Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Alorutaq
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen
Myter og sagn fra Angmagssalik
Alorútaq eller den forældreløse Barben og hans Æventyr
Kampen mellem Hvalrossen og Bjørnen – En Tupilak-Historie – En druknet Mands Jordomsejling
Ved "Lille Kap", Kangârssuk i Nærheden af Kap Dan, boede der en Storfanger, der havde en stakkels forældreløs Dreng som Plejesøn. Drengen hed Alorútaq, "Barben", og led altid ondt, fordi hans Plejefader lod ham sulte og gaa i La¬ser og aldrig gav ham noget Legetøj at lege med. Saa ind¬traf der engang Misfangst midt om Vinteren, Storisen luk¬kede for al Jagt, og alle Mennesker ved "Lille Kap" maatte sulte; men naar de ikke kunde holde det ud længere, gik de til Folkene ved Siorartôq, "Store Sand", og spiste sig mæt; thi her havde de endnu hele Sæler i Kødgravene.Der var langt til "Store Sand", og naar Folkene fra "Lille Kap" gik dertil over Land, plejede Barben at følge med; men han havde hverken Klæder eller Fodtøj og maatte gaa halvnøgen og paa bare Ben, skønt det var midt om Vinteren og bitterlig koldt; saaledes frøs han af at gaa i Sneen paa sine bare Ben, at han for hvert Skridt, han tog, maatte standse og varme den ene Fod oven paa den anden. Naar han langt om længe kom frem, halvdød af Kulde og Sult, og begyndte at spise af den Sæl, som var lagt frem til de sultne, plejede den onde Plejefader at gribe ham i Skulderen og sige:
"Naa, naa, Barben, vær nu ikke saa graadigl Spis nu ikke alt det, de voksne skal have."
Og saa maatte Barben sluge sin Sult og holde op med at spise.
Undertiden blev der ogsaa bragt Kød til de sultende, og da var der altid beregnet en Portion til Barben, der bestod af to Ribben med meget Kød paa; men den onde Plejefader tog det altid fra ham, skar hele det ene Ribben fra og Kødet fra det andet, og saa havde Barben blot et Kødben at gnave paa.
En Dag kom der som sædvanlig Indbydelse fra Folkene ved "Store Sand", og alle de sultende gjorde sig rede til at gaa. Denne Gang tænkte Barben, at det var haabløst for ham at følge med, han vilde bare komme til at døje ondt, men da hans Mave var helt tom og Tarmene smertede af Sult, kunde han alligevel ikke lade være at følge med, da alle de andre drog af Sted. Og saa humpede han da efter dem paa sine bare Ben gennem Sneen, idet han som sædvanlig for hvert Fodtrin varmede den ene Fod oven paa den anden. Da han kom frem til "Store Sand", hvor de netop havde bragt en Sæl hjem fra Kødgraven, gav han sig til at spise, men straks faldt Plejefaderen over ham og sagde, at han maatte passe paa, at han ikke spiste alt Kødet fra de voksne.
Manden i Huset hørte disse Ord og sagde:
"Aa, lad dog bare den sølle Barben spise alt det, han kan, for her er alligevel nok til alle os andre."
Men Barben var saa bange for sin onde Plejefader, at han alligevel ikke turde gøre det. Manden i Huset ser dette og gaar nu helt hen til Barben og siger:
"Hør, lille Barben, kan du ikke give mig en Haandsrækning ved min Kødgrav?"
"Jo," siger Barben og gør sig klar til at gaa ud. Men da ser Manden paa hans Klæder og siger:
"Hvad er det? Du kan da ikke gaa ud uden Støvler paa; du kan da ikke gaa ud i Sneen paa de bare Ben!"
Jeg kan sagtens gaa et Ærinde paa bare Ben, naar jeg kan gaa helt fra "Lille Kap" og hertil uden at have noget paa Fødderne."
Manden i Huset fattede Medlidenhed med Drengen og sagde til sin Kone:
"Tag mit gamle Tøj og mine Støvler, og lad Barben faa det."
Og da Barben fik rigtigt Tøj paa, begyndte han straks at svede og dampe, fordi han slet ikke var vant til at have noget paa.
Det var en hel Klapmyds, man havde slæbt ind i Huset, Og da Folk havde spist sig mætte og den derpaa blev opflænset, blev der givet Kødstykker til alle de besøgende. Derefter skulde det, der blev tilbage, bæres ud til en Kødgrav, og det var dette, Manden i Huset bad Barben hjælpe sig med. Da de var færdige, gav Manden ham et helt Skulderblad med Kød paa og sagde, at det skulde være hans.
Barben vilde ikke tro sine egne Øjne og gemte straks Kødet.
Noget efter brød hans Bopladsfæller op, men Manden i Huset holdt Barben tilbage og sagde til ham:
"Jeg synes godt om dig, Barben, og vil gerne have, at du bliver her. Jeg har ingen Børn, vil du være min Plejesøn?"
Barben svarede: "Jeg vil meget gerne blive hos dig, fordi du er god imod mig, men det tør jeg ikke. Saa haard og ond min Plejefader er imod mig, naar jeg er hos ham og søger at hjælpe ham, vil han blive endnu værre, om jeg forlader ham."
"Det skal du ikke bryde dig om, Barben, jeg er stærkere end din Plejefader og er ikke bange for ham."
Da Barben hørte det, blev han beroliget og blev saa der i Huset. Nu havde han sine gode Dage, fik al den Mad, han kunde spise, og gode nye Klæder, der passede ham vel, og det varede derfor ikke længe, før han voksede op og blev en dygtig ung Fanger. Han var hjælpsom og meget udholdende og uforfærdet, naar han var ude paa Havet i Kajak; derfor blev han ogsaa snart den bedste Fanger paa Bopladsen og tog sig en smuk Kone, og snart var der ingen, der spiste Kød, uden at det var Barbens Fangst.
Men saa hændte det atter en Vinter, at det faldt ind med voldsom Kulde, og hele Havet frøs til Is, og der var slet ingen Vaager, hvor man kunde søge hen for at fange Sæler; lidt efter lidt begyndte man da ogsaa at lide Nød paa Bopladsen. Men saa kom Barben en Dag ind til sin Plejefader og sagde:
"Den, som dog havde Hunde, saa at man kunde køre paa Langfart ud over Isen og forsøge paa at komme over et Fangstdyr!"
"Mine Hunde gaar derude," sagde Plejefaderen, "dem maa du gerne laane."
Nu blev Barben glad; thi Plejefaderen havde nogle store, stærke Hunde, der var vældige til Bjørnejagt. Dem spændte han for sin Slæde og kørte nordpaa til Havs over Isen. Inden ret længe kom han til en Revne i Isen, og denne Revne fulgte han stadig nordover, indtil han fik noget mørkt i Sigte. Han kørte nærmere, og se — det var en stor Hvalros, der var kravlet op paa Isen og nu laa og sov med de vældige Stødtænder spillende i Solen.
Han standsede sine Hunde og begyndte at tænke over, hvordan han skulde bære sig ad med at dræbe den, thi den var alt for stor til, at han kunde holde den med sin Fange line, naar han harpunerede den.
Saaledes sad han med bankende Hjerte og vidste ikke sine levende Raad, da han saa ud over Isen og opdagede en gammel Hanbjørn, der sneg sig langsomt og forsigtigt hen mod Hvalrossen. Bjørnen krøb frem med Dækning i Skrueisen, behændigt og lydløst, og nærmede sig sit Bytte uden at vække det. Engang imellem kløede Hvalrossen sig velbehageligt i Søvne, fejede nogle Lus væk med Forlallerne og slog saa de store Luffer dybt i Sneen under gryntende Velvære. Men da Bjørnen kom nærmere og saa, hvor kæmpestor Hvalrossen var, standsede den raadvild og gemte sig bag et Isfjæld. Her fik den fat paa en Blok af skinnende haard Bræis, som den gav sig til at gnave i, snart fra den ene Side, snart fra den anden, for at gøre den hensigtsmæssig til at kaste med. Lidt efter løftede den Isklumpen op i sine Forben, rejste sig paa Bagbenene og gik saa et lille Stykke fremover med den store Iskugle, den havde lavet; men den var for stor og for tung, Bjørnen kunde næsten ikke magte den. Derfor lagde den sig ned igen og gnavede taalmodigt videre paa den. Da den endelig var bleven saaledes, at den passede, rejste Bjørnen sig op igen paa Bagbenene og listede sig behændigt hen til den sovende Hvalros.
Her rejste den sig op i hele sin Størrelse, bøjede sig en Smule forover, rejste sig saa igen helt op og slyngede med alle sine Kræfter Isstykket mod Hvalrossens Hoved. Dette skete med en saadan Kraft, at Isklumpen dryssede ned som Sne. I samme Øjeblik kastede den sig over Hvalrossen og slog løs paa dens Hoved med sine tunge Forlabber, saa hurtigt, at den fortumlede Hvalros slet ikke kunde forsvare sig. Saa satte Bjørnen sig et Øjeblik for at puste, og Hvalrossen var fri igen; men den havde nu kun Kræfter til at rejse sig halvt op paa sine store Forlaller, idet Blodet styrtede ud af Næse og Mund, og en Trækning gik gennem Dyrets Krop, saa at Sneen hvirvlede op. Derpaa løftede den Hovedet, jog sine Stødtænder ned i Isen, strakte sig ud i hele sin Længde, sprællede lidt, som en Graafisk, der kastes op paa Isen, og var død.
Bjørnen blev siddende et Øjeblik og pustede, fyldte saa Kæften med svalende Sne og rejste sig for at gaa i Gang med Ædegildet. Men da løste Barben sine Hunde og gav dem Bjørnesignal, og halsende fløj de hen over Isen og omringede Bjørnen; og inden denne kunde faa Tid til at overgaa fra sin store Madglæde til den livsfarlige Skuffelse, havde den Barbens Spyd dybt inde i sit Hjerte. Hundene, der saa det udslukte Udtryk i Bjørnens Øjne, begravede deres Tænder dybt i dens Legeme. Endnu en Gang fyldte Bjørnen sin Mund med svalende Sne og stirrede saa ganske ligegyldigt paa Mennesket, der atter jog sit Spyd ind i dens blødende Hjerte. Saa gled den langsomt over i en rive og udaandede, hostende i sit eget Blod.
Barben stod et Øjeblik maalløs og var lige ved at briste i Graad af Ophidselse, idet han saa paa de store Dyr, der nu var døde; saa jog han sin Flænsekniv endnu en Gang ind i Hjærtet paa Bjørnen og gav sig til at flaa Skindet af den. Da han var færdig hermed, skar han ogsaa et Stykke ud af Hvalrossens Kød, læssede sin Slæde med skært Kød og kørte hjem.
Hjemme ved Bopladsen gik hans Kone oftere og oftere ud af Huset for at spejde i den Retning, hvor hendes Mand var kørt, og hun var meget ængstelig for, at der skulde være tilstødt ham noget. Saa fik hun da endelig Slæden i Sigte, og Barben kørte frem i fuld Fart og raabte med Glæde i Stemmen: "Nu har jeg endelig skaffet Kød til Huse, nu er jeg endelig kommen hjem med Kød til dig!"
"Du har faaet en Bjørn ?" raabte Konen. "Jeg kan se paa dit Læs, at du har faaet en stor Bjørn!"
"Ja," svarede Barben, "men jeg har ogsaa faaet en stor Hvalros."
Der blev nu stor Glæde ved Bopladsen, og straks sendtes der Bud til alle de omliggende Bopladser. Dagen efter strømmede det ind med besøgende, baade kørende og gaaende, og man samlede alle de Hunde, man kunde skaffe, og kørte ud til Stedet, hvor Bjørnen og Hvalrossen laa.
Men blandt alle de besøgende, der kom for at faa Kød, var ogsaa Barbens onde Plejefader.
De naaede snart ud til Fangststedet, og da man havde flænset, uddelte Barben Kødparter til alle, der var komne. Der var Nød ved alle Bopladser, og Barben gav dem derfor meget rigelige Kødparter, for at alle skulde være glade og mætte i den strenge Tid. Han gik fra Mand til Mand, skinnende af Spæk og dryppende af Blod, men da han kom til sin onde Plejefader, tog han kun to Hvalrosribben, hvoraf der kun var en lille bitte Smule Kød paa det ene Stykke, og gav ham det, idet han sagde: "Du tænkte aldrig paa, at en sultende kunde synes, en Kødgave var alt for lille; derfor bliver dette nu din Part."
Men efter at have sagt dette og givet ham Ribbenene, gik Barben atter tilbage til sine egne Kødparter, og nu gav han ham lige saa store Fangstparter som alle de andre. Saaledes hævnede Barben sig paa sin onde Plejefader, idet han nøjedes med at tage Hævn med sin Tunge.
Derefter kørte alle Slæderne glade hjem; men det viste sig senere, at den onde Plejefader havde gemt Hvalrosribbenene i Stedet for at spise dem og nu gik og tænkte paa at lave en Tupilak — et Ulykkesdyr — af dem.
Vinteren gik, og Sommeren kom, og man begyndte atter at fange rigtigt fra Kajak; men midt under Menneskenes Glæde i den gode Fangsttid gav den onde Plejefader sig til at lave en Ulykkessæl, der skulde dræbe Barben.
Barben fangede som sædvanlig en Mængde Sæler og bragte altid Kød til Bopladsen, men pludselig hændte det, han slet ikke kunde fange og at alle Sæler undgik ham. Han vidste straks, at en eller anden havde forhekset ham, og da han kunde vente, at der vilde ske ham en Ulykke, sagde han en Dag til sin Kone:
"Hvis det skulde hænde en Aften, at jeg ikke kommer hjem fra Fangst, saa skal du ikke blive bange for mig, men du skal gaa ned til det Sted, hvor jeg plejer at gaa i Land, naar jeg kommer hjem; der vil du efterhaanden se alle mine forskellige Kajakredskaber komme drivende ind til Land. Naar de alle er drevet ind, saa kan du begynde at vente, at jeg selv skal komme, thi jeg er en "Angerdlartugssiaq"; der er ved min Fødsel tryllet saaledes over mig, at jeg kan vende hjem igen, selv efter at jeg er bleven dræbt. Naar alle mine Redskaber, selv min Kajak er kommen ind til Kysten, vil du bemærke, at kun een Ting mangler, og det er min Kapússivik — det lille Stykke Træ, jeg plejer at have stukket ind mellem Tværremmene paa min Kajak. Dette vil ikke komme tilbage, thi det bliver min Kajak, efter at jeg er dræbt, og paa det skal jeg sejle hele Verden rundt gennem Havet. Jeg skal sejle hele Jorden rundt paa dette lille Træstykke, og saa kommer jeg hjem igen. Verden er stor, og derfor er det saaledes, at vi, som gennem Trolddom har faaet Evnen til at vende tilbage igen efter vor Død, maa bruge et helt Aar til denne Rejse over Havet. Du kan derfor først vente mig, naar den Dag, hvor jeg forsvandt, kommer igen det følgende Aar."
Efter denne Samtale gik der endnu mange Dage, hvor det yar ganske umuligt for Barben at nedlægge noget Fangstdyr, indtil endelig en Dag en Sæl kom op lige foran hans Kajak. Han harpunerede den øjeblikkelig. Da han skulde til at kaste sin Fangeblære, opdagede han, at den pludselig var klistret fast til hans Kajak, saa at han ikke kunde faa den af; han havde da ikke andet at gøre end at gribe fat i sin Fange line og sætte sig i en saadan Stilling, at han ikke kæntrede. Han vidste nu allerede, at der var noget fordægtigt ved det Fangstdyr, han havde sat fast i. Længe sled det forgæves i hans Kajak for at faa den til at vælte, men da det ikke lykkedes, kom det op lige ved Siden af ham, og han saa da, at det var et stygt, rødt Bæst med et Hundehoved, og forstod, at det var en Tupilak. Tupilaken sprang pludselig op over hans Kajak, ned under den og op igen paa den anden Side, og saaledes blev den ved med at sno Fangelinen rundt om den, indtil der ikke var mere Line igen og den havde spændt ham inde, saa at den laa med sit Hoved over Kajaken; og her gav den sig saa til at æde Barben, da den ikke paa anden Maade kunde gøre det af med ham. Saaledes blev han da ædt levende, og først da der var spist et stort Stykke af hans ene Side, kæntrede han og druknede hvorefter Tupilaken aad Resten af hans Legeme.
Da Alorutaq ikke kom hjem fra Fangst om Aftenen, gik hans Kone ned til det Sted paa Stranden, hvor han plejede at komme ind, og fandt her en af de smaa Blodpropper af Træ, som han plejede at have med paa sin Kajak. Næste Dag gik hun atter ned til Stedet og fandt hans Harpun, og saaledes drev efterhaanden alle hans Kajakredskaber ind til det Sted, hvor han plejede at gaa i Land; ja, selv den tomme Kajak kom ogsaa drivende en Dag. Hans Kone ventede nu paa, at han selv skulde komme; men det varede længe, og tilsidst opgav hun Haabet.
Det var gaaet Alorutaq saaledes, at han med det lille Træstykke som Kajak havde faret hele Verden rundt gennem Havet og omsider var naaet ind til sin gamle Boplads for atter at vende tilbage til Livet; men hver Gang han kom ud for Mundingen af den lille Vig, der førte ind til deres Boplads, var der et rødt og skrækindjagende Bæst, skabt halvvejs som et Sødyr, halvvejs som en Hund, der stillede sig i Vejen for ham, saa at han ikke kunde komme ind og tilsidst naatte opgive at vende tilbage til Livet.
Barbens Kone var svanger, dengang hendes Mand blev borte, og hun fødte et Barn, da den Tid var kommen, hvor man havde opgivet Haabet om, at Barben skulde vende hjem igen. Man opkaldte derfor Drengen efter sin Fader, og han voksede hurtigt op og slægtede i alle Maader, baade i Væsen og Færdigheder, sin Fader paa. Han blev en Storfanger ligesom Faderen og et godt og hjælpsomt Menneske. Da han havde naaet den Alder, hvor hans Legeme ikke ænge udvikler sig, giftede han sig med sin Moder, saaledes at i eet og alt traadte i sin Faders Sted.
En Dag den unge Alorutaq var ude at ro, gik det ganske paa samme Maade, som det var gaaet Faderen. Han havde i lang Tid ikke kunnet fange, da der endelig en dag kom en Sæl op lige foran hans Kajak. Denne harpunerede han, og da han derpaa skulde kaste sin Fangeblære, var den klistret fast til Kajaken. Tupilaken søgte derefter at kæntre hans Kajak ved at trække i Fangelinen; men da dette ikke lykkedes, kom den op lige ved Siden af Kajaken, sprang over den og surrede Fangelinen rundt om Kajaken og den unge Mand, ganske paa samme Maade som den havde gjort ved Faderen; og først da den begyndte at spise ham, kæntrede Barben og døde. Men da der ved hans Fødsel var tryllet det samme over ham som over Faderen, vendte nu lidt efter lidt alle hans Redskaber tilbage til Land, medens han selv for Jorden rundt paa et lille Træstykke, han plejede at have stukket ind i Kajakens Tværremme.
Da Aaret var omme og han naaede tilbage til Bopladsen, undgik han heldigt Tupilaken og kom ind til Land og ind i Huset til sin Familie; i Haanden havde han det lille Træstykke, som han havde sejlet Jorden rundt paa. Men idet han lagde det fra sig, var der en i Huset, der tog det og lagde det saaledes, at det kom til at røre ved Spæk, og i samme Øjeblik tumlede Barben om og besvimede; thi Mennesker, der genopstaar fra de døde, kan ikke taale, at noget, de har baaret paa sig, kommer i Berøring med Spæk i den første Tid.
Hans Bevidstløshed varede meget længe; men da han atter kom til sig selv, blev han snart den samme Storfanger, som han havde været, og levede sit Liv videre. En Dag paa Sælfangst kom han atter over Ulykkessælen og harpunerede den; og da han i det samme genkendte Dyret, slyngede han saa voldsomt sin Lænser igennem den, at den dræbtes paa Stedet og ikke fik Tid til at gøre ham noget ondt.
Siden levede den unge Alorutaq glad og lykkelig til sine Dages Ende.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, s. 123-131. København, 1921.
