Vis kilden til Nord i tåkeheimen - Vinland det gode, de Lykkelige Øer og Amerikas opdagelse

{|class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Nord i tåkeheimen - Vinland det gode, de Lykkelige Øer og Amerikas opdagelse]] !!  !! 
|-
|}


<center>'''[[Nord i tåkeheimen]]'''<br><br>

<big>'''Vinland det gode, de Lykkelige Øer og Amerikas opdagelse'''</big>

<br>av[[Fridtjof Nansen biografi| Fridtjof Nansen]]

<br>''Med originale illustrasjoner''

<br>Jacob Dybwads Forlag
Kristiania, 1911.</center>




<center>'''De ældste kilder om Vinland'''</center>


[[Fil:Taakeheim ill 91.png|thumb|400px|Fra et islandsk håndskrift, 14. årh.]]I den islandske literatur er det flere merkelige meddelelser om lande i sydvest eller syd for bygdene på Grønland. De kaldes: ''Helluland'' (d. e. helle- eller sten-land), ''Markland'' (d. e. skog-land), ''Furðustrandir'' (d. e. vidunder-strandene), og ''Vinland'' (også skrevet Vindland eller Vinland). Endnu et, som lå vest fra Irland, kaldtes ''Hvítramannaland'' (d. e. de hvite mænds land). Selv om enkelte av disse lande er sagnagtige, som senere skal vises, så må det ansees som sikkert at Grønlændingene og Islændingene er kommet ialfald til nogen av dem, som har ligget på Amerikas nordlige østkyst; og de har således opdaget Nordamerikas fastland, foruten Grønland, omtrent fem hundred år før Cabot (og Kolumbus).

Mens Helluland, Markland og Furðustrandir først omtales i kilder fra det 13. århundrede, så nævnes Vinland allerede av Adam av Bremen, omkr. 1070. Derefter forekommer navnet i den islandske literatur: først i Are Frode's Islendingabok, omkr. 1130, hvor det bare sies at i Grønland var det fundet spor av den slags folk som "Vinland hefer bygt"; dernæst nævnes det sammen med Hvítramannaland i Landnámabók, hvor det også må være tat fra Are Frode, da dennes farbror Torkel Gellisson opgis som hjemmelsmand. Man har ment at det har ståt i et tapt verk av Are; i ethvert fald må det altså stamme fra tiden før hans død 1148. Der nævnes det bare at Hvítramannaland lå vest i havet nær Vin(d)land; men stedet er vigtig derved at det, som senere skal bli talt om, sikkert viser at meddelelser om Vinland hos de ældste islandske kilder er kommet fra Irland. Den næste kilde hvor Vinland nævnes er Kristni-saga (før 1245) og Heimskringla, hvor det bare sies at Leiv den Heppne fandt Vinland det Gode. Det er at merke at mens Vinland i disse ældste kilder således bare nævnes i forbigående og tilfældig, så er det først i Eirik Raude's saga, fra det 13. århundrede, og i Flateyjarbokens Grænlendinga-þáttr, fra 14. årh., at det findes nogen skildring av landet, og av reiser dit og til Heimland og Markland. Men adskillig ældre end den første av disse sagaer er sikkert to viser som gjengis der, og hvor det tales om det land hvor det skulde være vin at drikke istedenfor vand, og om Furðustrandir hvor de koker hvalkjøt.

Endnu kan nævnes at det i Eyrbyggja-saga (fra omkr. 1250) omtales at "Snorre drog med Karlsevne til Vinland det Gode, og da de sloss med Skrælingene der i Vinland faldt Snorres søn Torbrand i kampen." I Grettis-saga (omkr. 1290) kaldes en deltager i denne færd, Torhall Gamlason, for ''Vindlendingr'' og ''Viðlendingr'' (skal vel begge steder være ''Vinlendingr''). Når hertil lægges at i den islandske jordbeskrivelse som kjendes fra forskjellige håndskrifter fra 14. og 15. århundrede, men som delvis tillægges abbed Nikulás Bergsson, på Thverá (død 1159), omtales Helluland, Markland og Vinland som liggende søndenfor Grønland, så har vi nævnt alle de ældste sikre kilder hvori Vinland forekommer (jfr. G. Storm, 1887, ss. 10 ff.); men dertil kommer muligens runestenen fra Ringerike

Inden jeg gjengir de vigtigste træk av disse reiser, slik som de er skildret særlig i Eirik Raude's saga, må jeg fremholde at jeg ser på fortælingene om dem nærmest som historiske romaner, forfattet over sagn og mer eller mindre usikre traditioner. Gustav Storm har i sin kritiske redegjørelse for Vinlandsfærdene (1887) skilt ut de ældre kilder, som han så på som fuldt pålitlige, fra de senere fortællinger i Flateyjarbókens Grænlendinga-þáttr, som han mente burde forkastes. Den sidste er skrevet omkring 1387, mens Eirik Raude's saga, som skulde være troværdig, efter Storm må være skrevet mellem 1270 og 1300<ref>Finnur Jónsson (1901, II s. 648) mener at den skulde være skrevet omkring 1200.</ref>. Fortællingene om Vinlands opdagelse og reisene dit er meget uoverensstemmende i disse to kilder: mens den sidste bare har to reiser (efter opdagelsen), har den første delt dem i fem, mens den ene nævner Leiv Eiriksson som landets opdager, nævner den anden Bjarne Herjulvsson o.s.v. Det må ligge nær at spørre: om det er rimelig at traditionene skulde ha holdt sig på folkemund så merkelig uforandret og uforfalsket gjennem de første 250 eller 300 år, når de er blit til den grad omdigtet og forfusket knapt nok hundred år senere. Det må snarere vise at der ikke har været nogen fast tradition, men fortællingene har kløvd sig i stadig mer avvikende former. Det vil kanske dertil svares at Eirik Raude's saga blev forfattet i sagaskrivningens guldalder, mens Flateyjarbók hører til forfaldstiden<ref>Gudbrand Vigfusson (1878, I, ss. LIX f.) mener at Eirik Raude's saga og Flateyjarbokens Grænlendinga-þáttr stammer, helt uavhængig av hinanden, fra mundtlige traditioner, som har været forskjellige på vestlandet ved Breidafjord, hvor den første blev skrevet, og på nordlandet, hvorfra den sidste kommer.</ref>.  Men det kan ikke bli psykologisk sandsynlig at menneskenaturen på Island skulde pludselig ha forandret sig så meget, at mens sagafortællerne i det 14. århundrede gjerne digtet romaner, så skulde de ikke hat nogen tilbøielighet til det gjennem det forutgående tre århundreder. Særlig er det naturlig at mangt er blit omdigtet og tildigtet hvor fortællingene som her, gjælder farvand som lå så langt utenfor den almindelige lei, og som gjennem lange tider hadde været ukjendt på Island, da sagaene blev nedskrevet. Træk av skildringer fra andre kanter av verden blir også trukket ind. Fortællinger som på den vis lever på folkets mund og efterhånden utvikler sig til sagaer, uten noget skrevet ord at støtte sig til, og tildels endog uten kjendte steder at bindes til, er at betragte som levende organismer avhængig av tilfældig påvirkning, og som suger i sig brukbart stof, når de træffer på det; en navnlikhet mellem personer eller steder kan virke med, en situationslikhet, eller hændelser med samme fremmede præg. Fortællingene om Vinlandsfærdene viser, som vi skal se, sikre spor efter at være opståt på den vis.


<center>'''Vinlandsferdene'''</center>


I året 999 seilte, efter sagaen, Eirik Raude's søn, Leiv, fra Grønland til Norge. Det er første gang det fortælles om at en så lang sjøreise er forsøkt<ref>En kan her ikke regne at Rolv fra Raudesand på hjemreisen fra Grønland skulde være kommet til Norge; for selv om dette var historisk, hvilket er usandsynlig, og selv om det henlægges til tiden før Leiv's reise, hvilket heller ikke er sikkert, så blev han tilfældig drevet dit istedenfor til Island.</ref>, og det viser ialfald at denne lange seilas var ikke fremmed for Islændingene og Nordmændene. Tidligere var seilasen til Grønland gåt over Island, derfra til Grønlands østkyst, langs denne sydover, og rundt Hvarv. Men dygtige sjømænd som den djerve Leiv har ment at istedenfor disse mange kroker måtte de kunne komme til Norge ved at seile ret mot øst fra Grønlands sydspids. Herved kommer Leiv Eiriksson til at stå som personliggjørelsen av historiens første ocean-farer, som med plan og overlæg satte tvers over det åpne Atlanterhav, uten at ville ty til havner på veien. Av de opbevarte kursforskrifter for seilasen i de nordlige farvand, fremgår det også sikkert nok at det blev seilt like over havet fra Norge til Grønland. Det må erindres at kompasset ikke var kjendt, og at alle skibe på den tid, var uten fast dask. Det er en bedrift jevngod med de største i historien, det er begyndelsen til ocean-seilasen.


[[Fil:Taakeheim ill 92.png|thumb||center|600px|<center>Fra et islandsk håndskrift (Jónsbok), 16. årh.<center>]]


Leiv's plan at nå like til Norge lykkedes ikke helt; han blev drevet ut av sin kurs til Suderøene (Hebriderne). Derfrå fik de sent bør, og dvælte der længe om sommeren. Leiv la der elsk på en ætstor kvinde, Torgunna. Da han seilte, bad hun om at få fare med ham; men Leiv svarte at han ikke vilde hærta så storættet en kvinde i ukjendt land, når han hadde så få folk. Det hjalp ikke at hun sa ham at hun var med barn, og at det var hans. Han gav hende en guldring, en grønlandsk kappe av vadmel, og et belte av hvalrosstand, og seilte med sine mænd bort fra Suderøene og kom til Norge om høsten (999). Leiv blev Olav Tryggvason's hirdmand, og blev i Nidaros om vinteren. Han tok kristendommen og lovte kongen at forsøke at indføre troen på Grønland. Dertil fik han også en prest med sig, da han fór. Om våren, såsnart han var seilklar, drog han til sjøs for igjen at seile tvers over Atlanterhavet til Grønland. Det har sikkerlig været tænkt at han valgte kosen mellem Færøene (61&#186;  50' n. br.) og Shetland (60&#186;  50' n. br.) for at nå Kap Farvel; den kos var siden den almindelige for seilasen fra Norge til Grønland. Men han blev drevet ut av sin vei, og:


<blockquote>... drev længe om ute i havet, og traf på lande som han før ikke hadde nogen anelse om. Der var selvsådde hveteakrer, og der vokste vinranker; der var og de trær som heter masur (m&#491;surr)<ref>M&#491;surr (egt. valbjerk) har sandsynligvis været et flammet træ, lik valbjerk, som har været anset som værdifuldt virke.</ref>, og av alt dette hadde de nogen prøver (nogen trær så store, at de blev lagt i hus" (''d. e. blev brukt til husbjelker'').</blockquote>


Dette land var ''Vinland hit Góða''. Da det blev antat at det i Amerika grodde vild vin (''Vitis vulpina'') nord til 45&#186;  n. br. også ute langs øst kysten, har historikerne deri ment at finde bevis for at Leiv Eiriksson må ha været på kysten av Amerika søndenfor denne breddegrad; men som senere skal bli omtalt er disse træk: de selvsådde akrer, vinrankene, og de høie trær, sandsynligvis lånt andensteds fra.


<blockquote>Leiv fandt på hjemveien folk på et skibsvrak, og tok dem hjem med sig, og gav dem alle ophold om vinteren. Han synte så meget høvdingsind og godhet, han førte kristendommen til landet, og han berget mændene; han blev siden kaldt Leifr hinn Heppni (heldige). Leiv nådde land i Eiriksfjorden, og fór hjem til Brattalid; de tok der vel imot ham. (''Dette var allerede samme høst (1000'').</blockquote>


Så kortfattet er fortællingen om den færd på hvilken Amerika først skulde være opdaget av Europæere<ref>Jeg omtaler ikke her beretningen fra 14. årh. (i Flateyjarbok) om Bjarne Herjolvssons opdagelse av Vinland, allerede år 985, da som G. Storm har vist, denne beretning ikke kan fremstille den tradition, som tidligere var den mest almindelige på Island.</ref>.

Om Leiv Eiriksson som sjøfarer fortæller sagaen merkelig nok ikke mer. Han synes senere at ha bodd i ro på Grønland, og overtok Brattalid efter farens død. Derimot hører vi om at hans bror Torstein gjorde et forsøk på at finde Vinland, som Leiv hadde opdaget. Efter Leivs hjemkomst "taltes det nu meget om at man burde søke det land, som Leiv hadde fundet. Lederen var Torstein Eiriksson, en god mand, og klok, og vennesæl." Det heter tidligere i sagaen, hvor det fortælles om Leiv's reise til Norge, at begge Eirik's sønner "var dygtige mænd; Torstein var hjemme hos far sin, og det var ikke da den mand på Grønland som tyktes like mandig som han". Det sies ikke noget om at Leiv skulde være med på den nye reise, det ser mest ut som at det har været til at ha en utfærd. Derimot:


<blockquote>... blev Eirik bedt, og man stolte på at hans held og forutseenhet var størst. Han var imot det, men sa ikke nei, da vennene hans opfordret ham så til det. De rustet derefter ut det skib som Torbjørn (Vivilsson) hadde hat med ut til Grønland<ref>Torbjørn Vivilsson kom fra Island til Grønland 999, samme sommer Leiv drog til Norge. Hans datter var Gudrid, som siden blev gift med Torstein Eiriksson. Den nøiagtige meddelelse om hvilket skib som blev brukt ved denne leilighet, og om dem som blev brukt senere til Torfinn Karlsevnes færd, viser hvor få skibe der fandtes på Grønland (og på Island), og hvorledes de mænd som eide skib var høit anset. Eirik Raudes's saga synes at forutsætte at Leiv's skib ikke har været synderlig brukbart længere efter hans sidste færd, da vi ikke hører mer om det. Det kan vel også være tænkt som grunden til at han ikke mer drog ut; hvis det da har anden grund end sagaens sammenflikkede natur. I Flateyjarbok fortælles det derimot at det var Leiv's skib og ikke Torbjørn Vivilsson's, som blev brukt både av Torvald først og siden av Torstein.</ref>; og tyve mand blev valgt dertil; de hadde lite gods med, men mer våben og niste. Den morgen da Eirik drog hjemmefra, tok han en liten kiste, og deri var guld og sølv; han gjemte der gods og for derefter sin vei; men da han var kommet et stykke, faldt han av hesten, brøt sine ribben og skadde akslen sin, og sa da: "Å ja!" Efter den hændelsen sendte han konen sin ord, at hun skulde ta op det gods som han hadde gjemt; han hadde nu, sa han, fåt straf for, at han hadde gjemt godset. Siden seilte de ut av Eiriksfjorden med glæde, og tyktes godt om sine utsigter. De drev længe om ute i havet og kom ikke på de kanter, som de vilde. De kom i sigte av Island, og hadde også fugl av Irland; deres skib rak da om på havet østover. De fór tilbake om høsten og var da trætte og meget slitne. Og de kom senhøstes til Eiriksfjord. Da sa Eirik: "Kåtere seilte vi i sommer ut av fjordene, end vi nu er, og dog har vi nu god grund til at være det." Torstein sa: "det vilde være høvdingfærd at ta sig noget av de mænd, som nu er rådløse (d. e. uten hjem), og skaffe dem tilhold." Eirik svarte: "Dine ord skal følges." Alle de som ikke hadde andet tilholdssted fik nu følge med Eirik og Torstein. Siden tok de land og fór hjem.</blockquote>


Torstein holdt i Brattalid om høsten (1001) bryllup med Torbjørn Vivilsson's datter Gudrid, og det "gik vel for sig". De fór derefter hjem til Torstein's gard i Lysefjorden, som var den sydligste fjord i Vesterbygden; sandsynligvis den som nu kaldes Fiskerfjorden (nær Fiskernes) på omtrent 63&#186;  n. br. Der døde Torstein om vinteren av en sygdom (skjørbuk?), som gjorde ende på mange på gården, og Gudrid vendte næste sommer tilbake til Eirik, som tok vel mot hende. Hendes far døde også, og hun arvet al hans eiendom.

Den høst (1002) kom Torfinn Karlsevne fra Island til Eiriksfjord i Grønland, med et skib og 40 mand. Han var i kjøpfærd, i Grønland, og ansås for en dygtig farmand, var av god æt, og rik på gods. Sammen med ham var Snorre Torbrandsson. Et andet skib, med Bjarne Grimolvsson og Torhall Gamlason og likeledes ialt 40 mand, hadde slåt følge fra Island.


<blockquote>Eirik red til skibene, og andre av landets mænd, og det kom til venlig avtale mellem dem. Styrmændene bød Eirik ta slikt av ladningen, som han vilde. Men Eirik viste sig meget storslåt til gjengjæld, derved at han bød begge disse skibsmandskaper hjem til sig til vinterophold i Brattalid. Det tok kjøpmændene imot og fór med Eirik."

[[Fil:Taakeheim ill 93.png|thumb|400px|Fra et islandsk håndskrift (Jónsbok), 15. årh.]]Kjøpmændene likte sig godt hos Eirik om vinteren, men da det led mot jul, tok Eirik til at bli ugladere, end hans vane var. Da Karlsevne spurte: "Er det noget tungt for dig, Eirik bonde?" og vilde vite hvorfor han var så fålåten, kom det frem, at det var fordi han ikke hadde noget til julebrygg; og det vilde spørres at hans gjester ikke hadde hat værre jul end hos ham. Karlsevne mente at det hadde det ingen nød med, de hadde malt, og mel, og korn på skibene, og derav, sa han, "bør du ha alt, du ønsker, og gjør slikt gjestebud, som dit høvdingsind kræver." Det tok Eirik imot. Det blev laget til julegilde, og det blev så storartet at mænd syntes knapt at ha set slikt pragtfuldt gjestebud</blockquote>


Selv om fortællingen er uhistorisk, gir den et indblik i livet og de trange kår i Grønland, kornvarer hadde de bare når det stundom kom skib; mest levde de av fangst, og når den slog feil, som det fortælles om år 999, blev det nød. Men at mangle julebrygg var for en Islænding ulykke; imidlertid hører vi av Fostbrødre-saga at "juledrik var sjelden på Grønland", og en kunde bli navnkundig ved at holde drikkegilde, som Eirik Raude's sønnesøn Torkel i 1026.

Efter julen blev Karlsevne gift med Eirik's svigerdatter Gudrid.


<blockquote>Gjestebudet blev da øket, og det blev gjort bryllup. Det var megen glæde i Brattalid om vinteren; der blev spilt meget tavl, og skjemtet med sagn og mangt andet, som kunde være til opmuntring under samværet.</blockquote>


Det blev snakket meget om at søke Vinland det Gode, og det blev sagt, at der monne gode landskår være at finde. Det blev til at Karlsevne og Snorre gjorde skibet sit istand for at søke Vinland om sommeren. Til deres færd sluttet også Bjarne og Torhall sig med sit skib og det mandskap som hadde fulgt dem. Desuten kom på et tredje skib en mand Torvard gift med Eirik Raude's uegte datter Freydis, som også fulgte, og Torvald, Eirik's tredje søn, og Torhall, med tilnavnet Veidemand.


<blockquote>Han hadde længe været på veidefærd med Eirik om somrene, og hadde mange slags yrke. Torhall var stor av vekst, svart og trollagtig, han var heller gammel, rangvis, stilfærdig og fåmælt til hverdags, men underfundig og baktalerisk, og jamt lysten på vondt. Han hadde git sig lite av med troen, siden den kom til Grønland. Torhall var lite menneskesæl, men allikevel hadde Eirik længe hat omgang med ham. Han var på skibet med Torvald og Torvard, fordi han var vidt kjendt i ubygdene. De hadde det skib som Torbjørn (Vivilsson) hadde med ut til Grønland (og som Torstein Eiriksson hadde brukt til den uheldige færd to år tidligere). De fleste på det skibet var Grønlændinger. På skibene deres var tilsammen førti mand over hundred<ref>Hvis det her menes storhundred, blir dette 160 mand.</ref></blockquote>.


Eirik Raude og Leiv tænkes vel at ha hjulpet med råd og dåd under utrustningen, selv om de ikke vilde være med på færden. Det nævnes senere at de skulde ha git Karlsevne to skotske løpere, som Leiv hadde fåt av Olav Tryggvason.

De tre skibe seilte først til Vesterbygden, og derfra til Bjarneyjar (Bjørnøene)<ref>Det kan efter ordene synes rimelig at disse øer, eller denne ø (?), var i Vesterbygden. Hadde de været nær Lysefjord, kunde, som Storm nævner, Karlsevne være tænkt først at dra dit, fordi hans kone, Gudrid, hadde gård der efter Torstein, og det kunde være mangt at ta med sig derfra. Men selve navnet Bjarneyjar peker helst længer nord, da den sydlige Vesterbygd (Godthåbs Distrikt) også dengang må ha været den bjørnefattigste del av kysten. I Bjørn Jónsson's "G&#491;gnlandiæ vetus Chorographia" nævnes en Biarney (el. -eyiar), hvortil det var 12 dagers roning fra Lysefjord (jfr. ovenfor), og da de er de eneste øer (eller ø?) av dette navn, som ellers er nævnt på Grønlands vestkyst, så kan meget tale for at det er samme sted som tænkes på.</ref>. Den naturligste forklaring av hvorfor sagaen lar dem begynde sin færd med at reise i denne retning (mot nord vest og nord) mens de land de søkte lå i sydvest eller syd må være at den i Grønlands geografi ukyndige islandske saga fortæller (i det 13. årh.) har gåt ut fra at Vesterbygden måtte ligge ret vest for Østerbygden; og når sjøfarerne skulde søke at lande i sydvest, har han først latt dem dra til det ytterste punkt, Bjarneyjar, han hadde hørt om på denne kyst, forat de kunde ha utsigt til mer held end Torstein, som hadde seilt ut fra Eiriksfjord. Når det sies at Torhall Veidemand var med Eirik's søn og svigersøn fordi han var kjendt i ubygdene, må det være tænkt på ubygdene hinsides Vesterbygden, og sagafortælleren må ha trodd at disse strakte sig vestover eller i retning av de nye lande. Det bør også erindres at om våren og forsommeren er det gjerne drivis ut for Østerbygden, fra Kap Farvel og et godt stykke nordvestover langs landet. Veien ligger da naturlig nordenom denne is, altså mot Vesterbygden. Men det kan også være tænkt på at de først måtte nordpå for at gjøre fangst og ruste sig med mat og tran (brændsel), som alt kunde trænges til en lang og ukjendt færd.

Fra Bjarneyjar seilte de til havs med nordenvind. De var, efter sagaen, utpå i to "døgr"<ref>Dægr var halvdøgn (jfr. Rimbeygla); men enten halvdøgn eller døgn, blir denne avstands-angivelse, liksom de senere, umulig. De kan ikke ha seilt fra Grønland til Labrador, eller selv om det var Baffins Land de kom til, på to halvdøgn, og meget vanskelig på to døgn. Efter håndskriftet i Hauksbok "seilte de derfra (d. e. Bjarneyjar) to halvdøgn i syd. Da så de land." Det kunde tænkes at dette skulde forstås som at forskjellen i breddegrad mellem dette land og utgangspunktet, svarte til de to døgrs reise. Vistnok heter det i Rymbegla (l780, s. 482) at det er to tylfter sjømil, eller to breddegrader, i "døgur sigling", og to døgr skulde altså bli fire grader; men når det senere sees at det fra det fundne land til Markland (Newfoundland?) også bare var to dagsreiser, da blir disse avstande fremdeles umulige. (Jfr. G. Storm, 1888, ss. 32—34; Reeves, 1895, s. 173). Reeves foreslår at "tvau" kunde være skrivfeil for "siau" (men i handskriftet av Hauksbok står to med tal: II). Sandsynlig er det, at denne gjentagelse av den samme avstand, på to døgrs seilas, til hver av de tre nye lande, ikke har noget med virkeligheten at gjøre; den minder så meget om eventyrets stil og den stereotype sagnregning, at vi helst må tro den er lånt derfra. Storm mener, at da Island tænktes at ligge på samme bredde som Vesterbygden, og Vinland på samme bredde som Irland, vilde det naturlig bli samme avstand mellem Vesterbygden og Vinland som mellem Island og Irland, og den sidste sattes til 5 (eller 3?) døgr. Imidlertid er det ikke 5, men 6 døgr mellem Bjarneyar og Furðustrandir efter Eiriks Saga Rauða (jfr. Storm's utg. 1891, s. 32). I avskriften i Hauksbok opgis det vistnok 2 døgr mellem Bjørneyar og Helluland, 2 døgr mellem det og Markland, og "derfra seilte de syd med landet en lang stund og kom til et nes..."; men også dette at avstanden ikke angis den tredje gang leder tanken nærmere hen mot eventyret, og det sies altså heller ikke her, at det var 5 døgr fra Vesterbygden til Kjalarnes.</ref>.


<blockquote>Da så de land, og rodde langs det i båtene, og undersøkte landet, og fandt der (ved stranden) mange heller og så store, at på dem to mand vel kunde ligge og spænde hinanden i fotsålerne. Det var der en mængde med melrakker<ref>Hvitræv eller melrakker er almindelige på Labrador, men også på den nordligste halvø av Newfoundland.</ref>. De gav landet navn og kaldte det Helluland.</blockquote>


Det kan være kysten av Labrador det her tænkes på, og ikke Baffin's Land, da meddelelsen om at de seilte med nordenvind dit vel må indebære, at kysten lå i nokså sydlig og ikke i vestlig retning fra Bjarneyar. Fra Helluland:


<blockquote>... seilte de to "døgr" og bra mot sydøst fra syd, og da lå et land foran dem, og på det var stor skog og mange dyr. En ø lå i sydøst utenfor landet, og der fandt de en isbjørn<ref>Isbjørn kommer med drivisen til nord- og østsiden av Newfoundland, men ikke længer syd.</ref>, og kaldte øen Bjarney; men landet kaldte de Markland (d. e. skogland) på grund av skogen.</blockquote>


Navnet Markland passer bedst på Newfoundland; det hadde skog ved sjøkanten, da det igjen blev opdaget omkring år 1500, og endnu senere.

Da de igjen hadde seilt i:


<blockquote>... to "døgr" så de land, og de seilte under landet. Der var et nes, hvor de først kom. De krydset langs landet, som de holdt på styrbord (d. e. mot vest). Der var havnløst og lange strande og sandstrækninger. De for på båter til land, og fandt der på neset en skibskjøl, og kaldte det Kjalarnes (d. e. Kjølnes); de gav òg strændene navn og kaldte dem Furðustrandir (d. e. de underlige, merkelige strande), fordi det var langt at seile langs dem<ref>Navnet kommer av furða (varsel, under, rædsel); furðu (gen. sing.) satt foran adj. og adv. betyr nærmest overvættes (furðu goðr, = overvættes god). Som Furðustjarna ("under-stjernen") overgik andre i størrelse og lysstyrke, kan disse strande være tænkt vidunderlige ved at overgå andre i længde, altså endeløse; men sandsynligere er det vel at det mener vidunder-strandene, hvor der var undere eller underbare ting. I Ørskog, Sunnmøre, findes et gårdsnavn Furstranda (med lang lukket u). K. Rygh (Norske Gaardnavne, XIII, 1908, s. 155) bemerker: "Iste Led er vel Trænavnet ''fura'', skjønt Udt. med lukket, lang ''u'' er paafaldende."</ref></blockquote>


Det kan, som Storm hævder, passe på østsiden av Kap Breton Øen; men de måtte da ha styrt mot vestsydvest fra Marklands (Newfoundlands) sydøstlige nes. Kjalarnes måtte da bli selve Kap Breton. At de skulde ha fundet en skibskjøl der, høres underlig; hvis den ikke er digtet, måtte en tro at den var drevet i land fra et vrak; det hændte sikkert ofte nok at skuter kom bort på veien til Grønland. Da Eirik, efter Landnåma, drog ut med 25 skibe, kom det bort mange av dem. Vrakgods vilde av strømmene føres fra Grønland over i Labrador-strømmen, og med denne sydover forbi Markland. Men rimeligere er det at oprindelsen til navnet er en helt anden, f. eks. at neset har hat form av en skibskjøl<ref>På Færøene (Kodlafjord på Straumsey) er et Kjal(ar)nes, hvis oprindelse til lægges et mandsnavn: ''Kjölur á Nesi'' (J. Jakobsen, 1898, s. 147); men det sandsynlige er vel at navnet på neset er det oprindelige, og at sagnet om Kjølur er senere. Om stedsnavne hvis andet led er -nes sier O. Rygh (Norske Gårdnavne, Forord og Indledning, 1898, s. 68): "Hyppigt er Iste Led et Ord som betegner Naturforhold på eller ved Neset... Ret ofte har Forleddet Hensyn til Nesets Form, dets Omrids, dets større eller mindre Høide, dets Længde  o.s.v Personnavne er ikke almindelige i disse Sammensætninger." I Norge er navne med Kjøl- (-nes, -berg, -stad, -set  o.s.v.) meget almindelige; de kan enten komme av mandsnavnef Þjéðolfr (som nu ofte lyder "Kjølv", Kjøl, eller "Kjøle"), eller av det norrøne digtersprogs ''kj&#491; ll'', m., "skib", eller av ''kj&#491; lr (gen. kjalar), "kjøl i fartøier og overført: fjeldryg" (jfr. O. Rygh, Norske Gårdnavne, I, 1897, s. 269; IV, 2, ved A. Kjær, 1902, s. 57; VI, ved A. Kjær, s. 237; XIII, ved K. Rygh, 1908, s. 344). Vort Kjalarnes ovenfor må utvilsomt stamme fra det sidste. I Tanen, østenfor Berlevåg, er et Kjølnes; på Island like nord for Reykjavik, ud for Faxafjord, er et Kjalarnes.</ref>. Dette styrkes ved at Grænlendinga-þáttr gir en fra Eirik Raude's saga helt forskjellig forklaring av navnet. Søndenfor Furðustrandir "blev landet indskåret av viker (vågskorit), og de styrte skibene ind i en vik". Her slap de på land de to Skotter (manden, Haki, og kvinden, Hekja), som Karlsevne hadde fåt av Leiv og Eirik, og som løp raskere end dyr. De "bød dem løpe sydover og undersøke landets kår, og komme tilbake før tre "døgr" var lidd. De hadde slike klær, som de kaldte ''kiafal'' (eller ''biafal''); den var gjort så at det var en hætte oventil, og den (d. e. ''kiafal'') var åpen på siderne, og uten ærmer, og knappet mellem benene, holdt sammen der av en knap og en hempe; ellers var de bare. De kastet anker og lå der den tid; og da tre dager var gåt kom de løpende ned fra landet og hadde den ene vindruer i hændene, den anden selvsådd hvete. Karlsevne sa, at de tyktes at ha fundet gode landskår."

De seilte da videre, til det åpnet sig en fjord, som de la skibene ind i.


<blockquote>Der var en ø utenfor, og der og om øen var sterke strømmer. De kaldte den Straumsey. Der var så meget fugl, at knapt kunde en sætte foten mellem eggene. De holdt ind i fjorden, og kaldte den Straumsfjord, og bar ladningen fra skibene, og indrettet sig der. De hadde med sig al slags fæ, og søkte at gjøre sig landet nyttig. Fjeld var der, og fagert var der at se sig om. De gjorde ikke andet end at undersøke landet. Der var meget græs. De blev der om vinteren, og den blev meget lang; men de hadde ikke sørget for noget, og det blev ilt om maten, og fangsten tok av. Da får de ut til øen, og ventet at der kunde det gis noget fangst eller noget drive op (d. e. rækhval?). Der var dog lite av matfang, men fæet deres holdt sig der godt. Siden gjorde de løfter til Gud, forat han skulde sende dem noget til matfang; men det kom ikke svar så brått, som de længtet efter.

Hedningen Torhall Veidemand blev da borte i tre "døgr", og hadde nok i hemmelighet hat besvergelser med den rødskjæggede (d. e. Tor). Litt senere kom en hval rækende, som de spiste av, men alle blev syke. Da de fik vite sammenhængen med Torhall og Tor, kastet de den utfor berget og bad om Guds miskund. De fik da utror, og det skortet da ikke på berging (d. e. mat). Om våren (1004) farer de ind i Straumsfjord, og hadde 'matfang fra begge landene (d. e. på fjordsidene), veide fra fastlandet, eggvær og utror (fisk) fra sjøen.</blockquote>


Denne skildring gir et godt indblik både i hvorledes Nordboene indrettet sig på sine reiser i ukjendt land, og i deres overtro.

Det ser ut til at det nu er blit uenighet mellem den vrange Torhall Veidemand og de andre, idet han vilde søke Vinland nordenom Furðustrandir, forbi Kjalarnes.


<blockquote>Men Karlsevne vilde fare syd med landet og østefter. Han mener landet blir bredere, jo længer syd det bærer<ref>Denne forestilling, at landet blev bredere mot syd, og kysten der bøiet østefter, må være den samme som vi gjenfinder i islandske jordbeskrivelser fra det 14. og 15. årh., hvor Vinland tænkes at hænge sammen med Afrika.</ref>; men det tykkes ham rådeligst at undersøke begge veier (d. e. både syd- og nordefter).</blockquote>


Torhall skiltes da fra dem; men det blev ikke mer end ni mand i følge med ham. Kanske har vel disse ønsket at fare hjem; for av et gammelt kvad, som sagaen tillægger Torhall, ser det ut som at han har været misnøid med hele opholdet: han laster landet, hvor hærmændene hadde lovt ham drikken den bedste, men hvor det ikke kom vin på hans læbe, og han måtte selv ta bøtten og hente sig vand til drikke. Og før de heiste seil, kvad Torhall den vise:


{|
|
:La os fare hjemad, 
:hvor vi landsmænd finder:
:la os med skibet søke
:sjøens brede veie, 
|
:mens de håbefulde
:hærmænd (de som roser
:landet) på Furðustrandir
:færdes og hvalkjøt koker.
|}


"Siden skiltes de (fra Karlsevne som hadde fulgt dem ut) og seilte nord for Furðustrandir og Kjalarnes, og vilde der baute vestover. Da kom vestenveiret mot dem, og de rak op ved Irland, og der blev de gjort til træler og hardt mishandlet. Da lot Torhall livet sit, efter det som kjøpmænd har sagt."

Det sidste viser at den geografiske forestilling på Island la landet ved Kjalarnes i havet ret overfor Irland på samme bredde.

Karlsevne med Snorre, Bjarne, og de andre drog fra Straumsfjorden syd med landet (1004).


<blockquote>De for længe, og indtil de kom til en å, som faldt oppe fra landet i et vand, og derefter i sjøen. Der var store ører foran elveosen, og en kunde ikke komme ind i åen uten ved høivand. Karlsevne og folkene hans seilte da til elveosen, og kaldte landet Hop. Der fandt de selvsådde hveteakrer, der som det var lavt, men vin-trær overalt der hvor de så høider (''en vinviðr allt þar sem holta kendi''). Hver bæk (''løkr'') var fuld av fisk. De gjorde graver der som landet møtte og floen gik høiest, og når vandet faldt, var det hellefisk i gravene. I skogen var det en stor mængde dyr av alt slag. De var der en halv måned og moret sig, og blev ikke noget var. Fæet sit hadde de med sig. Men en morgen tidlig, da de så sig om, så de ni skindbåter (''huðkeipa''), og det blev veivet med træstænger på skibene (d. e. skindbåtene), og det låt i dem på lag som i terskestokker, og de gik med solen. Karlsevnes mænd mente det var fredstegn og bar et hvitt skjold mot dem. Da rodde hine mot dem, og undredes da, og gik i land. De var små (eller svarte?)<ref>"Svart" (nærmest svarthåret og med svarte øine) står i Hauksbok, men i det andet håndskrift står det "små".</ref> mænd, og stygge, og stygt hår hadde de på hodet; ørnene var store, og brede var de over kindene. Og de blev der en stund, og undredes, rodde siden bort og syd for neset.</blockquote>


Dette skulde altså være skildringen av historiens første møte mellem Europæere og Amerika's indfødte. Det gir i al sin korthet et ypperlig billede; men om det er pålitlig, er tvilsomt. Som senere vil bli omtalt har Nordboene sandsynligvis truffet sammen med Amerika's indfødte; men beskrivelsen av disses utseende må nødvendigvis mer og mer ha tat farve fra Grønlands Skrælinger, som de kjendte bedre da sagaen blev nedskrevet. De store øine passer på ingen av dem, og er nærmest noget trollagtig eller underjordisk; troll og gamle huldrekaller har store rindende øine.


<blockquote>Karlsevne og hans folk hadde bygd husene sine ovenfor  vandet , somme nærmere, somme fjernere. Nu blev de der den vinter. Der kom aldeles ingen sne og alt fæet gik ute selvfødd. Men da våren kom, fik de en morgen tidlig se at en mængde skindbåter rodde sydfra forbi neset, så mange som om det var sådd med kul foran Hopen, det blev da veivet med træstænger på hver båt. De stak da skjold op og holdt kjøpstevne sig imellem, og det folk vilde helst kjøpe rødt klæde; de vilde også kjøpe sværd og spyd, men det forbød Karlsevne og Snorre. Skrælingene<ref>Ordet Skrælingar forekommer her for første gang i denne saga, og synes at være brukt som en kjendt betegnelse for de indfødte, som ikke trængte nærmere forklaring; derom mer senere.</ref> gav ubarkete skind i bytte for klædet, og handelen gik godt, indtil en okse, som Karlsevne hadde, løp ut av skogen og tok til at bælje. Skrælingene fælte og løp ut i båtene (''keipana'') og rodde syd med landet. Da blev de ikke var dem på hele tre uker. Men da den tid var lidd, så de en stor mængde Skrælinge-skibe fare søndenfra, som om strøm drev dem frem. Da blev alle træstænger veivet mot solen (''rangsolis'', den omvendte vei av solen), og alle Skrælingene hylte høit. Da tok Karlsevne og hans mænd røde skjold og bar imot dem. Skrælingene løp fra skibene, og derefter gik de mot hverandre og sloss, der blev hard skudkamp. Skrælingene hadde også valslynger (''valsl&#491;ngur''). Det så Karlsevne og hans mænd at Skrælingene førte op på en stang en ganske stor (ball-lignende) kule (''kn&#491;ttr''), nær at ligne med en saue-vom, og helst blå<ref>Blå mener kanske helst mørk eller svart av farve (jfr. Blåmænd for Negre), og brukes helst om noget uhyggelig, trollagtig.</ref> av farve, og slængte den fra stangen op på land over Karlsevne's folk, og det låt stygt der den kom ned. Ved dette slog stor rædsel Karlsevne og folkene hans, så at de bare så til at komme sig unda og op med åen, fordi det syntes dem som at Skrælingene drev indpå dem fra alle kanter; og de stanset ikke før de kom op på nogen berghamrer. Der gjorde de hard motstand. Freydis kom ut og så at de holdt unda. Hun ropte: "Hvorfor render I unda for slike stakkarer, så gilde mænd? Jeg tykte det rimelig at I kunde dræpe ned dem som bufæ, og hadde jeg bare våben, tror jeg mest at jeg skulde slåss bedre end nogen av eder." Ingen ændset hvad hun sa. Freydis vilde følge dem, men hun blev heller sen, for hun var med barn. Hun gik likevel efter dem i skogen, men Skrælingene søkte mot hende. Hun fandt foran sig en død mand, Torbrand Snorrason, og en hellesten (hellustein, flat sten) stod i hodet på ham. Sverdet lå bart hos ham, og hun tok det op og vil til at verge sig med det. Da kom Skrælingene til hende. Hun tar brystet op av serken og bryner sverdet på det. Ved det fæler Skrælingene og løper unda og ut på skibene sine, og farer bort. Karlsevne og mændene hans træffer hende og roser hendes heldige påfund. To mand faldt av Karlsevne´s, men fire av Skrælingenes; men likevel hadde Karlsevne lidt nederlag. De farer nu til husene sine, forbinder sine sår, og grunder på, hvad for folkesværm det var, som gik mot dem fra land. Det syntes dem nu, at det kunde ikke ha været mer end det folket som kom fra skibene, men det andet folk måtte ha været synkvervinger. Skrælingene fandt også en død mand, og en øks lå hos ham; en av dem tok øksen op og hugg i et træ, og så den ene efter den andre, og den syntes dem en kostelighet som bet så vel. Siden tok en og hugg i sten med den; men da brotnet øksen, den tyktes ham da til ingen nytte, når den ikke stod mot sten, og han kastet den fra sig.

Karlsevne og mændene hans mente nu at indse, at endda der var gode landskår, så vilde de jamt ligge i ufred og uro for dem som bodde der før. Siden gjorde de sig klar til at dra bort, og eslet sig til sit land. De seilte nordefter og fandt fem Skrælinger sovende i skindvester (''skinnhjupum''), og de hadde med sig tiner med dyremarg blandet med blod. De mente at skjønne at de var landsforviste; de dræpte dem. Siden fandt de et nes og en bråte med dyr (hjort), og neset så ut som en tørket møkskorpe, av det at dyrene lå der om nættene. Nu kom de tilbake til Straumsfjord, og der var overflod på alt. Det er somme mænds utsagn, at Bjarne og Gudrid hadde været efter der, og hundred mand med dem, og de hadde ikke fart længere; men Karlsevne og Snorre skulde ha fart sydefter med førti mand og ikke været i Hop længere end snaue to måneder, og kommet tilbake den samme sommer.</blockquote>


Karlsevne for med det ene skib for at lete efter Torhall Veidemand. Han seilte nordenom Kjalarnes, vestover, og syd med landet (Storm mente på østsiden av Kap Breton Øen til nordsiden av Nova Scotia) og de traf en elv som faldt i sjøen fra øst mot vest.


<blockquote>Her blev Torvald Eiriksson en morgen skutt fra land med en pil, som kom fra en Enfoting (sagnvæsen med én fot), som de satte efter, men ikke fik tak i. Pilen traf Torvald i små-tarmene. Han trak den ut og sa: "Fett er det om isteren; et godt land har vi fundet, men tvilsomt er det om vi får nyte det." Torvald døde av dette sår litt senere. "De drog da bort og nordover igjen, og de mente at se Einføtingaland. De vilde da ikke længer våge livet til folkene sine, og de for tilbake og var i Straumsfjorden den tredje vinter. Da gik mændene meget træt (så de blev usams); de som var koneløse la sig ut med dem som hadde koner.<ref>Noget slikt fortælles ikke i Grænlendinga-þáttr; derimot heter det om den første vinter på Karlsevne's reise at fæet gik oppe på land, "men det hændte snart at hanfæet (gradfe) blev uregjerlig og gjorde meget av sig."</ref></blockquote>


Den fjerde sommer (1006) seilte de fra Vinland med søndenvind og kom til Markland.


<blockquote>Der fandt de fem Skrælinger, og fanget to gutter av dem, mens de voksne, en skjægget mand og to kvinder, kom sig unda og sakk ned i jorden. Guttene tok de med sig og lærte dem sit mål, og de blev døpt. De kaldte mor sin Vætilldi og faren Vægi. De sa, at konger styrte i Skrælinga-land, den ene het Avalldamon, den anden Valldidida. De sa der var ingen hus, og folkene lå i hellerer eller huler. De sa der var et andet stort land overfor deres land, og mænd gik der i hvite klær og ropte høit, og bar stænger fremfor sig, som det var fæstet fliker til. Det tror folk har været Hvítramannaland (d. e. de hvite mænds land) eller Stor-Irland.

Nu kom Karlsevne og følget hans til Grønland og var hos Eirik Raude om vinteren (1006—1007). Med Bjarne Grimolvsson (på det andet skib) bar det ut i Irlands-havet (Atlanterhavet mellem Markland og Irland) og de kom i mark-sjøen (''maðk-sjá'') ; de visste ikke av før skibet var mark-ætt under dem, og det var synkefærdig. "De hadde en storbåt (''eptirbát''), som var bredt med sæltjære, og det sier folk, at sjømarken æter ikke det træ, som er bredt med sæltjære. Men da det blev prøvd, tok båten ikke mer end halve mandskapet. Alle vilde gå i den; men Bjarne foreslog da at de skulde gå i båten efter lodkastning, og ikke efter anseelse, og det blev vedtat. Loddet faldt så, at Bjarne var blandt dem som skulde gå i båten. Da de var kommet dit, sa en ung Islænding, som hadde fulgt med Bjarne hjemmefra: 'Tænker du, Bjarne, at skilles her med mig?' Bjarne svarer: "Så får det nu ske." Han sier: "Så lovte du ikke far min, da jeg for med dig fra Island." Bjarne svarer:  "Så skal det heller ikke være, gå du hit i båten, men jeg får gå i skibet, da jeg ser, at du er så glad i livet." Bjarne gik da op i skibet, og denne mand i båten, og de for derefter sin lei indtil de kom til Dyflinar (Dublin) i Irland, og fortalte der denne saga. Men det er de fleste folks tro at Bjarne og hans kumpaner (fæller) har latt livet i mark-sjøen, med det at de ikke spurtes siden.</blockquote>


Torfinn Karlsevne fór den følgende sommer (1007) tilbake til Island med Gudrid og sønnen Snorre, som var født i Straumsfjord i Vinland den første vinter de var der. Karlsevne bodde siden på Island.


<center>'''Kritisk gjennemgang av Vinlandsberetningene'''</center>


[[Fil:Taakeheim ill 94.png|thumb|Fra et islandsk håndskrift (Jónsbok), 14. årh.]]Gjennemgår vi nu prøvende Eirik Raude's saga og hele denne fortælling om Karlsevne's reise, sammen med de andre om Vinlandsfærdene, så finder vi det ene træk efter det andet som er sagnagtig eller må være lånt andensteds fra. Undersøker vi først og fremst de forskjellige kilders forhold til de hændelser som fortælles, så må det slå os at i de ældste kilder, som Landnåma, har Eirik Raude bare en søn Leiv, mens i Eirik Raude's saga og i Grænlendinga-þåttr har han, for trilogiens skyld som i eventyret, avlet tre sønner, foruten en uegte datter. I det ældste håndskrift, Hauk's Landnåmabók, nævnes Leiv bare på ett sted, og det sies ikke andet end at han var Eirik's søn og tok Brattalid efter far sin; han får ikke tilnavnet heppni, og det nævnes ikke at han skulde ha fundet Vinland, og ikke at han indførte kristendommen. I Sturlubók nævnes han på endnu ett sted som søn av Tjodhild og Eirik, og får der tilnavnet "en hepni"; men heller ikke der sies det noget om opdagelsen av Vinland eller indførelsen av kristendommen (jfr. Landnåmabók ved F. Jónsson, 1900).  Da dette sted ikke findes i Hauk's Landnåma, kan det være en tilføielse i det senere håndskrift, som ikke har ståt i den oprindelige Landnåmabók. I den store Olav den Helliges saga<ref>Utg. ved P. A. Munch og C. R. Unger, Christiania, 1853, s. 75.</ref> (kap. 70) hvor kong Olav ber Islændingen Torarinn Nevjolvsson at føre den blinde kong Rørek til Grønland til "Leiv Eiriksson" får denne heller ikke tilnavnet den Heppne, og Vinland eller opdagelsen av det nævnes ikke. Denne saga er efter utgiverne skrevet omkr. 1230. Da såvel dette tilnavn som fortællingene om Leivs opdagelse av Vinland ikke findes før i Kristni-saga og Heimskringla, kan det se ut som at disse træk først senere er kommet til. På lignende vis forholder det sig med omtalen av Torfinn Karlsevne; bare på ett sted i Hauk's Landnåma nævnes det at han fandt Vin(d)land hit Góða; men da dette ikke omtales i Sturlubók kan denne tilføielse skyldes Hauk Erlendsson som regnet Torfinn som sin stamfar. De ældste kilders taushet om reisene til Vinland blir end mer påfaldende når vi sammenholder dermed at Landnåma har meddelelser (med nøiagtig opgivende av hjemmelsmænd som viser at de stammer fra selveste Are Frode) om Are Mårsson, hans reise til Hvítramannaland, og ophold der, hvilket almindelig har været anset som langt mindre pålitlig end fortællingene om Vinlandsfærdene. Er Are Mårsson's reise sagn, måtte det ligge nær at tro at de sidste endnu mere er det. Den indvending at det skulde ha ligget utenfor de knappe og kortfattede tidligste verkers (Islendingbók´s og Landnåmabók´s) plan at omtale disse ting, kan neppe gjælde. Når Are har plads i Islendingabók for en forholdsvis utførlig omtale av Grønlands opdagelse, navngivning, og indfødte, endvidere skildring av kristendommens indførelse på Island; når det desuten fra ham, som nævnt, meddeles i Landnåmabók enkelt heter om Are Mårsson's reise til Hvítramannaland, så er det vanskelig at forstå at hverken Are Frode eller Landnåmabók's forfattere, ved omtalen av Eirik Raude og Leiv, skulde ha fundet plads til en Linje om at Leiv hadde fundet Vinland og kristnet Grønland, to ikke uvigtige meddelelser hvis de hadde kjendt det. I det mindste måtte da Leiv's kristning av Grønland interessere presten Are og de prestelærte forfattere av Landnåma. Denne taushet er derfor mistænkelig.


<center>'''Sagn og eventyragtige træk'''</center>


Personnavnene i Eirik Raude's saga er endvidere påfaldende. Med undtagelse av Eirik selv, hans kone Tjodhild, og søn Leiv, og nogen andre navne i første delen som næsten i sin helhet er tat fra Landnåmabók, er omtrent alle navne, som tilhører denne saga, forbundet med hedenske gudenavne, særlig Tor. Eirik har fåt to sønner, Torstein og Torvald, som ikke nævnes i Landnåma, desuten datteren Freydis, og svigersønnen Torvard. Navnet Freydis kjendes bare fra denne ene kvinde i hele den islandske literatur, og flere navne i den norrøne literatur sammensat med Frey synes efter Lind<ref>E. H. Lind: Norsk-Islåndska döpnamn, s. 283. Moltke Moe skylder jeg opmerksomheten på dette træk med de mange hedenske navne.</ref> at være sagnnavne (således ''Freygarðr, Freysteinn'', og ''Freybjorn''). Andre navne forbundet med Vinlandsfærdene i denne saga er: Torbjørn Vivilsson (bror hans het Torgeir og fosterfar til datter hans Orm Torgeirsson) kom til Torkjell på Herjolvsnes, hvor volven het Torbjørg. Leivs kvinde på Suderøerne het Torgunna, og den uegte søn deres Torgils. Torstein Eiriksson hadde gard sammen med en Torstein i Lysefjord<ref>Hans kone kaldes Sigriðr hvilket altså er en undtagelse; men i Grænlendinga-þáttr heter hun Grimhildr, hendes navn er altså usikkert. Desuten nævnes det en træl Garði, men som træl kunde han vel ikke få et gudenavn.</ref>. Endvidere har vi Torfinn Karlsevne (søn av Tord og Torunn), Snorre Torbrandsson, Torhall Gamlason, Torhall Veidemand (som også har omgang med den rødskjæggede Tor, og Torbrand Snorrason som faldt. Undtagelse er, foruten Bjarne Grimolvsson (og løperne Håki og Hekja, se senere), Torfinn Karlskone Gudriðr<ref>Ganske eiendommelig er det at hun i kapiteloverskriften i Hauksbók kaldes Þuriðr men i teksten Guðriðr (jfr. Storm 1891, s. 23; Grøn. hist. Mind. I, s. 392).</ref>, datter av Torbjørn Vivilsson, og mor til sønnen Snorre. Men en skjønner kanske hvorfor hun har fåt dette navn hvis en læser gjennem skildringen av den merkelige spå-scene hos Torkjell bonde på Herjolvsnes mellem den vakre Gudrid, som kvad med så fager røst, og den hedenske volve Torbjørg, hvor den første som kristen kvinde vægrer sig ved at kvæde det hedenske tryllekvad ''Varslokur'', som volven ber om. Allerede disse mange Tor-navne med de to kvindenavne, den sterke Freydis og den fagre kristne Gudrid som henlægges til en tid da hedendom og kristendom brytes (jfr. fortællingen om Torhall Veidemand og hvalen), virker sagnagtig og digtet. Dertil kommer sagn-skildringer som de av volven på Herjolvsnes, gjengangerne i Lysefjord den vinter Torstein Eiriksson døde, o. fl.

Av reiser for at finde Vinland fortælles det i Eirik Raude's saga om to, efter Leiv's tilfældige opdagelse av landet. Den første er Torstein Eirikson's uheldige færd, da de ikke fandt det lykkelige Vinland, men drev øst i havet mot Island og Irland. I den irske fortælling om Brandan (''Imram Brenaind'' fra 11. årh.) gjør Brandan først en mislykket sjøfærd for at finde det forjættede land, og kommer kanske helst østover i havet hen mot Bretagne (jfr. Vita S. Brandani; og Machutus's færd); men derefter gjør han en ny reise hvor han til slut når det søkte land (jfr. Zimmer, 1889, ss. 135 ff.). Denne likhet med det irske sagn er vistnok ikke stor, men fortjener kanske at tas med sammen med de mange senere omtalte.

[[Fil:Taakeheim ill 95.png|thumb|Forholdene i avstand mellem landene. Målestokken under gir døgr-seiling (= 2 breddegrader) efter Rymbegla. Hvit kryds merker St. John's dal.]]Går vi nu over til selve fortællingen om Karlsevne's reise, så har vi allerede set at begyndelsen med reisen til Vesterbygden er tvilsom; dernæst må det træk at han seiler til tre forskjellige lande efter tur (Heimland, Markland, og Furðustrandir) med like mange dagsreiser mellem hvert, være hentet like fra eventyret<ref>Det er kanske mer end en tilfældig likhet at i de klassiske sagn var det tre øgrupper, Gorgaderne, Hesperiderne, og Insulae Fortunae, vest for Afrika. Marcianus Capella sier at det var to dagers seilas til Gorgaderne, så Hesperiderne, og desuten Insulae Fortunatae. Plinius har også to dager til Gorgaderne, utenfor dem var det to Hesperider, han nævner også at det var to dagers seilas til de Hesperiske Ætioper,  o.s.v. I Flateyjarbokens skildring av Bjarne Herjolvsson's reise, som er endnu mer rent eventyr, seiler denne to dager fra det første land han fandt (= Vinland) til det andet (= Markland), derefter tre dager til det tredje (= Helluland), og så endelig fire dager til Grønland.</ref>. En slik seilas er i og for sig usandsynlig; sagaen har tydeligvis forestilt sig landene som øer eller halvøer, men noget tilsvarende findes ikke på Amerikas kyst. Det er utænkelig at en opdager av Labrador og kysten sydefter skulde ha delt denne i flere lande; da Newfoundland og Labrador blev gjenopdaget gik det lang tid før sundet mellem dem blev fundet. Tænker vi os at Karlsevne vilde sydover, og først er kommet til Labrador ( = Heimland?), med en kyst som strakte sig mot sydøst, så er det mot sund fornuft at han frivillig skulde ha sluppet kysten av sigte igjen, og stukket tilhavs i østlig retning, for så to dager senere at se nyt land syd for sig, derimot er dette netop den almindelige fremstillingsmåte i eventyr og sagn. Men sæt nu at han allikevel på den vis er kommet til Newfoundland (= Markland?), og han så igjen stikker tilhavs istedenfor at følge kysten, hvordan kan han da vite at han denne gang istedenfor at seile i østlig retning skal holde vestover? Men det må han ha gjort for at komme til Kap Breton eller Nova Scotia; og dit måtte han være kommet, skal vi få nogenlunde sammenhæng i det hele. De opgivne avstande på to døgrs seilas til hvert land hører heller ikke hjemme i virkeligheten<ref> Går vi ut fra at en døgr-seiling er lik to breddegrader eller 30 sjømil (24 gamle sjømil) så blir det som kartet ovenfor viser omtrent ''fire'' døgr-seilinger fra Grønland til nærmeste del av Labrador (og ikke to). Fra Bjarneyjar til Markland skulde det være fire døgrs seiling efter sagaen; men kartet viser at det er mellem otte og ti døgr seilinger fra Vesterbygden langs Labrador til Newfoundland. Mellem Newfoundland og Kap Breton kunde derimot to døgr-seilinger passe bedre.</ref>. Denne del av skildringen virker således helt igjennem laget. Den minder sterkt om flere av de gamle irske sagnfortællinger om merkelige sjøfærder, særlig kan nævnes begyndelsen av en av de ældste og vigtigste: Imram Maelduin (fortællingen om Mælduins sjøfærd), som kjendes i håndskrifter fra utgangen av det 11. århundrede og senere, men som sandsynligvis først må være optegnet i det 7. årh., senest i det 8. årh. (jfr. Zimmer, 1889, s. 289).

Da Maelduin med sit følge i en skindbåt med tre huder (mens Karlsevne har tre skuter) drog tilhavs fra Irland, kom de først til to små øer, mens Karlsevne kom til Bjarneyjar. Derefter fandt Irerne i 3 dager og 3 nætter intet land; "på den tredje dags morgen" hørte de brænding mot en strand, men da de ved dag nærmet sig landet, kom det skarer av maur, store som føl, til stranden og viste lyst til at spise dem og skuten (det er de indisk-græske sagns guldgravende maur). Dette land blir at side stille med Helluland hvor det var en mængde melrakker (jfr. skildringen av ankomsten dit s. 245). Efter at ha flygtet derfra tre dager og tre nætter, hørte Irerne "på den tredje dags morgen" brænding mot en strand, og så ved dag en stor, høi ø med terrasser omkring og rækker av trær, på hvilke det var mange, store fugler, som de mættet sig med og tok med av i båten. Denne ø kunde svare til det skogvokste Markland, med mange dyr, og hvor Karlsevne og hans folk dræpte en bjørn. Efter nye tre dager og tre nætter på havet, så de irske sjøfarere "den fjerde dags morgen" en stor, sandig ø; da de kom nær stranden så de der et fabeldyr som en hest med hunde labber og klør. Av frygt for dyret rodde de bort uten at lande. Denne store sandøen kan sammenlignes med de sandete Furðustrandir hvor det var havnløst og vanskelig at lande. lrerne reiste nu "længe" før de kom til en stor, flat ø, hvor to mand gik iland for at undersøke øen, som de fandt stor og bred, og de så hestespor så store som skibsseil, og nøtteskal store som ''coedi'' (et hulmål?), og spor efter mange mennesker. Dette har likhet med at Karlsevne hadde "langt" at seile langs Furðustrandir, før han kom til en vik, hvor de to Skotter gik iland for at undersøke landet, var borte i tre dager, og fandt vindruer og hvete. Derefter reiste Irerne i en uke med hunger og tørst, indtil de kom til en stor, høi ø, med et stort hus på stranden, med to dører "en mot sletten på øen og en mot sjøen"; og gjennem den sidste kastet havets bølger laks midt ind i huset. De fandt smykkede leier og krystal-kar med god drik i huset, men ingen menneske, og de tok mat og drikke og takket Gud. Karlsevne fór fra viken videre og kom til Straumsøi, hvor det var tykt med fugl og egg, og til Straumsfjord hvor de slog sig ned (d. e. bygde hus). Og der var fjeld og fagert og høit græs; og det var matfang fra to kanter, "veide på landet, og eggvær og fisk fra sjøen"; og hvor de til at begynde med ikke gjorde andet end at gjøre sig kjendt med landet. Fra øen med huset reiste Maelduin og hans mænd "i lang tid" omkring, sultne og uten mat, indtil de fandt en ø som det gik en stor klippe (''alt mor impi'') rundt om. Der var et meget tyndt og langt træ; Maelduin tok en kvist av det i hånden i forbifarten, tre dager og tre nætter var kvisten i hans hånd, mens båten seilte langs klippen, og på den tredje dag var det tre epler på enden av kvisten (jfr. Karlsevnes løpere som efter tre dager kom med druer og hvete i hændene) som de levde av i førti dager. Karlsevne og hans mænd led om vinteren megen nød i Straumsfjord; og fra dette sted, hvor de bodde i land i hus, for de "længe" indtil de kom til landet med selvsådd hvete og vinranker, og hvor det var store ører utfor elveosen, så de hadde vanskelig for at komme tillands.

Det er påfaldende at det på Maelduin's færder bare for de tre første havstykker, til de tre på hverandre følgende øer, efter de to første små øer, at seilasen opgis til at være tre dager og nætter, mens det mellem de senere øer heter at de fór "længe", "en uke", "i lang tid",  o.s.v., aldeles som i Eirik Raude's saga hvor de efter Bjarneyjar seiler i to døgr til hver av de tre lande, efter tur, og derefter var det "langt" at seile langs Fursustrandir, til en vik, derefter "fór de sin vei" til Straumsfjord, og derfra fór de "længe" til Vinland  o.s.v. Jeg tør ikke påstå at der har været en direkte forbindelse mellem de to fremstillinger, dertil er det kanske for mange ulikheter; men de synes ialfald at ha sine røtter i en og samme forestillingskreds, og det oprindelige sagn er sikkert kommet til Island som mundtlig fortælling.

''Tretallet'' spiller en fremtrædende rolle i Eirik Raude's saga. Der gjøres tre reiser mot eller til Vinland, Karlsevne har tre skuter, der reises til tre lande efter tur, der overvintres tre vintre (likeså Eirik Raude på første reise til Grønland, men der skyldes det forvisningen), de træffer tre ganger sammen med Skrælinger, det falder tre mand (to mand i Skrælinge-slaget, og siden Torvald Eiriksson) liksom Maelduin (og også Brandan) mister tre mand —, færden opløser sig tilslut i tre hjemfærder - Torhall Veidemand's, Karlsevne's og Bjarne Grimolvsson's  o.s.v.  o.s.v.<ref>En må naturligvis være forsigtig med at se eventyr i alle slike trilogier. Som advarende eksempler kan nævnes, at Nordmændene slog sig ned på Hjaltland, Orknøer og Suderøer; de finder Færøene, derfra Island, og så Grønland, på lignende vis som de fra det sidste skulde ha fundet Helluland, Markland, og Vinland. På Grønlands østkyst var det tre jøkler  o.s.v. Men i Eirik Raude's saga er tretals-tilfældene så mange og tildels eiendommelige, og sagaen viser sig i den grad opbygd av lån, at det ligger nær at opfatte tretallet som stammende fra eventyrdigtning.</ref>. I de irske sagn og fortællinger, f. eks. om Maelduin eller Ua Corra, gjentar tretallet sig næsten endnu mer iøinefaldende. Et træk fra eventyret kunde det også tænkes at være at Eirik Raude har tre sønner som efter tur drog ut, først Leiv, så Torstein, og sidst Torvald, som finder landet og er med at forsøke på nybygge der. Men dette træk er ikke så fremtrædende at det tør tillægges megen vegt, særlig da det er den første søn som her er den heldige, mens det ikke er så i eventyret.

Da de på Leiv's reise i Grænlendinga-þáttr (hvilken reise delvis svarer til Karlsevne's) kom til et land sydvest for Markland, "gik de op på en ø, nord for landet, så sig om i godt veir, og fandt at det var dugg i græsset, og det traf sig så at de tok med hændene i græsset og stak i munden, og de syntes ikke at ha smakt noget så søtt, som det var."

Det minder sterkt om Mosebøkenes manna i ørkenen som kom som dugg (2. Mos. XVI, 14). I den old-norske frie gjengivelse av det gamle testamente, kaldt ''Stjórn''<ref>Jfr. Unger's utgave, Christiania, 1862, s. 292.</ref>, fra tiden omkr. 1300, altså længe før Grænlendinga-þáttr, fortælles det derom at det kom dugg fra himmelen rundt hele leiren, "den klæbet og limte sig fast ved hænderne, straks en tok på den". . . . "de kjendte at det var søtt som 'honning i smaken". . . Men også her ligger irske sagn-forestillinger nær. I fortællingen om Ua Corra's sjøfærd (fra det 12. årh.) kommer de sjøfarende til en ø med en yndig, vidunderlig træslette, fuld av honning, og en græsgrøn flate i midten med en velsmakende herlig sjø. Senere kom de til en anden vidunderlig ø, med herlig grønt græs, og honning-dugg lå på græsset (jfr. Zimmer, 1889, ss. 194, 195)

Navnet Furðustrandir (vidunder-strandene) kan som senere omtalt komme fra de irske sagns ''Tirib Ingnad'' (vidunder-landene) og ''Trāg Mór'' (den store strand) fjernt i havet i vest.

Da Karlsevne kom forbi Furðustrandir, sendte han ut sine to Sagnfigurer. skotske løpere, manden Håki og kvinden Hekja, og bød dem løpe sydover og undersøke landets kår og komme igjen efter tre dager. Dette virker som et nyt eventyrtræk; og ikke mindre den vending, at kong Olav hadde git disse løpere til Leiv, og bedt ham "gjøre bruk av dem, hvis han trængte hastighet, for de var raskere end dyr." Slike træk kjender vi mange av fra eventyr og sagn. Så kommer, efter de traditionelle tre dager, manden og kvinden løpende oppe fra landet, den ene med vindruer, den anden med selvsådd hvete i hændene. En fristes til at tænke på de speidere Moses sendte ind i Kanaan, med bud om at undersøke landskårene, om landet var fett eller magert, og de kom tilbake med en vinkvist og en vindruklase, som de hadde skåret i Eskols dal (d. e. vindrudalen)<ref>Jfr. også Josva's to speidere, som efter skjøgen Rahab's råd skjulte sig i fjeldene i tre dager, og derefter gik ned og kom til Josva.</ref>.

Men der er andre merkeligheter ved dette sagn. Prof. Moltke Moe har gjort mig opmerksom på en påfaldende likhet mellem det og sagnene om de to løpere eller speidere som fulgte Sinklars-toget gjennem Norge (1612). De kaldtes "veirløpere", eller "støvere", eller også "veirkalver", andre kaldte dem "Vild-Tyrker".

"Det var noko stygge folk. Sinklar bruka dei til å fara fyre å njosna etter nytt; um kveldarne kom dei attende med tidender. Dei var lettare til å laupa en hjorten; det er fortalt at kjøte var utor skore or lårom og tjukkleggjom deira. So er og sagt, at dei kunde rekkja far etter manna-fot"<ref>Jfr. Andreas Austlid: Sinklar-soga, s. 21, (Oslo, 1899). H. P. S. Krag: Sagn samlede i Gudbrandsdalen om slaget ved Kringlen den 26de august 1612, s. 19, (Kri stiania, 1838).</ref>.

Det heter også andensteds at "Dessa Ver-Kalvann va friskar hell gardloupar-honde, kvasse som eldingen og såg ikje ut som folk. Kjøte va utu-skore i tjukk-leggjom, bak i lårom og i sesse på døm; nåså-borinn va ou upp-skorne. Folk meinte detta va gjort ve døm for, at døm skulde vera så mykjy lettare te å renne umkring, og alle folk va ræddare døm, hell skottann sjølve. Døm kunde kjenne ver 'tå folk lange lei'inn og kunde drepa ei menneskje førr ho fekk snu se: døm skout se uppå ryggen og knekte nakkjin i folk"<ref> Ivar Kleiven: I gamle Dågå, Forteljingo og Bygda-Minne frå Vågå, s. 63 (Kristiania, 1907).</ref>.

Det træk at veirløperne "såg ikje ut som folk" findes uttalt i en anden form i optegnelserne av H. P. S. Krag, som mener at de ikke have været andet end Sinklars Sporhunde, hvilket man må formode både af Beskrivelsen, og af at der fortælles om den, der blev skudt på Ødegården, at den løb om på Ågeren og gjøede".

Noget lignende kommer også frem om løperne i Vinland i en sen form av sagnet om Karlsevnes reise, hvori det heter at "han seilte fra Grønland mot sydvest, indtil landskårene bedret sig mer og mer; han fandt og opseilte mange steder som aldrig siden blev fundet; han fandt også nogen Skrælinger; de folk kalder somme bøker Lapper. Han fik ensteds to væsener (''skepnur'') likere aper end mennesker, som han kaldte Hake og Hekja; de rendte så sterkt som mynder og hadde få klær." (Håndskr. A. M. gammelt no. 770 c, nyt no. 1892, 3; jfr. Rafn: Antiqvitates Americanæ, 1837, s. 196).

Endnu kan nævnes at i Flateyjarbokens saga om Vinlandsfærdene forekommer ingen løpere, derimot er der i fortællingen om Leiv's reise, som har træk fælles med Karlsevne's, en sydmand (''suðrmadr'', oftest brukt om tysker)<ref>Det heter at han talte på "þyrsku". Lydlikheten her kan reise det spørsmål om han ikke oprindelig har været tænkt som Tyrk (jfr. Vild-Tyrker ovenfor), hvilket selve navnet kunde tyde på.</ref> med navnet Tyrker, som først fandt den vilde vin i skogen (lik Karlsevne's løpere) og spiste sig drukken på vindruene<ref>Det er påfaldende at om denne Tyrker sies det at han var "brattleitr" (d. e. med flatt, bratt ansigt); dette er det eneste sted i den gammelnorske literatur at dette sjeldne uttryk brukes. Den eneste forbindelse hvori Moltke Moe har fundet det brukt i vor tid, var knyttet til Askeladden i Sætersdalen (jfr. også H. Ross), hvor det heter: "Oskefis va au brasslaitte" (Ross mener det betyr her: "steil i sin holdning, fuld av selvfølelse, selv nok"). Skulde det være bare en tilfældighet, at dette sjeldne ord brukes netop om eventyrets helt som har lykken med sig, og om sagnets lykkelige finder av de vilde druer, som han spiser sig drukken på.</ref>. Som Moltke Moe mener, er der en underlig likhet mellem det rare navn Tyrker og det at Sinklar's løpere kaldes Vild-Tyrker.

Både i sagnet om Karlsevne og om Sinklar forbindes de to løpere med Skotter eller Skotland. Det må derfor ligge nær at tro at begge fortællinger fra først av er sprunget ut av et keltisk eventyr eller sagn som fælles kilde. Nu er det et skotsk sagnvæsen "water calf"; og det uforståelige norske navn "veirkalv" kan nok tænkes at være en forvanskning derav. Dette væsen opholder sig vistnok i indsjøer, men færdes også på landjorden, og har en fabelagtig hurtighet og kan veire ting lang lei. Det kan omskape sig i forskjellige skikkelser, men beholder altid noget av dyreformen. 

At løperne i Eirik Raude's saga er blit til en mand og en kvinde, kan ha naturlig sammenhæng med de nedarvede forestillinger om Tor's rapfotede ledsagere Tjalve og Røskva. Men her synes også at foreligge en anden mulig sammenhæng, som Moltke Moe har nævnt for mig. Den besynderlige dragt de hadde, kaldes i et håndskrift av sagaen ''kiafal'', i et andet ''biafal''. Noget fuldt tilsvarende ord kjendes ikke i keltisk; derimot har man et ord fra nutidens irsk cabhal (uttalt i ældre tid "kaval" = "a body of a shirt"), som viser så megen likhet både i betydning og lyd, at her ser det ut til utvilsomt at være en forbindelse. At ''kaval'', forvansket til ''kiafal'' (ved påvirkning av lydlignende navne ?), kan gå over til ''biafal'', kan skyldes påvirkning av norsk ''bjalfi'' eller ''bjalbi'' (= pels uten ærmer). Da dragten spiller så stor rolle i skildringen av løperne, og det keltiske navn på den særlig fremhæves, er det sandsynlig at dette ord oprindelig har været brukt som navn på de løpende i sagn og episk digtning er det mange eksempler på at folk har fåt navn efter dragten. Men efterhånden er det keltiske ord som navn, blit erstattet med de tilsvarende oldnorske ''hakull'' (eller ''h&#491;kull'' = kappe uten ærmer og åpen i siderne, jfr. messe-hagel) og hunkjønsavledning derav ''hekla'' (= ærmeløs kåpe, med eller uten hætte). At disse to ord av hankjøn og hunkjøn begge er brukt, kan skyldes opfatningen av løperne som mand og kvinde, stammende fra Tjalve og Røskva. I tidens løp var det naturlig at et personnavn dannet av klædedragten som Hakull, let måtte vige pladsen for et virkelig mandsnavn med lydlignende form som Håki, særlig kjendt fra sagn og episk digtning som navn på sjøkonger, berserker, og trollunger. Av Håki er så Hekja avledet, på samme vis som Hekla av Hakull. Hekja kjendes som navn bare fra dette sted<ref>Moltke Moe har gjort mig opmerksom på likheter med disse løpere i det valisiske eventyr om Kulwch og Olwen. Der omtales to rapfotede riddere, og dronning Gwenhwyvar's to tjenere (Yskyrdav og Ysendydd) "like rapfotede som tanken", og endelig Arthur's merkelig rapfotede sporhund Kavall (i ældre håndskrifter skrevet Cabal) (jfr. H. Heyman, Mabinogion, 1906, ss. 80, 82, 101, 103; J. Loth, Les Mabinogion, I og ll). Om Tjalve fortælles det i Snorra-Edda at han var ''féthvatastr'' (den fotrappeste), og i Utgard kapløp han med tanken (Hugi). Dette træk er irsk som det vil bli påvist av von Sydow (l910). Det ligner de to tjenere ("rapfotede som tanken") i det valisiske eventyr. Løperne i Eirik Raude's saga er også keltiske, og det peker alt på en sammenhæng.</ref>.

At hele denne historie med løperne, i Eirik Raude's saga, er lånt andenstedsfra, viser sig også derved at den er blit dårlig indpasset; for sagaens fortælling fortsætter uten at ta noget hensyn til fundet av de sikre tegn på Vinland: den selvsådde hvete og vinen; og næste vår blir der endog uenighet om i hvilken retning landet skal søkes. Desuten, efter løpernes fund fortsætter Karlsevne at seile sydover, først den høst til Straumsfjord, og så endnu længe næste sommer, før han rakk landet med hveten og druene, som løperne hadde nådd på halvanden dag i et uveisomt land.

I skildringen av opholdet i Straumsfjorden er der også rene sagntræk, som at Torhall Veidemand blir borte i de stereotype tre dager (dægr), og da de finder ham, har han øvet seidkunster med den rødskjæggede (Tor), og som følge derav kom en hval rækende. Der er forøvrig påfaldende likhet meilem skildringen av Torhall's tilstand da de fandt ham, og av Tyrker's, efter at han hadde spist vindruer. Da de, i Eirik Raude's saga, lette og fandt Torhall på en brat berghammer,


<blockquote>... lå han og glante op i luften med vidåpen mund og næse, og klorte og kløp sig, og mumlet noget. De spurte hvorfor han lå der. Han svarte at det skjellte ikke nogen, og bad dem at de ikke skulde bry sig med det, han hadde for det meste levd slik, sa han, at de trængte ikke at ha sut for ham. De bad ham følge med hjem, og det gjorde han.</blockquote>


I Flateyjarbokens Grænlendinga-þáttr blir Tyrker borte i skogen, og da Leiv og hans mænd drog ut på leting og fandt ham igjen, var han også underlig.


<blockquote>Han talte da først længe på Þyrsku, og dreide øinene mange veier, og vrængte munden; men de skjønte ikke hvad han sa. Da det led en stund, sa han på norrønt: "Jeg var ikke gåt meget længere, og dog har jeg en ny opdagelse at fortælle; jeg fandt vintræ og vindruer (''vinvið ok vinber'')".</blockquote>


Dette viser hvorledes træk fra oprindelig helt forskjellige sagn blandes sammen i disse sagaer, for at fylde ut skildringen; og det viser også hvordan samme fortælling kan få helt forskjellige former. Om Tyrker heter det forøvrig at "han var ''brattleitr'' (med flatt ansigt og bratt pande), hadde flygtige øine, var fregnet (''smáskitligr'') i ansigtet, liten av vekst og vesal, men dygtig i alskens kunstfærdighet". Torhall derimot "var stor av vekst, svart og trollagtig"  o.s.v., men han hadde også mange slags yrke, var vidt kjendt i ubygdene, og hadde i det hele egenskaper forskjellig fra folk flest. Begge hadde været længe hos Eirik Raude. Det kan vel ikke være tvilsomt at disse to sagnfigurer, som kanske oprindelig stammer fra helt forskjellige sfærer, er blit blandet sammen.

Hvalen som kommer rækende, og som de spiser av, har likhet med den store fisk som ræker iland og som den irske helgen St. Brandan og hans fæller lever av i fortællingen om hans merkelige sjøfærd (se senere). Dette styrkes derved at det i den islandske fortælling sies at ingen visste hvad slags hval det var, ikke engang Karlsevne som hadde godt vet på hvaler. Der er selvfølgelig ingen hvaler på Amerikas nordlige østkyst som ikke også findes på Grønlands og Islands kyster; trækket synes således uegte. Derimot er den store hval i Brandan-legenden et fabeldyr. Vistnok er det den forskjel at Karlsevne's folk blir syke av hvalen<ref>I Grænlendinga-þáttr var hvalen de fandt både stor og god, de skar den i stykker, og "det skortet da ikke på mat".</ref>, mens den tjener de irske sjøfarere til redning; men i begge tilfælde kommer den drivende efter at Gud eller en gud er blit påkaldt i nøden, og forsvinder straks igjen (hos Brandan opætt av vilde dyr, i sagaen kastet utfor berget). Forskjellen kan let forklares ved at hvalen i den norrøne fortælling kommer ved den hedenske guds bistand, og det derfor er helligbrøde at æte av den. I fortællingen om Brandan er hvalen kanske kommet fra østerlandske sagn (jfr. De Goeje, 1891, s. 63); men det kan jo også være et almindelig nordisk træk.

Når det om Straumsfjord heter at der var eggvær, og om Straumsey at "der var så meget fugl at knapt kunde en sætte foten mellem eggene,"' så er det åbenbart et helt nordisk træk, som er anbragt til utsmykning, og tilmed så uheldig at al den mængde egg kommer til at findes der om høsten (!) når de kommer dit. Hvis Straumsfjord var i Nova Scotia kunde der ikke være ærfugl, og heller ikke måker<ref>Av måkearter forekommer efter prof. R. Collett's oplysning alene ''Lams argentatus'' i så vidt stor mængde på Nova Scotia, at den kunde tænkes at hække i større antal på en holme. Skulde det være mulig at disse tætliggende egg er kommet fra de hvite og røde ''scaltæ'' (?) som dækket Annakhoreternes Ø i Navigatio Brandani.</ref> i nogen slik mængde at de dannet eggvær av betydning, en kunde da av sjøfugl snarere tænke på terner, som prof. Robert Collett har nævnt for mig. Da kysten ikke beskrives som bratt bergkyst og det tales om at sætte foten mellem eggene, er alker, teist, og lignende sjøfugl utelukket, selv om de forekom så langt syd.

Men så kommer den vigtigste del av sagaen, selve skildringen av landet, hvor det vokste selvsådde hveteakrer, og grodde vinranker på høidene, hvor det ikke faldt sne og hvor fæet gik ute hele vinteren, hvor bækkene og sjøen var fuld av fisk, og skogene fulde av dyr.

Isidor sier (i Etymologiarum XIV, 6, 8) om de Lykkelige øer:


<blockquote>Insulae Fortunatae betegner ved sit navn at de frembringer alle goder, liksom lykkelige (felices) og velsignede ved grødens frugtbarhet. Ti av sin egen natur er de rike på værdifulde frugter (poma, egentlig træfrugt eller epler). Åsenes rygger klædes med selvgrodde (fortuitis) vinranker; og korn-akrer (messes = det som skal skjæres) og grønsaker er almindelige som græs (d. e. vokser vildt som græs, er usådd); derfra kommer hedningenes feiltagelse, og at de verdsliges sange ansa dem for Paradiset. De ligger i oceanet på venstre side av Mauritania (Marokko) nærmest den ned rende sol, og de er skilt indbyrdes ved hav som ligger mellem. (''Desuten omtaler han Gorgaderne, og Hesperiderne'').</blockquote>


Disse forestillinger om de Lykkelige øer fik stor utbredelse i middelalderen. I det engelske verk Polychronicon, av Ranulph Higden, fra det 14. årh., har Isidor's skildring fåt følgende form:


<blockquote>Et godt klima har Insulae Fortunatae som ligger i det vestlige ocean, hvilke av hedningene er blit anset for Paradiset på grund av jordbundens frugtbarhet og luftens tempererte veirlag. Ti der klædes åsenes rygger med selvgrodde vinranker, og kornakrene og grønsaker er almindelige som græs (d. e. vildtvoksende). Følgelig kaldes de på grund av den rike grøde Fortunutæ, det vil si felices (lykkelige, frugtbare), ti der er trær som rækker op til 140 fot i høiden.</blockquote>


Likheten mellem denne skildring og skildringen av Vinland er så stor, at den ikke kan bortforklares som tilfældig; de mest fremtrædende træk er fælles: de selvsådde kornakrer, den selvvokste vin på åsryggene, og de høie trær (jfr. Plinius senere), som allerede findes i fortællingen om Leivs reise. Går vi tilbake til oldtiden og ser på de almindelige forestillinger om det Lykkelige Land eller de Lykkelige Øer ute i havet mot vest, finder vi endnu flere likhetspunkter. Diodor (V, 19—20) skildrer et land overfor Afrika, midt i det Atlantiske Ocean, som frugtbart og fjeldrikt, men også flatt for en stor del. (Vinland hadde også fjeld og lave strækninger.) Det indbyder til fornøielser og nydelser<ref> Jfr. Karlsevne's folk som da de kom, dvælte en halv måned og moret sig.</ref>. Fjeldlandet har tætte skoger, og alskens frugtbare trær, og mange bækker; der er ypperlig jagt med vildt av alt slag, små og store dyr, og sjøen er fuld av fisk (netop som Vinland). Desuten er luften ytterst mild (som i Vinland), og der er megen frugt hele året rundt  o.s.v. Landet var ikke kjendt i tidligere tider, men nogen Føniker på reise langs Afrika blev overfaldt av storm, drev mange dager omkring i havet» indtil de kom dit (liksom Leiv).

Det sies om Vinland, i Eirik's saga, at "der faldt slet ingen sne, og fæet gik ute (om vinteren) selvfødd," og i Flateyjarbok heter det at "der kom ingen frost om vinteren, og græsset visnet lite." Det er altså rene umuligheter. Allerede i Odysseen (IV, 566) står det om de Elysiske Marker i vest ved Jordens grænser:


:Der er ei fykende sne, eller bitende frost, eller regnskyl,
:Nei! men fra dag til dag en frisk, mildt viftende vestvind
:Later Okeanos lufte til kjøling for menneskens sønner.


Hos de tidlige kulturfolk i Babylon og Egypten synes dette lykkelige land at ha ligget mot solens opgang; men forestillingene er stadig de samme. Et gammel-egyptisk sagn har ''Aalu'' eller ''Hotep'' (= matsted, spiseegn), som er salighetens og lykkens sted, fjernt i øst, hvor lyset overvinder mørket.


<blockquote>Om den skjønhet som hviler over denne livsens egn vidner både tekster og billeder, det var et Paradis så herlig som bare tænkes kunde, den store guds forrådssted; hvor kornet vokser syv alen høit. Det var et land med evigt liv; der får efter de ældste egyptiske tekster lysguden, og med ham de avdøde, kraft til at fornye sig og opstå av døden.<ref>W. Brede Kristensen: Een of twe boomen in het Paradijsverhaal. Theologisch Tijdschrift, 1908, s. 218.</ref></blockquote>


Det er med samme farver at Odysseen skildrer flere lykkelige lande og øer, som: nymfen Kalypso's skjønne ø Ogygia fjernt i havet mot vest; endvidere "Scherias yndige øland" (VII, 79 fl.), hvor Faiakerne, "et folk så saligt som guder," bor "fjernt i havets de plaskende 'bølger," hvor den milde vestenvind stadig, både vinter og sommer, driver frugttrærne og vinrankene til at blomstre og bære frugt, og hvor alle slags urter gror året rundt (merk likheten med Isidor's skildring). Der omtales også den lykkelige ø Syria, fjernt i havet i vest (XV, 402):


:nord for Ortygia hen mot det strøk, hvor solen sig hverver;
:rik på okser og får, og med vin og hvete bevokset


hvor folkene lever uten nød og sygdom. Det er de samme forestillinger som senere er gåt over i Hyperboreer-sagnet (jfr. ss. 12 ff.)<ref>Det er i denne forbindelse av mindre interesse hvorvidt disse Odysséen's ønavne oprindelig har været forbundet med øer i Middelhavet (jfr. V. Bérard, 1902, I) eller ikke; i digtets skildring er de ialfald blit helt mytiske.</ref>. Det er naturlig at hos Grækerne kom vinen og vinranken til at bli fremtrædende træk i disse skildringer. I efter-Homerisk tid skildres de "Saliges Øer" i vest av Hesiod (senere også av Pindar):


:der bor de sorgfrit på de Saliges Øer, ved den dypt flytende Okeanos, de lykkelige helter, som jorden gir honningsøte frugter tre ganger om året.


Det er disse forestillinger kanske oprindelig stammende fra østerland som har utviklet sig til Insulae Fortunatae.

Disse øer skildres av mange forfattere i den senere oldtid. Plinius sier (Nat. hist. VI, 32 (37)) at efter nogen forfattere ligger vest for Afrika:


<blockquote>... de Lykkelige Øer og flere andre, hvis tal og avstand Sebosus likeledes angir. Efter ham er øen Junonia's avstand fra Gades 750 000 skritt; like langt er det fra denne ø mot vest til Pluvialia og Capraria. På Pluvialia skal det ikke være andet vand, end det regnet bringer. 250 000 skritt fra den mot sydvest, og overfor den venstre side av Mauritania (Marokko) ligger de Lykkelige Øer, hvorav den ene heter Invallis, på grund av sin ophøiede form, den anden Planaria på grund av sin flathet. lnvallis har et omfang av 300 000 skritt, og trærne på den skal nå en høide av 140 fot.</blockquote>


Men som vanlig roter Plinius kritikløst sammen meddelelser fra forskjellige kilder, og han tilføier her oplysninger som den afrikanske konge Juba hadde indhentet om de Lykkelige Øer. De skulde efter dem være seks: Ombrios, to øer Junonia, desuten Capraria, Nivaria, og Canaria, kaldt så fra de mange store hunder der, hvorav det blev bragt Juba to. Solinus nævner på et sted (c. 23, 10) at der er tre Fortunatae Insulae, men har på et andet sted (c. 56) Juba's meddelelser hos Plinius. At disse øer er blit stedbundet vest for Afrika skyldes sikkerlig Fønikernes og Kartagernes kjendskap til de Kanariske Øer, hvor også Ptolemaios lægger dem (se ovenfor s. 89). Strabo (I, 3) mener at de Saliges Øer lå vest for den ytterste del av Maurusia (Marokko), i det strøk hvor Maurusia's og Iberia's ender løper sammen. Deres navn viser at de ligger nær de hellige strøk (d. e. de Elysiske Marker).

I sin livsskildring av den fremragende romerske feltherre Sertorius (Spaniens "imperator" i flere år, og død 72 f. Kr.), omtaler Plutharkh også de Saliges Øer. Det heter at Sertorius, da han landflygtig landet på Spaniens sydvest-kyst (Andalusien):


<blockquote>... fandt der nogen sjømænd nylig kommet fra de Atlantiske Øer. Disse er to i tal, adskilt bare ved et smalt stræde, og de er 10 000 stadier (1000 kvartmil) fra den afrikanske kyst. De kaldes de Saliges Øer. Regn falder der sjelden, og når det gjør det falder det med måte; men de har vanligvis milde vinde, som sprer så rikelig dugg, at jordbunden ikke bare er god for såning og plantning, men frembringer av sig selv den mest utmerkede frugt, og i slik overflod, at indbyggerne har ikke andet at gjøre end at hengi sig til nydelsen av hvilen. Luften er altid liflig og sund, ved årstidernes gode temperatur og deres umerkelige overgang i hverandre Så at det er almindelig antat, endog blandt barbarerne, at dette er de Elysiske Marker, og opholdsstedene for de salige, som Homer har skildret med alt poesiens trylleri. Da Sertorius hørte om disse undere, fik han en sterk lyst til at slå sig ned på disse øer, hvor han kunde leve i fuldstændig ro og fjernt fra tyraniets og krigens onder.</blockquote>


Men denne merkelige mand fik nye krigerske foretagender at tænke på, så han kom ikke dit. Efter de opbevarte fragmenter av Sallust's Historier<ref>C. Sallusti Crispi Historiarum Reliquiæ. Ed. Bertoldus Maurenbrecher, Lipsiæ, 1891, ss. 43 f.</ref> ser det også ut som at Sertorius ikke kom til disse øer, men bare ønsket at reise dit. I fragment 102 heter det:


<blockquote>Det fortælles at han foretok en flugt langt ut i oceanet, og Maurenbrecher lægger til at en scholie til Horats (Epod. 16, 42) sier: Oceanet, hvori er Insulae Fortunatae, til hvilke Sallust i sine Historier sier at Sertorius da han var overvundet vilde dra...</blockquote>


Men hos L. Annæus Florus, som levde under keiser Hadrian (117—138 e. Kr.), heter det (III, 22)<ref>L. Annæus Florus, Epitome rerum Romanum, ex editione J. Fr. Fischeri, Londini, 1822. Bd. I, ss. 278 f.</ref>:


<blockquote>Landflygtig og omvankende på grund av forvisningen, fyldte denne mand (d. e. Sertorius) av de største men ulykkesvangre egenskaper, have og lande med sine uheld: snart i Afrika, snart på de Baleariske Øer søkte han lykken, blev sendt ut i oceanet, trængte frem til de Lykkelige Øer; endelig reiste han Spanien til kamp.</blockquote>


Det ser følgelig ut som at på Florus's tid hadde det dannet sig den forestilling at Sertorius virkelig hadde søkt og fundet disse øer; som vel forøvrig, ialfald delvis, tænktes at være de samme som dem Kartageren Hanno skulde ha fundet på vestkysten av Afrika omkr. 500 f. Kr.

Av megen interesse er den skildring som Horats gir i sine Epoder (XVI, 39 ff.), av de Lykkelige Øer i oceanet, men uten uttrykkelig at nævne dem med navn. Han opfordrer Romer-folket, som led under borgerkrigene, til at forlate Italiens kyst (den Etruskiske kyst) og dra bort fra al elendigheten. Lord Lytton<ref>Lytton: The Odes and Epodes of Horace. London, 1869.</ref> har git følgende metriske oversættelse av digtet:


{|
|
:Ye in whom manhood lives, cease woman wailings,
:Wing the sail far beyond Etruscan shores.
:Lo! where awaits an all-circumfluent ocean
:Fields, the Blest Fields we seek, the Golden Isles
:Where teems a land that never knows the ploughshare
:Where, never needing pruner, laughs the vine
:Where the dusk fig adorns the stem it springs from,
:And the glad olive ne'er its pledge belies
:There from the creviced ilexwells the honey;
:There, down the hillside bounding light, the rills
:Dance with free foot, whose fall is heard in music;
:There, without call, the she-goat yields her milk,
:And back to browse, with unexhausted udders,
:Wanders the friendly flock; no hungry bear
:Growls round the sheepfold in the starry gloaming
:Nor high with rippling vipers heaves the soil.
:These, and yet more of marvel, shall we witness,
|
:We, for felicity reserved; how ne'er
:Dark Eurus sweeps the fields with flooding rain-storm,
:Nor rich seeds parch within the sweltering glebe.
:Either extreme the King of Heaven has tempered.
:Thither ne'er rowed the oar of Argonaut,
:The impure Colchian never there had footing.
:There Sidon's trader brought no lust of gain;
:No weary toil there anchored with Ulysses;
:Sickness is known not; on the tender lamb
:No ray falls baneful from one star in heaven.
:When Jove's decree alloyed the golden age,
:He kept these shores for one pure race secreted;
:For all beside the golden age grew brass
:Till the last centuries hardened to the iron,
:Whence to the pure in heart a glad escape,
:By favour of my prophet-strain is given.
|}


Oversat til prosa vil Horats's digt omtrentlig være:


<blockquote>I som har eders mande-mot, la fare den kvindelige klynken, og il forbi den etruskiske kyst. Der venter os det alt omkredsende ocean: La os styre til marker, lykkelige marker og rike øer, hvor den upløide jord gir korn hvert år, og vinranken ubeskåret (d. e. udyrket, vildtvoksende) bestandig blomstrer, og det aldrig skuffende oljetræs gren spirer, og fikenen smykker sit træ, honning flyter av den hule stenek, den lette vandkilde hopper ned fra høie fjeld på brusende fot...</blockquote>


Her hos Horats finder vi således netop de samme forestillinger om de Elysiske Marker eller de Lykkelige Øer, som vi senere finder hos Isidor og i sagaens skildring av det lykkelige Vinland; særlig påfaldende er uttrykkene om kornet som hvert år vokser vildt (på den upløide jord) og den vilde vin som bestandig gir frugt (blomstrer).

Disse sagn om de Lykkelige Øer som oprindelig stammer fra forestillinger om de utvalgtes lykkelige tilværelse i det hinsidige efter døden (i de Elysiske Marker), hvorfor de hos Grækerne het de Saliges Øer er selvfølgelig også blit blandet med indiske sagn om Uttara Kum. De var hos Grækerne stundom gjenstand for spøkefulde fremstillinger; hos Athenaios er opbevart flere slike fra det 5. århundrede f. Kr. Således fortæller Teleklides: "Fredelig og fri for frygt og sygdom lever de dødelige der, og alt de trænger tilbyr sig av sig selv. Rendestenen flyter med vin, hvete- og bygbrødene slåss med hverandre foran folkenes mund om den gunst at bli slukt, fiskene kommer ind i huset, og byr sig frem og anretter sig selv, en suppestrøm fører varme kjøtstykker i sine bølger," o.s.v. Jfr. også Lukian's skildring av de Saliges Ø i Veræ Historiæ (2. årh. e. Kr.): "Vinrankene bærer tolv ganger om året, .... istedenfor hvete driver aksene på spidsen frem små brød som svamper"  o.s.v. (Wieland, 1789, IV, s. 196). I middelalderen blev eventyr om ønskelandet vidt utbredt; i Spanien fik det navnet ''Tierra del Pipiripão'' eller ''Dorado'' (guldlandet), eller også ''La Isla de Jauja'', som general Don Fernando's skib skulde ha opdaget. Der er kostbare spiser, rike stoffer og klær på marker og trær, sjøer og elver av Malvasir og andre viner, brønder med brændevin, dammer med limonade, et berg av ost, et andet av sne, som kjøler om sommeren og varmer om vinteren,  o.s.v. I de germanske lande blev det til eventyret om Schlaraffenland<ref> Jfr. Johannes Peschel, 1878. Moltke Moe har henledet min opmerksomhet på denne avhandling; men, som han mener, feiler sikkerlig Peschel når han går ut fra at det er gamle forestillinger som dem om Schlaraffenland, som er de oprindelige, hvorfra forestillingene om de avdødes lykkelige egne, de Saliges Øer (de Elysiske Marker) skulde ha utviklet sig. Forholdet er åbenbart det omvendte.</ref>. Dette eventyrland er i Norge blit til "Fyldeholmen",<ref> Jfr. J. N. Wilse: Beskrivelse over Spydeberg Præstegjæld. Christiania, 1779-1780. I tillægget Norsk Ordbog, s. XIII: Fyldeholmen = Schlarafenland. I. Aasen (1873) har "Fylleholm" i talemåten "fara til Fylleholmen" (= gå til et drikkelag), fra Sogn, og fl. Det må stamme fra det samme eventyrland. H. Ross (1895) opgir "Fylleholm" fra Smålenene. Det ser efter dette ut som at forestillingen har hat utbredelse i Norge.</ref> hvilket viser at for sene tiders Nordmænd stod vinen (eller brændevinet) som det vigtigste træk i skildringen av ønskelandet, liksom den gjorde det for de gamle Nordboer i forestillingene om Vinland.


<center>__________</center>


Sammenfattes alt, forekommer det mig klart at sagaens skildring af Vinland må i sine væsentlige træk oprindelig stamme fra sagnet om Insulae Fortunatae. Forestillingene om det kunde være tat like fra Isidor, som var meget læst i middelalderen, også på Island (hvor han delvis blev oversat) og i Norge (i Kongespeilet citeres han oftere), eller ad mundtlig vei fra andre gamle kilder, som gav endnu utførligere skildringer av disse øer. Men vanskeligheten er at navnet Vinland, forbundet med forestillingene om den selvvokste vin og den usådde hvete, allerede findes hos Adam av Bremen (omkr. 1070, se ovenfor). En kunde da tro at det var dennes omtale av landet som lå til grund for den islandske fremstilling, skjønt hans fjerde bok (beskrivelsen av nordens øer) ellers ser ut til at ha været lite kjendt i Norden på den tid; men her melder desuten den vanskelighet sig, at den senere skildring, i sagaen, er mere utformet og indeholder flere træk som stemmer med de klassiske forestillinger, men som ikke endnu findes hos Adam av Bremen. Jeg tænker mig derfor at det kan hænge slik sammen, at Vinland hit Góða hos Nordboene var navnet på Insulae Fortunatae, og var på en vis en oversættelse derav; og mundtlige fortællinger om det dannet fra Isidor og senere også fra andre kilder kan ha ligget til grund for meddelelserne både hos Adam og i den islandske literatur. I den sidste har så stadig flere træk fra de klassiske forestillinger utkrystalisert sig på den engang skapte kjerne, særlig ved de geistlige, klassisk dannede sagaskrivere.


<center>'''Lykkelande i irske sagn'''</center>


Da Norge, og endnu mer Island, fra gammel tid hadde megen forbindelse med Irland, og da den norrøne literatur på mange måter viser irsk påvirkning, ligger det nær at tro at forestillingene om Vinland kan først være kommet til Island den vei. Dette stemmer netop med hvad som blev omtalt ved begyndelsen av dette kapitel, at meddelelser (i Landnåmabók) fra den ældste islandske kilde, Are Frode, peker direkte på Irland som hjemsted for den første omtale av Vinland. Det heter i Landnåmabók:


<blockquote>Hvítramannaland, som nogen kalder Irland hit Mikla, ligger vest i havet nær Vin(d)land det Gode. Det regnes 6 døgrs seiling vest fra Irland.</blockquote>


Andet nævnes det ikke om Vinland<ref>I Hauk's Landnåmabók nævnes navnet Vin(d)land på endnu et sted (kap. 175), i forbindelse med Karlsevne, som sies at ha fundet det; men dette omtales ikke i Sturlubok, og tør være et senere tillæg (jfr. s. 252).</ref>. Da det tilføies at om Are Mårsson's reise til Hvítramannaland, "fortalte først Ravn Hlymreks-farer som længe hadde været i Limerick på Irland," så må efter dette Ravn, som var islandsk farmand i beg. av 11. årh., ha hørt både om Hvítramannaland og om Vinland på Irland, for ellers kunde han ikke vite at det ene lå nær det andet<ref>Ravn fortalte historien til Torfinn Orknø-jarl (død omkr. 1064), som igjen med delte den til nogen Islændinger, og fra dem hadde Are Frode's farbror Torkel Gellisson den.</ref>. Men da Hvítramannaland eller "Stor-Irland" er et irsk sagnland (se senere), så blir det sandsynlig at Vinland det Gode, ialfald i denne forbindelse, også er det. I de gamle irske sagn omtales mange slike lykkelige øer i havet i vest, som har lignende navne, og som i stor utstrækning stammer fra de klassiske sagn om de Elysiske Marker og Insulae Fortunatae. Reiser dit danner fremtrædende træk i de fleste irske eventyr og sagn. I det hedenske eventyr om Brarts sjøfærd (''Echtra Brain maie Febail'', opbevart i avskrifter fra det 15. og 14. århundrede efter et skrift fra 11. århundrede, men kanske fra først av nedskrevet i det 7. årh.)<ref>Jfr. Zimmer, 1889, ss. 257, 261; Kuno Meyer, 1895, I.</ref> skildres således: ''Emain'' eller ''Tir na-m-Ban'' (kvinde-landet) med tusener av elskovsfulde kvinder eller jomfruer, og "uten sorg, uten død, uten nogen sygdom eller svækkelse" (hvor Bran og hans mænd lever i herlighet med hver sin kvinde)<ref>Det er åbenbart dette land som i den bretonske kristelige legende om den hellige Machutus (9. årh.) er blit til den paradisiske ø Yma, bebodd av himmelske engler.</ref>; ''Aircthech'' (= det skjønne land); ''Ciuin'' (= det milde land) med rigdom og skatter av alle farver, hvor en lytter til deilig musik, og drikker den lifligste vin; ''Mag Mon'' (= lekenes slette); ''Imchiuin'' (= det meget milde land); ''Mag Mell'' (= den lykkelige slette, Irernes Elysion), som skildres som liggende under havet, og hvor mænd og ømme kvinder uten synd, uten forbrydelser, sitter under en busk ved den skjønneste lek, og den herligste vin, hvor det er en pragtfuld skog med blomster og frugter og gyldne blade, og den virkelige vinrankes duft; der er også ''Inis Subai'' (glædens ø), hvor alle folk bare ler<ref> I den irske kristne legende ''Imram Maelduin'', kommer de sjøfarende til to øer, de jamrende folks ø med de klagende stemmer, og de leende folks ø. De samme to øer omtales i ''Imram Curaig Ua Corra'' (jfr. Zimmer, 1889, ss. 160, 171, 188, 189). De har åbenbart sammenhæng med græske forestillinger, som vi finder dem hos Theopomp, om elvene Hedone og Lype i det fjerne land Meropis (se ovenfor s. 14; jfr. også vellystens og latterens kilder på Lukian's Salige Ø i Veræ Historiæ). Det kan endvidere ha sammenhæng med de jamrende folks ø, at Saxo Grammaticus i indledningen til sin danske historie, sier at man mener i drivisens larm mot Islands kyst at høre de klagende stemmer av de fordømte sjæle, som må sone sine synder i denne bitre kulde.</ref>. Det sies i samme fortælling at "der er tre ganger femti fjerne øer i havet i vest for os, hver av dem to ganger større end Erin, eller tre ganger."

At vestlige lykke-land i de irske sagn (endog i den kristelige ''Imram Maelduin'') ofte skildres som Kvindernes Land (''Tirna-m-Ban'') eller Jomfruenes Land (''Tir na-n-Ingen'') med elskovsfulde længtende kvinder kunde tænkes at ha sammenhæng med Muhameds Paradis og Hurierne; men det erotisk sanselige element er i det hele så sterkt fremtrædende i den middelalderske irske literatur at dette træk kan også være egte irsk<ref>Disse irske forestillinger om et lykkelig kvindeland har forøvrig flere overensstemmelser med vor huldretro og med de tyske sagn om Venusberget, idet huldren liksom Frau Venus, oprindelig Frau Holle eller Holda (jfr. J. Grimm, 1876, 11, s. 780), bergtar og forfører mænd, og beholder dem hos sig i lang tid; men det sanselige element er mer avdæmpet og mindre fremtrædende i de germanske sagn. Det kan forekomme sandsynlig at det irske kvindeland også har nogen sammenhæng med den elskovsfulde, hårfagre nymfe Kalypso's huleø Ogygia fjernt i havet i Odysseen (V, 135 ff.; VII, 254 ff.). Liksom mændene i de irske sagn ikke blir ældre og ikke dør når de kommer til kvindelandet, og liksom dronningen der ikke vil slippe mændene fra sig igjen (jfr. Maelduin), således vilde Kalypso beholde sin Odysseus, gjøre ham "til en udødelig mand, evindelig ung ud i fremtid'". På lignende vis ældes heller ikke de mænd som kommer til hulderen i berget, og de synes at ha endnu vanskeligere for at komme ut igjen end bergtatte kvinder. (Det er et almindelig træk dette at de ikke ældes eller at lang tid går hen uten at de merker det i glædesrusen. Også Lukian fortæller at de som kommer til hans Salighets Ø blir ikke ældre end de er når de kommer). Odysseus længes hjem, lik den ene av Bran's mænd (og lik Mælduins mænd, de bergtatte mænd i germanske huldresagn  o.s.v.) og får til slut lov til at reise lik Bran. Kalypso betyr "den skjulte" (av kalypto = skjule ved at hylle, indhylle) og svarer altså til vor hulder (= den skjulte, jfr. hulda, noget som dækker, skjuler, hyller), og tysk Frau Holle eller Holda ( hulder). Det er netop samme væsener som det irske syd-folk, som også er usynlige, og kvinderne i Tirna-m-Ban, øen i eller under havet netop lik vore huldreland (se senere). Det kan endvidere tænkes at det er nogen forbindelse mellem de forestillinger som kommer frem i enkelte irske sagn om jomfrulandet hvor det ikke findes mænd, og jomfruene må gå til det nærliggende mandfolkland (Tir na-Fer) for at giftes (jfr. Zimmer, 1889, s. 269) og forestillingene om den keltiske prestinde- eller kvindeø Sena ved kysten av Bretagne, hvor det efter Dionysios Periegetes var Bakkhantinder som holdt natlige orgier, men hvor ingen mænd måtte komme, og kvinderne derfor måtte (som Amazonene) reise til mændene på den overfor liggende kyst, og vende tilbake efter at ha hat omgang med dem.</ref>.  Det må forøvrig være dette ''Tirna-n-Ingen'' som går igjen i det færøiske ''Gongu-Rólv's kvæði'', hvor risen fra Trollebotten bærer Rolv til Møyaland (jfr. Småmøya-land); der sov Rolv tre nætter hos den fagre fruga Lindin mjå (= den slanke lind, d. e. møi), og på den tredje nat mistet hun sit jomfrunavn. Men de andre jomfruer vil alle se ham, de vil alle pine ham, somme vil kaste ham i sjøen:


:Summar vildu hann á gálgan føra
:summar riva hans hår,
:uttan frúgvin Lindin mjå,
:hon fellir fyri hann tår.


Hun budsender fuglen Skugv som i nættene seks og dager syv fører ham på ryggen over hav til det høieste fjeld som i Trondhjem var. (Jfr. Hammershaimb, 1855, ss. 138 ff.).

Det "Forjættede Land" (''Tir Tairngiri'') med den "Lykkelige Slette" (Mag Mell)<ref> Jfr. Zimmer, 1889, s. 287; Whitley Stokes, Revue Celtique, XV, Paris, 1894, ss. 437 f.; F. Lot, Romania, XXVII, 1898, s. 559.</ref> blev i de kristne irske legender til det jordiske ''Paradis Terra Repromissionis Sanctorum'' (de helliges forjættede land). Andre navne på lykke-landet eller lykke-øer i vest er: ''Hy Breasail'' (= den lykkelige ø), ''Tir na-m-Beo'' (= de levendes land), ''Tir na-n-Og'' (= ungdommens land), ''Tir na-m-Buadha'' (= dydernes land), ''Hyna-Beatha'' (livets ø). Lykkeøen ''Hy Breasail'', som tænktes bebodd av levende mennesker, kaldtes også ofte det "Store Land" (som i oldnorsk oversættelse kunde bli Vindland); liksom de "Levendes Land", hvor der var bare lokkende kvinder og jomfruer, og hverken død, eller synd eller forgåelser, kaldes den "Store Strand" (''Trág Mór)<ref>Jfr. "Lageniensis", 1870, s. 116; Zimmer, 1889, ss. 263, 279.</ref>.

Der tales også om ''Tír n-Ingnad'' (vidunder-land) og ''Tírib Ingnad'' (vidunder-landene). Denne irske navn- og forestillingsrække for samme vidunderlige land (eller strand) kunde nok tænkes at være oprindelsen til navnet Furðustrandir<ref>I et irsk sagn omtales at helten Ciaban drar landflygtig til Trag in-Chairn (stenrøisens strand) (Jfr. Zimmer, 1889, s. 271). Det kunde minde om Helluland (?).</ref>. Irerne tænkte sig ofte sit Forjættede Land med ''Mag Mell'', og også kvindelandet, som det sunkne land under havet (jfr. s. 269) og kaldte det ''Tir fo-Thuin'' (landet under bølgen).

[[Fil:Taakeheim ill 96.png|thumb|Håndskrift fra 13. årh. Kgl. Bibliothek, Kjøbenhavn.]]Det er ikke underlig at det fra en slik forestillings-verden kan Brandan's ha utviklet sig et navn som Vinland hit Góða. Men Moltke Moe har ledet min opmerksomhet på en endnu merkeligere overensstemmeise, i den Vindru-ø (''Insula Uvarum''), en av de lykkelige øer, som den irske helgen Sanct Brandan kom til. I den på latin skrevne ''Navigatio Sandi Brandani'', en skildring av Brandan's reise på havet i syv år for at finde det "Forjættede Land" fortælles det, at en dag kom det en vældig fugl flyvende til Brandan og brødrene som var med ham i skindbåten på havet; den hadde en gren i nebbet med en klase vindruer av en uset størrelse og rødhet<ref>I fortællingen om Maelduin's færd, som er ældre end Navigatio (se ovenfor s. 255), forekommer det en lignende vældig fugl som bærer en gren med skalfrugter lik vindruer, som har vidunderlige egenskaper; men der er ingen vindru-ø (jfr. Zimmer, 1889, s. 169).</ref> (jfr. 4. Mosebok, XIII, 23)<ref>. I den på den tid brukte latinske bibeloversættelse Vulgata (Num. XIII, 24 f.) heter det: "Og de drog like til druens dal, avskar en vingren med dens drue, og den bar de på en stang to mand. Også granatepler og fikener tok de med fra dette sted, som heter ''Nehel-escol'', d. e. druens dal, fordi Isræls børn bar druen derfra."</ref>, og den slap grenen i fanget på den Guds mand. Druene var store som epler, og de levde av dem i tolv dager.


<blockquote>Tre dager efter nådde de øen, den var dækket med de tykkeste vinskoger, som med så utrolig frugtbarhet bar druer at alle trær stod bøiet til jorden; alle med samme frugt og samme farve; ikke ett træ var ufrugtbart og ikke ett fandtes der av et andet slag.</blockquote>


Så går den Guds mand i land og undersøker øen, mens brødrene venter i skuten (lik Karlsevne og hans folk som venter på løperne), indtil han kommer tilbake til dem og bærer med sig prøver på øens frugter (liksom løperne bragte med sig prøver på Vinlands produkter). Han sier: "Kom i land og sæt teltet op, og gjør eder til gode med dette lands ypperlige frugter, som Herren har vist os." I førti dager levde de høit på druene, og da de reiste, lastet de båten med dem så meget den kunde bære, fuldstændig lik Leiv i Grænlendinga-þáttr, som lastet skibsbåten med vindruer, da de drog bort fra Vinland; og likeså Torvald samme steds, som der samlet vindruer og vintrær til skibsladning (jfr. Grønl. hist. Mind. I, ss. 222, 230).

Den lykkelige ø hvorpå munken Mernoc levde (i beg. av Navigatio) het ''Insula Deliciosa'' (d. e. den deilige eller gode ø). Den store elv som Brandan fandt i ''Terra Repromissionis'', og som gik midt gjennem øen, kan sidestilles med den å som Karlsevne fandt ved Hóp i Vinland, som faldt ut i et vand og derfra i sjøen, og hvor de styrte op i osen. Men elven som delte Terra Repromissionis, og som Brandan ikke kunde komme over, er øiensynlig fra først av dødselven Styx eller Akheron i den græske mytologi (Gj&#491;ll i den norrøne mytologi). En kunde fristes til at tænke at på samme vis som hele skildringen av Vinland er avkristnet fra Terra Repromissionis, så har de realistiske, og derfor ofte rationaliserende Islændinger fåt omdannet elven i det Forjættede Land, den ældgamle dødselv, til åen ved Hóp. Også på andre steder har skildringene av Vinlandsfærdene likheter med Brandan's reise; lignende likheter findes også med andre irske legender, og så mange kan ikke forklares som tilfældige. Navigatio Sancti Brandani blev skrevet i det 11. århundrede, eller ialfald før 1100<ref>Fra Frankrig kjendes et digt om Brandan, efter Navigatio, allerede fra 1125, tilegnet dronning Aélis av Løwen, jfr. Gaston Paris: La Litterature Francaise en Moyen Age, Paris, 1888, s. 214.</ref> (men dele av sagnet om Brandan kan stamme fra 7. og 8. årh.). Verket fik megen utbredelse i Europa, i det 12. århundrede, og var også vel kjendt på Island, vi har endnu en oversættelse til oldnorsk av dele av det i Heilagra Manna sögur (utg. av Unger, Christiania, 1877, I). Gjennem mundtlige fortællinger har de sagntræk som er optat i denne legende, åbenbart været med om at forme traditionen om Vinlands-færdene.

I fortællingen om Maelduin's og hans fællers sjøfærd (''Imram Maelduin'', se ovenfor s. 255)<ref>Irerne skjelnet i sine fortællinger om sjøfærder mellem Imram, som var frivillig reise, og Longes, som var ufrivillig, gjerne på grund av forvisning. I den islandske literatur er det vel ingen slik skjelnen, men reisene skyldes der ofte fredløshet på grund av drap eller andet, jfr. Ganger-Rolv's reise, Ingolv's og Hjorleiv's reise til Island, Snæbjørn Galti's og Rolv fra Raudesand's reise til Gunnbjørn-skjær, Eirik Raude's reise med far sin fra Norge og siden fra Island, o. fl. Bjørn Breidvikingekjæmpe var også nødt til at forlate Island for sin ulovlige kjærlighet til Snorre Gode's søster. Overensstemmelsen kan selvfølgelig være tilfeldig, men sammen med de mange andre likheter mellem irsk og islandsk literatur kan den likefuldt være værd at nævne. </ref>, fortælles det at de kom til en ø, hvor det var mange trær, lik vidje eller hassel, med vidunderlige Vinfrugter eplelignende frugter, eller vinfrugter, med tykt, stort skal; deres saft hadde en så berusende virkning at Maelduin sov i et døgn efter at ha drukket den; og da han vågnet, bad han sine fæller at samle så meget de kunde derav, for verden hadde aldrig frembragt noget så deilig. De fyldte nu alle sine kar med saften, som de presset av frugtene, og drog bort fra øen. De blandet saften med vand for at mildne beruselsen og søvnen, så kraftig var den<ref> Jfr. Zimmer, 1889, s. 168; Joyce, 1879, s. 156.</ref>. Dette minder om Tyrker, som i Grænlendinga-þáttr blir fuld av at spise vindruene som han fandt<ref>Til disse vinfrugter i Imram Maelduin svarer muligens de hvite og purpurrøde ''scalta'', som i Navigatio Brandani dækker den lave træbare ø, kaldt de "Sterke Mænds Ø" (Schrøder, 1871, s. 24). Brandan presset en av de røde, store som en ball, og fik et pund saft hvorav han og brødrene levde i 12 dager. Det kunde tænkes at disse hvite og røde scalta fra den flate havø, har sammenhæng med Lukians vandfisker (som vel var hvite) og vinfisker (som hadde vinens purpurfarve), se ovenfor. Betydningen av scalta (scaltis) er usikker. Schrøder sier "havsnegler"; prof. Alp Torp mener det må være et keltisk ord, og nævner som en mulighet scalt (= "kløvd"). Det kunde i så fald være en musling, som er "kløvd" i to skaller.</ref>.

Vinen er forøvrig et fremtrædende træk i flere av de irske legender om sjøfærder. Ofte får de sjøfarende berusende drikke, hvorav de sover i flere døgn, og ofte plages de av brændende tørst og kommer til øer med kilder som gir en vidunderlig liflig drik. I fortællingen om de tre Ua Corra's sjøfærd (12. årh.?) kommer de til en ø hvor det flyter en vinbæk gjennem ekeskogen, som glinser lokkende av saftige frugter. De spiste av eplene, drak litt av vinbækken, blev straks mætte og følte hverken sår eller sygdom mere. I fortællingen om Maelduin er der en ø med jordbund hvit som en fjær og med en kilde, som onsdag og fredag gir valle eller vand, på søn- og martyrdager god melk, men på apostlenes, Marias, og Johannes den Døpers dager, og på de store høitider gir øl og vin (jfr. Zimmer, 1889, ss. 189, 163).

Både Brandan's Vindru-ø, Maelduin som spiser sig drukken på vinfrugtene, og likheter vinbækken som flyter gjennem ekeskogen, har merkelige likheter med hvad den græske sofist og satiriker Lukian (2 årh. e. Kr.) fortæller i sine fabler i ''Verae Historiae'', om sjøfarerne som kom til en høi skogklædt ø. Da de vandret gjennem skogen kom de til en elv, som istedenfor vand førte vin, lik Kios-vin. Den var på mange steder så bred og dyp at den var seilbar, og den utsprang fra en mængde store vinranker, som hang fulde av druer. I elven var fisk av vinens farve og smak. De slukte nogen så grådig at de fik sig en drøi rus. Men senere fandt de på at blande disse vinfisker med vandfisker, hvorved de mistet den altfor sterke vinsmak og blev en god ret. Efter at ha vasset over vinelven traf de på nogen merkelige vinranker, som oventil var som vel utviklede kvinder ned til beltet. Fingrene løp ut i kvister fulde av druer, hodene var bevokset med ranker, blader, og druer, istedenfor hår. "Damene kyste os også på munden," sier Lukian, "men den som blev kysset, blev på stedet drukken og ravet. Bare sine frugter vilde de ikke tillate os at ta, og skrek av smerte hvis vi brak av dem en eller anden drue. Derimot fik nogen av dem lyst til at parre sig med os, men to av mine fæller som gjorde dem tillags, måtte betale det dyrt; for . . de vokste slik sammen med dem, at de blev til en stamme med fælles røtter." Efter denne merkelige oplevelse, fyldte sjøfarerne sine tomme fater dels med almindelig vand, dels med vinen fra elven, og reiste den følgende morgen fra øen. På de Saliges Ø, som de senere kom til, var det foruten mange elver med vand, med honning, og med vellugtende essenser og olje, også syv elver med melk og otte med vin. Endog til Maelduin's hvite ø med melke- og vinkilden, finder vi sidestykke hos Lukian, idet de reisende kommer til et hav av melk, hvor det var en stor ø av ost, og bevokset med vinranker fulde av druer; men disse gav melk istedenfor vin (jfr. Wieland, 1789, IV, ss. 150 ff., 188 f., 196). En direkte literær forbindelse mellem Lukian og de irske sagn er vel ikke sandsynlig, da han ikke vites at ha været kjendt i Vest-Europa før i det 14. årh.; men han var meget læst i Øst-Europa, og mundtlige fortællinger dannet fra hans historier, kan ha nådd Irerne. Likhetene er såvidt utprægede og mange at det synes mindre rimelig at de skulde være helt til fældige. En slik mundtlig forbindelse kunde jo bl. a. være formidlet ved Nordboene som hadde megen samfærdsel med Miklagard, eller ved Araberne, som netop bevarte store dele av den græske literatur, og som stod i stadig forbindelse både med Kelter og med Nordboer.

At en sagn-ø lik Vindru-øen eller kanske flere, som ''Insula Deliciosa'', kan komme til at danne Islændingenes Vinland hit Góða om en seilte til fra Grønland (og Adam av Bremens Winland), blir naturlig også derved at mange av de øer og strøk som omtales i Navigatio, og som også for det meste er omtalt i den ældre fortælling om Maelduin, har utvilsom forbindelse med de nordlige og vestlige farvand. At dette må være så, er let at for stå, når en tænker på de irske munkers færder til Færøene og Island. Saue-øen, hvor der var fuldt av sauer, og hvor Brandan hentet sig påskelam, må være Færøene, hvor sauene allerede omtales av Dicuil (se s. 125), liksom øen med de mange fugler også minder om Dicuil's omtale av disse øer; øen ved Helvetes grænser, hvis bratte kyster var svarte som kul, hvor én av Brandan's munker, da han satte foten på land, straks blev grepet og brændt av dæmonene, og som de ved bortreisen så dækket av ild og flammer, kan ha forbindelse med Island<ref>D'Avezac's antagelse (1845, s. 9) at det skulde være en gjenklang av Teneriffa (jfr. også de Goeje, 1891, s. 61) som på middelalderens karter blev kaldt Isola dell Inferno, er ikke holdbar, da Fønikernes kjendskap til Kanarierne forlængst var glemt på den tid, og det var først efter deres gjenopdagelse av Italienerne, omkr. 1300, at Teneriffa på Mediceer-kartet fra 1351 blev kaldt Isola dell Inferno. I den klassiske literatur findes ingen antydning til at nogen av Kanarierne var opfattet som vulkansk, derimot synes Plinius's Nivaria (d. e. sne-øen) at være Teneriffa med dens sne på toppen.</ref>. Men den har også nogen likhet med den Helvetes-ø som Lukian's sjøfarere kommer til, og som var omgit av bratte klipper, og hvor det var stinkende damper av brændende asfalt, svovel, bek, og stekte mennesker. Når Brandan kommer til det størknete hav (''mare quasi coagulatum'') og må seile gjennem mørke før han kommer til Lykkelandet, eller at det var tæt tåke som en væg om Manannan's rike, så leder også det tanken mot nordlige strøk hvor Leverhavet fandtes, og hvor Adam av Bremen hadde det mørke eller tåkefyldte hav.


<center>'''Brandan-legendens forbindelser'''</center>


Mens således mange træk forbinder Brandan-legenden med nordiske farvand, så Brandan har den på den anden side liksom de mange andre irske sagn røtter langt tilbake i klassiske sagnforestillinger. Fremfor alt er Brandan's Paradis eller de "Helliges Forjættede Land", ''Terra Repromissionis Sanctorum'', ikke andet end Grækernes Salige Øer, tilblandet forestillinger fra Bibelen. Som av Zimmer, (1889, ss. 328 ff) påvist har Imram Maelduin (som i stor utstrækning ligger til grund for Navigatio St. Brandani) og andre irske fortællinger om sjøfærder, stor likhet med Virgil's Aeneide, og er forfattet med denne som forbillede. Det er allerede nævnt at Brandan's Vindrue-ø kan ha nogen forbindelse med Lukian. Fra ham stammer muligens også Brandans store hval, Jasconicus, hvorpå de opholdt sig, og bl. a. feiret hver påske. Det kan også nævnes at i den til Brandan-legenden svarende bretonske legende om den hellige Machutus (nedskrevet av Bili, diakon i Aleth, 9. årh.) kommer denne og Brandan til en ø, hvor de finder den døde kjæmpe Milda, som Machutus opvækker og døper, og som vadende gjennem havet forsøker at trække deres skib til Paradis øen Yma, som han sier er omgit av en mur av skinnende guld, som et speil, og uten synlig indgang. Men en storm reiser havet og sprænger ankertauget som han trækker i. Allerede Humboldt så i denne kjæmpe guden Kronos, som, efter Plutarkh's meddelelser, lå sovende på en ø i det Kroniske Hav i nordvest for Ogygia, som lå fem dagsreiser i vest for Britannien (se ovenfor s. 120). Det er sandsynligvis samme kjæmpe som i den på irsk skrevne fortælling om Brandan (''Imram Brenaind'') er blit til en skjøn jomfru, hvitere end sne eller bølgeskum; men hundred fot høi, ni fot mellem begge brystvorter, langfingeren syv fot. Hun ligger livløs, dræpt av et spyd gjennem skulderen; men Brandan opvækker og døper hende. Hun tilhører havfolket, som venter på forløsning. Da hun på Brandan's spørsmål foretrækker at komme like i himmelen fremfor at leve, så dør hun straks igjen uten suk efter nadveren (jfr. Schirmer, 1888, ss. 30, 72; Zimmer, 1889, s. 136; de Goeje, 1891, s. 69). Denne jomfru har åbenbart sammenhæng med den overjordisk skjønne, store, og hvite kongsdatter fra Jomfruenes Land (''Tir na-n-Ingeri'') som søker Finn Mac Cumaill's beskyttelse, og som også blir gjennemboret av et spyd (jfr. Zimmer, 1889, ss. 269, 325). Slik forandrer sagnvæsenene sig til ukjendelighet. Samme kvinde driver i land på Island endnu i det 17. århundrede<ref>D'Avezac's antagelse (1845, s. 9) at det skulde være en gjenklang av Teneriffa (jfr. også de Goeje, 1891, s. 61) som på middelalderens karter blev kaldt Isola dell Inferno, er ikke holdbar, da Fønikernes kjendskap til Kanarierne forlængst var glemt på den tid, og det var først efter deres gjenopdagelse av Italienerne, omkr. 1300, at Teneriffa på Mediceer-kartet fra 1351 blev kaldt Isola deil' Inferno. I den klassiske literatur findes ingen antydning til at nogen av Kanarierne var opfattet som vulkansk, derimot synes Plinius's Nivaria (d. e. sneøen) at være Teneriffa med dens sne på toppen.</ref>.

I flere træk viser det sig at Brandan-legenden har hat indflydelse på den norrøne og nordiske literatur. Tyveriet av halskjeden (eller bislet?) av en av brødrene som derved går til grunde, i Navigatio og også i andre irske fortællinger, går, som Moltke Moe har nævnt for mig, igjen i fortællingen om Torkel Adelfar hos Saxo Grammaticus, som tyveri av smykker og en kappe, hvorved også tyvene går til grunde. Den store fisk (hval) Jasconicus, om hvem Brandan fortæller at den forgjæves søker at bite sig selv i halen, er åbenbart den norrøne literaturs Midgardsorm. Likeledes kan den vesle tilsyneladende uskyldige, men overnaturlige kat i ''Imram Maelduin'', som pludselig tilintetgjør manden som stjæler halskjeden, ha sammenhæng med katten som Tor forsøker at løfte i Utgard. Det er vistnok den samme vesle kat som tre unge geistlige tok med sig på sin sjøfærd i en anden irsk legende (i Book of Leinster fra beg. av 12. årh.). I ''Imram Brenaind'' er denne vesle katten de tok med sig vokset til en marekat stor som en ung okse, som svømmer efter Brandan's skute og vil sluke den (jfr. Zimmer, 1889, s. 139). Netop i disse dager har videre von Sydow (l910, ss. 65 ff.) påvist at Snorra-Edda's myte om Tor's færd til Utgard grunder sig på irske myter og fortællinger.

Sagn om et lykkelig land eller en ø fjernt i havet mot solnedgangen har åbenbart hat en vid utbredelse i nord-Europa i hine tider også utenfor Irland. I den angelsaksiske literatur er der en dialog mellem Adrianus og Ritheus (sandsynligvis fra 10. årh.), hvor det heter: "Si mig hvor solen skinner om natten." "Jeg sier dig på tre steder: først i buken av den hval som kaldes Leviathan; og den anden årstid skinner den i Helvete; og den tredje årstid skinner den på den ø, som kaldes Glib, og der hviler hellige mænds sjæle til dommedag."<ref>Jfr. John M. Kemble: The Dialogue of Salomon and Saturnus, London, 1448, s. 198. Moltke Moe har henledet min opmerksomhed også på dette merkelige sted.</ref>

Dette ''Glið'' (d. e. det glitrende land) er åbenbart de Saliges Land, Brandan's ''Terra Repromissionis'', som ligger i blendende sol, efter at en kommer gjennem mørket og tåken; men om sagnet er kommet til Angelsakserne fra Irerne synes tvilsomt.

Av interesse er også Pseudo-Gildas's skildring (12. årh.) av øen Avallon (epleøen fra de valisiske sagn), som forbindes med aldeles samme forestillinger som de irske lykke-øer:


<blockquote>En merkværdig ø omslynges av oceanet fuld av alle goder, ingen tyv, ingen røver, ingen fiende efterstræber en der, ingen vold, ingen vinter, ingen sommer raser umåteholdent, fred og endrægtighet, våren varer evig, hverken blomst eller lilje mangler, heller ikke roser eller violer, blomster og frugter bærer epletræet på selvsamme gren, der bor uten skamplet ynglinger med sin jomfru, der er ingen alderdom og ingen sygdom som trykker, ingen sorg, alt er fuldt av glæde.<ref>W. Mannhardt: Germanische Mythen, Berlin, 1858, ss. 460 f. Jfr. Vita Merlini, versene om "Insula pomorum, qvæ Fortunata vocatur" (eple-øen som man kalder Fortunata) (San-Marte, 1853, ss. 299, 329). Avallon har en merkelig lydlikhet med Pytheas's ravø Abalos (s. 54).</ref></blockquote>


<center>'''Navnet Vinland stammer fra Irland'''</center>


Efter hvad her er meddelt fremgår det altså at i den irske literatur opstår det en Vindru-ø (Insula Uvarum) i det 11. århundrede, omtrent samtidig med at Adam av Bremen omtaler, efter danske hjemmelsmænd, en ø kaldt Winland. Fra samme århundrede er også den norske runesten fra Hønen på Ringerike, hvor, som senere omtalt, muligens Vinland er nævnt (?). S. Bugge sætter den efter runeformen til første halvdel av 11. årh., neppe ældre, men den kan være yngre. ''Insula Uvarum'' gjengit på norrønt sprog kunde ikke godt bli andet end Vinland (eller Viney), da Vinberjarey eller Vinberjarland ikke vilde klinge godt. Vi har altså da den merkelighet at en ø med det samme navn og de samme egenskaper dukker op omtrent samtidig i Irland og i Danmark (og muligens også i Norge).

At disse Vinøer eller Vinland skulde være opståt helt uavhængig av hverandre, i lande som hadde en så intim åndelig forbindelse, vilde være av den slags tilfældigheter, som en ikke godt kan gå ut fra, da det må ansees som sandsynligere at der er en sammenhæng.

Men Brandan's Vindru-ø kan vanskelig stamme fra et av Nordboene opdaget Vinland, da, som før nævnt, vinen og vinfrugter spiller en så fremtrædende rolle i de ældre irske sagn, og det gamle eventyr om Bran (''Echtra Brain'') skildrer det irske Elysion (''Mag Mell'') som et land med pragtfuld skog og den virkelige vinrankes duft,  o.s.v. Dernæst har, som nævnt, Brandan's Vindru-ø likhet med Lukian's Vindru-ø; men da Lukian's skildringer også synes at ha hat indflydelse bl. a. på fortællingen om de berusende vinfrugter i Imram Maelduin, så ser det ut til at Lukian's historier har nådd til Irland (f. eks. ved reisende Nordboer eller gjennem Araber?) længe før ''Navigatio Brandani'' blev skrevet. Da således den irske vinø ikke godt kan stamme fra en norrøn opdagelse, blir følgelig det sandsynlige at Adam's navn Winland (såvel som det mulige norske) oprindelig stammer fra Irland, og at det er kommet til de nordiske lande ad mundtlig vei. Hvis Danene ikke har fåt navnet gjennem Nordmænd, kan de ha hentet det selv, da også de hadde direkte forbindelse med Irland. Denne slutning, at navnet Vinland er kommet fra Irland, får også bekræftelse fra helt anden kant, nemlig Landnåmabók, hvor det sies at Stor-Irland lå nær Vinland. Som tidligere fremholdt tyder dette på at Islændingene må ha hørt begge land omtale i Irland. Da Ravn Hlymreksfarer opgis som den oprindelige hjemmelsmand, og senere Torfinn Orknøjarl (død omkr. 1064), kan det ha været i begyndelsen av det 11. århundrede, men da meddelelsen sidst kom fra Torkel Gellisson (og følgelig har været nedskrevet av Are Frode) kan det også ha været dettes sidste del. På den vis synes det som vi får en naturlig forklaring på navnets samtidige opdukken i Norden<ref>Helt sikkert er det vel forøvrig ikke, at Vinland (med langt i) har været den oprindelige form av navnet, skjønt det er sandsynlig, da det forekommer slik i de bevarte håndskrifter av de to ældste kilder: Adam av Bremen (Winland) og Are Frode's Islendingabok (Vinland). Men det kan ikke ganske bortsees fra at i de ældste islandske håndskrifter og de ældste kilder efter Are og Adam kaldes det: i Hauk's Landnåmabók Vindland hit Góða (på de to steder hvor det nævnes), i Sturlubok kaldes det Irland et Góða, i Kristni-saga (før 1245) sandsynligvis Vindland hit Góða (jfr. F. Jonsson, Hauksbok, 1892, s. 141), og i Grettis-saga (omkr. 1290, men håndskr. fra 15. årh.) kaldes Torhall Gamlason, som for med Karlsevne, et sted for Vindlendingr og et andet for Viðlendingr. Det er påfaldende at navnet så ofte skrives feilagtig, det må ha været usikkerhet i opfatningen av det. Dertil kommer at i ingen av disse ældste kilder nævnes det noget om vin, undtagen hos Adam av Bremen, som gjentar Isidor, og efter ham er det først i Eirik Raude's saga at Vinland med vinen træffes. Det kunde derfor tænkes at navnet oprindelig har været et andet. Grønlændingene kunde f. eks. ha fundet et land med trær i vest som de kaldte Viðland (= træland). Ved påvirkning av sagn om Irernes "Store Land" (Tir Mor) kunde dette gå over til Vidland (= det store land, s. 270): men dette kunde igjen ved forestillingene om vinen (fra de Lykkelige Øer) som hos Adam av Bremen, gå over til at bli Vinland. En paralel til en slik lydforandring har vi i forandringen av vibbein (= kraveben) til vinbein. En form som Vindland kan være fremkommet ved sammenroting av de to nævnte former, eller også med navnet for Vendland. Et navn av det gamle ord vin (= græsgang) er neppe tænkelig, da ordet var gåt av bruk før det 11. årh., desuten måtte en da vente formen Vinjarland. I Are Frode's skrift, som vi bare kjender fra sene avskrifter (fra 17. årh.), kunde det oprindelige navn let være blit forandret i overensstemmelse med senere opfatning. Men sandsynligst er det vel like fuldt at Vinland har været den oprindelige form, og at variantene skyldes usikkerhet. Det kan desuten godt tænkes at der har været to former av navnet, på lignende vis som f. eks. Draum-kvædet også kaldes Draug-kvædet; eller flere navne kan ha støtt sammen for at danne det, idet lydlikheten og likhet i egenskaper har været avgjørende.</ref>.

Da meddelelsen i Landnåma stammer fra Torkel Gellisson, er det vel mest sandsynlig at det Vinland som nævnes i en bisætning i Are Frode's Islendingabók for første gang i den islandske literatur, også har Torkel (som omtales like efter) til hjemmelsmand (jfr. s. 200), uagtet sætningen kunde være Are's egen. Torkel kan ha hørt om dette Vinland i Grønland; men det kan vel heller være det land han har hørt om sammen med sagnlandet Hvítramannaland fra Irland, og hvor det også skulde bo vetter (eller troll) som kaldtes Skrælinger. To muligheter kan tænkes: Enten var dette Vinland med dets Skrælinger bare det vel kjendte sagnland og sagnfolk som ikke trængte nogen nærmere beskrivelse. Det kan ikke indvendes at den nøkterne, kritiske Are ikke kunde omtale et sagnland på den vis; for kunde han tro på et Hvítramannaland, kunde han også tro på et slikt Vinland. Eller også var det et virkelig opdaget land hvortil sagnlandets navn var blit overført. Den sidste antagelse kunde styrkes ved andre ting som tyder på at Grønlændingene virkelig har fundet land i vest. Men på den anden side, hvis det menes et slikt virkelig opdaget land, er det påfaldende at hverken Are eller Landnåma fortæller noget om denne opdagelse, når det fortælles såvidt utførlig om Grønlands opdagelse, og også om Hvítramanna-lands. Dertil kommer at da Eirik Raude kom til Grønland var ialfald et slikt land ikke opdaget, og det kunde således ikke været ham som hadde opkaldt Eskimoene efter indbyggerne i dette land, derimot kunde Are nok tænke sig at han hadde tat navnet Skrælinger fra sagnlandets folk; da vilde Are's ord, som de nu engang står, få bedre mening.


<center>'''Landet Góða. Huldreland'''</center>


Det fortjener kanske også at nævnes at i Sturlubók på det eneste sted hvor Vinland omtales, er det kaldt ''Irland et Góða''. Almindelig har dette været opfattet som en skrivfeil; men at den skulde skyldes feillæsning av et utydelig skrevet Vinland, er ikke sandsynlig; heller måtte det da være ved en tankeløs gjentagelse, idet ''Irland et Mikla'' er nævnt like før. Imidlertid er det jo tænkelig at det ikke er nogen skrivfeil, og at liksom det sidste er et dobbeltnavn for Hvítramannaland, således kan Irland et Góða være et tilsvarende dobbeltnavn for Vinland, som lå i nærheten. Vi vilde da også føres til Irland som hjemsted for navnet. Påfaldende er i hvert fald den usikkerhet som råder i gjengivelsen av navnet Vinland i de ældste kilder. Noget tilsvarende forekommer ikke i gjengivelsen av andre geografiske navne, og en form som Vindland i Hauk's Landnåma kan ikke for klares bare som skrivfeil. Dertil kommer at Eirik Raude's saga i Hauksbók har navnet rigtig, uagtet denne saga såvel som Landnåma i stor utstrækning er avskrevet av Hauk Erlendsson selv. Det kan tyde på at formen Vindland har forekommet i originalen, hvorfra Landnåma blev avskrevet. Dette røber usikkerhet i selve opfatningen av navnet, og kan også nærmest tyde på at det har været et sagnland og ikke navn på et kjendt opdaget land.

For enhver som er fortrolig med norrøne stedsnavne må tillægget Landit hit Góða til Vinland virke fremmed og usedvanlig. Det er ellers i Norden bare kjendt fra navnet Landegode (oprindelig Landit Góða) land på Norges kyst, for en ø nordpå vest for Bodø. Samme navn har også været brukt (og brukes endnu på Stad og Herø) om Svinøi, en liten ø tilhavs på Sunnmør, og om Jomfruland (syd for Langesund). Det har været almindelig antat for et såkaldt tabunavn<ref>Jfr. Peder Claussøn Friis, Storm's utg. 1881, s. 298; A. Helland, Nordlands Amt, 1907, I, s. 59, 11, ss. 467 f. Yngvar Nielsen (1905) har været opmerksom på likheten mellem tillægget hit Góða, til Vinland, og navnet Landegode i Norge; men gående ut fra Peder Claussøn, opfatter han også det første som tabunavn. K. Rygh (Norske Gårdnavne, XVI, Nordl. Amt, 1905, s. 201) mener at P. Claussøn's forklaring for navnet på Jomfruland er rigtig i alle tre tilfælde, at "norske Søfolk af nogen Superstitz og Vonne ikke kaldte den med det allerede da sædvanlige Navn Jomfruland, nåar de var under Seil, før de havde seilet den forbi. Det er nok eller har ialfald været en meget almindelig Overto blandt Sømænd og Fiskere at forskjellige Ting ikke måtte nævnes med sine sædvanlige Navne, når de var på Søen, formodentlig en Levning af hedensk Tro på onde Vætter, hvis Magt man håbede at kunne undgå, hvis man ikke gjorde dem opmerksomme ved at nævne dem selv eller Gjenstande hvortil deres onde Hensigter knyttede sig, medens man håbede at kunne formilde dem ved at bruge smigrende Navne istedenfor de egentlige. De tre Øer ligger alle således i Leden, at de må have været mere end almindelig farlige for Kystfarten i ældre Tid." Hans Strøm i sin "Beskrivelse over Søndmør" (Sorø, 1766, 11, s. 441) mente imidlertid at Landegod på Sunnmør kaldtes så fordi det er det første land som en får forbi Stad; og Svinø skulde det blit kaldt, fordi svin sættes ut på beite, særlig i fordums tid (se herom senere s. 281); forøvrig opgir han også navnet Storskjær for øen.</ref>; men rimeligere synes den forklaring som Moltke Moe har fremholdt for mig, at det har været betegnelse for huldrelande, som lå ute i havet, og som man trodde sank i sjøen når nogen kom nær dem. De nævnte norske øer passer godt for slike forestillinger, særlig når de bygger op ved hildring, og alle tre har før i tiden været huldrelande. Huldre-troens oprindelige kjerne er dyrkelsen av de avdøde. Hulder betyr "skjult" (altså det skjulte folk). Huldre-landene er følgelig de skjultes, eller de avdødes øer, og det er igjen de Saliges Øer, de Lykkelige Øer. Et sidestykke hertil er at Hades på græsk betyr den usynlige. Og, som før nævnt (s. 270), svarer nymfen Kalypso (= den skjulte) til vor hulder. Da Bran, i det nævnte irske sagn, møter på havet ''Manannan MacLir'' (d. e. havets søn), havfolkets konge, herskeren i de dødes land, så fortæller han Bran at denne uten at kunne se det, seiler over Mag Mell (den lykkelige slette) hvor det sitter lykkelige mennesker og drikker vin og der er en herlig skog med vinranker  o.s.v.; og Irernes lykkeland ''Tir fo-Thuin'' er som nævnt (s. 271) landet under bølgen. De avdødes lande eller øer er i tidens løp gkt over til at bli de usynliges (åndernes) lande eller øer, deres som sitter inde med mere end menneskelig viden, og som har særlig gunstige kår; derved er begrepet lykkelandet, med lykkekår som stiger langt over menneskers vanlige, kommet mer og mer frem. Denne utvikling lar sig påvise både for den klassiske forestilling om de Lykkelige Øer, og for den norrøne om huldrelande.

At Grækerne satte det lykkelige land i forbindelse med de skjulte folk, som færdes på havet, kan kanske allerede sluttes av Odysséen's skildring av Faiakerne, som bodde i lykkelandet, det herlige Scheria, fjernt i havet i vest. At de er at sidestille med vort huldrefolk fremgår muligens av selve navnet, som kan komme av ''faios'' (ψαιος == mørk) og bety "mørke-mand", "den skjulte mand" (jfr. Welcker, 1833, s. 231)<ref>V. Bérard's forklaring (1902, I, s. 579) at Faiaker (Ocuaxec) skulde bety Leukadier, de hvite folk, og kommer av semitisk Beakim (av b. e. q. "være hvit") synes ikke overbevisende. Prof. A. Torp finder den ovenfor givne forklaring mer sandsynlig.</ref>. De seiler om natten, altid hyllet i skyer og mørke, i skuter hurtige "som vinger og menneskenes tanker" (Od. VII, 35 f.). Også huldrefolket færdes ved nat (jfr. s. 286). I Irland og på Island går veien til alvelandet gjennem mørke og tåke, eller hav og vand (jfr. Grøndal, 1863, ss. 25, 37); likeså i Nordland. En sammenblanding mellem huldrefolket (síd-folket) og beboerne av lykkelandet eller det forjættede land, lar sig særlig godt iagtta i de irske sagn (jfr. Zimmer, 1889, ss. 276 f.). Síd-folket bor delvis i dysse gravene (og blir altså lik haugebonden), de kan også bo i de lykkelige lande vest i havet eller under havet, blir altså havbønder, men i det hele svarer de til vort huldrefolk. Síd-kvinden lokker mænd lik vor hulder; i eventyret om Condla Ruad (jfr. Zimmer, 1889, s. 262) kommer hun fra de Levendes Land (''Tír Beó''), fjernt i havet, og lokker Condla til at gå med sig i glasbåten til den "Store Strand", hvor det bare var kvinder og jomfruer. Dette Irernes kvinde-Paradis ute i havet har som allerede nævnt (s. 269) flere overensstemmelser med det tyske Venusberg, og med vort huldre-folks usynlige land. Men huldre-folket bor snart i fjeldet og skogen, snart på øer i havet eller under havet. Som det vil forståes flyter således forestillingene om de Lykkelige Øer eller det Forjættede Land og om Huldrelandet ofte sammen. Dertil kommer at hos mange folk føres de avdødes sjæle over havet i båt eller skib til et land i vest.

Det hænger åbenbart sammen med dødselven Styx, Akheron, eller Kokytos hos Grækerne, over hvilken Kharon førte sjælene til underverdenen i en smal toåret båt. Prokop (De bello Goth. IV, 20) fortæller at efter sagn han selv har hørt av indbyggerne, blir alle de avdødes sjæle hver midnat sat over fra kysten av Germanien, til øen Brittia (d. e. Britannien) som ligger overfor Rhinens munding mellem Britannia (d. e. Bretagne) og Thule (Skandinavien). Den av kystboene som har tur til dette færgearbeide, hører ved midnat banken på sin dør og en dump stemme. Han går til stranden, ser der en tom, fremmed båt, som han går ut i og begynder at ro. Han merker da at båten lastes så ripen bare er en fingerbredde over  vandet , men han ser ingenting. Så snart han når den anden strand, merker han at båten pludselig blir tømt, men fremdeles ser han ingen, hører bare en stemme som melder navn og værdighet på de ankomne. De usynlige sjæle, som altid farer stille, svarer til alvene.

På mange måter viser forbindelsen mellem de døde og sjøen sig. Balder's lik blev lagt på et skib hvor det tændtes et bål, og det blev overlatt til havets strømmer. Liket av helten Scild i Beovulfs-kvadet blir båret på skibet, som blev ført bort av havet, ingen vet hvorhen. Flosi i Njål's saga lar sig bære på et skib, overlate til havet, og siden er skibet aldrig spurt,  o.s.v.<ref>Jfr. J. Grimm, D. M. 11, 1876, ss. 692 ff., 111, 1878, ss. 248 f.</ref>.

At huldrelandene er blit kaldt Landit Góða kan skyldes disse landes overvættes frugtbarhet (jfr. huldrelandets bølgende akrer); men det kan også, som Moltke Moe har pekt på, hænge naturlig sammen med at Germanerne synes almindelig i gammel tid at ha knyttet begrepet god til huldrefolket og de avdøde. I Nordland blir huldrefolket kaldt "godvetter" (jfr. I. Aasen); det er hos Finnene gåt over til guvitter, gufihter, gufittarak,  o.s.v. som navn på overnaturlige væsener under jorden eller i sjøen<ref>Jfr. J. A. Friis: Ordbog for det lappiske sprog. Christiania, 1887, s. 254; J. Qvigstad, 1893, s. 182; Moltke Moe's meddelelser i A. Helland: Finmarkens Amt, 1905, bd. 11, s. 261.</ref>; Svenskene i Nord-Sverige bruker ordet "goveiter". Haugebonden, oldnorsk ''haugbui'' (den i haugen boende), som var ættens stamfar eller repræsentanten for den hen farne slegt, kaldes i Nordland godbonden<ref> Jfr. Moltke Moe's meddelelser i A. Helland : Nordlands Amt, 1907, bd. 11, s. 430.</ref>.

De underjordiske kaldes på Island "ljúflingar", på tysk "die guten Leute", i det engelsktalende Irland, Skotland og på Man "det gode folk", "gode granner", eller "de fredlige folk" (men of peace)<ref> Jfr. W. Grimm, Kleinere Schriften, I, s. 468.</ref>. På skotsk heter de ''daoine shi'', på valisisk ''dynion mad''. På svensk og dansk har man betegnelsen "nisse god-dreng" eller "goda-nisse", på norsk "go-granne" (på dansk også "kjære granne"); på tysk brukes "Guter (el. Heber) Nachbar", eller "Gutgesell" om en kobold, i Thüringen "Gütchen", "Gutel", i Nederlandene "goede Kind", og i England "Robin Goodfellow" (en vette, nærmest nisse).

At betegnelsen "god" for overnaturlige væsener, helst underjordiske, findes så utbredt også overalt hos Finnene, viser at den har været almindelig tidlig i middelalderen.

Det er av mindre interesse i denne forbindelse, hvad oprindelsen til betegnelsen fra først av kan ha været. En kunde tro det var tanken på de avdøde som det lykkelige, salige folk; men det kunde også være frygt, man vilde vinde dem ved at bruke kjælenavn på dem, det kan være av samme grund som at tordenen på svensk er blit kaldt "gobon" (godbonden),"gofar", "gogubben", "gomor", "goa" (goa går)<ref> Rietz: Svensk Dialekt-Lexikon, 1867.</ref>, hvilket også er norsk.

Hit Góða er det fuldgode, det fuldkomne land, altså det lykkelige. Da sagnet om Insulae Fortunatae og de irske lykkelande som tildels var det sunkne huldreland ''Tír-fo-Thuin'', landet under bølgen nådde til Norden, er det ganske naturlig at Nordboene kom til at gjengi disse navne med det for dem velkjendte Landit Góða (huldrelandet, usynlighetslandet); ja navnet Insulae Fortunatae kunde ikke godt oversættes på anden måte. Men da vinen var et så fremtrædende træk i skildringen av dette sydlige sagnland i vest, både hos Isidor og hos Irerne, og da vinen mer end noget av de andre træk symboliserte forestillingen om lykke, så er det, som vi har set, også naturlig at Nordboene snart kom til at kalde dette land, i likhet med Brandan's Vindru-ø, for Vinland, således kan Vinland hit Góða være opståt ved en sammensætning av Vinland og Landit goda, for at særmerke det fra det hjemlige Landit Góða, Nordmændenes huldreland. En navne-sammensætning av hit góða med et egennavn er ellers ukjendt, og peker således på Landit Góða som grundform<ref>Det tør også være værd at nævne at liksom det ved Landegode ut for Bodø er en Bjørnøi (Bjørnø Fyr), således omtales en Bjarn-ey ved Markland på veien til Vinland hit Góða. Dette kan naturligvis være ren tilfædighet; men der kan også være sammenhæng.</ref>.

Fra Gotland har Moltke Moe nævnt for mig et eksempel på at et huldreland har fåt et slikt rosende navn svarende til Vinland, idet almuens huldreland eller ''Flájgland'' ute i havet, kaldes "Smørland"<ref> Jfr. P. A. Säve: Hafvets och Fiskarens Sagor, spridda drag ur Gotlands Odlingssaga och Strandallmogens Lif. Visby, 1880.</ref>. ''Sjóhaj'' er "hägring" på sjøen (det hajar huldreland, up = det hildrer); og ''Flájgland'' kommer av at fljuga (flyve), altså det som driver om, flytende land. Det mener nu bare hildring, men må oprindelig ha været huldreland, og det er åbenbart at her betegnes dette som særlig frugtbart. Med Smørland kan sammenstilles norske gårdsnavne sammensat med smør: "Smørtue", "Smørberg", "Smørklepp". O. Rygh regner disse til "Rosende Navne .... som fremhæver gode Egenskaper ved Eiendommen eller Stedet."<ref>Norske Gaardnavne. Forord og Indledning. 1898, s. 39.</ref> Likeså i stedsnavne på Shetland: "Smerrin" (= ''smj&#491; r-vin'', fet, frugtbar græsgang), "Smernadal" (= ''smj&#491;rvinjar-dalr'', dal med fet græsgang), "de Smerr-meadow" (oprindelig: ''smj&#491;r-eng'' eller ''smj&#491;r-vin''), "de Smerwel-park" (sandsynlig = ''smj&#491;r-vollr''), "de Smorli" (sandsynlig = ''smj&#491;r-hlifi''). J. Jakobsen (1902, s. 166) sier at "smer(r)" (oldnorsk ''smj&#491;r'' eller "smær", norsk smør) betegner her frugtbarhet, god græsgang, i lighed med det også i norske stedsnavne som første led forekommende smør." Hermed kan sammenstilles at allerede i tidlig tid bruktes ordet smør for at skildre et fett land, som da Torolv i sagaen sa at "det dryppet smør av hvert strå i det land de hadde fundet" (d. e. Island, se ovenfor, jfr. også smj&#491;r-tisdagr = fete-tirsdag). At huldrelandene forbindes med frugtbarhet, fremgår også av et nordlandsk sagn. Nordfugløi, i nord for Karlsøi, var engang en trollø, gjemt under havet, og usynlig for mennesker, altså en huldreø. Men så tok nogen trollkjærringer sig for at bugsere den indover; en Finn-kjærring som tilfældig kastet øiet ut gjennem dørgløtten, fik se dem komme roende med øen, så vassføika stod om den, og ropte: "Å for et godt matland vi nu har fåt!" Og dermed blev øen liggende ute i havgapet, der den nu ligger<ref>4 O. Nicolayssen: Fra Nordlands Fortid. Kristiania, 1889, ss. 30 ff.</ref>. At huldrelandet var frugtbart, får vel også uttryk i det træk at purken som finder det (se senere), gjerne får grisunger der. Frugtbarheten kommer kanske frem i H. Strøm's (1766, s. 436) omtale av "Buskholm" i Herø (Sunnmør), som var bebodd av underjordiske og fredet, derfor helt bevokset med trær og busker. Det islandske alveland "er deiligt, bevokset med skjønne Skove og duftende Blomster" (jfr. Grøndal, 1863, s. 25), og det samme er de irske.


<center>'''Flytende og flygtende øer'''</center>


Sagn om øer og lande som forsvandt eller flyttet sig, lik huldrelandene, har stor utbredelse. Allerede Delos (jfr. δηλσω, bli synlig) hos Grækerne fløt omkring i havet i lang tid, som skildret av Kallimakhos (V); snart fandt man øen, og snart var den borte, indtil den blev sat fast blandt Kykladerne. Irland, som også meget tidlig var den hellige ø (jfr. s. 29), fløt om i havet i syndflodens dage. Lucas Debes (1673, ss. 19 ff.) fortæller at det "på atskillige Tider skal være seet en Flydøe" ved Færøene; men som ingen kan nå. "Indbyggerne fortælle ellers en Fabel om Svinøe<ref>Merk at på Færøene er altså Svinøi også en huldreø, liksom på Sunnmør og i Brønøi i Norge.</ref>, at den i Begyndelsen skal "hafve været en Flydøe: Oc meene, at der som mand kunde komme til den Øe som ofte seis, oc kaste Stål på den, skal den blifve ståendis ... Mange meget fortælle ocsaa om sådanne Flydøer, oe meene at de skulle være til i Naturen." Debes tror ikke på det. "Dersom den icke beskrefvis aff atskillige Øers Egenskaber, vilde jeg sige at det var lis-Bierge, som komme flydende fra Grønland: Huis icke det er, da troer jeg fast, at det er Diefvelens Spøgeri, oc Forkogleri, huilcken i sig selff ellers er en tusindfold Konstner." Erich Pontoppidan (1753, 11, s. 346) forsvarer djævelen og protesterer mot denne Debes's opfatning, at det skulde "være dievelske Phantasmata og Kogelspil", og sier: "Men da man, efter den sande Regel, ikke må giøre et Skarn Uret eller give ham Skyld, hvor han ikke har den, så tænker jeg, den Dievel der i en Hast gjør flydende Øer, er ingen anden end hiin omtalte Krake, hvilken nogle Søe-Folk også kalder Søe-Draulen, det er Søe-Trolden."

Om Svinøi på Færøene findes nøiagtig samme sagn som om lignende øer i Norge (se s. 286), at de blev "oppe", eller blev synlige, ved en purke som det var bundet stål på (jfr. Hammershaimb, 1891, s. 362).

På mange steder er det slike svindende øer. Honorius Augustodunensis gir i sit verk ''De imagine mundi'' (I, 36), fra omkring 1125, nogen merkelige meddelelser. Efter at ha omtalt de Baleariske Øer og Gorgaderne sier han: "Ved siden av dem (ligger) Hesperiderne, så kaldt av byen Hesperia. Der er overflod på sauer med hvit uld, som er ypperlig til at purpurfarve. Derfor sier sagnet at disse øer har gyldne epler (''mala''). ''Miclon'' (feil for: malon) betyr nemlig sau på græsk<ref>Denne overraskende etymologiske forklaring av de gamle fønikiske sagnøer Hesperiderne, skyldes åbenbart en sammenblanding av Brandan's saue-ø med Plinius's meddelelser (Nat. hist. VI, 36) om de purpur-øer ved Afrika (nær Hesperiderne) som kong Juba skulde ha opdaget, og hvor han lærte farvning med gætulisk purpur. Forestillingen om at det sunkne land Atlantis var der hvor nu Concretum Mare er, kan stå i forbindelse med den græske myte som kommer frem hos Plutarkh (se ovenfor ss. 120 og 143), om Kronos som ligger fanget i søvn på en ø i nordvest i det Kroniske Hav (lik Mare Concretum), hvor også det store fastland var, og hvor havet er tungt og mudret.</ref>. Til disse øer hørte den store ø som efter Plato's fortælling er sunket med sin befolkning, og som overgik Afrika og Europa i utstrækning, der hvor nu det størknede hav (''Concretum Mare'') er. Der ligger også i Oceanet en ø som kaldes den Tapte (''Perdita''); i ynde og i frugtbarhet på alt overgår den langt alle andre land, men er ukjendt av menneskene. En enkelt gang kan den findes ved et tilfælde; men leter en efter den, lar den sig ikke finde, og derfor heter den ´den Tapte´. Denne ø sier folk det var Brandanus kom til." Det er av særlig interesse at det altså allerede på den tid forekom en slik svindende ø nær de Lykkelige Øer. Kolumbus fortæller i sin dagbok at indbyggerne på Ferro og Gomera (Kanari-Øene) forsikrer at de hvert år ser land mot vest. Senere blev også ekspeditioner ut sendt for at lete efter det. Hollænderen Van Linschoten omtaler 1589 dette deilige tapte land under navnet "San Borondon" (St. Brandan) hundred mil i vest for Kanarierne. Indbyggerne på det skal være kristne, men man vet ikke av hvad nation de er eller hvad sprog de taler<ref>Det er samme sagn som det om Hvítramannaland i Eyrbyggja-saga; se senere.</ref>; Spanierne på Kanarierne har gjort flere forgjæves forsøk på at finde det. Samme ø, som stundom viser sig ved Kanarierne, men fjerner sig når en søker at komme dem nær, lever endnu i den spanske folketro under navnet "San Morondon"<ref>Jfr. A. Guichot y Sierra, 1884, I, s. 296; Dumont d'Urville: Voyage autour du monde, I, s. 27. Samme forestilling at øen fjerner sig når en søker at nå den kommer også frem i Lukian's skildring (i Verae Historiae) av Drømmenes Ø.</ref>.

På kysten av Kanalen fortæller sjømændene om flytende øer, som mange har set med egne øine. De flygter altid foran skibene, og en kan aldrig lande der. De blir ført avsted av djævelen, og han befaler sjælene av de druknede som har fortjent Helvete og er fordømte, at forbli der til dommens dag. På nogen hører en grufulde dyrs brøl; og sjømændene anser møte med en slik ø for et uhyggelig varsel<ref> Jfr. P. Sébillot, 1886, s. 348.</ref>

Merkelig nok skal det blandt Irokeser-Indianerne findes sagn om "en flytende ø". I deres mytologi skulde jorden skyldes den indianske hersker på en stor ø som flyter i rummet, og hvor det er evig fred. I dens overflod er det ingen byrder at bære, i dens frugtbarhet er al nød for altid forebygget. Til dens evige stilhet kommer døden aldrig, —og intet begjær, ingen sorg, ingen smerte til dens ro<ref>Jfr. Harriet Maxwell Converse: Iroquois Myths and Legends. Education Departement Bulletin, No. 437, Albany, N. Y., December, 1908, ss. 31 f.</ref>. Forestillingene minder påfaldende om de Saliges Øer, og tør vel helst stamme fra senere tiders europæiske indflydelse. Også ved Boston, i Amerika, findes sagn om et fortryllet, grønklædt land ute i havet i øst, det flygter når en nærmer sig, og ingen hvit mand kan nå denne ø, som kaldes "Øen som flygter". En indianer, den sidste av sin stamme, så den nogen ganger før døden, og han satte sin kano ut for, som han sa, at ro til de lykkelige ånders ø. Han forsvandt i en storm, som det aldrig var oplevet make til, og siden blev den fortryllede ø aldrig set mere (jfr. Sébillot, 1886, s. 349). Endog Kineserne har sagn om de Saliges Øer, som ligger 700 mil fra det Himmelske Rike ute i det Gule Hav, og stråler i evig skjønhet, evig vår, evig glæde. Trollmanden Sun-Tsje skal engang ha fravristet en god ånd hemmeligheten hvor de var, og åbenbaret den store gåte for keiser Tsje-Huan-Ti (219 f. Kr.). Da drog det Himmelske Rikes ædleste ynglinger og skjønneste jomfruer ut for at opsøke Paradiset, og se! med ett dukket det op fjernt over havranden, hyllet i rosenglød. Men en forferdelig storm drev de længselsfulde bort derfra med rå vold, og siden har intet menneskeøie igjen skuet de Saliges Øer (efter Paul d'Enjoy i "La Revue")<ref>Opmerksomheten på denne meddelelse skylder jeg redaktionssekretær Gunnar Olsen. Lignende sagn findes også i Japan (jfr. D. Brauns, Japanische Mårchen und Sagen, (lBB5, ss. 146 ff.). 6 Grønl. hist. Mind., I, ss. 144 f., 157 ff.</ref>.

Det er den samme forestilling om det flytende blendverk som kommer igjen i den norske betegnelse ''Villuland'' (av ''villa'', forvildelse, blending, synkverving), som f. eks. hos Bjørn Jonsson fra Skardså findes brukt om det opdigtede land Frisland (syd for Island); det kaldes i et håndskrift "Villi-Skotland", som sandsynligvis er sagnlandet ''Irland it Mikla'' (Stor-Irland), da Irerne kaldtes Skotter. Are Mårsson kom, efter Landnåma, til dette "Villuland" og blev boende der. Det er merkelig at hans mor Katla efter det islandske sagn i digtet K&#491;tlu-draumr (d. e. Katla's drøm), blev stjålet av en alvemand, som hadde hende i fire nætter. Det kan være denne forbindelse som gjorde at Are blev den som fandt alvelandet i vest for Irland, skjønt det vistnok efter Køtlu-draumr skulde være hans et år ældre bror Kar, som blev frugten av de fire nætter; men alvemanden hadde bedt om at sønnen skulde hete Are.

Det er mange slike huldreland langs Norges kyst, de pleide at komme op over havet om natten, men sank om dagen<ref>Det hører til samme forestillingskreds som at de døde stiger op av gravene eller fra underverden om natten, men må ned igjen ved daggry, eller at trollene må ha gåt i skjul før solen render. Slik er det også den faldne Helge Hundingsbane kommer til Sigrun og sover med hende i haugen; men når det rødmer av dag må han ride tilbake vester om "vindhjelms" bro, før Salgovne seirflok vekker. Det blev tidligere (s. 281) fremholdt at allerede Odysséens Faiaker seiler om natten.</ref>. Kunde en bære ild eller stål på dem, så blev trolldommen hævet og de blev oppe; men det menneske som gjorde det, hevnet huldre folket sig på, og han blev til sten; derfor skedde det helst ved husdyr som svømte over til disse øer. Mange av dem er kommet op på den vis, og derfor har de ofte dyrenavne. Det sandsynligste er vel, at dyrenavnene har de fåt oprindelig fra en likhet i formen, eller av anden grund; og sagnet er en senere forklaring av navnet. Ofte var det en gris, helst en purke, som hadde fåt vanen at svømme over til huldrelandet, og ofte fik den der grisunger; gårdens folk, som var opmerksom på at den stundimellem blev borte, bandt stål på den, og øen blev hindret fra at synke; "derfor heter ofte slike huldreøer Svinøi." På den vis kom Svinøi i Brønøi op liksom Svinøi på Færøene, og slik var det vel med Svinøi eller Landegode på Sunnmør også. Ved en purke var det også at Tautra, i Trondhjemsfjorden, blev hævet, likeså Jomfruland, og den nordvestlige del av Andøi (i Vesterålen). Ja endog Øland i Limfjorden (Jylland) blev synlig ved en purke med stål på og som fik grisunger. Andre øer, som Vega og Sølen, blev hævet ved en hest eller en okse,  o.s.v. Gotland var også huldreland, men blev oppe derved at en mand bar ild på det<ref>Efter Guta-saga fra 13. årh.</ref>. Nogen huldreland ligger så langt til havs at ingen husdyr har kunnet svømme over til dem, og derfor er de endnu ikke kommet op, slike er Utrøst vest for Lofoten, Sandflesa vest for Trænen, Utvega vest for Vega, Hillerei-øi, og Ytter-Sklinna, i Nordre Trondhjems amt, og skjulte huldreland ut for Utsire, ut for Lister, og i sydøst for Jomfruland<ref> Jfr. Moltke Moe's meddelelser i A. Helland, Nordlands Amt, 1907, 11, ss. 512 ff. I Brinck's Descriptio Loufodiæ (1676, s. 11) heter det at sagnlandet Utrøst i Nordland kaldes Huldeland.</ref>

Det er av interesse at forestillinger om purker som årsak til at folk kommer til frugtbare øer, også kan påvises fra middelalderen i England. Wilhelmus Malmesburiensis fortæller i ''De antiquitate Glastoniensis ecclesiæ'' (kap. 1 og 2), som er fra 12. århundrede før 1143, at Glasteing "... lette efter sin sugge like til Wellis og fulgte efter den fra Wellis på en uveisom og myrlændt sti, som heter Sugewege, d. v. s. ´suggens vei´; til slut fandt han den (suggen) i færd med at gi sine unger bryst under epletræet ved den kirke som det her er tale om; derfra stammer de navne som har nådd like til vor tid, at dette træs epler kaldes "ealdcyrcenes epple", det vil si "den gamle kirkes epler", og suggen ''ealdcyrce sugge''. Mens andre sugger har fire føtter, hadde denne, forunderlig nok, otte. Denne Glasteing altså, som var kommet til denne ø, og så at den fløt med alskens goder, tok hele sin familie med sig og tilbragte hele sit liv der. Av hans avkom og den ætt som stammet fra ham, skal dette sted være befolket. Dette er tat fra Britonernes gamle skrifter.

''Om forskjellige navne på denne ø''. Denne ø altså blev først kaldt ''Ynisgwtrin'' av Britonerne, senere, da Anglerne underla sig øen, blev navnet oversat til deres sprog som ''Glastynbury'' eller Glasteing's by, ham som vi har talt om. Øen bærer også det berømte navn Avallonia. Oprindelsen til dette ord er følgende: som fortalt fandt Glasteing sin sugge under et epletræ ved den gamle kirke; derfor kaldte han øen i sit sprog Avallonia, det er "epleøen" (ti ''avalla'' på brittisk betyr ''poma'' på latin). — Eller også har øen fåt sit navn av en viss Avalloc, som skal ha bosat sig her sammen med sine døtre på grund av stedets bortgjemthet (ensomhet)<ref>Jfr. F. Lot, Romania, 1898, s. 530. Moltke Moe har meddelt mig også denne eiendommelige fortælling.</ref>

Denne sugge i Wales med grisungene og med otte ben, lik Sleipner, må være norrøn. Det norrøne sagn om suggen måtte ha let for at finde jordbund blandt Kelterne, da efter de keltiske mytologers fremstilling grisen var et hellig dyr i Druidetroen, særlig knyttet til underverdenens gudinde Ceridwen. Kelterne må ha hørt om grisen som ved hjælp av stål bringer huldrelandet til at bli oppe; men har opfattet det som stående i forbindelse med grisens hellige egenskaper. Det kan ikke være nogen oprindelig keltisk forestilling, ellers måtte en vente at finde den i andre keltiske sagn. Desuten er ikke her øen usynlig, heller ikke har suggen stål på sig, det er træk som er gåt tapt ved overføringen. Bevart er derimot det drag at purken blir drægtig i det fundne land.

I havet vest for Irland lå, som allerede omtalt , mange fortryllede øer. De stammer delvis fra klassiske og østerlandske sagn; men de stedlige huldrefolk (sídfolk) og huldrelande er også der blandet ind. Endog i indsjøene i Irland er det skjulte øer, vidunderlig frugtbare med deilige blomster<ref>Jfr. P. Crofton Crooker, 1828, 11, ss. 259 f.</ref>. Giraldus Cambrensis (12. årh.) fortæller at en ø viste sig på klare dager vest for Irland, men når folk nærmet sig, forsvandt den. Tilslut kom nogen indenfor bueskudd, og en av sjøfarerne traf den med en gloende pil, og øen blev da oppe. Lykke-øen o'Brasil (Hy-Breasail) vest for Irland stiger over sjøen engang hvert syvende år "ved randen av det azurblå hav" —; og det vilde bli oppe om nogen da kunde kaste ild på det<ref>Jfr. "Lageniensis", 1870, ss. 114 ff., 294; Joyce, 1879, s. 408. V. Bérard (1902, I, s. 286) forklarer Romernes navn Ispania (Spanien) som kommende av en semitisk (fønikisk) rot sapan (= skjule, dække), og det skulde bety "den skjultes ø", hvilket han tænker sig oprindelig at ha ment Kalypso's ø som han vil lokalisere på den afrikanske kyst ved Gibraltar. Forklaringen synes meget tvilsom; men hvis det skulde være noget i den, da er det merkelig at det rike sølv- og guldland Spanien skulde ha et navn som kunde minde om huldrelandene (de skjultes lande).</ref>.

Det er vel mulig at sagn om villuland eller huldreland fjernt i havet, kan være opståt på flere steder uavhængig av hverandre<ref>Jfr. E. B. Tylor: Primitive Culture, 1891, 11, ss. 63 ff.</ref>; de kan let fremkaldes ved hildring eller andre naturfænomener, og forestillinger om lykke er almenmenneskelig. Men gjennem mange av disse sagn går træk så like at vi med sikkerhet øiner sammenhæng og kan slutte tilbake til et fælles utspring av de samme forestillinger.


<center>'''Tilnavnet Den Heppne'''</center>


At netop Leiv, opdageren av det lykkelige land, har fåt det sjeldne tilnavn hinn Heppni er også påfaldende. Det er bare en mand til i sagaene som er kaldt slik: H&#491;ni hinn Heppni, og han tilhører Islands landnåmstid, men nævnes bare i et slegtregister. Liksom det efter de gamle græske forestillinger og i de ældste irske sagn bare var gudernes eller skjæbnens utvalgte forundt at komme til Elysion eller til de lykkeliges ø, således må Leiv, som efter traditionen var kristendommens apostel på Grønland, ha været opfattet av de kristne på Island som Guds eller skjæbnens yndling, hvem det var beskikket at få se lykkens land. Dette begrep, skjæbnens utvalgte, ligger netop i happ og i heppinn. At navnet har en slik oprindelse, gjøres også sandsynlig derved at sagafortællerne åbenbart ikke har været klar over hvorfor Leiv var kaldt så, og det fremstilles tildels som om det var fordi han reddet folkene fra skibsvraket, hvilket blir meningsløst, da det vel måtte være de reddede og ikke Leiv som var de heppne den gang, og desuten må frelse av skibbrudne ha hørt til det dagligdagse. Sagaskriverne har følgelig kjendt til at Leiv hadde dette tilnavn; men årsaken til navnet, er i tidens løp blit glemt.

Et interessant sidestykke til navnet Leifr hinn Heppni har Moltke Moe gjort mig opmærksom på i det nordlandske "Lykk-Anders", navnet på den lykkelige bror som kom til huldrelandet Sandflesa ut for Trænen på Helgeland<ref> Asbjørnsen: Huldre-Eventyr og Folke-Sagn, 3. utg. ss. 343 ff.: "Tuftefolket på Sandflæsen". Jfr. også Moltke Moe's referat iA. Helland: Nordlands Amt, I, ss. 519 f.</ref>. Det har vegt at dette til navn med Lykke- i Norge således bare kjendes knyttet til huldrelandet<ref>Navnet "Lycko-Pär" i Sverige om en som "har tur" (Th. Hielmqvist, Fornamn och Familjenamn med sekundar anvåndning i Nysvenskan, Lund, 1903, s. 267) er kommet fra dansk "Lykke-Per", som er en ren literær frembringelse, og hører ikke hit.</ref>. At de underjordiske, huldrefolket, bringer lykke, kommer også frem i anden overtro<ref>Nissen bringer i Norge lykke. "Lycko-nisse" i Småland i Sverige, er en "lyckobringande tomte. Äfven användt någon gang om små vanliga barn". (Th. Hielmqvist, 1903, s. 224).</ref>. Den som blir født med seiersluen (Glückshaube, -helm, sigurkull, holyhow) som ofte synes at ha samme virkning som huldrehatten, er forutbestemt til held og frem gang, liksom et søndagsbarn.

Et andet sidestykke til lykke-navnet er muligens munken Felix (d. e. lykkelig, aldeles svarende til heppen) som forekommer i vidt utbredte middelalderske sagn. Han får en forsmak på himmelens glæder ved at høre en paradisisk fugl; han mener at det bare er gåt nogen timer fra morgen til middag mens han henrykt lytter til den, i virkeligheten er det gåt hundred år<ref>Jfr. Moltke Moe's meddelelser i A. Helland: Nordlands Amt, 1907, II, ss. 596f.</ref>. Moltke Moe anser det sandsynlig at navnet Felix i dette tilfælde kan stamme fra en germansk forestilling om den heppne. Moltke Moe ser også en rigtignok literær paralel til Leiv den Heppne og Lykk-Anders i Draumkvædets Olav Åsteson, som han forklarer som Åstsonr, lik kjærlighets søn, Guds elskede søn. Så kaldes han fordi han er så elsket at Gud har løftet en flik av fremtiden for ham, så han ser bak dødens port<ref>Det er forestillinger av en noget lignende art som kommer frem i Arthur sagnene, hvor bare den rene, eller uskyldige, kan få se den "hellige gral".</ref>

Alt dette peker altså i samme retning.


<center>'''Adam av Bremen´s Vinland'''</center>


Allerede Adam av Bremens korte omtale av Vinland bærer tydelige spor av at være upålitlig; han sier således at de selvvokste vinranker i Vinland "gir den herligste vin". Selv om det var blit fremstillet vin av de små vilde druer, så kunde den neppe blit herlig, og hvem skulde ha laget den? De Islændinger eller Grønlændinger som opdaget landet, kan vel vanskelig ha skjønt sig på at lage druevin. Når undtas denne fabel om vinen, og selve navnet, som synes at stamme fra Irland, men kan være blandet sammen med navnet Finland<ref>Navnene Finmarken (Finnenes land) og Finland blev ofte blandet sammen i middelalderen (jfr. Geographia Universalis, Eulogium, Polychronicon, Edrisi) og det sidste igjen med Vinland (jfr. Ordericus Vitalis, Polychronicon). Det bør merkes at Adam ikke kjender navnet Finn, bare Finnédi og Scritefini.</ref>, så svarer Adam's medelelser om Vinland fuldstændig til Isidor's skildring av Insulae Fortunatae, og indeholder intet nyt. Når Adam sier at øen var opdaget av mange (multis), stemmer dette ikke med Eirik Raude's saga, som bare kjender to reiser dit, men bedre med at det var et vel kjendt sagnland, hvortil det var gjort mange sagnfærder, eller med at det var Finmarken. Skjønt det kan være usikkert om Adam har ment at det is- og tåkefyldte hav lå bortom Vinland, så har det merkelig likhet med at lignende arabiske sagnøer lå nær det "Mørke Hav" i vest (jfr. kap. XIII); og i hvert fald viser det hvorledes sagn er blandet ind i hans skildring av de fjerne strøk, og der lægger han også sagnets havsvelg. Læser en slutten av hans fremstilling gjennem (ss. 150 ff.), ser en hvorledes det har været ham om at gjøre at få en stigning i det fabelagtige: først Island med den sorte brændbare is og de "enfoldige" kommunistiske indbyggere, så overfor Svedias fjelde Grønland med røverske indbyggere som blir blågrønne i ansigtet av sjøvand, så Halagland som blir til en ø i oceanet, og som kaldes hellig på grund av midnatssolen, om hvilken han gir feilagtige meddelelser tat fra ældre forfattere, så Vinland (de Lykkelige Øer) med Isidor's selvvokste vin og usådde korn, og så slutter han med en høieste stigning (foruten i Harald's færd til havsvelget) i fortællingen om de frisiske adels mænds reise til nordpolen, som ikke indeholder et træk som ikke er lånt fra fabler og sagn (jfr. kap. XII); og denne færd utgik fra Bremen, hvor han bodde; og for den opgir han to erkebisper som hjemmelsmænd. Når vi finder at alle disse meddelelser om de nordiske øer og lande, både før og efter omtalen av Vinland, er mer eller mindre fabel eller lån, når vi end videre ser hvad han kan meddele om lande som lå nærmere, og om hvilke han let måtte kunnet få oplysninger tænk bare hans Kvinde-land ved Østersjøen, hvortil han nytter Grækernes Amazoner og Hundehoder, og hans Wizzi lik Albaner eller Alaner (sic!) med slagorden av hunder (!) i Rusland (IV, 19)<ref>Det bør erindres at Kvænland (Kvinde-landet), liksom Norge med "øen Halagland"(!), var naboland til Sverige, hvor kong Svein hadde opholdt sig i 12 år, han som skal ha fortalt Adam så meget om de nordiske lande; og mellem Sverige og Rusland (Gardarike) var det også livlig forbindelse i hin tid.</ref> —er det da tænkelig at hvad han fortæller om det fjernest liggende land, Winland, skulde danne den eneste undtagelse i denne kjede av fabel og lån, og pludselig være egte og ikke lånt fra Isidor med hvem det har en så slående likhet? Det må være sandsynligere at han har hørt et navn Vinland, kanske sammenblandet med Finland, og i troen på at dette mente vinens land, har han så, aldeles i likhet med hvad han gjør andre steder (jfr. Kvænland), overført dertil Isidor's beskrivelse av Insulae Fortunatae. 

Når nu Nordboer (som en Leiv Eiriksson) virkelig fandt nye lande i vest, netop i den retning hvor sagnlandet Vinland hit Góða (eller Insulae Fortunatae) skulde være efter de irske sagn, så var det jo bare en bekræftelse på at dette var til; og fortællinger og forestillinger om det blev overført til det nyfundne land.


<center>'''Vinland kalt de afrikanske øer'''</center>


En bekræftelse på at Vinland var Insulae Fortunatae, som i det klassiske sagn lå vest for Afrika, gir den islandske jordbe skrivelse (i håndskrifter fra det 14. og 15. århundrede), som delvis kan stamme fra abbed Nikulás på Thverá (død 1159); det heter der: "Søndenfor Grønland er Helluland, dernæst er Markland, så er det ikke langt 'til Vinland hit Góða, som nogen mener hænger sammen med Afrika (og hvis så er, da må uthavet (d. e. det jordskiven omgivende ytre hav) falde ind mellem Vinland og Markland)"<ref> Jfr. Grønl. hist. Mind. 111, ss. 216, 220; G. Storm, 1887, s. 12. Den sidste del (i parantes) står ikke i det ældste håndskrift.</ref>

Denne forestilling om forbindelsen med Afrika synes at ha været almindelig på Island; den kan forekomme overraskende, men finder som det vil sees sin naturlige forklaring på den her angitte måte. Den kommer også frem i Norge. Foruten en antydning i Kongespeilet er følgende sted i Historia Norwegiæ om Grønland av særlig vegt:


<blockquote>Dette land er blit fundet og bebygget av Telenserne (d. e. Islændingene), og styrket med den katolske tro; det danner enden av Europa mot vest, berører næsten de Afrikanske Øer (Africanas insulas), hvor det tilbakeflytende hav svømmer over (''d. e. falder ind'').</blockquote>


Det er klart at Africanæ Insulae her brukes likefrem som navn istedenfor Vinland, i forbindelse med Markland og Helluland, i den islandske jordbeskrivelse. Men de Afrikanske Øer (d. e. oprindelig de Kanariske Øer) var netop Insulae Fortunatae, i forbindelse med Gorgaderne og Hesperiderne; og her har vi således et direkte bevis for at de av Nordboene opfattedes som det samme.


[[Fil:Taakeheim ill 97.png|thumb|center|600px|<center>Opfatningen av de nordlige i vestlige land og øer i den norrøne litteratur.</center>]]


G. Storm (1890) og A. A. Bjørnbo (1909, ss. 229 ff.) har villet forklare Vinlands sammenhæng med Afrika som et forsøk av de islandske geografer på at forene nye opdagelser av lande i vest med den klassisk-middelalderske opfatning av fastlandene som en sammenhængende jordskive med et ytre om givende Uthav. Men selv om det på Island og i Norge (jfr. Kongespeilet) har været slike i "lærde" forestillinger, så blir det allikevel ikke naturlig at forene Opfatningen av de nordlige og vestlige land og øer, Afrika med Vinland, som lå nær Hvítramannaland, seks dagers seilas vest fra Irland, hvis der ikke har været andre grunde til at gjøre det. Skjønt enig i hovedsaken har dr. Bjørnbo overfor mig fremholdt (i brev) at fastlandsopfatningen kan Islændingene netop ha fåt fra Isidor, som hævdet dogmet om fast landscirkelens tredeling; og spørsmålet om Vinland var afrikansk eller ei, avhang om det kom syd eller nord for øst-vestlinjen gjennem Middelhavet. Men samme Isidor beskrev også Insulae Fortunatae og andre land som øer i Oceanet, og hans dogme kunde således ikke ha hindret at Vinland var blit opfattet som en ø lik andre øer (jfr. Adam av Bremen's øer), men hvorfor da netop afrikansk? Desuten repræsenterer den islandske jordbeskrivelse og Historia Norwegiæ to forskjellige opfatninger, den ene som fastland, den anden som øer. Det kan altså ikke ha været Isidor's fastlandsdogme som har været grunden til at begge forutsætter landet som afrikansk. Her synes mig ikke nogen anden forklaring mulig end den som ovenfor er git.


<center>'''Vild vin og hvete i Amerika'''</center>


Det kunde fremholdes som en indvending mot den antagelse at Vinland hit Góða oprindelig skulde bety Insulae Fortunatae, at der findes flere sorter vilde druer på Nordamerikas østkyst; en kunde derfor tro at Grønlændingene virkelig hadde været så langt, og hadde fundet disse. Storm antok endog at det vokste vild vin på den ytre østkyst av Nova Scotia; men han kan ikke anføre noget sikkert direkte bevis derpå, skjønt han (1887, s. 48) meddeler en uttalelse av Franskmanden Nicolas Denys fra 1672, som tyder på at vild vin har vokset i det indre av landet<ref>Storm mener at Sir William Alexander's "red wineberies" fra sydøstkysten av Nova Scotia (fra 1624) skulde være vindruer, men dette er usikkert.</ref>. Han meddeler også flere uttalelser fra ny tid om at vildtvoksende vin av en eller anden art er iagttat nær Annapolis og i det indre av landet, men ingen fra den sydøstlige kyst. Prof. N. Wille meddeler mig at i sidste oversigt over Nordamerikas planter opføres ''Vitis vulpina'' som forekommende i Nova Scotia; men der sies intet om lokalitet. Den amerikanske botaniker M. L. Fernald (l910, ss. 19 f,) mener derimot at den vilde vin, ''Vitis vulpina'', ikke er sikkert kjendt østenfor St. John's dalen i New Brunswick (se kart s. 254), hvor den er sjelden og bare findes i det indre. Det vil herav kunne sluttes at selv om den også virkelig skulde findes på Nova Scotia's ytre sydøstlige kyst, så må den ha været meget sjelden der, og kunde umulig ha været noget fremtrædende træk, som kunde bli fremhævet sammen med hveten. Men selv om en kunde forutsætte at der var så meget at det kunde passe med sagaen, så vil det bli av den slags tilfældige overensstemmelser som ofte indtræffer. Det må jo også indrømmes at være et merkelig træf at den klassiske sagnverden hadde frugtbare lande eller øer langt vest i havet, og at Isidor skildrer den selvvokste vin og de usådde kornakrer på disse Lykkelige Øer, og at så længe efter findes frugtbart land og øer i den retning, hvor der vokste vild vin, og forskjellige vilde kornsorter. Når vi har valget, må det vel ligge nærmere at anta at Islændingene har fåt sin vin fra Isidor, eller fra de samme fater han hadde sin fra, end at de har hentet den fra Amerika. Dertil kommer at selv om Grønlændingene og Islændingene hadde fundet nogen bær på nogen slyngplanter i skogen er det sandsynlig at de hadde forståt at det var vindruer? De kan ikke ventes at ha hat noget kjendskap dertil<ref>Vinber (druer) nævnes i hele den norrøne literatur bare i bibeloversættelsen Stjórn, i Grænlendinga--þáttr, og i et brev (Dipl. Norv.) hvor det nævnes som rosiner eller tørrede druer. Desuten nævnes vinberjakngull (drueklase) i Eirik Raude's saga</ref>. Forfatteren av Grænlendinga-þáttr, i Flateyjarbók, er så fuldstændig uvidende om disse ting at han lar vindruene vokse om vinteren og våren (lik frugtene hele året rundt på trærne i sagnet om det lykkelige land i vest), og lar Leiv's fælle Tyrker spise sig drukken på vindruer (lik Irerne i de irske sagn), og endelig lar han Leiv hugge vintrær (''vinvið'') og fælde skog til skibsladning, og til slut fylde storbåten med vindruer (lik de irske sagn); på Torvald Eirikson's reise samler de også druer og vintrær til skibsladning, og Karlsevne førte med sig hjem "mange kostelige saker: vintrær, druer, og skindvarer". Farende Grønlændinger henved 380 år tidligere hadde vel knapt så svært meget bedre greie på vinen end denne sagaskriver, og vi hører i Eirik Raude's saga ikke noget om at Leiv eller hans fæller nogensinde hadde været i Syd-Europa. Det er vel også netop av samme grund at Grænlendinga-þáttr lar en "sydmand" Tyrker finde druene.

Hvete er ikke nogen amerikansk vildtvoksende kornsort. Man har derfor tænkt sig at de "selvsådde hveteakrer" i Vinland kunde ha været det amerikanske brødkorn mais. Da dette viste sig uholdbart foreslog prof. Schübeler<ref>Schübeler, Christiania Videnskabs-Selskabs Forhandlinger for 1858, ss, 21 ff.; Viridarium Norvegium, I, ss. 253 f.</ref> at det kunde være den "vilde ris" også kaldt "vandhavre" (''Zizania aquatica''), en vandplante som vokser ved elver og sjøer i Nordamerika. Men bortset fra at planten vokser i  vandet  og har liten likhet med hvete, om end de modne aks skal kunne ligne hveteaks, så er der den vanskelighet at den væsentlig er en indlandsplante, som ikke kjendes fra Nova Scotia. "Om den end findes lokalt i nogen få elver i New England, så har den sin østligste kjendte grænse i de lavere dele av St. John's dalen i New Brunswick" (Fernald, 1910, s. 26). Til at bevise at Vinland var Nova Scotia var den altså mindre brukbar end omtalen av vinen. Det fremgår følgelig at de hittil gjorte forsøk på at bringe natur forholdene på Nordamerikas østkyst i overensstemmelse med sagaens skildring av Vinland<ref>Det bør nævnes at den amerikanske botaniker M. L. Fernald har nylig (1910) gjort et forsøk på at lokalisere Islændingenes Vinland det Gode i det sydlige Labrador idet han vil forklare de islandske sagaers ''vinber'' som en art ribs eller også som tyttebær, den selvsådde hvete som Islændingenes strandrug (''Elytnus arenarius''), og másurr som valbjerk. Ved at anta vinber for tyttebær mener han endog at kunne forklare hvordan det gik til at Leiv i Grænlendinga-þáttr kunde fylde skibsbåten med vinber om våren (end vintrærne som han hugg til skibsladning, var det tyttebærlyng?). Bortseet fra det overraskende i at Islændingene skulde ha kaldt et land Vinland det Gode fordi der vokste tyttebær, så er forklaringen uantagelig også av den grund at tyttebær aldrig har het vinber på oldnorsk eller islandsk. Ribs heter i nyere tid vinbær i Norge og på Island, men var ikke kjendt der før slutten av middelalderen. De norrøne folk kjendte ikke i gammel tid til at lage vin av andre bær end krækling; men dem er det nok av i Grønland, og det var ikke nødvendig at reise til Labrador for at samle dem. Fernald synes ikke at ha været opmerksom på at sagaene helst bruker uttrykket vinviðr, eller også vinviðr og vinber sammen, som alene kan mene vinranker og vindruer. Forklaringen av de selvsådde hveteakrer synes ikke heldigere. At Islændingene skulde ha nævnt disse som noget så merkelig for Vinland, hvis det bare var strandrug som de godt kjendte fra Island, er urimelig. At sagaenes másurr bare har ment valbjerk er derimot mulig. Men uanset dette, hvordan lar sagaenes beskrivelse av Vinland hvor det ikke faldt sne, var næsten ingen frost, græsset visnet lite, og fæet gik ute selvfødd hele vinteren, sig forene med Labrador? Eller hvor skal da Markland og Helluland søkes, og Furðustrandir og Kjalarnes? Mer sammenhæng i beskrivelsen av reisen i det hele får vi heller ikke. Det vil derfor sees at selv om prof. Fernald hadde hat ret i sin forklaring av de tre nævnte ord, så hjælper det ikke meget; og når vi finder at netop disse træk med vinen og hveten stammer fra de klassiske sagn, får jo også slike forsøk på forklaring mindre interesse.</ref> ikke har været istand til at gi nogen naturlig forklaring av den påfaldende sammenstilling av de to hovedtræk i denne, den vilde vin og den selvsådde hvete, som er de samme som de to hovedtræk i skildringen av Insulae Fortunatae. Skulde det være tillatt ad den vei at bevise, at de gamle Nordboer har været på Nordamerikas østkyst, så måtte det med næsten like stor ret kunne sluttes at oldtidens Grækere og Romere har været der; for allerede de har jo de to samme træk i skildringene av de lykkelige øer i vest. Det bør erindres at hvete ikke var nogen almindelig kjendt kornsort i Norden, hvor den ikke dyrkedes, og det vilde knapt været naturlig for Islændingene at bruke netop det navn om en vild kornsort. Både hvete og vindruer eller vinranker var for dem fremmede begreper, og den merkelige sammenstilling netop av disse ord tyder på at de er kommet sammen fra Syd-Europa, hvor vi som nævnt finder den hos Isidor, og hvor vin og hvete var vigtige handelsprodukter som en ofte finder nævnt sammen.


<center>'''Kampen med Skrælinger'''</center>


Går vi nu videre i skildringen av Vinlands-færden, i Eirik Raude's saga kommer vi til  sammenstøtene med Skrælingene. Av sammentræf er det naturligvis også tre: først kommer de for at se, så for at handle, og så for at slåss; det minder igjen om eventyret. Selve fortællingen om Skrælinge-slaget har lånte træk. Skrælingenes valslynger leder tanken mot Europas kulturlande, hvor valslynger (d. e. kastemaskiner, blider) og græsk ild (?) var i bruk<ref>Prof. Alexander Bugge har gjort mig opmerksom på at Schoolcraft (1851, I, s. 85, pl. 15) omtaler en tradition hos Algonkun Indianerne om at de i gammel tid brukte som krigsvåben en stor rund sten, som blev sydd ind et stykke råt skind og dermed fæstet til enden av et langt træskaft. Likheten mellem et slikt kastevåben med skaft og Skrælingenes svarte kule blir fjern; men det er jo ikke umulig at gamle fra sagn om noget slikt kan ha dannet kjernen, hvorpå sagaens "moderniserte" skildring har utkrystalisert sig; skjønt det hele er usikkert. Denne Algonkin-tradition har en viss likhet med enkelte grønlandske Eskimo-eventyr (jfr. Rink, 1866, s. 139).</ref>.

Valslyngene, som også omtales i Kongespeilet, hadde en lang bjelke eller vegtarm, i hvis ytre ende der var en skål eller slynge, hvori det lagdes en tung rund sten, sjeldnere en tønde med brændbare saker el.l. (jfr. O. Blom, 1867, ss. 103 f.). I Kongespeilet nævnes også at det blev kastet med stenkul (''jarðkol'') og svovl ; kaste stenene blev også gjort av brændt ler, med hårde småsten i. Når disse lerkuler blev slynget ut og faldt ned, sprang de istykker, så fienden ikke fik noget at kaste tilbake. Den svarte store kule som lignes med en saue-vom, og som gjorde slik styg låt (smeld?) der den faldt, at det skræmte Grønlændingene, minder også sterkt om den "herbrestr" (krigsbrak, krigssmeld) som Laurentius Kálfsson's saga (kap. 8, i Biskupa Sögur I, 1858, s. 798), fortæller at Þrándr Fisiler<ref>Da hakebøsse eller bøsse neppe var opfundet på den tid, kan dette underlige navn efter Moltke Moe's forslag komme av fusillus eller fugillus (et verktøi til at slå ild) og bety "den som gjør ild", "ildslageren".</ref>, fra Flandern, frembragte ved Eirik Magnusson's hof i Bergen julen 1294. Den "smelder så sterkt at bare få mænd holder ut at høre den; koner nedkommer for tidlig, de som er med barn og hører bresten, og karfolk falder ned fra sine sæter på gulvet, eller får forskjellige tilfælder. Trond sa Laurentius at han skulde stikke fingrene i ørene når bresten kom, Trond synte Laurentius hvad som trængtes for at gjøre bresten, og det er fire ting: ild, brændesten (d. e. svovel), pergament, og stry".<ref>. Her er tydeligvis glemt salpeter og vi har da krudtet, som altså må ha været anvendt i kamp allerede på den tid, og kanske længe før.</ref>. Mænd griper ofte i kamp til slik hærbrest, for at de som ikke kjender til den, skal ta flugten". Laurentius var prest, senere biskop (1323—30), på Island; sagaen er sandsynligvis forfattet omkring 1350 av hans ven og fortrolige, presten Einar Hafliðason. Det synes som vi her har nøiagtig samme forestillinger som kommer frem i skildringen av Skrælinge-slaget. Vistnok skulde dette Trond's besøk i Bergen være senere end Eirik Raude's saga almindelig antas at være skrevet; men den kan også være fra omkring 1300. Desuten er ingenting til hinder for at fortællingen om hærbresten allerede tidligere kan ha fundet vei til Island<ref>En eiendommelig likhet med den ovenfor gjengitte skildring av hærbresten, har Moltke Moe fundet i det valisiske eventyr om Kulhwch og Olwen (Heyman, Mabinogion, s. 78), hvor det skildres et krigsskrik så sterkt at "alle kvinder som venter barn, falder i sott, og de andre gripes av sygdom, så melken blir borte i deres bryster." Med denne hærbrest kan også sammenlignes den ''vábrestr'' som omtales i Fostbrødra-saga (Grønl. hist. Mind. 11, ss. 334, 412), og som M. Hægstad og A. Torp (Gamalnorsk Ordbok) oversætter med "smeld som varslar ulukka eller store tidender" (jfr. I. Aasen "vederbrest"). Fritzner oversætter det med "pludselig påkommende smeld som vækker overraskelse og forfærdelse", K. Maurer med "Schadenknall". Det er altså nærmest noget overnaturlig som virker rædsel (jfr. Gr. h. M. 11, s. 198). Grønl. hist. Mind. nævner i samme forbindelse isbrestr eller jøkulbrestr på Island. Jeg har selv på Franz Josefs Land hat god anledning til at studere den slags smeld ved isbræer og mener de kommer ved sæt i bræen, eller at denne ved temperaturforandringer trækker sig sammen; lignende smeld, men mindre sterke høres i isen på vand eller fjorder. Borgermester H. Berner har nævnt for mig at småguttene i Krødsherred gjør hvad de kalder kolabrest, ved at gløde trækul på en flat sten, og slå vand på samtidig med at de slår med en øksehammer på kullene, derved opstår en sterk smeld.</ref>. I ethvert fald blir denne del av fortællingen om Vinlands-færden helt europæisk.

Forøvrig synes også dette træk at ha tilknytning til ''Navigatio Brandani''. Det fortælles der at de kommer nær en smed-ø, hvor beboerne var fulde av ild og mørke. Brandan var ræd for øen; en av beboerne kommer ut av huset "som om han hadde et nødvendig ærend"; brødrene vil seile bort og flygte, men den nævnte barbar løper til stranden bærende en lang tang i hånden med en ildmasse i et skind<ref>Scorium (slagg) brukes i middelalderlig latin også for Coriutn, dyreskind, hud, feid.</ref> av enorm størrelse og hete, dette kaster han straks efter Kristi tjenere, "men det skadde dem ikke, det gik over dem omtrent et stadium længere bort; men da det faldt i havet, begyndte havet at koke som om et ildsprutende fjeld var der, og det steg røk op av havet som ild av en bakerovn." De andre beboere styrter nu også ut og kaster sine ildmasser, men Brandan og brødrene slipper bort (Schrøder, 1871, s. 28).

I beretningen om Maelduin's sjøfærd fortælles en lignende historie om smeden som med en tang kaster en ildmasse bak båten, så at havet koker, men træffer dem ikke, da de flygter i hast ut på det store hav (jfr. Zimmer, 1889, s. 163, 329). Likheten med Karlsevne og hans folk som flygter skyndsomst for Skrælingenes svarte kule, lik en sauevom, som kastes over dem fra en stang og gjør en fæl låt der den falder, er åbenbar; men det ser altså ut som at dette irske sagntræk som er gjenklang av de klassiske Kykloper i Aeneiden og i Odysseen (jfr. Polyfem og Kykloperne), og de digre stener som blev kastet efter Odysseus av sagafortælleren er blit "modernisert" med europæiske middelalderske kastemaskiner og hærbrest henført til Indianerne.


[[Fil:Taakeheim ill 98.png|thumb|center|600px|<center>Islandsk fremstilling av de nordlige og vestlige land som sammenhængende, av Sigurd Stefansson omkr. 1590 (Torfæus, 1706). Jfr. G. Storm, 1887, ss. 28 ff.</center>]]


Det underlige uttryk som brukes da Skrælingene kom om våren, anden gang til Karlsevnes boplads at de kom roende i en mængde med hudkjeiper, "så mange som om det var sådd med kul foran Hópen" (d. e. pollen, viken) synes at finde sin forklaring i en fortælling lik den i Imram Brenaind (jfr. Zimmer, 1889, s. 138) hvor Brandan med sine fæller kommer til et lite, forlatt land, og havnen de løp ind i, blev straks fyldt med "dæmoner i form av pygmæer og dverger, som var svarte som kul".

Den hellustein som sat i skallen på den faldne Torbrand Snorrason, er et merkelig kastevåben, og synes trollagtig (jfr. arabisk sagn kap. XIII). Træk som at Skrælingene skulde forstå at hvite skjolde mente fred, at røde mente kamp, virker fuldstændig europæisk<ref>Træstængene som svinges med eller mot solen, synes uforståelige, og det må være faldt ut noget av meningen ved overføringen fra den fortælling hvorfra dette træk er lånt. Det kan stamme fra kajakårerne hos de grønlandske Eskimoer, som på avstand ser ut som stænger som svinges, med eller mot solen eftersom de sees fra den ene eller anden side. Nævnes kan det at i det ældste håndskrift av Eirik Raudes saga, i Hauksbók, står det ikke ''trjónum'' som i det yngre håndskrift, men ''triom'' og ''trionum''. Nu kunde ''trionum'' eller ''trjonum'' bety både stænger og tryner, og en kunde da tænke på Indianernes dyremasker, eller også på trollenes lange tryner eller dyriske snyteskaft som går igjen i fossile former i eventyrene, ja endog i leker som endnu er bevaret i Gudbrandsdalen under navnet "trono" (regelret gudbrandsdalsk lydutvikling av oldn. ''trjóna'') hvor folk tar en dyrefeld over hodet og sætter på sig et langt trolltryne med to trækjaker. Men at det blev veivet med tryner med eller mot solen gir ikke bedre mening; her kunde være en eller anden sammenblanding.</ref>.

Et rent sagntræk i skildringen av slaget er også det at Freydis skræmte Skrælingene ved at dra brystene op av serken og bryne sverdet på dem (''ok slettir á sverdit''). Som det står i sagaen er dette træk nokså uforståelig og helst må det være lånt andensteds fra. Muligens kan det, mener Moltke Moe, ha en eller anden sammenhæng med sagnet om skogfruen med de lange bryster, som blir forfulgt av jægeren. Omtalen av Enfotingen og Einføtingaland viser at også klassiske sagnforestillinger er blit optat. Da det citeres et kvad om denne Enfoting må det være et ældre sagntræk. Forestillingen var forøvrig almindelig utbredt i middelalderen. På Claudius Clavus's såkaldte Nancy-kart (fra omkr. 1426) står således ''unipedes maritimi'' (sjø-enfotinger) længst oppe i det nordøstligste Grønland. I Heimslysing i Hauksbók (F. Jónsson, 1892, s. 166) og i Rymbegla (1780) er Einføtingar omtalt med "fot så stor at de skygger sig med den mot solen i søvne" (jfr. også Adam av Bremen, ovenfor s. 148). Men i Eirik Raude's saga skildres hændelsen med Enfotingen og forfølgningen av ham like realistisk og levende som sammenstøtene med Skrælingene. Einføtingaland omtales også på samme vis som et Skrælinga-land i nærheten derav.


<center>__________</center>


[[Fil:Taakeheim ill 99.png|thumb|Eskimoer flenser en hval. Grønlandsk træsnit til et eventyr; tegnet og skåret av en indfødt.]]Ved at gjennemlæse de islandske sagaer og beretninger om Vinland og Grønland må en bli slåt av den merkværdige, halvt sagnagtige måte hvorpå de indfødte, Skrælingene, stadig omtales<ref>Det er værd at lægge merke til at Gustav Storm, skjønt han ikke tvilte på at Vinlands Skrælinger virkelig var de indfødte, allikevel synes at ha været inde på den samme tanke som her er fremsat, når han i sit værdifulde arbeide om Vinlandsreisene (1887, s. 57, note 1) sier: "Det bør ellers mærkes, at denne Undersøgelse (av "de amerikanske Skrælingers Nationalitet") besværliggjøres derved, at Skrælingerne overalt i de gamle Beretninger omgives af et halv eller hel eventyrligt Skjær; de er således allerede her (i Eirik Raude's saga) på Vei til at blive til Trolde, som de virkelig er i de senere Sagaer. Det er vist de lærde Sagn fra Menneskeverdenens Udkanter, som her har været på Spil." I et senere arbeide (1890, s. 357) sier han at det er "sikkert nok, at man i Norden i Middelalderen ikke kjendte andre Folk i Grønland og søndenfor liggende amerikanske Land end 'Skrælinger', som man ikke regnede for rigtige Mennesker og som på Latin altid gjengives med 'Pygmæi'." Var Storm blit opmerksom på sammenhængen mellem de klassiske og irske sagn og forestillingene om Vinland, måtte skrittet til at se på Skrælingene som oprindelige sagn væsener blit naturlig.</ref>; allerede Are Frode's omtale av dem kan forekomme besynderlig. Ved at finde sammenhængen mellem Vinland det Gode og de Lykkelige Øer, og mellem disse igjen og de avdødes lande, og huldrelandene, alvelandene, og de irske ''síd''-folks lande, kom jeg på den nærliggende tanke at kanske har Skræling oprindelig været navn på disse alver, eller vetter, eller sagnvæsener, og at det er dem Are Frode har opfattet som et folk som "Vinland hefer bygt", og endvidere at når Islændingene på Grønland fandt et underlig fremmedartet lite folk, med skindbåter og med redskap av sten og ben og træ, som også virket fremmed, så har de naturlig opfattet dem som at være disse samme Skrælinger; og så efterpå kan de ha fundet lignende folk (Eskimoer, og kanske Indianere) på Amerika's kyst. Med opfatningen av Skrælingene som små folk stemmer det at vetter og alver i Norge var små, ofte bare en alen eller halvanden lange, og de underjordiske eller huldrefolket kaldes i Skåne for "Pysslingar". Denne tanke at Skræling oprindelig var en vette blev styrket ved opdagelsen av den nævnte sandsynlige sammenhæng mellem flere træk i omtalen av Skrælingenes optræden i Vinland og de dæmoner, lik pygmæer og dverger, som Brandan træffer på et land i havet, og de smeder (eller Kykloper) som på en anden ø kaster ildmasser efter Brandan og Maelduin. At Enfotinger og Skrælinger begge omtales som like virkelige indfødte i de nye lande, og at en Enfoting endog dræper Torvald Eiriksson nær Vinland, og blir forfulgt, peker også i samme retning.

Jeg spurte da prof. Alf Torp om han kjendte noget som kunde bekræfte en slik opfatning av ordet Skræling, han nævnte straks det tyske ord "walt-schreckel" for et skogtroll, og i et brev har han derefter meddelt:

"Det ord jeg talte om, findes i nytyske dialekter: ''schrähelein'', "ein zauberisches Wesen, Wichtlein", jfr. middelhøitysk walt-schreckel som oversættes med "faunus". Det nævnte schrähelein (fra Ober-Pfalz) stemmer både i form og betydning aldeles til skrælingr: forskjellen er bare at det ene har diminutivendelsen *ilin (grundform *skrahilin-), det andet diminutivendelsen -iling (grundform *skrahiling). Grundbetydningen var vistnok "indskrumpet figur, pusling". Av en synonym verbalrot kommer de ensbetydende ord middelhøitysk ''schraz'' og ''schrate''<ref>Dette er samme ord som oldnorsk ''skratti'' el. ''skrati'' for troll(poet) eller trollkar. Samme ord som Skræling er i nutidens norsk åbenbart "Skræa", "sygelig indskrumpet og knoglet person", fra nordvest-Telemarken (H. Ross); jfr. også skræaleg og skræleg; end videre Skreda (Skreå) "medtagen skrøpelig person, Stymper", fra ytre Nordmør (H. Ross).</ref>, "Waldteufel, Kobold". Dette synes at styrke meget deres opfatning av skrælingr som "vette" o.l. Nu betyr jo skræling pusling o.l., men det er at lægge vel merke til at vi ikke har den betydning i det gamle sprog."

Det forekommer mig at denne meddelelse er av stor vegt. Det er påfaldende at ordet Skræling aldrig brukes i hele den norrøne literatur som skjeldsord eller til at betegne en ynkelig mand, og dertil måtte det ha været rik anledning om det hadde været et almindelig ord med den nuværende betydning, og ikke et særnavn for vetter. Det forekommer der bare om Skrælingene i Vinland, Markland og Grønland. Dertil kommer at Skrælingene i Grønland kaldes troll eller trollkonur i de islandske beretninger, og i skildringene av Vinlandsfærdene tillægges de dæmoniske egenskaper netop lik underjordiske. I Skrælingeslaget skræmte de Karlsevne og hans folk foruten ved den store trollagtige kulen<ref>Det er kanske av betydning, hvad prof. Torp har nævnt for mig, at betegnelsen blå bruktes mer end svart om trollfolk og trollskap som en uhyggelig farve. Dette har kanske været almindelig germansk, jfr. Rolv Blåskjæg.</ref>, også ved synkvervinger. Og i Grænlendinga-þáttr fortælles det at da Skrælingene anden gang kom til Karlsevne for at handle:


<blockquote>... sat hans kone Gudrid inde i døren ved sin søn Snorre's vugge, da kom det en skygge for døren, og det gik ind en kone i svart kjole, heller lav, og hun hadde bånd om hodet, og lysbrunt hår, var blek og storøiet, så at ingen hadde set like store øine i et menneskehode. Hun gik dit, hvor Gudrid sat, og sa: hvad heter du? sier hun. Jeg heter Gudrid, men hvad er dit navn? Jeg heter Gudrid, sier hun. Da rakte Gudrid husfrue hende hånden sin, og hun satte sig hos hende; men da hændte det på samme tid, at Gudrid hørte et stort brak (''brest mikinn'', jfr. smelden eller hærbresten i Eirik Raude's saga) og at konen forsvandt, og i det samme blev en Skræling dræpt av en av Karlsevne's huskarler, fordi han hadde villet ta deres våben, og de (Skrælingene) for nu fortest mulig bort; men deres klær og varer lå der efter dem. lngen hadde set denne konen uten Gudrid."<ref>Grønl. hist. Mind., I, s. 242; G. Storm, 1891, s. 68.</ref></blockquote>


Denne synkverving Gudrid er tydeligvis en vettekvinde eller underjordisk; og da hun både kommer og forsvinder sammen med Skrælingene er det vel rimelig at også de var av samme art, liksom synkvervingene i Skrælinge-slaget. At merke er desuten at hun er lav, og har merkelig store øine, aldeles som det fortælles om Skrælingene og om huldre- og trollfolk, og også om pygmæer.

På grund av navnlikheten kunde en kanske fristes til at tro at det var Gudrid's fylje som kom for at vare hende. Men noget slikt gjør hun ikke i sagaen, og det var heller ingen grund til det, da jo Skrælingene kom i fredelige hensigter for at handle, og rømte da det blev ugreier. Men fortællingen er dunkel og uklar, og det er sandsynlig at dette er et lånt træk, og at noget av meningen eller sammenhængen er faldt ut ved overføringen. Et andet merkelig træk (hvilket Moltke Moe har nævnt for mig) er dette at mens Karlsevne i Eirik Raude's saga lar Skrælingenes skindvarer betale med rødt klæde, så lar han i Grænlendinga-þáttr "kvinderne bære ut melkemat (''bunyt'') til dem", (den blev sat utenfor huset eller endog utenfor skigarden), "og så snart Skrælingene så melkemat, så vilde de kjøpe den og intet andet". Nu kunde Amerikas indfødte umulig ha kjendt melkemat; men derimot er det netop et særkjende for de underjordiske at de er glad i melk, og grøt (fløtegrøt), det sættes ut til haugebonden, vettene i haugen, og til nissen. Et underjordisk træk kommer også frem i omtalen av de fem Skrælinger i Markland, av hvilke tre "kom unda og sakk i jorden" (''ok sukku i j&#491; rð niðr''). Muligens står desuten i forbindelse dermed at menneskene i Markland fortælles at "ligge i hellerer eller huler".

Da Skrælingene i Grønland var svarte, er det ganske naturlig at de blev til troll, og ikke til alver, som var lyse.

[[Fil:Taakeheim ill 100.png|thumb|Kamp med sagnvæsener. Fra islandsk handskrift omkr. 1200.]]Det kan også tænkes at det er det trollagtige ved Skrælingene som kommer frem i den merkelighet ved Are Frode's omtale av dem på Grønland, at det bare nævnes bosteder og båtbrott og stenredskap efter dem, som tegn på at de hadde fart der både øst og vest i landet, mens folkene selv ikke nævnes; det er lik trollfolk som en finder merker efter, men uten at få se dem selv. En kunde tro at en slik uttryksmåte stemte bedst med den gjængse islandske opfatning av dem som troll. Det kunde være på lignende vis som en vilde fortælle om den første opdager av et tidligere alene av trollskap bebodd Norge, at han fandt merker både øst og vest i landet, som viste at den slags folk (þjóð) hadde fart der, som bebor Risaland, og som Nordmændene kalder jotner. På denne vis kan muligens dette sted hos Are forståes; det kunde indvendes at hans uttryk som Vinland "hefer bygt", ikke leder tanken på et trollfolk, men på virkelige mennesker; hvis imidlertid dette trollfolks tilværelse er støttet ved indfødte som virkelig er påtruffet, ialfald i Grønland (og vel også i Markland), så kan ikke et slikt uttryk synes urimelig. Desuten måtte det i det hele ligge nær for de rationaliserende Islændinger med deres utprægede sans for realistisk skildring, at gjøre disse troll eller vetter eller "dæmoner" til levende menneskelige væsener i Vinland, mens betegnelsen troll endnu holdt sig længe i Grønland sammen med Skræling omtrent som et dermed synonymt ord. En paralel er den realistiske skildring av Enfotingen. Det ligger nær at tro at sagaens Skrælinger er opståt ved en forening av de oprindelige sagnvæsener (lik síd-folket i de irske lykkelande) hvorfra navnet først stammer, med de Eskimoer Islændingene traf i Grønland og kanske Eskimoer og Indianere som de traf på Nordamerikas nord østlige kyst. Det er, som netop Moltke Moe har fremholdt i sine forelæsninger, ved sammensmeltningen av stoffer som møtes fra sagnverdenen og fra virkeligheten at menneske-fantasien gjøres mest frugtbar og skapende i formningen av sagn. Utgangspunktene kan ofte være rene tilfældigheter, likheter av en eller anden art, som virker befrugtende.

At Skrælingene fra oprindelig at ha været levende indfødte, senere skulde ha gåt over til at bli troll eller vetter, er en tanke som bl. a. Storm synes at ha været inde på; men dette vilde være det omvendte av hvad som almindelig pleier at hænde. At Eskimoene har gjort et fremmed og overnaturlig indtryk på de overtroiske Nordboer da de først traf dem, er naturlig, og også at dette indtryk holdt sig længe indtil det efterhånden ved nærmere kjendskap med dem i Grønland fortok sig; men det omvendte, at de overtroiske forestillinger om dem først skulde ha utviklet sig efterhånden, uagtet de stadig traf dem, er utænkelig.

Også i den skandinaviske literatur knyttes det sagnagtige forestillinger til Skrælingene i Grønland. I den norske Historia Norwegiæ (13. årh.) sies det at når "de levende rammes av våben, blir deres sår hvite uten blod, men når de er døde holder blodet næsten ikke op med at rende." Dansken Claudius Clavus (15. årh.) fortæller at på Grønland var det Pygmæer en alen lange (altså lik vore alver og vetter), og det samme fortælles i et brev til pave Nicolaus den 5. (omkr. 1450) med det tillæg at de gjemmer sig i landets huler liksom maur (se kap. X); altså som underjordiske, skjønt dette træk nok kan stamme fra kjendskap til Eskimoene. Sagnagtige fortællinger om Grønlands Eskimoer kommer også frem hos Olaus Magnus, og i Jacob Ziegler's Scondia (16. årh.) (jfr. Grønl. hist. Mind., 111, ss. 465, 501).

Et lite træk som det at Torvald Eiriksson trækker Enfoting pilen ut av småtarmene og sier: "Fett er det om isteren, et godt land har vi fundet...", viser hvordan sagaforfatteren broderte ut sin roman: Torvald var høvdingsøn, og trængte selvfølgelig en noget hæderligere død end andre. Det er det samme som Fostbrødrasaga og Snorre har om Tormod Kolbrunarskald på Stiklestad, da han trak pilen ut og sa: "vel har kongen alet os, fett er det mig endnu om hjerterøttene." Men litt forskjel må det jo være, mens Tormod får pilen i hjerterøttene, og ales vel av kongen, får Torvald den i småtarmene, og er blit vel fødd av landet. Lignende drag findes i andre islandske sagaer.

Det er et eiendommelig træk at såvel i ''Navigatio Brandani'' som i ''Imram Maelduin'' omkommer tre av fællerne, eller blir borte, delvis ved dæmoner eller sagnvæsener. Hertil synes det ganske at svare at på Karlsevne's færd falder det tre av fællerne, to for Skrælinger og en for en Enfoting. Sidestilles kan det også at i ''Imram Brenaind'' kommer Brandan og hans fæller til en stor, høi, og skjøn ø, hvor det er dverger (''luchrupān'') lik marekatter, som straks fylder stranden for at sluke dem, og fortærer en av mændene (''crosan'') (jfr. at det i Skrælinge-slaget faldt to mand, men hvorav bare en er navngit).

Når det fortælles først at Karlsevne fandt fem sovende Skrælinger nær Vinland som de antok for landsforviste (!), og derfor dræpte dem, og så næste år i Markland igjen fandt fem Skrælinger, men hvorav de bare fik tat to gutter, mens de andre kom sig unda, så må en helst tro at dette er to varianter av samme historie. Ved sin gåtefulde form særlig på første sted virker også dette træk lånt; men jeg har endnu ikke fundet hvorfra det kan være hentet.

I Grænlendinga-þáttr er endnu en variant. Der ser Torvald Eiriksson og hans folk tre skindbåter på stranden, og tre mænd under hver. "Da delte de sine folk, og tok dem alle undtagen en som kom bort med båten sin. De dræpte hine otte."

Dette er fuldstændig usandsynlig. Da én mand kunde løpe unda med båten, må skindbåtene være tænkt som kajaker, og mændene som Eskimoer; men da vilde det bare ligget en mand under hver; hvis det var større båter (konebåter?) vilde det være ueskimoisk at det lå tre mænd under hver, og ialfald kunde ikke en mand rende bort med båten.

Fortællingen om de røvede Skrælinge-barn viser også drag og forestillinger som fra helt andre kanter er kommet ind i denne saga. At den voksne Skræling var skjægget (''skeggjaðr'') passer selvfølgelig hverken på Eskimoer eller Indianere, men nok på troll og vetter, og også på de irske legenders eremitter som var sterkt hårklædte. At denne mand, med de to kvinder som kom unda, "sakk ned i jorden" er allerede nævnt som et underjordisk træk. At Skrælingene i Markland ikke hadde hus, men bodde i hellerer eller huler, høres ikke mer sandsynlig; hvis ikke det også helst er et træk fra de underjordiske vetter, så kan det stamme fra eremittene i de irske legender. I en hule bodde således den hellige Paulus (Schrøder, 1871, s. 32), som var dækket av snehvitt hår og skjæg (jfr. den skjæggede Skræling), og som Brandan traf på en ø en stund før han nådde Terra Repromissionis (jfr. at Markland lå et stykke nord for Vinland). Sagnet om Hvítramannaland stammer fra Irland og har selvfølgelig ingenting med Skrælinge-gutter at gjøre. Storm mente vistnok at de kunde ha fortalt om et stort land (Kanada eller New Brunsvick) med folk i vest, som så senere er gjort til det irske sagnland; men også det er lite trolig. Navnene de hadde meddelt, er åbenbart like upålitlige: de kan være senere dannelser, hvorfra en ikke kan slutte nogetsomhelst om Skrælingenes sprog, således som tidligere forskere har villet gjøre<ref>W. Thalbitzer's forsøk (1905, ss. 190 ff.) på at forklare ordene ikke som oprindelige navne, men som tilfældige misforståtte Eskimo-sætninger, som skulde ha holdt sig næsten uforandret på folkemund i over 250 år, forekommer ikke sandsynlig.</ref>. De to kongenavne Avalldamon og Avalldidida (el. Valldidida), som tillægges dem, kan tænkes at ha sammenhæng med navnet Ivaldr eller Ivaldi. Han var av alveæt, var far til Idun, som vogtet de foryngende epler, og hans sønner, Ivalda synir, var de alver som laget håret til Sif, spydet Gungner til Odin, og Skisblaðnir til Frey. Hos Beda heter han Hewald, og i den angelsaksiske oversættelse Heávold<ref>Moltke Moe har gjort mig opmerksom på muligheten av sammenhæg mellem Avalldamon og det valisiske sagn om øen Avallon (epleøen, jfr. ss. 276, 286), hvor feen Morgana fører kong Arthur hen. Det er også tænkelig at det kan ha sammen hæng med dæmon og vald ( = vælde, magt). Den ovenfor fremsatte mulighet synes imidlertid at ligge nærmere. At Skrælingene i Markland hadde konger passer selvfølgelig hverken på Indianere eller Eskimoer, som ikke hadde mer konger end Grønlændingene og Islændingene selv. Derimot stemmer det netop med alver og vetter. Ekebergkongen og andre bergkonger er vel kjendt i Norge. Alvene på Island hadde en konge som stod under alvenes overkonge i Norge. Síd-folket i Irland, pygmæer og vetter i andre lande (som Wales) har også konger. Også dette træk peker derfor i retning av Skrælingenes vettenatur, liksom navnet Vætthildr.</ref>. Navnet Vætilldi (norn. Vætilldr?) på Skrællinge-guttenes mor minder om norrøne navne; det kunde være en forbindelse av vætr eller vættr (vette, jfr. nyn. vætt, kvindelig vette) og -hildr (acc. dativ -hildi); ordformen skrives også i nogen håndskrifter ''Vætthildi, Vetthildi, Vethildi, Veinhildi''.

Den sidste fortælling om Bjarne Grimolvsson som kom ut i mark-sjøen (''maðk-sjár''), bærer like sterkt præg av skipperskrøner, som fortællingene om Leverhavet. Men også dette træk synes at ha forbilleder i de irske legender; det har likhet med at havdyrene, i fortællingen om de tre brødre Ua Corra's sjøfærd (12. årh.?), gnager sund den andre huden under skuten (som oprindelig hadde tre huder) (jfr. Zimmer, 1889, ss. 193, 199).


<center>'''Sagafortællingen er et mosaik-arbeide'''</center>


Det vil følgelig sees at den hele fortælling om Vinlandsfærdene er et mosaik-arbeide av træk efter træk som er hentet fra øst og fra vest. Blir det da noget igjen som må være egte? Dertil kan svares at om end romanen om reisene for den største del må være laget kanske tildels efter gamle kvad så kan selve hovedpersonene være mere eller mindre historiske. Det er forøvrig påfaldende at det netop skulde holde sig til far og søn, først at opdage og bygge Grønland, og så tilfældigvis at opdage Vinland. At Leiv, den unge høvding, desuten tillægges kristendommens indførelse, og således kom til at repræsentere den nye tro i motsætning til faren, den gamle høvding, som repræsenterte hedenskapet, kan også synes et merkelig træf, men kan finde en forklaring deri, at det helst måtte være mænd med indflydelse som kom til at indføre en ny tro, og liksom det i Norge var konger, blev det på Grønland naturlig den vordende høvding for fristaten. Skjønt det er underlig at et slikt træk ikke nævnes ved omtalen av Leiv i de ældste kilder (Landnåma), så kan altså dette forekomme sandsynlig.

Derimot kan det ikke findes nogen slik forklaring for at det netop skulde bli ham som tilfældig fandt Amerika. Noget anderledes hadde det været om, som i Grænlendinga-þáttr, Leiv forsætlig hadde drat ut for at finde nyt land lik faren. Påfaldende er det også at vi i sagaen ikke hører mer hverken om Leiv eller hans skib ved de nye reiser, efter hans tilfældige opdagelse, mens det er en anden, Karlsevne, som blir hovedmanden. Det ser ut som at fortællingen om Leiv er puttet ind uten god sammenhæng. I Grænlendinga-þáttr tillægges da også denne opdagelse en anden mand, Bjarne Herjolvsson, hvilket viser at traditionen om Leiv har ikke været sikkert rotfæstet. Det kan tænkes at det på Island har været en tradition om opdagelsen av nyt land i sydvest for Grønland, og dette blev forbundet med sagnene om det lykkelige "Vinland det Gode". Folketroen har da lett efter et navn at forbinde opdagelsen med, og da den ikke kunde ta selve Grønlands opdager, den gamle Eirik som sat på Brattalid, så lå det for mange nær at ta sønnen; mens andre altså tok en anden. Vistnok er det ikke utelukket at Leiv kan ha været manden; men det ovenfor fremholdte, sammen med det meget andet sagnagtige i forbindelse med hans og de andres reiser, styrker ikke sandsynligheten av det.

Men hvordan dette end er, så må det i hvert fald ansees som sikkert at Grønlændingene har fundet det amerikanske fastland; selv om vi savner ethvert middel til at bestemme hvor langt syd de har nådd. Oplysningen om den korteste dags længde i Vinland, som gis i Flateyjarbokens Grænlendinga-þáttr, er knapt mer at bygge på end andre meddelelser i denne roman-fortælling<ref>Det kunde indvendes at når det så bestemt heter at "det var der mer jevndøgn (d. e. halvdøgnene, dag og nat, var mer like i længde) end på Grønland eller Island, solen hadde der eykt-stilling (eyktarstad) og dagmåls-stilling på den korteste dag" (jfr. Gr. h. M. I, s. 218, G. Storm 1891, s. 58; 1887 ss. 1 ff.) så tyder det på at Grønlændingene virkelig har været der og har gjort denne iagttagelse. Til støtte for denne anskuelse kunde også anføres at det var ikke så overvættes længe (henved førti år) før Flateyarboken blev skrevet at skibet fra Markland (se senere) kom til Island i 1347, og gjennem mændene på det kunde Islændingene ha fåt slike oplysninger om dagenes længde. Dette kan neppe helt benegtes; men det skulde vel helst ha været om Markland mer end om Vinland de da hadde fåt oplysninger, og Markland nævnes bare en gang i forbigående i Grænlendinga-þáttr. Desuten var det jo almindelig i gammel tid at betegne breddegraden ved længden av den længste eller den korteste dag (jfr. ss. 40,49), og særlig har vel det sidste været naturlig for Nordboene (jfr. s. 103). Det ovenfor citerte blir således et almindelig uttryk for at Vinland lå på så meget sydligere breddegrad i forhold til Grønland som den korteste dag var længere; de hadde ikke anden måte at uttrykke dette på i en saga, og til at beskrive dagens længde hadde de neppe heller anden måte end den her brukte. Av Eirik Raude's saga fremgår det at Kjalarnes regnedes at ligge på samme bredde som Irland; som følge derav måtte vi vente at Vinland skulde ligge på sydligere bredde end syd-Irland, hvis bredde (d. e. længde av den korteste dag) sikkerlig var vel kjendt på Island. Når derfor, i en fortælling fra det 14. årh., Vinlands beliggenhet skal beskrives, er det naturlig at dets korteste dag gis en længde som efter prof. H. Geelmuyden (se G. Storm, 1886, s. 128; 1887, s. 6) kan svare til 49&#186;  55' n. br. eller sydligere; med andre ord Frankrikes breddegrad, og dette var netop det land, som Islændingene kjendte som vinens hjemstavn, og som de derfor naturlig måtte bruke til betegnelse av et andet Vinland.</ref>

Træk som at det blev drevet tuskhandel om skindvarer, og at det blev ført uheldige kampe med de vinlandske Skrælinger, synes at gå tilbake til noget virkelig oplevd; de kan ikke let forklares ut fra sagnene om de Lykkelige Øer, og forestillingene om kampe hvor Nordboene blev underlegne kan heller ikke stamme fra Grønland. Det må helst ha været sammenstøt med Indianere; for det er utænkelig at Grønlændingene eller Islændingene skulde ha skildret strid med de ukrigerske Eskimoer på den vis, ialfald ikke med de grønlandske Eskimoer, som selv om de hadde været krigersk anlagt, ingen øvelse kunde ha fåt i krigsførsel. Allerede dette tyder på at Grønlændingene har nådd Amerika, og har truffet sammen med de indfødte der.

Selve omtalen av landene i sydvest: først det skogløse og stenete Helluland (Labrador?), så det skogvokste Markland (Newfoundland?) længre syd, og så det frugtbare Vinland søndenfor der, kan også tyde på sted-kjendskap. Vistnok kunde det jo bortforklares som laget ut fra den almindelige iagttagelse at lande i nord er skogløse, og blir frugtbarere sydover; men selve navnene Helluland og særlig Markland virker i og for sig egte, og likeså Kjalarnes. De forskjellige sagafortællere, i Eirik Raude's saga og i Flateyjarbokens Grænlendinga-þáttr, gir forskjellige forklaringer av hvorfor Kjalarnes blev kaldt så, det viser at navnet er gammelt og at forklaringene er laget senere. Det stemmer også merkelig godt med kystretningen på Labrador og kunde tyde på et visst kjendskap, at Karlsevne fra Helluland styrer bra mot sydost; men dette kan muligens hænge sammen med den senere i sagaen nævnte forestilling at også Vinland blev bredere sydover, og kysten bøide østover, som åbenbart skyldes den opfatning at det hang sammen med Afrika.

Det ældste og mest oprindelige i Eirik Raude's saga, som i de fleste andre sagaer, er sandsynligvis kvadene. Av særlig interesse er de kvad som tillægges Torhall Veidemand; de gjør et egte indtryk, og stemmer dårlig med prosateksten, som åbenbart er laget meget senere. Det ene kvad, som skildrer digterens skuffelse ved ikke at få vin at drikke i det nye land istedenfor vand, viser at der har været en almindelig forestilling om at det der var vin i overflod, og denne forestilling må være kommet fra sagnet om det Lykkelige Land eller Vinland; holder vi os til samme saga selv, så kan forestillingen ikke være kommet fra den eneste tidligere reise dit, som der nævnes, nemlig Leiv's: under sit korte besøk kan han umulig ha fåt tid til at lage vin, selv om han hadde forståt sig på det. Kvadet synes følgelig at vise at folk virkelig er kommet til et land som blev antat for at være sagnets "Vinland", eller de Lykkelige Øer, men som ikke viste sig at svare til forestillingene om det. Det andet kvad som tillægges Torhall, kan også tyde på at landet de nådde til, ikke var så overvættes fett, for de måtte koke hvalkjøt på Furðustrandir (følgelig livnære sig ved hvalfangst). Dette gir et ganske anderledes nøkternt billede end sagaens prosafremstilling; i denne nævnes desuten ikke anden hval end den som de blev syke av og kastet ut igjen.


[[Fil:Taakeheim ill 101.png|thumb|center|600px|<center>Hugning av trær. Randtegning til Jonsbok (15. årh.)</center>]]


Det sikreste historiske vidnesbyrd om at der var seilas på Amerika fra Grønland, er den senere omtalte tilfældige meddelelse i Islandske Annaler: at i 1347 blev et grønlandsk skib på reise til Markland stormdrevet til Island. Dette røber at det ialfald stundom var seilas dit; og hvis sagaene om Vinlandsreisene må opfattes som romaner, eller som en slags sagndigtning som altså ikke har gjort noget forsøk på at gi en fuldstændig historisk utredning av forbindelsen med landene i sydvest så kan det ha været mange reiser dit som sagaene ikke har hat bruk for. Et fremtrædende træk i de for skjellige fortællinger er at Grønlændingene henter træ og tømmer der; det kommer allerede frem i fortællingen om Leiv's opdagelse av landet han fandt forskjellige slags trær og m&#491;surr, og bragte hjem med sig og endnu mer i fortællingene i Flateyjarbók, hvor det ved hver færd dit særlig fremhæves at de hugget tømmer til skibsladning, som om det var deres vigtigste mål. I den islandske jordbeskrivelse er det, sandsynligvis i sen tid, tilføiet:


<blockquote>Det er sagt, at Torfinn Karlsevne hugget (i Markland?) træ til en "husa-snotra", og for derefter at søke Vinland det Gode, og kom der, hvor man trodde dette land var, men fik ikke undersøkt det, og ikke satt sig fast der.<ref>Jfr. Grønl. hist. Mind. 111, s. 220; Storm, 1887, s. 12. Husa-snotra forklares som en fløi eller lignende prydelse på en husgavl eller en skibsstavn (jfr. V. Guðmundsson, 1889, ss. 158 ff.). Den ovenfor gjengitte meddelelse viser at en husasnotra blev tillagt megen betydning, for ellers kunde den ikke bli fremhævet som noget så merkelig. Og i Grænlendinga-þáttr (Gr. h. M. I, s. 254) står det at Karlsevne, da han var i Norge, vilde ikke sælge sin husasnotra (av "mausurr" fra Vinland) til Tyskeren fra Bremen, før denne bød ham en halv mark guld for den. En kunde tro at denne prydelse (fløispir) i skibets forstavn eller på husgavlen har været forbundet med en slags religiøse eller overtroiske forestillinger, noget i likhet med høisætestolpene inde i huset, og med de nordlige Indianeres totem-stolper som stod foran huset.</ref></blockquote>


I Flateyjarbokens Grænlendinga-þáttr heter det at Karlsevne, i Vinland, nugget tømmer for at laste skibet med, og at han hadde en husa-snotra av masur fra Vinland. Begge beretninger viser hvor høit i værd trævirke stod på Grønland og Island. Det er også rimelig at det var så, da de ikke hadde andet træ på Grønland end rækved og bjerke- og vidjekjær. Men for at finde tømmer behøver Grønlændingene ikke at ha været længere syd end Markland (Newfoundland?); og dette navn (kanske også Helluland) tør derfor være historisk sikrest.

Når Adam av Bremen (omkr. 1070) ikke nævner mer end Vinland, så er det vel fordi han ikke har hørt om mer end dette sagnland; troen på dets tilværelse kan allerede på den tid ha fåt støtte ved opdagelsen av nye lande. Merkeligere er den nøkterne Are Frode's uttalelse (omkr. 1130) om Skrælingefolket som "Vinland hefer bygt". Det kan se ut som Vinland for ham var velkjendt; det kan være sagnets navn, som er gåt over til at bli fællesnavn for de opdagede lande i sydvest (jfr. ss. 278, 290). Men det er også en mulighet, at det bare er sagnlandet som ligger til grund, og at, som ovenfor antydet, dets indbyggere bare er sagnets Skrælinger; idet dette sagnland med dets indbyggere var det bedst kjendte og mest omtalte. Det utelukker isåfald ikke at Are kan ha hørt om andre mindre kjendte, men virkelig opdagede land i sydvest som han ikke nævner. For at bruke en paralel så la os tænke os at Utrøst med dets huldrefolk var bedre kjendt i Nordland end øene med halvt sagnagtige Finner nordpå. Hadde det da om en opdagelse av Finmarken hett at de der fandt spor efter den slags folk (''þjóð'') som bebor Utrøst, så vilde vi derav like lite kunne sluttet at Utrøst var et virkelig land, som at f. eks. Vesterålen og Senjen ikke var opdaget. En bør huske at det ikke sikkert fremgår av Are's ord hvorfra han hadde sit Vinland.

Det er fundet endnu et dokument av helt forskjellig natur hvor navnet Vinland muligens nævnes; det er ''Runestenen fra Hønen''. Ved gården Hønen på Ringerike blev det i begyndelsen av forrige århundrede fundet en runesten som endnu var at se der 1823, da indskriften blev avtegnet. Senere er stenen forsvundet<ref>På professorerne Sophus Bugge's og Gustav Storm's foranstaltning blev det høsten 1901 gjort grundige undersøkelser på stedet, og den første var selv med; men stenen var ikke til at finde.</ref>. Den tegning som blev gjort i 1823, kjendes nu bare fra en noget utydelig kopi; men efter denne har Sophus Bugge (1902) søkt at tyde runeindskriften, og han læser den slik:


:Ut ok vitt ok purfa
:þerru ok áts
:Vinlandi á isa
:í óbygð at kómu;
:auð må ittt vega,
:(at) døyí år.


Oversat på prosa skulde efter Bugge dette vers kunne gjengis omtrent så: "De kom ut (i havet) og over store strækninger (vitt), og trængende (þurfa) til klæde at tørre sig på (þerru) og mat (áts), bort imot Vinland, op på isene i ubygden. Ondt kan ta lykken bort, så man dør tidlig."


[[Fil:Taakeheim ill 102.png|thumb|center|600px|<center>Den opbevarte tegning av runestenen fra Hønen, Ringerike (S. Bugge, 1902).</center>]]


Bugge anser tydningen av den noget vanskelige runeindskrift for usikker; men er den rigtig, så kan dette vers være del av en indskrift indhugget på en eller flere stener til minde om en ung mand (eller kanske flere) fra Ringerike, som har deltat i en sjøfærd. På den blev de, efter hans forklaring drevet langt ut i havet i retning av Vinland, og har forlist, kanske i isen under Grønlands østkyst (som i sagaene almindelig kaldes ubygden); de har forlatt skibet og har måttet ty op på drivisen. Den (eller dem) indskriften gjælder, er derved kommet til at dø i ung alder, mens ialfald nogen må ha nådd tilbake og har fortalt om færden. Sandsynligvis har det været en nu tapt begyndelse til indskriften med navnet på den unge mand, som sikkerlig må ha været av god byrd; for ellers vilde det, som Bugge fremhæver, knapt være reist mindesten over ham med versifisert indskrift. Han eller hans slegt har hørt hjemme på Ringerike nær det sted hvor stenen blev reist. Runenes form gjør det, mener Bugge, sandsynlig at indskriften stammer fra det 11. århundrede, og kanske fra tiden mellem 1000 og 1050; neppe før, men det kan være senere. Indskriften skulde derved få værdi som den mulig første optegnelse, hvori Vinland om tales. Hvad slags færd indskriften fortæller om, kan vi ikke vite; at det skulde ha været en virkelig Vinlandsfærd, har vi ikke beviser for; snarere synes ordene at tyde på at de mot sin vilje er kommet i drift ut i havet i retning av "Vinland", hvad enten dette er at forstå som sagnets Vinland eller som et historisk land; det kunde nok bli brukt billedlig i et mindekvad, for med mer malende kraft at skildre hvor langt bort fra de kjendte farvand de kom. Det kan like godt ha været på en færd til Irland, Færøene, Island, eller bare til det nordlige Norge, at ulykken er hændt, og de er blit stormdrevet til Grønlands-isen; men da uttrykkene, slik som verset er oversat, unegtelig forekommer lite naturlige, er det vanskelig at ha nogen mening om dette<ref>Jeg kan ikke slutte mig til de gjetninger som prof. Yngvar Nielsen har ment at kunne bygge på denne indskrift (1905).</ref>.

Hvis denne rune-indskrift fra Ringerike er rigtig overlevert og tydet, hvilket som sagt er usikkert, så skulde altså den og Adam av Bremens meddelelser fra Danmark, vise at Vinland var kjendt og omtalt i forskjellige deler av Norden i det 11. århundrede, længe før den islandske literatur begyndte at bli nedskrevet. Men merkelig er det at i det norske verk ''Historia Norwegiæ'', fra det 13. århundrede, forekommer ikke navnet Vinland, uagtet forfatteren ellers i stor utstrækning har brukt Adam av Bremen's verk; han nævner bare at Grønland nærmer sig de Afrikanske Øer, hvorved han, som ovenfor fremholdt, klart nok viser at Vinland opfattedes som hørende til de Afrikanske Øer, eller Insulae Fortunatae. Kongespeilet, som skildrer Grønland utførlig, nævner ikke Vinland<ref>Rigtignok er det bare en del av dette verk som er opbevart, og Vinland kunde ha været omtalt i deler vi ikke kjender (hvis da verket i det hele blev fuldført); men det er ikke sandsynlig.</ref> om end forfatteren åbenbart har hat den opfatning, at Grønland nærmet sig verdenskontinentet (d. e. Afrika) i syd. Kjendskapet til det må snart være blit glemt i Norge, eller det er blit anset som et sagnland, mens traditionen har holdt sig længere på Island.

Sidste gang vi hører navnet Vinland sat i forbindelse med en reise, er i de Islandske Annaler<ref>Jfr. Stotm's utgave 1888, ss. 19, 59, 112, 252, 320, 473, 312.</ref> hvor det fortælles for år 1121 at: "Eirikr byskup af Grønlandi (også kaldt Eirikr Upsi) fór at leita Vinlands." Men mer får vi heller ikke vite om denne færd. Bruken av "leita" viser at Vinland var ikke noget kjendt land, det kan bare gjælde land som det er gåt sagn eller frasagn om; det er aldeles på samme vis som at Gardar i Sturlubék "fór at leita Snælandz" efter råd av sin fremsynte mor (s. 196), eller Ravna-Floki "fór at leita Gardarsholms" (s. 198), og Eirik Raude "ætlaði at leita lands þess" som Gunnbjørn hadde set. Så snart veien blev kjendt trængte en ikke mer at "leita" landene. Er reisen historisk, kan det ha været for at lete efter sagnlandet, det lykkelige Vinland, at den geistlige Eirik drog ut, liksom den hellige Brandan i legenden lette efter det Forjættede Land, og Bristol 359 år senere virkelig sendte folk ut for at lete efter lykkeøen Brazil; men da Amerikas kyst synes at ha været kjendt, kan det også være et land der, som det er gåt frasagn om, og hvortil sagnlandets navn er blit overført. Da Eirik kaldes biskop, har man ment at det var en missionsreise, som er mislykket (jfr. Y. Nielsen, 1905, s. 8); men hvem skulde det missioneres for i et ukjendt land, som en først måtte "leita"? Det måtte da bli for de ukjendte Skrælinger; men er dette egentlig sandsynlig, når vi ikke hører om nogen mission blandt Skrælingene i Grønland? Av dem måtte det foreløbig være nok at omvende, hvis det ansås møien værd. Om denne Eirik Upsi<ref>Upsi (eller ufsi) skulde være storsei eller sei.</ref> vet vi heller ikke stort mer. Sandsynligvis er det samme mand som i Landnåmabók kaldes Eirikr Gnupssonr Grænlendinga byskup. Det er mulig at Grønlands bispestol blev oprettet allerede i 1110<ref>Man har ment at det var først i 1124, da biskop Arnaldr blev indviet i Lund. Det er ialfald første ordination hvorom meddelelse kjendes.</ref>, og at Eirik var Grønlands første biskop, og kom ut dit i 1112<ref> Jfr. G. Storm, 1887, s. 26; Reeves, 1895, s. 82.</ref>, men han kan ikke være blit høitidelig ordinert i Lund, som de senere bisper efter 1124. Det er mulig at Eirik er blit borte, for vi hører ikke mere om ham, og 1122 eller 1123 gjør Grønlændingene anstrengelser for at få en bisp, som blev indviet i Lund i 1124; men påfaldende er det at det da intet nævnes om nogen tidligere bisp; desuten er annalene om Eirik tidligst fra utg. av 13. årh.

For nogen år siden blev det påståt at der skulde være fundet en sten med runeindskrift i Minnesota i Amerika, den såkaldte Kensington-sten. På den fortælles det om en færd av 8 Svensker og 22 Nordmænd fra Vinland helt til landet vest for de store sjøer. Men ved sine runer og sin sprogform tilkjendegir denne runeindskrift sig klart nok som et moderne falskneri, som ingen interesse har her (jfr. H. Gjessing, 1909; K. Hoegh, 1909; H. R. Holand, 1909; O. J. Breda, 1910).


<center>'''Vinland i Europas middelalder-literatur'''</center>


Navnet Vinland forekommer ytterst sjelden i middelalderens literatur og på kartene utenfor Island, og som regel er det blandet sammen med Finland som før nævnt, eller også med Vindland (Vendland). Ordericus Vitalis nævner (1141) "Orknøene og Finland, samt Island og Grønland" som øer under Norges konge<ref>fr. Ordericus Vitalis, Hist. Eccles. 111, 1. X, c. 5; Grønl. hist. Mind. 111, s. 428; Rafn, 1837, ss. 337, 460 ff.; A. A. Bjørnbo, 1909, s. 206.</ref>. Da stedet synes at ha sammenhæng med Adam av Bremen som nævner disse øer og Vinland også feilagtig som underlagt Nordmændene , så kan dette Finland være Vinland. Det er fremholdt at latinsk ''vinum'' blev på irsk til ''fin''. Ordericus (1075—1143), som levde i England til sit 10de år, og skrev i et abbedi i Normandi, kan nok ha hat forbindelse med Irer. I Ranulph Higden's ''Polychronicon'' (fra omkr. 1350) beskrives som øer i det ytre verdenshav (omkring jordkredsen) først ''Insulae Fortunatae'', umiddelbart derefter Dacia (= Danmark), og i vest for denne ø i havet ''Wyntlandia'', endvidere ''Islandia'', som har Norge i syd og Ishavet i nord, ''Tile'' (Thule) den ytterste ø mot nordvest, og ''Noruegia'' (Norge). Da dette Wyntlandia, som på de forskjellige utgaver av Higden's kart heter ''Witland, Wintlandia, Wineland'' e.l., lægges ute i havet i vest, har det muligens sammenhæng med det gamle Vinland, som var en oceanø; men da det nævnes sammen med Dacia, kan det også være sammenblandet med Vindland (Vendland)<ref>På lignende vis forvekslet Torfæus (1705) Vinland og Vindland.</ref>, og dertil kan ha bidrat at indbyggerne i Wyntlandia skulde sælge vind til de sjøfarende, som kom til dem. Dette kan ha sammenhæng med hvad Mela (III, 6) fortæller om øen Sena i det Britanniske Hav, ut for Bretagne (se ovenfor), hvor det heter at de ni prestinder i den galliske guddoms orakel "sætter have og vinde i bevægelse ved sine besvergelser, forvandler sig til hvad for dyr de vil, helbreder sygdom... kjender fremtiden, og forutsier den, men de hjælper bare de sjøfarende som kommer for at spørre dem til råds."

Men Polychronicons vindsælgende trollmænd er tydeligvis også blit blandet sammen med Finnene i Finmarken som allerede Adam av Bremen omtaler som særlig trollkyndige. Polychronicon er en fri bearbeidelse av et tidligere engelsk skrift ''Geographia Universalis'' fra det 13. århundrede. I dette beskreves Winlandia (eller Wynlandia) og dets indbyggere, som sælger vind, utførligere, det lægges der på fastlandet ved havets kyst og grænser til Norges fjelde mot øst<ref>Jfr. Polychronicon Ranulphi Higden etc. Remm Britanicarum Medii Ævi Scriptores, London, 1865, I, s. 322; Eulogium Historiarum etc. Rer. Brit. Script. 1860, 11, ss. 78 f.; W. Wackernagel, 1844, ss. 494 f.</ref>. Det er altså Finland eller vel rettere de trollkyndige Finners land, Finmarken. Ved lydlikheten kan således i Polychronicon tre lande være blandet sammen: Vinland, Vindland, og Finland (Finmarken). Til Finland sigter åbenbart det Vinland som læses på fastlandet på verdenskartet i "Rudimentum Novitiorum" fra Lübeck (1475) og likeledes det Vinlandia som omtales, som en vidstrakt ø strækkende sig like til ''Livland'' (''Liuonia''), i et håndskrift fra Lübeck fra 1486—1488<ref> Jfr. Nordenskiold, 1889, s. 3; A. A. Bjørnbo, 1909, ss. 197, 205, 240.</ref>. Hvad enten vi opfatter Vinland bare som et sagnland, eller som et opdaget land hvortil sagnlandets navn blev overført, så er denne indskrænkede utbredelse av det i literaturen og på karter påfaldende. Det viser at kjendskapet til sagnet, eller landet med sagnnavnet, har tilhørt ældre tider, har ikke hat synderlig utbredelse utenfor de norrøne lande og Irland, og er senere blit glemt; til trods for den hyppige forbindelse der var også mellem nordens åndsverden og sydens (jfr. Jos. Fischer, 1902, ss. 106 ff.).


[[Fil:Taakeheim ill 103.png|thumb|center|600px|<center>Kart av Islændingen Jon Gudmundsson, født 1574 (Torfæus, 1706).</center>]]


Mens navnet Hvítramannaland sandsynligvis endnu er opbevart i eventyret om Hvittenland, er det muligens navnet Vinland som er opbevart i det Vinland som omtales i den færøiske vise om Finnur hinn Friði<ref>Jfr. Hammershaimb, 1855, ss. 105 ff.; Rafn, Antiqv. Americ. ss. 330 ff.</ref>; men det er i så fald den eneste kjendte folkedigtning som har det. Den norske jarlesøn Finnur hinn Friði (Finn den Vakre) beiler til den irske kongsdatter Ingebjørg, "fager er hun som sol, og slik er farven på jomfrukind, som blodet drypper på sne"<ref>Dette billede om blod på sne stammer fra irske middelalderlige tekster, efter Moltke Moes oplysning.</ref>. 


<blockquote>Hun svarer: "Hadde du fældt Vinkongene, da skulde du mig fæste. Til Vinland er så lang en lei strømmer og bratte bølger. Men Finn ber bror sin, Halvdan, at følge sig over Vinlandshavet." De heiste op sine silkeseil, og strøk dem ikke til dæks før ved Vinland. Der traf de de tre Vinkonger. Den første, Torstein, kom på en svart hest, men Finn slet ham av ved navlen, den anden Ivint kom også på en svart hest. Men den tredje skapte sig i en flogdreke's (flyvedrages) skikkelse, piler fløi av hver hans fjær, han fældte mange drenger. Det værste er at han spyr edder under brynjen på Finn, som måtte dø, endda han ikke kunde fældes med våben. Han drog da røden ring av armen og sendte den med Halvdan til Ingebjørg, og bad hende leve lykkelig. Men Halvdan sprang i luften op, trev om den tredje Vinkongen, og slet ham av ved navlen. Halvdan seilte tilbake til Irland, bragte Ingebjørg disse tidender og ringen, og sov da tre nætter hos hende, men på den fjerde dør hun av sorg, da hun ingen høvding kan elske efter Finn. Halvdan lot bygge sig en borg, og slet sig gjennem sine år i Irland, men alle sine dager sørget han over bror sin. Uagtet hele dette sagn ikke synes at ha nogen sammenhæng med hvad vi vet om Vinland, er det vel sandsynligst at det er det samme navn, men at det liksom selve eventyret og den irske kongsdatter, hvis kind var som blod på sne er kommet fra Irland. Navnet kan således være en sidste gjenklang av de irske sagnforestillinger, hvorfra Islændingenes Vinland utsprang.</blockquote>


Merkelig nok er Helluland det eneste av navnene på landene i vest som i større utstrækning er gåt over i de islandske eventyr og i eventyr-sagaer. Det er tildels blit et fuldstændig eventyrland, med troll og jetter, og det lægges på forskjellige steder, helst langt nord, endog nordenfor Grønland og stundom på nordøstkysten av det. I dette eventyrland var fjorden ''Skuggi'' (skygge); det omtales i Örvarodds saga (omkr. 1300), hvor helten drar ut for at søke sin fiende trollmanden &#490;gmund i Heimland, endvidere i ''Bárðarsaga Snæfellsáss'' (15. årh.), i ''Þáttr af Gunnari Kèldugnupsfifi'', i ''Halfðanarsaga Brønufóstra'', i ''Saga af Hálfdani Eysteinssyni'', og i ''Gest Bárdsson's saga''<ref>Jfr. Grøn. hist. Mind., 111, ss. 516 ff.; Storm, 1887, ss. 37 ff.</ref>.

I den jordbeskrivelse som under navn av ''Gripla'' er optat i Bjørn Jónsson's Grønlands Annaler, sies det om landene overfor Grønland:


<blockquote>Furðustrandir heter et land, der er sterk frost, så det ikke er byggende, såvidt folk vet; syd for det er Helluland, det kaldes Skrælingja-land; da er det kort til Vinland det Gode, som nogen folk mener går ut fra Afrika.</blockquote>


Hermed kan sidestilles et andet håndskrift fra det 17. århundrede, hvori det heter:


<blockquote>Vest for det store hav fra Spanien, som nogen kalder Ginnungagap, og som går land imellem, der nævnes mot nord først Vinland det Gode, dernæst heter det Markland længere nord, derefter er ubygdene (d. e. Hellulands ubygder) hvor Skrælinger bor, da er det end videre ubygder til Grønland. (''Jfr. Grøn. hist. Mind., 111, ss. 224, 227'').</blockquote>


Det ser efter dette ut som om Helluland har været opfattet som bebodd av Skrælinger, hvilket stemmer med virkeligheten, hvis det er Labrador. Men disse håndskrifter er fra det 17. årh. og kan være påvirket av senere tiders geografiske viden. I Gripla er det åbenbart sammenroting, idet Furðustrandir er rotet sammen med Helluland, og dette med Markland<ref>G. Storm, (1890, s. 347) mener at det i Gripla er faldt ut noget, og at det skulde stå: "suðr frá er Helluland, þá er Markland, þat er kallat Skrælingaland." Men dette synes tvilsomt, det vilde allikevel ikke forklare at Furðustrandir lægges nord for Helluland. Når Storm anfører som grund at Helluland aldrig omtales som sæte for menneskelig bosætning, men bare for troll (i de senere eventyrsagær), så glemmer han at Skrælingene var troll, eller hvad han selv på andet sted har fremholdt (1890, s. 357), at Skrælingene ikke regnedes "for rigtige Mennesker."</ref>.

Det findes ingen optegnelse om nogen reise til Vinland, efter 1121; men derimot omtales mer end to hundred år senere den nævnte reise til Markland fra Grønland i 1347. Derom heter det i de Islandske Annaler (Skålholts-Annaler) for dette år: "Da kom også (d. e. foruten tidligere nævnte skibe fra Norge) et skib fra Grønland, mindre av størrelse end små Islands-farere. Det kom til Ytre Straumfjord (på sydsiden av Snæfellsnes), det var ankerløst. Der var 17 mand på det (i Flatey-annalene står 18 mand), og de hadde fart til Markland, men siden (d. e. på hjemveien til Grønland) var de blit havrækende hit."

Da Skålholts-Annalene er skrevet ikke mange år efter (kanske omkr. 1362), må det ansees fuldt sikkert at dette skib har været i Markland; men er på hjemveien, kanske mens det lå for anker, blit overfaldt av storm, så det har måttet kappe ankeret, og er drevet til havs forbi Kap Farvel like til Islands vestkyst. Det er ikke rimelig at de har reist så langt som til Markland bare for at fiske, det kunde de også gjøre på Grønland; hellere har målet været at hente tømmer eller trævirke, som på det skogløse Grønland var værdifuldt; rækveden, som kom med Østgrønlands-strømmen, strak ikke langt. Vistnok kunde de ikke føre meget trælast på den vesle skuten; men de måtte bruke hvad farkost de hadde, og så meget av gode træsorter at det blev nok til redskaps-emner, kunde de altid føre. En tænke sig bare hvor oprådd de var for træ til bue-emner; til det var rækveden lite brukbar.

Men hvis det i 1347 har været en slik færd, som vi bare tilfældig har fåt høre om fordi skuten kom i drift og drev til Island, så kan vi være sikker på at der har været flere; bare at disse har ikke været høvding-færder, som det er gåt stort ry av, men dagligdagse reiser til livets ophold, lik fangstfærdene til Nordrsetur, og når det ikke er hændt noget særlig med disse skuter, som en drift til Island, har vi ikke fåt høre noget om dem. Vi må da tro, at om end nybygge der vest har måttet opgis, så har Grønlændingene stundimellem reist til Markland (Newfoundland eller det sydligste Labrador?), kanske mest for at skaffe sig trævirke av forskjellig slag.

I de såkaldte Grønlands Annaler, sammenskrevet efter gamle kilder av Bjørn Jónsson fra Skardsá (beg. av 17. årh.), heter det om strøkene på Grønlands vestkyst, nord for Vesterbygden, at de "tar op trær og alt havræk som kommer fra Marklands botner" (jfr. s. 229). Det viser at det var almindelig at se på Markland som det strøk hvor fra træ var at hente. Selve navnet (= skogland) kan jo ha bidrat til denne forestilling; men at det holdt sig længe efter at Vinland ikke nævnes mer, må vel helst skyldes en sen forbindelse med landet, og at dette navn var det egentlig historiske på Amerikas kyst.

Ifølge de Islandske Annaler drog de Marklandsfarere som i 1347 kom til Island, året efter (1348) til Norge. Det var vel for at komme tilbake til Grønland, da det ikke var skibsleilighet dit fra Island, og de har ikke rustet skuten sin til en ny havfærd. Men i Norge, hvor de er kommet til Bergen, har de måttet vente længe. "Knarren", det kongelige handelsskib, synes at ha været det eneste som på den tid vedlikeholdt forbindelsen med Grønland. Vi vet at knarren var kommet tilbake til Bergen i 1346, og seilte visst ikke ut igjen før i 1355. Av et bevart kongelig brev, av 1354, fremgår det at det blev gjort usedvanlige foranstaltninger ved utrustning og bemanding av dette togt, for at hindre at kristendommen i Grønland skulde "nederfalle". Kanske har opholdet i Norge av disse grønlandske Marklands-farere været skyld i denne opvågnen av interessen for det fjerne land, og helt umulig er det vel ikke at tanken har været ikke alene at styrke den grønlandske besiddelse, men også at undersøke de frugtbarere lande længere vest. Men nogen forandring i det svindende kjendskap til disse værdifulde strøk kan det ikke merkes at ha frembragt, og vi hører ikke mere om dem før deres gjenopdagelse i slutten av det 15. århundrede.


<center>'''Norrønt ballspill i Amerika'''</center>


Riksarkivar Ebbe Hertzberg (1904) har påvist at der er en merkelig og interessant likhet mellem det ballspill, ''lacrosse'', som spilles av Indianerne i det nordøstlige Nordamerika, og de gamle norrøne ballspill, ''knattleikr'', såvidt vi kjender det fra sagaene. Det var meget yndet på Island. Hvis Hertzberg har ret i den formodning at Indianerne har fåt dette spil fra Nordboene, er det en god støtte for den antagelse at disse har hat adskillig forbindelse med Amerika og dets indfødte.

[[Fil:Taakeheim ill 104.png|thumb|Lacrosse-spillet hos Menomini-Indianerne (efter W. J. Hoffmann, 1896). Til venstre sees et balltræ, omtr. 1 meter langt.]]Efter Hertzberg's skarpsindige fortolkning av de forskjellige sagaers omtale av ''knattleikr'', blev denne spilt på en stor flat slette (''leikv&#491;llr'') eller på isen, helst av mange spillere. Disse var delt i to lag, på den vis at de mest jevnbyrdige av hvert var parret som motspillere som stod i nærheten av hinanden, og begge lag sammen var således spredt par om par utover hele ballpladsen. Hver spiller hadde et balltræ hvormed han dels slog dels opfanget og "bar" ballen. Træet hadde en hulning eller et netverk hvori ballen kunde opfanges og ligge. Når ballen var sat i gang, gjaldt det for den som var nærmest, at få grepet eller opfanget den, helst med balltræet, og løpe avsted med den for at "bære den ut", d. e. forbi et mål eller merke; men heri søkte hans særlige motspiller at hindre ham med al sin styrke og smidighet. De andre deltagere måtte ikke blande sig direkte ind i de to motspilleres kamp om ballen. Blev nu den som hadde ballen så sterkt påsat av sin motspiller at han måtte gi slip på den, søkte han at kaste den til en av sine medspillere, som så igjen av sin motspiller søktes hindret fra at "bære den ut". Dette spil blev drevet meget av Islændingene; det gik gjerne voldsomt for sig, og ofte blev folk skamslåt av motspilleren eller endog dræpt.

Hertzberg viser hvorledes de kanadiske Indianeres lacrosse-spil, som er blit til en nationallek i Kanada, i alle væsentlige træk ligner fuldstændig dette eiendommelige norrøne ballspill fra Island. Lacrossse-spillet har som prof. Y. Nielsen har fremholdt (1905), en større utbredelse blandt Nordamerikas Indianer-stammer end Hertzberg har været opmerksom på. Dr. Walter James Hoffmann<ref>The Menomini Indians, Fourteenth Ann. Rep. of the Bureau of Ethnology 1892—1893. Washington 1896, bd. I, ss. 127 ff.; jfr. også American Anthropologist, bd. 111, ss. 134 f., Washinglon 1890.</ref> har beskrevet det hos Menomini-Indianerne i Wisconsin, Ojibwa-stammen i det nordlige Minnesota, hos Dakota-Indinerne ved øvre Missouri, og hos Chacta, Chickasaw og beslegtede sydligere stammer. Hoffman nævner også at der utvælges motstandere og spilles parvis (1896, I, s. 132). Hos Ojibwærne sier han, blir den som bærer ballen, ofte sat ut av spillet ved et slag over armen eller benet, alvorlige kvæstelser hænder bare når det er høie indsatser, eller der er fiendskap mellem nogen av spillerne. Hos de sydligere stammer er der imot spillet meget voldsommere, balltrærne er længere, gjort av hickory, og det forsøkes ofte at slå løperen fordærvet. Dette ligner altså endnu mer det islandske spil.

[[Fil:Taakeheim ill 105.png|thumb|Eskimoisk ballspill på Grønland (Hans Egede, 1741).]]Hoffman mener at spillet utvilsomt stammer fra en av de østlige Algonkin-stammer, muligens i St. Lawrence-elvens dal. Derfra blev det bragt til Huron-Irokeserne, og senere længere syd til Tsjerokeser o. fl. På lignende vis blev det ført vestover og er optat av mange stammer. Dette peker altså netop på de strøk som hjemsted hvor en måtte vente det skulde være kommet fra, om det var bragt av Nordboer som Hertzberg mener. At spillet har fåt en så stor utbredelse i Amerika og har vokset sig så ind i Indianernes liv, endog i deres religiøse liv, tyder på at det er meget gammelt der, og det støtter også Hertzberg's antagelse at det stammer fra Nordboene. Eug. Beauvois<ref>Journal de la Société des Americanistes de Paris, 1905, Nr. 2, s. 319.</ref> har vistnok pekt på den mulighet at spillet kan være indført til Kanada av folk fra Normandi efter det 16. århundrede; men før en slik indvending kunde få vegt, måtte det gjøres sandsynlig at det eiendommelige norrøne spil virkelig har været brukt også i Normandi; men det er ikke kjendt. Til støtte for Hertzberg's anskuelse kan også anføres hvad han selv ikke har været opmerksom på at Islændingene synes at ha ført samme ballspill til et andet amerikansk folk som de kom i berøring med, nemlig Eskimoene i Grønland. Hans Egede (1741, s. 93) sier:


<blockquote>At spille Bold er deres jevnligste Leeg, besynderlig i Måneskin og haver 2. Måder at spille på: Når de have deelt sig i 2de partier, så kaster den ene Bolden til den anden som er af hans eget Partie. De af det andet Partie, skal stræbe efter at fåe Bolden fra dem, og dette går således Vexelviis iblant dem... (''Den anden måte Egede omtaler er mer lik fotball'').</blockquote>


Denne beskrivelse sammen med Egedes tegning, hvorav det bl. a. fremgår at motspillerne er ordnet parvis, synes at vise at Eskimoens spil var meget likt.

Islændingenes knattleikr, og Indianernes lacrosse; men med den undtagelse at Eskimoene ikke efter Egede's omtale brukte noget balltræ; desuten ser det efter Egede's tegning ut til at både mænd og kvinder var med, liksom hos enkelte Indianer-stammer. At det her er en sammenhæng forekommer naturlig. Det sandsynligste tør være at Eskimoene såvel som Indianerne har fåt dette ballspill fra Nordboene. At Eskimoene skulde ha fåt det fra hvalfangere efter Grønlands gjenopdagelse i 16. århundrede er urimelig, likeså at det skulde være kommet til Indianerne fra Eskimoene nordenom Baffins-bugten og over Baffins-land og Labrador; og mer rimelig blir det heller ikke at Islændingene skulde ha lært det av Eskimoene i Grønland, som igjen hadde det fra Amerika.

Det er i og for sig merkelig at opdagelsen av et land som Nordamerika, med så meget gunstigere kår end på Grønland og Island, ikke gkulde føre en varig bebyggelse. Men det er flere, og efter mit skjøn tilstrækkelige grunde som forklarer det. En må huske at det på en slik kulturens utpost som Grønland var dårlige betingelser for utrustning av et nybygge av denne art; folk måtte være forberedt på stadig kamp med Indianere, som med sin krigerdygtighet og sit antal let kunde bli en liten flok Grønlændinger overlegne, selv om disse hadde nogen fordel i sine jernvåben av dem hadde desuten Grønlændingene aldrig meget, som det fremgår av flere fortællinger. Det trængtes også skibe, som var kostbare og vanskelige at skaffe på Grønland; de få som var der hadde sikkert nok at gjøre, og kunde vel ikke greie mere end en og anden tur over til Markland efter trævirke og tømmer. Dertil kom at efter hvert som de grønlandske bygder selv og deres oversjøiske forbindelse forfaldt, efter slutten av det 13. århundrede, forfaldt selvfølgelig også forbindelsen rned Amerika, indtil den ganske ophørte.


<center>'''Hvítramannaland og sagnlandet Vinland'''</center>


Efter alt som er fremholdt i dette kapitel skulde altså Vinland hit Góða oprindelig ha været et sagnland, som har nær sammenhæng med de lykkelige lande i de irske sagn og legender, fra først av sprunget fra det græske Elysion og de Saliges Øer, og fra østerlandske skippersagn, og tilblandet bibelske forestillinger. Skildringen av landet har fåt vigtige træk fra skildring av Insulae Fortunatae og fra ældre klassisk literatur. Dette sagnland blir at sidestille med Hvítramannaland (de hvite mænds, eller menneskers land) "som nogen kalder Irland hit Mikla". Om dette fortælles det i Landnåma (jfr. ovenfor) at det lå nær Vinland, vest i havet, 6 døgrs seiling vest fra Irland (efter Eyrbyggja saga lå det i sydvest); den islandske høvding Are Mårsson blev stormdrevet dit, han fik ikke lov at reise bort, men blev døpt der, og blev meget anset. Endvidere omtales samme land i Eirik Raude's saga, som liggende overfor Markland. Endelig er det i Eyrbyggja saga en beretning om en reise (se senere) som åbenbart går til samme land, skjønt navnet ikke nævnes. Da Torkel Gellisson opgis som hjemmelsmand for Landnåma's beretning, kan sagnet ha nådd Island ved utgangen av det 11. århundrede.

Dette irske land må også stamme fra en omdigtning av oldtidens sagn om de Saliges Øer i vest<ref>Storm's forklaring (1887, ss. 68 ff.): at det er Dicuil's beretning om de irske munkers opdagelse av Island som har dannet grundlaget for sagnet om Hvítramannaland, kan forekomme meget tiltalende og enkel; men Storm synes ikke at ha været opmerksom paa den sammenhæng der er mellem de irske sagnøer i havet i vest og den klassiske literaturs. Når han fremholder likheten mellem de 6 dags reiser vest fra Irland, og Dicuils omtale av 6 dagsreiser til Island (Thule) mot nord fra Britannien, så må det erindres at dette hos Dicuil bare er et citat fra Plinius, og dernæst har disse dagsreiser Britannien til utgangspunkt og ikke Irland. I Eirik Raude's saga ligger Vinland 6 døgrs seilas fra Grønland. Jfr. at hos Plutarkh (De facie in orbe Lunae, 941) ligger Ogygia fem dagsreiser vest for Britannia, og tre andre øer nordvest derfra, hvilket også kunde bli til 6 dagsreiser. Tænker vi os bare som et tankeeksperiment at "huldren" Kalypso's frugtbare ø Ogygia med vinrankene var Vinland, så kunde de tre andre øer bli Hvitramannaland, Markland, og Helluland i nordvest, hvilket vilde passe. Det nordligste måtte vel da bli den ø hvorpå Kronos holdtes fangen sovende, med "mange dæmoner om sig som ledsagere og tjenere" (jfr. ss. 120, 143). Dr. Scisco (1908, ss. 379 ff., 515 ff.) og prof. H. Koht (1909, ss. 133 ff.) tænker sig at Are Mårsson kan være blit døpt i Irland og har været høvding over en kristen stamme på dettes vestkyst, hvor Hvitramannaland kan ha været en landsdel bebodd av lyse Nordmænd.</ref>, og det svarer åbenbart til et av sagnlandene i de kristianiserte irske legender. Megen likhet har det særlig med "de Sterke Mænds Ø" ("Insula Virorum Fortium") i Navigatio Brandani, den kaldes der også "Anakhoretenes Ø" (Schrøder, 1871, ss. 24, 17). Der bodde tre slegter: første slegt, barnene, hadde drivhvite klær, anden hyasintfarvede, og tredje slegt klær av dalmatisk purpur. Selve navnet som på oldnorsk vilde bli Starkramanna-land viser allerede megen likhet i navnedannelsen, oven i kjøpet er det Anakhoretenes Ø det er tale om, og det ene av de tre slegtled går i hvite klær, dannelsen av et navn Hvítramannaland ligger da nær. Også en anden overensstemmelse findes her, liksom Are Mårsson ikke fik forlate Hvítramannaland, måtte en av Brandan's fæller bli tilbake på Anakhoretenes Ø. Det ligger også nær at tænke sig at navnet de Hvite Mænds Land står i forbindelse med Hvite-Krist og med at de som døptes fik hvite klær; det at Are Mårsson blev døpt der peker i den retning. Men dertil kan nævnes at forskjellige sagn og legender viser at det blandt Irerne var en almindelig forestilling at gamle eneboere og hellige mænd var hvite. Den gamle mand, som ønsker Brandan velkommen til det forjættede land i Imram Brenaind (jfr. Zimmer, 1889, s. 139; Schirmer, 1888, s. 34) har ingen klær, men kroppen er dækket av blendende hvite fjær, lik en due eller måke (isfugl), og englelik er hans munds tale. I den latinske beretning om Brandan's liv (''Vita sancti Brandani''), heter manden Paulus, han er også uten klær men kroppen er dækket av hvite hår<ref>Slike eneboere dækket med hvite hår forekommer også utenfor Irland. Tre munker fra Mesopotamien vilde vandre til det sted hvor himmel og jord møtes, og efter mange eventyr, som ofte ligner Brandan-legendens, kom de til en hule, hvor det bodde en hellig mand, Macarius, som var ganske dækket med snehvite hår, men huden i ansigtet lignet en skildpaddes (jfr. Schirmer, 1888, s. 42). Det sidste træk kan minde om en ape</ref> og i begge fortællinger er manden kommet fra Irland (jfr. Schirmer, 1888, s. 40). Huleboeren Paulus på en ø i Navigatio Brandani (Schrøder, 1871, s. 32) er uten klær men helt dækket av sit hodehår, skjæg, og øvrige hår like til føttene, og de var hvite som sne på grund av hans høie alder. Det er åbenbart at den hvite farve ofte, som i sidste tilfælde, tillægges alderen; men det er også den himmelske farve, og den hvite klædning av hår (eller fjær) kan også hå nogen forbindelse med det hvite lam i Johannes's Åbenbaring. I fortællingen om Maelduin's sjøfærd, som er ældre end beretningene om Brandan's færd, træffer Maelduin på to steder, på en saue-ø og på en klippe i havet, eneboere helt dækket av kroppens hvite hår de var også begge irske, og på to andre øer, hvor jordbunden på den ene var hvit som en fjær, træffer han mænd hvis klædning var hårene på deres krop (jfr. Zimmer, 1889, ss. 162, 163, 169, 172, 178). I Navigatio møter Brandan på Alibius's ø også en olding med hår av sneens farve og med skinnende ansigt. (Jfr. Kristus som åbenbarer sig mellem de syv lysestaker for Johannes på øen Patmos: "Men hans hode og hår var 'hvitt som hvit uld, som sne, og hans øine som ildslue" (Joh.Åbenb. l, l4).

Den hvite farve danner desuten hos Irerne et fremtrædende træk i skildringen av mennesker, særlig de overnaturlige, i gamle ikke kristelige eventyr og sagn. Navnet Finn på deres nationale helt betyr hvit. Til Finn Mac Cumaill kommer i eventyret en overjordisk stor og skjøn kongsdatter Bebend (den hvite kvinde) fra Jomfruenes Land (''Tir na-n-Ingen'') i havet i vest, hun har et vidunderlig skjønt hvitt hår (jfr. Zimmer, 1889, s. 269). Den tilsvarende jomfru fra havfolket, i Imram Brenaind, som Brandan finder, er også hvitere end sne eller bølgeskum (se ovenfor). Lægen Libra hos Manannan, kongen i det Forjættede Land, har tre døtre med hvitt hår. Da síd-kongen (d. e. huldrefolkets konge) Midir søker at lokke Etåin, Irlands overkonges dronning, sier han bl. a.: "Å, hvite kvinde, vil du gå med mig til vidunder-landet, din krop har sneens hvite farve like til spidsen",  o.s.v.<ref>Likheten med de lodne kvinder (store aper?) som Hanno fandt på en ø vest for Afrika og hvorav han bragte skind til Kartago, er vel bare tilfældig? De hårklædte eneboere kan ha sammenhæng med eneboer-historier med den hårede vild mand: "wilder Mann", "Silvanus", som efter Moltke Moe's mening er den samme som går igjen i det norske eventyr Villemand og Magnhild (= der wilde Mann og Magdelin).</ref> (jfr. Zimmer, 1889, efter mange eventyr, som ofte ligner Brandan-legendens, kom de til en hule, hvor det bodde en hellig mand, Macarius, som var ganske dækket med snehvite hår, men huden i ansigtet lignet en skildpaddes, jfr. Schirmer, 1888, s. 42). Det sidste træk kan minde om en ape. Hvite og snehvite kvinder og jomfruer, forekommer forøvrig også almindelig i germanske sagn (jfr. J. Grimm, 1876, 11, ss. 803 ff.). Uttryk som hvit eller snehvit for at male kvindekroppens blendende skjønhet forekommer og i den islandske literatur, liksom de liljehvite armer allerede findes hos Homer. Jfr. desuten navne som Snjofriðr, Snelaug, Schneewitchen (Snehvid)  o.s.v. (jfr. Moltke Moe's meddelelser i A. Helland, 1905, 11, ss. 641 f.. ss. 273, 279). Svarende til at Irernes sidfolk, særlig kvinderne, tænkes hvite, er det kanske at de norrøne alver tænkes lyse (jfr. lysalver), eller endog hvite. Alvemøen eller elvmøen i Sverige er smækker som en lilje og hvit som sne, og ellefolk i Danmark kan også være snehvite (jfr. også at alver betegnes som hvite nymfer, ''albæ nymphæ'').

Det synes naturlig at disse forestillinger om den hvite farve som særlig skjøn, og mest anvendt om síd-folket eller alvene, om dåpsdragten, og om hellige mænd og eneboer som hvite har ført til et navn som, i likhet med de Sterke Mænds Ø i ''Navigatio'', måtte bli "De Hvite Mænds Land" (eller kanske oprindelig de Hvite Menneskers Land) for sagnlandet vest i havet, hvor Are Mårsson blev døpt, men som han ikke kunde forlate igjen, og hvor sproget efter Eyrbyggja saga lignet irsk. Dette blir altså netop "Anakhoretenes Ø". Landet kan være opståt ved et møte av forestillinger fra den religiøse verden og fra den profane; det er oprindelige forestillinger fra den sidste som er blit kristianisert. En rolle har vel også de hvite klær spilt, som forbandtes med den anden verden, og som blev de kristnes himmelske klædebon. Hos Platon kommer en hvitklædt kvinde (d. e. fra den anden verden) til Sokrates i drømmen og forkynder ham at om tre dager skal han gå bort. Under forklaringen på bjerget skinte Jesus's "ansigt som solen, men hans klær blev hvite som lyset" (Matt. XVII, 2) eller de "blev skinnende, meget hvite som sne" (Mark. IX, 3). Ut fra denne kristelige forestilling har dannet sig billedet av det hinsidige som et fagert skinnende land som i den vældige visionsliteratur, og således også i Floamanna saga (Grønl. hist. Mind. 11, s. 103) hvor Torgils's kone Torey ser i en drøm en "fager bygd med skinnende mænd" (''menn bjarta''), og Torgils tyder det som at det mener "en anden verden" hvor hun "har godt i vente" og "hellige mænd skulde hjælpe hende."

Muligens kan nogen av forestillingene forbundet med Hvítramannaland desuten ha sammenhæng med gamle keltiske fortællinger som i oldtiden også blev forbundet med Kassiteriderne (i det keltiske Bretagne); ialfald er det en merkelig likhet mellem omtalen i Eirik Raude's saga av mændene som gik i hvite klær, bar stænger fremfor sig og ropte høit (se foran), og Strabo's skildring (se ovenfor) av mændene på Kassiteriderne i sorte kapper med kjortler rækkende til føttene, og som vandrer omkring med stokker, lik strafgudinderne i sørgespillene. At Strabo ser likheten med Eumeniderne (= Furierne, strafgudinderne), og derfor gjør mændene sorte, mens den nordiske forfatter har de kristne forestillinger og i overensstemmelse med navnet Hvítramannaland gir dem hvite klær, kan ikke overraske. selv om Storm (1887) har ret i at de hvite mænds faner, eller "stænger som det var fæstet fliker til", har sammenhæng med kirkeprocessioner, så kan dette være en senere folkelig tillempning, likesom de hvite eneboere ute i oceanet kan være tillempning av førkristne eller i ethvert fald ikke geistlige forestillinger fra Irland.

Det blev ovenfor nævnt likheter mellem omtalen av de trollkyndige indbyggere i Wyntlandia (= Vinland) og av de keltiske prestinder på øen Sena ved Bretagne. En kunde fristes til at tro at der også her var en eller anden sammenhæng mellem disse bretonske prestinder og på den ene side Irerne i Hvítramannaland, og på den anden mændene på Kassiteriderne (nær Sena) som lignet strafgudinderne. Dionysios Periegetes (510; cum Eustath. 1) fortæller at på denne ø Sena foranstaltet eføikransede kvinder ved nattetid Bakkhos-tog, med skrik og voldsom larm (jfr. mændene i hvite klær i Hvítramannaland, som bar stænger og ropte høit). Ingen mandspersoner måtte betræde øen, men kvinderne reiste til mændene på den ovenfor liggende kyst, og vendte tilbake efter at ha pleiet omgang med dem (jfr. s. 270). Aldeles det samme fortæller Strabo (IV, 198) om Samniternes kvinder på en liten ø ikke fjernt i havet foran Liger's (Loire's) munding; begeistret av Bakkhos ærer de denne gud ved mysterier og andre usedvanlig hellige handlinger. Druidene hadde sine helligdommer på øer, og Mona (Angelsey) var deres hovedsæte. Tacitus (Ann. XIV, 30) fortæller om deres fanatiske kvinder som, i hvite klær (dødningeklær) med flagrende hår og fakler, gebærdet sig ganske som Furier ved Romernes ankomst.

At folk efter Eyrbyggja-saga ikke måtte komme til Hvítramannaland kan svare til at mænd ikke måtte betræde prestindeøen, og på den anden side til at veien til Kassiteriderne holdtes hemmelig og folk søktes hindret fra at nå dit. Noget lignende fortælles forøvrig også om den rike, frugtbare ø som Kartagerne fandt i havet i vest, og som de, med trusel om dødsstraf, forbød andre at reise til (Aristoteles, Mir. Auscult. c. 85, jfr. også Diodor, V, 20). At der i den senklassiske tid var sammenblanding mellem Kassiteriderne og sagnøene i vest fremgår også derav at Plinius (Hist. nat. IV, 36) sier at Kassiteriderne kaldes også Fortunatæ, og Dionysios Periegetes lar tinnet, Kassiteridernes produkt, komme fra Hesperiderne.

Det blev ovenfor nævnt at det forjættede land, "Vidunderlandet", i Irernes sagn også blir kaldt den "Store Strand" (''Trág Mór'') eller det "Store Land" (''Tir Mor''); "to eller tre ganger større end Irland".  Det synes ikke at ligge fjernt at Islændingene som fra Irland hørte om dette store land, kunde komme til at kalde det Irland hit Mikla (det store Irland); og dette blir vel en naturligere forklaring end Storm's opfatning (1887, s. 65) av navnet at det skulde bety "det irske koloniland" i likhet med Magna Græcia (den græske koloni i Italien) og ''Sviþjoð it Mikla'' (den svenske koloni i Rusland, ''Scythia Magna''); derimot foreligger en tydelig paralel i det av ham nævnte "Store Han" sagnlandet i det Store Ocean ut for Kina (Han).


<center>'''Gudleiv´s reise'''</center>


I Eyrbyggja saga fortælles det om Bjørn Åsbrandsson, kaldt Breidvikinge-kjæmpe, og hans bedrifter. Han bar ulovlig kjærlighet til Snorre Gode's søster Turid på Fróðá, gift med Torodd, og hadde med hende en uegte søn Kjartan. Til slut måtte han forlate Island for denne sin kjærlighet; men skibet blev sent færdig om høsten. De gik til havs med nordøstvind, som holdt længe ved den høst. Siden spurtes ikke skibet på lang tid.


<blockquote>Gudleiv Gudlaugsson het en stor farmand, han eide en stor knarr. I Olav den Helliges sidste levetid var han på kjøpfærd til Dublin, "da han seilte vest derfra eslet han sig til Island. Han seilte vest for Irland, fik der sterk nordostvind og rak da langt vest i havet og i sydvest" indtil de endelig kom til et stort land som de ikke visste hvad var. De kjendte ikke menneskene der, "men helst syntes de at de talte irsk". Snart samlet sig mange hundred mand om dem, angrep dem, bandt dem, og drev dem op i landet. De blev ført til et møte og dom skulde holdes over dem. De skjønte så meget at nogen vilde dræpe dem, mens andre vilde ha dem til træler. Mens dette stod på, kom en stor flok ridende med et merke, og under det red en stor og røslig mand, av høi alder med hvitt hår, som de skjønte var høvdingen, for alle bøide sig for ham. Han sendte bud efter dem; da de kom frem for ham, talte han til dem på norrønt mål, og spurte fra hvad land de var, og da han fik høre at de fleste blandt dem var Islændinger, og at Gudleiv var fra Borgarfjord, spurte han efter næsten hver av de større mænd i Borgarfjord og Breidafjord, og nøiagtig om Snorre Gode, og Turid på Fróðá, søster hans, og mest om Kjartan søn hendes, som nu var bonde der. Efter at denne store mand hadde drøftet saken længe med landets mænd, talte han på ny med Islændingene og gav dem lov til at reise igjen, men enda det var langt ledet på sommeren, rådde han dem til at komme bort snarest, da folkene der ikke var til at lite på. Han vilde ikke si dem sit navn; for han ønsket ikke sine frænder en slik reise dit som de vilde ha fåt om han ikke hadde hjulpet dem; men han var nu så gammel at han snart kunde gå bort, og desuten var det gjævere mænd der i landet end ham, sa han, som vilde gi utenlandske mænd liten skånsel. Derefter lot han skibet ruste, og var selv tilstede, indtil det kom bør fra rette kanten for at gå ut. Da de skiltes, tok denne mand en guldring av hånden sin, rakte Gudleiv, og med den et godt sverd, og sa: "Hvis det blir din lod at komme til Island, da skal du bringe dette sverd til Kjartan bonde på Fróðá, og ringen til Turid, mor hans". Da Gudleiv spurte hvem han skulde si sendte disse kostbarheter, svarte han: "Sig, den sendte dem som Var mere ven av husfruen på Fróðá end av goden på Helgafell, bror hendes . . . ." Gudleiv og hans folk gik til sjøs og kom til Irland sent om høsten, var den vinter i Dublin, og seilte næste sommer til Island (jfr. Grøn. hist. Mind., I ss, 769 ff.)</blockquote>


Det er klart at Bjørn Breidvikinge-kjæmpe her er den samme som Are Mårsson i Landnåma, som også blev stormdrevet til Hvítramannaland, måtte bli der al sin tid, og efter Torfinn Orknø-jarls utsagn (død omkr. 1064) var blit gjenkjendt (av tilreisende lik Gudleiv?), og var vel anset der. Dette træk at de reisende kommer til en ukjendt ø og der finder en mand som har været borte i lang tid har sidestykke i flere irske legender. Nævnes kan således at Brandan i ''Navigatio'' kommer til Alibius's ø, klosterøen; med de 24 irske munker fra gamle dager, og træffer der den gamle hvithårede mand, som var forstander for klosteret og hadde været der i 80 år, men som heller ikke sier sit navn. Brandan ber om lov til at reise videre, men det blir ikke tillatt før de har feiret julefesten der (Schrøder, 1871, ss. 15 ff.)<ref>Foran klostret på denne ø møttes Brandan og hans fæller av klosterbrødrene "med kors, og kapper (hvite klær?), og hymner"; jfr. mændene i hvite klær, som ropte høit og bar stænger i Eirik Raude's saga. På de "Stærke Mænds Ø" sang de også salmer, og det ene slegtled gik i hvite klær.</ref>.

Likheten mellem de to navne Guð-Leifr og Leifr hinn Heppni fortjener også at merkes, da den kanske ikke bare er tilfældig. Den ene seiler i Olav den Helliges sidste levetid fra Irland til Island og driver sydvest til Hvítramannaland; den anden seiler i Olav Tryggvasons sidste levetid fra Norge til Grønland og driver sydvest til Vinland hit Góða.

Det kunde også tænkes at være mer end en ren tilfældighet at mens Leiv Eiriksson får tilnavnet hinn heppni, nævnes et beslegtet tilnavn i forbindelse med Gudleiv i Eyrbyggja-saga, idet han kaldes Guðleifr Guðlaugsson hins auðga (d. e. søn av Gudlaug den rike). I det ene tilfælde er det vistnok manden selv, i det andet faren som egentlig har tilnavn. ''Auðigr'' mener rik, men oprindelig har det hat betydningen lykkelig, og den rike er den som har lykken med sig (jfr. forøvrig auðna = lykke, auðnu-maðr = lykkefugl). Gudleiv Gudlaugsson nævnes også i Landnåmabók, men dette tilnavn nævnes ikke, og heller ikke hans reise, aldeles på samme vis som at Leiv Eiriksson nævnes der, men uten tilnavn og uten omtale av nogen reise eller opdagelse; det er i begge tilfælde tillæg som er kommet i senere sagaer. Trods den nævnte ulikhet kan en få mistanke om at her er en eller anden sammenhæng. Mulig kunde det være at liksom Guðriðr er den kristne kvinde overfor alle Tor-navnene og Freyðis, således har Guðleifr, som sattes i forbindelse med det kristne Hvítramannaland, været brukt fordi det hadde mer religiøst præg end happ og heppen, som ialfald står folketro like nær som religiøsitet, og som forbandtes med det ukristne Vinland.

Adskillig likhet med den merkelige historie om Gudleiv's reise har følgende fortælling hos den arabiske geograf Edrisi, hvis verk er fra 1154<ref>Jfr. Dozy og de Goeje, 1866, s. 223ff.; de Goeje, 1891, ss. 56, 59. Moltke Moe har gjort mig opmerksom på denne likhet.</ref>.


<blockquote>Otte "eventyrere" fra Lissabon bygde et kjøpmands-skib og drog ut ved første østenvind for at lære havets ytre grænser at kjende. De seilte omtrent elve dager (mot vest) og kom til et hav med seige (tykke) bølger (Leverhavet) og en avskylig stank<ref>Stanken kan vel ha forbindelse med forestillinger som den i Meregarto, at man blir sittende fast i den levrede sjø og råtner.</ref>, med mange grunder og lite lys. Ræd for at omkomme der seilte de derfra i tolv dager mot syd og nådde Saue-øen (''Djazirato 'l-Ghanam'') med utallige saueflokker uten mennesker (jfr. Dicuil's omtale av Færøene, og Brandan's Saue-ø, ovenfor). De seilte tolv dager videre mot syd og fandt endelig en bebodd og dyrket ø. Da de nærmet sig den, blev de efter kort tid omringet av båter, tat til fange, og ført til en by på kysten. De tok tilsidst ind i et hus, hvor de så mænd høie av vækst, røde av farve, med lite skjæg (hårlag), og som bar langt hår (ikke kruset), og de så kvinder av en sjelden skjønhet. Her holdtes de fangne i tre dager. Den fjerde dag kom en mand som talte til dem på arabisk og spurte hvem de var, hvorfor de var kommet, og hvilket land de var fra. De fortalte ham sine eventyr. Han gav dem godt håb, og lot dem vite at han var kongens tolk. Den følgende dag blev de stillet for kongen, som ved tolken spurte om det samme. Da de svarte at de hadde drat ut for at lære havets merkværdigheter og dets grænser at kjende, begyndte kongen at le og bad tolken forklare dem, at hans far engang hadde befalt en av sine slaver at sætte ut på dette hav, denne hadde gjennemløpet dets bredde i en måned, like til at himmelens skin svigtet dem, og de var nødt til at avstå fra dette fåfængte foretagende. Kongen lot endvidere tolken forsikre eventyrerne om sin velvilje. De vendte da tilbake til fængslet, og blev der til det kom vestenvind. Da blev de bundet for øinene og ført over havet i en båt i omtrent tre dager og tre nætter til et land hvor de blev efterlatt på stranden med hænderne bundet på ryggen. De var der like til solopgang i en sørgelig tilstand, fordi linene strammet sterkt og forulempet dem meget. Da hørte de stemmer, og på deres nødrop kom de indfødte, som var Berber, og løsnet dem. De var kommet til vestkysten av Afrika, og fik høre at det var to måneders reise til deres hjemland.</blockquote>


Som likhetspunkter med Gudleiv's reise kan pekes på at Portugiserne seiler i tilsammen 35 dager først mot vest og derefter mot syd, til et land som altså kommer i syd-sydvest. Gudleiv driver for nordøstvind også mot sydvest og kommer efter lang tid til land. Både Portugiserne og Islændingene blir fanget kort tid efter ankomsten, de første omringet av båter, de sidste av hundreder av mennesker. Portugiserne så røde mænd av høi vækst med langt hår, Islændingene så en høi, røslig mand med hvitt hår komme ridende. De måtte vente en stund før de blev tiltalt på et forståelig sprog, Portugiserne først av en tolk på arabisk<ref>Da Portugal på den tid var under Maurerne, blir altså arabisk at betragte som disse mænds morsmål.</ref> som gav dem godt håb, og derefter blev de stillet for kongen som forsikret dem om sin velvilje, mens Islændingene blev sendt bud efter av den høie høvding, og da de kom frem for ham, talte han til dem på norrønt og var venlig mot dem, og efter lange forhandlinger talte han til dem igjen og gav reiselov. Portugiserne måtte vente i fængslet til det kom vestenvind før de kom derfra; Islændingene måtte vente indtil det kom god bør, det vil også si vestenvind. Portugiserne blev ført bort bundne for øinene, tydeligvis for at de ikke skulde finde tilbake; da Islændingene fór pålagdes de aldrig at vende tilbake. Portugiserne kom til Afrikas vestkyst, og måtte derfra senere seile nord til Lissabon; Islændingene kom til Irland, og reiste derfra næste sommer nord til Island. Det synes rimelig at der er en eller anden sammenhæng mellem de to fortællinger, samme sagn kan delvis ligge til grund for dem begge, og dette kan igjen ha forbindelse med det nævnte sagn om Kartagernes opdagelse av en frugtbar ø ute i havet vest for Afrika. Men der er også påfaldende likheter mellem Edris´s fortælling og Odysséens skildring av Odysseus's besøk hos Faiakerne på havlandet Scheria i vest. Athene advarer Odysseus da han kommer dit, om at være forsigtig, da dette folk ikke gjerne tåler fremmede, og ingen andre mennesker kommer til dem. Odysseus stedes for kongen. Alkinoos, som tar venlig mot ham, og tilsier ham at ingen Faiaker skal "holde med tvang ham tilbake", og Odysseus fortæller om sine mange eventyr. Tilslut fører Faiakerne ham sovende over havet i en båt, bærer ham sovende i land på stranden ved daggry, og drar bort før han vågner (Od. XIII, 79 ff.), dette svarer til at Portugiserne føres over havet bundet for øinene, og lates bundne igjen på stranden indtil de blir befriet ved solopgang. At Faiakerne, efter Poseidons hevn for at de har hjulpet Odysseus, lover aldrig mer at hjælpe nogen sjøfarer som måtte komme til dem, kan ha nogen likhet med det træk at Bjørn Breidvikinge-kjæmpe prøver at hindre at Islændinger skulde søke til et land som "liten skånsel vilde gi utenlandske mænd".

Forøvrig har fortællingene både om Gudleiv's reise og om de portugisiske eventyrere hos Edrisi, likhet med gamle irske sagn. 

I ''Imram Snedgusa mac Riagail'' (fra slutten av 9. eller fra 10. årh., jfr. Zimmer, 1889, ss. 213 f., 216), dræper mændene i Ross kongen Fiacha Mac Domnaill for hans utålelige tyranni. Til straf blev 60 par av de skyldige sat ut på havet, og Gud blev overlatt dommen og straffen over dem. De to munker Snedgus og Mac Riagail drog senere frivillig ut på vandring på havet mens de 60 par gik ufrivillig —og de nådde i sin båt, efter at ha besøkt flere øer<ref>De drev først mot nordvest ut i det ytre hav, og efter 3 dager led de av utålelig tørst; men Kristus forbarmet sig over dem og bragte dem til en strøm av smak som lunken melk. Zimmer's forklaring (1889, s. 216) av denne strøm som Golfstrømmen vest for Hebriderne, skyldes nutidens karter, og er et eksempel på hvordan selv de skarpsindigste stuelærde forskere kan ledes vild av skematiske fremstillinger. At Irerne skulde hat så omfattende oceanografiske kundskaper som at opfatte denne havdrift som en særlig begrænset strøm er ikke rimelig, og endnu mindre at de skulde ha opfattet den som så meget varmere end kystvandet at den kunde betegnes som lunken melk. Temperaturforskjellen i overflaten er om sommeren (august) omtrent ingen, og våren og høsten kanske et par grader; og termometre hadde jo Irerne ikke. Jeg har netop undersøkt dette havstrøk i denne sommer uten at finde nogen iøinefaldende forskjel. Trækket kunde stamme fra Lukian's Veræ Historiæ hvor de reisende kommer til et hav av melk (Wieland, 1789, IV, s. 188).</ref>, til et land i hvilket der var slegtled av Irer, og de møtte kvinder som sang for dem og førte dem til kongens hus (jfr. Odysseus's møte først med kvinderne i Faiakernes land, som viste ham vei til Alkinoos's palads). Kongen tok vel mot dem, og spurte om deres herkomst. "Vi er Irer," svarte de, "og vi hører til Kolumkille's fæller." Da spurte han: "Hvordan står det til i Irland, og hvor mange av Domnaill's sønner lever?" De svarte: "Tre Mac Domnaill er i live, og Fiacha Mac Domnaill faldt for mændene i Ross, og for den dåd blev 60 par av dem sat ut på havet." "Det er en sand fortælling av eder, jeg er det, som dræpte kongen av Tara's søn (d. e. Fiacha), og vi er det som blev sat ut på havet. Os tiltaler det, for vi vil bli her til Dommen (d. e. dommedag) kommer, og vi liker at være her uten synd, uten ondt, uten vore syndige begjær. Øen vi bor på er god, for på den er Elias og Enok, og fornem er Elias's bolig."

Likheten med Gudleiv's og Islændingenes møte med den likeledes landflygtige store mand og høvding, som ikke gav sit navn men antydet hvem han var, er åbenbar. Hvis vi tænker os at øen som Gudleiv kom til, oprindelig har været de hvite mænds eller hellige (døpte) mænds land, så kan det være mulig at den store mands ord til Gudleiv at der var de mænd på øen som var gjævere (''rikari'') end ham har forbindelse med omtalen av Elias og Enok. Det øines således sammenhæng mellem Gudleiv's reise (og den landflygtige Breidvikinge-kjæmpe på den ukjendte ø), og irske sagn og legender, den arabiske fortælling, og endelig Odysseen. Hvordan forholdet indbyrdes er mellem Edrisfs fortælling og de irske sagn er for os her av mindre betydning. Da de norrøne vikinger hadde megen forbindelse med den Spanske Halvø<ref>Denne forbindelse skyldes det vel at en ukjendt arabisk forfatter (fra 12. årh.) fortæller at de "Lykkelige Øer" ligger nord for Cadiz, og derfra kommer de nordiske vikinger (Magtis), som er kristne. "Den første av disse øer er Britannien som ligger midt i verdenshavet, i en stor avstand nord for Spanien. Der findes hverken fjeld eller elver; dens beboere er henvist til regnvand både til at drikke og til at vande jorden" (Fabricius, 1897, s. 157). Det er klart at det her er en sammenblanding av rygter om øer i nord hvorav Britannien var mest kjendt, og hvorfra vikingene skulde komme med Plinius's Lykkelige Øer: Planaria (uten fjeld) og Pluvialia (hvor indbyggerne hadde bare regnvand). At det netop skulde være tænkt på Orknøene, som hævdet av R. Dozy (Recherches sur l'Espagne, 11, ss. 317 ff.) og Paul Riant (Expeditions et Pelerinages des Scandinaves en Terre Sainte, Paris, 1865, s. 236) er lite sandsynlig. Det kunde da ligge vel så nær at tænke på Irland, som ved norrøne sjøfarere (Ostmen) og handelsmænd hadde forbindelse med Spanierne fra det 9. og helt ned til det 14. århundrede (jfr. A. Bugge, 1900, ss. 1 f.). Det arabiske navn Magós for de normanniske vikinger kommer av græsk "magos" (mager, ildtilbeder), og betegnet oprindelig hedninger i sin almindelighet.</ref> kunde det tænkes at være den norrøne fortælling, stammende fra irske sagn, som er kommet til Portugal; men da den arabiske fortælling har flere likheter med Brandan's og Maelduin's sjøfærder, og med Dicuil's omtale av Færøene (med sauer og fugler) som ikke findes i den norrøne fortælling, er det sandsynligere at trækkene i de portugisiske eventyreres oplevelser stammer direkte fra Irland, som også hadde megen forbindelse med den Spanske Halvø, mest ved norrøne skibe og handelsmænd. Den islandske fortælling om Gudleiv's reise må vi vel ialfald tro er kommet fra Irland; men den kan desuten ha fåt farve fra nordiske eventyr.

Det er et svensk eventyr om nogen sjømænd fra Getinge som blev stormdrevet over havet til en ukjendt ø; omgit av mørke gik de op der og så en ild, foran den lå en usedvanlig lang mand, som var blind; en anden like stor, stod ved siden av og raket i varmen med en jernstang. Den gamle blinde mand reiser sig op, og spør de fremmede hvorfra de var. De svarer fra Halland, fra Getingesogn. Hvorpå den blinde spør: "Lever endnu den hvite kvinden?" De svarte ja, skjønt de ikke visste hvad han mente. Igjen spør han: "Mon gjethuset mit står endnu?" De svarte igjen ja, skjønt ukyndige om hvad han mente. Han sa da: "Jeg fik ikke ha gjethuset mit i fred for den kirken som bygdes på den pladsen. Vil dere komme lykkelig hjem, vel, så gir jeg dere to vilkår." De lovte at gå med på dem, og den gamle blinde fortsatte: "Ta dette sølvbelte, og når dere kommer hjem, så spænd det om den hvite kvinden, og denne æsken sæt den på alteret i mit gjethus." Da sjømændene var kommet lykkelig hjem, blev beltet spændt om en bjerk, som straks for i luften, og æsken blev sat på en haug, som straks stod i lys lue. Men efter det at kirken er bygget der den blindemanden hadde gjethuset sit, har den fåt navnet Getinge (meddelt av J. Grimm (II, 1876, s. 798), efter Bexell's Halland, Gøteborg 1818, 11, s. 301). Lignende eventyr kjendes også fra andre steder i Sverige og Norge. Den gamle blinde mand er en hedensk jotun fordrevet av den kristne kirke eller av et Maria-billede (den hvite kvinde), stundom er han også en landflygtig hedning.

Der er unegtelig likheter med de stormdrevne Islændinger's komme til den landflygtige Breidvikinge-kjæmpen, som spør efter sin hjembygd og sin kvinde, Turid<ref>I et av sine kvad omtaler Bjørn Breidavikinge-kjæmpe tilfældigvis også Turid som den snehvite (fannhvit) kvinde.</ref>, og som også sender to gaver hjem, om det end er med helt andre følelser og hensigter. Det kan tænkes at det svensk-norske eventyr stammer fra gamle sagn, og den islandske fortælling kan ha lånt træk selvfølgelig ikke netop fra dette eventyr, men fra sagn av samme type.

Merkelige likhetspunkter både med Irernes reiser (Bran's reise) til de Lykkelige Øer i vest, og med Gudleiv's reise og de otte Portugiseres reise (hos Edrisi) finder vi i et japansk eventyr om de lykkelige øer, Horaisan, som Moltke Moe har gjort mig opmerksom på<ref> Se D. Brauns: Japanische Mårchen und Sagen. Leipzig, 1885, s. 146 ff,</ref>.


<blockquote>Dette lykkeland ligger fjernt i havet mot øst, der gror på fjeldet Fusan et herlig træ, som stundom sees fjernt over havranden, der grønnes og blomstrer alt i evig vår, som holder luften mild og himlen blå, der merkes ikke tiden, og døden finder ikke vei dit, der er ingen kval, ingen smerte, bare fred og glæde. Engang drog Jofuku, livlæge hos en grusom keiser i Kina, ut tilhavs for, som han brugte som påskud, at lete efter dette land, og søke for sin herre udødelighets-planten som vokser på Fusan, det høieste fjeld der. Han kom først til Japan; men for videre og videre ut i havet til han virkelig nådde Horaisan; der nød han lykken i fulde drag, og tænkte ikke på at vende tilbake for at forlænge sin tyrans liv. Den gamle vise Japaner Vasobiove, som hadde trukket sig tilbake og tilbragte sine dager i beskuende ro, blev en dag han var alene ute og fiske (for at undgå de mange trivielle besøk) drevet tilhavs av en voldsom storm; han rodde nu om på havet, idet han holdt liv i sig ved at fiske. Efter tre måneder kom han til det "mudrede hav," hvilket nær hadde kostet ham livet, da der ingen fisk var. Men efter en fortvilet kamp, og tilslut tolv timers hard roning nådde han kysten av Horaisan. Der møtte han en olding som han forstod, for han talte kinesisk. Det var Jofuku, som tok venlig mot Vasobiove, og fortalte ham sin historie. Vasobiove blev overlykkelig da han fik høre hvor han var. Han blev der et par hundrede år, men visste ikke hvor længe det var; for der hvor alt blir ens, hvor det ingen fødsler og ingen død er, agter ingen på den rullende tid. Med dans og musik, i samtale med vise og åndrike mænd, i omgang med skjønne og elskværdige damer, tilbragte han sine dager.

Men endelig blev Vasobiove kjed av den søte tilværelse, og længtet efter døden. Det var håbløst, her kunde han ikke dø, og ta livet av sig heller ikke, det var ingen gifter, ingen dødbringende våben, styrtet han sig i avgrunden, eller rendte hodet mot en spids klippe, var det som et fald på bløte puter, og kastet han sig i sjøen, bar den ham som kork. Tilslut fik han tæmmet en kjæmpestor stork, og på dens ryg kom han endelig tilbake til Japan<ref> Jfr. likheten med Sindbad's anden reise, med fortællinger hos Abu Hámid, Qasvini, Pseudc-Kallisthenes's Alexander-roman, indiske eventyr o. fl. (jfr. E. Rohde, 1900, s. 192(.</ref> efter at storken hadde båret ham gjennem mange merkelige land, hvoriblandt det merkeligste var Risenes, som er menneskene uendelig overlegne i alt. Mens Vasobiove var vant til at bli beundret i alle land når han utviklet sine filosofiske anskuelser og systemer, drog han beskjæmmet bort derfra; for Risene sa at de trængte ikke alt det, og erklærte Vasobiove's hele filosofi for menneskebarnenes ufuldkomne nødhjælp.</blockquote>


En forbindelse mellem den kinesisk-japanske åndsverden og den europæiske i Middelalderen, kan nok tænkes istandbragt gjennem Araberne, som på sine handelsreiser sjøveien nådde like til Kina, og på den anden side hadde megen forbindelse med Vest-Europa. Desuten må det huskes hvor mange av vore sagnforestillinger og eventyr har mer eller mindre forbindelse med Indien, liksom mange av Arabernes eventyr åbenbart har sin vugge der (jfr. E. Rohde, 1900, ss. 191 ff.); mens det jo på den anden side har været en nær forbindelse mellem Indien og den kinesisk-japanske åndsverden, jfr. Budhismens utbredelse. Overføring av samme sagn både mot øst til Japan og mot vest til Europa er således høist sandsynlig, hvad enten disse sagn er fra først av opståt i Europa eller i Orienten og Indien. Det er jo påfaldende at til og med underordnede træk som det størknete, døde hav (jfr. morimarusa, se s. 76; det stinkende hav hos Edrisi s. 327) går igjen her som det "mudrede hav" uten fisk (jfr. likheter med arabiske forestillinger kap. XIII).


<center>'''Tilbakeblik'''</center>


Kaster en blikket tilbake på alt som er søkt utredet i dette kapitel kan vel indtrykket være broket og negativt nok; de fleste vil vel først og fremst være slåt av veienes mangfoldighet, og krydsningene inden mangfoldigheten. Men trænger en gjennem nettet av biveier, og leter op de væsentlige ledende linjer, så forekommer det mig at det av sig selv må bygge sig op en fast og sterkslutnings række, som ikke blir let at rokke. De vigtigste trin i denne er:


(1) Den ældste kilde, Adam av Bremen's verk, hvor Vinland omtales, er upålitlig og indeholder, med undtagelse av navnet og fabelen om at der lages vin, intet nyt som ikke findes hos Isidor.


(2) De ældste islandske kilder som nævner navnet Vinland, eller i Landnåma Vindland hit Góða omtaler ikke opdagelsen av det eller vinen der; derimot omtaler Are Frode Skrælingene (som oprindelig må være anset som et vettefolk). Leiv Eiriksson's navn nævnes uten forbindelse med Vinland eller dets opdagelse.


(3) Det er først ut i det 13. årh. at Leiv's tilnavn Heppni, hans opdagelse av Vinland (eller Vindland) og kristning av Grønland nævnes (Kristnisaga og Heimskringla), men endnu intet om vin.


(4) Det er først i slutten av det 13. årh. at der fremkommer nogen oplysning om hvad og hvor Vinland var, om vin og hvete der, og nogen skildring av reiser dit (i Eirik Raude's saga). Men endnu blir det forsømt at oplyse hvem som gav navnet og hvorfor.


(5) Den anden og senere hovedberetning om reiser til Vinland (Flateyjarbokens Grænlendinga-þáttr) gir en meget forskjellig frem stilling av opdagelsen, ved en anden, og likeså av de senere reiser dit.


(6) Den første og som mest pålitlig ansete av de to sagaer har knapt nok ét træk som ikke delvis eller helt er sagnagtig eller er lånt andensteds fra; begge sagaer er romanagtige.


(7) Allerede hos oldtidens Grækere finder vi myter om lykke lige øer fjernt vest i havet og med Vinlands to karakteristiske hoved træk vinen og hveten.


(8) De mest betegnende træk i skildringene av disse Lykkelige Øer eller de Saliges Øer er i senklassisk tid og hos Isidor den selv vokste eller vildtvoksende vin (på høidene) og vildtvoksende (udyrket, selvsådd, eller usådd) korn eller hvete eller endog akrer (Isidor). Endvidere var der høie trær (Plinius) og milde vintrer. Altså fuldstændig svarende til sagaens skildring av Vinland.


(9) De forskjellige forsøk som er gjort på at bringe naturforholdene på Nordamerikas kyst i overensstemmelse med sagaens skildring av Vinland er mer eller mindre kunstige, og ingen naturlig forklaring er git av hvordan de to for Nordboene fremmede begreper vinen og hveten kunde bli kjendetegnene på landet.


(10) I Irland var det allerede længe før 11. årh. mange sagn og eventyr om lykkelande langt ute i havet i vest; og i skildringene av dem danner vinen og vinranken fremtrædende træk.


(11) Fra det 11. årh. av kjender vi i Irland og i Norden en Vindru-ø eller et Vinland som det synes rimeligst at tro er samme land.


(12) Av Landnåmabók kan naturlig sluttes at Islændinger har ill. årh. hørt om Vinland sammen med Hvítramannaland i Irland.


(13) Torkel Gellisson, hvorfra denne meddelelse stammer, har sandsynligvis også git Are Frode hans meddelelse i Islendingabok om Vinland; dette er derfor sandsynligvis samme irske land.


(14) De irske lykkelande bebodd av síd-folket svarer til de norske huldrelande ute i havet i vest, og de islandske alvelande.


(15) Da huldre- og síd-folket, og alvene oprindelig er de avdøde, og da de Saliges Øer eller de Lykkelige Øer i oldtiden var de lykkelige avdødes opholdssteder, svarer disse øer altså til de irske sidfolks lykkelande, og til de norske huldrelande, de islandske alvelande.


(16) Tillægsnavnet hit Góða til lykkelandet Vinland og navnet Landit Góða på huldrelande i Norge, svarer direkte til navnet Insulæ Fortunatae, som i og for sig ikke godt kunde få anden norrøn form. Og da dertil huldrelande tænktes som særlig gode og frugt bare, og de underjordiske, huldre- og síd-folket eller alvene, heter det "gode folk", og overalt i forskjellige lande forbindes med begrepet "god", gir det en naturlig forklaring av begge de norrøne navne.


(17) Navnet Vinland hit Góða virker efter norrøn navneskik fremmed, det må være opståt ved en krydsning av norrøn og fremmed navneskik, idet Vinland er blit sat sammen med Landit Góða, sandsynligvis først fremkaldt ved oversættelse av Insulae Fortunatae.


(18) At navnet Skræling på Vinlands beboere sandsynligvis oprindelig har betegnet vetter eller troll, lik små huldrefolk, alver eller pygmæer, stemmer helt med den opfatning at Vinland oprindelig er huldrelandet, de Lykkelige Øer i havet i vest.


(19) At den islandske jordbeskrivelse fremholder at Vinland hit Góða efter nogens mening hænger sammen med Afrika, og det norske skrift, Historia Norwegiæ, kalder Vinland (og Markland og Helluland) for de Afrikanske Øer, er direkte bevis for at det norrøne Vinland var Insulae Fortunatae som sammen med Gorgaderne og Hesperiderne netop var de Afrikanske Øer.


(20) Om end Eirik Raude's saga og Grænlendinga-Þáttr ikke indeholder noget som kan gi sikker oplysning om Grønlændingenes opdagelse av Amerika, så findes det der og andensteds flere træk som tyder på at de må ha nådd Amerika's kyst, deriblandt er det mest avgjørende den tilfældige omtale av Marklands-farerne i 1347. Dertil kommer Hertzberg's påvisning av det islandske ballspils, knattleikrs optræden hos Indianerne. Sagnlandets navn kan da være overført til det fundne land.


(21) Hvítramannaland et et lignende sagnland som Irernes vinø, omformet efter kristne forestillinger, kanske særlig om de døptes hvite klær, lik dem i Navigatio Brandani om Anakhoretenes eller de "Sterke Mænds Ø" (= Starkramannaland), og om de hvite eremitter.


(22) Endelig finder vi hos de forskjelligste folk på jorden, fra oldtidens Grækere, til Islændinger, Kinesere og Japanere, lignende sagn om lande ute i havet, og om reiser dit, som hvad enten de har sammenhæng med hverandre eller ikke, viser menneskenes almindelige tilbøielighet til at opta den slags forestillinger og eventyr.


Men om vi end blir nødt til at opgi Eirik Raude's saga<ref>Det bør mærkes at begyndelsen av denne saga om Eirik Raude's opdagelse av Grønland, er tat like ut av Landnåmabók, og er således meget ældre.</ref> og de andre skildringer av disse reiser som historiske aktstykker, så må til gjengjæld vor beundring for den islandske literaturs merkværdige evne til realistisk fremstilling stige. Når en læser Eirik Raude's saga, kan en ikke undgå at bli slåt av hvordan mange av hændelserne er slik skildret, ofte med nogen få ord, at en ser det hele for sig, og en kan vanskelig forstå at det ikke er oplevet. Det er netop det samme træk som særmerker vore norske eventyr, at alt det overnaturlige gjøres så naturlig og realistisk at det bringes like ind på en. Islændingene har skapt den realistiske roman; og på en tid da prosa-stilen i Europa endnu var i sin barndom, når deres prosafremstilling ofte op til høiden av klar enkelhet. For en del kan vel dette forklares ved at de ikke var forfattere alene, men handlingens mænd, deres fremstilling fik livets virkelighetspræg og den prøvede fortællers knaphet. Og hertil kommer så selvfølgelig at fortællingene som oftest var sigtet og avknappet gjennem slegtleds mundtlige overlevering. I senere tid blev denne stil fordærvet ved ind nydelse fra Europa.


<center>'''Efterskrift'''</center>


Efter at jeg den 7. oktober i år (1910), hadde i Videnskaps-selskapet i Kristiania git en utsigt over disse undersøkelser av sagaene om Vinlands-færdene, er man i Sverige, gjennem prof. F. Läffler, blit opmerksom på at den altfor tidlig døde svenske sprogforsker prof. Sven Söderberg (død 1901) hadde uttalt anskuelser om Vinland lik dem jeg er kommet til. Manuskriptet til et foredrag som han holdt derom i Lund i mai 1898, men som aldrig blev trykt, er derefter blit fundet og er blit offentliggjort i "Sydsvenska Dagbladet Snållposten" for 30. oktober 1910. Da jeg så ledes har fåt kjendskap til denne interessante undersøkelse for sent til at kunne ta den med i min utredning, finder jeg at burde omtale den her

Prof. Söderberg mener, som jeg, at det ikke kan reises tvil om at Nordboene har opdaget en del av Nordamerika; men han holder beretningene om vinen der og alt dermed forbundet for senere digtninger. Han hævder at navnet Vinland oprindelig har ment græsland eller beite-land, altså noget likt betydningen av Grønland, og kan ha været navn på et land fundet i vest. Merkelig nok hadde jeg fra først av samme anskuelse, og mente også at Adam av Bremen kunde ha misforståt et slikt ord, netop som Söderberg mener; men jeg lot mig overbevise av den sproglige indvending at ordet "vin" syntes at være gåt av bruk før det 11. årh. (jfr. foran s. 278). Imidlertid synes Söderberg's grunde for at anta at ordet endnu var i bruk, vegtige; og likeså gjøres det sandsynlig at navn dannet derav kunde bli ''Vinland'' og ikke ''Vinjarland''. (Til støtte herfor gav bibliotekar A. Kiær mig som eksempel det norske navn Vinås). Prof. Söderberg mener nu at Adam av Bremen har hørt dette navn i Danmark, og idet han som utlænding har misopfattet navnet som at bety vinens land, har han selv tildigtet forklaringen av hvorfor landet kaldtes så. Söderberg gir flere slående eksempler på hvor dan den slags "etymologisering" netop var i Adam's ånd (f. eks. Sconia eller Skåne avledes av gammeltysk ''sconi'' eller ''schon''; Grønland kommer av at indbyggerne var blågrønne i ansigtet,  o.s.v.). Et eksempel fra et Danmark nærliggende land, som forekommer mig endnu mer slående end de av Söderberg nævnte, er Adam's forklaring av Kvænland som kvindelandet (jfr. ss. 146 f., 290), Wizzi som hvite folk, eller Albaner  o.s.v., Hunner som hunder,  o.s.v. Söderberg har vanskelig for at forklare meddelelsen om det usådde korn i Vinland; men hadde han været opmerksom på Isidor's be skrivelse av Insulae Fortunatae med den selvgrodde vin og det vildtvoksende korn, vilde han fåt en helt naturlig forklaring også på dette. Hvis Adam hadde misopfattet et Vinland (= græsland), og dertil kanske Finland (Finmarken, jfr. s. 289), som at bety vinens land, vilde det netop være i hans ånd at overføre dit Isidor's beskrivelse av ''Insulae Fortunatae''; et sidestykke er, at han ved at opfatte navnet Kvænland som kvindeland, overfører dit sagnet om Amazonene med dets fabler, og det uagtet dette var et land ved Østersjøen, som han måtte hat forholdsvis let for at indhente oplysninger om. På samme vis overfører han til "øen" Halagland, omtalt like før Vinland, en feilagtig beretning om midnatssolen og vinternatten hentet fra ældre forfattere (jfr. s. 151, anm.). Men en grund som kunde tale for at Vinland virkelig har ment vinens land allerede på den tid, er det ovenfor fremholdte tilfælde (s. 277) at omtrent samtidig fremkommer det i ''Navigatio Brandani'' en Vindru-ø.

Prof. Söderberg gjennemgår derefter de islandske beretninger om Vinland, og fremholder, på lignende vis som er gjort foran i dette kapitel, at de ældste kilder ingenting merkværdig har at fortælle om landet og ikke nævner vinen der, og han fremhæver med rette at dette er særlig betegnende for Snorre Sturlason's vedkommende, "da man vet hvor gjerne Snorre gjør utflugter fra sit egentlige emne, når han har noget rigtig interessant at meddele. Årsaken er nok den at han ikke har visst noget særlig merkværdig om Vinland; og årsaken til det er uten tvil at han ikke har kjendt Adam av Bremen. Det er nemlig bevist at Snorre ikke har en eneste meddelelse fra Adam."

Senere, mener Söderberg, er Adam av Bremen's fjerde bok blit kjendt på Island, og på grundlag av den har fortællingen om Leiv's opdagelse av landet med vinen og kornet opståt, og de senere sagaer har utviklet sig, særlig om Torfinn Karlsevne's reise, som han mener i hovedsaken "hviler på et sandfærdig underlag," skjønt han fremholder at et enkelt træk som det med de to skotske løpere må være "ren digt eller rettere . . lånt fra en anden saga." Hadde prof. Söderberg været opmerksom på hvordan de fleste træk i denne saga er uegte, vilde han deri fundet end bedre støtte for sine anskuelser.

==Fotnoter==
<references/>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på norsk]]
[[Kategori:Grønlandica]]
[[Kategori:Fridtjof Nansen]]