Nissers slagsmål o. s. v.

Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Ole Melkiorsen Uglkjær (f. 1822) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

B. Nisser

6. Nissers slagsmål
En plov som våben. Valpladsen bliver höj, hul, sø.
Nissen sover på stakken. «Så du, jeg stod mig.» Det gloende hjul o. s. v.



55. Der var en nisse i Trandum, han røgtede bæsterne, og de var så dejlig fede. Om ham fortælles også, at han stjal foder og var oppe at slås med en anden nisse.

Ane Malene Jespersdatter, Lille-Londebjærg.


56. Nedergård og Hestholm ligger kuns et lille stykke fra hinanden. I disse to gårde har der i gamle dage været nisser, men de kunde ikke komme til rette og var derfor bestandig i totterne på hinanden. De stjal og røvede fra hinanden, det bedste de kunde, og det vedblev de med, til de fik hinanden lagt øde. Men gårdene vedbliver endnu at kaldes Nisgårde.

Fr. Knudsen, Agerskov.


57. På hver af gårdene i Starholm i Råbjærg var der en nisse, og de lå idelig og kivedes med hinanden, hvilket havde til følge, at den ene en gang blev slået ihjel af den anden. Nissen besørgede selv sin kost undtagen hver juleaften o. s. v. Han hentede en ko i Bunken en halv mil syd for.

A. P. Gårdboe.


58. Der var nisser i de to østerste gårde i byen på Hjarnø, og de kunde ikke forliges, de sloges imellem så længe, at der var store blodspor i sneen om vinteren. I en anden gård var en nisse, som var meget dygtig til at tærske, men ikke af de allerbedste til at fodre hestene.

Søren Hansen.


59. Gården Ultved hører til Tylstrup i Ajstrup sogn. Her var en gårdbuk, som passede to røde køer, og på Gammelvrå var én, som også passede to røde køer. De stjal foder fra hinanden. En gren af Lindholms å adskiller gårdene, og der mødtes de på broen en nat og sloges, så der ikke blev andet tilbage af dem end deres tommeltæer.

Nik. Chr.


60. Nebbegård ligger ikke længere, hvor den før lå, og grunden dertil er følgende: Nebbegård og Ødstedgård havde hver sin nisse. Disse to levede ikke i et videre godt forhold til hinanden, da de for at berige deres herskaber stjal korn fra hverandre. En aften traf det sig da hverken værre eller bedre, end at de mødtes hver med en god ladning korn. Nu sloges de, til det stod efter, men enden blev, at nissen fra Nebbe måtte give sig, og han blev dræbt. Nu tumlede den Ødsted nisse sig sådan ovre på Nebbe, at de måtte flytte gården lidt bort, da nissen så ingen magt havde. Det blev gjort, og siden var der fred.

Mads Jepsen.


61. Nissers slagsmål på Trøderup og Kragdrup . . . Stjal foder, slog hinanden ihjel.

Nik. Christensen.


62. Der var en gårdbonisse i Brunsbjærg og én i Ebbesgård. De vilde stjæle foder fra hinanden. Så kom de til at slås midtvejs mellem gårdene nede i kjæret. Han fra Ebbesgård tog en bagplov og slog med.

Lem, Sall.


63. Her i Fårbæk har der i gamle dage boet en gårdbo. I nabobyen Egelund opholdt der sig på samme tid en nisse. Disse to var ikke i nogen god forståelse med hinanden, og der fortælles, at da de en gang traf sammen på vejen mellem de nævnte byer, kom de op at slås. Den ene greb en plov, og den anden en harve, og med disse slog de dygtig løs på hinanden. Hvem der gik af med sejren, vidste fortælleren dog ikke.

H. Pedersen, Fårbæk.


64. På Djernæs havde de en nisse, og på Færgegård havde de også én. Disse to kunde aldrig forliges, ti de stjal så forvovent fra hinanden, at de en dag blev uklar, og hver tog en bagplov i hånden, og med den sloges de så længe, til hver havde kuns en lille stump i hånden.

Lars Dybdahl.


65. Flyndergård og Bækmark har hver haft sin nisse. I den sidste gård havde han især kastet sin kjærlighed på nogle stude, som af den grund al tid var bedre i stand end de andre. På Holmgård sagdes også, at der var nogle stude, nis stadig foretrak. Nisserne i Flyndergård og Bækmark stjal fra hinanden, men når de en gang imellem greb hinanden i det, kom de jo til at skjære sammen, og så tarsk de nok godt til. En nat blev manden i Flyndergård vækket ved, at én råbte ved vinduet: «Sæj mæ, hwa a ska slå mæj!» Manden betænkte ikke følgerne og råbte tilbage: «Du kan tage bagploven.» Bondekonen blev også vågen ved denne råben, og manden sagde til hende, at det vist var nis, der havde råbt, ti han syntes ikke, han kunde tale rent, og det kan den slags folk nok heller ikke. Næste dag fik han vished i sagen, ti da han skulde have for ploven, var bagploven slået i splinter.

M. Møller, Sir.


66. Emeld Synder-Öwle å Sörrerup ned ad æ mark der æ en lille lyk, dæ hed Pugholm. De navn har en fået a to puger, den jenn kom fra Synder-Övle mæ et las halm, som han haj hindt dær, den aan kom fra Sörrerup, han vild ha æ halm mæ tebaag te Öwle. Di kam te å slås å sprat i æ jord, te dæ blow et lille bjærre, hvor æ vej gær over indno. Æ vuen mæ æ halm vældt di över i den lille lyk, der indno hed Pugholm.

J. P. N. L.


67. Gårdene Astrup, He sogn, og Sørup, Torsted sogn, havde i gamle dage hver sin nisse. Derom går følgende sagn. Nisserne vilde en vinter, da foderet var knapt, stjæle fra hinanden og bringe det til hver sit opholdsted for at give kreaturerne det. Nu traf det sig en nat, at begge nisserne mødtes på heden imellem begge gårdene, hver med en del foder, som de gjensidig havde stjålet i Astrup og Sørup lader. Da kastede de foderet væk og fløj i totterne på hinanden og sloges hele natten. På denne tumleplads blev der siden en grøn plet, som endnu den dag i dag kaldes Nissernes grønne.

Værtshusholder Jens Nielsen, Rlngkjøbing.


68. Nisser fra Tanderup og Onsbjærg stjæler fra hinanden. Mødes med et ordentligt læs havre på ryggen. Slagsmål. Havren lå som hakkelse og avner om morgenen.

Fortalt af Morten Kusk, Samsø. N. P. Olsen, Selsinggårde.


69. Der var en nisse i Bolkjær og en i Storegård. Ikke ret langt fra Bolkjær er en lille høj, æ Vanghöj, og der lå al tid noget halm ved, når én kom forbi. Det hidrørte fra nissernes slagsmål, da de stjal foder fra hinanden.

Kristen Vad.


70. Der mødtes to nisser en gang på Langsø (Tjele-L.), og de kom op at slås. Den ene var fra Fastruplund, og den anden fra Flarup. De stjal jo fra hinanden. Om morgenen lå der så meget havre på pladsen og var split ad. De kunde bære en halv trave havre ad gangen, men ikke mere end tre rugnege.

Ane Marie Kristensdatter, Ørum.


71. Nissen på Løjtved stjal fra nissen på Skjoldemose. Til sidst bebrejdede manden på Skjoldemose denne gårds nisse, at han havde så stort tab, og så blev han fortrydelig på Løjtved nisse, endskjøndt de hidtil havde været gode venner, gik til Løjtved og stjal et lille læs hø på to stænger, som han tog på nakken og vilde hjem med. Men i det samme mærkede Løjtved- nissen uråd og kom efter den anden, og de kom nu til at slås i Brunemose mellem Løjtved og Skjoldemose, så læsset blev spredt over hele mosen.

P. Olsen.


72. Nisserne passede især hestene, og hvor nissen var rigtig god, kunde de derfor også have gode heste. En nisse henne ved Gjæstelev havde taget et halvt havrehæs fra en anden mand og vilde nu hjem med det, men da møder han netop nissen i den gård, hvorfra han havde taget havren, han havde vel også været ude i forretninger, og så kom de op at slås om havren, hvoraf følgen blev, at havrehæsset blev splittet ad og spredt over hele marken. Siden kalder de marken der omkring Havrevænget.

P. Jensen, Kværndrup.


73. Der var gårdboer på Hesthave og en anden stor gård i Krejbjærg, Bakkegården, og de kom til at slås ude på marken. De havde overtrippet en hel tønde bygsædeland.

Peder Kristensen, Hvidbjærg.


74. Nisserne fra Spøtrup og Rødding præstegård kom en gang til at slås, og vi kan se knuden endnu, hvor det gik for sig. Anders Møller kom en aften forbi det sted, han var den gang møllersvend i Spøtrup mølle og vilde hjem. Da blev det helt mørkt, og der kom noget forbi ham som et læs ris eller en rubberet lime, der strøg hen ad hans klæder.

Lem, Sall.


75. I et meget knapt foderår var de gårde, der havde en dygtig nisse, godt farne, ti disse små, men stærke puslinger var rigtig gode til at bjærge til den mand, hvor de havde taget ophold, og således havde Herningsholm og Gjellerup præstegård hver en ret god nisse. De stjal en nat fra hverandre en god dragt foder, hvormed de mødtes på engen mellem Herningsholm og Gjellerup præstegård, og da de så hinandens streger, blev de så vrede, at de tog til at slås, og begge foderdragterne nedtrampedes i den bløde engbund. Derved fremkom en holdt, der den dag i dag kaldes Nissesholdt og ligger i præstegårdens eng. Holdten er der endnu som synligt vidne om denne begivenhed fra nissernes tid.

Niels Uglsø, Sønder-os.


76. I Langeble ved Nyborg er der på en mark et dybt, bundløst hul, som kaldes Nissehullet, fordi to nisser, som havde stjålet hø hos hverandres husbonder, her kom op at slås om det og sank så til sidst ned begge to.

Folk sagde om en mand i Tårup, at han havde en nisse på sin gård, fordi, skjøndt han ikke mere end lige kunde bjærge sig med, hvad han havde, hans heste dog al tid var bedre istand end nogen andens i byen, men det kom af, at han var nær ved selv at trække for hestene, så nænsom var han mod dem, og så skar han hakkelse så fin, som der ikke en gang nu er nogen, der gjør på maskine.

V. Bennike.


77. I Voer sogn ligger to gårde tæt ved hinanden, som hver havde sin nisse, disse to nisser kunde ikke forliges. En dag, medens manden i den ene gård lå og sov, kom hans nisse og råbte til ham: «Fåer, hwa ska a ta å slå mæj?» Han svarede: «Du kan tage den gamle vogn, der står i gården, den er ikke for god.» Næste dag var vognen spredt i stumper og stykker i gården, og i et hul på engen mellem gårdene var naboens nisse bleven stoppet ned, og hullet hedder den dag i dag Gårdbonisses hul.

Jens N. Bloch, Kjøbenhavn.


78. For mange år siden var der en nisse på Bisgård, og der var én på Frodesdal. De kunde ikke rigtig komme ud af det med hinanden, for de stjal havre fra hinanden. En aften mødtes de på Frodesdals mark og havde begge en ordentlig dragt havre på nakken. «Godaften,» siger nissen fra Bisgård, «hvor har du fået det havre fra?» — «Fra Bisgård, » lød svaret; «men hvor har du fået det havre fra, som du har på nakken?» — «Fra Frodesdal,» lød svaret. De kom nu op at skjændes, og det endte med slagsmål, hvorved de trampede et stort hul i jorden, som endnu den dag i dag kaldes Nisseshul, men siden har man aldrig hørt noget til nisserne på de to gårde.

F. P. J. Lund, Vinten-Enner.


79. To gårdboer, den ene fra Trevad og den anden fra Kirkegård, Slevel sogn, mødtes en nat nord for Trandum kirkegård på Kirkegårdsbakken, nogle hundrede alen vest for Krarup å, hvor det kom til en ordstrid mellem dem, der endte i håndgribeligheder. Men den ene var den anden så meget overlegen i legemskræfter, at han smed ham fra bakken, hvor han stod, ned i en lavning vesten for Tastum (afstanden er omtrent en mil); og hvor han faldt, blev et hul i jorden, der straks fyldtes med vand og siden forstørrede sig så meget, at det blev til en sø på et par kvadratmile. Nu er den udtørret.

Jeppe Jensen, Åkjær.


80. En nisse på Bramminggård og én på Sneumgård de mødtes på Sneum bro, og der kom de op at slås.

Terkild Gregersen, Ørris.


81. I Dalum, en halv mil fra Odense, findes i Odense å en gammel bro, kaldet Nissebøvedbro. Den kommer kun til syne, når åvandet udtømmes eller på anden måde synker lavt. Navnet Nissebøved skyldes to nisser, der boede i to gårde, som lå på hver sin side åen. De bestjal hinanden gjensidig. Karlen i den ene gård hørte en dag, da han opholdt sig i loen, én af nisserne pustende og stønnende slæbe med hø på loftet. Han forholdt sig da ganske stille. Nissen, som ikke troede sig beluret, udbrød til sidst halv højt: «Å fy, hvor jeg sveder!» — «Ja fy, hvor du stjæler!» råbte karlen og lo. Kort efter, da han stod i gårdens tørveskur, så han begge nisserne komme med hver et knippe hø på nakken. De mødtes midt på åbroen. Da de ikke kunde komme forbi hinanden med høet, og den ene ikke vilde gå tilbage og give plads for den anden, kom det følgelig til slagsmål. Da høet hindrede dem i ret at få tag i hinanden, kastede de det i åen og forsøgte nu hver især at sende sin modstander samme vej. Det vilde dog ikke lykkes; altså skiltes de, som det syntes, vel forligte. Om aftenen havde samme karl været borte fra gården. Da han vendte hjem, var det sildigt, og han havde derfor lygte med. I det han kom til gårdsleddet, så han nisserne sidde på hver sin ledpæl. Som han nu vilde gå ind, råbte den ene til ham: «Lys höjt?» Han holdt da lygten i vejret, men fik i det samme en vældig ørefigen af den anden nisse, der nu råbte: «Lys lavt!» Så sænkede han lygten; men nu fik han fra modsatte side et lige så drøjt slag med befaling om atter at lyse höjt. Og således blev de ved, indtil karlen fandt på at slukke lygten. Det var vel sagtens nissernes hævn, fordi karlen havde været øjenvidne til deres kamp på Nissebøvedbro og så frækt vovet at tyvte dem.

Lærer H. Hansen, Hjallese.


82. I min fødegård Kjølhede, Bøvling ved Lemvig, var der i forrige dage en gårdnisse, som der i min barndom blev mig fortalt mange historier om. Lidt nord for Kjølhede ligger præstegården, en stor gård på omtrent fjorten tdr. hartkorn, hvor der også var en nisse. Disse to små fyre levede ikke al tid i den bedste forståelse som gode naboer, i det de hver for sig vilde deres gårds bedste, der tit var på den andens bekostning. Så hændte det sig et år, at præstegården havde en mindre god avl, men den var så god i Kjølhede, at der måtte sættes noget korn ude i stak. Denne overflødighed gjorde ondt i præstegårds-nissens øjne. Vor nisse vidste imidlertid godt, at præstens nisse omgikkes med tyvetanker. For des bedre at kunne passe tyven op sov han hver nat ovenpå stakken, men han var ikke så let i blund, som fugl i lund. En løverdag nat kom præstens nisse listende på tyvesokker og borede sig ind under stakken, løftede den op og bar den bort på hovedet. Vor nisse sov den retfærdiges søvn og mærkede intet, før tyven kom til præstegårdens markskjel, omtrent midt imellem begge gårde, hvor der var en støorre grøft og et dige. Da tyven vilde hoppe derover, faldt stakken fra ham, og ved den forstyrrelse, som dette afstedkom, vågnede soveren op og så straks, hvad der gik for sig. I en fart kom han ned, hvor der så stod en skrækkelig kamp, der varede ved til morgengry. Da folk søndag morgen gik til kirke, undredes de over at se en kornstak stå på dette sted. De gik nærmere for at se, hvordan det kunde hænge sammen, og fandt da bagdelen af en tohjulet plov og en halv harve henslængt ved stakken, samt mærker af en voldsom kamp. De to dele havde altså været de våben, som de to vrede kjæmper havde brugt mod hinanden.

Peder Kjølhede, Muskegon i Michigan, Amerika.


83. Der var nisser på Torlundgård og Lindbjærg i Ølgod, og begge steder havde de stakke ude. Så kom nissen fra Torlund og stak hovedet ind under en stak, men der lå den anden nisse og sov oppe i, og han mærkede det ikke, inden de kom til Torlund. Da vågnede han, og så stod der en kamp, der varede til dag. Men stakken blev stående.

Niels Tranbjærg, Tirstrup.


84. Der var nisser her på Houm og Grubbesholm. De stjal stakke fra hinanden. Den, der var her på gården, lå en gang og sov på en kornstak, og da kom den anden og vilde tage den. Så blev han vågen, ved at stakken begyndte at ryste, og han kom ned, og de kom til at slås der ude ved æ Vejle. Der er en stenkiste over den, og der skulde nissen jo over med stakken. Om morgenen lå halmen der, også kunde folk da se, hvor de havde slåedes.

Dorthea Kristensdatter, Houm.


85. På Donneruplund og så en anden gård i Give, der hedder Søndersthoved, havde de nisser. På Donneruplund var der store kornhæs ude, og så vilde den anden nisse komme og stjæle af dem. I det han nu tager et hæs, lå nis ovenpå og sov. Han vågnede omsider ved den skumpen, og da var hæsset kommet omtrent midtvejs. De kom nu til at slåes, og så rev de hårene af hverandre, så de fløj runden om dem. Næste morgen fandt man hæsset stående der på pladsen, og folkene på Donneruplund måtte til at kjøre det hjem igjen.

Vinding höjskole.


86. Der er også gode nisser til. En sådan opholdt sig en gang på herregården Skjoldemose i Sydfyen. Det år gik høet for tidlig op mange steder, også på den gård, hvor nissen boede. Han var inderlig kjed deraf på sin husbonds vegne og besluttede til sidst selv at skaffe hø. Nu havde han set, at de Kroghenlunds folk havde hø i stakke uden for deres lade. Altså lister han sig derhen ved nattetid, tog en god stor stak på nakken og skyndte sig ad Skjoldemose til med den. Uheldigvis lå Kroghenlunds-nissen og sov i stakken. Så snart denne mærkede, hvorledes høet, han lå i, humplede og skumplede under ham, kravlede han ud og så nu til sin forbavselse, at han blev båren over den ene pløjemark efter den anden, tilmed af en anden lille rødhuet nissebro’r. Det var mer, end han vilde finde sig i. Han sprang derfor ned, og nu kom nisserne op at slås. Under kampen spredtes høet over hele løkken. Men siden den tid vil der ikke ret vel vokse noget i den løkke. Bruneløkken kaldes den.

Lærer H. Hansen, Hjallese.


87. Der skal være et træ i Lindum skov, der er hult, og det tør ingen komme til. Et par mænd var nysgjerrige og vilde hen og se ned i det. Den ene var nærmere ved end den anden og så derned, og til ham kom der en skivelse, som sagde: «Så du, hvor a bankede ham der nede?» Han svarte: «Ja, efter ham igjen!» og så skyndte han sig bort med den anden, men skivelsen forsvandt i træet. Se, det var åndsnærværelse.

Mads Sørensen Stær, Glenstrup.


88. For mange år siden var der en mand fra Balslev, der hed Kristen Jakob, han kjørte til Middelfart med et læs korn. Som han kom ud for Jeppes tørvemose, så han to nisser, som sloges. Han vilde skynde sig at kjøre, for det var jo ikke rådeligt at se på, at nisser slås. Men i det samme blev slagsmålet forbi, og den nisse, som stod sig, råbte hen til ham: «Så du, Kristen Jakob, jeg fukled Jasef!» — «Ja, fukl du ham kun én gang til,» svarede manden og kjørte sin vej.

K. P. Dalin.


89. To nisser var kommen op at slås om deres fodring. En karl, der hed Terkild var kommen forbi og vilde gå et sted hen. Men da han nu så slagsmålet, vilde han gjemme sig i nogle træer, og der stod han så og så på, hvordan det gik. Endelig råbte den ene: «Så du nu, Terkild i trunten, a sto mæ iliiwal.» — «Jamen du fik endda det sidste slag,» sagde Terkild. Så blev nis vred og rendte efter ham, og han måtte rende stærkt. Endelig kom han til kirkegården, og der smuttede han ind ad lågen og slog den stærkt i efter sig, og var han ikke kommen derind, så havde nis taget ham. Men der blev en stump af hans kjole siddende i lågen.

Maren Knudsdatter, Uglbølle.


90. Dem i Hallendrup de havde en nisse, og dem i Ginderup de havde én. Så kom Ginderup-nisse i hov om, at han vilde op og stjæle i Hallendrup, og så siger han til én, der hed Terkild, det gjorde nis, om hah vilde ikke med der op og stjæle havre i aften. Terkild sagde jo, det kunde de jo godt. Så gik de, og de tav (ɔ: tog) så meget som de kunde både slæbe og bære hverre (hver). Da de kom så midtvejs på tilbagevejen, så mødte de Hallendrup-nisse, han havde været i Ginderup og stjæle havre. De kom nu begge op at slås, og imens puttede Terkild sig ind i en trætrunte, der stod ved siden af. Da de var så færdige med at slås, havde Ginderup-nisse stån sig. Han tager da ordet og siger til Terkild: «Kan du nu se, Terkild i trunten, a stod mig endda.» Så fik de bylten på dem igjen, og så trækket de af med den. Lidt efter siger Terkild: «Å, lad os hvile.» — «Hvad, er der hvile til?» siger nis, «så kunde a have båret lige så meget til, som a har.»

Kirsten M. Pedersdatter, Hornslet.


91. I Hesselager imellem Svendborg og Nyborg havde to naboer hver en nisse, og den ene vilde da stjæle hø fra den anden, men den anden havde mærket det og passede på, til han kom igjen, og der blev et helt slagsmål. Manden, der var stjålet fra, kom tilfældigvis gående i det samme, og hans nisse kom ham da glædesstrålende i møde og siger til ham: «Så du det, Skjephavremand, jeg børsted Bærtel?»

Rasmus Kristensen, Vester-Skjerninge.


92. I Nærå var en nisse, og i Ore var også én, de kunde aldrig forliges, de stjal hele hæs ad gangen fra hinanden Nu kunde bymændene nok have lyst til at vide, hvordan de bar sig ad. Derfor gav de hver en mand to skjæpper havre, for at han skulde sidde et sted i nærheden for at se til og fortælle, hvordan de bar sig ad. Han gik da ud og satte sig i et træ i god tid. De mødtes lige for ham og tog fat, for det var lige på markskjellet, han sad. Det gik hårdt på, men den ene fik dog den anden til at flygte, og derpå gik han hen og så op i træet og sagde: «Så du det, Skjæppehavremand, vor duntende Bartus (ɔ: hvor jeg duntede Bærtel)?» — «Jamen eja, du fik en skrup mere end han, sagde manden. «Gjorde jeg?» sagde nissen og foer af sted for at betale den. Imens løb Skjæppehavremand hjem.

D. J.


93. Herregårdene Krastrup og Vår i den nordlige del af Ålborg amt havde i gamle dage hver sin nisse. De levede i ufred med hinanden, og det blev aftalt, at en tvekamp imellem dem skulde jævne striden. Nissen fra Vår, der ansåes for den svageste, påkaldte staldkarlens hjælp, og da denne ytrede sin frygt for at være deltager i kampen, forklarede nissen ham, at hele hans deltagelse skulde bestå i at stå og være parat med en høtyv og støde denne i et glødende hjul, under hvilken skikkelse Krastrup-nissen nemlig vilde komme ved nattens frembrud, for så var sejren vis. Karlen tog mod til sig og gjorde, som nissen sagde, og han vandt derved nissens venskab, hvilket han havde gavn af mange gange siden.

J. D. Jensen, Vindblæs.


94. Nisser stjal foder og bestemte en aften til at slås. Den, der fik magt, skulde være mest. Da Kjålgårds gårdbuk kom hjem, sagde han til manden, at han skulde fidre med halmbånd mellem egerne på et hjul, og når de kom til at slås, skulde han stikke ild i hjulet og trille det ind imellem dem. Så begyndte dysten, og Kjålgårds-manden trillede hjulet. Da blev Kjøldrup gårdbuk så forskrækket, at han løb sin vej. Siden blev Kjålgårds-gårdbuk anset for den mægtigste.

Nik. Christensen.


95. Der hvor landevejen forhen gik imellem Jerlev og Vilstrup, der gik den over en stejl banke, som nu er sønden for landevejen og kaldes Pugkjærsbanke, og kjæret der neden for kaldes Pugkjær. Den banke var alle folk så kjede af, for den var så stejl, og der ovenfor skulde folk al tid bede. Så var der en mand i Jerlev og én i Vilstrup, de havde hver en nispuug til at fodre deres kræ. De vilde plyndre fra hverandre og hente havre til kræet — hvad enten det nu var sande eller løgn, det véd a ikke, men de vilde virkelig have til, at der var nisser i gamle dage, der fodrede for folk — og så kom de op at slås. Ham, der kunde ikke stå sig, han blev gal i hovedet, og vilde have den anden slået ihjel. Så finder han på en dag at tage et hjul, og det omvikler han med halm og blår og dypper i tjære, og så lader han det om natten løbe ned ad banken, da han havde stukket ild i det. Den stærke stod og så efter det, og ilav kom den anden og slog ham ihjel. Sådan har den banke fået sit navn efter nispugen.

Kristen Ebbesen, Egtved.


96. Stude by og Hemmeshöj by havde også hver sin nisse. De stjal fra hinanden, men det gik tilbage for Hemmeshöj mænd, for Stude-nissen var så stærk, at han kunde koste den anden væk. Så fik Hemmeshöj-nissen en karl lokket til at krybe ind i en sæk, som var fyldt med halm, og tage sit fyrtøj med. Den gang Stude-nissen nu fik denne sæk på nakken og var kommen halvvejen, så begyndte den at blusse, og da nissen havde bundet den så for sandt (ɔ: suffisant) på sig, at han ikke i hast kunde få den løst, så måtte nissen blusse med. Karlen derimod skar et hul i sækken og løb hjem. Siden den tid stod Hemmeshöj sig godt.

Chr. R.


97. På Lykkegård, der da lå sydvest for Birkumgård, var en gårdbuk. De havde også én på Birkumgård, og de sloges. Da de var ved et led, kom en mand, der hed Peder i Havens, og skilte dem ad, og han trængte heller ikke, så længe han levede.

Nik. Christensen.


98. Slagsmål imellem Klokmose-nissen og Fastergårdsnissen. Denne undskyldte sig med, at det blot var hans eget foder, han gik med, og derfor vandt han, da han havde retten på sin side. «Den nisse, der har uret, kan aldrig stå sig,» siger folk. Der blev en pøl eller en plump, som endnu hedder Nissesig. Men den samme nat havde en karl fra Klokmose været ovre på Fastergård at se til sin kjæreste, og på hjemvejen kom han forbi nisserne, mens de sloges. I steden for at hjælpe sin gårdnisse løb han, alt hvad han kunde, hjem. Men Klokmose-nissen havde set ham og var nu gal over, at han ikke havde hjulpet ham, og han besluttede at hævne sig. Natten efter, da karlen var kommen i seng, kom nissen, tog ham og bar ham ud i gården med de ord: «No a dæ ska måål, te æ kåk vel gåål,» og smed ham omkring på møddingen, indtil der ikke var et sted på denne, hvor han ikke havde ligget. Så sagde nissen: «Ja, ær dær et mier lannd, så ær der dåw nåt wannd!» og sparkede til karlen, så han fløj ud i æ møddingsflod.

P. K. M.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.