Niculs fra Eidsborg

Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Niculs fra Eidsborg

Kristofer Visted

Heimen - Tidsskrift utgitt av
Landslaget for bygdehistorie

2. bind - 1930


I den almindelige bevissthet staar St. Hans-festen som en baalfest, fordi den eneste rest som nu findes igjen av de gamle skikker, er St. Hans-baalet. Men endnu for hundrede aar siden var der en anden side ved festen som var likesaa fremtrædende; den var nemlig foruten at være en ildfest ogsaa en vandfest.

St. Nicholas fra Eidsborg stavkirke
Der foregik St. Hans-natten valfarter til en række hellige kilder som laa i nærheten av kirker, og folk badet sig i kildene samtidig som der blev holdt gudstjeneste. Det maa ha været et eiendommelig folkeliv som utfoldet sig paa disse steder; vi faar et indtryk av dette av følgende gamle optegnelse: «Den dag (St. Hans-dag) og foregaaende aften skal alle hellige kilder og love-kapeller besøges med gaver og løfter. Den dag prædikes udi alle capeller og fjeldkirker i Norge, ofte kun den ene gang om aaret; da er der fordum ved disse capeller og prædikener gaat temmelig fugtig af og uden tørst, skjønt paa den hedeste aarets tid.»

Den tvætning som man foretok paa et slikt tidspunkt, kan ikke ha været en almindelig hverdagsvasking. Det fremgaar ogsaa av de gamle meddelelser, at hensigten med dette bad var at foreta en underbar renselse som skulde fri en fra sygdom i den følgende tid. Foruten ilden var vandet det vigtigste middel hos de gamle folk til at fordrive alt ondt; vi har endnu en rest herav i vievandet og daaben. Men ilden og vandet var ikke til alle tider et like kraftig renselsesmiddel; der knyttet sig forestillinger til dem, at de ved solhverv eiet en særlig undergjørende kraft til at fordrive alle de onde magter som truet mennesket og naturen, samtidig som disse var særlig utsat for alle onde vætters efterstræbelser paa dette kritiske tidspunkt. Solhvervsceremoniene gaar derfor særlig ut paa at avverge den onde virkning av disse.

Blandt de gamle St. Hans-skikker i vort land findes der en oplysning som er enestaaende i sit slags. Det fortælles fra Eidsborg i Telemark, at St. Hans tok man et billede ut av kirken som bønderne kaldte Niculs, og bar det rundt det derværende vand, hvorefter det blev høitidelig toet i vandet. Billedet findes nu i Universitetets Oldsamling og viser sig at forestille den hellige biskop Nicolaus, en av den middelalderske kirkes mest omtykte folkehelgener.

Hvad kan ha været meningen med denne ceremoni? I katolske land er det fremdeles almindelig skik, at man bærer helgenbilleder i procession for avverge et eller andet onde. Naar man i Eidsborg gik i optog rundt vandet og desuten dyppet helgenbilledet i det, maa man tro, at denne handling tok sikte paa vandet. Der findes ogsaa virkelig i Europas folkeliv en række gamle ceremonier som stemmer overens med denne og hvis hensigt der ikke kan være tvil om.

Disse folkeskikker gaar ut paa, at paa denne dag maatte ogsaa vandet «renses». I vandet trodde man der bodde dæmoner som var farlig for menneskene; de kunde forgifte vandet og paaføre folk sygdom, de kunde ødelægge fisket, de kunde reise storm og ofte krævet de menneskeliv. I vor gamle folketro har vi en slik vanddæmon i nøkken som ogsaa krævet offer. Under hedenskapet var vandet gjenstand for dyrkelse og ofring for at forsone vandets vrede dæmoner. Men disse skikker døde ikke ut med kristendommen, men vedblev at føre sit selvstændige liv ved siden av den. I Rothenburg i Tyskland kastet man hver St. Hans-dag en leiv brød som Hospitalet maatte levere, i Neckar. Og undlot man dette offer, saa blev elven vild og krævet et menneske; for det er en utbredt tro, at elver og sjøer vil ha et menneskeliv som offer St. Hans-dag. Fra Bodensjøen i Schweiz heter det, at «St. Johannes vil ha en svømmer»; og fiskerne paa Oder og Spree føier til, at man maa undlate ethvert redningsforsøk, hvis man ikke selv vil bøte med livet.

Man kunde kanske tro, at de forestillinger som knytter sig til vanddyrkelsen paa St. Hans kunde ha sit utgangspunkt i de kristne forestillinger om Johannes døperens forhold til vandet. Og saaledes har man vistnok selv opfattet det i middelalderen. Det viser sig imidlertid at dette gaar tilbake til oldtidens hedenskap. Kirkefaren Augustin fortæller saaledes at de hedenske folk i Libyen paa St. Hans-dag begav sig til kysten for at døpe sig, hvad han selv betegner som hedensk overtro, og i en anden forbindelse ønsker han avskaffet badning i kilder og elver paa St. Hans-dag som en hedensk skik. Om vandfestens hedenske oprindelse paa St. Hans kan det altsaa ikke godt være tvil. Det findes ogsaa en skildring av hvorledes det gik til paa denne fest, fra Vest-Europa. Pave Gregor den store fortæller om et hedensk folk i Syd-Frankrik hvorledes de kom sammen ved en stor sjø og festet i tre dager idet de ofret til sjøen. Det minder jo sterkt om kildefesten ved lovekirkene hos os St. Hans-natten.

Ut fra disse gamle forestillinger som knytter sig til vandet maa vi tro, at hensigten med den ceremoni som ble foretat med Niculsbilledet i Eidsborg, har været at rense eller vie vandet. Og det er ingen tilfældighet at man har benyttet St. Nicolaus’s billede; det var ikke et hvilken som helst helgenbillede som kunde brukes hertil. Skikken finder sin naturlige forklaring deri, at St. Nicolaus var sjøfolkenes helgen. Legenden fortæller at han reddet et skipsmandskap av havsnød. De paakaldte biskop Nicolaus, og straks indfandt en mand sig ombord som tar til at reparere den skade som uvêret hadde gjort paa skibet, og stormen stiller av. Da de kommer iland i Myra hvor Nicolaus var erkebiskop, finder de at han ganske lignet den mand som hadde vist sig ombord. En anden legende fortæller at St. Nicolaus drog paa Jorsalfærd med et par prester. Der opstod en storm, og djævelen fór omkring skibet i flammer og forsøkte at vælte det. Men Nicolaus gaar rundt skibet og lyser velsignelse over det; og stormen falder straks av. Det er derfor ikke at undre sig over at sjøfolkene særlig anropte ham i storm. I et andet tilfælde fortælles det hvorledes han renset en brønd som var besat av en djævel. Og djævelen maatte erkjende, da han maatte ta flugten for ham: «Jeg taaler ikke at se hans aasyn.»

I sin egenskap av sjømændenes helgen blev St. Nicolaus utstyret med et anker som attribut; og paa primstaven avmerkes hans helligdag den 6. december («Nilsmesse») ogsaa med et anker.

Det er altsaa i egenskap av den som fordriver de onde aander av vandet, at St. Nicolaus’s billede blev baaret rundt Eidsborgvandet og dyppet deri. Her som i andre vand og elver har der sikkert bodd en nøk som krævet menneskeliv, og denne var det som alene St. Nicolaus kunde gjøre uskadelig.

Ganske tilsvarende skikker kjendes fra visse deler av Mellem-Europa; men her er de henlagt til Peters og Paulus’s dag som falder fem dager senereend St. Hans. I Rumpf ved Lierre i Belgien fandt der endnu i midten av forrige aarhundrede en procession av fiskerne sted. Man hentet høitidelig billedet av St. Peter ut av kirken, satte det i en baat og fór et stykke ut paa Dyle. De lot derefter statuen likesom ved et tilfælde falde i vandet; alle skyndte sig at kaste sine net ut. Man fisket billedet op og strakte samtidig nettet ut, i hvilket man alt paa forhaand hadde anbragt de vakreste fisker som i den siste tid var blit fanget. Derpaa fór man tilbake til Rumpf, satte helgenbilledet paa plass, og bar fiskene, den største til presten, de andre til stedets honoratiores. Herfor fik de drikkepenger og tilbragte aftenen fornøiet med sang og dans i vertshuset.

Likesom med Nicolaus-billedet i Eidsborg saa er det heller ikke her nogen tilfældighet at man har brukt St. Peters billede, og at ceremonien er henlagt til St. Peters dag. Han var jo som bekjendt fra først av fisker, og har derfor været regnet for fiskernes særlige vernehelgen. Naar man lot hans billede falde i vandet, har det tydeligvis hat til hensigt at fordrive de dæmoner, som ødela fisket; og hele denne folkeskik har utvilsomt gaat ut paa at skaffe godt fiske.

Men her paa den belgiske kyst er det ikke bare fiskerne, men alle mennesker som er avhængig av havet. Hele folket samlet sig derfor i en stor fest paa Peters dag for at indvie havet; særlig i omegnen av Ostende gik det for sig med stor festlighet. De forskjellige gilder, laug, broderskaper og selskaper med sine faner, emblemer og helgenbilleder gaar, heter det fra midten av forrige aarhundrede, idet de bærer lys, i procession som drager gjennem byens gater og tar veien til dæmningen hvor der paa et for anledningen reist alter blir avholdt en messe, og derefter blir under musikkens toner og dundring av kanoner havet indviet. Utallige smykkede baater ledsager den baat hvorfra stedets prest under bønner sprænger vievand paa havet og elsigner det. Her er den gamle hedenske skik med at fordrive vandets dæmoner blit fuldstændig kristnet og utførelsen overtat av kirkens repræsentant.

At skikken med at dukke helgenbilledet i vandet virkelig gaar tilbake til hedenskapet, fremgaar ogsaa av de oplysninger som findes om Njords dyrkelse hos de gamle germaner; ved avslutningen av hans fest blev hans billede kastet i vandet, tydeligvis i den samme hensigt som i det nyere folkelv; og Njord var jo ogsaa en gud for havet og sjøfarten. Den gamle St. Hansskik i Eidsborg har saaledes dype røtter.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.