Myter og sagn fra Grønland – II (KR) – Atdlarneq, den store Æder
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – II
Knud Rasmussen
1924
Bind II: Vestgrønland
Atdlarneq, den store Æder
Fortalt af Jûa fra Kangeq
Man fortæller om Atdlarneq (Klaringen), at han var en stærk Mand, og blot han roede lidt ud i Kajak, fangede han Sæl. Der gik ikke en Dag, uden at han fangede, og aldrig nøjedes han med en.Men en Dag, da han skulde have været ud at passe Sæler op, roede han blot langs Landene sydover. Paa sin Vej fik han et Næs i Sigte og roede frem til det, og da han fik Udsigt over Solsiden, saa han et lille Hus ganske nær ved.
"Lad mig vente, til der kommer nogen ud," tænkte han.
Og medens han laa der med Aaren ind paa Land, kom der en Kvinde ud af Huset. Hun havde et gult Topbaand, og alle hendes Klæder havde gule Sømme.
Nu skulde han have været i Land, men kom til at tænke:
"Lad mig dog vente, til der kommer en til ud."
Og netop som han sad og tænkte paa det, kom der en anden ud, og hun havde ganske ligesom den første et gult Topbaand og gulsømmede Klæder.
Og uden at gaa i Land, tænkte han atter:
"Lad mig blot vente paa en til."
Og saa kom der virkelig ogsaa en til ud, og hun saa ganske ud som de andre og havde ligesom de et Fad i Haanden.
Først nu gik han i Land og bragte sin Kajak op. Han gik ind i Huset, og de modtog ham alle meget venligt. Og det kan nok være, at de satte Mad frem for ham. Tilsidst blev det Aften. De tre Kvinder begyndte nu hyppigere og hyppigere at gaa udenfor, og Atdlarneq, der blev urolig, spurgte:
"Hvad gaar I saadan ud efter?"
De svarede i Munden paa hinanden: "Det er, fordi vi nu begynder at vente vor kære Erhverver hjem."
Da han hørte det, blev han bange og gemte sig bag ved Skindpanelerne. Og han var knapt kravlet derind, før Erhververen kom hjem. Han stod og saa paa ham gennem et lille Hul i Skindet. Nu kom han ind; hans Kinder var af Kobber. Og næppe havde han sat sig, før han begyndte at snuse og sagde:
"Naa, her lugter nok af Mennesker!"
Atdlarneq kravlede nu frem, da den anden dog havde lugtet ham; men næppe havde han vist sig før den anden meget ivrigt spurgte:
"Har han endnu ikke spist?"
"Nej, han har endnu ikke spist."
"Naa, saa kom dog frem med Mad!"
Og de kom ind med en Skindsæk, der var fyldt med Angmagssætter og et stort Parti af en halv Sortsides Spækstykke. Og saa busede det ud af Manden:
"Det skal du spise op, for spiser du det ikke op, saa skal jeg give dig en Omgang med mine Kinder!"
Og det kan nok være, at Atdlerneq gav sig til at tygge Spæk til Fisken. Han aad og aad, og tilsidst spiste han det hele op. Saa rejste han sig og gik hen til Vandspanden, satte den for Munden og drak og drak til sidste Draabe.
Han havde næppe gjort det, før Manden sagde:
"Og saa det raafrosne Kød!"
Og de bragte en overskaaren Sortside ind. Saa aad han og aad igen, til der ikke var mere. Det eneste, han levnede, var Baglallen. Og da Manden saa, at den ikke var spist, busede det ud af ham:
"Det ogsaa! Spiser du ikke det, saa skal jeg slaa mine Kinder mod dine!"
Da han havde saa let til at true, spiste Atdlarneq atter op og drak derpaa igen Vandspanden ud. Men han havde næppe gjort det, før Manden atter sagde:
"Giv ham endnu noget at spise!"
Da nu Atdlarneq var bleven rigtig mæt, saa holdt hans Mave sig ligesom stille. Derefter kom Kvinderne ind med en hel tørret Sortside, som Manden satte frem og sagde:
"Spis ogsaa det op!"
Og nu kan det nok være, at Atdlarneq maatte til at proppe i sig igen. Han aad og aad og aad det tilsidst op. Og for tredje Gang tømte han Vandspanden. Han befandt sig nu herefter overmaade vel, og det var, som om han nu først havde spist. Og sandelig, havde han ikke, forinden han begyndte at spise, slugt et lille Græsstraa, saa var det aldrig lykkedes ham at spise saa meget.
Derpaa sov han og rejste hjem næste Morgen. Og der fortælles, at efter at han nær havde ædt sig til Døde hos Manden med Kobberkinderne, roede han aldrig siden sydpaa.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. II, ss. 158-161. København, 1924.
