Vis kilden til Merkisaliks Rensdyrjagt (Rink)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Merkisaliks Rensdyrjagt (Rink)]] !!  !! 
|-
|}


<blockquote>
<center>'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br><br>'''[[Eskimoiske eventyr og sagn – I]]'''<br>'''Hinrich Rink'''<br>1866<br><br><big><big><big>'''37. Merkisaliks Rensdyrjagt'''</big></big></big></big></center><br>

Merkisalik havde kun een Søn til Erhverver; om Sommeren pleiede de altid at gaae paa Rensjagt i den samme Fjord, hvor de ikke havde andre til Selskab. Omsider blev Merkisalik affældig og kunde formedelst Alderdom ikke mere gaae paa Jagt, da maatte Sønnen besørge Jagten alene. Engang laae de atter i Fjorden, Sønnen var som sædvanlig paa Jagt, og de Gamle vare alene ved Teltet, uden at vente Besøg; da gik de engang udenfor og saae en Baad komme seilende ind i Fjorden, ledsaget af mange Kajakker. Merkisalik blev meget glad, lod Konen strax koge og imidlertid sætte noget tørret Kjød frem til en Mundsmag, naar de kom iland. Han glædede sig over, at hans Søn nu skulde faae Følgeskab. Da de kom iland, saa var der mange Mænd, deriblandt vare ogsaa gamle og meget underholdende. Sønnen, da han kom tilbage og saae de mange Mennesker ved Teltet, blev ligeledes meget glad; behandlede dem gjæstfrit, og da der var kogt, indbød ham dem til sig. De talte meget høfligt med hverandre og besluttede strax Dagen efter at følges ad paa Jagten. Næste Morgen gik de alle ud, og omsider fik de Øie paa mange Rensdyr, som græssede i en Dal; efterat Klapperne vare gaaede ud, lavede Jægerne sig Skydemure. Nu sagde de Fremmede, at Merkisaliks Søn skulde være bagest, og han føiede dem, men da Klapperne havde omringet Dyrene og jagede dem hen forbi Skydemuren, og de forreste begyndte at skyde, tænkte han: »de ere vist meget vindesyge, og lade neppe noget komme forbi, som kan levnes til mig.« Derpaa skjøde de Andre alene, og der blev intet tilovers for ham; da de flaaede Dyrene, hjalp han dem, men da de droge tilbage til Teltene, gik han lidt fra dem. Da de nu kom hjem, lode de Fremmede strax koge og indbøde Merkisaliks. Under Maaltidet sagde den mellemste af Mændene: »her maae være mange Rensdyr, siden Merkisaliks Søn kan fange nogle af dem.« Ved disse Ord taug Merkisaliks ganske stille; da de efter Besøget gik hjem og vare komne ind i deres Telt, sagde Faderen til Sønnen: »det faaer hjælpe sig; siden du er ene, maa du føie dem og lade dem gjøre som de lyster.« Den næste Dag fulgte han derfor atter med dem og det gik ligesom den forrige, de gik langt ind i Landet, og da de traf Rensdyrene, lode de ham lave sit Skjulested længst borte fra Klapperne, og levnede heller intet til ham; da de gik hjem gik han atter lidt afsides, men kom strax tilbage til dem. Derpaa vare Merkisaliks atter til Gjæstebud hos dem, og den mellemste af Mændene yttrede det samme som den forrige Dag; da blev Sønnen meget forbittret. Den følgende Dag kom han i Følgeskab med dem til en stor Dal, hvor det vrimlede af Rensdyr. Atter maatte han lave sit Skydested bagest; men da Klapperne havde omringet Dyrene, tænkte han: »naar jeg skal vedblive saaledes, faaer jeg aldrig Rensdyr; jeg troer, jeg vil skræmme dem, naar de komme.« Da nu Flokken nærmede sig, lod han, som om han vilde see efter noget, kom frem af sit Skjul og vilde slet ikke være rolig; tilsidst raabte de: »stands dog, de ville ellers faae dig at see!« Men han studsede blot lidt, rørte sig saa igjen og syslede med Forskjelligt. Imidlertid havde Flokken nærmet sig, det forreste Dyr standsede, vendte saa Ryggen og løb, og alle de andre bagefter. Merkisaliks Søn ventede først lidt, men da ingen af de andre vilde forfølge dem, gav han sig til at løbe af alle Kræfter. Nu vilde Mændene følge med ham, men efterhaanden bleve de alle tilbage, og ved Enden af Dalen fulgte endnu kun den ene med ham, og da han var halvt oppe af Dalskrænten, blev ogsaa denne tilbage. Imidlertid kom Merkisaliks Søn op over Bjergryggen og forsvandt tilligemed de flygtende Dyr. Mændene fulgte i hans Spor, den ene efter den anden, og da den forreste var kommen op paa Høiden og skulde ned paa den anden Side, seer han der en Mængde fældede Rensdyr med skinnende hvide Buge, og paa en Steen i Nærheden sad Jægeren. Da han kom til ham, var han allede ganske afkølet; derpaa kom alle de andre med røde Ansigter, ingen sagde et Ord. Derpaa gave de sig til at flaae, men medens een af de andre flaaede et Dyr, havde han allerede flaaet Huden og skaaret Kjødet af to. Da nu Jægeren lavede sin Byrde tilrette, sagde han til de Andre at de hver kunde tage hvad de kunde bære, derover blev den mellemste ganske taus, og vilde ikke rigtig være med. Paa Hjemveien skiltes de ad. Merkisaliks Søn var nu atter kommen i sin gamle Skik, gik forud med sin Byrde paa Nakken, hvilede lidt engang imellem, og kom hjem før alle de andre. Da nu endelig de mange Brødre kom hjem uden Fangst, havde Merkisaliks alle deres Gryder over Ilden og indbøde efter Sædvane de Fremmede. Under Maaltidet vilde Værten indlede Samtalen, men forgjæves; ingen af Brødrene vilde sige et Ord, og deres Gamle heller ikke. Saasnart de havde spiist, gik de igjen, med Undtagelse af Faderen, der fortalte et og andet. I Talens Løb sagde hiin: »Vi ere i Forlegenhed for noget til et Bor, du kunde lade mig faae det Knæbeen der.« Merkisalik svarede: »hvorfor ikke, det Slags have vi nok af.« Den Anden tog det, takkede og gik sin Vei. Den næste Morgen vaagnede Merkisaliks ved en Lyd, ligesom af Teltestænger. Da de stode op og gik ud, saae de, at de Fremmede vare ved at bryde Teltet ned for at drage bort. Nu vare Merkisaliks altsaa atter ene, og Sønnen gik atter uden Følgeskab paa Rensjagt. Medens han endnu var ifærd med at slæbe sine fældede Rensdyr hjem, fortalte han en Dag, at han havde en Byld paa Knæet. Bylden voxede, den blev værre og værre, Forældrene bedrøvedes, og omsider døde Sønnen efter at have bekjendt, at det var Faderen til de mange Mænd, som havde forvoldet ham det, ved at hexe over Knæbenet af hans fangne Rensdyr. De stakkels Forældre vare fortvivlede over at være berøvede deres Forsørger. Imidlertid begyndte Indsøerne allerede at fryse til, og det var paa Tiden at drage ud af Fjorden; da det derfor en Morgen var smukt Veir, lavede de sig til, græd endnu over Sønnens Grav, og seilede derpaa, endnu under Klager, for en let Østenvind ud af Fjorden. Da de vare komne til deres Vinterplads, opfyldtes Merkisaliks Sind af Had, og han grundede paa, hvorledes han skulde hævne sig. Omsider besluttede han at, lave en Tupilek til de mange Brødre. Hver Dag befattede han sig ikke med andet, end at samle Been af alleslags Dyr, som han fandt, lagde dem derpaa i Elven, omviklede dem med Haar fra Baadeskindene, gjorde dem tilsidst levende og satte Tupilekken i en Elv, som førte den ud i Havet. Da han saae ud efter den, var den bleven til en Agpaliarsuk (lille Alk) der dukkede op og ned, og vendte sig mod sin Eiermand. Derpaa sagde han: »saaledes vil jeg ikke have dig.« Strax dukkede den ned og kom op igjen som Teist. Atter sagde han: »saaledes vil jeg ikke have dig.« Den gjennemgik derpaa alle Fugles Skikkelse, men han forkastede dem alle; derpaa gjennemgik den alle Sælhundearter og Mattak-Dyr (Delphiner), men heller ikke dem kunde han bruge. Omsider da den dukkede op, hørtes dens Aande som en vældig Susen, og der saaes en lille Hval; da sagde han: »saaledes vil jeg have dig, du skal hævne mig.« Da var det, som om Dyret spurgte: »hvor skal jeg hen?« Han svarede: »til de mange Brødres Jageplads.« Ved disse Ord trak den Veiret dybt og dukkede under; men Manden kom hjem og ventede nu paa at høre fra de mange Brødre, som boede nordenfor ham. En Aften saae han en fremmed Kajak komme omkring det nordre Næs, og da den nærmede sig, gjenkjendte han en stakkels Slægtning af ham, ogsaa en Olding, som havde boet paa Plads sammen med de mange Brødre. Da han var kommen paa Land, fortalte han paa Veien op til Huset: »forleden Dag hændtes der vor Samboende en Ulykke. Den yngste af Brødrene kom ikke hjem, han havde sagt Dagen iforveien, at han havde sat Harpunen i en lille Hval, og nu vilde han ud og søge efter den, men han blev borte og vendte ikke mere tilbage.« Tupilekkens Ophavsmand lod, som om han blev bedrøvet og sagde: »han maa formodentlig have baaret sig galt ad.« Men i sit Hjerte glædedes han derover. Da Gjæsten reiste Dagen efter, bad han ham besøge sig engang imellem. Men først efter længere Tid kom han igjen, og idet han traadte ind, sagde han: »igaar er der atter vederfaret vore Samboende en Ulykke, nu er det gaaet den mellemste af Brødrene ganske som den yngste.« Derover glædedes Tupilekkens Ophavsmand rigtig i sit Indre, og Dagen efter, da Gjæsten vilde reise, sagde han atter: »naar jeg i længere Tid ikke seer noget til dig, længes jeg meget, besøg mig dog flittigt.« Senere kom han og fortalte, at atter en af Brødrene var forsvunden paa samme Maade, og tilsidst kom han og fortalte, at nu vare alle Brødrene forsvundne, og de stakkels efterladte Forældre levede i dyb Sorg. Derved blev Merkisaliks Sind noget beroliget.


==Kilde==
<br>
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 134-137.
<br><br>
</blockquote>


[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]
[[Kategori:Grønlandica]]
[[Kategori:Hinrich Rink]]