterson til Norge og landede ved Helgeland. Hreidar Kastespyd beslaglagde alt, både skib og gods, og førte lægmændene for kongen som fanger, men sire Torstein og hans kumpaner døde alle dette år. Desuden lod Smed Arne Tordson henrette på Altinget. Efter Altinget red Smed nordpå i landet med mange sydlændinge i sit følge, og de kom til Øfjord. Øfjordsfolkene havde spejdere ude, og på messedagen for Seljafolkene samlede de en stor skare på Grund i Øfjord og overfaldt huset, hvor Smed og hans mænd befandt sig. Dér mistede Smed livet sammen med Jon Guttormson, Jarp, Hannes, Jon Lange og tæt ved 10 mand i deres flok og omtrent lige så mange af Øfjordsfolkene. Endvidere rejste biskop Jon ud. Han opholdt sig om vinteren i Trondheim, men fik ingen hjælp af ærkebiskop Olav i sine sager.
1363	Torarin blev viet til Skålholt. Desuden kom biskopperne Jon og Torarin til Island. Øfjordsfolkene fortsatte deres fælles ulydighed mod biskoppen.
1364	Gunnstein blev viet til abbed på Tingøre. Desuden blev kong Erik Magnusson og fru Blanka forrådt med gift ved et stort gæstebud.
1365	Herr Arne Svæla kom til Island. Han var blevet slået ud af kurs på vej til Færøerne. Der var da tre biskopper på Island den vinter.
1366	Kong Magnus mistede Sverige ved svig, og han blev selv taget til fange i striden. Svenskerne tog Albrecht til konge over Sverige. Kong Håkon blev gift med Margrete, den danske kong Valdemars datter. Ivar Galt kom til Island i Kolbeinsåens munding. God vinter.
1367	Der var vulkanudbrud i Lilleherred, og hele herredet blev lagt øde.
1368	Ivar Holm kom til Island. Han havde fuldmagt til at opkræve pavetiende. Abbedissen Gudny fra Stad døde, og Oddbjørg blev viet til stedet.
1369	Tyskerne blev landsforvist fra Bergen af kong Håkon. Biskop Torarin døde, og Oddgeir blev viet til biskop af Skålholt. Abbeden i Vidø døde, og Jon blev viet til stedets abbed. Herr biskop Oddgeir kom til Island.
1370	Herr biskop Jon rejste ud. Han drog til Rom og fik med pave Urbans bulle en skriftlig bekræftelse på bispesædet på Holar. Sire Einar Havlideson var administrator og forstander på Holar, mens han var væk. Abbed Havlide døde, og Arne Jonson blev viet til Munke-Tværå. Det var et strengt uår, og foråret var så slemt, at der dårligt var græs til fårene på messedagen for Johannes Døberen. Sunnivasuden lå ved Gåseøre.
1371	Biskop Jon kom til Island med pavens brev. Alle Øfjordsfolkene, både lærde og lægmænd, var villige til forlig. Det var et meget slemt uår, og vinteren var hård.
1372	Ærkebiskop Olav og herr Gilsbrikt døde. Der var meget stor dødelighed i hele Norge. Benedikt blev viet til biskop af Bergen.

Kong Olav Håkonson

1373	Herr Trond blev valgt til ærkebiskop. Sunnivasuden kom til Siglufjord. Herr Oddgeir og Andres Sveinson kom til Island.
1374	Biskop Oddgeir af Skålholt rejste ud. Kong Håkon og tyskerne indgik forlig. Kong Magnus vendte tilbage til landet, og Andres Sveinson blev udnævt til landshøvding på Island. Sire Bødvar Torsteinson døde. Vinteren og våren var så streng, at ingen på nordlandet kunne mindes noget tilsvarende. Der var ingen græsvækst. Havisen blev liggende frem til Bartholomæusmesse. Herr Jon rejste ud på Mariabollen, som han havde ladet bygge. Kongen gjorde krav på skibet. Kong Magnus omkom på havet sammen med 25 mand. Af alle dem, der døde dér, var det kun kongens lig, der drev i land. Sunnivasuden sank. Både mennesker og last gik tabt. Intet skib kom til Island, for de blev alle drevet tilbage til Norge.
1375	Vinteren var så streng på Island, at ingen kunne huske magen til. De vanskelige kår tog livet af fattigfolk over hele Island, og mange hundrede blev ramt. Sire Einar Havlideson var administrator og forstander på Holar. Herr biskop Jon kom til Island ved Vestmannaøerne. Bonden Kolbein Benediktson blev dræbt. Hans frænde Bødvar Jonson dræbte ham om søndagen i den fjerde uge før vinter. Der kom seks skibe til Island, men der havde været planer om ni.
1376	Vinteren var så streng, at husdyrene døde henimod langfasten i alle bygdelav i den nordlige del af landet. De fremmeste mænd på nordlandet, både lærde og lægfolk, lovede på dagen for Sankt Johannes’ skrinlægning til gengæld for biskop Gudmund den Gode Aresons forbøn at skænke en alen af hver hundrede til pavepaladset, så der kunne blive arbejdet for, at han blev optaget i helgenernes skare. Det gik særdeles godt med denne påkaldelse, og tingene bedredes snart. Dette halvår døde der heller ingen husdyr. Dette beløb blev samlet, og det udgjorde en formue. Sire Sigurd Loftson og præsten Torstein Brynjolfson rejste ud med dette gods. Dette efterår kom landshøvdingen Andres og lovmanden Torstein Eyjolfson til Island i Strømfjord før vinternætterne. Der kom en ny forstander på Holar på festdagen for pave Klemens. Sire Einar Havlideson fratrådte, og sire Torstein Jonson tiltrådte. Sire Snorre Torleifson, administratoren på Skålholt, døde.
1377	Abbed Eyjolf i Vær døde, og Runolf Magnusson blev viet til abbed. Landet blev på Altinget svoret under kong Håkon af tre tylvter bønder, for et kongebrev derom blev på hans anmodning og befaling læst op dér og siden for alle i hvert eneste syssel på hele Island. Præsten Nikolas Torsteinson i Holt i Ønundsfjord blev dræbt på Petersmessedag. Halldor Kolbeinson, Torstein og Sigurd blev dræbt ved det fælles lovmandsmøde på Tingø i Borgfjord. Præsten Sigurd Loftson og prior Erlend på Mødrevold døde.
1378	Abbed Jon i Vidø døde, og Pål blev valgt til abbed i Vidø. Herr biskop Oddgeir og landshøvdingen Andres rejste ud. Gudmund Sigurdson døde. Slem byldesot i Norge. Sire Peter på Gilsbakke døde. Jon Brandson blev dræbt. Abbed Asgrim på Helligfjeld døde, og Gudmund Areson blev viet til stedets abbed af biskop Jon i Holar.
1379	Der kom seks skibe til Island med byldesot, som spredte sig over hele Island, og der var stor dødelighed. Der døde tolv præster på sydlandet og nogle i den nordlige del af landet. Det begyndte at storme med voldsomt snevejr allerede fem uger før vintermånederne. Vinteren var streng. Skibet, som bonden Olav Torsteinson og mange andre var ombord på, sank.
1380	Kong Håkon døde. Guttorm Ormson blev dræbt om søndagen i fardagene. Græsvæksten var så dårlig, at ingen kunne huske magen til, og om sommeren regnede det så meget, at det vidt omkring medførte fjeldskred på steder, hvor man ikke kendte til, at der før var sket skred, og folks anstrengelser spildtes og var forgæves. Herr ærkebiskop Trond døde. Desuden døde herr biskop Oddgeir af Skålholt. Endvidere svor landet sig under kong Olav Håkonson i Norge. Svær sygdom på Island. Præsten Torleif Bergtorson døde. Biskop Botolf af Stavanger døde, og herr Hallgeir Asmundson blev bispeviet til stedet af ærkebiskop Trond. Men senere kom herr biskop Olav til Norge, og han var i Rom blevet viet til Stavanger, og herr Hallgeir måtte rømme. Herr Øgmund Finnson blev udnævnt til drost i Norge.
1381	To år efter sin udrejse kom Andres Sveinson, som kong Olav havde udnævnt til landshøvding, til Island. Desuden kom herr pave Urbans brev til Norge; det blev læst op i alle kirker og befalede bandlysning af Robert, der kaldte sig pave. Sire Håkon Ivarson blev af alle korbrødrene valgt til ærkebiskop af Nidaros, og han agtede at rejse til pavepaladset, men kom ikke længere end til Tyskland, før han erfarede, at Nikolas, en dansk mand, var blevet viet til ærkebiskop i pavepaladset. Skålholt bispedømmes skib gik tabt på havet, men folkene ombord kom ved et stort mirakel til Grønland i båden.
1382	Island svor sig under kong Olav i lovretten. Desuden kom et skib til Island fra Grønland, hvor det havde ligget i to år, og ombord var nogle af de overlevende fra Torlakssuden, og de fortalte, at biskop Alf i Gardar var død og havde været det i seks år. Endvidere blev herr Mikael i pavepaladset viet til biskop af Skålholt. Han var tidligere pønitentiar i Rom og stammede fra Danmark. I Isefjord omkom desuden bonden Einar Erikson på sit skib sammen med mange gæve mænd. Det skete det bedrøvelige på Orkney, at biskop Vilhelm blev dræbt.
1383	Håkon Jonsons skib sank ud for Østfjordene. Næsten 90 mand omkom. Kong Olav rejste til Danmark.
1384	Herr biskop Mikael kom til Island. Han blev sammen med ti mand sat i land øst for Mydal, og det skib, han var ombord på, tilhørte husfru Margrete. Dette skib drev bort, og hvert et menneskebarn ombord omkom, og vraget blev fundet ved Færøerne. Også fire Islandsfarere blev drevet til Grønland, hvor de var i to år uden at være kommet noget til. Herr abbed Gudmund Areson på Tingøre døde, og Sveinbjørn Sveinson blev viet til Tingøreabbed.
1385	Ærkebiskop Nikolas døde. Han havde ikke varetaget sit biskoppelige embede, mens han var i Norge, og han foretog ingen vielser og konfirmerede ingen børn. Desuden døde drosten herr Øgmund Finnson i Norge.
1386	Fire skibe, der havde være to år i Grønland, kom til Hvalfjord. Erik Gudmundson, der kaldte sig landshøvding, og Narfe Sveinson, der var blevet udnævnt til lovmand af herr drost Øgmund, kom til Island. Russere angreb det nordlige Norge og dræbte mændene, men bortførte kvinder og børn og stjal pengene.

Birgitta af Vadstena

1387	Kampe i Sverige, og kong Albrecht blev taget til fange af dronning Margrete. Erik Gudmundson blev dræbt. Der var store tjenestestridigheder på Island. Mange præster var uden embede i Skålholt bispedømme, og herr biskop Mikael i Skålholt indførte mange ændringer. Pave Urban døde, og Bonifatius den Niende blev valgt. Sammen med kong Albrecht blev hans søn, Erik, og tre hertuger og en biskop taget til fange. I denne strid mistede så mange mennesker livet, at det vil tage langt tid at opregne alle deres navne
1388	Herr biskop Mikael og mange præster fra Skålholt bispedømme resjste ud, og tidligere om sommeren var der på Altinget blevet oplæst en protestskrivelse, som indeholdt mange usande anklager imod ham. Han gjorde sire Are Gunnløgson til stedfortræder og Odd Teitson til forstander på Skålholt. De smukke mirakler, som den hellige biskop Torlak for nylig havde udført, blev kundgjort. Erik blev taget til konge over Norge og Sverige af herrerne og rigsrådet. Håkon Jonson gav ham kongenavn. Jubelår. I Rom var der stor ufred mellem pilgrimmene. Mange tjenestemænd fra Bergen omkom dér. Fru abbedisse Oddbjørg på Stad døde.
1389	Hekla gik i udbrud, og til stor forundring kunne bulder og brag høres over hele Island. To gårde blev tilintetgjort: Skard og Tjaldstad. En mærkelig sygdom ramte hele Island i en sådan grad, at man dårligt kunne tage vare på sig selv på gårdene, men ikke mange døde af den. Administratoren sire Are Gunnløgson og abbed Gudmund på Helligfjeld døde. Vigfus Ivarson kom til Island fra Færøerne og blev af fru dronning Margrete udnævnt til landshøvding over hele Island. Der kom ingen skibe fra Norge til Island. Det var en dårlig sommer, og mange afgrøder og meget hø gik til spilde. Om efteråret regnede det så meget og så længe på nordlandet, at ingen kunne mindes sådanne plager, som det afstedkom med oversvømmelser og skred. Gården på Langeli i Hørgådal blev ødelagt, og lovmanden Ravn Botolfson og hans kone, Ingeborg Torsteinsdatter, og deres to børn og i alt seksten mennesker omkom. Også gården på Budarnæs blev taget med tolv mennesker i og tilsvarende gården på Hjallaland i Vatnsdal, hvor seks mennesker mistede livet, og vidt omkring skete der jordskred. Herr Malise Sparre blev dræbt på Hjaltland, og han havde forinden taget Orkneyjarlen til fange. Pønitentiaren Peter, en dansk broder, blev valgt og viet til biskop af Holar efter herr Jon Skalde, men denne var dog fortsat levende.
1390	Torstein Eyjolfson blev på Altinget taget til lovmand for det nordlige og vestlige Island. Biskop Jon af Holar døde på festdagen for Laurentius. Sire Pål Torsteinson døde i Norge. Stort jordskælv på sydlandet, og mange gårde styrtede sammen . . . . . . . . ærkebiskop Vinald. Ingeborg Ørnolfsdatter blev viet til abbedisse på Stad. I Rom blev den hellige Birgitta optaget og sunget i helgenkataloget og . . . . . . . . af herr paven og seksten kardinaler og mange biskopper. Mange pilgrimme kom fra Jerusalem til Rom.
1391	Håkon Jonson, Håkon Stump og Gaute Erikson døde. Svær sygdom i Norge og stor dødelighed. Der blev aftalt forhandlingsmøde mellem dronning Margrete og tyskerne, men de mødte ikke op. Herr Mikael fraskrev sig bispesædet i Skålholt, og i Rom blev herr Vilchin bispeviet til stedet.
1392	Herr Peter Holarbiskop kom til Island ombord på Petersbollen. Skibet blev knust mellem Krysuvig og Grindavig. Folkene blev reddet, men alle værdier gik tabt. Herr biskoppen kom hjem til Holar før festen for Sankt Mikael, og alle, både lærde og lægmænd, lovede ham lydighed. Der kom ikke flere skibe fra Norge til Island dette efterår, men der havde været planlagt ti sejladser fra Bergen om sommeren. Det var et uheldsår for skibsfarten med mange skibbrud og mangel på gunstig vind både for tyskere, englændere og nordmænd. Mange kogger forliste ud for Norge. Det regnede meget på nordlandet på Island.

---

Noter:

---

 BILAG

 Islandske biskopper til og med det 14. årh.

Skålholt bispedømme 1056-1080: Isleif Gissurson 1082-1118: Gissur Isleifson 1118-1133: Torlak Runolfson 1134-1148: Magnus Einarson 1152-1176: Kløng Torsteinson 1178-1193: Torlak den Hellige Torhallson 1195-1211: Pål Jonson 1216-1237: Magnus Gissurson 1238-1268: Sigvard Dettmarson 1269-1298: Arne Torlakson 1304-1320: Arne Helgeson 1321-1321: Grim Skutason 1322-1339: Jon Halldorson 1339-1341: Jon Eindrideson 1343-1348: Jon Sigurdson 1350-1360: Gyrd Ivarson 1362-1364: Torarin Sigurdson 1365-1381: Oddgeir Torsteinson 1382-1391: Mikael 1391-1405: Vilchin Henriksen

Holar bispedømme 1106-1121: Jon Øgmundson 1122-1145: Ketil Torsteinson 1147-1162: Bjørn Gilsson 1163-1201: Brand Sæmundson 1203-1237: Gudmund den Gode Areson 1238-1247: Botolf 1247-1260: Henrik Kårson 1263-1264: Brand Jonson 1267-1313: Jørund Torsteinson 1313-1322: Audun den Røde Torbergson 1324-1331: Laurentius Kalvson 1332-1341: Egil Eyjolfson 1342-1356: Orm Aslakson 1358-1390: Jon Skalde Erikson 1391-1411: Peter Nikolajsen

Islandske klostre i det 12.-14. årh.
Munkeklostre er vist med gul farve, nonneklostre med blå
Munkeklosteret i Saurbø ved Øfjord, der kun fungerede i få år i begyndelsen af 1200-tallet, er ikke vist