Nissen i logabet o. s. v. Karlen over brøndkarmen

Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Ole Melkiorsen Uglkjær (f. 1822) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

B. Nisser


8. Nissen i logabet o. s. v.
Karlen over brøndkarmen


108. I Sepstrup er der to store gårde, der kaldes Bæsholm. Her var en nis, som fedede deres heste, og han fik en gryde grød med smør i hver aften. Han opholdt sig i laden, og når karlen gik af laden og gik ind, satte han sig i ladehullet. Denher bitte dreng var så ligegyldig med dem, og de var kjede af ham. En af karlene listede sig til at skyde ham ned af hullet en gang, han vendte ryggen til, te han blat ind i loen. Nis kunde just ikke støde sig, men han vilde nok gjøre ham et puds igjen. Om middagen, de går hen og sover, da kommer nis og tager og bærer ham ud på kjeldevippen, og det formærkede han ikke til. Så kommer manden hen og vil tale til karlene og ser da, han ligger der. Nis giver sig straks til kjende henne i laden ved at stå sådan og skrannigrinne ad det. Manden får ved karlen og får ham ned. «Å, det har den forbandede nis gjort!»b sagde han.

Jørgen Villadsen, Ramsing.


109. En nis sad i et høhul og drillede hunden og sagde: «Tosselall, ta i den to, tosselall, ta i den to!» og så stak han den ene fod og så den anden fod ud til hunden, som stod bunden neden for. Det stod en karl og hørte på, og så listede han sig hen og skjøwd ham ned til hunden. Men om natten tog nis en havfjæl og lagde over kjallen, og så tog han karlen, men han soved’, og lagde ham på den fjæl. Han vred sig, og så faldt han ned i vandet, men nis hjalp ham op igjen.

Maren Knudsdatter, Uglbølle.


110. De havde også en nisse i Sønderup. Han sad og trassede deres hund og tråd med benene. Så var der en karl, der skubbede ham ud. En morgen efter lå karlen på en fjæl over kjelden, som de havde at stå på, når de dragede vand op. Andet end den fjæl havde de ikke at trække op på, så det var farligt nok, men som karlen lå, det var også farligt.

Ane Marie Kristensdatter, Ørum.


111. De havde en gårdbo på Skivehus, og deres hund hed Tåggi. Så sad gårdboen oppe i en svale oven over hunden og sagde: «Tåggi, ta to, Tåggi, ta to!» En dreng listede sig så op på ladet og skjød ham ned, og hunden gav ham nogle slemme plusk. Om natten lagde gårdboen ham så på en fjæl over kjelderammen, men stod ved siden af ham, for det han skulde ikke falde i.

Gårdboerne har også været i Krarupgård her i Hvidbjærg, men der har a ikke hørt til noget spil på dem.

Peder Kristensen, Hvidbjærg.


112. Nissen røgtede jo kreaturerne, og derfor fik han grød om aftenen i bryggerset. Der var sådan en rende, og et hul ind i muren, som han gik ind af, og så spiste han grøden der hver aften, og der var smør i dem. Men så en aften var der ingen smør. Slår én af studene ihjel . . . bytter den om. (Sml. nr. 49.)

En dag sidder han i logabet, og der vilde karlen ikke have ham til at sidde. Han siger: «Hvis du ikke forføjer dig af gabet, skal a snart få dig ud!» Men nej, han bliver siddende, og karlen skyder ham så ud. «Det skal du få skam for,» siger nissen. Om natten lagde han ham tvæær over en kjeldekarm. Han blev nok så forfikket, da han vågnede. Siden den dag lod han nok nis sidde.

Morten Jensen, Darum.


113. Der var en gård her i byen, som nu er udflyttet, og der havde de en nisse. Han bjærgede havre hjem til køerne og bæsterne, og de var da alle tider så fede. Når hundene kom efter ham, bjærgede han sig op i et høhul, og der kunde han så sidde og drille hundene, så der kunde være et forfærdeligt spektakel på dem. Fordi han var så god til at bjærge, fik han sødgrød hver aften, og når han ikke fik dem, vilde han gjøre fortræd ved kreaturerne.

N. Frandsen, Vore.


114. I Kasse boj en mand, der haaj en stor bindhund. De vår om æ vinter, æ kael stoi å æ lo å tosk, så høør han, æ hund bløw så gal. Æ kael, dæ vå nysgjerre, gik op å æ lowt for å se, va de vår, æ hund gjæffet ad. I æ lowtgaf dæ sad æ nispug å drillet æ hund, han stak æ ben ud a æ lowtgaf å sooj: «Dær æ nisses stor tå, dær æ nisses lill tå.» Æ kael skød så nis ud te æ hund å saaj: «Dær æ nis aldsammel!»

J. P. N. L.


115. I Tømmerup var en pige krøbet op på stænget for at vælte hø ned. Da hun så, nissen lå henne ved kanten af stænget og drillede hunden med at række først den ene og så den anden hånd frem efter den, i det han råbte: «Pus mig den lalle, og pus mig så den lalle, listede hun sig hen bag ham og sagde: «Pus mig det hele legeme!» o. s. v.

A. N.


116. I en gård i Dybbøl sad nissen en dag oppe i en luge (lem), stak benene ud og sagde til hunden, som stod nedenfor: «Pus mæ den fodlall, pus mæ den fodlall!» Én af karlene, som hørte det, listede sig hen ad loftet og skubbede til nissen med en fork og sagde til hunden: «Pus ham no begge forrelall!» Men næste nat, da karlen sov, tog nissen ham og lagde ham over en åben brønd på et par stænger, så karlen blev meget forskrækket, da han om morgenen vågnede og så, hvor han var.

Marie Johansen.


117. Nytårsaften, den gang de havde fået deres nætter, gav de dem til at spille kort om pebernødder på Hestehave. Så var der sådant et levnet på hunden. Den stod bunden uden for stalddøren, og Jens Hårby vilde da ud at se, hvad der var ved det med den. Så kunde han se, det var gårdboen, der drillede hunden. Han sad i et svalehul oven stalddøren og puttede så ét ben og så et andet ben ud, idet han sagde: «Kys mig den laal, kys mig den laal.» Det var hunden gal over. Så lister Jens Hårby sig op på loftet og skyder til gårdboen, så han flyver ud til hunden. Han rendte af vejen, og hunden var nu ikke mere gal. Folkenene sad til midnat og spilte kort, og så de æd sengen, men Jens Hårby vågnede ud ad natten, han var så forfrossen, og han tykte, han havde så hårdt et leje. Som han nu følte ned til hver side, da lå han på en fjæl over kjelden al støvsnagen, og det både knøg og frøs. Jens Hårby kom godt fra det, men da han rendte ind, da grinnede gårdboen, te det var forskrækkeligt. Det var et godt puds. Anden dags nat taler han ved vinduerne og siger: «Æ ku hår kælled, æ ku hår kælled!» De rejser dem alle tre, både Jens Hårby og drengen og pigen, tænder lygten og vil ud og se efter koen. Da har den godt nok fået kalv, og kalven lå i grebningen, drengen og pigen kunde da ikke se bedre. Men Jens Hårby bar nogen tvivl om dether, og så siger han: «Det er en vanskabning, den kalv, den vil vi ikke have i bøvlen, tag du den ved bagbenene, så kyler vi den ud på møddingen.» Det gjorde så han og drengen, men gårdboen rejser sig op, klapper i enden af dem og var så forgrinnet af, at han sådan havde narret dem op. Ellers kom Jens Hårby godt af sted med gårdboen.

Niels Ebbesen, Andrup.


118. Hundene var så slemme til at gjø på nisserne og bide dem, og dem kunde de ikke værge dem for, nisserne har ingen magt over hundene. Et sted var en karl, der rendte ud til hundene, som stod og gjøede ad nissen, han kunde ikke lide, de havde det kram. Hundene rev klæderne af ham, og det fik karlen løn for; næste nat tog nissen og lagde ham på en smal fjæl over deres kjelde, han skulde have faldet i. Men husbonden kom op om morgenen i god tid og listede sig hen og tog ham af vejen, for karlen kunde ikke vågne, inden der kom en mand og kaldte på ham. Så skulde han jo have faldet i. Nissen havde nemlig ikke magt til at kyle ham i kjelden.

Niels Pedersen, Stjær.


119. På Viumgård var en karl og en pige kjærester. De finder på at tage grød fra nis og spiller ham flere pudser. En gang havde han været henne at stjæle en fire, fem havreneg til hestene, og dem gjemte de for ham. Endelig bliver nis gal i hovedet og vil hævne sig. De havde nu for skik at trække deres linned af om natten. Så lå de om morgenen ude i gården ved siden af hverandre tværs over kjeldekarmen lige så splitternøgne, som de var komne til verden. Siden kunde han være i fred, de lovede fuldt og fast ikke at fornærme nis tiere.

Ole Sig, Rærup.


120. Nisserne er nogle små grå væsener med spidse luer, og i gamle dage var der næsten én i hver gård, som gik og gjorde både gavn og spilopper. Nissen tog foderet fra de kreaturer, han ikke kunde lide, og gav det til andre, han syntes bedre om, derfor var der enkelte fede dyr mellem de magre. Nissen skulde have noget at spise hver(?) aften, helst mælk og grød, og fik han ikke, hvad han skulde have, så gjorde han fortræd. Der var dog dem, som mente, at han ikke spiste, hvad han fik, men satte det ned under en sten i kohuset bag ved køerne, og lod det stå der. Gjorde nogen nissen fortræd, kunde han nok få i sinde at hævne sig, og det temmelig slemt. Således havde en pige en gang narret nissen for hans grød, men så om natten tog han pigen, mens hun sov, og lagde hende på en stige tværs over den åbne brønd i gården. Pigen blev heldigvis rolig liggende på stigen til om morgenen. Ved den mindste bevægelse vilde hun være falden i brønden, men hun fik da således at se, hvor nemt han kunde hævne sig.

P. Jensen, Kværndrup.


121. I en gård i Ørby boede en nisse, som hver aften fik sin mælk og grød. En aften skulde drengen gå over og give ham dette, men han sagde til karlen, at han vilde ikke gå over til nis med mælk og grød, da det ingen nytte var til. Drengen gik nu i seng, men om natten listede nis sig ind i hans kammer, tog ham op af sengen, bar ham ud og lagde ham tværs over brønden. Siden efter undlod drengen ikke at gå ud med aftensmad til nis.

Præst-Barbara, Selsing gårde, ved N. P. Olsen.


122. I en gård brugte nis at sidde og ride på bæsterne, og det kunde karlen ikke lide, han brugte pisken til ham. Så puttede han sig oppe på hjalden, og der var et hul eller en låge på enden af det hus. Så kommer karlen gående en aften, han havde været i by, og da ser han, nis stod på en stige tæt uden for den låge og stod og røgte af en pibe. Så går karlen hen og snapper stigen fra ham, piben faldt på jorden, og nis steglede baglænds ind på hjalden. Så gik karlen hen og vilde tage nisses pibe, men han brændte hans hånd så skrækkelig, det var ligesom et stykke gloende ild. Nu gik karlen ind og i seng i staldkammeret, men han havde så ondt i hans hånd. Endelig faldt han i søvn. Da kom nis ind til ham, for han vidste nok, at han havde brændt sig, og tager i benene af karlen og bliver ved at trække med ham frem og tilbage i sengen. Han kunde ikke vågne, men kunde dog mærke, at nis var der. Så tog han ved hans hånd og gjorde ved den, så den kerte sig igjen. Nu blev karlen omsindet og kom i tanker om, at nis var bedre, end han havde troet, hvorfor han vilde have ham til gode venner igjen. Han kjøbte en pibe og noget tobak til nis, og det lagde han et sted og sagde, at det skulde han have, for det han kurerede hans hånd. Siden gik han ind hver aften og hentede en skål mælk og grød og gav nis, og så blev de så meget gode venner.

Ane Kirstine Kristensdatter, Hoven.


123. Det var i den tid, der var gårdbukker, da var en karl gået ud en aften at give deres øg. Så sidder gårdbukken oppe på overbjælken i deres lade og legte med hans patrilaller. Så giver karlen øgene, og da han var færdig, tager han deres laderive og slår til ham, så han bliver hændesløs og virmer ned. Så sagde gårdbukken, idet han gik ud, at det skulde karlen få betalt; men han regnede det ikke med den betaling. Karlen var kjæreste med pigen på gården, som de tjente, og så fulgtes hun en aften med ham ud at give deres øg. Så forekom det dem, at de hørte nogen, der gik. «Nu kommer der én,» siger pigen og springer ud, og så bliver karlen henne og kommer ikke igjen. Folkene troede jo, han var gået i seng, så det faldt dem ikke ind at se efter ham om aftenen. Men om morgenen spurgte de jo efter ham og så efter ham, men der var ingen karl nogen steder, og rygtet fortæller, at de fandt ham ikke inden om høsten, de kjørte korn ind. Da fandt de ham øverst oppe i deres lade under en svarlægte. Der sad han og var vissen og helt fortært. De mente, at gårdbukken havde stoppet ham ind der.

Kristen Kjeldsen, Ullerup.


124. Et sted havde de en gårdbuk, der al tid sad på brønddiget. En dag, da drengen vandede kreaturerne, sad han der som sædvanlig. Da tog den kåde dreng et ris og svirpede ham over benene med. «Haha, håhå!» lo gårdbukken, «det kan vel blive betalt, når du mindst tænker der på.» Det stod nu hen til vintertid. Da hændte det sig en nat, at drengen stod op af sengen og gik uden for. Så var gårdbukken straks ved hånden og stoppede ham ind i foderet i laden, og hen i foråret fandt de hans lig.

Nik. Christensen.


125. Der har været en nisse i en gård i Værslev. En gang så folkene, at nissen sad på stænget over porten og lod benene hænge ned. Så kom gårdhunden løbende, og da nissen så den, sagde den: «Lådne ta tåen, lådne ta tåen!» Hunden blev vred og gav sig til at gjø, men nissen blev ved at drille den.

Jørgen Hansen.


126. Nissen sad henne på portslyden og tirrede den stakkels hund, så der hverken var mål eller måde med. Da siger en dristig tjenestedreng: «Nu skal jeg narre kanaljen,» tager en høfork og lister sig op på stængerne, skubber til ham, så han bumper ned til den store hund, og var nær bleven bidt fordærvet. Det var en kold vinternat. Aldrig så snart drengen var bleven varm i sengen, førend nissen ind i stalden, slog alle hestene løse og kom dem til at slås. Drengen måtte op at binde dem. Sådan gik det hele natten. Hver gang drengen havde bundet hestene og blev varm i sengen, løste nissen dem, så han ej fik den allermindste søvn eller ro den nat.

D. J.


127. På Birkumgård der sad gårdbukken en eftermiddag i en luge, og da gjorde en karl nar ad ham. Samme karl havde en god ven, en kjæreste, som man kalder det, og hun kom til ham om natten, men da kastede gårdbukken søvnebryne på dem, og så tog han både dem og sengen og bar ud på deres staldmødding, og der lå de om morgenen, da de andre kom op.

Nik. Christensen.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.