Muspilli
Velg språk | Oldtysk | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► |
- et oldhøjtysk digt
(ca. 835) oversat og kommenteret af
N. M. Petersen
Nordisk tidsskrift for oldkyndighed, Bind 3, s. 167ff.
Det Kongelige Nordiske Oldskrift-selskab, 1836
”Brudstykker af et old-høitydsk allittereret Digt om Verdens Ende, efter et Haandskrift paa det Kgl. Bibliothek i München, udgivet af J. A, Schmeller, og efter denne Udgave meddeelt med dansk Oversættelse og Anmærkninger af N. M. Petersen.” (Ledetraad til nordisk oldkyndighed, s. 95, Det nordiske oldskrift-selskab, 1836)
Dette Brudstykke, som udmærker sig ved sin Ælde, fortjener saa meget mere Nordboernes Opmærksomhed, som der i samme forekommer nogle Udtryk, der bekræfte Overensstemmelsen imellem de nordtyske Folks (Frankernes) Gudelære med den oldnordiske. Da det kun er kort, anses det for rigtigste, for at forskaffe de Læsere, der ikke let have Adgang til Schmellers Udgave, af denne at meddele et Udtog om Fragmentets Skjæbne samt dets restituerede Text; og hertil at føje de Oplysninger, som ere nødvendige til at forstaae det, samt de vigtigste oldnordiske Ord, der svare til de i Brudstykket forekommende oldtyske, hvorved begge Sprogs Lighed tydelig vil vise sig.
Brudstykket findes i en Pergamentskodex i lille Kvart paa det Kongl. Bibliothek i München, henhørende til en Samling, som er kommen fra det forrige Rigsstift Sankt Emmeran i Regensburg. Haandskriftet indeholder flere latinske asketiske Traktater, blandt hvilke tillige er indhæftet en imellem Aarene 831 og 836 skreven Sermo S. Augustini de Symbolo contra Judæos. Ved Enden af denne staaer en Dedication i fire latinske Verslinier, hvoraf man seer, at en Adalrammus har dediceret sit lille Skrift til en Ludovicus. Man formoder, at denne Adalram er den Salzburgske Ærkebiskop af dette Navn, † 836, og at den Ludvig, han forærede sit Skrift, var Kejser Ludvig den Frommes Søn, Ludvig den Tyske. Paa enkelte tomme Sider og Randen af dette Skrift har en samtidig, men uøvet Haand henskrevet adskillige tyske Vers, som have Hensyn til det latinske Digts Indhold, den yderste Dag, rimeligviis efter en Afskrift af et ældre Digt, eller ogsaa nedskrevne efter Hukommelsen. Fyrstebørn lærte den Gang foruden latinske Digte ogsaa Digte i Modersmaalet (poetica carmina gentilia) udenad. Men om den Haand, der nedskrev disse Ungdomserindringer, var kejserlig, maa man vel lade uafgjort. Det er dette oldtyske Brudstykke, som her meddeles Læserne efter den gamle og den af Schmeller restituerede Text:
Oldtysk
- 1 ...sín tac piqueme,
- 2 daz er (tówian) scal.
- 3 Wanta sár so sih diu séla
- 4 in den sind arhevit,
- 5 enti sí den líhhamun
- 6 likkan lazzit,
- 7 so quimit ein heri
- 8 fona himilzungalon,
- 9 daz andar fona pehhe:
- 10 dar págant siu umpi.
- 11 Sorgen mac diu séla,
- 12 unzi diu suona argét,
- 13 za wederemo herie
- 14 sí gihalot werde;
- 15 wanta ipu sia daz Satanazses
- 16 kisindi kiwinnit,
- 17 daz leitit sia sár
- 18 dar íru leid wirdit,
- 19 in fiur enti (in) finstri:
- 20 dazi ist reht virinlih ding.
- 21 Upi sia havar kihalont die
- 22 die dar fona himile quemant,
- 23 enti sí dero engilo eigan wirdit,
- 24 die pringant sia sár úf in himilo ríhhi:
- 25 dari ist líp áno tód,
- 26 lioht áno finstri,
- 27 selida áno sorgun:
- 28 (dar nist) neoman siúh.
- 29 Denne der man in pardísu
- 30 pú kiwinnit,
- 31 hús in himile,
- 32 dar quimit ímu hilfa kinuok.
- 33 Pídiu ist durft mihhil allero manno welíhemo,
- 34 daz ín es sín muot kispane,
- 35 daz er kotes willun
- 36 kerno tuo
- 37 enti hella fiur
- 38 harto wíse,
- 39 pehhes pína:
- 40 dar piútit der Satanaz altist
- 41 heizzan lauc.
- 42 So mac huckan za diu,
- 43 sorgen dráto,
- 44 der sih suntigen weiz.
- 45 Wé démo in vinstri scal
- 46 síno virina stúen,
- 47 prinnan in pehhe;
- 48 daz ist rehto palwig ding,
- 49 daz der man haret ze gote
- 50 enti ímo hilfa ni quimit.
- 51 wánit sih kináda
- 52 diu (wénaga séla);
- 53 ni ist in kihuctin
- 54 himiliskin gote,
- 55 wanta hiar in werolti
- 56 after ni werkota.
- 57 So denne der mahtigo khuninc
- 58 daz mahal kipannit,
- 59 dara scal queman
- 60 chunno kilíhhaz:
- 61 denne ni kitar parno nohhein
- 62 den pan furisizzan,
- 63 ni allero manno welíh
- 64 ze démo mahale sculi.
- 65 Dar scal er vora démo ricchhe
- 66 az rahhu stantan,
- 67 pí daz er in werolti
- 68 kiwerkota hapeta.
- 69 Daz hórt ih rahhon
- 70 dia werolt-rehtwíson,
- 71 daz sculi der Antichristo
- 72 mit Eliase págan.
- 73 der warch ist kiwafanit,
- 74 denne wirdit untar ín wík arhapan;
- 75 khenfun (sind) so kreftic,
- 76 diu kosa ist so mihhil.
- 77 Helias strítit
- 78 pí den héwigon líp,
- 79 wili den rehtkernon
- 80 daz daz ríhhi kistarkan;
- 81 pídiu scal ímo helfan
- 82 der himiles kiwaltit.
- 83 Der Antichristo stét
- 84 pí démo Altfíante,
- 85 stét pí démo Satanase,
- 86 der ínan farsenkan scal;
- 87 pídiu scal er in déru (wícsteti)
- 88 wunt pivalla(n),
- 89 enti in démo sinde
- 90 sigalós werdan.
- 91 Doh wanit des vila gotmanno,
- 92 daz Helias in démo wíge ar(wartit).
- 93 (Sár so) daz Heliases pluot
- 94 in erda kitriufit,
- 95 (so) inprinnant die perga,
- 96 poum ni kistentit
- 97 einhc in erdu,
- 98 aha artruknet,
- 99 muor varswilhit sih,
- 100 suilizot lougiu der himil,
- 101 máno vallit,
- 102 prinnit mittilagart,
- 103 stén ni kistentit ei(n)k in erdu.
- 104 Verit denne stuatago in lant,
- 105 verit mit diu viuru
- 106 (viriho) wíson.
- 107 Dar ni mac denne mác andremo
- 108 helfan vora démo Muspille.
- 109 Denne daz preita wasal
- 110 allaz varprinnit,
- 111 enti uugir enti luft
- 112 iz allaz arfurpit,
- 113 war ist denne diu marha,
- 114 dar man dar heo mit sínen mágon piehc?
- 115 Diu marha ist farprunnan,
- 116 diu séla stét pidungan,
- 117 ni weiz mit wiu puoze;
- 118 (sár verit) si za wíze.
- 119 Pidiu ist dem manne so guot,
- 120 denner ze démo mahale quimit,
- 121 daz er rahhono welíha
- 122 rehto arteile;
- 123 denne ni darf er sorgen,
- 124 denne er ze déru suonu quimit.
- 125 Ni weiz der wénago man,
- 126 wielíhan (urteil 1) er habet, (I) (ell. wielíhha wurt)
- 127 denne er mit den miaton
- 128 marrit daz rehta,
- 129 daz der tiúval darpí
- 130 (kitarnit stentit);
- 131 der hapet in ruóvu
- 132 rahhono wélihha,
- 133 daz der man (ér enti síd)
- 134 upiles kifrumita,
- 135 daz er iz allaz kisaget,
- 136 denne er ze déru suónu quimit.
- 137 Ni scolta síd mannohhein
- 138 - - - -
- 139 - - manno nohhein
- 140 miatun (intfáhan).
- 141 So (denne) daz himilisca horn
- 142 kilútit wirdit,
- 143 enti sih der - (in den) sind arhevit,
- 144 der dar (suonnan) scal tóten enti lepenten,
- 145 denne hevit sih mit ímo
- 146 herio meista,
- 147 daz ist allaz so pald,
- 148 daz ímo nioman kipágan ni mak;
- 149 denne verit er (ze déru) mahalsteti,
- 150 déru dar kimarchot ist:
- 151 dar wirdit (diu suona),
- 152 dia man dar io sageta.
- 153 Denne varant engila
- 154 uper dio marha,
- 155 wecchant deota,
- 156 wíssant ze dinge.
- 157 denne (scal) manno gilíh
- 158 (fona) deru moltu arstén.
- 159 lóssan sih ar déro (léuuo) vazzon,
- 160 scal ímo bavar sín líp piqueman,
- 161 daz er sín (reht) allaz
- 162 kirahhon muozzi,
- 163 enti ímo after sínen tátin
- 164 (arteilit) werde.
- 165 Denne der gisizzit,
- 166 der dar suonnan scal
- 167 (enti) arteillan scal
- 168 tóten enti quekkhen;
- 169 denne stét darumpi
- 170 engilo menigi,
- 171 guotero gomono (girust so mihhil).
- 172 Dara quimit ze déru rihtungu
- 173 so vílo dia dar arstént,
- 174 so dar manno nohhein
- 175 wiht pimídan ni mak;
- 176 (dar scal) denne hant sprehhan,
- 177 houpit sagen,
- 178 allero (lido) welíh
- 179 unzi in den luzigun vinger
- 180 waz er untar (desen) mannun
- 181 mordes kifrumita.
- 182 Dar nist heo so listic (man),
- 183 der dar hiowiht arliugan megi,
- 184 daz er ki(tarnan megi)
- 185 táto dehheina,
- 186 niz al fora démo khuninge
- 187 (kikhundit) werde,
- 188 uzzan er iz mit alamusanu
- 189 fu - - ,
- 190 enti mit fastun
- 191 dio virina kipuazta.
- 192 Denne - der gipuazzit hapet,
- 193 denner ze der - - - .
- 194 Wirdit denne furi kitragan
- 195 daz fróno (chruci)
- 196 dar (der) héligo Christ
- 197 ana arhangan (ward).
- 198 Denne (augit er) dio másun,
- 199 dio er in déru (menniski intfiang),
- 200 dio er duruh desse mancunnes (minna)
- 201 - - - -
Dansk
- 1 …(naar) hans Dag kommer,
- 2 at han skal døe.
- 3 Thi saasnart Sjælen sig
- 4 paa Vejen hæver,
- 5 og den Legemet
- 6 ligge lader,
- 7 saa kommer een Hær
- 8 fra Himmellegemerne (Stjernerne),
- 9 en anden fra Helvede,
- 10 og stride om den.
- 11 Ængstes maa Sjælen,
- 12 til Dommen fældes,
- 13 til hvilken Hær
- 14 den hentes skal.
- 15 Dersom den Satans
- 16 Følge vinder,
- 17 saa fører det den strax
- 18 did hvor den Ondt vorder
- 19 i Ild og i Mørke;
- 20 det er en gyselig Ting.
- 21 Men hvis de hente den,
- 22 som komme fra Himlen,
- 23 og den bliver Englenes egen,
- 24 de bringe den strax op i Himmerige,
- 25 hvor der er Liv uden Død,
- 26 Lys uden Mørke,
- 27 Salighed uden Sorger,
- 28 hvor ingen er syg.
- 29 Naar Mennesket i Paradis
- 30 Bolig vinder,
- 31 Huus i Himlen,
- 32 der kommer ham Hjælp nok.
- 33 Derfor er fornødent for hver Mand,
- 34 at hans Sind ham driver til,
- 35 at han Guds Villie
- 36 gjerne gjør,
- 37 og Helvedes Ild
- 38 alvorlig skyer,
- 39 Begets Pine,
- 40 hvor Satan byder
- 41 det evighede Bad.
- 42 Tænke derpaa,
- 43 og det vel overveje
- 44 maa den, der sig syndefuld veed.
- 45 Vee den, der i Mørke skal
- 46 sin Udaad bøde,
- 47 brænde i Beg;
- 48 det er en ret gruelig Ting,
- 49 naar Mennesket haaber til Gud,
- 50 og ingen Hjælp ham kommer;
- 51 den venter sig Naade,
- 52 den arme Sjæl,
- 53 men paa den tænker ikke
- 54 Himmelens Gud,
- 55 thi her i Verden
- 56 derefter den ej handlede.
- 57 Saasnart den mægtige Konge
- 58 til Dommen kalder,
- 59 did skal komme
- 60 al Menneskeslægt,
- 61 da intet Menneskebarn tør
- 62 Kaldet være overhørig,
- 63 men alle og enhver
- 64 til Dommen skulle.
- 65 Der skal han for den Mægtige
- 66 til Ansvar staae
- 67 for hvad han i Verden
- 68 virket haver.
- 69 Det hørte jeg sige
- 70 de Verdsligvise,
- 71 at Antikrist skal
- 72 med Elias stride.
- 73 Den Ugudelige er væbnet;
- 74 da vil imellem dem Striden begynde;
- 75 Kjæmperne ere saa stærke,
- 76 Sagen saa vigtig.
- 77 Elias strider
- 78 for det evige Liv,
- 79 han vil for de Retfærdige
- 80 Riget (Retten) styrke;
- 81 derfor vil ham hjælpe
- 82 Himlens Herre.
- 83 Antikrist staaer
- 84 ved den gamle Fjende,
- 85 staaer ved Satan,
- 86 der ham styrte skal;
- 87 derfor skal han paa Valpladsen
- 88 saaret falde,
- 89 og denne Gang
- 90 overvunden blive.
- 91 Dog troe ogsaa mange Gudsmænd,
- 92 at Elias i Kampen saares.
- 93 Saasnart Eliases Blod
- 94 paa Jorden drypper,
- 95 saa antændes Bjergene,
- 96 Træ ej bliver staaende
- 97 et eneste paa Jorden,
- 98 Vandene udtørres,
- 99 Havet (Jordbunden) fortæres,
- 100 Himlen forgaaer i Luer,
- 101 Maanen falder,
- 102 Midgaard brænder,
- 103 ikke en Steen bliver staaende i Jorden.
- 104 Da farer Gjengjeldelsens Dag frem,
- 105 farer med Ild
- 106 at hjemsøge de Dødelige.
- 107 Da kan ikke Slægtning den anden
- 108 hjælpe for Muspel.
- 109 Naar hele den udstrakte Jord
- 110 ganske forbrænder,
- 111 og Ild og Luft
- 112 det alt ødelægger,
- 113 hvor er da Grændsen,
- 114 hvorom man med sine Slægtninge stred?
- 115 Grændsen er brændt;
- 116 Sjælen staaer betynget,
- 117 den veed ikke, hvormed den skal bøde;
- 118 saare farer den til Straffen.
- 119 Derfor er det Manden saa godt,
- 120 naar han til Maalstævne kommer,
- 121 at han hver Sag
- 122 ret bedømmer;
- 123 da behøver han ej at bekymres,
- 124 naar han til Dommen kommer.
- 125 Ikke veed det arme Menneske,
- 126 hvilken Dom han vil faae,
- 127 naar han med Bestikkelser
- 128 forvender Retten,
- 129 at Djævelen derhos
- 130 hemmelig staaer,
- 131 og holder Regnskab med
- 132 enhver Sag,
- 133 hvad Mennesket før eller siden
- 134 Ondt har øvet,
- 135 at han det alt kan sige,
- 136 naar han til Dommen kommer.
- 137 Aldrig skulde derfor nogen
- 138 - - - -
- 139 - - (eller) nogen
- 140 Bestikkelser modtage.
- 141 Saasnart det himmelske Horn
- 142 toner,
- 143 og han begiver sig paa Vejen,
- 144 som skal dømme Levende og Døde,
- 145 saa rejser sig med ham
- 146 en vældig Hær,
- 147 saa bold,
- 148 at ingen kan bekjæmpe ham;
- 149 saa farer han til Domkredsen,
- 150 som der er fastsat;
- 151 der afsiges (Dommen)
- 152 som man der nogensinde sagde.
- 153 Da fare Englene
- 154 over Landene,
- 155 vække Folkene,
- 156 kalde dem til Tings;
- 157 da skal hvert Menneske
- 158 fra Mulden opstaae,
- 159 løsne sig fra Gravens Baand,
- 160 og igjen bekomme sit Legeme,
- 161 at han for alt
- 162 kan staae til Regnskab,
- 163 og efter sine Gjerninger
- 164 blive dømt.
- 165 Naar nu han sidder,
- 166 som kjende skal
- 167 og dømme skal
- 168 Døde og Levende,
- 169 da staaer omkring ham
- 170 Englenes Skare,
- 171 gode Menneskers store Kreds.
- 172 Da kommer til Dommen
- 173 saa mange, som opstaae;
- 174 ingen der
- 175 noget formaaer at dølge;
- 176 der skal Haand tale,
- 177 Hoved sige,
- 178 ethvert Ledemod
- 179 indtil den lille Finger,
- 180 hvad han iblandt Menneskene
- 181 hemmelig Udaad øvede.
- 182 Der er ikke saa listig en Mand,
- 183 at han noget kan lyve,
- 184 eller kan skjule
- 185 nogen Daad,
- 186 at den jo for Kongen
- 187 forkyndt bliver,
- 188 med mindre han med Almisse
- 189 (har forsonet),
- 190 og med Faste
- 191 har bødet Brøden.
- 192 Da - den som har bødet
- 193 - - - -
- 194 Da bliver frembaaret
- 195 det ærværdige Kors,
- 196 hvorpaa den hellige Krist
- 197 blev hængt.
- 198 Da viser han Mærker af de Saar,
- 199 som han i sin Menneskehed modtog,
- 200 som han ved Menneskeslægtens
- 201 - - - -
Accentueringen er af Anmælderen, da den af Schmeller antagne, ved hvilken endog paa sine Steder aldeles toneløse Stavelser, som sorgén, sorgen; dazí, diess; in vinstrí; kiwerkóta hapéta, o. lign. erholde Accent, ikke overalt kunde følges.
Hvad der især gjør dette Brudstykke interessant, er den overordentlige Lighed imellem dets Sprog og det oldnordiske, saavel hvad Ordform, som Ordforraad angaaer. Det tjener derved til at bestyrke, hvad andre Lævninger allerede have viist, at de ældste tyske Sprogarter, og navnlig den frankiske, ere af samme Rod og Stamme, som de nordiske Sprog, og at begge i Oldtiden have ligget hinanden meget nærmere end nu. Man finder saaledes i Brudstykket de enkelte Vokaler, som i Oldnordisk, hvor Højtysk nu har Diftonger, som vís, weise; hús, Haus; ja endog enkelte Vokaler, som i Dansken, hvor baade Højtysk og Oldnordisk have Diftonger, som Stén, Stein, steinn. Den samme Lighed med Dansk gjenkjendes i saadanne Ord, som Vokalen a, isteden for hvilken Islandsken har antaget ö, som hant, hönd, gl. d. Hand. Brudstykkets Sprog viser sig tillige som henhørende til en Sprogstamme, der er ældre, end den oldnordiske, da den besidder de Endelser, som i denne ere bortfaldne, men om hvis Tilværelse man dog ved Slutninger fra de senere Former overtyder sig, og de Flerstavelsesformer, der siden ere sammentrukne; f. Ex. ímu, oldnord. þeima, senere þeim; andremo, anderm, öðrum for andrum; ipu, ef; áno, án, o. lign.; lat. uter, weder, hvörr; lat. aqua, aha, á; mahal, mál; virina, firn; o. s. fl.
I mythologisk Henseende kan man endelig af de enkelte mythiske Udtryk, der svare til bekjendte oldnordiske, slutte, at den nordiske Mythologi i sine væsentlige Grundlag engang har været herskende hos Frankerne og flere nordtyske Folk. Midgard eller Midgaard og den gaadefulde Muspel ere de samme, som ogsaa forekomme i vor Edda; Forestillingerne om Verdens Undergang, saaledes som Brudstykket skildrer den, minder om Eddas Skildring af Ragnarok, forenet med kristelige Ideer. Men Oplysning om det hidtil Dunkle gives dog her ikke, og Brudstykket spænder i denne Henseende vor Forventning, i det det nærer vort Haab, at hvor slige Fund gjøres, kan der endnu findes lignende langt vigtigere Lævninger, der maaskee ville udbrede endnu mere Lys over vor Eddas Oprindelse.
Noter:
1. sein Tag komme.
2. tówian, sterben, oldnord. deyja.
3. wanta, denn. sár, bald, sár so, sobald. diu séla, die Seele, oldnord. sála.
4. sind, Weg, oldnord. sinn, Gang; if. 89 in demo sinde, denne Gang, analogt med gl. norsk og dansk to, tre Rejser eller Reser, to, tre Gange, og svensk flera resor, flere Gange.
5. enti, und. si, sie, oldnord. sú. líhhamo, oldnord. líkami (líkhami), Legeme.
7. heri, Heer, oldnord. her, Hær.
8. himilzungal, oldnord. himintúngl, Himmellegeme.
9. peh, Pech, metaforisk for Helvede.
10. págan, piehc, streiten, stritt; oldnord. at bægja.
12. unzi, bis; oldnord. unz, indtil. diu suona, Gericht; oldnord. són (jf. Són i Snorraedda, ed. Rask. S. 85, og Sónargöltr, Doms- eller Sonegalten).
13. weder, hvilken af to (uter), oldnord. hvarr ell. hvörr.
14. halon, holen; oldnord. hala.
15. ipu, ob, oldnord. ef, hvis.
16. kisindi, Gesinde (af sind, Vej); oldnord. sinni, Medfølger (af sinn, Gang). kiwinnan, gewinnen; oldnord. vinna (udrette, arbejde).
17. leitan, führen, oldnord. leiða, lede (af leið, Vej).
18. íru, ihr, hende; oldnord. med tilsat þ: þeirri, paa samme Maade som forældede ér senere blev til þér (Rasks Anv. till Isl. § 531). leid, Leid, oldnord. leiði.
19. fiur, Feuer, oldnord. fur, fýr.
20. virinlich, entsetzlich, af virina, (V. 46), Vergehen; oldnord. firn.
21. avar, aber, oldnord. afar, (men her kun som uadskillelig Partikkel).
25. áno, ohne, oldnord. án, uden.
27. selida, Wohnung, Selde; men langt bedre stemmer Betydningen af oldnord. sæld med Sammenhængen, saa at Meningen blev: selida áno sorgun, Salighed uden Sorger.
28. nist, med det nægtende n foran for ni ist; oldnordisk n eller né. Ligesaa neoman for n-eoman, hvor eo (d. e. jo) je, svarer til oldnord. æ, gl. d. e. siuh, krank, oldnord. sjúkr.
30. pú, Wohnplatz, oldnord. bú.
31. hús, Haus, oldnord. hús.
32. imu, ihm; med tilsat þ den forældede oldnordiske Dativ þeima, der forekommer i norske Diplomer endnu i det fjortende Aarhundrede. kinuok, genug; oldnord. gnógr.
33. pi-diu, darum, deshalb; ordret bei dem. durft, Bedürfniß; oldnord. þurft. mihhil, groß; oldnord. mikill, allero manno welihhemo, oldnord. allra manna hvílíku, for hvilketsomhelst af alle Mænd, efter den sædvanlige Konstruktion, som i mart manna, fátt manna, o. s. v. welihhemo dat. i neutr. af welih, oldnord. hvílikr.
34. muot, Gemüth (Muth); oldnord. móðr, Sind. spanan, antreiben; oldnord. spana.
37. hella, Hölle; oldnord. hel.
38. harto, fehr; oldnord. harða. wísen, vermeiden; oldnord. at vísa.
40. pína, Pein, oldnord. pína. piótan, bieten, oldnord. bjóða. der Satanaz altist fører Schmeller sammen, oversætter: der alte Satan, og jævnfører altist med angelsax. ealdor, ældre, men Sammenhængen tillader næppe denne Forklaring; man kan vel sige der alte Satan, men der älteste Satan er et tvungent Udtryk; Stillingen af Ordet altist viser ogsaa, at det indeholder en Bestemmelse til det følgende Adjektiv heizzan. Jeg vilde derfor henføre det til det bekjendte oldnordiske Forstærkningsord tíðr, hyppig, idelig, saa at altist var det samme som altíðast. Ordet gaar da i Verset over til Begyndelsen af næste Linie:
pehhes pína,
dar piútit der Satanaz
altist heizzan lauc.
41. lauc anseer Schmeller for det samme som loug (V. 100) Flamme; det svarer da til de oldnord. Former log eller logi, laugr eller leygr, Lue, Ild.
42. huckan, denken, bedenken; oldnord. at huga (jf. at hugga, trøste). za diu, dazu.
43. dráto, sehr; oldnord. þrátt.
45. stúen, büßen, entgelten? Maaskee oldnord. stá (standa), Imperf. stóð, jf. det af Schmeller anførte irstuotun, dederunt poenam.
48. palwig, böse; pal er oldnord. böl (bölvís o. lign.).
49. haren, rufen; der man haret ze gote kann imidlertid ligesaa simpelt forstaaes som: der Mench harret zu Gott, haaber (venter) paa Gud; haren er da det samme Ord, som oldnord. at hara.
51. wanan, hoffen; oldnord. at væna. kinada, Gnade; oldnord. náð (gnáð).
52. wénac, arm elend; Stamordet findes i oldnord. vein, Klage, at veina.
53. kihuct, Gedanke, sollicitudo; oldnord. hugð.
55. werholt, Welt; oldnord. veröld.
56. after, nach, danach, oldnord. aftr.
58. mahal, Gericht; mál. pannan, verkünden; oldnord. banna.
60. chunni, Menchgeschlecht; oldnord. kyn (jf. det afledte kynni); chunno kilihhaz, som om man oldnord. sagde kyna líkast.
61. kitar, darf, af turran, at turde, oldnord. þora; eller er kitar oldnord. getr. kan? barn, Kind, oldnord. barn, her gen. plur.
65. ricche, dat. af rich, Gericht? eller oldnord. ríkr, mægtig?
66. az, zu; oldnord. at. rahha, Rede, Sache; rahhon (V. 69), sagen, behaupten; jf. oldnord. at reka; rök.
73. warch, oldnord. vargr (vargr í veum).
74. in, ihnen. wík, Kampf; oldnord. víg. arhevian, erheben; oldnord. at hefja upp.
75. khemfo, ein Kämpfer, oldnord. kappi.
76. kosa, die Wahl, Streitsache? jf. oldnord. kör.
80. daz ríhhi, das Reich; oldnord. ríki.
86. inan, ihn.
87. wícstat, Kampfplatz; oldnord. vígstaðr.
92. arwarten, verletzen; jf. oldnord. at varða.
93. pluot, Blut; oldnord. blóð.
96. poum, Baum; oldnord. baðmr.
97. einhk eller einic, eink (V. 103), noget eneste; oldnord. eink.
98. aha, Wasser; oldnord. á eller plur. áar.
99. muor, om dette Ord siger Schmeller: „muor kann hier wohl nur die Bedeutung von Meer haben; doch ist mir diese Form sonst nur vorgekommen für Moor“ Skjøndt Betydningen af Hav (oldnord. mar) vilde paa dette Sted være ret passende, saa kan dog Ordet efter sin Form ikke vel henføres dertil, men svarer ligefrem til oldnord. mór, fed Jord, brændbar Grønsvær. Meningen bliver da: Strømmene udtørres, Jorden eller Græsset fortæres. suelhan, oldnord. svelgja.
100. suilizon, vor Hitze vergehen, jf. angels. svelan. Saa Schmeller. Oldnord. svæla.
101. máno, der Mond; oldnord. máni.
102. mittilagart, der Erdkreis; Eddaernes Miðgarðr, Jorden.
104. stuatago, der Tag der Vergeltung.
106. virihi, Mann; oldnord. plur. fírar; viriho, gen. pl. oldnord. fíra. wison, heimsuchen; oldnord. at vitja; eller wíson, oldnord. víta, straffe.
107. mác, Blutsverwandter; oldnord. mágr. andremo, anderm, oldnord. öðrum.
108. Muspille, „Dativ, wohl von Muspilli. Dieser furchtbare Muspilli, personificiert wie Stuatago, und ihm villeicht ähnlicher Bedeutung, heißt im Heiland mudspelli, mutspelli, in der Edda Muspell.“ Saa Schmeller.
109. wasal. Om dette Ord bemærker Schmeller: „Es kommt vor: uuasalun, pluviis. Allein dieses unser uuasal geräht in Brand, das Wort wird also von jenem verschieden, und etwa eine Ableitung vom alten uuaso, bei Isidor aerdh – uuaso, moles terræ seyn.“ Det førstnævnte kan henføres til oldnord. vos; det sidste er uden Tvivl samme Ord, som gl. d. Vase. Dette forekommer f. Ex. i Valdemars Jordebog (Langeb. Scrip. VII. S. 528) „nithær at bækkæn i hökis wasæ“, og betyder, efter Suhms Forklaring (Saml. Skr. 9 D. S. 249 fgg.), en Slags sumpig Jord; i et dansk Dokument fra Aar 1544 hedder det ogsaa, at en Mand saae en Kvinde „staa paa hans wase wden hans port;“ t. Wiese, oldnord. veisa, jysk en Vase.
112. arfurpan, zerfegen, verwüsten; jf. oldn. at verpa.
113. diu marha, die Landmarke; oldn. mörk, mark.
114. eo, je.
116. pidingan, beschweren, oldn. at þýngja.
117. wiu, dat. af Pronom. waz, was; oldnord. hví, dat. af hvað. puozan, büßen; oldnord. at bæta.
118. wízi, Strafe; oldnord. víti.
127. miata, bestechende Gabe; oldnord. múta; gl. d. Mude.
128. marran, verhindern, verkehren; jf. oldnord. mara.
130. kitarnan, verheh’en (V. 184); kitarnit, occultus.
131. ruova, Zahl, Zählung, Rechnung; jf. oldnord. at hrúga, at opdynge, hrúga, en Dynge.
133. ér, früher; oldnord. ár, aarle. síd, später, (demnach, V. 137); oldn. síð, silde.
134. frumian, thun; oldnord. at fremja.
140. intfáan, empfangen; svarende til oldnord. Forstavelse and- eller önd-, og at fá.
142. lútan (hlútan) ertönen lassen; oldnord. at hljóða.
147. pald, kühn; oldnord. baldr, bold.
155. deota, die Völker; oldnord. þjóð.
156. wissan (wisian), berufen; oldnord. vísa. ding, Gericht; oldnord. þing.
158. molta, Staub, Erde; oldnord. mold.
159. léo, hléo, Grabhügel; jf. oldn. leiði. vazza, Bürde; oldnord. fat, Baand.
168. quekh, lebendig; oldnord. kvikr.
171. gomo, Mann; oldnord. gumi, (lat. homo). girust, Schaar, Menge? Læsemaaden uvis.
175. wiht, etwas; angelsax. wiht eller wuht, en Skabning, oldnord. vætt. pimídan, verhehlen.
176. hant, die Hand; oldnord. hönd.
177. houpit, das Haupt; oldnord. höfuð.
178. lid, Glied; oldnord. liðr.
179. luzic, klein; oldnord. lítill.
181. mord, Mord, Gewaltthat; her, som oldnord. morð, al hemmelig Misgjerning.
182. nist for ni ist.
185. dehhein, kein.
186. niz for ní iz, daß es ja; ní, oldnord. né.
188. uzzan, außer; oldnord. utan. alamusana, Almosen; oldnord. ölmusa.
195. fróno, hehr, jf. oldnord. frán.
198. augan, zeigen. masa, der Wundmal.