 Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.
Nordiske myter og sagn
Vilhelm Grønbech
1927
SAGAER OG SLÆGTSAGN
Vølsungerne
Andvareskatten
Hreidmar hed en mand; han var mægtig og rig på gods. Han havde tre sønner, Fafner, Otr og Regin. Fafner var den gæveste af sønnerne, hård og egenrådig af sind. Otr var en stor jæger; han havde for skik at jage i odderskikkelse om dagen ude i en fos, og når han åd sit bytte, sad han med lukkede øjne, ti da så han ikke hvordan maden svandt. Regin lignede ikke sine brødre; han havde kun lidt af mod og djærvhed, men var duelig til at smede alskens våben. Engang var de tre guder, Odin, Loke og Høner ude på langfærd og kom forbi den fos hvor Otr jagede, og de så ham sidde med lukkede øjne og æde en laks. Loke sigtede på ham med en sten og ramte ham i hovedet, så at han lå død på stedet, og guden var ikke lidt stolt af sin bedrift. Aserne gik videre og kom til Hreidmar og bad om natteleje; de sagde at de selv førte sul til gårde, og viste ham deres fangst. Hreidmar bød dem ind og bad dem lægge deres klæder og våben og hvile sig; men da de sad der våbenløse, gik han ud og sagde til sine sønner, at deres broder Otr var dræbt, og hans drabsmænd sad inde i hallen. De gik straks ind og tog gæsterne til fange; derpå bandt de dem og sagde, som sandt var, at den odder de havde dræbt, var Hreidmars søn, og nu skulde de aldrig slippe bort, uden de kunde betale fuld mandebod for ham. Aserne lovede at betale bod og lod Hreidmar selv om at bestemme hvor dyr hans søn skulde være. Hreidmar flåede huden af odderen og sagde til guderne at de skulde fylde bælgen med guld, så at den kunde stå af sig selv, og ovenpå dække den med mere guld, så at intet af den var synligt, og det skulde være boden for Otr. Odin sendte nu Loke ud i verden for at skaffe alt det meget guld. Først gik han til Ran nede på havets dyb og lånte hendes net; det kastede han i fossen, ti han vidste, at der boede en dværg, Andvare, i en klippe ved fossen, og han boltrede sig ofte som gedde i elven, fordi den var rig på fisk. Næppe havde Loke sænket nettet i strømmen, før gedden sprang i det og blev fanget, og Loke vilde ikke slippe ham fri, før han gav ham alle de skatte han havde i klippen. Andvare hentede alt sit guld frem og gav det i hænderne på Loke, men asen så at dværgen svippede en ring op i ærmet, og han krævede, at han skulde lægge ringen til alt det øvrige guld. Andvare bad om han måtte beholde den ene ring, og sagde at med den kunde han let skaffe sig ny rigdom, men Loke vilde intet høre og tog ringen fra ham. Da gik dværgen ind i sin sten, og råbte at den ring og det guld skulde blive hver mands bane som fik det i eje. Loke råbte tilbage: "Det er mig ingen sorg at høre og om det står til mig, skal dine ord nok gå i opfyldelse; jeg lover dig, at de skal ringe for ørene på den som tager imod skatten."
Han gik nu tilbage og viste guderne guldet, og da Odin så ringen, fik han lyst til den og stak den til sig; derpå fyldte de bælgen og dækkede den til med guld og bad Hreidmar se efter om boden var fuldt udredet. Hreidmar så på bælgen fra alle sider, og han fandt et knurhår som stak frem, og sagde at det skulde også dækkes. Så tog Odin ringen Andvarenaut og lagde den til, så at boden blev betalt. Da Odin havde fået sit spyd og Loke sine sko, sagde Loke: "Der er en ting at sige endnu, før vi skilles; sådan sagde Andvare, at det guld og den ring skal blive hver ejermand til bane, og det skal du og din æt få at føle." Hreidmar råbte vred: "Havde jeg vidst at eders gaver var givet med bagtanker og ikke til fuldt forlig og venskab, da havde jeg ikke skænket jer livet." Loke svarede ham: "Forbandelsen skal ikke stanse ved dig og din æt, høvdinger som endnu ikke er født, vil komme i dødelig kiv om det guld." Hreidmar sagde: "Far jer vej, mit guld vil jeg råde for så længe jeg lever, jeg ræddes ikke for dine trusler."
Siden krævede Fafner og Regin deres part af den bod som aserne havde betalt for deres broder, og da Hreidmar sagde kort nej, gennemborede Fafner ham om natten med sværd. I dødskampen råbte Hreidmar på sine døtre og klagede over den onde død han havde fået, da han blev dræbt af sin egen søn. Hans datter Lyngheid svarede ham: "Hvordan kan vi skaffe bod for din død? Kan vel en søster tage hævn på sin broder?" men Hreidmar sagde: "Får du ikke en søn, så fød en datter, og skaf hende en gæv husbond, da vil hendes søn råde bod på vor sorg." Derpå døde Hreidmar. Fafner tog nu alt guldet, og da Regin krævede del i arven, sagde han: "Du kan da ikke tro at jeg vil dele mit gods med dig, når jeg har dræbt min fader for at komme til det." Fafner kunde ikke unde nogen anden end sig selv at nyde godt af guldet; han gemte det oppe i fjældet, og der blev han selv til en drage, som lå og rugede over sine skatte. Men Regin drog til Kong Hjalprek i Danmark og gav sig i hans tjeneste som smed.
Nu skal fortælles hvordan Sigurd, som siden blev kaldt Fafnersbane og vandt guldet, kom til Kong Hjalprek, og af hvad æt han var.
Sigmund og Signy
Der var en konge som hed Sige; han nedstammede fra Odin. Han blev gjort fredløs for et drab og slog sig på viking, og siden vandt han sig selv et rige ved sine våben. Han havde en søn, Rerer, som tog riget efter ham. Rerer havde den sorg at hans dronning var barnløs; i deres nød påkaldte de Odin, og han sendte en valkyrie, en datter af jætten Hrimner, og gav hende et æble at bringe kongen. Valkyrjen forvandlede sig til en krage og fløj til Rerers kongsgård. Kongen sad ude på en høj, og kragen fløj hen over ham og lod æblet dale ned i hans skød. Kongen forstod straks hvad det betød; han tog æblet, spiste selv det halve og gav dronningen den anden halvdel. Efter det blev dronningen frugtsommelig, men hun kunde aldrig få barnet frem, og da hun mærkede at sygdommen vilde volde hendes død, bad hun dem skære barnet ud, for at det kunde leve. De gjorde, som hun sagde, og drog en dreng ud af hendes liv, og drengen kyssede sin moder, inden hun døde. Han blev kaldt Vølsung og voksede sig stor og stærk. Da han var kommet til mands alder, sendte Hrimner sin datter Hljod til ham; det var den valkyrie som havde bragt æblet til Rerer; Vølsung holdt bryllup med hende, og de fik elleve børn. De ældste hed Sigmund og Signy, og de var tvillinger. Vølsung lod bygge en stor hal om en eg, sådan at dens grene skyggede over taget, mens stammen stod inde i huset, og den stamme kaldtes for barnestokken.
Der var en konge i Gautland som hed Siggeir; han bejlede til Signy. Hun var ikke glad ved det giftermål, fordi det anede hende, at ægteskabet med Siggeir ikke vilde blive til lykke for hende og hendes æt; men Vølsung vilde ikke sige nej til så mægtig en bejler, og der blev holdt et stort bryllup for Signy og Siggeir. Da gæsterne sad ved drikken om aftenen og ilden lyste i hallen, så de en mand komme ind, som ingen kendte. Han var barfodet og hyllet i en broget kappe, han havde kun eet øje og så ældet ud. Alle stirrede på ham, mens han gik frem i hallen, men ingen kom sig for at hilse på ham. Manden gik hen og huggede sit sværd i barnestokken, så at det sank i lige til hjaltet, og sagde: "Den som trækker dette sværd ud af stokken, skal modtage det som gave af mig, og han skal sande, at bedre sværd kan han ikke finde." Derefter gik han ud, og ingen fik at vide hvem han var og hvor han gik hen. Straks da han var ude af hallen, stod alle op og kappedes om at rykke i sværdet, men der var ingen som kunde rokke det, før Sigmund Vølsungsøn kom til; så snart han tog i hjaltet, gik sværdet løs i hånden på ham. Siggeir sagde, at han vilde give ham sværdets vægt i guld, om han vilde lade ham få det, men Sigmund svarede: "Du kunde have taget det lige så godt som jeg, om du havde haft styrke til at bære det; men nu får du det ikke, om du så byder mig alt det guld du ejer." Siggeir blev vred, men han gemte sin harme og lod som om alt var godt og vel. Sigmund kaldte sit sværd for Gram og roste det meget.
Næste dag var vejret godt, og Siggeir sagde at han vilde lave sig til at rejse mens børen var god, ingen vidste om vejret kunde slå om, hvis han sad bryllupsdagene ud. Da de skulde drage bort, sagde Signy til sin fader: "Mit hjerte har ingen glæde ved Siggeir, det aner mig at vi får ulykke af dette svogerskab." Vølsung svarede at det vilde blive til skam både for dem selv og for Siggeir, om deres pagt blev brudt. Signy bad ham endnu mere indtrængende om at han vilde beholde hende hjemme, og sagde: "Min slægtsfylgje taler i mig, og maner til at vi skal tage os iagt for Siggeir, så længe det endnu er tid." Men Vølsung lod sig ikke rokke og sagde: "Nu er det sket som ikke kan ændres; Siggeir vil med rette gøre alt det onde som står i hans magt, om vi ikke holder vort ord til ham, siden han ikke har sveget os åbenbart i noget stykke." Så drog Signy hjem med sin husbond, men inden de rejste, bød han alle sine måger til gæstebud i Gautland og sagde at de dér skulde drikke brylluppet til ende, så at det kunde blive til ære for Signy og hendes frænder. Vølsung tog imod indbydelsen og lovede at komme, når der var gået et fjerdingår.
Da de tre måneder var til ende, begav Vølsung sig med sine sønner til Gautland. Samme aften de kom frem, gik Signy ned til skibet og talte med sin fader i enrum, inden han endnu var gået fra borde. Hun fortalte ham, at Siggeir havde samlet stort mandskab på gården og havde ikke godt i sinde; hun bad sine frænder om at sejle hjem med det samme og komme mere mandstærke tilbage, om de vilde. Men Vølsung vilde ikke høre tale om flugt, og sagde at han vilde gøre som han plejede, og det var at kæmpe med de mænd han havde, enten de nu var flere eller færre. Da Signy så at hun ikke kunde overtale sin fader, bad hun om at måtte blive hos ham og dele hans skæbne, men Vølsung bød hende gå hjem til sin husbond og holde sig til ham, hvad der end skete med hendes frænder. Signy gjorde som hendes fader sagde, men det var tungt for hende at skilles fra sine frænder, og hun græd, da hun gik tilbage til kongsgården.
Vølsung overnattede på sit skib, og om morgenen kom Siggeir ned over ham med en stor hær. Vølsungerne gik imod ham og optog kampen på stranden. Vølsung og hans sønner gik otte gange igennem fjendernes fylking fra den ene ende til den anden og ryddede en bred vej omkring sig; men for hver gang lukkede fjenderne sig tæt om dem igen. Da de brød ind for niende gang, blev de overvældet af mængden, og Vølsung faldt midt inde i fylkningen; men alle hans sønner blev taget til fange. Signy hørte at hendes fader var faldet, og at hendes brødre sad bundne i et udhus; hun gik hen til Seiggeir og sagde: "Jeg ved, det er til ingen nytte at bede om mine brødres liv, men jeg beder dig om at vise mig den gunst, at du ikke straks lader dem dræbe, men hellere sætter dem i stokken for en stund; du ved jo, at så længe øjet ser hvad det har kært, er ikke al trøst ude." Siggeir lo og sagde: "Din søsterkærlighed er sandelig stor, siden du ønsker dine brødre det som er værre end døden; men jeg skal gøre som du beder om; det huer mig godt, at Vølsungerne kommer til at døje deres død langsomt." Så tog han Vølsungs sønner og satte dem ud i skoven, og han lod deres fødder gøre fast i en stor træstamme. Der sad de nu hele dagen på rad, men om natten, da det blev mørkt, kom der en græsselig ulvinde listende og åd den som sad yderst i stokken. Således gik det nat efter nat, til der ikke var andre tilbage end Sigmund. Hver dag sendte Signy bud til skoven for at høre hvordan det gik hendes brødre, og hun græd bitterlig, fordi hun ikke kunde finde noget råd til at bjerge dem. Den sidste aften fik hun den tanke at sende en mand ud til Sigmund med en klump honning, og hun sagde til manden, at han skulde gnide Sigmunds ansigt ind med honningen og lægge en klump i hans mund. Om natten kom ulvinden som sædvanlig, og da hun skulde til at bide Sigmund, fik hun tæften af honningen, og hun begyndte at slikke hans ansigt og stak til sidst tungen ind i munden på ham. Sigmund bed til i ulvens tunge, og den satte fødderne mod stokken for at komme løs, og rykkede til stokken sprang i to; men Sigmund holdt så hårdt, at tungen sledes af i roden, og ulven faldt død om. Og det mente man, at ulvinden var Kong Siggeirs moder, som ved trolddom havde taget dyreskikkelse på. Om morgenen gik Signy selv ud, og hun blev meget glad, da hun fandt sin broder fri i skoven; hun gav ham skjul i en hule og bar mad og drikke ud til ham. Der levede nu Sigmund i lange tider.
Siggeir og Signy fik to sønner. Da den ældste var blevet ti år, sendte Signy ham ud i skoven til Sigmund, for at han skulde hjælpe sin frænde til at hævne Vølsungerne på Siggeir. Sigmund tog vel imod drengen og sagde til ham: "Vi skal bage brød; jeg går ud og henter ved, så kan du imens ælte dejg," og dermed gav han ham melposen. Da Sigmund kom tilbage, spurgte han efter dejgen, men drengen svarede: "Jeg turde ikke ælte, for der var noget levende i melet." Næste gang Signy kom derud, sagde Sigmund til hende, at han blev ikke mere mandstærk ved at have den dreng hos sig, og fortalte hvad der var sket. "Så dræb ham," sagde Signy, "han gør ingen nytte ved at leve;" og det gjorde Sigmund. Næste vinter sendte Signy sin anden søn til Sigmund, og det gik ikke anderledes med ham end med hans broder.
En dag talte Signy med en troldkyndig kvinde og bad hende skifte ham med sig. Kvinden gjorde efter som Signy bad, hun tog dronningens skikkelse på, sad hos kongen om dagen og lå hos ham om natten, og han vidste ikke andet end at han havde Signy hos sig. Men Signy klædte sig i den fremmede kvindes ham og klæder, så at hun blev ganske ukendelig, og gik ud til Sigmunds hule; der sagde hun, at hun var faret vild i skoven, og bad om hun måtte søge ly hos ham om natten, til det blev lyst. Sigmund bød hende ind og delte sin mad med hende; mens de spiste, hang hans øjne ved hende, og da de endelig var mætte og det blev sent på aftenen, bad han den fremmede kvinde om hendes kærlighed. De var nu sammen i tre nætter og sov i samme seng. Derpå gik Signy tilbage og tog sin egen skikkelse, og en rum tid efter fødte hun en søn, som blev kaldt Sinfjøtle. Da drengen var blevet ti år, kaldte hun ham en dag hen for som sædvanlig at sømme skjorten sammen ved håndlinningen, og hun stak så dybt, at tråden gik igennem hud og kød. Han stod stille og lod moderen sy, som hun bedst forstod. "Gør det ondt," spurgte hun. "Ikke mere end en Vølsung kan tåle," svarede drengen. Så sendte hun ham ud til Sigmund. Da de skulde bage, gik Sigmund efter ved og bad drengen ælte dejg imens, og da han kom ind igen, var brødet både æltet og bagt. "Fandt du ikke noget i melet," spurgte Sigmund. "Jeg syntes nok at der var noget som rørte sig, da jeg begyndte at ælte," sagde Sinfjølte, "men jeg æltede alt hvad der var." Da lo Sigmund og sagde: "Det er ikke værd du får noget af det brød, for det er en giftorm du har æltet i brødet." Sigmund var så hård, at han kunde æde edder, men Sinfjøtle tålte den kun uden på huden.
Sigmund tog nu drengen med sig ud på sine røvertogter i skoven for at øve ham i hårdførhed og vænne ham til strid. Han så godt at han slægtede på Vølsungerne i gævhed, men hans gævhed var blandet med vildhed og grusomhed, og det, tænkte Sigmund, var en arv fra Siggeir; dog undredes han lidt over hvor lidet frændekær Sinfjøtle var på fædrene side, ti han mindede jævnlig Sigmund om hvad de skyldte Siggeir, og æggede ham til at dræbe ham. Engang fandt de under deres omstrejfen et hus i skoven, hvor der lå to mænd og sov med tunge guldringe på armen; oven over dem hang der på væggen to ulvehamme. Det var højættede mænd, som var blevet forgjort, så at de ni nætter på rad måtte løbe om som varulve og kun var fri hver tiende nat. Sigmund og Sinfjøtle tog hammene med og klædte sig i dem; men så snart de havde fået dem på, begyndte de at tude som ulve og løb vildt ud i skoven for at bide hvad de traf på. De strejfede nu om hver på sin led, men før de skiltes, sagde Sigmund til Sinfjøtle, at de hver for sig skulde binde an med syv mænd, men tude efter hjælp, om de mødte en større skare. Da de havde løbet omkring en rum stund, mødte Sigmund otte mænd som rejste gennem skoven, og han satte sig til at hyle op i vejret; straks efter løb Sinfjøtle ind og bed alle otte til døde på stedet. Sidenhen traf Sinfjøtle elleve mænd på een gang og gik alene løs på dem; han dræbte dem alle, men blev selv så mødig, at han lagde sig og pustede under en eg. Da Sigmund kom til, snærrede Sinfjøtle spottende og sagde: "Du behøver hjælp til otte mand, men jeg har selv taget det op med elleve, og så kalder du mig et barn ved siden af dig." Ved at høre det blev Sigmund så ulvehidsig, at han for frem over sin fælle og bed ham i struben. Han rev og sled i ulvehammen; men den var groet fast. Så slængte han sin fælle på ryggen og løb med ham til deres hule, og han sad hele dagen og forbandede deres ulveskikkelse. Næste dag så han uden for hulen, at der var to væsler som sloges, og den ene bed den anden til døde; men lidt efter kom den løbende med et blad i munden, og det lagde den på såret, og straks derpå stod det bidte dyr op og løb omkring, som om intet var hændt. Sigmund løb nu ud for at lede efter lægemidlet, og i det samme kom en ravn flyvende og lod et blad dale ned foran hans snude; han tog det op og lagde det på Sinfjøtles hals, og straks sprang han op og var frisk. Efter dette lå de stille i hulen, til den dag kom da ulvehammenene faldt af dem, så slæbte de skindene hen i ilden og brændte dem med det ønske, at de aldrig mere skulde blive noget menneske til men.
Signy sad på Siggeirs gård og sukkede over sine tunge tanker; hun mindedes hver stund sin faders død og ynkedes over sine frænder, der flakkede fredløse om som vilde ulve langt fra menneskers selskab. Så klagede hun over sin ensomhed og sin kummer og sagde: "Som den ene ø er skilt fra den anden, er jeg og ulven skilt fra hinanden; side sumpe strækker sig imellem os, og rundt om lurer grumme mænd og vil dænge ulven til døde, om han ikke varer sig vel. Mit hjerte bankede højt i håb for min ulv, da jeg søgte ud til hans bo; mens dagen var skummel af regn og mit hjerte var tungt, sluttede han mig i sine arme, og i hans favn følte jeg fryd, men endnu mere kval. Ulv, min ulv, det er længsel som har gjort mig syg; mit bord bugner her af mad, men jeg magres af sorg, fordi du aldrig kommer. Vågn op og hør dem tude; det er ulven som bærer vor kække hvalp til skovs; snart nærmer sig den stund da jeg løses fra livets lede på Siggeirs gård."
Da Sinfjøtle nu var blevet fuldvoksen og prøvet i forvovne foretagender, mente Sigmund at tiden var inde til at fuldbyrde hævnen over Vølsung. De to forlod da deres hule i skoven og gik til Siggeirs kongsgård, og der gemte de sig bag ølkarrene som stod i forstuen. Inde i hallen løb Siggeirs to smådrenge og legede med en ring, og under deres leg trillede ringen ned over gulvet, til den endte inde mellem ølkarrene. Drengene løb efter deres legetøj, og de blev forskrækkede, da de så at der sad to mænd i våben, og styrtede straks ind og fortalte hvad de havde set. Signy hørte hvad de sagde, og før Siggeir fattede hvem de fremmede var, tog hun drengene ved hånden og førte dem ud til Sigmund; hun sagde til sin broder, at drengene havde røbet ham, og nu var det bedst de blev dræbt, inden de fik sagt alt hvad de vidste. Sigmund svarede, at han ikke vilde dræbe sin søsters børn, om de så også havde røbet hans skjulested, men Sinfjøtle havde ingen betænkeligheder, han drog sit sværd og huggede dem begge ned på stedet, og derpå kastede han deres kroppe ind på gulvet i salen. Da Siggeir så det, skreg han at man skulde gribe de mænd derude, og hirdmændene strømmede ud i stort tal og faldt i flok over Vølsungerne; de to værgede sig hidsigt og tyndede godt ud mellem Siggeirs folk, men inden ret længe blev de dog overmandede. Siggeir holdt dem forsvarligt bundne om natten og sad til morgengry og pønsede på hvorledes han skulde gøre døden ret bitter for sine måger.
Næste dag lod han bygge en høj af tørv og sten, og midt i højen stillede han en flad sten på højkant, så at den dannede en væg tværs igennem hele højen, og han satte Sigmund og Sinfjøtle hver på sin side af stenhellen, og gjorde det således at de nok kunde høre hinanden, men ikke kunde mødes. Medens trællene var i færd med at lukke højen efter Vølsungerne kom Signy med et knippe hø i favnen, og det kastede hun ned til Sinfjøtle. Om natten råbte Sinfjøtle: "Vi kommer ikke til at savne mad i højen, der er flæsk i halmen;" da han tog nærmere fat på flæsket, fik han fat i et hjalte, og opdagede at det var Sigmunds sværd som dronningen havde stukket ind i flæskesiden. Han stak det ind gennem revnen oven over stenhellen og vendte odden nedad, og straks mærkede han, at når han trykkede den ned, bed sværdet ind i stenen. Sigmund greb fat i spidsen fra den anden side, og ved fælles anstrengelse savede de nu hellen igennem og lempede de to stykker til side. Derpå hjalp de hinanden til at bryde hul på højen og slap begge to ud i det fri. De gik hen til hallen og stablede ved omkring den og satte ild i veddet. Da luen slog op om væggen, skreg Kong Siggeir og spurgte hvem det var som havde tændt bål om hans gård. "Det har Sigmund og Sinfjøtle gjort," lød det udefra, "nu ved du da, at ikke alle Vølsunger er døde." De kaldte på Signy og sagde at hun skulde gå ud; nu var tiden kommet, da hun skulde få bod for al sin sorg. Hun gik ud til dem og sagde til Sigmund: "Jeg skal sige dig hvor meget jeg har gjort for at hævne min fader. Det var mig som kom ud til dig i vølvens skikkelse; du er fader til Sinfjøtle, og jeg er hans moder, og derfra har han sin djærvhed, at han har Vølsungeblod både fra fædrene og mødrene. Så meget har jeg gjort for hævnen, at jeg aldrig kan overleve den; jeg vil nu dø med Siggeir lige så villigt som jeg nødig levede med ham." Derpå kyssede hun Sigmund og Sinfjøtle og gik ind i branden til sin husbond.
Sigurd Fafnersbane
Efter Siggeirs fald drog Sigmund hjem og fordrev den konge som havde sat sig fast i hans faders rige, og han fik en hustru som hed Borghild, og styrede landet med kraft.
Sinfjøtle havde ikke ro på sig og drog ud på tog. Da han kom hjem, fortalte han om sine bedrifter, og blandt dem var også at han havde dræbt Borghilds broder. Dronningens ansigt blev mørkt, da hun hørte det, og hun bad ham drage af landet og aldrig komme for hendes syn mere; men Sigmund vilde ikke slippe ham og bød hende meget gods til bod for broderen. Hun gjorde da et stort gravøl for sin broder og bar selv øl frem for gæsterne. Da hun rakte Sinfjøtle hornet, så han i det og sagde: "Drikken er grumset." Sigmund tog den ud af hænderne på ham og drak den ud. Dronningen spottede Sinfjøtle og sagde: "Skal du have andre til at drikke for dig, Sinfjøtle?" Hun bar et nyt horn hen til ham, og det gik som første gang. Tredie gang sagde hun til ham: "Drik, Sinfjølte, om du er en Vølsung!" Han så i hornet og sagde: "Der er edder i drikken." "Si den med skægget," sagde Sigmund; ti han var nu mægtig drukken. Sinfjøtle tømte hornet og faldt straks død om. Da Sigmund så at Sinfjøtle var død, stod han op, og han ravede af sorg som en mand der har fået ulivssår; han tog sønnens lig i favnen og bar det ud i skoven. Han gik, lige til han kom ned til fjorden, og der sad en mand i en lille båd. Manden spurgte om han skulde sejle ham over fjorden, og Sigmund tog imod hans tilbud; men da han havde lagt liget ned i bunden, stod rælingen i vandskorpen, og manden sagde at han måtte ro over med Sinfjøtle først. Men siden så Sigmund aldrig mere noget til manden eller hans båd.
Sigmund jog Borghild bort og sad nu ene på sin gård. Der var en konge som hed Eylime, han havde en datter, Hjørdis, som der gik stort ry af. Sigmund drog til Eylime for at bejle til hans datter, men der traf han Kong Lyngve, Hundings søn, som var kommet i samme ærinde. Eylime våndede sig og tænkte: "Giver jeg Hjørdis til den ene, får jeg den andens fjendskab," og han sagde til sin datter: "Jeg har set at du er vel udrustet med forstand, og derfor har jeg lovet mig selv at du skal vælge din husbond selv; tag nu den du helst vil have; ham synes jeg også bedst om." Hun svarede: "Det er ikke let at afgøre, men jeg vil dog helst have Sigmund; ti er han end til års, har han det største ry." Så holdt Sigmund bryllup med Hjørdis, og Lyngve drog sin vej med liden ære; men da han kom hjem, samlede han den stolteste hær han kunde, og sendte bud til Sigmund, at han vilde komme og gøre op med ham for det som stod dem imellem. Sigmund gemte sine skatte og sendte Hjørdis ud i skoven med en trælkvinde og beredte sig på at tage imod Lyngve. Kampen mellem dem blev lang og hård; men da den stod som allerhedest, så man en enøjet gubbe med sort kappe og en hat ned over øjnene gå ind i stridstummelen; han gik frem til Sigmund og holdt sit spyd op imod ham, så at kongens sværd ramte i odden og sprang i to stykker. Da vendte lykken sig, og Sigmund faldt med størsteparten af sin hird. Efter sejren gik Lyngve til kongsgården for at hente Hjørdis, men han fandt hende ikke. noget sted. Om natten stjal hun sig ned til valpladsen og fandt Sigmund i live. Hun spurgte om hans sår kunde forbindes, men Sigmund svarede: "Det hænder, at folk kommer sig, hvor håbet er lille, men min lykke er svundet, og Odin vil ikke at jeg skal svinge sværd mere. Du skal ikke forbinde mine sår, men du skal hæge vel om det barn du går med, og forvar vel sværdstumperne; af dem skal der smedes et sværd igen, og det skal drengen bære og med det vinde et navn som verden aldrig kan glemme." Hjørdis sad hos ham til daggry, og da døde han.
Da Hjørdis gik bort fra valpladsen, så hun et skib lægge til land og mændene gå fra borde, og hun sagde til trælkvinden: "Nu skal vi to skifte klæder, og du skal kalde dig kongedatter og bære mit navn." Trælkvinden gjorde som hun sagde, og derefter gik de sammen ad skoven til. Den høvding som rådede for skibet, hed Alf og var en søn af Danskekongen Hjalprek. Da han gik op mod valpladsen, fik han øje på de to kvinder som smuttede ind i skoven, og sendte mænd ud for at fange dem. Han spurgte dem om hvem de var, og trælkvinden trådte frem og fortalte at Kong Lyngve havde kæmpet med Sigmund og havde dræbt ham. Alf spurgte, om de vidste hvor Sigmunds skatte var gemt. "Det ved jeg visselig," sagde trælkvinden og førte ham ud i skoven, hvor Sigmund havde skjult sit gods. Så tog Alf kvinderne og guldet og førte dem hjem med sig. En dag sagde dronningen til sin søn Alf: "Hvorfor går den statelige kvinde så fattigt klædt? I lader vist den gå først som skulde gå bagved." Alf svarede: "Hun ligner ikke en træl, det har jeg visselig set; straks jeg så hende, undredes jeg også over hvor frit hun talte med stormænd; men sandheden kommer nok for en dag." Engang satte Alf sig ved siden af den fremmede dronning og spurgte hvordan hun kendte tiden om natten, når der ikke var stjerner på himlen. Hun svarede: "Da jeg var lille, plejede jeg altid at få en slurk at drikke årle på morgenen, og siden vågner jeg altid og trænger til det." Alf smilede og sagde: "Kongedøtre bliver ikke for godt vant hos jer." Bagefter gav han sig i tale med Hjørdis og gjorde hende samme spørgsmål, og hun svarede: "Jeg har en fingerring, som min fader har givet mig, og den bliver altid kold årle om morgenen." Kongen svarede: "Da havde I godt om guld, siden I hængte det på trællene; men nu har I leget skjul længe nok; nu fæster jeg dig, og når du har født dit barn, skal jeg give dig brudegaver og holde bryllup med dig, som det sømmer sig for kongebåren kvinde."
Hjørdis fødte en dreng, og man bar ham til Hjalprek. Han blev glad, da han så de skarpe øjne som sad i drengen; han øste ham med vand og kaldte ham Sigurd, og han lod ham opfostre af Regin, Hreidmars søn, smeden.
Engang da Sigurd og Regin sad og talte sammen, spurgte Regin ham hvor al den rigdom var henne som hans fader havde ejet. "Den er i kongens hænder," svarede Sigurd. "Har du lid til de konger," spurgte Regin, og Sigurd svarede: "Det er ret at de våger over det, til jeg kommer til år og alder, ti de har mere forstand end jeg." En anden gang begyndte Regin igen, og sagde at det var sært Sigurd vilde gå som kongens hestedreng. "Du lyver," sagde Sigurd, "der er intet her, uden at det er mit lige så fuldt som kongens; jeg kan få alt hvad jeg har lyst til." "Så bed ham om en hest," sagde Regin. "Den får jeg, så snart jeg vil," svarede Sigurd. Han gik til Hjalprek og sagde at han havde noget at bede ham om. "Hvad er det du vil," spurgte kongen. "Jeg vil have en hest at forlyste mig med," sagde Sigurd, og kongen gav ham lov til at vælge ud af stoddet hvilken han vilde. Så gik Regin og Sigurd til skovs, og der mødte de en gammel mand med et stort skæg. Manden spurgte hvor de skulde hen. "Jeg skal ud og vælge mig en hest," sagde Sigurd, "kan du give mig et godt råd?" Manden sagde at de skulde drive hestene ud i elven, og da hestene mærkede at de kom ud på dybt vand, vendte de alle og søgte ind til bredden undtagen en grå fole, og den valgte Sigurd. "Det er en god hest," sagde gubben, "den er faldet efter Sleipner; sørg for at den bliver vel passet og fodret, så får du ikke bedre hest." Dermed forsvandt manden, og Sigurd tog hesten med sig og kaldte den Grane.
Næste gang Sigurd og hans fosterfader talte sammen, sagde Regin: "Det harmer mig at du løber omkring som en fattig husmandsknægt, imens der ligger guld og venter på dig." Sigurd spurgte hvem der sad inde med det meget guld han tænkte på. "Guldet ligger på Gnitahede," sagde Regin, "og Fafner hedder den som ejer det, og så du det guld han ligger på, vilde du sige, at du aldrig havde set så meget guld før på eet sted, og fik du det, vilde det slå til, om du så blev ældre end nogen konge og slog større på." Sigurd sagde: "Jeg har hørt om ormen, at den er så stor og grum, at ingen kan komme den nær." "Vist ikke," sagde Regin, "det er folks pral; den er stor som en lyngorm. Det kan jo nok hænde du har Vølsungernes blod i dig, men deres sind har du ikke." Sigurd sagde: "Det kan være jeg ikke har meget af mine frænders djærvhed, men jeg er jo også knap vokset fra børneskoene."
Regin blev ved at ægge Sigurd til at dræbe ormen, og sagde at der var både ry og rigdom at vinde. "Så smed mig et sværd med al din kunstfærdighed, og gør det sådan at der ikke findes mage til
det," sagde Sigurd, "og lad os se om mit mod slår til til at bruge det." Regin smedede et sværd til Sigurd; men da han så det, sagde han: "Det sværd duer ikke," og han huggede det i ambolten, så at klingen sprang af hjaltet. Regin smedede et nyt, og det gik med det som med det første, og Sigurd sagde: "Du slægter nok dine frænder på; du er ikke til at stole på." Så gik Sigurd til sin moder, og spurgte om det var sandt at Sigmund havde givet hende stumperne af Gram; hun sagde ja og gav ham dem. Sigurd bragte dem til Regin og bad ham smede et sværd af dem. Regin blev vred, men gjorde som Sigurd sagde, og da han tog sværdet ud af essen, var det som om der brændte ild i æggen. "Holder ikke det sværd," sagde han, "da kan jeg ikke smede." Sigurd huggede i ambolten og kløvede den ned til jorden. "Det er et godt sværd," sagde han. Derpå stak han det ned i elven og lod en uldtot drive ned mod æggen, og den kløvedes glat igennem. Regin sagde: "Nu har jeg smedet sværdet, og nu må du holde dit løfte og opsøge Fafner. "Sigurd svarede: "Mit løfte skal jeg holde, men først står det for, at jeg hævner mine frænder."
Sigurd gik til Hjalprek og sagde, at nu var det tid han viste Hundingsønnerne, at ikke alle Vølsunger var døde, og Hjalprek gav ham mænd og skib, for at han kunde hævne sin fader. Han sejlede ud, og en dag krydsede han i hårdt vejr ud for et klippenæs i Hundings land. Der stod en mand oppe på klippen og råbte til dem at de skulde tage ham om bord. Sigurd løb tæt ind under kysten, og manden sprang ned på dækket, og i det samme fik de godvejr, så at de kunde løbe ind og lande. Men da de ankrede, forsvandt gubben, og de så ham ikke mere. Sigurd drog hærgende op i landet, til Hundingsønnerne omsider fik samlet en hær og stillede sig i vejen for ham. Men der var ingen af dem som kom levende tilbage. Sigurd vendte hjem til Hjalprek med stor ære og berømmelse, og der blev holdt et prægtigt gilde til velkomst, fordi han nu havde tilkæmpet sig sin plads i Vølsungeætten.
Snart efter begyndte Regin at minde Sigurd om hans løfte, og nu gjorde han sig rede til at opsøge ormen på Gnitahede. De drog sammen fra Hjalpreks gård, og da de kom op på vidden, fandt de snart ormens spor på marken, der hvor den plejede at skride til vands. Sporet endte ved en klippe tredive favne over vandet; der plejede den at ligge og lude ned med hovedet, når den skulde drikke. Sigurd sagde til Regin: "Lyngorme har meget brede spor heroppe på Gnitahede." Regin svarede: "Du behøver blot at grave dig en grøft her i ormens spor og sætte dig i den, så kan du stikke den i hjertet, når den skrider hen over dig, og vinde udødeligt ry ved dit værk." Sigurd spurgte hvordan det vilde gå ham, når edderen sprøjtede ned over ham i grøften; men Regin svarede: "Det er ingen nytte til at give dig råd, når du er ræd for alting; det er ikke noget du har efter dine frænder." Sigurd begyndte at grave, og imens listede Regin ind i skoven og gemte sig. Mens Sigurd stod og kastede graven op, kom der en sidskægget gamling og spurgte hvad han tog sig for, og da Sigurd sagde at han vilde sidde i graven og gennembore ormen, sagde gubben: "Det er ikke nogen snild plan; du skal grave flere gange, som blodet kan løbe i, og selv skal du sætte dig i den ene og støde ormen i hjertet." Og dermed forsvandt manden. Sigurd gjorde som han sagde, og lidt efter hørte han ormen komme skridende, så at jorden gik under den, og i det samme den skred over graven, jog han sværdet ind under den venstre side, så at det stod i lige til hjaltet. Med et ryk rev han sværdet ud igen og sprang op af graven, og da sad hans arm i eet blod lige til skulderen. Fafner vred sig og piskede stene og buske i stykker med hoved og hale; men da han mærkede at han mattedes af blodstrømmen, blev han stille og sagde: "Hvem er du, og hvad er din æt, siden du turde bruge våben på mig?" Ti han vilde forbande sin drabsmand i sin dødsstund og binde forbandelsen til hans navn. Sigurd svarede: "Min æt er der ingen som kender, fra barnsben har jeg været ensom, og jeg har hverken kendt fader eller moder; det navn jeg kendes ved, er navnet på det græveste dyr." Fafner svarede: "Du siger du har hverken fader eller moder, men du siger ikke hvad utysketøj der har sat dig i verden, og tør du ikke nævne dit navn den dag du tager mit liv, så skal du kaldes løgner." Sigurd svarede: "Om jeg sagde dig min slægt, så kender du den dog ikke, og mit navn er fremmed for dig; men jeg hedder Sigurd, og jeg er Sigmunds søn, en Vølsung, og det er Sigurds sværd som stod dig i hjertet." Fafner sagde: "Hvem har ægget dig op til dåden? Du har haft en djærv fader, det ses på dine hårde øjne, men børn lærer ikke at gå straks." Sigurd svarede: "Det var mit mod som æggede mig, og min hånd der slog, og mit sværd der hjalp mig; ingen kan vokse sig djærv, hvis han går og klynker i barndommen." Da spottede Fafner ham og sagde: "Ja var du vokset op i dine frænders midte, da havde jeg troet du var blevet en kæmpe, men du er jo en hærtagen fange, og trællen har altid et bævende hjerte." Sigurd svarede: "Du kan spotte, Fafner, fordi jeg ikke tog arv efter min fader og må leve blandt fremmede, men træl er jeg ikke, om jeg så også blev hærtagen; jeg tænker du selv fornam at jeg er fri." Fafner sagde: "Alt hvad jeg siger, tager du ilde op, men tro mig, jeg mener dig vel: lad mit guld ligge, så rødt det end gløder, ti det bliver dig til bane." Men Sigurd svarede: "En gang skal alle dø, og alle vil glæde sig ved gods og guld, så længe til den dag kommer." Fafner sagde: "Da ved jeg dog, den vise kendes på at han lægger ind i læ, til stormen stilner, mens det er tåben som strander på næsset; jeg ved, det er Regin som har voldet min død, og det trøster mig, at han også vil volde din, så går det som han vilde." Men da døden begyndte at rykke i Fafner, sagde han: "Nu råder jeg dig af hjertet, at du tager din hest og rider herfra som hastigst, det hænder ofte, at den der har fået ulivssår, selv hævner sig." Sigurd svarede: "Nu har jeg hørt dit råd, men jeg har et som er bedre: jeg rider til din hule og henter alt det guld dine frænder har ejet." "Så vid, at det guld bliver din bane og hvermands bane som kommer til at eje det," skreg Fafner, og med de ord døde han.
Da nu ormen var død og Sigurd sad og tørrede sit sværd af i græsset, kom Regin frem af skoven og sagde til ham: "Til lykke med sejren! Det var en stor dåd, at du dræbte Fafner, og det vil aldrig gå folk af minde." Så stod han længe og stirrede ned i jorden, og endelig sagde han: "Du er glad og stolt af dit værk, men det var min broder du dræbte, og selv er jeg ikke uden skyld." Sigurd sagde: "Din del var ikke stor; mens jeg farvede mit sværd rødt i ormen, lå du med hovedet nede i lyngtotterne og vidste ikke hvad der var himmel og hvad der var jord." Regin sagde: "Da havde vel ormen krøbet længe endnu på heden, om sværdet ikke havde holdt, og det sværd har jeg smedet med min hånd." Sigurd sagde: "Mod er mere fornødent end hvasse sværd; man har hørt at gæve mænd har kæmpet med sløve sværd og sejret, men aldrig har fejge mænd vundet med skarpe våben." Regin blev stående og stirrede mørkt på jorden, og han sagde: "Du har dræbt min broder, og jeg har nogen del i det; men gør en lille ting for mig: skær hjertet ud af ormen og steg det ved ilden, mens jeg tager et lille blund." Sigurd gjorde som han bad, og mens han skar hjertet ud, drak Regin begærligt af blodet; derpå gik han ind i buskene, mens Sigurd sad og ristede hjertet på et spyd. Da han mente det var stegt igennem, følte han på det med fingeren, men saften sydede ned over den og brændte den, og han stak den i munden for at lindre svien.
Så snart Fafners hjerteblod kom på hans tunge, forstod han hvad fuglene kvidrede, og han hørte mejserne sidde og småsnakke sammen i krattet. En af dem sagde: "Der sidder Sigurd og steger Fafners hjerte; var han så klog som han er djærv, åd han det selv." Og en anden sagde: "Der ligger Regin og pønser på ondt; han har villet svige ham før og vil svige ham igen for at hævne sin broder." Men Sigurd tænkte: "Det skal aldrig ske, at Regin tager mit liv, da skal han hellere følge sin broder til Hel," og dermed gik han hen og huggede hovedet af Regin. Da det var gjort, åd han først Fafners hjerte, og derefter steg han på Grane og red op i ormens spor, til han kom til hulen; i den fandt han så meget guld, at det var alt hvad to heste kunde bære. Han bandt det til to kløvbyrder og hængte dem på Grane og begyndte at lede den ud over heden. Men hesten vilde ikke gå. Da sprang han selv op og gav den sporerne, og nu løb den, som om den ikke havde andet end sin rytter på ryggen.
Sigurd og Brynhild
Sigurd red op over fjældet, og da han kom højere op, så han foran sig et stærkt skær som af en brand, der kastede flakkende glimt op over himlen. Han red nærmere til og så at skæret kom fra en skjoldborg, som blinkede i solen, og højt over den knejsede et banner. Sigurd gik ind i skjoldborgen, og der fandt han et menneske liggende og sove i fuld hærklædning. Han tog hjælmen af den sovende og så at det var en kvinde; men da han greb i brynjen, opdagede han, at den sad så fast som om den var vokset på kroppen. Da ristede han med Gram i brynjen fra halslinningen og helt ned og ligeså ud langs begge arme, så at brynjen faldt af hende. I det samme vågnede hun og satte sig over ende og sagde: "Hvad er det som skar min brynje og brød min søvn?" Han svarede: "Det er Sigurd, Sigmunds søn, han kommer lige fra strid," og han spurgte hende hvad hun hed, og hvad det var som havde lagt hende i søvndvale. Hun fortalte ham at hun kaldtes Sigdrifa og havde tjent Odin som valkyrje. Engang var der to konger som stred med hinanden, den ene hed Hjalmgunnar og var en gammel kriger, ham havde Odin lovet sejren, den anden hed Agnar, og ham var der ingen som vilde hjælpe; men da Odin sendte Sigdrifa ud for at mærke Agnar til døden, lod hun i steden Hjalmgunnar falde i kampen. Derover blev Odin fortørnet, og sagde at det var sidste gang hun kom til at råde for sejr i kampen; nu skulde hun have en husbond og lyde ham i alt. Da aflagde hun det løfte, at hun kun vilde tage den til mand som ikke kendte til at ræddes. Siden bragte Odin hende op på Hindarfjæld og stak hende med søvntorn. Og nu sagde hun: "Skulde jeg vælge mellem alle mænd i verden, valgte jeg dig." Så drog Sigurd ringen Andvarenaut af armen og gav hende, og de svor hinanden troskab, og hun gav ham mange råd, inden de skiltes.
Derpå drog de hver sin vej ned over fjældet. Sigdrifa tog hjem til sin fader, Kong Budle, og satte sig blandt kvinderne for at væve og sømme som de andre, og hun kaldtes med sit kvindenavn, Brynhild. Der kom mange for at bejle til hende, og faderen trængte ind på hende at hun skulde vælge sig en husbond og føde børn, som det sømmede sig for en kongedatter. Hun svarede ham, at det var mere efter hendes sind at bruge våben og bad ham give hende en del af hirden. Da blev Budle vred og sagde, at om hun ikke gjorde som andre kvinder, vilde han ikke kendes ved hende som datter, og hun skulde gå uden arv og frænder hvorhen hun vilde. Hun svarede, at hun vilde gøre som han ønskede, hellere end at blive et vidunder for verden, men hun satte det som vilkår, at hun kun skulde hjemføres af den ypperste høvding. Hun forlangte af sin fader, at han skulde bygge et hus på Hindarfjæld og omgive det med en frådende luekreds; der vilde hun sidde og vente på den som havde mod til at ride sin hest gennem ilden. "Ham vil jeg ægte og ingen anden," sagde hun.
Sigurd red videre ud i verden. Han kom til en kongsgård, hvor Kong Gjuke boede. Gjukes dronning hed Grimhild, og de havde tre sønner, Gunnar, Høgne og Guttorm, og en datter som hed Gudrun. De modtog Sigurd vel, og der opstod så inderligt et venskab mellem ham og Gunnar og Høgne, at de sluttede fostbroderskab med hverandre. Førend Sigurd kom til kongsgården, havde Gudrun haft mange drømme, og i dem var lyst og mørkt blandet sammen. Først drømte hun en nat, at der sad en høg på hendes hånd, og den var så fager, at fjerene lyste som guld, og høgen syntes hende så dyrebar, at hun hellere vilde sætte alt sit gods til end miste den. En anden nat drømte hun, at hun gik sammen med andre kvinder ud af hallen, og der så de en hjort så herlig som ingen havde set før; alle løb de efter hjorten, og det blev hende som fangede den; men medens den stod foran hendes knæ, blev den ramt af en pil, og det var hende til så stor sorg, at hun næppe kunde bære det, og derefter kom en ulv løbende og spyede hende over med hendes brødres blod.
En aften da de sad over drikken, gik dronningen frem og rakte Sigurd et horn og sagde: "Drik og vær glad! Vi har stor glæde ved at have dig som gæst, og vi vil gøre alt for dig så godt vi formår." Sigurd tog imod hornet og drak. Da lagde Grimhild til: "Gjuke skal være din fader, Gunnar og Høgne dine brødre, da kan ingen i verden måle sig med jer." Da Sigurd havde svælget drikken, gled Brynhild ham helt ud af mindet, og han sagde: "Ja, Gjuke er min fader, Gunnar og Høgne mine brødre." En dag gik Grimhild hen til Gjuke i højsædet og sagde til ham: "Vi har her til gæst den vældigste kriger i verden, han kunde blive vor sikreste støtte; giv ham din datter med kongeligt udstyr, da finder han sin lyst ved at blive hos os." Kongen svarede: "Det er ikke god skik at en konge byder sin datter frem; men du har ret: der er større ære ved at byde ham en hustru end ved at andre bejler." Om aftenen gik Gudrun og bar øl frem, og Sigurd lagde mærke til at hun var fager og statelig i alle sine lader. Gjuke sagde: "Du har givet os mangen en god hjælp og styrket vor magt," og Gunnar føjede til: "Vi vilde give alt for at du skulde blive, om det så var vor søster, som mange har bejlet til og ingen kunnet få." Sigurd takkede dem for deres hæder og tog glad mod svogerskabet. Der blev nu drukket bryllup mellem Sigurd og Gudrun; de kom vel overens og fik en søn, som de kaldte Sigmund.
En dag talte Grimhild til sin søn Gunnar og sagde: "Min søn, du har ære og lykke så meget du trænger til, der fattes dig kun een ting: at du får en hustru. Det er mit råd, at du bejler til Brynhild,
Budles datter, sømmeligere kan du ikke blive gift, og bed Sigurd følge dig og tale din sag." Det råd syntes Gunnar godt om; han talte med sin fader og sine brødre og tillige med sin måg, Sigurd, og de skyndede alle til, og sagde at det vilde bringe ham stor ære at vinde en sådan brud. Gjukungerne og Sigurd, deres måg, red nu op til Hindarfjæld, og da de kom op på vidden, så de, at der langt borte spillede stråler på himlen som fra en brændende by, og det funklede i luften som når en ild giver genskin i guld. De red efter lyset, til borgen rejste sig foran dem med sin luemur; Gunnar vilde straks sprænge gennem ilden og gav sin hest sporerne, men så snart den mærkede heden, ryggede den og vilde ikke gå frem. Han bad Sigurd låne ham Grane, da hans egen hest blev sky for ilden, og Sigurd steg af og byttede hest med sin svoger; men da Gunnar kom i sadlen og drev Grane ind mod luen, stejlede den under ham. Gunnar så, at Grane ikke vilde gå under andre end Sigurd, og sagde at nu måtte de drage hjem med uforrettet sag, og det vilde blive dem alle til spot og spe, fordi de havde lovet en dåd som de ikke kunde udføre; der var kun eet som kunde redde deres ære, og det var om Sigurd red gennem luen i hans sted og bejlede til Brynhild på hans vegne. Sigurd vilde gøre alt for at hædre sine fostbrødre, han skiftede skikkelse og navn med Gunnar og sprang på Grane, og i samme øjeblik hesten mærkede sin egen herre på ryggen, jog den ind i luen. Da Grane trampede i ilden, knastrede og frådede den, så at der skød luer helt op til himlen, og det var for Sigurd som om han red i mørke; men efter som han kom frem, stilnede flammerne af under ham. Inden for luemuren bredte der sig et grønt tun, og midt på tunet stod et hus, der var prydet med guld, så at det funklede i skæret fra ilden. Sigurd steg af Grane og gik ind i hallen, og der så han Brynhild sidde. Han hilste og kaldte sig Gunnar Gjukesøn og sagde han var kommet for at kræve af hende, at hun skulde opfylde det løfte hun havde givet, at hun vilde tage den husbond som red igennem luen. Brynhild så op og sagde: "Det kan kun den sige som har redet luen," og dermed rejste hun sig, gik ham i møde og bød ham velkommen. Om aftenen gik de i een seng, men før Sigurd gik til hvile, drog han Gram og lagde det imellem dem. Da de vågnede, drog han en ring af armen og gav hende den til morgengave og fik af hende til gengave Andvarenaut, men han genkendte den ikke straks. Derpå red han tilbage til sine svogre og skiftede atter ham med Gunnar, og de red hjem. Kort efter blev der holdt bryllup mellem Gunnar og Brynhild, og til det kom Brynhilds fader, Budle, og hendes broder, Atle. Da gildet var endt, steg mindet op i Sigurd, og han huskede sit løfte til Brynhild; men han tav og talte ikke om det til nogen.
Det hændte en dag, at Brynhild og Gudrun gik til åen for at bade. Da de steg ned i vandet, vadede Brynhild længere ud og sagde at hun ikke vilde have det vand i sit hår som drev fra Gudruns hoved. Da Gudrun spurgte hvad forsmædelse det var for hende at dyppe sit hår i samme vand, svarede hun: "Der er den forskel hvis du vil vide det, at min husbond har ikke som din været en hærtagen træl." Da vadede Gudrun ud efter hende og sagde: "Jeg kan to mit hår lige så højt i åen som du, ti min husbond dræbte Fafner og Regin og tog arv efter dem begge; det har ingen, end ikke Gunnar, gjort." Brynhild sagde: "Men Gunnar red gennem luen, og det turde Sigurd ikke." Da lo Gudrun og sagde: "Tror du det var Gunnar som red gennem luen? Jeg tror, det var den samme som gav mig denne ring; den kender du vel; den hedder Andvarenaut, og den blev hentet på Gnitahede; men det var vist ikke Gunnar som hentede den." Brynhild så på ringen, og hun blev ligbleg, da hun kendte den, og gik hjem uden at mæle et ord.
Da Sigurd og Gudrun kom i seng, spurgte Gudrun hvorfor Brynhild var så tavs. "Det ved jeg ikke," sagde Sigurd, "men det lærer vi tidsnok at kende." Hun sagde: "Hun sidder i rigdom og ære og har fået den husbond hun ønskede sig, hvorfor kan hun da ikke være glad?" "Når har hun sagt, at hun har fået den husbond hun vilde," spurgte Sigurd. Gudrun sagde, at hun vilde spørge hende om morgenen, men Sigurd bad hende lade være; ti det vilde hun komme til at angre. Om morgenen gik Gudrun alligevel til hende og spurgte hvorfor hun var så tavs; "er du vred over det vi taltes ved i går," spurgte hun. "Du siger intet uden for at krænke mig," svarede Brynhild, "ond af hjertet som du er." Gudrun sagde at hun måtte ikke tro så ilde om hende, men hellere sige hvad det var som pinte hende. "Kloge kvinder spørger ikke om mere end de har lyst til at høre," svarede Brynhild, "du har let ved at være glad, du har fået det som du vilde." "Det er for tidligt at prise lykken," sagde Gudrun, "og dine ord varsler intet godt; men hvorfor er du vred på mig? jeg har ikke gjort dig noget ondt." "Du fik Sigurd, det er grund nok," svarede Brynhild, "jeg under dig ikke hans kærlighed og hans guld." Gudrun sagde: "Da jeg fik Sigurd, vidste jeg intet om hvad I havde talt sammen; kunde min fader ikke gifte mig bort uden at spørge dig?" "Da var det ikke hemmeligt," sagde Brynhild, "det som Sigurd og jeg lovede hinanden, og I vidste at I gik bag min ryg og sveg mig." "Der er ingen ende på dit hovmod," sagde Gudrun, "du fik den mand du fortjente;" men Brynhild svarede straks: "Da er mit hovmod ikke større end at jeg var tilfreds, om du ikke havde en stoltere mand end jeg." "Den mand du har, er så gæv, at ingen kan sige om der findes nogen gævere," sagde Gudrun; men Brynhild svarede: "Det var Sigurd som fældede ormen, det var Sigurd som red gennem luen, og det turde Gunnar ikke." "Mod skortede det ham ikke på," sagde Gudrun, "men hesten vilde ikke gå under ham." Brynhild sagde: "Forbandet være Grimhild, det var hende som gav Sigurd ondt øl at drikke, så at han glemte mit navn." Gudrun sagde, at hun ikke skulde lyve på hendes moder. "Så gid du må få glæde med Sigurd efter din ærlighed mod mig," sagde Brynhild; "lad os ikke spilde flere ord, jeg har tiet længe om min harme, og nu har jeg talt nok."
Brynhild lagde sig til sengs og ternerne kom til Gunnar og sagde at hun lå i sengen og var syg. Han gik ind til hende og spurgte hvad der fejlede hende; men hun lå som død og svarede ikke et ord. Så satte han sig ved sengen og trængte ind på hende, til hun ikke kunde tie længer; hun rejste sig op på albuen og spurgte: "Hvad gjorde du med den ring jeg gav dig den første aften vi var sammen?" Dertil svarede Gunnar intet, og hun rejste sig helt over ende og sagde: "Det var ikke dig som red gennem luen, det var Sigurd; han turde gøre hvad du ikke vovede; han havde dræbt ormen og hævnet sin fader og fældet konger i rad og følge; men jeg havde lovet højt og dyrt hjemme hos min fader, at jeg kun vilde være den mand god som var den ypperste drot under solen, og nu er han ikke min husbond, og jeg har brudt mit ord og er intet værd. Forbandet være din moder, den troldkvinde!" Da Gunnar hørte at hun talte ondt om Grimhild, blev han vred og sagde: "Sig intet ondt om min moder, hun er bedre kvinde end du." Men Brynhild greb efter et sværd og stødte efter ham, og hun vilde have dræbt ham, om han ikke var sprunget til døren. Høgne kom til og sagde at Brynhild fortjente at de lagde hende i bånd og strikke, men Gunnar bad ham tie og sagde at han aldrig vilde se sin hustru sidde som en ynkelig fange. Brynhild sagde: "Det kan være dig lige kært om jeg er fri eller bunden, du skal aldrig mere se mig smile i din hal eller drikke med dig og aldrig høre mig sige dig et hjertens ord."
Der var nu megen uhygge på kongsgården, og alle ternerne gik forskræmte omkring. Gudrun spurgte dem hvorfor de gik og så ud som de havde mistet sans og samling, og en af dem svarede: "Hvor kan vi andet, sådan som gården er fyldt med bitterhed og vrede og hver en krog varsler ulykke." Gudrun sagde til en af Brynhilds terner: "Gå hen og væk Brynhild, hun har sovet længe nok; lad os gå til vort arbejde og være glade;" men ternen turde ikke og sagde at dronningen havde ikke smagt mad og drikke i mange dage. Så sagde Gudrun til sin broder Gunnar: "Gå du ind til hende og sig hende at vi alle ynkes over hendes sorg;" men han svarede, at det var til ingen nytte, ti hun vilde ikke se ham eller have noget med ham at gøre. Så gik hun til Sigurd og sagde at hun ængstedes for Brynhild, fordi hun havde sovet i syv dage, og ingen turde vække hende, og hun bad ham gå hen og tale til hende. Sigurd svarede: "Brynhild sover ikke, hun lægger store råd op mod os." Da brast Gudrun i gråd og sagde: "Det er ondt for mig at tænke på om du skulde dø; gå hen og giv hende gode gaver, og se om du ikke kan formilde hendes vrede." Sigurd gik ind til Brynhild og slog tæppet af hendes ansigt og sagde: "Vågn op, Brynhild, solen skinner ind ad alle døre, det er ikke tid at sove mere." Brynhild svarede: "Hvor tør du komme her? Ingen har været mere troløs mod mig end du." "Dine tanker er forvirrede, hvis du tror jeg har villet dig ondt; du fik den mand du selv valgte dig," sagde han. "Nej," sagde Brynhild, "den der red ind til mig, var ikke Gunnar, den der fæstede mig med sejr og blod, var ikke Gunnar. Jeg så på den mand som kom ind i min sal, og grundede og syntes han havde dine øjne; men jeg så intet klart for den tåge som lå over mit sind." Sigurd sagde: "Da er jeg ikke større mand end Gjukungerne, de har fældet Danekongen og mange andre høvdinger." Men Brynhild bad ham tie og sagde: "Mind mig ikke om min kvide; du, Sigurd, slog ormen, du red gennem luen, og det gjorde du for min skyld; Gjukes sønner var der ikke." "Vi to blev ikke brudgom og brud," sagde Sigurd, "men det var en gæv konge som fæstede dig til hustru." Men Brynhild svarede: "Aldrig ler det i brystet på mig, når jeg ser på Gunnar; snarere er det så, at jeg hader ham, selv om jeg ikke vil nogen skal se det; men der er en ting som harmer mig endnu mere, og det er at der ikke står et sværd i dit hjerte, Sigurd." Sigurd sagde: "Trøst dig, den sorg bliver snart slukket, men det bliver dig til liden glæde; jeg tror ikke dine levedage bliver lange efter det." "Du har altid villet mig ondt, siden du sveg mig og tog al min glæde," sagde Brynhild, "men det rører mig ikke hvad du siger, hvad tror du jeg skøtter om livet?" Sigurd svarede: "Det er helt anderledes end du tænker, jeg vilde give alt til at du skulde leve." "Du kender ikke mit sind," sagde Brynhild, "du er større end alle andre mænd, og jeg er den foragteligste kvinde i dine øjne." Sigurd svarede: "Du kan ikke sige noget som er længere fra sandheden; jeg ved det bedre, at jeg har dig kærere end mig selv, om end vore løfter til hinanden blev brudt; det var min største lykke, om vi to kunde nyde hinandens glæde." "Det har varet længe, inden du røbede at min sorg var din sorg," sagde Brynild, "men det som er sket, kan aldrig læges; nu vil jeg ikke have din kærlighed og heller ikke nogen andens." Derpå gik Sigurd ud, og Gunnar mødte ham og spurgte om Brynhild kunde tale; Sigurd svarede at hun havde sit fulde mæle. Da gik Gunnar ind til hende og spurgte om der fandtes noget lægemiddel som kunde give hende helsen. Brynhild svarede: "Nej, jeg kan ikke leve, siden Sigurd har været troløs mod mig og ligeså mod dig, da du lod ham gå i seng til mig; og enten skal han dø eller du eller også jeg. Og dræber du Sigurd, så råder jeg dig til at du ikke lader ulveungen leve efter ulven. I Gjukunger har længe nok fundet jer i at lade eders måg skygge over jer; om han lever, beholder I knap noget tilbage af ære og magt; men jeg vil ikke sidde her længer og kvide hos dig, men drage hjem til mine frænder, og der vil jeg sidde og drømme livet hen."
Gunnar blev ængstelig, da Brynhild truede med at tage hjem til sin fader; ti han syntes at hun tog al hans glæde med sig. Og han sad og grundede hele dagen og var delt i sit sind, fordi alle planer syntes ham lige onde. I sin nød talte han med Høgne og sagde: "Det værste er hændt mig som hændes kunde: Sigurd har sveget mig under venskabs skin, og jeg må bryde vort broderskab, om jeg skal hævne den uret jeg har lidt; alt er ondt, hvad jeg end gør, hvad enten jeg tier eller hævner." Høgne svarede hurtigt: "Det skikker sig ikke for os at bryde de eder vi har svoret med våben, og en måg som Sigurd får vi aldrig." Gunnar sagde: "Hvis vi dræber Vølsungen, som han har fortjent, da er der ingen anden til at arve hans rigdom end vi, og vi bliver mægtigere end før, og han har fortjent døden ved sin underfundighed mod os." Høgne svarede: "Jeg kan se, det er Brynhild som har ægget dig, men vi får alle både skam og skade af hendes råd." Gunnar sagde: "Sigurd må dø eller også jeg; lad os ægge vor broder Guttorm, han er ung og letsindig og har ikke svoret broderskab med Sigurd. Det er skel nok for hævnen, at Sigurd fejrede bryllupsnatten med min brud." Høgne kunde ikke modstå sin broders æggen, og de gav Guttorm ulvekød at æde og hidsede ham stadig op mod Sigurd; Grimhild holdt med sine sønner og skød et bidende ord ind, når hun kunde komme til, og af alt dette blev Guttorm så ustyrlig, at han ikke ræddedes for noget. En morgen gik han ind til Sigurd, medens han lå i sengen, for at dræbe ham; men han blev bange for Sigurds øjne og turde ikke gå tæt hen til ham. Således gik det en gang til, men tredie gang han kom ind, var Sigurd faldet i et kort blund, og Guttorm stødte sværdet igennem ham, så at det stod fast i bolsteret. Sigurd vågnede i det samme og slyngede Gram efter ham, og det traf ham i døren, så at det skar ham over i midjen.
Gudrun vågnede ved at Sigurds blod sprøjtede over hende, og begyndte at græde. Men Sigurd sagde: "Græd ikke, husk du har dine brødre i live; vor søn er endnu så ung, at han ikke kan værge sig alene. Dette er Brynhilds gerning, fordi hendes sind stod til mig over alle mænd." Dermed døde Sigurd. Brynhild lo inde i sit kammer, da hun hørte Gudrun klage, og hun vendte sig til sin husbond i sengen og sagde: "Til lykke med fuldbragt dåd! Nu råder I alene for riget og behøver ikke at frygte for at Sigurd skal overstråle eder. Hvad ret havde han til Gjukungernes arv, når der var så drabelige kæmper på gården som I brødre." Men Gunnar så på hende og sagde: "Det er ikke af fryd du ler; en kvinde bliver ikke bleg af hjertens glæde. Al vor ulykke stammer fra dig; der skete dig din ret, om du så din broder Atle gennembores for dine øjne og du sad over ham og stræbte forgæves at stanse blodet fra hans sår." Brynhild svarede: "Ingen kan lade jer høre at I har gjort halv gerning; men dine trusler bider ikke min broder Atle; han kommer nok til at leve længer end I." Høgne sagde til hende: "Du har fået din vilje frem; et ondt værk var det, en ulykke som vi aldrig får bødet."
Men Gudrun sad foran Sigurds lig stiv af sorg, og hverken klagede hun eller vred sine hænder efter kvinders skik; sorgen trængte hende, så at hendes bryst var ved at sprænges, men gråden kom ikke frem. Alle de kvinder som var på gården, gik hen og satte sig hos hende, og de fortalte hver for sig om de tunge sorger som havde ramt dem. Gjaflaug, Gjukes søster, sagde: "Jeg har set otte brødre ligge som lig, og endnu lever jeg gamle kvinde." Hunnerdronningen Herlaug sagde: "Mine syv sønner faldt mens de endnu var unge, og min husbond med dem, og jeg måtte svøbe dem og lægge dem på bål; alt hvad jeg ejede af kært, mistede jeg på en eneste sommer." Men alt hvad de end sagde, kunde Gudrun ikke græde, stivnet og frysende af sorg sad hun ved sin husbonds lig. Da rejste sig hendes purunge søster, Gullrønd, og rev lagenet fra Sigurds ansigt, og da Gudrun så hans brustne øjne, sank hun over mod sengen, håret vældede ud over hendes ansigt, og tårerne dryppede tæt ned i hendes skød. Og siden begyndte hun at holde dødsklage over sin husbond og sagde: "Det var lyst at leve, når Sigurd kom ridende i gårde – nu står hans hest, Grane, og luder med mulen i jorden, og ved at dens herre er død. Han knejsede over andre mænd som et blomster der står højt mellem græsset, han funklede blandt mine brødre som en ædelsten draget på snor. Før bar jeg mit hoved højt over alle kvinder, nu er jeg så lille og arm som det små løv der hænger i piletræerne, når høststormene har rusket dem. Når jeg sidder og når jeg ligger, savner jeg min vens fortrolige tale; aldrig var mit sind tilfreds ude eller inde undtagen hos Sigurd. Dagen er mørkere end den sorteste nat, siden hans øjne brast. Min kvide er stor, og det er mine egne brødre som volder mig gråd; når de rider til strid, får de at mærke at Sigurd ikke er i hæren hos dem."
Brynhild rejste sig sent fra sin seng, og hun gik hen hvor Sigurd lå og de andre stod samlet omkring hans lig. Hun stod der ved dørkarmen så stiv som den stolpe hun lænede sig til, men da hun så de blodige sår i brystet, skød der ild op i hendes øjne. Hun begyndte at tale, og nu var der gråd i hendes røst i steden for latter: "Om I vil eller ikke, skal I høre mig og forstå hvilken ulykke der er sket; mit liv vil sprænges, om jeg ikke får sagt min kvide. Jeg har drømt en ond drøm i nat, at der var koldt i min seng og isnende i salen, og du, Gunnar, red som en bunden fange i dine fjenders vold. Sådan bliver din æts endeligt, fordi I brød alle eder. Har du glemt, at I blandede blod med Sigurd og kaldte ham frænde? Hvordan har du lønnet ham for at han ærede dig og altid lod dig gælde som høvdingen, Gunnar?
Du var troløs mod ham, men han holdt sin tro mod dig og lagde sit sværd mellem sig og mig i brudesengen, da han red gennem luen for dig og du ikke turde. I sveg ham som var bedre end I; ingen af jer kan lignes ved ham, ingen af jer har hans øjne. Men mig sveg I værst af alle: jeg havde lovet min kærlighed til den høvding som var den ypperste, og nu har jeg sveget mig selv og brudt mit ord; jeg elskede den som var ypperst, og gav ham min tro, og mit sind vendte sig aldrig; men I gjorde, at jeg var utro mod min kærlighed, og nu er jeg intet værd. Nu skal ingen anden have hans glæde, min sorg er over alt mål og al trøst, og jeg vil ikke leve efter Sigurd."
Da Gunnar så at hun ikke vilde overleve Sigurd og kun tænkte på hvordan hun selv skulde dø, gik han hen til hende og lagde sine arme om hendes hals og bad hende ikke give efter for sit hårde sind, men hun stødte ham fra sig og sagde at hendes vilje havde han ingen magt over. Gunnar bad Høgne prøve hvad hans ord formåede, men Høgne sagde: "Lad hende dø og sig hende ikke imod, hun har ikke bragt os andet end ulykke, siden hun kom herhen." Brynhild satte sig op på sengen og lod sit guld og alle sine kostelige tøjer og klæder brede ud foran sig, og hun satte et sværd mod sengen med æggen op under sin arm og bøjede sig fast over odden. Mens sværdet stod i hende, sagde hun: "Kom og tag af skattene, hvem der vil og har lyst til at følge mig." Men ternerne stod en stund tavse og sagde derpå alle som een: "Vi må gøre som du vil, men vi beder om at nogle må leve; der er døde nok på kongsgården." Brynhild svarede: "Gør som I vil, jeg vil ikke tvinge nogen til at følge mig; men det skal I vide, at om I vil, kan I nu gå på bålet smykkede som kongedøtre; så statelig en hedenfart får I aldrig, om I venter til døden i sin tid overrasker eder. Men dig, Gunnar, beder jeg om at du vil rejse et bål ude på vangen og lade det tjælde med rødt; der skal du lægge Sigurd og mig ved hans side og imellem os hans sværd, som det lå den ene gang vi var brudgom og brud, og hegn os ind med mine trælle og trælkvinder, og smyk dem rigt med guld, inden du lægger dem på bålet, så vil de tunge døre ikke falde i på hælene af Sigurd, når jeg følger ham." Da Brynhild var død, gjorde de som hun havde sagt, og rejste et stort bål for alle dem som var døde med Sigurd og Brynhild, og på det bål blev også hans banemand, Guttorm, brændt og tillige hans lille søn, Sigmund, som var blevet dræbt sammen med sin fader.
Gjukungerne og Atle
Efter Sigurds fald tilegnede Gunnar og Høgne sig hele Fafnerskatten. De tog sig hver en hustru og sad nu som konger og rådede for landet. Gudrun fødte Sigurd en sildebåren datter, som fik navnet Svanhild; barnet lignede meget sin fader, og Gudrun elskede det højt. Hun fandt aldrig fred i huset, siden hun mistede sin husbond, men sad stedse og rugede over sin sorg. Hendes brødre vilde trøste hende, de bød hende guld og de skønneste gaver til bod for hendes husbond og søn, men hun agtede ikke på hvad de sagde. Da bryggede Grimhild med list en drik, og da Gudrun havde drukket den, glemte hun sin bitterhed mod frænderne, og derpå fortalte de hende, at der var kommet bud fra Brynhilds broder Atle for at bejle til hende. Gudrun vilde ikke høre tale om nogen anden brudgom efter Sigurd, hun sagde også, at hun sidst vilde føde børn for Brynhilds broder; men Grimhild svarede: "Det nytter ikke at du pønser på hævn mod Brynhilds frænder, ti det var dine brødre som dræbte Sigurd, og det bliver dem der kommer til at bøde dyrest. Gør hellere efter mit råd og tag imod Atles bejlen, så får du oprejsning af ham for den krænkelse hans søster voldte dig. Når du da ser dine sønner løbe for dine knæ, vil det være for dig, som om Sigurd og Sigmund igen var levende." Hvor meget end Gudrun vægrede sig, kunde hun ikke stå imod alle sine frænder, og de fik deres vilje med hende. Så førte de hende i brudetog til Atles gård og drak der hendes bryllup med stor glans. Men hendes hjerte lo ham aldrig i møde, og de sagde aldrig hinanden noget kærligt ord.
Da Atle havde været gift med Gudrun en rum stund, begyndte han at grunde over hvor alt det guld var gemt som Sigurd havde ejet, og tænkte at det vidste Gunnar og Høgne. Han sendte nu bud til dem med rige gaver for at indbyde dem til et gæstebud; Gudrun anede at der stak rænker under hans venlighed og tog Andvarenaut, bandt et ulvehår om den og bad sendebudet bringe hendes brødre den ring sammen med Atles gaver. Da sendemanden kom til Gjukungernes gård og fremførte sit ærinde, vendte Gunnar sig til Høgne og spurgte hvad han syntes, om de skulde modtage den indbydelse. Høgne svarede: "Det er sært at Atle nu indbyder os til gæstebud, det har han aldrig gjort før; da jeg så på hans gaver, fandt jeg at der var knyttet et ulvehår i den ene ring; det har vor søster sikkert gjort, og dermed vil hun sige, at Atle har ulvesind imod os." Medens de nu sad og drak til ære for gæsterne, talte Atles mænd om den store hæder som deres konge vilde vise Gjukungerne, hvis de kom til hans gård; de sagde også, at kongen ældedes og hans sønner var endnu ikke voksne, og han vidste ingen som bedre kunde styre riget for dem end Gjukungerne. Der var mange både blandt frænder og venner som rådede fra at fæste lid til Hunnerkongen og hans indbydelse, men Gunnar bød at de skulde lade hornet bære om; han tømte det stolt og sagde at ingen skulde spotte over ham, fordi han ikke turde ride til gæstebud, derefter vendte han sig til Atles sendemænd og bad dem melde deres konge, at han snart kunde hilse Gjukungerne velkommen på sin gård. Da hornet blev rakt til Høgne, sagde han: "Stor lyst har jeg ikke til at gæste Atle, men nu står dit ord fast, og når du drager derhen, skal jeg følge dig."
Næste morgen sagde Høgnes hustru til ham: "Jeg har haft onde drømme i nat: der kom en bjørn ind i hallen og brød højsædet ned og bed hirden ihjel mand for mand." Høgne svarede: "Det betyder at vi får hårdt vejr; når man drømmer om bjørn, kommer der østenstorm." Men hun blev ved og sagde: "Jeg drømte også at en ørn kom flyvende ind gennem huset og sprøjtede os alle over med blod, og jeg syntes det var Atles fylgje jeg så." Høgne mente igen, at det havde liden betydning. "Vi har ofte stor slagt," sagde han, "og når man drømmer om ørne, betyder det øksne." Gunnars hustru, Glaumvør, havde også onde drømme; hun så at der kom sorte kvinder ind i hallen, og de gik sørgmodigt hen og bad Gunnar slå følge med dem. "Den drøm er svær at tyde til det gode," sagde Gunnar, "det kan være at vort længste liv er forbi, men døden kommer ingen mand uden om."
Gjukungerne drog nu hjemmefra til gilde, men først sænkede de Andvareskatten i Rhinen på et sted som kun de selv vidste. Da de kom til Atles kongsgård, stod Atle og tog imod dem med en vældig hær bag sig. "Velkommen til Atle," sagde han, "giv nu hid det guld som med rette er mit, det som tilhørte Sigurd og efter ham Gudrun." Gudrun råbte: "Det guld får du aldrig. Det ser nok ud til at du har lavet til stort gilde, og tænkt på at ulv og ørn ikke skulde hungre." Atle sagde: "Det har længe ligget mig på sinde at få hævnet eders nidingsværk, da I sveg eders måg." "Det må visselig være svært at ruge så længe over planer og ikke kunne få dem færdige," svarede Høgne. Ved Høgnes spottende ord opstod der bulder blandt Atles hirdmænd, alle skjoldene for op, og spydene begyndte at flyve ind over Gjukungerne; Atle skreg højt af harme og æggede Hunnerne til at lade fjenderne bøde dyrt for deres overmod. Men Gunnar og Høgne tog djærvt imod angrebet, og der stod nu en forbitret strid hele formiddagen ude foran kongsgården; i den faldt to af Atles brødre og mange andre af hans frænder med dem. Til sidst blev Atles hird trængt så hårdt, at den søgte ind i hallen; der førtes kampen videre mellem bænkene og ilden, og de faldne tumlede snart ind under bænkene, snart ned i ilden. Men for hver en af Atles mænd der segnede, trængte der sig en afløser ind gennem døren, medens Gjukungeskaren blev tyndet ud mand for mand, til Gunnar og Høgne kæmpede alene hver i sin klynge fjender. Begge var de nu både sårede og mødige, så at de ikke kunde modstå den mængde kroppe som væltede sig over dem, og endelig blev de overmandet og bundet. Da Gudrun så sine brødre ligge på gulvet i strikker og bånd, sagde hun til sine to unge sønner: "Gå hen til eders fader og bed ham om at skjænke jer eders morbrødres liv;" men drengene sagde nej og lod deres moder gå bort, uden at de rørte sig fra stedet.
Atle gik hen og stod over Gunnar og spurgte ham om han vilde købe livet ved at sige hvor han havde gemt Sigurds skatte; men Gunnar svarede, at han før vilde se Høgnes hjerte foran sig på et fad, end han vilde røbe hvor guldet var skjult. Atle sagde at han skulde få sit ønske opfyldt, men i løn gav han sine mænd befaling til at de skulde skære hjertet ud af trællen Hjalle og bære det frem for Gjukungen. Da trællen så dem komme efter ham med kniven, løb han fra det ene sted til det andet for at gemme sig; alt imens han smuttede om bag bjælkerne og krøb op i tagspærene, skreg og hylede han: "I gør en stor ulykke på mig; det kommer der af al den kiv og strid og slagsmål I fører, og det skal jeg uskyldige undgælde for!" Da de tog fat på ham, græd han over at han skulde dø fra sin gode mad og sin varme svinesti, og da de kastede ham om og satte kniven på ham, hvinede han højt, inden odden var begyndt at rispe i huden. De skar nu hans hjerte ud og bar det frem for Gunnar; men da de sagde til ham: "Her ser du din broders hjerte," svarede han: "Sådan skælver ikke Høgnes hjerte; dette har ligget i brystet på en træl." Derpå lod Atle hjertet skære ud af Høgne, og Gjukungen lo, medens æggen borede sig ned i hans bryst. Da de bar hjertet frem på fadet for Gunnar, sagde han: "Det er min broders hjerte; det skælver kun småt, hvor det nu ligger, og det skælvede endnu mindre, da det lå i hans bryst; nu er jeg den eneste som ved hvor guldet er skjult; den hemmelighed som kun een ved, er bedst bevaret. Nu skal Rhinen beholde hvad den har."
Atle lod Gunnar kaste i ormegården; men Gudrun sendte hemmeligt en harpe ned til ham, og den slog han så kunstfærdigt, at han døvede alle ormene. Kun een var der som han ikke kunde få magt over, den huggede sig fast i brystet på ham og gravede sig ind til hjertet; der døde Gunnar, uden at nogen hørte en klagelyd fra ham. Men guldet ligger på bunden af Rhinen til den dag i dag.
Da Atle havde fældet alle Gjukungerne, kom han om morgenen til Gudrun og pralede af sin sejr; og han spottede hende og sagde: "Nu har du mistet alle dine brødre, og selv er du ikke uden skyld i det som er sket." Gudrun svarede: "Du er glad i dag over din bedrift, det er dig en stolt morgen, fordi du kan melde mig mine brødres død; men det kan hænde du kommer til at fortryde din glæde, når du får lært mig at kende og har set lidt til mit sind." Da Atle hørte hendes ord, blev han urolig og bød hende en sømmelig bod, om hun vilde forliges med ham. Gudrun svarede: "Jeg er ikke let at forsone, og om Høgne levede, vilde jeg aldrig lade mig bøje af nogen ulykke; men vi kvinder er intet, når alle vore frænder er døde, – nu er min rod hugget over, og jeg har ingen kraft at sætte op mod din. Gør som du vil, men om du vil unde mig en gunst, da beder jeg dig om at hædre mine brødre med et gravøl." Atle blev glad over hendes føjelighed og sagde: "Vi skal holde et stort gilde, og der skal vi drikke mine frænders og dine frænders gravøl på een gang."
Der blev nu holdt et stort gilde i Hunnerkongens hal; der var rigt med sulemad på bordet, og da drikken begyndte at gå omkring, blev der latter og larm på bænkene, efter som kæmperne dyppede skægget dybere og dybere i hornet. Ud på aftenen savnede Atle sine to sønner og spurgte hvor de legede. Gudrun gik frem for ham med hornet og sagde: "Drik, her er gravøl. Nu skal jeg sige dig hvor dine sønner er henne. Erp og Eitel skal du aldrig mere sætte på dit skød og lære dem at skæfte spyd; jeg har selv dræbt dem og givet dig deres hjerter til festspise ved dit gravøl." Atle blev bleg, og de drukne kæmper græd og hylede, men Gudrun stod og så på Atle, uden at der randt en tåre ned over hendes ansigt. Da kongen fik mælet, sagde han: "Du er den grummeste kvinde under solen." "Jeg husker der var en morgen du hilste mig med et glad budskab, at mine brødre var døde, og jeg har ikke sovet nogen nat siden; nu er det aften, og jeg kommer med min hilsen. Jeg lovede dig at din glæde ikke skulde vare ved til enden, og jeg har holdt mit løfte." Atle skreg: "Du har selv voldet dine brødres død, og nu lader du den ene ugerning følge oven på den anden." Gudrun sagde: "Du gjorde mig den største sorg, da du dræbte mine frænder og trøstede mig med spot, nu har jeg gjort dig den største forsmædelse som jeg kunde tænke på; ingen skam er for stor til en konge som du er, Atle." Kongen var så vild af sorg og vrede, at rusen ganske tog magten fra hans tanker og gjorde ham kraftløs; da Gudrun vendte sig fra ham, sad han sammensunken i højsædet og drak begærligt hvert horn som hun sendte til ham.
Mens der blev lavet til gravøl hos Atle, havde Gudrun sendt bud til Gjukungernes gård og ladet hente Høgnes søn Niflung, som var blevet hjemme, fordi faderen syntes han var for ung til at rejse med til gildet. Om natten efter gravøllet lod Gudrun Atle bære til sit kammer, og hun gik derpå til Niflung og spurgte "om han mindedes lige så godt som hun hvad Høgne havde døjet i Atles gård; da sprang han straks op, og de to gik sammen ind til Atle og gennemborede ham i sengen. Kongen vågnede ved såret, og det første han sagde, var: "Dette sår behøver ingen læge;" derpå spurgte han hvem det var som havde sat det spyd i ham. Gudrun svarede: "Noget gjorde jeg, og resten gjorde Høgnes søn." Atle bad hende om at hun vilde give ham en ligfærd som det sømmede sig en konge, og Gudrun svarede at hans sidste ønske skulde blive opfyldt, han skulde få den allerstadseligste bålfærd som nogen kærlig hustru kunde give den mand hun havde elsket. Og da han var død, svøbte hun ham i hans kosteligste pragt og satte ild på hallen, hvor han lå med alle sine mænd. Da hirdmændene vågnede og mærkede at luerne slikkede op omkring dem, blev de så øre af rædsel, at de huggede hinanden ned, og således brændte Atle inde midt i hele sin hird.
Jørmunreks død
Da Atle var død, vilde Gudrun ikke leve længer. Hun gik ned til havet og vadede ud i dybet for at ende sit liv, men der kom store bølger og bar hende oppe, og de skyllede hende i land ved Kong Jonakers kongsgård. Der blev hun fundet på kysten, og kongen lod hende bære op til gården; han sørgede for at hun blev vel plejet, og siden tog han hende til hustru. De fik to sønner, Hamder og Sørle; desuden havde Jonaker en frillesøn, der hed Erp ligesom den søn Gudrun havde haft med Atle; han blev fostret af Gudrun, og hun elskede ham højere end sine egne sønner, endskønt han var sortsmudset og ikke lignede Gjukungerne. Sigurds og Gudruns datter, Svanhild, blev opfostret hos Jonaker; hun var fager og havde sin faders blik, så at der var ikke mange som kunde se hende i øjnene uden at ræddes. Goterkongen Jørmunrek hørte tale om hende og sendte sin søn Randver til Jonaker for at bejle til hende på sin faders vegne, og på Jonakers råd blev Svanhild fæstet til Jørmunrek, og hun blev med stor hæder ledet fra kongsgården til Randvers skib. Jørmunrek havde en fortrolig rådgiver som hed Bikke, og ham havde han givet sin søn med til ledsager. På rejsen smiskede Bikke for Randver, og sagde at så fager en brud passede meget bedre for en ung mand som Randver end for en olding som Jørmunrek De ord faldt i god jord hos kongesønnen, og han sad dagen lang og holdt Svanhild med selskab. Da de var kommet hjem, tog Bikke kongen i enrum og sagde: "Jeg kan ikke skjule hvad der er sket, om end det holder mig hårdt at skulle sige det; men din søn har stjålet Svanhilds godvilje fra dig på rejsen." Kongen troede alt hvad Bikke sagde, fordi han var vant til at lytte efter hans råd, og han blev så fortørnet, at han ufortøvet vilde lade Randver hænge. Da Randver stod under galgen, tog han sin høg og rev alle fjer af den og bad en mand bringe den til kongen. Jørmunrek så på høgen og sagde: "Du taler sandt, min søn, høgen har ingen fjer og kan ikke flyve, og jeg er gammel og sønneløs," og han lod straks sende bud hen for at frelse Randver fra galgen; men Bikke havde haft hast, og da sendebudene kom derud, var Randver død. Mens kongen nu sad og sørgede over sin søn, gik Bikke til ham og sagde at det var ilde at den skulde dø som han elskede højest, men endnu værre, at den levede som bar skylden; ti det var Svanhild som havde forvoldt al sorgen. En dag da Jørmunrek kom fra jagt, så han Svanhild sidde ved stranden og blege sit hår efter badet, og han blev så ophidset, at han sprængte hen imod hende for at ride hende ned; men hesten stejlede og kastede sig til siden, da hun så op på den. "Træk en bælg ned over hovedet på hende," råbte Bikke; det blev gjort, og hele skaren red over hende og trampede hende til døde.
Da der kom bud til Gudrun om Svanhilds død, æggede hun sine sønner og sagde til dem: "Om I lignede eders moders frænder, sad I ikke her og var lystige, når eders søster ligger ihjel trådt under Jørmunreks hestehove." Hamder svarede: "Du priste ikke dine brødre helt så stærkt, da Sigurd svømmede i sit blod, men vi skal ikke sidde stille og lade dine ord gå os over hovedet." Gudrun gik smilende fra dem og fyldte store horn til festdrik, og Hamder sagde: "Du vil nok drikke gravøl over Svanhild først, og så kan det jo gælde for os med." Gudrun lagde våben frem til dem, og hun udsøgte de bedste brynjer og hjælme, som intet jern bed på, og hun fulgte sine sønner ud og gav dem gode råd; hun advarede dem mod at krænke stenenes hellighed på vejen, og hun sagde, at når de kom til Jørmunrek skulde Hamder og Sørle hugge hænder og fødder af ham og Erp hovedet. Det mærkedes på disse ord som på alt andet, at Erp var hende kærere end hendes egne sønner.
Da sønnerne var draget af gårde, satte Gudrun sig på tærskelen og græd og holdt klage over alle sine døde. Hun talte og sagde: "Tre gange har jeg siddet brud, og tre gange har jeg vogtet en husbonds arne, men den eneste husbond som glædede mit hjærte, var han som mine egne brødre dræbte. Jeg blev Atles hustru og kom til at volde mine brødres død; snart undte jeg dem døden, snart harmedes jeg over deres fald, og jeg forbander den skæbnevilje som nornerne gav mig. Det var en sorg så hård som ingen anden i verden, da hestene trampede Svanhild; det var en sorg så bitter som ingen anden i verden, da Sigurd blev dræbt i min seng; det var en sorg så grum som ingen anden i verden, da Gunnar og Høgne, mine brødre, blev ramt til hjertet i Atles gård. Mindes du, Sigurd, hvad vi talte sammen i sengen, og du sagde at du turde ride fra Hel for at møde mig, og jeg sagde at jeg turde opsøge dig blandt de døde. Så kom du nu på din sorte hest til din enke, som sidder frændeløs uden datter og uden sønnehustru! Jeg vil rejse et bål og prøve om ilden kan tø den sorg som ligger om mit hjerte."
Gudrunsønnerne drog nu afsted på vej mod Jørmunreks gård, og vreden kogte i Hamder og Sørle, og de begyndte at kives med Erp. De sagde spottende til ham: "Hvad hjælp kan vi få af den sorte skifting?" Erp svarede, at han vilde hjælpe dem som hånd hjælper fod, men de sagde, at han talte som den tåbe han var; hvordan kunde en hånd hjælpe en fod. Erp svarede spottende: "Nej, det er svært at vise foden på vej, når manden som har foden, krymper sig ved rejsen." Da blev brødrene end mere vrede over hans hånsord og slog ham ihjel på vejen, så at hans blod randt ud over stenene. Da de var kommet lidt længere frem, snublede Sørle og greb for sig med hånden; da sagde han: "Erp havde ret, hånden kan støtte foden, jeg vilde det var så vel, at Erp levede."
Da vogterne som stod uden for Jørmunreks gård, så brødrene komme, løb de ind til kongen og sagde at Svanhilds hævnere stod for døren. Jørmunrek sad inde og drak midt i sin hird; da han hørte budskabet, lo han og strøg sig over skægget og sagde: "Min tørst er endnu ikke slukket, lad mere drik gå omkring." Dronningen rakte ham hornet og sagde: "Kommer de hele to i følge for at binde Goterkongens hird eller måske hugge den ned til sidste mand?" Jørmunrek svang hornet og så til sit skjold og sagde: "Vi drikker os mod til, moder; jeg har længe glædet mig til at se Gudrunsønnerne som gæster i min sal, jeg tænker jeg vil hædre dem med den højeste galge jeg kan finde." Imens brød Hamder og Sørle ind i hallen med våben i hånd, og kæmper og ølhorn hvirvledes imellem hverandre, så at øl og blod flød i strømme over gulvet.
Brødrene stred sig frem til højsædet og huggede efter Jørmunrek, så at han mistede arme og ben, men derefter blev de trængt op mod baggavlen i hallen og værgede sig hver på sit sted med ryggen mod væggen. Hamder råbte til sin broder: "Nu var Jørmunreks hoved rullet på gulvet, om Erp havde levet," og Sørle svarede tilbage: "Det er godt at huske i tide, at frænder ikke skal bides som ulvene på heden, og lad os huske det nu." Så kæmpede de kækt hver på sit sted for deres liv, og fjenderne kunde ikke få våben til at bide på deres brynjer. Da kom en statelig, enøjet gubbe ind ad døren og gik op gennem hallen; der stod han stille og sagde til de kæmpende: "Slå dem med sten, siden jern ikke bider på dem." Kæmperne hentede sten og dængede dem til, og det blev deres død, at de ikke havde lydt deres moders råd, men havde gjort stenene til deres fjender.
Da Hamder sank i døden, råbte han: "Vi har stridt som mænd og træder på faldne Goter, som ørnen træder på grene. Ingen lever den aften til ende som nornen har sat til hans mål; men et godt ry fik vi høstet i vor død."
|
_09c.jpeg){kind=small}
