Myter og sagn fra Grønland – II (KR) – Sâlik, som mødte sin Navnesjæl
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – II
Knud Rasmussen
1924
Bind II: Vestgrønland
Sâlik, som mødte sin Navnesjæl
Fortalt af Jãkuaraq fra Godthaab
Man fortæller om Sâlik, at han foretog Fangstrejser nordover, fordi han havde hørt fortælle om, at der skulde være mange Fangstdyr nordpaa. Og han vilde endnu længere mod Nord, da Jorden begyndte at fryse og Efteraaret kom, saa at han maatte til at bygge sig Vinterhus. Saa valgte han sig en Boplads, men han holdt ikke op med at ro paa Fangst i den Tid, der blev bygget Hus, og saa mange Fangstdyr var der i de Egne, at det var, som om han blot roede ud for at bugsere Sæler ind til Land. Han vilde gerne træffe Mennesker, og naar han strejfede om, var det hans Haab, at der maatte bo Folk i Nærheden; men tilsidst blev det sent paa Aaret, og endnu havde han ingen truffet.Det blev Vinter, og henimod Midvinter blev hans yngste Søn syg og døde i Løbet af faa Dage. Nu længtes Sâlik endnu mere efter Mennesker, da han gerne vilde opleve noget, som kunde adsprede hans Sind i hans dybe Sorg. Endelig kom da Foraaret, og saa rigt havde Sâlik fanget hele Tiden, at man slet ikke havde mærket noget til Vinteren.
Snart begyndte Solen at gaa højt paa Himlen, Luften fyldtes med Varme, og da Tiden kom, hvor man kunde gøre sig rede til Langfart, begyndte Sâlik nu efter gammel Skik at skrabe det øverste Lag af Aarerne og andre Grejer, der hørte til hans Konebaad, og af Træstængerne til hans Telt; thi hvert Foraar plejede de gamle at gøre dette før en Rejse, ligesom for at rense dem for det gamle Aars Smuds. Og paa samme Maade lagde de Teltskindene, der havde Haar paa, og Overtrækket, der var lavet af gamle Konebaadsskind, i Vand og rensede og strakte dem, idet de tørredes; og under Tørringen behandlede de dem uafbrudt, strakte dem og blødgjorde dem, samtidig med at de smurte Spæk paa, for at de ikke skulde blive stive. Før saadanne Forberedelser var gjort, ansaa man sig i gamle Dage ikke for klar til at gaa paa Langfart.
Da alle disse Forberedelser var tilendebragt, drog Sâlik og hans Familie ud for at søge efter Mennesker, stadig nordover, og Huset forlod de urørt, idet de blot tog Vinduet ud. De roede Dagen til Ende, og da de om Aftenen vilde slaa Lejr og losse deres Konebaad, opdagede Sâlik, at han havde glemt sin Økse paa Sidebriksen i sit Hus, og den næste Morgen, da han stod op, bad han sine Husfæller om at blive ved Konebaaden, medens han selv skyndte sig tilbage til Vinterhuset for at hente den glemte Økse.
Sâlik roede til af alle Kræfter, og Solen var først ved at hæve sig paa Himlen, da han naaede frem til deres gamle Boplads. Han lagde til nedenfor Huset, bar sin Kajak et Stykke op og gik derefter derop; men idet han bøjede sig for at gaa ind, kom der pludselig en saa uforklarlig Angst over ham, at han vendte om og listede hen til Vinduesaabningen for at kigge ind, idet han holdt sig et Stykke paa Afstand fra Huset. Han saa nu, at der paa hans egen Plads i Huset sad en stor, rødgul Skikkelse, som bevægede sig. Sâlik stod og stirrede forbavset og forskrækket paa Skikkelsen, da den først gav sig til at fløjte og siden med Besvær til at tale, idet den sagde:
"Du er kommen bag paa mig, for hvem ellers intet er skjult. I Gaar, da I drog bort, var jeg langt, langt oppe i Fjældene; men til Trods for den store Afstand hørte jeg jer ganske tydeligt, thi saa skarp er min Hørelse, at jeg hører Ryper gaa langt bag om det Fjæld, hvor jeg opholder mig, ganske som om de gik lige uden for mine egne Øren. Du er kommen bag paa mig, for hvem ellers intet er skjult, og derfor vil jeg fortælle dig min Livshistorie."
Ved disse Ord strømmede en stærk Glæde ind over Sâlik; thi i sin Sorg havde han nu endelig faaet sig en saadan Oplevelse, som han længtes efter og saa begyndte Fjældaanden sin Beretning:
"I længst svundne Tider, saa langt tilbage, som jeg kan huske, havde jeg Land her ved Kysten sammen med min Familie. Her havde vi vor Vinterplads, og vi var kun os selv, mine Forældre og saa os Brødre; vi var mange Brødre, ti var vi, og ingen Søstre havde vi, jeg var den næstyngste. Fader og Moder elskede hinanden højt, og de var altid ens imod os, deres Sind forandredes aldrig. Naar Fader kom hjem fra Fangst, var det altid med Bytte, og naar vi syntes, at Moder havde alt for travlt med at flænse, flaa og berede Skind, plejede vi yngste at hjælpe og hentede ogsaa Vand til hende. Naar Moder kogte Mad til os, havde vi aldrig nok i eet Grydekog, først ved den anden Grydefuld plejede vi at blive mætte, saa mange var vi.
Men saa hændte det engang, at Fader som sædvanlig kom hjem fra Fangst, og da vi havde hjulpet Moder med forskellige Ting og hun havde faaet en Gryde over Kog, var der saa mange Smaating, som jeg syntes, jeg skulde gøre, at mine Brødre forlængst var gaaet ind, før jeg var bleven færdig. Da jeg derefter gik ind, saa jeg Fader og Moder med saa alvorlige Miner, som jeg aldrig før havde set dem; Fader var tavs, og Moder sagde heller ikke et Ord; det var, som om man, uden at kunne gøre for det, blev bange for dem, og jeg tænkte da, at de maaske for første Gang i deres Liv var kede af, at vi kun var Drenge. Men lidt efter kom Moder ind med en stor Bakke fuld af kogt Kød og lagde det midt paa Gulvet. Alle mine Brødre kastede sig over det kogte Kød, som om de ikke var rigtig kloge, og jeg, som havde stillet mig op henne ved Døren, fordi jeg var bleven uhyggelig til Mode over Faders og Moders Tavshed, kunde ikke faa mig til at bore mig ind mellem de andre for at tage et Stykke Kød. Da rejste Fader sig op og aabnede endelig Munden og sagde:
"Det er nu ligemeget, jeg skal nu alligevel ikke tage mig Livet saa svært, at jeg vil gøre som min Morbroder, der tilsidst forlod Menneskene og blev en Fjældgænger."
Og derefter tog han et Stykke Kød og gav sig roligt til at spise, og der var ikke mere noget usædvanligt at mærke paa ham; han var saadan, som han altid plejede at være. Saa gik jeg hen til alle de andre, der nu spiste, og tog et lille Stykke skært Kød af Sælens Mellemgulv og gav mig til at spise det uden Spor af Appetit. Det var, som om det næsten ikke var til at tygge, — saa ondt havde Faders Ord om Fjældgængerne gjort mig; og det var, som om han derigennem havde givet mig helt nye Tanker.
Hele Vinteren gik, uden at jeg kunde glemme Faders Ord, og Foraaret kom, og vi drog paa Angmagssætfangst. Ofte søgte jeg at finde et eller andet Paaskud til at forsvinde, men tilsidst var alle Angmagssætterne tørre, og vi rejste tilbage til vor Vinterplads, uden at det var lykkedes mig at flygte; men der var stadig Uro i mit Sind, og det var lutter onde Tanker og daarlige Forsæt, jeg sloges med.
Saa kom den Tid, da Laksene gik op i Elvene, og vi roede ind i Fjordene paa Laksefangst. Det gik mig her, som det hele Tiden havde gjort, at jeg kun ventede paa en Lejlighed til at flygte bort fra min Familie for ikke længere at være mine Forældre til Besvær. Hver Gang vi havde været oppe ved Elven for at stange Laks, blev jeg nogen Tid tilbage for om muligt at blive alene; men altid var der en af mine Brødre, der ventede paa mig, og snart var der ikke længe til, at vi igen skulde sejle ud af Fjorden til vor Boplads.
Men engang, da vi havde været oppe ved Elven og mine Brødre drog hjem, blev jeg tilbage, til Trods for at jeg havde fanget Laks nok, og da min yngste Broder som sædvanlig vilde vente paa mig, bandt jeg for et Syns Skyld de Laks sammen, som jeg havde fanget, og fulgtes nedover med min lille Broder. Men mit Sind var nu saaledes, at jeg ikke længere havde Kræfter til at bekæmpe min onde Lyst til at flygte fra Menneskene, og da jeg var gaaet et Stykke ned ad Elven, standsede jeg derfor og sagde til min lille Broder, at jeg vilde gaa tilbage ved Elven og hente min Kniv, som jeg havde glemt. Saa gik jeg tilbage, og hver Gang jeg vendte mig om, kunde jeg se min Broder, der taalmodigt stod og ventede paa mig. Endnu en Gang saa jeg mig om for at se ham for sidste Gang, og da jeg derefter kom bag om et lille Fjæld, gav jeg mig til at løbe indover af alle Kræfter; og jeg løb og blev ved med at løbe og naaede tilsidst saa langt ind og fik et saadant Forspring, at man ikke vilde kunne naa mig, selv om man satte efter mig. Men jeg blev ved med at gaa ind over Land, og aldrig saa jeg noget menneskeligt Væsen inde i dette store Øde.
Men en Dag, da jeg kom op over et lille Fjæld, fik jeg Øje paa et underligt loddent Væsen, der blev tyndere og tyndere opefter. Skikkelsen bevægede sig uafbrudt, og medens jeg stod der og anstrengte mig for at blive klar over, hvad det kunde være, begyndte Skikkelsen pludselig at fløjte, og da den havde fløjtet en Stund, begyndte den med Besvær at tale som et Menneske:
"Hvad vil du her?"
Jeg havde ikke andet at svare, end at jeg havde forladt Menneskene for at blive Fjældgænger.
"Følg med og bliv min Plejesøn."
Og da der ikke var andet at gøre, gjorde jeg, som der blev sagt.
Det var en gammel Fjældgænger, som jeg havde mødt. Naar saadanne Fjældgængere har været længe fra Menneskene, kan de ikke tale uden først at have fløjtet; de bliver halvt Dyr, halvt Menneske og udrustet med Færdigheder, som ikke kan opnaas af noget Menneske. Jeg fulgte hjem med den gamle Fjældgænger til hans Hus og fandt det indrettet paa allerbedste Maade. Væggene inde i Huset var beklædt med Renskind, der her og der var blandede med Ræveskind, lunt og hyggeligt, og her i dette Hus blev jeg nu den gamle Fjældgængers Plejesøn. Naar jeg vaagnede om Morgenen, var han forlængst taget af Sted paa Fangst og blev borte hele Dagen, og naar han kom hjem om Aftenen, plejede hans Bytte at være to store Renstyre, som han bar paa Ryggen, den ene vendt mod den anden.
Saaledes gik nu den ene Dag efter den anden, og jeg havde allerede været lang Tid hos den gamle Fjældgænger, da han en Dag som sædvanlig kom hjem med sit Bytte og klagede over Sting i Siden. Han lagde sig stønnende af Smerte ind paa Briksen og blev daarligere og daarligere, og inden Aften var han død. Derefter ordnede jeg Liget, saa godt jeg kunde, og just som jeg vilde til at slæbe det ud, kom jeg til at tænke paa, at det ikke var mig, men den gamle Fjældgænger, som havde bygget og indrettet Huset, og da det var hans Arbejde, burde det ogsaa blive hans Grav. I Stedet for at bringe Liget ud, lagde jeg det derfor blot hen paa den Del af Briksen, der plejede at være hans Leje, medens jeg som sædvanlig lagde mig paa min Plads. Næste Morgen vaagnede jeg med en underlig, uforklarlig Frygt, og idet jeg rejste mig op for at se paa Liget, saa jeg til min store Forbavselse, at det ikke længere laa paa Briksen.
Den gamle Fjældgænger blev borte hele Dagen, og først sent paa Aftenen kom han som sædvanlig hjem med to Renstyre; men han klagede sig endnu mere af Smerte end den foregaaende Dag, lagde sig op paa Briksen og udaandede atter ud paa Eftermiddagen.
Saaledes gik der fem Dage. Naar jeg vaagnede om Morgenen, var den gamle Fjældgænger forlængst taget paa Fangst, og naar han kom hjem om Aftenen, overvældet af Smerte, plejede han at udaande efter kort Tids Forløb, og jeg ordnede da alt med Liget og lagde det der, hvor den gamle plejede at sove. Men da han var udaandet for sjette Gang, og jeg om Morgenen vaagnede i den Tro, at han forlængst var taget bort paa Fangst, laa han til min Forbavselse endnu død paa det Sted, hvor jeg havde lagt ham den foregaaende Aften. Her blev han siden liggende, og jeg fik da Klarhed over, at en Fjældgænger skal dø seks Gange, før han virkelig dør.
Jeg var kommen til at holde saa meget af den gamle Fjældgænger, at jeg i lang Tid levede i Hus sammen med hans Lig, og først da jeg følte Trang til at adsprede mit Sind, væltede jeg Hustaget ned over ham, for at det kunde blive hans Grav, og forlod ham for at tage paa Vandring ind over Landene. Jeg følte en stor Længsel efter noget, der kunde glæde mit Sind, men aldrig saa jeg andet end Rensdyr.
Engang kom jeg op til den store Indlandsis, og da jeg her saa en lille Nunatak, fik jeg den Tanke, at der maaske oppe paa den kunde være noget, der kunde give mig en Oplevelse, og saa gik jeg derop, men saa som sædvanlig ikke andet end Dyr, som jeg plejede at møde inde i Landet. Jeg gik omkring derinde og saa mig om overalt, indtil mine Kamiker var saa vaade, at jeg maatte slaa mig ned for at faa dem tørrede. Jeg trak dem af mine Fødder og bredte dem ud til Tørring i Solen, og medens jeg sad og ventede, saa jeg mig omkring og undersøgte nøje Landene og den store Indlandsis. Da opdagede jeg pludselig ind over Indlandsisen en lille sort Prik, der kom til Syne; den kom nærmere og nærmere og var tilsidst saa stor som en Ræv.
"Det er nok en Ræv, der er kommen paa Vandring paa Indlandsisen," tænkte jeg.
Men da jeg næste Gang saa ind over Indlandsisen, var den nu bleven saa stor som et Rensdyr, og jeg tænkte:
"Det er nok et Rensdyr, der er kommen paa Vandring paa Indlandsisen."
Stadig nærmede det sig, og da jeg næste Gang saa ind over Indlandsisen, blev jeg kold af Skræk, thi det, jeg saa, var nu ganske nær og saa langt som to Konebaade, og det kan nok være, at jeg fik travlt med at blødgøre mine Kamiker for at tage dem paa og flygte. Men imedens var Uhyret naaet frem til den Nunatak, hvor jeg opholdt mig. Jeg havde set, hvorledes det fo’r frem over Indlandsisen, idet det skar gennem Isen med sin skarpe Hals, saa at det føg med Is og Sne omkring det, og det havde nu faaet Færten af mig og fo’r løs paa mig for at angribe mig. Jeg flygtede i Løb ind imod Land af alle Kræfter, og idet jeg endnu en Gang saa mig tilbage, gav Angriberen mig vældige Kræfter, og hver Gang jeg kom til de store Revner i Indlandsisen, satte jeg over dem i mægtige Spring; men naar jeg saa mig om, var Uhyret kun kommen mig nærmere.
Jeg var nu ikke langt fra Land, da jeg foran mig saa en Revne saa bred, at den tegnede sig som et mørkt Svælg mod den øvrige Indlandsis. Jeg havde en Fornemmelse af, at jeg ikke vilde kunne hoppe over den brede Revne, men det forekom mig bedre at omkomme i denne vældige Spalte fremfor at blive ædt af min Forfølger. Som Fjældgænger havde jeg ikke blot faaet vældige Kræfter, men mit Legeme havde opnaaet saa stor Færdighed i al Slags Idræt, at jeg med Tilløb kunde springe lige saa langt, som jeg kunde kaste en Sten med en Slynge; jeg tog derfor Tilløb af alle Kræfter og styrtede mig i rasende Fart ud over Bræens gabende Spalte. Mit Legeme fo’r svirrende gennem Luften, snart laa jeg i Farten lige fremover, snart paa Hovedet, snart oprejst, men da jeg nærmede mig Spaltens Rand, anstrengte jeg mig af alle Kræfter for at staa oprejst og sprang nu med en vældig Fart ind paa den jævne Indlandsis. Øjeblikkelig løb jeg videre af alle Kræfter, indtil jeg hørte et vældigt Brag bag ved mig. Jeg saa mig tilbage og opdagede nu, at Uhyret havde forsøgt at springe over Spalten og vel var naaet over med Forpoterne, men da den ikke havde kunnet faa Underkroppen med, tumlede den baglæns ned i Spalten og forsvandt ned i Dybet uden en Lyd.
Mødet med dette Uhyre er den eneste adspredende Oplevelse, jeg har haft paa mine lange Vandringer som Fjældgænger. Aldrig har jeg lidt Nød, altid har jeg haft tilstrækkelig Fangst af Landdyr, altid har Vinter og Sommer været lige gunstige for mig, fordi jeg altid har søgt at samle Forraad i den gode Tid. Ved mit Hus har jeg bygget to store Skure, som jeg har fyldt op, det ene fyldt med Skind, det andet med Kød, og saaledes er jeg altid kommen vel igennem selv de strengeste Vintre. Saaledes har det været mig en stor Hjælp, at alle mine Sanser har været skarpe, saa at jeg har kunnet se, hvad der var skjult for almindelige Øjne og almindelige Øren. Saaledes laa jeg langt herfra i Gaar og saa jer bryde op og tog derefter ned til jeres Boplads for at glæde mig med de Spækstumper, som I havde levnet. Derfor var jeg her, da du kom, og endelig er dette hændt mig, at nogen er kommen bag paa mig, uden at jeg mærkede det. Se nu vel paa mig, naar jeg gaar ud, men tag dig i Agt for, at Vinden ikke blæser fra mig hen imod dig!"
Derpaa tav Fjældgængeren en Stund og tog saa atter til Orde:
"Det er altid godt, naar man træffer et Menneske, at faa at vide, ved hvilket Navn det kaldes; sig mig derfor, hvad du hedder"
"Man kalder mig Sâlik," svarede denne.
"Ogsaa jeg hedder Sâlik," svarede Fjældgængeren.
Derpaa fjærnede Sâlik sig en Smule fra sit Hus og samtidig gik fjældgængeren ud af det og begav sig paa Vej ind mod Land. Da han var kommen et Stykke bort, saa han ganske ud som en Ravn, der flyver i fuld Fart lige hen over Jorden, og paa et Øjeblik var han helt ude af Syne. Derefter gik Sâlik ind og fandt sin Økse netop der, hvor den skulde ligge, og han saa først nu, at det allerede var sent paa Dagen. Saa skyndte han sig hjem og naaede frem saa sent, at man allerede var begyndt at blive ængstelig for ham.
Dette er Beretningen om den store Sâliks Møde med den gamle Fjældgænger, der var hans Navnesjæl; og denne Oplevelse voldte Sâlik megen Glæde og Adspredelse i hans Sorg over Tabet af deres lille Søn.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. II, ss. 268-276. København, 1924.