Norges Indskrifter med de ældre Runer - 17. Ødemotland (Side 243 - 264)

Fra heimskringla.no
Revisjon per 22. okt. 2024 kl. 17:39 av Jesper (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


For at runetegnene som blir brukt i denne artikkelen skal vises korrekt må du ha fonttypen Gullhornet installert på din PC eller Mac. Gullhornet skal lagres i Fonts i Windows eller  Mac OS.


Norges Indskrifter med de ældre Runer


Sophus Bugge
1891


17. Ødemotland


Literatur. Brev fra A. Lorange til S. Bugge, dateret Bergen, 26de Febr. 1886 (i Runearkivet i Christiania). — A. Lorange i Aarsberetning for 1886, 8. 60, 2—8. 61, med Tegning efter Originalen Pl. III Fig. 14. — Bemærkninger af I. Undset ved Undersøgelse af Originalen, November 1887 (i Runearkivet i Christiania). — G. Gustafson i Aarsber. for 1889 S. 75. — Stephens, The Runes (1844), S. 67 Nr. 236 og S. 91

Grundlag for Behandlingen. Undersøgelse af Originalen ved Prof. O. Rygh og Udgiveren.

Tegning i naturlig Størrelse udført efter Originalen af H. Mathiesen under Tilsyn af Prof. Rygh og Udgiveren.


__________


Den Gjenstand, som er afbildet S. 244, indkom 26de Febr. 1886 til Bergens Museum, hvor den nu har Nr. 4384.

A. Lorange skriver om den i Aarsberetn.: "Tilskaaret Benstykke... 0,097 langt, men oprindelig længer, idet den ene Ende er afbrudt og mangler. Bredden ved den bevarede Ende er 0,015, men aftager mod den anden. Det hele Stykke er buet og langs Oversiden tildannet med to Skraaflader, der langs Kanterne har fordybede Dobbeltlinier, mellem hvilke er indridset to Rækker Runetegn, en paa hver Skraaflade .... Ved den bredeste Ende er Ryggen skraat afskaaret og Siderne afdelte ved Linier. Ved den smalere afbrudte Ende afsluttes Indskriften ved to, at skjærende Linier dannede spidse Ornamenter (forskjellige). Undersiden er noget hul.

Fundet sammen med brændte Ben i en Urne i en Gravhaug paa Ødemotland[1] i Haa paa Jæderen. Blandt disse brændte Ben fandtes ogsaa Brudstykke af en af de sædvanlige af flere Stykker sammensatte Benkamme, der sammenholdtes ved to forsirede Sideskinner. Indsendt af Guldsmed Hellstrøm, Stavanger.

Paa Ødemotland er der en temmelig betydelig Gravplads, paa hvilken der er fundet mange Oldsager, af hvilke flere sikkert er fra den ældre Jærnalder. Meddelelser herom er givne af G. Gustafson i Aarsberetning for 1891 S. 138—140, Nr. 73—80, og i Aarsberetning for 1892 S. 121, Nr. 37.

Prof. Gustav Guldberg har velvillig meddelt mig, at den med Runer beskrevne Gjenstand fra Ødemotland ifølge hans Mening sandsynlig er af, hvad man almindelig kalder Horn af et hjorteartet Dyr, som Elg, Hjort o.s.v. (som i Virkeligheden er et Slags Ben, Udvækst af Pandebenet), medens han dog ikke vil benegte Muligheden af, at det kunde være af Ben i snævrere Forstand (af en Knogle, som har siddet inde i Kroppen). Derimod siger han bestemt, at Stykket ikke kan være af Tand- eller Horn-Substans, det vil sige virkeligt Horn (f. Ex. Oksehorn).

Benstykket viser sig at have været i Ilden og er derved blevet calcineret.


Runestein fra Ødemotland på Jæren.


Paa hver Side af de to Skraaflader er der mellem de horizontale Dobbeltlinjer indridset en Række Runer. Foran og efter hver af disse to Rækker er ridset en lodret Dobbeltstreg, ved hvilken Indskriften til Siderne indrammes. Den ene Række Runer maa læses fra venstre mod høire, den anden omvendt. Tegningen vil vise, at Stykket paa to Steder tvært over Indskriften har været brudt. Disse Brud har dog ikke helt ødelagt nogen Rune.

Indskriften har ikke Skilletegn eller anden Ordadskillelse.

Jeg betegner ved a den Række Runer, som er skreven fra venstre mod høire.

a Rune 1 er ᚢ u.
a 2. ᚺ h, med Tværstreg fra den ene Stavs Basis til den andens Top.
a 3. ᛑ a, vendt mod venstre.
a 4 ᚢ u.
a 5. ᚱ r. Sidestaven begynder lidt nedenfor den rette Stavs Top.
a 6. Binderune af ᛖ e og tilsyneladende ᚨ a. Men se herom i det følgende.
a 7. ᛒ b. Sidestavene naa ikke helt til den rette Stavs Top og Basis.
a 8. ᚢ u.
a 9. Har ikke sædvanlig Runeform. Formen taler for, at det er Forvanskning enten af ᚱ r eller af ᛒ b., uagtet Forbindelsesstreger mellem den rette Stav og Sidestavene mangler oventil og nedentil.
a 10. ᛁ i.
a 11. ᛅ n.
a 12. ᚢ u. Her gaar Sidestaven ud fra den rette Stav et godt Stykke nedenfor dennes Top. Forskjellig er u som a 1, a 4 og a 8, samt a 20, ogsaa flere Gange i Rækken b.
a 13. Er paa Tegningen en ret Stav med 3 Skraastreger til høire; men ovenfor den øverste af disse tre er der paa Originalen en fjerde Skraastreg, som er kortere og mindre tydelig end de andre tre. Runen er ᚨ a, hvis Kviste er skrevne med to Streger hver.
a 14. ᛁ i.
a 15. En sjælden en Runeform, som jeg gjengiver ved jĩ; se herom i det følgende.
a 16. ᛞ d. Høire Hovedstav har tillige været Stav for den følgende Rune.
a 17. ᚦ' þ. Sidestaven er kantet og gaar fra Top til Basis.
a 18.ᛁ i.
a 19. ᛀ n. Tværstregen skraaner ned mod venstre (medens den paa a 11 skraaner ned mod høire) og gaar fra den følgende Runes Top til den foregaaende Runes Basis.
a 20. ᚢ u
a 21. Ser omtrent ud som k i den kortere Runerække. Se herom i det følgende.


Række b gaar fra høire mod venstre. Ved Gjengivelsen vender jeg Runerne mod høire.

b 1. ᚢ u. Sidestaven krummer sig nedentil lidt indover.
b 2. ᛖ e.
b 3. ᛏ t. Kvisten til hver Side er dannet ved to Streger, der paa venstre Side er længere fra hinanden end paa høire.
b 4 har ikke rigtig Runeform. Maa være Forvanskning enten af ᚢ u eller (mindre sandsynlig) af ᚱ r, men afviger fra begge disse Runers Former ellers i Indskriften.
b 5. En smal ᚢ u vendt mod høire. Jfr. herom i det følgende.
b 6. ᚦ þ
b ᚫ a.
b 8 har ikke rigtig Runeform. Er efter sin Form Forvanskning enten af ᚱ r eller af ᛒ b; jfr. a 9.
b 9. ᛁ i.
b 10. ᚢ' u. Sidestaven udgaar fra den rette Stav nedenfor dennes Top. Jfr. a 12.
b 11. ᚺ h, med Tværstreg fra den ene Stavs Top til den andens Basis. Jfr. a 2.
b 12. ᚾ n. Skraastregen gaar fra den foregaaende Runes Top til den følgendes Basis. Jfr. a 19.
b 13. ᚠ f.
b 14. ᚦ þ.
b 15. ᛁ i. Derefter er der oventil en kort lodret Streg, som sandsynlig er betydningsløs.
b 16. ᛏ t med 3 Skraastreger paa hver Side.
b 17. ᛁ i.
b 18 har ikke rigtig Runeform. Bestaar af en ret Stav med 7 Skraastreger til venstre. Synes at maatte være Forvanskning af ᚫ a.
b 19 har ikke rigtig Runeform, synes efter Formen at være Forvanskning enten af ᚱ r eller af ᛒ b, ligesom b 4, der har væsentlig samme Form.
b 20 synes at maatte være ᛞ d, hvis Tværstreger ikke er forlængede til et Kors i Midten[2].
b 21 har ikke regelret Runeform. Den har væsentlig samme Form som b 19 med Undtagelse af, at Runen er vendt til den anden Side. Jfr. herom i det følgende.
b 22. ᚾ n. Skraastregen begynder ligesaa høit oppe som den rette Stav og gaar helt ned til Rammestregen.
b 23. ᚢ u.
b 24. Ligeledes ᚢ u, men ganske anderledes formet end b 23. I b 24 er Sidestaven kantet og dannet ved to parallele Streger.


__________


I Ødemotland-Indskriften er Runerne ridsede snart med én Streg, snart med flere.

Med Hensyn til den Maade, hvorpaa Hovedstaven er indridset, er der en bestemt Modsætning mellem 1) Række a og de to første Runer af Række b paa den ene Side og 2) de øvrige Runer af Række b paa den anden. I hine (i 1) er Hovedstaven overalt dannet ved to parallele Streger (undtagen i a 9, hvor den er dannet ved 3 Streger). I disse (i 2) er Hovedstaven overalt dannet ved én eneste Streg.

Ogsaa med Hensyn til Kviste (hvorunder jeg indbefatter Sidestave og Tværstave) er der nogen Forskjel mellem 1 og 2, men mindre bestemt. I 1 dannes Kvistene meget ofte ved to Streger; i 2 kun i første Rune (b 3) og sid ste (b 24). I a 3, a 6, a 7, a 15, a 16 er Kvistene dannede ved én Streg; jfr. dog i det følgende om a 6. I b 16 er Kvistene dannede ved 3 Streger, hvilket vistnok ogsaa var Meningen i b 18.

Ved at betragte Indskriftens Tegn ser man, at flere af dem har en Form, som ikke med rette tilkommer nogen Rune.

Tegn 9 af Række a ligner r-Runen, men mangler oventil den Forbindelsesstreg mellem den rette Stav og Sidestaven, som r-Runen skal have. Det samme gjælder b 8 og b 19. b 4, b 18, b 21 er ikke rigtige Runer. Heraf synes man at maatte slutte, at Indskriften sandsynligvis ikke er den originale Optegnelse af en Indskrift, som indeholder Runeristerens egne Ord. Vi synes tværtimod i denne Indskrift at maatte have, hvad vi har i mange Bracteat-Indskrifter, bl. a. i Aagedal-Indskriften (Nr. 11), en Kopi af en anden, tabt Indskrift, og denne Kopi synes at maatte være udført uden gjennemgaaende Tanke paa Indskriftens sproglige Betydning og uden tilstrækkelig Omhu for at bibeholde Runernes rette Former, men kun saaledes, at Figurerne omtrentlig blev efterlignede.

Endelig nævnes, at a 3 og b 5 vender til en anden Side end de øvrige Runer. I Bracteat-Indskrifter, som er feilagtige Kopier, vende meget ofte nogle Runer til en, andre til en anden Side.

Uagtet jeg altsaa holder Indskriften fra Ødemotland for en feilagtig Kopi, tror jeg dog, det vil vise sig, i Lighed med Forholdet ved Aagedal-Indskriften, at den er en Kopi paa første Haand og at den har fjærnet sig forholdsvis lidet fra sin Original. Jeg skal i det følgende søge at vise, at det meste af den kan med Sandsynlighed tolkes, og jeg holder det for utvivlsomt, at Ødemotland-Indskriften i sin oprindelige rigtige Form har udtrykt en sproglig Mening og har bestaaet af virkelige Ord.

Første Ord er a 1-3 ᚢ ᚺ ꟻ uha. uha er Mandsnavn i Nominativ. Jeg har her foran 8. 197 nævnt, at uhᛚ paa Aagedal-Bracteaten sandsynlig forudsætter uhᚨ uha, altsaa det samme Mandsnavn. I Mandsnavnet hariuha[3] paa Bracteat Steph. Nr. 57 (fra Sjælland), d. e. hari-uha, forekommer det som andet Led. uha er samme Mandsnavn som oldtysk Uo Uwo hos Meichelbeck Hist. Frising. 4 Gange i første Halvdel af 9de Aarh[4]. Dette Navn betyder "Hubror, Bjærgugle" (tysk Uhu, oht. ogsaa hûwo). Müllenhoff mener, at dette Fuglenavn er blevet brugt som Mandsnavn, fordi Bjærguglen blev holdt for en Fugl, som forkyndte Døden. Ensbetydende er de oldsvenske Mandsnavne Úfr, Ufi[5]). Jfr. oldn. ufr Ugle (bubo), oht. ufo "Uhu“ ags. úf "bubo“. Med Hensyn til dette Ords Anvendelse som Mandsnavn fortjener det ogsaa at mærkes, at Ordet for "Bjærgugle“ i nynorske Bygdemaal bruges i sammensatte appellativiske Betegnelser for Mænd med en slem Egenskab. F.Ex. Iddur (med langt u) "en hidsig, vredladen Person“ i Mo, Telemarken (Aasen), derimod i Fyresdal, Telem. Idduvi (Ross); Helur eller Heluvi (langt u), en gudsforgaaen, hensynsløs Krabat. Se Ross under Ur.

uha er opstaaet af *ua[6], og dette af *uwa af urgerm. ūgiwa[7].

I uha betegner h ikke den tonløse Spirant x, maaské heller ikke den deraf opstaaede Aandelyd, men er kanské snarest kun brugt for at adskille de to Stavelsers Vokaler. Runen kunde bruges saaledes, fordi den tonløse Spirant x (i Tysk betegnet ved ch), der engang betegnedes ved h, paa Indskriftens Tid mellem Vokaler var gaaet over til Aandelyden eller endog faldt bort. Jfr. Norg. Indskr. I 83.

Samme Betydning som i uha har h i frohila (gotisk?) paa en dansk Bracteat, snuhekA, Stentofta d. e. oldn. sný ek, niuha og niuhA, Stentofta d. e. "nyt“. Sandsynlig ogsaa i muha paa Kragehul-Spydstagen i Forbindelsen ek erilaR asugisalas muha haite. Noreen Altisl. u. altnorw. gr. 2 S. 260 henfører muha til oldn. mór, "brun“. Jeg formoder deri en Afledning af *mójan, "udmatte“.

Man tør altsaa ikke med Noreen (Altisl. mid altnorw. gram. 2 § 55 Anm 1) antage muha og hariuha for Former med oprindeligt h, i hvilke ūh senere maatte være blevet til õh, õ[8]).

Efter uha følger a 4—5 ᚢᚱ ur og saa en Binderune a 6, der ser ud som ᛖ e i Forbindelse med ᚫ a. Men urea giver her ingen Mening. I Indskriftens Række a er mange Runekviste ridsede med dobbelt Streg. Derfor ligger det nær at formode, at Binderunen er ment som Forbindelse af ᛖ e og ᛏ t. Heller ikke uret giver her nogen Mening, men urte, "forarbeidede, gjorde“ passer fortræffelig. Derfor læser jeg Binderunen som te. urte, "gjorde, forarbeidede“ — wurte paa Tjurkö-Bracteaten, orte paa By-Stenen (Norges Indskr. I, 102—104), urti paa Sølvesborg-Stenen. Jfr. 1. Pers, worahto paa Tune-Stenen (Norg. Indskr. I. 19 f.); wrtX Bract. Nr. 30 Steph., sandsynlig forvansket af wrtᛟ.

Det er sædvanligt, at Runeindskrifter paa løse Gjenstande nævne, hvem der har forarbeidet vedkommende Gjenstand. I en oldengelsk Indskrift paa en Spænde fra Northumberland (Stephens I, 386) bruges herved det til urte svarende Verbum: gudr(e)d mec worh[t]e. Ligesaa i Indskriften paa Etelhem-Spænden (Norg. Indskr. I, 148): mk mrla wrta.

Efter urte følger a 7—12 ᛒᚢᚱᛁᚾᚢ, burinu, neppe bubinu, da a 9 er aldeles forskjellig fra a 7. Da ingen af disse to Læsninger giver noget rimeligt Ord, bør vi tage e to Gange og læse: eburinu. Hvor to Ord staa sammen, af hvilke det første ender i Skrift med samme Rune som den, hvormed det andet skrevet for sig skulde begynde, der skrives ogsaa ellers i Indskrifter, som er affattede i den længere Rækkes Skrift og ikke anvende Ordadskillelse, Runen kun én Gang. Saaledes sagwmogmeni Rök for sagwm mogmeni; wel[A]dudsAR Stentofta for welAduds sar; salusalu Bracteat Nr. 20 Steph. d. e. sa alu, sa alu (Norg. Indskr. I, 162. 165). Ligesaa i Indskrifter med den kortere Rækkes Runer[9].

eburinu er et Kvindenavn i Nominativ. Endelsen -u er den samme som i birgŋui og i minu liubu paa Opedal-Stenen (se i det følgende), hvortil jeg henviser, laþu i flere Bracteat-Indskrifter, — oldn. lǫþ.

Kvindenavnet eburinu svarer til det oldtyske Mandsnavn Eburin, der brugtes af Franker og andre vesttyske Stammer[10]. Navnet er dannet af det germanske Ord for "Vildgalt“, oht. ebur[11], ags. eofor som i de ældste ags. Sprogmindesmærker skrives ebur, oldn. jofurr som fra Betydningen "Hjælm prydet med Billedet af en Vildgalt“ er gaaet over til at betyde "Høvding, Konge“. Af dette Ord dannes hos de forskjellige germanske Folk mange Personnavne. Paa svenske Runestene forekommer saaledes Navne, som i isl. Form skulde skrives Jǫfurr, Jǫfurbjǫrn, Jǫfurfastr og fl. Disse brugtes ikke hos Nordmænd og Islændinger. Hos dem optræder i den historiske Tid jǫfurr ikke i Personnavne. Men til samme Stamme hører sandsynlig Navneledet Jór-, der ogsaa er østnordisk. Saaledes Jórunn, Jórulfr, Jóreiðr, Jóra.

Efter Förstemann (S. 942) indeholder oldtysk Eburin Suffixet -in. Efter Stark (Kosenamen 8. 90 f.) er oldtyske Navne som Rodini, Hardini, Héldni dannede af Deminutiver paa -in ved Tilføielse af et nyt Deminutiversuffix -i. Men oldtysk Eburin synes at kunne være opstaaet af det sædvanlige Navn Eburwin, ligesom -in ogsaa i andre tyske Navne synes at være opstaaet af -win, der maa forklares af wini "Ven“. Förstemann bemærker selv (S. 1315), at det undertiden er vanskeligt at skjelne Endelse -in fra -uin og -oin. I Begyndelsen af Trad. Wiz. n. 36, a. 713 nævnes Chrodoinus, som i Underskriften kalder sig Rodini. Samme Person kaldes Hildivinus og Hildinus (Stark Kosenamen S. 60), Eburwinus og Eburnus (S. 130). Efter Kossinna (Hochfränk. Sprachdenkm. S. 29) findes i Diplomer fra Fulda i Aarene 750—765 aldrig Navne paa -in, kun paa -uuin, i 765—841 15 Gange Navne paa -in imod 83 paa -uuin.

Ligesaa forandres i Angelsaksisk Navne paa -wine til -ine. Samme Person kaldes Æþehvine og Æþéline (Hruschka II S. 23).

Jeg tror, at urnord. eburinu ligeledes er opstaaet af *Eburwinu*[12]. Om Bortfald af w i Indlyd i Oldnorsk se Nore en Gramm.[13] S. 136. Allerede Vatn-Stenen har rhoAltR af *Hrōwalds. Om urnord. Navne paa -iviniu jfr. S. 234.

I historisk Norsk (ikke, som det S. 234 feilagtig er sagt, i Nordisk) er Navne paa -vinr ubrugelige. Derimod forekomme saadanne i Dansk og Svensk; f. Ex. Folkvin. Jfr. O. Nielsen Olddanske Personnavne S. 117; dog kunde enkelte af de der nævnte Navne være af fremmed Oprindelse, ligesom norsk Gudin, Godene, Goden. I danske Navne paa -vin er v undertiden faldt bort. O. Nielsen har fra Ribe 1436 Eschinus — ags. Æscwine. Ligesaa forekommer dansk Alin — Alwin. En Vocativ af dette Navn har vi mulig i det tre Gange gjentagne alawin paa Skodborg-Bracteaten (Stephens Nr. 67). Kvindenavnet eburinu, *Ebunvinu forudsætter et tilsvarende Mandsnavn *Eburwinix. I Oldtysk findes Kvindenavne paa -wina, f. Ex. Friduwina. I Ags. Kvindenavne paa -wine, f. Ex. Wulwine.

eburinu har b foran u ligesom liubu paa Opedal-Stenen. Naar derimod Vänga-Stenen i Vestergötland har haukoÞuR af *habukoþuR, maa vel dette forklares deraf, at u i *habukoþus var svagere betonet end i liubu og eburinu[14]. Kvindenavnet eburinu, som jeg har faaet frem ved at læse e to Gange, godtgjør, at jeg rigtig har læst det foregaaende Ord urte med e som sidste Rune.

I Indskriften er først nævnt Fabricantens Navn "Uha forarbeidede (nemlig denne Gjenstand)". Saa kommer Kvindenavnet eburinu i Nominativ. Man maa da vente, at hun er nævnt som Eierinde og at Verbet "eier“ følger. Saaledes lyder den foran nævnte Indskrift paa en Spænde fra Northumberland (Stephens I, 386) fuldstændig: gudr(e)d mec worh[t]e ælcfrith mec a[h], "Gudred gjorde mig, Ælcfrith eier mig"[15]).

Tilsvarende Udtryksmaade findes ogsaa i yngre nordiske Indskrifter. F. Ex. paa et Skjold fra Valle i Sætersdalen: kunnar girþi mik hlhi (d. e. Hélgi) a mik. Det ventede Ord "eier“ finder jeg virkelig i det Ord, som følger efter eburinu, a 13—16.

Først er skrevet ᚫᛁ ai a 13—14. Den derpaa følgende sjældne Rune a 15 betegner efter min Formodning ji. Jeg læser altsaa a 13—16 aijid. Denne Formodning skal jeg begrunde i det følgende.

Dette aijid indeholder aih, "eier“, som forekommer paa Fonnaas-Spænden (se Norg. Indskr. I, 57 f.). Til aih er i aijid enklitisk føiet en Pronominalform, som betyder "det“.

Jeg har søgt at paavise, at Aagedal-Indskriften (Norg. Indskr. I Nr. 11) og Bracteaten Nr. 79 Steph. har ai, "eier“; se her foran I, 195. Og i Aagedal-Indskriften har jeg paavist it, "det“; se S. 200. Herefter antager jeg, at aijid' er opstaaet af aih, "eier“ + it, "det“[16]. Jeg formoder at h i *aihit ved Indflydelse at det etterfølgende i fik en palatal Udtale og derpaa gik over til den tilsvarende tonende Spirant j. At Lydbehandlingen var en anden end i faihido, som gik over til fahido (Norg. Indskr. I, 83 f. 197), forklarer jeg deraf, at i i faihido var svagere betonet end sidste i i *aihit.

I aijid er -d opstaaet af Intetkjønsmærke -t. d betegner her den tonende Spirant d ligesom i þAd, "det“, der er skrevet med den længere Rækkes Runer paa Rök-Stenen (se min Afhandling om Rök-Stenen og Fonnaas-Spænden i Vitterh. Akad. Randi. 1893 S. 43—45) og er opstaaet af þat, der allerede forekommer paa By-Stenen (Norg. Indskr. I, 104). Denne Overensstemmelse ved d i Ordets Slutning mellem aijid og þAd, gjør det sandsynligt, at Ordformen þAd paa Rök-Stenen er overført fra de sandsynlig til c. 700 hørende Mindesmærker, fra hvilke Runeristeren har lært den paa nævnte Sten anvendte Form af den længere Rækkes Skrift at kjende.

I historisk Nordisk gaar t i Udlyd efter svagt betonet Vokal over til d. F. Ex. oldisl. við, vi to, ið, I to o s.v. Paa Rök-Stenen med den kortere Rækkes Runer suaþ = oldisl. sváð, "saa at". Jfr. Noreen Altisl. u. altnorw. gram. 2 § 192. Indskriften fra Ødemotland giver os det ældste nu kjendte Exempel paa denne Overgang. Det ældste Exempel paa den analoge Overgang fra k til g har vi i hAderAg paa Björketorp-Stenen "her jeg“.

I aijid er den pronominale Intetkjønsform it, "det“, enklitisk føiet til Verbalformen aih "eier“. Oht. ez, mht. het, som svarer til urnord. it, kan ogsaa enklitisk føies til Former af transitive Verber[17]. F. Ex. mht. ich rûmez niemer hie; mnl. ic ne rurnet dōr ghene nōt. Men Betydningen er i disse Exempler forskjellig, thi mht. ez, mnl. het hentyder her ikke til en bestemt Gjenstand, som -id i aijid.

En enklitisk Tilføielse af en Intetkjønsform paa -t til Verbalformer forekommer ogsaa ellers i Nordisk. Saaledes er det negtende -at, som i det ældste norrøne Sprog enklitisk føies til Verbalformer, ifølge A. Kocks Forklaring (Om några atona, Lund 1879, S. 16 ff.) opstaaet af en ældre Form af eitt, der var benegtet ved et foran Verbalformen staaende ne[18]. Jfr. Kock i Arkiv XI. 124.

id "det“ i aijid, "eier det", faar, som jeg skal søge at vise, sin nærmere Bestemmelse ved den i det følgende indeholdte Angivelse af Gjenstanden, som eies. Denne Brug af det enklitiske -id "det“ har Analogi i Angelsaksisk. Thi her kan hit "det" henvise til et følgende Object: unc hit waldend heht... Sodoma and Gomorra... fyre gesyllan Genesis 2504 ff. " Herren bød os to at overgive det, (nemlig) Sodoma og Gomorra, til Ilden"; eal þû hit geþyldum healdest, mægen mid mōdes snyttrum, Beowulf 1705; uton óðwendan hit nû monna bearnum, þæt heofonrice, Genesis 403 f. "Lad os nu fravende Menneskenes Børn det, (nemlig) Himmeriget." Ogsaa i Middelengelsk kan hit hentyde til og faa sin nærmere Bestemmelse ved et følgende Substantiv. Se Matzner Wörterbuch II, 446 b nederst og 447 a øverst.

a 17—21 er ᚦᛁᛅᚢᚶ. Rune 21 ligner k i den kortere Runerække. Hvis vi læse den som k, faa vi þinuk. Det synes mig sikkert, at vi i Ordet har som Object for aijid og som nærmere Bestemmelse af -id en Acc. sg. m., som betyder "denne“ og at første Led i þinu(k?) hører sammen med første Led enten i oldn. þenna eller i oldn. þinig, hid. Se herom i det følgende.

Hvis Læsningen þinuk (med k som sidste Bogstav) var rigtig, maatte uk være samme Ord som oldn. ok. Men uk kunde da ikke forstaaes som "og“ eller "ogsaa", men maatte forstaaes som "nemlig“. Got. auk har den nær beslægtede Betydning "thi“, og ligesom -uk her skulde enklitisk følge efter þin, saaledes staar got. auk ikke først i Sætningen[19].

uk maatte da under svag Betoning være opstaaet af auk, jfr. Noreen Altisl. u. altnorw. gramm. 2 § 122, 2.

Men jeg skal i det følgende søge at vise, at sidste Rune ikke tør læses som k, og jeg gjengiver derfor Ordet foreløbig ved þinu*. Ordet betyderf ialfald "denne".

þinu* er at forbinde med b 1—2 ᚢ ue, hvormed Indskriften paa Side b begynder. ue forstaar jeg som "hellig Gjenstand", ue, der har været udtalt wē, er vel opstaaet af *wēha og dette af wíha, der hører til got. weihs hellig. Jfr. oldn. vé n. Helligdom.

I ue er Halvvokalen w betegnet ved u ligesom i uiu og fauauisa paa Bracteater (Norg. Run. I 8. 127), uagtet den længere Runerække herfor havde et eget Tegn, ue giver os det ældste i en nordisk Indskrift bevarede Exempel paa Overgangen fra íha til ēha. At denne Overgang var indtraadt paa den Tid, fra hvilken Ødemotland-Indskriften er, godtgjøres ogsaa af Wægemund som Navn paa en geatisk (d. e. jysk) Høvding i Beowulf, hvis Wæg-, som jeg har formodet, er en Gjengivelse af urnord. *Weha-[20]. I ue af *wēha har vi et af de ældste hidtil fundne Exempler paa, at h er faldt bort mellem to Vokaler. Noreen (i Pauls Grundriss I, 466) siger, at h er faldt bort allerede før 800. Ødemotland-Indskriften viser os efter min Mening, at dette har fund et Sted, ialfald tildels, før 700. Og allerede paa Aagedal-Bracteaten forekommer tiade, som jeg har forklaret af *téhöde (Norg. Indskr. I, 199). Men svarende til faipi paa Skee-Stenen (750—800), se Norg. Indskr. I, 84, har Aagedal-Bracteaten fahd.

I ue af *wiha er det udlydende a faldt bort ligesom i historisk Nordisk og ligesom allerede i spidul paa Fonnaas-Spænden (Norg. Indskr. I, 59). Derimod skrives endnu paa By-Stenen aaina.

þinu* viser, at ue her er brugt som Hankjønsord, medens historisk Oldnorsk kun har Intetkjønsordet vé og Nom. pl. m. véar (Hym. sidste Strophe "Guder"; varfærir, véar Stjornu-Odda dr. S. 121 om Skibe, hvis Texten er rigtig). Men i Ags. er woh, wig, weg, "idolum, fanum, sacrum" Hankjønsord; ligesaa oldsaks. wih, "Helligdom, Tempel".

Udtrykket ue "hellig Gjenstand" synes at vise, at den Gjenstand, paa hvilken Runerne er indridsede, har været bestemt til og betragtet som en Amulet. Se mere herom i det følgende.

Om Ordet ue skal jeg tale mere i følgende Excurs.

Med eburinu aijid þinu* ue, "Eburinu eier denne hellige Gjenstand" (egentlig: E. eier det denne h. G.) er en Sætning afsluttet.

Det følgende Ord b 3—7 læser jeg tuuþa. Anden Rune er uheldig formet, men er snarere u end r. Derefter følger sikkert uþ[21]. At tuuþa med to u-er sammen er rigtigt, støttes derved, at Indskriften ender med uu. Vokalfordobling til Betegnelse af en lang Vokal er i Runeindskrifter meget sjælden, men findes dog enkelte Gange i gamle Indskrifter med den kortere Rækkes Runer: þaasi Tryggevælde (Wimmer Runenschr. S. 373); faaþi Flemløse (Wimmer S. 347, 352), snarere udtalt som tostavelses end som trestavelses Ord; ufaa Pilgård (Runverser Nr. 161); jfr. kriister i en sen Klokkeindskrift fra Hvaler i Smaalenene.

I Indskrifter, som er skrevne med den længere Rækkes Runer paa en Spænde og paa en Høvel fra Viemose, forekommer to ᚫ-Runer skrevne ved Siden af hinanden. Men jeg skal her ikke undersøge den sproglige Værdi af denne Skrivemaade. Jfr. i det følgende ved Strand-Indskriften.

tuuþa er ligesom uha Mandsnavn i Nominativ af en Stamme paa -n. Jeg formoder, at tuuþa betegner Udtalen *Tunþa og at dette Navn er det samme som oldsvensk Tunni Yngl. s. Kap. 30, gldansk Tönne[22]. Nielsen anfører flere Steder, hvor dette danske Navn findes. Til dem kan føies Danmarks gl. Folkeviser Nr. 34. Et tilsvarende Kvindenavn er Tunna, skrevet tuna Lilj. R.—U. 458, Runverser Nr. 122 og Nr. 158, Tonna Ser. r. Dan. III, 435 (necr. Lund.). Et med urnord. *Tunþa, skrevet tuuþa, dansk-svensk Tunni, nær beslægtet høitysk Navn er Zunduco i Salzburg; se Förstemann[23].

Navnet *Tunþa, skrevet tuuþa, dansk-svensk Tunni, betegner efter min Formodning etymologisk "han med de store Tænder“, ligesom det oldn. Tilnavn og Navn tanni. Det er afledet af Ordet for "Tand“, som i got. heder tunþus. Ordet "Tand“ er af en consonantisk Stamme og har i Urgermansk havt de to Stammeformer tanþ- og tund-; se Brugmann Grundriss d. vgl. Gramm. II, 373 og 377. Navnet *'Tunþa har laant sit þ (istedenfor d) fra Stammeformen tánþ-. I Oldind. findes datin- i kárūlatin- "som har hule Tænder". Oldind. a i dette Ord svarer regelret til un i *Tunþa.

tuuþa er skrevet for *tunþa ligesom skíþa- Skärkind for skinþa-. Der findes Exempler paa, at n ogsaa foran d og s ikke er udtrykt; jfr. Norg. Indskr. I, 185.

Fordoblingen af Vokalen i tuuþa betegner maaské den nasale Udtale af Vokalen. Thi at uu i tuuþa ikke kan betegne egentlig langt u, synes at fremgaa af den historiske Form Tunni[24].

I tuuþa' — oldsvensk Tunni og skiþa = oldn. skinn- er Lydforbindelsen nþ bevaret, medens denne i historisk Nordisk er bleven til nn (undtagen foran R). Paa samme Maade er Iþ bevaret i owlþuþewaR, Torsbjærg, d. e. WolþuþewaR, medens lþ i historisk Nordisk er blevet til ll.

At Lydforbindelsen uþ holdt sig i Urnordisk, har Lidén med rette sluttet af svensk-lapp. skidde "Skind, Læder", hvilket han forklarer som Laanord af urnord. skinþa[25]

At Lydforbindelserne uþ, lþ fandtes i det ældste nordiske Runesprog, viser sig ogsaa af de oldn. Præterita vilti, helti, nenti o.s.v. i Modsætning til feldi, kendi o.s.v. vilti er opstaaet af *wilþide og godtgjør, at lþ paa den Tid, da i svandt foran -de, endnu ikke var blevet til den sædvanlige Lydforbindelse ll. Men i synes ikke at være blevet synkoperet foran -de før i 8de Aarhundred.

Det efter tuuþa følgende Tegn er ingen regelret Runeform. Det ligner r og b, men der mangler Forbindelse mellem Sidestaven og den rette Stav baade oventil og nedentil. Sproglige Hensyn viser, som jeg tror, at Tegnet er ment som ᛒ b, ikke som ᚱ r.

b 8—9 ᛒ | bi forstaar jeg som den fra Gotisk og Vestgermansk kjendte Præposition, der betyder "ved, ved Siden af, hos". Denne er i historisk Nordisk afløst af hjá. Præpositionen bi har baade jeg (i min utrykte Tolkning fra 1877) og Noreen (Altisl. Gr. 2 S. 260) søgt i Kragehul-Indskriften[26]. Om bi i Indskrifterne fra Ødemotland og Kragehul har kort eller lang Vokal, lader sig ikke bestemme.

Ogsaa af bi som Præfix er der Spor i nordiske Sprog. Axel Kock forklarer i "Bidrag till svensk ordforskning" (i Svenska landsmålen X, 3) S. 4 f. gl.svensk breþa "betale" af bi + reiþa og som identisk med mnt. bereden. Samme Oprindelse har ifølge ham breda upp (en sang) "göra en sang i ordning", norsk Dial. breie upp — reida upp.

I Norg. Indskr. I, 165 har jeg forklaret nygutn. blöjnö "bli mildt väder" af bi + hlýna. Derved er det ikke nødvendigt at forudsætte, at Ordet er oprindelig gotisk. Oldisl. torugætr, "som er vanskelig at erholde", er sandsynlig samme Ord som ags. torbigēte, jfr. oldn. Gjúki — oht. Gibicho.

Det følgende Ord b 10—12 ᚢ N ᛀ uhn er graphisk istedetfor uhan. Jeg ser deri Dativ af uha, Navnet paa den Mand, som har forarbeidet Gjenstanden, paa hvilken Runerne er skrevne. Dativen er styret af bi. uhn, d. e. uhan, er en Dativform som witadahalaiban Tune (Norg. Run. I, 18 f.), uhn for *Uhan er en graphisk Forkortning som eiŋn Krogsta, dnlo Balingen d. e. Danilo, hns Egaa (Norg. Indskr. I, 129; Wimmer Runenschr. 329 f.). Om þn "denne“ paa Upsala-Øksen (hvis jeg har læst Ordet rigtig) skal udfyldes þan eller þin, lader sig ikke bestemme; men det første forekommer mig sandsynligst.

Efter uhn følger b 13—15 ᚠᚦᛁ fþi. Dette maa være det Verbum, som i Indskrifter med den kortere Rækkes Runer skrives faþi og betyder "skrev“. Se Norges Indskr. I, 84 f. I fþi er den tonende Spirant ð betegnet ved som sædvanlig i den kortere Rækkes Skrift, ikke ved ᛗ d som ellers i den længere Rækkes Skrift. Ordet er skrevet forkortet ligesom paa Aagedal-Bracteaten og paa Aasum-Bracteaten, fordi det i Indskrifter forekom saa ofte, at det var let forstaaeligt, selv om det blev skrevet forkortet. fþi bør vel snarest udfyldes til *faiþi; jfr. fahd paa Aagedal-Bracteaten. Dog synes det mig muligt, at fþi skal udfyldes til *faiþi. Jfr. ue i det foregaaende af wiha og fRíþí paa Skee-Stenen (Norg. Indskr. I, 84). Men Aagedal-Bracteaten har tiade (af *tehode) ved Siden af fahd[27]. Da Ødemotland-Indskriften har urte med e, er fþi med i paafaldende. Men Afvigelsen synes forklarlig derved, at *fahipi ikke er phonetisk ganske ensartet med urte. Man kan hermed sammenstille det, at Aagedal-Indskriften synes at have rikiþiR ved Siden af tiade. Jeg vover ikke at afgjøre, om i i anden Stavelse af *fahiþi og rikiþia har bevirket, at tredje ikke har e, men i. Deraf at i i fþi er indtraadt i Udlyd istedenfor e, slutter jeg, at baade dette i og e i urte paa Ødemotland-Indskriftens Tid ikke udtaltes som lang Vokal.

Efter det foregaaende forstaar jeg tuuþa bi uhn fþi som "Tuntha skrev ved Siden af Uha“. Ordene udsiger altsaa, at ikke en og samme Mand har indridset alle Indskriftens Runer, men at nogle Runer er indridsede af én Mand, andre af en anden. Nu har jeg foran gjort opmærksom paa, at Indskriften med Hensyn til den Maade, hvorpaa Runernes Hovedstave er indridsede, skiller sig i to forskjellige Dele, idet Hovedstaven i Række a og i de to første Runer af Række b overalt er skreven med to Streger (undtagen i a 9, hvor den er dannet ved 3 Streger), medens Hovedstaven af alle andre Runer i Række b er dannet ved en eneste Streg.

Af denne Omstændighed i Forbindelse med Angivelsen i Indskriften slutter jeg, at uha paa Benstykket, eller — hvis dette er en Kopi — paa dets Original, har skrevet alle Runer i Række a og tillige Runerne ue af Række b, medens tuuþa har skrevet alle andre Runer af Række b.

Begge Runeristere, baade uha og tuuþa, har begyndt med at skrive sit eget Navn.

Hvorfor to Mænd har indridset Runerne, skal jeg lade være usagt. Muligt er det, at ogsaa Tuntha har havt Lyst til at vise sin Færdighed i at skrive eller til at vise Eburinu, som skulde eie Benstykket, en Opmærksomhed.

Efter fþi læser jeg b 16—20 som ᛏᛁᚫᚱᛞ tiard. b 18 a har det vist været Meningen at skrive saa, at hver Kvist fik 3 Streger; men ved en Feil er der blevet sat 7 Streger istedenfor 6. b 19 har ikke regelret Runeform, da Forbindelsesstreger mellem Hovedstav og Sidestave mangle baade oventil og nedentil ligesom ved b 8 og ved a 9. Af sproglige Grunde læser jeg b 19 (ligesom a 9) r, ikke b som b 8. b 20 synes at maatte læses d. Runens Form er deri uregelret, at Tværstregerne ikke forlænges, saa de krydse hinanden. Den sædvanlige Form har vi i a 16.

b 21—25 læser jeg ᚦᛁᚾᚢᚢ þinuu.

Allerede i 1886 var jeg opmærksom paa den paafaldende Lighed mellem Benstykkets to Indskrifter ved Slutningen. Denne Lighed er vistnok tildels tilfældig, men grunder sig, som jeg nu tror, for en Del derpaa, at de to Indskrifter her har væsentlig samme Ord. Heri har vi en Veiledning til Læsningen.

b 21 har ikke regelret Runeform. Paa den tilsvarende Plads i Rækken a staar Rune 17 og 18 d ᚦᛁ. Sammenligne vi nu b 21 med a 17—18, saa se vi, at Tegnene er næsten fuldstændig overensstemmende af Form. Og ligesom der efter a 17—18 þi følger nu, saa følger der efter b 21 ogsaa nu. Jeg formoder derfor, at b 21, som ikke er noget regelret Runetegn, er forvansket af þi. Forandringen bestaar for største Del deri, at de to Skraastreger er blevne en Smule concave og at Spidsen af Sidestaven paa Þ-Runen berører den følgende i-Rune (tydeligere end paa Tegningen). Þ-Runen synes her ligesom i Række a at have Stav tilfælles med forudgaaende d-Rune[28]. Ogsaa paa Torvik-Stenen b berører Runen den følgende Rune | i.

Jeg læser altsaa b 21—25 som ᚦᛁᛀᚢᚢ þinuu, medens jeg i a foreløbig har læst þinu. Heraf slutter jeg, at þinuu ligesom þinu er Accus. sg. masc., og betyder "denne“. Om den foreløbig antagne Forskjel mellem þinu og þinuu se i det følgende.

Acc. sg. m. þinuu "denne“ maa som Attributiv være føiet til det foregaaende Ord tiard. Dette maa altsaa være et Substantiv i Acc. sg. m. og være Object for fþi "skrev", tiard maa snarest betegne det som er skrevet, altsaa enten Indskriften eller en Del af Indskriften. Dog er der paa Forhaand Mulighed for, at tiard kan betegne Gjenstanden, hvorpaa der er skrevet, da det i Lilj. R.—U. 1071 heder faþi st(a)in þina, tiard er opstaaet af en ældre Form *tiarda, ligesom ue af *-wiha og ligesom spidul paa Fonnaas-Spænden af *spindula. Saalangt synes Ordets Forklaring at kunne gives med Tryghed. Hvad jeg tilføier om det i det følgende, er et mindre sikkert Forsøg.

tiard minder uvilkaarlig om tiade paa Aagedal-Bracteaten, hvilket jeg har forbundet med mht. zechen, "anordne, istandbringe" (Norges Indskr. I, 199). Jeg formoder derfor i tiard en Sammensætning *tia-arda. Første Led *tia- er efter min Formodning opstaaet af *téha- og svarer til mht. zeche, zech (stærkt og svagt fem.) "ordnung nach einander, reihenfolge, reihe; anordnung, veranstaltung, einrichtung"; ags. teoh Gen. teohhe, "societas, caterva, multitudo".

Andet Led i tiard af *teha-arda synes at være en Afledning af got. arjan, oldn. erja, oht. erian, mht. ern jfr. lit. árti, oldslav. orati, irsk airim, lat. arare, gr. δςσω. Dette Verbum betyder "pløie" "skjære med Plogjærnet". Men oldn. erja betyder ogsaa overhoved "skrabe. kradse, ridse" og lat. exarare kan betyde "indridse, gjøre skriftligt Udkast til noget paa Skrivetavlen af Voks". Jeg formoder heretter, at urnord. *ardaR (arda-R) har betegnet ikke blot "Pløining“, men ogsaa "Indridsning“. Jfr. oht. art f. aratio, mht. art "ackerbau sowie dessen ertragniss"; glfris. raf-erd, "rauberisches abfplügen"; oldnorsk prd f. "Avling, Grøde". Men hid hører etymologisk sandsynlig ogsaa oldsaks. ard m., ags. eard m. Bosted, Hjem.

tiard betyder derfor efter min Formodning mulig "Indridsning af en Række (af Tegn)“. Men jeg tør ikke benegte Muligheden af, at Ordet kan betegne den Gjenstand, paa hvilken Ranerne er ridsede.

þinuu har efter min Formodning været udtalt med dobbelt n. Jeg finder i *þin-nuu en Sammensætning. *þinnuu er sandsynlig opstaaet af þennuu ved Overgang af e til i foran nn. *þennuu indeholder efter min Formodning som første Led *þen Acc. sg. masc. af Pronominalstammen *þen jfr. oht. den. Den samme Accusativform indeholdes, som det synes, i þinsi i Indskrifter med den kortere Rækkes Runer, f. Ex. Lilj. R.—U. 868[29]. Endelsen -n i *þen forholder sig til -na i got. þana som urnord. þat paa By-Stenen forholder sig til got. pata. Jfr. minino paa Strand-Stenen i det følgende. Paa Upsala-Øksen har jeg, skjønt med Tvivl, tro et at læse pn Acc. sg. m. "denne".

I þinuu betegner uu efter min Formodning ligesom i tuuþa nasalt u. At n kan nasalere en følgende Vokal, ser man deraf, at enkelte Indskrifter med den kortere Rækkes Runer bruge óss-Runen som Tegn for a efter n; f. Ex. þína, kristna, runaR paa Frösö-Stenen i Jæmteland (Noreen i Arkiv III, 32 f.). I Alfdalsmaalet i Dalarne nasaleres lange Vokaler og Diphthonger efter n og m (Noreen Arkiv III, 6).

Jeg formoder, at þinuu, "denne“, indeholder som andet Led en enklitisk Partikel nu. I historisk Oldnorsk kan nu forekomme med kort Vokal i enklitisk Stilling og i denne gaa over til no. I Jomsvik. 291 4to (Hskr. fra anden Halvdel af 13de Aarh.) heder det i Udgaven S. 120 L. 20: Oc sva er no oc vm nottina. Jeg tror, at no her er rigtigt og at ernö er opstaaet af ernu. I den stockholmske Homiliebog i Wiséns Udg. S. 215 L. 35: Sono ec stend fyr durom. Her er Sono, som gjengiver lat. ecce, for Seno, der er opstaaet af Senú. herno Ágrip (Dahler. Udg.) S. 71 L. 14 af hér med enklitisk nu[30]. Ogsaa i Gotisk forekommer nu i enklitisk Stilling: nunu, þannu. Ligesom nu i þinuu er føiet til et demonstrativt Pronomen, saaledes følger got. nu meget ofte umiddelbart efter et demonstrativt Pronomen; den græske Text har her oftest ovv. Jfr. Grimin Deutsche Gramm. III, 758 f. Beslægtet er det oldn. -na, der efter Noreen (Altisl. u. anorw. gr. 2 S. 72) er opstaaet af núh. Derfor kan oldn. svana sammenstilles med got. swa nu, oldn. núna med got. nunu.

Det er fristende at forklare oldn. þenna som opstaaet af *þen-noh. Men en saadan Forklaring maatte lede til den Opfatning, at þetta þessa þeima var Forandringer af *þetna þessna þeimna fremkomne ved Opfatning af þenna som þenn-a.

Anderledes forklares disse Former af Lidén Arkiv IV, 97—114[31].

Læsningen þinuu i b har jeg fundet ved Sammenligning med a, hvor jeg foreløbig har læst þinu. Tuntha synes at have tilsigtet at lade Indskriften ende i b overensstemmende med den Maade, hvorpaa den af Uha skrevne Indskrift ender i a. Men dette vækker det Spørgsmaal: Er den foreløbig antagne Forskjel mellem þinuu i b og þinu i a sikker? Er det sikkert, at sidste Rune i a skal læses k?

Betænkelighed ved her at læse ᚴ som k vækker ogsaa den Omstændighed, at dette Tegn for k ellers ikke er fundet i nogen Indskrift, som er skreven med den længere Rækkes Runer. Et oprindeligere Tegn for k Y finde vi bl. a. i følgende Indskrifter, ved hvilke jeg tilføier Tidsbestemmelse efter et omtrentligt Skjøn: Fonnaas (650—675), Stentofta (675—700), Björketorp (700—725). Da Ødemotland- Indskriften efter sin Sprogform synes at være ældre end Björketorp-Indskriften, vilde det være paafaldende i hin at finde den mindre oprindelige Form for k ᚴ.

Tegnet ᚴ eller Y for k er tidligst fundet paa følgende Mindesmærker med den kortere Rækkes Runer: Skee-Stenen fra Baahus-Len (750—800), Kallerup-Stenen i Sjælland (800—825), Gimsø-Stenen fra Lofoten (800—850). Mod at læse sidste Rune i Rækken a paa Ødemotland-Stykket som k, taler ogsaa den Omstændighed, at den krumme Sidestav berører den rette Stav langt nedenfor Midten.

Medens saaledes Læsningen af a 21 som k vækker stor Betænkelighed, maa vi, da b ender med þinuu', ogsaa i a vente efter þinu at finde u. Og naar vi vende ᚴ om, saa har vi Y, et i Indskriften oftere forekommende Tegn for u.

For at forklare, at Runen er vendt op og ned, tør jeg ikke beraabe mig paa, at i Bracteat-Indskrifter, som gaa rundt om, f. Ex. paa Aagedal-Bracteaten, nogle Runer er vendte op og ned i Forhold til andre. Heller ikke tør jeg beraabe mig paa, at Runer kan være vendte op og ned i svenske Indskrifter med den kortere Rækkes Runer, som er anbragte i Slyngninger, f. Ex. i Dyb. fol. 232. Heller ikke paa samme Form af w-Runen hos Thorsen Runernes Brug S. 64. Men jeg formoder, at sidste u i a er vendt op og ned for derved at antyde, at Sætningen fortsættes i b, hvis Runer er vendte op og ned i Forhold til a. Jfr. den Maade, hvorpaa a i aih er anbragt paa Fonnaas-Spænden; se Horg. Indskr. I, 67. Hvis Runen ved at vendes om ikke fik Lighed med nogen anden Rune, kunde herved ingen Misforstaaelse foraarsages.

Jeg holder altsaa Læsningen af sidste Ord i a som þinuk for urigtig og mener, at sidste Ord baade i a og i b er þinuu, "denne“. Herved bliver Brugen af -id i aijid þinuu ue fuldstændig overensstemmende med den foran paapegede Brug af ags. hit.

Ved tiard þinuu er det demonstrative Pronomen stillet efter det Substantiv, hvortil det hører, medens det ved þinuu ue er stillet foran. Begge Ordstillinger findes i historisk Gammelnordisk, men den første er den sædvanligere. Dog f. Ex. þina stin Lilj, R.—U. 9; þinsa stain Lilj. 49, o.s.v.


__________


Efter det foregaaende gjengiver jeg her Indskriften paa Benstykket, saaledes som den efter min Formodning oprindelig var ment. Først gjengiver jeg Indskriften med Runer. I min Gjengivelse opløser jeg Binderuner og vender alle Runerne mod høire. Af typographiske Grunde kan jeg her ikke nøiagtig gjengive Runeformerne; disse maa sees af Tegningen. Jeg underprikker de Runer, som paa Benstykket har en forvansket Form eller en Form, som kunde tillade forskjellige Læsninger.

Under Gjengivelsen af Runerne trykker jeg en Transscription.


a (skrevet fra venstre mod høire):


ᚢ ᚺ ᚫ ᚢ ᚱ ᛏ ᛖ ᛒ ᚢ ᚱ ᛁ ᛀ ᚢ ᚫ ᛁ ᛀ ᛞ ᚦ ᛁ ᛀ ᚢ ᚢ
u h a u r t e b u r i n u a i j i d þ i n u u


b (skrevet fra høire mod venstre):


ᚢ ᛖ ᛏ ᚢ ᚢ ᚦ ᚫ ᛒ ᛁ ᚢ ᚺ ᚾ ᚠ ᚦ ᛁ ᛏ ᛁ ᚫ ᚱ ᛞ ᚦ ᛁ ᛅ ᚢ ᚢ
u e t u u þ a b i u h n f þ i þt i a r d þ i n u u


Herefter gjengiver jeg Indskriften afdelt i Ord og med Udfyldning af ikke skrevne Runer, saaledes som jeg tænker mig Ordene udtalte[32].


Ūha urte, Eburinu aijið þinnu wē.
Tunþa bi Ūhan fáhiði tiard þinnu.


Dette oversetter jeg saa:


"Uha forarbeidede, Eburinu eier denne hellige Gjenstand (egentlig: eier det denne hellige Gjenstand). Tuntha skrev ved Siden af Uha Indskriften i denne Række (? egentlig: denne Række-Indridsning?)"[33]


__________


Jeg har foran S. 246 antaget denne Indskrift for en feilagtig Kopi, bl. a. fordi Runen b som b 8 mangler Forbindelsesstreger oventil og nedentil og fordi Runen r som a 9 og b 19 mangler Forbindelsesstreg oventil. Disse Former af Runerne b og r er vistnok opstaaede derved, at man har ladet de omgivende Rammestreger erstatte Runernes Forbindelsesstreger. Men nu findes i svenske Indskrifter med den kortere Rækkes Runer væsentlig samme Form af b, tildels ogsaa af r, hvilke Former der, uden historisk Sammenhæng med Ødemotl.-Indskr., er opstaaede paa samme Maade, idet man nemlig har ladet Slyngningens Rammestreger erstatte Runernes Forbindelsesstreger. Saaledes Dybeck fol. Nr. 60 (b 3 Gange), Dyb. 69 (b 1 Gang), Dyb. 116 (b 1 Gang, ved Siden deraf b af sædvanlig Form 1 Gang), Dyb. 126 (b 1 Gang); Dyb. 96 (r flere Gange). Det synes derfor muligt, at Ødemotl.-Indskr. er Originalindskrift. Men under Forudsætning af, at den er Kopi, finder jeg intetsomhelst Spor til en Modernisering af Runeformerne paa Kopien i Forhold til den formodede Original. Den Forandring, Skriften har undergaaet i Indskriften, hvis den er Kopi, i Forhold til den formodede Original, synes at have bestaaet i en ikke tilsigtet Forvanskning af nogle Runeformer, hvilken blev foranlediget derved, at den Mand, som kopierede Indskriften, ikke tænkte paa Runernes sproglige Betydning. Alt synes mig at tale for, at den os foreliggende Indskrift, hvis den er Kopi, ikke er meget yngre end dens af mig formodede takte Original.

I denne Henseende fortjener Omstændigheder ved Fundet Opmærksomhed. Conservator Gustafson meddeler mig velvillig, at han har gravet i Ruinerne af den lave Haug, hvori de paa Stedet boende Folk forklarede, at Runebenet tidligere var fundet. Han fandt derved foruden brændte Ben og et Par smaa Jærnstykker ogsaa nogle smaa, teglrøde Brudstykker af et Lerkar, der paa Grund af Stykkernes Form og Ornamenter maa have været en (Hanke)-Urne som Rygh N. Olds. 361. Han nærer heller ikke nogen Tvivl om, at de sammen med Runebenet fundne Brudstykker af en Kam har været af en ældre Jærnalders Kam.

Herved er altsaa den Mulighed udelukket, at det med Runer forsynede Benstykke fra Ødemotland skulde være en i den yngre Jærnalder udført Kopi af en lignende Gjenstand fra den ældre Jærnalder. Det os foreliggende Stykke maa være fra den ældre Jærnalder.

Skriften i Ødemotland-Indskriften mangler Ensartethed. Hvis det er rigtigt, hvad jeg i det foregaaende har formodet, at den er en Kopi og ikke Original, saa har dette vistnok tildels bevirket denne Mangel paa Ensartethed. Tildels har denne vistnok tillige sin Grund deri, at Indskriften, som det i den siges, (paa Originalen) er bleven indridset af to forskjellige Mænd. Men hver af disse to Mænd synes allerede paa Originalen at have varieret Formerne af en og samme Rune, og Mangelen paa Ensartethed synes hovedsagelig at skrive sig derfra. Ogsaa i By-Indskriften (Korg. Indskr. I, 113 f.), der staar Ødemotland-Indskriften nær i Tid, men vistnok er lidt ældre, er Runernes Former indbyrdes uensartede. Derimod har Fonnaas-Indskriften, som jeg ligeledes henfører til 7de Aarh., en fast Skriftform.

Paa u-Runen gaar i Ødemotland-Indskriften Sidestaven ud snart fra den rette Stavs Top, snart fra den rette Stav nedenfor Toppen. Dette gjælder baade for den Del af Indskriften, som uha har skrevet, og om tuuþa ´s Skrift. En lignende Variation findes f. Ex. paa den slesvigske Vedelspang-Sten I med Indskrift i yngre Runer (Wimmer Festskrift S. 11). I Ødemotland-Indskriften er Sidestaven paa u-Runen oftest krum, men i b 24 kantet. Ligeledes er u-Runerne i Indskriften indbyrdes meget ulige i Bredde. Som b 4 har u en aldeles uregelret Form.

b har i ebur- (skrevet af Uha) en anden Form end i bi (skrevet af Tuntha). n-Runen skrives baade med Tværstregen skraanende fra Skriftens Udgangspunkt (saaledes skrevet af Uha 1 Gang, af Tuntha 2 Gange) og med Tværstregen skraanende i modsat Retning (skrevet af Uha 1 Gang). I a 11 har Tværstregen paa n-Runen sædvanlig Længde, men i a 19, b 12, b 22 berører den baade øvre og nedre Rammestreg.

Paa Runen for þ gaar Sidestaven tildels ud fra den rette Stavs Top og ned til dens Basis, tildels er Sidestaven mindre. Som b 21 har þ en uregelmæssig Form. Der kunde nævnes flere Exempler paa, at en og samme Rune har forskjellige Former i Indskriften. Hertil kommer, at Stave og Kviste dels er ridsede med én Streg, dels med to eller tre Streger, saaledes som jeg foran nærmere har paavist.

En forholdsvis sen Runeform har Ødemotland-Indskriften i И h med Tværstregen fra anden Stavs Top til første Stavs Basis i uha. Omvendt N i uha. En væsentlig overensstemmende Form af h-Runen findes én Gang paa Aagedal- Bracteaten; se Norg. Indskr. I, 188 og 200. I Kinneved-Indskriften (Stephens HI, 21) ga ar Tværstregen paa h fra anden lodrette Stav lidt nedenfor Toppen til første Stav lidt ovenfor Basis. Lignende Form har h-Runen paa Bracteaterne 6 og 25 hos Stephens.

Det er ligeledes et Mærke paa forholdsvis sen Tid, at u i ue betegner Halvvokalen w ligesom i nogle Bracteat-Indskrifter. Men Runen P w forekommer i flere Indskrifter, der er meget yngre end den fra Ødemotland.

I fþi, forekommer þ, som det synes, første Gang i de os bekjendte Indskrifter som Tegn for en tonende Spirant ð, der oprindeligere betegnedes ved ᛞ. Næste Exempel er wAþ[i] paa Sølvesborg-Stenen (750-755). Det, at ð betegnes ved þ, synes at forudsætte, at den tonløse Spirant þ i Indlyd mellem to Vokaler paa Ødemotland-Indskriftens Tid var gaaet over til ð. Men i Ødemotland-Indskriften synes i Udlyd ð at være betegnet ved ᛞ d i aijid. Ligesaa har Rök-Indskriften med den længere Rækkes Runer þAd, d. e. það.

En næsten enestaaende Rune forekommer i a ᛀ id. Dette er dog vel samme Tegn som minder om et 8-Tal, der forekommer paa Rök-Stenen som Tegn for i i den længere Runerække i Ordene mogmeni, igold (2 Gange), ind, hosli. Se min Afhandling om Rök-Stenen og Fonnaas-Spænden S. 42, 45—47, 71, 76, 109 f. Den paa Rök-Stenen brugte Form af den længere Rækkes Skrift synes at være Etterligning af en Form, som forekom i Indskrifter fra c. 700.

Den nævnte paa Rök-Stenen forekommende Runeform er efter min Formodning den oprindeligere. Denne har paa Benstykket fra Ødemotland undergaaet væsentlig den samme Forandring som r-Runen i eburinu og tiard samt b-Runen i bi idet nemlig Forbindelsesstregerne mellem den rette Hovedstav og de krumme Sidestave oventil og nedentil er forsvundne. Men hvis man i Ødemotland-Indskriften vilde læse ᛀ som i ligesom paa Rök-Stenen, da vil de det blive vanskeligt at forklare, hvorfor i her er betegnet ved dette sjældne Tegn, medens vi 4 Gange ellers i Indskriften finde det sædvanlige Runetegn for i , nemlig |. Det vilde desuden ved den nævnte Opfatning blive vanskeligt at forstaa, hvorfra Tegnet ᛀ har sin Oprindelse. Jeg formoder derfor, at ᛀ i Ødemotland-Indskriften betegner ji. Tegnet synes mig ifølge sin Oprindelse at være en Binderune af ᚲ, som forekommer bl. a. paa Vadstena-Bracteaten, d. e. j (se Wimmer Runenschr. S. 121), og af | i. Paa den Tid, da Ødemotland-Indskriften blev indridset, var vistnok j i Fremlyd faldt bort, saa at Runenavnet jöra blev udtalt är. Men det forhindrer ikke, at Runen fra en ældre Tid kan han have beholdt Betydningen ji, naar man ikke længer havde nogen Bevidsthed om Runens Forhold til Runen är.

Den Betydning, som det lignende 8-Tal har paa Rök-Stenen, nemlig i, synes at være mindre oprindelig. Runen, som tidligere havde Betydningen ji, synes at have faaet Betydningen i derved, at ji i Indlyd i mange Ord gik over til i.

At den her omtalte Rune for ji som senere bruges for i, ikke forekommer paa Vadstena-Bracteaten, forklares naturlig derved, at den egentlig er en Binderune, der som saadan ikke blev optaget i Runerækken.

Vi har seet, at Ødemotland-Indskriften ved sin Skriftform viser sig at tilhøre den senere Del af den Tid, i hvilken den længere Rækkes Runeskrift var den almindelige. Den oprindelige Betegnelse af den tonende Spirant S i Indlyd ved d er bevaret i de blekingske Indskrifter fra Björketorp og Stentofta, og Stentofta-Indskriften adskiller endnu i Indlyd mellem to Vokaler þ fra d (hAþu - men heþerA). Derimod har Ødemotland-Indskriften i fþi i den senere Betegnelse af ð ved þ. De blekingske Indskrifter, endog Sølvesborg-Indskriften, har bevaret Betegnelsen af w ved ᚹ w, medens Ødemotland-Indskriften betegner w ved ᚢ.

Omvendt staar Ødem.-Indskr., ligesom By-Indskr., paa et ældre Skrifttrin end de blekingske Indskrifter samt den paa Rök-Stenen efterlignede "urnordiske“ Skrift deri, at den har ᚫ som eneste a-Rune. Den vistnok noget senere Indskrift paa Upsala-Øksen stemmer heri overens med Ødemotl.-Indskriften, uden forsaavidt som øverste Kvist paa Upsala-Øksen gaar ud fra den rette Stav lidt nedenfor Toppen.

Den Form, 'e-Runen har to Gange i Ødemotl.-Indskr., er oprindeligere end første e i By-Indskriften, som dog to Gange har den oprindeligere Form.

Medens den i Ødemotl.-Indskr. forekommende Form for h har, som Runen h sædvanlig i den længere Rækkes Skrift, to rette Stave, saa har Upsala-Øksen ᚼ h. Men ᚺ vedbliver i langt senere Tid at være den sædvanlige Runeform. Ogsaa i Skee-Indskriften synes ᚼ at være h.

Ødemotland-Indskriften bruger endnu ligesom Stenene fra Stentofta og Björketorp Runen medens Vatn-Indskr. (725—750?) og Sølvesborg-Indskriften betegne d ved ᛏ t.

Med Hensyn til Sprogformerne mærkes. urte mangler w i Fremlyd ligesom orte By og urti Sølvesborg; se Korg. Run. I, 102 f. urte er oprindeligere end orte, der har faaet o fra første Person, h er faldt bort i Indlyd mellem to Vokaler i ue af wêha og i tiard af *téhaarda(?), h er faldt bort mellem r og t i urte.

Stammens udlydende a er i Accus. sg. faldt bort i ue og i tiard. ligesom i spidul paa Fonnaas-Spænden. Derimod er det bevaret i hAriwulafa paa Istaby-Stenen samt i niuha og niuhA paa Stentofta-Stenen; ligeledes i anina paa By-Stenen.

De to Nominativer af n-Stammer uha og tuuha har bevaret a i Udlyd og adskille sig derved fra de historisk nordiske Former paa -e , -i. Fonnaas-Spænden har ŋsrbse, som jeg har tolket iŋisarbiske. Men da denne Ordform er femstavelses, er den ikke analog med Formerne i Ødemotland-Indskriften. fþi har i i Udlyd for ældre ê, som derfor maa være forkortet i urte.

Efter alle de Tidsmærker, som jeg i det foregaaende har nævnt, henfører jeg Ødemotland-Indskriften og dens formodede ikke meget ældre Original, som skulde have været indridset paa et lignende nu tabt Benstykke, til c. 675—700. Ødemotl.- Indskriften synes i Tid ikke at staa fjærnt fra By-Indskr. og fra Aagedal-Indskriften, men maa (trods orte By, urte Ødem.) være noget yngre end disse. Jeg har foran (S. 115) henført By-Indskriften til Midten af 7de Aarh. Jeg skulde snarest være tilbøielig til at sætte den til c. 650—675.

Sproget i Ødemotland-Indskriften staar i det hele nærmere ved det ældste nu kjendte Runesprog end ved Sproget i de tidligste Indskrifter med den kortere Rækkes Runer. Dette gjælder ikke blot de grammatiske Former, men i endnu høiere Grad Ordforraadet. Saaledes er Navnene uha og eburinu nærmere beslægtede med oldtyske Navne end med nordiske Navne i den historiske Tid. Ogsaa Ordene bi, tiard og det enklitiske -id har nærmere Slægtninger i oldtysk Sprog end i historisk Nordisk. Vi synes heraf at kunne danne os den Forestilling, at de nordiske Folks ydre Forhold ved Aar 700 var væsentlig de samme som i de foregaaende Aarhundreder. Derimod i 8de Aarhundred maa Sprogforandringen have gaaet for sig raskere og været mere gjennemgribende end i 7de Aarh. Og ved Begyndelsen af 9de Aarh. er den historisk nordiske Sprogform i alt væsentligt fuldt udviklet. Sprogforandringen, som vi kan følge den gjennem Runeindskrifterne, synes at vise, at Nordboerne allerede i første Halvdel af 8de Aarh. blev rykkede op fra sine tidligere Forhold og blev førte ind paa nye Baner. Paa disse udviklede de sin Eiendommelighed i fremtrædende Modsætning til de tyske Stammer.


__________


Benstykket fra Ødemotland har, som allerede Lorange har fremhævet, Lighed med Benormen fra Lindholm Mose i Skaane (Stephens III, 33). De to Gjenstandes Runeindskrifter ligne hinanden i flere Henseender. Begge Gjenstande har Indskrift langs efter paa to skraanende Sider. Lindholm-Indskr. har 23 Runer, Ødemotland-Indskr. noget over 20 Runer paa hver Side. I Lindholm-Indskr. har Stave og Kviste regelret 3 Streger; Ødem.-Indskr. har Stave og Kviste, som er skrevne med 2 og med 3 Streger. I begge Indskrifter mangler Ordafdeling.

I Kragehul-Mose har der c. 1750 været fundet et Benstykke med Runeindskrift paa to Sider, hvilket efter Beskrivelsen har været saa ligt det, som vi kjende fra Lindholm-Mose, at man kunde mistænke dette sidste for at være falskelig udgivet for at være fundet i Skaane og for i Virkeligheden at være det formentlig tabte Stykke fra Kragehul.

Indskriften paa Spydskaftet fra Kragehul (Wimmer Runenschr. S. 124), som aabenbart er samtidig med Lindholm-Indskriften, har ogsaa adskillig Lighed med Ødemotland-Indskriften i den Maade, hvorpaa Runerne er ridsede. Paa Spydstagen har Stavene og Kvistene 4, 3, 2 Streger eller 1 Streg. Flere Gange har 2 Runer én ret Stav tilfælles.

Ødemotland-Indskr. kan dog ikke være samtidig med Lindholm- og KragehuL Indskrifterne. Det sér man deraf, at h har i Ø. én Gang Formen ᴎ; én Gang N i L. og K. Formen ᚺ. Fremdeles og sikrere af Sprogformerne og Skriftformerne fþi, urte, ue, tiard i Ødemotl.-Indskr.

Jeg tror derfor, at det med Runeindskrift forsynede Benstykke, af hvis Indskrift vi sandsynlig har en Kopi paa Benstykket fra Ødemotland, har i Form, Ornamentering og Udstyr med Indskrift, men ikke i selve Indskriftens Indhold været en Etterligning af en ældre dansk Bengjenstand, som har været samtidig med Bengjenstandene fra Lindholm og Kragehul.

Hvis dette forholder sig saa, da kan det ikke med fuld Sikkerhed paastaaes, at Ødemotland-Stykket eller dets formodede, nu tabte Original har været arbeidet i Norge eller at Uha, der i Indskriften nævnes som den, der har arbeidet det, har været en norskfødt Mand. Men sandsynligt er dette dog. Samme Navn Uha bar, som jeg har søgt at vise, den Mand, som har arbeidet Aagedal-Bracteaten eller egentlig dennes nu tabte Original (Norg. Indskr. I, 197. 200). Men der er ikke fuld Grund til at antage den i Aagedal-Indskriften nævnte Uha for samme Mand som han, der nævnes i Ødemotland-Indskriften. Herimod taler bl. a., at det Verbum, som svarer til oldn. faþi, i de to Indskrifter skrives aldeles forskjellig.

At Bengjenstande af den Form, som Ødemotlandstykket har, er blevne efterlignede paa flere Steder i Norge, ser man af følgende. Gustafson anfører i Aarsberetning for 1889 S. 75, at der i Bergens Museum under Nr. 4601 findes brændte Brudstykker af en Bengjenstand, som er prydet med Linjer og Punkter og er af lignende Form som det med Runeindskrift forsynede Benstykke fra Ødemotland. Hine Brudstykker er fundne paa Egeland i Hægebostad sammen med en Broncehank og et Stykke Broncebeslag til et Træspand i en rund, af temmelig store Stene bygget Haug.

Benormen fra Lindholm Mose har vistnok med rette været anseet for en Amulet. Hunerne paa dens ene Side har vistnok magisk Betydning. Om Benstykkets specielle Brug vover jeg intet at afgjøre. At Benstykket fra Ødemotland ligeledes er en Amulet, angives, som det synes, ved Ordet ue i Indskriften. Dette Benstykke har ikke magiske Runer. Hvad er det da, som efter de Gamles Tro har gjort det til Amulet? Man maa vel formode, at den overtroiske Forestilling, at Bengjenstande af denne Form havde overnaturlig Virkning, er bleven traditionelt nedarvet og udbredt.

Til at bestemme den Brug, man har gjort af Benstykket fra Ødemotland, har vi nogen Veiledning deri, at Indskriften angiver, at Gjenstanden har været eiet af en Kvinde. Den forekommer Conservator Gustafson nærmest at kunne have været en Haarnaal eller "Haarpil“.

Fodnoter

  1. ↑ Matr. Gaards-Nr. 18 Motland øde, Nærbø Sogn, Haa Præstegjeld, Jæderen. og Dalenes Fogderi, Stavanger Amt.
  2. ↑ I Valsfjord-Indskriften (som jeg ikke selv har seet) har første d efter K. Ryghs Gjengivelse væsentlig samme Form som b 20 i Ødemotland-Indskriften, medens Undsets Kopi der har en Runeform, som ikke afviger væsentlig fra den sædvanlige.
  3. ↑ Saa har Originalen; Stephens´s Tegning har feilagtig hauiuha.
  4. ↑ Se Müllenhoff Zur Runenkunde S. 50.
  5. ↑ Acc. uf Lilj. R. —II. 6 (ikke læst af Dybeck); Gen. ufs Runverser 110. Acc. ufa Lilj. 1148: ufaa Runverser 161, hvor u synes at være kort.
  6. ↑ En Heruler i 6te Aarh. hed Σογαǫτoναs Sotaorovas (Procop. de b. Goth. II. 15; IV, 25). Dette Navn hører tydelig til oldn. svartr. Det er neppe at forstaa som Swartica, af Stamme Swartwan dannet ved det i Farve-Adjectiver ofte forekommende Suffix -wa; thi et saadant Suffix føiet til swart- kan ellers ikke paavises. Snarere er det Swart-úa, sammensat med ua "Hubror“.
  7. ↑ Forholdet mellem oht. úfo og úwo af *úgwo forklares af Verners Lov. Til uwo hører oht. uwila, nht. Eule "Ugle“. Jfr. Singer Paul-Braune Beitr. XH, 212; Noreen Altisl. Gr. 2, § 246 anm, 2; § 251, 3, anm.; Noreen Urgerm. Lautl. S. 148, 162. Oldn. ugla forklarer Noreen af *uggwilo. Men kan det ikke være af *ugilo for *uwilol?
  8. ↑ Noreen 8. 262 gjengiver hariuha ved oldisl. Herióe?, men det maatte i oldisl. Form have lydt *Her-ué eller *Herjué.
  9. ↑ Derimod paa Aagedal-Bracteaten tiadeelifi.
  10. ↑ Til Exemplerne hos Førstemann føier jeg fra merovingiske Mynter Epirino Conbrouse p. 15 Nr. 176; Eborino p. 22 Nr. 521.
  11. ↑ Om det tilsvarende got. Ord jfr. Kogel Gesch. d. deutsch. Lit. I, 36 i. (Trykt 20 October 1894)
  12. ↑ *Eburwinu behøver ikke at være opstaaet af *Eburawinu, thi ebur- kan engang have været en r-Stamme.
  13. ↑ Jfr. Noreen Altisl. u. altnorw. gram. 2 § 231. Se ogsaa Norg. Indskr. I, 165, Anm.
  14. ↑ fr. Noreen Altisl. u. altnorw. gram. 2 § 231. Se ogsaa Norg. Indskr. I, 165, Anm.
  15. ↑ Bracteat-Indskriften Nr. 30 Steph. (Jylland) holder jeg for en forvansket Kopi. Første Ord er enten wrt eller wrtX. Forvanskning af wrtᛟ. d. e. wurto, "forarbeidede" (1ste Person). Derpaa følger i ᚹᚢᚠᚷᛖᛚ ᚫ, sandsynlig en Forvanskning af et Mandsnavn, som er Subject for wrto. Herefter et Kvindenavn tatsulo (?), der er Subject for sidste Ord ah, "eier“. Udtrykket er her altsaa analogt med det, vi finde i Ødem.-Indskriften. Bracteat-Indskriften Nr. 30 Steph. har ogsaa i en anden Henseende nogen Lighed med Ødemotl.-Indskriften. Den ene Kvist paa anden t-Rune er skreven med to Streger, og paa tredje t-Rune er begge Kviste skrevne med to Streger. Næstsidste Rune, som jeg har læst a, har 3 horizontale Kviste.
  16. ↑ Jeg tør ikke forklare -id i aijid som Verbalendelse ligesom -ij i bAriuiþ Stentofta 3 Ps. sg. og ligesom -eth i middeleng. oweth, "eier“. Thi at der paa Ødemotland-Indskriftens Tid skulde ved Siden af aih, "eier“, være opstaaet en dermed ligebetydende Nydannelse aijid, savner, saavidt jeg ser, enhver Støtte. Formelt kunde -jid i aijid være Neutrum af en Stamme ji-. Men en saadan Neutralform kan ingensteds paa vises og lader sig ikke støtte ved litau. jls ji, "han hun“ og tilsvarende slaviske Former. Formelt kunde -jid ogsaa være Neutrum af en Stamme jē-. Denne findes i oldslav. jego, "hans“. Maaské indeholdes en ved Forbindelse af je- med -wa opstaaet germansk Stamme jena- i oht. jener, oldn. inn og (med Laan af h fra hi- "denne") hinn. Men Solmsen i Kuhns Zeitschr. 31, 479 mener, at german. jena- er opstaaet ved Sammensmeltning ("Contamination“) af ja- og ena-. At forklare -jid i aijid af en Stamme je- synes mig utilraadeligt, fordi den ikke har nogen Støtte i den virkelig paavislige germanske Sprogbrug.
  17. ↑ Se Grimm Deutsche Gramm. IV, 333—338. Jfr. 363 f.
  18. ↑ Jfr. Noreen Altisl. u. anorw. gr. 2 § 57, 4, h.
  19. ↑ I Ynglingatal 1 synes oldn. ok at betyde "nemlig“; se Noreen Uppsalastudier S. 194 f. Finnur Jonsson har vistnok Uret i at stryge dette ok.
  20. ↑ Arkiv f. n. F. IV, 134. Prof. Laffler forbinder derimod Wagmund med Mandsnavnet wage (Dativ) Opedal og med svensk våga.
  21. ↑ Undset har ment, at man her skulde læse ikke uþ men blot Runen p, hvis Stav skulde have tre Streger. Men den foreliggende Gjenstands Runeformer tilsteder ikke dette.
  22. ↑ tuuþa svarer vistnok ikke til ags. Tuda, Tudda.
  23. ↑ Feilagtig sammenstiller O. Nielsen dansk Tunni med tysk Tunno hos Neugart Cod. dipl. Alem., Kansler Wirtemb. Urk. og Meichelbeck Hist. Frising. Thi t i Tunno svarer til nord. d.
  24. ↑ Staar denne Betegnelse af et nasalt u ved uu i Forbindelse med det af Joh. Schmidt (Vocalismus I, bl. a. S. 41 ff.) behandlede sproglige Fænomen, at en Vokal kan blive forlænget ved Indflydelse af en nasal Consonant?
  25. ↑ Se Wiklund Laut- u. formenlehre d. Lule-lapp. dial. (Stockholm 1891), S. 158 f.. 178 f.; Lidén Vermischtes zur Wortkunde und Grammatik (Ups. Univ. Årsskr. 1894), S. 17. Jfr. svensk-lapp. skiddet, i Hatfjælddalen skirret, sirret, i Trondhjems Stift skirri, flaa, tysk schinden, hos Qvigstad Nordische Lehnwörter im Lapp. (Christ. 1894), S. 294. Qvigstad bemærker med urette, at disse Ord, som r viser, ikke kan høre til oldn. skinn. Men Qvigstad S. 25 bemærker selv, at svensk-lapp. d, i Trondhj. Stift r svarer til Finmarken-lapp. d. Derfor er den her foreliggende Forandring af urnord. skinþ- regelret. Dette lappiske Ord er vigtigt, fordi det er en af de Kjendsgjærninger, som efter mit Skjøn godtgjør, at Thomsen trods Qvigstads Indvendinger har Ret i at antage, at Lappisk har optaget nogle Laanord fra Nordisk i førhistorisk Form. Det nævnte lappiske Ord er ogsaa en af de Kjendsgjærninger, som efter mit Skjøn godtgjør, at Qvigstad har Uret, naar han (S. 70 siger: "Die Beziehungen der Schweden zu den Lappen... reichen wohl nicht viel weiter als bis zum Jahr 1320 zuruck". Jeg griber efter disse Bemærkninger Anledningen til at udtale min Glæde over alle de vigtige Oplysninger, som den nordiske Sproggransker Under i Qvigstads grundige Skrift.
  26. ↑ Jeg formoder der: [unsajli jah agala wiju bi g. I Kragehul-Indskriften har bi mulig betegnet "ved Hjælp af".
  27. ↑ Jeg tror ikke, at fþi i fuldstændig Form har været *fahfri og at þ i i betegner den tonløse Spirant. Herimod taler Skrivemaaden paa Skee-Stenen. Desuden kan vel oldn. foþi ikke være opstaaet af * fahþi med tonløst h og tonløst þ.
  28. ↑ Der er i b neppe skjult en Stav ved Bruddet; thi af en Stav vilde man sandsynlig have seet Spor oppe til venstre for Bruddet.
  29. ↑ 'þiinuu indeholder neppe det samme *þin som þinig "hid“ Helg. Hund. II, 36 og 50, Sigrdr. 3. Thi þinig synes at være opstaaet af det ensbetydende hinig ved Indflydelse fra þannig, þann, þenna o.s.v.
  30. ↑ Jfr. munnu Reyk. M. I L. 4; gefnu Stockh. Hom. 50 L. 20.
  31. ↑ I den med den kortere Rækkes Runer skrevne Indskrift fra Ludgo, Södermanland, Baut. 806 — Lilj. R.—IL 870 antager Stephens Run. Mon. II, 748 f. Acc. sg. m. [þ]inu, men dette er usandsynligt; se Runverser Nr. 68.
  32. ↑ Jeg betegner ikke Vokalernes nasale Udtale.
  33. ↑ I Aarsberetn. 1886 S. 60 fremsatte jeg, efter første Gang at have seet en Afskrift af Indskriften, en anden Opfatning, hvilken jeg forlængst har opgivet. Stephens antyder en eiendommelig Tolkning i "The Runes“ 8. 67, 91.
Hentet fra «http://heimskringla.no/index.php?title=Norges_Indskrifter_med_de_ældre_Runer_-_17._Ødemotland_(Side_243_-_264)&oldid=74164»