Forskjell mellom versjoner av «Middelalderens geographiske optegnelser (CCR/FM) - Beskrivelse»
Hopp til navigering
Hopp til søk
m |
|||
| Linje 31: | Linje 31: | ||
'''C. ''Grænlandiæ vetus chorographia á afgömlu<ref>gömlu, G.</ref> kveri.''''' | '''C. ''Grænlandiæ vetus chorographia á afgömlu<ref>gömlu, G.</ref> kveri.''''' | ||
| − | Grænland horfir í útsuðr<ref>litt suðr,(urigtig) D, T.</ref>; syðst<ref>eller syndst, E,G; synst, D, T; sidst, p. </ref> er | + | Grænland horfir í útsuðr<ref>litt suðr,(urigtig) D, T.</ref>; syðst<ref>eller syndst, E,G; synst, D, T; sidst, p. </ref> er Herjólfsnes, en Hvarfsgnípa næst fyri vestan; [''þángað kom Eyrekr hinn rauði lengst, ok lèzt þá kominn fyri botn Eyreksfjarðar'']. Þar<ref>þat, D, T.</ref> er stjarna<ref>Ordet ligner noget det uforstaaelige ''stiama'' i E; sce ellers Anm. 2.</ref>, er Hafhverf<ref>IIafhvarf, þ; af Huerf, D; Hverf, T.</ref> heitir, á austanverðu landi; þá Spalsund; Drángey; þá Sölvadalr<ref>Saulvadalr, p; Solvadalr, D, T.</ref>, hann er bygðr austast; þá Tófafjörðr; þá Melrakkanes; þá Herjúlfsfjarðarkirkja; þá [Hellissey ok<ref>udel. D, T.</ref> Hellisseyjarfjörðr; þá Ketilsfjörðr<ref>Ketilsljarðar, Ketilsfjorden, D, T, G.</ref>, tvær<ref>II, D, T.</ref> kirkjur; þá Hrakbjarnarey, Lundey, Syllenda af Eyreksfirði; þá Álptafjörðr<ref>Klitafjörðr, urigtig, p.</ref>; Siglufjörðr<ref>Siglufjarðar, p, G.</ref>, kirkja; Hrafnsfjörðr; þá gengr Slèttufjörðr<ref>eller Slettifjörðr, E; Slettifjörðr, D, b.</ref> af Hrafnsfirði<ref>saaledes T; Hafursfirði, E, D; Haffursfirði, þ.</ref>; Hornafjörðr; Öfundinnfjörðr, þar er biskupsstóll, [''þá verðr hann að vera i botni Eyreksfjarðar'']; þá Eyreksfjarðar<ref>Einarsfjarðar, D, T, G.</ref> kirkja; af honum gengr Austkarsfjörðr<ref>Austkarsfjarðar, p, G.</ref>, kirkja<ref>udel. D. </ref>; Hafgrímsfjörðr, Hvalseyjarfjörðr, – f. – f. – f.<ref>H– f., H. f., H. f. (?), E, p; findes ikke i G. </ref> úr Dýrnesi; þá Ísafjörðr; þar af gengr Útibliksfjörðr; þá Strandafjörðr; þá eru Miðfirðir næst bygdir<ref>bygðum, p. </ref>; þá<ref>svá, D, T; så, G. </ref> heitir einn<ref> udel. D, T; elin, b; Eki, urigtig, G. '</ref> Kollufjörðr, annar Dyrafjörðr; þá<ref>ok, p. </ref> Þorvalldsfjörðr, Steinsfjörðr<ref>ok, urigtig, till. G. </ref>, Bergþórsfjörðr. Þá er vj daga róðr vj mönnum til vestri<ref>vestr, D.</ref> bygð ar sexæringi<ref>VIæringi, p.</ref>; [þá telr þar upp firði), þá er úr hinni vestri bygd til Lýsufjarðar vj daga ródr; [þadan sex daga róðr<ref>fra [ udel. p.</ref> til Karlbúða; på ij daga róðr til Bjarneyjar<ref>Bjarneya, D i Margen.</ref>, xij daga róðr umhverfis Bjarney<ref>saaledes rettet; –ey” E; Ey, D, T, p.</ref>, Eisunes, Æðanes fyrir nordan. Svá er talit at clxxxx<ref>190, D.</ref> bygða sé í eystri bygd, xc í vestri. |
| − | Grönland vender imod Sydvest; sydligst<ref>Isteden for "sydligst” holder Arne Magnussen med Theodor Thorlacius, med Hensyn til den Gisning at man her burde læse austast eller östligst, paa Grund af Flatöbogens Udtryk: "Herjūlfsnes er austast”. E har ikke desmindre Ordet ''synðst'', hvoraf ''n'' senere er udslettet, saa at ''sydst'' er blevet tilbage, hvilket man da uden mindste Betænkning kan antage at have staaet saaledes i den gamle Membran, som her var Björn Johnsens Kilde. Betydningen af disse tvende Ord, syðst og austast, ere kun tilsyneladende forskjellige i gode Oldskrifter, og vise sikkerlig, at man maa söge Beliggenheden af Herjulfsnæs i den Deel af det ved Skandinaverne beboede Grönland, som strakte sig længst mod Sydost.</ref> er Herjulfsnæs, men Hvarfsgnipa nærmest vesten derfor; [did kom Erik den Röde længst, og sagde da at han var kommen ud for Bunden af Eriksfjord)<ref> Udtrykkene lèzt (eller kveðst) "hann vera kominn fyri botn Eiriksfjarðar", findes ogsaa i Landnáma, Thorfinn Karlsefnes og Olaf Tryggvesöns Sagaer, og saaledes i adskillige gode Membraner (see ovenfor I, 178, 364, jfr. 188) men i en ganske anden Forbindelse, endskjöndt Hvarfsgnýpa eller (i visse Codices) et lignende Stedsnavn kort för var blevet nævnt. Denne Periodes Beskaffenhed, i sligt Sammenhæng, udviser fuldkommen tydelig at den ikke har staaet i den Membran, som her var bleven benyttet af Björn Johnsen, men maa antages som interpoleret ved ham, skjöndt ingen Kjendetegn dertil ere blevne anbragte i Manuskriptet E. At han, fremfor andre, har lagt Mærke til denne Sætning, og har pönset derover, maa indlyse af fölgende Bemærkning dertil, hvilken han har indskudt i sin Bearbeidelse af | + | Grönland vender imod Sydvest; sydligst<ref>Isteden for "sydligst” holder Arne Magnussen med Theodor Thorlacius, med Hensyn til den Gisning at man her burde læse austast eller östligst, paa Grund af Flatöbogens Udtryk: "Herjūlfsnes er austast”. E har ikke desmindre Ordet ''synðst'', hvoraf ''n'' senere er udslettet, saa at ''sydst'' er blevet tilbage, hvilket man da uden mindste Betænkning kan antage at have staaet saaledes i den gamle Membran, som her var Björn Johnsens Kilde. Betydningen af disse tvende Ord, syðst og austast, ere kun tilsyneladende forskjellige i gode Oldskrifter, og vise sikkerlig, at man maa söge Beliggenheden af Herjulfsnæs i den Deel af det ved Skandinaverne beboede Grönland, som strakte sig længst mod Sydost.</ref> er Herjulfsnæs, men Hvarfsgnipa nærmest vesten derfor; [did kom Erik den Röde længst, og sagde da at han var kommen ud for Bunden af Eriksfjord)<ref> Udtrykkene lèzt (eller kveðst) "hann vera kominn fyri botn Eiriksfjarðar", findes ogsaa i Landnáma, Thorfinn Karlsefnes og Olaf Tryggvesöns Sagaer, og saaledes i adskillige gode Membraner (see ovenfor I, 178, 364, jfr. 188) men i en ganske anden Forbindelse, endskjöndt Hvarfsgnýpa eller (i visse Codices) et lignende Stedsnavn kort för var blevet nævnt. Denne Periodes Beskaffenhed, i sligt Sammenhæng, udviser fuldkommen tydelig at den ikke har staaet i den Membran, som her var bleven benyttet af Björn Johnsen, men maa antages som interpoleret ved ham, skjöndt ingen Kjendetegn dertil ere blevne anbragte i Manuskriptet E. At han, fremfor andre, har lagt Mærke til denne Sætning, og har pönset derover, maa indlyse af fölgende Bemærkning dertil, hvilken han har indskudt i sin Bearbeidelse af Thorfinn Karlsefnes Saga: "Þetta er helzt vandskilið", dette er vanskeligst at forstaae. Da han nedskrev Navnet Hvafsgnýpa, er hin Læsemaade faldet ham ind, og han har da strax, uden at indlade sig paa Indholdets nærmere Bedömmelse, föiet den til, – mulig dog allerförst som en Randglosse ved sin förste Afskrift.</ref>. Der er en (Ström, som kaldes<ref>Over dette Sted ("þar er stjarna" o. s. v.) har man sögt at udfinde de forskjelligste Fortolkninger og Gisninger, hvorved tildeels adskillige Berigtigelser eller andre Læsemaader foreslaaes, f. Ex. a) af Arne Magnussen: ''stórt bjarg (fjall) er Hrarf heitir'', stort Bjerg (Fjeld) som kaldes Hvarf; b) Torfæus: ''strönd er Afhrarf heitir,'' Strandbred eller Kyststrækning som kaldes Afhvarf, (fordi den helder nedad fra Bjerget Hvarf); c) Eggers forklarer Ordet stjarna ved et Forbjerg som sees langt borte, af Gjerningsordet stara, stirre (paa), men Hafhverf antager han enten for en Yderkant af Strandbredden, eller for en blot Fordreielse af Navnet ''Hvitserkr''; d) Wormskjold mener at ''stjarna'' betegner Polarstjernen ; – e) Graah antager derimod at dette Ord blot er en Skrivefeil enten af ''þarna'' (der, just der) eller for ''staðr'', Sted, og tillægger Sætningen overhoved denne Mening: "Det er dette Sted, som kaldes ''Afhvarf''”. Man kan neppe antage andet end at Ordet ''stjarna ''her er feilskrevet; ''þarna'' kan ikke have staaet der, men hverken strönd, fjall eller ''staðr'' kunne her passe til den rette Mening. Selve Ordet forekommer ogsaa noget usikkert i vort Hoved-Fxemplar E, hvorfor man vel maa antage, at Afskriveren ikke ret har kunnet læse det, og at han derfor har sögt, saavidt muligt, at lempe Bogstaverne efter sin Originals Træk. Man maa derfor söge om et Ord, hvis Bogstavers Former, som forekommende i andre gamle Membraner, have kunnet udgjöre et andet, der var rigtig skrevet, men udslettedes næsten ved Tidens Længde, og da i Afskrifterne blev tvunget til at vige for en ubehændig Efterligning. Saalede kan man tænke paa Ordet ''straumr'' (Ström). De gamle islandske Membraners Bogstavtræk have i Ordene ''straumr og ''stjarna'' en stor indbyrdes Lighed; ''r'' og ''i'' have undertiden næsten den selvsamme Figur, men ''a'' har i nogle Oldskrifter (f. Ex. den Arnæmagnæanske Codex 66 i Fol. hvoraf et Facimile er meddeelt i Fornmanna-Sögur 7de Bind) en stor Lighed med Bogstavet ''n''; undertiden tilkjendegives ''r'' som Slutningsbogstavet af visse Ords Nominativ, ved et ubetydeligt Tegn, sat over det næstforegaaende Bogstav, og kan let undgaae Læserens Opmærksomhed. Efter det 4de Bogstav af Ordet fölge 5 smaae Streger, saavel i den korte Stavelse ''um'' som i de tre Bogstaver ''rna''; paa denne Maade kunde hin Feiltagelse lettelig opkomme. Det bliver vel da det rigtigste at gjengive Ordet dets oprindelige Betydning af ''straumr''. Den svarer desuden særdeles vel til den i Haandskriftet E forekommende Læsemaade ''hafhverf'', da dette sjeldne Ord sandsynligst betyder en Malström i Havet, foraarsaget af forskjellige sammenstödende Strömme. Endelig synes den at stemme overeens med det vestlige Grönlands Beboeres Beretninger i det 18de Aarhundrede, at der nemlig ved Landets Östkyst var en Malström, farlig ved den voldsomme Brænding og omgivet af flydende Ismasser; den kaldtes Eisschwelg af de Tydske, Iissvælg af de Danske, og antoges almindelig for at være ubefarelig, saa at man stedse fra den maatte vende tilbage (Cranz Historie von Grönland, I, 316). Af vor Tids Grönlændere kaldes dette farlige Sted ''Puisortok''; det blev besögt og beskrevet af Graah. I Virkeligheden er det saa farligt, at det ikke undertiden kan passeres i hele Aar (Undersögelsesreise til Östkysten af Grönland, S. 83 o. fl.). Man siger at et Sund, som nu er bedækket af Iis, forhen har ligget der i Nærheden, samt at store Iismasser her enten reise sig eller udkastes fra selve Havets Bund. Wallö kalder dette Sted en Malström, som svælger store Iisfjelde. Alt dette vilde vel passe til den gamle Benævnelse ''Hafhverf''. 'Antager man derimod ''Afhverf'' (Vendested) for den rigtigere Læsemaade, saa maatte man snarest formode at det urigtige ''stjarna'' var fremkommet af Membranens oprindelige ''stjörn á'' (i to Ord), da hele Sætningen vilde have lydet saaledes: ''Þar er stjórn á er Afhverf heitir á austanverðu landi, d.e.: "Man styrer (eller bör styre, rette sin Kaas) til det Sted, som kaldes ''Afhverf (Vendested) paa den östlige Kyst af Landet”. Naar man antager at dette Vendested er det endnu i visse Maader sædvanlige, nemlig Cap Farvel, saa hörer det sikkerlig, naar man kommer fra Sydost eller fra Øst (som fra Island eller Norge) til Landets Östkyst, som man da först faaer i Sigte, men det udgjör dog den sydligste Pynt deraf, og altsaa et nödvendigt Vendested for de Söfarere, der saavidt muligt pleie at fölge Kysten, hvilket vore Forfædre i Almindelighed gjorde, og, som vi vide, ligeledes her i Særdeleshed, naar de nogenlunde fulgte den saakaldte ''Eiriksstefna'' (eller Erik den Rödes oprindelige Kaas; see ovenfor I, 452-53). Lige paa Afhverf (hvis Stedet fordum kaldtes saaledes) fölger et Sund, der da kan have været Textens Spalsund; dernæst laa Drangö (o. s. v.). Vor Text synes mest at omhandle det beboede Land, som var temmelig langt bortfjernet fra Östkystens Puisortok, hvorfor man maaskee kan antage det for sandsynligt at Læsemaaden Afhverf kunde være den rigtigere.</ref>) Hafhverf, paa den östlige Side af Landet, dernæst Spalsund, dernæst Drangö, saa Sölvedal, som er den östligste Bygd, derpaa Tofefjord; saa Melrakkenæs, saa Herjulfsfjords-Kirke, saa Hellisö og Hellisöfjord; saa Ketilsfjord (med) to Kirker, saa Hrakbjörnsö, Lundö, Syllenda af Eriksfjord, saa Alptefjord, Siglefjord (med) Kirke, Rafnsfjord; saa gaaer Slettefjord af Rafnsfjord, Hornefjord, Ufundenfjord, der er Bispestolen; [''den maa altsaa være i Bunden af Eriksfjord'']; saa Eriksfjords Kirke; af denne Fjord gaaer Austkarsfjord (med) Kirke, Hafgrimsfjord, Hvalsöfjord, ....f., ....f, ....f. fra Dyrnæs; derpaa Isefjord; derfra gaaer Utibliksfjord<ref>Utiblik nærmer sig meget til Eskimoernes Itiblik, som betegner en Landtunge. Skulde da virkelig Folk af deres Stamme i hin Tid have boet eller omvanket paa Landet? Allerede i Erik den Rödes Tid vidste Folkesagnet der af deres fordums Vandringer at sige; see ovenfor I, 168-171, jfr. II, 199, 203-207, 209-10.</ref>; derpaa Strandefjord; derpaa ere Midfjordene nærmest bebyggede; saa nævnes een Kollufjord, en anden Dyrefjord, derpaa Thorvaldsfjord, Steinsfjord, Bergthorsfjord; derpaa er der sex Dages Roning med sex Mænd paa en sexaaret Baad til den vestre Bygd; [nu opregnes Fjordene der<ref>Disse Ord formode vi ere indskudte af Björn Johnsen, men at Membranen her har været saa utydelig, at han ikke har kunnet læse disse Fjordes Navne, hvorfor han og har udeladt dem.</ref>); derpaa er fra den vestre Bygds Begyndelse til Lysefjord sex Dages Roning, derfra sex Dages Roning til Karlsboder, derpaa tre Dages Roning til Bjarnö<ref>Texten har ikke dette Navn i Fleertallet, som Bjarnöer, da dens Bjarneyiar blot er genit. sing. af Navnet Bjarney. Her tales altsaa kun, som i Codex A af Thorfinn Karlsefnes Saga (see ovenfor I, 408-411) om een Ö, skjöndt Codex B af samme Saga handler om flere Öer (til Bjarneyja, til Bjarnöerne, frd Bjarneyjum fra o. s. v.). See ellers l. c. S. 483, Anm. 95 og 98.</ref>, tolv Dages Roning omkring Bjarnö<ref>Björn Johnsen har her kun kunnet læse den sidste Stavelse af Navnet, eftersom Haandskriftet E viser, hvor det kun skrives –ey"; derved er den Skriverfeil opstaaet i de övrige, at Afskriverne udelade den korte Streg og gjöre et heelt nyt Navn af Stavelsen Ey (der saaledes begynder med en Majuskel. Vi have beholdt den rette Læsemaade.</ref>, Eysunæs, Ædanæs der nordfor. Saaledes regnes det, at 190 Bygder (Gaarde) ere i den östre Bygd, 90 i den vestre. |
Revisjonen fra 19. jan. 2018 kl. 08:05
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Grønlands historiske mindesmærker III
Finnur Magnússon og C. C. Rafn
XXIX
Middelalderens geographiske optegnelser
Dette "ældgamle Haandskrift” egentlig en "lille Bog" (hver)er nu desværre forlængst tabt, uden at man veed hvor det er blevet af. Afskriften af dette Stykke (med den ovenmeldte Titel) findes dog i Björn Johnsens Grönlands Annaler, fra hvilke vi nu meddele samme.
C. Grænlandiæ vetus chorographia á afgömlu[1] kveri.
Grænland horfir í útsuðr[2]; syðst[3] er Herjólfsnes, en Hvarfsgnípa næst fyri vestan; [þángað kom Eyrekr hinn rauði lengst, ok lèzt þá kominn fyri botn Eyreksfjarðar]. Þar[4] er stjarna[5], er Hafhverf[6] heitir, á austanverðu landi; þá Spalsund; Drángey; þá Sölvadalr[7], hann er bygðr austast; þá Tófafjörðr; þá Melrakkanes; þá Herjúlfsfjarðarkirkja; þá [Hellissey ok[8] Hellisseyjarfjörðr; þá Ketilsfjörðr[9], tvær[10] kirkjur; þá Hrakbjarnarey, Lundey, Syllenda af Eyreksfirði; þá Álptafjörðr[11]; Siglufjörðr[12], kirkja; Hrafnsfjörðr; þá gengr Slèttufjörðr[13] af Hrafnsfirði[14]; Hornafjörðr; Öfundinnfjörðr, þar er biskupsstóll, [þá verðr hann að vera i botni Eyreksfjarðar]; þá Eyreksfjarðar[15] kirkja; af honum gengr Austkarsfjörðr[16], kirkja[17]; Hafgrímsfjörðr, Hvalseyjarfjörðr, – f. – f. – f.[18] úr Dýrnesi; þá Ísafjörðr; þar af gengr Útibliksfjörðr; þá Strandafjörðr; þá eru Miðfirðir næst bygdir[19]; þá[20] heitir einn[21] Kollufjörðr, annar Dyrafjörðr; þá[22] Þorvalldsfjörðr, Steinsfjörðr[23], Bergþórsfjörðr. Þá er vj daga róðr vj mönnum til vestri[24] bygð ar sexæringi[25]; [þá telr þar upp firði), þá er úr hinni vestri bygd til Lýsufjarðar vj daga ródr; [þadan sex daga róðr[26] til Karlbúða; på ij daga róðr til Bjarneyjar[27], xij daga róðr umhverfis Bjarney[28], Eisunes, Æðanes fyrir nordan. Svá er talit at clxxxx[29] bygða sé í eystri bygd, xc í vestri.
Grönland vender imod Sydvest; sydligst[30] er Herjulfsnæs, men Hvarfsgnipa nærmest vesten derfor; [did kom Erik den Röde længst, og sagde da at han var kommen ud for Bunden af Eriksfjord)[31]. Der er en (Ström, som kaldes[32]) Hafhverf, paa den östlige Side af Landet, dernæst Spalsund, dernæst Drangö, saa Sölvedal, som er den östligste Bygd, derpaa Tofefjord; saa Melrakkenæs, saa Herjulfsfjords-Kirke, saa Hellisö og Hellisöfjord; saa Ketilsfjord (med) to Kirker, saa Hrakbjörnsö, Lundö, Syllenda af Eriksfjord, saa Alptefjord, Siglefjord (med) Kirke, Rafnsfjord; saa gaaer Slettefjord af Rafnsfjord, Hornefjord, Ufundenfjord, der er Bispestolen; [den maa altsaa være i Bunden af Eriksfjord]; saa Eriksfjords Kirke; af denne Fjord gaaer Austkarsfjord (med) Kirke, Hafgrimsfjord, Hvalsöfjord, ....f., ....f, ....f. fra Dyrnæs; derpaa Isefjord; derfra gaaer Utibliksfjord[33]; derpaa Strandefjord; derpaa ere Midfjordene nærmest bebyggede; saa nævnes een Kollufjord, en anden Dyrefjord, derpaa Thorvaldsfjord, Steinsfjord, Bergthorsfjord; derpaa er der sex Dages Roning med sex Mænd paa en sexaaret Baad til den vestre Bygd; [nu opregnes Fjordene der[34]); derpaa er fra den vestre Bygds Begyndelse til Lysefjord sex Dages Roning, derfra sex Dages Roning til Karlsboder, derpaa tre Dages Roning til Bjarnö[35], tolv Dages Roning omkring Bjarnö[36], Eysunæs, Ædanæs der nordfor. Saaledes regnes det, at 190 Bygder (Gaarde) ere i den östre Bygd, 90 i den vestre.
Fodnoter
- ↑ gömlu, G.
- ↑ litt suðr,(urigtig) D, T.
- ↑ eller syndst, E,G; synst, D, T; sidst, p.
- ↑ þat, D, T.
- ↑ Ordet ligner noget det uforstaaelige stiama i E; sce ellers Anm. 2.
- ↑ IIafhvarf, þ; af Huerf, D; Hverf, T.
- ↑ Saulvadalr, p; Solvadalr, D, T.
- ↑ udel. D, T.
- ↑ Ketilsljarðar, Ketilsfjorden, D, T, G.
- ↑ II, D, T.
- ↑ Klitafjörðr, urigtig, p.
- ↑ Siglufjarðar, p, G.
- ↑ eller Slettifjörðr, E; Slettifjörðr, D, b.
- ↑ saaledes T; Hafursfirði, E, D; Haffursfirði, þ.
- ↑ Einarsfjarðar, D, T, G.
- ↑ Austkarsfjarðar, p, G.
- ↑ udel. D.
- ↑ H– f., H. f., H. f. (?), E, p; findes ikke i G.
- ↑ bygðum, p.
- ↑ svá, D, T; så, G.
- ↑ udel. D, T; elin, b; Eki, urigtig, G. '
- ↑ ok, p.
- ↑ ok, urigtig, till. G.
- ↑ vestr, D.
- ↑ VIæringi, p.
- ↑ fra [ udel. p.
- ↑ Bjarneya, D i Margen.
- ↑ saaledes rettet; –ey” E; Ey, D, T, p.
- ↑ 190, D.
- ↑ Isteden for "sydligst” holder Arne Magnussen med Theodor Thorlacius, med Hensyn til den Gisning at man her burde læse austast eller östligst, paa Grund af Flatöbogens Udtryk: "Herjūlfsnes er austast”. E har ikke desmindre Ordet synðst, hvoraf n senere er udslettet, saa at sydst er blevet tilbage, hvilket man da uden mindste Betænkning kan antage at have staaet saaledes i den gamle Membran, som her var Björn Johnsens Kilde. Betydningen af disse tvende Ord, syðst og austast, ere kun tilsyneladende forskjellige i gode Oldskrifter, og vise sikkerlig, at man maa söge Beliggenheden af Herjulfsnæs i den Deel af det ved Skandinaverne beboede Grönland, som strakte sig længst mod Sydost.
- ↑ Udtrykkene lèzt (eller kveðst) "hann vera kominn fyri botn Eiriksfjarðar", findes ogsaa i Landnáma, Thorfinn Karlsefnes og Olaf Tryggvesöns Sagaer, og saaledes i adskillige gode Membraner (see ovenfor I, 178, 364, jfr. 188) men i en ganske anden Forbindelse, endskjöndt Hvarfsgnýpa eller (i visse Codices) et lignende Stedsnavn kort för var blevet nævnt. Denne Periodes Beskaffenhed, i sligt Sammenhæng, udviser fuldkommen tydelig at den ikke har staaet i den Membran, som her var bleven benyttet af Björn Johnsen, men maa antages som interpoleret ved ham, skjöndt ingen Kjendetegn dertil ere blevne anbragte i Manuskriptet E. At han, fremfor andre, har lagt Mærke til denne Sætning, og har pönset derover, maa indlyse af fölgende Bemærkning dertil, hvilken han har indskudt i sin Bearbeidelse af Thorfinn Karlsefnes Saga: "Þetta er helzt vandskilið", dette er vanskeligst at forstaae. Da han nedskrev Navnet Hvafsgnýpa, er hin Læsemaade faldet ham ind, og han har da strax, uden at indlade sig paa Indholdets nærmere Bedömmelse, föiet den til, – mulig dog allerförst som en Randglosse ved sin förste Afskrift.
- ↑ Over dette Sted ("þar er stjarna" o. s. v.) har man sögt at udfinde de forskjelligste Fortolkninger og Gisninger, hvorved tildeels adskillige Berigtigelser eller andre Læsemaader foreslaaes, f. Ex. a) af Arne Magnussen: stórt bjarg (fjall) er Hrarf heitir, stort Bjerg (Fjeld) som kaldes Hvarf; b) Torfæus: strönd er Afhrarf heitir, Strandbred eller Kyststrækning som kaldes Afhvarf, (fordi den helder nedad fra Bjerget Hvarf); c) Eggers forklarer Ordet stjarna ved et Forbjerg som sees langt borte, af Gjerningsordet stara, stirre (paa), men Hafhverf antager han enten for en Yderkant af Strandbredden, eller for en blot Fordreielse af Navnet Hvitserkr; d) Wormskjold mener at stjarna betegner Polarstjernen ; – e) Graah antager derimod at dette Ord blot er en Skrivefeil enten af þarna (der, just der) eller for staðr, Sted, og tillægger Sætningen overhoved denne Mening: "Det er dette Sted, som kaldes Afhvarf”. Man kan neppe antage andet end at Ordet stjarna her er feilskrevet; þarna kan ikke have staaet der, men hverken strönd, fjall eller staðr kunne her passe til den rette Mening. Selve Ordet forekommer ogsaa noget usikkert i vort Hoved-Fxemplar E, hvorfor man vel maa antage, at Afskriveren ikke ret har kunnet læse det, og at han derfor har sögt, saavidt muligt, at lempe Bogstaverne efter sin Originals Træk. Man maa derfor söge om et Ord, hvis Bogstavers Former, som forekommende i andre gamle Membraner, have kunnet udgjöre et andet, der var rigtig skrevet, men udslettedes næsten ved Tidens Længde, og da i Afskrifterne blev tvunget til at vige for en ubehændig Efterligning. Saalede kan man tænke paa Ordet straumr (Ström). De gamle islandske Membraners Bogstavtræk have i Ordene straumr og stjarna en stor indbyrdes Lighed; r og i have undertiden næsten den selvsamme Figur, men a har i nogle Oldskrifter (f. Ex. den Arnæmagnæanske Codex 66 i Fol. hvoraf et Facimile er meddeelt i Fornmanna-Sögur 7de Bind) en stor Lighed med Bogstavet n; undertiden tilkjendegives r som Slutningsbogstavet af visse Ords Nominativ, ved et ubetydeligt Tegn, sat over det næstforegaaende Bogstav, og kan let undgaae Læserens Opmærksomhed. Efter det 4de Bogstav af Ordet fölge 5 smaae Streger, saavel i den korte Stavelse um som i de tre Bogstaver rna; paa denne Maade kunde hin Feiltagelse lettelig opkomme. Det bliver vel da det rigtigste at gjengive Ordet dets oprindelige Betydning af straumr. Den svarer desuden særdeles vel til den i Haandskriftet E forekommende Læsemaade hafhverf, da dette sjeldne Ord sandsynligst betyder en Malström i Havet, foraarsaget af forskjellige sammenstödende Strömme. Endelig synes den at stemme overeens med det vestlige Grönlands Beboeres Beretninger i det 18de Aarhundrede, at der nemlig ved Landets Östkyst var en Malström, farlig ved den voldsomme Brænding og omgivet af flydende Ismasser; den kaldtes Eisschwelg af de Tydske, Iissvælg af de Danske, og antoges almindelig for at være ubefarelig, saa at man stedse fra den maatte vende tilbage (Cranz Historie von Grönland, I, 316). Af vor Tids Grönlændere kaldes dette farlige Sted Puisortok; det blev besögt og beskrevet af Graah. I Virkeligheden er det saa farligt, at det ikke undertiden kan passeres i hele Aar (Undersögelsesreise til Östkysten af Grönland, S. 83 o. fl.). Man siger at et Sund, som nu er bedækket af Iis, forhen har ligget der i Nærheden, samt at store Iismasser her enten reise sig eller udkastes fra selve Havets Bund. Wallö kalder dette Sted en Malström, som svælger store Iisfjelde. Alt dette vilde vel passe til den gamle Benævnelse Hafhverf. 'Antager man derimod Afhverf (Vendested) for den rigtigere Læsemaade, saa maatte man snarest formode at det urigtige stjarna var fremkommet af Membranens oprindelige stjörn á (i to Ord), da hele Sætningen vilde have lydet saaledes: Þar er stjórn á er Afhverf heitir á austanverðu landi, d.e.: "Man styrer (eller bör styre, rette sin Kaas) til det Sted, som kaldes Afhverf (Vendested) paa den östlige Kyst af Landet”. Naar man antager at dette Vendested er det endnu i visse Maader sædvanlige, nemlig Cap Farvel, saa hörer det sikkerlig, naar man kommer fra Sydost eller fra Øst (som fra Island eller Norge) til Landets Östkyst, som man da först faaer i Sigte, men det udgjör dog den sydligste Pynt deraf, og altsaa et nödvendigt Vendested for de Söfarere, der saavidt muligt pleie at fölge Kysten, hvilket vore Forfædre i Almindelighed gjorde, og, som vi vide, ligeledes her i Særdeleshed, naar de nogenlunde fulgte den saakaldte Eiriksstefna (eller Erik den Rödes oprindelige Kaas; see ovenfor I, 452-53). Lige paa Afhverf (hvis Stedet fordum kaldtes saaledes) fölger et Sund, der da kan have været Textens Spalsund; dernæst laa Drangö (o. s. v.). Vor Text synes mest at omhandle det beboede Land, som var temmelig langt bortfjernet fra Östkystens Puisortok, hvorfor man maaskee kan antage det for sandsynligt at Læsemaaden Afhverf kunde være den rigtigere.
- ↑ Utiblik nærmer sig meget til Eskimoernes Itiblik, som betegner en Landtunge. Skulde da virkelig Folk af deres Stamme i hin Tid have boet eller omvanket paa Landet? Allerede i Erik den Rödes Tid vidste Folkesagnet der af deres fordums Vandringer at sige; see ovenfor I, 168-171, jfr. II, 199, 203-207, 209-10.
- ↑ Disse Ord formode vi ere indskudte af Björn Johnsen, men at Membranen her har været saa utydelig, at han ikke har kunnet læse disse Fjordes Navne, hvorfor han og har udeladt dem.
- ↑ Texten har ikke dette Navn i Fleertallet, som Bjarnöer, da dens Bjarneyiar blot er genit. sing. af Navnet Bjarney. Her tales altsaa kun, som i Codex A af Thorfinn Karlsefnes Saga (see ovenfor I, 408-411) om een Ö, skjöndt Codex B af samme Saga handler om flere Öer (til Bjarneyja, til Bjarnöerne, frd Bjarneyjum fra o. s. v.). See ellers l. c. S. 483, Anm. 95 og 98.
- ↑ Björn Johnsen har her kun kunnet læse den sidste Stavelse af Navnet, eftersom Haandskriftet E viser, hvor det kun skrives –ey"; derved er den Skriverfeil opstaaet i de övrige, at Afskriverne udelade den korte Streg og gjöre et heelt nyt Navn af Stavelsen Ey (der saaledes begynder med en Majuskel. Vi have beholdt den rette Læsemaade.
