Vis kilden til Nogle Reisendes mærkværdige Vandring over Landet ved Godthaab i Grønland (Rink)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link= Nogle Reisendes mærkværdige Vandring over Landet ved Godthaab i Grønland (Rink)]] !!  !! 
|-
|}


<blockquote>
<center>'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br><br>'''[[Eskimoiske eventyr og sagn – I]]'''<br>'''Hinrich Rink'''<br>1866<br><br><big><big>'''119. Nogle Reisendes mærkværdige Vandring</big><br> over Landet ved Godthaab i Grønland'''</big></center><br>


Engang for ikke saa meget lang Tid siden skulde Kjøbmanden paa Maneetsok, Kolonien Sukkertoppen, forflyttes til Nouk, Godthaab, og han begav sig paa Reisen med fire danske Tjenestefolk og tre indfødte Qvinder. Det var Efteraar, og da de havde reist et kort Stykke Vei laa der allerede saa megen Iis, at Kjøbmanden vilde have at de skulde overvintre; men to af Besætningen, nemlig Tømmermanden og Amalia, som vare Kjærestefolk, overtalte de andre til at drage videre sydefter, hvorpaa de forliste, formodentlig i Egnen syd for Nappasok. Idet de gik over den skrøbelige lis paa en lille Bugt nordenfor Atangmik, fik de en Storm og maatte redde sig ved hurtigt at løbe til Landet. Ved denne Leilighed faldt den ene af Qvinderne, nemlig Kjæresten, og knækkede Bækkenbenet. De vilde først bære hende, men maatte forlade hende endnu levende. Der siges, at hun selv krøb paa Albuerne hen til en Huustomt, i hvilken de maatte lade hende ligge, da de paa Grund af Veiens Længde ikke kunde frelse hende. Da der endnu ikke laa Iis paa Niakungunak-Fjorden, maatte de heelt omgaae den og da Landet var meget uveisomt, gik Reisen meget langsomt. Den ene af Folkene, som var Kok, slugte sin Proviant, saa at den snart slap op for ham. Nogle af de andre spiste to Stykker Skibsbrød ad Gangen og opbrugte ligeledes hvad de havde. Derpaa fik hver kun et halvt Stykke Skibsbrød ad Gangen, og saaledes slap det omsider op. Naar Veiret blev slet, lagde de sig ovenpaa hverandre paa Læsiden af Steen, lidende af Kulde, naar Sneen fygede som Røg. Da de kom til Bjergpasset Agiatsuit, kunde Kokken ikke gaae mere, og de maatte lade ham ligge døende. Da de kom til Indsøen Angmalortoks Omegn, begyndte Tivagajok i sin heftige Sult at spise Græstørv, skjøndt de Andre forbøde det. Tagdluke vilde ikke spise deraf, og ligesaalidt den ene Qvinde, som fandt et Bær og følte sig styrket ved at spise det. Endelig saae de Landet indenfor Kugsuk, en Arm af Godthaabs Fjord, og de gjenkjendte Nugarsuk, Jeremias's Vinterplads, ligesom og Fjeldene omkring Godthaab. Ved dette Syn toge de hverandre ved Haanden og begyndte at dandse. Under Nedstigningen maatte de lade Tømmermanden ligge ved Indsøen under Fjeldet Manigsorsuak. Da de kom endnu længer ned, kunde Tagdluke heller ikke gaae videre, da de vare nær ved at komme ud paa Fjordisen, døde han ved Usersiutigdlit. Hans sidste Ord vare meget misundelsesværdige og gudfrygtige.

De tre, som vare tilbage, nemlig to Qvinder og Tivagajok gik hurtigt over Isen henimod Nugarsuk. Da dette Steds Beboere saae dem komme, troede de, at det var Folk fra Sardlok, der paa Grund af Iis ikke kunde komme hjem. Da de kom nærmere, løb de to iforveien, men Nugarsukkerne løb dem rask imøde, uvidende om hvo det kunde være. Det var netop anden Juledag. De to Qvinder gik lige forbi dem, skjøndt den ene ogsaa var meget svag, fortællende, at Tivagajok neppe kunde røre sig mere. Da de toge Tivagajok og vilde løbe med ham, bad han dem om at gaae langsommere, og de bragte ham saaledes til Huset næsten ihjelfrossen. Da hans Fødder vare ganske frosne, tog Jeremias en Ballie, fyldte den med Saltvand og Iisstykker, satte hans Fødder i den og lod ham strax tygge paa en tørret Angmaksæt. Men da han ansaae det for farligt at lade ham spise for meget, gav han ham først kun ganske lidt Føde. Den samme Jeremias var fra Iluligsat. Der siges at Tivagajok i sin Sult havde nedslugt endog sin Skraatobak. Ogsaa den ene af Pigerne havde faaet megen Frost paa Knæerne og heelt op om Livet. Da deres frosne Lemmer vare helbredede, kunde de dog neppe gaae. Da han begyndte at gaae lidt omkring, lavede Jeremias's Kone et Par meget store Skoe til ham, men da han første Gang gik ud med dem, faldt han omkuld og havde nær knækket sit Hoftebeen, og da han vilde gaae ind igjen, maatte Jeremias hjælpe ham op af Opgangen. Først senere blev han raskere. Paa den Tid fangede Jeremias en Hvidfisk. Da Tivagajok spiste af den kogte Mattak, kunde de ikke styre ham, da han higede efter at komme til Nouk, hvorfor de maatte reise med ham. Han kom nemlig til at tænke paa sin tidligere Levemaade, da Mattak lignede Kavdlunakkernes Fødemidler. Da de paa Veien kom til Sardlok var der sammesteds en dygtig Erhverver, som havde været hos Kavdlunakkerne og forskaffet sig Brød og Thee. Denne beværtede ham hermed, hvilket smagte ham rigtig godt. Da de lagde til Land ved Nouk og hurtigt skulde fortælle Nyheden, vare deres første Ord følgende: »Tivagajok er kommen, Jeremias har fanget en stor Hvidfisk!« Men Nouks Beboere kunde ikke begribe hvad det skulde sige; thi Tivagajok boede jo nordpaa, ved Sukkertoppen, og Jeremias paa Nugarsuk.


==Kilde==
<br>
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 324-326.
<br><br>
</blockquote>


[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]
[[Kategori:Grønlandica]]
[[Kategori:Hinrich Rink]]