Marer 2
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
som de har lydt i folkemunde
af
Evald Tang Kristensen
1893
2. Marer
43. Marren er én, som man ikke kjender, men dog på en måde er elsket af. Det er mange gange let at høre, når marren kommer, man kan høre, den sætter sine træsko og går op i sengen; men vil man blot vende ryggen i vejret i sengen, så går den igjen. Marren vejer efter kyndiges sigende omtrent ved en sæk hvedemel. Når den, som sover hos den, der bliver marreredet, blot vil nævne hans navn, så er plagen ovre. Uden at nævne navnet hjælper det ikke at tale. Sådan har pålidelige folk fortalt.
P. Jensen, Kværndrup.
44. Mare er et kvindfolk, der holder af dem, de ikke véd af.
Vinkel.
45. Folk, hvis øjenbryn er sammengroede, kan få mareridt. Det kommer af, at man har en kjæreste, som man ikke véd af at sige, og når denne da tænker på den anden, kommer hun og trykker ham. Men hun kommer kun om natten. Heste skal også være plagede af mareridt. Manken kan være rullet sammen i små lokker, så man ikke kan trille dem tilbage igjen.
K. Kr. Jensen, Gudum.
46. Når piger kryber tre gange igjennem en horseham i Fandens navn, så skal de i ægteskab ikke mangle brød til deres børn, men det første bliver også en varulv eller en mare.
P. L. J.
47. E natmål (maren) er i skikkelse af en sort puddelhund, og det begynder da nede ved tæerne på et menneske og strækker sig så helt op til hovedissen; men det kan kun de folk se, som er fødte i midnatstunden. En mand, som var slemt plaget af e natmål, søgte råd derfor og fik også et sådant, som så skulde udsees af én, der var født i midnatstunden, da den jo kun kunde se det. Dette skete også, og e natmål blev da til en ung kone, og hun råbte: «Å, mine stakkels småbørn på Fyen.»
Marie Johansen.
48. En kone fortalte, at hun som ung pige en gang havde været i besøg et sted i flere dage. Den første nat, hun sov der, fik hun e natmål. Om morgenen, da hun fortalte det, sagde folkene, som hun var i besøg hos: «Det er da underligt, hver gang en af vore døtre har sovet i den seng, har de også al tid haft e natmål.» Sengen blev nu flyttet ned i et andet værelse til næste nat. Og konen, som fortalte det, sagde, at hun hverken før eller siden havde mærket til e natmål.
Marie Johansen.
49. Jeg har hørt, at den, hvis øjenbryn er groede sammen over næsen, skal være meget plaget af maren, men så snart han kan nævne sit eget navn, er han straks befriet. Marelokker kaldes hår, der er filtret og uredt.
Jörgen Jörgensen, Langemark, Samsø.
50. Kvinder med sammengroede øjenbryn skal som oftest være marer. Man skriver marekors over heste i stalden.
Et sådant kors danner en seksoddet stjærne og skrives ud i ét træk ligesom det i nr. 58 nævnte.
J. M.
51. Når øjenhårene er groede helt sammen på et kvindfolk, er hun en mare.
Chr. Weiss.
52. Når maren rider én, sætter den sin bag lige på ens mund.
F. Wennerwald.
53. Plages man af mareridt, skal man, inden man går til sengs, tage tre bid rugbrød og derpå gå baglænds til sin seng, samt sætte sine træsko eller tøfler således, at hælene vender mod sengen, så kan maren ikke få magt over én.
M. Møller.
54. For mareridt stikkes der en kniv i sengestokken om aftenen. Hvis maren da har været der om natten, kan man se, at der er blod på kniven.
Lærer Søe, Gudum.
55. Mod maren skal man tage et sold over hovedet, og når hun kommer, må hun sætte sig derpå. Hun kan da ikke gjøre én noget, før hun har talt alle hullerne, og hun kan ikke tælle længere end til fire. «Når jeg får talt alle disse gukker, skal jeg dig gihi!» Men hun må blive ved at tællet 1 gukke, 2 gukke, 3 gukke, 4 gukke.
N. P. Nielsen.
56. Lider nogen af mareridt, da kan han slippe det således. Når han går i sin seng om aftenen, sætter han sine træsko med næserne fra sengen. Kommer så maren, skal hun træde i træskoene først. Eller også tager han en spand og sætter den forved sengen med en barberkniv med eggen op ad oven over. Den, der fortalte mig det råd, tilføjede: «Jeg har selv prøvet det. Jeg lå om natten og ventede på maren, ti jeg plejede at kunne høre hende, når hun kom, men denne aften hørte jeg et plump i vandet, og siden den tid har jeg ikke mærket noget til hende.»
Sjælland. Mart. Dyrholm.
57. Hvis man vil sikre sig for ikke at få e natmål, skal man sætte træskoene, eller hvad man har haft på, med hælene ind imod sengen, og så gå baglænds op i den. Når e natmål så kommer, tror den, at man er gået ud af sengen. Man kan også sætte en spand vand foran sengen, ti e natmål må da drikke alt vandet, inden det kan komme op i sengen. Et andet middel er, når man er kommen op i sengen, da at slå et natmålskors for sig; det ser ud som en otteoddet stjærne og skrives i ét træk.
Marie Johansen.
58. Mod mareridt er det allervigtigste at skrive på senge lågen tre såkaldte marekors. Hvert kors dannes ved at skrive en streg ud i ét, således at den danner 5 spidsvinkler, og det hele kors har form som en femoddet stjærne.
A. L.
59. Når en har e natmål, kan man få det at se, hvis man kaster en spand vand over den, som har det.
Marie J.
60. Når man vil være fri for mareridt, skal man blot lade være at tale om morgenen, da maren ikke kan lade sit vand, inden man har talt. Den skal da nok komme og forsøge at få vedkommende til at tale, men når man har holdt igjen en tidlang, skal man sige tregange: «Du er en mare!» og når den dertil svarer ja, så er de begge frelste
P. L. J.
61. For at maren ikke skal ride små børn, kommes et vættelys i enden af listen.
P. L. J.
62. En mare eller varulv kan frelses derved, at man nævner dens (menneske-) navn, eller hvis man kan stoppe nøglehullet, når den er inde, og fange den.
Sjælland. E. F. M.
63. Mange vil sige, at dersom mennesket, som maren har redet på, kan bag efter sige til den, førend den går bort: «Kom i morgen og lån tre lån af mig foruden trug, sold og kniv,» så kommer hun om morgenen og viser, hvem hun var, og da skal mennesket sige tre gange: «Du er en mare,» hvortil den anden svarer: «Er jeg det, da gid jeg aldrig bliver det mere,» og bliver så borte.
J. Bircherod.
64. Ni vare grene, de 3 fore øster hen, de 3 fore vester hen, og de 3 fore ret frem over st. Hanses dåb. St. Hans vende sig om i dåben og bandt dem alle 9: St. Hans, bind ikke mig, jeg vil aldrig ride den mand, dreng o. s. f., hvo disse ord nævne kan i navn g. F. . . .
Petr. Sept.: De vulgi erroribus.
65. En karl og en dreng lå sammen, men karlen var al tid slemt plaget med mareridt. Så en aften borede han et hul helt igjennem dørstolpen og sagde derpå til drengen: «Når det nu kommer på mig, skal du rask springe op og slå denne pind i hullet,» og dermed rakte han ham en told, han lige havde snittet, så den passede i hullet. Da det så om natten kom igjen, gjorde drengen også, som karlen havde sagt. De tændte så lys og så da, der stod en nøgen kvinde midt i stuen. I det de trak pinden ud af dørstolpen, forsvandt hun.
V. Bennike.
66 . . . . Blev spurgt, om han ingen uvedkommende åbning havde i sin stue. Jo, der var et hul i loftet, som en knast var falden ud af. «Ja, gå nu i seng i aften, så skal vi gå op på loftet, og når vi hører dig stønne, putter vi en pind i hullet, så har du magt over hende o. s. v. En dejlig nøgen jomfru, som han giftede sig med. En tid efter sagde han til sin kone: «Vil du se, hvor du kom ind til mig?» Han kravlede op og tog pinden ud, og vips var hun forsvunden der igjennem, og han så hende aldrig mere.
V. Lund.
67. En karl var plaget af maren. Da siger han til drengen: «Når hun kommer igjen, da sæt en nagle i det hul i stolpen, hvor igjennem hun kommer.» Drengen gjør det, og om morgenen ligger en dejlig jomfru i sengen. Hun og karlen bliver gift og får børn sammen. En gang besøger karlen med hans kone sin forrige husbond, kommer ind i kammeret, viser konen hullet i stolpen og siger: «Der kom du fra!» Han tager naglen ud, og hun er borte med det samme.
Louise Sadolin.
68. Når man frygter mareridt, skal man stoppe alle åbninger til kammeret, så nær som et, der kan stoppes med en pind. Der skal da være to i kammeret. Når maren så er kommen ind, og den angrebne begynder at stønne, så skal den anden kaste et sold over brystet på den sovende, så er maren fanget og må åbenbare sig i sin sande skikkelse. Det er ellers en kjendsgjerning, at også kvinder lider af mareridt.
Chr. Weiss.
69. En mand var så plaget af mareridt. Så satte han et sold for sengen, for han vidste, at maren skulde tælle alle hullerne deri, før den kunde ride ham. Han hørte, den sagde én to, én to, men den kunde ikke tælle mere end til to, og da den nu ikke kunde tælle alle hullerne, så blev han fri.
Lærer Mortensens kone, Vinding.
70. Der var en karl, som maren red hver nat. En morgen borede han et hul i døren, stoppede alle sprækker og lavede en pind, der bestemt passede til hullet i døren, ti han vidste, at maren kunde komme ind alle vegne, når der bare var et ganske lille hul, men ikke ud igjen, nar alle åbninger var stoppede. Så sagde han til drengen, at han, når han hørte ham stønne, skulde sætte pinden i hullet; ti han vilde fange hende. Om morgenen stod der også en nøgen kvinde med en tot uld på ryggen i kammeret. Men karlen vidste ikke, at, når man fanger maren, kan man ikke blive hende kvit, og så måtte han gifte sig med hende.
Niels Andersen, Ørslev ved Skjelskør.
71. En karl, der var ilde plaget af mareridt, fik en aften drengen til at hjælpe sig. Han stoppede alle huller ind til kammeret så nær som et, for der skulde maren komme igjennem, mente han. Så skulde drengen rejse sig, når han mærkede, det blev galt, og stoppe det hul også. Dernæst skulde han kalde på karlen, så han kunde komme til sig selv igjen. Det gjorde drengen også, og om morgenen lå der en pige ved dem i sengen. Der var ingen, der kjendte hende, og heller ikke vidste hun, hvor hun var kommen fra, eller nogen ting. Den karl var mandens søn i gården, og så giftede han sig med pigen og fik gården, og de havde mange børn sammen. Så var det en dag, han vilde til at vise hende det hul, hun var kommen ind ad, og så smut' hun ud af det igjen, og han så hende aldrig mere.
J. B. og M. H., Lille-Tåning.
72. Intet menneske kan være en mare, når det er med andres vidende. En gammel kone i Svendstrup, Vejlø, som lever endnu, var i sin ungdom en mare, men blev befriet derfra. Hendes forældre ejede en gård i Rettestrup og havde både karl og dreng i tjeneste. Hun havde et godt øje til karlen, men da denne ikke besvarede hendes følelser, hævnede hun sig ved at ride ham om natten, og hun kom al tid gjennem et naglehul ind i karlekammeret, for en mare kan aldrig have gjennemgang andre steder. Drengen havde nok mærket, at karlen mumlede i søvne og svedte stærkt, hvorfor han lovede at hjælpe ham. Stoppede hullet o. s. v.
P. N.
73. Hvis man vil tage en spand koldt vand og slå over den, som plages af maren, i det øjeblik han plages deraf, da vil den elskende person blive synlig, og man vil da med fornøjelse overbevise sig om, hvem det er. Der fortælles om en dronning, som var en stor elsker af heste. Især havde hun én hest, som var hende det kjæreste af alt, og hun beskjæftigede sig med den både vågende og sovende. Staldknægten bemærkede flere gange, at det ikke havde sig rigtig med hesten, og troede, at den blev reden af en mare. Han greb derfor en gang en spand vand og kastede på den, og se: dronningen sad nu på dens ryg.
Th. K.
74. En karl fortæller, at maren var så slem til at ride ham, og når det var sket, var hans hår så sammenfiltret, at det ikke kunde redes ud i et par uger.
Amager. F. L. Gr.
75. Maren kan ikke gjøre den skade, hvis øjenhår er sammenfiltrede. Maren filtrer håret på den, hun rider, så at den ikke kan rede det.
P. K. Madsen.
76. En mand har fortalt mig, at en aften, han var kommen i seng, syntes han, der kom noget hen til sengen; han vilde tale, men i det samme var det, ligesom der blev lagt en tønde korn på brystet af ham, så det var ham umuligt at sige noget. Han vilde støde til én, der lå ved siden af ham, og kalde på ham, men han kunde ikke, og således måtte han ligge i nogen tid. Skjøndt han var vågen hele tiden, så han dog intet. Det var den eneste gang, han selv havde haft med mareridt at gjøre; der imod havde han ligget ved en karl, som tit var plaget dermed, og når det kom over ham, pustede og stønnede han meget, og intet andet kunde vække ham i denne tilstand og føre ham ud af klemmen, end når man kaldte på ham ved at nævne hans navn.
En anden mand har fortalt mig, at han en gang havde ligget hos en mand, som var meget plaget af mareridt, og når det kom over ham, gav han en pipilyd fra sig. Der skulde også kaldes på ham ved navn.
En tredje mand har fortalt mig, at en aften havde han næppe lagt sig i sengen på et fremmed sted, før end han så en sort skikkelse komme forbi vinduerne, gå ind ad døren til stuen og i sengen til ham, klemte ham op mod væggen og var så kold. Dette kammeratskab huede han ikke, han foldede sine hænder og sagde: «Er du et menneske, så svar, er du en djævel, så vig! Jeg har lært: Du skal tilbede Herren din Gud og dyrke ham alene.» Da han havde sagt dette, hørte trykket op, og han mærkede intet mere.
Den samme mand fortalte også, at han en gang havde kjendt og talt med en mand, hvis øjenbryn gik sammen over næsen, og han havde selv sagt, at han var født til at være en moor eller mare, og kunde ikke lade det være. Når han mærkede, det kom over ham, gik han til sengs; der lå hans legeme, men alligevel var der noget af ham et andet steds henne enten for at flette en hestes manke eller knuge et menneske.
Lærer T. Kristensen, Rönslunde.
77. En ung karl på Salling mærkede en nat, at en dreng krøb op i sengen til ham og trykkede ham mere og mere. Karlen skubbede til ham, te han faldt ud, men han kom igjen og klemte ham stedse værre, så det blev forfærdelig pinligt. Da gik det op for karlen, at det måtte være Fanden selv, og han foer op af sengen og skreg: «Vig bort, Satan!» Og straks forsvandt plageånden. Karlen var i tvivl om, hvorvidt han nu skulde blive oppe; men han gik dog iseng igjen og fremsagde «Fadervor».
V. Bennike.
78. Der var én, te måren han red, og han var meget slem ved ham. De låste, og de skådede, men måren gik derind alligevel. Så havde han givet agt på, at den gik al tid op ved fødderne, og så tog han skjærekniven til hakkelsetøjet og stillede den sådan an, te dersom der nu kom noget, så skulde det i den. Siden mærkede han det aldrig, men en dags tid efter hørte de, te der var én en mils vej henne, der havde skåret maven op på sig en nat, og så havde de sagnet til, te det var ham, der havde gået måre.
Alle folk, te øjenbrynene de går sammen over næsen på, de gjær måre, og et almindeligt middel til at blive dem kvit er, at vende træskoene avet ved sengen, for de skal i dem, før end de går i sengen.
Peder Johansen, Mos sø.
79. En mand i omegnen af Asferg lagde en høle uden for hans seng, og så hørte han, det kom fuslende. Derefter gav det et klinger i høleen, og så skar den sig. «Å,» siger den:
- «Ja, sne er hvid og blod er rød,
- inden a kommer til Asferg, så hår a min død.»
Det passede også, der var en pige i den by, der døde så pludselig.
Lars Nielsen, Vinkel.
80. Vi havde en karl, og han havde været murstensstryger tillige med en anden karl ved Randrup teglværk. Der kom tit noget efter ham, og han kunde ligge og puste og stønne, og når han lå forinden i sengen, så kom det over den anden karl. Han kunde godt høre, når det kom fuslende. Når han havde vendt hans træsko med næsen ind til sengen, kom det ind af siden af sengen, men vendte han dem avet, kom det ind af fødderne. Nok er det, han var i en slem plage.
Lars Nielsen, Vinkel.
81. Min broder Jörgen og en anden knægt, der hed Mikkel, de tjente hver i sin gård, det var to nabogårde i Løsning. Dem var maren slem efter hver nat. Så gik de sammen og lå, for den ene kunde tale til den anden, når det kom. De kunde lige så tydelig høre, når det kom firmende og kravlende op over sengestolpen til dem. De fejede stuen og rundt om i alle hjørner, for de troede, den var der inde, og de slog omkring i hjørnerne og stoppede nøglehullerne, så mente de, den skulde blive henne. En gang satte de hakkelsekniven for den, og da gav den et stort skrig fra sig, og siden blev den henne.
Trebjærg.
82. I en gård i Vemmelev har forhen været marer. Karlene kunde ikke nære sig i sengen for hende om aftenen. Hun kom trillende som et lille nøgle fra benenden af sengen og op til hovedet, og når hun kom dertil, så kunde den sovende hverken røre sig eller drage ånde. Et godt råd mod mare er at sætte et kornsold o. s. v. Hun kan kun tælle til fem. Hende i den omtalte gård hun sagde, at hun var fra Skåne.
Chr. R.
83. En karl, der tjente i en gård i Lindeskov ved Ørbæk, led meget af mareridt. Han klagede herover til en mand, der gav ham det råd, at han skulde stoppe hver revne og utæthed i sit kammer og der efter bore et hul i døren, lave en tap dertil og beholde den hos sig. Når han så mærkede maren, skulde han springe op og sætte proppen i hullet. Næste aften, han mærkede, det begyndte at tage ham, gjorde han, som sagt, og gik atter i seng. Om morgenen stod der et fruentimmer i kammeret hos ham. Siden var han fri.
Fortalt af min fader, som da tjente som dreng i Lindeskov.
H. C. Hansen-Jeppesen, Refsvindinge.
84. En pige fra Sjælland har fortalt mig, at mens hun var ung, kom det al tid over hende, at det klemte hende om natten, og hun kunde mærke, at det kom fra fødderne og gik op til brystet, og det trykkede forfærdeligt, men om også den tur var ovre, så turde hun alligevel ikke lægge sig til at sove, for så kom det igjen. Hun talte nu med folk om, hvad hun skulde gjøre ved det, og de rådede hende til at gå til en klog mand. Han sagde, at når det kom næste nat, skulde hun ligge vågen, og når hun mærkede det ved fødderne, skulde hun sige : «Hvis du vil tale med mig, så kom i morgen igjen klokken — (her skulde nævnes et bestemt klokkeslæt).» Nu skulde hun til at prøve rådet, men hun kunde ikke holde øjnene oppe og faldt som i en slum. Alligevel mærkede hun dog, at det kom, og fik så megen magt, at hun fik ordene sagt. Ved det klokkeslæt, hun havde nævnt, var hun inde i kostalden at malke, og da kom der virkelig en karl, som tjente i nabogården, han havde rendt længe efter hende alle steder. Da hun nu så ham, blev hun meget fornærmet og sagde: «Tag du og rup af ud! hvad står du her og gaber på mig efter?» Siden kom det aldrig, og den kloge mand sagde siden, at hun nu havde frelst ham fra det.
Marie Nielsen.
85. En pige på Engestofte havde tit mareridt, og maren holdt hende for munden, så hun ikke kunde tale. Han gik først op ad siden af hendes seng, og hun kunde godt mærke, når han kom, og når han sprang op på dynen. Det nyttede ikke, at hun hver aften vendte sine træsko, og først, da hun fandt på at slå kors for sig, før hun lagde sig, blev hun fri.
F. L. Grundtvig.
86. En gammel jomfru fortalte som et mærkeligt tilfælde. Hun sad på en stol med hovedet op mod væggen; hun lukkede øjnene halvt, men sov ikke. Så kom der en skygge ind ad døren og gik langs væggen hen til hende og lagde sig over hendes bryst, hvor den trykkede, så hun ikke kunde skrige. Hun fik kun luft ved at slå fra sig med armene.
Vejle. P. Jacobsen.
87. Maren rider heste.
Petr. Sept. (Peder Syv): De vulgi.
88. Hestene bliver tit redne af marer, og om morgenen er de ganske svedige og har da to marehanke i deres manker. Der, hvor hænderne har siddet, er der noget strå indflettet.
Fr. L. Grundtvig.
89. Hestene kan også få e natmål, og da bliver mankerne, somme tider kun noget af dem, men somme tider også det hele, sådan snoet og filtret sammen, at det næsten ikke er muligt at få dem rigtig redt ud igjen. Vor hest havde for kort tid siden en nat således fået en del af manken snoet og filtret sammen. Det er for resten pudsigt at se en sådan manke.
Marie Johansen.
90. Over hver hest skulde der skrives et marekors, for at maren ikke skulde ride den.
A. H. Poulsen.
Det er en otteoddet stjærne, skreven ud i ét træk.
91. En gammel mand har fortalt mig, at når en hest var slemt plaget af e natmål, skulde man skjære manken af den og hænge i et træ, ti så vilde e natmål komme og flette manken der, og så blev hesten fri.
Marie Johansen.
92. En flintesten med hul i frier for mareridt i stalden.
O. Gr.
93. Når maren vil ride en hest, skal man blot tage en sten med et hul i og hænge op over dens bagdel, da har hun ingen magt over den.
Jörgen Hansen.
94. For at hindre, at maren rider hestene, skal man blot tolde en lok af manken ind i bæslingen (ɔ: skillerummet mellem hver bås), så rider den der.
P. L. J.
95. For mareridt hos hestene er det godt at tage nogle teglsten hos en anden mand uden forlov og hænge dem op i æ bås oven over æ heste.
Kristen Ebbesen, Egtved.
96. Når hestens manke bliver i watter (når de watrer) eller i lænkeboww og i knuder, kaldes de mareknuder, og så er den marereden. Det er stor skade på den.
Vinkel.
97. Marelokker betyder lykke og gjemmes vel.
J. B.
98. Når en marelok vikles op, sker der en ulykke.
H. V. R.
99. En mand i Hennetved havde en rød hoppe, som undertiden hvinede og skreg og gjorde støj om natten. Når karlene kom med en lygte, var alt forbi. Men så snart de igjen kom i seng, begyndte det påny. De mente, at maren red hoppen, hvis manke om morgenen var så sammenfiltret, at den kun med stort besvær blev ordnet.
C. M. L.
100. En mand der havde et føløg, lagde mærke til, at maren red hende. Han fik da det råd af en klog mand, at han skulde tage en spand vand og slå på øget, når det skete næste gang, og derpå hurtig tænde lygte. Det gjorde han også, og da stod der et splitternøgent karlmenneske for ham, der bad om at få klæder, hvad han også fik, og derpå takkede for frelse, ti nu skulde han aldrig være mare mere.
Jörg. H.
101. Det var et sted, karlen han kunde ligge inde i sengen og høre, når maren var på øgene. Nærenstid han så råbte og sagde: »Fyllifyl!» så gik den af dem. Men så varede det ikke længe, inden den kom tilbage og vilde på hesten igjen. Han mærkede, at den stod og lurede der inde og vilde komme, da han var gået i seng. Så snakkede han om det inde, hvor galt det var, øgene var færdige til at blive øde af det. De havde hørt, at når én slog en spand vand på det, så kunde det blive henne. Altså stod han og manden der en aften med en spand vand, og da de hørte, den kom, så slog de det hen på øget. Så stod der et nøgent kvindfolk. «Å, hvi gjorde du nu det, a skal både over sø og salt vand til mine små børn.» Så hjalp de hende jo hjem, og hun kom ikke til at gå mare mere.
Trebjærg.
102. Der var en mand, som havde en hest, hvem maren red hver nat. En aften var der så én, der opholdt sig i stalden for at fange maren, og da han hørte, hesten begyndte at fnyse, slog han en nagle i et naglehul, som var den eneste åbning, der var til stalden. Han fik også maren, en ung pige, der blev i gården, og til sidst blev kone. Men da stalden en gang skulde bygges om, måtte man slå naglen ud for at få skilt tømmeret fra hinanden, og da fløj maren ud gjennem naglehullet igjen, og så så de hende ikke mere.
Hans Pedersen, Haldagermagle.
103. Jens Jensen, der boede ved Skiple Made, sådan kaldes et tørvekjær, han tjente forhen i en gård i Grejs, og der var det lige så vist, at maren kom og red øgene hver nat, og når den havde redet dem, så kom den på ham, hvordan siden han så bar sig ad. Enten han vendte træskoene, eller han stillede havrekjærve for den eller skrev marekors eller satte vand for den, det var lige meget, hvad han gjorde, den skulde nok blive ved, til den kom på ham. Så var det én nat, han var bleven så kied af den og var så træt, for den vilde ikke lade ham sove, så rejste han sig og gik ind i fodergulvet for ved hestene, da stod der en kridhvid skikkelse for ved dem, og han siger da til den: «Hvad skal du?» Så svandt den væk, og siden kom maren aldrig hverken til ham eller hestene.
Trebjærg.
104 En gang kom en staldkarl i Åker ud i stalden, og der står en hoppe og springer og er meget urolig. Han står og ser på den lidt, kommer så i tanker om at gå op til den og føler i manken. Da er der ved at danne sig en marelok. Han føler i den og mærker noget ligesom en stoppenål, men den var så blød, at han kunde bøje den. Så trak han den ud og gik tilbage i stalden med den. Jo, det var ganske rigtig en stoppenål med øje, og han kunde alligevel bøje den helt om. Han stak så spidsen ind i øjet og kastede den i den tilstand ned i grævningen. Om morgenen, da han kom ud i stalden, ser han til sin store forbavselse, at den nærmeste nabokone ligger og spjætter der i grævningen med benene op over nakken og kunde ikke komme der fra.
Bornholm. Højskoleforstander J. "West, Voldby.
105. På en gård i nærheden af Engestofte blev alle hestene sadan plagede om natten, så de om morgenen var halvt døde, eller havde øjnene halvt kradsede ud og kunde ikke bruges. Men da man efter en klog kones råd gravede en levende hest ned midt i stalden, så holdt det op.
Fr. L. Gr.
106. For at maren ikke skal ride ploven, bør der al tid holdes med hammelen vendt mod øst.
K. Toxværd. G.
