Nord i tåkeheimen - Pytheas fra Massalia. Reisen til Thule

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Nord i tåkeheimen

Pytheas fra Massalia. Reisen til Thule

av Fridtjof Nansen

Med originale illustrasjoner

Jacob Dybwads Forlag

Kristiania, 1911.

Illustrasjon til kapitlet om Pytheas.

Gjennem alle oldtidens vage fabelforestillinger om Norden, lyser grækeren Pytheas´navn som det eneste der gir fastere fotfæste. Ved sin merkelige reise (eller reiser?) bragte denne fremragende astronom og geograf, fra den fokaiiske koloni Massalia (nu Marseille), et på selvsyn grundet kjendskap til de nordiske lande, og satte mer og mindre sit merke på al viden om det fjerneste nord gjennem det følgende tusen eller halvandet tusen år, selv om senere forfattere som Polyb og Strabo påstod ikke at ville tro på hans "utrolige" meddelelser, så kom de ikke forbi ham.

Pytheas har skrevet ialfald ett verk, som, om vi kan slutte fra Geminos fra Rhodos, het "Om Okeanos"; men alt han har skrevet er forlængst gåt tapt, og vi kjender ham bare gjennem tilfældige citater hos langt senere forfattere (mest Strabo og Plinius) som ikke engang selv har læst hans verk, men citerer efter andre; og flere av dem (særlig Polyb og Strabo) søkte at fremstille ham som en løgner, og fremdrog det som de mente måtte gjøre ham latterlig, og formindske hans berømmelse. De løsrevne meddelelser om ham og hans reiser er således kommet drivende ned til os som tilfældige vrakstumper på tidens strømmer, tildels forkrøblet og forvredet av fiendtlige kræfter. Det er ikke til at håbe at en av slike stumper skal kunne danne sig en pålidelig forestilling om det oprindelige verk, men allikevel, op fra det lille vi vet, stiger en skikkelse som i kraft, intelligens, og dristig utholdenhet, rager høit over de fleste tiders opdagere.

Om Pytheas's personlige forhold vet vi intet sikkert, ikke engang hvad tid han levde på. Da han ikke var kjendt av Aristoteles, men derimot av dennes elev Dikaiarkos (død omkr. 285 f. Kr.), var han sandsynligvis en samtidig av Aristoteles og Alexander, og hans reise kan være foretat omkr. 330—325 f. Kr. Så lite vet vi om reisen, at det har været opkastet tvil om den væsentlig var en sjøfærd, eller om en større del av den gik over land. Vi vet heller ikke om Pytheas gjorde en stor reise mot nord, eller flere. Efter en uttalelse av Polyb skulde Pytheas ha været en fattig mand: han finder det nemlig (efter Strabo, 11, 104) "utrolig, hvorledes det skulde være en ubemidlet privatmand mulig, at beseile og gjennemvandre så vide strækninger". Hvis det er rigtig at han var fattig, hvilket er usikkert, må vi vel anta at Pytheas enten har ledet en offentlig ekspedition, eller fulgte som astronom og forsker med på en sådan, som var utsendt av kjøpmændene i den foretagsomme handelsby Massalia. Ved den tid var denne på høiden av sin blomstring, efter at den ved heldige krige med Kartagerne hadde trængt disse bort fra de indbringende fiskerier på Iberiens kyster, og hadde også fåt oprettet handelsforbindelser der, hvorved det var dem mulig at seile ut gjennem Herakles's Støtter. Det vilde de ikke så let ha kunnet under Kartagos tidligere sjøherredømme over det vestlige Middelhav. Efter at det var gjenvundet av Kartago i 306 f. Kr. blev veien til vesthavet igjen mer stængt for Massalierne. Det er meget rimelig at det blomstrende Massalia har villet sende ut en ekspedition for at finde sjøveien til fastlandets ytre kyster, hvorfra de hadde hørt at de to vigtige handelsvarer, tinnet og ravet, skulde komme. Men Pytheas har sikkert ikke bare hat et slikt handelsmål for sin reise. Av alt vi vet, fremgår det at det for ham også har gjældt at nå længst mulig mot nord, for at undersøke hvor langt oikumenen strakte sig, og for at bestemme polkredsens og polens leie, og se de nordiske, lyse nætter og midnatsolen, som for hin tids Grækere var et så merkelig fænomen.

Vi vet at Pytheas var en fremragende astronom. Han er den første i historien som har indført astronomiske målinger for at bestemme et steds leie på jorden; og bare det var nok til at gi ham en fremskutt plads blandt alle tiders geografer.

Gnomon.

Ved en stor gnomon bestemte han, med forbausende nøiagtighet, bredden for sit hjemsted Massalia, som dannet utgangspunktet for hans reise, og i forhold til hvilket han fastsatte nordligere steders bredde.

Solur.

Pytheas gjorde også andre astronomiske målinger, som viser at han var en merkelig god iagttager. Han fandt at himmelens polpunkt ikke, som den tidigere astronom Eudoxos hadde antat, faldt sammen en næsten regelmæssig firkant. Himmelens polpunkt har selvfølgelig været av vigtighet for Pytheas som styrte efter stjernene; men det er allikevel påfaldende at han har anset det nødvendig at måle det så nøiagtig, hvis han ikke også har hat anden hensigt med det. Han kan ha hat bruk for polpunktet for indstillingen av det ækvinoktiale solur (polos) hvis viser måtte være parallel med himmelens akse ; men det er også tænkelig at han har opdaget, at ved måling av polpunktets høide over horisonten, fik han direkte stedets bredde på jorden, og at dette var en enklere måte at finde bredden på, end ved at måle solhøiden ved en gnomon. Han hadde vel heller ikke det nødvendige kjendskap til at regne ut gnomon-målinger, som ikke var tat enten ved solhvervs- (sommer og vinter) eller ved jevndøgns-tider (vår og høst). At dømme efter citater hos forskjellige forfattere, må han ha opgit bredden for flere steder i antal cirkeldele nord for Massalia. Disse hans meddelelser kan kanske delvis være bygget på polhøidemålinger. Om Pytheas kjendte noget instrument til at måle vinkler med, vet vi ikke; men det er ikke usandsynlig, da allerede Kaldæerne synes at ha opfundet en slags paralaktisk lineal, som blev forbedret av Alexandrinerne, og av Romerne kaldt triquetrum (regula Ptolemaica). Instrumentet lignet en stor passer med lange rette staver til ben, og vinkelen bestemtes ved at måle, i længdemål, avstanden mellem disse ben. Da himmelens polpunkt ikke faldt sammen med nogen stjerne, kan sådanne målinger ikke ha været meget nøiagtige, med mindre Pytheas har git sig den møie at måle en circumpolar stjerne i dens øvre og nedre kulmination; eller også bare i en av dem, for stjernens avstand fra himmelens pol kan han let ha fundet ved sine tidligere observationer for at bestemme polpunktet. Det er vel også mulig at han ved hjælp av den firkant som polpunktet skulde danne med tre stjerner, har kunnet opnå en nogenlunde måling av dettes høide. En anden betegnelse for stedets bredde var for Grækerne længden av den længste dag. Til bestemmelsen derav kan Pytheas ha brukt ækvinoktialuret (polos), eller også vanduret, Grækernes klepsydra.

Hvad slags skib han har hat til sin reise er ukjendt; men hvis det har været lik det bedste Massalia på den tid kunde skaffe, kan det ha været en god sjøskute. Da en måtte være forberedt på fiendtligheter fra Kartagerne og Gaditanerne, så har det vel rimeligvis været et krigsskib (langskib), som var mer hurtigseilende end de bredere handelsskibe, og som desuten kunde roes frem av en eller flere rader årer. Det kan ha været betydelig mere end 100 fot langt, og meget større end dem Nordmændene senere seilte over Atlanterhavet i. Det har været påståt at Pytheas for en større del må ha reist tilfots, da han, ifølge Strabo (II, 104), skal ha fortalt "dels at han har besøkt hele Britannien tilfots, dels angir øens omkreds til mere end 40000 stadier". Men, som professor Alf Torp har gjort mig opmerksom på, står det ikke at han har "gjennemvandret", men "besøkt" tilfots. Meningen må være at han har gjort ophold på mange steder ved kysten, og foretat kortere eller længere vandringer ind over landet. At en mand skulde kunne tilbakelægge så store strækninger alene på sin fot, gjennem den tids uveisomme og skogvokste lande, synes ikke mulig.

Vi vet ikke hvad kundskap Pytheas kan ha hat på forhånd om de av ham besøkte strøk; men sandsynlig er det, at han har hørt om tinlandet gjennem de handelsmænd som bragte tinnet over land gjennem Gallien og ned ad Rhone til Massalia. På lignende vis har han sikkert også hørt om ravlandet. Desuten kan han ha fåt kundskap om Fønikernes og Kartagernes handelsfærder langs Europas vestkyst, og om Himilkos reise. Skjønt de fønikiske sjøfarere nok søkte at holde sine veier hemmelige for sine farlige medbeilere Grækerne og Massalierne, så har vel ikke dette lykkedes i længden, hvad enten der var krigersk eller fredelig samkvem mellem dem; bare fangne sjøfolk kan jo ha bragt meddelelser.

Da Pytheas seilte ut gjennem Herakles's Støtter kom han allerede ved det Hellige Nes (Kap St. Vincent) til grænsen for den av Grækerne kjendte verden. Han seilte nordover langs vest- og nordkysten av Iberien (Portugal og Spanien). Han gjorde iagttagelser over det, for en mand fra Middelhavet, merkelige fænomen: tidevandet og dets årsak, og er den første Græker som sætter det i forbindelse med månen. Han drog videre nordover, og fandt at Keltikes (Galliens) nordvestlige del dannet en halvø, Kabaion (Bretagne), hvor Ostimierne bodde. Han antok at den strakte sig længer vest end Kap Finisterre; men den slags feiltagelser var let forståelige på en tid da man ingen midler hadde til at bestemme længdegraden.

Længer nord kom han til Brettanike (Britannien), som han synes at ha omseilt. Den sicilianske historiker Diodor, en ældre samtidig av Strabo, sier nemlig (V, 21),: "Britannien er trekantet av form som Sicilien; men siderne er ikke like lange; det nærmeste nes er Kantion (Kent), og er efter hvad man sier 100 stadier borte (fra fastlandet). Det andet nes er Belerion (Cornwall), som skal være 4 dagsreiser fjernet fra fastlandet. Det tredje ligger mot havet (d. e. mot nord) og heter Orkan. Av siderne er den som går langs Europa den korteste, 7 500 stadier; den anden som strækker sig fra overfartsstedet (Kent) til spidsen (d. e. Orkan) er 15 000 stadier; men den sidste er 20 000 stadier, så at omkredsen beløper sig til 42 500 stadier".

Disse meddelelser må oprindelig stamme fra Pytheas, om end Diodor har tat dem fra en mellemmand (kanske Timaios). Men Pytheas kan ikke godt ha fåt en slik forestilling om øens form uten at ha seilt rundt den. Vistnok er den ham tillagte værdsættelse av øens omkreds henved dobbelt for stor, hvilket da også Strabo anfører som bevis på at Pytheas var en løgner; men hverken Strabo eller Diodor kjendte hans egen beskrivelse, og flere ting taler for at overdrivelsen ikke kan tillægges ham selv, men en senere forfatter, sandsynligvis Timaios. Pytheas kan i sit verk ha meddelt hvor mange dage han brukte på seilasen langs kystene, og hans dagsreiser har i dette ukjendte farvand sikkert været korte. Men den ukritiske Timaios, som desuten var historiker og ikke geograf, kan så, efter sin tids skik, ha omgjort Pytheas's dagsreiser til stadier efter den almindelige værdi av en dagsreise lik 1000 stadier (100 kvartmil eller 185 km.). Timaios har i stor utstrækning tjent som kilde for senere forfattere som har omtalt Pytheas, og det er sandsynligvis gjennem ham at de feilagtige oplysninger om Britanniens omkreds, er kommet til Polyb, Strabo, Diodor, Plinius, og Solinus. På den vis kan geografiske reisende let bli tillagt grove feil, når deres oprindelige iagttagelser går tapt.

Græsk handelsskib og langskib (krigsskib), fra et vasemaleri (omkr. 500 f. Kr.).

Fra meddelelser av Hipparkh, opbevart hos Strabo (II, 71, 74, 75, 115, 125, 134), kan vi slutte at Pytheas har gjort astronomiske bestemmelser av flere steder i Britannien og Orkan. Disse har Hipparkh gjort bruk av til sine klimatabeller, og han kunde efter dem oplyse at den længste dag i det nordligste Britannien var 18 jevndøgnstimer og i et bebodd land, som efter Pytheas ligger nordligere end Britannien, var den længste dag 19 jevndøgnstimer. Når dagens længde bestemmes til nærmeste hele timer, passer en længste dag på 18 timer for det nordlige Skotland, mens landet endnu nordligere med en længste dag på 19 timer passer nøiagtig for Shetland. Disse bestemmelser er vigtige, da de viser at Pytheas må ha været i de nordligste dele av de Britiske Øer, og har nådd Shetland.

Men den dristige og ihærdige opdager synes ikke at ha stanset her. Han styrte videre ut i havet mot nord, og kom til det ytterste strøk, Thule, som var midnatssolens land "hvor sommervendekredsen falder sammen med bjørnekredsen". Thule lå (efter Strabo og Plinius) "seks dagsreiser nord fra Britannien og nær ved Ishavet".

Om denne del av Pytheas's reise har Geminos fra Rhodos (1. årh. f. Kr.) et vigtig citat i sin astronomi (VI, 9). Efter at ha talt om at dagene blir længere jo nordligere en kommer, fortsætter han: "Til disse strøk (d. e. mot nord) synes også Massalieren Pytheas at være kommet. Han sier i det mindste i den avhandling han har skrevet om storhavet: Barbarerne viste os det sted hvor solen går til hvile. Det traf sig nemlig (eller det går nemlig slik for sig der), at på disse steder blev natten ganske kort, for nogen steder to, for andre tre timer, så at solen efter en kort mellemtid efter sin nedgang, straks igjen gik op.»

Navnet Thule nævnes ikke, men det må være dette land det tales om. Det fremgår ikke klart om Pytheas selv har ment at det var årets korteste nat som var 2 og 3 timer, eller om det var natten på den tid han traf til at være på disse steder; men det første er vel det sandsynlige. Ialfald må Geminos ha opfattet ham således, idet han umiddelbart foran taler om de strøk hvor den længste dag er 17 og 18 timer, og like efter om det strøk hvor den længste dag er 23 timer. Hvis det var nattens længde på den tid Pytheas var der, som menes, da synes det underlig at han skulde trænge at la barbarerne vise sig hvor solen gik ned og op, han måtte kunne set det selv; for at han, efter at ha reist så langt, skulde ha været der så kort, at han hele tiden hadde overskyet himmel, er lite trolig.

Hvis årets længste dag var bestemt ved direkte iagttagelse av retningene for solens første tilsynekomst og sidste forsvinden på steder med fri horisont mot nord, da vil længder på 21 og 22 timer på den tid svare til 63º 39' og 64º 39' n. br. Teoretisk beregnet, efter solens mittpunkt og uten hensyn til refraktion, vil det bli 64º 32' og 65º 31' n. br.

Der er foruten dette, to ting at lægge merke til ved det omtalte sted hos Geminos. For det første at det land Pytheas omtaler har været bebodd (av barbarer). For det andet at han selv må ha været der med sin ekspedition, for han sier at "barbarerne viste os" o. s. v. Han kan følgelig ikke, som nogen forfattere mener, ha fortalt om dette land (Thule) bare efter hvad han har hørt fra andre. Uttalelser hos Strabo viser også klart at Pytheas har omtalt Thule som bebodd.

Av andre meddelelser som stammer fra Pytheas fremgår det samstemmig at Thule strakte sig helt nord til polkredsen. Eratosthenes, Strabo, Pomponius Meia, Plinius, Kleomedes, Solinus, o. fl. har alle uttalelser som klart viser at Pytheas har beskrevet Thule som midnatssolens land.

Sammenfatter vi nu hvad vi vet om Pytheas's reise mot nord, så gir det god sammenhæng: han kom først til det nordlige Skotland hvor den længste dag var 18 timer, derefter til Shetland med en længste dag på 19 timer, og så til et ytterste land, Thule, hvor den længste dag var på et sted 21, på et andet 22 timer, og som strakte sig nordover like til under midnatssolen og polkredsen (den gang på 66º 15' n. br.). Det er i og for sig intet usandsynlig i den antagelse, at denne merkelige opdager, som foruten en fremragende astronom må ha været en dygtig sjømand, har i det nordligste Skotland fåt høre om et endnu nordligere land som var bebodd, og så har ønsket at se også det. Vi må huske hvilken særlig interesse det for ham, som astronom, hadde at få slåt fast oikumenens utstrækning mot nord, og med egne øine at se de nordligste breddegraders merkelige fænomener, og helst midnatssolen.

At han har sat meget ind på at nå dette, kan ikke overraske; og allerede ved sin reise til Britanniens nordende har han jo vist at han var en mer end almindelig dristig opdager.

Men for mange ikke bare i oldtiden, men også i vore dager har det ståt som utrolig at Pytheas skulde, ikke alene ha trængt så langt nord i det ukjendte, som til de Skotske Øer, men endog styrt videre ut på det fuldstændig ukjendte Nordhav, og fundet et ytterste land bortom dette. Han skulde jo på den vis med ett slag ha flyttet grænsen for den lærde verdens viden fra sydkysten av Britannien til polkredsen, eller omtrent 16 breddegrader mot nord. Så stor en dristighet og utholdenhet måtte forekomme overmenneskelig, og det er blit anvendt megen skarpsindighet, særlig av Müllenhof (1870, I, ss. 392 f.), for at vise at Thule var Shetland, at Pytheas selv ikke kom længer end til Orknøene eller det nordligste Skotland, og at det var av de indfødte han fik høre om landet længer i nord, som han ikke selv så. Men for at få dette til, må det øves vold på omtrent alle de meddelelser som er bevart om denne del av Pytheas's reise og at ændre eller bortforklare kilder for at få dem til at passe med forutfattede meninger, er ikke netop heldig. Hvis vi ikke, med Polyb og Strabo, vil erklære det hele for fri digtning (men som hænger merkelig godt sammen) bør vi vel søke at slutte fra oplysningene i kilderne, slik som de nu engang er, og da må det av følgende grunde ansees utelukket at Thule kan være Shetland:

• 1. Det er en urimelighet at (som Müllenhoff påstår) en så dygtig Thule-astronom som Pytheas skulde ha tat mange timer feil, når han opgav nattens længde til 2 og 3 timer. Lite sandsynlig er i og for sig den gjetning at han skulde hat overskyet veir den hele tid mens han var i det nordligste Skotland og Orknøene, og derfor har bygget på barbarernes omtrentlige meddelelser, som han ikke har helt forståt, og som overført til græsk tidsmål kunde gi grove feil. Men værre blir det når vi ser det i sammenhæng med Hipparkh's oplysninger efter Pytheas, at den længste dag i Britannien var 18 timer, og i et landstrøk længere nord (d. e. Shetland) 19 timer, hvor solen ved vintersolhverv stod mindre end 3 alen over horisonten. Han måtte altså ha git flere motstridende oplysninger om de samme strøk. Det fører, som vi ser, til en voldelig og vilkårlig forandring av det hele system av oplysninger, som ellers hænger godt sammen.

• 2. Påstanden: at Pytheas ikke selv skulde ha sagt at han var i det land hvor natten var 2 og 3 timer lang, strider, som vi har set (s. 42), mot Geminos' ord. Kleomedes sier også at man fortæller at Pytheas har været i Thule.

• 3. De bestemte meddelelser hos en flerhet av kilderne, om at Thule lå under polkredsen, og var midnatssolens land, utelukker også Shetlandsøene. Astronomen Pytheas kan ikke ha tat så meget feil av disses bredde.

• 4. At det skulde være 6 dages seilas til Thule fra Britannien passer ikke på Shetland, selv om vi regner med de ofte uklare meddelelser om dagsreiser som tillægges Pytheas (f. eks. av Strabo).

• 5. At Strabo på et sted (II, 114) kalder Thule "hin nordligste av de britanniske øer," kan ikke, som av Müllenhoff, brukes som bevis for at det hørte til disse, og hadde en keltisk befolkning. For Strabo, som også la Ierne (Irland) ute i havet nord for Britannien måtte det falde naturlig at kalde alle øer på den kant britanniske. Han sier jo selv i samme åndedrag at Thule efter Pytheas lå under polkredsen. Hvor liten vegt han har lagt på uttrykket britannisk, fremgår forøvrig av et andet sted (II, 75), hvor han sier at "Hipparkh, stolende på Pytheas, la disse bebodde landstrøk (Shetland) i nordligere egne end Britannien."

• 6. Plinius (Nat. Hist. IV, 104) nævner blandt øer nord for Britannien som "den største av alle Berricen, hvorfra det seiles til 'Thule." Berricen, som i nogen handskrifter skrives Nerigon, har været antat for Mainland på Shetland, mens andre i formen Nerigon har set den første optræden i literaturen av navnet Norge (Noregr), skjønt med tvilsom ret. Men hvad enten øen er Shetland eller Norge, så lægger stedet hos Plinius Thule utenfor de Skotske Øer. Og henvisningen til dette land gjør det sandsynlig at meddelelserne, ialfald delvis, stammer fra Pytheas.

• 7. Endelig kan det kanske også fremholdes at Thule ikke nogensteds er omtalt som en øgruppe; men navnet fører tanken hen på et sammenhængende land eller en stor ø. Herimot kan indvendes at Orkan heller ikke i de ældste kilder er omtalt som en øgruppe; men det er usikkert om ikke Orkan hos Pytheas, som hos Diodor, var nordspidsen av Brettanike, og at det først senere blev overført til øene nordenfor. Thule derimot optræder altid som et land langt ute i havet, og det er til og med usikkert om Pytheas nogensinde har uttrykkelig beskrevet det som en ø.

Pytheas's sandsynlige reiser.

Men når nu ingen av oplysningene om Thule passer på Shetland, så blir spørsmålet hvor det er at søke? Den irske munk Dicuil , som skrev omkring 825 e. Kr., anså det som selvsagt at det da av irske munke fundne Island måtte være Thule, og kaldte dette så. Efter ham har Adam av Bremen og mange andre anset Island for at være det gamle Thule. Mot denne antagelse taler: for det første at Thule var bebodd (jfr. Strabo, Geminos o. a., se s. 42), mens Island neppe var det dengang (se om dettes opdagelse senere). Heller ikke er det rimelig at Pytheas hadde fortsat sin reise på det uvisse ut i havet, uten at ha hørt at der skulde findes et land i den retning. Dertil kommer at Island ligger så langt borte, at avstanden 6 dagsreiser passer mindre godt på det. Endelig, om Pytheas hadde seilt nordover på det uvisse fra Skotland eller fra Shetland, så er det mindst sandsynlig at han skulde bli ført mot Island; hverken havstrømmer eller de fremherskende vinde bærer i den retning; men derimot vilde de føre ham mot Norge, og det vilde være naturlig at han kom iland der, kanske netop på omtrent 63 º eller 64 º n. br.

Alle opbevarte meddelelser om Thule passer på Norge; men ikke på noget andet land; og selv om det kan synes en dristig tanke at Pytheas har nådd så langt, blir vi nødt til at anta det, så sandt vi skal bygge på kilderne som de er, uten at forandre dem vilkårlig; og han blir da den første mand i den kjendte historie, som seilte over Nordsjøen og kom til vore strande.

At Thule hos Strabo ligger 6 dagsreiser i nord for Brettanike er ingen indvending mot Norge. "I nord for" kan bare mene: nordligere end, på lignende vis som Bretagne og steder i Britannien beskreves som så og så mange stadier nord fra Massalia. Det ser også ut som at Eratosthenes, at dømme efter hans breddeangivelser og avstande, hentet fra Pytheas, virkelig har lagt Thule i nordost for Britannien (se hans kart s. 60), eller netop hvor Norge ligger. Desuten hadde Pytheas ingen midler til at bestemme retningen i overskyet veir, eller til at bestemme længden, hvorfor han f. eks. antok Kabaion (Bretagnes ytterste nes) for at ligge længere vest end Kap Finisterre.

At Thule av senere forfattere ofte nævnes som en ø, er av liten vegt. For det første vet vi ikke om Pytheas selv har kaldt det så; efter hele oldtidens geografiske forestillinger om Norden måtte et land i havet nordligere end de Britanniske Øer nødvendigvis være en ø, selv om Pytheas ikke hadde sagt det. Dernæst, når en reisende, som han gjorde, seiler nordover fra den ene ø til den anden, og så sætter over havet fra Shetland, og kommer til et land endnu længere nord, da måtte det være urimelig for ham at tro at han her igjen støtte på fastlandet. Desuten gjorde Pytheas en anden reise østover langs Germaniens nordkyst, helt forbi Elbens munding, og da hadde han stadig havet nordenfor sig i retning av sit Thule. For at opdage at dette hang sammen med fastlandet, måtte han ha reist helt op i den Botniske Bugt. Det vilde derfor været ulogisk av Pytheas om han ikke hadde opfattet Thule som en stor ø, slik som det også senere omtales. Det nævnes endog som den største av alle øer. Da Romerne først fik underretning om syd-Sverige eller Skandinavien (Skåne) i Østersjøen, kaldte de det likeledes en ø, og som sådan blev det længe opfattet.

Efter hvad ovenfor er fremholdt må vi altså tro at Pytheas allerede i det nordlige Brettanike, eller på de Skotske Øer, har fåt underretning om Thule eller Norge hinsides sjøen. Men derav følger at det på hans tid, eller mere end tusen år før vikingetidens begyndelse, må ha været samkvem over sjøen mellem nord-Britannien og Norge. Det kan synes et langt tidsrum at flytte Nordboenes oversjøiske skibsfart tilbake; men som det i et senere avsnit om deres sjøfærder vil bli fremholdt, taler vegtige grunde for at denne skibsfart er meget gammel.

Pytheas kan fra Shetland ha seilt med sydvestlig vind og god strøm mot nordøst, og er kommet ind under Norges kyst i det Romsdalske eller Nordmørske, hvor årets længste dag var 21 timer, og hvor det er fri utsigt over havet mot nord, så barbarerne nok kan ha vist ham hvor solen gik til hvile. Herfra har han så seilt videre nordover langs kysten av Helgeland, kanske helt til han fik se midnatssolen, ensteds nord for Dønna eller Bodø; hvis han kom så tidlig på sommeren som mittsommernat vilde han ha kunnet se litt av midnatssolen allerede på omtrent 65Vs º n. br.; eller syd for Vega.

Det står ingensteds uttrykkelig at Pytheas selv så midnatssolen; men et sted hos Pomponius Mela, (III, 6, 57) kan kanske tyde på det. Han sier om Thule: "Men ved sommersolhverv gis det der ingen nat fordi solen da ikke mer viser bare sit gjenskin, men også den største del av sig selv." Det er rimeligst at denne meddelelse stammer fra en virkelig iagttagelse; for hvis det bare var en teoretisk slutning, synes det merkelig at han ikke hellere nævner at hele solen er over horisonten i de nordlige strøk, hvilket var klart nok opfattet længe før hans tid (jfr. f. eks. Geminos fra Rhodos). Det kan jo tænkes at en slik iagttagelse har været gjort av folk som er kommet fra det nordligste Europa senere end Pytheas, og før Meia skrev; men sålænge vi ingen slike kilder kjender, er det rimeligere at anta at denne, som så mange andre oplysninger, stammer fra Pytheas.

Strabo har en meddelelse om hvad Pytheas har fortalt om folkene i de nordligste strøk. I et eget avsnit (IV, 201) hvori han taler om Thule, og som vanlig søker at mistænkeliggjøre Pytheas's troværdighet, sier han: "Dog hvad himmelfænomenerne og de matematiske iagttagelser angår, kan han synes at ha behandlet disse emner temmelig godt. Også sier han ikke upassende at i strøkene nær den kolde zone mangler det på finere frugter og er der få dyr, og at man lever av hirse (d. e. havre) og andet, nemlig grønsaker, vilde frugter og røtter; men hos dem som har korn og honning gjør man sig en drik derav. Men fordi de intet klart solskin har tersker de kornet i store bygninger efterat aksene er bragt sammen dit; ti det blir ubrukbart på de åpne tærskepladser på grund av manglende solskin og regnskurene."

Da Diodor (V, 21) sier noget lignende om kornets indhøstning i Britannien, er det mulig at Strabo her helst har tænkt på hvad Pytheas hadde sagt mer almindelig om folkene nær det kolde strøk, og ikke netop om folkene i Thule, skjønt det som nævnt står i et særskilt avsnit om dette. At der nævnes honning kan styrke denne opfatning; for selv om biavl nu drives i Norge helt nord til Hedemarken; så er det ikke rimelig at det var tilfælde i Norge på den tid, og ialfald ikke vest eller nord ved kysten. At det skulde være vild honning (humlehonning), eller det skulde være indført som handelsvare, er ikke sandsynlig.

I håndskriftene av Solinus findes en meddelelse om folkene i Thule, som vil bli omtalt senere. Selv om stedet var egte kan det vanskelig, som nogen har ment, stamme fra Pytheas; det stemmer ialfald ikke med hvad han efter Strabo skal ha fortalt om folkene i de nordligste strøk. Særlig kan fremhæves at mens Thuliterne efter Solinus-håndskriftene væsentlig levet av fædrift, og ikke nævnes som jorddyrkere, så nævner ikke Strabo fædrift, men derimot åkerbruk. Hos begge lever de også av urter og vilde frugter; men allikevel kan ikke disse to steder stamme fra samme beskrivelse. Vistnok kjender ikke Strabo Pytheas's originale verk, og denne kan ha om talt flere folk i nord; men det er lite rimelig.

De fleste forfattere har ment at Pytheas skulde ha gjort sin hele reise på forholdsvis få måneder, og at han bare har været nogen få dager i Thule; mens enkelte har ment at han skulde ha brukt endog mange år dertil. Det sidste er det ingen tvingende grund til at anta. Hvad det første angår, så er det langtfra umulig at han kan ha seilt fra Spanien til Helgeland i Norge, og tilbake igjen på en sommer. Men da reisen for største delen gik gjennem ukjendte trakter, og da han oftere har stanset for at undersøke land og folk (jfr. s. 38), så kan han ikke ha fart hurtig frem. Dertil kommer at han ofte må ha drevet handel med de indfødte for at tiltuske sig den nødvendige mat. Det blir da tvilsomt om han har klart at komme tilbake samme sommer eller høst, og rimeligere er det at tro at han har overvintret et eller andet sted på veien.

Hvad enten Strabos ovennævnte sted gjælder folkene i Thule eller i Britannien, så tyder det på at Pytheas har været på en av disse steder om høsten, og har der set indhøstningen av kornet; men folkene kan jo også ha fortalt ham om det (ved tolker); og stort mer kan vi ikke si. Det kunde indvendes at hvis han tilbragte en vinter i Norge, da er det sandsynlig at han vilde ha git mange for den tid merkelige oplysninger om den nordiske vinter, som ikke omtales av nogen forfatter. Men det må altid huskes hvor ytterst tilfældige og mangelfulde de citater er som er opbevart fra ham, og vi vet ikke hvad han virkelig kan ha meddelt.

Pytheas har også fortalt om havet hinsides Thule. Dette kan særlig sluttes fra følgende steder:

• Strabo (I, 63): "Thule som Pytheas sier ligger 6 dagsreiser nord for Brettanike, og er nær det sammenløpne hav (pepegoia thalatta, d. e. Ishavet)."

• Plinius (IV, 16 (30): "Efter en dags seilas fra Thule blir det størknede hav (mare concretum) av nogen kaldt Cronium.

• Solinus (22, 11): "Længere ute end Thule møter vi det træge og faste hav (pigrum et concretum mare)."

• Endelig har vi et bekjendt sted hos Strabo (II, 104), som sier om Pytheas, at han har påståt at han, foruten at ha besøkt hele Britannien o. s. v.:

...dertil har anstillet undersøkelser med hensyn til Thule og hine strøk, i hvilke der hverken var særskilt land eller hav eller luft længer, men en blanding av disse lik havlunge, hvori han sier land og hav og det hele svæver, og denne (blandingen) er som et band om det hele, er hverken gangbar eller seilbar. Det som ligner lungen har han, efter hvad han sier, selv set; det øvrige fortæller han efter det han har hørt. Dette fortæller Pytheas, og at han, da han vendte tilbake her, besøkte hele Europas oceankyst, fra Gadeira til Tanais.

Denne meget omtvistede beskrivelse av havet hinsides Thule er først gåt gjennem Polybios, som ikke trodde på Pytheas og vilde latterliggjøre ham. Om Polyb hadde fåt den direkte, eller fra en ældre mellemmand, vet vi ikke. Fra ham er den gåt til Strabo, som heller ikke trodde på den, og som desuten ofte har misforståt og været flygtig i sine citater. Stedet er tydelig nok revet helt ut av sin sammenhæng, og er sterkt forkortet for endmere at fremhæve det urimelige. Det er derfor umulig at avgjøre hvad Pytheas selv har sagt. Som det er os overlevert er stedet høist uklart, og det fremgår ikke engang tydelig hvor meget Pytheas påstod selv at ha set, og hvor meget han har hørt: om han bare har hørt om det stivnede eller sammenløpne hav (Ishavet), mens han virkelig hadde set den tilstand som han ligner med en lunge. Om meningen av dette ord har det været mange og forskjellige gjetninger. Nogen har tænkt sig at en almindelig mannæt kan i Middelhavs-landene i hin tid ha været kaldt "havlunge", i likhet med den tyske betegnelse "Meerlunge" derfor. Men da Grækerne netop forestilte sig lungen som en blanding av faste dele (væv), vædske (blod), og luft, så er det rimeligere at Pytheas bare har ment en slik blandings-masse, lik en almindelig lunge. I begge tilfælde kan beskrivelsen gjælde en geleagtig masse eller en velling, og hvad Pytheas selv hadde set, kunde være issørpe i sjøen, som den danner sig over store strækninger langs randen av drivende is, når denne av bølgeslaget mases til en mørje. Uttrykket "hverken gangbar eller seilbar" passer netop på slik knust is. Når dertil kommer den tætte tåke, som gjerne findes nær drivisen, så kan nok beskrivelsen: at også luften går ind i blandingen, og at land og hav og alt svæver deri, synes endog meget malende. Men at Pytheas skulde ha været så langt ute i havet nord for Norge at han har møtt drivisen, er lite trolig. Hvis han derimot har været vinteren i Norge, kan han nok ha set noget slikt i det små. Langs norske-kysten, i Skagerak, kan det jo være nok av is og issørpe på senvinteren; likeså inde i fjordene; men det var da rimelig at han også har set den faste fjordis, og kunde ha git en klarere beskrivelse av det hele, som ikke vilde ha ført til slik uforståelighet hos Polyb og Strabo. Det kan også synes urimelig at Pytheas ikke skulde ha kjendt is før; han må vel ha set den på vandpytter om vinteren også i Massalia, og fra Sortehavet var jo is vel kjendt for Grækerne. Men da er det underlig at han skulde ha git en så uklar beskrivelse av en slik tilstand, og sagt at også landet gik ind i blandingen; med mindre vi opfatter det hele nærmest billedlig, og ordet land kan da opfattes som et uttryk for den faste form, i motsætning til den flytende (havet) og den luftformige (luften).

Det mest sandsynlige blir vel at Pytheas ikke selv har set Ishavet, men har hørt noget om det av de indfødte, og hansnbeskrivelse av det ytterste hav er så blit farvet av ældre græsk eller endog fønikiske forestillinger. Det kan ligge nær at tænke på den gamle forestilling, allerede hos Homer, at ved verdens yttergrænser støter himmel, jord, hav, og Tartaros sammen. Til dette kan muligens ha føiet sig Platoniske forestillinger om en blanding av elementerne jord, hav, og luft; og det kan ha ført til en almindelig antagelse at i det ytterste hav fløt alt sammen til en kaotisk urmørje, som hverken var fast, flytende, eller luftformet. Det er da endvidere tænkelig at Pytheas under sin reise i de nordlige egne kan ha ment på en eller anden måte at ha fundet antydninger til en slik tilstand, f. eks., som av Kähler (1903) fremholdt, når han kom til Hollands og Nordtysklands flate kystlande (die Wattenzone), hvor havet ved høivand trænger ind over det sumpige land gjennem en utallighet av forgrenede kanaler, som kunde minde noget om en lunge, og hvor torvmyrene kan være umulige at komme frem over, idet de hverken er land eller hav. Hvis Pytheas har sagt at dette var lik en lunge, så kan det alene være brukt som et billede, ti at han virkelig skulde ha opfattet det som havets lunge, hvis andedrag var ebbe og flod, er ikke tænkelig, da han jo hadde opdaget tidevandets sammenhæng med månen.

Andre fortolkninger er også mulige; men da vi ikke vet hvad Pytheas virkelig har sagt, er en sikker løsning av gåten unåelig, og det blir helst fåfængt at grunde mer på det. Et er ialfald sikkert: hans beskrivelse av det ytterste hav har hos andre fremkaldt en forestilling om dette som trægt og stivnet, eller sammenløpet, hvilken gjenfindes hos de fleste senere forfattere som har skrevet om det, langt ned i middelalderen. Det er den samme forestilling vi gjenfinder som det sammenløpne, levrede (geliberot) hav i Meregarto og under navnet Lebermeer i den tyske middelalderske digtning, la mer betée i den franske, og mar betada i den provencalske digtning. Sjøfartsfolkene mellem det Røde Hav og det Gule har hat lignende skippersagn, men om de skyldes græsk påvirkning, eller omvendt, er ikke let at avgjøre.

Da Pytheas, som før omtalt, sandsynligvis har kjendt både øst- og vestkysten av Britannien, må vi tro, enten at han på hjemveien fra Norge seilte sydover langs den side han ikke kjendte fra reisen nordover, eller også at han har gjort flere reiser til Britannien. Fra Strabo (se ovenfor) vet vi at Pytheas også påstod at ha Reise langs "beseilt hele Europa's oceankyst fra Gadeira til Tanais," og at han Germaniens har fortalt om Ostiaierne og om landene hinsides Rhinen til Skyterne, hvilket alt sammen Strabo holder for at være opdigtet. Da Thule aldrig nævnes som liggende nord for disse strøk, men altid som nord for Britannien, kan vi ikke tro at han har reist like fra Norge mot syd eller sydøst til Jylland, eller Germaniens nordkyst. Meningen av Strabo's ord, må være at han skulde ha seilt langs Europas vest- og nordvestkyst (som vender mot oceanet) like til grænsen mot Asien, idet Tanais (Don) er brukt som en betegnelse for grænsen mellem de to verdensdele.

Vi vet ikke når Pytheas har foretat denne reise; men det nævnte sted hos Strabo (II, 104) tyder på tiden efter Thule-færden. Der er ingen tvingende grund til at tro at alt er blit gjort på en gang, eller endog på et år, som nogen vil ha det til. Sandsynligere er det at en opdager og forsker som Pytheas har gjort flere reiser, såsandt han bare har hat anledning til det; og den rike handelsstad Massalia har hat megen interesse av forbindelserne med tin- og ravlandene og av at lære dem nærmere at kjende.

På sin færd langs kysten hinsides Rhinen må Pytheas være kommet til en ø hvor der var rav, for efter Plinius (Nat. Hist. XXXVII, 2, 11):

...fortæller Pytheas at Gutonerne, et germansk folk, bodde ved en bugt (æstuarium) av havet ved navn Metuonidis, som strakte sig 6000 stadier. Derfra var en dags seilas til øen Abalos. På den kaster bølgerne om våren op rav, som er en utrensning av det sammenløpne hav (mare concretum = Ishavet). Indbyggerne bruker det til ild istedenfor ved, og sælger det til de nærboende Teutonen Dette har også Timaios trodd, men kalder øen Basilia.

Det er mulig at denne ø, Abalos, er den samme som den på et andet sted hos Plinius (IV, 13, 27) omtalte ravø, hvor det heter om den skytiske kyst at der er berettet om flere øer uten navn, og Timaios fortæller at blandt dem er det en foran Skytien, en dagsreise borte, som kaldes Baunonia, "på hvilken bølgerne ved vårtid kaster op rav." Omtalen av begge er ialfald meget lik (jfr. Hergt, 1893, s. 31 f.). Sammesteds står det at "Xenophon, fra Lampsakos (omkr. 100 f. Kr.) omtaler at tre dages seilas fra den skytiske kyst er en ø, Balcia, av umådelig størrelse. Pytheas kalder den Basilia." Dette står i strid med Plinius's ovenfor gjengitte sted, og her må foreligge en misforståelse eller sammenblanding av en eller anden art, enten av Plinius, eller av hans kilde. En mulig sammenhæng kan være den at Pytheas har omtalt sin ø Abalos som en basileia nesos, d. e. en ø med en konge (jfr. Detlefsen, 1904, s 18). Dette vilde stemme med Sicilianeren Dioforts (V, 23) meddelelse (1. årh. f. Kr.), som han gir uten oplysning om kilde: "Like overfor Skytien, ovenfor Galatien (Gallien) ligger i oceanet en ø kaldet Basileia; på denne kastes ravet op av bølgerne, hvilket ellers ikke findes noget sted på jorden." Det er sandsynlig at dette er tat fra Timaios og oprindelig stammer fra Pytheas, og at øen er den samme som Abalos. Det er at merke at på Pytheas´ tid bruktes endnu ikke navnet Germanien; det nordlige Europa, østover fra Rhinen, regnedes til Skytien, mens navnet Germanien var vel kjendt på Diodor's tid.

Pytheas kan også ha hørt om, eller besøkt, et land eller en stor ø (Jylland?), som lå tre dages seilas fra den kyst han seilte frem langs, og kan likeledes ha omtalt denne som en kongeø (basileia). Timaios, eller andre, kan ha opfattet dette som et navn, både for Abalos og for hin store ø længere borte, som så senere også er blit antat for at være den samme som Balcia, et navn som kan stamme enten fra Pytheas eller fra senere forfattere.

Da Gutoner ligner Tacitus' Gytoner (Goter), som bodde ved Weichselen, og da endvidere Basilia og Balcia var det samme land, som man forbandt med navnet den Baltiske Sjø og antok for syd-Sverige, så har folk ment at Pytheas må ha været i ravlandet ved sydkysten av Østersjøen, og endog i Skåne. Dette kunde synes at styrkes end mer ved at Strabo sier at Pytheas har løiet om Ostiaierne, som da kunde være Esterne. Men dette ord kan som nævnt være skrivefeil for Ostimier; og Gutoner kan endvidere være en skrivefeil for Teutoner, idet et utydelig skrevet "Tev" kan være læst for Tov (jfr. Hergt, 1893, s. 33) og straks efterpå sies det jo uttrykkelig at Teutoner (og ikke Gutoner) bodde nær Abalos. Om Pytheas virkelig har omtalt Balcia eller Baltia er som nævnt høist tvilsomt; men selv om han har gjort det, og selv om det lå ved Østersjøen, så er det ikke sikkert at han har været der, han kan ha hørt om det. Vi behøver derfor ikke tro at han har været længere end på kysten av Nordsjøen. Abalos kan ha været Helgoland (jfr. Hergt), eller kanske snarere en av de Slesvigske Øer, hvor strandskyllet rav er almindelig, som langs hele vestkysten av Jylland. At indbyggerne skulde ha brukt ravet som brændsel er en misforståelse, som kan skyldes en opdagelse av Pytheas at ravet var brændbart. Hvis han virkelig hadde seilt forbi Skagen og ind gjennem Beitene til Østersjøkysten, er det urimelig at han bare skulde ha omtalt en ravø Abalos, og en anden umådelig stor ø længere borte. Vi måtte vente at han i sterkere grad hadde forandret tidens forestillinger om disse strøk. Rigtignok kunde han ha reist over land til Østersjøens sydkyst; men det blir heller ikke meget rimelig. Allikevel bør det erindres, som senere vil bli fremhævet, at indtil Strabo's tid kjendtes i literaturen ingen andre reiser i disse strøk, og det er derfor mulig at meget av hvad vi finder hos Meia og Plinius derom, er oprindelig hentet fra Pytheas. Hvis vi ikke hadde hat det ene tilfældige sted hos Plinius om Abalos og ravet, hadde vi heller ikke visst at Pytheas hadde fortalt noget derom. Men hvor meget er vi uvidende om av mangel på slike tilfældige steder? Så lite vi vet om Pytheas selv, står han allikevel for os som en av de dygtigste og mest uforfærdede opdagere verden har set. Foruten at være den første, som så vidt den sikre historie går, seilte langs nord-Galliens og Germaniens kyster, så har han opdaget Storbritannien, hvis sydkyst alene var kjendt før ham, endvidere de Skotske Øer og Shetland, og sidst men ikke mindst Thule eller Norge, så langt nord som polkredsen. Ingen enkelt kjendt reisende i historien har gjort så vidtstrakte og vigtige opdagelser. Men Pytheas var for langt forut for sin tid, hans skildring av de nye lande mot nord stod så sterkt i strid med den gjængse opfatning, at de vandt liten tiltro i hele den senere oldtid. Hans yngre samtidige Dikaiark tvilte på ham, og Polyb og Strabo som kom 200 og 300 år senere, gav sig, som vi har set, megen møie med at mistænkeliggjøre Pytheas og stemple ham som løgner. De to fremragende geografer og astronomer, Eratosthenes og Hipparkh, synes at ha værdsat ham mere efter fortjeneste. At Polyb har ønsket at svække Pytheas's berømmelse, kan kanske forklares ved at denne Scipio's ven, som hadde fulgt med på flere romerske felttog, gjorde fordring på at være mere vidt bereist end nogen anden geograf. Men da hans fjerneste nord var det sydlige Gallien, har han ikke likt den tanke at en tidligere reisende, som hadde stor navnkundighet, skulde ha trængt så meget længere ind i strøk som var ham selv helt ukjendt. Menneskene er nu stundom ikke større.