Mytiske sagn fra Telemarken - Troldkjærringer

Fra heimskringla.no
Revisjon per 6. des. 2022 kl. 09:32 av Knut (diskusjon | bidrag)
Hopp til navigering Hopp til søk


Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Mytiske sagn fra Telemarken


Troldkjærringer


av Magnus Brostrup Landstad


Norsk Folkeminnelag

Oslo, 1926.



1.


Theodor Kittelsen: "Trollkjerring", 1907. Commons.

Vonde Steinar Áse, den samme Mand, der gaaer som Deildegast i Ásmarken, skulde engang reise til Fjelds for at kjøbe Smør. Han vidste at det var fuldt deroppe af Trollkjærringer og var bange for at de skulde prakke paa ham noget fille Trollkjærring-Smør, for det havde hændt Mange. Men Steinar tyktes forstaa noget af hvert og meente nok at Trollkjærringene ikke saa let skulde faa Tak til at narre ham. Saa var han henne i Smidjen tre Torsdagskvelder og smidde sig en Tollekniv af ni Nauð-Odder. Denne Kniv havde den Egenskab at den sagde ham, om det var Trollkjærringmad, han skar i, for da blev den blodig. Da Kniven var færdig stak han den i sin Tvislir og drog i Følge med en anden Handelskarl til Fjelds.

En Kveld kom de ind til en Kone, som tog vel imod dem, og lovede at skaffe dem Huus om Natten. Hun havde ogsaa Sommersanken usolgt, og havde ikke noget imod at "yde" Smøret til Bygdarmændene, men hun syntes at de bød hende for lidet for Pundet. Det blev da derved om Kvelden; de skulde see paa Smøret næste Dag, og var det rettelig vakkert, saa kanske de lagde paa et Par Skilling, sagde de. Konen matreidde for dem om Kvelden, satte frem et stort Smørstykke, Ost og Brød, og bad dem faa sig Mad. Steinar tog sin Kniv op for at spise, og skrabede i Smøret. Da sprudede der Blod istedetfor Saltlage af Smøret, og nu vidste han hvad det havde at betyde. Da de havde holdt Notverd skulde de kurre sig, og Konen anviste dem en Seng, som stod i Stuen. Steinars Følgesvend klædte sig af og hang sine Buxer paa Skorsteinsráta tilligemed sine Sokker og Knæremmer. Steinar derimod som vidste hvorledes det stod til, lagde sig med Klæderne paa og begyndte strax at rota (snorke) og lade som han sov. Da det saa leed ud paa Natten og Kjærringen ikke kunde mærke andet, end at Bygdarmændene sov, saa begyndte hun at rasle paa sig og satte sig til at tøige i Mandens Buxeremmer, og det saa at Melken sprudede udaf dem.

Om Morgenen stod Steinar tidlig op, men Manden, som eiede Buxeremmerne, var saa afmagtet at han knapt kunde røre sig i Sengen, langt mindre staa op. Kjærringen havde mælket al Marven ud af Benene paa ham. Der blev da ingen Smørhandel af den Gang.

En anden Gang vilde Steinar Áse faa at vide hvor mange Troldkjærringer (fessekeringar) der var i Sellgjord. Han bar sig da ad paa følgende Maade: Paaskeaften vidste han var den Tid de pleiede at ride til Blaakollen. Saa gik han til Kirkegaarden og skar op af viet Jord to Græstorver, gik op i Kirketaarnet med dem og lagde den Ene paa Hovedet, den Anden under Benene samt tog tre Byggkorn under Tungen. Saaledes stillede han sig paa Luur, og var nu bleven usynlig for alle Fessekjærringer. Da det led ud paa Natten, begyndte de at komme den Ene efter den Anden. Ved Blaakollen forstaaes i dette Sagn Kirkeklokken, af hvilken de skrabe Malm, som de siden bruge til at fesse (trolle) med. Der kom baade Kari og Mari, baade Gro og Guro og der kom næsten anden hver Kjærring som var i Flatbygden, og meest dem, han mindst ventede. Men da han saa sin egen Moder komme ansættendes paa Sopelimen og Brødskoren, kunde han ikke bære sig længere; da dat Torven af Hovedet og Bygkornene af Munden paa ham og han udbrød i Forundring: "Er du ogsaa med i den Dansen, Mor! det havde jeg aldrig tænkt." Men da blev der et Rabalder blandt Kjærringene. Nu saa de Steinar skinbarlig, toge fat paa ham og hang ham efter Næseborene ud over Kirketaarnet samt truede med at de vilde slippe ham ned, hvis han ikke lovede at han aldrig skulde sige til noget Menneske, hvad han havde seet. Da blev Steinar bange og bad for sig og lovede det, de forlangte. Paaskedagen reiste han til Kirke; der saa han Kjærringene kom paa et andet Viis kirkeklædde og stasede, som om ingen Ting var hændt. Da vendte han sig om til Gravstenene og sagde, at han vilde fortælle dem det Syn han havde havt Paaskenatten; thi vel havde han lovet ikke at tale om det til noget Menneske, men for Stok og Stein havde han aldrig lovet at tie, og nu fortalte han saa Almuen hørte derpaa hvem han havde seet fare til Blaakollen. For alt sligt Fanteri, som han for med, blev han med Rette kaldet vonde Steinar.


2.


En Gut saa engang sin Madmoder sad i Peisen og smurte Limen sin og tvende Brødskorer. Hun vidste ikke andet, end at han sov, men han havde Øinene godt om sig Gutten. Hun smurte og smurte baade op og ned og da hun var færdig satte hun sig skrævs paa Limen med en Brødskore i hver Haand og raabte:


Herup og herut!
herup og herut!
ikveld veilt,
imorgo heilt!


Derpaa for hun op igjennem Skorsteenspiben, og væk var hun med det samme. Gutten laag og tænkte paa dette og undredes over hvor let det gik for Kjærringen at komme afsted; han havde ogsaa stor Lyst til at see hvorledes det hang sammen med disse Reiser igjennem Skorsteenspiben; saa stod han op, fik fat paa en Lime, fandt Smørelsehornet og begyndte at smøre ligesom han havde seet sin Madmoder at gjøre, og da han havde smurt baade vel og længe satte han sig paa Limen og sagde saa som han havde lært:


Herup og herut,
herup og herut!
i kveld veilt,
imorgo heilt!


Husk! i det samme blev han saa let som en Fjer og føg op gjennem Skorsteenspiben. Han kom da ganske rigtig til Blaakollen, og der traf han et vakkert Selskab skal jeg tro. Der var baade hans Madmoder og mange andre Kjærringer, som holdte et syndigt Huus, revest og slogest saa at Fillene fløi af dem. Der sad ogsaa midt iblandt dem en forfærdelig styg Mand, som nok var den Onde selv; han havde en stor Bog, hvori han indskrev de nykomne Koners Navne med deres eget Blod. "Hvorledes er du kommen her?" sagde han til Gutten. Han havde saa fælt Maal, at Gutten gryssede da han hørte det. "Aa jeg gjorde som Madmor min gjorde jeg," sagde Gutten. "Ja saa faar jeg skrive dig ind i Bogen min da siden du er kommen her," sagde Styggingen, og spurgte hvad Gutten heed. "Aa nei jeg kan nok skrive selv jeg," sagde Gutten. Saa tog han Bogen og skrev Jesu Navn. Da blev der en umaadelig Støi og de vilde faket Gutten og plukket ham smaa, men han satte sig paa Limen og for afsted høit i Luften, og det gik som det var smurt.

Hekser på sopelimer. Tegning fra 1870. (The Witches' Ride av William Holbrook Beard.) Commons.

Da han saa kom hjem og Manden var staaet op om Morgenen, sagde han til ham: "Du har nok en Troldkjærring til Kone du." "Nei jeg veed ikke noget om det," sagde Huusbonden, "og kan heller ikke tro det." Ja pas nu bare paa næste Thorsdagskvæld," sagde Gutten, naar du vel har lagt dig og sovet en Stund, kjend saa efter om ikke Kjærringen din er kold." Manden saa gjorde, og da fandt han at hun var kold som en Iis helt igjennem. Da blev han saa sint at han tog og kastede hende langt bort paa Gulvet, men da han skulde see til saa var det Huggestabben hun havde klæd ud og lagt i sit Sted, da hun selv for afsted til Blaakollen. Jo, det var da ganske rigtig en Troldkjærring den stakkels Mand havde faaet fat i.

I Gjerpen har der været fuldt af Troldkjærringer, og er vel endnu. Der gik det en Gang med en Gut og en Kjærring ligedan som vi nu have fortalt. Da Gutten kom efter til Blaakollen var der saa tykt saa tykt med Troldkjærringer som "Mugg i Skugg", de sloges ikke dengang, men dandsede og hoppede, ikke som Folk pleie danse, men paa en saa underlig og rædsom Maade, at det lader sig ikke beskrive; de sad paa sine Limer, og kom ikke Jorden nær, men hoppede og hoppede høit i Luften med de forfærdeligste Spring og styggeste Latter og Fagter som Nogen kan tænke sig. Da de fik see Gutten, bleve de vrede, men hans Madmoder bad for ham og lovede at føre ham hjem igjen. Hun skabte sig da om til en Hest og bad Gutten sætte sig op, saa skulde han faa fri Skyds hjem og slippe for at blive sønderplukket bare han vilde tie stille. Naar de saa kom hjem, skulde han slaa hende paa Lænden med Bidslet og sige:


veilt og vint
vend seg svint
fer Guro Grini!


Gutten lod sig ikke bede to Gange, han satte sig op og det bar fort afsted med dem. Paa Veien kom de forbi en Smed, som stod i Smidjen og slog ud Hestesko. "Aa kjære ven," sagde Gutten, "kan jeg faa dig til at sko denne Hesten for mig," han syntes den var saa gletten paa Benene, sagde han, og der var Nattes Tider svikaldt at ride. Saa tog Smeden fat og lagde en Gang store staalsatte Sko under Hesten baade med Græv og Hager. Gutten red derpaa hjem. Da han steeg af, strøg han Bidslet af Hesten og gav den et Slag paa Lænden med de Ord Kjærringen havde lært ham. Strax blev Hesten forvandlet og Kjærringen stod der lys levende, men da han skulde see til havde hun Hesteskoene baade paa Hænder og Fødder. Dem maatte hun beholde, der var ingen Raad til at faa dem af. "Saa der har du ’a!" sagde Gutten til Manden hendes; og er ikke Kjærringen død, saa gaar hun endnu med Hesteskoene. Forresten er der omkring Gjerpen Kirke 7 Troldkjærringhouger, og 11 Troldkjærringer, af hvilke fem boer nordenfor og 6 søndenfor Kirken.


3.


Der var en gjæv Bonde i Drangedal, som heed Peer Finnøy. Han mistede sin Kone paa saa ynkelig en Maade. Der kom en Dag en gammel Kjærring og bad om Mad. Peer var ikke hjemme selv, men Konen som gik og stelte til Undálen for Arbeidsfolkene, bad hende bie en Leite til hun blev færdig med Madstellet, saa skulde hun faa. Men Kjærringen blev vred og gav Fantord, og Mor Finnøy sagde, at havde hun ikke Stunder til at bie saa fik hun gaa. Da lovede Kjærringen ondt og lod de Ord falde at det skulde være hævnet før Sol gladde.

Medens nu Arbeidsfolkene sad til Bords og fik sig Mad, hændte det at Konen til Peer Finnøy gik afsted ned til Fjæren, kastede sig lukt i Vandet og druknede. Der vidste Ingen hvad der gik af Konen, men Alle indsaa strax at hun maatte være bleven forhexet. De sendte da strax Bud efter Peer, og da han kom traf han endnu Tiggerkjærringen ude paa Jordet, Han fattede strax Mistanke om hvorledes det var gaaet til og slog til Kjærringen saa at Blodet skvat hende baade af Mund og Næse. "Du skulde ikke gjort det Peer," sagde hun, "for du skulde have faaet Konen din igjen lige god; for hun har siddet i godt Behold paa Vatsbotten med en Luftblære om kring sig, men nu er det forbi, med det Næveslag du gav mig skvat Livet ud af Konen din." Saa tog hun Forklædet og holdt for Blodspruden, at der ikke skulde komme noget af hendes Blod paa Jorden, for da vilde hun miste sin Trolddomsmagt, siges der.

Hendes Navn var Åse Sem. De soknede da op den Druknede, og fandt hende død. Men Peer Finnøy tog Trollkjærringen, førte hende til Lensmanden og satte hende fast. Han meldte da dette for Øvrigheden og lagde Sag mod hende for at faa hende straffet for Hexeri. Men alt hvad Peer klagede paa hende, og alle de Prøver han anstillede, saa hjalp det ikke altsammen, han fik ikke nogen Ret paa hende, for hun vidste for vel at bruge sine Trolldomskunster. Men saa fik Peer fat paa en liden Gentunge, som havde været med Trollkjærringen Sigrid Jørgensdatter og af hende fik han vide god Beskeed. Efter som hun sagde var nok denne Trollkjærringen en af de groveste, som findes, for "eg og goftmoð mi kunnað sita pá høge knattar og faa varmt brauð fra Dannemark," sagde Gentungen. Saa spurgte Peer hende hvorledes det kunde have sig, at han da ikke kunde faa Ret paa Kjærringen, og hvoraf det kom at hun flød ikke paa Vandet, men sank til Bunds som et andet Menneske. "Jo det skal jeg nok sige dig," sagde Gentungen, "hun har en Knappenaal i Hælen og saa længe den staar der synker hun som en Steen, og hvad det angaar at du ikke kan faa Ret paa hende, saa kommer det deraf at du aldrig har faaet see hende først i Øinene naar I mødes til Things."

Næste Gang de skulde for Retten, stillede Peer Finnøy sig bag Forstudøren og da Troldkjærringen blev ført ind stirrede han paa hende igjennem Dørgatten og fik see hende lige i Øiestenen førend hun opdagede ham. Da blev hun saa harm, at det sprudede og gnistrede af Øinene hendes, og da var det forbi med hende. Det blev nu for Thingbordet randsaget og undersøgt om hun havde en Knappenaal (prone) indstunget i Hælen, og den fandtes der ganske rigtig som Gentungen havde sagt. Da Knappenaalen var uddragen blev hun atter kastet paa Vandet for at det kunde vise sig hvad Troldskab der boede i hende og saa! da flød hun ovenpaa som et tørt Træstykke. Nu blev hun dømt til levende at brændes. Da hun blev sat paa Baalet maatte de binde for Øinene hendes, for at hun ikke med dem skulde svide Græsroden af Marken, for der hvor hun kastede sine Øine paa Engen voxede ikke mere Græs evindelig. Da Baalet begyndte at brænde sang hun Noget, som Ingen kunde skjønne, det var vel enten Hexerimer eller Bjarkemaal, og da slog Ilden fra hende og vilde ikke brænde. De som skjønnede paa Troldskab sagde da at det kunde ikke nytte med mindre de kastede Krud i Ilden, thi hun forstod at kove Varmen, men mod Krud kunde intet Trold bestaa sig. De gjorde da saa, og kastede mange Pund Krud paa Baalet; da skreg hun frygtelig, svartnede helt igjennem og brændte levendes op.

Den stakkels Gentungen havde hun lært op i alle sine Troldomskunster, saa at hun var ikke stort bedre end Gamla selv. Hun havde redet med hende til Blaakollen hver Paaskekveld og var bleven indskreven der efter at hun havde givet sig Fanden i Vold paa den Maade, som nedenfor fortælles om en Anden. Peer Finnøy vilde engang prøve om hun kunde sine Ting og spurgte om hun kunde sidde her i hans Stue og maælke Huusmandens Ko, som stod hjemme i hans Fjøs. Ja, det meente hun var en smal Sag. Hun tog en Tollekniv og satte i Væggen og mælkede af Knivskaftet saa det skvat. Da hun nu havde mælket længe, holdt hun op og rneente det var nok, men Peer sagde at hun skulde holde paa. Saa melkede hun igjen en lang Stund, men saa begyndte der at komme Blod. Hun standsede da og sagde at skulde hun nu melke længere, saa sturtede Koen. "Lad sturte!" sagde Peer, "jeg betaler Koen." Saa blev hun ved saalænge der var en Blodsdraabe i Koen. Den Morgenen kom Huusmanden med Graad og Laat og jamrede sig over at den eneste Koen hans laag død. Han vidste ikke hvad der gik af hende, men det var kommen saa braat over hende om Kvelden, hun stod og spendte og sparkede i Baasen indtil hun datt død ned. "Gak i Fjøset mit," sagde Peer, "og tag bedste Koen, du finder, saa venter jeg at du tykkes dig skadesløs."

Da de nu saa at Gentungen ogsaa var fuldt udlært og at der ikke var nogen Raad med hende, blev ogsaa hun dømt af med Livet. Hun skulde aarlades ihjel, saa lød Dommen, og der siges at den blev efterkommet.

Forresten var den samme Peer Finnøy en stor Spektakelmager, og der fortælles mange Skrøner om ham. Men den Hexeproces, hvorom her tales, skal man have havt beskreven paa Opsund i Hvideseid, men er nu forkommen.


4.


Der var en gammel Hex, som heed Ingerid, og hørte hjemme i Gudbrandsdalen. Hun tog til sig sin Datter-Datter, som hun lærte op i Hexeri og Troldskab, saa at Gentungen tilsidst gik fra Forstanden. Siden kom hun dog til Rette igjen, og da forklarede hun hvorledes altsammen var gaaet til. Det var en lang og en styg Historie, hvoraf vi ville fortælle det, vi mindes.

Da Gentungen blev 9 Aar gammel tog Hexen hende med sig og Paaskeaften red de afsted paa Sopelimen og Brødskoren til Blaakollen eller Skreðhelle. Gamla havde af Fanden faaet et Smørjuhorn, som hun tog til hvergang de skulde af sted; Smørjen var rødagtig og stygg at see til, men alt hvad de smurte dermed fløi til Veirs. Hun tog undertiden Folk at ride paa naar hun fik Tak til at smøre dem ind. En af de Kjærringer, som pleiede være med hende, tog og smurte ind Manden sin, Jørgen heed han endda, og red afsted paa ham i Luften til Skreðhelle. Han maatte bære hende baade att og fram, men Dagen efter var han saa afmagtet og syg at han var paa at skulle sætte til. Ingerid smurte altsaa op Limene sine og Brødskorene og saa bar det afsted med dem op igjennem Skorsteenspiben. Da de kom et Stykke paa Veien, kom de i Følge med to Andre af de værste Trollkjærringer, Guro Hallsteinstad og Anne Brenne. Siden saa kom de forbi en stor Kirke, som heed Thveito Kirke (Var. Grimskyrkje). Der var Ingerid henne og tog en Spon ud af Kirkeskruvet. Saa reiste de videre.

Heksesabbat på Brocken, på tysk, dansk og norsk også kalt Bloksberg og lignende. Illustrasjon fra 1829 til Goethes drama om Faust. Det tyske fjellet har i folketroen blitt forbundet med heksemesser valborgsnatten.

En Stund derefter kom de til en Bro, der var en stor Aa og en Fos, som de kaldte Grimsfossen (el. HovudFossen). Der maatte Gentungen tage Sponen, som var hentet fra Kirkeskruvet og kaste den i Fossen med de Ord: "Ikke vissere skal min Sjæl komme til Guds Rige, end den Sponen kommer paa sit Sted i Kirkeskruvet igjen." Siden rede de videre. Da de kom nær Skredhelle mødte de tre af Bedstefaders Svende, siger Genten i sin Bekjendelse, og saa begyndte de at hugges og slaas hver med sin Brødskore, og det med stort Skrig og Spektakel. Derefter kom de frem, der hvor han sad selv, og alle Kjærringene dansede i Ring omkring ham og det i den bare og blaa Luft, saa at de ikke syntes at komme Jorden nær. Saa kom der En frem, som skulde rage Daaben af Gentungens Hoved, han tog baade Hud og Haar, og det gjorde fælt ondt. Gentungen skulde da skrives ind, men F— likte hende ikke, han sagde at hun bare kom til at gjøre dem Fortræd. Men tilsidst saa huggede han hende til Blods i Lillefingeren og skrev hende ind med hendes eget Blod. Han bad dem ogsaa til Bords og lod dem spise, og der var mange Retter, men Fisk saag hun ikke; den tør ikke komme paa Fandens Bord, for den er Fastemad for kristne Folk. Da de skulde reise fik Bedstemoderen med sig en graa Kat, den var rund som et stort Nøste med store gloende Øine og istedet for Been var der lange Teiner ligesom Lysestikker, der vare stukne tvers igjennem denne runde Ballen, og paa dem hoppede den og sprang saa fort at man knapt kunde fæste den med Øinene. Da de kom hjem spyede Katten op et fuldt Troug med Smør, og saa gjorde den ofte siden.

Næste Paaskekveld gjorde de den samme Reise og det gik som forrige Gang. F. beværtede dem, men han havde ingen Fisk. Derimod havde Ingerid taget med sig en stor Klat af Kattesmøret, som hun forærede Fanden. De andre Trollkjærringer havde ogsaa sine Foræringer med, og deriblandt var styggere Ting, end vi tør nævne. Den tredje Paaskekvelden droge de ligeledes afsted. Ingerid vilde da helst været hjemme, sagde hun, men hun slap ikke, hun maatte møde frem til Mønstring. Dog var hun denne Gang meget stor. De dansede og sloges som sædvanlig, bar frem sine Foræringer og Ingerid sit Kattesmør, hvorefter de fik Mad, men ingen Fisk. Det styggeste af altsammen var dog dette, at Fanden tilsidst lukkede op en Lem i Gulvet saa de saag ned i et Hav af brændende Ildsluer. Saa greb han gamle Ingerid Troldkone og kastede hende ned i den brændende Sø. Ilden knittrede og bragede og Ingerid skreg, ja hun skreg saa forfærdelig rædsomt og stygt, at Gjentungen aldrig kunde glemme det i sine levende Dage, den Skrigen syntes hun altid hun hørte for sine Ører og den Ilden saag hun altid for sine Øine, og hun gik fra Forstanden. Paaskedagen fandt man Ingerid død i sin Seng og Gentungen løbende vetskremt og sandsesløs om i Stuen. Folk tænkte det var gaaet rigtig til og begrove Ingerid paa kristen Viis, men Gentungen blev sat i Forvaring.

Saa var der en Præst i Gudbrandsdalen, som tog Genten til sig og prøvede at tale hende til Rette. Det lykkedes ogsaa efterhaanden, og til sidst saa skriftede hun for Præsten og bekjendte det altsammen hvorledes det var gaaet til. Da hun angrede sine Synder, fik hun Afløsning af Præsten og blev døbt om igjen og blev siden et skikkeligt Menneske, men det sidste Syn, hun havde havt kunde hun aldrig glemme. Saa hændte det at Bispen kom der paa Visitats hos Præsten, da lod han sammen kalde mange Vidner og lod Genten i alles Paahør forklare hvorledes altsammen var gaaet til, og det var saaledes som vi nu have fortalt. Hendes Forklaring blev opskrevet og den Opskrift har været her i Sundebygden i gamle Dage, den var undertegnet og bevidnet af to Præster, een Bisp og een Provst, to Lieutenanter og en Captain, "saa Far nok kan lide paa at det er sandt", sagde Kjærringen som fortalte os denne Remse.


5.


At man i denne Egn virkelig har havt Hexeprocesser, og at en formeentlig Hex, efter al Sandsynlighed den samme hvorom foranstaaende forvirrede Sagn handler, er bleven brændt i Skien sees af følgende Vidnesbyrd udfærdiget paa Skiens Raadstue den 9de Febr. 1661 under Borgermesterens og Raadets Segl. "Eftersom den Troldkvinde Ingerid Eriksdotter, som formedelst hendes misdæderske Gjerninger var dømt til Døde, derefter er examineret og overhørt angaaende hvis hun havde bekjendt og sagt om en Deel godt Folk her udi Byen, samt om Ragnild, Gisle Blekers udi Svartdal i Thelemarken, at skulle fare med Trolldomskunster og dem for Trolldom udlagt med alvorlig Formaning om at betænke sig vel for Guds og sin Saligheds Skyld og Ingen lyve paa, men nu offentlig bekjende og tilstaa hendes rette Sandhed, om de i saa Maade vare skyldige eller ei; til hvilket Ingerid Eriksdatter svarede samt offentlig og frivillig bekjendte og tilstod, at hun skammelig havde løiet dennem allesammen paa, og ikke vidste at de kunde med nogen Trolldomskunst eller var nogen Trollfolk, men i saa Maade ganske uskyldige, som hun og gjerne vilde dø paa."[1]

Denne Attest blev fremlagt og benyttet i en Retssag paa Skeifte i Flatdal den 22de Marts 1667 for at afbevise en mod Ragnild Blika m. fl. af en af hendes Naboer udtalt Beskyldning for Trolldom. Da denne Retssag baade viser hvor bange man dengang var for deslige Beskyldninger og tjener til at karakterisere Tiden og Folket, skulle vi her kortelig anføre dens Indhold.

Halvarð Blika havde indstævnet sin Nabo Gudleik Bakken og tiltalte ham for, at han havde overfaldt ham i hans eget Huus paa Blikum med dragen Kniv og med Trudsel om at ville aflive ham, samt gjentagne Gange skjeldt ham ud for en Trollkvindesøn og ligeledes sagt at Halvards gamle Fader Gisle Blika var en Troldkarl, som burde brændes levende op. Gamle Gisle var iligemaade bleven overfaldt af Gudleik med dragen Kniv og truet paa Livet, saa at de maatte rømme af Gaarde for ham; men heller ikke paa næste Gaard kunde de være i Fred; Gudleik forfulgte dem ogsaa derhen med dragen Kniv, Trudsel og Skjeldsord. Halvard meente at Trolldom aldrig skulde kunne bevises hans ærlige Forældre paa, fremlagde foranstaaende Attest, og paastod at Gudleik for sine ærerørige Ord og skammelige Løgn burde straffes paa Ære og dømmes Ulivsmand at være samt have sin Boeslod forbrudt. Han førte dernæst Vidner om at saaledes var tilgaaet, at de havde været ihop at stinges, og at Gudleik havde dængt Halvard og Gisle og jaget dem af Gaarde samt brugt de paaklagede Skjeldsord. Men deri var alle Prov "enshermige" at Gudleik Bakken var da overstadig drukken, hvilket Halvard og hans Hustru ikke kunde "afsande", men meente dog "at om han var aldrig saa fuld, burde han dog vide, hvad Munden taler i saa grov en Sag".

Gudleik Bakken mødte udi Retten, paahørte disse Prov og svarede, at Halvarð Blika burde have tilspurgt ham først om han ville forliges, førend han stævnede ham og gjorde saa megen Uro for sligt Lapperi, som dette efter hans Mening var, for det var vist at han var saa overstadig drukken og beskjænket at han Intet kan erindres af det Skjænderi, og heller ikke veed hvorledes han kom af Gaarde. Dertilmed syntes han ikke han blev videre vel behandlet, thi først blev han buden til Gjæstebuds der paa Gaarden og gjort overstadig drukken, og siden prøvede de paa at give ham Hugg. Forresten saa tilbød han at tage sine Ord tilbage og erklærede at han ikke vidste at sige andet, end at de vare ærlige Folk og gode Grander, med hvem han havde været gode Venner og ønskede fremdeles at være det, og lovede han ydermere at skikke og bekvemme sig dertil at han ikke skulde foraarsage saadan Klammeri mere efter denne Dag. Paa Grund heraf forelagde Retten dem at forliges, hvori Halvard Blika og hans Hustru samtykkede paa det Vilkaar at Gudleik skulde holde hvad han lovede, og aldrig give Aarsag til ydermere Klammer efter denne Dag, men altid give det samme Eftermæle, som han nu for Retten havde bekjendt, dem og deres Børn og Skyldfolk til bestandig Vidnesbyrd hvor de maatte findes i Samkvem eller Forsamling. Iligemaade skulde Halvard ogsaa holde Fred og ikke være Ophav til Uro og Fortræd, men al deres Trætte skulde være død og forglemt, og dermed skulde de være Venner og velforligte paa begge Sider, hvilket de med Ja og Handeband bekræftede. Som Lagretsmænd vare ved denne Anledning tilstede Osulf Framgarden, Olaf Åse, Nereid Svartdal, Gudleik Mikklessogn, Steinar Sundbø og Aslak Bolt.

Fotnoter

  1. Af Sorenskr. Rocks Thingbog.