Vis kilden til Myter og sagn fra Grønland – II (KR) – Manutôq, hvis Døtre drev til Akilineq paa en Isflage

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !! !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link= Myter og sagn fra Grønland – II (KR) – Manutôq, hvis Døtre drev til Akilineq paa en Isflage]] !!  !!  
|-
|}

<blockquote>[[Fil:Høegh 01.jpeg|thumb|300px|<center>'''Myter og sagn fra Grønland II''' <br> ''Aka Høegh'', 1924</center>]]<center>

<br>'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br><br><big>[[Myter og sagn fra Grønland – II (KR)|'''Myter og sagn fra Grønland – II''']]</big><br>'''Knud Rasmussen'''<br>1924<br><br><big>'''Bind II: Vestgrønland'''<br><br><big><big>'''Manutôq, hvis Døtre'''</big><br>'''drev til Akilineq paa en Isflage'''</big></big><br><br>'''Fortalt af Kalistorfe fra Kangâmiut'''</center>




Man fortæller, at Manutôq (ham med det store Pelshagestykke) kun havde to Døtre og ingen mandlig Medhjælp; han var derfor meget omhyggelig med de Fangstdyr, han kom hjem med. Saa vældige var deres Vinterdepoter, at det var, som om det var mange Menneskers Fangst, og dog blev han ved med at føje mere til.

Hans Hovedfangst bestod af Sæler; men naar den Tid kom, da Rensdyrene blev fine i Pelsen, vendte hans Tanke sig ogsaa mod dem, og saa rejste han ind i Fjorden paa Rensjagt med sine Døtre som Roersker.

De roede og roede og plejede at komme frem til deres Lejrsted paa den anden Dag, og her kunde det saa hænde, at han blev i to Dage, beskæftiget med at gøre sine Vaaben i Stand.

Derpaa gik han ud sammen med sine Døtre, og idet han selv tog Stade ved Skydemurene, sendte han Døtrene ud for at drive Renerne; og naar de drev dem, plejede de aldrig at komme nogen anden Vej end ned til Faderen. Naar de saa kom forbi ham, skød han dem med Pil. Efterhaanden som Dagen gik, bestilte han ikke andet end at dræbe, og først naar det gik hen mod Aften og han syntes, at der nu var mange Dyr, der skulde flænses, hørte han op med Jagten. Og saa flænsede de og flænsede, og det var lige, at Dagen slog til for en saadan Fangst.

Manutôq plejede at gaa paa Rensjagt i to Dage, og siden ikke mere. Saa begyndte de at tørre Kødet, og først naar de havde faaet tørret det, der skulde være deres Vinterforraad, og de atter var klare til at rejse udefter, gik han lidt paa Jagt igen, for at de kunde have noget friskt Kød med hjem. Og naar de derpaa roede ud af Fjorden, var det, som om de havde været mange Dage paa Rensjagt, saa dybt lastet var Konebaaden med tørret Kød.

Naar de saa var kommen hjem til deres Boplads, levede de sandelig ikke paa Smalkost! Snart levede de af Rener, snart af Sæler, og aldrig mærkede de noget til Vinteren.

Engang, da Sommeren var inde og det var paa de Tider, da Renerne havde fældet, skulde de som sædvanlig paa Rensjagt. Og de rejste fra deres Boplads fulde af Jagtspænding, thi det var længe siden, de havde drevet Rensjagt.

De jagede Rener i nogle Dage, og Jagten gik ganske som den plejede, De fik rigt Bytte, og da alt Kødet var vindtørret, sejlede de atter ud af Fjorden.

De rejste og rejste, men da de kom til det Sted, hvor de paa Hjemvejen plejede at hente Vand, var det, som om onde Tanker slog ned i Manutôq. Langsomt drejede han Baaden ind mod Land, og idet de lagde til, sagde han til sine Døtre:

"Hent Vand!"

Og de gik i Land for at hente Vand. Søen, hvor de plejede at hente Vandet, laa bag et Fjæld, og da Døtrene var kommen bag om Fjældet, sagde Manutôq til sin Kone, som stod paa Land og holdt Baaden:

"Stød Konebaaden fra Land, og spring selv i Baaden! Vi vil rejse fra vore Døtre."

Men Konen vilde ikke. Da han ikke kunde faa sin Vilje med hende, greb han tilsidst sin store Lænser, og med den i Haanden sagde han til hende:

"Hvis du ikke støder fra Land, harpunerer jeg dig!"

Da blev Konen bange og stødte Konebaaden fra Land og sprang selv om Bord, saa rejste de bort.

Da de var kommen et Stykke ud, kunde de høre Døtrenes Latter. Men da de lidt efter kom frem og fik Øje paa Konebaaden, der allerede var langt ude, begyndte Døtrene at raabe. Men da Faderen og Moderen trods Raabene kun roede længere og længere bort, brast de begge i Graad. Lidt efter fik den yngste af Søstrene Øje paa en lille Isflage lige neden for dem, og det skønt det var paa den Aarstid, hvor der ikke plejede at være Is. Straks tørrede hun sine Taarer og sagde:

"Se dog, der ligger en lille Isflage!"

Den ældste Søster saa ned og fik nu ogsaa Øje paa det lille Stykke Is, og hun sagde til sin Søster:

"Lad os bruge Isflagen som Baad og rejse hjem!"

Saa gik de ned til Stranden, og da de var kommen ud for Isflagen, sagde den ældre til den yngre:

"Lad mig springe først!"

Saa sprang den ældre Søster ud paa Isstykket, og den yngre fulgte efter. Næppe var de stødt fra Land, før de ganske langsomt begyndte at drive udefter, og de drev og flød ganske langsomt fremad, uden om alle Næs, indtil de kom ud for deres Boplads. Saa begyndte en Fralandsbrise at blæse, saa de drev ud paa det aabne Hav. Her drev de omkring, uden at vide hvorhen. Søerne blev større og større, og tilsidst tabte de ganske Land af Sigte.

De var kommen langt ud tilsøs og havde nu kun den bare Himmel omkring sig, da der begyndte at gaa Stykker af den lille Isflage, der var deres Land. Men da tog den ældre Søster sit Topbaand af og bandt det rundt om Flagen, og derefter blev den ikke mindre.

De spejdede og spejdede, men saa kun Himmel om sig, indtil de kom ind i en tyk Taagebanke. Da sagde den ældre Søster:

"Sikkert vil Taagen føre Vind med sig, og vi vil snart faa Storm!"

Og de drev i Taage, men det var blikstille. Paa den anden Dag sank Taagen atter ned under Horisonten, og det blev smukt Vejr. Men da faar den ældre Søster Øje paa noget mørkt forude og siger:

"Det, jeg her ser, er sikkert Søer fra en Storm; og kommer først Stormen over os, vil det snart være ude med os!"

Den mørke Stribe blev langsomt tydeligere og tydeligere, og tilsidst saa den ikke længer ud som Vind over Havet; et stort Land blev synligt forude, og langsomt drev de ind imod det paa deres Isflage. Tilsidst løb Flagen paa Grund, og da sagde den ældre Søster:

"Lad mig springe i Land først! Jeg skal være den første, og naar jeg er kommen over, maa jeg ikke se mig om, heller ikke maa du se dig om, før du er i Land."

Den ældre Søster sprang i Land med Ryggen til Havet, uden at se sig om. Det samme gjorde den yngre Søster, heller ikke hun saa sig tilbage, før hun hørte Søsteren sige:

"Nu kan du vende dig om!"

Og da hun vendte sig om, saa hun kun en lille Klat Skum  

bevæge sig frem og tilbage, der hvor Isstykket før havde været.

Paa Stranden fandt de en Mængde smukke Narhvalstænder, og den yngre Søster vilde slet ikke gaa fra dem igen, men samlede den ene Favnfuld sammen efter den anden. Da sagde den ældre Søster til hende:

»Hvad vil du dog med alt det?"

"Aa, jeg synes, det er Synd at gaa fra det. Det havde rigtig været noget for Manutôq."

Men den ældre Søster sagde til hende:

»Tal aldrig mere om vor onde Fader, men lad os nu gaa op over Land og se, om vi ikke skulde finde en Overgang vestover."

Saa gik de ind over Land mod Vest, og da de var kommen langt ind, fik de atter Udsigt over et stort Hav, og de fik ogsaa Øje paa en Flok Ravne, der kom og blev borte i Retning mod Havet. Da sagde den ældre Søster:

»Det er kun paa Steder, hvor der er Mennesker, at Ravnene holder til; lad os gaa derned!"

Og de gik ned mod Havet og fandt et lille Hus. Neden under det laa to Kajaker, og rundt omkring det var der fuldt af Kød, men ikke et Menneske var at se. Den ældre Søster saa hen paa den yngre og sagde:

"Lad os engang gaa hen og kigge ind ad Vinduet!"

Op fra Kogerummet i Husgangen steg der en stærk Røg, og de kunde høre Mandsstemmer inde i Huset. Da sagde den ældre Søster:

"Lad os bare prøve paa at gaa ind!"

Og de gik derind og traf to Mænd derinde, der havde deres Lampe og Kogegrejer hver paa sin Side af Huset. Saa snart de saa de to Kvinder, kastede de sig over dem og tog dem til Koner. Den yngste af Brødrene fik den ældste af Søstrene, og den ældste fik den yngste. Og saa levede de sammen med dem, og havde Overflod af alt.

Det blev den yngste Søster, der først mærkede, at hun var med Barn; og det passede godt nok, for det viste sig, at hendes Mand var langt den ivrigste efter at faa et Barn, medens derimod den yngre Broder ikke brød sig saa meget om Børn.

Hun gik nu frugtsommelig, og da hun endelig fødte, var det en Søn, og hendes Mand var svært glad ved Barnet. Han saa nu aldrig andre Steder hen end til Sønnen; kun i den Tid, de var ude i Kajak, kunde han være borte fra ham. Men saa snart de kom hjem, sloges de to Brødre om, hvem af dem der først kunde faa fat paa den lille.

Men saa var det en Dag, da Mændene var kommen hjem med Fangst og Søstrene var i Færd med at flænse, at den yngste bad sin Søster hente noget, som laa inde i Huset. Hun gik op til Huset, og da hun kom hen til Husgangsaabningen, hørte hun ganske tydeligt sin Mand sige til sin Broder:

"Hvis min Kone slet ikke vil blive frugtsommelig, slaar jeg hende ihjel!"

Og saa hørte hun Broderen sige:

"Ja, slaa du hende bare ihjel, hvis hun ikke bliver frugtsommelig!"

Hun var netop i Begreb med at gaa ind, da hun hørte dette, saa blev hun bange og gik tilbage til sin Søster og sagde :

"Jeg turde ikke gaa ind; for da jeg kom hen til Husgangsaabningen, hørte jeg ganske tydeligt min Mand sige: "Hvis min Kone slet ikke vil blive svanger, slaar jeg hende ihjel." Og dertil svarede Broderen: "Ja, hvis hun ikke bliver svanger, saa slaa du hende bare ihjel!""

Saa flænsede de videre, og da de var bleven færdige, gik de op, og Aftenen igennem var de tavse af Frygt. Siden, da Mændene tog ud paa Kajakfangst, raadslog de om, hvorledes de skulde bære sig ad med at flygte bort. Men da Mændene kom hjem, lod de som ingenting.

I al Hemmelighed gjorde de sig rede til Flugten og fyldte deres smaa Poser med Saaleskind og Mad, og en Dag, da Mændene var taget ud paa Fangst, sagde den yngre Søster:

"Det vilde være saa sørgeligt, om de slog dig ihjel, lad os derfor flygte!"

Og saa gjorde de sig rede og tog af Sted.

De gik og gik, og skønt de gerne vilde gaa længere endnu, kom den Tid, da de kunde vente Mændene hjem, og saa sagde den ældste:

"Lad os nu hellere søge efter et Skjul. Naar vore Mænd kommer hjem, vil de vel søge efter os."

Og de søgte efter et Skjul og fandt en Klipperevne, som de krøb ind i. Næppe havde de skjult sig, før de kunde høre deres Mænds Stemmer, og nu troede de, at de skulde dø, thi de hørte dem stadig gentage:

"Det var dog ogsaa ærgerligt, at vi ikke straks slog dem ihjel, for de var vist ikke rigtige Mennesker."

Saaledes talte Mændene med hinanden, da de naaede frem til Klipperevnen, men bedst som Kvinderne troede, at de skulde til at kigge derind, sprang de bare over den og løb videre mod Øst, og deres Stemmer blev borte i det fjerne.

Det var allerede begyndt at mørkne, da deres Stemmer atter lod sig høre, stadig i stor Beklagelse, idet de gentog:

"Det var dog ogsaa ærgerligt, at vi ikke straks slog dem ihjel, for det var vist ikke rigtige Mennesker."

Saa sprang de over Revnen igen, og deres Stemmer blev atter borte i det fjerne. Da Søstrene ikke længere kunde høre dem og det var ud paa Natten, krøb de ud igen fra deres Skjul og gik nu mod Øst, idet de stadig fulgte den Vej, ad hvilken de var kommen.

De gik mod Øst og blev ved med at gaa mod Øst, indtil de atter fik Udsigt over det store Hav. Nu søgte de Kending og fandt, at de netop var kommen til det Sted, hvor de var landede. Og da de undersøgte Stedet nærmere, fandt de til deres Overraskelse den lille Isflage, som endnu laa paa sin Plads, og vuggede sagte for Bølgerne. Da sagde den ældste Søster til den yngste, idet hun saa hen efter hende:

"Lad os nu springe derud igenl Naar jeg har sprunget, vender jeg mig ikke om; ligesaa maa du ikke vende dig om, naar du springer derud."

Og saa sprang de ud paa Isstykket begge to. Netop som de var kommen derud, aandede en svag Fralandsbrise ud paa dem, og saa drev Vinden dem udefter. De drev længere og længere ud fra Land, og tilsidst var de ude paa det aabne Hav, og der var kun den bare Himmel omkring dem.

Saa kom endelig et stort Land til Syne forude, og de drev ind derimod, og da de drev i Land, genkendte de det og saa, at de var landede lidt norden for deres gamle Boplads. Saa sprang de i Land, og da de begge havde fast Grund under Fødderne, saa den ældre Søster hen paa den yngre og sagde:

"Prøv engang at vende dig om!"

Og da den yngste nu vendte sig om, saa hun blot en lille Klat Skum, der blev holdt i gyngende Bevægelse af Søen. Og atter sagde den ældste, idet hun saa hen paa Søsteren:

"Se engang, saa ussel en Baad har vi haft over det store Hav."

Og saa føjede hun til:

"Lad os nu undersøge, om vore Forældre endnu skulde være i Live. Er de det, vil Huset staa der endnu."

Og saa tog de af Sted for at søge efter det, og da de naaede op og fik Udsigt, saa stod Huset der virkelig endnu; men Mennesker saa de ingen af. Da sagde den ældste til den yngste:

"De maa være i Live, siden Huset staar der endnu."

Og saa gik de hen til det og stillede sig udenfor. Og bedst som de stod derude, blev der vældig lyst derinde. De stod lidt og søgte gensidig at overtale hinanden til at gaa først ind, indtil endelig den yngste med det lille Barn paa Ryggen forsvandt ind gennem Husgangen.

Inde i Huset spidsede de Øren. Her plejede aldrig at komme fremmede, og nu — saa sent paa Aftenen — hørte de nogen komme derude i Husgangen. Mand og Kone saa længe vist paa hinanden.

At det var deres Døtre, ventede de slet ikke. Og da de saa kom ind — aa — saa var det jo slet ingen fremmede! Det var Døtrene, som de forlængst havde anset for døde, og den yngste havde et lille Barn i Bærepose! Denne Gang havde den onde Fader sandelig ikke i Sinde at jage dem bort!

"Hvor har I dog været henne?"

"Dengang I roede fra os, lod vi os drive fra Land paa en lille Isflage, og saa kom vi til Akilineq. Der traf vi to Mænd og giftede os med dem. Søster fik ikke noget Barn, men jeg fødte en Søn, og her er han. Men de vilde til at slaa os ihjel, fordi Søster ingen Børn kunde faa, og vi vilde saa gerne leve, — og saa flygtede vi bort, medens de var ude i Kajak. Og nu er vi kommen hjem igen, idet vi atter brugte den lille Isflage som Konebaad."

Forældrene blev meget glade, og de glemte helt, at det var dem selv, som nær havde bragt Døtrene i Ulykke. Og de betragtede Barnet med megen Nyfigenhed og glædede sig over, at det var en Dreng.

En Aften fortalte den yngre Søster om alle de Narhvalstænder, hun havde set: "Straks da vi kom derned, var der intet, jeg saa nødigt vilde lade gaa tabt, som disse Narhvalstænder, og jeg tog dem op i Favnen og sagde til min Søster: "Det var rigtig noget for Manutôq at gaa og pille med, dette her.""

Da Manutôq hørte det, tænkte han ikke paa andet end paa alle de mange Narhvalstænder paa Stranden i Akilineq; hans Tanker kunde slet ikke løsrive sig fra dem, og tilsidst begyndte han at samle Skind til sin Konebaad. Og idet han nu samlede Skind sammen, bestemte han sig til at give den en tredobbelt Beklædning af Skind; thi stort var det Hav, han skulde sejle over. Og uden at tale nærmere derom, ventede han nu kun paa en Lejlighed med gunstigt Vejr. Naar han kom ud om Morgenen, syntes han aldrig, at Vejret var godt nok. Men en Morgen, da han saaledes kom ud, var det et dejligt Vejr uden noget som helst foruroligende, og straks gik han ind og sagde til sin Familie:

"Gør jer rede, nu vil vi rejse!"

Og uden at de andre vidste, hvorhen han vilde rejse, gjorde de sig rede, og da de var færdige, stak de ud i rum Sø. De roede og blev ved med at ro, og da det øverste Lag Skind var bleven tungt af Væde og var begyndt at hænge slapt, skar de det af ved Sammensyningerne og smed det bort. Dette gjorde de endnu en Gang, og tilsidst var der kun eet Lag Skind tilbage, men saa fik de ogsaa et stort Land i Sigte. De roede derhen, og da de kom frem, ja, saa var der ikke meget Besvær med det, for de havde netop ramt Landet paa det rigtige Sted; og da de skulde til at se efter, aa, saa var der helt fuldt af Narhvalstænder paa Stranden!

Her samlede Manutôq nu saa mange Narhvalstænder, han kunde fragte; og saa drev han Storfangst og fik saa mange Sortsider, at han atter kunde betrække sin Konebaad med tre Lag Skind — og saa roede de atter hjem over det store Hav til deres Boplads.

Og her i sit Land blev Manutôq snart en gammel Mand, der kun ventede paa Døden. Men Barnebarnet, der snart voksede til og blev en vældig Fanger, ernærede hele Familien.


==Kilde==
Knud Rasmussen: ''Myter og sagn fra Grønland, bd. II'', ss. 185-193. København, 1924.</blockquote>
<br><br>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Knud Rasmussen]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]