Nisser i gårde og huse
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde
Ny række
Bind II, s. 29
Samlede og for størstedelen optegnede
af
København 1928
101. Nissepugen var af samme Slags som Bjærgfolk og Ellefolk, men derhos fornemmere og tillige Bondens Velgjører og Afgud, den de tilbad om Løverdagen, ligesom Frej om Fredagen og Tor om Torsdagen.
(Vedel Simonsen.) Maler Ringe.
102. Nisserne kommer igjen i 1900, og Spøgelser skal rase mest i de Hundredaar, der har ulige Aarstal.
Peder Rasmussen, Glamsbjærg Mølle.
103. I Kikkenborg i Hammer Sogn havde de Nisser, der malkede Køerne, før Folkene kom op.
Marie Nielsdatter, Stensbæk, Lendum.
104. I Kolby Præstegaard boede en Nisse, som var slem til at ride paa Præstens Ridehest, naar denne stod i Stalden. Naar det hændte sig, at Præstens Karl om Natten skulde op at sadle Hesten, traf han undertiden Nissen siddende paa dens Ryg, og den var da dækket af Skum over hele Kroppen.
Jens Tunbo, Selsinggaarde. N. P. Olsen.
105. I en Gaard i Uglbølle kunde Konen se, at der gik en lille én i en krumskaaret brun Trøje. Det var et Fruentimmer, og hun fulgte bag efter Karlen og gik op og ned, mens hans fodrede, og ind og ud af Hakkelsehuset.
Det var nok en Nissekjælling, men Karlen mærkede hende ikke.
Rasmus Hornbæk, Bendstrup.
106. I Stensbæk var der ogsaa Nisser. Folkene stod uden til og saa paa, at der løb en 5, 6 Nisser om Aftenen og skaatede oven paa Mønningen.
Jeppe Kristensen (Jørgensen), Østen-Kjær, Tværsted.
107. Der var en Nisse hos Gaardmand Niels Holse i Flintinge. Den bar Æde fra Køerne om til Hestene, og det var tydeligt nok, for Hestene var altid fede, men Køerne var saa magre, at de ikke kunde rejse dem.
Jørgen Jørgensen Vognsvend, Flintinge.
108. En Gaardmand i Kjellinge, der hed Kristen Rasmussen, han havde den Skik, naar det var Tordenvejr, at trække en Vogn ud under en stor Abild og saa lægge noget Halm i den. Det skulde Nissen have at ligge i, for Meningen var, at han skulde ud af Huset, saa længe Tordenen varede, for at Gaarden ikke skulde brænde. Det var nemlig en gammel Mening, at Tordenen trak efter Nissen.
Jørgen Jørgensen Vognsvend, Flintinge.
109. Peder Andersen tjente i en Gaard i Stensby, og der kunde han høre, naar han laa i Herberget, hvordan Nissen kunde ride Hestene om Natten, og de gjorde saadant Spektakkel. Saa stod Peder Andersen op og tarsk Hestene saadan for at drive Nissen af dem. Men det var jo Synd af ham at lade Hestene lide under det.
Nissen gik og stjal Havre til de hvide Heste, dem syntes han bedst om.
Jens Pedersen, N.-Næraa.
110. Niere po Kowster, dær vo Aands Nekolajsen hå bowet, dæær hå i gamle Dawwe væt Nesser, å Aands Nekolajsen hade dom åsse i sen Ti. Han vå gowe Vænner mæ dom, mæn somme Tier, nå han fæk ed i Sende, så lukte han dom leegåt enj i e Skaw all samen, å nåen seer, dæ vå tre.
Så vå han inj Gang blewe Yvænner mæ inj aen Manj, Hænning Gael, het han, å de Tenawn hade han fåt, få de han vå sådden in bøs inj, å de vå Nesserne, di vå komne åp å træks om. H. G. poestow, a de vå Løjn, han skut belle årdlie Falk enj, a han hade Nesser. Mæn A. N. påstovv, a de vå sandt, å de sku han nåk fo å fånemme inj Gang. Te sist blev di da så enie om, a dæsom de vå sandt, så skul dær være e Tæjn po H. G.s Poort een dæ aen Måårn tilje; å de Tæjn sku Nesserne sææl sætte, han sææl vild aldri jøre en Smolle væ ed.
Nå, dæ aen Måern, da H. G. vild åp å yw å se ætter Tæjned po Portinj, så mærke han føst, a han kut røør sæ. Dænd vå lee gåt gråw. No jik e åp få ham, vodden de hængte samen. Nesserne hade vist ham, di vå te, di hade sådden møørbanked ham om Natten, så han kut røør sæ i manne Dawwe. No brø han sæ kon let om å se ætter po Portinj, mæn frå dænj Daw åe va han åsse ves poe, a Å. N. hade Nesser.
Annette Jensen, Udby, Møen.
111. I Skelum er to Gaarde, som er byggede sammen, og saa har de Kostald paa hver Side. I Gavlmuren mellem dem er et Hul, og den Sten, som skulde sidde der, kan aldrig være der, da Nissen har sin Gang der igjennem.
J. Kamp.
Udtrykket om "Kostald paa hver Side" maa vel forstaaes saadan, at Kohusene (ikke Kostaldene, da dette Ord ikke kan bruges i Jylland) ligger for Enden af hinanden inde langs Gaardenes Midtgrændse, eller ogsaa saadan, at der er Kostald for dem begge i et fælles Hus langs ned ad Gaardens Midte, og den ene Gaard har saa sine Køer foroven og den anden forneden i Huset.
E. T. K.
112. Vor Nabokone paastaar, at hun i Styk i Stavning har set en Nisse i en aaben Luge i Ladeenden. Han hængte ned med Benene, der var saa tynde, at de var meget tyndere end Barneben, og de ding lede, som om de var visne. Det var intet Barn, for han var saa gammel og rynkeret i Ansigtet som en alderet Mand. Konen var i Følge med et Mandfolk, og han saa ogsaa Nissen, der nu gav sig til at skranje ad dem.
Saa sagde hun:
"Vi kjender dig godt, Nis."
Saa kommer det mig for, hun har fortalt, at Nissen, da hun sagde de Ord, faldt baglænds ned gjennem Lugen.
Erik Larsen, Uglkjær.
113. I Ty lader Nissen sig endnu se, klædt som sædvanlig i graa Dragt med rød Hue. Man tror, at han særlig har sit Tilhold i visse Huse.
En Pige har fortalt, at hun for faa Aar siden saa ham, da hun gik ude paa en Vej. Han løb hele Tiden forved hende, men aldrig ligefrem ad Vejen, altid paa Kryds fra den ene Grøft over til den anden, og Benene paa ham gik stadig over Kors paa en mærkelig Maade; endskjøndt det gik tilsyneladende langsomt, kunde hun dog ikke naa ham.
(J. Kamps Samlinger.)
114. For at sikre sig mod Nissernes Tyverier maatte man ikke forsømme at tegne Kors paa Korn dyngen i Laden og at feje ret om, naar Kornet skulde fejes sammen til en Dynge. Men Nisserne gik undertiden paa Akkord med Tærskeren om, at de ikke skulde anvende saadanne Beskyttelsesmidler.
I en Gaard i Kindstrup lovede de Karlen en Skindkofte, naar han ikke vilde forhindre dem i at faa noget af det torskne Korn. Karlen modtog Tilbuddet, men da Vedkom mende var for sene med at holde sig det givne Løfte efterrettelige, begyndte han igjen at feje ret om i Laden. Dette skete paa en Tid, da flere Nisser var usynlig til Stede, og bevirkede, at de foer ud af Ladedøren med saadan Hast, saa den ene endog brækkede sit Ben.
Alligevel tilkastede de Karlen en Skindkofte, men med de Ord:
"Havde du holdt dit Løfte i længere Tid, skulde du have faaet den med Sølvknapper i."
M. G. Krags Mnskr.
115. A tjente paa Hvisselbjærg i Alslev, lav a var en 15, 16 Aar. Vi havde en Røgter om Vinteren, og han skulde rejse til Majdag, saa skulde a passe Kreaturerne efter den Tid.
En Dag kommer a og skal vælte Hø ned til Kreaturerne, og kommer da op paa Stænget og giver mig til at skrabe sammen paa det, for der var jo ikke meget tilbage ved den Tid. Stormen havde revet et Hul i Tækket, saa Solen skinnede ind gjennem det, og der var lige saa klart der inde som uden for, for det var jo ved æ høje Dag. Der var to Foderbaase, a skulde vælte ned i, den ene ved den ene Side, og den anden ved den anden.
Da a nu havde væltet ned i den vestre og vilde hen til den østre og gik og bukkede mig for at skrabe sammen, hvor der var noget, da ser a en Skikkelse sidde noget sammenkrøben henne i Hullet som med Armene paa Hjalden, Benene kunde a jo ikke se, da han ikke var saa højt ovenfor Hullet. Han var graa i Ansigtet, med tynd-pjusket Haar og ellers med Øjne og Næse og Mund som et andet Menneske. Klæderne var en graa Jækkert, men a kunde hverken se Bugsér eller Vest. Det var kort sagt graa over det hele.
A gjorde jo den Regning, det var en Nisse, og a blev jo noget ræd og springer ned, men beslutter jo at tie stille med det, hvad a har set, for at de andre ikke skulde grinne ad mig.
Ejeren af Gaarden, Mathias Thomsen, havde en Plejedatter, som blev opdraget og konfirmeret ved ham, og hun var Aaret efter oppe at lede om Æg oppe paa Hjalden, og da ser hun det samme. Hun fortalte det siden en Gang, og min Broderkone i Nørre-Hebo fortalte det efter hende. A tog til at grinne, da a hørte det, for a tyk te jo, det var morsomt, hun ogsaa havde set ham. Det, a her har fortalt, er virkelig passeret, for a har set det med mine egne Øjne, men a omtalte det ikke, inden Pigen fortalte, hvad hun havde set, og da var baade a og hun gift.
Hans Morten Hansen (Haris Kursmed), Sneum.
116. Oppe i Skjærum Sogn ved Siden af Vejen, der gaar fra Hørmested til Skjærum, der staar en Torn, hvor der skal bo nogle Bukkenisser under. Det skal være nogle bitte nogle med en rød Lue paa Hovedet, og den er der en Dusk oppe i Toppen af.
Jens Pedersen, Rendborg, Elling.
