Vis kilden til Myter og sagn fra Grønland – II (KR) – Gamle Qátsâq med Lemming-Amuletten

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !! !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link= Myter og sagn fra Grønland – II (KR) – Gamle Qátsâq med Lemming-Amuletten]] !!  !!  
|-
|}

<blockquote>[[Fil:Høegh 09.jpeg|thumb|350px|<center>Gamle Qátsâq med Lemming-Amuletten<br> ''Aka Høegh'', 1924</center>]]<center>

<br>'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br><br><big>[[Myter og sagn fra Grønland – II (KR)|'''Myter og sagn fra Grønland – II''']]</big><br>'''Knud Rasmussen'''<br>1924<br><br><big>'''Bind II: Vestgrønland'''<br><br><big><big>'''Gamle Qátsâq'''</big><br>'''med Lemming-Amuletten'''</big></big><br><br>'''Fortalt af Esaia fra Ny Hernhut ved Godthaab'''</center>




Man fortæller, at Qatsâq, skønt han allerede var en gammel Mand, var meget ivrig efter at gaa paa Fangst; og aldrig blev han hjemme, selv om Vejret var nok saa slemt. Ofte saa man det Særsyn, at hans unge Sønner blev hjemme, medens den gamle vovede sig ene ud, trods Vejr og Vind, og altid var han saa tidligt paa Færde om Morgenen, at ingen kunde naa ham. Saaledes levede den gamle Qatsâk.

Da hændte det, at det faldt ind med en meget streng Vinter. Kulden blev ved med at vokse samtidig med at det begyndte at sne, og Sneen lagde sig i Vandskorpen og blev til en grødet Masse, og Isen begyndte overalt at lægge sig, idet den stadig voksede indefter mod Land ude fra det aabne Hav. Ganske langsomt blev det aabne Vand, hvor de kunde ro i Kajak, mindre og mindre, tilsidst havde de kun en Vaage uden for deres Boplads, og en Morgen, da de vaagnede, var ogsaa den tillagt.

Da man nu ikke længer kunde gaa i Kajak, var den gamle Qatsâq endnu mere levende end nogensinde, thi han var en Mand, hvem det aldrig kunde falde ind at give op over for Hindringer. Hver Dag var han ude for at undersøge Isen og holdt nøje Udkig med, hvorledes den voksede og blev sikker, og det varede ikke længe, før han færdedes i Bopladsens Omegn for at se, om der ikke skulde være Vaager, hvorfra han kunde fange Sæl. Men aldrig lykkedes det ham at finde saadanne.

Saa hændte det, at det faldt ind med fint og stille Vejr. Dagene var nu ogsaa begyndt at længes, og Qatsâq var ivrigere end nogensinde for at komme omkring; og en Morgen begav han sig da paa Vandring indover. Han søgte sig det højeste Fjæld ud og besteg det, og oppe fra Toppen fik han saa Udsyn over Havet foran deres Boplads og fik Øje paa en lille Vandtaage helt ude i Horisonten mellem Himmel og Hav. To Strømsteder var der, det ene uden for det andet, begge med skarpt afgrænsede og tydelige Vanddampe. Han tog god Pejling af Stedet og gik derpaa hjem. Ved sin Hjemkomst talte han saaledes til de unge Mænd:

"Her gaar vi og mangler Fangstdyr, medens det derude staar med Frostrøg fra to Vaager, den ene lidt udenfor den arden. Ikke for intet holder de sig aabne, thi det er sikkert levende Væsener, der hindrer Isen i at lægge sig. Jeg agter i Morgen at tage derud."

Saaledes talte han, og alle de unge Mænd fik stor Lyst til at tage med; de tog deres Redskaber ind i Huset og gjorde sig rede til Fangst, og først da det var sent paa Aftenen, gik man til Ro.

Næste Morgen vaagnede Qatsâq saa tidligt, at de unge Mænd troede, de lige var faldet i Søvn; de vaagnede ved en let Støj, og da de saa ud paa Briksen, opdagede de, at det var den gamle, der allerede var ved at gøre sig klar til Fangstrejsen. Nu skyndte de sig op, gjorde sig rede og begav sig paa Vej.

De gik ud over Isen og blev ved med at gaa udover, thi der var endnu langt til Daggry, og først da de var naaet ud til de yderste Øer, begyndte det at lysne. De fortsatte udefter samtidig med den voksende Dag, og først da de var saa langt ude, at de yderste Øer fortonede sig bagved dem som sammenhængende Land, fik de den nærmeste Vaage i Sigte. Da de kom frem til den, opdagede de, at det var en stor Flok Ederfugle, som holdt Vaagen aaben, og saa snart de var kommen frem, begyndte de at fange Ederfuglene med Snarer; og uden at tænke over, hvormange de fangede, blev de ved, indtil den gamle sagde til dem:

"Se engang efter, hvormange det er, I kommer til at bære hjem."

Da han sagde det, vendte de sig om, og først nu opdagede de, at Ederfuglene var bleven til en vældig Byrde. Atter talte den gamle til dem:

"Lad blot være med at fange flere nu, det kan I gøre en anden Gang."

Det var svært for de unge at høre op med Fangsten, men de adlød den gamle og bandt Fuglene sammen, saa at de kunde bære dem; alle fik de svære Byrder at bære, og derpaa begav de sig paa Vandring indefter mod Land.

Man fortæller, at det altid var Qatsâqs Vane selv i det smukkeste Vejr at holde nøje Udkig med alle Himmelhjørner. Engang, da han som sædvanlig undersøgte Himlen, opdagede han, at det var begyndt at fyge med Fralandsvind inde paa Toppen af Fjældene; og da han var klar over, at Vinden bredte sig udefter mod Havet, talte han saaledes til de unge Mænd:

"Det lader til, at vi skal overfaldes af Fralandsstorm. Læg derfor alle Kræfter i, og skynd jer indefter mod Land!"

Den gamle løb som sædvanlig foran, og saaledes fortsatte de med stærk Fart indefter, alt medens de saa, hvorledes Snefoget stadig trak udefter, indtil det tilsidst var helt ude ved det yderste Land. Samtidig med denne Iagttagelse satte den gamle Farten saa stærkt op, at han ofte maatte vente paa de unge Mænd. Han stillede sig op paa Isen og ventede og blev saa staaende, uden at lægge sin vældige Byrde, og saa snart de naaede ham, fortsatte han atter sit Løb.

De var endnu langt fra de yderste Øer, da Snefoget stod ud fra Land, og da det naaede ud til dem, var Fygningen saa tæt, at den saa ud som en Taage. Ingen mælede et Ord, de sørgede blot omhyggeligt for at holde sig samlede, og saaledes løb de indefter. Naar det mørknede forude, var der altid en Revne i Isen, og de sprang over den og fortsatte indefter mod Land, som de nu mente, at de ikke kunde være langt fra. Men saa tæt var Snefoget, at de kun kunde se det Sted, hvor de skulde sætte Fødderne.

Engang skimtede de som sædvanlig en Mørkning ude i Snefoget og kom til en stor, bred Revne. Den gamle sprang først over den, bagefter kom saa alle hans Sønner, kun hans Plejesøn blev tilbage uden at kunne springe over. Man søgte at finde et smallere Sted, hvor han kunde komme over, men da det ikke lykkedes, sprang den gamle atter tilbage over Revnen til Plejesønnen, og alle hans Sønner fulgte ham. Men alle deres Bestræbelser for at finde et smallere Sted til Plejesønnen lykkedes ikke, Revnen blev bredere og bredere, og saaledes drev de til Søs. Ganske langsomt mærkede de, hvorledes det Isstykke, de var paa, blev mindre og mindre, og tilsidst blev Isflagen saa lille, at Søen slog ind over den. Ingen mælede et Ord, indtil den ældste af Sønnerne som den eneste Stemme i Flokken hævede sin Røst og sagde:

"Det forekommer mig, at man ellers fortæller, at Qatsâq er en kyndig Trolddomskunstner, og dog ser det ud til, at han nu vil lade os omkomme paa Havet."

Saaledes talte han; men uden at svare et Ord derpaa tog den gamle sin Istuk og slog med den en Bue omkring dem paa Isen, saa at Buen gik et lille Stykke uden for det Sted, hvor de havde deres Fødder, og hver Gang Søerne naaede frem til denne Bue, brød der ikke mere af Isen, saa at de kom til at drive paa en lille, rund Isflage.

Saaledes drev de nu omkring, indtil Fygningen lagde sig og Vejret blev sigtbart; de opdagede da, at der ikke var Land at se, men at de drev om paa det store, aabne Hav. Da der ikke var andet at gøre, lod de sig drive med Vinden, og saaledes drev de af Sted, indtil de alle var ved at forgaa af Tørst. Atter var det den ældste Søn, der tog til Orde og sagde:

"Man fortæller ellers, at Qatsâq er kyndig i al Slags Trolddomskunst, og dog ser det ud til, at han vil lade os tørste ihjel her ude paa Havet."

Qatsâq svarede som sædvanlig ikke paa denne Tiltale, men nøjedes med at tage sin Tuk, som han slog ned i Iser lige uden for sin Fod, og da han tog Tukken tilbage igen, rislede der Vand op fra en Kilde. Straks bøjede den ældste Søn sig ned for at drikke, men den gamle skubbede ham til Side, idet han sagde, at dette Vand maatte ingen drikke af, før han havde drukket, hvorefter han bøjede sig ned og drak. Da han var færdig, kom derefter alle de andre og drak, saa meget de orkede. Det var dejlig ferskt, næsten sødligt Vand. Da den sidste havde drukket og Vandet stadig vældede op af Hullet, tog den gamle atter sin Tuk og jog den med Skaftet ned i Hullet, hvorpaa Vandet atter forsvandt.

Saaledes drev de om paa Havet, indtil de fik et stort Land i Sigte, Isflagen førte dem ind imod det, og da de var ganske nær ved Land, vendte den gamle sig mod sine Sønner og sagde:

"Naar vi nu driver ind mod Land, maa ingen vende sig om, idet han springer ind paa Stranden. Jeg springer sidst, og først naar jeg er kommen op paa Land og giver jer Lov dertil, maa I vende jer om."

Saa naaede de ind til Land, og alle Sønnerne og Plejesønnen sprang i Land, og allersidst den gamle, og først da de hørte ham sige:

"Vend jer om og se jeres Konebaad!", vendte de sig om og saa, at det kun var et Stykke Skum, de havde sejlet paa. De vandrede nu ind over Land, indtil de ikke længere kunde se Havet; her inde kom de til en Sænkning, som de fulgte. Pludselig kom en Ravn flyvende hen over dem, og da den skrigende fløj over deres Hoveder, sagde den gamle:

"Nu lader det til, at vi skal træffe Mennesker!"

De gik derpaa over til den anden Side af Sænkningen og fik Udsigt over en Mængde Huse; de naaede frem til dem og gik paa Opfordring ind i det allerstørste af Husene. Der var fuldt af Mennesker derinde, og man satte Mad frem til dem, og de begyndte at spise. Under Maaltidet overfaldtes Plejesønnen af en voldsom Tørst; han søgte efter Vand og opdagede saa en Vandbeholder henne under den største af Sidebriksene neden under en stor, bred Mand. Han gik hen for at drikke, men idet han drak, kom der pludselig et rasende Udbrud fra Manden, der sad ved Vandbeholderen; det var, fordi han kom til at spilde en Draabe Vand paa hans Kamiker. Straks da han kom ind i Huset, havde han lagt Mærke til, at Mandens Tøj var saa rent og fint, som om det aldrig nogensinde rørtes af Menneskehaand. Alle de andre i Huset talte om løst og fast, kun den vrede Mand mælede ikke oftere et Ord.

Pludselig rejste han sig op og tog et Vandskind frem fra Rummet under Briksen, bredte det ud over Gulvet og blottede sin Overkrop. Straks begyndte Folk at gaa ud af Huset, og tilsidst var der kun Qatsâq og hans Sønner tilbage. Nu gik den vrede Mand hen og satte sig paa Vandskindet og opfordrede Qatsâqs Plejesøn til at trække Armkrog med sig. Plejesønnen gik frem til ham, satte sig foran ham og trak Armkrog med ham. Pludselig rettede den vrede Mand sin Arm ud, og idet Qatsâqs Plejesøn nu gik bagover, kastede han sig over ham og rev i et eneste Tag hans Testikler af ham. Plejesønnen udstødte et dybt Suk og var død. Straks raabte den vrede Mand op mod Hustaget:

"Nu er jeg ikke længere i Tvivl om, at ingen af mine Gæster skal slippe fra mig; Øjnene skal være en Lækkerbidsken til mig selv. Giv mig en Kobberem!"

Straks blev der kastet en Kobberem ned fra Taget, og Manden slog en Løkke om Ligets Hals og lod det hale op, man hørte kun en Klirren af Knive, idet Liget blev flænset, og man hørte en Stemme oppe fra Hustaget:

"Vor gamle dernede plejer at holde mest af Øjnene; lad mig derfor skære dem ud til ham og gemme dem!"

Da der blev stille igen deroppe, satte Manden sig atter ned paa Vandskindet og holdt sin Arm frem til den næste. Qatsâq skyndte sig at gaa frem inden nogen af Sønnerne og begyndte at trække Krog. Det varede ikke længe før han mærkede, at han var den stærkeste; pludselig strakte han derfor sin Arm ud, trykkede sin Modstander ned og rykkede hans Testikler af ham i et eneste Ryk. Den fremmede udstødte et langt Suk og var død. Derpaa vendte Qatsâq sig mod sine Sønner og sagde:

"Hvad skal vi nu gøre ved Liget?"

Og den ældste af Sønnerne svarede:

"Forsøg du paa at efterligne hans Stemme, og raab op mod Loftet, saaledes som han gjorde!"

Qatsâq efterlignede nu hans Stemme og raabte op mod Loftet i en skingrende Diskant:

"Nu er jeg ikke længer i Tvivl om, at ingen af mine Gæster skal slippe fra mig; Øjnene skal være en Lækkerbidsken til mig selv. Giv mig en Kobberem."

Det lignede ganske hans Stemme, sagde Sønnen til ham, og ganske rigtigt blev der straks efter firet en Kobberem ned. Qatsâq slog en Løkke om Ligets Hals og lod det hale op, og atter hørte man kun Lyden af de flænsende Knive. Derefter hørte man en Stemme sige ligesom før:

"Vor gamle dernede plejer at holde mest af Øjnene; lad mig derfor skære dem ud til ham og gemme dem!"

Men lidt efter hørte man et Skrig og Stemmer, der raabte:

"Vi flænser vor egen Husherre! Ikke skal de fremmede tro, at de skal slippe herfra med Livet."

Og straks derpaa blev alt stille; man hørte kun nu og da Drøn ude ved Husgangen, og da man fattede Mistanke og skulde se nærmere til, opdagede man, at de allerede havde fyldt hele Aabningen ved Husgangen til med Sten. Næppe var det gjort, før de begyndte at rive Hustaget op, og da de havde frembragt en Aabning deroppe, hældte de Potter med Vand og Skarn ned over dem, lavede andre Huller og kastede Lænsere ind efter dem, saa at de var lige ved at blive ramt. Oppe i Loftet kom der flere og flere Huller, den ene Lænser efter den anden fløj forbi dem, og Urinen skyllede ned over dem, saa at Taarerne stod dem i Øjnene.

Saaledes stod det til, da Qatsâq lige med eet kom til at tænke paa, at han i Kraven paa sin Pels havde fastsyet en Lemming, der var hans Amulet. Der var ikke megen Udsigt til, at nogen vilde gøre, hvad han bad dem om, men dog raabte han op gennem et af Hullerne:

"Vil I gøre mig den Tjeneste at give mig min Pels, som jeg har lagt op paa Stilladset her udenfor, da jeg kom? Jeg vil gerne have den paa, naar jeg nu om lidt skal dø."

Næppe havde han sagt det, før han hørte sine Ord gentaget deroppe, og straks efter kom Pelsen ned gennem et Hul, medens en spottende Stemme raabte:

"Saa red dit Liv ved Hjælp af denne Pels!"

Qatsâq greb den øjeblikkelig og fik fat i Lemmingen, der laa, hvor den skulde være, i Pelskraven. Han puttede den i Munden og beholdt den i Munden, til han kunde mærke, at den blev levende og søgte at slippe ud; saa spyttede han den ud og kastede den op mod Loftet, idet han sagde:

"Hvemsomhelst!"

Næppe havde han kastet den op mod Loftet, før han hørte Stemmer derude, der raabte:

"Se, nu faldt han, og nu faldt han og nu faldt han!"

Saaledes blev Stemmerne ved deroppe, indtil der tilsidst blev ganske stille. Lidt efter kom Lemmingen tilbage, fuld af Blod. Qatsâq vaskede Blodet omhyggeligt af den og puttede den atter i Munden, og først da den igen var bleven rigtig levende, spyttede han den ud og kastede den op mod Loftet, idet han sagde:

"Dem allesammen!"

Denne Gang blev Lemmingen en god Stund borte, og da den kom tilbage, var den ganske tilsølet af Blod. Atter vaskede Qatsâq den ren og gemte den igen ved Pelskraven. Længe ventede de nu paa at høre Mennesker oppe fra Hustaget, men da der ikke kom en eneste Lyd ned til dem, krøb de op gennem et af de store Huller i Taget. Der laa helt fuldt deroppe af døde Mennesker; saa mange var der, at det saa ud som Sortsider, der var dynget sammen i et Vinterdepot. Da de gik nærmere hen og undersøgte de døde, var det eneste mærkelige, der var at se, en lille Smule Blod ved deres Rumpe og deres Mund.

De gik nu ind i et af Husene og skulde netop til at tage sig noget at spise, da der hørtes Trin i Husgangen, og lidt efter kom der en ung Fyr ind til dem med Klæder, der var syet saaledes, at Haarene vendte opad paa den ene Side af hans Dragt og nedad paa den anden Side. Næppe var han kommen ind, før han aabnede Munden og sagde:

"Nu har endelig Apia det, som han gerne vil have det. Han æder sin Søns Hjerne, idet han spiser hans Hænder og Fødder til, og nu skulde jeg bede de fremmede om at komme.

Da han var gaaet, vendte Qatsâq sig om mod sine Sønner og sagde:

"Naar vi nu kommer op i Huset, saa vil I se en Spiseskaal midt ude paa Gulvet; den er af Træ og fuld af Hjerne, der er rørt ud i Spæk. Jeg gaar først ind i Huset og griber Fadet, og i samme Øjeblik jeg griber det, lukker jeg Øjnene og slubrer Indholdet i mig, idet jeg gaar op og ned ad Gulvet. Naar jeg har spist hver eneste Smule, lægger jeg den atter paa Plads med Bunden i Vejret, og først da sætter jeg mig ned. Naar nu en af jer griber efter Træskaalen, saa vil den atter være fyldt, og I skal da spise Indholdet, idet I bærer jer ad ganske paa samme Made som jeg; og først i det Øjeblik I igen aabner Øjnene, skal I sætte jer ned."

Da de kom ind i Huset, sad der et gammelt Par derinde. Manden sad paa Briksekanten, medens Konen havde trukket sig langt tilbage paa Briksen; de sov og stønnede frem mod de kommende, uden at nogen sagde et eneste Ord. Qatsâq saa straks Træskaalen ude paa Gulvet, og han gjorde da ganske, som han havde sagt, og Husets Folk, Manden og Konen, sad og stirrede maalløse paa deres Gæst. Saaledes gjorde de nu alle, og da den sidste havde spist og sat Træbakken paa Plads, vendte Qatsâq sig mod Værtsfolkene og sagde:

"Gør du nu det samme, som vi har gjort!"

Straks rejste Manden sig op, og idet han stadig stirrede paa sine Gæster, gjorde han saaledes, som der var sagt; men længe havde han ikke slubret Hjerne i sig, før han begyndte at tale i Vildelse og mistede Forstanden. Qatsâq og hans Sønner flygtede ud af Huset og naaede i Løb ud til det aabne Hav; her standsede de, og Qatsâq tiltalte sin ældste Søn og sagde:

"Hvad har du til Amulet?"

"Et Stykke Bjørneskind," svarede Sønnen, og det samme havde alle de andre Brødre. Ogsaa Plejesønnen, som han havde kaldt til Live, inden de forlod Bopladsen, spurgte han om, hvad Slags Amulet han havde. Det varede noget, før han svarede, men endelig fik de det ud af ham, at han havde en Spurv til Amulet.

"Blot saa ikke den lede Apia kommer til at æde dig levende," svarede Qatsâq.

De flygtede nu videre og kom omsider til et Fjæld, der  

løb lige ud i Havet; her standsede Qatsâq og talte til sine Sønner:

"Se nu, hvorledes jeg rutscher ud i Havet, og gør ganske det samme, som jeg gør."

Og han tog Tilløb og rutschede ud mod Havet, og idet han var lige over Havet, vendte han sig om paa Brystet og gik paa Hovedet i Bølgerne og forsvandt. Men lidt efter dukkede der en Bjørn op et Stykke uden for Land. Det var en gammel Bjørn med skallet Hoved; den rejste sig op i Søen, spidsede Ørerne og virrede med dem ind mod Land og ventede paa de andre. Saa fulgte Sønnerne efter, den ene efter den anden, og dukkede op ude ved Siden af Faderen; kun Plejesønnen blev alene tilbage paa Land, og hver Gang han søgte at rutsche ud i Vandet, standsede han lige ved Kanten. Tilsidst raabte de til ham ude fra Søen:

"Kom nu efter os, ellers vil den lede Apia æde dig levende! Tag nu blot et godt Tilløb og rutsch ud i Søen i stærk Fart!"

Saa tog han Tilløb, og idet han rutschede ud over Vandet, forsøgte han at flakse med Armene, og se — straks blev han til en Spurv, der fløj hen over Havet.

Næppe var han fløjet, før alle Bjørnene udenfor dukkede ned under Søen, saa at man kun saa deres sorte Fodsaaler. Spurven fløj hen efter dem, og saaledes for de nu fremover; naar Spurven blev saa træt, at den ikke kunde holde sig paa Vingerne længere, satte den sig paa Hovedet af Bjørnene og hvilede sig, og saaledes svømmede de hjem til deres Boplads.

Her gik de op paa Land, og idet den første kravlede op, rystede den sig saaledes, at dens Haar kom til at staa lige ud, og da den igen rystede sig, faldt en Stump Bjørneskind ned, og straks var den atter et Menneske. Saaledes gjorde de alle, men gemte omhyggeligt den Stump Bjørneskind, der var deres Amulet. Paa samme Maade satte Plejesønnen sig paa Land, og idet han skuttede sig, saa at Fjerene stod lige ud, faldt der en Fuglevinge ned, der var hans Amulet, og saaledes blev han atter Menneske. Saaledes kom Qatsâq og hans Sønner atter hjem igen til deres Boplads, hvor alle troede, at de forlængst var omkomne.


==Kilde==
Knud Rasmussen: ''Myter og sagn fra Grønland, bd. II'', ss. 175-184. København, 1924.</blockquote>
<br><br>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Knud Rasmussen]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]