Vis kilden til Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Den forældreløse Kâgtagtorajik

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !! !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link= Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Den forældreløse Kâgtagtorajik]] !!  !!  
|-
|}

<blockquote>[[Fil:Kaarali 01.jpeg|thumb|300px|<center>''Myter og sagn fra Grønland'' er illustreret af den østgrønlandske kunstner Kaarali, 1921</center>]]<center>

<br>'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br><br><big>[[Myter og sagn fra Grønland – I (KR)|'''Myter og sagn fra Grønland – I''']]</big><br>'''Knud Rasmussen'''<br><br><br><big>'''Myter og sagn fra Angmagssalik'''<br><br><big><big>'''Den forældreløse </big><br> Kâgtagtorajik'''</big></big></center>



Der var engang en stakkels forældreløs Dreng, som hed Kâgtagtorajik, aa, saa forældreløs, saa forældreløs! Han voksede ikke. Han syntes aldrig at blive større. Hans eneste Leg var Makitsaineq, et Spil med Sælknogler, som man tager i Haandfuldevis og kaster paa Jorden, for siden at se, hvor mange der kommer til at ligge opad, med "Fladen af Knoglerne" opad.

Den eneste, der holdt af Kâgtagtorajik, var hans gamle Bedstemoder og hans Faders Fætter, "Nêrqulûta", men de turde intet gøre for ham af Frygt for Bopladsfællerne.

Kâgtagtorajik plejede at lege med de andre Børn, men naar han skulde ind i Huset igen, blev han altid løftet op af Indgangshullet i Næseborene. Og var han saa inde paa Gulvet, skulde de alle løfte ham op, først den ene, saa den anden, alle paa Omgang; og idet de løftede ham op, rystede de ham i Næseborene, til han faldt ned. Saa blødte det fra Næsen, og naar han vilde græde af Smerte, skændte de paa ham og slog ham og fik ham til at sluge Graaden.

Da de fandt paa at løfte ham i Næseborene, kunde de i Begyndelsen blot stikke Lillefingeren ind, men efterhaanden som de udvidedes, tog de fat med Pegefinger og Langemand, og tilsidst kunde de stikke hele Haanden ind.

Saaledes var Næseborene det eneste, der voksede paa Drengen.

Naar Folkene i det store Hus tog hele Sæler ind og Kødet blev delt rundt, fik Kâgtagtorajik ogsaa et lille Stykke. Men han fik ikke Lov til at bruge Kniv, men maatte rive Kødet i Stykker med Tænderne og Neglene. Saaledes kunde han aldrig naa at blive mæt, og dog sagde Folkene i det store Hus, at han spiste for meget og for hurtigt.

Engang blev der set tre Bjørne, og de blev jaget og fanget.

Saa lækkert Kødet var! "Den, som bare kunde faa Lov til at spise sig rigtig mæt!" tænkte Kâgtagtorajik.

Saa blev der raabt fra det store Hus:

"Kâgtagtorajik skal komme og spise Kød og drikke Bjørnesuppe!"

"Det er ikke for det gode, de indbyder dig," sagde Bedstemoderen. "Men hvis de nu vil give dig store Ben, du ikke kan sluge, skal du blot sige: "Quterdlutit: Bliv lille!" Saa vil de blive smaa. Og vil de give dig noget, der er for varmt, skal du sige: "Nigdleq: Bliv koldt!" Saa vil det blive koldt."

Saa gik Kâgtagtorajik paa Besøg i det store Hus. Man modtog ham som sædvanlig ved at løfte ham op i Næseborene og ryste ham, til han faldt ned, og saaledes gik han fra den ene til den anden. I Huset sad man og spiste dejligt Bjørnekød, men Kâgtagtorajik gav man kun Knæskallen og forlangte, at han skulde putte den i Munden med det samme. Han kunde ikke en Gang gabe over den, og han tog den da med venstre Haand og sagde: "Quterdlutit"! Da svandt Knæskallen ind og blev saa lille, at han kunde putte den i Munden og synke den.

Derpaa kom man med koghed Suppe. "Nigdleq!" sagde han, og den blev kold, saa at han kunde drikke den. Mere gav man ham ikke. Det var først, da han kom til sin Nêrqulûta, at han fik noget ordentligt at spise.

Da han kom ind til sin Bedstemoder, fortalte han, hvad man havde givet ham, og var bange for, at han skulde blive daarlig af det. Men Bedstemoderen beroligede ham og sagde, at det vilde han ikke.

"Aa, den som dog kunde spise sig rigtig mæt!" sagde Kâgtagtorajik, engang da der skulde holdes Fællesmaaltid paa en hel Sæl.

"Jeg skal lave dig en Kniv," sagde Bedstemoderen.

Og saa lagde hun en Kniv ind mellem hans Langemand og hans Guldbrand, et lille skarpt Blad, som havde samme Længde som Fingrene. Dette tryllede hun over, saa at det ikke kunde ses, og sagde, at nu vilde han nok kunne klare sig bedre.

Man tog imod Kâgtagtorajik paa samme Maade som sædvanlig og lagde Kød frem.

"Det er svært, saa Kâgtagtorajik spiser hurtigt i Dag," sagde en af Mændene; "han skulde vel ikke have faaet en Kniv at skære med?"

Og saa undersøgte han hans Fingre en for en. Men hver Gang han kom til de Fingre, hvorimellem Bedstemoderen havde anbragt Kniven, sprang han dem over og opdagede saaledes ikke Kniven. Det var Bedstemoderens Tryllesang, der var Skyld i dette. Saaledes gik det til, at Kâgtagtorajik for en Gangs Skyld spiste sig rigtig mæt.

En Gang imellem tog hans Nêrqulûta ham med ud paa Kajakfangst, og en Dag fangede han en Remmesæl; saa snart den var dræbt, sagde han til Kâgtagtorajik:

"Den skal du have Part i, du skal faa hele den ene Side."

Kâgtagtorajik blev saa glad herover, at han bare tænkte paa alt det Kød, han her havde faaet, da hans Nêrqulûta sagde:

"Du faar kun Lov til at tage en Del af den med, Resten skal du lægge i Depot; hvis du kommer hjem med saa meget Kød, vil de tage det hele fra dig. Jeg skal ordne Depotet for dig, og saa kan du hente et lille Stykke Kød hjem en Gang imellem."

Derpaa roede de hjem, idet Kâgtagtorajik kun tog et lille Stykke Kød med sig.

Fra nu af hentede han Kød fra sit Depot, saa ofte han var sulten. Han hentede een Gang, han hentede to Gange, men da han kom tredie Gang, var Depotet stjaalet. Det var til ingen Nytte, at han stod og sparkede til Stenene og søgte at give Luft for sin Vrede i Graad. Da han havde grædt saa længe, at han syntes, det kunde være nok, begyndte han at tænke over, hvor stygt hans Bopladsfæller havde baaret sig ad imod ham.

"Det er meget bedre, at jeg i Stedet for at græde tænker lidt over, hvorledes jeg kan finde lidt Opmuntring og Adspredelse i min Sorg."

Og næppe havde han tænkt alt dette, før han gav sig til at raabe:

"Hvem kan hjælpe mig, hvem kan hjælpe mig? Hvem vil daske mig, hvem vil puffe og støde til mig, saa at jeg falder omkuld?"

Og straks hørte han en vældig Stemme, der raabte:

"Det vil jeg! Jeg vil puffe og støde til dig, saa at du trimler rundt."

Og saa vældig og stærk var Stemmen, at Kâgtagtorajik nær havde faaet sprængt sine Trommehinder. Han saa sig omkring og fik Øje paa en vældig Mand, en Kæmpe, og inden han kunde faa Tid til at løbe, klappede Kæmpen ham med sin flade Haand fra Hovedet og nedefter, saa at det raslede ud af Kroppen paa ham. Det var Trædukker, der kom ud af Hovedet paa ham; fra den ene Side kom smaa Kajakmodeller, fra den anden Side Slædemodeller, og fra Ryggen var det Sælknogler, der løste sig ud fra hans Legemes Indre, i samme Øjeblik Kæmpen daskede ham ned over Kroppen. Derpaa sagde den store Mand til ham:

"Saa, nu kan du begynde at vokse lidt. Dette Skrammel er af en, der har villet trylle ondt ind i din Krop, og derfor var det, du ikke kunde vokse; men det vil du nok gøre nu."

Og han tilføjede: "Prøv engang paa at skubbe til den store Sten der."

Og Kâgtagtorajik løb hen til Stenen og begyndte at mase med den og skubbe til den, indtil han kunde begynde at bevæge den saa smaat; mere naaede han ikke den Dag, og saa gik han hjem.

Alt dette fortalte han til sin gamle Bedstemoder, og hun havde meget ondt af ham for det, han maatte gaa igennem. Men fra den Dag af begyndte Kâgtagtorajik at vokse, og han voksede saa stærkt, at hans gamle Bedstemoder maatte hule sin Inderbriks ud og grave i Jorden, for at der kunde blive Plads til ham. Dette gjorde hun inde bag om Huset, næsten i hele Husets Bredde, men Kâgtagtorajik voksede saa stærkt, at han maatte holde sig inde, for at ingen skulde opdage ham, og naar Bopladsfællerne opfordrede ham til at komme ud og lege, svarede den gamle Bedstemoder blot, at han var syg.

Hver Gang hun sagde det, lo man hende ud af fuld Hals, og saa strømmede baade Børn og voksne til, idet de alle sammen raabte i Munden paa hinanden:

"Lad den sølle Kâgtagtorajik komme ud og lege!"

Og saa ofte hun sagde, at han var syg, lo man endnu mere støjende og haanende.

Langt om længe var der gaaet saa lang Tid, at Kâgtagtorajik selv syntes, han var vokset tilstrækkeligt.

Netop paa den Tid hændte det, at der var drevet et meget stort Stykke Drivved ind til Bopladsen, og saa stor var den Træstamme, at ingen af Bopladsfællerne kunde løfte den op paa Land. Om Aftenen, da Folk var gaaet til Ro, stod Kâgtagtorajik op og tog sin gamle Bedstemoders Kamiker paa, idet han maatte skære dem op for at kunne trække dem paa Fødderne; paa samme Maade tog han hendes Pels paa, og saa gik han ned til Træstammen, bar den op og stak den dybt ned i Jorden lige ud for Indgangen til det Hus, hvor man plejede at pine og mishandle ham. Saa gik han til Ro igen. Men da Husfællerne vaagnede næste Morgen og skulde ud og besørge deres Nødtørft, kunde de ikke komme ud for den store Træstamme, der var stukket ned lige foran Indgangen til Huset, og alle raabte de og skreg:

"Hvad er dog dette her for noget? Det er jo den store Træstamme!"

Saaledes opdagede de, at de havde faaet en stærk Mand ved Bopladsen, og alle raabte nu blot for at haane, at det maatte være Kâgtagtorajik, der havde stukket Træstammen ned. Der var nogle af de mindste Børn, der kunde presse sig ud, og de løb hen til Kâgtagtorajiks Bedstemoder og raabte ind ad Vinduet:

"Sig til Kâgtagtorajik, at han skal komme hen og tage den store Træstamme bort, som han har sat ved vor Husgang."

Alt dette gjorde man blot for at haane, da man troede, at Kâgtagtorajik aldrig kunde have gjort det.

Men om Aftenen, da alle Bopladsfællerne var gaaet til Ro, stod Kâgtagtorajik atter op og gik hen og rykkede Træstammen op og bragte den atter ned til Strandkanten. Derpaa gik han i Seng.

Men det blev aldrig opklaret, hvem der havde gjort dette.

Der gik siden mange Dage hen, uden at der hændte noget mærkeligt, men saa skete det, at der kom tre Bjørne til Bopladsen, der var saa store, at Folkene ikke turde angribe dem. Da trak Kâgtagtorajik atter i sin gamle Bedstemoders Pjalter og gik ud. Næppe var han kommen ud, før alle raabte i Munden paa hinanden:

"Nej, se der, der kommer den sølle Kâgtagtorajik! Se dog, hvor han er bleven stor! Se dog, hvor han er vokset!"

Men uden at høre, hvad der blev raabt, løb Kâgtagtorajik Bjørnene i Møde og dræbte dem en for en, blot ved at sparke til dem; og da han havde gjort det, tog han Bjørnene, en om Halsen og en under hver Arm, idet han, for hver Gang han løftede en op, sagde: "Den skal være min Pels, den skal være mine Bukser, den skal være mine Kamiker!"

Saaledes bar han dem op uden at give sine Bopladsfæller nogen Fangstpart; men da de var flænsede, indbød han dem alle til Ædegilde, og de kom og gav sig til at spise, og nogle sagde:

"Nu spiser vi den Bjørn, hvoraf Kâgtagtorajik skal have Pels." Andre sagde: "Nu spiser vi den Bjørn, hvoraf Kâgtagtorajik skal have Bukser." Og atter andre sagde: "Nu spiser vi den Bjørn, hvoraf Kâgtagtorajik skal have Kamiker."

Allersidst af Gæsterne kom de to Mænd, der havde været værst til at mishandle Kâgtagtorajik, og næppe havde de vist sig i Husgangen, før han greb dem i Næseborene og løftede dem op med en saadan Voldsomhed, at Næserne flængedes op paa dem.

Senere gengældte Kâgtagtorajik alle sine Bopladsfællers Grusomheder ved at behandle dem paa ganske samme Maade, som de havde behandlet ham. Nogle gav han store Knogler at spise og tvang dem til at sluge dem, saa de kvaltes; andre gav han kogende Suppe og tvang dem til at drikke den, indtil deres Indvolde skoldedes op, og saaledes dræbte han alle dem, der havde mishandlet ham, og fik endelig Ro i sit Sind.

Siden efter udviklede han sig til en vældig Fanger og en stor Slagskæmpe, der for viden om langs med Landene for at udfordre alle dem, der havde Ord for at være dygtige i Fangst og alle Slags Idrætter; og mange Sagn gaar der nu om denne Mand, der blev kendt og frygtet ved alle Menneskenes Bopladser. 



==Kilde==
Knud Rasmussen: ''Myter og sagn fra Grønland'', bd. I, s. 230-236. København, 1921.</blockquote>
<br><br>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Knud Rasmussen]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]