Middelalderens geographiske optegnelser (CCR/FM) - Opholdssteder

Fra heimskringla.no
Revisjon per 21. jan. 2018 kl. 18:27 av Jesper (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


GHM 3.jpg

Grønlands historiske mindesmærker III

Finnur Magnússon og C. C. Rafn


XXIX
Middelalderens geographiske optegnelser


Om Grönlændernes Opholdssteder i nordligere Egne


Ogsaa disse Optegnelser ere uddragne af Björn Johnsens saakaldte Grönlands Annaler. Deres förste Afdeling er, efter hvad han selv bevidner, taget af den ved ham benyttede Hauksbók, men det eller de Blade, som indeholdt den, ere nu forlængst bortkomne. Laugmand Hauk, födt 1268, opholdt sig længe i Norge (jfr. ovenfor I, 33–35, 108-110). Den herommeldte Arnald var Hofpræst hos Kong Magnus Hakonsön, kaldet Lovforbedrer, som kom til Regjeringen 1263 og döde 1280. Det bemærkes og at Reisen til Krogsfjord foretoges i det samme Aar, som et grönlandsk Skib forliste ved Hitarnes i Island, navnlig efter Annalerne i 1266; see ovenfor III, 10-11, 48-49. Her forekommer endvidere en kort Opsats om de gamle Grönlænderes Nordfarere (Norðrsetufölk), med dertil hörende Underretninger om Greipar og Krogsfjords hede. Her have vi lagt til Grund Haandskriftet af den Arnæmagnæanske Samling 115 i Svo, jævnfört med 4 andre i 4to, 768, (D), 769 a, b (T, p) og 769 c (V, der kun er et Brudstykke). Om disse Haandskrifters Beskaffenhed, have vi udförlig handlet ovenfor I, 84-85, hvortil vi saaledes henvise. Kun bemærke vi her endvidere, at förstmeldte Haandskrift derved udmærker sig fremfor de övrige, at forskjellige Bemærkninger, der forklare eller oplyse Texten, tilföiede af Björn Johnsen, tilkjendegives i den ved visse Tegn, som ellers bruges for Parentheser, (), eller som "–" for at betegne Ord eller Sætninger, der ikke tilhöre en saaledes afskreven Original. Desuden seer man i dette Haandskrift mange smaae Lacuner, bestemte for Udfyldelse af Ord, hvilke disse Excerpters Samler, ved at afskrive Resten, ikke havde kunnet læse. Björn Johnsens egne Tilsætninger have vi, for at de des tydeligere skulle kunne skjelnes fra Texten, udmærket ved den saa kaldede Cursivtryk.

I det store Kongelige Bibliothek i Stockholm findes, under Nr. 71 i 4to, et haandskrevet Exemplar af disse "Grönlandske Samlinger", fra hvilket Rigs-Antikvaren Mag. Hildebrand har været saa god at meddele Afskrift af de Steder, som mest vedkomme nærværende Værk; de Varianter, som ere tagne af det, betegnes her ved Bogstavet G. Dette Exemplar er og en Afskrift, som efter en tilföiet Paategning blev fuldfört i Stockholm den 31te Juli 1688 af Gudmund Gudmundsen, – taget af et Papirshaandskrift tilhörende Greve Magnus Gabriel de la Gardie, som Nr. 21, i 8vo, i hans Samling; nu tilhörer det sidstommeldte Universitets-Bibliotheket i Upsala.

Det kunde ikke lettelig falde nogen ind at mene, at det gamle Grönlands Beboeres, deels for Erhvervs og deels for Opdagelsers Skyld, hyppig foretagne Reiser til end nordligere Egne, vare blevne forherligede af Digterne, dog sees dette at være skeet paa forskjellige Maader; man har i Middelalderen haft et bekjendt Digt herom, kaldet Norðrsetudrápa eller Kvad om Opholdet i de nordlige Egne, forfattet af en vis Svend (Sveinn), om hvis Levnet eller Levetid vi aldeles intet have kunnet opdage. Han og det ovenmeldte Kvad, som forfattet af ham, nævnes vel kun saaledes paa et Sted i Skálda, men der findes dog upaatvivlelig flere Brudstykker af Digtet, betegnede med Sveins Navn, hvilket ingen anden i Edda eller Skálda forekommende Skjald har baaret. Vi uddrage de dertil hörende Steder af Snorra Edda med Skáldu (Rasks Udgave, Stockholm 1818, 8). Versenes Oversættelse og de for den anförte Grunde ere uddragne af Antiqvitates Americanæ S. 267-68.


1, Side 126. Hvernig skal kenna vind? Svá, at kalla hann son Fornjóts, bróður Ægis ok elds, brjót viðar, skaði ok bani eða hundr eða vargr viðar eða segls eða seglreiða. Svá sagði Sveinn i Norðrsetudrápu:

Tóku fyrst til fjúka
Fornjóts synir ljótir.


2, Side 332. Antiphrasis er svá sem Ironia í einu orði, þvíat hún dregr nafn af gagnstaðligum lut, sem Sveinn kvað:

Hlés dættr á við blésu.
Hér er sjór kallaðr Hlér, þvíat hann hlýr allra minnst.


3, Side 125. in appellationibus maris: svá sem kvað Sveinn:

Þá er elreifar ófu
Ægis dættr ok tættu
fals við frost of alnar
fjallgarðs rokur harðar.


4, Side 331–332. Allegoria er trópr sá er annat merkir en mælt er; sem Sveinn kvað:

Þar kemr långs at laungum
lind, vandi mik strindar
leika leyni síka
lævi á, til sævar.


Þat skal svá skilja, at hann lyktar svá þi efni, er hann vildi í kvæðinu hafa, sem áin kemr til sæfar. Þat er úeiginlig líking milli árinnar ok kvæðisins.


1, S. 126. Hvorledes skal man omskrive Vindens egentlige Benævnelse? Saaledes at man kalder ham Fornjots Sön, Ægers (Havets) og IIdens Broder, Skovens (eller Træets) Bryders Skade og Bane (Morder), eller Skovens (Træets) eller Seilets eller Takkelasens Hund eller Ulv (Sluger eller Ödelægger). Saaledes udtrykte Svend sig i Nordrsetudrapa.

Först Snee fyge lode
Fornjots stygge Sönner.


2, S. 332. Antiphrasis er, saa at sige, Ironie paa eet Ord, da den udleder Benævnelser af modsatte Ting, som Svend sang:

Hlers Döttre stormed Skibet.
Her kaldes Söen Hlèr (Ly-giver, fordi den giver den mindste Ly).


3, S. 125, blandt Havets Benævnelser, som Svend sang:

Da höie Fjeldes haarde
af Frost opdragne Hvirvler
samled og sönderreve
stormsvangre Havets Döttre[1].


4, S.331—32. Allegorie er den Trope, som betyder noget andet end hvad der siges, som Svend sang:

Til Svig ved Lege Kvinden
mig allerede vante,
dog Aaen her i Havet,
hvor den sig skjuler, falder[2].

Det skal forstaaes saaledes, at Skjalden bringer de Æmner, hvilke han vilde behandle i Digtet, til Ende, ligesom Aaen falder ud i Söen. Det er en uegentlig Sammenligning mellem Aaen og Kvadet.


Grænlands Annál eitt eptir Hauksbók.

Þessi tiðindi ritaði Halldór prestr af Grænalandi til Arnalds[3] prests grænlenzka[4], er þá var vorðinn hirdprestr Magnúsar konúngs Hákonar sonar, á knerri þeim, er Ölafr biskup fór á til Grænlands. Sumar þat er Arnaldr[5] prestr fór af Grænlandi, ok þeir brutu[6] við Ísland á Hítarnesi[7], fundust trè i hafi út, þau er höggvin höfðu verit með smáöxum eðr[8] þexlum, ok pat eitt, er i stóðu tannveggir ok beinveggir. Þat sumar kvomu menn ok úr Norðrsetu[9], þeir eð farit höfðu lengra nordr, en menn höfdu fyrr[10] tíðindi af. Þeir vurðu við öngvar Skrælíngja vistir varir, nema i Króksfjarðarheidi, ok því[11] hyggja menn, at þeir muni pann veg eiga skemst[12] at fara, hvaðan sem þeir koma til. – [Hèr má heyra, hversu grandvarliga at Grænlendingar hafa gætt at Skrælingja vistum þann tið": – Siðan skipuðu prestar skip norðr[13], at vita hvat títt[14] væri norðr frá því, er þeir höföu áðr lengst komit[15]; en -eir siglðu út af Króksfjarðarheiði, svá at lönd lægði. Siðan kom móti þeim sunnanveðr með myrkri, og vurðu þeir fyrir[16] at halda. En er í rauf ok lýsti, sáu þeir eyjar margar, ok allskonar veiðiskap, bædi sela ok hvala, ok bjarndýra fjölda mikinn. Þeir kvomu allt í hafsbotninn, ok lægði land allt siðan, suðrlandit ok jökla; en jökull var ok[17] pá[18] suðr frá þeim, allt sem þeir máttu sjá; fundu þeir þar nökkrar[19] Skrælíngja vistir fornligar, en eigi máttu þeir á land gánga fyri bjarndýrum. Sidan fóru þeir aptr iij[20] dægr, ok fundu Beir þar nökkrar Skrælíngja vistir, er þeir[21] tóku eyjar nökkrar suðr frá Snæfelli. Sidan fóru þeir suðr á Króksfjarðarheiði einn mikinn dagróðr Jacobsmessudag; þar fraus þá um nætr, en sól skein bæði nætr ok daga, ok var eigi hærri, þá er hún var i suðri, ef[22] maðr lagðist um þveran sexæríng út at bordinu, þá bar skuggann í andlit honum af þvi borðinu, er nær var sólinni; en um miðnætti var hún svá há sem heima i bygð, þá er hún er í útnorðri. Sidan fóru þeir heim aptr i Garða.


Um Norðrsetufólk i Grænlandi.

Allir stórbændr í Grænlandi höfðu skip stór, ok skátur bygðar til at senda i Norðrsetu[23] eptir afla með allra handa veiðiskap ok telgðum viðum; ok stundum fóru þeir sjálfir með, [sem viða verdr i frásögum[24] getit, bæði í Skáldhelga sögu, ok [svá i þessum[25] Þórdisar þætti; þar var einnin mest aflat seltjöru, þvíat selveiðin var þar öll nægri, heldr en heima i bygðum[26]; var brædd selfita borin í húdkeipa, ok uppfest við vind i útihjöllum, þar til þyknaði; var siðan[27] tilbúin, sem vera átti. Höfðu þeir Norðrsetumenn sinar búðir eðr[28] skála bæði í Greypum[29] ok sumir i Króksfjarðarheiði. [Rekaviðir eru[30] par, en eigi vaxinn viðr; tekr þessi norðrskagi[31] Grænlands helzt vid trjám ok öllu hafreki, sem kemr úr Marklands botnum . . . .


Frá siglingum nordr at óbygðum.

Grænlendingar hljóta jafnan siglíngar at hafa norðr [at óbygdum[32] á landsenda þann[33] norðara eðr skagann bæði til viðar ok afla bragda; þat heitir í Greypum ok Króksfjarðarheiði; þat er mikit ok lángt sjóleiði; þetta vottar greiniliga Skáldhelgasaga; þar er umkvedit:

Garpar kvomu i Greypar norðr
Grænlands er[34] þar bryggju sporðr...

Stundum er kölluð Norðrseta þessi vertið peirra i Greypum edr á Króksfjarðarheiði.


En Grönlands Beretning efter Hauks Bog.

Denne Beretning skrev Præsten Haldor fra Grönland til den grönlandske Præst Arnald, som da var bleven Kong Magnus Hakonsöns Hofpræst, paa den Knar, hvorpaa Biskup Olaf rejste til Grönland[35]. Den Sommer, da Præsten Arnald rejste fra Grönland, og delede Skibbrud ved Island paa Hitarnes[36], fandtes ude i Havet nogle Stykker Tömmer, som havde været hugne med Smaaöxer eller Tengsler, og deriblandt eet, hvori sade Tandkiler og Beenkiler. Denne Sommer kom der ogsaa Folk fra Norderseta, som havde faret længere nordpaa, end man forhen havde Beretning om. De fandt ingen Mærker paa at Skrællinger havde opholdt sig der uden paa Krogsfjordshede; og Folk holde for at det maa være dem den korteste Vei at drage, hvorfra de end komme derhen. [Heraf erfarer man, hvor möie Grönlænderne i den Tid have givet Agt paa Skrællingernes Opholdsteder][37]. Derpaa afsendte Præsterne et Skib nordefter, at lade undersöge, hvorledes det stod til nordenfor den længst bortliggende Egn, som de hidtil havde besögt; men de seilede ud af Krogsfjordshede, saa at Kysten kom dem af Syne. Derpaa kom Söndenvind imod dem, forbunden med Mörke, og de maatte lade Skibet gaae for Vinden; men da Uveiret skilte sig, og det igjen blev lyst, saae de mange Öer og alskens Fangst, baade Sæler og Hvaler og en stor Mængde Björne. De kom lige ind i Havbugten, og da kom hele Landet dem af Syne, saavel den sydlige Kyststrækning som Jöklerne; men sönden for dem vare ogsaa Jökler, saa langt som de kunde see. Der fandt de nogle Kjendemærker til at Skrællingerne havde i forrige Tider opholdt sig paa disse Steder; men formedelst Björnene kunde de ikke gaae der i Land. Siden seilede de tilbage i tre Dage, og der fandt de nogle Levninger efter Skrællinger, da de kom til nogle Öer söndenfor Sneefjeld. Dernæst seilede de sönderpaa til Krogsfjordshede, en stor Dagsroning, Jacobsmessedag; det frös da der om Nætterne, men Solen skinnede baade Nætter og Dage, og var ikke höiere, da den var i Sönder, end at, naar en Mand lagde sig paa tværs i en sexaaret Baad, udstrakt mod Rælingen, saa traf Skyggen af det Bord, som var nærmest mod Solen, i Ansigtet paa ham; men om Midnat var den saa höi som hjemme i Bygden, naar den er i Nordvest. Siden rejste de tilbage hjem til Garde.


Om Beboerne af Grönlands nordlige Egne.

Alle betydelige Bönder i Grönland havde store Skibe og Skuder, byggede til at sende til de nordlige Opholdsteder paa Fangst, forsynede med alskens Fangeredskaber og tilhuggede Tömmerstokke, og stundum droge de selv med, som omtales mange Steder i Beretningerne, baade i Skald-Helges Saga[38], og i denne Fortælling om Thordis[39]; der plejede man ogsaa at tilberede Sæltjære[40], thi der var alskens Sælfangst bedre end hjemme i Bygden; smeltet Sælhundefedt blev hældt i Skindbaade, som ophængtes imod Vinden i fritstaaende Törrehuse, indtil detstörknede; siden blev det tilberedt, som det skulde være. Disse saakaldte Nordersetamænd havde deres Boder eller Hytter baade i Greipar og nogle i Krogsfjordshede. Der gives Drivtömmer, men ei voxende Træer; denne Grönlands Nordspids optager mest Træer og alt Opdrev af Havet, som kommer fra Marklands Bugter. . . . .


Om Seiladser til de nordlige Ubygder.

Grönlænderne behöve stedse at foretage Seiladser til Ubygderne paa Landets nordligere Kyst eller Odde, baade for at skaffe sig Tömmer og for Fangstens Skyld; det hedder Greypar og Krogsfjords hede; did er en lang og vanskelig Sövei; dette bevidner Skald-Helges Saga tydelig. Derom er kvædet:

Mændene nord til Greypar droge,
Der var Grönlands Brygge-Ende...[41]

Stundum kaldtes denne deres Fisketid i Greypar og paa Krogsfjordshede Norderseta.


Fodnoter

  1. ↑ Denne Oversættelse er bygget paa fölgende Omskrivning: "Þá er harðar falsrokur fjallgarðs, of-alnar við frost, ófu ok tættu el–reifar Ægis dættr".
  2. ↑ I dette dunkle Vers er fölgende Orden af Ordene lagt til Grund for Oversættelsen: "lind síka strindar vandi mik leika lævi. Þar kemr á til lángs sævar at laungum leyni.” Efter denne Construction er síka gen. plur. af sikr, Lax, og sika strind, Laxenes Jord, Havet; sika strindar lind kan betyde: 1) Skibet, som neppe synes at passe til Sammenhængen. 2) Kvinden, naar man seer hentil Mythen om de förste Menneskers Skabelse af Træer, opdrevne paa Strandbredden. Den samme Mening kommer ud, om man antager sikr for Ilden (hvilken Betydning den undertiden synes at have), men strind for strönd, Aa, Elv; ogsaa da bliver lind strindar sika, en Kvinde. Man sætter at den Kvinde, om hvilken Skjalden synger, har været hans Veninde; Ordene, vandi mik leika lævi, kunne digterisk udtrykke Sætningen lèk opt d mik, hun lokkede (eller bedrog) mig tit. Heraf kan man formode at Digteren, tit bedraget (eller narret) af sin Kjæreste, har paataget sig hin farefulde Reise, for at forjage spildt Kjærligheds Ærgrelse. Her bemærkes af det fölgende, at Ordet leynir (m.) undertiden bruges om et lavtliggende Sted, hvorfor man kan antage det for en Dal, gjennem hvilken en Elv flyder, eller for en dyb Vandledning. Vi kunne dog ikke afholde os fra at foreslaae en anden Omskrivningsmaade. Da vi nemlig betragte Digtets Slutningsformel, maatte vi kunne vente den fuldt saa simpel, som den der saaledes fremsattes af Ulf Uggesön (Skálda l. c. S. 176): þar kömr d til sævar: d. e. Nu er Kvadet til Ende. Under denne Forudsætning maatte Ordene omsættes paa fölgende Maade: Lind sika strindar vandi mik leyni-leika lævi; þar kemr á lángs at laungum til sævar, d.e. Kvinden vante mig til lönlige Leges Bedrag; – sildig falder Elven tilsidst ud i Söen, (d. e. Digtet sluttes). Af denne Omskrivning synes det at fölge, at Skjalden, som ikke havde glemt hans gamle Kjærlighed, har tilegnet Kjæresten Digtet, der indeholdt Beskrivelsen over en farlig Söreise. Herved maa bemærkes, angaaende Talemaaden lings at laungum, at lángs, er det samme som långt (see Fornmanna Sögur IV, 44, Fóstbrædra Saga, 33 Cap. 2den Strophe) samt at her bör underforstaaes: stundum, målum eller timum, d.e. længe efter lange (Tider), ganske i Overeensstemmelse med den danske Talemaade langt om længe”.
  3. ↑ Amallds, D, G.
  4. ↑ sira Halldors bref til sira Arnalds anno 1266, Præsten Haldors Brev til Præsten Arnald Aar 1266, urigtig, till. E, p i Margen.
  5. ↑ Amalldr, D, G.
  6. ↑ skipit, Skibet, till. U.
  7. ↑ Hjartarnesi, urigtig, D, T
  8. ↑ ok, og, þ
  9. ↑ Saal. U, G; Norðsetu, E o. fl.
  10. ↑ fyrst, p.
  11. ↑ Hat, det samme, D.
  12. ↑ skamst, G.
  13. ↑ nordar, G.
  14. ↑ vitt, urigtig, p.
  15. ↑ komizt, T, G.
  16. ↑ fra, derfra, T.
  17. ↑ udel. p.
  18. ↑ svá, D, T.
  19. ↑ ok, og saa, T.
  20. ↑ prju, p, G.
  21. ↑ udel. T.
  22. ↑ en, (uden Mening) U.
  23. ↑ Norðrsetur, Opholdstederne i de nordlige Egne, D, T.
  24. ↑ frásögnum, D.
  25. ↑ udel. T.
  26. ↑ i heima bygðum, i Hjemmebygderne, b.
  27. ↑ syrt ok, blandet med Syre og, till. D.
  28. ↑ Greipum, T. U.
  29. ↑ ok, og, T.
  30. ↑ Rekaviðr er, F.
  31. ↑ norðr skæg, urigtig, p, D.
  32. ↑ at bygðum, til Bygderne, D; að bygðum, fra Bygderne, T. °) hinn, till. D, T.
  33. ↑ hinn, till. D, T.
  34. ↑ var, var, D.
  35. ↑ Her menes upaatvivlelig Biskop Olafs anden Reise fra Norge til Grönland i Aaret 1271; förste Gang havde han reist dertil 1247. See ovenfor III, 10, 12.
  36. ↑ Om dette Skibbrud, som af de fleste og paalideligste Annaler henföres til 1266, udtrykker Björn Johnsen sig saa ledes: "Merki eru enn til þess, at skip Grænlendinga brotnaði á Hitarnesi; þar heitir nú enn Biskupsboði, þvi Grænlands biskup átti skipit; þar heitir ok Likatjörn við sjófarsandinn, sem likin voru þveigin, þeirra sem druknuðu af knerrinum; hið priðja merki ekki sizt, at allt til þessa dags rekr þar upp nokkuð af þeim grænlenzku tönnum hvala ok rostúnga, sem þar pá niðr sukku, ok Grænlendingar flutt höfðu út til sölu, pá furðanligast, at prestrinn sira Nichulás Narfason, sem nú enn býr á þessu Hitarnesi, eigi meir en vel miðaldra maðr, hann segist þær stundum fundið hafa med gömlu málrúnamarki rauðu; er þar af merkjanda, at Grænlands bændr hafa markat, þviat tennreru bæði misgóðar ok misstórar; en menn undra mest, at rauðr litr í markinu kann aldrei úrblotna i sjó ok sandi svá lengi; en þeir munu hafa þar vidgjört, þvíat soddan býsn tannanna hafa þeir nedst í skipinu haft, sem fyrir annan botnsþúnga eðr barlest; munu peir kunnat hafa fleiri lim upp at fundera en seltjöru eina til skipa”; d. e. "Endnu haves forskjellige Mindesmærker om dette Skibbrud paa Hitarnæs; Strandingsstedet kaldes Bispebrændingen, fordi Biskoppen af Grönland var Eier af det forliste Skib. En Dam ved den saakaldte Havbred kaldes ogsaa Likatjörn, fordi Ligene bleve vaskede der. Det tredie Kjendetegn er ikke af mindre Betydenhed, at der nemlig, indtil denne Dag, opdriver paa Stranden en Deel af de grönlandske Hval- og Hvalrostænder, som Grönlænderne havde udfört til Salg, men som saaledes nedsænkedes i Dybet. Forunderligst er dog det, hvad Præsten Herr Nicolaus Narvesön, som nu boer paa Gaarden Hitarnes, en vel midaldrende Mand, bevidner, at han nemlig har fundet slige Tænder med röde Mærker i gamle Maalruner, hvoraf man maa slutte, at de ere blevne paasatte af Grönlands Bönder, fordi Tænderne ere af forskjellig Störrelse og Godhed; derover undres Folk dog mest, at Mærkernes röde Farve ikke er bleven oplöst ved at udblödes saalænge i Sövand og Sand. Dette have de vist indrettet saaledes, fordi de have stuvet den uhyre Mængde af Tænder nederst i Skibslasten og benyttet sig af dem som en anden Bundtyngde eller Ballast; sikkerlig have de kunnet lave flere Arter af Lim, end den blotte Sæltjære til Skibe.” Jfr. ovenfor III, 10-11, 48-49.
  37. ↑ Det saaledes indcirklede og ved udmærket Tryk betegnede Sted, er tilföiet af Björn Johnsen, som en Indledningsbemærkning til det fölgende Uddrag af Hauksbogen.]
  38. ↑ Af denne Saga om Skald-Helge haves nu intet Haandskrift tilbage, hvorimod vi besidde den i Middelalderen af fattede poetiske Omskrivniug deraf, hvilken vi allerede have meddeelt Læseren herovenfor II, 419-575.
  39. ↑ Udtrykket denne er vel henkastet af Björn Johnsen, som i en Art af skriftlig Monolog, da Fortællingen om Thordis (hvoraf vi desværre ikke have en Töddel tilbage) rimeligvis har ligget paa hans Skriverbord. Deraf ere vel de nærmestfölgende Efterretninger tagne, da vi ellers ikke kjende nogen Kilde dertil, endskjöndt vi vel kunne formode at de i sig selv ere rigtige.
  40. ↑ See derom herovenfor I, 438-39, 492-93.
  41. ↑ Rettere bygðar sporðr, Bygds Ende; see selve Kvadet herovenfor II, 492 o. f. 3die Sangs 42de og 43de Strophe; S. 502–505, 4de Sangs 25-26, 32–33 Strophe; S. 522-26, 5te Sangs 44de, 45de og 46de Strophe, 6te Sangs 4de Strophe (o. f.)
Hentet fra «http://heimskringla.no/index.php?title=Middelalderens_geographiske_optegnelser_(CCR/FM)_-_Opholdssteder&oldid=45745»