Niflungernes Drab (V.B.Hjort)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► |  |
 |
 |
 |
||
|
|
|
||||
|
|
|||||
|
|
|||||
|
- eller Oldemo'r
Overført på nudansk af
Vilhelm B. Hjort
1865
Gunnar og Høgne toge da alt Guldet, Fafners Arv. Der var Ufred mellem Gjukungerne og Atle, thi denne gav Gjukungerne Skyld for Brynhilds Død. De forligtes paa det, at de skulde give ham Gudrun tilægte, og hende indgave de en Glemselsdrik, førend hun sagde ja til Giftermaalet med Atle. Erp og Eitil vare Atles Sønner, men Svanhild var Sigurds og Gudruns Datter.
Kong Atle bød Gunnar og Høgne hjem til sig; hans Sendebud var Vinge eller Knefrød. Gudrun vidste, at der var Svig under, og sendte dem Bud i Runer, at de skulde ikke komme, og til Jertegn sendte hun Ringen Andvaresgave til Høgne med et ibundet Ulvehaar.
Gunnar havde friet til Atles Søster Oddrun, men fik hende ikke; siden tog han Glømvar. Høgne var gift med Kostbera; deres Sønner vare Solar, Snævar, Gjuke.
Da nu Gjukungerne kom til Atle, bad Gudrun sine Sønner, at de skulde bede for Gjukungernes Liv; men det vilde de ikke. Af Høgne blev Hjærtet udskaaren; men Gunnar blev kastet i Orrnegaarden; han slog sin Harpe og inddyssede Ormene, men en Øgle stak ham dog i Leveren.
