Myter og sagn fra Grønland – II (KR) – Isigâligârssik

Fra heimskringla.no
Revisjon per 28. okt. 2024 kl. 12:23 av Carsten (diskusjon | bidrag) (Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland – II (KR) – Isigâligârssik)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Myter og sagn fra Grønland II
Aka Høegh, 1924

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Myter og sagn fra Grønland – II
Knud Rasmussen
1924

Bind II: Vestgrønland

Isigâligârssik


Fortalt af Jûa fra Kangeq



Isigâligârssik (den lille med de kolde Fødder) boede i Hus sammen med mange Brødre, der alle holdt meget af ham.

Ved samme Boplads boede der en Aandemaner, og naar han skulde paakalde sine Aander, plejede han at raabe ind gennem Vinduet:

"Kun Ægtefolk indbydes som Tilhørere!"

Og naar de, som skulde høre paa Besværgeren, gik ud, plejede en lille Enke, hendes Datter og Isigâligârssik, der var ugift, at blive ene tilbage i Huset. Engang, da som sædvanlig alle var gaaet ud for at høre paa Aandemaneren, blev de tre som sædvanlig alene tilbage. Isigâligârssik sad ved den lille Sidelampe og arbejdede. Saa hørte han, at Enkens Datter hviskede noget til sin Moder, og derpaa vendte Moderen sig om imod ham og sagde:

"Den lille der vil nok gerne have dig."

Isigâligârssik ønskede intet hellere, og førend deres Husfæller endnu var kommen tilbage, havde de allerede delt Leje med hinanden, og det var alle Husfællerne meget glade over.

Næste Dag blev der som sædvanlig raabt, at kun gifte Folk skulde komme til Aandebesværgelse, og Isigâligârssik, der nu havde faaet sig en Kone, fik ordentlig Lyst til endelig engang at komme med. Men næppe var han kommen ind i den store Aandemaners Hus, før denne sagde til hans Kone:

"Kom herhen, herhen!"

Og saa snart hun havde sat sig, trak han Kamikerne af hende, og gemte dem oppe paa Tørretremmerne. Saa holdt han Aandebesværgelse, og da de var færdige, sagde han til Isigâligârssik:

"Gaa du blot din Vej, du vil aldrig faa din Kone tilbage! Og Isigâligârssik maatte luske hjem uden Kone.

Saa ofte, der blev holdt Aandebesværgelse og Isigâligârssik kom ind, plejede Aandemaneren drillende at spørge ham: "Hvad har de gifte bestilt i Nat?" Og ganske langsomt begyndte nu Vreden at vokse i Isigâligârssiks Sind, og en Aften, da han kom hjem, sagde han:

"Han deroppe vil nok ordentlig have mig til Nar! Men næste Gang han spørger mig saaledes, skal jeg ikke blive ham Svar skyldig!"

Men hans Husfæller advarede ham og sagde:

"Svar ham endelig ikke! Hvis du svarer ham, slaar han dig ihjel."

Men en Aften, da Aandemaneren som sædvanlig haanede ham og spurgte ham om, hvad de gifte havde bestilt om Natten, saa Isigâligârssik hen paa ham og svarede:

"Ja, hvad har du gjort i Nat? du er jo gift!"

Øjeblikkelig rejste Aandemaneren sig, og da Isigâligârssik bøjede sig ned for at flygte ud gennem Indgangshullet, greb han en Kniv og sprættede Maven op paa ham. Men Isigâligârssik skyndte sig ind i sit Hus og sagde til sin Svigermoder:

"Skynd dig og tag den Dragt, jeg havde, da jeg var lille! Den ligger i min lille Kiste."

Og da hun fik den frem, var den saa lille, at den ikke saa ud til at være nogen Dragt, men meget smuk var den. Han gav Ordre til, at den skulde dyppes i Vandspanden, og da den var bleven vaad, lykkedes det ham virkelig at faa den paa; og idet Snøreremmen forneden berørte Saaret, lægtes det øjeblikkelig.

Da hans Husfæller var færdige med Aandebesværgelserne og gik ud, troede de, at de vilde finde Isigâligârssik død ved Udgangen. De fulgte Blodsporene, som tilsidst førte over til deres Hus, og her fandt de ham til deres store Glæde aldeles uskadt. Og nu sagde han:

"I Morgen skal jeg skyde om Kap med ham!"

Saa sov de og vaagnede igen, og Isigâligârssik lukkede sin lille Kiste op, rodede i den og fik frem en Bue, der var saa lille, at den næsten forsvandt imellem hans Hænder. Han strammede Strengen, gik ud og sagde:

"Kom nu med og se til!"

Derpaa gik han hen til Aandemanerens Hus og raabte ind gennem Vinduet:

"Du store derinde, kom ud og lad os skyde med Bue!"

Da han havde sagt det, gik han hen og stillede sig ved en lille Elv. Men da han skulde se sig om, stod Aandemaneren allerede henne ved sin Husgang og sigtede:

"Kom herhen!" raabte Isigâligârssik, og saa samlede han alt sit Spyt i Munden og spyttede lige ned for sine Fødder.

"Kom herhen!" sagde han igen til den store Aandemaner, "og skyd bare paa mig paa nærmere Hold!"

Saa gik Aandemaneren hen til ham og standsede først lige foran ham. Her sigtede han paa ham, medens alle Husfællerne raabte til ham:

"Gør dig lille!"

Og saa lille gjorde Isigâligârssik sig, at hans Hoved var det eneste, man saa af ham, og det rokkede frem og tilbage. Aandemaneren sigtede og skød fejl; og ogsaa anden Gang fejlede han. Derpaa rejste Isigâligârssik sig op, tog Pilen, brød den over og sagde:

"Gaa du bare hjem igen — du kan jo ikke ramme!"

Og saa flygtede Aandemaneren op mod sit Hus, idet han stadig saa sig tilbage. Først da han bøjede sig ned for at smutte ind gennem Husgangen, sigtede Isigâligârssik og skød, og man hørte blot Lyden af det faldende Legeme. Saa lille Pilen var, kastede den Aandemaneren helt ind i Husgangen, med saa vældig en Kraft ramte den.

Men Isigâligârssik fik sin Kone tilbage og levede siden lykkeligt sammen med hende indtil sine Dages Ende.


Kilde

Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. II, ss. 210-212. København, 1924.