Nissehjælp 2

Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Ole Melkiorsen Uglkjær (f. 1822) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

B. Nisser

3. Nissehjælp


21. Nisserne skulde især passe heste. De yndede visse farver mere end andre, og hvilke dyr de fik nag til, blev aldrig gode mere. For deres tjeneste skulde de have visse klæder og visse måltider. De tålte i regelen ingen irettesættelse og gik for det meste under navnet Lille-Niels. Karlene i en gård i Lyndelse var kjede af, at de aldrig kunde blive færdige med at tærske i ordentlig tid som andre folk, men manden holdt meget af nissen, for det smed af sig.

D. J.


22. Nede i Bøgeskoven boede to fattige folk. Som de en nat ikke kunde sove, talte de om, at det var dog rart, hvis der vilde komme en nisse og hjælpe dem. Aldrig så snart havde de sagt det, før de hørte en buldren på loftet som af én, der målte korn. «Nå,» sagde manden, «der har vi ham allerede.» — «Herre Jesus, hvad siger du, mand!» sagde konen, og så snart hun havde nævnt Herrens navn, hørte de nissen brase ud af loftet og tage gavlen med sig.

E. Mariboe.


23. En velhavende mand i Stenlille siges at have en nisse. Denne sørger for, at hans lade aldrig kan blive tømt, og tærskemanden på stedet skal have forsikret, at det hul, han gjorde i laden ved at vælte neg ind i loen, blev al tid udfyldt den påfølgende nat.

A. N.


24. Her har de også fortalt om nisserne (gårdbonisser), og hvordan de vilde gå og hjælpe folkene med alt og især med at fodre kreaturerne. Men fårene vilde nissen ikke fodre, for de vilde træde ham.

Et sted lovede han manden, at der aldrig skulde blive mere end én arving i gården, og på den måde blev rigdommen holdt vedlige. (Se afdl. I. nr. 356 m. fl.)

Niels Povlsen, Lerbjærg.


25. En mand, der skulde skjære hakkelse til jul, kom ud i loen og så, at den fornødne havre var kastet ned på gulvet. Hvem havde nu gjort det? Ingen i gården havde kastet den ned, og så havde altså nissen været behjælpelig hermed.

C. M. L.


26. På en gård i Kollerup var en gårdbuk, som røgtede to øg, og de måtte al tid være ens af lød, ellers vilde han ikke passe dem. Når karlen vandede dem, plejede gårdbuk at sidde på stalddøren, og stødte de dem løs, var han godt fornøjet og lo. En aften rendte de fra karlen, og folkene rendte efter dem, men kunde ikke få dem ind. Gårdbuk måtte da endelig selv til det, han hoppede fra ét hus til et andet og kaldte ad dem: «Kom hjem, mine bitte plage, så skal I få en skovlfuld til.» På den måde fik han dem ind.

Vester-Han herred. Nik. Christensen.


27. I Fuglsang skar en karl julehakkelse til sine heste. Da ønskede han, at han måtte få noget havre at give dem. Så snart han havde ønsket det, falder der fire havrekjærve ned fra høloftet, og det var gårdbukken, som havde skaffet det til veje.

Øland. Nik. Christensen.


28. I Dømmestrup var også en nisse. Folkene så ham sjælden, men somme tider kunde det dog ske, at de så ligesom en grå kat i hærdetoppen på den forreste af hestene, når de gik til vands, og de gik al tid rolig der ned og kom tilbage igjen, for nissen styrede for dem.

D. J.


29. Boeslunde byes nisse var i den gård, hvor nu Jørgen Jensens enke boer. Manden dér havde al tid nogle forfærdelig fede heste. Der blev aldrig fodret af ved sengetid, det skulde nissen passe. Når manden havde knapt for halm, så stjal nissen i Sønderup. En gang så man et læs halm komme kjørende fra Sønderup ad Boeslunde til, men der var ingen heste for. Folkene, som så det, lod vognen frit passere, for de vidste nok, at det var nissen, der kjørte. Kort efter smuttede vognen ind i Toftegården.

Chr. R.


30. Der var en nisse i en gård i Båring. I Ole Madsens tid slæbte den bort fra gården, og i Simon Jørgensens tid slæbte den alt godt til gården.

L. F.


31. Hver by havde sin nisse. Vemmelev-nissen boede hos en mand, som hed Per Olsen. Han havde al tid nogle forskrækkelig fede heste, og dog kom de aldrig i hus, men gik hele vinteren igjennem på en mødding og levede ved havrehalm. Men en mand, som lå der i gården en nat, så tydelig, at det ene havreneg kom flyvende ind over huslængen efter det andet. Det var nissen, som stjal havre fra naboerne til Per Olsens heste.

Chr. R.


32. Rævhede kaldes nogle gårde og huse, som hører til Hvedsted og ligger i nærheden af herregården Rævkjærgård. Her var en gårdbuk, som passede hestene og kunde ikke fordrage, at nogen anden tog sig for at sørge for dem andre end han. Manden stolede også godt på ham, men imellem kunde gårdbukken gå ham af minde, og det kunde da træffe, at han gik ind i stalden og så til hestene. Da tog gårdbukken en tagkjærv og daskede manden med så længe, indtil han kom til besindelse og huskede på, at her havde gårdbukken ene at råde.

Nik. Christensen.


33. Lavst Hylledig i Ovtrup på Mors havde en nisse, hvorfor han al tid kunde sælge så meget korn. Den gamle Jens Væver har fortalt mig, at hans faders gård var lige så stor, og marken lige så god som Lavst Hylledigs, men deres korn kunde aldrig slå til, medens Lavst al tid havde nok, så han kunde sælge både rug, byg og havre og kartofler i mængde. Han måtte rigtignok også give nissen føde, for hver aften gik han ud i gangen med nogen grød og mælk, som han da satte op oven loftslemmen til nissen.

Jens Kr. Kristensen, Rakkeby.


34. En gårdmand i Dybbøl stod i et meget venligt forhold til nogle små nisser, som boede der i nærheden, og disse bragte bestandig så meget til gårde, at der var stor rigdom dér. Da manden så døde, kom en dag en lille nisse til sønnen og spurgte, om han vilde stå i det samme forhold til dem, som hans fader. Det vilde sønnen ikke svare på, uden nissen kunde sige ham, hvor hans fader var. Det kunde nissen nok, ti hans fader var hos dem. «Nej,» sagde sønnen, så vil jeg ikke have noget med jer at bestille.» Men nu sagde nissen: Ja, hvis han ikke vilde det, så måtte han også finde sig i, at de bar alt det bort igjen, som de havde båret til i hans faders tid. Sønnen bad da om, at det ikke måtte ske på én gang, men lidt efter lidt. Dette lovede nissen ham også for hans faders skyld. Efter den tid blev der stor fattigdom på gården, og det har der været bestandig siden.

Marie Johansen.


35. På en gård boede en lille nisse, men ejeren af gården var ikke rigtig god ved ham, ti han gav ham aldrig grød med smør i på juleaften og andre helligaftener. Der var heller ingen lykke for ejeren, alt gik tilbage for ham og omsider måtte han sælge gården og kjøbe et lille sted der i nærheden. Men karlen, som havde tjent der på gården i flere år, længtes så meget efter den lille nisse, ti han havde al tid fået sig en lille passiar med ham hver dag. Derfor gik han også nu, efter at de var flyttet fra gården, så snart han havde lidt tid, over for at tale med sin lille ven. En dag, da han kom igjen, spurgte nissen ham om, hvorledes det gik hans husbond. «Det går kun dårligt,» sagde karlen, «det vil heller ikke lykkes for ham der.» — «Da skal du,» sagde nissen, «sige til din husbond, at han skal gå her over og bede ham, som kjøbte gården af ham, om han ikke må tage den gamle skjæppe, som står bag skorstenen, for han glemte at tage den med, da de flyttede. — «Ja, men vi glemte den ikke,» sagde karlen, «vi vilde ikke have den med.» — «Jamen sådan skal I sige alligevel,» sagde nissen. Karlen gik nu også hjem, og fortalte hans husbond, hvad nissen havde sagt til ham, og manden gik da over til ham, som nu ejede gården, og bad om den gamle skjæppe, som stod oppe bag skorstenen, da han havde glemt den. «Jo, den må du gjærne have,» svarede manden, «den bruger vi ikke alligevel, vi har en ny.» Da nu manden kom hjem med skjæppen, gik den i stykker for ham, men i det samme trillede en hel mængde penge^ ud på gulvet. Der havde nemlig været en dobbelt bund i skjæppen, og der imellem havde pengene ligget. Manden blev ordenlig glad, ti der var så mange penge, så han kunde kjøbe sin gamle gård tilbage igjen, og det gjorde han også. Men efter den tid glemte han aldrig at sætte risengrød med smør i ud til nissen, og strøede end også et godt lag kanel og sukker på, og efter den tid lykkedes også alt godt for ham.

Marie Johansen.


36. I en gård i Kolby boede en nisse, han gik og hjalp til med at passe løwueret (kreaturerne), men en aften, da han gik og fodrede hestene, slog den ene hest ham. Siden den tid blev den hest jo længere jo magrere, folkene i gården kunde ikke forstå, hvordan det kunde være, da den blev fodret godt. Endelig kom man i tanker om, at nis måske havde en finger med i spillet, og en aften, da karlen havde fodret af, fjælede han sig ude i stalden. Lidt efter kom nis og ryddede alt foderet fra den magre hest og bar det om til den anden til straf, fordi den havde slået ham.

Mikkel Sørensen.


37. I en gård ude på Sletten på Fyen var der en nisse. Det var sådan en lille skikkelig én, som aldrig gjorde nogen fortræd, når man lod ham være i fred; tværtimod var han al tid folkene behjælpelig med arbejdet både i stalden og i laden. Han mugede, skar hakkelse og tarsk korn, men al tid om natten, så der var sjælden nogen, der så ham. Dog kunde man undertiden om aftenen se ham oppe i en loftluge med sin pibe i munden. Folkene holdt meget af ham, og han fik derfor hver aften sin grød i et lille fad, der blev sat hen i en krog i laden. En gang blev han dog vred. Der var kommen en ny karl i gården, og denne syntes, at det kunde være morsomt at narre nis. En aften kom han derfor en hel del grus i grøden, som nis skulde have, og stillede sig derefter på lur. Nis kom ganske rigtig og gav sig i lag med grøden, men kunde jo snart mærke, at der var grus deri, dog lod han som ingenting og spiste det hele. Men om natten, da karlen lå og sov, listede han sig ind i kammeret og tog hans tøj og dyppede det i tjære. Næste morgen blev der jo en redelighed med at få tøjet renset så vidt, at det kunde bruges, og skjøndt ingen vidste, hvordan det var gået til, kunde man jo nok skjønne, at det måtte være nis, der havde været på spil, og karlen måtte til sidst selv fortælle, hvad han havde gjort.

Herman Pedersen, Hammerum st.


38. Fjelkinge bakkes skrænter er udskiftede mellem byens forskjellige gårdejere, og om et af disse «skiften» — en ager, der, så vidt jeg mindes, kaldes Ormelykkekrogen — findes det sagn, at i ældre tider, når kornet på denne ager var modnet til at høste, bragte bonden, som ejede den, et stort fad risengrød og et anker øl ud på ageren lidt før solnedgang, hvorefter han i tavshed begav sig hjem. Når han så den næste morgen kom derop igjen, var grøden spist, og øllet drukket, men så var ageren også meget pænt høstet, og kornet bundet og sat sammen i traver. Således havde det gået i mange år, uden at nogen egentlig vidste eller vovede at efterspore, hvem høstfolkene var. Men så blev gården overtaget af de gamles søn og sønnehustru, og denne sidste havde ingen ro på sig, førend hun havde fået at vide, om det var mennesker eller, således som man almindelig påstod og troede, at det var, goenisse, der høstede. Så et år, efter at grød og øl som sædvanlig var bragt ud på marken, begav hun sig også derud i al stilhed og skjulte sig bag en sten. Hen imod midnatstid så hun tre små mandslinger i grå bluser og med røde huer komme ind på ageren. Den ene bar en segl og begyndte rask væk at afskjære kornet; den anden var forsynet med en rive, og han samlede sammen i neg, hvorefter den tredje bandt disse og stillede dem i traver. Rask gik det, og på ganske kort tid var hele ageren høstet, hvorefter de alle tre gav sig til at spise grøden og drikke øllet, hvilket også gik usædvanlig hurtig, så de snart havde fortæret det hele. Da rejste konen sig op og sagde til puslingerne: «Ja, I er da de dygtigste høstfolk, jeg endnu har set, og nu skal I rigtig have tak for jer ulejlighed. Men i samme øjeblik forsvandt de alle tre, og fra den dag af har bonden forgjæves ventet på at få ageren høstet ved hjælp af nisserne.

En anden ager kaldtes i ældre tid Sjuguna og var næsten helt bevokset med hasselbuske. Her kunde man en gang imellem se en ganske lille gråklædt mand, der i hastig fart foer omkring iblandt buskene og bar en hvid høne på de over brystet korslagte arme. Han gjentog stadig for sig selv:. «Kä, kä, min pytte-käen og käepytten og pytte-käen»; men hans hjemsted eller virksomhed blev aldrig opdaget. Nu findes han næppe mere.

En Villandsbo i Kjøbenhavn. John Johnsson.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.