Myter og sagn fra Grønland – II (KR) – Pebersvenden med Brystbensaaren
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – II
Knud Rasmussen
1924
Bind II: Vestgrønland
Pebersvenden med Brystbensaaren
Fortalt af Matînarujuk fra Godthaab
Man fortæller, at en Pebersvend var Husfælle hos mange Brødre. Naar Brødrene fangede mange Sæler, ja, man fortæller, at naar de om Efteraaret fangede mange Sæler, fik han kun to, og naar Fangsten var daarlig, fik han kun een Sæl.Da han nu fangede saa daarligt, idet han om Efteraaret tog to eller ogsaa kun een Sæl, fik han engang, da han havde sovet, Lyst til at ro nordpaa. Og uden først at gaa paa Fangst rejste han derfor nordpaa langs med Landene.
Paa sin Vej kom han rundt om et Næs og fik Øje paa et Hus; og neden for Huset laa store Forraad af Kød. Her var da en Mand, der kunde fange! Det var, som om man blot havde dynget garnfangede Sæler op neden for Huset. Og ikke et eneste Menneske var der at se. Først da han kom helt ind til Land, saa kan det nok være, der kom en Kvinde ud og bag efter hende en anden. Og da de var kommen ud, sagde de:
"Vi anede ikke, at her var fremmede; kom op!"
Saa steg han i Land og gik op, uden at se nogen som helst Kajak.
Da han skulde til at se sig om inde i Huset, opdagede han, at Spækket ikke var taget af deres Vægskind, heller ikke af deres Brikseunderlagsskind eller af de Skind, de dækkede sig med, naar de sov.
Nu slog han sig ordentlig til Ro i Huset. Lampevægerne laa i en stor Krans om Lampens Rand, saadan at de rigtig lyste og varmede.
Hen paa Dagen gik den Kvinde, der sad paa den søndre Side af Briksen, frem og tog sit Kogekar. Og hun tog Overarmsstykket af en Sæl, der laa under Briksen, og lagde det deri. Nu gik ogsaa den anden Kvinde frem, og ogsaa hun tog et Overarmsstykke, ganske Mage til det andet, og lagde det i Kogekarret.
Saa kogte de det og kogte det, og da man endelig kunde vente, at det maatte være kogt, gik den Kvinde frem, som sad sønden for ham, tog sit Overarmsstykke op af Gryden og lagde det ind under Sidebriksen. Og der sad han med tør Mund, bedst som han troede, at hun vilde sætte det frem for ham.
Nu gik ogsaa den anden Kvinde frem, som sad paa hans anden Side, og tog sit Overarmsstykke, og just som han tænkte, at ogsaa hun vilde stikke det ind under Sidebriksen, lagde hun det frem for ham og bad ham spise. Da han havde spist dette ene lille Stykke, var der ikke mere til ham, og det skønt det smagte svært efter mere. Saa var det, som om Kvinderne blev urolige, og de skiftedes til at holde Udkig fra Vinduet, og engang, da den ene af dem kiggede ud, kom det da endelig:
"Der kommer han frem om Næsset med mange Sæler paa Slæb!"
Dette sagde hun, og derpaa gik de begge ud. Da de var gaaet ud, fik Pebersvenden Lyst til at kigge ud af Vinduet: og han saa nu, at Manden var helt inde ved Land, og endda var nogle af de Sæler, han havde paa Slæb, først ved at komme frem om Næsset.
Saa gik han tilbage og satte sig ned. Han havde siddet lidt, da de to, der var gaaet ud for at trække Sælerne op, allerede kom ind. Det var gaaet i en Fart! Og da de var kommen ind i Huset, sagde de til ham:
"Ja, nu har vi jo fremmede, og saa kan man aldrig være sikker paa ham derude. Gem dig inde bag Vægskindene!"
Han havde været lidt inde bag Vægskindene, da han hørte Manden sige:
"Det var en svær Lugt af Mennesker! Vi maa have fremmede."
"Nej, vi har ingen fremmede," sagde Kvinderne.
Da han var falden lidt til Ro, satte den søndre Pige sit Overarmsstykke frem for ham. Men næppe var det sat frem, før han vendte sig om mod Nord og sagde:
"Men hvor er det andet Overarmsstykke?"
"Det har vor Gæst spist."
Straks sagde Manden:
"Naa, saa har vi jo fremmede alligevel! Lad ham bare komme frem!"
Saa krøb Pebersvenden frem, da der ikke var andet at gøre, og Manden sagde:
"Naa, giv ham noget at spise i en Fart og sæt Gryden over!"
Manden var overmaade venlig. Uden at tage Kogekarret ned, gjorde Kvinderne Ild op i Kogerummet i Husgangen og kogte der. Det var, som om det kun var et Øjeblik, saa var Maden færdig. De stillede et helt Fad fuldt frem — og denne Gang var der ingen Mangel paa Kogestykker! Pebersvenden tog ordentligt for sig af Kødet og spiste sig rigtig mæt.
Saaledes gik han hele Eftermiddagen og var dejlig mæt, og for Tidsfordriv spiste han yderligere lidt en Gang imellem. Da det blev Aften, opfordrede man Pebersvenden til at lægge sig oven paa alt Spækket. Men det var, som om slet ingen opfordrede ham, saa bange var han for at blive tilsølet af Spæk. Tilsidst maatte han dog følge Opfordringen og lægge sig. Og det var intet Under, at han, længe efter at de andre var faldne i Søvn, laa vaagen. Tilsidst blev han dog saa ør af Spækstanken, at han faldt i Søvn.
Da han endelig vaagnede, var Manden der ikke, han var allerede staaet op. Pebersvenden gik udenfor og saa ham pusle om ved hans Kajak, og da han gik hen til ham, havde han frygtelig travlt med at undersøge hans Aare, og det, skønt den ikke var videre god. Pebersvenden styrkede ham blot i hans Lyst til Aaren, for da han var en Storfanger, kunde hans Aare jo aldrig være ringere. Tilsidst bad han da om den, og Pebersvenden gav ham den. Men da han siden fik sin Værts Aare i Bytte, opdagede han, at den var sat sammen af lutter Brystben af Sortsider.
"Jeg plejer virkelig ikke at holde den Slags Aarer," sagde Pebersvenden utilfreds.
"Det er med Vilje, at jeg giver dig den Aare i Bytte, thi du er en daarlig Fanger. Naar du nu begynder at ro med denne Aare, kunde det jo tænkes, at du kunde blive en dygtig Fanger."
Og da nu Pebersvenden saa smaat begyndte at tro, hvad han sagde, tog han Aaren.
Da det blev lyst og Pebersvenden ikke havde i Sinde at fortsætte Besøget, tog han af Sted hjemefter mod Syd langs med Landene.
Han var akkurat kommen om Næsset ved det Sted, han havde besøgt, da en stor Sortside kom op lige inde ved Land. Hans Kajak for let hen over Vandet, da han roede hen til den og lagde sig paa tværs af den, medens den endnu laa i Vandskorpen uden at røre sig; og saa harpunerede han den, og havde saaledes allerede faaet sin første Sæl den Dag. Og nu saa han, hvor let han manøvrerede med Brystbensaaren.
Han skulde netop til at ro videre, da der et godt Harpunkast fremme foran ham atter dukkede en Sæl op. Naa, det gik nok Slag i Slag!
Han tog et Par raske Tag med Aaren, efter at han først i et Ryk havde slængt den Sæl fremefter, som han bugserede, og saa harpunerede han sin anden Sæl. Pebersvenden var bleven Storfanger.
Og saaledes harpunerede han den ene efter den anden paa hele sin Vej sydefter. Alle Sælerne, han bugserede, saa tilsidst ud som en Masse Tarme, der flød op bag hans Kajak.
Da Pebersvenden nu blev længe borte fra sin Boplads, opgav man at se ham mere; men en Dag blev der vældigt Røre: Det var Pebersvenden, der kom roende. Han flyttede sig knap ud af Stedet, saa meget havde han paa Slæb. Alle løb ud og skulde se, og se, det saa ud som Tarme, der flød op bag hans Kajak. Og alle Bopladsfællerne løb ned til Stranden for at tage imod ham, idet de raabte i Munden paa hinanden:
"Hvor i Verden har du været henne?"
"Jeg har været paa Besøgsrejse."
Fra nu af blev Pebersvenden en Storfanger, der ikke havde sin Lige. Og man fortæller, at medens de unge Piger før var flygtede for ham, saa kunde han nu næppe komme udenfor en Dør, før de alle var efter ham. Men man fortæller ogsaa, at han kun brød sig om de faa, der i sin Tid, da han var en fattig Mand, ikke flygtede for ham.
Saaledes blev den Mand, som egentlig var bestemt til at være Pebersvend, en vældig Storfanger, og han tog sig en Kone og blev gammel.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. II, ss. 153-157. København, 1924.