Vis kilden til Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Tunutôrajik

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !! !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link= Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Tunutôrajik]] !!  !!  
|-
|}

<blockquote>[[Fil:Kaarali 10.jpeg|thumb|300px|<center>''Tunutôrajik'' <br>(Kaarali, 1921)</center>]]<center>

<br>'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br><br><big>[[Myter og sagn fra Grønland – I (KR)|'''Myter og sagn fra Grønland – I''']]</big><br>'''Knud Rasmussen'''<br><br><br><big>'''Myter og sagn fra Angmagssalik'''<br><br><big><big>'''Tunutôrajik </big>'''</big></big></center>



Man fortæller, at Tunutôrajik boede sydpaa ved Nôrssît sammen med sin Fætter. Saa gode Kammerater var de, at de aldrig forlod hinanden, men altid gik paa Kajakfangst sammen. En Dag, da de var ude, fandt Fætteren et Stykke Drivved, der var saa stort, at der var nok til to Konebaade. Saa blev de enige om, at hver skulde bygge sig en Konebaad for at se, hvem af dem der kunde bygge den smukkeste. Og for at komme til at arbejde saa meget desto ivrigere, skulde de ikke ses, før Baadene var færdige.

Tunutôrajik var kommen godt i Gang med sit Arbejde, da der en Dag kom en Gamling hen til ham og sagde:

"Har du hørt det?"

"Hvad for noget?"

"Din Fætter vil dræbe dig."

"Nej, det er umuligt, han vil aldrig dræbe mig."

Forgæves ivrede den onde Gamling med sin giftige Tunge, og tilsidst maatte han gaa sin Vej med uforrettet Sag. Men da Tunutôrajik slet ikke fæstede sig ved, hvad den gamle havde sagt, fortsatte han med at arbejde paa sin Konebaad, som han gjorde sig megen Umage med at faa smuk og hurtigroende.

Kort Tid efter kom imidlertid den gamle tilbage og sagde det samme:

"Din Fætter vil dræbe dig."

"Nej, han vil aldrig dræbe mig."

Men da den gamle blev ved med sin Paastand, gik der tilsidst ligesom en Gysen gennem Tunutôrajik, og han begyndte at tro paa det, der blev sagt. Han gjorde sig derfor ikke længere nogen Umage med sin Konebaad, men havde kun Tanke for at blive færdig. Han skyndte sig, alt hvad han kunde; men Dagen før han var færdig, kom hans Fætter hen til ham og sagde:

"Hvorfor laver du saadan noget Hastværksarbejde? Jeg troede, vi var bleven enige om at lave dem saa smukke, som vi kunde."

Den anden svarede: "Det er saa trættende." 

Efter dette Svar saa han sin Fætter ind i Øjnene for at se, om der skulde være noget at mærke, men der var intet som helst at se. Og dog fortsatte han med at skynde sig. Da Skelettet var færdigt, beklædte han det med Skind allerede samme Dag og ventede nu blot paa, at hans Fætter skulde ro ud i Kajak. Næppe var det sket, før han skyndte sig at rive sit Telt ned, læssede det i Konebaaden og roede sydover, ene sammen med sin Kone. Konen roede midt fra Baaden med sin Aare, og Manden sad agterude og styrede og roede paa samme Tid.

Om Aftenen kom Fætteren intetanende hjem og blev meget forbavset, da hans Kone sagde til ham:

"Tunutôrajik rejste i Dag sammen med sin Kone."

"Men hvorhen da?"

"Det ved jeg ikke, de sagde ingenting."

"Jeg vil sætte efter dem." Og han skyndte sig at lave sin Konebaad færdig, beklædte den med Skind samme Dag og satte efter dem. Men hvorhen de andre var rejst, vidste han ikke. Ved den første Teltplads, de kom til, spurgte han: "Hvor er Tunutôrajik?"

"De roede her forbi i Gaar."

Fætteren roede straks videre uden at gøre Landgang og kom snart paa sin Vej frem til andre Telte.

"Hvor er Tunutôrajik?"

"De roede her forbi i Forgaars."

Fætteren roede skyndsomst videre for at indhente dem, og da han atter anløb nye Telte, spurgte han som sædvanlig: "Hvor er Tunutôrajik?"

Og de svarede: "De roede her forbi for tre Dage siden." Da stoppede han endelig op og vendte om, fordi de andre stadig fik mere og mere Forspring, og grædende af Sorg over Tabet af sin Fætter rejste han atter hjemad.

Men Tunutôrajik fortsatte sin Flugt sydover. Naar de kom frem til fremmede Teltlejre, plejede Folk at spørge ham, hvor han roede hen, og han svarede da blot, at han skulde sydover, videre sydover. Og naar de forsøgte paa at overtale ham til at slaa sig ned paa deres Boplads, svarede han undvigende:

"Jeg ror blot et lille Stykke videre," og fortsatte uden at standse sin Vej sydover. Saaledes rejste han Dag efter Dag, indtil han endelig naaede frem til Land, der ikke var beboet. De roede og roede langs med de øde Kyster, indtil de tilsidst fik et Land i Sigte, der ikke stod i Forbindelse med Fastlandet; det var en Ø ude i Havet. Uden for denne Ø laa der en anden og mindre Ø; men uden for den var der ikke Land at øjne. De roede frem til Øen og fandt her et Hus og vilde gøre Landgang. En Mand kom ud af Huset og gik ned til dem, og da han kom nærmere, opdagede de, at han kun havde eet Ben. Den enbenede spurgte: "Hvor skal I hen?"

"Min Fætter vilde dræbe mig, og derfor flygtede jeg; nu søger jeg efter et Sted, hvor jeg kan overvintre."

"Bliv her, jeg er ikke bange for noget."

Det var Igtuko, Kæmpen med det ene Ben.

Tunutôrajik vilde rejse sit Telt, men Kæmpen sagde:

"Kom ind til mig, vi har Plads nok i mit Hus."

Tunutôrajik gik derind og faldt straks i Undren over alle de mange vidunderlige Ting, der her var at se. Husets Vægge var overalt dækkede med Skind, og der var fuldt af Jernstykker, hvorhen han saa vendte sine Øjne; der var lange Knive, og der var ogsaa Klæder, kunstfærdigt forarbejdede af Jern, og alle Slags Vaaben af Jern.<ref>Jernet var Tegn paa den største Rigdom i den Tid, hvor der intet Jern var at faa.</ref> Han saa paa alt dette, indtil han tilsidst var mæt af Undren.

Her blev Tunutôrajik nu Husfælle hos den enbenede Kæmpe. Da de havde vænnet sig til hinanden og var bleven fortrolige, fortalte Kæmpen følgende:

"Nu skal du se; naar Vinteren nærmer sig, vil store Skibe som sædvanlig komme sejlende forbi her gennem Sundet, de vil komme sejlende i Flaader uden Ophør."

Da der var gaaet lang Tid og Vinteren var nær, begyndte Skibe da ogsaa at vise sig, ganske som han havde sagt, og hver Gang de sejlede gennem Sundet, raabte Kæmpen:

"Hvem er I?"

De svarede: "Vi er paa Handelsrejse."

Naar de svarede dette, lod han dem uforstyrret sejle forbi. Men der var ogsaa Skibe, der forsøgte paa at komme igennem uden at besvare hans Raab. Skete det, hoppede han, saa hurtigt han kunde, paa sit ene Ben ned til sit Hus og kom ud igen, klædt i Jern og bevæbnet med en vældig Pisk. Saa vældig var den, at den rakte tværs over hele Sundet. Naar nu Skibet forsøgte at sejle forbi, slog han efter det med sin Pisk og ramte Masten, saa at det standsede. Straks gik en Mand op i Masten og skar Snerten over med en Kniv, men Kæmpen smældede atter med Pisken og standsede Skibet, og idet Snerten viklede sig om Masten, trak han det nærmere ind mod Land. Men atter gik der en Mand til Vejrs og skar Snerten over. Saaledes plejede de at holde paa i lang Tid. Blev Pisken for kort, tog Kæmpen en ny, og altid endte det med, at Skibet blev halet ind til Land. Saa fortøjede han det og gik om Bord, medens alle Søfolkene flygtede for ham.

Nu lossede "den enbenede" og tog alt, hvad der fandtes ombord, og derefter byttede han alt det, han havde taget, op med Bjørneskind, fyldte Skibet med Bjørneskind og lod det saa først sejle videre igen. Han fortalte Tunutôrajik, at saadan maatte han behandle dem; thi naar de ikke besvarede hans Spørgsmaal, maatte han gaa ud fra, at de var ude for at udrydde og ihjelslaa Mennesker.<ref>Nungutsiartortut: Mennesker, der kommer for at øve Hævn, idet de overfalder en Boplads og udrydder og dræber alle. Det, der skal hævnes, kan godt være begaaet af helt andre Generationer, men det gemmes og glemmes aldrig. I senere Tider knyttedes disse Forestillinger ogsaa til Nordboerne. Der fortælles, at man engang har stukket Ild i et Nordbohus paa den Maade, at man benyttede en gammel Kællings Underbukser til Optænding; man lagde dem ind under Muren efter først at have tryllet dem brandbare og brandfarlige. Huset gik derefter op i lys Lue, ingen kunde slukke det, og Nordboerne styrtede af Sted med brændende Klæder, og de, der ikke indebrændte, kastede sig i Havet for at slukke Ilden i deres Klæder og druknede.</ref>

Da alle Skibene var passerede, stod Vinteren for Døren, og den enbenede Kæmpe gav sig til at stive sit Hus af med Støtter. Nogen Tid efter at det var gjort, gik Tunutôrajik uden for Huset, da han opdagede en stor hvid Sky, der dækkede hele Horisonten i Vest og hurtigt syntes at nærme sig. Han gik ind og sagde:

"En stor Sky med stærk Fart hæver sig fra Horisonten i Vest. Vi faar vist Storm fra Sydvest."

Kæmpen svarede ikke. Saa gik man til Ro for Natten. Næste Morgen vaagnede man og hørte en Sludren og Pludren udenfor, ganske som en Mængde Mennesker, der snakker i Munden paa hinanden. Tunutôrajik vilde ud, men kunde ikke rokke Døren op for Skarn; thi i Løbet af Natten havde umaadelige Mængder hobet sig op rundt omkring Huset. Med stort Besvær lykkedes det ham at komme ud, og straks løb han ned til sin Kajak for at se, hvorledes det stod til med den, og se — hvilket Syn! Kun Spidserne af For- og Agterstavn var synlige, ellers var Kajaken ganske begravet, og saa stærkt tyngede alt Skarnet paa den, at den var knækket midt over. Tunutôrajik skyndte sig ind og fortalte:

"En saadan Sværm af Fugle har der været omkring vort Hus i Nat, at der ikke er til at komme frem for Skarn; endog min Kajak er begravet i en saadan Dynge, at den er gaaet midt over."

Ved disse Ord gik Kæmpen udenfor, idet han tog en Spade med sig. Et Øjeblik efter kom han ind og sagde:

"Saa, nu er alt i Orden igen."

Da Tunutôrajik nu kom ud, saa han, at hans Kajak var gravet frem og atter i Orden; og det kan nok være, at han fik travlt med at komme ud paa Søfuglejagt. Næppe var han kommen ud, før en af Fuglene kom svømmende imod ham, lagde sig paa tværs foran hans Kajak, aabnede Næbbet og talte som et Menneske:

"Se, her har jeg lagt mig paa tværs foran dig; kast nu din Fuglepil og gennembor mig."

Han hævede sin Fuglepil, kastede, men ramte ikke. Saa hørte han igen en Stemple blandt Søfuglene sige:

"Æ-bæ, du ramte ikke!"

Straks kom der en anden Fugl svømmende, og idet den standsede foran ham, sagde ogsaa den: "Nu ligger jeg her saa pænt paa tværs for dig, ram mig nu med din Fuglepil."

Denne Gang ramte Tunutôrajik, og siden blev han ved, indtil der ikke kunde være flere paa Kajaken. Saa roede han hjem for at bringe Kæmpen sin Fangst; men til sin Forbavselse traf han ham helt ude af sig selv af Vrede. Saa rasende var han, at han slet ikke svarede, da Tunutôrajik talte til ham. Denne blev ganske fortvivlet og spurgte Konen, hvorfor han var saa vred.

Konen svarede: "Det maa være, fordi du har dræbt dem, som han ellers plejer at tale med."

Saa bad Tunutôrajik pænt om Forladelse, hvorefter den enbenede straks tilgav ham alt. Om Aftenen lod Tunutôrajik sin Kone koge Fugle, og da de var kogt, blev de budt rundt til Husfællerne.

Det var første Gang, Igtuko fik kogte Fugle, og han var derfor en Smule betænkelig i Begyndelsen. Men da han først havde smagt paa dem, smousede han i dem som ingen af de andre, aad for flere og sagde til Slut:

"Gaa du bare paa Fuglefangst, medens du er her, saa ofte du vil. Du faar saa stor en Fangst, som du kan overkomme."

Dette sagde han, fordi det havde smagt ham saa godt, og Tunutôrajik fangede siden Fugle hver Dag. Men tilsidst forlod Fuglene Landet og svømmede ud paa Havet.

Nu kom Vinteren for Alvor med Kulde, og en Dag Tunutôrajik havde været ude, kom han ind og sagde:

"Det er koldt derude, det rigtig fryser derude."

Igtuko svarede: "Kom der en Fordybning i Sneen, da du ladede dit Vand?"

"Ja, der kom en Fordybning."

Da svarede Igtuko: "Saa er det ikke koldt endnu; det vil først blive koldt i Luften, naar dit Vand stivner til Istapper, i det Øjeblik det kommer ud af dig."

En tidlig Morgen gik Tunutôrajik ud, og da han nu ladede sit Vand, kom der ingen Fordybning i Sneen, men det var, som om Vandet vendte tilbage til ham igen og faldt ned som Istapper. Han gik ind og fortalte dette, og hertil svarede Igtuko:

"Nu kan vi vente Islæg; du kan gaa ud og undersøge, om Isen kan bære."

Tunutôrajik gik ud paa Isen og løb omkring og trampede, idet han gjorde sig tung; men Isen knagede ikke under ham, og han fandt ikke et eneste Sted, hvor den var usikker.

Da Tunutôrajik vaagnede næste Morgen, var Igtuko allerede taget paa Fangst. Han skyndte sig efter ham, men skønt han var ude hele Dagen og gik uafbrudt, saa han ikke noget til Kæmpen. Tilsidst gik han hjem. Næppe var han kommen ind i Huset, før han hørte Kæmpen komme. Han havde Indvolde af Remmesæl paa Ryggen.

Tunutôrajik spurgte: "Hvor har du faaet dem fra?"

Igtuko svarede: "Jeg har fanget Remmesæler ved mine sædvanlige Fangststeder."

"Jeg gaar med dig i Morgen."

"Stedet ligger saa langt ude, at det ikke kan naas af Folk, som ikke er meget hurtige."

Saa opgav Tunutôrajik at følge med.

Det var nu fuld Vinter med Mørketid uden Dagslys. Da gav Kæmpen sig atter til at stive sit Hus af med Støtter, og derpaa gik de til Ro. Næste Morgen vaagnede de og hørte Buldren og Brummen udenfor; man kendte paa Lyden, at det maatte være Bjørne. Tunutôrajik skyndte sig i Tøjet, men Kæmpen saa hen paa ham og sagde:

"Det, du der hører udenfor, er Fangstdyr, der ikke kan nedlægges af Folk, som ikke er ualmindelig behændige."

Men Igtuko tog en af sine lange Knive og gik ud. Der gik nogen Tid, saa hørte man ham sige:

"Nu er her noget at tage fat paa, selv for dem, der ikke er særlig behændige."

Tunutôrajik gik ud og fandt dræbte Bjørne overalt. Saa flænsede han sammen med Kæmpen alle de dræbte Dyr, men det tog meget lang Tid, inden de blev færdige med at flaa Skindet af dem og partere Kødet ud.

Efter Bjørnebesøget blev Støtterne atter taget af Huset; men lang Tid var ikke forløbet, før Kæmpen igen begyndte at sætte dem op. Denne Gang blev det gjort med endnu større Omhyggelighed end de andre Gange, og Tunutôrajik var derfor meget spændt paa, hvad der vilde komme. En Morgen hørte de Lyd som af store kravlende Dyr uden for Huset og paa Taget. Tunutôrajik dristede sig ikke til at være den første, men til hans Forbavselse sagde Igtuko:

"Det, man hører derude, er noget, man kan binde an med, selv om man ikke har usædvanlige Kræfter."

Tunutôrajik skyndte sig da at komme i Tøjet, greb en lang Kniv og gik ud. Igtuko tog selv kun en Pisk med. Det, som var kommet, var Hvalrosser, en Mængde Hvalrosser, der kravlede omkring uden for Huset, og Jagten paa dem var spændende og morsom. Igtuko slog dem blot med sin store Pisk; hver Gang han ramte dem, strakte de sig stive ud og var døde med det samme. Saa umaadelig var Kulden, at der gik Frost i Hvalrosserne, i samme Øjeblik som de døde. Dyrenes tykke Hud revnede derfor under Dødskampen, saa at Tunutôrajik let kunde stikke dem med sin Kniv.

Saaledes gik Vinteren for dem uden Sorger og Nød, idet store Fangstdyr besøgte deres Boplads og gav dem Overflod af Kød og Spæk.

Da hændte det, at Tunutôrajiks Kone blev med Barn, og da Barnet fødtes, viste det sig at være en Dreng med eet Ben. De blev derfor enige om, at Igtuko maatte være Fader til Barnet, og fejrede Begivenheden med megen Glæde.

Næppe var Barnet født, før Tunutôrajik gav sig til at synge Tryllesange over det; ogsaa Kæmpen med det ene Ben sang Tryllesange over det for at gøre det hurtigvoksende og stærkt i Farer. Saaledes gik det til, at Barnet ikke var mere end en halvvoksen Dreng, da det allerede var stærkere end Tunutôrajik. Snart var han ogsaa en stor Løber og dog let og behændig, trods sine vældige Kræfter.

Begge Familier levede i Glæde og god Fangst, da de en Dag hørte, at der langt borte ved en Boplads huserede en Jættebjørn, den frygtede "Havets Bjørn", der stadig angreb og overfaldt Menneskene, saa at de truedes med at blive helt udryddede. Da Drengen hørte Tale derom, sagde han: "Den vil jeg tage over og dræbe."

Tunutôrajik søgte af alle Kræfter at overtale ham til at lade være, men Drengen opgav ikke sit Forehavende.

Man fortalte, at Havbjørnen var saa stor, at den kunde bunde i alle Fjorde; naar den kom ind fra Havet, vadede den gennem Fjorden og snuste hen over alle Fjældtinder, bare den rejste sig paa Bagbenene. Og saa vældigt var Vejret i dens Lunger, at hele Konebaadsbesætninger og Isfjælde blæste ind i dens Næsebor, blot den snusede til dem. Om Vinteren havde den sit Tilhold paa de store Dybder midt ude i Fjordene. Her laa den sammenkrøben nede paa Bunden og kom kun op til Overfladen, naar den skulde aande; derfor havde den et Aandehul ganske som en Sæl, og saa stort var dette Aandehul, at det Vand, der skvulpede op, hver Gang Bjørnen skulde drage Aande, frøs til høje Isfjælde.

[[Fil:Kaarali 11.jpeg|thumb|300px|<center>''Tunutôrajik'' <br>(Kaarali, 1921)</center>]]Tunutôrajik turde ikke lade Drengen være alene paa denne Jagt, men fulgte med i sin Slæde. Saa snart de kom i Nærheden af det Sted, hvor Bjørnen holdt til, dækkede Drengen Tunutôrajik og alle hans Hunde til med store Isstykker for at holde dem uden for al Fare. Derpaa gik han selv hen til Aandehullet, og idet han kiggede ned igennem det, saa han Jættebjørnen ligge sovende, sammenkrøben paa Havets Bund. Nu begyndte han at udstøde Lyde som en Remmesæl, skarpe, hvislende, fløjtende Lyde, for at vække den. Lyden trængte igennem Vandet, og da den naaede Havets Bund, bevægede Jættebjørnens Øre sig ganske langsomt, og lidt efter drejede den Hovedet opover og fik Øje paa Drengen. Næppe havde den set ham, før den svømmede opover; men saa stor var den, at skønt det kun lige var Hovedet, der kom op over Isen, blinkede dens Øjne dog oppefra ned paa det lille Menneske. Saa snart den satte sin ene Lab op paa Isen for at komme op, jog Drengen sin Harpun ind i Armhulen paa den. Da den derefter løftede den anden Lab, jog han Harpunen ind fra den anden Side og gav sig til at løbe af alle Kræfter. Bjørnen forsøgte at sætte efter ham, men styrtede snart om og var død med det samme. Men Drengen, der ikke turde se sig om, fortsatte sit Løb. Da stak Tunutôrajik Hovedet op fra sit Skjul og raabte:

"Den faldt, den er falden, den er død."

Men Drengen hørte intet og blev ved med at løbe, indtil han var kommen saa langt bort, at han turde vende sig om. Da han saa opdagede, at han havde dræbt den store Jættebjørn, kunde han kun briste i Graad, udmattet af Angst og Spænding. Men efter at han havde hvilet sig en Smule, blev der stor Glæde over Fangsten, og endnu større blev Glæden derhjemme ved Bopladsen, da de kom hjem og fortalte om Bedriften.

Der gik nu lang Tid, uden at der hændte noget mærkeligt. Men saa kom der et Rygte til dem om en Kæmpefalk, der holdt paa at udrydde en Boplads langt mod Nord. Atter sagde Tunutôrajiks Søn:

"Jeg vil tage over og dræbe den."

Denne Gang var Faderen endnu ivrigere efter at raade ham fra det, men Drengen svarede med at lave sig en Bue. Saa drog han sin Vej, men Faderen fulgte som sædvanlig med. De rejste langt og længe, indtil de fik Falkeungerne i Sigte højt oppe paa en vældig Klippe; de var lige saa store som Bjørneunger. Faderen gemte sig i en Stendysse, medens Drengen gik frem mod Reden. Da kom en Jættefalk til Syne ude fra Havet; saa stor var den, at den havde en hel Bjørn i Næbbet. Men saa snart den saa Drengen, slap den Bjørnen og kastede sig ned over ham; Menneskekød smagte bedre. Drengen sigtede med sin Bue og skød, da Falken var ganske nær; Pilen ramte den i Brystet, men gled af paa dens stive Fjer. Saa greb Falken Drengen og fløj med ham mod sin Rede; men da den kun havde faaet fat i Tøjet, smøgede han Pelsen af sig og lod sig falde ned paa Jorden. Da Falken saa hans hvide Legeme falde ned, slap den øjeblikkelig Tøjet og kastede sig ned over den nøgne Dreng med en saadan Kraft, at han blev revet helt fra hinanden.

Saaledes bragte den ham op til sine Unger, der rev ham i Stumper og aad ham.

Siden fløj Jættefalken igen ud over Havet, og først da den var forsvunden i Horisonten, turde Tunutôrajik krybe frem af sit Skjul.

Han rejste derefter grædende hjem og blev nu til sine Dages Ende hos Kæmpen med det ene Ben og vendte aldrig nogensinde tilbage til sin gamle Boplads.
<br> 

==Fodnoter==
<br>
<references/>

==Kilde==
Knud Rasmussen: ''Myter og sagn fra Grønland'', bd. I, s. 170-179. København, 1921.</blockquote>
<br><br>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Knud Rasmussen]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]