 Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.
Nordiske myter og sagn
Vilhelm Grønbech
1927
SAGAER OG SLÆGTSAGN
Ynglingerne
I Upsala rådede Ynglingernes kongeslægt over Sveerne. Sveerne var et rigt og mægtigt folk, der boede i et land som bredte sig vidt ud med store, fagre bygder og bar rige afgrøder; på deres græsgange gik der hjorde af heste, som de havde deres glæde af at opdrætte og ride til. Kongeslægtens rigdom, Upsalaskatten, var berømt over hele Norden, men dens lykke var ikke ublandet; der gik en mørk skæbne gennem ætten, som gjorde at dens bedste mænd fik en voldelig død.
Ynglingernes stamfader hed Yngve, og han var en søn af Freyr. I meget gamle dage levede en Ynglingefyrste som hed Visbur; han blev gift med en datter af Aude den Rige og fik som medgift med sin dronning tre gårde og en halsring af guld. Hun fødte ham to sønner; men nogen tid efter satte Visbur hende til side og tog en anden hustru, og da hun i vrede forlod ham og drog hjem til sin fader, forholdt han hende det gods hun havde bragt med til kongsgården. Efter at Visburs sønner var vokset til, krævede de deres moders medgift af ham, men han vilde ikke give så megen rigdom fra sig, og de måtte gå med uforrettet sag; men inden de rejste, forbandede de halsringen og lagde den skæbne på den, at den skulde bringe døden over den bedste mand i Visburs slægt og volde bestandig frændetvist og frændedrab i Ynglingeætten. Derpå drog de hjem til deres moder og samlede mænd, og en nat kom de uforvarende over Visbur og brændte ham inde.
En ætling af Visbur hed Agne. Han hærgede på Lapland og dræbte Lappernes konge, Froste, og han bortførte kongens datter Skjalf. På hjemvejen lagde han ind i Stoksund og lod rejse sit telt i en skov på næsset, og der vilde han straks drikke bryllup med Skjalf. Hun satte sig ikke imod kongens vilje, men bad ham om at han først vilde holde gravøl over hendes fader, og han føjede hende og samlede alle de stormænd han kunde, og holdt et stort drikkelag. Da Agne blev drukken, sagde Skjalf til ham: "Vogt vel på din halsring," ti Agne bar Ynglingernes kongesmykke. Kongen bandt ringen fast til, før han lagde sig til at sove; men da han var sovnet, knyttede Skjalf en strikke i ringen og slog enden op om en gren i det træ som skyggede over teltet, og hun lod sine mænd trække i rebet, til kongen hang og dinglede højt i grenen. Derpå tog hun en båd og roede bort, og om morgenen fandt Agnes mænd deres konge hængt.
Mellem Agnes sønner, Alrik og Erik, brød slægtsfejden ud i lys lue. Da deres fader var død, kom de i tvist om arven, og Erik måtte forlade Upsala; han begav sig til Gøterne og blev modtaget med åbne arme af deres konge. Der var jævnlig fejde mellem Gøterne og Sveerne, og i en af deres kampe faldt Alriks søn Gunnthjof. Da der kom bud til Alrik at hans søn var dræbt, svor han hævn og drog med en hær mod Gøterne, der rykkede mandstærke imod ham, og i kampen kom brødrene Alrik og Erik til at stå mod hinanden. Da Alrik så sin broder blandt fjenderne, råbte han til ham, at det sømmede sig ikke for dem som frænder at kæmpe hver på sin side og bad ham gå ud af fylkingen; men Erik svarede, at det sømmede sig endnu mindre for ham at svige den konge som havde taget ham op i sin hird og givet ham venskab, da hans egne frænder svigtede ham. Da svarede Alrik: "Vi to skal ikke kæmpe med hinanden, hellere end at den ulykke skal komme over os, vil jeg afgøre min tvist med Gøterne ved tvekamp." og han bad kongen gå frem og kæmpe med ham. Erik sagde: "Vor konge er for gammel til at kæmpe; men det er en skam, om det siges at en konge ikke har turdet tage mod tvekamp, og førend Gøterne skal få så ilde et ry, vil jeg gå i kongens sted." Det vilde Alrik endnu mindre modtage og lod straks blæse til kamp. I den strid faldt begge brødrene.
Efter Alriks død tog Alf og Yngve deres faders rige. Yngve havde lykke med sig i alt hvad han tog sig for, han var lys af sind og legede let med ordene, overalt hvor han kom, vandt han folk ved sin vennesælhed; men Alf var fåmælt og indesluttet, barsk og bydende i sin omgang med mennesker. Han havde en dronning som hed Bera, og han sad stedse hjemme på kongsgården, mens Yngve lå i leding. Da Yngve kom hjem om høsten, blev han ofte siddende sent ud på aftenen og talte med Bera, ti deres sind stemte vel overens; men Alf holdt af at lægge sig tidlig til at sove. Han mindede ofte dronningen om at det var sengetid, og knurrede over at han skulde vente på hende, men hun svarede: "Jeg vilde prise mig lykkelig, om jeg var gift med Yngve i steden for med dig." Og det sagde hun mere end een gang. En aften, da Yngve og Bera sad og talte sammen i højsædet, kom Alf ind og havde et sværd under kappen; han gik til højsædet og jog det igennem sin broder. Yngve sprang op i det samme og huggede til Alf, og de faldt begge døde om på gulvet.
Efter deres tid var Sveernes rige kongeløst en rum stund. To brødre, Hagbard og Hake, fordrev Ynglingeætten og lagde Upsala under sig. Yngves sønner, Jørund og Erik, gav sig ud på vikingetog og hærgede viden om. På deres tog kom de til Danmark; der hærgede på den tid også Kong Gudlaug fra Hålogaland, og de mødtes ved Strømønæs. Efter en hård kamp ryddede Yngvesønnerne Gudlaugs skib og tog kongen selv til fange; de førte ham på land og rejste ham en galge. Efter den sejr tænkte Yngvesønnerne at de havde vist sig som ægte Ynglinger, og vendte hjem til Sverige for at genvinde deres faders rige. Da Sveerne hørte at der var kommet Ynglinger til landet, flokkedes de i store skarer om kongesønnerne og fulgte dem til Upsala. Kong Hake tog imod dem på Fyrissletten og drev dem tilbage til deres skibe, og på vejen faldt Erik. Men i kampen havde også Hake fået så store sår, at han vidste han ikke kunde leve, og inden han udåndede, lod han rede til en bålfærd som var en søkonge værdig. Hans mænd satte kongens skib i vandet og lagde alle de faldne krigere om bord med deres våben; derpå hejsede de sejl og lagde styreåren i dens told. Og da skibet var fuldt sejlklart, lagde de et bål til rette på dækket og satte ild til, bar Hake om bord og satte ham ved styreåren. Vinden bar fra land, og da de slog tovene løs, stod skibet til havs i brændende luer med kongen og hans døde følge.
Efter Hakes død tog Sveerne Jørund til konge. Han sad hjemme om vinteren, men om sommeren lå han efter gammel vane på hærtog. Engang da han hærgede i Limfjorden, løb Gylaug, Gudlaugs søn, ind i Oddesund og lagde sig på tværs for ham, så at han ikke kunde slippe til havs. Så snart folk fra det omliggende land så at et fremmed skib angreb Jørund flokkedes de til fra alle sider og sværmede i skuder og både om hans skib. Jørund kunde ikke værge sig mod den overmagt som myldrede op over skibsrælingen, og sprang i søen; men han blev hurtigt trukket op af Gylaugs folk og ført frem for kongen. Gylaug førte Ynglingen op på land og lod ham ride den høje hest som Jørund engang havde sadlet til hans fader.
Siden kom der en konge i Upsala som hed Angantyr; på hans tid var der stor ufred mellem Sveer og Gøter. Angantyrs sønner, Ale og Ottar, hærgede i Gotland, og til hævn faldt Gøtekongen Heidkun ind i Sveernes land og bortførte Angantyrs dronning; men da Goterne var på hjemvejen, blev de indhentede af Angantyr. I den kamp som opstod, fældede Angantyr Gøtekongen og trængte hans hær så hårdt, at den måtte fly og søge ly i en skov der hed Ravnsholt. Der sad Goterne hele natten og ventede på døden, ti Sveerne havde slået ring om skoven; men om morgenen hørte de kampgny udenfor, og da de listede sig ud, så de at Sveerne var i forbitret kamp med en frisk hær, som var kommet bag på dem. Goterne kendte snart angriberne, og forstod at det var Heidkuns broder Hugleik som kom dem til hjælp; da nu Angantyr blev angrebet fra begge sider, måtte han vige og søge ly bag en befæstet vold; men Hugleik lod sig ikke stanse af pælevolde eller jordværn, og kampen blev fortsat inde i befæstningen, til Sveerne bukkede under. Der faldt Angantyr for de gotiske høvdinger Ulf og Jøfur, der hjemførte hans våben som krigsbytte; og hans dronning måtte følge med Hugleik til Gotland som hærtagen kvinde.
Efter Angantyrs fald blussede slægtstvisten atter op blandt Ynglingerne. Efter mange stridigheder fik Ale overhånd og fordrev Ottars sønner, Eymund og Adils, fra Upsala, og de begav sig til Goterne og søgte at ægge dem op mod deres farbroder. I mellemtiden var Hugleik faldet på tog i Frankernes land, og hans unge søn Hardrad var konge i hans sted; han mindedes det gamle fjendskab med Sveerne og lovede de landflygtige fyrster hjælp. Da Ale hørte at hans brodersønner havde fundet tilhold hos Goterne, faldt han hærgende ind i deres land, og det kom til en kamp, hvor Kong Hardrad faldt og sammen med ham den svenske kongesøn Eymund. Men Goterne blev ved at holde fast ved Adils, og de sendte bud rundt til nabokongerne for at hverve hjælp til ham. Mellem Goterne og Skjoldungerne i Lejre var der gammelt venskab, og Hrolf Krake sendte en udvalgt skare af sine hirdmænd til at kæmpe for Adils. Med denne styrke drog han ud af Gotland, og mødte sin farboder Ale på den islagte Vänern; i den kamp faldt Ale, og derefter blev Adils konge i Upsala og kom til at råde over Ynglingernes skatte. Han var en storladen konge og elskede pragt, og som en ret Sveafyrste satte han megen pris på ædle heste. Efter at han var blevet konge, kølnedes venskabet mellem ham og Hrolf, og det siges, at da han hørte om Danekongens fald, holdt han et stort gilde med blot. Da han under festen tumlede sin hest på helligstedet, snublede den, så at kongen styrtede med hovedet mod en sten, og der fik Adils sin død.
Da Hugleik og hans søn var faldet, var også Gøternes magt brudt i Norden, og Upsalakongerne begyndte at trænge fyrsterne rundt om i Sverige for at lægge hele landet ind under Sveernes herredømme. Ynglingen Ingjald virkede med list og svig for at blive hersker over hele landet, og han blev for sine gerningers skyld kaldet Ingjald Ildråde. I sin barndom udmærkede han sig ikke ved styrke, og en dag så hans fosterfader, Svipdag, at han græd af skam, fordi han ikke kunde stå sig i legen med sine jævnaldrende; da gav Svipdag ham et ulvehjerte at æde, og fra den dag af blev han grum af sind og ubarmhjertig i sin omgang med mennesker. Hans fader bejlede for ham til en gøtisk kongedatter og styrkede således sin magt ved forbund med den konge i Sverige som var størst næst efter Upsalafyrsten. Da faderen døde, vilde Ingjald holde et gravøl over ham som ingen før havde set mage til: Han lod bygge en hal, så stor at den kunde rumme alle Sveriges konger og høvdinger; derpå sendte han bud for at indbyde sin måg, kongen af Gøtland, og alle de andre bygdekonger til gilde og bad dem komme og hædre hans fader. Ved gildets begyndelse sad Ingjald, som skik var, neden for højsædet indtil den stund da han havde æret sin fader med minnedrikken og vist sig som ægte arving. Da bragebægeret blev båret ind, rejste Ingjald sig op imod det, og med hornet i hånden aflagde han det løfte over drikken, at han vilde øge sit rige til alle sider eller dø, og dermed drak han hornet ud og steg op i sin faders højsæde. Gravøllet blev drukket med kraft, og ud på aftenen, da gæsterne var drukne, lagde Ingjald ild om hallen, og han satte vagt udenom, for at den skulde dræbe alle dem der brød ud af branden. Der brændte seks konger inde med deres hird, og Ingjald lagde deres land under sig.
Kong Granmar af Sødermanland var ikke kommet til gravøllet, og heller ikke hans måg Høgne og hans søn Hilder fra Østergøtland. Da de hørte hvad der var sket, styrkede de deres forbund og søgte hjælp rundt om hos fremmede høvdinger. Samme sommer som Ingjald holdt sit blodige gravøl, lå Ylfingen Hjørvard på vikingetog i Østersøen; og da Granmar hørte at han var ankret uden for Mørkefjorden i Sødermanland, sendte han bud til ham og indbød ham med hele sit mandskab til gæstebud. Hjørvard tog mod indbydelsen og blev hæderligt bænket lige overfor Granmars højsæde, og der var stor glæde og lystighed ved gildet. Granmar lod sin datter Hildegunn bære øl til vikingerne, og da hun kom frem for Hjørvard, drak hun ham til og sagde: "Jeg hilser alle Ylfinger med Hrolf Krakes minne." Hjørvard tog imod hornet og bad pigen sætte sig hos ham og drikke med ham, men hun sagde, at det sømmede sig ikke for ham at drikke på tomandshånd med en kvinde. Det var nemlig skik, at vikingernes lag lod hornet gå kredsen rundt mand for mand, til tegn på at de var en sluttet skare brødre, som var eet i liv og død. Men Hjørvard svarede, at for hendes skyld vilde han lade vikingeskik sove den aften og drikke med hende. Så slog hun sig ned hos ham, og de talte fortroligt sammen hele aftenen. Næste dag bejlede Hjørvard til Hildegunn, og efter at Granmar havde holdt råd med frænder og venner, fæstede han hende bort med alle gode mænds bifald, og det blev aftalt at Hjørvard skulde fæste bo i Sødermanland efter brylluppet.
Ingjald rustede sig nu til at fuldkomme det som manglede i gravøllet over hans fader; men da han vilde overfalde Granmar, mødte han en meget større hær end han havde ventet. Midt under slaget faldt også de bønder fra som han nys havde lagt under sig, og han kom i så stor knibe, at det kun var med nød og næppe han slap hjem med livet. Efter det stod der længe ufred mellem Ingjald og Granmar, men til sidst gik nogle velvillige mænd imellem og mæglede fred; på deres bøn mødtes kongerne og svor hinanden tryghed for livstid. Men inden året var gået, overfaldt Ingjald uformodet Granmar, medens han lå på gæsteri, og brændte ham inde, og derefter lagde han også Sødermanland ind under sig.
Ingjald havde en datter, Åsa, som han giftede bort til Kong Gudrød i Skåne. Åsa lignede sin fader i sind og førte ufred med sig hvor hun kom; først satte hun Gudrød op mod hans broder Halfdan, så at han lod ham dræbe, og siden voldte hun også ved sin underfundighed sin husbonds død. Da hun var blevet enke, tog hun hjem til sin fader og stod ham modigt bi i liv og død. Halfdans søn, Ivar Vidfavne, samlede en hær og drog op i Sverige for at hævne sine frænder. Ingjald var på gæsteri på Ræning og havde kun få mænd om sig, da han hørte om Ivars komme; han så at han ikke havde styrke til at værge sig, og hvis han flygtede, frygtede han for at bønderne vilde rejse sig mod ham rundt omkring. Så lod han bære flittigt øl for hirdmændene og Åsa æggede dem til at drikke tæt; derpå satte de to ild på hallen og gik i døden sammen med alle deres mænd. Og således fuldkommedes forbandelsen i Ynglingernes halsring.
|
_09c.jpeg){kind=small}
