Marcus Skeggiasons Eiriks-Drapa (B.C.Sandvig)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Danske Sange af det ældste Tidsrum,
indeholdende blant andet nogle Danske og Norske Kongers Bedrifter

Oversat af
Bertel Christian Sandvig
København, 1779

Fragmenter af Marcus Skeggiasons
Eiriks-Drapa

Gode Raads Forfremmer reiste

Øst til Garderiges Fyrster:

Med Guld æred' klogen Konge

Tappre Mænd, som slide Ringe.

Vidt berømt i østre Lande

Blev blidtalend' Eenvolds-Hersker;

Ingen var som jo den gode

Konges Navn udbrede vilde.

Først om Vaaren Venders Fiende

Gik fra østre Garderige,

Først om Sommeren bar' hule

Skibe Kongen ud paa Søen.

God Bør holdt forinden Borde

Da Knuds Broder uden Storme.

Let Bedragernes Forøder

Ærgerrig ved Danmark landed'.

Tappre toge Guld af Yngven,

Gavmild gav han Sverd og Skibe;

Erik ofte gav og store

Gaver sine tappre Hofmænd.

Hillda's Sterke ringbepryded'

Deres Arme: Men hans store

Gavmildhed i den berømte

Stad dem meer lyksalig' giorde.

Ulve dræbte Venders Herre,

Straf gik over Søens Røv're;

Tyvens Hænder blev' afhugne.

Mænds Ugierninger blev' straffed'.

Aldrig hørte man af Erik

Een uretviis Dom blev fældet;

Ney! Den Seierherre vidste

Til sit Gavn Guds Lov at holdes.

Æreprydet Sverdtings Holder

Havde Riigdom, modigt Hierte

God Hukommelse og andet

Mand-Vid uden Lasters Blanding.

Alle Dyder havde Kongen,

Mange Sprog heel ung han lærte;

Saa var stridedristig' Erik

Bedre end de fleste Konger.

Det skal prises at den Lofdung

Langt til Rom hen vilde reise,

Da saae han fra Fast-Land skildte

Porte for Venedigs Øer.

Fem Hoved-Skioldungers Broder

Gik til Bar, Guds Verk at fremme,

Altid skal Guds Værn beskierme

Saa berømmelig en Fyrste.

Da besøgte Haralds Broder

Helligdommene om Staden,

Ringe bortgav Yngves Afkom,

Penge-Skrin, med rødt Guld fyldte

For sin Siel med trætte Fødder

Gik han giennem Munkes Lande.

Erik med sit Følge reiste,

Og paa Reisen Rom besøgte.

Erik fik i fremmed' Lande

Erkestoel i Sachsens Grændser,

Ved Skioldungens Ord vi glade

Modtog' Tilgift til vor Lykke.

Ei har anden Konge skaffet

Lige stort til Folkets Nytte:

Hvad han krævede, det gav ham

Christi Ven, den søndre Pave.

Landet, som den Budlung eied',

Torde Vender ei beholde.

De Troløse brøde Freden,

Giorde ondt sig selv til Skade.

Yngve styred' did sin Flode,

Giennem Bølgers skummend' Brølen,

Masten skialv: paa Bølgen vugg'des

Søesprengt Skib for Venders Borge.

Stridbar Helt gav Krigsmænd Skiolde,

Saa at en tog mod den anden;

Høit lød' sammenordned' Skiolde,

Hærens Mængde blev opstilled.

Striden voxte omkring Helten,

Spyd frembare Kongens Stridsmænd,

Selv gik Erik i Sverd-Larmen,

Kobberklædt med Hielm paa Hoved.

Hedensk Hær forsvared' Borge,

Didhen løb man, som til Striden,

Tappre Mænd til Blodbad dreves;

Faner fløi om sterke Hilmer.

Erik Pileregn opvakte;

Eggen Stridsmænds Liv forkorted',

Jernet sang og tappre fældtes,

Sveden faldt paa hede Liighob.

Blodet drev paa røde Skioldrand,

Svigens Hævner dræbte mange.

Hvor den unge Konge fremgik,

Løde Sverd og Brynjer sprunge.

Hedensk Hær omsider ønsk'de

Udgang af den gamle Søeport.

Borgen som laae Marken nærmest

Maatte og gaae ham tilhaande.

Da forskrækdes Hedning-Hierter

Over hele Vende-Landet:

Folk utalligt brændte Ilden;

Erik brændte deres Sale.

Gniste tændte Huses Gavle,

Vidt og bredt nedfaldt Palladser,

Tilig var det da men skued'

Luen op mod Himlen række.

Erik blev da Seierherre,

Venderne paa Timen flyede;

Da de grumme bleve straffed',

Seieren blev dem betaget.

Yngve kiendte sig ved Arven,

Folk til Lydighed blev' tvungne.

Folkevennen Landet styrde,

Som Kong Svends før havde været.

Landes Herre med sin Flode

Søeomskyldte Strand omringed':

Da med Spyd og runde Skiolde

Indeluktes vaade Havbred.

Erik, Hersernes forfremmer,

Omgav Landets Kyst med Vaaben;

Da stridlysten han omringed'

Eydans Land med røden Skioldborg.

Vide bygde Viisdoms Elsker

Stærkbefæsted' Hoved-Kirker.

Han den tappre, Hærens elskte,

Den af alle Konger beste,

Lod indvie fem sterkvægged'

Kirker, byggede af Stene,

Prægtig', pryded' med Tapeter,

Norden hen for Saxlands Grændser.

Fraklands Hersker dyre Gaver

Sendte til Biørns milde Broder;

Ham, Skioldborges Giennembryder,

Vare Keys'rens Gaver kiere.

Thi han, Kongernes Samtaler,

Skienkte veibekiendte tappre,

Som paa Veien Joters Eier

Skulde følge hen til Cefar.

Døglingen i Danmark bygde

Erkestoel ved Lund i Skaane,

Den af alle dem bliir dyrket,

Som af Dansk Sprog sig betiene,

Kongen fremmed' Kirkens Vælde,

Da man spurgte Øzur blive

(Hannem viiste Folkeprøv'ren

Himlens Vei) til Biskop viet.

Det skal prises, at den store

Konge, Hjertets Saar at læge,

Foer Nord fra; den Jarletvinger

Lægedom for Sielen søgde.

Til en bedre Part af Verden

Vilde vores Budlung reise,

Til Jorsals fredtrygge Bygder,

Og et reent Liv saa begynde.

Mænd udaf de store Borge

Bar' den tappre Helt i Møde

Kors og steenbepryded' Skrine,

Der blev siunget, klokker ringde;

Aldrig har i andens Vælde

Nogen Konge nydt slig Ære.

Nei! ei nogen Mand skal lignes

Herudi ved Danskes Hersker.

Den høiviise Hillding modtog,

Folket priste denne Gierning,

Guld i Micklagard af Herren

Selv; en halv Læst og ei mindre.

Han fik ogsaa Cefars Klæder.

Erik gaves flere Gaver,

Han som Hersers Magt forsøger

Gav ham sex og otte Krigsskib'.

Altings Styrer tappre Konges

Siel i fremmed' Lande kræved'.

Han ei naaede Alderdommen;

Dette Dødsfald spurgtes vide.

Nu begræde Siklings Henfart

Tappre Mænd i hele Verden.

Hæren faldt af Sorg hos Graven;

Sorg betog den hele Verden.

Aldrig kunde Sverdets tappre

Svingere hans Vrede taale;

Skiold ei løftedes imod ham,

Det forsøgt' end ei en Konge.

Skrækkelig var Jarlers Hevner,

Landets Forsvar frygted' alle.

Ingen Konge, skiønt hvor tapper,

Torde staae mod Danskes Hersker.