Nordiske myter og sagn: Hading

Fra heimskringla.no
Revisjon per 8. mar. 2019 kl. 16:39 av Carsten (diskusjon | bidrag) (Nordiske myter og sagn: Hading)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Nordiske myter og sagn
Vilhelm Grønbech
1927

SAGAER OG SLÆGTSAGN

Hading


Urnes (JLM) 09c.jpeg


Kong Gram i Danmark havde en søn, som blev kaldt Hading. Medens drengen endnu var lille, blev Gram dræbt af Kong Svipdag fra Norge, men en af Grams trofaste mænd, Brage, tog drengen og bragte ham til Sverige, og der gav han ham til en jætte, Vagnhøfde, for at han skulde opfostre ham. Jætten havde en datter, Hardgreip, og hun blev som en moder for Hading; hun syslede om ham, så at han voksede sig stor og stærk, og hun lærte ham alle mandige idrætter. Da han var voksen, bad Hardgreip om løn for fostringen, og sagde at det eneste hun brød sig om at få af ham, var hans elskov. Hading svarede at det sømmede sig ikke for mennesker at elske jætter og stræbe ud over deres eget mål; men Hardgreip svarede: "Hvis du ræddes, fordi jeg er så stor, da skal du vide at jeg kan forvandle min skikkelse efter som jeg lyster; når en fjende truer mig, vokser min krop helt op til skyerne, og da kan ingen modstå mine arme; men når jeg selv vil, bliver jeg så lille og spæd, at jeg kan hvile i din favn." Hading gav nu efter for hendes kærlighed, og hun fulgte ham overalt og beskærmede ham mod ondt. Da Hading følte sig stærk nok til at tage det op med kæmper, begav han sig ud for at søge hævn over sin fader. På vejen tog han og Hardgreip ind i et hus hvor der lå en død mand. Hardgreip ristede runer i en spån og bad Hading lægge spånen under den dødes tunge, om han havde lyst til at vide hvilken skæbne der var ham beredt i fremtiden. Hading gjorde efter hendes ord og lagde runerne under den døde mands tunge; da rejste han sig og sagde: "Hvem er det som drager mig op i dagen mod min vilje? En ulykke komme over den som voldte min unyttige gang op ad Helvejen; men du, Hading, skal komme frelst igennem." Mere fik Hading ikke at vide, inden de drog videre, og næste aften søgte de natteleje i en rishytte i skoven. Midt på natten vågnede Hading ved at en hånd stak ned igennem taget og ragede rundt i huset; han kaldte på sin fostermoder, og hun iførte sig hele sin jættestyrke, greb fat i hånden og råbte til Hading at han skulde tage sværdet og hugge til. Hading gjorde som hun sagde, og hele huset blev oversprøjtet med edder fra såret. Men kort tid derefter blev Hardgreip overfaldet af jætterne, og de rev hende i stykker med deres kløer.


Nu drog Hading videre alene, og en dag mødte han på vejen en gammel mand som kun havde eet øje. Gubben sagde til ham, at det var ikke godt for en ung mand at drage ud ganske alene, når han skulde hævne sin fader, og lovede at hjælpe ham til at finde staldbrødre. Så førte han ham ned til stranden, hvor en mand som hed Lyser, lå med sit skib, og han bad de to blande blod og slutte fostbroderskab. Siden drog Hading og Lyser på krigstog sammen og hærgede i østen. Der mødte de Kong Loker af Kurland og kæmpede med ham, men kampen gik dem imod, så at Lyser faldt og Hading blev taget til fange. Da han nu sad bunden og ventede på at blive kastet for de vilde dyr, kom den enøjede gubbe ind til ham, bad ham være ved godt mod og gav ham gode råd, og Hading gjorde efter som han lærte ham. Henad aften blev der båret mad og drikke ind til de mænd som sad og vogtede over fangen, og da de blev oprømte, begyndte Hading at kvæde vers og fortælle sagaer og forlystede dem, til de mætte og veltilfredse faldt i søvn. Så snart Hading mærkede at de sov fast, tog han et kraftigt tag i sine bånd, og de sprang af arme og ben, så snart han rørte ved dem. Han stod op og fik fat i sit sværd, og med det i hånden gik han udenfor og lige hen til det sted hvor Kong Loker havde sine vilde dyr. Der stødte han sværdet i den grummeste af alle bjørnene og drak dens blod; han skar også dens hjerte ud og fortærede det, og ved det måltid voksede hans kræfter og hans mod mægtigt. Mens han nu stod der, kom gubben ridende og tog ham op bag på sadlen, og han sagde at Hading ikke måtte se sig om under ridtet, men skulde holde kappen tæt trukket for øjnene, til han steg af. Under farten listede Hading en flig til side og tittede ud, og han så dybt nede under sig en grå mark, som han slet ikke kendte rede på, men så lagde han mærke til at den gik i bølger, og da forstod han at hesten travede hen over havet mod et land i det fjærne. Da de var kommet til vejs ende, satte gubben ham af, men før han forlod ham, gav han ham en sød styrkedrik og sagde at nu vilde han ikke savne kræfter til at udføre det værk der lå foran ham.


Hading for nu i viking, og endelig traf han Svipdag under Gotland og hævnede på ham sin faders død. Dermed tog han sin faders rige igen og herskede i Danmark. Han førte mange krige med Svenskernes konge, Uffe, og gjorde ofte indfald i hans land. Da han engang var på tog i Sverige, gik han en hed sommerdag ud i en elv for at bade; da han steg ned i vandet, kom der et sælsomt dyr, som han aldrig havde set mage til, op af vandet imod ham. Han sprang op efter sine våben og gav sig i kast med utysket, og da han havde fået det dræbt, lod han liget bære til lejren og gjorde sig ikke lidet til af sin bedrift. Men midt i hans sejrspral trådte en kvinde ham i møde og sagde: "Du har dræbt den du ikke skulde, og derfor skal du være forbandet og miste al lykke. Når du er på havet, skal stormene slå ned over dig og rimfrost stivne dine sejl; når du lægger dig til hvile i et hus, skal taget falde ned over dit hoved; dit kvæg skal styrte, dine agre tørres og alle mennesker sky dig som smitte!" Forbandelsen gik hurtigt i opfyldelse, ti da Hading drog videre, led hans hær sult, så at mændene måtte slagte deres heste og gå ud i skoven for at lede efter paddehatte til at stille deres hunger med.


Da hans hær stødte sammen med Uffes, skete der mange varsler og undere om natten før deres kamp. Der hørtes en ukendt røst i Hadings lejr, som spåede fordærvelse og undergang over kongen, og der var ikke nogen som vidste hvor røsten kom fra. Men på samme tid lød der i Svenskernes hær en spådomssang, som også truede deres konge med nederlag og død. Da nu hærene fylkedes imod hinanden, inden det endnu var blevet lyst, så krigerne på begge sider to vældige jætter, der kæmpede med hinanden i stjernernes skin hver for sin hær, og Svenskernes vætte overvandt sin modstander og drev ham på flugt. Om dagen blev Hading besejret; han mistede hele sin hær og måtte begive sig ensom på flugt for at frelse sit liv. Siden den tid var han forfulgt af vanheld og uår; for han til søs, opkom der altid en storm, som splintrede hans fartøj og kastede ham skibbruden op i skærene, og vilde han søge ly i et hus, styrtede taget sammen over ham. Alle vegne hvor han kom frem, førte han ulykke med sig; og denne forbandelse lod først af fra ham, da han gav sig til at dyrke Freyr og ofre sorte galte til ham, sådan som Svenskerne siden har haft for skik at gøre.


Engang hørte Hading, at der var en jætte som vilde tvinge den trøndske konge, Hakon, til at give ham sin datter Ragnhild til hustru. Hading blev opfyldt af harme over jættens frækhed, og han begav sig til Hakons gård, hvor han bød sig til som gæst, men ikke nævnte sit navn. Den dag jætten ventedes for at hente Ragnhild, begav han sig i al hemmelighed ud ad den vej hvor jætten vilde komme frem, og da de to mødtes, udfordrede Hading røveren og fældede ham efter en hård kamp. Ragnhild var fulgt efter Hading og så ham kæmpe med jætten, og da han lå mødig af sine sår, lod hun ham i stilhed bringe til et skjul, hvor hun gav ham den pleje han højlig trængte til. Men idet hun forbandt ham, lod hun listelig en ring vokse ind i et sår han havde fået på det ene ben. Imens kom hirdmændene ud og fandt jætten liggende dræbt på vejen, uden at de vidste hvem der havde gjort det, og da de meldte kongen hvad de havde fundet, blev han så glad over sin datters frelse, at han gav hende lov til selv at vælge sig en brudgom efter egen lyst. Ragnhild bad sin fader om at holde et stort gilde og indbyde unge mænd til det fra fjærn og nær; kongen gjorde som hun bad om, og der mødte mange ynglinge op for at vinde Hakons datter. Blandt dem der kom, var også Hading, som nu havde fået sin førlighed tilbage. Ved gæstebudet gik Ragnhild omkring og så nøje på gæsterne, og da hendes øjne faldt på ringen, trak hun Hading frem og sagde at ham valgte hun til sin husbond. Og hun fortalte hvorledes alting var gået til, da jætten blev dræbt, og sagde at det var denne mand som havde friet hende fra det ulykkelige bryllup. Nu gav også Hading sig til kende og nævnte sit navn, og Hakon fejrede straks hans bryllup med Ragnhild.


Medens Hading en dag sad ved bordet, så han en kvinde stige op af jorden nær ved arnen; hun gik frem for ham og bredte sin kjortel ud, og han så at hendes skød var fyldt med frisk skarntyde. Medens han sad og stirrede på blomsterne, spurgte hun ham, om han vilde vide hvor der voksede sådanne grønne urter ved vintertid. Hading rejste sig imod hende og bad hende vise ham det sted hvor jorden stod frisk og grøn om vinteren, og hun slog da sin kappe om ham og sank ned med ham gennem gulvet. Efter at de var kommet ned under jorden, gik de først gennem en mørk tåge, hvor Hading intet kunde skimte, og kom derefter ind på en veltrampet sti, og den ledte dem ud på en eng, hvor solen lyste over tætte buske af skarntyde. Da de vandrede videre, stødte de på en grå elv, som bruste nedad i brante fosse og førte sværd og spyd med i sine hvirvler. Over elven førte en bro, og på den anden bred så de to fylkinger i kamp. Hading spurgte hvad det var for mænd som kæmpede der, og kvinden svarede: "Det er våbendøde mænd; her kæmper de alle de kampe om igen, som de har været med i, medens de levede på jorden." Et stykke længere fremme standsedes de af en mur som de ikke kunde komme over; da tog kvinden en hane, rev dens hoved af og kastede den hovedløse krop over muren. Straks efter hørte de et højt hanegal fra den anden side. Dermed forsvandt kvinden, og Hading vidste ikke af noget, før han atter sad i højsædet. Derefter begav Hading sig hjemad med sin hustru. Under sejladsen så han en dag en gammel mand stå inde på kysten og vifte til ham med sin kappe; han løb ind i skærene og tog ham om bord. Gubben satte sig hos ham på dækket og lærte ham at opstille hæren i svinefylking og at bruge bueskytter i kampen på fløjene; han løste også op for en pung han havde om halsen, og tog en lille bue frem med ti pile. Dem gav han til Hading, og når kongen lagde pilene på strengen og spændte buen, videde den sig ud og blev et mægtigt våben. Inden den gamle tog afsked, varslede han Hading, at han skulde blive sejrrig og ikke falde for sine fjender, men selv give sig døden.


Nu tog Hading kampen op mod Svenskerne med større lykke og fældede deres konge, Uffe; men efter sejren ærede han sin fjende i døden og gav ham en kongelig gravfærd. Derpå udsonede han sig med Uffes broder Hunding, gav ham hans rige frit tilbage og svor broderskab med ham. Engang gik der det rygte at Hading var blevet myrdet, og det kom også Hunding for øre. Da han hørte om sin fostbroders død, vilde han hædre ham med et stort gravøl og lod brygge et mægtigt kar fuldt af stærkt øl. Under gildet snublede kongen over karret og faldt på hovedet i øllet; inden hans mænd fik trukket ham op, var han blevet kvalt. Da det budskab kom til Hading, vilde han ikke overleve sin ven; han viede sig til Odin og døde for egen hånd.


Urnes (JLM) 09c.jpeg