Forskjell mellom versjoner av «Middelalderens geographiske optegnelser (CCR/FM) - Uddrag af Skuggsjá»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Linje 150: Linje 150:
 
==Brudstykker af Kongespeilet==
 
==Brudstykker af Kongespeilet==
  
''A) Side 59-61.''
+
 
 +
[[Fil:Kongespejlet.jpg|thumb|Fra Kongespejlet (Konungs skuggsjá)]]''A) Side 59-61.''
  
 
Sönnen: I erindrede nylig, at Solen gaaer hurtigere norden for os, hvor der næsten ingen Sommer er, men Vinterens Magt faaer saaledes Overhaand, at Sommeren kun synes at være en Skygge, og der gives mange Steder, som hver Sommer ere belagte med Snee og Iis, ligesaavel som om Vinteren, saasom paa Island eller Grönland. Derimod hörer jeg fra de sydlige Lande, at de ikke kjende til Vinterens Trængsler, og at Solen der giver en bestandig Varme om Vinteren, ligesom her hos os om Sommeren, samt at alt voxer der om Vinteren, da Solen har mindre Kraft, saavel Korn som andre Jordens Frugter, men at Jorden der om Sommereu ikke kan taale Solens Hede, og giver da hverken Korn eller Græs af sig for Brandens Skyld, saa at Sommeren er dem<ref>Her underforstaaes naturligvis de sydlige Landes Beboere.</ref> til ligesaa megen Besvær formedelst Heden, som Vinteren er for os ved dens Kulde, (navnlig i) slige Lande, som enten Apulien eller end snarere Jorsalslandet<ref>Jórsalir, i gammel Dansk Jorsal, er som bekjendt det oldnordiske Navn for Jerusalem; Jorsalslandet er her altsaa Jödeland eller Palestina.</ref>.
 
Sönnen: I erindrede nylig, at Solen gaaer hurtigere norden for os, hvor der næsten ingen Sommer er, men Vinterens Magt faaer saaledes Overhaand, at Sommeren kun synes at være en Skygge, og der gives mange Steder, som hver Sommer ere belagte med Snee og Iis, ligesaavel som om Vinteren, saasom paa Island eller Grönland. Derimod hörer jeg fra de sydlige Lande, at de ikke kjende til Vinterens Trængsler, og at Solen der giver en bestandig Varme om Vinteren, ligesom her hos os om Sommeren, samt at alt voxer der om Vinteren, da Solen har mindre Kraft, saavel Korn som andre Jordens Frugter, men at Jorden der om Sommereu ikke kan taale Solens Hede, og giver da hverken Korn eller Græs af sig for Brandens Skyld, saa at Sommeren er dem<ref>Her underforstaaes naturligvis de sydlige Landes Beboere.</ref> til ligesaa megen Besvær formedelst Heden, som Vinteren er for os ved dens Kulde, (navnlig i) slige Lande, som enten Apulien eller end snarere Jorsalslandet<ref>Jórsalir, i gammel Dansk Jorsal, er som bekjendt det oldnordiske Navn for Jerusalem; Jorsalslandet er her altsaa Jödeland eller Palestina.</ref>.

Revisjonen fra 15. feb. 2018 kl. 08:59

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


GHM 3.jpg

Grønlands historiske mindesmærker III

Finnur Magnússon og C. C. Rafn


XXIX
Middelalderens geographiske optegnelser


Udtog af Kónungs Skuggsjó
angaaende Grönlands Beliggenhed
og physiske Mærkværdigheder m.m.


Indledning

Side fra Kongespeilet.

Dette mærkelige norske Værk har allerede været længe bekjendt af dets eneste, men brugbare og smukt udstyrede Udgave, Sorö 1768 (LXXVIII og 814 Sider i stor 4to), som har ovenmeldte Hovedtitel, med Tilföining af tvende andre nemlig "Det Kongelige Speil" til den hosfölgende danske, og "Speculum Regale” til den dertil föiede latinske Oversættelse. Som Udgiver staaer Mag. Halfdan Einarsen, Rector ved Holums Skole, paa Titelbladet, men dette maa ikke forstaaes efter Bogstaven; han havde redigeret Texten, efter de bedste Haandskrifter, som da havdes i Island, og skrevet den latinske Oversættelse, – men den berömte John Erichsen omarbejdede derefter i Kjöbenhavn den hele Redaction, deels efter Hans Finsens Udskrift og Collationering af de her forvarede gamle Codices, deels ved sin egen Fortsættelse af sidstmeldte Arbeide. Ogsaa forfattede Erichsen en ny dansk Oversættelse af Værket, isteden for den af Einarsen skrevne, og tilföiede adskillige archæologiske og literairhistoriske Anmærkninger, samt endelig en vidtlöftig dansk Indledning, som tildeels er affattet med særdeles Hensyn til H. Finsens paa Latin forudskikkede "Dissertatio historica de Speculo regali", forfattet og först udgivet 1766. – Saavel den sidstnævnte islandske Lærde, som den berömte norske, Gerhard Schöning, havde för i Sinde at udgive dette ypperlige gamle Skrift, men det saa kaldte, i Island oprettede, usynlige Selskab var kommet dem i Forkjöbet ved at overdrage Halfdan Einarsen det ovenmeldte Arbeide, som fremmedes af ham med stor Iver og Hurtighed, og Lykken föiede dette Foretagende paa en her usædvanlig Maade, i det den islandske Kjöbmand Sören Pens formaaede Erichsen til Værkets Fortsættelse og tildeels nye Bearbeidelse, samt dets Udgivelse i Trykken, hvorimod han selv afholdt de dermed forbundne meget betydelige Omkostninger.

Finsen og Erichsen have med deres bekjendte Lærdom og Omhyggelighed saa nöie undersögt og dröftet det her omhandlede Skrifts Oprindelse, Beskaffenhed og sandsynlige Alder m. m., at vi vel kunne henvise til deres Afhandlinger derom. Vi bemærke kun, at disse Forfattere have været noget uenige om den Tid, hvorpaa det oprindelig er skrevet, da Finsen antog at det var skrevet i Mellemrummet fra 1154 til 1164, men Erichsen derimod, at det ikke var ældre end 1184, og dog snarest skrevet inden 1200, hvorimod Suhm og Eggert Olafsen meente at det först var forfattet i det 13de Aarhundrede. Vi maae tilstaae, at vi helde til Biskop Finsens Mening, – ogsaa med Hensyn til dette Udtryk i et af de her meddeelte Stykker af Værket om Grönlænderne: nú hafa þeir sèr biskup, "Nu have de en Biskop for sig selv", da det forekommer os at antyde den Omstændighed, at Grönland, da Bogen blev skrevet, först for kort siden havde faaet sin egen Biskop. Bispestolen i Garde blev oprettet og dens förste Biskop Arnald tog den i Besiddelse henved 1125 (see ovenfor II, 676; III, 6, 41), men han kom tilbage derfra til Norge, hvor han ansattes som Biskop i Stavanger 1152. Naar vor Forfatter virkelig har skrevet den her omhandlede Deel af Bogen henimod 1154, maatte han vide at Landets anden Biskop först nylig var taget dertil, og at hans Formand kun ved Forflyttelse havde forladt dets Bispestol, saa at han derved vel kunde være bleven foranlediget til hine Udtryks Anvendelse, endskjönt han muelig ikke har vidst, at Biskop Arnald havde været saa længe i Grönland, som det i Virkeligheden var Tilfældet.

Flere Udtryk, der vedkomme Skriftets Affattelsestid, forekomme i disse Stykker, nemlig de der angaae en Bog om Indiens Undere, som skulde være sendt derfra til denbyzantinske Keiser Emanuel (som regjerede fra 1143 til 1180), men siden (rimeligvis i Afskrift) være kommen til Norge, kort förend Kongespeilet blev skrevet. Vi antage den Gisning af Finsen for sandsynlig, at den bekjendte norske Hövding Endride Unge havde medbragt den fra Constantinopel, hvorfra han kom förste Gang tilbage til Norge[1] i Aaret 1150. Han havde været meget længe i Keiserens Krigstjeneste; da han den Sommer kom til Bergen, hvor Kong Inge med sit Hof, samt Rögnvald og Harald Örkenöernes Jarler, opholdt sig, fortalte han meget om Begivenhederne og Tilstanden i hint fjerne Udland, hvorved Jarlen Rögnvald og 4 norske Lehnsmænd eller Hövdinger fik saa megen Lyst til selv at komme der, at de aftalte et Sötog dertil med adskillige Krigsskibe, hvilket först skulde foretages efter to Aars Forlöb, og hvori Endride Unge lovede at deel tage som de övriges Vejviser. Toget kom virkelig i Stand 1152; den sidstnævnte Jarl og Örkenöernes Biskop, Vilhelm, vare blandt dets Anförere; i alt hörte 15 store Skibe dertil. Efter adskillige Krigsbedrifter mod de Vantroende i Spanien, opkom der nogen Uenighed mellem de norske Hövdinger Erling Skakke og Endride Unge, hvorved den sidstnævnte foranledigedes til at skille sig fra Flaaden med 6 Skibe, da han först seilede til Marseille og derfra til Constantinopel, hvor han blev meget vel og hæderlig modtaget af hans forrige Herre, Keiser Emanuel, hos hvem han stod i stor Anseelse. Imidlertid droge de övrige Nordmænd og Örkenöboere omkring i Middelhavet og besögte det hellige Land og Jerusalem, hvorfra de toge til Miklegaard; Misforstaaelsen med deres der höit anseete Landsmand Endride vedvarede, og de begave sig paa Hjemreisen henimod Foraaret 1154. Endride opholdt sig noget længere hos Keiseren, men tog derfra til Norge, hvor han blev ansat ved Kong Eystein Haraldsöns Hof; ved dette opholdt sig og en Islænder, Præsten Einar Skulasön, som i sit berömte Digt Geisle har (blandt andet) besjunget et Mirakel af Olaf den Hellige i Grækenland, som omstændelig var blevet fortalt af "den gavmilde" Endride Unge. Om dette er skeet efter hans förste eller anden Udenlandsreise, vide vi ikke med Sikkerhed, endskjönt det sidste snarere maa formodes; i samme Uvished ere vi og med Hensyn til den fra Constantinopel til Norge bragte Bog, hvis Endride, hvilket vi, efter det ovenanförte, ansee for sandsynligt, er den, der har fört det dertil. Endride blev snart Jarlen Erlings aabenbare Fiende, især 1161, efterat denne havde ladet udraabe sin Sön til Konge i Norge, men Endride erklæret sig for Hakon Herdabreid, hvem han sögte at sætte paa Thronen. Erling overvandt Hakon 1162, og 1163 skilte han ligeledes Endride ved Livet.

Kongespeilet viser udtrykkelig (Udgavens S. 66-69) at det er skrevet i Norge af en Yngling, som eneste Sön af en fornem (S. 12) og meget rig (S. 14) Mand, der forhen havde staaet i stor Anseelse hos forskjellige Konger (S. 13), og længe havde boet paa Helgeland eller idelig berejst det, især dets nordlige Deel (S. 66, 68, 69), hvilke Steder og vare Sönnen, af egen Erfaring (S. 69, 85) nöie bekjendte. Finsen har antaget at Fader og Sön boede paa selve Helgeland. Derimod mener Erichsen (Indledn. S. LX) at Bogen er skrevet under en noget sydligere Himmelegn, som "længst Nord i Trondhjem”. Det maa bemærkes herved, at Kongens Lehnsmænd i Norge i det 12te og 13de Aarhundrede tit opholdt sig udenfor deres Lehn, ved Hoffet eller i Kjöbstæderne, hvor de da gjerne havde deres voxne Sönner hos sig, og paa en saadan Maade kan Bogen tildeels være skrevet i Nidaros, som Norges og tillige Helgelands Hovedstad. Af Udtrykket "her” (S. 85) at slutte, maa et andet Sted af Skriftet være nedskrevet paa Helgeland. Söge vi efter Helgelandske Hövdinger i hin Periode, finde vi neppe flere end to, som her kunne komme i synderlig Betragtning. Den förste af dem er Vidkunn Jonsön, som i sin Ungdom blev bekjendt ved store Heltegjerninger paa Kong Magnus Barfods Krigstog til Irland, hvorfor han stedse siden stod i meget höi Anseelse hos hans Sönner. Han arvede efter sin Fader Hövdingsædet Bjarkö (Bjarkey), hvor han var Kongens Lehnsmand (lendr maðr) paa Helgeland. Hans Bolig laa nær ved de i Kongespeilet omtalte Steder Andarnes og Vaage (Vogar). Han var ikke alene en tapper, men ogsaa en særdeles ædel og klog Mand; det var vel ogsaa derfor at Kongesönnen Magnus (siden kaldet den Blinde) blev betroet ham til Opdragelse fra hans spæde Barndom af; – da han, som Mand, blev fordreven fra Kongedömmet, fandt han i Aarene 1138 og 39 Tilflugt hos sin Fosterfader, som blev en gammel Mand, og har formodentlig levet til henved 1155 eller endog 1160. Han synes at have efterladt sig en Sön Erling, som og boede paa Bjarkö eller ejede den, da det er höist rimeligt, at den Vidkunn Erlingsön, som henved 1181 arvede Gaarden efter sin Fader, har været hans Sön; som Tilhænger af Kong Magnus Erlingsön blev han 1183 overfaldet paa en Reise og skilt ved Livet af Kong Sverres Krigsmænd. Biskop Finsen antager den nysnævnte Erling for Vidkunns Sönnesön, i det han fremsætter den Gisning, at han har været Kongespeilets Forfatter, samt at den Beskedenhed, som fremlyser af den Erklæring i Skriftet, at han helst önskede at være unævnt og ubekjendt, vel passer til den Omstændighed, at han ellers ikke nævnes af Historieskriverne.

Den anden berömte Hövding paa Helgeland i hint Tidsrum var Sigurd Hranesön, den ældre Vidkunns Vaabenbroder paa Magnus Barfods irske Krigstog, og denne Konges Svoger, som gift med hans Halvsöster Skjaldvör. Han boede paa Steig i Helgeland og havde Kongens Oppebörsler af Finmarken samt Handelen derpaa til Forlening af Kong Magnus's Sönner. Nabohövdingen Vidkunn var stedse hans trofaste Ven. Sigurd var ligeledes almindelig agtet, som en udmærket Hædersmand. Naar han döde, vides ikke, men han efterlod sig en Sön, Nicolaus, som i sin Tid var en af Norges rigeste og ypperligste Hövdinger. Han ejede Fædrenegaarden Steig og tillige en Gaard i Nidaros, hvor han tit opholdt sig, ja var endog i Kong Magnus Erlingsöns Tid Stadens höjeste Övrighed. Der blev han den 8de September 1176 overfaldet og dræbt af Birkebenerne. Hans Död beklagedes overmaade meget; dersom han har forfattet Kongespeilet og levet som han lærte, med Hensyn til Hoflevnet og Regjeringssager, var det ikke at undres over. Det er saare rimeligt, at han har arvet sin Faders Handel paa Finmarken, hvilken han let kunde udvide til andre Lande; det har maaskee været hans Ungdomsidræt, og Levereglerne for en Kjöbmand ere da derfor blevne beskrevne saa nöie i Kongespeilet, endskjönt han, rimeligvis af særegne Grunde, ikke har villet beskrive Handelen paa Finmarken, der dreves paa Kongens Vegne, som et af ham forlenet Monopol. At Nicolaus, i en saadan Stilling (eller Forventningen derom) helst sögte at lære de nordlige Nabolande Island og Grönland, samt deres og de omliggende Haves Frembringelser at kjende, var saare naturligt. Hvad Irland angaaer, hvorom Talen ellers mest er i det samme Skrift, saa er det mærkeligt nok at baade Vidkunn og Sigurd maatte have nogen Kundskab derom af egen Erfaring. Vi kunne overhoved neppe feile deri, at antage enten Erling Vidkunnsön eller Nicolaus Sigurdsön (fra Helgeland), dog snarest den sidstnævnte, for Kongespeilets Forfatter.

Udförlige Beskrivelser over de gamle eller mærkelige Codices som haves af Værket, maa forbeholdes dem, som i sin Tid foranstalte en ny og fuldstændig Udgave deraf. Erichsen har inddeelt samtlige Exemplarer i to Hovedklasser, norske og islandske. Vi indsee ikke tilstrækkelig de rette Grunde for denne Inddeling, og have heller ikke saa nöie kunnet undersöge dem, at vi see os i Stand til at have nogen afgjort Mening i den Henseende, dog med enkelte Undtagelser. Vi nævne her kun dem, hvilke vi have anseet for de fortrinligste, hvis Brug har staaet til vor Raadighed, og som indeholde de Stykker der angaae Grönland samt de Have som omgive det og Island. De ere nemlig, saaledes som de her noteres, alle i Cataloget over de Arnæmagnæanske Haandskrifter henförte til Nr. 243 i Folio, endskjönt de fleste (af 17 overhoved, Brudstykker iberegnede deri) ere i Kvartformat.

B i Folio fortjener uden Sammenligning den förste Plads blandt alle Codices af Skriftet, da den formodentlig er skreven i selve Norge, i det 13de eller först i det 14de Aarhundrede. Den er ikke lagt til Grund for Udgaven, men burde vistnok saa vidt mueligt benyttes saaledes ved en ny og fuldstændig Udgave. Den er beskrevet som (a) Nr. 2, i Erichsens Indledning S. XXX-XXXIII, hvor mange af dens sære Ordformer og Retskrivningsmaader findes optegnede. Ikke desmindre er dette Haandskrift skrevet efter et andet, der enten har manglet adskillige Ord, eller disse have været ulæselige for Afskriveren, muelig formedelst Ælde, og da kan det vel være at dets Matrix har været Forfatterens egen Original. Af denne Aarsag sees her adskillige aabne eller uudfyldte Rum, og noget er blevet udkradset, rimeligvis som Skrivefeil, foraarsagede af Vanskelighed ved Urskriftets Læsning. Ellers er denne Codex skrevet med en ypperlig og tydelig Haand, af hvilken nogle Linier sees som Pröver i en kobberstukket Vignet paa Udgavens S. 237; Initialbogstaverne ere smukt tegnede og illuminerede med fine Farver. Denne Codex er i sin Tid af Arild Hvidtfeld bleven foræret til Jonas Jac. Venusinus og har adskillige Marginalier, som uden Tvivl ere skrevne i Norge. De ere i det mindste af tvende Arter; til den förste regne vi nogle Linier, paa forskjellige Blade, conciperede for eller copierede fra samtidige norske Diplomer; i det ene taler Þorstæin Jonsson, lensmaðr a Hadalande i förste Person; begge angaae Ogmund Lauuransson, efter hvis Begjering de synes at være blevne udfærdigede, det ene som Tingsvidne, muelig har denne Mand i sin Tid været Bogens Eier; sandsynligvis har han levet midt eller sidst i det 14de eller först i det 15de Aarhundrede[2]. Det andet Slags Marginalier ere vel noget yngre, og angive kun hist og her Textens Hovedindhold i slettere Norsk. Paa enkelte Steder findes endelig latinske eller danske Ord indskudte mellem Linierne, som Forklaringer, rimeligvis fra det 16de Aarhundrede.

Denne Codex er desværre defect, da den mangler baade Fortale og Slutning, samt ellers i det mindste 12 Blade, og deriblandt fuldt ? Dele af den her meddeelte Text. Vi have kun kunnet benytte den fra Udgavens S. 165 L. 12 til Slutningen af den her meddeelte Text S. 213 L. 5. Da den hörer til de faa Böger, som saa höit oppe i Middelalderen ere skrevne paa Norsk og (paa de fleste Steder) rimeligviis fölger den oprindelige Ordföining og Retskrivning, have vi anseet det for vor Pligt, uden at afvige fra den særegne Orthographie, at lægge dette ældste Haandskrift af Værket til Grund for dets os her vedkommende endnu beholdte Stykkers nye Udgivelse, efter John Sivertsens nöiagtige og af os med Originalen collationerede Afskrift.

C bestaaer egentlig af 3 Hovedafdelinger eller særskilte Hefter af forskjellige Exemplarer, nemlig en Codex og tvende gjennemdragne Hefter. Her anföre vi kun det ene af de sidtsmeldte under ovenanförte Bogstaver (Bogen derimod under L) men det andet Hefte vedkommer os derimod aldeles ikke, da det ikke indeholder noget, der vedkommer Grönland. Selv det her omhandlede Hefte bestaaer af forskjelligartede Pergaments Qvartblade, i alt 8 (af hvilke dog eet er löst), men de have i sin Tid i det mindste til hört 6 forskjellige Codices. Til de her af os meddeelte Stykker höre:

1. Det löse Blad (mærket C) rimeligviis skrevet i det 15de eller 16de Aarhundrede, som indeholder det förste hertil hörende Stykke (Udg. S. 59-61). Dette Blad findes ikke ommeldt af Erichsen.

2. Et Blad med en anden Haand og af en större Format, som indeholder det selvsamme Stykke, mærket E. Det nævnes i Indledningen af Erichsen S. XXXIV (g) som hörende til hans Nr. 8, hvormed han har betegnet det hele gjennemdragne Hefte. Vi formode, at det er fra det 14de eller 15de Aarhundrede.

3. Det 1ste af 2de sammenhængende Blade (mærket B, mellem hvilke adskillige andre mangle), skrevne med en anden Haand, og i en mindre Format. Derpaa findes noget af vort 2det Stykke (Udgavens S. 74—76, det ommeldte af Erichsen, l. c. S. XXXVI (c) som hörende til hans Nr. 8); de ere rimeligvis fra det 15de Aarhundrede.

D) En Pergamentsbog, skreven i Island, omtrent midt i det 16de Aarhundrede, efter troværdige Mænds Beretning af Præsten Jon Einarsen til Reykholt, Broder til Islands förste evangeliske Biskop Gissur Einarsen. Den ommeldte Udgaves Indledning S. XXXIII som (b) Nr. 3.

E) er af Udgiverne sat iblandt de norske Haandskrifter som d, og betegnet af dem som Nr. 5. Denne Membran (af hvilken en kobberstukken Pröve sees foran Udgavens Dedication) er neppe ældre end fra Begyndelsen af det 15de Aarhundrede. Dens Retskrivning er baade maadelig og vaklende; den adskiller ikke d fra ð ; for u bruger den snart denne Charakter, snart derimod v eller w; i Endelser paa r (uden foregaaende Vokal) har den enten ur eller det sædvanlige Tegn for Forkortelsen deraf, og ie næsten allevegne hvor è udtales, saavel i Imperfecter, som Pronomer og Adverber. I övrigt henvise vi herom til Udgavens Indledning, S. XXXIV. Med Hensyn til Indholdet selv er den derimod een af de fuldstændigste og efterrette ligste. Vi have derfor lagt den til Grund for de (förste) Stykker af vore Meddelelser, som manglede i den bedste norske Codex, til hvilken Hovedrecension den hörer, nemlig de som haves i den trykte Udgave (a) fra S. 59 L. 11 til S. 61 L. 4; (b) fra S. 74 L. 4 til S. 86 L. 2; (c) fra S. 120 L. 1 til S. 142 L. 14.

De övrige af os ved Collationeringen benyttede Membraner (alle hörende til de Arnæ-Magnæanske Haandskrifter Nr. 243 Fol.) ere disse:

A. En Codex i Folio, er fra det 14de eller 15de Aarhundrede, af Udgiverne betegnet Nr. 1 blandt de islandske, med den Tids Retskrivning, samt ellers af en god Beskaffenhed med Hensyn til selve Indholdet. En Pröve af Skriften sees paa Udgavens Titelblad. Den er for det meste fuldstændig for saavidt de her af os meddeelte Stykker angaaer. Udgiverne ansaae den for Hovedbogen blandt de gamle islandske Afskrifter.

F. En Codex i middelmaadig Qvart (overdraget Arne Magnusen af Biskop Thord Thorlacius's Enke), rimeligviis fra det 15de (om ikke Begyndelsen af det 16de) Aarhundrede. Den mangler Begyndelsen, saavel til selve Skriftet, som til de her (fra Udgavens S. 59-61) meddeelte Stykker m. m. Erichsen har antaget den (betegnet som (b) Nr. 6) for at være skreven efter to forskjellige ældre Haandskrifter, der ellers ere tabte, og derfor med Rette tillagt den nogen Vigtighed; den har ellers mange særegne Ord og Talemaader, som vistnok tildeels ere mærkværdige, hvorfor vi med Flid have optegnet dens Varianter. En kobberstukken Pröve af Skriften sees i Udgaven foran Finsens Dissertation S. XI.

I. En Skindbog i stor Octav, skreven, efter en Slutningspaategning, Aaret 1588, betegnet ved Udgaven som (d) Nr. 9. Den er vistnok meget skjödeslöst skreven, tildeels som et vilkaarligt Udtog; dog synes den at indeholde nogle ikke umærkelige Læsemaader.

K. En Codex i lille Qvart, betegnet i Udgavens Indledning (e) Nr. 10, synes at være fra det 15de Aarhundrede; den vrimler af Skrivefeil, men har dog nogle mærkværdige Læsemaader, her optegnede i Varianterne.

L. hörer nu (ligesom ovenfor er anfört) til den Magnæanske Samlings C, ved det at den er indsat i een Mappe med tvende andre særskilte Hefter af Pergamentsblade. Denne Membran ommeldes af Erichsen i Hovedudgavens Indledning S. XXXIII (c) som Nr. 4, og den er, som han rigtig bemærker, skreven i Island, efter Reformationen. Endskjönt denne Membran er den nyeste af alle de her til Kongespeilet hörende, er den dog paa sine Steder ganske ulæselig, fordi den enten har ligget i Vand, eller paa meget fugtige Steder.

N. Papirsafskrift med denne tilföiede Titel med Arne Magnusens Haand: "Speculum Regale, ex Codice Reseniano Academiæ Hafniensis” betegnet af Udgiverne med Nr. 13, og henhörende, som i, til den norske Classe.

O. Papirsafskrift af enkelte Fragmenter: "Ex Speculo Regali in Bibliotheca Resenii Caps. VI, Ord. 7 Nr. 16 in charta antiqua"; af Udgiverne henfört til den islandske Classe som (f) Nr. 14. Det er vist nok at disse tvende sidstmeldte Afskrifter ere tagne af Originaler, der oprindelig have hört til forskjellige Codices, og ödelagdes i Kjöbenhavns store Ildebrand 1728.

Desuden have vi i Varianterne betegnet den trykte Udgaves af Erichsen fra samtlige ham bekjendte Haandskrifter sammensatte Text med Bogstavet G, – og enkelte Steder af den dertil föiede Variantsamling (for saavidt vi ellers ikke have kunnet opdage de afvigende Læsemaaders Kilde) med Bogstavet H. I al Fald vil vor Collationering af de her meddeelte Stykker af Kongespeilet yde Læserne den Fordeel fremfor den ældre Udgave, at de af ovenanförte ved os tilföiede Bogstavmærke ville kunne see, hvorfra enhver Variant især er taget. Det vil og lettelig indsees, at vi overhoved have meddeelt mange flere afvigende Læsemaader, end de der angives eller tilföies i Hovedudgaven.

Disse Stykkers Vigtighed, med Hensyn til Grönlands og de det omgivende Haves Beskrivelse og Naturhistorie, behöve vi ikke at udvikle. Der opregnes saa mange Arter af Hvalfiske og flere Södyr, at selv Naturforskerne, næsten lige til den nyeste Tid, neppe synes at have kjendt dem alle. Til denne Sags behörige Undersögelser mangle vi de fornödne historiske Kundskaber; dog have vi, til Veiledning for dem, som nærmere ville eller bedre kunne beskjeftige sig hermed, optaget de fleste af Erichsens hertil hörende Bemærkninger, og tilföiet andre nyere af de os bekjendte bedste Forfattere over Grönlands, Islands og Færöernes Naturhistorie. Resten maae vi overlade til kyndige Zoologer, som specielt beskjeftige sig med Hvalfiskenes og Sælhundenes Naturhistorie. At vor Forfatter (eller vel rettere hans faderlige Lærer) nöie har udspurgt Sömænd og Reisende, som selv havde været i Grönland, samt befaret dets og Islands Farvande, er tydeligt nok; ligesom og, at han, ved at berette hvad han saaledes har hört, er gaaet til Værks med megen Nöiagtighed og Sandhedskjærlighed. Selv meget af det, som ligner Fabler, bekræftes eller oplyses af den nyere Tids Öienvidner, som ikke have kjendt eller taget noget Hensyn til hans Fortællinger. Hertil regne vi Uhyrerne Haustramb ogMargýgur, til hvilke Biskop Paul Egede selv (med de fleste af en Grönlandsfarers Mandskab) saae, tæt i Nærheden, et höist mærkværdigt Sidestykke, efter hvad vi i Anmærkningerne nærmere skulle oplyse. Forfatterens Efterretninger om det af Europæerne fordum beboede Grönlands Udstrækning, Folkemængde o. s. v. svare vel til andre sandfærdige, saavel ældre som nyere, og det, hvad han melder om de der i det 12te Aarhundrede allerede opdyngede uhyre Iismasser, kan vel tjene til at berolige dem, som befrygte ödelæggende Fölger for Europa af Polarisen, fordi den, efter deres Mening, i de sidste Aarhundreder skulde være betydelig tiltaget, og endvidere bestandig tiltage. – Hvad vi ellers have at bemærke, forbeholde vi os at tilföie i Anmærkningerne.



Brot or Konúngs Skuggsjó

A) Bls. 59-61.

Side fra Kongespeilet i Palæografisk Atlas 1905.

Sonr: – Nú gátuð þèr þess: at norðr frá oss [væri sól skjótari[3], þar sem næsta er [ekki sumar,[ok vetrar megin stendr[4] svo hátt[5], at sumar þikir ekki vera nema skuggi einn, ok margir staðir þeir er [bæði liggr snjór ok jökull á[6] öllum sumrum, svo[7] sem um vetr[8], sem [er Ísland eðr Grænland[9]; en ek spyr þat sunnan af löndum, at þar verða öngvar vetrar nauðir, ok sól verdr þar [jafnan heit[10] um vetr sem [hèr med oss á sumrum[11], ok vex þar um vetr allt, þá[12] er sól hefir minna[13] megin, bæði korn ok [allir aðrir jarðar ávextir[14], en um sumrum má jörð eigi þola[15] hita sólar, ok grær[16] hvorki korn nè gras fyri bruna sakir, ok er þeim sumarit til jafnmikillar ánauðar[17] fyri hita sakir, sem oss er vetrinn fyri kulda sakir[18]: [lönd slík[19] sem eru[20] annathvort[21] Púl[22], eðr enn heldr Jórsalaland[23]

B) Bls. 74-86.

Sonr[24]: Meðr því at ek skal í leyfi forvitnast til gamansamligrar ræðu, þá bykjumst ek of-líitils[25]spurt hafa um Írland, Ísland eðr Grænland[26], ok unðr þau[27], er ðar ero[28], annathvort um (undarliga elda eðr fáheyrð[29] vötn, eðr um kyn fiska ok skrímsl þau, er þar vafra[30] i höfum umhverfis; eðr [um gáng[31] ísa bædi i hafi [ok svo[32] á (Heim löndum[33], eðr þat er Grænlendingar kalla norðrljós, eðr hafgirðingar[34] þær sem Verða i Grænlands hafi[35].

Faðir: Eigi em ek fúsastr at tala[36] um (undr þau, er hèr[37] ero[38] norðr med oss, ok veldr því litill hlutr, þvíat þat er siðr (sumra manna margra, ef þeir hafa eigi augum sèð, at tortryggja ok kalla flestallt logit[39], ok þiki mèr þat illt i [ræðu at færa ef[40] ek skal sidan vera kallaðr lygimaðr[41] þótt ek viti [til sanns[42] at satt sè. Sumt er þat ek hefi med augum sèd[43], en sumt þat er ek á hvern dag kost at spyrja af þeim er sèd hafa ok (ransakat, ok[44] vita til sanns[45] at satt er, ok vitu vèr þó[46] ólygna[47] vera. En ek mæli því þessi andyrði, at ein litil bók,[er komit hefir[48] hingat til lands vors, er[49] kallat er [50] at gjör[51] væri[52] á Indialandi ok rædir um Indialönd[53], ok er svo mælt í bókinni, at send hafi verit Emanueli Grikkja keisara[54]. Nú er þat orð flestra manna, er heyra bókina, at þat megi[55] eigi vera, ok þat sè ekki nema[56] lygi, er þar segir i þeirri litlu bók; en ef gjörla skal hèr rannsaka i vorum löndum, þá ero ekki hèr þeir hlutir færri heldr[57] en [hinn veg[58] ero ritaðir, er [jafn undarligir muno þikja eðr undarligri[59] i öðrum löndum þeim sem ekki ero slikir hlutir sènir [eðr dæmi til birt[60]. Nú köllum vèr fyri því þá hluti lýgiliga[61] vera, at þeir ero ekki hèr sènir, ok eigi fyrri[62] heyrðir, [heldr en hèr hafa verit ritaðir i peirri bók[63]. [Nú hefir sá hin litla bók verit hörin víða, at hún hefir[64] jafnan verit tortrygð ok lýgi vænd, ok þiki mèr engi sæmd [hinum hafa i veriter segja hana jüga, ne peim er ritaði, som sige at den lyver eller den Mand, som skrev den, till. G., þó at viða hafi borin verit, meðr því at æ hefir logit verit kallat þat sem á er ritat[65].

Sonr[66]: Eigi er mèr kunnigt, hversu vidfleyg[67] vor ræða vill gjörast um vora daga eðr eptir, en þó vil ek[68] meðr tilmæli eptirleita þeirri[69] skemtan, at vèr tölum um lengra þá hluti, er vér ætlum at undarligir muno þikja í öðrum löndum, ok vèr vitum hèr til sanns at ólognir ero, en ekki (tökum vèr mikit af at mistrúa þá bók, er[70] [gjör var á Indialandi[71], þó at þar sè (mart undarliga[72] i sagt, pvíat margir hlutir ero þeir hèr med oss, er þar mundu undarliga[73] þikja, en oss pikja eigi undar ligir, er vor ræða mætti lángt fljóga at hún kæmi þángat, sem þess er engin von[74]. En ef ek skylda yfir einhverjum[75] hlut undarliga láta, þeim [sem þar er mælt[76], þá synist mèr þat eigisist[77], at smáir menn megi[78] temja þá enu sterku flugdreku[79], er þar ero i fjöllum eðr eyðimörkum, svo sem sú bók ræðir um, til þess at þeir megi riða þeim hvert er þeir vilja, sem hestum, jafngrimt sem mér er þat sagt ok eitursfullt kvikindi[80], ok [engi náttúra[81] til at[82] maðr megi (i nánd vera[83], en siðr til þjánar[84] edr tamningar[85].

Faðir.: Bæði ero slíkir hlutir ok margir aðrir, þeir er þar í ero mæltir, er undarligir[86] pikja, ok láta margir[87] menn[88] tortryggiliga[89] yfir, ok sýnist mèr [fyri því[90] eigi[91] nauðsyn at jafna þeim hlutum saman, er [þar ero i ritaðir, ok þeim er[92] hèr ero med oss, er jafn undarligir muno þikja þar, sem [oss þikja þessir hlutir, er nú ræddir þú um[93], pvíat þat mætti vera, at temja[94] dyrin eðr önnur kvikindi[95] [þóat þau væri grimm eðr torreyfilig[96] um at væla, þá mun þeim[97] þikja því[98] meiri unðr, ef svo er frá sagt[99], um þá menn er þat kunnu, at temja tré ok fjalir til þess, at sá maðr, er [hann er eigi fimari á fæti enn aðrir menn, þá hann hefir ekki annat enn skó sina eina á fötum[100], en jafnskjótt sem hann bindr fjalir undir[101] fætr sèr, annathvort [vij álnir eðr ix lengra[102], þá sigrar hann fugl á flaug[103] eðr mjóhunda á[104]” rás, [þeir sem mest kunna at hlaupa[105], edr renna[106], [er hleypr hálfu meira enn hjörtr[107], þvíat sá er mikill fjöldi manna[108], [at hann kann svo[109] á skibum[110], at hann stingr (i einni rensl sinni[111] ix reina med spjóti sinu [eðr fleiri[112]. Nú (munu þessir hlutir þikja ótrúligir ok undarligir[113] á öllum löndum þeim er eigi vitu menn med hverri list eðr vèl[114] slikt má verða, at fjölin [tóm má vera[115] til svo mikils fljótleika á fjöllum uppi, at ekki vætta[116] má forðast rás þess manns ok skjótleik, er fjalirnar hefir á fótum, [þat sem jörðinni fylgir[117], en þegar hann lætr fjalir af fótum sèr, þá[118] er hann ekki fimari enn aðrir menn; [en þar sem menn ero eigi sliku vanir, þá mun varla finnast svo fimr maðr[119], at eigi muni af honum taka allan fimleik, þegar[120] slik tré eru bundin við fætr honum. Nú vitum vér til sanns, ok eigum kost um vetr, þegar snjór er, at sjá gnógt þeirra manna er slikar listir kunna[121].

Nú gátum vèr fyrir skömmu þeirra hluta, er allmikil[122] undr mun þikja i flestum stöðum[123] öðrum, pvíat þat er i gegn allri náttúru, [er flestöll lönd önnur hafa[124] um dægraskipti, þvíat (sólin skin jafnbjart ok[125] (med jöfnum yl[126] jafnvel[127] um nótt sem um dag, mikin hluta sumars. Þat má[128] ok undarliga[129] þikja[130] hèr i landi, á Mæri, um myri eina, þá er Bjarkadalsmyri[131] [er kallat[132], at hvat[133] tré sem þar er i kastat, ok liggr þat[134] þar (ij vetr[135], þá verðr þat at steini, ok hafnar [svo trèð[136] sinni náttúru, ok þó at því sè kastat í elld, þá glóar þat[137] sem steinn; áðr brann þat sem tré; ok höfum vèr þá steina sèna marga ok i höndum hafða, er hálft hefir verit tré, þat sem upp hefir staðit[138] úr mýrinni, en[139] steinn þat er [niðr hefir staðit i mýrina[140]. Nú má þat undarligt kalla, pvíat sú myri[141] er[142] i þeirri mörku, sem allskyns ærinn[143] viðarvöxtr er, ok sakar þat ekki, meðan þat er[144] í vexti, en þegar[145] þat er höggvit, ok þat tekr [at þorna[146] ok er því[147] kastat i mýrina, þá snyst þat til steins náttúru [ok hafnar très náttúru[148].

Sonr[149]: Þessir hlutir ero mèr allir kunnir, þvíat þeir ero hèr i landi, ok hefi ek alla sèna, en hinir ero mèr [allir ókunnir[150], er annattveggja er[151] á Grænlandi[152] eðr Íslandi eðr Írlandi, þvíat þar hefi ek eigi[153] spurdaga til haft, eðr i höfum þeim sem þar ero umhverfis[154].

C) Bls. 120-142.

[155]Faðir: Í Íslands höfum þiki mèr fátt þat vera[156] er minninga[157] sè vert eðr umræðu, fyrirutan hvali þá er þar ero í höfum, ok ero þeir (mjök með ymsum hætti eðr[158] vexti, ok verða þeir hvalir er hnyðingar heita, er med mestum[159] fjölda ero, xx álna lángir, verða þeir ok (sumir svo fjöldinn[160] af þeim smár, at eigi ero lengri en x álna, ok[161] þar á millum hverr eptir sínum vexti. En þessir fiskar[162] hafa hvorki tönn[163] nè tálkn, ok ekki ero þeir [hættir hvorki við skip nè menn[164], heldr forðast þeir veiðimanna fund, ok verða pó (iðuliga reknir á land hundruðum saman, [ok er þat mikil fædsla mönnum, þar sem þeir verda margir veiddir[165]. Enn þá ero önnur smá hvala kyn, svo sem er hnysa, [er eigi verðr lengra[166] enn v álna, [eðrleiftr, er eigi verðr lengri enn[167] vii álna.

Þat[168] er enn eitt hvala kyn er menn kalla vognhvali[169], ok verda [eigi lengri enn[170] xii álna, ok ero þeir tenntir eptir sinum vexti, svo mjök[171] sem hundar, ok því likir (i ágirnd[172] sinni við aðra hvali sem hundar við dyr, þvíat þeir safnast flokkum saman ok renna at stórum hvölum, ok þar sem mikill[173] [hvalr er einn staddr, þá bíta þeir[174] hann ok mæða[175] til þess er hann hefir bana[176]; [kann ok þat vera at hann drepr iðugliga[177] mikinn fjölda af þeim [i stórum höggum[178]í vörn sinni, áðr enn [hann verðr dauðr[179].

Þat er[180] enn tvenn hvala kyn, þau er annat heitir andhvalir [en annat svinhvalir[181], ok verða þeir ekki stærri enn v álna ok xx, þeir sem stæstir[182] verða, ok ero þeir fiskar ekki mönnum ætir, þvíat þat smjör er rennr af þeim hvölum[183] mega menn eigi melta (med sèr sjálfum[184], ok ekki annat kvikindi er þess neytir, þvíat þat rennr í gegnum (hann, ok jafnvel i gegnum tréð, ok þó man illa halda, ef nokkura hríð stendr, at horn sè[185]. Þá ero þau enn sum hvala kyn, er litillar umræðu fer vert[186], er bæði er[187] hrafnhvalir [ok hvitingar[188], at[189] þeir ero snjóhvitir[190] at lit, en flestöll ónnur hvala kyn ero svört, fyrir utan þat at flekkar[191] ero á sumum[192], svo sem [annathvort er[193] á skjaldhvölum eðr á geirhvölum, eðr á barðhvölum[194]. Þessi öll hvala kyn, er nú hefi ek nefnt, þá ero vel æt, ok svo mörg önnur. Þá heitir enn [hvala kyn eitt fiskreki, ok stendr mönnum (náliga mest gagn (af)[195], því hann rekr til lands úr höfum utan bæði sild ok aðra[196] allskyns fiska, [ok hefir þó nokkut svo undarliga náttúru, þviat hann kann at þyrfa[197] mönnum ok skipum ok rekr til þeirra sild ok allskyns fiska[198], svo sem hann sè skipaðr [eðr. sendr[199] til þess af guði, ok þat sè hans skyldar embætti, æ meðan fiskimenn gæta med spekt sinnar veiði, en ef þeir verða ósáttir[200] ok berjast svo at blóði verði[201] spillt, þá er sem þessi[202] hvalr[203] viti þat, ok ferr (þá millum[204] lands ok fiska, ok rekr gjörvalla [burt ok út i haf[205] frá þeim, svo sem hann hafði[206] rekit til þeirra; en þessi hvalr er ekki meir[207] vexti enn xxx álna[208], ok er mönnnm vel ætr, ef lofat væri at veiða hann, en mönnum er því eigi lofat at [veiða hann[209] [eðr nokkut mein gjöra[210], at hann gjörir mönnum jafnan mikit[211] gagn. Enn er þat ok eitt hvala kyn er barðhvalir[212] heita, ok hafa þeir hvalir tennr ekki stærri enn gjöra má [mjök stór[213] knifs hepti af eðr[214] tafl; ekki ero þeir ólmir (né grimmir[215] heldr ero þeir hógværir, ok firrast[216] sem (þeir megu[217] fund veiðimanna, ok (nær at[218] vexti sem (þeir er nú rædda ek næsta um[219]. En einn hvalr hefir svo marga[220] tenn[221] i höfði, at hann hefir [nokkra[222] sjötigi[223], af þessu kyni enu sama[224]. Þá heitir enn [eitt hvala kyn, þat er slèttibaka er kallat[225], ok er ekki horn á baki, ok [svo miklir nokkut at[226] vexti sem[227] nú gátum vér um; en [þeir menn hrædast hana mjök sem um sjó fara, þvíat[228] hennar náttúra er sá at leika við skip mjök. Þat er enn eitt hvala kyn er heitir hafrkitti, ok er þat (med undarligri[229] náttúru, þvíat [þeir hafa[230] i holi sinú netju ok mör, svo sem búfè, ok [verða þeir hvalir ekki stærri en xxx álnir, þeir sem lengstir verda[231].

Þa [ero þau enn hvala kyn, er ólm ero ok grimm við menn, ok leita hvetvetna við at tyna mönnum, þar sem þeir mega viþ koma: heitir annar hrosshvalr[232], en annar[233] rauðkembingr. Þessir ero fullir af ágirnd ok illsku; alldri verða þeir saddir af manndrápum, þvíat þeir fara um öll höf innan ok leita ef þeir mega[234] skip finna[235]; [þá hlaupa þeir upp, til þess at þeir megi þeim pá skjótara niðr sökkva ok tyna med þeim hætti. Þessir fiskar ero mönnum eigi ætir, heldr gagnstaðlegir, [svo sem[236] skipaðir[237] óvinir mannligu kyni, en ekki verða þeir stærri en xxx alnir[238], eðr xl, þeir sem lengstir verða.

Þá er [enn þat hvala kyn er[239] náhvalr er [kallaðr, ok megu menn hann eigi eta fyri sótta sakir[240], .viat menn fá sótt af[241] ok deyja, ef þeir eta hann; en sá hvalr [er ekki mikill at vexti, ekki verðr hann[242] lengri en xx álna; að öngu[243] er hann ólmr, heldr forðast hann (veiðimanna fund[244], en hann hefir tenn i höfdi, ok [allar smár[245], fyri utan eina[246], ok stenðr sá i efra gómi i öndverðu[247] höfði hans; h+un er fögur[248] ok vel vaxin, ok svo rètt sem laukr[249]; hún er[250] vi álna löng, sú er lengst kann at verða, ok snúin öll, [svo sem han sé med tólum gjör; hún[251] stendr rètt fram ur höfdi honum, [þá er hann ferr leiðar sinnar; en svo hvöss sem hún er ok rètt, þá[252] verdr honum engin[253] vörn at henni[254], [heldr er hann[255] svo virkr at henni [ok kærr[256], at hann lætr þar ekki [vætta við[257] koma[258]. Eigi veit ek þau fleiri hvala kyn er mönnum sè [eigi æt[259] enn þessi v[260], [sem nú hefi ek upp talt[261]: þá(u) tvenn (sem fyrst nefnda[262] ek, þat er svínhvalr ok andhvalr[263], ok þessi þrenn er siðan nefnda[264] ek, þat var hrosshvalr ok rauðkembingrok náhvalr. [Nú ero þau kyn hvala ótöld, er enn ero stærri at vexti, ok ero þau öll mönnum æt, er ek skal nú skira fyri yðr; sumir ok af þessum ero hættir við lif manna, en sumir ero spakir ok hógværir[265].

Skeljúng kalla menn eitt kyn af þeim[266], ok er sá fiskr mikill vexti ok ólmr við skip; þat er hans[267] náttúra at ljósta skip med [sundfjöðrum sinum[268], elligar [at hann lætr[269] fljótast, ok leggst[270] fyri skip þar sem menn sigla; en[271] þó at menn beiti[272] frá honum, þá ferr[273] hann þó jafnan fyri, ok er engi annar kostr enn sigla á hann; en [ef skip sigla á hann, þá[274] kastar hann skipum[275] ok tynir öllu því á er; sá fiskr[276] [verðr lxx[277] álna lángr eðr lxxx[278] [þeir sem stæstir verða, ok ero þeir fiskar vel ætir[279].

Þá er þat enn eitt hvala kyn er norðhvalir heita, ok er sá fiskr[280] lxxx[281] álna lángr eðr níutigi, [þeir sem stæstir verða, ok[282] jafndigr sem hann er lángr; [þvíat reip þat er dregit er jafnlángt honum, þá tekr þat um hann þar sem hann er digrastr; hann hefir ok svo mikit höfud, at þat er enn mesti þridjúngr af honum; en þessi[283] fiskr lifir hreinliga, þvvíat þat (segja menn, at hann hafi öngva fæzlu aðra enn myrkr[284] ok regn[285] þat[286] sem fellr ur lopti[287] ofan á haf, ok þó at hann sè veiddr ok innifli hans opnuð, þá finnst ekki óklárt[288] i hans maga sem annarra fiska, þeirra er [fæzlu hafa, þvíat hans magi er[289] hreinn ok tómr; ekki má hann vel munn sinn opna[290], þvíat (tálkn þau er vaxin ero i munni honum[291] risa um [þveran munn[292] hans[293], þegar hann lykr honum mjök upp, ok hefir hann iöugliga[294] af því bana, at hann má ekki munni sínum aptr koma; ekki er hann mjök[295] ólmr viþ skip; öngvar hefir hann tennr[296], ok er feitr fiskr ok vel[297] ætr.

Þá er [enn eitt[298] hvala kyn, er reyðr [er kallat[299], ok er sá [fiskr allra beztr átu[300]; hann er hógvær fiskr ok ekki hættr við skip, [þó at hann fari nær; en sá fiskr er mikill ok lángr at vexti; svo segja menn, at þann hafi menn mestan vejddan, er hann[301] var xiij[302] tigi álna lángr[303], [þat er xxx álna ok I tirætt, ok verðr hann opt veiddr af veidimönnum fyri hógværi sinnar sakir ok spektar, ok er hann betri átum ok betr þefaðr[304] enn nokkur fiskrannar, þeirra sem nú höfum vér um rætt, ok er hann þó vel feitr talinn[305]; hefir hann[306] ok öngvar tennr[307]. Þat er ok mælt, ef [maðr mætti ná aukningu[308] fræs hans, [svo at þat vissi til sanns at honum væri ok ekki af öðrum hvölum[309], þá væri þat öruggast[310]til allra lækninga bædi [við augum[311] ok[312] líþkrá, [ok við riðu[313], ok við höfudverk ok á mót[314] [öllum sóttum[315] þeim sem menn[316] fá, en þó er[317] annarra hvala auki[318] góðr[319], pó eigi sè svo góðr sem þessi er. Nú hefi ek flestöll hvala kyn [talit fyri pèr[320], er menn veiða. [Einn fiskr er enn ótaldr[321], er mèr [vex heldr[322], í augu frá at segja [fyri vaxtar hans sakir[323], þvíat þat mun flestum mönnum ótrúligt þikja; þar [kunna ok fæstir frá honum nokkut at segja gjörla[324], því at hann er[325] sjaldnast við land (eðr i von[326] við veiðarmenn[327], ok [ætla ek ekki þess kyns fisk margan[328] i höfum; vér köllum hann optast[329] á vora túngu hafgufu; eigi kann ek skilvíslinga frá lengð hans at segja med álna tali, þvíat þeim sinnum sem hann hefir birzt fyrir mönnum, þá hefir hann landi sýnzt likari enn fiski; hvorki (spyr ek at hafi veiddr verit nè dauðr fundinn[330], ok þat þiki mèr likt[331] at þeir [sé eigi flejri[332] enn ij i höfum[333], ok öngvan[334] ætla ek [þá auka[335] geta[336] sin á milli, því ek ætla þá hina sömu jafnan vera ok eigi mundi öðrum fiskum hlyða[337] at þeir væri svo margir sem aðrir hvalir fyri mikilleika[338] sakir [þeirra, ok svo mikillar[339] atvinno er þeir þurfa[340]. En sá er náttüra sögð þeirra fiska[341], at þegar[342] hann skal eta[343] þá gefr hann ropa mikinn upp úr hálsi sèr, ok fylgir þeim ropa mikil[344] áta, svo at allskyns [fiskar þeir[345] er i nánd (verða staddir[346], þá[347] safnast til, bæði smáir ok stórir, ok [hyggjast at[348] sèr [skuli aflast þar matar[349] ok góðrar[350] atvinno; en þessi hinn mikli fiskr lætr standa munn sinn opinn meðan, ok er [þat hlið[351] ekki minna enn sund mikit eðr fjörðr, ok kunna[352] fiskarnir ekki at varast, ok renna þar[353] með fjölda sinum[354]. En þegar[355] kviðr hans er fullr [ok[356], munmr, þá lykr[357] hann saman munn sinn ok hefir þá alla veidda ok [inni byr(g)ða[358], er áðr girntust pángat at leita sèr (til matfänga[359].

[Nú höfum vér flesta hluti talda [ok sagda[360], þá sem helzt mun þikja undarligir í Íslands höfum[361], ok heldr [pó suma hluti hèr talda, er i öðrum stöðum[362] er meiri gnógt heldr enn þar sem þeir eru[363] nefndir[364].

Sonr: Nú með því, at [vèr höfum[365] getit flestra fiska þeirra er þar hvarfla[366] i höfum, þá sem (nokkurrar minningar eru[367] verðir í[368] umræðu, þá fysumst vèr[369] at ræða um þá hluti[370], er á landinu eru[371] helzt minningar verðir. Hvat ætli pér um þann mikla eldsgáng[372], er þar er [ofr mikill[373] á því landi, hvort hann mun vera af nokkurri landsins náttúru, eðr kann þat at vera [at hann sè[374] af [andligum hlutum[375]; eða þá[376] hinu ógrligu landskjálfta er þar kunnu at verða[377], eðr þau hin undarligu vötn eðr isar[378], er þar bekja [öll lönd hit efra[379]?

Faðir: Þat þiki mèr vera mega um ísa þá er á Íslandi eru, at þat land gjaldi návistar þeirra(r), er þat liggr nær Grænlandi[380], ok er þess von at þadan[381] standi mikill[382] kuldi med því at þat er um fram öll lönd ísum þakit.

D) Bls. 165-213.

[383]Sunr: Nú mæð því at vér (hafum roætt um þá luti, er undarleger þyckja á Írlande, þá viljum vèr nú roeæda um þá luti oc þau unndr, er ero á Groena lannde eða i Groenalannz hafi[384].

Faðer: Þat er mælt [um Groenalannz hof[385], at þar sé skrímsl í, oc [ætla ec þau pó æigi opt[386] [firi augum værða[387]; en firir því kunnu mænn þó frá at sægja at mænn munu seet hafa oc varir við orðit. Sva er sagt um þat skrímsl er mænn[388] kalla hafstramba[389] at þat sè[390]i Groenalannz hafi; þat skrímsl er mikit væxti oc at hæð, ok hæfir staðet [upprètt or hafino[391]; þat hæfir sva sýnnz sæm þat hafi haft mannz[392] hærðar, háls oc hafud, augu oc munn oc næf oc haku. En upp ifrá (augum ok[393] brúnum þá hæfir værit því licazt sæm maðr hafi haft á hofde hvassan[394] hjálm[395]. Axler hæfir þat haft sva sæm maðr, en ængar hænndr ok sva hæfir þat sýnnz sæm [þægar hafi þat svængz[396] [frá öxlum ofan[397], oc æ[398] því[399] mjóra er [þat hæfir næðar mæirr værit sèt[400]. En þat hæfir [ængi sèð[401], hværso [hinn nædre ænnder[402] [er skapadr á því[403], hvart [hælldr er at sporðr hæfir á værit sæm á fiski[404], eða hæfir hvast niðr[405] værit[406] sæm hæll. En licamr þæss hæfir því licr værit at ásyn sæm jacull[407]; engi hæfir þat [sva glogt sèð[408], hvart hældr hæfir á værit rejstr[409] (sæm á fiski[410], eða húð sæm á manne. Jamnan þægar[411] þætta skrímsl hæfir seet værit, þá hafa mænn oc vitad (visan storm i hafi æpter[412]. Þat hafa mænn oc[413] marcat, hværso þat hæfir horft eða fallit siðan á sjó, þá er þat (hæfer steypz[414]; en æf þat hæfir [horft at skipi oc þangat[415] steypz[416], þá hafa menn vist[417] vitat sèr[418] manntjón á því skipi; en æf þat hæfir [horft frá skipi oc þangat stoeypz[419], þá hafa mænn værit i gódre vilnan[420], at þeir munnde hallda monnum, þóat þeir hitti i [stóran sæ oc storma mikla[421]. Þat hæfir oc ænn sèð[422] værit þar [æitt skrims(!), er [mænn calla margygi[423]; þæss voxtr hæfir sva sýnnz, sæm þat hafi [qvænmanni lict[424] værit up í[425]frá linndastad, þvíat þat skrímsl[426] hæfir haft á brjóste sèr stóra spæna sva sæm kona, langar hænndr oc [sitt hárr[427], oc vaxit[428] sva at allum lutum um háls oc um hofud sæm maðr; hænndr[429] hafa monnum sýnnz myclar[430] á því skrímsli, oc æigi mæð [sunndrslitnum[431] fingrum[432], hælldr[433] mæð [því licri fit sæm[434] tængjaz[435] saman á fitfuglum. Niðr í frá linnda[436] stað hæfir þat skrímsl sýnnz[437] lict fiski, bæðe mæð rejstri oc mæð sporðe oc sunndfjaðrum. Þætta skrímsl hæfir sva værit sæm hit fyrra, at sjalldan hæfir þat synnz[438] nema [firi stórum stormum[439]. Þætta hæfir værit athæfi þæssa skrimsl(s), at þat hæfir opt kafz[440], oc jamnan sva upp[441] komit, at þat hæfir haft fiska i honndum sèr, oc æf þat hæfir horft at skipi oc leikit sèr við fiska eða castat fiskum at skipino[442], þá hafa mænn værit ræddir um þat, at þeir munndo fá stór[443] manntjón. Þat skrimsl hæfir [oc sýnnz[444] miket oc rædilect[445] i anndliti, med [hvorsu ænni[446] oc [bræidum augum, mjoc mynnt oc mæð rocnum[447] kinnum. En æf skríms(l) þat etr[448] sjálft fiska, eða [castar á haf[449] frá skipi, þá hafa mænn værit i góðri van[450] um at þeir munnde hallda monnum, þóat þæir [fængi stóra[451] storma. Nú er þat ænn æitt unndr [i Groenalannz hafe[452], er ec em æigi fróðaztr um mæð hværjum hætti [er þat er[453]; þat kalla menn[454] hafgerðingar[455]; en þat er því licazt sæm allr hafstormr, oc báror allar, þær sæm i því[456] hafi ero, sammez saman i prjá staðe, oc geraz af því prjár báror; [þær prjár gerða[457] allt haf[458] sva, at [mænn vitu hværgi[459] lið á væra, oc ero þær stórum fjallum hæ(r)ri, licar[460] brattum gnipum, oc vitu mænn fá dæmi ti at þeir mænn hafi or hafum komez, er þar hafa i værit stadder, þá er þæssi[461]atburðr hæfir orðet; en því manu sagur [væra af gorvar[462] at guð man æ noccora þadan hafa frjálsat[463], þá sæm þar hafa værit stadder, oc man þeirra roeba siðan dræifz hafa oc flutz manna imillum, [hvart sæm nú er sva frá sagt sæm Bþir hafa hællzt um roett, eða er noccot þeirra ræða aukin eða vanat[464], oc munu vèr firi því varliga um þá luti ræða, at vér hofum fá þá hitta nyliga, er þadan hafi komiz oc oss [kynni þæssi tidænnde at[465] sægja. En í því sama hafi þá ero þó morg[466] fleiri unndr, þó at þau mægi æi mæð skrímslum tælja, þvíat þægar er or [sækir hinum mæsta háleic hafsens[467], þá er sva (mikell gnotr[468] ísa i hafino, at ec vita æigi dæmi til því licra annarstaðar[469] i allum heiminom. Þeir ísar ero sumer sva flater, sæm þeir hafa frosit á hafino sjolfu, annat hvart fjugurra (álna þjucker eða fim, oc liggja sva langt unndan lannde, at þat værðr annat hvart fjugurra[470] daga færd[471] eða fleiri[472], er mænn fara at[473] ísum; en þeir ísar liggja mæirr (i lannd norðr eða til[474] norðrs firi lanndino, hælldr en til suðrs eða útsuðrs eða væstrs, oc firi því skal um lanndet sigla, hværr er lanndino vil ná, til útsuðr(s) oc[475] væstr(s) til þæss er hann er um kominn[476] alla þæssa[477] van, oc sigla[478] [þadan oc[479] (til lannzens[480]. En idulega hæfir mænn þat hænnt, at þeir hafa ofsnæmma[481] lannzens leitad, oc hafa þeir firi því[482] i þæssa ísa komit[483]; [oc sumer þeir er þar hafa i komit, þá hafa týnnz, en sumir hafa[484] oc or komez, oc hofum vèr noccora sèt af þeim oc heyrt þeirra [ræður oc[485] frásagnar[486]. En þat hafa aller til ráðs tækit, þæir sæm i [þæssa ísa voc[487] hafa komit, at þeir hafa tækit smábáta[488] oc drægit á ísa upp mæð sèr[489], oc hafa leita lannzens, en hafskip oc allr [annarr fjárlutr þá[490] hæfir þar æpter dvalz oc týnz, en sumir hafa oc úti búit sidan[491] á ísum, áðr en þeir hafi lannde náð [fjóra daga eða fim oc sumir ænn lænngr[492]. Ísar þæsser ero[493] unndarleger at náttúro; þeir liggja stundum sva kyrrer sæm van er at[494]mæð sundrslitnum vakum eða stórum fjarðum, en stundum er sva mykel færð þæirra oc ákof, at þeir fara [æigi seinna en[495] þat skip er [gott byrleiðe hæfir oc fara þeir æigi sjalldnarr móti væðri en firir[496], pægar sæm þeir taca færðina[497]. Þar ero [ænn ok sumir[498] þeir ísar (i því hafi, er mæð aðrum væxti ero[499], er Grænlænndingar kalla falljacla[500]; þæirra voxtr er æptir því sæm hott[501] fjall stanndæ upp or hafino [oc blandaz evvitar[502] við abra ísa, nema [sèr einum saman hælldr hann[503]. í pví hafi ero [oc hvala kyn morg, þau[504] sæm vèr hofum fyrr um rætt. [Sva er ok sagt, at þar sè[505] oc oll sæla kyn i því hafi, oc fylgja þæir mjoc ísum þæssum[506], sva sæm þar sé [æcki prot ærinnar áto[507]. En þæssor[508] ero þau kyn sæla er þar ero: eitt kyn af þeim [er þat er no(rð)sælar hæita[509]. oc værða þæir [æcki længri en fjugurra[510] álna langer. Þó er þat annat sæla kyn er ærcnsælar[511] heita, oc værða þeir fim álna langer eða vj[512], [þeir er længster værða[513]. Þá er þat hit briðja sæla kyn, er flætto[514] sælar ero kallaðer, oc værða þeir þvílikir[515] at længd sæm [þeir er áðr ræddum vérum[516]. Þá er þat hit fjórda sælakyn ænn, er gransælar[517] hæita, oc værða þeir sumir vjálna eða vij, þeirer længsterværða[518]. Þá ero ænn sum smæri þar sæla kyn, oc er þat callat af þeim æitt kyn opnosælar[519], oc ero þeir firir því sva callader, at þeir symja[520] æigi á grúfu sæm aðrir sælar, hælldr [symja þeir[521] opner[522] [eða ælligar á lið[523], oc værða þeir ækki stoerri[524] en fjugurra álna. Þá er þat ænn æitt sæla kyn [ænn[525] smæst[526], er skemmingr heiter[527], oc ero þeir æigi længri [at væxti[528] en tvæggja álna, [oc er þat[529] mæð undarlegre náttúro, þvíat sva er frá sagt, at hann fært unnder þá ísa er flater ero, [oc annat hvart ero[530] fjugurra álna þjuckir[531] eða fim, oc blása[532] (i gegnsvima, A, F, N. um þá, sva at þeir hafa[533] stórar vaker, þar sæm þeir vilja. Nú er þat enn æitt kyn æptir er Grænlændingar (kalla i tolu[534] mæð hvalum[535], oc virðiz mèr sva, at þá mægi hælldr[536] tælja mæð sælum[537], er rostongr[538] heiter, oc værða þeir at væxti fjugrtán álna eða fimtán[539], [þeir sæm lænngster værða[540]. Voxtr þæss fisks er allr sæm sæl(s), bæðe[541] [hár oc hafud, oc húð[542], oc fitjar aptr, oc sunndreifir[543] framme sva sæm á sæl; [æige er hann oc ætr á fostodogum hælldr en aðdrer sælar[544]. En þat brægðr af væxti hans frá aðrum sælum, at hann hæfir tænnr tvær stórar oc langar umfram adrar smátænnr[545], oc stannda þær i oefra gómi i anndværðu hofde[546]. Húð hans er góð oc þjucc[547] til reipa, oc rista mænn þaraf stærcar álar[548], sva at [væl draga sæxtigi manna æitt reip, eða flejri, oc geta þó æigi slitit[549]. Þæsse sæla kyn er nú [hafum vér um roett[550], þá ero fiskar kallaðer[551], þvi at þeir forðaz i [sjó oc lifa við aöra fiska, oc ero þeir mannum væl ætir[552], [oc þó [æigi sæm hvalar, pvíat hvalar ero æter[553] á fostodagum[554] sæm aðdrer fiskar, [en þæsser fiskar ero æigi ætir nema þá er kjot skal eta[555]. En æigi væit ec fleiri luti i Grænalannz hafe sjolfu, þá er mèr þycki [getu værðe eða frásagnar, nema þat sæm nú hofum vèr[556] roett[557].

Sunr: Þæsser luter manu allum þyckja unndarleger, þeim sæm heyra, bæðe um skrimsl þau er tolð hafa værit i hafe þvi [oc fiska[558]. Sva skilz mèr oc, at þætta haf man væra (stormsamara en hvært annarra[559], oc þycker mèr þvi þat unndarlect, at þat er þact mæð ísum um vætrum oc sumrum umfram oll annor hof þau sæm[560] ero, oc þyckir mér unndarlect þvi mænn girnaz þangat sva mjoc at fara, er sva mikill lifs háski liggr við, eða hvat[561] (mænn sækja til þæss lannz[562] þat sæm til [nytsæmda horfir eða goezku[563]. Sva vil ec oc þæss mæð leyfi spyrja, við hvat sva lyðr lifir, er þat lannd bygger, eða hværso landeno er farit[564], hvart þat er ísum þact sæm haft, eða er þat þítt, þó at hafit sè frosit, eða er [nocqvot sáð[565] á lanndino[566], sæm á aðrum lanndum. Sva forvitnar mic oc þat, hvar(t) þér ætlir[567] at þat se [mægin lannd eða[568] eylannd, eða ero þar dyr noccor á þvi lannde [eða slikir luter sæm i aðrum lonndum ero[569].

Faðer: þar er bú forvitnar[570] um þat, hvat[571] mænn sækja þingat til lannz þæss eða hvi mænn fara þangat i sva mikenn lifs[572] háska, þá drægr þar til þræfolld náttúra mannzens[573]. Einn lutr er kapp oc frægð, þviat þat er [mannzens nátúra[574] at [fara þangat sæm mykels er háska van, oc gera sec af þvi frægan. Enn annarr lutr er forvitni, þviat þat er oc [mannzens náttúra[575] at [forvitna oc sjá[576] þá luti er hanum ero sagðer, oc vita hvart sva er [sæm hanum var sagt[577] eða æige. Hinn þriðe[578] lutr er fjár fong[579], þvíat hværvætna leita mænn æpter féno, þar sem (þeir spyrja at fèfongen[580] ero, þó at mykell[581] háske sè[582] [annan væg við[583]. En á Grænalande er sva sæm þú mÁtt [vano ner[584]vita, at alt þat sæm þangat kæmr af aðrum lonndum, þá er [þar dyrt[585], Þvíat þat land liggr sva i fjarska við annur lond[586], at þangat fara sjalldan mænn. En[587] hvætvætna þat sæm [þeir skolo lanndino mæð hjálpa[588], þá [værða þeir[589] þat alt at kaupa af aðrum lonndum, bæðe járn[590] oc sva við allan [þænn sæm þeir skolo hús af gera[591]. En þænna fjárlut flytja mænn þaðan móti sinum varningi: bucca[592] voru[593] oc nauta voro[594] oc sæla húðer, oc reip [þau er fyrr ræddum vér um, er [mænn rista af fiskum þeim er rostángr er callaðr, oc svarðreip heita, oc tænnr þeirra[595]. En þar sæm þá rædder um þat, hvart þar væri noccot sáð eða æcki, þá [ætla ec þat land litit[596] af þvi fram flytjaz, en [þó ero[597] þeir mænn[598] bar [er hællzt ero áagetazter [oc[599] rikazter [kallaðer, at þeir[600] leita við firi fræistni saker at sá[601]; en þat er þó mæstr fjolðe á þvi lannde, er æigi væit hvat brauð er, oc alldrægi sá [ænn brauð[602]. En er bú leitaðer um mikelleika lannzens, eða hvart þat er eylannd eða mæginlannd, þá ætla ec sá vita mik illeica[603] lannzens[604], en aller geta þæss at þat se mæginlannd, oc áfast við annur[605] mæginlonnd[606], þviat (þat er ásynt[607] at[608] þar er fjolde þeirra dýra, er menn vitu at á mæginlonndum fædaz[609], en litt i eylonndum: Har er hëri margr[610] oc vargar, oc (mikill fjolde[611] reindyra [oc þyckaz mænn vita, at þæssi dyr fædaz æcki á oyælonndum nema mænn flyti i, þat þyckjaz mænn oc vist vita at ængi maðr hæfir flutt þau á Grænaland, nema þau hafa sjólf runnit af oðrum mæginlondum[612]. Bjorn er þar ok[613] á þvi lannde, oc er hvitr, oc [ætla mænn at hann fædez á þvi lannde, þviat hann[614] hæfir[615] (alt. aðra náttúru[616], en svarter birnir er i skógum ganga; þeir væiða at sèr ross oc[617] naut (oc annat bú[618], oc fædaz við þat, en hinn hvíti bjorninn, er á Grænalannde er, þá færr[619] hann mæst (i hafi üt á ísum[620], oc væiðer þar at sèr bæðe sæla oc hvala[621], oc lifir[622] við þat; sva er hann oc væl færr til sunnz, alz sæm sælar eða hvalar. En þar sæm bú spurðer hvart lanndet væri bitt eða æigi, eða væri þat ísum þact sæm hafit, þá skaltu þat vist vita at þat er litill lutr á[623] lanndino er þitt er, en allt annat þá er ísum þact, oc vito mænn þvi æigi hvart lanndet[624] er mykit eða litit, at[625] aller [fjallgarðarner oc allir dalarner[626] ero ísum[627] þacter, sva at hværgi finnr lið[628] á. En þat man pó raunar [væra at væra manu þau lið[629], annat tvæggja i dolum þeim er liggja millum fjall anna eða mæð stronndum, [er dyrin mægo gagnum[630] hitta, þviat æigi mætti dyrin elligar[631] rænna af aðrum lonndum, (nema þau finni lið á ísum oc lanndet pitt[632]. En opt hafa mænn freistað at gánga upp á [landet á þau fjoll er hæst ero[633] (i ýmisum stoðum[634] at sjáz<[635] um, [oc villdu vita[636] æf þeir fynni noccot er þitt[637] væri [á lanndino oc byggjannde[638], oc hafa mænn hværgi (þat funnit[639], nema þar sæm [nú búa mænn[640], oc er þat[641] litit fram mæð stronndonni sjálfri. Marmari er þar mykill á þvi lannde, þar sæm bygt er, mæð ímisum (litt, bæðe rauðr oc blár[642] oc groenfáinn[643]. Fugl[644] er þar (oc mikell oc margr i þvi lannde, sá er i aðrum lonndum þætti mykil gærsimi i væra: hvitir valir[645], oc er hann gnógare[646] þar en á ænngu[647] lannde aðru, oc kunnu lannzmænn (sjálfir þó sèr æcki [af[648] at nyta[649].

Sunr: Þér gátor[650] þæss oc fyrr i yðarri ræðu, at æcki sáð er á þvi lannde, oc vil ec nú þæss spyrja, við hvat (þat fólk lifir[651], er á þvi lannde er, [eða hværso mikit þat fólk er[652], eða hvat matvistum þat hæfir, eða hvart þat hæfir tækit við cristni[653] eða æigi.

Faðer: Fátt[654] er fólk á þvi lannde, þviat litit er bitt [sva at byggjannde er, en þat fólk er[655] cristit, oc kirkjur hafa þeir oc kennimænn. En æf þat lægi nærr aðrum lonndum, þá munnde þat þar en á ænngu væra callaðr priðjüngr af[656] [æinum byskups dómi[657], en pó hafa þeir sèr nú byskup, [bviat æigi lyder[658] annat, sacar sva mykillar fjarvistar, sæm þeir ero[659] við [aöra mænn[660]. En [þar er þá leitar æpter þvi, við hvat er þeir lifa á þvi lande, [mæð þvi at þeir hafa[661] æcki sád; [en við fleira[662] lifa mænn en við brauð æitt[663]: sva er sagt, at á Groenalande ero gros góð, oc ero þar bú góð oc stór, þviat mænn hafa þar (mart nauta[664] [oc sauda[665], oc er[666] þar smjorgerð[667] mikel[668] oc osta; lifa mænn við þat [mjoc, oc sva við[669] kjot oc við allzconar væite, bæðe við reina holld oc hvala[670] oc sæla, oc bjarnar[671] hold, oc foedaz mænn við þat þar á lannde.

Sunr: Enn þyckir mér noccot vanspurt[672] væra um þætta lannd: Hvat fætlit ér[673] at vallde, hvi[674] þat land [hafi meiri ísa fjolda[675] en [æcki annarra[676], eða hafit þat sæm þar er um[677], oc þó[678] skilz mèr þat af, at haft sè bæðe djúpt oc (þó m(j)oc[679] sallt, oc sva iöulega gjálfrsamt, oc hugða ec at þat munnde æigi audvælliga[680] frjósa, [þvíat hværvætna þar sæm haft er djúpt oc þó salltr særinn, þá kunnu[681] varla at frjósa[682], en þó allra sitzt þá er roering hafsins fylger oc gjálfrljótt[683] værðr[684]. En mèr heyriz (sva um þætta haf, er nú roeddum vèr um, oc sva lanndet, þá værdr alldrigin[685] millum [at æigi er ísum pact hvartvæggja lanndet oc haft[686], mema þat kunni at værða stunndum hèr oc hvar, at lið værðr á isum[687] (firir roering gjálfrs ens[688], en æigi (fyrir ylja saker[689]. Nú mæð þvi at þar er æ jamnan frostet[690] bæðe vætr oc sumar[691], þá vil ec nú [þæss bidja, at bèr skyrit[692], hværsu vædrátta er á þvi lannde, hvart þar værða noccorer ylir eða fogr sólskin sæm i aörum lond um, eða er[693] þar jamnan (ill væðratta[694] oc firir[695] þvi sva [mikell gnóttr ísa oc frostz[696], oc [vil ec [at pèr lysir[697] firir mèr þænna[698] spurning, [oc sva um þat sæm ek hæfi fyrr mæirr spurt i occarre rædu, oc[699] um þat er Groenlænndingar calla[700] norðrljós; [oc vilde ec nú at þer loeystit þænna spurdaga firir mèr, oc um þat[701], hvat þér ætlit[702], i hværjum lut heimsens er þetta lannd liggr, hvart þat liggr á [æinni hværri[703] utanværðri heimsins sidu, eða liggr þat noccot inn i lannda klofa sæm annur stór lonnd, mæð þvi [at bèr sægit[704] at þat er áfast við annor[705] mægin[706] lonnd.

Faðer: Þæssa luti sæm nú hæfir þú spurða, þá má ec þec æigi sannfróðan[707] goera til fullz, firi þvi at ec hæfi ængan þann funnit[708] er kannat hafi (allar kringlur[709] heimsens eða hans voxt eða [rannzakat hafe allar heimsens sidur eða[710] landa skipan eða þau ænndimorc[711] sæm þar ero i skipat[712]; [oc æf ec hæfte noccorn þann funnit, er þæssa luti hæfde seed [oc rannzakat[713], [þá mætti ec[714] þic nú hèr sannfróðan um goera, en[715] þat m+a ec i ljós láta við þec[716], hvat[717] getor[718] manna[719] ero, þeirra sæm hællzt hafa ætlat [æptir licligleikum[720]. En þeir mænn sæm[721] hællzt hafa ritad um heimsens voxt æptir tilvisan Ysidori eða annarra fróðra manna, þá hafa pat[722] mælt, at i himnum[723] ero þeir[724] mægin vægir sæm übyggjande[725] er unnder[726]; er[727] æinn sva heitr at æcki má unnder búa firir hita saker oc bruna, oc hvætvætna brænnr er unnder værðr, oc þyckir mèr þat licazt, at sá man væra mægin rásar vægr[728] sólarinnar, oc ætla ec allan þann væg skip adan væra mæð logandum geislum hænnar, oc má æi firi þvi þar unnder búa[729] [ængi sá er væl tæmpraðan bólstad vil hafa[730]. Sva hafa þeir oc mælt um þá tva vægo er (i himni[731] liggja, at þar er[732] übyggjannde unnder, at [þeir sè sva kallder[733] at firir þá sok se [æigi hoegra unnder þeim at búa[734] fyrir kulda (en hinnug er[735] firir ofrlita[736] saker; pvíat þar hæfir kylrinn[737] sva mikit afl unnder (sec drægt[738], at vatnit hamnar náttúru sinni,þvíat þat snyz i jokul, oc sva[739] oll lonnden þeckjaz mæð (ísum, oc sva[740] hof, æf[741] under þeim væg liggja, oc skilz mer þá þat[742], at fim se vægirnir i himmum[743]: tvæir þeir er[744] byggjannde[745] er unnder, en þrir [hinir, er óbyggjannde er unnder[746]. Nú er þar allt byggjanmda unnder þeim vægum, er millum ero kulðans oc brunans, oc er þat lict at því[747] sé lanndaskipti á, at sum sè heitare en sum, [oc liggi þau[748] nærr meirr bruna væginum er heitari ero. En þau lonnd sæm kolld ero, sva sæm lonnd var, þá liggja þau þeim væg nærr (meirr er[749] kalldr er oc frost má við koma sino afli [at svala, en æpter hugbocca minum[750] at ætla, þá þyckir mer þat licazt at hinn heiti vægrinn ligr[751] or austri oc i væstr, mæð bjúgum ring brænnanda vægar [umkringdum allum jarðar bollum[752]. En þat er þá licazt [móti pví[753], at þeir hiner kaldu vægirnir liggja á hinum yztum sidum heimsens til nordrs oc suðrs; oc æf ec hæfi þetta ætlat[754] æptir rèttri skipan, þá [er þat æi úlict[755], at Grænaland liggi unnder þeim kallda væginum, firi bvi at þat vitni bæra flæster Grænalannde, þeir sæm [þar hafa værit[756], at kuldenn hæfir bar fængit [yfrit[757] afl[758] sitt[759], oc[760] sva bærr hvævætna[761] vitni[á sèr[762] lanndet oc haft, [at þar er algangsi ordet frostet[763] oc mægin afl kulöans, þviat þat er bæðe frosit um vætrum oc sumrum oc hvartvæggja[764] ísum pact. þat mæla mænn oc vist, at Grænaland liggi i ytztusiðuheimsens til norðrs, oc ætla ec æcki land üt or kringlu heimsens frá Grænalannde, nema hafet[765] mykla[766], þat er umhværfis rænnr heiminn; oc þat mæla[767] mænn, [bæir sæm fróðer ero[768], at [þat sunnd skerez[769] [í hjá[770] Grænalannde[771], er hit tóma haf steypiz inn i lannda klofa, oc siðan skiptiz þat mæð fjardum[772] oc hafsbotnum allra lannda millum, þar sæm [þat nær[773] at renna inn i kringlu heimsens. En bar er bú spurder [æptir því[774], hvart (sól skinn[775] á Grænalannde, eða (værðe þat noccot sinni at þar sè[776] fogr væðr[777], sæm i aðrum lonndum, þá skalltu þat vist[778] vita, at þar ero[779] fogr sólskin, oc hælldr er þat lannd væðrgott kallat. En bar skiptiz stórum sólargángr[780], þviat þægar sæm vætr er, þá er þar náliga allt æin nótt, en þægar er sumar er[781], þá er náliga sæm alt sè æinn dagr, oc mædan er sól gengr[782] hæst, þá hæfir hon ærit[783] afl til [skins oc[784] bjartleics], en litit[785] afl til yljar oc hita, en hæfir hon pó sva mykit af, at[786] þar sæm jorðen er þíð, þá værmir hon sva lanndet, at jorðen[787] gefr af sèr góð gros oc væl ilmannde, oc má fólkit firir þvi væl byggja lanndet, [þar sæm [þat er þítt[788], en þat er afar lítit[789].

En sá[790] lutr er þá hæfir opt epter spurt[791], hvat væra man þat er Grønlændingar calla norðrljós, þá em ec æigi [um þann lut fróðaztr[792], oc hæfi ec þá mænn funnit iðulega[793], er lángar stunnder [hafa á Grænalande værit, oc þyckjaz þeir þar æi[794] sann fróðer [um væra[795], hvat þat er[796], en pó er sva um þann lut [sæm um[797] flæsta aðra (þá sæm mænn [vitu æigi til sannz[798], at vitrir mænn færa[799] i fætlan oc i getor, oc geta slics um, sæm pæim [þycki þá væra vænligazt oc sannlegazt[800]. En þæsse værðr[801] náttúra [oc skipan” á nordrljósi, at þat er æ[802] þæss ljósare[803], er sjolf[804] er nótt myrqvare, oc syniz þat jamnan um nætr, en alldrigin[805] um daga, oc optazt i niðmyrkrum[806] en sjalldan i túnglskini[807]; en þat er sva tilsynum[808], sæm maðr sè[809] (mikinn loga lánga leið af myclum ællde[810]. Þar[811] skytr af[812] i lopt upp [at sjá[813] hvassum oddum misjamnum at heð[814] oc mjoc ákyrrum, oc værða ímisir hærre, oc bragðar[815] þetta ljós [alt tilsynum[816], sva sæm svipannde[817] loge. En mætan -æsser geislar ero hæster oc bjartazter, þá stænndr þar sva mykit ljós af, fat þeir mænn er üti værða stadder, þá mægo þeir væl[818] fara leiðar sinnar (sva oc at væiteskap, æf þeir[819] burfu; sva oc æf mænn sitja i húsum sinum[820], [oc er sker[821] yfir[822], þá er sva ljóst inni at hværr maðr[823] kenner annan sá sæm inni er staddr; en sva er þetta ljós brigdiligt[824], at [þat þyckir stundum [væra docqvare[825], sva sæm þar gjóse upp svartr[826] reykr á millum eða (pjuccr mjorqvi[827], oc er þá þvi licazt at [ljósit kvæfiz pá[828] í þeim reyc [sæm þat sè búit[829] at[830] slocna, [oc sæm þat kvof[831] tæcr at" pynna", þá tæcr þat ljós annat sinni at[832] birtaz, [oc þat (kann at værða stunndum[833] at monnum syniz sva[834], sem þar skjóti af stórum gneistum, sva sæm af sinndrannda járni, því er ny tækit værðr or afli; en pá er mótten liðr oc[835] dagr málgaz[836], þá tæcr þetta ljós at lægjaz, oc [er þá sæm þat hværfi[837] allt i þann tíma[838] er dagr birtiz. En þeir mænn, er i ætlan[839] þetta, F.[840] fært, þá ero þeir brir luter er mænn hafa i getor fært[841] at æinnhværr [munde væra af þeim[842]. [Mænn sægja sumir at ælldr kringi umhværfis hofin oc oll votn þau sæm hit ytra[843] rænna um boll jarðarinnar. En[844] mæð þvi at Grænaland liggr á hinni yztu siðu heimsens til norðrs, þá calla þeir þat mæga væra, at þat[845] ljós skini[846] af þeim ællde er umhværfis er kringðr[847]: hin yztu hofin[848]. Þætta hafa oc sumer (i ræður[849] fært, at i pæn tima er[850] rás sólarinnar værðr unnder bælli[851] jarðarinnar um nóttena at [noccorer skimar[852] mæge af hænnar geislum bæra up á himinenn, med þvi at þeir kalla Grænalannd sva utarlega [liggja at[853] á þæsse heimsens sidu, at bræcco[854] hvelit jarðarinnar ſmá þar[855] minnka, þat er firir bærr skin sólarinnar. En þeir ero sumer er þætta ætla, oc [þat þycki oc æi úlicazt væra[856], at isarner oc frostit drage sva mykit afl unnder sec[857], at af þeim [geisli þæssi skimi[858]. Eigi væit ec þá luti fleiri er i getor sè foërt um petta mál, en þæssa prjá luti, [er nú ræddum vér um oc ængan doemum vèr sannan af þeim, en bæssi þycki mér æi úlieaztr, er siðarst ræddum vér um. Eigi væit ec oc fleiri þá luti á Grænalannde, er mèr byckja [áminn inga værðir i umroedo, en bæssa er nú hafum vér um talat oc hèr ero ritader[859][æptir ætlan hoskra manna[860].

Sunr: þeir luter ero hèr aller[861] um rædder, er mèr þycki unndarlegir væra, oc pó mykell fróðleicr[862], at maðr má[863] fara út or heiminum oc sjá sjálfr þau[864] ænndimærki[865], er gud hæfir skipat[866] mæð svá myclum torfærum, sæm nú[867] hafi pér frá sagt, [en ænn þikki mèr litit vanspurt um þetta sama mál, æptir þvi sæm þèr [gátor i hinu fyrra orðe[868]. Þèr sagðut sva, at [þæssum præm gátum[869], at yðr þótti[870] þat licazt[871] væra at þetta ljós munnde skina[872] af froste oc jaclum[873], en i fyrra orðe lètur[874] þèr þat fylgja, þá er pér [sagðut, hværso[875] þetta ljós var[876] tilsynum[877], at þar skaut[878] upp ændr oc sinn um[879] boco oc mjorqva[880], lican[881] svortum reyc i þvi ljóse, oc þyckir mèr þat unndarlect væra, æf kulðenn er þar sva algangsa[882], at af hanum stænnðr[883] þetta ljós[884], lict ælligam[885] geislum, hvaðan ræycr sá koemr er stunndum þykkir [skyra oc[886] skyggja firir ljósit, [sva at þat þyckir náliga kvafna[887] við[888], þviat mèr þickir þat lict[889], at hælldr værðr[890]roeykr inn af ylnum[891] en af frostenu. Þá er ænn sá annarr lutr, er mèr þycker oc unndarlegr væra, er pér gátor ænn fyrr i yðarri ræðu, at për [talðut hælldr Grænaland væra væðrgott, ennda er þat þó[892] fullt af joclum oc froste, þá má ec þat varla skilt fá, hværso þát land má væðrgott væra.

Faðer: þat er þú spurder um reyc þann, er [stundum syniz fylgja nordrljóse, oc lètzt þat fylgja, at pèr þótte þat lict[893], at reycrenn [koeme hælldr af[894] yl en kulda[895], [þá sanna ec þat med pèr[896], en þá mátt þat vita, at hvarvætna þar sæm jorden er þið unnder joclinum, þá varðvæitir hon æ noccorn værma[897] (i unnderdjúpum sinum[898]. [Sva oc hafit unnder isunum, þá varðvæitir þat oc noccorn yl i djúpum sinum[899], [en æf jorden væri án[900] allan værma eða yl, þá væri hon[901] oll i æinum bæla[902] frá ovan værðu oc niðr til hinna næzto[903] grundvalla; sva oc hofin, æf þau hefde ængan (lut værma[904] i sèr, þá væri þat allt æinn jacull frá ovanværdu oc[905] til grunnz. [Værða munu oc hvartvæggja[906] stór ar rivvr[907] á þeim jaclum er á lanndeno liggja[908], eða sva oc[909] vaker á þeim ísum er i hafino liggja. En hvarvætna þar sæm jord værðr[910] bærr[911], sú er þid er, [hvart sæm hælldr er at hom bæraz[912] þar sæm ængi liggr jacull yfir hænni, eða bæraz hon unnder gínanda[913] rivvm jakulsens[914], sva oc hafit þar sæm þat bæraz[915] unnder sunndrslitnum vokum issens[916], þá gefr hvartvæggja þadan[917] ropa[918]kof, A; kaf, K.</ref> samnez saman oc syniz þat lict ræyki eða mjorqva[919], [oc taki sá þoca firi at draga norðrljóse[920] þeim sinn um er [þvi þycki líct væra sæm[921] þat kvæfi[922] reycr eða mjorkvi[923]. En þar er pú roedder um væðrleic lannzens, at pèr pótti þat unndarlect, hvi þat lannd var væðrgott kallat, þá vil ec þat sægja þèr, hværso þvi lannde[924] er farit[925]: þæim sinnum er þar kann[926] illviðri at værða, þá [værðr þat[927] þar mæð meiri ákefð, en i flæstum stoðum aðrum, [hvartvæggja um hvassleic væðra oc[928] um ákefð frostz oc snjóa[929], en optazt hallda[930] þar illviðri litla rið, oc er lángt i millum at þau koma, oc er þá góð væðrátta millum þæss[931], þó at landet sè kallt, [oc værðr[932] þvi náttúra jaculsens at hann[933] værðr af sèr jamna[934] kaldum gust þeim sæm [elom rinndr[935] brot af hans andliti, oc hælldr hann optazt[936] bæro hofðe[937] yfir sèr. En jamnan gjallda hans þó[938] nálæger grannar, þviat oll annur lonnd, þau er i nánd hanum[939] liggja, þá taca mikel illviðri af hanum, oc koma þau oll[940] þá á[941], er hann rinndr af sjálfum sèr með kalldum blæstri[942]. Nú æf për skilz þetta[943], þá þycki mèr æigi fleiri svor[944] hèr til koma, [en nú hæfir þá heyrt [hèr af þæsso[945].


Brudstykker af Kongespeilet

Fra Kongespejlet (Konungs skuggsjá)

A) Side 59-61.

Sönnen: I erindrede nylig, at Solen gaaer hurtigere norden for os, hvor der næsten ingen Sommer er, men Vinterens Magt faaer saaledes Overhaand, at Sommeren kun synes at være en Skygge, og der gives mange Steder, som hver Sommer ere belagte med Snee og Iis, ligesaavel som om Vinteren, saasom paa Island eller Grönland. Derimod hörer jeg fra de sydlige Lande, at de ikke kjende til Vinterens Trængsler, og at Solen der giver en bestandig Varme om Vinteren, ligesom her hos os om Sommeren, samt at alt voxer der om Vinteren, da Solen har mindre Kraft, saavel Korn som andre Jordens Frugter, men at Jorden der om Sommereu ikke kan taale Solens Hede, og giver da hverken Korn eller Græs af sig for Brandens Skyld, saa at Sommeren er dem[946] til ligesaa megen Besvær formedelst Heden, som Vinteren er for os ved dens Kulde, (navnlig i) slige Lande, som enten Apulien eller end snarere Jorsalslandet[947].

B) Side 74-86.

Sönnen: Da jeg, med eders Tilladelse, kan spörge mig for i en fornöjelig Samtale, saa forekommer det mig, at jeg endnu alt for lidet har spurgt om Irland[948], Island og Grönland, og de Undere som der gives, saasom om forunderlig Ild og sælsomme Vande, eller om Fiskenes Arter og de Uhyrer, som sværme i Havet der omkring, eller og om Isens Bevægelser[949] saavel i Havet, som paa de Lande, eller det hvad Grönlænderne kalde Nordlys eller de omgjerdende Brændinger, der rejse sig i Grönlands Hav[950].

Faderen: Jeg er ikke villigst til at tale om de Under, der gives her nord paa hos os, af den ubetydelige Aarsag at det er somme, ja mange Menneskers Vane at mistænke eller kalde alt det opdigtet, som de ikke have seet med deres egne Öine; det er mig derfor meget ubehageligt at före noget sligt paa Tale, som jeg siden kunde blive kaldet en Lögner for, endskjönt jeg med Vished veed at det er sandt. Noget af sligt har jeg selv seet[951] og noget deraf har jeg hver Dag Leilighed til at erfare af dem, som selv have seet og prövet det, og vide tilvisse at det er sandt, samt tillige ere os bekjendte som sanddrue Mænd[952]. Men derfor fremkommer jeg nu med denne Indvending, at en lille Bog er kommen hertil Landet, og siges at være forfattet i Indien, samt handler om de indiske Lande; i selve Bogen meldes det at den er bleven sendt til Emanuel Grækernes Keiser[953]; nu – det er dog de fleste Menneskers Dom, som höre Bogen, at det, hvad der fortælles i samme lille Bog, ikke kan være til, men er ikke uden Lögn. Skal der herimod nöje eftersees i vore Lande, saa gives her ikke færre Ting, end de som om hine ere ommeldte, der vilde synes ligesaa forunderlige eller fuldt saa forunderlige i de Lande, hvor man aldrig har seet slige Ting eller för hört noget sige derom, – end de som ere beskrevne i hin Bog. Samme lille Bog er bleven bragt vidt omkring, men allevegne bleven mistænkt og beskyldt for Lögn, og det forekommer mig, at hine ikke have nogen Ære deraf[954], endskjönt den er kommen meget omkring, at det, som er skrevet i den, stedse er blevet anseet for Opdigtelse.

Sönnen: Jeg kan vistnok ikke forudsee, hvorvidt vor Samtale kan spredes omkring i eller efter vore Dage, men dog vil jeg endvidere udbede mig den Fornöjelse, at vi fortsætte den for at handle noget udförligere, om de Ting, som vi troe ville synes forunderlige i andre Lande, men som vi dog med Vished vide ikke ere opdigtede. Ellers vil jeg ikke nægte den Bog, som er forfattet i Indien, al Tiltro, endskjöndt meget underligt fortælles deri, thi der gives mange Ting her blandt os, som vilde synes forunderlige der, men forekomme os dog ikke saaledes, hvis vor Samtale skulde flyve saa langt at den kom didhen, hvilket man dog aldeles ikke kan vente. Men hvis jeg skulde anstille mig forbauset over nogen af de Ting, som der fortælles, skulde det snarest være over det, at smaae Mænd skulle kunne tæmme de stærke flyvende Drager, som opholde sig der i Bjergegne og Örkener, saaledes som det berettes i Bogen, for at kunne ride paa dem, som Heste, hvorhen de saa ville, saa grumt og forgiftigt som mig er sagt at hint Dyr er, da dets Natur er af den Beskaffenhed, at Mennesket ikke kan opholde sig i dets Nærhed, end sige tvinge eller tæmme det[955].

Faderen: Baade slige Ting og mange andre som fortælles der ere vistnok underlige, saa at mange erklære dem for mistænkelige, hvorfor jeg ikke anseer det nödvendigt at sammenligne de Gjenstande, som beskrives i Bogen, med dem som haves her blandt os, der vilde synes ligesaa forunderlige der (i Landet) som de forekomme os, om hvilke du nu talte, thi det kunde vel være muligt at tæmme (hine) Dyr eller andre levende Skabninger, om de end vare grumme og vanskelige at behandle; dog vilde de Folk vel ansee det for et endnu större Under, hvis man fortalte dem om de Mænd der kunne afrette Træer og Fjæle saaledes, at en Mand, som ikke er raskere til Fods end andre Mennesker, naar han ikke har andet paa Födderne end sine Skoe alene, saasnart han binder Fjæle af 8 eller 9 Alens Længde[956] under sine Födder, kan besejre Fuglen i Flugten eller de Jagthunde, som kunne löbe stærkest, eller Renen[957], der dog er dobbelt saa hurtig som Hjorten; thi der gives[958] en stor Mængde Mennesker, som ere saa færdige i at löbe paa Skier, at en af dem, i eet Löb, kan stikke 9 eller flere Rensdyr med sit Spyd[959]. Nu ville disse Ting synes utrolige og underlige i alle de Lande, hvor det er Folk ubekjendt, ved hvilken Kunst eller Snildhed sligt kan skee, at den blotte Fjæl kan udvirke en saa stor Hurtighed oppe paa Fjeldene, at intet Væsen, som holder sig til Jorden, kan hytte sig for den Mands Löb og Hurtighed, som har Fjælene paa sine Födder; men saasnart han skiller sig af med dem, er han ikke raskere end andre Folk; – men der, hvor man ikke er vant til sligt, vil der neppe findes saa rask en Mand, at jo al hans Hurtighed betages ham, saasnart saadanne Træer bindes til hans Födder. Dog vide vi dette med Vished og have om Vinteren, saasnart der er Snee, Leilighed til at see en Mængde af de Mennesker som kunne slige Kunster.

Vi omtalte for kort siden visse Gjenstande, som ogsaa ville ansees for höist forunderlige paa de fleste andre Steder, thi det strider imod den Natur, som de fleste andre Lande have, med Hensyn til Dagens og Nattens Afvexlinger, at nemlig Solen[960] skinner ligesaa klart og med lige Varme saavel om Natten som om Dagen, en stor Deel af Sommeren. – Det maa og synes underligt, som findes her i Landet, paa Möre, nemlig en Mose, kaldet Birkedals Myr[961], at hvad Slags Træ som kastes deri, og har ligget der i tre Vintre[962], bliver til Steen, og Træet aflægger saaledes sin Natur, at om det end kastes i Ilden, bliver det der gloende som en Steen, istedenfor at det forhen brændte som Træ; vi have selv seet og haft i Hænder mange saadanne Stene, af hvilke det halve, som havde staaet op af Mosen, var Træ, men den Deel derimod, som stod ned i Mosen, var Steen. Dette maa ogsaa saa meget mere ansees for forunderligt, som denne Mose ligger i en Mark, hvor der er stærk Væxt af allehaande Skov, der ikke har mindste Skade deraf, saa længe som Træet er i Væxt, men naar det er hugget og det begynder at törres samt kastes i Mosen, saa antager det Stenens Natur, men aflægger sin egen.

Sönnen: Disse Ting ere mig alle bekjendte, fordi de findes her i Landet og jeg har seet dem alle, men de ere mig derimod alle ubekjendte, som enten findes paa Grönland, Island eller Irland, thi derom har jeg[963] spurgt, eller i de Have, som ligge der omkring.

C) Side 120-142.

I Islands Havstrækninger synes mig der kun ere faa Ting, som ere værdige til Erindring eller Omtale uden de Hvalfiske som findes der, og de ere af meget forskjellige Arter eller Störrelse. Saaledes blive de Hvale, som kaldes Hnidinger[964], og falde i störst Mængde, tildeels 20 Alen lange; dog ere de fleste af dem saa smaae, at de ei ere længere end 10 Alen; de övrige falde der imellem, hver efter sin Væxt. Men disse Fiske have hverken Tænder eller Barder, og de ere hverken farlige for Skibe eller Folk, men söge tvertimod at undgaae Fiskerne; dog blive de idelig fangede og jagede op paa Landet i hundredeviis, og yde Folk stort Forraad af Födemidler, hvor de blive fangede i Mængde. Der gives ogsaa andre smaae Arter af Hvale, hvoriblandt Nisen[965], som bliver ikke længere end 5 Alen, og Leiftur[966], hvis Længde ikke overstiger 7 Alen.

End en Art af Hvale kaldes Vognhvale; de blive ikke længere end 12 Alen; de ere forsynede med Tænder i Forhold til deres Störrelse, næsten lige som Hunde, og deres Gridskhed mod andre Hvale ligner Hundenes mod Dyrene; thi de samles i hele Flokke og anfalde de store Hvale, og hvor en saadan stor Hval er allene, bide de den og udmatte den, indtil den faaer sin Död deraf[967]. Det kan og tit skee at den dræber en stor Mængde af dem i sit Forsvar, förend de skille den af med Livet.

Der gives endnu tvende Hvalearter, af hvilke den ene kaldes Andhval[968], men den anden Sviinhval[969], og de blive ikke större end paa 25 Alen, og det endda kun de störste . De ere ikke spiselige for Mennesker, thi den Fedme, som rinder af dem, kunne hverken Mennesker, eller nogen anden Skabning, som nyder noget deraf, fordöie, thi den gjennemtrænger Kroppen, ja endog selve Træet, og om man end kom det i et Horn, vilde dette neppe kunne holde tæt efter nogen Tids Forlöb. Adskillige Hvalearter fortjene kun kort Omtale, som Ravnhvale[970] og Hvidinge[971]; de sidstnævnte kaldes saaledes fordi de ere sneehvide af Farve, men de fleste andre Hvalfiskearter ere sorte, med Undtagelse deraf, at paa nogle af dem findes hvide Pletter, som enten paa Skjoldhvale[972] eller Geirhvale[973] eller Bardhvale[974]. Alle disse Hvalearter, som jeg nu har nævnt, ere vel spiselige, og ligeledes mange andre. End en Hvaleart kaldes Fiskdriver[975], af hvilken Menneskene næsten have störst Nytte, thi den driver til Landet, ude fra Havene, baade Sild og alle Slags andre Fisk. Tillige har den en temmelig særegen underlig Natur, thi den kan omhyggelig skaane baade Folk ok Skibe, og driver til dem baade Sild og allehaande Fisk, ligesom den var beskikket eller sendt dertil af Gud, eller som det var et den paalagt Embede, ligesaa længe som Fiskerne passe deres Fangst i Ro. Men hvis de blive uenige og slaaes, saa at de udgyde Blod, da er det som om denne Hval kunde vide det, og da gaaer den mellem Landet og Fiskene og driver dem alle bort fra Fiskerne og ud i Havet, ligesom den forhen havde drevet dem til disse. Denne Hval er ikke större af Væxt end paa 30 Alen, og er vel spiselig, hvis det var Folk tilladt at fange den, men det have de ikke Lov til, eller til at gjöre den nogen Skade, fordi den stedse gjör Menneskene stor Nytte. Der gives nok en Art af Hvale, som kaldes Bardhvale[976]; de have ikke större Tænder end saa, at man kan gjöré deraf meget store Knivskafter eller Tavlbrikker[977]. De ere ikke vilde eller grumme, men derimod sagtmodige og skye saavidt de kunne Fiskernes Nærværelse. De ere næsten af samme Störrelse som de, om hvilke jeg sidst talte. Een Hval af denne Art har saa mange Tænder i sit Hoved, at de udgjöre nogle og 70 i Tallet. End en Hvalfiskeart kaldes Sletbag; den har intet Horn[978]; og er omtrent saa stor af Væxt, som de, hvilke vi have omtalt. De Söfarende frygte den meget, fordi det er dens Natur at more sig ved at tumle med Skibene[979]. Der gives en Art af Hvale, som benævnes Hafurkitte (Bukke-Kat?)[980], der er af en underlig Beskaffenhed, da den i sin Bug har baade Talghinde og Talg, ligesom Slagtekvæg; de störste af disse Hvale blive ikke længere end paa 30 Alen.

Endvidere findes der Arter af Hvaler, som ere rasende og grumme mod Mennesker, og söge idelig at ödelægge dem, hvor de kunne faae Leilighed dertil; en saadan kaldes Horshval[981], en anden Rödkæmming[982]. Disse ere fulde af Gridskhed og Ondskab; de blive aldrig mætte af Manddrab, thi de gjennemstreife alle Have og söge om de kunne træffe Fartöier, og da löbe de op af Vandet, for at de des hastigere skulle kunne sænke og ödelægge dem paa den Maade. Disse Fiske ere ikke spiselige for Mennesker, men meget mere modbydelige[983], som det menneskelige Kjöns beskikkede Fjender. Dog blive de ikke större end paa 30 til 40 Alen, og det endda kun de som blive de længste[984].

En Hvalart kaldes Lighval (Narhval), og den maa Mennesker ikke spise, thi ellers blive de syge og döe deraf. Denne Hval er ikke stor af Væxt, thi den bliver ikke længere end paa 20 Alen. Den er paa ingen Maade glubsk, men skyer Fiskernes Nærhed. Den har Tænder i sit Hoved, som alle ere smaae, med Undtagelse af een som staaer i överste Gumme, forrest i dens Hoved. Den er smuk og vel voxen, saa rank som en Lögstængel[985]. Den som bliver allerlængst er 7 Alen lang; ellers er den snoet og seer saaledes ud fra överst til nederst, som om den var drejet med Værktöi. Den staaer lige ud af Hvalens Hoved, naar den svömmer paa sin Fart; men saa spids og rank den end er, tjener den Hvalen ikke til noget Forsvar, thi den er saa nænsom og öm for Tanden, at den ikke udsætter den for mindste Berörelse[986]. Saavidt jeg veed, ere der ikke flere Arter af Hvale, som ere uspiselige for Mennesker, end disse 5 Arter som jeg nu har opregnet, nemlig de to, som jeg först nævnte, Svinhval og Andhval, samt disse tre som jeg siden har ommeldt, nemlig Roshvalen, Rödkæmmingen og Lighvalen. Dog have vi endnu ikke opregnet alle de Hvalfiskearter, som ere större af Væxt og dog spiselige for Mennesker, efter hvad jeg nu vil forklare eder. Ogsaa nogle af disse ere farlige for Menneskers Liv, men andre ere stille og sagtmodige.

Man kalder en Art af Hvalfiske Skeljung[987]; den er stor af Væxt og grum mod Fartöier. Det er dens Egenskab at den slaaer Skibene med sine Finner eller den lader sig flyde paa Vandet og lægger sig for Fartöjerne, hvor Folk seile, men om man end drejer af fra den, gaaer den altid for igjen, saa der er ingen anden Udvej, end at seile paa den. Naar Skibene da overseile den, kaster den dem om kuld og ödelægger alt hvad der er paa dem. Denne Fisk bliver 70 til 80 Alen lang, de som blive de störste, og det Slags Fiske ere vel spiselige for Mennesker.

Der gives end en Hvaleart, som kaldes Nordhvale[988], og de störste af dem blive 80 til 90 Alen lange; dog er den lige saa tyk som den er lang til; thi naar man trækker et Reb, som har dens Længde, omkring den, slaaer det lige til, hvor den er tykkest. Den har et saa stort Hoved, at det udgjör fuldt en tredie Deel af den hele Krop. Denne Fisk lever reenlig, thi man siger at den ikke har nogen anden Næring end den Taage og Regn[989], som falder af Luften ned paa Havet, og skjönt den fanges og dens Indvolde aabnes, saa findes intet ureent i dens Mave, som i andre Fiske der nyde Föde, thi dens Mave er reen og tom[990]. Den kan ikke vel aabne sin Mund, fordi de Barder der sidde i dens Mund reise sig saaledes at de spærre Munden heelt, naar Hvalen lukker den höit op, men kan ikke lukke den sammen igjen, saa at den ofte faaer sin Död derover, at Munden ikke kan lukkes. Den er ellers ikke meget glubsk mod Skibene. Den har ingen Tænder, samt er en fed og vel spiselig Fisk.

Endvidere er den Art af Hvalfiske, som kaldes Reidur[991], og denne er iblandt alle Hvale den bedste til Spisning. Den er en spagfærdig Fisk og ikke farlig for Skibe, endskjönt den gaaer nær til, men denne Fisk er stor og lang af Væxt. Man siger at den störste, som man har fanget, var 13 halve Snese Alen lang, det udgjör 130 Alen, naar ti regnes paa Hundredet[992]. Den fanges tit af Fiskerne, for dens Sagtmodigheds og Spagfærdigheds Skyld; den er og bedre af Smag og Lugt end nogen anden af de Fiske, som vi nu have omtalt, endskjönt den er meget fed. Den har Barder[993], men ingen Tænder. Det siges og at om man kunde naae dens Sæd[994], saa at man vidste til visse at det var af denne, men ikke af andre Hvale, da vilde det blive det kraftigste til alskens Lægedom, baade for Öinene og mod Spedalskhed, samt mod Rystelse og Hovedpine, samt alle de Sygdomme [995] som Mennesker faae. Vel er andre Hvales Sæd [996] ogsaa god, men dog ikke saa god som denne er. Nu har jeg opregnet for dig de fleste Arter af Hvaler, som fanges af Mennesker.

En Fisk er dog endnu ikke ommeldt, som det forekommer mig noget betænkeligt at fortælle om, for dens Störrelses Skyld, thi den vil forekomme de fleste Folk utrolig; vistnok kunne og kun de allerfærreste fortælle noget udförligt om den, thi den sees kun saare sjelden ved Landet eller paa de Steder, hvor Fiskere kunne vente at see den; jeg troer heller ikke at den Fiskeart kan være talrig i Havene; som oftest kalde vi denne Fisk Hafgufa[997] i vort Sprog. Jeg kan ikke give nogen paalidelig Underretning om dens Længde efter Alental, thi de Gange, den har ladet sig tilsyne for Folk, har den mere syntes at ligne et Land end en Fisk. Jeg har hverken kunnet opspörge at den er bleven fanget eller funden som död, og derfor forekommer det mig rimeligt at dette Slags Fiske ikke ere flere end to i Havene og jeg troer ikke de kunne avle nogen Yngel med hinanden; jeg tænker at de altid ere de samme, og det vilde ikke være godt for de andre Fiske, hvis de vare saa mange som andre Hvale, da de ere saa store og behöve saa megen Næring. Ellers berettes denne Fiskearts Natur at være denne, at naar den skal æde, giver den en stor Ræben op af sin Hals, hvor med der fölger et stort Forraad af Æde, saa at alle Slags Fiske, baade smaae og store som ere der i Nærheden, samles dertil, i det Haab at de der kunne skaffe sig Föde og god Næring. Hin store Fisk lader imidlertid sin Mund staae aaben, og den Aabning er ikke mindre end et Sund eller Fjord, hvorfor Fiskene ikke kunne tage sig i Agt, og löbe derind i al deres Mængde; men naar dens Bug og Mund ere fulde, til lukker den Munden, og da har den fanget og indelukket alle dem, som för higede derhen for at skaffe sig Födemidler[998].

Nu have vi da opregnet og beskrevet de fleste af de Ting, som snarest ville ansees som underlige i det Islandske Hav, og deriblandt nogle, af hvilke der er endnu större Overflödighed i andre Have, end det hvori de her ere nævnte.

Sönnen: Nu eftersom vi have berört de fleste af de Fiske, som sværme omkring der i Havene, og som ere nogen Erindring værdige i Samtale, saa har jeg nok Lyst til at tale om de mest mindeværdige Ting, som gives der paa Landet. Hvad mener I om den stærke Jordbrand, som tager saa stor Overhaand i det Land, om den foraarsages ved en eller anden af dets Egenskaber, eller det kan være at den frembringes ved aandelige Ting; eller om de forfærdelige Jordskjælv, som kunne indtræffe der, eller om dets underlige Vande, eller den megen Iis, som der bedækker hele Oplandet?

Faderen: Jeg troer man kan antage om Isen paa Island, at dette Land maa undgjelde det Naboskab, at det ligger i Nærheden af Grönland, da det er at vente at stærk Kulde udgaaer derfra, fordi det, fremfor alle (andre) Lande, er bedækket med Iis.

D) Side 165-213.

... Sönnen: Da vi nu have talt om de Ting, som synes underlige i Island, saa ville vi og nu tale om de Gjenstande og de Undere, som gives i Grönland eller i Grönlands Hav.

Faderen: Man har sagt om Grönlands Have, at Uhyrer findes deri, og jeg troer at de ikke tit komme for Öine; dog kunne Folk vel fortælle derom, fordi man har seet eller formærket sligt. Saaledes berettes der om det Uhyre, der kaldes Havstramb [999], at det opholder sig i Grönlands Hav. Dette Udyr er stort af Væxt og Höjde og har staaet lige op af Havet; det har seet saaledes ud, som om det havde haft et Menneskes Skuldre, Hals og Hoved, Öine og Mund, samt Næse og Hage; men op efter fra Öinene og Öienbrynene har det mest lignet en Mand, som havde en spids Hjelm paa Hovedet. Skuldre har det haft som et Menneske, men ingen Hænder (Arme), og man har syntes at det strax nedenfor Skuldrene begyndte at svinde, og blev stedse des smallere, som man saae det mere nederlig, men det har ingen seet, hvorledes dets nederste Ende har været skabt, hvad enten det havde en Fiskehale, eller det nedentil har været spidst som en Pæl[1 000]; dets Legeme har af Udseende lignet et Iisbjerg. Ingen har seet det saa tydelig, at det kunde skjönnes, om det havde Skjæl som en Fisk eller Hud som et Menneske. Altid naar dette Uhyre er blevet seet, have Folk med Sikkerhed ventet en paafölgende Havstorm. Folk have og lagt Mærke dertil, hvorhen det har vendt eller siden faldet paa Söen, naar det pludselig har dukket under; thi naar det har vendt sig mod et Skib og kastet sig ned i den Retning, da har man været forvisset om Tab af Folk paa det Skib; men har det vendt sig fra et Skib og saaledes styrtet sig ned, da have de Söfarende været i godt Haab om at beholde Folkene, skjöndt de kunde træffe store Söstyrtninger og stærke Storme[1 001]. Der har man og seet et Uhyre, som man kalder Margige[1 002]; det har syntes at have en saadan Dannelse, at det har lignet et Kvindemenneske heelt op fra Beltestedet; thi det Udyr har haft paa sit Bryst store Patter som en Kone, lange Hænder (Arme) og sidt Haar, samt i alle Dele om Hals og Hoved været skabt som et Menneske. Hænderne paa dette Udyr have forekommet Folk store og ikke med adskilte Fingre, men forsynede med en saadan Svömmehinde som den, med hvilken Vandfuglenes Tæer sammenföies. Nedefter fra Beltestedet har dette Uhyre syntes at ligne en Fisk, baade med Hensyn til Skjæl, Hale og Svömmefinner. Med dette Udyr har det og gaaet som med det forrige, at det sjelden har ladet sig see uden kort förend store Storme kom paa. Udyret har da baaret sig saaledes ad, at det ofte har dukket under, og er stedse kommet saaledes op igjen, at det har haft Fiske i sine Hænder; hvis det da har vendt sig mod et Skib og leget med Fiskene eller kastet dem mod Skibet, da have Folk befrygtet, at de skulde faae stort Tab af deres Mandskab. Dette Uhyre har syntes at have et stort og bistert Ansigt, med skarpe Öine og bred Pande, en meget stor Mund og rynkede Kinder[1 003]. Men dersom Uhyret selv æder Fiskene eller har kastet dem i Söen paa den Side som vendte fra Skibet, have Folk fattet god Forhaabning om, at de skulde beholde Mandskabet, om de end fik stærke Storme. Der gives et Slags Vidunder i det Grönlandske Hav, om hvis Beskaffenhed jeg ikke veed nogen sikker Besked. Man kalder det Havgjerdinger, men det er ligest efter det som om alle Havstorme og alle de Bölger, som ere i det Hav, samledes sammen i tre Rækker, saa at de udgjorde tre (sammenhængende) Brændinger. Disse tre Bölgerækker omgjerde saaledes den hele Havstrækning, at man ikke veed nogen Aabning derpaa, og de blive höiere end store Fjelde, lignende steile Klippetinder, saa man kun kjender faa Exempler paa, at de Folk ere slupne fra Havet, som have været stædte deri, naar denne Begivenhed har indtruffet. Men derfor ere vel Sagn opkomne der om, at Gud idelig har udfriet derfra nogle af dem, som have været stædte deri, og maa deres Udsigen de siden været blevet udspredt og bragt omkring blandt Folk, enten det nu berettes, ligesom de have fortalt det, eller deres Udsagn er blevet foröget eller formindsket, og derfor ville vi kun tale varlig herom[1 004], at vi nylig kun have truffet faa, som have sluppet derfra og kunne fortælle om slige Begivenheder. I det samme Hav er der dog mange flere Undere, skjöndt de ei kunne regnes blandt Uhyrer, thi saasnart man har lagt det meste af det store Hav tilbage, da er der en saa stor Overflödighed af Iis paa Söen, at man ikke kjender til noget sligt paa andre Steder i den hele Verden. Denne Iis er tildeels saa flad, som om den var frossen paa selve Havet[1 005], af 4 til 5 Alens Tykkelse[1 006], og den liggersaa langt fra Landet, at der ikke er mindre end fire eller flere Dages Reise dertil, naar man farer paa Isen; men denne lis ligger mere mod Nordost eller mod Norden udenfor Landet, end imod Sönden og Sydvest eller mod Vesten, og derfor bör enhver, som vil naae Landet, seile omkring det mod Sydvest og Vest, indtil han er kommen forbi alle de Steder, hvor Isen er at vente, og da seile lige ind til Landet[1 007]. Men det har ideligen hændet de Söfarende, at de have sögt Landet for tidlig og ere derfor blevne indsluttede af Isen. Nogle af de saaledes stædte ere omkomne, men nogle ere slupne derfra; af disse have vi seet nogle, og hört deres Tale og Beretninger. Til det Middel have alle de grebet, som ere komne i dette Iisdrev, at de have taget smaae Baade og trukket dem op med sig paa Isen, samt sögt saaledes Landet, men Havskibet og alt andet Gods er blevet der tilbage og forgaaet; nogle have endog, förend de naaede Land, maattet opholde sig 4 til 5 Dage paa Isen, ja andre endnu længere[1 008]. Denne Iis er af en forunderlig Beskaffenhed; undertiden ligger den saa stille som det vel kan ventes, med adskilte Vaager eller store Fjorde, men til andre Tider er dens Fart saa stærk og heftig, at den ikke kommer langsommere afsted, end et Skib som har god Vind, og den driver ikke sjeldnere mod Vinden end for den, naar den fõrst kommer ret i Drift[1 009]. Der gives end et Slags Is i det Hav som er af anden Dannelse og som kaldes Fald Jökler[1 010] af Grönlænderne. Den er af en saadan Skikkelse, som om et höit Fjeld stod op af Havet, og den blandes aldrig[1 011] med anden Iis, men holder sig ganske for sig selv. I dette Hav ere der og mange Arter af Hvale, om hvilke vi för have talt. Man siger ligeledes at der i det Hav gives alle Arter af Sælhunde, der gjerne fölge med hin Is, som om der aldrig var Mangel paa overflödig Æde. Disse Arter af Sælhunde opholde sig navnlig der. En af dem kaldes Nordsæle[1 012], og de blive ikke længere end paa 4 Alen. Den anden Sælhundeart kaldes Orknsæle [1 013], de blive 5 Alen lange, eller 6 de som ere de længste. Den tredie Art af Sælhunde kaldes Flettesæle[1 014], og de opnaae en saadan Længde, som vi för have ommældt. Den fjerde Sælhundeart kaldes Gransæle; nogle af dem blive 6 og de længste 7 Alen[1 015]. Fremdeles gives der endnu nogle mindre Sælhundearter, af hvilke een kaldes Opnesæle, af den Aarsag, at de ikke svömme paa Bugen som andre Sælhunde, men paa Ryggen eller Siden og de blive ikke större end paa 4 Alen[1 016]. End en Art af Sælhunde gives der, som er den mindste og kaldes Skemming, der ikke blive længere af Væxt end 2 Alen. De ere dog af en underlig Natur, thi man siger at de gaae ind under den Iis som er flad, og som enten er 4 eller 5 Alen tyk, og blæse op gjennem den, saa at de have store Vaager, hvorsomhelst de ville[1 017]. End en Art er tilbage, som af Grönlænderne regnes til Hvale, men det forekommer mig at den snarere maa henföres til Sælhunde- end Hvaleslægten[1 018]; den kaldes Rostung (Rosmer, Hvalros), og blive de længste af dem 14 til 15 Alen lange[1 019]. Denne Fisks Skabning er i alt som en Sælhunds, baade paa Haar og Hoved, samt Hud og Baglaller; Lallerne foran ere og som paa en Sælhund. Den maa ikke spises paa Fastedage, ligesaa lidet som andre Sælhunde[1 020]. Deri er den dog forskjellig i sin Skikkelse fra andre Sæle, at den har tvende store og lange Tænder, foruden andre smaa, og de staae i den överste Gumme foran i Hovedet[1 021]. Dens Hud er god og tyk til Tougværk, og man skjærer deraf saa stærke Reeb, at 60 Mand eller flere maa vel trække paa saadant et Reeb, uden at kunne slide det i Stykker[1 022] . Disse Sælhundearter, som jeg nu har opregnet, kaldes Fiske, fordi de födes paa Söen og leve af andre Fiske, og de maae vel spises af Mennesker, men dog (kun som Kjöd) og ikke som Hvale, thi Hvale ere spiselige paa Fastedage, ligesom andre Fisk, men disse Fiske (Sælhundene) ere ikke spiselige paa andre Tider end de, da Kjöd maa nydes. Ellers veed jeg ikke at der gives flere Ting i selve Grönlands Hav, som synes mig fortjene at nævnes eller fortælles noget om, end disse, om hvilke vi nu have talt.

Sönnen: Nogle af disse Ting ville forekomme alle Folk, som höre derom, vidunderlige, navnlig især de Uhyrer og flere Fiske i det Hav, som ere blevne opregnede. Saavidt jeg kan forstaae, maa vel dette Hav være meer udsat for Storme end noget andet, og dette forekommer mig besynderligt af den Aarsag, at det er bedækket med Iis baade om Vinter og Sommer, meer end andre Have som ere (i Verden), og det synes mig underligt, at Folk have saa stor Lyst til at fare derhen, hvor man er udsat for overhængende Livsfare, og at man kan söge noget i det Land som kan tjene til Nytte eller Behagelighed. Ogsaa vil jeg, med Tilladelse, spörge, hvoraf det Folk lever som beboer det Land, eller hvorledes dette er beskaffent, om det er bedækket med Iis ligesom Havet, eller det er frit forlis, endskjöndt Söen er tilfrossen, eller om der er nogen Kornsæd der i Landet ligesom i andre Lande. Ligeledes er jeg begjerlig efter at vide, hvad I mener, om det er Fastland eller Öland, eller om der ere nogen Dyr paa det Land eller slige Ting, som haves i andre Lande.

Faderen: Da du er begjerlig efter at vide, hvad man söger i det Land, eller hvorfor man drager derhen med saa megen Livsfare, saa bevæges man der til af Menneskenaturens trefoldige Egenskab. En Deel deraf er Kappelyst og Higen efter Berömmelse, thi mange Menneskers Natur driver dem til at drage derhen, hvor stor Fare kan ventes, for at de kunne gjöre sig berömte derved. Den anden er Videbegjerligheden, thi den Tilböjelighed ligger i Menneskets Natur, at efterforske og see de Ting, om hvilke man för havde fortalt ham, for at vide om det forholder sig saaledes dermed, som man havde sagt, eller ikke. Den tredie Ting er Penge-Erhverv; thi efter Rigdommen söge Mennesker allevegne, hvor de opspörge at Fordeel kan ventes, endskjöndt store Farer true paa den anden Side. Men det gaaer saaledes til i Grönland, som du vel kan formode, at alt det, som föres dertil fra andre Lande, er der dyrt, fordi det Land ligger saa langt fra andre Lande at Folk kun sjelden fare derpaa, men enhver Ting, hvormed de skulle hjelpe Landet, maa de kjöbe fra andre Lande, (saasom) baade Jern og alt det Tömmer, hvoraf de skulle opföre Huse. Derfra förer man ellers, for sine Varer, fölgende Gods: Bukkevarer[1 023], Oxevarer, Sælskind, og de Reeb, som vi för talte om, hvilke man udskjærer af de Fiske, som kaldes Hvalros, og som kaldes Sværreb, samt deres Tænder. Angaaende det, som du talte om, om man havde der nogen Kornsæd eller ikke, da mener jeg at Landet frembringer kun lidet deraf. Dog ere der de Mænd, der udgives for de ypperligste og mægtigste, som for en Pröves Skyld, forsöge at saae, men den störste Mængde i det Land veed dog ikke, hvad Bröd er, og har endnu aldrig seet Bröd. Men da du spurgte om Landets Störrelse eller om det er et Öland eller Fastland, da troer jeg at kun faa kjende dets Udstrækning, men alle mene dog at det bestaaer af Fastland og at det stöder til andre Lande, thi det sees tydelig at der er en Mængde af de Dyr som næres paa Fastland, men hvoraf kun faa gives paa Ölande. Der ere mange Harer og Ulve og en stor Mængde af Rensdyr; Folk troe og at vide at disse Dyr ikke födes paa Ölande, med mindre man förer dem dertil. Saaledes troer man og at vide det med Vished, at intet Menneske har fört dem til Grönland, men at de selv ere löbne dertil fra andre Fastlandsegne[1 024]. Der gives og Björne i det Land; de ere hvide, og man mener, at de födes der, thi de have en ganske anden Natur end sorte Björne, som gaae i Skovene; de fange sig til Forraad Heste og Oxer og andre Huusdyr, og födes ved sligt, men den hvide Björn, som er paa Grönland, færdes mest ude paa Havet, paa Isen, og fanger der baade Sæle og Hvale, hvorved den lever. Den er og ligesaa færdig i at svömme som Sælhunde eller Hvalfiske[1 025]. Men da du spurgte, om Landet var frit for Iis eller ikke, eller det var bedækket med Iis ligesom Havet, da skal du vide det for vist, at det er en ringe Deel af Landet, hvor der er bart for Iis, men alt det övrige er bedækket med den, og Folk vide ikke, om Landet er stort eller lidet, fordi alle Fjeldstrækningerne og ligeledes alle Dale ere skjulte af Isen, saa at man ingensteds finder Aabning derpaa. Det er dog vel saaledes i Virkeligheden, at slige Aabninger gives, enten i de Dale som ligge mellem Fjeldene, eller langs med Stranden, som Dyrene kunne hitte igjennem; thi Dyr kunne ikke streife derhen fra andre Lande, med mindre de finde Aabninger paa Isen, og Landet bart for den. Folk have ofte forsögt at gaae op paa Landet, paa de Fjelde som ere de höjeste paa forskjellige Steder, for at see sig om, og for at pröve om de fandt nogen Deel af Landet, som var fri for lis og beboelig, men man har ingensteds kunnet opdage sligt, foruden de nu beboede Egne, som kun udstrække sig kort, langs med selve Kysten. Deri Landet, hvor det er beboet, gives megen Marmor af forskjellige Farver, baade röd og blaa og grön[1 026]. Der er og i dette Land en Mængde af store Fugle, som i andre Lande vilde holdes for en stor Kostbarhed, nemlig hvide Falke, og de gives der i större Overflod end i noget andet Land, end skjöndt Landets Indbyggere ikke forstaae at benytte sig selv af dem[1 027].

Sönnen: I erindrede og det för i eders Tale, at der ikke gives nogen Kornavl i det Land, og derfor vil jeg nu spörge, hvoraf det Folk lever, som boer i Landet, eller hvor talrigt Folket er, eller hvad Slags Födemidler det har, eller om det har antaget Christendommen eller ikke.

Faderen: Der ere kun faa Folk der i Landet, thi kun lidet af det er saa frit for Iis at det kan beboes, men det Folk er dog kristnet, samt har baade Kirker og Lærere[1 028]; men dersom det laa i Nærheden af andre Lande, vilde man have kaldt det en tredie Deel af et Bispedömme; dog have de nu en Biskop for sig selv, thi andet kan ikke gaae an, formedelst den store Fraliggenheds Skyld som de ere i fra andre Mennesker. Men du önsker at vide, hvorved Folk leve i det Land, efterdi de ingen Kornavl have, saa lever Mennesket ikke af Bröd allene[1 029]; man fortæller at der i Grönland gives gode Græsgange; og der ere gode og store Avlsgaarde, thi Folk har der en Mængde af Hornkvæg og Faar, saa at der laves meget af Smör og Ost; deraf leve Menneskene for en stor Deel, samt ogsaa af Kjöd og alle Slags Fangst, som Kjödet af Rensdyr, Hvale, Sælhunde og Björne; herved nære Folk sig der paa Landet.

Sönnen: Endnu synes det mig at der ikke er blevet spurgt nok om dette Land. Hvad mener I om Aarsagerne dertil, at dette Land er meer opfyldt med Iis, end noget andet, og ligeledes Havet, hvoraf det omgives, da jeg dog af det fortalte kan forestille mig, at Havet baade er dybt og meget salt, samt tillige idelig opbrusende, og jeg tænkte at det ikke let vilde fryse til, thi allevegne der hvor Havet er dybt og Sövandet dog salt, da kunne de neppe fryse til, men dog allermindst da, naar Havet tillige er i Bevægelse og gruelige Brændinger reise sig. Derimod hörer jeg om dette Hav, om hvilket vi nu talte og ligesaa om Landet, at der aldrig bliver nogen Mellemtid, at jo begge Dele, baade Landet og Söen ere bedækkede med Iis, undtagen det undertiden skulde hænde sig hist og her at der blive Aabninger paa Isen, formedelst Brændingens Bevægelse, men ikke for Varmens Skyld. Nu eftersom at der stedse er Frost, baade Vinter og Sommer, da vil jeg bede eder at forklare, hvorledes Veirliget er der i Landet, om der gives nogen Varme eller klart Solskin, ligesom i andre Lande, eller der stedse er slet Veirlig, og derfor saa Bevægelse og gruelige Brændinger reise sig. Derimod hörer jeg om dette Hav, om hvilket vi nu talte og ligesaa om Landet, at der aldrig bliver nogen Mellemtid, at jo begge Dele, baade Landet og Söen ere bedækkede med Iis, undtagen det undertiden skulde hænde sig hist og her at der blive Aabninger paa Isen, formedelst Brændingens Bevægelse, men ikke for Varmens Skyld. Nu eftersom at der stedse er Frost, baade Vinter og Sommer, da vil jeg bede eder at forklare, hvorledes Veirliget er der i Landet, om der gives nogen Varme eller klart Solskin, ligesom i andre Lande, eller der stedse er slet Veirlig, og derfor saa megen Overflödighed af Frost og lis; især önsker jeg at I ville löse dette Spörgsmfaal for mig og saa om det, som Grönlænderne kalde Nordlys[1 030]; Forklaringen derover vilde jeg gjerne nu erfare, ligesom og i hvilken Verdensdeel I mener at dette Land ligger, om det ligger paa Verdens yderste Sider, eller om det tildeels indesluttes af dens Lande, ligesom andre store Lande, da I siger at det hænger sammen med andre Fastlandsstrækninger?

Faderen: Om disse Ting, som du nu har spurgt om, kan jeg ikke give dig nogen sikker Forklaring, fordi jeg ikke har truffet nogen, som havde undersögt alle Verdens Kredse eller dens Störrelse, eller og udforsket alle Jordens Kanter eller dens Landes Beliggenhed eller de for dem satte Grændser, og dersom jeg havde fundet en slig Mand, som havde seet og undersögt disse Gjenstande, saa kunde jeg nu give dig sandfærdig Underretning herom,– men nu kan jeg blot meddele dig Oplysning om Gisninger, fremsatte af de Mænd, som i deres Meninger mest have nærmet sig til Sandsynligheden. De Forfattere, som udförligst have beskrevet Verdens Dannelse efter Isidors[1 031] og andre lærde Mænds Anviisning, have sagt, at der paa Himmelen ere tre Hoved-Belter[1 032], under hvilke der er ubeboeligt; eet er saa varmt, at ingen kan boe derunder for Hede og Brand, da alt hvad der kommer derunder forbrændes. Jeg anseer det for rimeligst at dette Belte er Solens egentlige Bane, og mener at denne Vei maa være omgiven af dens flammende Straaler, hvorfor ingen kan boe derunder, som önsker en vel tempereret Bopæl. De have og sagt saaledes om de (andre) to Belter, som ligge paa Himmelen, at det skal være ubeboeligt derunder for Kuldens Skyld, – ligesom hisset formedelst den altfor stærke Hede, thi der har Kulden trukket saa stor Kraft til sig, at Vandet forkaster sin Natur, thi det forvandles til en fast Isklump, og alle de Lande, tilligemed de Have, som ligge under et saadant Belte, bedækkes med lis. Heraf bliver det mig klart at der gives 5 Belter paa Himmelen, nemlig to, hvorunder Folk kunne boe, samt tre andre, under hvilke det er ubeboeligt. Alt er da beboeligt under de Belter, som ligge mellem Kulden og Branden, og det er rimeligt at der bliver Forskjel paa Landene, fordi nogle ere varmere end andre, og at de, som ere hedere, nærme sig mere til Brandbeltet. De Lande derimod, som ere koldere, saasom vore Lande, nærme sig mere til det Belte, som er koldt, hvor Frosten ret kan anvende sin kjölende Kraft; men efter mit Begreb anseer jeg det for sandsynligt, at det Hede Belte strækker sig fra Öst til Vest med den brændende Banes bugtede Ring, omgivende Jordens samtlige Kredse[1 033]. Det er da derimod rimeligst at de kolde Belter ligge paa Verdens yderste Sider mod Nord og Syd, og dersom jeg har forestilt mig dette efter rigtig Beskaffenhed, saa er det ikke usandsynligt at Grönland ligger under det kolde Belte, thi de fleste, som have været der, afgive det Vidnesbyrd, at Kulden der har faaet en overvættes Magt, ligesom ogsaa baade Land og Hav aabenbar Vidne derom, at alt omspændes[1 034] deraf Frosten og af Kuldens vældigste Kraft, thi det er frossent baade Vinter og Sommer, og begge Dele (Jord og Sö) ere bedækkede med Iis. Folk sige og for vist, at Grönland ligger paa Verdens yderste Kant mod Norden, og jeg troer ligeledes at der intet Land gives udenfor Grönland paa Jordens Kreds[1 035], ja intet, undtagen det tomme og store Hav, som flyder omkring Verden. Det sige og de Mænd, som ere kyndige, at det Sund gaaer ind ved Grönland, hvor igjennem det tomme Hav falder ind i den Klöft, som adskiller Landene[1 036], hvorfra det siden fordeles med Fjorde og Havbugter mellem alle Lande, hvor det kan komme til at flyde ind paa Jordens Kreds. Men da du spurgte efter, om Solen skinner i Grönland, eller om det nogensinde hænder sig, at der gives smukt Veir, ligesom i andre Lande, da skal du vide det for vist, at der imellem gives smukt Solskin[1 037], ja man siger endog at Veirliget snarere er godt[1 038] i det Land. Men Solens Gang er der meget ulige, thi i Vintertiden er der næsten en bestandig Nat, men Sommertiden derimod en næsten uafbrudt Dag; og medens Solen gaae höiest, har den overflödig Kraft til Skin og Lysning, men kun liden Styrke til Varme og Hede; dog har den saa stor Magt, at hvor Jorden er optöet, varmer den saaledes Landet at Jorden giver af sig gode og vellugtende Urter, saa at Folket af den Aarsag vel kan beboe Landet, hvor Jorden er optöet[1 039], men den Deel deraf er kun meget lille[1 040].

Angaaende den Gjenstand, som du tit har spurgt om, hvad det nemlig kan være, som Grönlænderne kalde Nordlys, da har jeg ikke den sikreste Kundskab derom, endskjöndt jeg idelig har truffet de Mænd, som i lang Tid[1 041] have været i Grönland, thi de have heller ikke villet udgive sig for at vide noget vist derom. Dog gaaer det saaledes med den Sag, som med de fleste andre, hvilke Folk ikke kjende tilfulde, at vise Mænd fatte en vis Mening eller Gisninger derom, og gjætte da saaledes, som det forekommer dem rimeligst og sandsynligst[1 042]. Men Nordlyset er af den Natur og Beskaffenhed, at det er stedse des lysere, som Natten selv er mörkere, og det sees allene om Natten, men aldrig om Dagen, samt oftest i Bælmörke[1 043] men sjelden i Maaneskin. Det er saaledes at see til, som om man saae langt fra en stor Lue af heftig Ild. Deraf skyde sig op i Luften, at see til, skarpe Spidser af ulige Höide, og meget ustadige, saa at nu een, nu en anden bliver höiere, og dette Lys svæver saaledes at see til som en viftende Flamme[1 044]. Saa længe disse Straaler ere paa det höjeste og klareste, udbrede de en saa stærk Lysning, at de Folk, som ere ude, kunne vel hitte deres Vei og ligeledes gaae paa Jagt, hvis det er fornödent. Om Folk endog sidde i deres Huse, som der ere Vinduer[1 045] paa, da bliver det saa lyst derinde, at ethvert Menneske, som er der tilstede, kjender det andet. Dog er dette Lys. foranderligt, thi stundum synes det dunklere, som om en sort Rög eller tykt Mörke vældede op imellem, og det seer da ud til at Lyset skal kvæles af den Rög, som om det var nær ved at slukkes[1 046]. Saasnart dette Mulm begynder at fortyndes og svinde, begynder ogsaa hint Lys paa ny at klares, ja det kan undertiden hænde, at Folk synes som om store Gnister udskyder deraf, ligesom af funklende Jern, der nylig er taget af Essen[1 047]. Naar det glider ud paa Natten og Dagen nærmes, begynder hint Lys at blive lavere, og ligesom forsvinde ganske, paa den Tid som Dagen först lysnes. De Mænd, som have tænkt over slige Gjenstande eller bragt dem paa Tale, holde sig især til tre forskjellige Gisninger, af hvilke de antage at een eller anden maatte være rigtig. Nogle sige at Havene og alle de Vande, som flyde yderlig om Jordens Klode, omgives rundt omkring af Ild; men da Grönland ligger paa Verdens yderste Side mod Norden, antage de det for vel mueligt at hint Lys skinner fra den Ild, som omgiver heelt de yderste Have[1 048]. Andre have fört det paa Tale, at paa den Tid, da Solens Löb falder under Jordens Klode om Natten, nogle Glimt af dens Straaler kunne (da) svæve øp paa Himmelen, fordi de paastaae at Grönland ligger saa yderlig paa denne Verdenskant, at den Runding af Jordkloden, som ellers falder i Veien for Solens Skin, maa være mindre der[1 049]. Der imod mene nogle, og det synes ikke urimeligst, at Isstrækningerne og Frosten drage saa megen Kraft til sig, at dette Glimt kan udstraale derfra [1 050]. Jeg kjender ikke flere Meninger, fremsatte som Gisninger om denne Sag, end disse tre som vi nu have talt om; vi kunne ikke bestemt sige om nogen af dem, at den er rigtig; men den sidste, hvorom vi talte, forekommer os dog ikke at være den urimeligste. Jeg veed ikke om der gives flere Gjenstande i Grönland, som ere værdige til at erindres i vor Samtale, end disse om hvilke vi nu have talt og her ere skrevne efter fornuftige Folks Meninger.

Sönnen: Alle de Ting, som vi her have talt om, forekomme mig forunderlige, og det er vistnok meget lærerigt, at man kan drage ud af Verden[1 051], og selv see de Grændser, hvilke Gud har udrustet med et saa farefuldt Uföre, som I have berettet. Dog forekommer det mig, at den samme Sag, om hvilken I sidst talte, ikke er bleven nok som udforsket. I sagde nemlig om hine tre Gisninger, at den af dem forekom eder rimeligst, at hint Lys maatte udstraale fra Frost og Isbjerge, men kort för, da I fortalte hvorledes dette saae ud, lagde I det til, at Mulm og Mörke, lignende en sort Rög, af og til skjöd op fra det Lys; og det forekommer mig underligt, hvis Kulden der er saa alvældig, at dette Lys, som ligner Ildens Straaler, udsendes fra den, hvorfra da den Rög kunde komme, som stundum synes at skjule og beskygge Lyset, saa at det næsten synes at kvæles derved, thi jeg ansaae det for rimeligt at Rögen snarere maatte foraarsages af Varmen, end af Frosten. Der er endnu en anden Ting, som forekommer mig underlig, og som I för berörte i eders Tale, at I nemlig omtalte Grönland som nogenlunde veirgodt, endskjöndt det er fuldt af Isbjerge og Frost, saa at jeg ingenlunde kan forstaae, hvorledes Veirliget kan der være godt.

Faderen: Angaaende det som du spurgte om den Rög, der stundum synes at fölge Nordlyset, og hvad du lagde dertil, at du ansaae det for rimeligt at Rögen snarere kom af Varme end af Frost eller Kulde, da sander jeg det med dig; men du maa vide at hvorsomhelst Jorden er fri for Frost under Jökelen, bevarer den stedse nogen Varme i sine Afgrunde; Havet under Isstrækningerne gjemmer ligeledes nogen Varme i sit Dyb. Men hvis Jorden var uden al Hede eller Varme, saa vilde den staae i en Klagge[1 052], lige fra det överste og ned til de nederste Grundvolde; ligeledes og Havene, hvis de ikke havde mindste Varme i sig, vilde de kun udgjöre en Isklump lige fra det överste og med til Bunden. Der vil vistnok gives store Sprækker paa de Isbjerge, der ligge paa Landet, og ligeledes Vaager paa de Isstrækninger som bedække Havet; men hvorsomhelst den Jord, der er fri for Frost, bliver bar, enten den saa blottes der hvor ingen Jökel ligger over den, eller under Isbjergenes gabende Rifter, og ligeledes Havet, hvor det bliver aabent under Isens söndersplittede Vaager, da udaande de begge en töende Pustning fra deres Afgrunde, og det kan hænde at den Uddunstning samles sammen, saa at den kommer til at see ud som Rög eller Damp, og at denne Taage giver sig til at trække for Nordlyset, naar dette seer saaledes ud, som om det skulde kvæles af Rög eller Mulm.

Da du ellers talte om Landets Veirlig, at du ikke ret kunde fatte hvorfor det Land kunde kaldes veirgodt, da vil jeg sige dig, hvorledes dette Land er beskaffent. De Gange, som Uvejr kunne indtræffe der, skeer det med större Strænghed end paa de fleste andre Steder, baade ved Stormenes Voldsomhed og Heftigheden af Frost og Snee, men det onde Veir varer der som oftest kun en kort Tid, og der gives lange Mellemrum, inden det kommer igjen, endskjöndt Landet er koldt. Dette foraarsages af Iisbjergets Natur, da det idelig kaster fra sig en kold Luftning, som driver alle Uveirsskyer bort fra dets Aasyn, og som oftest holder det Luften klar over sit Hoved. Dog maa dets nærmeste Naboer tit undgjelde dette, thi alle andre Lande, som ligge i dets Nærhed, modtage af det stærke Uvejr, idet alle de, som det driver fra sig selv med kold Blæst, komme over dem[1 053]. Dersom du fatter dette, troer jeg ikke at flere Besvarelser behöves herom, end de som du allerede her har hört.


Fodnoter

  1. Finsen har taget de hertil hörende (m. fl.) Beretninger af Torfæi Historia Norvegica; vi have holdt os til deres nu i Trykken udgivne Kilder, især Heimskringla, Fornmanna-Sögur og Orkneyinga-Saga.
  2. Man finder i gamle Diplomer at en rig og anseet Mand, ved Navn porstein Jonsson boede i Siidre paa Valders (som grændser umiddelbart til Hadeland) i Aarene 1343—1360. See Samlinger for Norges Historie og Sprog III, 181, IV, 574.
  3. vaxi sol skjótara, Solen voxede hurtigere, A. C1-2, D, I, V, O, L.
  4. er, A, C, I, K, L, u. O.
  5. hvorki sumar ne vetr, D.
  6. u. K; fra I aldregi gengr snjór af eða jökull (isar), I, L.
  7. nær, næsten. 1, K, L.
  8. vetrum, C1-2.
  9. fra (á Íslandi eðr enn heldr á Grænlandi, paa Island eller end snarere paa Grönland, I; annat hvort Ísland eðr enn heldr Grænland, C1, K, N, O.
  10. jafnheit, A, C1, D, I, K, L, N, O.
  11. fra [ sumur, I.
  12. saal. A, C1-2 og de øvrige; þat, ur. E.
  13. minnst, I.
  14. allr annarr avöxtr, A, C1, D, I, K, L.
  15. bera, I, K.
  16. gefr, A, C1, D, I; getr, K, L.
  17. nauðar, A, C1, D, I, K, L, O.
  18. ok eru, t. G.
  19. fra [ svo, K.
  20. er, A, D, F, L.
  21. u. I, K.
  22. Pull, C1; þið, urigtig, N.
  23. fra [ er udslettet eller ulæseligt i C2.
  24. Un Írland, Island og Grænland, t. O, som et Capitels Overskrift.
  25. oflitið, A, C3, D, K.
  26. Grænaland, her A, H.
  27. med dette Ord begynder de ulæselige Blade af F; öll, t. A, C, D, F, K. 18) i, t. A, C, O.
  28. i,t,A,C,O.,
  29. eld eðr undarlig, 4, C, D, K, 0; u. N; eld ævarandi ok, stedse varende Ild og, F.
  30. hvarfla, D; vofra, F, I; vofa, N; vaxa, K.
  31. ofrgang, A, C, D, K, 0; ofurgängs, G, u. N.
  32. cdr, A, C, D, F.
  33. fra [ landi, F.
  34. hafgierðir, 4; hafgerðir, H; hafge<rðar, C; hafgjorðar, 0; udslettet i F; hafgerdingar, K, L.
  35. höfum, Have, 4, C, 0.
  36. ræða, F, O.
  37. hingat, D; Þessa hluti, er hingat, A, C, 0; þá hl. er her, F.
  38. fra [ u. P. er heyrast hingal, N. 26
  39. fra [. margra manna at kalla flest allt logit þat er þeir hafa eigi augum set, A, C, F, I, K, N, 0.
  40. ræður at flytja er, A, C, F, O.
  41. af, till. G.
  42. viss, F; fra [vist, G.
  43. sjálfr, till. G.
  44. fra [ u. A, C, D.
  45. viss, A, D, F, I, O; vitz, C.
  46. þá, A, C, D, F.
  47. sannorða, F. H.
  48. fyrir skömmu, for kort siden, t. A, C, D, K, L, O.
  49. fra [ kom fyrir oss ok her i land, ok, F.
  50. var, F.
  51. u. urigt. A.
  52. hefði verit, F.
  53. Indialands undr, Landet Indiens Widundere, A, C, D, F, I, K, O.
  54. konüngi, A, C, F, I, K, L, O; kongi, G.
  55. her ophörer Fragm. C3.
  56. utan, F.
  57. udel. G, H.
  58. hinzig, A,O, hizzig, K; hinnig, G; þar, D.
  59. fra [enn undarligri munu pykja, D.
  60. u. A, D, G; höfð, F; fra [ ok eigi fyrr heyrðir, I.
  61. leyniliga, lönlige, urigtig 0.
  62. fyrr, A, D.
  63. fra [ u. A.
  64. En su litla bok hefir þá viða (allviða, L) verit borin, þó at hun hafi, A, F, K, L.
  65. fra [ þeim er gjörði, með því at æ hefir verit (æ væri, I) logit kallat þat er sagt er af (á er ritað, F), þó at viða haf siðan farit til eyrna gamans ok skemtunar, – har Forfatteren, ved det at man stedse har udgivet det for Lögn, som der fortælles (eller er optegnet), endskjönt det siden efter længe er blevet bragt omkring til Örenslyst og Tidsfordriv, A, F, I, K, L, N, O; sakir þeim sem til hlyða, t N.
  66. Sonr spyrr, O.
  67. viðfræg, D.
  68. enn, t. A. D.
  69. þessari, denne, G.
  70. kunnum ver mjök (at, t. F) tortryggja, 4. D, F, I, K, L, O.
  71. af Indialandi kalla komma vera, A, F, I, K, L, O.
  72. undarligt, F, G; fra [ margir hlutir undarligt, A.
  73. nunu (mundu) undarlegir, A, D, G, K; uliklegir, urimelige, F.
  74. fra [u. A, F.
  75. einumhverjum, A, D; einum, F.
  76. er (þar) segir i bokinni, som det siges der i Bogen, A, F, K, O.
  77. undr, t. A, D, F, K, 0.
  78. megu, A.
  79. flugdreka, de övrige.
  80. fra [ enga nätturu hefir, F.
  81. fra I aunga n. til hafa, K, L, O.
  82. jafngr. sem mér er þat kv. sagt ok eitrfullt, D, I, K, L.
  83. fra [því i mand koma, A, K, L, 0.
  84. aþjänar, G; Þjaningar, I.
  85. Um skyð, t. O (som et Capitels Overskrift).
  86. munu, t. A.
  87. flestir, de fleste, F.
  88. undarlega ok, t. D.
  89. torvelliga, I.
  90. fra [ Hat, G
  91. udel. F.
  92. fra [u. A, I.
  93. pessir bykja her er nu ræddum ver um, A, F, G, K, L.
  94. mætti, t. A, D, F, G.
  95. kvikvendi, A, K.
  96. torþrciflig, D. torveldleg, N.
  97. þat, till. G.
  98. udel. G.
  99. fra [ en þetta mun þykja (meira, udel. F; undr, t. D, F; torvelligt, I), ef svá er frá sagt sem er, A, D, F, L, O.
  100. eðr bera fætr sina, eller sine bare Födder, H; fra [þat hefir á fotum ser, þóat hann se ekki aðr fimari eðr fjotari enn aðrir menn, medan hann hefir ekki annaða fötum nema (enn) skuo sina (eina), A, F, K, L, N, 0; ellegar bera fætr, eller bare Födder, t. N.
  101. á, A, D, F.
  102. fra [ätta eðr miu älnir längar, 8 eller 9 Alen lange, E; eðr lengri, eller længere, till. H; vij alna lángar eða ätta, 7 eller 8 Alen lange, A, D, F, I, K, L, O.
  103. flug, F, I, K; i flugi, G.
  104. at, A, D, F.
  105. fra [u. A, F, G; sem mest megn hlaupa, N.
  106. saaledes ogsaa G; bör rettes til reina (Rensdyr); hrein, A, D, O (det samme); hreini, F: hreinum, N; hiera, Harer, iI; fra næstsidste [ udel. K, L.
  107. udel. A, F, G.
  108. her med oss, till. G.
  109. fra [ er svó kann vel, F.
  110. renna, löbe, till. F, H.
  111. fra [ sinu rensli (sinu) F, I, K, L.
  112. ok þadan af færri, og derunder færre, 0.
  113. man þessi hlutr þykja tortryggiligr (torveldir, L) og undarligr, A, D, F, I, K, L, O.
  114. vel, K.
  115. mætti (ma) tömd verða, A, F, G, K. s) vietta, D, F.
  116. fra
  117. þær sem jörðu fylgja, F.
  118. þess á milli, 4.
  119. E har her, rimeligviis ved en Skrivefejl, tilf. eðr menn.
  120. her ophörer dette Fragment i N.
  121. fra [ ok man þat mikil undr þikja þar sem menn eru ekki sliku vanir (udel. F), én oss þykir ekki undarligt þat vera, pvíat ver erum sliku vanir, 4, F, G, K, L, O.
  122. allinikit, A, F.
  123. löndum, A, F.
  124. fra [ udel. A, F.
  125. her skin sol, A, F, G, I, K, L, O.
  126. jafnfagrt, t. A, D, K.
  127. geislum, t. I; fra [ u. F.
  128. u. 4. man, A. F.
  129. undarligt, A, F, K.
  130. litaz, F.
  131. Björkudalsmyr, A, F, I, K, L; Bjorkdalsmyri, O.
  132. heitir, A.
  133. hvalki, G.
  134. udel. F.
  135. fra [þrjär nætr, tre Nætter (og Dage)
  136. þá þat tre, A, F; treit, G.
  137. siðan, t. A, F, G.
  138. verit, F, II.
  139. hitt, t. G.
  140. i mýrinni hefir staðit, A, K, L, 0.
  141. myr, G.
  142. stendr, F.
  143. mikill, F, O.
  144. treð (treit), F, G.
  145. grænt ok, t. D, F, I, K, L.
  146. hrorna (hrörna), A, D, K, O; risna, L.
  147. er, t. A. þat (þvi) þá, A, F.
  148. fra [ u. A, D, K, O.
  149. Sonr spyrr, O.
  150. fra [ ukunnari, A, F, K.
  151. eru, F; ero, G.
  152. Grænalandi ok i hafi, A.
  153. u. E, A, F, G, I, K, O.
  154. Faðir: þo (so, G) at ver skulum fleira um þessi lönd ræða, þá eru þau með ýmissum (lutum ok, t. N) háttum, ok eru (þau, u. F) eigi öll meó (eptir, E) einum hætti, þvíat þau undr er annattveggja (annathvort, E, N) eru á Grænalandi eða á Íslandi, þá eru bæði með (af, F) ofrgangi frosts (frosta, E) ok jökla, (eða elligar, udel. F, men har i dets Sted: ok eldinga), (af ofrgangi, u. E, N) elds eða bruna, eða med stor(um) fiskum ok nörgum (kymörgum, E) öðrum sjovar (haf) skrimslum, ok er hvorttveggja þat land (svó illt ok snaut(t) (snarpt, F, I, K; u. E, N), at þat er naliga obyggjanda (sær varla byggjanda, I, F). En Irland er náliga landa bezt o. s. v. Faderen: Endskjönt (at) vi nu skulle tale noget mere om disse Lande, da ere de af ulige Beskaffenhed og ikke alle paa samme Maade, thi de Vidundere, som gives enten i Grönland eller Island, bestaae af Frotens samt Iisbjergenes eller Ildens og Jordbrandens Voldsomheder, eller i store Fiske og mangeartede Havuhyrer, men ethvert af disse Lande er saa ondt og fattigt (skarpt, haardt), at det er næsten ubeboeligt (knap beboeligt) af de Aarsager. Men Irland er næsten det bedste af alle Lande, o. s. v., D, E, F, I, K, N. – Her udelades det som Udgaven har S. 86-119, hvoraf en Deel berörer Grönland men findes i vor Codex paa et andet Sted.
  155. Af dette Stykke om Hvalfiskearterne er næsten en heel Side ulæselig i L.
  156. u. A.
  157. minningar, A, udel. F.
  158. fra[med ýmissum, A, F.
  159. minstum, urigtig, I.
  160. fra [ fjöldi, G.
  161. hvarfar, t. G.
  162. fra [svo smáir, at sunnir verða x alna ok [hvarfar, udel. bar i (a) millum. þeir fiskar, A, F, K.
  163. tenn, A; tennr, F
  164. fra [ olmir, A, F, I, K; við skip, t. F.
  165. fra [veiddir iðuliga ok teknir (reknir) á land (upp), A, F, G, K,
  166. fra [ ok verða eigi lengra, A, F
  167. fra [ en lengstar (leiptr) verða, A, F; eða, J. K.
  168. Þá, A.
  169. vagnir, A; vögnuhvali, F; vognuhvali, K; vagnhvali, I.
  170. fra [þeir, A, F, I, K.
  171. u. A, F, I
  172. á (i) grimd, A, G, K.
  173. udel. F.
  174. fra [ h er einnsaman, F.
  175. meiða, F, H.
  176. af, t. A, G; því, t. F.
  177. þat kann ok iðuliga at veita at hann drepr, A, F, H; b. k. o. opt at bera o. s. v., K.
  178. þat kann ok iðuliga at veita at hann drepr, A, F, H; b. k. o. opt at bera o. s. v., K.
  179. fra [þeir nai (at) honum, inden de naae til ham, A, G, I, K; geta mætt hann, kunne udmatte ham, F; eða hann deyr, t. G.
  180. eru, A.
  181. fru [ u. A.
  182. kunnu at, t. A, G, I.
  183. saaledes A; sjalfum, E.
  184. fra [u. A, F, I, K.
  185. fra [hvetvetna, A, F, I, K.
  186. ero verð, F, I.
  187. eru, A.
  188. ,[ok ero þeir fyri því hvitingar kallaðir
  189. kallaðir, A; fra [ eða þeir sem hvitingar eru kallaðir, eller de som kaldes Hvidinge, F, K.
  190. hvitir, I, K.
  191. flekkir, I.
  192. hvitir af lit, hvide af Farve, t. G, K.
  193. fru [ verðr, A, F, u. K.
  194. hafurhval, Spring hval, Delphin, K.
  195. fra [ af þeim mest (honum náliga) gagn, A, F.
  196. u. A.
  197. þyrma (þirma), skaane, G, I, K; nálíga, t. G, A.
  198. fra [u.A.
  199. fra [ u. A, F.
  200. missättir, F.
  201. verðr, A, F, G.
  202. sjá, A, F.
  203. fiskhvalr, I.
  204. i milli, A, F, K.
  205. i haf ut, A, F, G, K.
  206. aðr,t. A, F, G, K.
  207. meiri at, A, F,
  208. eða xl (Lx, F), þeir sem stæstir eru (verða), eller 40 (60) de som blive de störste, t. A, F, G, I, K.
  209. granda honum, skade den, F, I, K.
  210. fra [ u. 4.
  211. u. 4, K.
  212. burhvalir, A. K; berhvalir, F, I.
  213. fra [ u. 4, F, I, K.
  214. fra [knifaskepti ok, F.
  215. fra [u. A, F, I, K.
  216. varast, A.
  217. mest, F.
  218. þvi nær, F.
  219. fra [ enir fyrri er ver ræddum um, A.
  220. margar, A, F, G.
  221. tennr, F.
  222. nokkorar um, G, u. L, som her atter bliver nogenlunde læselig.
  223. fra [lxx, F; vii tigi, I; sjö tigi, K.
  224. fra ( xl tanna, 4.
  225. fra [hvalak. eitt slettabaka, A, F, G, K
  226. fra [ því (svo) nær, F, G.
  227. fra [sá er svo náttúru mik ill sem hinn er, A.
  228. fra [ u. A, K ; ok er þat, F. I.
  229. fra [undarligt i sinni, A, F.
  230. þat hefir, G.
  231. fra [eru þeir hvalir xxx alna langir (þritugir) er stæstir verða, A, F, K; ok eru vel ætir. og ere vel spiselige, t. G.
  232. rosshvalr, G.
  233. fra [er hrosshvalr ok, A, F, I, K.
  234. megi, A.
  235. til þess at tyna (farga, I) mönnum, ef a eru, t. A, F, I, K.
  236. fra [udel. F.
  237. saal. A, F; skipa,
  238. u. A; älna, F.
  239. fra [u. A, F; þá er náhvala kyn, L.
  240. ra [ eigi er (mönnum) ætr, 4, F.
  241. u. A, F.
  242. fra [ verðr eigi, A, F.
  243. ekki, A.
  244. fra [ menn, A, F, I, K.
  245. þó fár, dog faae, I.
  246. tönn mikla, t. A, F, G, K.
  247. u. F.
  248. at áliti, t. A, K
  249. fra [rett sem kerti, A, F, G, I, K.
  250. verðr, A.
  251. su, G, fra [u. F.
  252. fra [ok, A, I, K.
  253. u. F. K.
  254. eða vigi, t, A, F, G, I, K.
  255. fra [ok, F.
  256. u. A, F, I, K.
  257. etta, F; u. I.
  258. nær, A, I, K.
  259. svá gætir hann hennar vel; saa vel bevogter den den, t, F. H.
  260. fra [ uæt, F. 1s) u. F.
  261. talit, G; fra [ u. A.
  262. fra [er fyrri talda, A; en þau nu eru töld ok ek greinda fyrri, F.
  263. sv. hvalir ok andhvalir, A.
  264. siðar talda, Af.
  265. við menn, t. G, fra [u. L.
  266. fra [ nu kalla menn eitt kyn Skeljung (af peim), A, F, I, K.
  267. Her begynder atter et Fragment i N.
  268. fjöðrum ser, A.
  269. upp, t. H.
  270. fra [leggst hann, A, F.
  271. áa, ok sigli, A.
  272. leiti, I; beint burtu, A.
  273. kemst, I.
  274. fra [ þarnæst, A, F, I.
  275. ef hann má, dersom han kan, t. I; ok brytir, A, F, L. N.
  276. er vel (mönnum) ætr, A, F; hann er lxx ál. l., A.
  277. lxxx, K.
  278. lxxxx, K.
  279. fra [u. A.
  280. mikill, hann er, A, G, I, K; vel mikill vexti, svá hann er, F.
  281. viiix, I.
  282. fra [hann er, A, F, I, K.
  283. fra [(til), ef (.ött) þu mælir (hann) med reipi (sem hann er längr til, t. I); inn mesti (enn) priðjungr (hans) er höfuð af honum. Sá fiskr, A, F, I, K.
  284. myrkva, G.
  285. ok, till, G.
  286. ok þat eitt, A, F, I, K.
  287. himni, I, L.
  288. slikt, 4, I, K.
  289. fra [ mat (margt) eta jafman, ok er hans magi, A, I, K.
  290. eðr i sundr lata, t. F, I,
  291. fra [ tälknin, A; talkn, F, I.
  292. Þverarkverkar, I
  293. honum, A, F, I; okmumn, t. I.
  294. u. I.
  295. u. A, F, G, I, K.
  296. tenn, A
  297. mönnum, t. A, F, K.
  298. þat, A, 1.
  299. fra [ heitir, A, F, I.
  300. allra fiska bezir stum, A, F, I, K, L.
  301. fra [ en menn hafa bann mestan veitt er, 4, F, I, á.
  302. cx, F.I.
  303. er l. at vexti, A, F.
  304. befjaðr, G.
  305. talkm, Gjællér, G.
  306. engi, ingen, t. nogle, H.
  307. fra [sá fiskr er vel feitr; tälkn hefir hann ok enga tenn, A, F, I, K.
  308. fra [menn megu (kunnu) fá af aukning, A, F, I; (aukningi, K)
  309. fra [u. 4, F.
  310. sá óruggastr, A, F
  311. til augna, A, F, I.
  312. moti inriðu, A; ok i riðu, F.
  313. flestum, t. I.
  314. öðrum verkjum, andre Smerter, H.
  315. kunnu, t. F.
  316. margra, F.
  317. mjök margra, t. A, G.
  318. til lækningar, til Lægedom, t. A. F, I.
  319. fra [ töld, A; talt, F.
  320. fra [ töld, A; talt, F.
  321. Fra [ Nu er sá fiskr einn eptir, A, F, I, K, L.
  322. fra [ bitr (byðr, I;) mest, A, F, I, K, L.
  323. fra [ vexti hans, A, F; u. I.
  324. fra [ kunnu ver (kunna) ok fátt (fair) frá at segja, A, F, G; u.
  325. flestum sjaldsenn, t. I; Hviat hann er sjaldan v. l., A, I,
  326. mand, A; fra [ u. I.
  327. veiðimenn, A, F, I,
  328. ok ætla ok þesskyns fisk (fiska eigi) ekki allfjölgan (mjög fjölgan), (marga) vera, A, F, G, I, K.
  329. u. F.
  330. <<fra [ hef, ekseð hann veiddan ne dauðan fundit, I.
  331. likast, A, K; likligast, F; likara, I.
  332. munu eigi fl. vera, A, F, I, K.
  333. it mesta i öllum h., A, F, I, K.
  334. aungvan, A, G, K,
  335. þau, pá aukat, F.
  336. u. I.
  337. duga, I, K.
  338. mikileiks, A, F, I.
  339. ok þeirrar miklu, A, F, I, K.
  340. þurfu, 4, K; at hafa, t J. K.
  341. þess fisks, A, F, I, K; þess kyns f., G.
  342. er, t A, F,
  343. matast, A, F, I, K.
  344. gjör mikit ok, A, F, K; ylmr mikill ok, H.
  345. fiskr, A.
  346. er, A.
  347. fara þegar (þängat) ok, t. F, G.
  348. byggja, 4.
  349. matr, G; fra [ skulu þar matar afla, A, F, I.
  350. nograr, I, K.
  351. fra [ sogið, I.
  352. kunnu, A, F, G.
  353. i, t. A, F, I; þeir inn, G.
  354. sinn, A, F,
  355. er, t. A, F.
  356. eða, A, F.
  357. fra [ u. I
  358. leggr, A, F, I, K. ») byrgða, G; i byrgða, A, K; i ser b., F, K; i kviði simum byrgða, N.
  359. matar, 4, K; fra [matfengis, F; matar feings, I.
  360. u. A, F, I.
  361. hafi, A, F,
  362. fra [þá s. hl. er i 5. höfum, A, F, G, I.
  363. nú, t. A, F, G, I.
  364. fra förste [ u. K.
  365. fra [ per haft, G.
  366. vafra, A ; vofra, F, I; vofa, K, L; huerfa, N.
  367. fra [ nokkut eru (helzt) minni, A, I, K, L.
  368. ok, A.
  369. nú, t. 4.
  370. sem áðr ero eigi kunnugir oss, som för ikke have været os bekjendte, t. F.
  371. ok þar eru, t. A, F, K.
  372. ofrgáng elds, A, F, I, K, L.
  373. u. A, F, I, K.
  374. fra [ u. F, I, K.
  375. annarligri nätturu, særegen Natur, I.
  376. e, hvat ætli þer um þá ina undarligu landsk., A, I, K; h. æ. H. valda þeim hinum miklu landskjalftum, F.
  377. fra [kann at henda, F.
  378. ísa, F, G ; þá ina undarligu ísa, A.
  379. landit hit efra, F; maliga allt h. e., I; máligait efra allt land, A, K.
  380. Grænalandi, N.
  381. af Grænalandi, A, F, I, K.
  382. mikil grimd ok, t. F, G.
  383. Her begynder den norske Codez B.
  384. fra [hölum þá gamanræðu i munni, at ræða (gamanr. upphafða, ok rætt, D, E, F, N; þat gaman upp haft at tala, I) um undr þau er á Íslandi eru, eða i Íslands hafi (höfum, D, N), þá luku (endum, F) ver þenni med því (moti, t. F) at vér heyrum (höfum, E) minning þeirra hluta er (sen) eru i Grænlands höfum eða því landi själfu, A, D, E, F, I, K, N. I E var denne Periode blevet indfört her foran, og dog indförer den her paa ny en anden, der stemmer ganske med den ovenfor anförte.
  385. haf, A; fra [ i Grænlands sjö, F
  386. fra [muni sjaldan, F.
  387. f. augu bera, A, F; vera, I; hafa vorðit, K; sem vera, G.
  388. Her begynder atter et læseligt Stykke i L.
  389. hafstramb, A, D, F, I, L; hafstranba, N.
  390. set, A, G; er sieðzt, D; seð er, F.
  391. upp ur hafnu rett, A, D, F, L.
  392. u. F, L, K.
  393. andlit ok, Ansigt og, A, G.
  394. upphvassan, D, F.
  395. eðr kumbl, t. G.
  396. fra [þat haf sveingzt, D, L, N'; sveigzt, A; sveingz, F; sveingi, I; sveigzt, K.
  397. fra [ niðr frä geirvörtum, ned fra Brystvorterne, I, L.
  398. verit, F.
  399. minna ok, t. A.
  400. fra [ neðarmeir er, A; sem neðra (meðar) er, F, I, K, L.
  401. eigi sest, L, N; eigi seð verið, E.
  402. endi, G; hlutr, L.
  403. fra [ hefir skapaðr verit, A, F.
  404. fra [ Hat hefir haft sporð, A, F, L.
  405. neðan, A.
  406. fra tredie [þat er neðan, hvört þat hefir (haft) sporð, cðr hvast niðr, I, K.
  407. maðr haft seð á jökul, F.
  408. glögt markat, D; á glöggt, E; sannliga seð, L.
  409. hreistr, F.
  410. fra [ u. A, D, L.
  411. jafnan (allum, K; öllum, I) sinnum þá er, A, I, K.
  412. visa storm eptir koma (i hafinu), A, K, L.
  413. hafði mjök, A, K; mest, L.
  414. steyptist, A.
  415. þángat, de övrige.
  416. steypzt at skipi, A, F, K.
  417. visa, A.
  418. u. F, G.
  419. steypzt frá sk., A, F.
  420. von, Haab, F, L; vilja, E, N.
  421. lif, L.
  422. fra [ storma, A, D, E, F, I, K, L.
  423. Margyga, G; Margygur, K, L; er kölluð, L; fra [undrskrymsl, er margygur heitir, F.
  424. fra [ kvennmanns liking, F; kvennmannligt, E.
  425. u, F.
  426. u, F.
  427. siðar, L.
  428. u. N.
  429. ok höfuð, og Hoved, t. F.
  430. ferlega storar, gruclig store, F, u. I, K.
  431. sundr skiptum, 4 3 s. greindum, F.
  432. fitjum, 4.
  433. samtengir fingr, summenföiede Fingre, t. G.
  434. þá tær, t. F; tær, A, G.
  435. teingjast, F, L; tengist, I; tennast, A.
  436. lenda, N.
  437. seð verit, F.
  438. miklir stormar hafa eptir komit, A, D, F, I, L.
  439. kafat, E, I, N; kafs leitat, A, D, F, K, L.
  440. ur kaf, II.
  441. skipum, N; Heim mönnum er á skipi eru, A, D, F, I, L (her fattes et Stykke i D).
  442. udel. A, F, I.
  443. <verið, været, F.
  444. reiðuglegt, vredladent, A, G.
  445. fra [ hvössum augum, skarpe Öine, G, I, L
  446. fra [ breiðu enni, bred Pande, G, I, L.
  447. fra [ hefir etið, A, F, L.
  448. fra [ kastað nit, A, F, L.
  449. <(von, F, L; vilnun, 4.
  450. fra [ hiui i, I, K, L.
  451. skrims, urigtig, A, F, I, L.
  452. höfum, A; fra [ u. F.
  453. fra [ at, F.
  454. þeir, F.
  455. hafgerðina, A; hafgerðinga, K i hafgirðingar, E, I, N.
  456. u. F.
  457. fra [er girða, F, I, K; piki, t. I.
  458. innan, t. I.
  459. engi veit, A.
  460. likari, F.
  461. tiðendi haft orðit ok, t. E.
  462. hafa fra gengit, A, F, I, L.
  463. frelsat, E, F, frelst, I, K, L.
  464. vönut, E, N; fra [ u. A, F, I, K, L.
  465. fra [kunni (kunnu) skilvislega (skilrkilega) frá, A, F, I, K, L.
  466. enn, F.
  467. fra [ kemr mesta hafi, A.
  468. mikil gnott, A, F, L, N'; gnógt, E, 3 nógt, K.
  469. i öðrum stöðum (stad), A, F, I, K.
  470. fra [ u A, F, I, K.
  471. leið, F; ferð, I; til lands, t. A, F
  472. v, A, F, I.
  473. E, I.
  474. fra [ til landnorðrs ok, F, I, K, L.
  475. eða, eller, F, I.
  476. komit, mbr.
  477. ísa, t, A, F, K.
  478. leita, I, L.
  479. fra [ u. L; siðan, A, K; svo, F, u. E.
  480. þessa lands, L.
  481. il, t. F.
  482. þat, G.
  483. ratað, I, K, L.
  484. en siðan hafa sumir, A.
  485. fra [ u. A, I, K.
  486. frásögu, F; u. I.
  487. fra [u. F; ísa volkit (volk), A, I, L.
  488. sina báta, deres Baade, F.
  489. at hafa med ser, t. A.
  490. fra [ farmrinn, Ladningen, F.
  491. lengr, F; u. E.
  492. fra [u. F.
  493. mjög, t. F.
  494. u. F.
  495. svá ákaflega sem, A, F.
  496. undan, A.
  497. ferðinni, F, I.
  498. fra [ ok i höfum, F, I, L.
  499. fra [ u. A, F.
  500. falljökla, F, I, K, N, L; falljaka, A; falljökul, F.
  501. hátt, de övrige.
  502. eigi, N; hann eigi, A; þeir eyft, F; þeir eigi, K; litt, I.
  503. fra [ standa (ser) einir saman, A, F, I, K, L; fra næstforrige [ u. E.
  504. fra [ öll hvalakyn, A, F, I, K, L.
  505. fra [ u. A; Har ero, F, I.
  506. er nu höfum ver um rætt, t. 4, F, I, K.
  507. fra [ ærinn (jafnan) matr ok áta, A, F, K.
  508. þessi, de övrige.
  509. 2 Bogstaver i Midten raderede, det sidste af dem har tydelig været ð. Maaskee har der staaet norðrsælr. Det tilbageblevne kan læses nosælr, el. näselr. H synes at bemærke begge disse Varianter; E og N have udtrykkelig náselar
  510. fra [heita nordselar, A, F, L; norðrselr, I.
  511. urknselar, A, E; orknselar, F, I, K; örknselar, N; orkaselar, L.
  512. vij, I.
  513. fra [ u. A, F, I, L.
  514. fletti, A, I; flettu, E, F, K, L, N.
  515. likir, A.
  516. fra [ hinir, F, I
  517. grænselar (Grönsæle), I, L.
  518. fra [ at lengð, A, F; u. K, L.
  519. optnu selar, E, N; vöðlu selar, H.
  520. vima, svömme, E, F, K, L; sveima, I; snúa ser, vende sig, A.
  521. fra [ u. I.
  522. optnir, E, N.
  523. fra [u. A, F, I, K, L.
  524. lengri, I.
  525. u. A.
  526. smátt, lille, F; fra [u. I.
  527. skemmingar heita, A, F, L.
  528. fra [u. A, F, I, L.
  529. en Þeir eru þó, 4, ok þó at Þeir se, F.
  530. þó at þeir se, 4, I.
  531. u. I.
  532. blási undir ísum ok, E, K.
  533. fra [upp i gegnum, t. A, F; allt,- i, g, I, L.
  534. fra [ telja, 4, I.
  535. fra [ telja hvala kyn, F.
  536. eigi siðr, ikke mindre, F.
  537. en med hvala kyni, t. A, F, I, K, L.
  538. rostungr, E, F, I, K.
  539. xij, I.
  540. fra[u. F, I.
  541. ä, t. G.
  542. at hari ok at huð sinni, A 3 bæði at hári ok huð, F, K, L.
  543. sundhreifar, A, E, F, N, sundfæri, I.
  544. fra [ ok er hann vel ætr á föstudögum, og den kan vel spises paa Fastedage, A; u. I.
  545. sinar tennr, F, I, K, L.
  546. naliga hálfrar anmarrar almar lángar, þær sem lengstar verða, de længste af dem blive næsten 1: Alen lange, A, F, I, K, L.
  547. þykk, F, L.
  548. olar, E, L, N.
  549. fra [eigi fá lv (fimtig, I) manna slitið, saa at 60 (50) Mænd ikke kunne slide den i Stykker, A, F, IK.
  550. hef ek talt, jeg nu har opregnet, F, G.
  551. at nafni, af Navn, t. F, I.
  552. fra [i ísum, hvorr við annan, paa Isen, iblandt hinanden, F.
  553. fra [kjötætir en eigi, 4; u. I, L; fra næstsidste [ þá kjöt er ætt, en eigi, K.
  554. föstutiðum, Fastetider, K.
  555. fra [u. A, F, L.
  556. verðir, G.
  557. um, t. F, G.
  558. fra [nuinningar vert i (eðr) umræðu, 4, L; u. vert vera, F.
  559. stormsamt mjök, A, F, K,
  560. u. F, I, K.
  561. i veröldu, t. A; veröldinni, F, I, K, L.
  562. fra [ taka menn þar upp, F.
  563. nytsendar hæf, A; horf, F, K, L.
  564. varit, F.
  565. [ nockor sæði, K.
  566. þvi landi, F.
  567. saul. Mbr.
  568. fra [n. F.
  569. þar sem meginland er, t. 4 : fra [ senn á öðrum löndum goðum, I; eða annar goði, I (önnur gæði, K) som i andre gode Lande, eller andre Goder, K, L.
  570. forvitnast, A 1) hvort, A.
  571. u. F.
  572. u. F.
  573. landsins, (ur.) F, I, K.
  574. overstreget i Mbr. med en senere Haand, som har sat i Margen isteden: margra manna háttr, saal. ogsaa E.
  575. overstr. i Mbr. med samme Haand. I Margen staaer: manna margra skaplyndi; fra næstsidste [ u. F.
  576. fra næstsidste [ forvitnast um, A.
  577. fra [ u. 4, F; er honum eru okumnir sagðir, K.
  578. V
  579. fáng, E, N.
  580. fevonir, A, F, K.
  581. margrahanda, F.
  582. liggi, A, F, I.
  583. fra I. við á annat borð, 1.
  584. vonum nær, G; vonir, A, F, u. E.
  585. þat dyrmæu, det kostbart, G.
  586. svá, t. F.
  587. enda, A, F.
  588. fra [ landinu (er) -arfast i þvivetna, l. m bjarga við, H; þeir þurfu nauðsynlegast, F, I, K.
  589. verðr, F.
  590. ok tjöru, og Tjære, t. I, K, L.
  591. fra [ til húsa uppgerða, F; til at gjöre Huse af, I, K.
  592. skinn ok, t. F.
  593. fra [svörðr er ristinn af rostungi ok þær tenn er af þeim fiski eru, A, L; fra næstsidste [ reip af rostüngum, sterkan svörð, ok þær enar vænu tennr er af honum takast, F.
  594. huðir, A, F, L.
  595. huðir, A, F, L.
  596. litt, A; fra [ hygg ek þat litt munu, troer jeg at der af vil lidet, F.
  597. fra [ u. K.
  598. sem, t. K.
  599. fra [eru, I, K, L.
  600. fra [ u. E, N.
  601. litla akra, (besaae) smaae Agre, t. G.
  602. korn, A, F,
  603. meginleika, af samme Betydning, E.
  604. eðr hvort þat er, t. F.
  605. stör, t. F, I.
  606. lönd, A.
  607. auðsynt, let at see, G.
  608. fra [ u. A, F, K.
  609. föðraz, G.
  610. á þvi landi, paa dette Land, t. A, F, K.
  611. mikil gnótt, stor Overflödighed, A, F, I; m. nogtt, K.
  612. fra [ er menn vita at (A); er á meginlandi fæðaz ok litt i æylöndum, nema menn flyti þau (), en bess er her engi von (men dette kan man her ingenlunde antage), F, I, K, L.
  613. margr, A, F, I, K, L.
  614. fra [ u. F.
  615. hefir, de övrige.
  616. fra [náttúru allt annan veg, F.
  617. ok dyr eðr, t. L.
  618. bufe, E, N; fra [ u. A, F, I, E.
  619. ferr, fer, de övrige.
  620. fra [ ísa, L; með hafi, I; út á haf, F.
  621. hvali, F.
  622. fæðist, K.
  623. af, F, K.
  624. Her begynder D igjen.
  625. til, t. K; vist, med Sikkerhed, t. I.
  626. fjalldalir, A, F, K, L.
  627. jöklum, A, F, K.
  628. hlið, F.
  629. fra [at hliðit man á vera, F.
  630. gagnum, de övrige; fra [ þau er dyrin, A, F, K.
  631. u. F.
  632. fra [ u. 4; n. H. fyndi hlid i jöklunum, F.
  633. fra [ há fjöll, F.
  634. fra [ u. E, N.
  635. vita, F.
  636. u. F.
  637. byggjandi, beboeligt, F.
  638. fra [ u. F.
  639. hitt, F.
  640. aðr er bygt, D; nu e. b., F, K.
  641. einkum, især, t. F, G, K.
  642. bláfáinn, A, D, I, K.
  643. grænn, G; fra [ litum, hæði rauðum ok bläin, F; blafainn, t. G.
  644. saal. rettet efter D, F, I, K, L; Valr, E, N.
  645. fra [er sá ok margr i landi er i öðrum löndum bykir gersemi i vera; þat eru þeir haukar er valir heita (haukar ok valir, L) hvitir at lit, 4, D, G, I, K, L; med fjöllum i landi er gersemi reiknast i ö. l., þat ero haukar hvitir, F.
  646. nægari, F, G.
  647. nokkru, A.
  648. fra [þat eigi, F; u. K.
  649. fra [ i nyt at færa, F.
  650. gátuð, F, G, K.
  651. lyðrinn, J.
  652. fra [ u. D.
  653. fra { mannmargt á landinu er eða hvart þat er kristit, F.
  654. Det malede Begyndelsesbogstav i F er p, hvilket viser, at Begyndelsesbogst. her (og rimeligviis paa flere Steder) er senere tilsat. En nyere Haand har skrevet F deri; i N er ogsaa þátt rettet til fátt. þat folk er fátt sem á landi er, 4,
  655. fra [ af þvi, er menn megi byggja ok er bo þar folk, F, K.
  656. u. K.
  657. fra [Öðru (cinu) E; biskupsdæmi, E, F, N; pr. biskupsdæmis, K, L.
  658. má, A; annat hlyða, t. G.
  659. fra [sakir fjarvistar annara bjöða, F.
  660. önnur lönd eða Hjoðir, A; landið, F.
  661. fra [pó þar se, A, D; fra næstsidste [ ligeledes, F.
  662. þá eru þau enn fleiri lönd er eigi eru sáð á, ok lifa menn á þvi landi (Heim löndum), A, I, K, L 3 þá nærast menn HG i þvi landi ok fleirum öðrum ok büa, F.
  663. u, F.
  664. nauta mat, A; n. mart, D.
  665. ok mikla bunyt, megen Nytte af Kvæg, t. F.
  666. ero, F.
  667. smjörgædi, A, K; smjörgerðir, F, I.
  668. miklar, F.
  669. fra [ nauta, K.
  670. hvitra bjarna, hvide Björnes (hvitbjarnar), t. F, G.
  671. okvið bjarnar, og ligeledes ved Skövbjörnens, t. F; við bjarnar hold, K. 17
  672. vanrætt, F; vanfrett, H. 1
  673. per, G.
  674. fra [ hvat man valda at, F, I.
  675. hefir meir (mein) ísa, A, D, F, K; h. meiri gnott ísa, I.
  676. hvert annat (land) i veröldu, A, F, I, K, u. F.
  677. umhverfis, I, K; kring landit, t. F.
  678. enda, F.
  679. u. F.
  680. öruggliga, meget stærk, K.
  681. kann, G.
  682. fra [ u. D, K.
  683. gjälfrsamt, F; gjälfrugligt, N; gjalfrugt, II.
  684. fra [u, A, I, K.
  685. fra [ her verði aldregi (som dette sidste Ord ellers skrives) F, I, K.
  686. fra [ hvörki á hafnu me landinu at eigi sé ísum þakt,F, I, K.
  687. sjonum, D.
  688. ra [ sakir hræringar hafsins, A, I, K; f. hræring hafsins, D, G (hræringa, F).
  689. fra [ at isunum, F.
  690. frosit, frossent, A, D, F, G, I. K.
  691. hvorttveggja, haft ok landit, t. A, D, F, G, I, K.
  692. þessa (bess) spyrja, A, D, F, K.
  693. eigi, eða (verða þar) nokkur, t. 4, D, F, K.
  694. vond vedur, F;
  695. er af, A, F, K.
  696. mikil gnott frosts ok jökla, A, D, F, K.
  697. lysit, N; leysit, E, I; leystit, K.
  698. D; fra næstsidste [ biðiandi er ek at per glosit mer þessa, F.
  699. u. A. D.
  700. fra [svo ok eigi siðr um, F.
  701. fra [ er fyrr var rætt um ok Grænlendingar hafa mikit af sagt eða, hvorom der för blev talt og hvorom Grönlænderne have fortalt meget, eller, F.
  702. um, t. F.
  703. ein hverri, F; u. E.
  704. fra [ u. F. 21) stor, t. D.
  705. u. A.
  706. um, t. A.
  707. um, t. A.
  708. hitt, F.
  709. alla kringlu, A, D, F, I. K, N.
  710. fra [ kunni alla, A, F, I, K.
  711. eyði merki [öde Strækninger ?) F.
  712. skiput, F.
  713. u. A, D.
  714. fra [ at ek munda, G.
  715. fra næstsidste [svaum, F.
  716. þik, de övrige.
  717. er, F.
  718. froðra, t. F.
  719. 12) ok vitra, t. F.
  720. med likindum, F.
  721. fra næstforrige [ u. E.
  722. þeir , sva, till. F.
  723. heiminum , A, K, F; himninum, I.
  724. þrir, tre, I, K, L; efter þeir sees tveir ved en anden Haand at være indskudt i N.
  725. ubyggjanda, A.
  726. at þeir se sva kaldir, t. N.
  727. en, N.
  728. u. E; megin vegr räsar, A, K.
  729. byggja, F.
  730. ra [u. A, D, F, I, K. 24) á himmum, K; á himne, E, N, L; hinn veg, A; hinnig, G.
  731. fra [ i himnum ero ok, F.
  732. ubyggjanda, A, E; er, t. F.
  733. fra [ bar se sva kallt, E.
  734. fra [ ubyggjanda undir þeim, F.
  735. fra [ svo sem hitzig, L; sem hinum er, N.
  736. hita, F.
  737. kuldi, A, E; ylrinn, ur., D, F, L.
  738. dregizt, A, K.
  739. snjo, Snee, I.
  740. fra [ u. F.
  741. þau er, F.
  742. svo, F.
  743. heiminum, A, F, K; himninum, D.
  744. vel, t. G.
  745. byggjanda, A, F.
  746. se obyggjandi, A, D; ubyggjandi, F; næsta ubyggjandi, G.
  747. u. G.
  748. fra [at þau liggja, G.
  749. vor, F.
  750. sem, F.
  751. liggi, F, L.
  752. belli, A, D, F; fra [ umkringjandi allan jarðar böll, omgivende hele Jordkloden, G; umkringðu öllujarðarbelti, H; utydelig rettet i N (fra denne Læsemaade), skal vel være: um kring allan jarðarböllinn.
  753. þar i mot, G.
  754. skilit, forstaaet, F.
  755. fra [ væri likligt helldr, F. 22) vita, A, F, K; þaðan hafa farit, D.
  756. fra [ væri likligt helldr, F.
  757. ærit, II; kvit, I.
  758. fra [ yfirafl, H.
  759. u. K.
  760. þviat, F, K.
  761. hvorttveggja, F; hvervetna, G.
  762. u. F; um sik, H.
  763. fra [ gndgt orðit frostit, E; gnogt frosts, G; at þat se gagnsæ orðið, N, urigtig; Meningen skal vel være at det Hele er belagt med gjennemsigtig lis; for at faae dette ud, ere nogle fölgende Ord forandrede.
  764. fra [þviat hvarttveggja er (med) A, D, F, I, K, L.
  765. tóma (ok) it (fyrir utan, t.
  766. t. A, F; tomt, L.
  767. froðir, t. F, L.
  768. u. F.
  769. fra [ þar skerist i sund þat, F, K,
  770. inn frá
  771. fra [ inn i landit, F.
  772. fjör (utydelig) F; fjörðum, G.
  773. náir, E, F.
  774. u. F.
  775. skini, F.
  776. fra [ þar yrði mokkur, F.
  777. fra [ þar yrði nokkur solskin, A, K
  778. til viss, A, F; sanns, D.
  779. verða, F.
  780. um hásumars skeið, ved Midsommers Tid, t. G.
  781. á Grænlandi, t. F.
  782. kemr, kommer, F.
  783. yfrit, F, K.
  784. sins, 4, D.
  785. ok urit, A.
  786. fra næstsidste [yljar ok til mikils hita ok til sins bjartleiks, ok, Varme og til megen Hede og til sin Klarhed, og, F.
  787. þat, F.
  788. fra [jörðin er pið, F. I, K.
  789. einkum litið, A, F, I. K, ; fra næstforrige [ u. E.
  790. einn, t. F, G.
  791. frètt, F.
  792. sannfrodasur, A, G; fra [ vis um, sikker derpaa, F.
  793. jafnan, F.
  794. fra [voru á Grænlandi aðr ok bottust peireigi, F.
  795. at, F, L.
  796. mundi vera, F.
  797. ok, F.
  798. ifa um, A ; fra næstsidste [u. F.
  799. hafa fært, A.
  800. þykir likazt vera at satt se, A.
  801. fra næstsidste [ræðu, ok geta til sliks er synist oklikligast þykir at satt se, en su er, F.
  802. u. F.
  803. josara, de övrige.
  804. u. F.
  805. aldregi, de övrige.
  806. niða myrkrum, F.
  807. túnglsljosi, F.
  808. tilsynðum, G;
  809. at lita i ásyn, A, D, F, K, L.
  810. sjái, de övrige.
  811. lángan veg til loga mikils, A, F, K; elds, t. F. K.
  812. þat, F.
  813. u, F.
  814. hæð, de övrige.
  815. bragar, E, N.
  816. til at sjá, F.
  817. lifandi, A; skinandi, G; skipandi, E, N.
  818. fra [þessum elds svim ok leiptr at menn megu; af denne flagrende Ild og Lynen at Folk kunne, F, G.
  819. fra [ ef uti verða staddir, F, G ; ok svá at veiði sinni, ef menn, F.
  820. inni, inde, F.
  821. skjär, G, II; skyrt, klart, E; fra [ skini skiær, N.
  822. þeim er skjáir eru á (yfir, D) A, D, G; þeim er skjär (skjáir) eru fyri: som der ere Winduer paa, F, I, K, L.
  823. u. F.
  824. brigðult, A.
  825. döckt, N; döckra verða, A, D, K; fra næstsidste [stundum er döckvara, F.
  826. logi eðr, t. N.
  827. þykkr myrkvi, A, D, F, K; mökkvi, G.
  828. ra [ljós vili (taka at, t. D) kefjaz (kjæfast) A, D, F, K, L; josit kefiezt þá, G; sæfist, I.
  829. við, t, E.
  830. fra [ ok vili þá, A, D, F, K.
  831. kof, E; kaf, D, L; þann myrkva, A ; fra [ en þá þat ljos, men da det Lys, F.
  832. kvikna (ok at, birtast, L) ok koftnu af at hrinda i annat sinn, at tændes (og lyse) og at bortjage Mulmet, saa at det anden Gang fortyndes, F, L.
  833. ok af at hrinda, t. A.
  834. skirnaz ok, t. A, G.
  835. veitir, A.
  836. fra næstsidste ( þá synist mönnum, F.
  837. eða, eller, F.
  838. kemr, kommer, F.
  839. gldsun, F.
  840. fra [ hverfr þegar, A, F, I, K, L. glósun, F.
  841. um petta mál, t. F. K.
  842. sannr, t. A, G.
  843. fra [ muni sannr af vera, F.
  844. eru ok, t. E, G.
  845. fra [ u. A, F, K.
  846. um nottina, om Natten, t. G.
  847. jörðina ok, Jorden og, t. G.
  848. er et ytra renna (skina) um hvel (böll) jardarinnar, t. A, F, K, L.
  849. i gátur, D; getur, F; fra [ fyrir satt ok i getur, A.
  850. sol ok, Solen og, t. F.
  851. bellti, A.
  852. nokkurar skimur, F; nokkut skim, A.
  853. u. D. fra [ u. A, F.
  854. brettist, E, N.
  855. man G muni, (K.)þá, F.
  856. þetta bikir liklegast, A.
  857. sik, de övrige.
  858. skini þessi geisli, A, D, F, I, N; skini bessir geislar, K, L; geisli þetta skin, E. En Papirs- Codex tillægger, rimeligvis som en ny Glosse: þá þeir berjast sundr ok saman i peim miklu Dumbshöfum, naar de slaaes sönder og sammen i de store Dumbshave (lishave), H.
  859. fra [ minningar verðir i (ok, D) umræðu, en þessa (þessir, D) er nu höfum vér um rætt, (v. getið, D; talt, F) A, D, F, G, K.
  860. fra [ u. A, D, F, I, K.
  861. u. F.
  862. mikil tiðindi, A, D, F, L; þó er mesta furða, dog er det forunderligst, t. G, u. K.
  863. skal, A, F; drjugum, t. K, L.
  864. tiðindi ok, t. A, F, K.
  865. endimörk, A, F, K, N.
  866. skapat, F.
  867. u. F
  868. gátuð, de övrige; g. i fyrri ræðu yðvarri, E; fra næst sidste [ nu um hrið, F; i hinu fyrra orði, N.
  869. getum, G.
  870. fra I af P. pr. g. þotti yðr, A, F, K.
  871. likligast, F.
  872. skima, F; gleo upp, 43 glyja upp, I, L; gljá upp, D, bra ok glia, F; glea, u. K.
  873. själfum, t. A, F, G, K; af jöklinum sjalfum, D.
  874. letut, de övrige.
  875. glosuðut um, F.
  876. u. F.
  877. tilsyndum, K ; tilsyndar, K; til synar, t. A, D, F.
  878. skyti, F
  879. stundum, A, D; stund, F.
  880. myrkva, A, D, F, K.
  881. likum, F.
  882. ágangsa, N; algángs, A; agangsamr, E; mikill, D; gagnsær, F, K, L; gagnsæll, I.
  883. gleor, A; gljair, D, K; skal gloa, F; glyiar, I, L.
  884. hit mikla, t. F.
  885. elligum, eldligum, de övrige
  886. skia (skyia), formodentlig rigtigere, G; fra [ u. A, D, F, I, K, L; skya ok, E, N.
  887. kafna, E, N.
  888. fra [ u. A, F.
  889. likligt, N.
  890. kiæmi, F.
  891. D; ylmum, urigt., E.
  892. fra [ töluðut um Grenland, ok er þat land, D.
  893. er ek vil sanna med þer, t. A, D.
  894. fra [fylgir jafman meir, F; muni heldr koma, af K.
  895. eðr frosti, t. F, K
  896. fra [u. A, D; vil ek pó þetta s. m. H., F.
  897. verma, L; varma, F og de fleste övrige.
  898. fra [undir sér, under sig, F.
  899. fra [ u. 4, D, F.
  900. um, ur, A, G.
  901. fra [ ella væri jörðin, F.
  902. bela, de õvrige.
  903. neðstu, nederste, E, F; meöuztu, K; nedzo, G.
  904. verma (varma) lukt, A, F; verma, D.
  905. niðr, t. F.
  906. En nu ætlum vér at verða nunu, A, F, G, K.
  907. rifur, E, F, K, N; á hvorutveggja, t. A, F, K
  908. eru, F.
  909. storar, t. F. K.
  910. er, F.
  911. ber, de övrige.
  912. beraz, berast, de övrige.
  913. ginandi, E.
  914. fra [ u. A, F, K.
  915. berast, F, K.
  916. u. F, K.
  917. píðran, A; biðan, D, K.
  918. af unnderdjúpum sinum, oc kann væra at þat dupt
  919. myrkva, 4. D, F, K.
  920. norðrljosit, 4, D, E, K, N.
  921. at, G.
  922. kefie, E.
  923. myrkvi, D; fra [ þat synist reykligt vera, A, I, K; þat bikir likt vera, G; fra næstsidste [ u. F.
  924. u. A, D, F.
  925. til varit, F.
  926. kunna, F.
  927. verða þau, F, K.
  928. fra [ bæði, A, F, K.
  929. hríða, F; fra [ u. D.
  930. haldast, Æ, F, L.
  931. þeirra tiða, F; H. hríða, K.
  932. veldr, volder, D, E, G.
  933. fra [ þviat jökullinn, A, F, I, K. 11) u. A, K.
  934. u. A, K.
  935. elin hrinda, A, F, K; ylnum hrinda, D; iclum hrindir, E; jafnan, f. F.
  936. optliga, F, K.
  937. heiði, klar Luft, A, D, G, I, K, L.
  938. eru ok, t. G.
  939. u. A.
  940. el á pá, A, F, K, L; öll a þá, P.
  941. á blæstri, I, L.
  942. sagnir, L.
  943. mál, t. F.
  944. sagnir, L.
  945. fra [ u. 4, D, E, F, K, L.
  946. Her underforstaaes naturligvis de sydlige Landes Beboere.
  947. Jórsalir, i gammel Dansk Jorsal, er som bekjendt det oldnordiske Navn for Jerusalem; Jorsalslandet er her altsaa Jödeland eller Palestina.
  948. I Indledningen have vi gjættet, at enten en Sön af Vidkunn Jonsön eller Sigurd Hranesön havde forfattet Kongespeilet; begge de nævnte Hövdinger paa Helgeland (Islands og Grönlands Naboland) havde selv været i Irland, og maatte tillige tildeels kjende de nordlige Have af egen Erfaring; jfr. Indledningen S. 268-70. At Irland var et vigtigt Land for Handelen i Middelalderen, og tit besögtes i den Henseende af Nordmænd og Islændere, er nu almindelig bekjendt. Jfr. ovenfor I, 154, 166, 740-744.
  949. I Island og Grönland bevæger Isen sig ogsaa tildeels paa Landet, forsaavidt de saakaldte Jökler bestaae af den; man har og lagt Mærke til lignende Bevægelser af de norske lisbræer, de schweitserske Gletschere o. s. v. Einarsen og Erichsen have her oversat "umaadelige Ise", uden Tvivl med Hensyn til den i Texten optagne Læsemaade ofurgdngsisa, hvilken vi ikke saaledes have fundet i noget af de gamle Haandskrifter.
  950. See ovenfor I, 180—81, 264. Phænomenet omhandles nærmere i det fölgende.
  951. Dette har muelig Hensyn til Irland, hvorom Sönnen först spurgte, og hvor Faderen havde selv været. Jfr. Anm. 3.
  952. Dette sigter vel til de andre tvende omspurgte Lande, Island og Grönland. Mænd, som havde været der, kunde Forfatterens Fader vist daglig træffe i saadanne Handelsstæder som Nidaros (nu Trondhjem) eller Bergen, og vi formode at Kongespeilet tildeels er skrevet i den förstnævnte Stad; jfr. ovf. III, 269.
  953. Nemlig Emanuel Comnenus, som kom til Regjeringen 1143. Om de Grunde, af hvilke man maa formode at denne Bog er kommen til Norge 1150 (eller senest henved 1155) have vi handlet ovenfor i Indledningen S. 266-67. Jfr. S. 280 Varianten 9 for kort siden, som er optaget i Hovedudgavens Text; see sammes Indledning S. LX-LXI.
  954. Nemlig hverken Bogens Forfatter, eller hans Læsere eller Tilhörere; her er noget udeladt i den til Grund lagte Codex, som findes nedenfor i Varianterne fra de andre Haandskrifter, til hvilke vi da her maae henvise. Jfr. Hovedudgavens Side 77.
  955. Fabelen om flyvende Drager i Bjergene bag ved Indien er meget gammel, og spores allerede i Herodots Beretninger om de Griffe, der bevogtede Guldbjergværkerne norden for Indien, blandt Indoskytherne, der förte et Slags Krig med dem; – disse fordum guldrige Egnes Indbyggere beskriver ogsaa Ptolemæus som smaae af Væxt. At selve Inderne endnu fremfor andre ere berömte for at kunne tæmme de störste og giftigste Slanger, som i Middelalderen ofte forvexledes med Drager, ligesom ogsaa uhyre Dyr, som Elephanter o. s. v., er bekjendt nok. Man kan let tænke sig at de kunne have bragt denne Kunst saa vidt, at de have redet paa de meget store og stærke Boaslanger. Chineserne have ellers fra Arildstid af meget yndet Dragebilleder, opsat dem paa Templer, Palladser og Skibe, anbragt dem paa Faner o. s. v., og paa Fabler om virkelige Drager have de heller ikke haft Mangel.
  956. Jfr. S. 285 Varianten 19 med Hensyn til den der forskjellig angivne Længde.
  957. Her maatte en Skrivefeil af Texten, som er rettet ved Varianterne, ogsaa rettes i Oversættelsen.
  958. Jfr. S. 285 Var. 25, hvor enten Helgeland især eller det nordlige Norge overhoved menes. Endnu bruges Skier der meget og ligeledes i det nordlige Sverrig, Finmarken og Lapmarken. I begge Riger have der længe været oprettede hele Compagnier af militaire Skielöbere.
  959. De fleste Rensdyr, samt störste Rensdyrs-Jægere og Skielöbere gaves stedse paa Helgeland og i det dertil grændsende Finmarken; – med alt dette maatte, af alle norske Hövdinger, de ovenommeldte Vidkunn og Sigurd i sin Tid være bedst bekjendte.
  960. Hèr (d. e. her) tillægges af de samtlige övrige Codices, saa at det rimeligviis i E er blevet udeglemt ved en Skrivefejl; det maatte vist gjelde om Helgeland, Faderens og Sönnens egentlige Hjemstavn. See ovenfor Anm. 13.
  961. Erichsen anförer hertil (Udg. S. 84) et Sted af Giraldi topographia Hiberniæ (P. 11 C. 7, Cambdens Udg. S. 718) om en Kilde (fons) i Norge, som forvandlede Træ og flere Ting til Steen, – hvorpaa, i Forfatterens Tid (det 12te Aarhundrede) en norsk Biskop havde bragt Kong Gwal'demar (Valdemar den 1ste) af Danmark, en fuldkommen Pröve. Birkedal er en heel Bygd paa Söndmör, i hvis Midte der er en stor Indsö kaldet Birkedals-Vandet. Ström kunde, ved Udarbeidelsen af hans Söndmörs Beskrivelse, ikke opdage nogen Mose eller Kilde i bemeldte Bygd, som da havde den her omhandlede Egenskab. Jfr. Erichsens Bemærkning herved i Indledningen: S. LII. At forskjellige varme Kilder i Island ere i Besiddelse deraf, er derimod fuldkommen vist
  962. Denne gamle (endnu islandske) Talemaade gjelder her egentlig om Aar.
  963. Ved en synderlig Trykfejl er Ordet eigi indkommet i Texten S. 288, (hvorfor og Varianten 19 var overflödig); det udtrykkes derfor ikke i Oversættelsen.
  964. "Nogle kalde dem og Höfrunge, men Torfæus adskiller begge, Groenl. p. 87-88, og det passer sig bedre med vor Author. Vistnok höre de til Grindehval hos Debes, Fær. res., p. 156-161; men hos Artedius og Linnæus ere de ikke kjendelige, naar vor Authors Beskrivelse skal fölges. Maaskee höre de til Næbbehvalen og især til den Art med korte Næb uden Tænder og Barder, som Klein har beskrevet, men han er nu ikke ved Haanden.” Erichsen Mohr erfarede, at Physeter microps (Linn. Syst. nat. 107), paa Dansk kaldet Spækhuggeren, kaldtes af Islænderne Hnyðingr. Eggert Olafsen omtaler og "Hnydingen eller Spekhuggeren, en ganske liden Hval, som er den slemme Delphin, der saa meget forfölger og dræber de store tandlöse Hvale. Den er Delphinus (minimus) rostro protracto, 2 og meest 3 Alen lang.” (R. g. Isl. I, 544.) Ellers ommelder han en vis Delphinus eller Phocæna (corpore coniformi, rostro subacuto); den har hjemme paa Vestfjordene i Island, omtrent 10 Alen lang, og svömmer i Flokke. Man har meent at den blev blind en Tid af Sommeren, nemlig ved August Maaneds Begyndelse, da den parres; i det mindste bliver den da saa forvirret, at den driver, svömmende for Vinden, i klart Veir lige ind paa Landet. 1744 löb omtrent 100 Stykker levende paa Land, i Bugten mellem Olafsvig og Revet, saa de bleve hugne tildöde. Kjödet smager ikke ilde; ogsaa O. mener at den er Færóernes Grindhval (1. c. I, 360). Af Grindhvalene, ogsaa en Delphinart, blive de störste 9 til 10 Alen lange. Blandt dens Kjendetegn nævnes hverken Tænder eller Barder. (Landt Færöernes Beskrivelse S. 241-42); den holder sig i Flokke, fra 100 til 1000, og denne Fangst udgjör en af Færingernes vigtigste Næringsveje, baade til Födes og Handelsfordeles Erhvervelse. Efter Svaboes endnu kun haandskrevne Færöiske Ordbogs Tillæg er Færingernes Nujingr det samme som Islændernes hnyðingr, og betegner den af Mohr ovenanförte Hvalfiskeart. I den meget mangelfulde Ord bog over Islandske Fiskenavne som Olav Olavius meddeelte i Rit hins isl. lærd. lista fèlags, 1ste Bind, oversættes Hnyðingr ved Delphinus minimus.
  965. Nisen (Isl. hnysa, Færöisk Nuisa, endnu i Norge Nisa) er det almindelige Marsvin eller Delphin, Tumler, (Delphinus phocæna, Syst. nat. 108). Jfr. Erichsens hertil hörende Anmærkning S. 121. Höist mærkeligt er det, at selv de eskimoiske Grönlændere kalde Marsvinet eller Delphinen (i flere Arter) Nisa, som da vistnok maa give en grundet Formodning om Ordets Herkomst fra de gamle Nordmænd, blandede med de tilsidst over dem seirende Skrællinger. See ellers om den (og flere Delphinarter) Fabricii-Fauna Groenlandica S. 46–52.
  966. Denne Hvalfiskeart og dens Navn ere meget mindre bekjendte. Navnet findes vel (som Leyptr) i Björn Haldorsens Islandske Ordbog, men med en meget ubestemt Betydning: balæna quædam velocissima, mulig blot med Hensyn til den Bemærkelse af Lyn, Lynglimt, som Ordet ellers i Almindelighed har. Som Navn for en Hvalfisk have vi ikke kunnet finde det hos de Forfattere, som omhandle Islands Naturhistorie. Erichsen bemærker, at den her "saaledes benævnte Hval skal i Island af nogle kaldes Lyptir, Léttir, ja vel og Stökkull"; alle disse Navne betyde omtrent det samme som Tumler", Springer", og overhoved betegne de vistnok en Delphinart; jfr. Mohrs Islandske Naturhistorie S. 17.
  967. Navnene Wagn,- Vogn- eller Vögnuhvalr lade nu til at være ubekjendte i Island. Den her beskrevne Art kaldes der rimeligvis Hundfiskr (Hundfisken) som og, efter Kongespeilets Beskrivelse og dets Forfatters Mening, vel kunde passe til den. Mohr beretter, at Islænderne derved forstaae deels den ellers saakaldte Delphinus orca (Müller Prodr. Zoolog Dan. 57) samt at den forfölger Hvalfiskene og udmærker sig ved sin Grumhed mod dem, (jfr. Fabr. Fauna Grl. S. 46) – og deels en anden beslægtet Art, af Naturforskerne kaldet Delphinus Delphis (Syst. Nat. 108 Fabr. S. 48), hvilken Olavius allene tillægger Hundfiskens Benævnelse. De ere oftest i Flokke og springe höit op paa Vandet. Paa Færöerne kaldes de Qvessingur (formodentlig af deres skarpe Tænder og disses hyppige Brug mod större Hvale), ligesom de og i Dansk og Tydsk af samme Aarsag kaldes "Barbere" (Islands Naturhistorie S. 359 14; Landt l. c. S. 141); jfr. Erichsens hertilhörende Anmærkning, S. 121 (med Hensyn til ældre naturhistoriske Forfatteres Beskrivelse over lignende Arter). Fabricius antager Vognhvalen for Physeter microps, som er Sælhundenes heftigste og farligste Forfölger, nu af Grönlænderne kaldet 24rdluk (Fauna Groenl. S. 44-45).
  968. Om den bemærker Erichsen (S. 123): Andhvalen kaldes ellers Andurhveli, Andarmefja, af Snudens Lighed med et Andenæb; den findes og kaldet sandæta, af at æde Sandet, og hörer vist til Næbbehvalene og vel de med langt Næb, af hvilke een beskrives i Pontoppidans N. N. Hist., "som jeg dog nu ei haver." Olafsen og Olavius oversætte Islændernes Andarnefja med det danske Nebbehval, Færingernes Dögling og det latinsk-systematiske balæna minima rostro acutissimo CR. g. Isl. I, 543; I, 79). Hos den her förstnævnte Forfatter læses (l. c.) fölgende Beretning: "I Island kunne hverken Træ- eller Leerkar holde dens Olie, og Glas, som den er i, bliver ogsaa fugtig udvendig; hvis man tager den ind, trænger den strax igjen nem Legemet. Den bruges derfor meget i Island, som et smertestillende og fordeelende Middel, viser og herlige Virkninger ved Hævelser, Bylder og alleslags Inflammationer." Denne Artikel er saa meget mærkværdigere, som den rimeligvis er skrevet af Olafsens Medreisende Bjarne Povelsen, som var en særdeles duelig Læge. Ellers berettes der at denne Hvals Længde er fra 10 til 15 Alen, at den för var meget hyppig paa Nordlandet, og at dens Kjöd bliver spist. Fabricius og Mohr nævne den derimod blot som Balæna rostrata (Müllers Prodr. 48). Ogsaa efter Mohrs Beretning er den Olie, der af Kongespeilet omtales som en indvortes Gift for Menneskene, "en Lægedom for dem, naar den anvendes til udvortes Brug; det berettedes ham nemlig, at Islænderne plejede at udskjære de hvide Pletter, som findes under Svömmefinnerne, tillige med Spækket, hvoraf udflyder en fin Olie eller Tran, som de bruge med god Virkning som et fordelende og smertestillende Middel, ved at smöre den paa Stedet" (Isl. Nat. H. S. 13-14). Eschricht har 1842 beskrevet den nöiagtigst under Navn af Dödlingen eller Hyperoodon, tildeels efter Districtschirurg Hollands Tegning og Beskrivelse over en saadan ved Vestmanöerne i Island 1841 fanget Hvalfisk. Dens Ny Grönlandske Navn er Tikagulik (Fabr. Fauna Groenl. S. 90).
  969. Navnet Svinhvalr og tillige den Art som betegnes derved synes nu at være ubekjendt blandt Islænderne. Jfr. Erichsen, l. c. Hvorfor Torfæus (Groenl. S. 90) ommelder dens Olie som mere gjennemtrængende end Andhvalens, er derfor ikke let at begribe. Fabricius antager den for Delphinus tursio, som og er meget sjelden i Grönland; den kaldes der Nesarnak eller Nisarnak. (Fauna Grl. S. 49).
  970. Erichsen bemærker herved: . "Denne Hval kaldes ellers af dens sorte Farve Hrefna, saa og Hrafnreidur i Torfæi Grænlandia p. 90; han synes at regne den til Balænas; andre tillægge den Tænder i nederste Kjæve, da den blev et Catodon eller en Physeter." Olafsen og Olavius ommelde denne Hvalfisk paa Islands Vesterlaud, som Balæna media, ventri plicato. (R. g. Isl. 1, 542; Oek. Reise, I, 79). Fabricius og Mohr have begge de heranförte Islandske Navne for Balæna boops (Syst. nat. 106), af hvilken 3 Stykker dreve paa Land i Rutefjorden 1780 (Fauna Grl. S. 26, Isl. Nat. Hist. S. 13). Jfr. nedenfor Anm. 30. Dens nygrönlandske Navn er Keporkak,
  971. Ventelig den som ellers kaldes Mjaldur. Anderson om Strat Davis § 51 p. 217 regner den til Marsvinene og holder den for et med Svinhvalen; deres Störrelse hos Torfæus Groenl. p. 91 No. 9 [decem aut paulo plus ulnæ] passer sig vel nok med de förste, men ingenlunde med Svinhvalen. Siden vor Author ingen Kjendetegn sætter, skulde jeg helst gjætte at denne var den bekjendte Hvidfisk hos Egede p. 50, Anderson om Strat Davis § 49 p. 215 og Ström p. 298. Efter disses Beskrivelser ligner den mest Catodon 1 hos Ærtedius Gen. p. 78 og Linnæus p. 76. Erichsen. Saavidt vi vide bruges Navnet Hvitingr nu i Island ikke om nogen Hvalfiskeart, men derimod Hvithvalr eller Mjaldur hos Fabricius og Mohr (1. c. S. 14) den samme som Delphinus eller Balæna albicans (Müll. Prodr. 50), der meget frygtedes paa Österlandet som skadelig for Fiskerbaadene. Efter Hans Egede löbe de ofte i Flokke tæt under Fartöierne, naar man farer paa Söen (Grönlands Perlustration S.40); denne deres Vane maa naturlig tit være meget farlig for de let vaklende Baade af islandsk Bygningsmaade; de fölge ogsaa tit Baadene i Grönland, da det hedder hos Fabricius (1. c. S. 50 -52): Non raro cymbas sequuntur; der kaldes den paa Nygrönlandsk Kelleluak eller Kakortak.
  972. Skal og kaldes Skjoldfiske, Skjoldunge, Skjolde, Torfæus Groenl. p. 93 Nr. 14 synes at regne dem hen til Sletbageslægten; ellers komme og Pletterne overeens med hans Háhyrningr p. 91 Nr. 8. Skjoldhvalene berettes at have Tænder i den nederste Kjæve og höre da til Catodon Artedii og Physeter Linnæi. Erichsen. Den ommeldes ikke af de nyere Forfattere over Islands Naturhistorie. Haldorsen gjör Skjaldhvalr til det samme som Skeljuingr, nomen balænae conchis obsitæ, oversat af Rask: "Navn paa en Hvalfisk besat med Skjæl." Mohr hörte Skeljungen omtale paa Islands Nordland som et Slags Hvalfisk, fra 40 til 50 Alen lang; see Isl. Nat. H. S. 15. Jfr. nedenfor Anm. 42.
  973. Erichsen bemærker herved: "Kaldes og Geirreiður, Torfæus Grönl. p. 93 No. 15 og p. 96 No. 22 regner den til Balænas. Jeg skulde snarere antage den enten for Sværdfisken hos Egede, p. 48, og Anderson om Isl. § 67 p. 98, Str. D. § 53 p. 218, eller for Ströms Staurhynning p. 298, Artedii Physeter 1 Gen. p. 74, Linnæi Microps p. 76. Vigfus Johnsen, i hans Dissertatio de Piscatura § 4, p. 5 agter Sværdfisken for et med Vognhvalene; vel mueligt at og disse kaldes saaledes i Island." Mohr hörte en Hvalart omtale paa Islands Nordland under Navn af Geirreiður, men han saae den ikke selv og kunde derfor ikke henföre den til nogen zoologisk Klasse. Ordet geir betyder Spyd, Landse eller Sværd, rimeligvis her udledt fra et opstaaende Been eller Rygfinne, der havde Lighed med et saadant Vaaben. Haldorsen, som længe havde opholdt sig paa Islands Vesterland, hvis Farvande især ere rige paa Hvalfiske, hvilke han da tildeels kjendte af egen Erfaring, beskriver den saaledes usædvanlig nöie: "...Geirhvalr, balænae genus rentre plicato, dorso tuberose pinniformi, alias Geirreiður, a macula oblonga, albicante in dorso."
  974. Skal og kaldes Barde; Navnet er draget af Sidefinnernes Störrelse, og deraf kunde den let tages for Andersens Pílockfisch, om Strat Davis § 43 pag. 191; her regnes den til Cachelotterne. De nyere Forfattere omhandle den ikke under de islandske Benævnelser. Hvalen er uden Tvivl forskjellig fra den nu saakaldte Bardfiskr, paa Dansk Brygde (sqvalus marimus).
  975. Erichsen bemærker herved: Skal og kaldes sildreki (Silddriver eller Sildejager). Uden Tvivl er det Nordcaperen hos Egede p. 48, og Anderson om Island § 64 p. 90–93, samt om Strat Davis § 40 p. 186; maaskee og Silde-Qvalen hos Ström, S. Beskr. 1ste Deel p, 298: "kun at denne regnes til smaae Hvale. Nogle i Island berettes at tillægge dette Navn baade Marsvinene, saa og de störste Hvale, som de kalde Steipereiður, ventelig fordi ogsaa disse sees at fölge med Sild og Torsk. I min Ungdom har jeg, Finn Magnusen, hört mange Fortællinger af Islandske Fiskere om den vidunderlige Steypireiður (see nedenfor Anm. 46) som en i visse Maader hellig eller fredlyst Hvalfisk, der beskyttede Fiskerne mod de onde Hvales Angreb, drev Fisken til dem o. s. v." Dette Folkesagn tilhörer Sönderlandet. Paa Vesterlandet tilægges de samme Egenskaber den (S. 360, Anm. 25) ommeldte Hrafnreiður eller IIrefna, efter Olafsens Reise gjennem Island I, 543: "Den harpuneres ei gjerne, thi Indvaanerne holde den foren venlig Fisk, og troe endog at Skaberen har sat den til at beskytte dem paa deres smaae og svage Baade for de onde Fiske. Det er og besynderligt, at naar der er en Mængde af allehaande Rovhvale i Söen, som gjerne söge Baadene, da svömmer denne Hval bestandig tæt omkring dem, saa at man kan stryge den med Haanden; den skyder sig under Kjölen og Aarerne uden at stöde Baaden, og saaledes beskytter eller holder de andre Hvale fra at röre den, indtil Fiskerne komme til Land." Paa Færöerne er det ogsaa denne Balæna boops der kaldes Silreji (svarende til den Isl. Sildreki) som endnu hævder denne höie Anskuelse, efter fölgende Beretning af Landt. "Den sees ikke saa sjelden i de Færöiske Farvande. Den ansees for en fredelig Hval og nyder ogsaa sin Fred paa Grund af den Mening, at den skulde drive Silden ind i Fjordene, men jeg tvivler om at Færöerne nogensinde have erfaret denne gode Tjeneste af bemeldte Hval. Jeg vilde derfor önske at Indbyggerne kunde lære at gjöre sig til Mestere af den, og saaledes hellere tage mod den visse end vente paa den uvisse Fordeel.” (Beskr. over Færöer. S. 141). Jfr. ovenfor Anm. 25.
  976. See om dem ovenfor S. 293 samt Anm. 29. Erichsen bemærker her: "Efter det Navn Buurhval, som dem og gives, af det Buur eller Forraadskammer som er i deres Hoved, höre de til Cachelotterne hos Egede, p. 49 og Anderson om Strat Davis § 46—48 pag. 196—97, item 200 –215, dog uvist om til disses 1, 2 eller 3 Art. Hvalens Störrelse hos vor Author og Torfæus Gronl. p. 92 No. 11 passer vel nok til dem alle, see Anderson p. 207, 211, 213; Tændernes derimod passer bedst til den 3die. Men vistnok bliver den Catodon 2, Arted. Gen. p. 79, Syn. p. 108 og Physeter Macrocephalus Linnæi p. 76.” Denne sidste Linnæiske Benævnelse antage ogsaa Fabricius. Olavius og Mohr for den i Island nu saakaldte Búri eller Bú, hvalr. Dens nye Grönlandske Navn er Kigutelik eller Kigutilirksoak (Fauna Grl. 41–43).
  977. Erichsen oversætter Brikker til Bretspil. Einarsens latinske Oversættelse har derimod latrunculi scachici eller Skakbrikker. Originalens taft eller tabt antyder uden Tvivl begge Arter collective. Vist er det at mange ældgamle Skakbrikker, forfærdigede af den i Island saakaldte Hvaltand (eller Hvalrostand). ere blevne fundne i vort Norden, ved de brittiske Kyster o.s.v. See Annaler for nordisk Oldkyndighed for 1838-1839 S. 138-158.
  978. Herved menes vel en tildeels stor hornagtig Rygfinne, deels visse Forhöininger eller Knuder paa Ryggen, som nogle andre Hvalfiskearter udmærkes ved.
  979. Denne Hval kaldes mest Slettbakr af de nyere Islændere. Erichsen bemærker herved: "…Anderson om Island § 64 pag. 90 og om Strat Davis § 39 pag. 180, og flere ansee den for Balæna vulgaris og eet med Sandhval, som ellers kaldes Sandlægja, Sandæta; det förste kan vel være nogles Mening i Island, som og bifaldes i V. Jonsens Dis. de piscatura § 4 p. 6; det sidste er vist urigtigt, da den egentlige Hval ei holder sig til Strandbredden. Nogle Islændere holde dem og for adskilte; see Torfæi Gronl. p. 92—93 No. 12 og 13. Den hörer vist til de egentlige Balænas hos Artedius og Linnæus, men da Navnet Sletbag er i det Islandske Sprog et almindeligt Navn …(?) paa alle Hvale som ere sletryggede, eller i det mindste som ei have den forreste Rygfinne, saa er ei let at sige, hvilken af dem denne er, uden at see den selv." Olavius udgiver Sletbagen for den ellers saakaldte Balæna Grönlandica, Mohr for Balæna Mysticetus (Syst. Nat. 105) der og paa Færöerne kaldes Slattubaka; synderlig nok beskriver Haldorsen den saaledes: Balæna Groenlandica sive Spitsbergensis vera, ventre plano, quibus dam Physeter; – Rask kalder den paa Dansk: slet Finhval, Grönlandam Physeter; – Rask kalder den paa Dansk: slet Finhval, Grönlandsk Hval. Nordmændene kalde den endnu Sletbak, – og overhoved frygtes den endnu i Norge, Island og paa Færöerne som farlig for Fiskerbaadene.
  980. Iblandt Varianterne har Erichsen indskudt denne korte Anmærkning: "Skal ellers kaldes Hafurhval, Hafurfisk, Katthval; men her feile de övrige Tegn til at kjende dens Art." De nyere Forfattere over Islands Naturhistorie have heller ikke bidraget til denne dunkle Gjenstands Oplysning. Haldorsen oversætter Hafrhvalr ved Delphinus, og det er vistnok sandsynligt at Höfringr, en Islandsk Benævnelse for Marsvinet, (skjöndt den snarest synes at være Diminutiv af Hafrhvalr) har den selvsamme Oprindelse.
  981. Herved bemærker Erichsen: "Horshvalen skal og kaldes af dens Springen Dettir, Sprettfiskur, Stökull, og Blöðruhvalr, af en Blære eller Hud som skal hænge den over Öinene. Den berettes at have Tænder i den nederste Gumme." Jfr. Torfæus l. c. p. 94. som uden Tvivl har taget det af Islandske Almuesagn, at dens Indvolde ligne Hestenes, og at den tildeels er lodden; af samme Art er det Sagn som Mohr hörte paa Nordlandet (hvor den kaldtes Hrosshveli) at den skulde vrinske som en Hest (Isl. N. Hist. S. 17). Islands ældste Kirkelove (af 1123 og 1275) forböde at spise, den.
  982. Om Rödkæmmingen haves og i Island endeel, rimeligviis ugrundede Almuesagn, f. Ex. at den skal have en röd Manke. Jfr. Torfæus og Mohr, ll. cc. Fiskerne ansee den endnu for særdeles farlig. Den blev ogsaa forbuden at spises i Islands ældste Kirkelove.
  983. Efter Ordet: modstridende (Menneskets Natur).
  984. Torfæus angiver l. c. Roshvalens störste Længde kun til 22 Alen.
  985. Jfr. Varianten Kjerte (enten af Vox eller Tælle); i de ældre Oversættelser sættes her: "Tællelys".
  986. Denne Hvalart er vistnok en af de mest berömte for dens fordum kostbare Horns eller Tands Skyld. Dog er Erichsens hertil hörende Anmærkning usædvanlig kort: "Narhval, som ikke er ædelig for Mennesker. Det danske Navn Narhval er fordreiet; den kaldes ellers af Egede S. 50-53 og Andersen om Strat Davis § 45 p. 191 o. f. samt § 46 p. 197—199 Monoceros; af Artedio Gen. p. 78 Syn. p. 108 og Lin. p. 75 Monodon." Fabricius og Mohr kalde den Monodon Monoceros (Syst. Nat. 105) og Sidstnævnte bemærker meget rigtig, at dens lange og besynderlige Tand urigtig kaldes Eenhjörnings-Horn (Isl. Nat. Hist. S. 13). Hos Haldorsen findes begge de systematiske Navne, med det Tillæg, at det Islandske er draget af Hvalens blege eller blaaagtige (gustne) Farve; Náhvalr . . (monoceros marinus) a colore pallido vel lurido ita dictus. I den sildigere Middelalder og lige til det 17de Aarhundrede antog man, uden for Norden, Narhvalens Tand eller Horn for Hornet af den Eenhjörning, som Bibelen ommelder, der dog kun meget sjelden kunde findes eller erholdes dybt inde i Asien eller Afrika. Man ansaae det (især pulveriseret) for den ypperligste Modgift, og tillagde det adskillige andre Lægedomskræfter, saa at rige Folk betalte det eller Stykker deraf med lige Vægt i Guld o. s. v. Det var derfor i Island et lovmæssigt Regale. Den bekjendte Ophavsmand til Læren om Præadamiterne, Isaac de la Peyrere, var en af de förste Udlændinge, som (under sit Ophold i Kjöbenhavn 1644) kom til Kundskab om dette berömte Eenhjörnings horns sande Oprindelse og Hjemstavn, hvilket han da ind berettede til den franske Statssecretair la Mothe le Vayer, blandt flere Efterretninger om Island og Grönland, som senere udgaves i Paris (Relation du Groenland 1647 og 1663 samt Relation d'Islande 1668); för var det dog kommet til den lærde Verdens Kundskab ved Ole Worms og Thomas Bartholins Undersögelser, udgivne af sidstnævnte i hans: Observationes novæ de Unicornu; Patavii, 1645, og i Musæum Wormianum, Lugduni Batav. 1655, hvor Kongespeilets Efterretninger tildeels ere benyttede. Narhvalens her ommeldte Uspiselighed er vel (ligesom Hestekjödets) blot grundet paa en gammel Fordom, mulig opstaaet af Navnets Betydning. Den berettes og af Arngrim Johnsen 1638 til Worm i Epistolæ Wormianæ I, 329, men berigtigedes fra Island ved Fiskernes Erfaring 1649 (ibid. II, 956). Vist er det ellers, at Islands ældste Kirkelove (fra 1123 af) for böde at spise dens Kjöd (Kristinnrèttr Þorláks og Ketils, (1) tillige Graagaasens 1ste Bog 34te Cap., Kristinnr. Árna biskups 32 Cap. efter Thorkelins Udgaver). Eskimoerne betragte dog (efter Fabricius S. 31) dens Kjöd som en Lækkerhed. De nyere Forfattere benægte og at Narhvalen har andre Tænder, end de bekjendte store. Allerede O. Worm oplyste det; see f. Ex. Museum Wormianum S. 280. Herom underrettede og Biskop Thorlak Skulesen sin Ven O. Worm 1649 (Epist. II, 927), og den sidstnævnte var selv saa heldig at see et Narhvalshoved med Tænder 1645 (ib. II, 923). 1673 ankom en stor Mængde af Narhvalens Tænder til Kjöbenhavn; de menes at være blevne anvendte til den kostbare kongelige Throne paa Rosenborg Slot. Dens nygrönlandske Navn er Tugalik eller Kernektak (m. fl.). Jfr. Hans Egede Grönl. Perlustration S. 42-44; Fabricii Fauna Groenland. S. 29-31.
  987. Det vil sige: besat med Skjæl eller Skaller (især Muslingskaller). Erichsen-oversætter Skjælling og tilföier fölgende Anmærkning: "Her mangle visse Kjendetegn, dog hörer den vistnok til de egentlige Balænas. Torfæus Gronl. p. 95 Nr. 20. tillægger den glat Ryg uden Finne, men da findes den ei hos Artedius og Linnæus. Baade af dens Grumhed og de Skjæl eller Balanis, hvoraf den har sit Navn, skulde jeg snarest henföre den til Finnfiskeslægten, og da især til Andersons Jupiter-Fisk, om Strat Davis §42 p. 187-91, Artedii Balæna 3 Gen. p. 77 og Linnæi Boops p. 76. Kanskee og de Nordiske have kaldt Skæljung en hver Hval, paa hvilken Balani findes, og de findes da paa flere end denne; see Anderson § 40 p. 186, Ström p. 298.” Jfr. ovf. Anm. 27, samt 25 og 30.
  988. Erichsen bemærker herved: "Kaldes og Vatnshvalr i Torf. Gronl. p. 95 Nr. 21." Den bliver efter Beskrivelsen Balæna vulgaris hos Egede p. 44-48, Anderson om Island § 64 p. 90, om Strat Dav. § 39 p. 180-185, og Ström p. 298. Balæna 1 hos Arted. Gen. p. 76; Syn. p. 106-7, Descr. p. 106; Mysticetus hos Linnæus p.75. Nogle i Island sees at holde den for eet nu med Sletbagen, nu med Burhvalen." Ogsaa Fabricius og Haldorsen have antaget den for den samme som Sletbagen; sèe ovenfor Anm. 34, Fauna Groenl. 32–34. Paa Nygrönlandsk har den de for skjellige Navne: Arbek eller Arqvek, Arbavik, Sokalik.
  989. Erichsens Text tillægger her et ok, hvorfor hans Oversættelse maa lyde: "og det som falder,” o. s. v. – men vi have ikke fundet dette Tillæg i nogen af de ved os brugte Membraner.
  990. Man maatte troe, at dette uhyre Dyr behövede en Mængde Fiske til sin Næring, men dets Svælg er kun 4 Tommer bredt, hvorfor denne Hval kun næres ved det som den kan indsuge; dens bekjendte sædvanligste Næring seer ud som brunt eller hvidt Slim, og findes i Mængde ved Grönlands Kyster; see Hans Egede Grönlands Perlustr. S. 39; Crantz Historie von Grönland 2r Theil S. 135, 144; jfr. Fabricii Fauna Groenlandica S. 33, 34. De Insecter, som Hvalen sluger, findes alle i en saa uhyre Mængde, at nogle Arter af dem farve Havet, paa betydelige Strækninger, efter deres forskjellige Farver, f. E. gulgrönt, brunt eller brunrödt; see Scoresby Voyage to the eastern coast of West-Greenland (1823) S. 351–356.
  991. Erichsen bemærker herved: "Kaldes og Steipireiður, Torf. Gronl. p. 96 Nr. 23, samt Sjóreiður, Reiðarhvalr. Vist hörer den til de egentlige Balænas. Men uvist om de nyere indbefatte den under den egentlige Hvalfisk (ligesom og Universitetets Afskrift Nr. 16 ei nævner Reiður for sig, men henförer til Nordhvalen hvad her siges om den) eller den skal holdes for Balæna 2, Artedii Gen. p. 78, Syn. p. 107, Physalus Linnæi p. 75. Kroppens Skabning og Navnet, især af den Art, som kaldes Mjóareiður (Smal-Reidur) passer sig vel nok, men Störrelsen er til Hinder; dog den kan ei regnes paa; Hvalene ere nu blevne forfiskede i saa lang en Tid, at dem nu ei gives Fred til at naae den Væxt, som de kunde, og havde i gamle Dage. Ellers er og Ordet Reiður i det nordiske Sprog et almindeligt Navn for en heel Slægt af store Hvale, saa at deraf navngives adskillige Arter, som Geirreiður, Hrafnreiður o. f.; see og Jonsens Dissert. de piscatura § 5.” Jfr. ovenfor Anm. 25, 28, 30. Steipireidur er Olafsens og Olavii Balæna marina, ventre plicato, Fabricii og Mohrs Balæna Musculus (Syst. naturæ 106), af Haldorsen betegnet med begge Navne. Fabricius anförer dens Nygrönlandske Navn som Kepot karnak (1. c. S. 39). Den ansees endnu i Island for den störste af alle Hvalfiske. Det oldnordiske Ord Reiður er ellers i nyere Norsk ble vet til Rör (Röör), Rörhval, i Færöisk til Rojur, men bruges nu mest om Balæna physalus, ogsaa af Fabricius (1. c. S. 35) under de Norske og Færöiske Navne, men paa Islandsk kalder han den Sildreki (see ovf. S.362) og Hnúfubakur (efter Olafsen, I, 541); paa Nygrönlandsk kaldes den Tuimbuk og Tekkirsok.
  992. Ellers regnede man fordum almindeligst efter hundrað tölfræðt, eller 120 paa Hundredet. Med Hensyn til den betydelige Störrelse, som vor Forfatter tillægger denne og flere Hvalfiskearter, anföre vi fölgende mærkelige Beretning af Pontoppidan -(hvilken ogsaa vore Tiders Hvalfangere i Strat Davis efter Forlydende skulle bekræfte): "Det er efter alles Tilstaaelse vist, at Hvalfiskens Storhed efterhaanden aftager, og man nu paa en Snees Aar sjelden seer een saa stor som fordum sædvanligt var, særdeles under Grönland, da 2 à 3 Fisk ofte ei give flere Cordeler Tran, end man fordum ventede sig af een. Dette synes en naturlig fornöden Fölge deraf, at man nuomstunder fanger dem flittigere og giver dem ei Tid at blive fuldvoxne.” Norges Naturhistorie, II, 195. Horrebow berettede ellers (1752) at Islænderne i hans Tid undertiden fangede Hvalfisk, der vare 100 til 120 Alen lange; Tilforladel. Efterretn. om Island S. 223.
  993. Her antage vi, med Hensyn til de övrige Exemplarers Varianter, at en Skrivefeil har indlistet sig i Texten, nemlig talin for tálkn; see de afvigende Læsemaader.
  994. Snarere efter Ordet: Forögelse af Sæd eller Sæd-Forraad. Erichsen indskyder den korte Anmærkning blandt Varianterne: "Forstaae det bekjendte Sperma Ceti, Hvalamber eller Hvalrav.” Af Henrik Harpestrengs Lægebog (udgivet af Molbech 1826, S. 51, 176) sees, at man fordum i Norden (ligesom Udgiveren rigtig har gjættet), har kaldet dette Lægemiddel Hvalsauki, efter dansk Retskriyning i det 13de eller 14de Aarhundrede: Hvalsöky eller Hvalsökæ; dette Ord synes og at have været Kongespeilets Udgiver bekjendt, men han har (som det nedenfor sees) omskrevet Benævnelsen, for tillige at antyde Gjenstandens formeentlige Beskaffenhed og Oprindelse. I Lægebogen kaldes det ogsaa Amra (Ambra), hvoraf det danske Hval Amber, Islandsk Hvalambur; der tillægges den ogsaa store Lægedomskræfter. Det nu saakaldte Sperma Ceti bestaaer af den Olie, som findes i Cachelottens Hjerne, samt tillige i en stor og utallige mindre Aarer, som gjennemströmme dens hele Krop; Crantz l. c. I, 149-150, H. Egede Grönl. Perl. S. 41. Jfr. Anm. 51.
  995. Her menes dog maaskee især Febre; jfr. Varianterne.
  996. Her betyder Ordet auki öiensynlig Sæd (sperma); jfr. Anm. 49.
  997. Navnet betyder Havdunst, – Damp eller Taage. Hele Sagnet beroer formodentlig paa saadanne Luftsyn, der ligne den saakaldte Fata Morgana. Det gaaer endnu omkring i Island, men Navnet er der forandret til Lyngbag (lyngbakr), fordi Uhyrets Ryg synes at være overgroet med Lyng. Om den har jeg, Finn Magnusen, i min Barndom hört adskillige eventyrlige Sagn; den nævnes ogsaa i Torfæi Gronlandia antiqva S. 99. Det norske Fiskersagn om Kraken svarer ganske hertil; derom handler Yidtlöftig Pontoppidans Norske Naturhistorie, II, 340-352. Den kaldes og i Norge Horven, Söhorren eller Ankertrold; den menes at have en Tykkelse eller Höide af 80 Alen. Den ligner en Samling eller Række af smaae Skjær, naar den viser sig over Vandet, og trækker en stor Mængde Fisk til sig; om dens Overdeel, forsaavidt man har haft Leilighed til atsee den, udtrykker Forfatteren sig saaledes: "at den efter Öiesyn udgjör en Fjerdingveis Omkreds, nogle sige mere, men jeg udvælger for Sikkerhed det mindste.” o. s. v. Hans Egede lærte Havguven at kjende af Torfæusis fra Kongespejlet laante Beretning, og bemærker i den Anledning: «Dette (endskjöndt en Fabel og urimelig Historie) kommer overeens med en ligesaa urimelig Relation, som fortælles af Fiskerne udi mit Födeland (Nordlandene), om et stort og forfærdeligt Sömonstrum, som der i Söen skal findes og undertiden lader sig see, og af dennem kaldes Kraken, og er uden Tvivl den selvsamme, som Islændernes Hafgufa; de beskriver dens Storlighed at befatte nogle Miile udi sig, og helst lader sig see i stille Væir, hvor den da kommer opover den hele Sö" o. s. v. (Grönlands Perlustration S. 48).
  998. Torfæus lægger adskilligt til denne Beskrivelse i sin Gronlandia antiqva S. 99-100, i det han f. E. udtrykkelig nævner Hvalfiske (balæna) blandt de Södyr, som opsluges af Uhyret, der bruger et heelt Aar til at fordöie sin Föde, hvilken den overhoved kun tager til sig engang om Aaret "immensæ voracitatis ventre repleto ipse satur, occluso rostro ingestam tantæ molis saburram condit, quam toto deinde anno digerit, neque enim sæpius quam semel quot annis cibari dicitur," etc. Den hellige Brandan skal engang have overvundet den o. s. v. Er end Kongespeilets Beretning om den saakaldte Hafgufa i det Hele ikke sandfærdig, kan dog den sidste Deel let være opkommet ved Uhyrets Forvexling med en stor Hval, som paa, en lignende Maade, efter de nyere Beretninger, nedsluger en stor Mængde Fisk. Crantz kalder den Nordkaper, l. c. I, 145. Efter Pontoppidan kaldes den i Norge Sildeqval, fordi den paa en Mundfuld sluger eller indsuer hele Tönder- og Læstertals Sild". N. Nat. Hist. I, 196. Om Islændernes Sildreki (jfr. ovenf. S. 362) fortæller Horrebow, at en saadan Hval, som ved Ebbetiden var löbet paa Strand, blev ombragt af Islænderne, som "fik over 600 Torsk i ham paa eengang, som endnu vare friske og levende", foruden en Mængde smaae Sild og nogle Fugle; Efterretninger om Island, S. 152. Dog kan man, i de norske Fiskeres Beretninger fra Pontoppidans Tid, vel gjenkjende de gamle islandske eller grönlandske Sagn om Havguvens Adfærd, i Fortællingerne om Haarven eller Krakken, dog med nogen Variation (1. c. S. 342): "Af mange Fiskeres i lang Tid samlede Forfaring veed man dette, at Kraken i nogle Maaneder æder, og i andre paafölgende udtömmer igjen sine excrementa. Naar denne Excretion skeer, kan Vandets Overdeel farves deraf, og bliver ligesom tyk og mudderagtig. Denne Mudder siges at være Fiskenes Lugt eller Smag, eller begge Dele, saa behagelig, at de fra alle Sider söge tilsammen efter den, og naar de til den Ende opholde sig over Kraken, da aabner den sig for at opsluge sine kjærkomne Gjester, og at forvandle dem til ny Lokkemad for andre af samme Smag.” Til dette Slags Fabler hörer ellers det af Olaus Magnus fortalte (rimeligvis oprindelig svenske) Folkesagn om Hvalfiske eller Söuhyrer i Nordens Have, der vare saa store, at man ansaae deres Ryg for en Ö, paa hvilken man formeentlig kunde gaae i Land, tænde Ild og forrette adskillig Gjerning; undertiden plejede Skibene og at ankre paa denne usikkre Grund (ligesom Nordmændene fortælle om Ankertrolden o. s. v.): "Elevato dorso suo super undas, a navigantibus nihil aliud creditur esse quam insula. Itaque nautæ ad illum appellunt et super eum ascendunt . . . Arenas aliquando dorso suo tollit, in quibus, ingruente tempestate, nautæ terram se invenisse gaudentes, anchoris de missis, falsa firmitate quiescunt” o.s.v. Hist. gent. Septentr. XX, 25).
  999. Strambr er et obsolet og höist sjeldent Ord, der rimeligvis er beslægtet med Strángi, en lang Bylt m. m., Hvoraf det Norske Strange, et afhugget Træ, Stripr, en spids nögen Klippetind o.fl., samt betegner vel en höi, isoleret, ikke meget bred eller tyk Gjenstand, der især viser sig omgivet af Luft eller Hav. Vore Forfædre synes at have betragtet dette Uhyre som den störste Art af Havmænd, endskjönt de troede sig at kjende andre mindre, som de kaldte Marbendill eller Marmennill (den lille Havmand), hvorfra endnu det Norske Marmæle m.fl. Om dette Slags saakaldte Havmænd (egentlig Södyr, som oventil tildeels ligne et Menneske) har Pontoppidan handlet udförlig i Norges Naturhistorie S. 302-318. Vi ville ikke opholde Læserne med disse eller andre Fortællinger derom, med Undtagelse af en, som netop angaaer det Grönlandske Hav, men som vi her ville meddele fra den mest authentiske Kilde, nemlig Öienvidnet, Biskop Paul Egedes egen Beretning i hans Continuation af de Grönlandske Relationer (1740) S. 6, samt Efterretninger om Grönland, uddragne af en Dagbog (Kbhavn 1788) S. 85, der handler om Forfatterens Reise fra Kjöbenhavn til Grönland, da han var 28 Aar gammel, altsaa i den bedste Alder med Hensyn til physisk Iagttagelsesevne: "1734 den 17de Juni saae vi Statenhuk, ”og havde Landet bestandig i Sigte indtil 64°. Her lod sig (den 6te Juli) tilsyne et usædvanligt forfærdeligt Havdyr, der reiste sig saa höit over Vandet, at Hovedet rakte over vores store Mers. Det havde en lang spids Snude og blæste som en Hvalfisk, havde brede, store, nedhængende Patter, og Kroppen syntes at være begroet med Skjæl og var meget runken og ujevn paa Huden. Dens Aande var ei saa stærk som Hvalfiskens, da den anden Gang kom op af Vandet. Förste Gang blev vi den ikke vaer, förend den stod saa godt som over os paa et Pistolskud nær. Hovedet var smalere end Kroppen, som syntes blöd og runken; det var 3 Gange over Vandet, sidste Gang langt borte. Naar det dukkede under, kastede det sig bagover. Siden kom den lange Hale (da den nedentil var skabt som en Orm) op bagefter, meer end et Skibs Længde fra Kroppen. Mod Aftenen fik vi en Storm [meget stærk Væir). At denne Storm var en af de heftigste, kan man see deraf, at Skipperen lod vor Forfatter staae til Roers, fordi han selv var med alle sine Folk i Veiret for at bjerge Mersseilene.” Et hosfölgende Kobber (til Efterretningerne) oplyser denne Beretning nærmere. Vi troe at kunne slutte os til deraf, at dette Södyr er det samme som de gamle Grönlænderes Havstramb; kun have de, paa hvis Fortællinger Kongespeilets Beretning grunder sig, langt fra ikke seet den saa nær ved som Paul Egede; flere Fortællinger ere og mulig der blevne sammendragne til en almindelig Beskrivelse over Dyret. I lang Frastand ere de store men brede og ned hængende Laller ikke bemærkede; dets opreiste Tryne (eller Snude) kunde saaledes nok ligne en spids Hjelm o. s. v. Sandsynligvis er denne Tilsyneladelse af et saadant Monstrum identisk med den der ommeldes saaledes af Biskop Hans Egede i Grönlands Perlustration S. 48, i det han netop havde meddeelt (paa Dansk) Torfæus's (latinske) Uddrag af Kongespeilet om Havstramben, Margygen og Havguven eller Kraken: "Ingen af dem er i vore Tider kommet os til siune uden allene et forfærdelig stort Havdyr, som 1734 blev seet i Söen udenfor Colouien paa 64° og var af denne Gestalt og Skikkelse. Det var et saa overmaade stort Bæst, saa det ragte sig lige jevnt ved Skibets Mers, der det kom af Vandet, og Kroppen var nok saa tyk omkring som Skibet, og vel 3 a 4 Gange saa lang.” Resten stemmer ganske overeens med Paul Egedes Beskrivelse. Vi bemærke, til nærmere Oplysning om Uhyrets Störrelse, at Skibet paa det ommeldte Kobber fremstilles som en stor Tremaster. Samtlige ovenmeldte Beretninger tillægges ellers urigtig, af Pontoppidan l. c., Biskop Hans Egede, hvorimod en ham dertil (især S. 318, hvor Afdelingen om Söormen begynder) i Kobberstik meddeelt Tegning S. 325 tillægges Missionarius Hr. Bing (som rigtignok tilligemed Paul Egede var ombord paa det her omhandlede Skib) og siges at have skrevet til sin Svoger Præsten Sylow til Houg i Bergens Stift, at "Havdyrets Öine syntes rödagtige og derhos ligesom brændende af Ild." Pontoppidans Kobber afviger især deri fra det af Paul Egede meddeelte, at det förstmeldte fremstiller Dyret, nedenfor Halsen, heelt bedækket med store Fiskeskjæl, og tillige deri, at det tydelig sees at udspye en stor Vandström af Munden, hvortil intet Spor sees paa det andet Kobber. Endelig tilföier Pontoppidan med Hensyn til den ham meddeelte Tegning: Samme Billede erindrer jeg at være mig viist i en större Malning hos Hr. Jacob Severin, som da forestod Grönlands Beseiling under Kongelig Octroy, og havde sat et latinsk Vers derunder, hvis Indhold, saavidt jeg mindes, var dette, at han med Foragt ansaae den Helvedes Drage, der syntes at ville afskrække alle Vedkommende fra det Haab om hine hedenske Grönlænderes Oplysning og Omvendelse. Mente satis pia quidem.
  1000. Just saaledes har hint Uhyres Nederdeel vist sig for Egedes og Bings Öine, efter Tegningernes Medför.
  1001. Det er af os bemærket (Anm. 54) at en stærk Storm indtraf strax efter Uhyrets Tilsyneladelse for dets sidst ommeldte Iagttagere.
  1002. Originalens Margýgur betegner egentlig eñ Hav Jættinde eller kvindelig Sötrold; af det oldnordiske Mar (marr) Hav og Gýgur, en Jættinde. See Lex. myth. bor.S. 137, 391 ; Eddalæren og dens Oprindelse, IV, 239-248, 253-256, hvor det blandt andet bemærkes, at de nyere lslændere kalde det samme Væsen Hafgigja, som deels er en Afændring af det ældre Ord, og deels bogstavelig oversat, som "Havgigen", maa erindre saavel om Grækers og Romeres Sirener, som de nyere Skandinavers forskjellige musikalske Havmennesker, Vand- eller Sötrolde (til hvilke Nordboerne havde mandlige Sidestykker, endnu bekjendte blandt Norges og Sverrigs Almue som Fossegrim, Nökke m.fl.). De gamle nordiske Kæmpeviser besynge og Ellepigernes ypperlige Sang og Strengeleg o. s. v.
  1003. De ældre og nyere Fortællinger om Havfruerne vilde falde i det uendelige, naar man her skulde samle og sammenligne dem. Enkelte nordiske ville vi dog her bemærke. Lucas Debes fortæller i sin Færöernes Beskrivelse S. 171: "Saa er og seet Anno 1670 udi Færö, Vesten for Qvalbo Eide, af mange der boende Mænd, saavel som Indbyggere fra andre Steder i Suderöe, en Havfrue tæt ved Landet i halvtredie Timestid, staaende lige over Ende indtil Navlen ved Vandet, havende et langt Haar paa Hovedet, som slog ned paa Vandet runden omkring, holdende en Fisk i den höire Haand med Hovedet nedvendt. Det blev mig og fortalt samme Aar, at Fiskerne i Vestmanhavn udi Strömöe have samme Sommer paa deres Fiskeri norden for Færöe seet en Havfrue." Ved et edeligt Tingsvidne optaget i Helsingör af den bekjendte Andreas Bussæus, efter Kongelig Ordre, den 20de September 1723 over tre Færgemænd, angaaende en i Sundet formeentlig seet Havmand, forklarede en af dem, at han ved Kullen, hvor han er födt, havde fra en Baad (da omtrent for 20 Aar siden) seet en Havfrue med udslagne Haar og store Bryster". (Oluf Bangs Samling af adskillige opbyggelige og nyttige Materier 1ste Bind 4de Stykke S. 528). I vort Aarhundrede vil man og have seet adskillige Havmænd eller Havfruer ved de danske Kyster; see f. Ex. Kjöbenhavns Skilderi (udgivet af S. Soldin) 1817 Nr. 84. Jeg Finn Magnusen tillader mig her at anföre, at jeg har hört en dannet og troværdig dansk Sömand forsikkre, at han og mange af hans Skibskammerater, som stode paa Dækket af hans Fartöi, havde seet en Havfrue, i 2 til 3 Pistolskuds Distance, som i Kikkerten saa ud til at have et smukt Ansigt, af röd og hvid Farve, et deiligt sort Haar, kröllet mod Skuldrene o. s. v. Arme saae han ikke over Vandet. En meget stærk Storm paafulgte kort derefter. Saavidt jeg erindrer angaves dette Syn at være seet etsteds i de tropiske Farvande. En meget ældre hertil hörende Beretning findes saaledes i gamle Islandske Annaler, til Aaret 1305: Kaupmenn þeir er út lètu i Gautavík i Austfjörðum urðu aptrreka, ok kváðust sèt hafa margygi ok hafstramb ok mörg skripi önnur. þeir lètu pó üt síðan litlu fyri veturnætur; d. e. "De Kjöbmænd, som gik til Söes fra Gautevig i Östfjordene (paa Island), nödtes til at vende tilbage; de foregave at have seet Margygen og Havstramben, samt mange andre Uhyrer; de gik dog til Söes igjen kort för Vinternætterne (tidlig i October)”. Disse Kjöbmænd og Söfarere have sandsynligvis været norske. Jfr. Torfæi Hist. Norveg. IV, 416.
  1004. Disse vidunderlig beskrevne Havgjerdinger vare vel ikke andet, end de Malströmme, Havsvælg og Issvælg, som findes hist og her ved de Grönlandske Kyster, og som længe, selv af deres eskimoiske Indvaanere, ere blevne skildrede som ubefarlige. Allerede i det 10de Aarhundrede digtede en kristen Mand fra Syderöerne (Hebriderne), som foretog en Reise til Grönland, et Kvad til Christus, og anraabte ham om at bevare sig mod de farlige Havgjerdinger, af hvilke Digtet fik sit Navn, Hafgerðinga drápa; see ovenfor 1, 180, 189, 208, 264; jfr. Scoresbyes Beskrivelse over de store Farer, som den stærke og foranderlige Ström, i forskjellige Retninger, ved Grönlands Östkyst, bereder de Söfarende, i Forening med de svömmende Isbjerge og de ved dem fremkommende Brændinger o. s. v. (Voyage P. 263—264), samt Graahs og Vallöes Efterretninger om Puisortok, samt disse Grönlænderes store Frygt for dette Havsvælg (Opdagelsesreise S. 34, 82-83).
  1005. Dette stemmer overeens med de Nyeres Beretninger om de Grönlandske Farvandes flakke Iis eller Isflader, der undertiden danner hele Ismarker (Eisfelder) Icefields, som Crantz, Scoresby o. fl. kalde dem. De udgjöre den saakaldte Markiis eller Storiis, i Almindelighed den farligste og mest hindrende Art af Havis for Skibsfarten. Den bedækkede f. E. i Sommeren 1756 hele Kysten af Strat Davis fra Statenhuck (paa 60°) til 65 Grader nordlig Bredde. Efter Crantz kan en saadan sammenhængende Ismark undertiden være af 100 Miles Længde, 20-40 Miles Bredde. (Beschr. von Grönland, I, 41-43). 1825 omgav Storisen Grönlands Kyster fra Cap Farvel til 67° Br.
  1006. Uden Hensyn til vor Forfatter udtrykker Crantz sig saaledes: "Die Dicke dieses Eises ist verschieden; gemeiniglich ist es 5 bis 6 Ellen dick."
  1007. Dette höist mærkelige Sted giver en herlig Oplysning om Österbygdens rette Beliggenhed, med Hensyn til den opgivne Cours for dem, som der vilde söge Landet. Det stemmer tildeels overeens med Ivar Beres Beskrivelse, see ovenfor III, 252. Graah bemærker i denne Anledning, at de, der nuomstunder fra Island ville seile til Julianehaab paa Grönland, endnu maatte holde sig denne Kongespejlets Forskrift efterrettelig (Opdagelsesreise S. 186; jfr. 165-168).
  1008. Graah bemærker (1. c. S. 167) ved dette Sted af Kongespeilet: "Netop som det her beskrives, gik det de i Aaret 1777 under Östkysten paa Grönland forliste hollandske Hvalfangere, hvoraf sees, at Isen i det 12te eller 13de Aarhundrede, da Kongespeilet formodes at været skrevet, har været af samme Beskaffenhed som i vor Tid.” De her ommeldte Hvalfangerskibe udgjorde en heel stor Flaade.
  1009. Ogsaa dette bekræftes fuldkommen af nyere Forfattere; saaledes f. Ex.: "Det er utroligt, med hvor stor Fart Isfjeldene kunne skyde sig frem, thi efterdi de stikke meget dybt, saa har Strömmen Magt nok til ofte at före dem lige mod Vinden.” Stauning Kort Beskrivelse over Grönland (Viborg, 1775) S. 26. Om Havisens pludselige Ankomst og Forsvinden i Middelalderen, jfr. ovf. III, 716—719.
  1010. Eller Fjeldjökle, Isbjerge (Tydsk Eisberg), der og er gaaet over i det Engelske Sömandssprog som Iceberg); jfr. S. 318 Var. 5. Benævnelsen Faldjökel passer og meget godt, forsaavidt som disse Isbjerge tit falde eller styrte sammen o. s. v. Jfr. Crantz, I, 30, 35-36; Graah, S. 83.
  1011. Originalens evvitar, (som ikke er optaget i den trykte Udgave) er et höist sjeldent Ord; rimeligvis er det dog det samme som Havamaals eyvitar, eivitar Str. 94 (jfr. 28), om hvis Betydning Fortolkerne have været uenige; see den ældre Eddas store Udgave III, 81, 109, 219; Dansk Overs. III, 126. Vor Texts övrige mærkeligste hertil svarende Varianter udtrykke den af os og de ældre Oversættere i Hovedsagen antagne Mening: aldrig eller ikke; muelig burde man lægge til: saavidt man veed.
  1012. Ved denne Benævnelse maae vi henvise til S. 318-19, Var. 14-15. Den der anförte betyder ligefrem Nordsæl; Násælr maatte derimod (omtrent som Náhvalr) oversættes ved Ligsæl, Aadselsæl. Det er, naar andre Kjendetegn end Længden ikke tilföies, meget vanskeligt at henföre de her nævnte Arter til de nyere Naturforskeres Bestemmelser; de fleste af dem findes vel i Island, og ere da formodentlig omhandlede af Olafsen, Mohr eller Thienemann; den sidste har især meddeelt meget udförlige Beskrivelser over Islands Sælhunde (forsaavidt som han selv kunde undersöge dem) ledsagede af illuminerede Kobbere (Naturhistor. Bemerkungen, gesammelt in Island o. s. v.; ogsaa som 1ste Afdeling af hans Reise im Norden Europas, vorzüglich in Island, Leipzig, 1824, Svo, S. 20-152). Kun faa af Kongespeilets hertilhörende Benævnelser stemme dog med den nu brugelige islandske; vi kunne da her kun fremsætte faa Antydninger til Textens Oplysning. Navnet Nordselr har tildeels samme Betydning som det islandske ütselr (Mohr Isl. Nat. Hist. S. 5). Den anden Variation af Navnet: Náiselr (Liigsæl) kunde passe til det islandske Almuesagn, at den forfölger frugtsommelige Koner. Den islandske Utsels Længde angives af Mohr 4 til 5 Alen. Thienemann kalder den Phoca scopulicola, S. 59.
  1013. Orkn er en meget gammel Benævnelse for Sælhunde, da Orkneyjar eller Örkenöerne menes at have sin Oprindelse derfra, skjöndt Öernes latinske Navn Orcades allerede var de gamle Romere bekjendt; – visse Sælhunde kaldes saaledes i Sagaen om Kjæmpen Björn fra Hitardal (i det 11te Aarhundrede) og i Legenderne om den hellige Biskop Thorlak, hvor en saadan Sælhunds Længde angives til 9 Fod; – nu er Ordet for det meste gaaet af Brug i Island. Det er da vistnok vanskeligt at bestemme Arten ved en nyere Benævnelse. De angivne Störrelser passe omtrentlig til Fabricii Phoca leonina. Af de nyere Islændere kaldes den Blödruselr, af Grönlands Eskimoer Neitsersoak. Orkn skrives ogsaa Örkn, Aurkn; kan dette Ord vel være beslægtet med Örk (Avrk), en Kiste, Kasse, med Hensyn til denne Sælhunds besynderlige Klap eller Blære, hvilken den undertiden nedskyder over Öinene?
  1014. Denne Benævnelse bruges nu ikke meer i Island; dens Oprindelse er heller ikke let at forklare. Torfæus nævner en Art Flekkuselr (den spraglede Sæl), der efter Benævnelsen vel kunde passe til Egedes spraglede Sæt, Fabricii Phoca vitulina, Thienemanns Ph. littorea, men dog ikke til den Störrelse, til hvis Angivelse vor Forfatter her paa en noget tvétydig Maade synes at holde sig.
  1015. Granselr har den selvsamme Betydning som de nyere Islænderes Kampselr\\ og Naturforskernes Benævnelse for den: Phoca barbata. Den af disse angivne Störrelse kan og nogenlunde passe til den heranförte, da Fabricius bevidner at den tit bliver 5 Al. lang. I Island angives en Art, kaldet Gramselr, som overordentlig stor, men her er da vel Talen kun om den störste af den her omhandlede Art; jfr. Olafsen (l. c.) 532, Mohr, S. 5. Dens Eskimoisk Grönlandske Navn er Ursuk.
  1016. Her synes Talen tydelig at være om Phoca Græn1undica (Fabricius S. 11, Thienemann S. 104), da den netop udmærker sig ved tit at svömme paa Ryggen eller Siden. Den angivne Störrelse passer ogsaa temmelig vel.
  1017. Skemmingr betyder uden Tvivl den korte, lille, af skammr, kort. Efter al Sandsynlighed er den Fabricii Phoca fætida, S. 13-15. Den angives af ham at være den mindste af alle Grönlandske Sælhundearter, som oftest kun 4 Fod eller 2 Alen lang. Hans Beretning om de Vaager, hvorved den plejer at opholde sig, passer temmelig nöje til vor Text, og vi see deraf at kun Meningen om Vaagernes Dannelse, ved Sælhundens Pusten, rimeligvis er fejlagtig eller overdreven deri. Den lyder saaledes: "Glacies fixa hujus elementum, in qua foramen habens minus pro halitu subtus piscatur, saturata per foramen aliud majus ascendit”.
  1018. Heri ere de nyere Naturforskere enige med vor Forfatter, hvilket Erichsen ogsaa (S. 178) bemærker, i det han anförer Linnée, og tillægger ellers, med Hensyn til denne Afdeling af Texten, fölgende Slutningsanmærkning. Om disse Arter af Sælhunde anförer Torfæus (Grænl. p. 87 o. s. v.) alene, deels disse, deels nogle nyere Fiskerberetninger, men haver intet tjenligt til kunstmæssig at kjende eller adskille dem. Samme gjelder om Debes (Fær. p. 151), Egede (p. 55) og Anderson om Strat Davis §. 55. Linnæus Syst. Nat. ed. 1758 T. I. p. 38 giver de egentlige europæiske Sælhunde ikkun det almindelige Navn Phoca vitulina, hvoraf disses indbyrdes Forskjel ligesaalidet kan bestemmes. Jfr. ofr. Anmærkning 67, betræffende de nyere og mere instructive Værker, som vi have været saa heldige at kunne benytte. Med Hensyn til de gamle Skandinavers hertilhörende Iagttagelser, er det ikke uinteressant at bemærke, at Kongespeilet her i alt opregner 6 grönlandske Sælhundearter (hvorhos Forfatteren dog tilstaaer at der gives flere) samt at Fabricius (1780) kun kjendte ligesaa mange, hvoraf een endog er höist tvivlsom. Thienemann beskriver just ligesaa mange islandske.
  1019. Hverken Egede, Pontoppidan eller Fabricius nævne dette Södyrs Længde; Crantz (1. c. I, 165) angiver den fra 8 til 9 Alen. Vi maae her, og ved samtlige de foregaaende Maalangivelser for Hvale og Sæle, vel erindre, at den gamle, norske og islandske Alen, efter hvad Paul Vidalin i en særegen, men endnu ikke fuldstændig udgiven Afhandling derom har vist, var kortere end en Hamborger Alen, som i hans Tid (henved 1700) brugtes i Island; dog er denne igjen noget kortere end en Dansk Alen som nu (siden 1785) almindelig bruges der i Landet.
  1020. Dette stemmer, baade med Hensyn til Hvalros og Sælhunde, fuldkommen overeens med Thorlaks og Ketils Islandske Kirkelov l. c, S. 132, ligesom og med Biskop Arne's S. 198.
  1021. Disse Tænder vare i Middelalderen meget kostbare, og mange Kunstsager forarbeidedes da deraf, af hvilke en deel endnu haves i Museerne.
  1022. Slige Reeb (eller Hvalrossens Hud overhoved) hörte og til den gamle Grönlandske Colonies bedste Handelsartikler. De kaldtes i Almindelighed Svarðreipi og et heelt Skibs Tougværk eller Takkelage af denne Art svarðreiði, af svörðr, tyk Hud, især den af Hvalrossen. Jfr. Egilsons Ordforklaring til Fornmanna-Sögur XII, 442, under svarðlykkja, svörðr, som endvidere forekommer i en Vise fra det 10de Aarhundrede samme Værks II, 17; Scripta hist. Islandorum, II, 16. Dog er det ellers vist at man i den tidligere Middelalder ogsaa har brugt saadanne Reeb af Oxehuder til Tougværk paa Fartöier, ligesom selve Fartöierne da tildeels beklædtes med Skind, efter Eskimoernes Maade. Af Ordet svörðr kommer vel det Danske Svær (Fleskesvær). Det kan og bemærkes at det Slags Tougværk endnu bruges i Lande, hvor man har Overflod af Stude, især i Sydamerika, f. Ex. Egnene ved Platafloden, om hvilke D. Pontoppidan siger: "Alt hvad hos os gjöres af Hamp og kaldes Tougværk eller Reeb, er her snoet af Huderemme" Reise til Sydamerika (1841) S. 109.
  1023. Ved Bukke maa man vel her, ligesom i Danmark og Tydskland, ikke alene antage den sædvanlige Betydning, men ogsaa den af Vædre, og da mene vi at alskens Vare af Bukkes, Geders og Faars Produkter (som Skind, Uld, Talg o. s. v.), maa forstaaes ved dette Ord. Jfr. ofr. S. 259.
  1024. Det fortjener vel at bemærkes her at intet Rensdyr var til i Island indtil Aaret 1771, da Regjeringen (ligesom og paa ny 1776) besörgede endeel par overförte dertil fra Nordlandene i Norge. Disse indförte Rensdyr sögte strax deres Næring i Fjeldegnene, i det Indre af Landet, hvor de nu have formeret sig meget betydelig.
  1025. Vi have ovenfor (II, 637) lovet at meddele, i nærværende Afdeling, en nærmere Underretning om den store Priis, som Middelalderens Fyrster satte paa de grönlandske Björne. Det ældste Exempel derpaa finde vi i Landnamas 3die Bogs 3die Capitel, samt Vatnsdæla (udgivet af Werlauff): Ingemund den Gamle var udvandret fra Norge til Island. Efter sin Velynder, Kong Harald Haarfagers Raad, havde han besluttet sig dertil. Ingemund tilegnede sig, som förste Nybygger, en betydelig Strækning af Islands Nordland; ved at undersöge dets Beskaffenhed, fandt han i (eller paa) en Indsö en hvid Hunbjörn med to Unger (Húnar), hvorfor han kaldte Indsöen Hvinavatn. Han bemægtigede sig disse sjeldne Dyr, drog med dem (omtrent Aar 880) til Norge, hvor ingen för havde seet hvide Björne, og skjenkede Kongen dem. Til Gjengjeld forærede Harald sin Ven et anseeligt Skib, fuldladet med Tömmerlast. Der kan ikke være nogen Tvivl om, at Hunbjörnen var kommen paa Polarisen fra Grönland til Island, ligesom andre Dyr af denne Art, som ikke have hjemme i sidstmeldte Land, men kun imellem hændelsesviis komme dertil paa den nysommeldte Maade. Saaledes bleve Grönlands Dyr bekjendte og sögte i Norden, længe för end Landet selv blev opdaget. I Harald Haarfagers Tid har man vel antaget dem for islandske af Oprindelse. Henved 1054 har Præsten Isleif, som fra Island foretog en Reise til det sydlige Europa, rimeligvis medbragt fra Island en hvid Björn (hvítabjörn), som var kommen fra Grönland og ansaaes for en stor Kostbarhed (er kominn var af Grænlandi ok var hin mesta gersemi), hvilken han 1056 skjenkede Keiser Henrik, som til Gjengjeld bidrog til Isleifs Ansættelse som Islands förste Biskop. (See ellers Huingur vaka 1778 S. 14.). Omtrent 1064 betalte Kong Svend Ulfsön af Danmark en grönlandsk Hvidbjörn med et vel udrustet Handelsskib med fuld Ladning, foruden en betydelig Pengesum og en kostbar Guldring (see ovenfor II, 636-37, jfr. 640-50). Blandt de Foræringer som den Grönlandske Hövding Einar Sokkesön 1123 bragte den norske Konge Sigurd Jorsalsfarer, var en Björn den störste og mest kjærkomne Sjeldenhed (see ofr. II, 684). Björnen spillede saaledes en stor Rolle ved Islands og Grönlands Bispestoles förste Oprettelse. Om den Maade, hvorpaa disse udenlands saa kostbare Dyr rimeligvis ere blevne fangede og tæmmede i Grönland, see ovenfor II, 652. At det i Island, i det 12te Aarhundrede, ingenlunde var usædvanligt at holde tamme Björne (som alle uden Tvivl vare af grönlandsk Oprindelse og rimeligvis vare bestemte til Salg i Udlandet) erfares af adskillige Steder i Landsloven Grágás, skrevet omtrent 1120. Det bemærkes her kun i denne Henseende, at det ikke alene var tilladt at holde og tæmme eller föde hvide Björne, men al Beskadigelse af slige Dyr var forbudt under svær Straf – hvorimod Loven udtrykkelig forböd al Indförsel i Landet af Skovbjörne, ligesaa vel som af Ulve og Ræve (Vigslóði, 77de Cap.; Udg. II, 121-122). I Aaret 1274 siges, i Annalerne, 22 Hvidbjörne at være blevne fangede i Island. – Efterat Udförselen af levende Björne fra Island ophörte, ansaaes dog Hvidbjörnens Skind for en saa stor Kostbarhed, at den forsaavidt blev til et Regale, at Kong Frederik den 2den ved en Forordning af 20de Marts 1563 forbeholdt sig eller sin Lehnsmand Forkjöbsret til alle paa Island faldende Björneskind. Frederik den 3die paalagde og Lehnsmanden Henrich Bjelke, den 30te Decbr. 1648, at alle Björnehuder, som kunde bekommes der i Landet, skulde föres Kronen til Indtægt i hans Regnskab. Endnu sidst i det 18de Aarhundrede bragdes de i Island fældede grönlandske Björnes Skind til Landfogden, som betalte dem af Kongens Kasse.
  1026. Jfr. ovenfor S. 260, 264. Marmoret adskilles der fra Talg- eller Veegstenen. Hans Egede siger derimod: "I Circumferencen af Colonien Gothaab, paa 64 og 65 Gr., findes megen Weiksteen eller uægte Marmor af diverse Couleurer, blaa, grönne og röde, item gandske hvide og hvide med sorte Spetter udi." (Perlustr. S. 26-27). Crantz fandt dog grovt Marmor af allehaande Farver (l. c. 1 Th. S.71). Marmor er en technisk Benævnelse, som neppe passer for Vegstenen eller nogen anden grönlandsk Steenart, efter vore Dages Talebrug.
  1027. Herved forstaaes vel Falkejagten, som fra umindelige Tider har været brugt i Norden. Hans Egede fandt i Grönland Falke saavel graae, som hvidagtige og spraglede (l. c. S. 35). Disse tre Arter beskrives systematisk af Fabricius (Fauna Groenl. S. 55-59). Den hvide eller hvidagtige kaldes af ham falco islandicus, endskjöndt de anderledes farve de ogsaa haves paa Island. Fra Arilds Tid have (indtil vore Dage) Falke (især de hvide) været i höi Priis i Island. 1280 erklærede Norges Konge de islandske (der ansees for de bedste) for et Regale, forsaavidt som Lovbogen da tilstod ham den Ret at fange dem paa andres Jord. Længe indbragde Falkefangsten Island mange Penge, da Kongen af Danmark (især i det 17de og 18de Aarhundrede) kjöbte Falkene af visse Jægere, der vare antagne til at fange dem; de afrettedes til Jagt (især efter Fuglevildt o. s. v.); de brugtes saaledes enten ved det danske Hof, eller foræredes til fremmede Potentater. Nu er Falkejagten ganske ophört i Island, formedelst Mangel paa Afsætning. De islandske (og rimeligvis tillige de grönlandske) Falke kunde bruges til Jagten i 12 eller flere Aar, men de norske kun i 2, efter Horrebows Beretning (Efterretn.. om Island, S. 148). Den norske Forfatter maatte da ansee de grönlandske Falke for store Kostbarheder; jfr. ovf. S. 260.
  1028. Textens kennimenn kan ikke alene betyde Præster, men ogsaa andre Geistlige, som Munke, o. s. v. Dog menes her vel egentlig beskikkede Sognepræster.
  1029. Her synes noget at være feilskrevet af Texten, som haves rigtigere S. 332, Var. 7.
  1030. Mærkeligt er det, hvis Middelalderens Nordmænd ikke have kjendt Ordet norðrljós, som i Island bruges almindelig om Nordlys, og rimeligvis derfra har udbredt sig til det gamle Grönland. Det svenske Nordsken eller Norrsken har dog den samme Betydning. Baade Nordlicht og Nordschein bruges i tydske Skrifter. I Norge kaldes det almindeligst Værljos (Veirlys), ogsaa efter Pontoppidan o. fl. Lysnar, Lysningar, Lyse, Lottetskien (Luftskin) o. s. v.; samt efter Jessen Wærbragd (af det gamle Gjerningsord bragða eller Wæirbrag (af det gamle braga), som begge bruges om et svævende Skin, der meget vel passer til Nordlysets Bevægelse (og tildeels forekomme hernedenfor). Dog bemærker Jessen, at Almuen paa sine Steder i Norges Fjeldegne kalder det Norrljos (I, 377, 388-89). Forunderligt er det, at Helgelænderen synes at omtale Nordlyset som en for ham (og Sönnen) fremmed eller ubekjendt Gjenstand. Dette Phænomen har da i hans Tid rimeligvis været meget sjeldnere i Norge, end i den nyere, ligesom Pontoppidan bemærkede 1752, at Nordlyset da var langt sædvanligere og almindeligere end i Fædrenes Dage.
  1031. Der gaves i Middelalderen mange bekjendte Forfattere af dette Navn; her menes den lærdeste og mest berömte af dem, Spanieren Isidorus Hispalensis, som döde i Aaret 636.
  1032. Efter Ordet Hovedveje (Zonæ).
  1033. Oversat efter samtlige gamle Haandskrifters Ord, dog saaledes, at böllum gjengives ved Kredse istedenfor Kloder eller Kugler, som vistnok vilde være meget vanskeligt at forstaae, med mindre man antog at Forfatteren ved Udtrykket jarðarböllum (Jordkloden) har sigtet til Jorden, Maanen og Planeterne som saadanne, hvilket man neppe kan ansee for sandsynligt. Derfor have og, som det synes, saavel de nyere islandske Afskrivere som de ældre Udgivere sögt at rette böllum som böll (eller belli, belti), hvorved Udgavens Text er kommet til at lyde saaledes, at Oversættelsen maatte blive omringende Jordens hele Klode. Det er baade muligt og rimeligt at Forfatteren har skrevet: umkringðum öllum jarðarböll (eller belli), men vi vove ikke at indrykke det i vor Text mod alle herværende Membraners bestemte Udtryk.
  1034. Mulig ogsaa: gjennemtrænge; Originalens algdngsi forekommer neppe ellers i nu bekjendt Skrift eller Tale. Nærmest kunde det vel oversættes: allevegne overgaaende eller grasserende.
  1035. Det er og muligt at kringla hos vor Forfatter kan betyde Klode, hvilket Udtryk de ældre Oversættere her og paa flere Steder have foretrukket.
  1036. Her synes Talen tydelig at være om Amerika og Grönland, samt et Sund, hvorigjennem det store Ocean fra Nordvest mentes at falde ind i det nu saakaldte Lancaster Sund eller Strat Davis. See ellers III, 224, 227; Antiqvit. Americ. S. 296; Lex. Mytholog. vet. Bor. S. 122.
  1037. Originalens Udtryk i Fleertallet, hvilket Kongespeilets Udgivere have udtrykt ved "smukke Solskin", antyder vistnok en temmelig hyppig eller ikke meget sjelden Indtræffen af sligt Veir der i Landet.
  1038. "end ondt", maa her underforstaaes. Den ældre Oversættelse har, at Landet "mestendeels kan kaldes veirgodt" – men her har Udgaven det vigtige Tillæg: um sumars skeið, "ved Höisommers Tider." Dette findes aldeles ikke i noget af de af os benyttede Manuscripter.– Dette Tillæg er rimeligvis sildigere tilföiet ved en Afskriver i Island, som har anseet det for rigtigt og nödvendigt. Den oprindelige Mening har dog mulig gjeldt baade Sommer og Vinter, thi vi have hört Folk, som længe have været i Grönland, fortælle, at Veiret der tit var stille og behageligt, med reen og klar Luft, samt at Kulden der forholdsmæssig var mindre fölelig, end her i Landet. Besynderlig nok begynder Hans Egedes Beskrivelse over Luftens Beskaffenhed der med disse Ord: "Grönland er et væirgot Land" ganske i Overeensstemmelse med Kongespeilet (hvilket han dog ikke synes at have kjendt), ligesaavel som det fölgende: "I Disco-Bugten paa 68 Gr. er der den hele Sommer næsten alletider got Væir og klar Solskin." Og saa beretter han: "at man i Grönland har Exempel paa, at man der i en heel Fjerdingaar har havt deyligt varmt Solskin hver Dag uden at der faldt en Regndraabe. Om Vinteren falder der ikke saa megen Snee som i Norge." Grönlands Perlustr. S. 28-29; jfr. Crantz l. c. I, 60-61.
  1039. Velrettere: hvor Jorden om Sommeren plejer at tö op.
  1040. "Det hele Land er oppe til Fjelds med lis overdækket, som aldrig optöer, saa intet af Landet er bart uden ved Sökanten og inde i Fjordene, hvor fornemmelig er smukt grönt." H. Egede, l. c. S. 24.
  1041. Jfr. ovenfor, Indledningen S. 269-70, 276. I Nidaros og i Bergen gaves der vel, i Forfatterens Tid, den bedste Leilighed til at tale med erfarne Grönlandsfarere eller andre, som længe havde opholdt sig i Grönland.
  1042. Endeel af disse Meninger, af hvilke nogle, om ikke alle, synes at tilhöre nordiske Iagttagere i Middeladeren, anföres i det fölgende og kunne i det Hele ikke siges at være urimeligere end andre, som ere fremsatte af forskjellige Videnskabsmænd, ligetil det 19de Aarhundrede. Den i Texten fölgende Beskrivelse over Nordlyset er ligesaa mærkelig som rigtig; den blev allerede oversat af Peder Claussön i hans Norges Beskrivelse (omtrent 1570); der af uddrog Peyrere 1646 hans "Efterretninger om Nordlyset" (Relation du Groenlande Ch. 2), og han blev senere udskrevet af mange nyere Forfattere. Ligeledes oversattes denne Kongespeilets Beretning i tvende Afhandlinger om Nordlyset i den ældste Samling af det danske Videnskabers Selskabs Skrifter af Nordmændene J. F. Ramus (1ste og 3die Deel) og Gerhard Schöning (i 8de Deel); et Uddrag deraf meddeeltes paa Tydsk af C.U.D. Eggers i hans Beschreibung von Island, 1r Th. 1786, (hvori en meget indholdsrig Undersögelse om Nordlyset og den det angaaende Literatur findes S.247-349). Hans lndledningsord dertil (S. 302) tillade vi os her at meddele: "Dass auch die nordlichen Gegenden einen gegründeten Anspruch haben, diese Scheine nach sich benannt zu wissen, sieht man daraus, dass sie hier schon in den Zeiten des grauen Alterthums häufig bemerkt und besser beschrieben wurden, als man es von diesen sogenannten barbarischen Zeiten jemals hätte erwarten dürfen. Die Beschreibung nämlich, welche uns der Verfasser des alten Königsspiegels davon am Ende des 12ten Jahr hunderts hinterlassen hat, ist nicht nur an sich schön und wirklich edel, sondern sie ist auch um deswillen doppelt merkwürdig, weil sie einen Beweis ablegt, dass man an den äussersten Grenzen Norwegens über Naturwirkungen ziemlich vernünftig zu einer Zeit dachte, wo, wie wir oben (S. 250) gesehen haben, der grösste Theil Europens in der grössten Unwissenheit in Ansehung dieser Gegenstände versenkt war".
  1043. Kan og oversættes ved Næmörke (i Næ eller ved Maaneskiftet). Hans Egede beretter og, at Nordlyset i Grönland sees hyppigst og klarest ved Nymaane (Perlustr. S. 30).
  1044. Eggert Olafsen beskriver saaledes adskillige Nordlys, som viste sig i Island a) den 25de October 1756: "Nordlyset gik i store Straaler, som flammende Pyramider, ned til Horizonten, paa alle Kanter, dog med den stærkeste Lysning omvexlende, nu i O nu i V. b) 1757, 7de Februar stod Himmelen overalt, fra SO til SV ligesom i Baal og Brand, lige op til Zenith, med en höi purpurröd Farve, hvorimod Resten af Himmelen var jevnt besat med opstaaende, jevnt lysende Flammer. Senere flöi Nordlyset i en Hast til den nordlige Horizont, hvor det spillede med ulige dannede, meget lysende Ildstötter. (Reise g. Island, II, 908-909).
  1045. Originalens sker er vistnok (jfr. S. 344 Var. 5, 6) det samme som det Islandske skjár (i Fleertallet skjáir), et Vindue af ældgammel Indretning, som endnu bruges i den islandske og norske Almues Huse; det beskrives nöjest af Olafsen, l. c. 1, 53. I Norge kaldes et saadant Vindue Skjaa eller Sjaa; der lægges det over Liuren (Isl. ljóri) överst paa Mönningen (i de saakaldte Rögstuer). Pontopp. N. Naturh. II, 403, Hallagers norske Ordbog S. 101.
  1046. Her menes vel den Art eller Afændring, som og af nyere Naturforskere kaldes «sorte Nordlys". Vist er det ellers, at Nordlyset ofte, enten heelt eller tildeels, bedækkes med tykke og mörke Skyer, der let kunne have givet Anledning til denne Skildring; see f. Ex. Jessens Norges B. S.436. Dog maa det bemærkes, at Pater Hell i Finmarken iagttog et Phænomen, der saae ud som Rög og ledsagede Nordlysets Flammer, Eggers S. 280; Præsten Barhow fandt, i de norske Nordlande, at selve Nordlyset undertiden lignede mörk Rög, og dette bekræftes af flere Iagttagere, Jessen S. 393-94.
  1047. Jfr. ovenfor Anm. 99.
  1048. Hertil bemærker Eggers, l. c. 305: "Mit dieser Meinung scheint selbst die electrische Erklärung eine entfernte Verwandtschaft zu haben, da man anfieng, den Sitzdes Feuers anderswo zu suchen, weil man durch Erfahrungen überzeugt ward, dass es nicht um die Erdkugel seyn könnte. Auch scheint Halleys Gedanke von einer leuchtenden Materie, welche den Raum zwischen dem äusseren und inneren Magnet erfüllte, hiemit eine Aehnlichkeit zu haben.” Jfr. Jessen l. c. S. 451.
  1049. «Dies stimmt gewissermaassen mit dem Hauptbegrif überein, der bei Mairans Theorie zum Grunde liegt, nur dass er ihn weiter durchdachte und ganz anders entwickelte. (Jessen S. 462. Fester om Nordlyset, 1781, § 16, 41). Eggers S. 305.
  1050. Ogsaa dette stemmer besynderlig nok med adskillige nyere Naturforskeres Meninger, da f. Ex. Burman, Spidberg, Probesius o. fl. ansaae Nordlysene kun for Solstraaler, der reflecteredes fra de i den övre Luft svævende lis- og Snee-Partikler. Barhow udledte det ligefrem fra de grönlandske Isbjerges og Polarhavets Isstrækningers og de med Atmosphæren der blandede smaae Ispartiklers lysende Dele; ogsaa Pater Hells Theorie nærmer sig den her yttrede Tanke. See Eggers l. c. 266-67, 279 o. f., 305.
  1051. Her menes uden Tvivl vor beboede Jord med dens sejlbare Have.
  1052. Dette noget usædvanlige danske Ord, ogsaa udtalt Klage (hvilket den ældre danske Oversætter har brugt), samt Klag, er det gamle (endnu islandske) klaki (Svensk klake); det Norske Klak, betegner overhoved Frost i Jorden. See Vid. Selsk. danske Ordbog, III, 136-137.
  1053. Det er vist, at Island endnu lider meget formedelst Grönlands Naboskab, om ikke ligefrem paa den her beskrevne Maade, saa dog ved de uhyre Ismasser, som næsten aarlig drive dertil fra Grönlands Kyster eller Polarhavet, og som vistnok i forskjellige Henseender yttre en meget skadelig Indflydelse paa Islands Klima og Vegetation. Dette havde vor Forfatters Fader selv anerkjendt i Samtalen med hans Sön angaaende Island (Udgavens S. 142); disse korte Yttringer höre egentlig herhen, hvorfor vi ikke have indrykket dem her som noget særskilt Uddrag, men meddele dem nu efter Codex E. – Det er heller ikke usandsynligt, at hine Isstrækningers Omdriven ud af Ishavet, til sydligere Farvande, kan indvirke skadelig paa fjernere Landes Himmelegn, som f. Ex. i dette Aar, 1841, da store Ismasser dreve langt sydpaa i det Atlantiske Ocean, hvor Heden vel tilsidst har oplöst dem til Dunster, der rimeligvis har bidraget til den stærke og langvarige Regn, som nu (mest med vestlige Vinde) næsten har oversvömmet en stor Deel af Europa.