Nordisk sprog og nordisk nationalitet i Irland

Fra heimskringla.no
Revisjon per 20. jun. 2019 kl. 19:16 av Jesper (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif
Alexander Bugge (1870-1929).


Nordisk sprog og nordisk nationalitet i Irland


Af Alexander Bugge



Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie
Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab
Kjøbenhavn
1901



At undersøge, naar og i hvilket omfang blandingen og sammensmeltningen mellem Irer og Nordboer foregik, og hvorlænge nordisk sprog og nordisk nationalitet holdt sig i Irland, har betydning af flere grunde. Hvis man kan paavise, at Irer og Nordboer alt i det 10de ja endog i det 9de aarhundred indgik forbindelser og begyndte at smelte sammen, og at Irerne alt saa tidlig lærte at forstaa nordisk sprog, og omvendt Nordboerne irsk sprog, saa vil det tale til støtte for den paastand, som flere lærde har fremsat, at Nordboernes og især Nordmændenes og Islændingernes kultur i vikingetiden har modtaget stærk og varig paavirkning fra Irland. De, som ikke tror paa denne kulturstrømning, har paastaaet, at Nordboerne i Irland ialfald før Clontarfslagets tid ikke har skjønt saa meget irsk, at der kan være tale om nogen indflydelse fra irsk kultur. Mr. Faraday siger f. eks.: «We are surely justified in concluding that real mixture of the two races (ɔ: Irer og Nordboer) did not become general until the beginning of the 12th century, 200 years after the settlement of Iceland was completed. This tells against the theory that the early raiders who spent a short time in the island and then passed on to settle further west, obtained even a fair knowledge of the Gaelic speech... There is no trace in Iceland of a strong Irish influence.» [1].

Norrøne bosetninger i Irland.
Kan man bevise, at slige paastande er urigtige, saa vil man ogsaa ha godtgjort, at en kulturpaavirkning fra Irland idetmindste kan ha fundet sted. Og jeg tror, man kan bevise, at gjensidig paavirkning og begyndende sammensmeltning alt meget tidlig maa ha gaaet for sig.

I begyndelsen, da Nordboerne kom til Irland og havde taget fast vintersæde der, hærjede de rundt om i landet. Omkr. 840—845 finder vi dem midt i landet ved Lough Ree og Clonmacnois, i nord i Donegal og Ulster, ved Armagh og Lough Neagh f. eks., og i syd ved egnene om de nuværende byer Limerick, Cork og Waterford. Rundt om anlagde de skanser og fæstningsværker[2]. Hele Irland var, kan man slutte, alt omtr. 850 kommet i berøring med Nordboerne. Vikingerne gjorde vistnok i begyndelsen ikke stort andet end at plyndre og røve; dog søgte allerede Turgeis (Thorgisl) at grunde et stort og paa hedensk vis organiseret nordisk rige i Dublin, og der maa allerede nu være kommet nogen forbindelse istand mellem Nordboerne og Irerne. Thi naar Nordboerne drog paa vikingetog til fremmede lande, førte de faa kvinder med sig. Kvinder var derfor noget af det, de fremfor alt røvede paa sine tog. Det fremhæves udtrykkelig flere gange i aarbøgerne, at vikingerne gjorde et rigt bytte af kvinder. Ogsaa fra andre kanter ved vi, at vikingerne var meget kvindekjære og levede i flerkoneri. Det kan ikke være tvivlsomt, at Nordboerne ligefra den tid, de først kom til Irland, maa være kommet i forbindelse med en mængde irske kvinder, som de for kortere eller længere tid har levet sammen med, og som har født dem børn.

Allerede tidlig blev ogsaa Irerne paa sin side paavirkede af Nordboerne. Vi ser i Irland det mærkelige skuespil, som knapt har sit sidestykke i historien, at de paa mange maader høit kultiverede Irer forlader sin kristendom, opgiver sin hjemlige kultur og antager Nordboernes tro og sæder. Jeg sigter til de saakaldte Gall-Gaedhel (Fremmed-Gæler)[3]. Annalfragmenterne fortæller om dem, at «de var folk, som havde opgivet sin daab, og de blev almindelig kaldt Nordmænd (Normannach), for de var fostret af dem, og om end de oprindelige Nordmænd var grumme mod kirkerne, saa var dog disse langt værre, hvor i Erin de end pleiede at være». Disse Gall-Gaedhel spiller især en rolle mellem aarene 847 og 858, da de synes at være blit ganske oprevne. Selve ordet Gall-Gaedhel, «Fremmed-Gaeler, Fremmed-Irer», betegner egentlig Irer, som har gjort sig til fremmede, er gaat over til de fremmede, d. e. vikingerne. Men ordet gik snart over til at betegne den nordisk-irske blandingsbefolkning, som vikingetogene havde skabt. Dette er ogsaa professor Zimmers forklaring af ordet: «Gall-Gaedhel, d. h. Norweger, Kinder von Norwegern und Irinnen, Iren die sich angeschlossen hatten!»[4] Gall-Gaedhels fører, som blev dræbt i Munster i 857, bærer ogsaa et nordisk navn, Caittil Finn, d. e. Ketil Hvite[5] Han maa altsaa ha været en Nordbo (tilnavnet Finn tyder muligens paa, at han var Nordmand), og han var visselig ikke den eneste af nordisk æt blant Fremmed-Irerne. Det er ogsaa værd at lægge mærke til, at Gall-Gaedhel senere i irske aarbogsoptegnelser og sagnfortællinger blev et navn paa indbyggerne af Hebriderne[6], og at Nordboerne kaldte landskabet Galloway i Skotland Gaddgedlar[7], hvilket tydeligvis er en nordisk gjengivelse af det irske Gall-Gaedhel. Nu ved vi af endnu eksisterende stedsnavne og klannavne saavel som af de historiske forhold, at indbyggerne paa Hebriderne og i Galloway netop var en slig nordisk-keltisk blandingsbefolkning. Og paa øen Man findes der, som bekjendt, en mængde runeindskrifter i nordisk sprog. Men de personer, til hvis minde disse indskrifter er hugne, bærer ofte keltiske navne. Paa enkelte runekors fra Man er der endog ridset ind indskrifter med den irske Oghamskrift. Vi maa af dette ha lov til at slutte tilbage, at Gall-Gaedhel i det 9de aarhundred ogsaa var et sligt blandingsfolk af Irer og Nordboer. At Gall-Gaelhel skildres som vildere og grummere end Nordboerne selv, er naturligt. Thi vi ser rundt om paa jorden, at bastarder af meget forskjelligartede folkeslag jævnlig i begyndelsen fortrinsvis arver forældrenes slette egenskaber.

Omkring 850 maa altsaa Irer og Nordboer allerede ha begyndt gjensidig at paavirke hinanden og delvis at smelte sammen. Ja muligens endog tidligere. I aaret 835 drog der til Skotland for at hjælpe Dalriaderne en irsk høvding fra Oirghialla i Ulster ved navn Gofraidh mac Feargusa[8]. Han er vistnok den samme som den Gofraidh mac Feargusa, der i 851 døde som høvding over Innsi-Gall, d. e. Hebriderne[9]. Navnet Gofraidh kan ikke være andet end det nordiske Godfred, Gudrød (Goðfröðr). Godfred søn af Fergus har da selv været en slags «Fremmed-Irer», eller ialfald en mand, som ved slægtskab eller paa anden maade stod i forbindelse med Nordboerne. Derpaa tyder det kanske ogsaa, at han døde som herre over Suderøerne. Thi her grundede Nordboerne faste nybygder tidligere end i Irland. Denne Godfred Fergussøn er ialfald det ældste eksempel, vi har paa en Irer med et nordisk navn.

Lidt efter midten af det 9de aarhundred hører vi for første gang om ægteskaber mellem nordiske konger eller høvdinger og irske kongedøtre. Dublinerkongen Olav Hvite, der af Irerne kaldtes Amhlaibh Conung, og som kom til Irland i 853, var gift med en datter af Aedh Finnliath, den senere overkonge over Erin (869—879). Sandsynligvis var han ogsaa gift med en datter af Pikternes konge Cinaedh Mac Ailpin, som døde 858[10]. Olav Hvites og Aedh Finnliaths samtidige var Cearbhall (oldn. Kjarvalr), konge af Ossory. Han nævnes ofte i de islandske slægtrækker, hvor det fortælles, at flere af hans døtre var gifte med norske vikinger. Hans datter Fridgerd var gift med Thorer Hima og hans anden datter Rafarta med Øivind Austmand. Desuden fortælles det, at landnaamsmanden Askell Hnokkan var søn af Dufthak, søn af Dufnial, søn af kong Kjarval[11]. Det fortælles ogsaa, at Orknøjarlen Sigurd Lodvessøns mor var datter af kong Kjarval. Dette sidste er vistnok en feiltagelse. Men det er ialfald sandsynligt, at Ossorykongen Cearbhall virkelig har staaet i svogerskabsforbindelse med nordiske vikingehøvdinger. Ogsaa Erins overkonge Maelsechlainns datter Muirgel var vistnok gift med eller stod i elskovsforhold til en af Nordboernes høvdinger i Dublin[12].

Blant de landnaamsmænd, som kom til Island mellem 870 og 900, er der, som bekjendt, en stor procent, som siges at være kommet fra de Britiske Øer, især fra Suderøerne og Irland. Blant disse er der igjen mange, som bærer irske navne f. eks. Bekan, Helgi bjóla, Ólafr feilan, Askell hnokkan, Kalman og hans bror Kylan, eller som har irske mødre og slægtninge. Flere af landnaamsmændene var ogsaa kristne, og om en, Örlyg, søn af Hrapp Bjørnssøn, fortælles det, at han var opfostret af den hellige biskop Patrik paa Suderøerne, og at han og hans efterkommere dyrkede den hellige Columbia[13]. Det er klart, at en flerhed af de nybyggere, som kom til Island fra Irland og Suderøerne, ikke alene har havt besiddelser i disse egne, men at de ogsaa er kommet i nærmere berøring med den indfødte keltiske befolkning.

Ogsaa paa anden maade end gjennem ægteskab begynder i anden halvdel af 9de aarh. Irerne og Nordboerne at nærme sig til hinanden. Erins overkonge Maelsechlainn indbød i 854 Olav Hvite til sin kongebolig og holdt et stort gjæstebud for ham[14]. Baade Cearbhall og Aedh Finnliath foretog flere gange krigstog i forening med Nordboerne[15]. Ja Cearbhall tog endog i sin tjeneste de Daner, som i 853 havde maattet vige for Nordmændene under Olav Hvite[16]. Ved denne tid begynder vi ogsaa for første gang i de irske aarbøger at støde paa Nordboer med irske navne. Det mærkeligste af disse er Glún-iaran (Jernknæ). En mand af dette navn omtales i 895 som Dublinernes anfører[17]. Dette navn forekommer aldrig tidligere i de irske aarbøger, og kan efter hele sin natur ikke være noget oprindeligt personnavn, men maa være et tilnavn. Glún-iaran svarer paa oldnordisk til Járn-kné (Jernknæ). Nu er det at mærke, at den ene af Nordmændenes to halvkonger i 851 kaldes Jargna[18] (d. e. Járnkné). Efterkommere af denne Jargna var ogsaa senere høvdinger i Dublin. I 883 nævnes en Oittir mac Jargna eller Jergni[19] (d. e. Ottar søn af Jernknæ) og i 886 en Eloir (rimeligvis et irsk navn) mac Jargni[20]. Endelig omtales i 896 Glúntradhna (sikkert et irsk navn), søn af Gluniaran, som en af Dublinmændenes høvdinger[21] Alle disse høvdinger maa tydeligvis være slægtninge, efterkommere af den Jargna, som faldt i 851. Vi har altsaa her baade den irske form Glún-iaran og den tilsvarende oldnorske Járnkné brugt som navn paa samme person eller ialfald paa to mænd, hvoraf den ene har været opkaldt efter den anden. Senere forsvinder navnet Járnkné, men Glúniaran holdt sig som navn i den Dublinske kongeæt og bredte sig derfra i det 11te aarh. til irske fyrsteslægter. Dette dobbeltnavn viser, at Irerne har forstaaet betydningen af Járnkné, og i alle tilfælde, at Nordboerne har forstaaet betydningen af Glún-iaran ellers kunde vi ikke ha en Glúntradhna søn af Glúniaran. Selve navnet er rimeligvis først brugt af Irerne og derpaa oversat og optaget af Nordboerne. Thi foruden Glúniaran har vi i irsk Glúndubh (Sortknæ) og lignende navne paa Glún.

I løbet af det 10de aarhundred blir forbindelsen mellem Nordboerne og Irerne endnu intimere. Mange Nordboer i Irland bærer irske navne; der er mange giftermaal mellem de to folk, og mange Nordboer lader sig døbe af Irlændere og bekjender sig til den irske kristendom. Nordboerne i Irland maa allerede tidlig i dette aarhundred ha været udsatte for en stærk paavirkning fra Irerne. Da Nordboer fra Dublin og danske vikinger i aaret 909 beleirede byen Chester, var der, fortæller Aarbogsbrudstykkerne, en mængde Irer i deres hær: «Lochlannerne (ɔ: Nordmændene), som dengang var hedninger, havde mangen en irsk fostersøn». Irerne var mere venner af Lochlannerne end af Danerne. De var villige til at forraade Danerne, men var tro mod Lochlannerne[22]. Paa den tid, da Nordmændene beleirede Chester, var de midlertidig fordrevne fra Irland, og Dublin var i Irernes vold. Naar deres hær alligevel kunde indeholde en stor irsk kontingent, saa viser det, at Nordmændene i Irland selv endnu mindre levede ganske for sig selv, fuldstændig afsondret fra Irerne.

I begyndelsen af det 10de aarhundred har vi ogsaa det første sikre eksempel paa, at en Nordbo er opkaldt efter en Irlænder. En af Nordboernes anførere i 921 var Uathmharan[23], søn af Baard Jarl, som omkring 870 havde styret i Dublin. Uathmharan er et ikke hyppig forekommende irsk navn. En mand af dette navn døde i 871 som herre over Ui-Fiachrach-Aidhne i Galloway (F. M.). En anden Uathmharan, som blev dræbt i 892, var høvding over Ui-Failghe i Leinster (F. M.). En tredje Uathmharan døde i 920, som herre over Luighne i Meath (F. M.). Disse tre høvdinger er de eneste af dette navn, som forekommer i aarbøgerne. Baards søn Uathmharan maa da rimeligvis paa mødrene side nedstamme fra en af dem. Selv var han ogsaa gift med en irsk kvinde, datter af Domhnall[24]; hans børn var visselig halvt irske, halvt norske.

Senere i det 10de aarhundred og indtil Clontarfslaget i 1014 finder irske navne og tilnavne mere og mere udbredelse blant Nordboerne. I Limerick herskede der saaledes 933—937 en høvding ved navn Amhlaibh Ceanncairech (Olav med det skabede hoved)[25]. Omtrent samtidig kom ogsaa, fortæller Cogadh Gaedhel, til Limerick Ivar, sønnesøn af Ivar, og hans tre sønner Dubhcenn (Sorthoved), Cuallaidh (Vildhund) og Aralt (Harald)[26]. Da to af sønnernes navne er irske, men den enes nordisk, saa er det sandsynligt, at de virkelig har baaret sine irske navne. Cuallaidh, som betyder «Vildhund», det vil sige «ulv», er ogsaa i hele sin karakter irsk. Nordboerne kaldte aldrig en ulv «vildhund». Dubhcenn svarer derimod til oldn. Svarthofuð, og er muligens en oversættelse af dette navn. Ogsaa i Dublinerkongernes æt begynder irske navne at bli almindelige. Dublinerkongen Godfred, som døde i 934, havde — ifølge Todd — sønnen Lachtin, der blev dræbt i 974[27]. Lachtin er ialfald et irsk navn. Den navnkundige dublinerkonge Olav Kvaaran (953 —981) var gift med en søster af den skotske konge Constantin III og dels med den irske Gormlaith, som var datter af Leinsterkongen Murchadh og senere ægtede kong Brian Boru. Olav kaldes baade i nordiske og i irske kilder med det irske tilnavn Cuárán (Kvárann d. e. en liden sko). Flere af Olavs børn bærer ogsaa irske navne: Glúniaran, som blev dræbt 989, Dubhgall (den Sorte Fremmede), som faldt ved Clontarf 1014[28] og datteren Maelmaire (Marias Tjener), som var gift med Erins overkonge Maelsechlainn og døde 1021 (F. M.). Olav Kvaarans søn, Sigtryg Silkeskjæg, var ogsaa, som bekjendt, gift med en irsk kvinde, en datter af sin store modstander Brian Boru. Til Dublinerkongernes æt hørte rimeligvis ogsaa en høvding Camman, som nævnes i 960 og var søn af Olav, søn af Godfred[29]. Ogsaa i Waterford har kongeætten irske navne. Kong Ivar af Waterford havde tre sønner ved navn: Gilla-Padraigh (Patriks Tjener, † 983)[30] Donndubhan († 996)[31] og Dubhcenn; den sidste havde igjen sønnerne Goislilin Gall og Amond (Aamund), som begge faldt i slaget ved Clontarf[32]. Ogsaa en høvding, som Brian i 979 fordrev fra Waterford, har irsk navn, nemlig Domhnall mac Faelan[33]. Han maa ha været en hiberniseret Nordbo eller en Irer, som har sluttet sig til Nordboerne.

Men det var ikke bare i kongeslægterne, at de irske navne vandt indpas. Ogsaa ellers i de fornemme slægter, og vel ligeledes til folkets bredere lag bredte de sig. I 957 døde der en høvding, om hvem vi ellers intet hører, ved navn Niall Un h Eruilb (Njaal sønnesøn af Herulv; F. M., Ult.). Denne mands eget navn er irsk; men bedstefaderens er nordisk. Han har sandsynligvis været en Nordbo, hvis slægt har nedsat sig blant Irerne og er bleven halvt irsk. Blant de fornemme Dublinermænd, som faldt i slaget ved Tara 980, var Conamhail søn af Gilla Arri[34] (begge navne er irske). Og blant de nordiske høvdinger, som faldt ved Glenmama i aar 1000, nævnes Cuilen mac Echtighern (begge navne er irske) og Artalach (et irsk navn), søn af Sitric (Sigtryg)[35]. I Clontarfslaget 1014 bar ogsaa flere af Nordboernes høvdinger irske navne: Conmael, en halvbroder af vikingehøvdingen Broder[36]. Olav Kvaarans før nævnte søn Dubhgall, og hans sønnesøn Gilla-Ciardn søn af Glún-iaran[37], samt Donnchad, sønnesøn af Erulb[38].

Vi kan af det foregaaende slutte, at forbindelsen mellem Nordboer og Irer i det 10de aarhundred, især efter 950, blev stedse livligere og livligere. Nordboer giftede sig med irske kvinder, og omvendt Irer med nordiske; konger og høvdinger gav sine børn irske navne. Nordboerne opgav, især efter de ulykkelige kampe ved Tara og Glenmama, baade sit haab om at erobre Irland og sin isolation. De er efter disse slag kun at regne for faktorer i den almindelige irske politik, hvis midtpunkter var Brian og hans slægt i Munster og Maelsechlainn og hans efterkommere i Tara. Dette havde vigtige følger for Nordboerne i Irland. Fra anden halvdel af det 10de aarhundred træffer vi hyppigere og hyppigere nordiske høvdinger, som staar i irske kongers tjeneste. Mathgamhain og hans bror Brian Boru havde fordrevet Nordboerne fra Limerick. Men disse vendte tilbage i 969, erobrede Limericks havn og dræbte, fortælles det, Beolan Litill[39], som tydelig styrede byen under Mathgamhain. Beolan er et ægte irsk navn, men som ogsaa ellers brugtes af Nordboer (f. eks. landnaamsmanden Helgi Bjóla. Litill er derimod utvivlsomt nordisk, «liden». Beoian Litill maa ha været en nordisk høvding, som havde gaaet i Mathgamhains og hans brors tjeneste. Senere tjente ogsaa medlemmer af Waterfordkongernes æt hos Brian. I 1012 dræbtes saaledes en af Brians hirdmænd (fer grada do Brian), ved navn Oslí (Audgisl), søn af Dubhcenn, søn af Ivar[40]. Han var vistnok søn af den før nævnte Dubhcenn, konge i Waterford. Ifølge Njaals Saga (k. 1156) gik Broders fælle Uspak før Clontarfslaget i Brians tjeneste og kjæmpede mod Nordboerne. Dog skildres han i sagaen netop i modsætning til Broder som en ædel og gudfrygtig mand. Baade Beoian Litill og Osli saa vel som de før nævnte høvdinger Domhnall mac Faelan og Niall Ua hEruilb har visselig været halvt Irlændere, halvt Nordboer, folk, hvis nationalitet det maa ha været næsten umuligt at fastslaa.

Denne stadig voksende forbindelse mellem Irer og Nordboer maatte naturligvis faa betydning for begge folks kultur. Først og fremst viser dette sig i, at kristendommen efter midten af det 10de aarhundred vinder større og større udbredelse blant Nordboerne i Irland. Naturligvis er det ogsaa her konge- og høvdingeslægterne, som gaar i spidsen. Olav Kvaaran var døbt i England og det fortælles, at han tog angelsaksiske munke med sig til Irland[41]. Hans børns og børnebørns navne tyder derimod paa nærmere forbindelse med den irske kirke, nemlig datteren Maelmaire og sønnesønnen Gilla-ciáran. — Gilla og mael betyder «tjener». Sammen med en helgens navn danner de de almindeligste irske personnavne. — Naar en Nordbo i det 10de aarh. bærer et saadant med Gilla- eller Mael- sammensat navn, saa viser det, at vedkommende maa være kristen og oplært i den kristne tro af Irlændere. Ogsaa i Waterfordkongeætten har vi i det 10de aarhundred lignende navne, nemlig Gilla-Padraigh, som faldt i 983. Blant fornemme kristne mænd i Dublin kan mærkes den før nævnte Gilla-Arri, hvis søn faldt allerede i 980. Han maa da vel selv ha levet omkr. 950 og være døbt allerede i første halvdel af det 10de aarhundred. I det hele maa man antage, at kristendommen efter midten af det 10de aarhundred begyndte at vinde almindelig udbredelse blant Nordboerne i Irland. Inisfallens Annaler (Codex Dubliniensis) fortæller endog for aar 948: «Nordboerne i Dublin antager troen og døbes paa denne tid»[42]. Dog maa man ikke stole for trygt paa Inisfallen-aarbøgerne. Vigtigere er det, hvad alle Aarbøger er enige om, at Olav Kvaaran efter det ulykkelige slag ved Tara drog paa pilgrimstog til den hellige Columbas ø Iona, «hvor han døde (981) efter bod og et godt liv» (d. e. i munkekutten)[43]. De irske aarbøger siger intet om, at han, hvad man ellers skulde tro, var den første nordiske konge eller høvding, som valfartede til Iona. De fremstiller det tværtimod som en dagligdags begivenhed. Det hændte jo ogsaa meget hyppig, at irske høvdinger efter et stormfuldt liv endte sine dage i munkekutten i bøn og faste.

Ikke mange aar efter slaget ved Tara — i 994 — bortførte kong Maelsechlainn Thors hellige ring fra Dublin (F. M.), og i aar 1000 efter slaget ved Glenmama ødelagde Brian Thors hellige lund udenfor Dublin[44]. Hermed var alle ydre spor af Nordboernes hedenskab forsvundet. Nordboerne var sikkerlig endnu længe opfyldt af tanken paa Valhals straalende gudeverden. Kristendom og asatro kunde saa godt trives side om side i en vikingehjerne. Det ser vi bedst paa øen Man, hvor kristne mænd endnu i slutningen af det 11te aarhundred reiste kristne kors over sine afdøde frænder og smykkede dem, ikke med billeder fra Bibelen, men med fremstilling af æsers og sagnheltes liv. Men fra aar 1000 og ialfald før 1014 maa kristendommen regnes for Nordboernes almindelige religion i Irland.

Fra tiden omkring Clontarfslaget findes der en skildring af Dublin, der viser os denne by som fuldstændig kristen. Mac Liag er en af de berømteste irske Digtere fra gammel tid. Han levede ved Brian Borus hof og blev af ham udnævnt til ard-ollamh over Erin[45]. Mac Liag levede endnu paa Clontarfslagets tid, om han end ikke selv deltog i kampen, og blev dybt grebet af sin herre og velgjører kong Brians fald. En af dem, som blev dræbt i kampen, var ogsaa Tadhg O'Kelly, konge over Ui Maine, hvem kong Maelsechlainn forgjæves havde søgt at faa til at svigte Brian. Men Tadhg vilde ikke være forræder og kjæmpede som en af de tapreste paa Brians side.

Over denne Tadhg O'Kelly har Mac Liag skrevet et mindedigt, som er bevaret i det gamle haandskrift «Book of Ui Maine», der er sammenskrevet omkr. 1350—1372 og nu opbevares i British Museum. Den flittige samler Eugéne O'Curry, fra hvem jeg har hentet disse oplysninger, har oversat begyndelsen af digtet i sin bog «Manners and Customs of the Ancient Irish» (II, s. 125). Den lyder saaledes:


Heavily, — yet lightly, — I have come to Dublin,
To the Court of Amlaibh[46] of the golden shields;
From Dublin of the swords and the graves,
Swiftly, yet slowly, shall be my departure.
O men of Dublin of the bells!
Including abbots and bishops,
Raise not the earth over Tadhg,
Until I have bestowed upon him a last look.
Ye sons of Harold[47] ye reddeners of spears!
Ye remmants of Lochlann's[48] heroic bands!
Ui Maine's chief is of no foreign growth,
Or a remnant af an ignoble spurious race.


Indholdet viser tydelig, at digtet maa være skrevet lige efter Clontarfslaget. Digteren har ilet til Dublin for at kaste et sidste blik paa den faldne helt Tadhg. Virkningerne af slaget, bl. a. for kristendommen i Dublin, kan saaledes endnu ikke ha faat tid til at vise sig, og dog skildres Dublin som en kristen by: «O mænd i klokkernes Dublin, indbefattet abbeder og biskoper!» (a lucht Atha Cliath na dog eidir abaidh is easbog). — Udtrykket «abbeder og biskoper» synes at pege hen paa den irske kirke. — Der synes ikke at være nogen grund til at tvivle paa digtets ægthed. Vi har altsaa her et samtidigt vidnesbyrd om, at Dublin allerede før 1014 var at regne for en kristen by.

Et andet spørgsmaal er: Hvor dybt var Nordboerne ved denne tid trængt ind i irsk kultur? Jeg skal ikke her behandle spørgsmaalet om irsk paavirkning paa nordisk kultur i sine enkeltheder. Jeg skal bare pege paa en del faktiske forhold. Jeg har før nævnt, at naar Nordboer bærer navne sammensat med Gilla- og Mael-, saa viser dette, at vedkommende er døbt og oplært i kristendommen af Irlændere. Olav Kvaarans valfart til Iona viser ogsaa kjendskab til og ærbødighed for irsk kristendom. Vigtigere er det dog, at man allerede før Clontarfslagets tid kan paavise geistlige af nordisk herkomst i Irland. I 1012 døde Connmhach Ua Tomhrair (d. e. sønnesøn af Thorer), præst i Clonmacnois[49]. Han maa visselig, det viser bedstefaderens navn, være af nordisk herkomst.

Det ser endog ud, som om Nordboer allerede i første halvdel af 11te aarhundrede studerede i Clonmacnois og ved andre irske munkeskoler. Chronicum Scotorum nævner ved aar 1024 et sted i Clonmacnois, som kaldes Garda-an-bninbh (Svinets gaard). Senere omtaler den samme krønike og ligeledes de Fire Mesteres Annaler ved aar 1150 et andet sted i Clonmacnois ved navn Garda-na-gamhnaighe (Melkekoens gaard). Ordet garda forekommer bare to andre steder i den ældre irske litteratur. Kong Maelsechlainn fik i 989 af vikingerne i Dublin en skat bestaaende af «én unse guld af hver gaard» (uince dir gacha garda)[50]. I det gamle skrift Lebar-na-Cert («Rettighedernes bog») findes der et digt om den hellige Patrik, som omvender vikingerne i Dublin. Her fortælles der, at der til Patrik blev givet en skat: «tre unser blev paalagt i skat i vikingernes gaarde» (angardaib nan Gaill)[51]. Begge steder er ordet garda brugt om vikingerne i Dublin. Zimmer har gjort opmærksom paa, at garda ikke er andet end oldn. garðr. Da ordet ellers ikke findes i irsk, kan Irerne ikke ha opfattet det som hjemligt. Det maa snarere siges at være en irsk gjengivelse af et nordisk ord. Dette viser, at Garda, som stedsnavn, maa betegne et sted, hvor Nordboer har boet. Nu ved vi, at Nordboerne efter Turgeis's tid — med undtagelse af kortvarige plyndringer — aldrig har været herrer i Clonmacnois[52]. De Nordboer, som har været i Clonmacnois, maa ha boet der paa fredelig vis. Det er bekjendt, at Clonmacnois næst efter Armagh var Erins fornemste helligdom. Clonmacnois var ogsaa et af de ældste og navnkundigste lærdomssæder i Irland. Skolen der var grundlagt af den hellige Ciaran omkr. aar 544. St. Ciarans kloster voksede snart op til at bli en hel by, hvor studenter samledes fra nær og fjærn. Høiskolen i Clonmacnois havde ogsaa en fordel fremfor alle andre lærdomssæder i Irland. Den tilhørte ingen enkelt stamme. Den fik sine abbeder og lærere fra de forskjellige stammer i Erin. Den blev derved et virkeligt universitet[53]. Hvad under da, om Nordboer ogsaa har besøgt denne Irlands mest kosmopolitiske høiskole!

Man har ogsaa eksempler paa, at andre fremmede studerede i Clonmacnois, saaledes Angelsakseren Alcuin[54]. Og ved skolen i Lismore studerede baade Angelsakser, Tyskere og mænd fra Frankrig[55].

Hvad er da rimeligere, end at Garda-an-bainbh og Garda-na-gamhnaighe i Clonmacnois betegner steder, hvor Nordiske pilgrimme og studerende i Clonmacnois har boet? Disse to stedsnavne viser, synes jeg, at Nordboer har studeret i Clonmacnois, og det allerede i første halvdel af 11te aarhundred; thi Garda-an-bainbh omtales jo alt ved aar 1024. Men dette fører os videre; det forklarer en hidtil næsten uforstaaelig gammel fortælling, som Zimmer har benyttet i sine «Keltische Beiträge» (III, s. 100 ff.). Haandskriftet, hvori den findes (Land MS. 610), er fra det 15de aarhundred og indeholder mange meget gamle ting[56] Jeg gjengiver her fortællingen efter Zimmers oversættelse:

«Rumund [mac Colmain, d. e. kong Loegaires søn af Nialls slægt, Irlands kongelige skald] han gjorde dette digt, og laid luascach er metrets navn.» Derpaa fortælles det, at Rumund under en hungersnød valfartede til Rathan. Men indbyggerne vilde ikke lade ham komme ind i byen, før han i et digt havde fortalt, hvor mange bretter der var i kapellet i Rathans kirke. Dette gjorde han efter guddommelig inspiration. Derpaa følger umiddelbart efter en ganske forskjellig fortælling, som af en eller anden grund er blit knyttet til Rumund: «Han gjorde derpaa et digt for de fremmede i Dublin (do Gallaibh Atha Cliath), og de fremmede sagde, at de ikke vilde give ham løn for hans digt. Da gjorde han sit navnkundige vers og sagde: «Hvis nogen mig digterløn nægter, saa gjerne for mig; .... jeg vil gjøre det, saa at han selv fælder sin egen dom.» Og det var den dom, han fældede: en penning (pingind) for hver lavættet fremmed og to penninger for hver høiættet fremmed[57]. Og der fandtes ingen fremmed, som ikke gav to penninger; thi det blev ikke anset for sømmeligt, at nogen blev kaldt en lavættet fremmed. De fremmede sagde da til ham, at han skulde prise havet; for de vilde se, om han havde leveret originalpoesi. Han priste da havet og sagde i drukkenskab: «Der er en stor storm paa Lers marker» (en kjenning for havet). Han tog sin løn med sig til Cell Belaig i Magh Constantin; thi denne kirke (Cell Belaig) var en af Ua Suanaidhs kirker, og Magh Constantin hed det altsammen. Thi hver mark, som Constantin havde pløiet, tilhørte den hellige Mochuda, og marken er opkaldt efter Constantin. Dette sted (Cell Belaig) var dengang saaledes: Der var syv gader af fremmede ( VII straitde do Gallaib), og paa grund af størrelsen gav Rumann en tredjedel af sin løn til kirken og en tredjedel til skolen; en tredjedel tog han med sig hjem til Rathan[58]. Der døde han, og blev jordet i samme grav som Ua Suanaidh, paa grund af den ære, som han nød hos Gud og mennesker.

Zimmer har vist, at vi her har to fortællinger, som oprindelig ikke har havt noget med hinanden at gjøre. Den ene angaar den berømte digter Ruman mac Colmain, der døde 742. Men Ruman var et ikke ualmindeligt irsk navn. Der har da rimeligvis senere levet en anden digter af samme navn. Eller ogsaa er, som Zimmer mener, Ruman et æresnavn paa digtere og lærde (Bomanus, Romeren). Ialfald er det sikkert, at to mænd her er sammenblandede, nemlig Ruman mac Colmain og en anden digter med samme navn eller tilnavn, som levede ved aar 1000. Denne sidste Ruman er det, som har fremsagt sit kvad for de fremmede i Dublin og i drukkenskab kvædet om stormen paa Lers marker. Hele denne fortælling passer i sin karakter slet ikke til den for sin hellighed berømte Ruman mac Colmain. Zimmer har endvidere paavist, at den sidste fortælling handler om vikingerne i Dublin. Derpaa peger ikke bare betegnelsen Gall Atha Cliath, men ogsaa det nordiske laanord pingin (penningr)[59]. Og først og fremst det, at Ruman faar lov til at dømme i sin egen sag, det gammelnordiske sjalfdoemi. De aristokratiske vikinger foretrækker at give to penninger fremfor at kaldes lavættet. Og var det ikke naturligt, at vikingerne, fortidens bedste sjøfarere, kunde finde paa at fordre, at Ruman skulde kvæde om havet? Hornene har gaaet rundt i hallen; Ruman er alt blit drukken, og saa kvæder han freidig om havet.

Alt dette passer ypperlig til hvad vi ellers ved om livet ved vikingekongernes hird. Zimmer mener, at fortællingen stammer fra omkr. aar 1000 eller fra begyndelsen af det 11te aarhundred. Men hvordan skal man kunne forklare sig, at der tales om syv gader af fremmede i Cell Belaig? Hvad jeg før har meddelt om Nordboer i Clonmacnois viser, at der alt ved aar 1000 fandtes Nordboer, som blev oplært til præster og studerede ved irske munkeskoler. Og naar det var saa i Clonmacnois, hvorfor da ikke ogsaa i det ved Dublin nærliggende Cell Belaig? At der var syv gader, hvor de fremmede (d. e. Nordboerne) boede, er vel en overdrivelse. Men at der ved aar 1000 fandtes Nordboer i Cell Belaig, er i og for sig ingen umulighed. Dette, at man tør stole paa den usandsynligste del af fortællingen om Ruman, giver paa den anden side hele fortællingen et større sandsynlighedens præg. Vi tør tro, at den giver os et sanddru billede af livet i Dublin ved begyndelsen af det 11te aarhundred. Vi tør tro, at irske skalde ved aar 1000 optraadte ved Dublinerkongens hird. Men dette forudsætter igjen, at kundskab i irsk sprog og kjendskab til irsk kultur ved aar 1000 var almindelig i Dublin, ialfald blant de høierestaaende Nordboer.

Resultatet af den foregaaende undersøgelse er: Omkring aar 1000 var ægteskaber mellem Nordboer og Irer meget hyppige. Mange børn af nordiske fædre bar irske navne og forstod visselig baade nordisk og irsk. Kristendommen var almindelig udbredt blant Nordboerne i Irland. Dublins konger valfartede til Erins helligdømme. Mænd af nordisk æt var præster og Nordboer studerede ved de irske munkeskoler i Clonmacnois og Cell Belaig. Irske skalde optraadte ved Dublinerkongens hird og fremsagde sine irske kvad, som blev forstaaet af de norsk- og dansktalende vikinger. Vikingerne levede ikke, som mange tror, afstængt fra de indfødte i de fremmede lande, hvor de grundede nybygder. De sad ikke bare i gudehovet og gabede over sine blotgryder. De blandede sig tværtimod med de fremmede folk, indgik ægteskaber med deres kvinder, tog tjeneste hos deres høvdinger og søgte at optage i sig det bedste, det levedygtigste af deres kultur.

Mange lærde mener, som før nævnt, at der ikke kan være tale om nogen paavirkning enten fra Nordboerne paa Irerne, eller omvendt fra Irerne paa Nordboerne under vikingetiden. Mr. Craigie siger f. eks.[60]:


«Despite the close connection between the invaders with the natives which existed at various times and places (e. g. the reign of Olaf Kvaran at Dublin), the general mass of the people on both sides could have known but little of each another. From the followers of Brian who knew no Norse, and only met the strangers on the field of battle, one could expect little knowledge of their names and history, while the adventurer from Orkney or Iceland would know just as little about the personality of the fierce warriors, who resisted his attempts to plunder. If we consider the tone of works like the War of the Gaedhil with the Gaill, it will not surprise us, that the Irish historians shew so little real acquaintance with the men who were constantly with them for more than two centuries. If, on the other hand, we consider the scanty traditions on which Ari and others must have worked, we shall not expect very exhaustive details regarding the Norsemen in Ireland (-) The general tone of our historical material may well make us doubt, whether the Irish and the Norsemen ever understood each another to any appreciable extent.»


Intet er mere uhistorisk end den anskuelse, som Mr. Craigie gjør sig til tolk for. At to folk i mere end to hundrede aar skulde kunne bo side om side i et land som Irland, der ved havet var adskilt fra andre lande og dannede — saa at sige — en verden for sig, det synes utroligt. Jeg har i det foregaaende søgt at vise, at der ved aar 1000 maa ha været en intim forbindelse mellem Irer og Nordboer. Det er heller ikke saa, som Mr. Craigie paastaar, at det gamle skrift Cogadh Gaedhel viser lidet kjendskab til nordiske forhold. Dets forfatter maa endog, som min far professor S. Bugge søger at vise[61], ha øst af nordiske kilder. Og hvad kjendskab har forfatteren f. eks. til Irlændernes forhold i det nordlige Irland? Vi maa huske, at Cogadh Gaedhel ikke er en Irlands, men bare en Brian Borus historie. Det, som ikke vedkommer Brian, omtaler forfatteren ikke. Ja det eneste, som igrunden skildres udførlig i Cogadh Gaedhel, er Brians tidligste bedrifter og fremfor alt Clontarfslaget i 1014. Naar det gjælder dette, véd forfatteren f. eks. at fortælle, hvad Sigtryg Silkeskjæg talte med sin hustru om oppe paa Dublins mure, og hvad Broder sagde til sin ledsager, før han dræbte Brian. Alle Nordboernes anførere opregnes, osv.

Krøniker, som skildrer begivenheder, der ligger hundrede til halvandet hundrede aar forud i tiden for Clontarfslaget, viser endog nøie kjendskab til nordiske forhold. De gamle og meget paalidelige aarbogsbrudstykker (Three Fragments) véd at fortælle detaljer om Nordmændenes og Danskernes beleiring af Chester i 909 (s. 227 ff.) og om Lodbrokssønnernes tog til Spanien og Afrika (s. 159 ff.). Forfatteren af dette skrift paastaar endog, at han har nøie kjendskab til Olav Hvites tog til Norge i 871, og hvad der hændte paa dette tog (s. 195).

Det er vistnok saa, at de islandske sagaskrivere taler lidet om Irland. Men de taler heller ikke meget om forholdene i England eller i Skotland og paa Suderøerne, og dem maa de dog ha kjendt. Og hvor mager er ikke f. eks. skildringen af Magnus Barfods Vesterhavstog ? Og derom maa der dog ha gaaet frasagn i Norden. Der har visselig baade paa Island og især i Norge været fortalt mangt og meget om Nordboernes kampe i Irland, fortællinger, som nu forlængst er tabte, ja som kanske aldrig har været nedskrevne. Fortællingen om Briansslaget i Njaalssaga viser ialfald tilbage til en selvstændig islandsk tradition om denne Nordboernes største kamp i Irland. Og «Darradssangen» som ogsaa er bevaret i Njaalssaga, viser hen til en anden tradition om Briansslaget, en tradition, som over Orknøerne eller Caithness er vandret fra Irland til Island. Man siger, der er faa irske laanord i oldnorsk og islandsk. Ved nærmere undersøgelse kan der vistnok findes flere. Desuden maa man, som min far professor Sophus Bugge fremhæver, huske paa, at vi ikke kjender noget til Nordboernes sprog i Irland. Det er vel ikke tvivlsomt, at Nordboerne der og paa Suderøerne brugte en mængde keltiske laanord. Disse gik naturligvis hurtig af brug blant de Nordboer, som fra Irland og Suderøerne udvandrede til Island. Paa lignende maade ser vi, at de fleste af de landnaamsmænd, som selv bærer keltiske navne, giver sine børn nordiske navne. Kjallak havde sønnerne Helge, Eiliv, Asbjørn, Bjørn, Thorstein, Thorbjørn og Gissur[62], og Konal havde sønnen Karle[63]. Forbindelsen mellem Island og Irland ophørte heller ikke ganske, om vi end hører lidet derom. Olav Paa, hvis mor var en irsk kongedatter, besøgte saaledes Irland og kunde selv tale irsk som en indfødt. Islandske skalde, som Gunnlaug Ormstunge, besøgte Dublinerkongens hird, og islandske kjøbmænd seilede ofte til de irske havnestæder, f. eks. Hrafn Hlymreksfari (Limericksfarer)[64] og Thorodd fra Medalfellsstrand og Gudleif fra Straumsfjord, som begge pleiede at seile paa Dublin[65]. I aar 1000 kom der ind til Snæfellsnes paa Island et skib fra Dublin med en besætning af irske og suderøiske mænd, men faa norske. En kristen Suderøing var i 980 ombord paa Herjulv den gamles skib, som seilede til Grønland og underveis oplevede det forfærdelige sjøskjælv (hafgerðingar). Til minde om dette forfattede han Hafgerðingadrápa. I dette digt omskriver han Gud med kjenningen munka reynir (munkenes prøver)[66]. Man maa af dette slutte, at forfatteren er kommet i forbindelse med keltisk kristendom og klosterliv. Han har visselig faat sin opdragelse eller kanske været munk paa Columbas hellige ø Iona. Vi véd jo, at irske munke med forkjærlighed søgte til havets fjærneste øer, og at de før Nordmændene var kommet til Færøerne og Island. Dette var kanske grunden til at han fulgte med til Grønland. Islændinger deltog ogsaa, som bekjendt, i Brianslaget og kjæmpede under Orknøjarlen Sigurd Lodvessøns mærke. Men efter denne tid synes forbindelsen mellem Island og Irland at være ophørt.

Clontarfslaget i 1014 danner i den almindelige bevisthed en mærkepæl i Nordboernes historie i Irland. Man mener, at dette slag bragte kristendommen til at seire blant Nordboerne i Vesten. Som jeg før har nævnt, maa kristendommen alt ved aar 1000 ha været almindelig udbredt i Dublin og de andre nordiske byer i Irland. Men efter Clontarfslaget forsvandt vistnok hedenskabets sidste rester. Og først efter denne tid kan vi tale om kristendommen som Nordboernes statsreligion i Irland. Nu bygger de kirker og organiserer kristendommen. Før havde de været mere indifferente og ladet hver mand blive salig i sin tro. Vigtigere er det dog, at Nordboerne i Irland fra nu af bliver overladt ganske til sig selv, uden hjælp udenfra. Lige før Clontarfslaget er det sidste gang, at fremmede vikinger fra England, fra Normandie, fra Danmark og fra Norge lander ved Irlands kyster. Med Man og Hebriderne vedblev der fremdeles at være en livlig forbindelse, og delvis ogsaa med Orknøerne. Men bare tre gange efter aar 1014 hører vi om forbindelse mellem Nordboerne i Irland og moderlandet Norge. Første gang var, da Harald Haardraade gjorde sit Englands tog. De næsten samtidige og meget paalidelige Tigernachs Annaler fortæller ved 1058[67]: «En flaade (ført) af kongen af Norges søn, sammen med de fremmede fra Orknøerne, Hebriderne og Dublin for at bemægtige sig Englands kongerige, men Gud tillod det ikke.» [Longes la mac rig Lochland, co nGallaib Indsi Orcc 7 Indsi Gall 7 Atha Clialh, do gabail rigl Saxan, acht nocor deonaig Dia sin]. Anden gang var, da Magnus Barfod foretog sit store Vesterhavstog, og tredje gang, da Haakon Haakonssøn paa sit Skotlandstog fik bud fra Irerne, om han vilde hjælpe dem mod Englænderne. Ellers var der ingen forbindelse, og Nordboerne i Irland var praktisk talt henvist til sig selv. Følgen af dette er først og fremst, at de nordiske riger i Irland fra nu af ophører at spille en dominerende rolle i Irland. Selve Dublinerriget er snart uafhængigt, snart staar det under irske konger eller under irsk overhøihed. Den første af disse var Leinsterkongen Diarmid Mac Maelnambo, som i 1052 vandt magten i Dublin. Diarmid var dog rimeligvis i slægt med de tidligere Dublinerkonger; han havde bl. a. en søn ved navn Ghiniaran (Jernknæ), som foran nævnt, et almindeligt navn i den Dublinske kongeæt. Begge faldt i 1072 (F. M.). Efter Diarmids død fik Dublin igjen en konge af nordisk æt, nemlig Godfred søn af Ragnvald. Men han blev fordrevet og døde alt i 1075 (Loch Cé). Saa fik Munsterkongen Toirdelbach O'Brian magten (Tig.); men han blev alt i 1078 fordrevet af deu Manske konge Godfred Meranach eller, som han ogsaa kaldes, Godfred Crovan (F. M.). Godfred Meranach blev siden (i 1094) fordrevet af Munsterkongen Muirceartach, Erins overkonge (F. M.). Dublin blev nu et lydrige under Munster, men fik sin egen underkonge i Diarmid Mac Enna, konge af Leinster, som døde i 1117 (Scot.). Muirceartach selv døde i 1119 (F. M.).

I 1125 kom Dublin paany under Leinsterkongen som lydrige under Erins overkonge Toirdelbach mac Ruaidhri (Tig.). Aaret efter indsatte Toirdelbach sin egen søn som konge i Dublin (Tig.). Snart efter fik dog Dublin igjen sine konger af nordisk æt, og disse styrede, indtil Englænderne i 1170 erobrede byen. Dog søgte Leinster stadig at bevare en slags overhøihed. Ogsaa i Waterford herskede der hyppig irske konger. 1037 dræbtes saaledes Cumumhan h. Raband, konge af Waterford (Tig.). Seksti aar senere var Munsterkongen Muirceartach herre over Waterford[68], og Waterford synes efter den tid at ha været en vasalstat under Munsterriget. Dog styredes byen ogsaa senere af nordiske høvdinger. I 1130 nævnes saaledes Amhlaibh af Waterford (Chron. Scot.), og Giraldus Cambrensis omtaler ogsaa nordiske høvdinger i byen ved Englændernes erobring[69]. Limericks historie kjender vi lidet til; men ogsaa denne by havde visselig ofte irske fyrster. Giraldus taler saaledes om «Duvenaldus rex Limericensis»[70]. Paa den anden side kunde det ogsaa hænde, at mænd af nordisk æt blev høvdinger over irske stammer, hvis toldinspektør Vogt har ret i sin formodning, at Olav Kvaarans søn Duggals søn var konge over Syd-Bregia[71].

Følgen af denne nære politiske forbindelse mellem de nordiske og de irske riger i Irland var naturligvis et nærmere socialt samkvem ogsaa mellem de to folk indbyrdes. Mærkeligt er det især, hvormange Irer det er som begynder at bære nordiske navne. Af navne, som især bliver almindelige blant Irerne, kan nævnes: Amhlaibh (Olav), Sitric (Sigtryg), Imhar (Ivar) og Raghnall (Ragnvald). Dernæst kommer Goffraigh (Gudrød), og de paa Hebriderne almindelige navne Somhairle (Sumarlide), Ladhmann (Lagman) og Maghnus. At opregne alle de Irlændere, som i tiden mellem 1014 og Englændernes erobring bærer nordiske navne, vilde blive for vidløftigt. Jeg skal blot nævne enkelte: Sitric Hua Flandacan, af stammen Ui Mane omtales 1034 (Tig.). I 1049 nævnes Imhar h'Ua Beice, konge over Ui Meath (Loch Cé). I 1074 nævnes Raghnall Ua Madadhain, tronarving til Oilech (Loch Cé). I 1103 nævnes Raghnall Ua h'Ocan, lovgiver for stammen Telcha Oec (Loch Cé). Især fra begyndelsen af det 12te aarhundred blir, som ogsaa Mr. Faraday fremhæver, nordiske navne mere og mere almindelige blant Irerne, «occurring on nearly every page of the Annals». Faraday siger: «From 1180 to the end of the Annals of Ulster (200 years) the Ui Conchobuii (O'Conor) were never without a Maghnus or Mac Maghnusa. During the same period, the chief of Muintir Eolais was always a Raghnall or Mac Raghnaill, and Mac Raghnaill became the surname of the family. Among the Ua Raghallaigh (O'Reilly), Goffraigh and Maghnus are frequent; the female name Raghnailt (d. e. oldnorsk Ragnhildr).»

Ogsaa udenfor kongeslægterne bredte irske navne sig. Blant de Dublinmænd, som faldt i 1103, var Beolian armunn[72] (Bjolan aarmand, F. M.). En fornem mand i Waterford, som faldt i 1134, hed mac Gilla Muire maic Gilla Guit [d. e. søn af Gilla Maire, søn af Gilla Gott, Tig.]. En Nordbo fra Limerick, som i 1130 stjal kostbarheder fra domkirken i Clonmacnois, hed Gilla Comhyhain (F. M.). En anden Limerieksmand, som blev dræbt i 1171, hed Foirne mac Giollacaindigh (F. M.).

Trods denne sterke irske indflydelse vedblev dog Nordboerne i Irland lige ned til Englændernes erobring at bevare sit sprog og sin nationalitet. At de den hele tid følte sig som Nordboer, viser sig kanske bedst i deres opposition mod den irske kirke og den styrke, hvormed de — især i slutningen af det 11te og begyndelsen af det 12te aarhundred — sluttede sig til den angelsaksiske kirke og anerkjendte erkebiskopen af Canterbury som sit religiøse overhoved. Jeg kan ikke skjønne andet end at dette maa ha sin grund i raceforskjellen mellem Irer og Nordboer. Nordboerne følte sig nærmere i slægt med Angelsakserne end med Irerne. Da Dublinerkirken blev ordnet, sad jo desuden Knut den Stores æt paa Englands trone, og senere blev med William Erobreren Normannerne herrer i England. Ogsaa maa man huske, at Dublins første kristne konge, Olav Kvaaran, var døbt i England af erkebiskopen af Canterbury. Forøvrigt henviser jeg, hvad dette interessante spørgsmaal angaar, til professor G. Stokes i hans «Ireland and the Celtic Church» (Lecture XVI).

At Nordboerne i Irland endnu i 1170 følte sig som Nordboer — eller rettere som Nordmænd —, det viser ogsaa Englændernes erobring af Dublin. Da Dublin i 1170 var indtaget, flygtede kongen, Aaskell, ud af landet. Aaret efter kom han tilbage med en stor flaade og hjælpetropper fra Eir (= oldn. eyjar, Suderøerne?), Man og Norwiche (Norge)[73] eller som Giraldus Cambrensis siger cum Norwagiensibus el insulanis[74]. Hans fornemste kampfælle var Johan le Devé (Johannes pe Wode, Johannes hisanus). I de irske aarbøger siges det, at han var en Nordmand fra Innsi-hOrc (Orknøerne). Det normanniske digt om erobringen kalder ham nevø af kongen af Norwiche (d. e. Norge). Dublinerkongen Aaskell har altsaa været paa Orknøerne eller muligens endog i Norge for at faa hjælp til Nordboernes sidste store kamp i Irland. Dette vilde han ikke have gjort, havde han ikke betragtet sig selv som en Nordbo og været betragtet som saadan af sine stammefrænder i hjemlandet. Vi kan ogsaa se, at Giraldus Cambrensis, som kom til Irland sammen med de engelske erobrere, betragtede indbyggerne af Dublin og Waterford (Ostmanni) som en egen nation, forskjellig fra Irerne. Han fortæller saaledes, at da Jarlen Strongbow i 1174 gjorde et tog til Munster, fik han hjælp af Dublins Østmænd, som sendte 400 rustede krigere[75]. Samme aar gjorde Østmændene i Waterford opstand og nedsablede den engelske besætning i byen og i Ragnvalds taarn (turris Raghnaldi)[76].

Men ikke nok med at Østmændene i Irland endnu omkring 1170 følte sig som et eget folkefærd, forskjelligt fra baade Irer og Engelskmænd, de maa ogsaa ha bevaret sit nordiske sprog. Der findes ingen skriftlige mindesmærker fra Nordboerne i Irland. Men man kan, som min far professor Sophus Bugge ogsaa mener, slutte det af flere irske stedsnavne.

Byen Waterford i det sydlige Irland var en gammel nordisk koloni, hvor der endnu i slutningen af det 13de aarhundrede boede Østmænd. Denne by kaldes den dag idag af Irerne ikke Waterford, men Port-Lairge. Nordboerne derimod kaldte byen for Veðrafjǫrðr[77]. Af dette navn maa Englændernes Waterford være en omændring. Den nærliggende by Wexford var ogsaa en gammel nordisk by. De Fire Mesteres Aarbøger taler saaledes for aaret 1137 om «de Fremmede fra Dublin og Wexford». Og Giraldus omtaler ogsaa byen paa en saadan maade, at man kan skjønne, den var befolket af Østmænd. Men ogsaa denne by har paa irsk et ganske forskjelligt navn, nemlig Loch-Garman. I engelsk-latinske skrifter og brevskaber fra omkr. 1200 kaldes byen aldrig Loch Garman, men altid Weisefordia, Weseford. Dette viser tilbage paa en nordisk form (Veisufjǫrðr?), som har været Nordboernes navn paa byen. Forbjerget Howth ved indløbet til Dublin kaldes i brevskaber fra tiden kort efter Englændernes erobring Hofda, Houete, Houeth, hvilket som Worsaae alt har paavist, er det nordiske «hofud» eller «hoved»[78]. Paa irsk kaldes derimod forbjerget Ben Edair. Øen Inishpatrick i grevskabet Dublin udleder sit navn af det irske Inis-Padraicc, «Patriks Ø». I engelsk-latinske aktstykker fra 13de og 14de aarhundred kaldes den derimod Holmpatrik, Holme Patrick, Holpatrik[79]. Dette navn kommer, ligesom Holm Patrick (nu Peel) paa Øen Man, af oldn. holmr, holme[80]. Nordboerne har ligefrem oversat Inis-Padraicc med Holm-Patrik. Til grevskabet Dublin hører ogsaa øen Irelands Eye, d. e. «Irlands Øie». Denne øs oprindelige irske navn var Inis-Ereann, som forklares «Eires ø»[81]. Dette navn forstod Nordboerne som «Irlands Ø», og følgelig kaldte de øen Irlands Ey. Da Englænderne kom til Irland, hørte de Nordboerne bruge dette navn. Men de misforstod det nordiske ey (ø) og opfattede det som det engelske i lyd nærliggende eye (øie). Saaledes er «Eires Ø» gjennem to folkeetymologier blevet til «Irlands Øie» (paa latin Oculus Hiberniæ). I nærheden af Dublin, et stykke længere oppe ved Liffey ligger et sted, som endnu kaldes med det nordiske navn Leixlip, d. e. oldnorsk laxhlaup, et sted hvor laksen hopper[82]. Giraldus Cambrensis omtaler dette sted i sin Topographia Hiberniae (Dist. II, c. XLI og XLII). Han fortæller, at der baade i en elv i det sydlige Munster og i elven Liffey er en klippe, som laksene pleier at hoppe over. (Similis hujus in Avenliphensi fluvio non procul a Dublinia saltus reperitur.) Ogsaa i latinske brevskaber fra 13de aarhundred kaldes stedet Saltus Salmonis[83]. Vi kan af dette navn slutte, at Giraldus Cambrensis i Dublin har hørt navnet Laxhlaup, og at Østmændene i Dublin endnu ved den tid havde bevaret saa meget kjendskab til nordisk sprog, at de forstod ordets betydning. Foruden de foran omtalte navne kan mærkes navnene paa tre af de irske provinser: Ulster, Munster og Leinster. Paa irsk kaldes de: Ulaidh, Mumhain og Laighin. De engelske navne kan, som min far prof. Bugge peger paa for mig, ikke udledes af de irske. Nu kaldes Ulster i de islandske sagaer Ulaztir, d. e. Ulads tir (den irske Gen. pi. Uladh med den nordiske genitivsendelse s og det irske Ur, land, egn). Heraf maa det engelske Ulster udledes. Og paa samme maade er vistnok Leinster og Munster dannede. Englænderne har med andre ord optaget Nordboernes navne paa tre af de store hoveddele af Irland.

Af disse navne kan man drage flere slutninger. Østmændene har, da Englænderne kom til Irland, havt sine egne navne paa en mængde byer og steder, navne, som var forskjellige fra de, som Irerne brugte. De har brugt ordene: fjorðr, ey, holmr og hofuð. De har forstaaet betydningen af Laxhlaup, og de har havt den nordiske genitivsendelse -s. I mangel af skriftlige mindesmærker synes jeg ikke, man kan forlange bedre vidnesbyrd om at et sprog virkelig har været talt paa en given tid.

Vi tør saaledes slutte, at der endnu i 1171 levede nordisk sprog og nordisk nationalitet i Irland. Men et andet spørgsmaal er det: Hvor længe derefter vedblev Nordboerne i Irland at bestaa som et eget folk og at tale sit eget sprog? Efter Englændernes erobring fik Nordboerne eller Østmændene (Ostmanni), som de kaldtes, sin egen bydel at bo i. Denne kaldes for Dublins vedkommende i de ældste dokumenter Ostmanneby (d. e. Austmannabyr, 1192)[84]. Dette navn holdt sig helt ned til 1488, da bydelen endnu kaldes Ostmaneby[85]. Samtidig blev den af Englænderne kaldt Ostmantown (nu Oxmantown). Dog synes Østmændene ogsaa at ha faat lov til at leve udenfor sine afgrændsede kvarterer. I fortegnelsen over de fri borgere i Dublin omkr. 1200 og senere forekommer der saaledes mange nordiske navne[86]. I det hele synes Englænderne at ha betragtet Østmændene halvt som sine landsmænd. De gav dem ret til at dømmes efter engelske love og gjorde dem til engelske borgere[87]. Følgen var ogsaa, at Østmændene i byerne temmelig hurtig begyndte at føle sig halvt som Englændere. Dog kan vi se, at Østmændene i Irland mere end hundrede aar efter Englændernes erobring endnu blev betragtet som en egen nation. Og rimeligvis var det først langt ind i det 14de aarhundred at Nordboerne i Irland smeltede helt sammen med den øvrige befolkning. I middelalderen foregik al folkeblanding senere end i vore dage. Man havde ikke, som i vore dage, trang til at russificere eller germanisere, men lod folk tale det sprog, de selv havde lyst til. Paa den anden side var ogsaa virkelig nationalfølelse langt sjeldnere end i vore dage. Men Nordboerne havde paa grund af sin raceforskjel lige fra begyndelsen af staaet i et skarpt modsætningsforhold til Irerne. Følgen var, at de ganske anderledes end Nordboerne i England og Normandie kom til at bevare sin nationalitet og føle sig som Nordboer. Og denne følelse bevarede de ogsaa, kan man se, længe efter Englændernes erobring, uagtet de samtidig var den engelske konges tro undersaatter.

For at belyse Nordboernes senere historie i Irland skal jeg først fremlægge de offentlige aktstykker, som nævner Østmændene. Derpaa skal jeg lidt nærmere tale om de nordiske personnavne, som vi har fra senere tid i Irland, og endelig søge at vise, hvad man kan slutte om nordisk sprog i Irland efter Englændernes erobring.

I 1201 var der endnu, kan man se, mange Nordboer i Limerick. Da der i dette aar skulde anstilles undersøgelse angaaende de kirker og det gods, som tilhørte bispesædet i Limerick, blev der afkrævet edeligt udsagn af 12 Englændere, 12 Østmænd og 12 Irlændere[88]. Samtidig hører vi ogsaa tale om the «cantred of the Ostmen» (Østmændenes hundrede) i Limerick[89]; det har rimeligvis svaret til Østmændenes By udenfor Dublin.

Forresten smeltede, skulde jeg tro, Nordboerne i Limerick mere sammen med Irlænderne end med Englænderne. Limerick laa udenfor den engelske konges egentlige magtomraade og havde endnu længe sine egne fyrster. Men disse var Irlændere. Saaledes nævnes i 1210 Mariadac, konge af Limerick[90]. Men hvor længe Østmændene holdt sig i Limerick, har vi nu desværre ingen midler til at fastsætte.

Længst bevarede Nordboerne sin nationalitet paa Østkysten af Irland, i byerne Waterford og Dublin.

I 1215 fik Irlands justiciarius befaling til at anstille en undersøgelse hos «Englænderne og Østmændene» i Dublin, om den Hellige Treenigheds kloster i Dublin og dettes prior fra gammel tid af havde ret til at ha en baad paa Anna Liffey[91]. Gjennem hele det 13de aarhundred bærer ogsaa en mængde af Dublins borgere nordiske navne og flere af dem kalder sig ogsaa udtrykkelig for Østmænd, f. eks.: Turkillus Ostmannus og Arfinus Mac Ardor (d. e. Arnfin søn af Arnthor) Ostmannus, der begge maa ha levet omkr. 1240—1250. Begge disse synes at ha været ansete og formuende mænd. De udsteder gavebreve og sætter sit segl som vidner. Men der omtales ogsaa i det 13de aarhundred Østmænd af lav byrd. Omkr. 1264 nævnes der i Dublin fire Østmænd, som alle blir straffet paa grund af forbrydelser, især tyverier; deres navne er Hodo Macfoyde Ostman[92], Macduel de Rathmichel, qui fuit Estmane[93], samt Gylmhel Maclotan, Estman, og dennes bror Galgekil[94].

Endog medlemmer af den gamle Dublinske kongeæt nævnes efter Englændernes erobring. Jarl Strongbow skjænker i et gavebrev fra omkr. 1180 en del jordegods til Mariaklostret ved Dublin. Dette siges før at ha tilhørt Sigerith (Sigrid) Mac Turkil og Torphin Mac Turkil[95]. Og i et gavebrev fra omtrent samme tid bortskjænkes et stykke jord, que fuit Hamundi Macturkil[96]. Allerede udgiveren af Mariaklosterets brevskaber, Sir John Gilbert, gjør opmærksom paa, at disse personer vistnok har været i slægt med Dublins sidste konge Askeli Mac Turkil[97]. Det ser ud, som om Englænderne efter erobringen har konfiskeret kongeslægtens eiendomme.

Fra senere tid end 1264 findes ingen dokumenter angaaende Østmændene i Dublin. Dog kan man ikke tvivle paa, at de bevarede sin nationalitet ligesaa længe der som i Waterford.

Om Østmændene i Waterford hører vi flere gange ned gjennem det 13de aarhundred. Den 28de september 1234 tager den engelske konge Østmændene i Waterford i sin beskyttelse med deres varer og kjøbmandskab[98]. I 1283 omtales indbyggerne i «Østmændenes landsby nær Waterford»; de gav aarlig 7 sh. til kronen for at faa kaldsret[99]. I samme aar (1283) fornyer Edward den første kong Henrik den andens bestemmelse om at Waterfords Oustmanni skal nyde engelsk ret[100]. Dette Henrik den andens fribrev er sandsynligvis udstedt kort efter erobringen af Waterford. Vi ser heraf, at Østmændene i Irland lige fra begyndelsen af har sluttet sig nær til Englænderne, samtidig med at de standhaftig har hævdet sin egen nationalitet. At Østmændene i Waterford virkelig nød engelske borgerrettigheder, ser vi ogsaa af følgende mærkelige aktstykke: Den 23de april 1290 beder Philip Mac Gothmond, «Østmand og Englænder i Waterford by», den engelske konge om hjælp mod visse folk, som er skinsyge paa ham og begjærlige efter hans gods i Irland. De søger at vise, at Philip og andre af hans stamme (of his race), til et antal af nær 400, er Irlændere. Men alle af Philips slægt er Englændere og Østmænd, ikke Irlændere, som det fremgaar af aabne breve fra Waterfords øvrighed og borgerskab. Saasom det er kongens pligt at hindre, at han fra at være Englænder og Østmand gjøres til Irlænder, og saasom det er nyttigt for kongen, at der er flere Englændere end Irlændere, beder Philip om breve og frihed til at nyde Englændernes rettigheder i Irland. Det fremhæves særlig, at Philip og hans forfædre altid har været den engelske konges tro undersaatter. Dette andragende indvilges[101].

Endnu i 1292 er der tale om Østmændene (Eustmanni) i Waterford. Man kan se, at de fremdeles drev handel og skibsfart paa fremmede lande. Ved Mikkelsmessetider 1292 maa de nemlig betale fem mark i bøder for at faa sin beslaglagte vin udleveret. Det har vistnok været enten Bordeauxvin eller spansk vin, som der her er tale om. Man kan endog følge en fornem Østmandsslægt i Waterford fra begyndelsen af det 12te og ned til begyndelsen af det 14de aarhundred. I 1134 døde, ifølge Chronicum Scotorum, mac Gille Maire mic Allgoirt [d. e. søn af Grille Maire (Marias tjener) søn af Allgort][102]. Han kaldes «den bedste af de fremmede, som var i Erin». Han maa ha været en meget fornem mand, og har muligens tilhørt kongeætten i Waterford. Thi aarbøgerne fortæller, at han faldt sammen med Amhlaibh af Port-Lairge (d. e. Olav af Waterford), vistnok Waterfords konge. Da Englænderne i 1170 erobrede Waterford, fortæller aarbøgerne, at de fangede Mac Gilla Muire, armand an dúine (d. e. fæstningens aarmand, befalingsmand)[103]. Da Gilla-Maire og Gilla-Muire bare er forskjellige skrivemaader for samme ord, saa er det, synes mig, utvivlsomt, at Waterford-høvdingen Mac Gilla-Muire, som blev fanget i 1170, har været en efterkommer af den Mac Gilla-Muire, som faldt i 1130. Mac Gilla-Muire har da været slægtens navn. Familienavne dannede med Mac og Ua forekommer alt i det 10de aarhundred i Irland. Trods sit irske navn kunde slægten Mac Gilla-Muire godt være nordisk. Alt i det 10de aarhundred nævnes en kongesøn fra Waterford ved navn Gilla-Patraic. Slægten Mac Gilla-Muire holdt sig ogsaa under Englændernes herredømme som en fornem æt, hovedet for Østmændene i Waterford. Omkr. 1225 nævnes som vidne i et gavebrev til Maria-klosteret ved Dublin en Turkil sun Gillemory[104]. Som jeg senere skal søge at vise, er det nordiske sun her traadt istedenfor det irske mac. Gillemory er ikke andet end en engelsk skrivemaade for Gilla-Muire. Det er da sandsynligt, at Turkil sun Gillemori har tilhørt Waterfordslægten Mac Gilla-Muire. Men slægten levede endnu længere. Edward den første nævner i sit fribrev for Østmændene i Waterford af 1283 særlig: Gillecrist Makgillemory , William Makgillemory og Johannes Makgillemory. Disse tre mænd er efterkommere af den gamle slægt Mac Gilla-Muire og, som det fremgaar af fribrevet, hoveder for Østmændene i Waterford. Som jeg senere skal vise, eksisterede slægten endnu i begyndelsen af det 14de aarhundred. Vi har da her eksempel paa en nordisk slægt i Irland, som i halvandet hundrede aar efter Englændernes erobring har bevaret ikke alene sin nordiske nationalitet, men ogsaa sin anseelse og indflydelse.

Endog udenfor byerne levede der endnu i det 13de aarhundred Østmænd. Som borger i Dublin nævnes flere gange omkr. 1225 en Turstinus de Balimore[105] (nu Ballymore i grevskabet Wicklow paa grænsen af Kildare). Og omkring femti aar senere omtales — ogsaa i Dublin — en mand fra samme sted, Turstanus de Balimore[106]. Ja endog saa sent som i 1290 ansøgte Maurits Macotere, som boede «ved verdens ende i Irland», om tilladelse til at nyde Engelske borgerrettigheder i Irland, saaledes som han og hans forfædre før havde gjort[107]. Ansøgerens navn er nordisk (Macotere d. e. Ottars søn) med det irske mac stillet foran for at betegne familienavnet. Hele ansøgningen minder om Philip Mac Gothmonds omtrent samtidige skrivelse. Det synes klart, at Maurits Macotere ogsaa har været en Østmand, der som alle andre Nordboer i Irland nød engelske borgerrettigheder. Men Engelskmænd, som var gridske efter hans gods, har søgt at faa ham gjort til Irlænder for saa at kunne bemægtige sig hans eiendom, ligesom de søgte at gjøre med Philip Mac Gothmonds. Jeg skulde tro, at Maurits Macotere har boet i det sydvestlige Irland, i grevskabet Kerry, som passende kunde kaldes «Verdens ende». En mand af samme familienavn, Reginald Macotere, omtales i 1253 i Cashel. Han kaldes en aagerkarl, og kronen lægger af den grund beslag paa hans eiendom og kvæg[108]. Denne Reginald Macotere har vistnok ogsaa været en Østmand. Reginald, som den engelske fortegnelse over irske aktstykker kalder ham, maa ligesom det latinske Reginaldus være en oversættelse af det nordiske Ragnvald[109]. Ragnvald Macotere har sandsynligvis tilhørt samme slægt som Maurits Macotere. Derimod kan han næppe ha boet paa samme sted som denne. Thi Cashel, som ligger midt i det sydlige Irland i nordvest for Waterford, kunde vanskelig kaldes «verdens ende». Ragnvald Macotere har sandsynligvis tilhørt en Waterfordslægt, som har havt eiendomme oppe i Cashel og derfra muligens har udbredt sig videre.

Endnu i begyndelsen af det 14de aarhundrede udgjorde Nordboerne i Irland en egen nationalitet og følte sig fremdeles som Østmænd. Oplysning herom faar vi i et hidtil utrykt dokument af 25de febr. 1311, som rigsarkivaren i Dublin, James Mills Esq., med udsøgt velvilje har overladt mig en afskrift af. Aktstykkets indhold er følgende: En Englænder, Robertus le Waleys, har dræbt en mand i Waterford ved navn Johannes, søn af Yvor Macgillemory. Drabsmanden siger til sit forsvar, at den dræbte var Irlænder og følgelig ingen fri mand (purus Hibernicus et non de libero sanguine). Herimod nedlægger paa det offentliges vegne Johannes, søn af Johannes, søn af Robert le Poer, indsigelse. Han meddeler, at den dræbte og hans forfædre af tilnavnet Macgillemory lige fra den tid, da Henrik 2 kom til Irland (1171), og indtil denne dag har staaet under engelske love og nydt engelske borgerrettigheder (legem Anglicorum in Hibernia usque ad hunc diem habere). Som bevis for dette fremlægges Edward l's før nævnte fribrev til Østmændene i Waterford af 1282. Det oplyses ogsaa, at medlemmer af familien Macgillemory ligesom andre engelske borgere har siddet i juryer og fungeret som dommere, og at et medlem af slægten, William Macgillemory, er en af kronvasallerne i grevskabet Waterford.

Derpaa følger et yderst interessant vidneprov angaaende familien Macgillemorys tidligere historie. Det bringer adskillige nye oplysninger om Englændernes erobring af Irland og giver os ogsaa et indblik i Østmændenes liv paa den tid. Jeg skal derfor gjengive hovedindholdet. Da Henrik 2 kom til Irland, boede der i Waterford en rig og meget mægtig mand (magnas, dives homo et valde potens) ved navn Ragnvald (Reginaldus) Macgillemory, hersker over Waterford og omliggende distrikt[110]. Hans bolig laa nede ved havnen i nærheden af Ragnvaldstaarnet (Renaudescastel). Da nu Henrik 2 med sin flaade landede udenfor Waterford, lod Ragnvald spænde to vældige jærnlænker over havnen for paa denne maade at hindre Englænderne i at komme ind i Waterford. Dette nyttede dog ikke noget; Englænderne kom alligevel ind i byen, og Ragnvald Macgillemory og hans tilhængere blev fanget og hængt som oprørere. Resten af indbyggerne i Waterford blev ført ud af byen, og kongen anviste dem en grund udenfor murene, hvor de reiste en by, som endnu i 1311 kaldtes Østmændenes By (villa Oustmannorum Waterford).

En af slægten Macgillemory ved navn Geraldus havde i modsætning til sine slægtninge hele tiden vist sig tro mod Henrik 2. — Han boede, fortæller vidnerne, «i et taarn, som nu er meget gammelt og faldefærdigt, ligeoverfor Prædikebrødrenes kirke i Waterford». — Ham gav kongen lov til fremdeles at bo i Waterford. Da Østmændene senere (i 1174) søgte at nedsable den engelske befolkning i Waterford[111], stod Gerald Macgillemory ogsaa trofast paa Englændernes side og kjæmpede mod sine egne landsmænd. Som løn for dette gav Henrik 2 Gerald Macgillemory og andre Østmænd af hans slægt i Waterford (tam sibi quam aliis de parentela sua Oustmannis Waterford) lov til at nyde samme forrettigheder som engelske borgere i Irland.

Den i dette aktstykke meddelte fremstilling af Henrik 2's ankomst til Waterford kjendes ellers ikke med hensyn til enkelthederne. Men det er at mærke, at vidnerne i sin fremstilling er historisk unøiagtige. Ragnvald Macgillemory blev ikke fanget i 1171, da Henrik 2 kom til Waterford (18de okt.)[112], men et aar tidligere, da Englænderne under jarl Strongbow for første gang landede udenfor byen (aug. 1170)[113]. De meget paalidelige Tigernachs annaler (fortsættelsen) og ligesaa Ulsterannalerne fortæller, som jeg før har nævnt, at Englænderne ved denne leilighed fangede Mac Gilla Muire, fæstningens aarmand. Giraldus Cambrensis fortæller, at man i Ragnvaldstaarnet fangede de to Sigtrygger, og efterat vaabnene var nedlagt, fangede man ligeledes Ragnvald og Maelsechlan O'Felan (fyrste af Desies). Sammenholder vi dette med vidneprovene i vort aktstykke, kan det ikke være tvivlsomt, at annalernes Mac Gilla Muire og Giraldus's Ragnvald er samme person og identiske med Ragnvald Macgillemory. De enkeltheder, som fortælles om denne høvdings tilfangetagelse, er der derimod, synes jeg, ingen grund til at tvivle paa. Man faar gjennem dem et lidet indblik i livet i Østmændenes byer. De havde, kan man se, et aristokratisk styre. Høvdingerne boede i befæstede huse eller taarne, hvorfra de vel beherskede hver sin bydel.

Slutningen af aktstykket, som desværre er delvis ødelagt, taler om slægten Macgillemorys herkomst. Det siges, at den længe før Englændernes erobring var kommet til Irland fra Devonshire (venerunt in Hiberniam diu ante conquestum quem predictus dominus Henricus filius Imperatricis fedt in Hibernia). Landskabet Devonshire strækker sig, som bekjendt, op til Bristolkanalen. Men i Bristol og Cardiff var der endnu i begyndelsen af det 13de aarhundrede en nordisk koloni, kanske mest kjøbmænd fra Dublin og Waterford, som havde nedsat sig der[114]. Byen Swansea maa ogsaa, det viser navnet (opr. Sweinesea), være grundlagt af Nordboer. Det ligger da nær at slutte, at der ogsaa paa sydsiden af Bristolkanalen har været nordiske kolonier, og at det var fra en af disse, slægten Macgillemory stammede.

Dette mærkelige aktstykke viser, synes mig, at Østmændene i Irland endnu ved begyndelsen af det 14de aarhundrede ikke havde opgivet sin nationalitet, og at baade de selv og Englænderne forstod, at de var forskjellige fra Irlænderne. Endnu i det 17de aarhundrede nævnte man i Irland slægter, som var af nordisk oprindelse. Clonmacnois-annalerne, som blev oversat paa engelsk i 1627, siger saaledes (p. 258): «The ffamilies of Dalamares, Ledwitches, ffraynes and Cabyes are of the remnant of the Danes that remaine in this Kingdome.»

Efter hvad jeg i det foregaaende har udviklet, maa man slutte, at Nordboerne endnu i begyndelsen af det 14de aarhundred bevarede sin nationalitet og følte sig som Østmænd i modsætning til Englændere og Irer. Men deraf følger ikke, at de ligesaa længe talte sit eget nordiske sprog. Netop i vore dage ser vi jo bedst i selve Irland, hvorledes de dannede klasser alle taler engelsk, men alligevel føler sig som fuldblods Irlændere. Jeg skulde tro, at det gik paa samme maade i middelalderen, og at nordisk sprog forsvandt en stund, om end ikke længe, før Østmændene ophørte at føle sig som Nordboer.

Allerede før Englændernes erobring havde Nordboerne begyndt paa irsk vis at danne slægtnavne med Mac foran. I 1166 nævnes saaledes en G. Macgunnar (d. e. Gunnars søn). Han undertegner et gavebrev fra kong Diarmid til Allehelgensklosteret ved Dublin og synes at ha været en Dublinergeistlig. Senere — i det 13de aarhundred — bærer folk, som udtrykkelig kaldes Østmænd, hybride, halvt nordiske, halvt irske slægtsnavne som: Mac Ardor (d. e. søn af Arnthor), Maclotan (d. e. søn af Lodin), Mac Gothmond (d. e. søn af Gudmund), Macotere (d. e. søn af Ottar), eller helt irske navne som Mac Foyde, Macduel, Mac Gillemory. Der er endog, som jeg siden skal tale om, eksempel paa, at det nordiske sun bruges i samme betydning som det irske mac til at danne familienavne. Et medlem af slægten Mac Gillemory kalder sig saaledes omkr. 1225 Turkil sun Gillemory[115].

Forholdsvis faa Østmænd synes derimod i det 13de aarhundred at ha baaret irske fornavne. Jeg ved kun at nævne et par eksempler, nemlig Macrad og Madgauen (Mathgamhan), som nævnes i et gavebrev fra 1225 sammen med flere Nordboer og selv synes at ha været Østmænd, samt Østmændene Gillecrist Macgillemory og Gylmhel (d. e. Gille Michael?) Maclotan[116]. Engelske fornavne blir derimod i det 13de aarhundred almindelige, ligesom den engelske indflydelse mere og mere synes at fortrænge den irske. Østmændene bærer navne som Hodo Macfoyde, Mauricius Macotere, Philip Mac Gothmond, William Makgillemory, Johannes Makgillemory. — Alle disse er mænd fra anden halvdel af 13de aarh. — Vi ser ogsaa, at Østmænd med nordiske navne giver sine børn engelske navne. Turkil Ostmannus har saaledes børnene Alanus[117] og Werburga[118], og Arfin Mac Ardor har sønnen Walterus[119], foruden en søn med det nordiske navn Wale[120]. I første halvdel af 13de aarhundred synes nordiske navne endnu at være det almindelige. Men i anden halvdel af aarhundredet fortrænges de mere og mere af engelske navne eller ogsaa opstaar der hybride, engelsk-nordiske navne som Rogerus Olof[121], Ricardus Olof[122], Walterus Oluf[123], Ricardus Ulkel[124], Thomas Ulf[125] osv. Dog holder ogsaa nordiske navne sig ned gjennem hele aarhundredet, ja endnu meget længere. Men det blir, som nævnt, mere og mere almindeligt, at Østmændene bærer engelske navne.

Deraf at personnavnene er nordiske, kan man dog ikke med sikkerhed slutte, at sproget ogsaa har været det. Mere afgjørende er kanske maaden, hvorpaa navnene skrives. Man vil da lægge mærke til, at omkr. 1200 bruges endnu den nordiske diftong ei. I de Dublinske borgerruller fra omkr. 1200 forekommer flere mænd med navnet Torstein, Turstein. Desuden findes ogsaa Swein og Aistein. Senere blir formerne Turstinus og Turstanus de almindelige. Dog nævnes i 1225 en Turstein[126] og endnu i 1305 en Robertus Tursteyn[127]. Af andre personnavne kan mærkes Thorbjørn, som omkr. 1200 skrives Turbeorn[128]. Dette viser, at navnet har været udtalt med J-lyd, bjorn. En saadan udtale, der bestemt viser hen til nominativsformen bjorn, kan næppe ha holdt sig, efter at nordisk sprog var ophørt at tales.

Interessantere end selve navne er dog, synes mig, de tilnavne, som flere personer har. Omkr. 1200 nævnes i Dublin Ricardus bonde og en filius bonde[129], Rodbertus Litalprud[130], Torsten utlag [131]. I 1213 nævnes Rogerus langhals in villa Ostmannorum[132]. Omkr. 1200 nævnes Thomas Ulfs, og omkr. 1244 forekommer Turkil, søn af Willelmus Wiking[133]. Alle disse navne er bestemt nordiske: bonde, litalprud (litilpruðr), ulf og wiking. Man kunde sige, at utlag var engelsk. Men omkr. 1300 forekommer en Rogerus Oullaw, som er Johanniterprior og følgelig Englænder. Dette viser, at Outlaw er den engelske form, men utlag den nordiske. Disse tilnavne er ikke alene i sin oprindelse nordiske; men de kan vanskelig, synes mig, ha været brugt uden til en tid, hvor der taltes nordisk sprog. Man skulde altsaa af tilnavnene kunne slutte, at der endnu i første halvdel af 13de aarhundred taltes nordisk sprog i Dublin.

De faa og spredte oplysninger, som vi ellers gjennem de latinske dokumenter kan faa om sproget, synes ogsaa at vise, at der i første halvdel af 13de aarhundred blev talt nordisk sprog i Irland. Nordboerne i Irland kaldte, som før nævnt, sig selv Austmenn. I engelsk-latinske dokumenter forsvandt diftongen, og den almindelige form blev Ostmanni. Dog forekommer ved siden heraf formen Oustmanni. Østmændene i Dublin fik, som bekjendt, efter Englændernes erobring sin egen bydel at bo i; denne Østmændenes By kaldes Villa Oslmannorum. Østmændene selv vilde, hvis de efter 1170 endnu talte nordisk, kalde den Austmannabyr. Nu forekommer i to aktstykker fra 1192 og 1200 formen Houstmanebi[134]. Denne form viser med nødvendighed tilbage til det nordiske Austmannabyr. Det kan ogsaa mærkes, at «Østmændenes Bro» (Pons Ostmannorum) af Englænderne oversættes med «the Easterlings Bridge»[135]. Dette viser, at de har lært at forstaa betydningen af ordet Austmenn. Da Østmændenes By, som sagt, først opstod efter 1170, kan man heraf med sikkerhed slutte, at der endnu omkr. 1200 blev talt nordisk sprog i Dublin.

Fra omkr. 1225 findes der et gavebrev til Maria-klosteret ved Dublin. Dette er undertegnet af: Polin sun Dunoch, Turkil sun Gillemory, Turkil maritus Doter og Helge sun David[136]. Turkil, Helge og Doter (Dottir) er jo ganske nordiske navne; Turkil sun Gillemory maa ha hørt til den fornemme Østmandslægt Mac Gillemory. Dette viser, at sun ikke kan være det engelske son, desuden forekommer det engelske ord aldrig brugt paa denne maade; sun maa være det oldnordiske sunr, som i navne almindelig forekommer uden nominativsmærke r. Da Turkil sun Gillemory, som nævnt, synes at ha tilhørt Østmandsslægten Mac Gillemory, viser det, at sun her er traadt istedenfor det irske mac. Om dette ogsaa er tilfældet med andre navne, véd jeg ikke. Men naar sun saaledes forekommer, saa viser det i alle tilfælde, at der paa den tid, gavebrevet udstedtes, endnu taltes nordisk sprog i Dublin.

Om der ogsaa i anden halvdel af 13de aarhundrede og senere blev talt nordisk sprog i Irland, det er det nu umuligt med sikkerhed at afgjøre. Jeg skal fremhæve, hvad som kunde pege i den retning. Østmændene i Waterford kaldes endnu i 1292 Eustmanni[137], og i 1311 Oustmanni, hvilke former begge svarer til nordisk Austmenn. Og endnu langt ind i det 14de aarhundred kaldes Østmændenes by i Dublin Villa Ousimannorum [138]. Ogsaa ei-diftongen bevaredes. I 1305 nævnes, som før omtalt, en Robertus Tursteyn. Dublins havn, hvor skibene lagde til, hed Steinen (Steinn). I det normanniske digt om Englændernes erobring kaldes stedet le Stein, Steine[139]. Endnu i 1267 kaldes det terra de Steyn; terra, que vocatur Steyn[140]. Men i 1315 kaldes det Stanes, og dette blir siden den almindelige form. Dette viser kanske, at man endnu i 1267 talte nordisk i Dublin. Lige udenfor Dublin laa den haug, hvor Østmændene holdt ting. Dette sted kaldes i latinske dokumenter fra det 13de aarhundred almindelig Teggemuta, Tegymuta (d. e. þingmót), eller ved folkelig omændring Thingmonth. Herefter fik, ifølge Worsaae, det omliggende sogn navnet «Sanct Andreas de Thengmote». Ved siden af denne almindelige form forekommer en eneste gang, lidt efter 1250, formen Tengum fin suburbio Dublin, in parochia Sancti Andree Apostoli, in Tengum[141]. Denne form viser tilbage til oldn. dat. pl. þingum. Den synes, netop fordi den bare forekommer en eneste gang, at vise, ikke bare, at stedsnavne paa -um endnu brugtes, men ogsaa at man omkr. 1250 ellers brugte dativ flertal paa -um. Man kan indvende, med eksempler fra Norge for øie, at stedsnavne paa -um findes, hvor -um er forsvundet som dativ -endelse. Men Tengum er intet fastslaaet stedsnavn i dette ords egentlige betydning. Østmændene kaldte i dagligtale tinghaugen þingmót, ikke á þingum.

Til slutning kan mærkes en del stedsnavne med endelsen -gård. Husene i Dublin blev af Nordboerne kaldte garðr; hvilket i irske skrifter fra omkr. aar 1000 gjengives med garda, gardaibh (dat. pi.). Fra det 13de aarhundred har vi bevaret en del stedsnavne med denne endelse Fissegard (omkr. 1200)[142], Taæsagard (1256)[143] og Apilgard (1316)[144]. De har sandsynligvis været bygaarde i Dublin. Jeg tør ikke benægte, at slige navne kunde bruges, efter at sproget var uddød. Men de synes ialfald at vise hen paa en overgangstilstand.

Resultatet af den foregaaende udvikling er: Nordboerne i Irland bevarede sin nationalitet helt ind i det 14de aarhundred. Sproget forsvandt noget tidligere. Dog synes der lige ned til midten af det 13de aarhundred at ha været talt nordisk sprog i Irland. Den anden halvdel af det 13de aarhundred danner en overgangstilstand. Det sprog, som Østmændene da talte, var sandsynligvis en blanding af nordisk og engelsk, isprængt med en mængde irske ord.


__________


Mit maal med denne afhandling har været at vise, at der alt i det 10de aarhundred var saa megen forbindelse mellem Nordboerne og Irerne, at en gjensidig paavirkning kan ha fundet sted, og sikkerlig ogsaa har gjort det. Med andre ord, at det er sandsynligt, at irsk kultur i vikingetiden har paavirket Nordboerne i Irland og paa Hebriderne, og at den derfra har bredt sin indflydelse til Island og videre til Norge, Sverige og Danmark. Dernæst har jeg søgt at vise, at denne nybygd i det fjærne Vesten langt fra hjemlandet maa ha eiet en mærkværdig livskraft. Trods det stadige og intime samkvem med Irlænderne formaaede den nordiske befolkning at bevare sin nationalitet, sin politiske selvstændighed og sit nordiske sprog i mere end tre hundrede aar, fra Turgeis's dage og helt ned til Englændernes erobring i 1170. Og selv efter den tid vedligeholdt Nordboerne i Dublin og Waterford i mere end halvandet hundrede aar sin folkeeiendommelighed og følte sig som Nordboer, og i næsten hundrede aar efter erobringen vedblev de at tale sit fra fædrene nedarvede nordiske sprog. Endnu ved aar 1300 kan vi tale om Nordboer i Irland.

Til slutning vil jeg ikke undlade at frembære min bedste tak til professor dr. Alf Torp, som har havt den godhed at gjennemse mit manuskript og give mig mange vigtige oplysninger især om skrivemaaden af irske navne, til min far, professor Sophus Bugge, som ogsaa har gjennemseet min afhandling, til rigsarkivaren i Dublin, James Mills Esq., og til Hubert Hall Esq., Public Record Office London, som har bragt mig i forbindelse med Mr. Mills.

Følgende forkortelser forekommer hyppig i denne afhandling:

  • Cal. = Calendars of Documents relating to Ireland, udg. af Sweetman, vol. I—III.
  • Chron. Scot. = Chronicum Scotorum, udg. af William Hennessy, London 1866 (Roll's Series).
  • Cogadh = Cogadh Gaedhel re Gallaibh (The War of the Gaedhil with the Gaill), udg. af dr. Todd, London 1867 (Roll's Series).
  • Expugnatio = Expugnatio Hiberniæ, i Giraldi Cambrensis Opera, vol. V, London 1867 (Roll's Series).
  • F. M. = The Annals of the Four Masters of Ireland I—VII, udg. af O'Donovan (Dublin 1851).
  • lnisfallen = Annales Inisfalenses, udg. af O'Conor, Rerum Hibernicarum Scriptores, vol. II.
  • Keltische Beiträge = H. Zimmer, Keltische Beiträge I—III, i Zeitschrift fur deutsche Altertumskunde.
  • Loch Cé = The Annals of Loch Cé, udg. af Hennessy, London 1871 (Roll's Series).
  • Mary = Chartul aries of St. Mary's Abbey, Dublin I—II, London 1884 (Roll's Series).
  • Minder = J. Worsaae, Minder om de Danske og Nordmændene i England, Skotland og Irland.
  • Mun. = Historical and Municipal Documents of Ireland, 1172 —1320, London 1870 (Roll's Series).
  • Normannerne = J. Steenstrup, Normannerne, I—IV.
  • O. Sanct. — Registrum Prioratus Omnium Sanctorum, iuxta Dublin (udg. af Irish Archæological Society).
  • Three Fragm. = Three Fragments, udg. af O'Donovan, Dublin 1860.
  • Tig. — The Annals of Tigernach, udg. af Whitley Stokes, Revue Celtique, vol. XVII—XVIII, og af O'Conor,
  • Rerum Hibernicarum script., vol. III.
  • Ult. — Annales Ultonienses, udg. af O'Conor, Rerum Hibernicorum script., vol. IV; og fuldstændig i Roll's Series af Mr. Hennessy og Dr. B. Mac Carthy, I—III.
  • Vogt = L. J. Vogt, Dublin som norsk By, Kristiania 1896.

[Et lengre dokument på latin er utelatt fra denne gjengivelsen: Public Record Office, Dublin. Extract from Justiciary Roll, 3—7 Edward II mem. 18. 1311, 25 februar. Waterford. K.R., Heimskringla.]


Fodnoter

  1. Faraday, Irish Influence on Icelandic Literature, i Memoirs and Proceedings of the Manchester Literary and Philosophical Society, 1899—1900, Vol. 44, Part I.
  2. Jfr. Steenstrup, Normannerne, II, s. 107 ff.
  3. Om disse se nærmere Steenstrup, Normannerne, II, s. 126 ff.
  4. Zimmer i Gottingische gelehrte Anzeigen, 1891, s. 183 (anmeldelse af Acta Sanctorum Hiberniae).
  5. Cogadh, s. 23; Ult. 856; Chron. Scot. 857.
  6. Se f. eks. F. M. 1154. Silva Gadelica, ed. O'Grady, s. 232 (263).
  7. Flateyjarbok, II, s. 411. Jfr. Steenstrup, Normannerne, II, s. 128,
  8. F. M., a. 835.
  9. F. M., a. 851
  10. Three Fragm., s. 173. Steenstrup (Normannerne, II, s. 121) mener, at dette maatte være en feil af annalbrudstykkerne. Man forklarer det lettere ved at sige, at Olav Hvite — som næsten alle vikingehøvdinger — havde flere hustruer.
  11. Landnáma III k. 10 og 12, V k. 8.
  12. Chron. Scot., a. 883: Morss mic Auisle o Otir mac Eirgni, ocus ó Muirgil ingen Maoilsechlainn [Auisles (d. e. Audgisls) søn dræbt af Ottar, søn af Jernknæ og af Muirgel, datter af Maelsechlainn«], A. U. 882.
  13. Landnáma J, k. 12.
  14. Three Fragm., s. 127.
  15. Steenstrup, Normannerne, II, s. 119 if.
  16. Three Fragm., s. 132ff.
  17. F. M., a. 890. Ult., a. 894.
  18. Three Fragm., s. 119, 123
  19. Chron. Scot., a. 883; Three Fragm., s. 223; Ult. 882.
  20. Ult. a. 885; F. M., a. 885; Chron. Scot. 886.
  21. F. M., a. 891.
  22. Three Fragm., s. 233—235.
  23. F. M., a. 919.
  24. F. M., a. 931 : ria Siochfhraidh mac Uathmhardin . i. mac inghine Domhnaill.
  25. F. M. 931, 933, 934.
  26. Cogadh, s. 49, 103.
  27. Cogadh, s. 287 (Todds tillæg).
  28. Cogadh, s. 165, 207.
  29. Ult. 960.
  30. Tig. 983; F. M. 982; ChroD. Scot. 981.
  31. Tig. 996; F. M. 995; Chron. Scot. 994
  32. Cogadh, s. 209.
  33. Cogadh, s. 107.
  34. F. M. 878.
  35. Tig. a. 1000. Han var muligens søn af Sigtryg Silkeskjæg.
  36. Cogadh, s. 165.
  37. Cogadh, s. 105.
  38. Cogadh, s. 207.
  39. Cogadh, s. 85.
  40. Cogadh, s. 147.
  41. Vogt, Dublin, s. 329.
  42. Jfr. Vogt. s. 328.
  43. F. M., a. 979, o. s. v.
  44. Cogadh, s. 116.
  45. Hyde, Literary History of Ireland, s. 430 tf.
  46. d. e. Olav Kvaaran?
  47. Hvem denne Harald (Aralt) er, vover jeg ikke at sige; muligens er det den Aralt søn af Amhlaibh (d. e. Olav Kvaaran), som blev dræbt i 999 (A. U. 998).
  48. O'Curry oversætter Lochlann med «Denmark».
  49. F. M. 1011.
  50. Scot, 987, F. M. 988.
  51. Book of Rights, ed. O'Donavan , s. 228. Zimmer, Keltische Beiträge, III, s. 58 f.
  52. Clonmacnois ligger midt i Irland , lige syd for Lough Ree og byen Athlone.
  53. Douglas Hyde, Literary History of Ireland, s. 204 ff.
  54. Hyde, s. 206.
  55. Hyde, s. 222.
  56. D'Arbois de Jubainville , Catalogue de la littérature épique d'Irlande, XXXVII.
  57. Han fik med andre ord selvdømme, ret til at dømme i sin egen sag (sjalfdæmi).
  58. Alle disse steder laa ikke langt fra Dublin.
  59. Om Zimmer ogsaa har ret i sin formodning, at straid , pl. straitde (gade) er kommet til irsk fra latin med oldn. stræti som mellemled, det er vel mere tvivlsomt.
  60. Zeitschrift fur Celtische Philologie, I, s. 439 f.
  61. Tillæg til Norsk Historisk Tidsskrift, 1901.
  62. Landnáma, II k. 19.
  63. Landnáma, II k. 1.
  64. Landnáma, II k. 22.
  65. Eyrbyggjasaga, k. 29 og 64.
  66. Landnáma, II k. 14.
  67. Annals of Tigernach, ed. by Whitley Stokes, i Revue Celtique, XVII s. 309. Det her omtalte tog er dog snarest forskjelligt fra Harald Haardraades tog i 1066. Se Munch, Norske Folks Hist. 2den del, s. 267 f.
  68. Ussher, Sylloge, s. 87.
  69. Expugnatio Hiberniæ, I k. 16.
  70. Expugnatio. I k. 31.
  71. Vogt, Dublin, s. 260; jfr. Inisfallen I 995.
  72. Irsk armunn svarer til oldn. ármaðr, ikke til hermaðr (oldn. her- bliver til er-, f. eks. Merulfr = Erulbh). Men aarmanden maa blant Nordboerne i Irland ha havt en mere anset stilling end i Norge; «aarmand» maa ha betegnet noget saadant som guvernør.
  73. Poem of the Conquest, s. 108.
  74. Expugnatio Hiberniæ. liber I c. XXI.
  75. Expugnatio, 1. II, c. II.
  76. Expugnatio, 1. II, c. III.
  77. Krákumål, str. 16.
  78. Danske og Nordmænd, s. 403 f.
  79. King's Council in Ireland, 16 Richard II (udg. i Roll's Series), s. 306. Historical and Municipal Documents of Ireland, s. 165, 175.
  80. At det heder Holm-Patrik og ikke Patriksholmr, viser irsk paavirkning, og er en analogidannelse efter irske navne, hvor det styrende ord staar først i modsætning til nordisk (jfr. Ghiniaran og Jernknæ).
  81. Joyce, Irish names of Piaces, 4 ed., s. 108.
  82. Hist. and Mim. Dec, s. 535 og 340
  83. -lip er vistnok en senere omdannelse af hlaup, i tilknytning til ags. léap , me. lepe. Ordet kan ikke være af engelsk oprindelse. I Irland har man ogsaa Laxweir, paa Man Laxey osv. Desuden kan man ikke tænke sig, at Englænderne i samme øieblik, som de kom til Irland , begyndte ligesom Adam at gi alle steder navn. Alle forfattere er desuden enige om at Leixlip er af nordisk oprindelse.
  84. Chartulary of S. Mary, 1267.
  85. S. Mary, II p. XXHI.
  86. Hist. and Mun. Doc.
  87. Worsaae, s. 444. Calendars of Documents relating to Ireland, III s. 305.
  88. Jac. Waræus, De Hibernia et Antiquitatibus ejus, s. 149: Recognitio facta (anno dom. 1201) per sacramentum 12 Anglorum,
  89. Calendars of Documents rel. to Ireland, I n. 146, 147, 165.
  90. Cai of Doc. rel. to Ireland, I n. 404.
  91. Cai. I n. 641.
  92. Mun. 149.
  93. Mun. 147.
  94. Mun. 143.
  95. Mary I 85.
  96. Mary I 131.
  97. Mary I, s. XVIII.
  98. Cai. of doc. rel. to Ireland I n. 2198.
  99. Cai. II s. 426.
  100. Worsaae, Minder, s. 433 og 444. Worsaaes Custumanni er feilskrift for Oustmanni, jfr. dokumentet af 1311.
  101. Cai. III s. 305.
  102. Chron. Scot., a. 1130, s. 335. Han kaldes i fortsættelsen af Tigernachs Annaler (ed. by Whitley Stokes, Revue Celtique XVIII s. 151) «søn af Gilla-Maire, søn af Gilla Gott». Allgort er vel et oldnorsk tilnavn allgott. Ann. of Clonmacnois (p. 33) nævner ogsaa en Allgot blant de navnkundigste nordiske høvdinger i Irland.
  103. Four Masters, a. 1170, s. 1177. Annals of Tigernach, ed. by Whitley Stokes, Revue Celtique, Vol. XVIII s. 278. Han er vistnok samme person, som den nedenfor nævnte Ragnvald Macgillemory, der kaldes Waterfords herre.
  104. Mary, I 246.
  105. S. Mary, I s. 222.
  106. 2 Mun„ s. 466.
  107. Cai. III s. 306
  108. Cai. II n. 959.
  109. Ragnvalds Taarn i Waterford kaldes nu almindelig Reginald's Tower. Giraldus, V s. 255 anm. 4.
  110. Der tales i aktstykket om hans dominium og han kaldes selv dominus parcium illarum.
  111. Jfr. Giraldus Cambrensis, Expugnatio Hibernica, L. II c. III.
  112. Giraldus, Expugnatio L. I c. XXX.
  113. Expugnatio L. I c. XVI.
  114. Jfr. A. Bugge, Contributions to the Histoiy of the Norsemen in Ireland III. (Videnskabsselskabets Skrifter, Kristiania 1900).
  115. Mary 1 246.
  116. Mun. 143.
  117. Mary I 227
  118. Mary I 477.
  119. Mary I 507.
  120. Mary I 208, 209, 225, 832, 234.
  121. O. Sanct, 48 (1300).
  122. Mary I 427 o. f. (ca. 1280).
  123. O. Sanct. 29 (ca. 1240).
  124. Mun. 138 (1256).
  125. Mun. 85 (ca. 1225).
  126. Mun. 529.
  127. Mary I 231
  128. Elias fil. Turbeom.
  129. Mun. 28 og 33.
  130. Mun. 10
  131. Mun. 10
  132. Mun. 475.
  133. Mun. 85 (jfr. Ricardus Ulf, ca. 1200; Mun. 28).
  134. Mun. 52 og 57.
  135. Vogt, Dublin, 223.
  136. Mary I, 246.
  137. Cal. III s. 503
  138. 2 Mary I 8 og 18.
  139. Vogt, 216 f.
  140. Mun. 207, 489, 492.
  141. Mun. 465.
  142. Mim. 26.
  143. Mim. 138.
  144. Mary II 358.