Navagijak (Holm)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

I Julianehaabsfjorden – af Emanuel A. Petersen

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik
Gustav Holm
1888

22. Navagijak
Navnevandring
fortalt af Kutuluk

En Dag da Navagijak var ude paa Fangst, satte han Harpunen i en Tupilek, skjøndt han godt saae, at det var en saadan; thi den havde Hætte paa Hovedet, og Bagdelen var ligesom en Hunds. Da han havde sat Harpunen i den, vilde han kaste Blæren, men den blev hængende fast ved Kajaken. For at Tupilek'en ikke skulde kæntre ham, stak han Aaren ind under Kajakremmene. Tupilek'en trak og trak og krøb over Kajaken; men kunde ikke faa den kæntret. Først da den begyndte at bide ham i Skulderen, kæntrede han og tabte Bevidstheden. Det var ingen Angekok, der havde lavet Tupilek'en, men en Ilisitsok. Da Navagijak kom til sig selv igjen, var han ude ved Horizonten. Han roede langs med denne, rundt omkring Landet og kom tilbage hertil; men nu var han ikke mere Menneske men Aand.

Han krøb ind i en Hun-Sortside og fulgte med Stimen. Naar Sælerne kom op, og Kajakerne kom for at fange dem, dukkede de andre ned, og han blev altid alene tilbage og dukkede først ned, lige naar Kajakmanden skulde kaste Harpunen. Engang sagde han til de andre Sortsider: «Hvor kan det være, at jeg altid kommer bagefter?» De andre svarede: «Du skal kun sparke i Retning efter Himmelens Tukuija» (Mælkevejen?). Næste Gang der kom Kajak efter ham, sparkede han i Retning efter Tukuija og kom ned, førend alle de andre.

Da han blev kjed af at være i Sortsiden, krøb han ind i et «Hun-Græs»; men her svedte han, blev derfor snart kjed deraf og krøb ind i en Hund. Denne stod tøjret og kunde ikke sige andet end: «Vov! vov!» og naar Folkene kom ud, pryglede de den. Da han ikke fik andet end Prygl, blev han naturligvis snart kjed deraf og krøb ind i en Hvalros. Han kom nu til at sulte, fordi han ikke kunde komme til at bide i noget paa Grund af de lange Tænder. Han sagde derfor til en anden: «Jeg kan ikke komme til at spise paa Grund af mine lange Tænder«, hvortil den anden svarede: «Har Du aldrig været paa den anden Side af Terrassen?» Det havde han ikke, gik derfor over paa den anden Side og saae en Mængde Takanat (Sandmuslinger) voxe frem af Sandet. Han spiste saa mange af disse, indtil han blev mæt.

Han blev kjed af at være Hvalros og krøb derfor ind i en Netside. Om Efteraaret sagde en Sortside til ham: «Vi skulle rejse udefter, fordi vi ikke kunne skrabe i Isen». Om Vinteren da der frøs Is, kom han op ved Aandehullerne i Isen for at trække Vejret. Naar der kom Mennesker, der vilde stikke ham, gik han ned. Engang da han pustede ved et Aandehul, saae han en Mand, der havde Bjørneskinds-Støvler paa, komme listende hen imod sig. Det var hans tidligere Kones Mand. Da han kom hen til Aandehullet, kunde Navagijak ikke se ham mere, fordi han havde Bjørneskinds-Støvler og Amulet paa. Manden stak Netsiden, hvori Navagijak var, trak den op og slæbte den hjem; men Navagijak beholdt Bevidstheden.

Da Manden kom hjem, trak han Netsiden op og bar den ind til Konen, som skulde skære den istykker. Navagijak kjendte strax sin Kone igjen og tænkte: «Bare hun vil skræve over mig, naar hun skal skære Halsen over». Dette gjorde hun, og i samme Øjeblik sprang han ind i hende. Han saae, at der var megen Is derinde, saa at der trængtes dygtig til at renses ud, hvilket han gjorde, saa at Blodet flød ud. Hun, der aldrig tidligere havde faaet Børn, blev nu frugtsommelig. Naar det blev lyst om Morgenen, fik Navagijak Lyst til at komme ud, men han kunde aldrig gaa ud.

Konen fik Fødselsveer, men kunde ikke føde Barnet, hvorfor Manden tog en Bi, som han havde til Amulet, pustede paa den, saa at den blev levende og fløj ned i Halsen paa Konen. Han sagde derpaa til hende, at hun ikke maatte synke Spyttet. Manden saae et Ansigt med Hættekant omkring inde ved Bagmuren paa Brixen. Han blev bange derfor og løb ud, og da han kom ind igjen, havde Konen faaet et Barn.

Da de skulde give Barnet Navn, tænkte det: «Bare de vilde kalde mig Navagijak». De gav Barnet Vand med en Vandøse med hvid Kant om — nemlig med Fingeren —, men kaldte det ikke Navagijak. Barnet blev ved at græde, og engang medens det græd, sagde det: «Jeg er Navagijak!» «Hvad siger Barnet?» spurgte Konen. Manden svarede: «Det siger, at det hedder Navagijak». De gav nu Barnet Navn: Navagijak, og medens det tidligere altid græd og var magert, trivedes det derefter rigtig godt og græd ikke mere.

Fodnoter