Mishandlingen af korset
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Flagellatio Crucis
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2024
Mishandlingen af korset i Beirut
1. Hellige bøger fortæller, at der ude i Syrien nær de to navnkundige byer, hvoraf den ene hedder Tyrus og den anden Sidon, findes en by, der hedder Beirut. Derfra betalte man i gamle dage skat til den hovedstad, der hedder Antiochia. Mange jøder holdt til i Beirut, og de havde dér et stort tinghus[2]. En kristen mand købte et hus af en jøde dér og boede der en tid. Han fik fremstillet en figur, der forestillede Herren på korset, og anbragte den over sin seng. Ved Guds vilje voksede denne mands formue, og han solgte derfor dette hus til en jøde og købte sig et større. Men da han flyttede sine ejendele derfra, skete det ved Guds forsyn, at han glemte Kristusfiguren, der hang over hans seng, og den blev efterladt dér. Jøden boede længe i dette hus uden at bemærke figuren, for skyggen faldt dér, hvor den hang. En dag bød han en anden jøde hjem til sig, og de spiste og drak sammen. Og da gæsten så sig omkring, fik han øje på Kristusfiguren og sagde til husets ejer: »Hvorfor har du denne figur i dit hus, når du er jøde?« Og jo længere han så på figuren, des mere gudsbespottelse lod han følge disse ord. Og manden, der havde budt ham hjem, erkendte forlegent, at han ikke hidtil havde været klar over, at denne figur befandt sig dér i huset. Gæsten rejste sig da i stor vrede og opsøgte jødernes høvdinge og fortalte dem, hvad han havde set. De gjorde ikke noget ved det den dag, for det var blevet sent.
Om Vorherres jærtegn
2. Den følgende morgen samledes alle jødernes høvdinge og gik med et stort følge af trosfæller hen til huset, hvor Kristusfiguren befandt sig, og som den mand, der havde fortalt dem om den, havde udpeget for dem. De fandt figuren og blev rasende på den mand, der havde den i sit hus, og jog ham ud af byen. De tog siden korset med figuren ned fra dens plads og sagde: »Det, som vi véd, at vores forfædre gjorde ved Kristus, skal vi også gøre ved denne figur.« De begyndte derpå at spytte på figuren og at slå på den, mens de sagde: »Alt det, der blev gjort for at håne Kristus, det gør vi også ved figuren af ham.« Så begyndte de at le højt af figuren og at komme med anklager og at spotte Gud på alle de måder, de kunne komme i tanker om. Og de sagde desuden: »Vores forfædre naglede Kristi hænder og fødder fast, og de gav ham galde og gift at drikke. Lad os gøre det samme ved figuren af ham.« Og da de havde hældt dette i munden på figuren, sagde de: »De slog Kristus i hovedet. Lad os gøre det samme.« Og da de havde gjort alt dette, sagde de: »Således som de stak et spyd i siden på Kristus, skal vi også stikke et spyd i Kristusfiguren.« Men da de gjorde dette, løb der blod og vand ud af siden på figuren, på samme måde som det forhen var løbet fra Herrens side, da han blev stukket med et spyd på det hellige kors.
Om figurens blod og vand
3. Æret være dig ― herre Jesus Kristus, Guds levende søn! ― du steg ned fra himlen for at hjælpe os og blev her i verden for vores skyld, og skønt udødelig ville du dø for vores frelse. Hvem er i stand til at påskønne og hvem kan med passende ord prise din milde barmhjertighed, så ofte som du lader forvildede og uværdige omvende sig til dig og på ny få glæde af din godhed med sådanne jærtegn, som der lige blev fortalt om. Og da jødernes ældste så blod og vand løbe fra figurens side i strid med naturens orden, sagde de: »Siden der nu over hele verden fortælles meget om de mirakler og jærtegn, som Jesus fra Nazaret udretter for syge og svagelige mennesker, så lad os nu tage dette blod og lade det løbe ned i et kar. Så samler vi alle de syge mennesker, vi kan få fat i, og da vil vi erfare, hvilken kraft det besidder.« De lod derpå dette blod og vand løbe ned i et kar, men omtalte det med mange gudsbespottende ord om selveste Jesus Kristus. Og de bragte dette kar med sig derhen, hvor en stor mængde syge mennesker lå samlet. De smurte først væsken på en vanfør, som havde været forkrøblet siden barndommen, og vedkommende blev straks helbredt af denne behandling. Mange blinde fik synet, og folk, der var besatte af Djævelen, kom til sig selv igen og blev raske. Denne nyhed spredte sig snart til hele byen, således at alle de syge mennesker, der selv kunne komme derhen, indfandt sig. Og mange, der ikke var i stand til at gå selv, blev ført derhen. Men alle, der blev smurt med denne lægende væske, blev helbredte.
Om jøderne der antog kristendommen
4. Men da de mange jøder så disse jærtegn, gjorde det et stort indtryk på dem, og det afstedkom, at alle deres høvdinge, som bevidnede disse mirakler, vendte sig til den rette tro, og det samme gjorde deres koner og børn, og alle folk begyndte at prise Gud med høje røster, mens de sagde disse ord: »Æret være dig ― herre Jesus Kristus! Vores uforstandige frænder korsfæstede dig, og vi har korsfæstet dig i form af et billede af din hellighed. Æret være dig ― Kristus, Guds levende søn! ― fordi du med din formåens jærtegn afslører vore hjerters blindhed og leder os til din barmhjertighed. Nu vil vi tro på dig, og vis du os nåde og lyt til vores anger, så vi ikke skal opsluges af helvede, således som vi hidtil har gjort os fortjent til ved vores store misgerninger. Du har udrettet mange jærtegn for vores forfædre og på mange måder gjort dem meget godt. Tilgiv du nu vores synder ― herre! ― og frels alle vores sjæle!« Og efter helbredelsen af alle de syge menneker, som var kommet, gik jødernes høvdinge og hele flokken sammen med dem hen til den biskop, de kristne havde i byen, og de råbte alle som med én stemme og sagde: »Der er én Gud. Der er én Jesus Kristus, Guds søn, som vores forfædre korsfæstede. Der er én Gud Helligånd.« De bekendte deres synder for biskoppen og viste ham figuren, som havde udvirket alle miraklerne, og de fortalte ham alt, hvad der var sket. Da påbød biskoppen hele menneskemængden at faste, og siden døbte han alle de jøder, der var i byen. Han viede deres tinghus til kirke i Jesu Kristi navn, og mange andre af deres huse viede han til Guds apostle og blodvidner. Nyheden om alt dette fór vidt omkring, og alle kristne mennesker, der hørte om det, glædede sig meget, for disse mirakler havde hjulpet mange med legemlige skader, men endnu flere fik dog hjælp til deres sjæl. Siden befalede lederne af kirkerne og de kristne i både Rom og Antiochia, at den dag, hvor disse mirakler fandt sted, skulle højtideligholdes af kristne mennesker til minde om det hellige kors; og den dag falder to dage før Martinsmesse[3]. Gud Fader, der nedlod sig til at frelse menneskeheden fra den evige død gennem sin enbårne søns dyrebare blod, skænker os den nåde, at de, der kommer for at dyrke og hædre det hellige kors, bliver løst af deres synders bånd ved denne Vorherres samme søn, som sammen med ham lever og regerer i enhed med Gud Helligånden i al evighed. Amen.
Noter:
- ↑ Denne korslegende findes overleveret i to islandske middelalderhåndskrifter: Isl. perg. fol. 2 og AM 235 fol.. Der er kun små forskelle på de to udgaver.
- ↑ ɔ: synagoge
- ↑ Martinsmesse (efter Martin af Tours, d. 397) er 11. november
