Vis kilden til Nordiske myter og sagn: Tyrfing

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Nordiske myter og sagn: Tyrfing]] !!  !! 
|-
|}

{| width="100%" cellspacing="5" cellpadding="1"
| colspan="2" width="90%" valign="top" |
|-
| style="margin: 10px 10px 0 0; border: 2px solid #dfdfdf; padding: 0em 1em 1em 1em; background-color: #F2F2F2" rowspan="3" width="40%" valign="top" | 

[[Fil:Vilh. Grønbech.jpg|thumb|right|200px|<center>Vilhelm Grønbech<br><small>Ill.: clm.</small></center>]]
<FONT COLOR=#585858>

<center><br>'''[[Nordiske myter og sagn]]'''<br>Vilhelm Grønbech<br>1927<br><br><big>'''SAGAER OG SLÆGTSAGN'''<br><br><big>'''Tyrfing'''</big></big><br><br>[[Fil:Urnes (JLM) 09c.jpeg|400px]]</center>

 
Der var en konge som hed Svafrlame; han var en ætling af Odin. Engang da han var ude på jagt, blev han skilt fra sine mænd, og ved solnedgang kom han forbi en klippe, hvor der sad to dværge udenfor. Førend de blev kongen var, havde han svunget et sværd med runer på over dem, så at de ikke kunde slippe ind i deres sten igen. Kongen spurgte dem hvad de hed; den ene kaldte sig Dvalin og den anden Dulin, og begge bad de mindeligt for deres liv. "Jeg skal give Dvalin og Dulin livet," sagde kongen, "om I lover at I vil smede mig et sværd så godt som eders snille rækker til; dets hjalte skal være af guld, og jeg forlanger at det skal bide gennem jern lige så godt som gennem klæde og aldrig tage mod rust. Sejren skal følge det, hvem der end bærer det." Dværgene havde intet valg og gik ind på alt hvad kongen forlangte, og inden han red bort, satte han en frist, da han vilde komme og hente sværdet. Ved den aftalte tid red han til dværgeklippen, og da han kom frem, stod allerede dværgene udenfor og rakte ham sværdet; så snart Kongen havde grebet det, løb de ind i stenen, men da Dvalin stod i døren, vendte han sig og sagde: "Det sværd bliver en mands bane hver eneste gang det drages; med det skal der øves tre nidingsværk, og du skal også selv få din død af det." Da kongen hørte Dvalins ord, huggede han efter ham med sværdet, men i det samme sprang dværgene helt ind i klippen, og døren lukkede sig efter dem; sværdet ramte ikke andet end stenen, men det sank så dybt i klippen, at æggen blev skjult på begge sider. Svafrlame kaldte sit nye sværd for Tyrfing, det lyste som en stråle i mørket, når det blev draget, og det vilde ikke i skeden, før det blev rødnet med menneskeblod; så bidende skarpt var det, at de der blev såret med det, aldrig levede dagen over. Kongen bar det siden i mange kampe, og i dem alle fik han sejr.


På gården Bolm i Hålogaland boede der en mand som hed Arngrim; han var halvt af jætteslægt. Arngrim drog ofte på vikingetog, og engang gik han op for at hærge i Svafrlames rige. Kongen drog imod ham, og da de mødtes, huggede han til Arngrim med Tyrfing, men vikingen satte sit skjold for, så at sværdet gled af og kun strejfede den nederste kant af skjoldranden, og med den kraft som kongen havde lagt i hugget, for Tyrfing i jorden og blev stående fast. I samme nu kongen var våbenløs, slog Arngrim hånden af ham, derpå rykkede han Tyrfing op og dræbte ham med hans eget våben. Efter sin sejr plyndrede han kongsgården og førte kongens datter, Eyfura, med sig hjem til Bolm. Med hende fik han tolv sønner, og de voksede alle op til at blive vilde bersærker, der bestandig lå ude på vikingetog. Undertiden hændte det, at vildskaben kom over dem, når de var alene med deres mænd, og da måtte de gå op på land og svale deres hede ved at rykke store træer op eller vælte med store sten, ti ellers kunde det ske at de kom til at rydde deres eget skib og dræbe hver mand om bord. Den ældste af brødrene hed Angantyr, og han fik Tyrfing efter sin fader.


En aften ved julegildet aflagde Angantyr det løfte over bragebægeret – løftebægeret – at han vilde ægte Upsalakongen Yngves datter Ingeborg. Da det blev sommer, sejlede brødrene til Sverige, og Angantyr gik frem for Yngve og sagde at han kom for at bejle til hans datter, fordi han havde aflagt det løfte, at hun skulde blive hans hustru. Der blev tyst i hallen efter bersærkens ord, og kongen sad tavs, så at Angantyr blev utålmodig, og bad ham svare enten ja eller nej. Da sprang en af hirdmændene, som hed Hjalmar, over bordet frem på gulvet og sagde til kongen: "Du mindes vel hvor meget jeg har gjort for dig, siden jeg kom i din hird; jeg har ofte sat livet ind, og nu beder jeg dig lønne mig med din datter hellere end at du giver hende til denne bersærk, som alle taler ilde om." Kongen sad længe og tænkte sig om, og til sidst sagde han, at Ingeborg selv skulde vælge den mand hun vilde have. Ingeborg sagde: "Hvis du skal gifte mig bort, vil jeg hellere have den mand som jeg ved meget godt om, end den fremmede voldsmand." Angantyr svarede: "Jeg vil ikke tvistes med dig, men dig, Hjalmar, stævner jeg her til tvekamp på Samsø, og kommer du ikke der ved midsommerdagen, kalder jeg dig hver mands niding." Hjalmar sagde, at Angantyr skulde ikke komme til at vente. Så drog Arngrimsønnerne hjem og sad stille om vinteren, og om våren satte de skibet i vandet og sejlede sydpå. På vejen tog de ind hos en Jarl, Bjartmar, og bød sig selv til gæst; om aftenen vilde Angantyr på stand holde bryllup med jarlens datter, og han fik sin vilje, da ingen turde sige Arngrimsønnerne imod. Så snart øllet var drukket, stak brødrene igen i søen.


Hjalmar kom først til Samsø; han havde sin ven Ørvarodd med sig, og de to gik op på land, for at se om Angantyr var kommet. Da Arngrimsønnerne kom til, så de et skib ligge og flyde ved kysten; de sprang straks om bord og gik bersærkergang op langs den ene ræling og ned langs den anden, til der ikke var et levende menneske tilbage på skibet. Derefter gik de op på Samsø, og der så de at Hjalmar stod og ventede på dem. Da nu kæmperne mødtes, aftalte de først betingelserne for tvekampen, og det blev bestemt at Hjalmar skulde slås med Angantyr, og imens vilde Odd møde hans brødre en for en; de lovede hinanden, at den der sejrede, skulde lægge sine modstandere i høj og give dem alle deres våben med. Derpå begyndte de holmgangen hver på sit sted. Odd fældede med møje de elleve brødre, og da han fik stunder til at se hvordan det var gået hans fælle, fandt han Angantyr liggende falden, men Hjalmar sad på en græstue ved siden af og forblødte af svære sår. Odd sad hos ham, til han udåndede; derpå opkastede han nogle store høje og lagde i dem Arngrimsønnerne med alle deres våben. Sin vens lig førte han med sig hjem til Sverige, og da Ingeborg så det, døde hun af sorg, og de to blev lagt i samme høj.


Nogen tid efter Angantyrs fald fødtes der ham en datter hos Bjartmar Jarl. Alle rådede til at barnet skulde udsættes, ti man mente, at hvis hun slægtede sin faders frænder på, fik hun aldrig kvindesind; men jarlen sagde, at så længe hun levede, var Arngrims slægt ikke helt uddød, og derfor lod han hende vandøse og kaldte hende Hervør. Da hun voksede op, blev hun fager nok men tillige vild og ustyrlig; hun legede helst med våben og gjorde mere ulykke end gavn. Når man vilde skikke ret på hende, løb hun til jarlen og sagde: "Jeg vil bort; her kommer jeg aldrig til at trives." En skønne dag rømte hun da også bort i mandsklæder og slog sig i lag med vikinger; med dem for hun på tog og kaldte sig Hervard, og da deres høvding faldt, tog hun styret. Engang lagde hun ind under Samsø, og om aftenen ved solnedgang gik hun ganske alene i land. På stranden mødte hun en hyrde og bad ham vise hende vej op til højene, men han blev forfærdet og svarede: "Man kan høre du er fremmed her på øen; det er ikke mange som tør gå hen til højene om dagen, og der er slet ingen som vover sig i nærheden af dem om natten." I det samme gik solen ned, og der lød et højt drøn ud fra højene, samtidig med at der slog luer op af dem. Hyrden tog til bens og løb det bedste han kunde, men Hervør gik nærmere hen mod luerne og råbte: "Vågn op, Angantyr, det er din datter som kalder; ræk mig ud af højen det sværd som dværgene smedede til Svafrlame; hvad skal de døde med så dyrt et våben?" Ved hendes ord blussede ilden op, til højene stod i en brand som kastede sine flammer vidt omkring, men Hervør lod sig ikke skræmme, hun gik gennem den frådende ild og kaldte sine døde frænder ud. Da så hun Angantyr stå i døren til højen; han talte til hende og sagde: "Skynd dig, min datter, og gå til dit skib; det sværd du søger, ligger i flammende ild, ingen kvinde på jord kan røre ved det." Men hun svarede uforfærdet: "Om det så også luer i ild, vil jeg dog tage det midt op af flammerne." Da formildedes Angantyr og rakte sværdet ud af højen til hende, og han sagde: "Tag her mod Tyrfing, og med sværdet giver jeg dig tolv mænds lykke og styrke; du vil føde en søn som skal bære det i jublende kraft og blive berømt som ingen anden konge på jord. Men vogt dig vel, ti Tyrfing vil øde hele din æt." Da Hervør havde fået ættens sværd i hænde, råbte hun højt af glæde og sagde: "Nu går kongedatteren glad i hu til sit skib; større er nu min lykke, end om jeg havde hele Norge i min hånd."


Da Hervør havde fået sin faders sværd, drog hun til Gudmund på Glasesvangen; han var konge og boede højt oppe nord for Hålogaland i Norge. Der opholdt hun sig i nogen tid og kaldte sig stedse for Hervard. En dag gik hun ud af hallen og lod Tyrfing blive hængende ved sit sæde; da hun kom ind igen, så hun at en mand havde draget sværdet og stod og så på det. Hun rykkede det ud af hånden på ham og huggede ham ned på stedet. Derpå løb hun ud af hallen, og hirdmændene stormede efter hende; men Gudmund havde forlængst set at Hervard var en kvinde, og råbte til dem: "Bliv siddende; om I hævner dette, får I ikke den oprejsning I tror, I ved ikke hvad det er for et menneske I har for jer; det bliver jer dyrekøbt, hvis I tager den kvindes liv." Alle mændene vendte tilbage til deres plads, da de forstod at det var en kvinde de forfulgte, og Hervør slap bort.


Hun tog nu hjem til sin morfader, Bjartmar Jarl. Der aflagde hun sine våben og mandsklæder og satte sig til at sy og væve som andre kvinder. Gudmund på Glasesvangen havde en søn, Høfund; det var en klog og fremsynt mand og så retfærdig i sine domme, at folk gerne gik til ham med deres tvistemål, når de havde sager med hinanden, og altid bøjede sig for hans afgørelse. Da han hørte at Hervør var kommet hjem, drog han til Bjartmar for at bejle til hende. De blev gift og fik to sønner; den ene kaldte de Angantyr og den anden Heidrek. Angantyr lignede sin fader i sind og vandt sig alle til venner, men hans broder var vild og stridslysten. Høfund holdt mest af Angantyr, men Heidrek var sin moders yndling.


Engang da Høfund holdt gilde, blev Heidrek fortrydelig over at hans broder Angantyr sad bænket hæderligt oppe blandt gæsterne, mens han selv ikke var buden ind med. Midt under gildet så Angantyr sin broder gå dristigt op ad gulvet; han rejste sig og bød Heidrek til sæde ved siden af sig. Sent ud på aftenen begyndte Heidrek at ægge de mænd op der sad i nærheden af ham, så at de kom i skændsmål med hinanden. Angantyr lagde sig imellem og sagde at de skulde tie og ikke bruge onde ord om dem de sad på bænk sammen med ved et gæstebud; men lidt efter, da Angantyr var gået ud, begyndte Heidrek igen og sagde til den ene af sine bordfæller: "Det er underligt du finder dig i alle forhånelser; han der kan sige hvad det skal være, til dig, og du glemmer det med det samme." Ved disse ord blev manden så ophidset, at han gav sin sidemand en kindhest. Da Angantyr hørte at der opstod larm, gik han ind og satte sig mellem de stridende, og han gav sig ikke tilfreds, før han havde fået dem forligt. Om morgenen spurgte Heidrek den der havde fået kindhesten, om han ikke turde hævne en krænkelse, og da manden hørte de ord, sprang han op og huggede sin fælle ned. Høfund blev vred, da han fik at vide hvordan det var gået til, og i sin harme over sønnens ondskab sagde han til ham, at han skulde drage sin vej og aldrig mere komme for hans øjne. Heidrek gik ud i gården og med ham Angantyr, og mens de stod der, kom deres moder og gav ham sværdet Tyrfing og sagde: "Dette gode sværd har mine frænder båret, og det skaffede dem altid sejr; nu skal du bære det og aldrig lade dig gå af minde, hvor djærve mænd de var som ejede det før du." Heidrek svarede: "Jeg har meget at takke fader og moder for, men det er hver på sin vis: min fader jager mig ud af landet, og min moder giver mig mine frænders sværd, og det er mig kosteligere end hele riget." Dermed drog han Tyrfing, og det lyste og gnistrede i æggen på det, så at han blev helt vild og var nær ved at få bersærkergang, og da der ikke var nogen anden i nærheden, huggede han til sin broder Angantyr og dræbte ham. Af sorg over sin gerning løb Heidrek ud og flakkede rundt i skovene og levede af at jage dyr og fugle; men efter en stund kom den tanke op i ham, at han endnu kunde komme til at øve bedrifter, som vilde skaffe ham ære ligesom hans frænder. En aften gik han til sin faders gård og hørte at der blev drukket gravøl over hans broder. Han blev stående udenfor og bad dørvogteren kalde hans moder ud, og da hun traf ham, sagde han: "Det harmer mig, at jeg skal fare ud i verden som en mand uden æt, som ingen kender navn på. Mine frænder har været berømte mænd, og jeg vil bruge Tyrfing, så at jeg kommer til at ligne dem." Så gik hans moder ind til Høfund og sagde, at det var ondt for hendes barn at drage som en fredløs ud i verden uden al lykke, og hun bad ham give ham nogle gode råd med på vejen. Høfund svarede: "Jeg tror ikke han vil have megen nytte af mine råd, men jeg skal gøre som du beder mig om. Jeg råder ham, at han aldrig giver den mand fred som har sveget sin herre, at han aldrig fostrer en mægtigere mands barn, aldrig røber en hemmelighed til sin frille og aldrig stiller Tyrfing ved sine fødder eller op mod sit knæ." Da Hervør kom ud og fortalte ham hvad hans fader havde sagt, svarede Heidrek bittert: "Min fader har ret, hans råd vil jeg ikke skøtte meget om, ti han har ikke givet dem af et godt hjerte mod mig." Derpå tog han afsked med sin moder, og hun bad ham altid komme i hu hvor godt det sværd var som han havde arvet efter sine frænder, og hvor megen ære de havde vundet med det.


Da Heidrek kom et stykke på vej, mødte han nogle mænd som slæbte af med to fanger i bånd; han spurgte hvor de skulde hen med dem og de svarede at fangerne skulde i galgen, fordi de havde sveget deres konge. Så bød han dem guld til løsepenge for fangerne og fik dem købt fri; de tilbød ham deres tjeneste som tak for hjælpen, men han svarede, at havde de sveget deres egen herre, var der ikke megen troskab at vente af dem mod en fremmed mand, og bad dem drage deres kås. Selv drog han videre, til han kom til Reidgoteland, hvor han blev vel modtaget af kongen, som hed Harald. Han var en gammel mand og havde liden magt til at værge sit rige; og på de sidste tider havde han måttet skaffe fred i sit land ved at købe fjenderne bort. Heidrek tilbød kongen at han vilde betale skatten med våben i steden for med guld, om han vilde give ham sin datter til løn, og det gik kongen villig ind på. Heidrek hjemsøgte nu Reidgoternes fjender, og på sine tog brugte han Tyrfing så godt, at han skaffede landet fred og gjorde Kong Harald mere anset end han nogen sinde havde været før. Derefter holdt han bryllup med Haralds datter, Helga, og fik med hende en søn, som de kaldte Angantyr.


En tid derefter kom der hungersnød over Reidgoteland. Da uåret blev så strængt, at det så ud som om intet levende vilde komme frelst igennem, holdt folket et stort blot for at tage varsler; og varslerne lød på at der ikke vilde komme gode år i landet, førend man havde blotet den ypperste yngling i riget. Heidrek sagde at den ypperste måtte være kongens egen søn, men Harald holdt på at Heidreks søn Angantyr gik fremfor hans egen i værd; og da de ikke kunde komme overens, henskød de sagen til kong Høfund fordi han var den retfærdigste mand de kendte i verden. Så drog Heidrek til sin fader og bad ham afgøre deres tvist, og han svarede straks, at visselig var Angantyr den ypperste yngling i Reidgoteland. "Så dømmer du min søn til at blotes," sagde Heidrek, "men hvilken bod skal jeg da have for mit tab?" Høfund svarede: "Du skal fordre til bod for din søn, at du får hver anden mand i Kong Haralds hird, og mere råd behøver du ikke med det sind du har." Da Heidrek kom tilbage, forkyndte han den dom Høfund havde fældet, at hans søn var den ypperste i landet og værdigst til at blive blotet, og at han selv til bod for sønnetabet skulde have hver anden mand i Haralds hird, og bad dem alle aflægge ed på at de vilde gøre efter denne hans faders dom. Således skete det. Derpå fylkede Heidrek den del af hæren som tilfaldt ham, og tog den i ed på at den vilde følge ham indenlands og udenlands som ret herre og lyde hans befalinger. Da også den fordring var sket fyldest, råbte han: "Nu vier jeg Harald og hans søn med hele deres hær til Odin, og det er et rigere offer end at blote en dreng, selv om han er den ypperste," og dermed rejste han sit mærke og angreb Harald med sin del af hirden. I den kamp som fulgte, faldt Harald og hans søn med størstedelen af deres mandskab, og Heidrek blev konge i Reidgoteland. Helga tog sig selv af dage af sorg over sin faders død.


Heidrek hærgede engang på Hunnernes land, og der hærtog han Kong Humles datter Sifka og førte hende med sig hjem som sin frille. Da hun blev med barn, sendte han hende hjem til hendes fader, og hun fødte i Hunneland sin søn Hløed. Men Sifka længtes derfra og drog tilbage til Heidrek, men Hløed blev blandt Hunnerne og opdroges der af sin morfar, Humle.


Da Heidrek var blevet konge over Reidgoterne, sendte han bud til Kong Hrollaug i Garderige og tilbød ham at fostre hans søn, Herlaug. Hrollaug syntes ikke meget om tilbudet, fordi han havde hørt om Heidreks svig mod Harald, men dronningen skyndede stærkt til at de skulde modtage barnefostringen, og mindede kongen om hvor stor og sejrsæl en kriger Heidrek var. På hendes råd sendte da Hrollaug sin søn til Heidrek, og han tog vel imod ham og fik stor kærlighed til drengen. Engang indbød Hrollaug ham til sig på besøg, og Heidrek drog til Garderige og tog sin frille, Sifka, med. Da kongerne en dag var på jagt og folk spredt ad i skoven, blev Heidrek og hans fostersøn ene. Heidrek sagde til drengen: "Gå hen og skjul dig i den gård som ligger tæt herved, og bliv der, til jeg sender bud efter dig, så vil jeg give dig denne gode ring." Drengen havde ikke megen lyst til at blive ude i skoven, men gjorde dog hvad hans fosterfader sagde. Da Heidrek kom hjem og satte sig ved drikken, spurgte han efter Herlaug; mændene gik ud for at lede efter ham, men kom tilbage og sagde at de ikke kunde finde ham noget sted. Heidrek var tavs den aften og gik tidlig til sengs. Da de var ene, spurgte Sifka ham hvorfor han var så mørk i sindet; han svarede at det kunde han ikke tale om, for hvis folk fik det at vide, kom det til at koste ham livet. Men jo mere indesluttet Heidrek blev, des ømmere og kærligere var Sifka mod ham, og lovede at ingen anden skulde få det at vide. Da fortalte han hende, at der var sket en stor ulykke på jagten om dagen; der var kommet en vild galt imod ham, og da han kastede sit spyd mod den, var skaftet knækket, og han havde måttet drage Tyrfing for at værge sit liv; nu var det Tyrfings natur at det ikke vilde lade sig stikke i skeden, uden at det var rødnet i menneskeblod, men da han havde set sig om, var der ingen i nærheden uden hans fostersøn, og således var han blevet nødt til at dræbe drengen. Dagen efter, da dronningen traf Sifka, spurgte hun hvorfor Heidrek var så tavs; Sifka svarede at hun vel vidste det, men det vilde koste Heidrek livet, om nogen fik det at høre, og derfor turde hun intet sige. Dronningen trak hende ned hos sig og snakkede for hende, til hun røbede alt hvad Heidrek havde sagt, men da hun havde fortalt hele samtalen, bad hun dronningen komme vel i hu, at Heidrek ikke formåede noget mod Tyrfings vilje. Sidenhen fandt Kong Hrollaug sin hustru grædende inde i sit kammer og spurgte hvad sørgeligt der var hændt hende; hun sagde, at Heidrek havde dræbt deres søn og selv var den ulykkeligste, ti det var hændt ham meget imod hans vilje. "Det var dit råd, at jeg skulde give Heidrek min søn til fostring," sagde han, "jeg anede at der ikke vilde komme noget godt af det, og nu har dit råd fået den udgang som jeg ventede." Og han gik straks ud og gav befaling til at gribe Heidrek. Der var ingen af mændene som rørte sig, ti Heidrek var blevet så afholdt, at ingen vilde lægge hånd på ham; da sprang to mænd frem og bandt ham, og da Heidrek så op, kendte han dem; det var de to som han engang havde købt fri, da de var på vej til galgen. Uden at tøve lod kongen ham føre ud i skoven for at hænges, men på vejen så han lejlighed til at sende bud efter sin fostersøn, og da han allerede stod under galgen, kom drengen løbende og råbte til sin fader: "Aldrig skal du øve den nidingsdåd at hænge en mand der er så gæv og min fosterfader oven i købet."


Kongen lod nu Heidrek fri af båndene, og så snart han var løst, kaldte han sine mænd om sig og bød dem gøre klart til hjemrejsen. Hrollaug gik ind og satte sig i sit højsæde, men Heidrek vilde ikke træde indenfor; og da dronningen så ham stå derude færdig til at rejse, gik hun ind til kongen og sagde: "Hvis vi nu lader Heidrek drage bort i vrede, kan vi visselig vente os alt muligt ondt af ham; han er så mægtig en mand, at du gør bedst i at formilde ham, før I skilles." Kongen lød endnu engang hendes ord og gik ud til Heidrek og tilbød ham store gaver til bod for den uret han havde lidt. Men Heidrek svarede kort, at han havde gods nok, og rørte sig ikke. Kongen så til dronningen, og hun hviskede: "Byd ham din datter." "Det havde jeg aldrig tænkt skulde hændes mig, at jeg blev nødt til at byde min datter frem," svarede kongen lavmælt, men derefter vendte han sig igen til Heidrek og sagde højt: "Hellere end at vi skilles som uvenner, vil jeg byde dig min datter til hustru, og med hende vil jeg give dig så meget land og så stor en ære som du selv vil." Da lod Heidrek sig formilde og fæstede Hrollaugs datter; de holdt snart efter bryllup, og derpå drog han hjem med sin dronning til sit rige. De fik en datter, som de kaldte Hervør og da hun voksede op, kom hun til at ligne sin navnefrænde; hun var fager, men stor og stærk som en mand og tumlede gerne med våben.


Fra den tid af sad Heidrek roligt i sit rige og kom i stor anseelse som en gæv og klog fyrste. Han dyrkede Freyr og ofrede ved den store blotfest den største og skønneste galt som var lagt til det år. En juleaften, da galten blev båret ind i hallen for kongen, lagde han sine hænder på den og udtalte et stort løfte om at han aldrig vilde tage sig selv til rette; selv den mand som havde forbrudt sig som værst mod kongen, skulde nyde ret til at få sin sag afgjort efter de bedste vismænds dom på kongsgården, om han vilde gå i kongens sold og opgive sit fjendskab. Og til dette store løfte føjede han yderligere, at hvis hans fjende kunde overvinde ham i kløgt og stille ham spørgsmål som kongen ikke kunde svare på, skulde han være fri for al anklage og få fuld og hel tilgivelse for al brøde.


Nu var der en mand i Reidgoteland som hed Gestumblinde, og han havde længe ligget i fjendskab med Kong Heidrek. Kongen sendte bud til ham og stævnede ham til kongsgården, for at hans vise mænd kunde dømme dem imellem, og han truede ham med, at om han ikke vilde komme til kongen, skulde kongen komme til ham. Gestumblinde var ilde ved sagen, da han vidste hvad for slags mel han havde i sin pose, og i sin nød ofrede han til Odin og påkaldte hans hjælp. En aften bankede det på hans dør, og en mand kom ind der var så lig bonden, at ingen kunde kende den ene fra den anden. Han lod Gestumblinde skifte klæder med sig og tog hans navn, derpå drog han til kongen og hilste ham; men Heidrek sad og mælede ikke et ord. "Jeg er kommet for at lade mig forlige med dig," sagde han. "Vil du lade tinget dømme os imellem og bøje dig for dommen som den falder," spurgte kongen. "Det er hårde kår," sagde Gestumblinde. "Du kan da prøve dig i vid med mig, om du hehere vil det," sagde Heidrek, "lad mig høre, om du kan stille mig gåder og spørgsmål som jeg ikke kan svare på." "Det ene kår er ikke meget bedre end det andet," sagde gæsten, "men jeg vil dog helst have det sidste." Han begyndte nu at bære gåder frem den ene efter den anden og at spørge om dybe ting i gudernes og menneskenes verden, og Heidrek vidste svar på alt hvad han spurgte om. Da gæsten nu så at han ikke kunde spørge om noget som kongen ikke vidste rede på, sagde han til sidst: "Så sig mig, før vi skilles, du allerviseste konge, hvad var det for ord som Odin hviskede Balder i øret, da de lagde ham på bålet?" Da sprang Heidrek op og sagde: "Der sveg du mig, onde vætte, de ord kender kun du, som talte dem," og han greb Tyrfing, som stod ved hans fødder, og huggede efter Gestumblinde; men han blev til en falk og fløj ud gennem gluggen. Sværdet ramte falken i stjærten og afhuggede halefjerene, som man endnu kan se på at falken har korte halefjer. Men nu havde kongen draget Odins vrede ned over sig, og ind gennem gluggen lød ord som varslede hans nære død.


I kongens gård gik der nogle mænd af høj byrd, som Heidrek havde hærtaget på vikingetog og gjort til trælle. Natten efter Odins besøg brød de ind i kongens sovekammer og dræbte ham; derpå tog de Tyrfing og meget gods med det og flygtede ud i ødemarken. Angantyr blev taget til konge på tinget, og han svor at han ikke vilde sætte sig i sin faders højsæde, før han havde hævnet hans død. Kort efter forlod han ene kongsgården og begav sig ud for at lede efter sin faders mordere. En dag henad aften kom han ned til en elv og så der nogle mænd sidde i en båd og fiske. En af dem trak en gedde op og råbte til sin fælle, at han skulde låne ham agnkniven. Den anden svarede, at han selv brugte den. "Så ræk mig det sværd der ligger i agterstavnen," sagde den første, "nu skal denne gedde få at føle at Heidrek er blevet dræbt," og dermed tog han sværdet og skar med det hovedet af fisken. Angantyr så straks at det var Tyrfing han brugte til fiskekniv, og da fiskerne var gået i land og havde lagt sig til at sove, gik han til, væltede teltet ned over dem og dræbte dem alle til hobe, efter som de kom kravlende frem. Derefter begav han sig hjem og førte Tyrfing med sig, som tegn på at han havde hævnet sin fader.


Heidreks frillesøn, Hløed, voksede op hos sin morfader, Humle, og da hans frænder i Hunneland hørte at Heidrek var død, æggede de ham meget til at kræve sin del af arven. Medens Angantyr sad og drak arveøl over sin fader, kom der bud ind i hallen, at hans broder var kommet og vilde tale med ham. Angantyr gik ud og bød sin broder ind for at drikke gravøl over deres fader, men Hløed svarede, at han ikke var kommet for at kvæge sin vom, men for at kræve halvt af Heidreksarven både i land og kvæg og skatte og mænd. Da svarede Angantyr: "Der vil gå hul på mange skjolde, førend jeg deler Tyrfing i to, men jeg vil byde dig så meget af vor faders arv, at du kan være tilfreds." Da Heidreks gamle fosterfader, Gissur, hørte hvad Angantyr bød sin broder, udbrød han: "Det er alt for meget at kaste til trælleungen i krogen." Hløed blev mægtig vred ved at høre hans ord og vilde ikke modtage noget af alt det Angantyr bød ham, og han drog lige hjem til sin morfader og sagde at Angantyr havde nægtet ham al arv efter hans fader og tilmed kaldt ham trællesøn. Hunnerfyrsterne samlede nu en stor hær, og om våren drog de ind gennem den store skov Myrkved, som skiller Hunneland fra Gotaland. På den anden side kom de ud i brede, fagre bygder; der lå en befæstet gård, og i den rådede Angantyrs søster, Hervør. Om morgenen så hun at en stor hær rykkede ud af skoven og rejste støvet, så at solen blev helt borte, og hun sendte sin fosterfader, Ormar, ud imod hæren og udfordre den til kamp foran porten til befæstningen. Hun førte selv hæren ud og værgede landet så længe hun kunde, men Hunnernes overmagt var så stor, at størstedelen af hendes hær blev hugget ned, og hun selv faldt midt iblandt sine mænd. Ormar flyede med de få som blev tilbage, og han red lige til Angantyr og fortalte at Hunnerhæren var i landet, og hans søster var faldet. Da Angantyr hørte at hans søster var dræbt, trak det i munden på ham, og det varede noget inden han talte; så sagde han: "Gæve søster, det var ikke megen kærlighed du fik af din broder," og han så sig om i hallen og sagde: "Vi var mænd nok, da det gjaldt at drikke, men nu er vi færre end vi skulde være, til det som nu står for; hvor får jeg en mand som vil tage guld for at ride til Hunnerne og stævne dem til kamp?" Gissur svarede: "Du behøver ikke at byde mig guld for at ride dit ærinde." Han lod hesten sadle, og da han sad på hesteryggen, spurgte han kongen hvor han skulde stævne Hunnerne. "Stævn dem til Dunhede," svarede Angantyr, "der har Goterne ofte kæmpet og sejret." Gissur red, til han havde Hunnerhæren for sig, så rejste han sig højt i stigbøjlerne og kastede et spyd ind over hæren med det råb: "Skræk er i eders hær, dødsens er eders konge, Odin give spydet kraft, som jeg har sagt! Angantyr stævner jer til kamp på Dunhede, og det er lov her i riget, at de er nidinger som hærger på landet, før lykken har dømt mellem hærene." Angantyr samlede nu alle de mænd han kunde komme over, men det blev næppe halvt tal mod Hunnerne. Og med den hær han fik, red han til Dunhede.


Der kæmpede nu Goterne og Hunnerne otte dage til ende, og mændene faldt tykt på begge sider. Men for hver dag kom der nyt mandskab til Angantyr fra alle kanter af landet, mens Hunnernes hær stadig tyndedes ud; til sidst brød Angantyr igennem deres fylking og trængte helt ind i skjoldborgen og fældede med Tyrfing både Humle og Hløed og efter deres fald gav Hunnerne sig på vild flugt. Angantyr sad hos sin broder, da han døde, og klagede over deres onde skæbne og sagde: "Jeg bød dig dyre skatte, så mange du kunde favne om; nu har du hverken ringe eller land. Ulykken er over os: så ondt er det gået, at jeg skulde blive min egen broders bane, og den dåd vil aldrig gå mennesker af minde. Ond er nornernes vilje med os."


Angantyr herskede længe i Reidgoteland, og fra ham nedstammede mægtige konger. Blandt hans ætlinge var Harald Hildetand, som faldt i Bråvallaslaget, og det slag er ikke mindre berømt end kampen på Dunhede.




<center>[[Fil:Urnes (JLM) 09c.jpeg|400px]]</center>


|}



[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Vilhelm Grønbech]]