Merlins spådom

Fra heimskringla.no
Revisjon per 29. aug. 2019 kl. 10:04 av August (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Breta sögur Dansk.gif


Merlin (Gustave Doré)
Merlins spådom

Dansk Oversættelse af Jón Sigurðsson

Annaler for nordisk oldkyndighed og historie
Det kongelige nordiske Oldskriftselskab
København, 1849


MERLINS SPAADOM I


1. Vi vove at fremstile
for guldsmykkede Helte
vise Spaadomme
af en herlig Spaamand,
som i det vide
Bretland boede,
Merlinus hed
den vise Mand.


2. Han sagdes blandt Folk
og Folkeherskere
at raade mange mörke
Begivenheder forud;
kær var han den kristne
Folkenes Slægt,
over Muld var ingen
visere Mand.


3. Jeg agter ei at söge
pyntelige Ord
(det skal man vide)
til dette Digt:
men jeg önsker her
ældgamle Minders
mindeværdige Træk
for Mænd at fremstille.


4. Lys skal for alle
Digter-Borgen være[1],
dog vil i Kvadet
det meste tolkes:
af hvad den gjæve
forudsagde
det bretske Folk;
nu skal Sangen digte.


5. Vælde op i den store
Vintonia,
(det er en Borgs Navn)
trende Brönde:
de ville Landet
ved Bække dele
tre forskjellige,
i tre Stykker.


6. En af Bröndene
vil pröves den bedste:
den forlænger
de drikkendes Alder:
ej den svære Sot
hjemsöger de Mænd,
der have nydt
det bedske Vand.


7. Ond er den anden:
alle sulte
de som af Bækkens
Vande nyde;
dog er den tredje
sværest at pröve:
de döe alle
som deraf drikke,
ei de Mænds Lig
med Jord bedækkes.


8. Man vil stræbe
at stoppe de Brönde,
som de fleste Mænd
med Fare true,
men hvad der af Folk
i Vandet sænkes
alt bliver til andet
end det för var:
Jord til Stene,
Stene til Vand,
Ved til Aske
og af Aske Vand.


9. Man opsöger en Mö
mangekyndig
i den hovedrige
Knudskovs Borg,
at hun Lægedom
tilvejebringer
og letter af Folket
den svære Pest.


10. Hun gjör Forsög
og bitter paa Raad,
og anvender
alle Kunster;
siden aander hun
paa de Brönde
og dem begge
brat udtörrer.


11. Hun da drikker
det dejlige Vand,
og vinder derved
store Kræfter,
i den höjre
Haand hun bærer,
den höjbaarne Kvinde,
Kalidons Skov,
men i den hule Haand[2]
Londons Fæstning.


12. Derpaa hun gaaer
over det gode Land,
saa at af hendes Spor
Lue opblusser;
med den ramme Rög
som Rutener
lokke skal, og lave
Söboerne[3] Spise.


13. I Landet opkommer
et frygteligt Skrig,
naar Guldets Valkyrje
græder saa stærkt;
og Folket med hende
farer afsted
over Öens
hele Omkreds.


14. En Hjort hende dræber
som togange fem
paa sit Hoved
Hornkviste bærer;
en Krone sidder
paa Kvistene fire
men de sex andre
af sig selv forvandles
til Uroxens
frygtelige Horn.


15. De ville ved Larmen
tre bevæge,
beredte til Kamp,
Bretlands Öer;
da mon vaagne
den danske (danciske) Lund
og med Mandsstemme
tale saalunde:


16. Kom du Cambria,
med Corn-Britter,
sig til Vintonia:
dig vil Jorden sluge!
för Hyrdens Sæde
derhen, hvor de lægge
Skibene til Land!
Lemmerne alle
Hovedet fölge;
det er det Heles Hjelp.


17. Men hans Sæde
Sö-Dyr[4] glæder,
hans Stol vil staae
over Stolper tvende;
dog har for mange
medfört Skade
den hvide Ulds
forskjellige Farver.


18. Borgen vil falde.
det er Folkets Död,
at den först
sin Eed forraadte;
Fredens Forstyrrere
skulle falde heelt.
Vintona undgjelder
de onde Mænd.


19. Pindsvinet vil
en Borg opföre,
Fyrsten bygger
den höjeste Hal,
den vil den rige
Hersker styrke
med femhundrede
skjönne Taarne.


20. Dette vil London
ilde hue,
den vil tredobble
de tykke Mure
og med Kraft udföre
kongelig Id;
syd over Fjeldet gaaer
Arbeidets Ry,
men Tems om Borgen
heftigt bruser.


21. Men det falske Dyr
med Frugter læsses
af udmærket Godhed,
som Kongen vælger;
der komme Fugle
flyvende hen
fra Skovens Dyb
at söge Æbler.


22. Men Pindsvinet
over Lumskhed ruger.
han de Æbler
i London skjuler;
graver i Jorden
brede Veje
rovbegjerlig.
det falske Dyr.


23. Da ville fra Muld
Stenene tale,
og Söboernes
Rænker oplyses,
Öen udvides,
men Valerne zittre
og Söen storligen
sammentrænges,
saa at mellem Lande
Tale höres.


24. Kommer af Skoven
Kalaterius
flyvende den Fugl,
som alle forförer:
flyver om Natten
og nöje speider.
den Hejre kalder
hver Fugl til sig,
i to Aar varer
Bedragets Færd.


25. Fuglene flokkes,
de flyve i Sæden
og ödelægge
Agre og Frugt;
Sult kommer og Sot
(jeg seer meget forud)
megen Mandedöd,
Meen raser blandt Folkene.


26. Men Fuglen derpaa
flyver mod Vest
til en Dal, som man
Galabes kalder:
denne vil sig hæve
til det höjeste Fjeld
og der oppe
paa Ege-Kviste
træder Hejren,
den værste blandt Fugle.


27. Tre Unger han udklækker
i denne Rede,
(ej er Hejrens Slægt
yndet blandt Folk):
der er Ulv og Björn
og Ræv tillige,
i Lumskhed og Slægthad
sjelden födtes en værre.


28. Der opvoxe sammen
alle de Brödre,
deres Hu staaer ej
til det Gode:
Ræven sin Moder
med Grumhed angriber
og hende ombringer
den Faare-morder,
Hulens Beboer
vil gjerne herske.


29. Sine Brödre han vil
med Svig beseire,
et Hestehoved
Herskeren paasætter;
men den guldmilde
begge frygte,
Brödrene undflye
bort af Landet.


30. I Syd skal man
deres Flok opsöge,
Ulven og Björnen
Vildgalt opvække;
men dem Galten
sin Undsætning
lover snarligen,
thi paa Modet han stoler.


31. I en Hast de
Skibe udruste
og samle tillige
en Landhær sammen;
Tummelen voxer,
man ta’r fat paa Aaren,
Högnes Sæde[5] dækkes
af Skibenes Mængde.


32. De drage sönden
over svale Bölge,
drage til Bretland
og til Slag sig ruste;
men Ræven igjen
med sin tappre Hær
drager rask imod
at værne om Landet.


33. Kampen sig hæver,
Rustninger klöves,
med voldsom Kraft
Skjoldene pröves,
Spydene slaae Gnister,
Valkyrjen vækkes,
Krigerblod vide
Slagmarken farver.


34. Rædselstraalens Byge[6]
trækker sammen,
stærkt der klirrer
den prægtige Malm,
Gny höres paa skjönne
Gönduls Himmel[7]
og Dump i de haarde
Hlakkas Tæpper[8],
slet kun dække
Sköguls Tröjer[9],
Buens Hagl falder
gjennem Dækket[10].


35. Tude de graalige
Balgens Hunde[11],
Halsspangens[12] vilde Ulv[13]
Krigerne bider.
Gram[14] forstyrrer
Hjertets-Haller[15],
og Saarluen[16]
Hjernens Bygder[17],
stærkt nedbrydes
Hjerne-Borge[18].


36. Fanen seer jeg flyve.
Faren voxer,
Saar-Tornen[19] suser
hos de gjæve Helte,
men paa Vej drager
den listige Yngel
af Örn og Ulv,
at söge Blod,
graadig iler
den hele Flok.


37. Ræven da gjör
paa Galten Angreb,
men hans Kraft
for svag sig viser;
flux han sig
som död anstiller,
ej Brittekongens
Lig bedækkes.


38. Dette Galten
önsker at pröve,
han blæser i Kongens
Ansigt og Öje;
men Ræven pludselig
Galten angriber
og river af ham
den venstre Fod,
det höjre Öre
og Halen tillige.


39. Men i Fjeldet sig skjuler
det falske Hoved,
der tænker han
sin Slægt at foröge;
men Vildgalten
til Ulven og Björnen
med Smerte beretter
sin Sorg og Tab.


40. De tappre Brödre
tröste Galten,
og love selv
hans Saar at læge;
vi gaae begge
dig Fod at hente,
Öre og Hale,
vent her Galt!


41. Men Ræven ned
fra Fjeldet drager
og grum i Hu
Galten opstiger;
han byder Forlig
men kun paa Skrömt,
og siger han vil meget
med Svinet tale.


42. Tro du mig Galt!
jeg vil ærlig være,
aldrig jeg svigter
mod Svinet min Tro;
mödes vi skulle
og stifte Fred,
du ene skal dömme
os imellem.


43. Mödet bestemmes,
Freden stiftes,
Kongerne begge
paa Stævnet möde;
men paa det Möde
Rænkerne pröves.
Hertugen dræber
den bretske Drot.


44. Og paa sig selv
dernæst sætter
Leopard-Hoved
den listige Konge;
siden han styrer
Land og Folk,
hans Saga dermed
Ende tager.


45. Og Svins (Skikkelse)
paa sig . . . .
tager, og Brödrene
lumskelig venter;
men naar de komme
Gaver at bringe
bider han dem begge
og Brödrene myrder.


46. I hans Dage
en Hugorm födes,
som vil Folk
Döden bringe;
hans Længde er saa stor
at Londons By
Hedens Hval[20]
som Kreds omgiver,
og saa vild
at Urens Baand[21]
de omreisende
alle sluger.


47. Han tilkalder
Kambriens Flokke
og de nærstaaende
Nordhumbriens Hjorde;
og uden Ophold
den kampdjærves Folk
heelt til Bunden
Tems uddrikker.


48. Siden blive
det samme Aar
syv Leoparder
af Ormen födte,
de bære Bukkens
ondtvarslende Hoved,
uden Saft og Kraft
ere Kongens Sönner.


49. De tage de fleste
Kvinders Flokke,
de kampstærke Mænd,
og Skjöger i Mængde,
og Sameje
af Ægtekvinder
gjöre de spydvante,
sligt maa forfærde.


50. Langt er at opregne
hvad Folkenes Ven
om Aarenes Löb
forudsagde;
deri er det mindste
smukt at höre,
jeg gaaer det forbi
og om Enden beretter.


51. Paa Jorden kommer,
siger den vise Mand,
en voldsom Ufred,
store Rædsler,
Drab og Svig,
Ulvtid og Kulde
af alsköns Rimfrost
i Folkenes Hjerter.


52. Da ville larme
de tankelöse
og de vellystige
drikke stærkt,
söge i Glæden
og i Rigdom Hvile,
ved at samle Guld
og verdslig Hæder.


53. Samfundet trues
af mange Farer,
ei Folks Adfærd
smuk sig viser;
dybt sig forstille
de i Drömme vandrende,
ei til eget Vel
de Hensyn tage.


54. Verden forværres,
ei Sönnen Faderen kjender.
Slægtskabs Baand briste
mellem Sönner og Fædre;
ingen vedkjendes
egne Bekjendte
eller nære Frænder
blandt Folkenes Slægter.


55. Tungt er at höre
hvad i Verden skeer;
Mennesker före
Fæets Liv,
tænke paa denne
urolige Verden
og bortkaste
alt det gode.


56. Det hvide Sölv
vil Skade volde
og Guldet Mænd
med Blindhed slaae;
de forkaste Himlen,
men hige efter Jorden,
Drukkenskab forförer
Folkets Mængde.


57. Det danske[22] Folk
i Kjödet lever,
mod egne Lyster
man intet gjör;
thi ville de höje
himmelske Tidmærker
deres Lys
fra Folket vende.


58. Derefter Jorden
sin Frugtbarhed taber.
ikke en Byge
fra Skyerne kommer,
Sol og Maane
selv anden Vej
gaae, de deilige,
end de för plejede.


59. Og paa Himlen
de klare Stjerner
ei kunne bestemmes
ved et sikkert Sted;
nogle gaae bagvendt,
nogle dreje af
fra deres gamle
tilvante Bane.


60. Nogle rykke sammen,
andre sig fjerne,
tabe Lys
og Farvernes Skjönhed;
Vindene kæmpe,
som heftige Storme,
og fremkalde Larm
mellem Himmelens Kloder.


61. Söen bruser
og höjt opsvulmer,
sligt er gyseligt
for Menneskets Börn;
sligt er gyseligt
at opregne,
den ældgamle Jord
for Mennesker blottes.


62. Meget fortjente
at forkyndes
af Spaamandens
ældgamle Sang;
dog jeg agter
ikke mere
for Odins Thingmænd[23]
at fremsætte.


63. Dog har jeg sagt
Mændenes Börn,
sligt som Bogen
selv forkynder;
gid de som höre
Nytte drage
af slige Udsagn
og see sig for!


64. Agte sig for Synd
og falske Raad
og alleslags
onde Gjerninger;
lad os handle vel
og elske Herren,
og strax bortkaste
onde Forsætter!


65. Skröbeligt er Livet
hos Menneskers Börn
under det stormsvangre
Fjeldliens Telt[24];
men Livets Gjengjeld
ei udebliver
god eller ond
for alle tilhobe.


66. Lad os glæde os alle
af godt Hjerte
og ved Haabet
om Ære og Herlighed;
lad os fölge det Gode,
men det Onde glemme,
stræbe at foröge
Sjelens Pryd!


67. Lad os ofte bede
Menneskenes Konge[25]
den ypperste om Styrke
af ganske Hjerte;
og at den herlige
Menneskenes Hersker
Dag og Nat
Folket bevare!


68. At alles Velgjörer
fjerne ganske
fra Menneskenes Slægt
ethvert Onde,
samt at til Livet
sikkert före
alles Bevogter
dette Folk!


______________




MERLINS SPAADOM II


1. Nu skal jeg forkynde
hvad fordum skete,
lyt til mig alle
kyndige Mænd:
En Konge sad
paa Bretlands Trone,
den guldmildes Navn var
Vortigernus.


2. Det Land bar fordum
af Britterne Navn,
som er tilegnet
Angler siden;
thi Anglerfolket
fordum besnærede
de haardföre
brittiske Mænd.


3. Og deres Land
med talrig Hær
selv tog i Eje,
som Oldsagn berette;
og hvor nu de kloge
Kristne bygge,
der fordum Hedninger
Haller opförte.


4. Slægtens Herkomst
for Anglerfolket
saxisk benævnes
i ældgamle Sagn;
derfra de samlede
Styrke til Kamp
at röve Land
fra Brittekongen.


5. Men Hærens Flöjmand[26]
ei holde kunde
den brittiske Jord
eller Gods og Guld;
Hedninger droge
med Ild og Jern
over Öens hele
östlige Bred.


6. Men Hærens Anförer
Værn opsöger,
et vældigt Taarn
vil Kongen opföre;
og til Stedet
til dette Værk
samler Drotten
mange Smede.


7. Til Bygning kom
de klögtige Smede
(saa der berettes)
oppe i Fjeld;
men hvad de opförte
den ene Dag
var der ei Spor af
den næste Morgen.


8. Kongen lod kalde
de vise Mænd,
den kampdjærve spurgte
hvad sligt forvoldte.
at hele den lagte
Grundvold forsvandt,
som om den gamle Jord
Stenene slugte,
eller dens Skorpe
med Ild blev svedet.


9. Een Mand var der,
som det dunkle Varsel
for den vise Drot
tolke kunde.
den Kongens Ven hed
Ambrosius,
men med andet Navn
den ypperlige
Merlinus kaldtes
den nævnte Mand.


10. Det forvolder,
sagde den vise Mand,
at der under findes
Vand i Mængde;
da böd grave Jorden
Folkenes Styrer,
der pröves den vise
Spaamands Udsagn.


11. Og den kyndige
spurgte de Mænd
hvad under Vandet
var forneden;
og da det ingen
anden vidste,
saalunde han talte
til den vise Drot:


12. Sove der nede
i det mörke Dyb
tvende Orme
i tvende Huler;
ei hinanden ligne
Landenes Bælter[27];
eet Jordbaand rödt,
det andet hvidt.


13. Lad Grunden grave
og Gröfter skjære,
sagde Merlinus
til den guldmilde Drot,
förer Vandet —
og seer siden
hvad spaaet haver
den Ringe-Spilder[28]
(det er nyt Vidunder) —
ned fra Bjerget.


14. Man udförte
hvad han dem böd,
Vandet blev ned
fra Bjerget ledet,
og de omstaaende
Ormene kjendte
de trolöse,
som Valkyrjens Gud[29],
den forudvidende,
havde forudsagt.


15. Da vaagnede op
de uhyre Drager,
og styrtede begge
bort af Lejet;
derpaa som Lyn
mod hinanden rendte
de sælsomme, modige
Jordens Ringe.


16. Stærk Kamp opstaaer
mellem begge Snoge,
gabe af Vildhed
Jordens Belter;
higende hugges
Jordkringlens Gjorder,
hvæse Gift
og den blaae Flamme.


17. Paa Flugten kom da
den röde Snog,
den lyse Orm drev ham
heelt til Bredden;
men han snildt
svinger sig imod
og modig forfölger
den hvide Drage.


18. De holde Kamp
i Vandets Leje,
og længe modig
Ormene hugges;
nu den ene
faaer overhaand,
nu den ene
for den anden viger.


19. Sig du, Merlinus,
sagde Ringenes Bryder,
du er mere kyndig
end andre Mænd :
hvad mon betegner
de to Ormes
rædsomme Kamp
for Menneskers Börn?


20. Den vennesæle græd.
da ham tolke bad
den vældige Konge
dette Jærtegn;
og efter det
Folkets Mester
en grundig Spaadom
alle forkyndte.


21. Det rode Jordens
Glimmerbaand[30] betegner,
sagde Spaamanden,
det bretske Folk,
men den hvide Orm
det Hedningefolk,
som kommer til at bygge
i brittisk Land.


22. Sörgelig Nyhed
maa berettes:
jeg siger der seirer
den hvide Snog,
Landet nedtrykkes
og Folkets Mængde,
blodige Elve
fra Dalene falde.


23. Kristendommen kues,
Kirkerne falde
(den Sorg er tung)
Fjenden er i Landet;
da styrkes endnu
det usle Folk,
som forhen var
haardt nedböjet.


24. Da vil der
en Konge opkomme
(det er den herligste)
i Vildgalts Skikkelse,
han understötter
det kuede Folk
og træder under Födder
Saxerfolket.


25. Ham underlægges
den grönne Jord,
og Öernes Grupper
i Verdenshavet:
de Irers og Anglers
og de fjerne Skotters,
de vælske Stammers
vidtstrakte Lande,
Norges Kyster
og Daners mod Nord.


26. Og Romerne nære
for Kongen Frygt,
de mangle Kraft
til at modstaae ham.
Meget veed jeg andet
om Kongens Dage,
men dunkel er mig
hans Endeligt.


27. Ham ville ære
Folkenes Tunger,
den Konge vil blive
mest elsket hos alle;
stedse vil leve
Kongens Hæder
og hans Roes gaae
til Himmelens Hjörner.


28. Og den herlige
Konges Ætmænd
tilvende ham
baade Land og Folk;
men derefter
den hvide Orms
Magt bliver större
end den forhen var.


29. Ham understötter
Söens Ulv,
hvem Afrikaner
fra Udlandet fölge;
Kristendommen brydes
hos Folkenes Slægt,
dog ville selv
kort derefter
de engelske Stammer
alle döbes.


30. Bispesædet
fra London flyttes
til den vide
Kanterborg,
og Legion-Borgens
langvarige Hæder
vil den herlige
Menevia tage.


31. Store Ting skee:
der regner Blod,
stærk Hunger derpaa
Menneskene plager,
men den röde Snog
siden styrkes
og vinder ved det svære
Arbeide Kraft.


32. Nöd overgaaer
den hvide Orm .
hans Slægt bliver pint,
Kvinder opskaarne.
hans Borge plyndres
og mange Gaarde,
alsköns Gods
med den grönne Jord,
grueligen bliver
Folket dræbt.


33. Falde for den bretske
Kongebaarne
syv Folkedrotter
Sejer berövede,
og hellig bliver
Hærenes Ordner[31]
een af de syv
engelske Konger.


34. Den som sligt gjör
vil selv tage
en Kobbermand paa,
den Folkedrot,
og over höje Port
Herskeren siden
paa en Hest af Erts
herlig sidder,
London bevogter
den lovpriste Konge.


35. Da vil det vise sig
om Britternes Folk,
som för har voldt det
megen Skade:
at de ej indbyrdes
forliges kunne,
de kjævles om Magten
og det hele Land,
ivrigt kjæmper
Britternes Afkom.


36. Slaget træffer
fra Himmelens Konge
voldsomt Folket,
de gode Aar svinde,
den haarde Hælværk
Mændene piner,
man kan ej de Dödes
Mængde bedække.
Sult og Sot
raser blandt Folket,
Mennesketab,
mange svære Onder.


37. Landet miste
de som Livet beholde,
det tappre Folk
drager bort fra Landet;
velsignet Drot
(den brittiske Hersker)
ruster sine Skibe,
og han snart bliver
talt som den tolvte,
den höjt berömte,
salig blandt salige
Guds Venner stillet.


39. Saaledes udtömmes
Landet af Folk
(sorgfuld drager heden
Folk af Landet):
at Skove der
frodigt voxe
hvor frugtbare Agre
stode forhen
til Folkets Glæde
paa brittisk Jord.


39. Da bortdrager
den hvide Orm,
snild han indbyder
den saxiske Kvinde,
og med talrigt
Fölge ankommer
Smykkernes Skögul[32]
at bygge i Landet.


40. En udenlandsk Sæd
vil anden Gang
over vore Haver
sig udbrede,
men der over
paa den svale Kant
af Öen lurer
den röde Orm.


41. Han af Landet
kun lidet vinder;
da krones den hvide
Kivets Drage
og saxiske Mænd
Riget bestyre,
men Erts-Kongen
nedstige maa
af den steile
Borgens Mur.


42. Den lövrige Lunds
lyse Baand[33]
ere Grændser satte
i Aarenes Tal,
ej han overskrider
den stærke Skjæbnes Maal
eller raader længer
over det skjönne Land.


43. I en Aarrække
af ti Gange femten
hersker stor Ufred
mellem Jordens Bælter[34],
men ti Gange
tredive Aar
den höjt berömte
vil Riget beholde
over London
og Folkets Mængde.


44. Da vil en heftig
nordöstlig Storm
træde Lundens
Lænke imöde,
og den Blomstren
bort forjage.
som de vestlige
Vinde frembragte.


45. Guldet vil glöde
paa Guds Huse,
men Sværdenes Storm
sagtnes föje,
den svigfulde Drage
næppe vil kunne
sin Hule naae,
thi ham sig nærmer
Straffen for Svig,
som han maa bære.


46. Held vil ham hæve
en stakket Stund,
men ham nedtrykker
ringpandsret Hær;
kommer söndenfra
den Hær over Sö,
som vil röve ham
et stort Rige.


47. Den Folkedrot
som for Hæren raader
vil snart med Britter
Landet befolke;
den hvide Orms Sæd
vil end paa ny
oprykkes af mange
Urtegaarde.


48. Da vil han undgjelde
for grusomme Raad,
hver tiende falder
af hans svigfulde Slægt,
den grönne Jord
maa han bearbeide,
og fra den Dag af
han aldrig hersker:
saa bitter Hævn
for Svig ham ydes.


49. Derpaa end herske
tvende Orme,
den ene der mister
Livet for en Piil,
men den anden vil
tilbage vende
under Navnets Skjul,
for Skjæbnen at lyde.


50. Derefter hersker
Retfærdigheds Dyr,
som de ölandske
Orme frygte,
og selve de bomstærke
valske Taarne
sönden for Havet
ængstes for det.


51. Da spindes Guld
af mange Urter,
Sölv af Kalveslægtens
Klöver drypper;
prægtig klæde sig
Landets Kvinder,
men ei deres Sæder
vinde derved.


52. Penninge snittes
i Midten over[35],
Glenten mister heelt
sin Rövernatur,
Ulvens Tænder
tabe sin Styrke
og Lövevargens
de vilde Hvalpe
til Fisk forvandles
i Hvalens Hjem.


53. Til sörgelig Meen
Sværdet drages,
af Moderens Saar
seer jeg Blodet strömme,
(svære Sorger tynge
paa Folkenes Slægt)
hendes Blod farver
Venedocia
og derpaa sex
af sine Brödre
dræber Corineus’s
tappre Afkom.


54. Da ville Mænds Taarer
om Natten flyde,
og Folket fremföre
varme Bönner;
da ville alle
til Himlen stræbe,
det evige Liv
de gode vinde.


55. Endnu derefter
i Skoven vaagne
farlige Vilddyr,
som i Borge jage,
de ville selv
sine Fjender
fælde eller fængsle;
faae kun ville
vove mod dem
at före Ordet.


56. Den ene herligst,
fra Neustria kommen,
hersker i England,
en ædel Drot,
dog ere der Herskere
fra Syden ankomne
fem eller flere,
som styrede Landet.


57. Denne bryder Irernes
lyse Borge
og til Jorden
Skovene fælder,
han manges Riger
til eet forvandler,
et Lövehoved
Herren tager paa.


58. Vaklen mærkes
i Kongens Færd
i hans yngre
Alders Aar,
men den guldmildes
senere Liv
behager den hellige
Himlens Konge.


59. Han vil Biskoppers
Borge pryde
og hæve mange
hellige Steder,
tvende Borge han
med Palliet hædrer,
og skjenker Kristi Terner
skjönne Gaver.


60. Af sligt bliver
den tappre Drot[36]
de himmelske Skarers
Hersker ret kjær.
og efter Döden
den ædle Konge
regnes blandt Engle
bos Maanens Hersker[37].


61. Kongens Afkom
vil ligne en Los,
det vil sit eget Folk
selv nedstyrte,
og af den Grund
han tabe maa
Irers og Anglers
herlige Jord,
med samt Neustria,
sin Hæder berövet.


62. Men efter dette
til Odelslandet
drage med Hast
de brittiske Mænd,
dog er forinden
slet Aar i Landet,
Uenighed hersker
blandt engelske Stammer.


63. Den herlige rider
til Peritonis Elv
paa en hvid Hest,
den raske Hövding,
og med en hvid Stok
der han udmaaler
over Floden gamle
Möllehuse.


64. Konan paakalder
Cadvaladrus
og fra Skotland
flere Konger;
raser den grumme
Gönduls Byge[38],
det store Malmenes
Möde[39] holdes.


65. Haardt det skarpe
Buens Hagl[40]
(de Kæmpende segne)
fra Strengen fyger,
men ilende hist
Gaflokker[41] flyve,
ej Sköguls Skyer[42]
mod Skuld bedække.


66. Brynjer briste,
Malmene bide,
blodfarvede Sværd
svæve i Luften,
Pilen i Flugten,
Folket i Blod,
Eggen i Saaret,
Brodden i Skjoldet,
Hjelmen paa Hoved,
Pandser paa Bryst,
Spyd i Farten,
Slaget i Gang.


67. Mödes Skjold
og det dragne Sværd,
Hjelm og Huggert,
Pandser og Pile,
den brittiske Brynje
og blodröde Glavind,
kraftig Kriger-Haand
og Sværde-Heftet,
lysende Spidser
og Kæmpendes Bryst.


68. Ligdynger falde,
höit Vaabnene gjalde.
Malmenes Torden[43]
heftigt skralder;
i tætte Bunker
Valen ophobes,
blodige Elve
af Landet nedströmme,
men paa Himlen kastes
Kamprödens Skjær.


69. Mænd falde tæt
i Pilenes Sneefog,
den engelske Hær
til Döden bestemmes.
Slagmarken den röde
bedækkes af Döde
Britternes Halvdeel
faaer herlig Sejer.


70. Fjeldene hæver
Valflodens Ström[44],
de ville bære
Brutus’s Krone,
Kornbritternes vældige
Ege grönnes,
Cambria villig
derover sig glæder.


71. Öens engelske
Navn forsvinder,
ei den længer
Anglia kaldes,
den maa beholde
det gamle Navn:
efter Brutus kaldes
Britannia.


72. En kampdjærv Vildgalt
vil komme frem
af den fornemme
Konans Æt;
med Huggetænder
Kongesönnen
fælder de vælske
Ege i Skoven,
dog er han skaansom
mod spæde Træplanter.


73. Araber ville
for Kongen frygte
i fjerne Land,
og Afrikaner;
den mægtige Drot
vil Hærtog gjöire
frygtelig til
det fjerne Hispania.


74. Efter ham raader
en Buk for Landet,
hans Higen især
efter Vellyst tragter;
paa Hovedet bærer han
Horn af Guld,
Kongens Skjæg
er af Sölv spundet.


75. Mistas[45] Ven blæser
af Bukkenæsen
en Taage, saa tyk
at Öen skjules;
Landefreden staaer
for Kongens Tid,
ej heller slaaer Landets
Afgröde feil.


76. Da skjönne Kvinder
gjennem Landet drage,
Hovmod hvisler
i Möernes Fodspor,
for Vellysten
Templer bygges,
onde Lyster
Kongen besnære.


77. Til Blod forvandles
den yndige Brönd,
dog er i Landet
stor Overflod;
men to Konger
kæmpe i Holmgang
om den unge
lyshaarede Mö
i den vide
Vad-batuli.


78. Disse Tildragelser
tre Sekler skue
(Folkets Færd tilvisse
er ond for Herren),
indtil Konger
i London begravne
stige op af Jorden
og aabenbares.


79. End indtræffer
den store Dyrtid,
og en meenfuld
Mandedöd,
Borge lægges öde
ved Mennesketab,
höje Nödklager
af Borgerne höres,
mangen flygter
af Landet bort.


80. Da sig hist
den herlige viser
Handelens Vildgalt
for at samle Folk,
som ud af Landet
flygtede for;
dem lader han bygge
det brittiske Land,
öde Borge
og yndige Boel.


81. Hans Bryst vil være
Föde for dem,
som lidet Gods
i Eje have,
og den svigfrie
Kongens Tunge
slukker Törst
hos hele Folket.


82. Strömme fra Ordenes
herlige Vaage[46]
brusende Floder
paa Folkets Styrer,
de skulle væde
herlige Jorder
i Sindets lyse
Hjerte-Verden,
og den törre Hals
hos Folkets Mængde.


83. Siden opskyder
(det seer jeg forud)
et kraftigt Træ
i Londons Taarn;
tre Grene findes
paa dette Træ,
men med Löv det dækker
det hele Land.


84. Fra Soen der kommer
skarp Nordöst,
dens onde Stöd
slaae af Stammen en Green;
men de Grene
som tilbage staae
dens Plads besætte,
det seer jeg nöje.


85. De dække hele
Öen med Löv,
indtil den ene
den anden trykker
og ödelægger
dens hele Lov,
vældig han fylder
Plads for de tre.


86. Og siden han dækker
med tykke Löv
ene den hele
Öens Strand,
ej kunne da flyve
Fugle i Landet,
thi han dem skrækker,
men hurtig lokker
fremmede Fugles
Flokke til sig.


87. Da vil Ondskabens
Asen herske,
hurtig at tage
Guldsmedes Gods,
derimod er Drotten
doven at hævne
Ulveyngelens
Rovlyst med Klem.


88. Og i hans Dage
stærkt opbrænde
forbausende stærke
Ege i Skove,
men paa Lindens
smalle Kviste
rigelig voxer
Agern i Lunden.


89. Og Rans Vej[47] strömmer
gjennem Sabrinus
syv Mundinger
(det forudseer jeg);
men Oskaraaen
(det er stort Vidunder)
vil i syv Maaneder
mægtigt koge;
Fiskene derved
Livet miste
da de selv
til Snoge blive.


90. De varme Bade
ved Badonsborg
(meget der skeer)
kolde vorde,
og dens Vande
saa sunde för,
bringe da mange
den bratte Död.


91. Da mistes tyve
Tusinde Mænd
af det Folk
som i London boer;
disse Mænd
blive dræbte alle,
ved deres Drab
farves Tems af Blod.


92. Ægteskaber bydes
de kutteklædte Mænd[48],
en Mængde findes
af Enker der;
men paa de kolde
Mundiafjelde
hörer man dernæst
deres Raaben.


93. Her skal jeg standse
i Sangens Digtning
og i den herlige
Spaamands Udsagn;
dog haves flere
af den Vises Ord,
hvoraf jeg adskilligt
har sat i et Kvad.


94. Det andet Digt
til dette sig slutter;
ei maae laste
de guldbesmykte
(derom jeg beder)
dette mit Kvad,
om jeg end mine
Ord har dannet
i samme Form,
som den spaakyndige
Mand for mig,
paa mange Steder.


95. Det skal vide de,
som Bogen læse,
hvor nöje Spaamandens
Ord her fölges,
og andre deri
undervise,
hvorledes de
som i Fremtiden skue
fremsætte det
som man ikke veed.


96. Læse de Psalmer,
læse de Propheter,
læse de straalende
Helgenes Skrifter,
der ville de finde,
at den vise Mand
snildt har sine
Spaasagn dannet,
som för ham
de hellige Mænd.


97. Ingen det tage
som Ufornuft,
at han Mænd
betegnet haver
ved Træ eller Vande,
eller heftig Storm,
eller alleslags
Orme og Dyr;
den valgte Gjenstands
Natur antyder
den Paagjeldendes
Lyde eller Fortrin.


98. Daniel fortæller
sine Drömme,
mangehaande,
med Tegn bekræftede:
han seer paa Jorden
store Dyr,
som betegne
Kongers Riger,
hvilke paa Jorden
siden opstode.


99. Den herlige udtaler
dyrebare Ord,
en ypperlig Spaadom,
og siger saa:
Fjeldene vil glædes
og den fagre Skov,
de brusende Floder
i Hænderne klappe,
Dalene synge Hymner
til Herrens Ære.


100. Vogte man sig
for at spotte Böger,
man lære Visdom
og klart forstaae
hvad i denne Tale
tilkjendegives;
ei er end opfyldt
den hele Spaadom,
dog ere mörke for mange
Prophetens Ord.


101. Lad de Mænd lytte,
som paa Jorden boe
i Tidens Löb
efter vore Dage,
til Verdens Gang,
og den vel udgrunde,
lad dem hvad der skeer
med Spaadommen ligne,
see derpaa efter,
hvad der sammen træffer.


102. Den engelske Slægt
for en Stund siden
Magten tabte,
nu er der vælsk Konge,
ingenlunde dog
ere deres Skikke
af Landet römte,
ej heller Britters
Land[49] med skarpe Sværd
han fik i Eje.


103. Hil dem alle
som lyttet have,
tappre Mænd,
til dette Kvad!
gid de handle vel,
forkaste det onde,
gid deres Feiltrin
snart maa rettes.
Guds Naade dem skjænkes
og Himmerige!




Noter:

  1. Det er: Digtet skal være tydeligt for alle.
  2. efter Latinen: i den venstre Haand.
  3. verþjóð, som ellers er en digterisk Omskrivning af Mænd eller Mennesker i Almindelighed, synes her at skulle udtrykke det latinske submarini (ver = Sö, þlóð = Folk ) jevnf. V. 23.
  4. d. e. Skibene.
  5. d. e. Söen, efter Sökongen Högne.
  6. d. er Slaget.
  7. Skjoldet.
  8. Brynjerne
  9. Pandserne.
  10. Dækvaaben beskytte ikke mod Pilene.
  11. Sværdene.
  12. Brynjens Halsdæksel, her for hele Brynjen.
  13. d. e. Sværdet.
  14. Sigurd Fafnesbanes Sværd, derfra Sværd i Almindelighed.
  15. d. e. trænger ind i Brystet og dræber.
  16. Sværdet.
  17. Hovederne.
  18. Hovederne.
  19. Sværdet.
  20. Orm.
  21. Orm.
  22. maaskee danciske, Str. 15 viðr enn danski = Dancium nemus.
  23. d. e. Tilhörerne : Þróttr = Odin, hans Thing = Slaget; Thingmændene, Krigere, Mænd overhoved.
  24. Himlen.
  25. Gud.
  26. d. e. Folkets Hövding, Kongen.
  27. d. e. Ormene, efter Midgaards-Slangen, som troedes at
    omringe Jordens Kreds.
  28. en almindelig Omskrivning af en Mand: den som bryder Ringe, d. e. er gavmild, er Gentleman.
  29. Hrist, en af Valkyrjerne, dens Tyr (en af Aserne), en Kriger, en Mand.
  30. den röde Orm.
  31. en Konge.
  32. fjarðbygg, Fjordens, d. e. Söens Byg = Stene og i særlig Betydning = Smykker; Smykkernes Skögul (een af Valkyrjerne) = Kvinden.
  33. Lundens (Skovens) Baand eller Lænke-Orm.
  34. d. e. Ormene.
  35. Efter den Mening som Oversættelsen fölger skulde her især være tænkt paa Pengenes Deling som Venskabs Pant (jfr. Gisla s. Surssonar cap. 8), da det synes som dette Vers skildrer en Fredens Gyldentid; men Stedet kan forstaaes paa flere Mander, da de latinske Udtryk ogsaa ere dunkle; navnlig kunde man maaskee oversætte: "et Stempel sættes midt paa Mynterne", eller "man hugger et Hul midt paa Mynterne" (for at bruge dem som Smykker).
  36. Sverðet = Sværdenes Byge, Slaget; Sverðets hötuðr (f. hvötuðr) Slagets Opmuntrer, Krigeren, her Kongen.
  37. d. e. Gud.
  38. Slaget.
  39. Slaget.
  40. Pilene
  41. Gavliner, hos Holberg Danske Staat 2. Opl. s. 415; Gabliner i Oversættelsen af Snorre Fol. Udg. 1, 345; Kastespyd i Aalls Overs. 1, 178, jevnf. Konúngs Skuggsjá (1769) S. 383.
  42. Skjoldene.
  43. Slaget.
  44. Blodströmmene paa Valpladsen.
  45. Mist, en af Valkyrierne; disses Ven, en Kriger.
  46. orða vök, Ordenes Vaage = Munden.
  47. Ranar, Sögudinden Rans Vej = Söen.
  48. Munkene.
  49. herved menes vel Wales, som först blev erobret 1283.