Norske Folke-Sagn - Kjæmper og Konger

Fra heimskringla.no
Revisjon per 27. sep. 2021 kl. 18:41 av Jesper (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Norske Folke-Sagn


Kjæmper og Konger


av Andreas Faye





"De Gamle tage Lidet, gjøre Meget deraf.
Naar Kjæmper og Konger ere lagt’ i Grav,
Saa gaaer da Sagn og fast større Ry
End Gjerningen var i Land og By."
Anders Vedel.


Indledning

Da vi allerede i Indledningen til første Afdeling have stræbt at vise Oprindelsen til de mange Sagn om Jutuler og andre overnaturlige Væsener, og, da de tilsvarende Sagn om Kjæmper og Konger kunne betragtes som en Gjenklang eller Modification af de samme Ideer, kunne vi her fatte os kortere. Gjerninger, som paa nogle Steder tilskrives Jutuler, f. Ex. at kaste Stene over Fjorde, efter Kirker o.s.v., overføres paa andre Steder til deres mere menneskelige Efterkommere, Kjæmperne og Kongerne, der efter Almuens Mening have været stærke, store og frygtelige som de gamle Søgurs Jetter. Den for alle Folk fælles Lyst til at omgive deres Forfædre med en uopnaaelig Glands, og hæve Fortiden og Fortids Daad paa Nutidens Bekostning, gjør det begribeligt, at Almuen tænker sig disse Helte som Kjæmper i Ordets egentlige Forstand, saameget mere, som mange andre Omstændigheder kunne styrke dem i denne Formening. "Hvis Folk i gamle Dage ei have været større og stærkere end Nutidens Mennesker," indvender man, "hvorledes har de da kunnet opreise store Bautastene og andre Stenmasser, som tilskrives dem? Hvortil de store Kjæmpehauge og hvorfra de store Been, som man stundom finder i Haugene?" Bonden paa Nibstad i Hallingdal skal saaledes for noget over 100 Aar siden have opkastet en Haug, og deri fundet 2 hele Menneske-Beenrader, der vare saa store, at Bondens Pikhue, som han satte paa den Enes Hoved, ikke engang kunde bedække Skalden. Paa den Enes Pande saaes en dyb Skramme, og i Haugen fandtes tillige en meget stor Stridsøxe. Disse Beenrader vare efter Sagnet Levninger af Kjæmperne paa Goel og Torpe, der her havde prøvet Styrke. (Top. Journal 31, 184). Paa Gaarden Hegeland i Mandals Fogderi fandt man 1774 en Beenrad, der skal have været Alen (!) lang, og tilhørte en gamrnel Kjæmpe, der fra Øret til Hagen var en god 1/2 Alen lang! (Top. Journal 11, 24, Kraft 3, 560), og i den saakaldte Atlaks-Haug paa Listerland fandtes i en steensat Grav Menneskebeen af saadan Størrelse, at Mennesket maatte have været 5 Alen høit, hvortil Gravens Længde svarede (Kraft 3, 567). Naar man nu til disse og lignende Kjendsgjerninger lægger, hvad de gamle Søgur og Historiebøger om Roland o.s.v. berette, og hvad de gjengse Kjæmpeviser og Sagn fortælle om de drabelige Helte Langbeen-Rise, Vidrik Verlandsen o. Fl., der leve i Folkets Minde og paa flere Steder have localiseret sig[1], kunne vi let forklare os Aarsagen til Almuens Tro paa, og Sagn om Kjæmpernes uhyre Størrelse og Styrke. Til disse kunne vi udentvivl regne Jetten Doffre, som blev fangen i Halfdan Svartes Guldhus og efter Flateyarboks og Ramus’s Vidnesbyrd var saa stor og stærk, at der maatte 60 Mand til at binde ham.

Sagnene om Kjæmper og Konger ere utallige. Hvor to Bautastene eller Kjæmpehauge staae i Nærheden af hverandre, kan man være vis paa at høre Sagnet om Kjæmper, der her dræbte hinanden i Tvekamp og bleve begravne paa Stedet. Hvor der paa hver Side af en Fjord, eller paa to nærliggende Bjergknatter findes store, løse Stene, tilskrives de almindeligviis to stridende Kjæmper, der have slynget dem efter hinanden, og, hvor der paa en Ø eller Gaard findes en anseelig Gravhaug, er man næsten stedse sikker paa at høre, at her hviler en Konge, hvorefter Øen eller Gaarden har faaet Navn, eller hvis Navn man dog veed at fortælle.

At der i gamle Dage fandtes mange Neskonger, er vist; men at der paa et Sted kun behøvedes at findes en mærkelig Oldtidslevning eller have boet en anseelig Mand, for at Sagnet deraf har dannet en Konge, er nok ligesaa vist. Da disse Sagn imidlertid over det hele Land ere høist eensformige, og med faa Undtagelser indskrænke sig til Navnene paa de drabelige Helte, hvis Gravhauge man viser, ville vi i følgende Afdeling om Kjæmper og Konger, for ei at trætte Læsernes Taalmodighed, kun fremhæve enkelte Træk, der kunne tjene som Prøve paa en Mængde Lignende. For imidlertid at vise de hedenfarne Kjæmpers Skygger den tilbørlige Respect, ville vi her i Indledningen nævne en Deel af dem, der endnu leve i Folkets Minde.

Paa Buvarp paa Nummedalseidet findes Kjæmpen Thors Gravhaug. Han blev dræbt af en Neskonge, hvis Datter han havde bortført. Paa Thorstad boede Kong Thor, som leverede Beboerne af Vigten en Træfning paa Ryom, hvor en Mængde Kjæmpehauge endnu findes. I Vaagen i Nordlandene findes Kong Haakens Heller, hvorpaa Kong Haaken med sine Mænd spiste og siden til Erindring opreiste en Steenvarde. Tæt ved findes "Kongsvolden," hvor hans Telt stod. Paa Glein paa Dunøen boede og faldt Kongen af Bjørneland, om hvem der endnu findes en Vise.

Paa Gaarden Hovland i Sigdal hviler Kjæmpen Raban, og i Moland i Øvre-Thelemarken viser man endnu de Stene, hvormed Kjæmperne Here Hestad og Kort Berevie sloges. Kjæmpen Glom ligger begraven i en stor Haug paa Sundbo; men den med mærkelige Runer forsynede Bautasteen, som før prydede hans Grav, tjener nu til Dørtrin i den nærliggende Fladdal Kirke i Øvre- Thelemarken. Hitterdølerne nævne med Stolthed blandt deres Kjæmper Rau Rye, der ved Hjelp af et Trold byggede Hitterdals mærkelige Stavkirke, Vrang Stiven, Alf Hustvet, Grut Fosse o. Fl. Blandt Østerdalens Heroer nævner Sagnet en Gaute Tildran, en Tørre Aune, en Vindtop Hugaas, en Hestlæg Flott an o. Fl. Tre Kjæmpebrødre, Grim Ose, Qvælp Mo og Ivar Langerumpe, hvis Gravhauge endnu vises, nævnes af Sagnet som de første Opryddere og Beboere af Ørstedalen paa Søndmør. I en Risehaug i samme Fogderi viser man ogsaa Kjæmpen Fløites Grav. Ikke alene Gaarden Gloppestad, men hele Gloppen Sogn, skal have faaet Navn af Kjæmpen Thore Glop, hvis Gravhaug ikke er mindre end 27 Alen lang og 7 Alen bred[2]. Blandt Hølands Heroer nævnes Kongen paa Kongstorp, Kjæmpen Storm paa Skrepperud og Kjærnperne paa Størbak og Kingerud, der have anlagt den lange Steenbro over Søen Birkelangen, og den mægtige Aaster, hvorfra Botnerslægten stammer.

Bautasten. Ved Sørbø på Rennesøy. Foto: Jesper Lauridsen © 2010.

Paa Renisøen i Rogaland hviler Kong Randos, paa Alvestad ved Buknesund Kong Halvor, paa Hvitingsø Kong Hviting, paa Hebnes, hvor en 12 Fod høi Bautasteen kaldes Hebs Sværd, Kong Heb, paa Skjeldesvaar i Skjoldenborg ved Kintservik Kong Harring, i Rimsvar den paa Rimmereide paa Storøen Kong Rim, paa Balderø Kong Baldur, paa Haakensholm paa Herrø, paa Gjermundsnes og Horrem i Romsdalen o. s. v, ligeledes Konger. Paa Steensbjerget i Gudbrandsdalen skal en Kong Stein have havt sit Tilhold, og der være bleven beleiret af en Kong Elef, som her satte Livet til. Paa Ulfstad i Sandsvær boede efter Sagnet en Kong Ulf, der blev dræbt af Kong Rollaug, som boede paa Prestegaarden af samme Navn. Paa Komnes i Sandsvær, hvor fordum fandtes et mærkeligt Loft, boede Kong Kompan og paa Brattisborg i Seude, Kong Gunulf (Krigens Ulv). Paa Lister hviler mange Konger, blandt hvilke Ukiel styrtede sig ned fra en Klippe i Framvarnvand, fordi han i et Ruus havde svoret, aldrig at overvindes af nogen Kjæmpe, og i Undal findes en Haug, hvori en Dronning skal ligge begraven. Bringsjord i Lyngdal, Øvrebo Støl og Gousland i Vinje i Øvre-Thelemarken, de i antiqvarisk Henseende mærkelige Gaarde Kløvstad og Hof paa Hadeland o.s.v., nævnes som gamle Kongesæder. Blandt de stolteste Minder, man har om disse ellers ubekjendte Konger, er Kong Raknes Haug paa Romerike. Den er 50 Alen høi, og saa stor, at et nærliggende rundt Kjern skal være opkommet derved, at man der har taget Jor den til at danne Haugen. I den nærliggende "Baanehaug" ligge efter Sagnet 5 kongelige Børn begravne. (Kraft 1, 476).

Angaaende den historiske Sandhed, der monne ligge til Grund for disse og lignende Sagn, da må vi henholde os til Anders Wedels Ord: "Men hvad Tid og Sted de have levet, er icke til visse at sige andet end hvad man fast gjette kan, og ellers have nogen Kundskab af de store Høie og andre Steder, som man vil vise, at de have boet paa, og ere begravne. Hvad som historisk Sandhed er anrørende, vide endog smaa Børn, at det er en føie Ting at lide paa."

Kjæmperne Flein og Bekaar

Paa Liuserei i Drangedal boede i fordums Dage Kjæmpen Flein. Han var overmaade stærk og at han var stor kan man endnu see paa Bjørnustad i Gjerrestad. Der findes nemlig hans Maal, 14 Fod, paa et Fjeld, hvor han engang skal have ligget. Samtidig med ham var Kjæmpen Bekaar Brodsjø fra Drangedal. Begge Kjæmper bleve forelskede i og friede til Liaadalsluskra, en væn og anseelig Pige, som boede paa Liaadal i Gjerrestad. Flein syntes ei om denne Medbeiler og for at blive ham qvit gjorde han sig en stor Klubbe. En Søndagsmorgen, førend Flein stod op, kom Bekaar til Liuserei, da han ledte efter sin Hest. Da han gik forbi Fleins Dør, hvor Klubben stod, fik han Lyst til at prøve sin Styrke. Det var saa vidt, at han kunde løfte den fra Jorden. Da han nu vilde lægge den fra sig, skramlede Ringen i Klubbeskaftet saa stærkt, at Flein vaagnede og raabte; "De va nok ingen Juringgut, som ringla me’ Klubberingen min idag." I det samme sprang han op af Sengen, trak Buxer paa og løb ud for at see hvem det var. Da Bekaar mærkede det, blev han red og gav sig til at løbe det bedste han kunde. Da Flein kom ud og fik Øie paa den løbende Bekaar, blev han sint, greb Klubben og kastede den af al Magt efter ham. Dog Bekaar var saa rap tilbeens, at han allerede var kommen en halv Fjerding bort, inden Klubben faldt ned. Den kom med saadan Fart, at den gjorde 3 Hop og tilsidst traf Bekaar paa Hælene, dog uden at skade ham videre. Paa det Sted, hvor Klubben faldt, findes endnu 3 store Huller i Jorden, som kaldes Klubbekasta. Fra den Dag turde Bekaar at Frygt for Fleins Klubbe hverken komme til Liuserei eller Liaadal. Flein fik saaledes god Ro til at holde Bryllup med Luskra, som allerede havde faaet et Barn med ham. Dette tog hun med til Kirken, men da hun underveis vilde stige over en Dal, tabte hun Barnet uden at mærke det. Endelig savnede hun det og maatte nu tilbage for at lede. Hun fandt det dog snart og viste det frem til Presten med de Ord:


"Ve du kresne denna Glouten
a vi’ meg me’ denna Slouten?"


Engang var Flein i Skoven paa Liuserei for at løve. Da han paa Hjemveien vilde stige over et Kjern, traadte han feil og styrtede med Løvbyrden over sig ud i Vandet og sank tilbunds. Naar det er haardt Veir, seer man endnu, at han letter i Løvbyren.

Om Bekaar Brodsjø gaaer det Sagn, at han laa i Tvist med Manden paa Ausland, der kaldtes Auslandsmauren, om Byttet mellem deres Gaarde. Endelig bleve de enige om, at de begge paa en bestemt Dag skulde gaae hjemmefra om Morgenen ved Soleglatid, og hvor de mødtes, der skulde Byttet blive. Aftenen forud gik Auslandsmauren betids tilsengs for betimelig at vaagne. Bekaar derimod turde ei lægge sig for ei at forsove sig. Dog faldt han tilsidst i Søvn og sov nu saalænge, at da han kom ud mødte han Auslandsmauren lige ved Kanten av sin Mark. Han blev nu baade forskrækket og bedrøvet og bad, at han dog maatte faae et Steenkast ind i Skoven. Denne Bøn blev tilstaaet. Bekaar tog nu en Steen og kastede den med saadan Kraft, at den først faldt ned midt imellem Brodsjø og Ausland i et Vand, Midt i samme staaer den endnu, og efter den kaldes Van det Steensvand.

Kjempen Faxi i Gjevedal

I Gjevedal i Ombli boede i gamle Dage paa Gaarden Mosvald en Kjæmpe ved Navn Faxi. Han kom i Trætte med Raye Hougsiaa, Dreng Tuftene og Starke Omland, alle i den Tid bekjendte Kjæmper. De fordrede ham ud. Han overvandt dem Alle, den Ene efter den Anden; men udmattet af Kampen søgte han hen til en Thingplads, som fandtes i Nærheden, for der at finde Thingfred. Inden han imidlertid naaede Pladsen, blev han af Starke Omland skudt med en Piil fra en Loftsvale og blev begraven tæt ved Bygdeveien, hvor man endnu viser hans Grav og Størrelsen af hans Legeme betegnet ved Stene. Er Maalet at lide paa, var Faxi en velvoxen Karl, 16 Fod høi og 4 Fod mellem Axlene. Engang stod han paa Ski ud over Hastvetfjeldet. Susende bar det afsted; men da Faxi kom ned af Fjeldet blev han siddende og længer nede paa Moen i en Myr fait han saa lang han var og slog ned sin Flødebytte. I Fjeldet, hvor han blev først siddende, dannedes et Hul, og der, hvor han slog Bytten ned, fremkom et Kjern.


Anm. Thingpladsen, hvor 6 store Stene kneise, vises endnu og for ikke mere end 50 Aar siden skal den Staalbue, hvormed Faxi blev skudt, have været opbevaret paa Gaarden Omland.


Flaagesundskjæmpen

Paa Gaarden Fiaagesund i Hvidesø Prestegjeld boede i gamle Dage en stærk og uregjerlig Kjæmpe, der eiede en mærkelig Haandøxe. Hver Gang nemlig der forestod Kjæmpen en Tvekamp, klang det bestandig i Øxen, som pleiede at hænge paa Væggen. Efterat Kjæmpen i mange Aar ved sin Haandøxe havde overvundet og dræbt alle dem, som vilde prøve Styrke med ham eller vovede at knye mod ham, vilde han paa sine gamle Dage slaae sig til Ro og Øxen hang længe ubrugt paa Væggen. Endelig begyndte det igjen at klinge i Øxen. Kjæmpen, som nu var kjed af saadan Uro, sagde i Vrede: "Saa er du din Djevel endnu ikke kjed af at dræbe;" men i Øxen vedblev det at klinge indtil han ganske modvillig maatte gribe den. I det samme hører han, at en stærk Kjæmpe stod udenfor og ventede ham. En forfærdelig Kamp paa fulgte strax og den endte med Fiaagesundskjæmpens Drab.


Anm. Meddeelt. Sagn om Vaaben, hvori Klang høres, naar Fare er paafærde, staaer maaskee i Forbindelse med Troen paa et Fylgie, der saaledes varslede sin Herre.


Ketil i Budalen

Den første Beboer af Budalen, en Bygd i Guledal, var efter Sagnet Kjæmpen Ketil. Han boede ved Buaelv under Fjeldet Høikittiln, der efter ham skal have faaet sit Navn. Ketil levede her en Tid i Selskab med to Andre, men forlod siden Budalen, og nedsatte sig ved Ørkelelven i Rennebu, hvor der paa Gaarden Uff endnu findes en Stue, som har tilhørt ham. Den er kun 3 til 4 Stokke høi, men disse ere overmaade tykke. Tilsidst bar gamle Ketil sig ihjel paa en 20 Alen lang og 2 Alen tyk Furu, som han havde fældet langt borte i Skoven og paa sine Skuldre vilde slæbe hjem. (Klüver 108).

Kongerne paa Urnes og Solværn

Mellem Urnes Kirke og Stranden staaer en Bautasteen, 5 Alen over Jorden, og paa den anden Side af Sognefjorden ved Solværn Kirke en lignende, men omtrent 500 Alen fra den første. Om disse Stene gaaer følgende Sagn: to Konger, begge drabelige Kjæmper, boede paa Urnes og Solværn. Det var i Christendommens første Tider, hvorfor de begge faldt paa at bygge Kirker, Christus til Ære. Kirkerne bleve færdige, begge til samme Tid; men da Solværns Konge fandt, at Kirken paa Urnes var bleven smukkere end den i Solværn, saa blev han saa gram i Hu, at han greb en stor Steen og kastede den over Fjorden for at knuse Urnes Kirke. Kraften forslog imidlertid ikke; Stenen dalede ned paa det Sted mellem Stranden og Kirken, hvor den endnu staaer. Kongen paa Urnes vilde nu, til Spot for sin Fiendes Afmagt, vise hvad han formaaede. Han greb derfor et Fjeldstykke og slyngede det hen over Fjorden med saadan Kraft, at det faldt ned langt bagenfor Kirken, hvor det endnu staaer som et berømmelig Minde om den Tids Kraft og Styrke.


Anm. Lignende Manddomsgjerninger udførte Kjæmperne paa Østrem og Gimmestad i Nordfjord og andre Kjæmper, der ofte til lægges hvad man paa andre Steder tilskriver Jøtuller og Trold. Budst. 5, 561, 7, 69. Lignende Sagn findes i Danmark, Thiele 1, 47.


Kjempen Størk paa Ouse-Nuten

I den for sin vilde og stolte Natur bekjendte Ousedal i Hardanger boede i fordums Dage en kjæmpestærk Mand, der hedte Størk. Han fik Sag mod Bispen og hug efter ham paa Thingstuen i Hausom (den største gamle Røgstue, som endnu staaer i Kintservik); men Hugget gik i Dørstolpen, og Bispen undslap. Størk forlod Thinget og frygtede med Grund for at Bispen vilde tage Hevn. Kort efter kom ogsaa Bispen med sine Mænd ind i Ousefjorden; men Størk, som havde Udkig paa den høie Ouse-Nut, blev ham itide vaer. Han oplagde nu Raad med sin Søn Tholf, og de bleve enige om at Tholf skulde fare ud imod Bispen og udspeide hans Sindelag, og Størk imidlertid fra Nuten give Agt paa hvorledes det gik. Størk havde deroppe gravet sig et Hul og lagt i Beredskab en Helle, som han kunde trække over Hullet, om det blev fornødent deri at skjule eller begrave sig. Tholf var listig og stærk. Han tog en Tønde Øl med sig i Baaden og da han kom Bispen nær, bød han ham vel kommen og spurgte ham om han maatte drikke ham til. Bispen sagde ja, og saa løftede Tholf hele Øltønden op og drak af Spundshullet. Da Bispen nu saa, hvor stærk Tholf var, fandt han det ikke raadeligt saa ligefrem at binde an med mange saadanne Karle, men spurgte, om Størk havde mange slige Sønner. "Han har Tholf," svarede denne, og Bispen, som troede at han havde 12 slige Sønner, blev saa bange, at han straks vendte om igjen med uforrettet Sag. Størk var imidlertid stegen ned i Hullet, og, da han frygtede for, at Tholf var bleven fangen, trak han Hellen over sig, og under den skal han ligge den Dag i Dag. (Budstikken 7, 396).

Kongerne paa Goutland og Daarsnes

Paa Gaardene Goutland og Daarsnes i Vandsø paa Lister boede i gamle Dage to Konger, af hvilke den ene hedte Gout og den anden Herredag. De vare Fiender og Daarsnes-Kongen blev dræbt af Kong Gout. For at hevne sin Faders Drab udrustede Sønnen et Skib, som var bygget paa Gaarden Oustad, hvor de Stene, der tjente til Stabel, endnu ere at see. Med dette Skib overfaldt han Kong Gout, dræbte ham og gjorde efter fuldbragt Daad paa Daarsnes sin Faders Gravøl, der varede i otte Dage. Paa Goutland vises Kong Gouts Gravhaug. (Top, Journal 13, 28, 44).

Kong Tane og Kong Veine

I fordums Dage boede paa Gaarden Tandberg paa Ringerike Kong Tane, hvis Land Kong Veine hans Nabo vilde gjeste, men paa den ovenfor Tandberg liggende Mo, hvor endnu en Mængde Gravhauge findes, fandt han saa tapper Modstand, at han med Tab og uforrettet Sag igjen maatte drage sin Vei. Stolt af sin Seier drog nu Kong Tane med sine Krigere ind i Kong Veines Land, og traf sin Fiende i Nærheden af hans egen Bopæl, Gaar den Veien ved Hønefossen. Paa en Mo, hvor der ligeledes findes mange Kjæmpehauge, leveredes det andet Slag, hvori Kong Tane tilsatte Livet. Hans Lig blev ført tilbage til Tandberg, hvor hans Gravhaug endnu vises.

Kong Veine skal ogsaa have regjeret over Aadalen. Engang gjorde Indbyggerne Oprør imod ham; men han bragte dem ved Vaabenmagt igjen til Lydighed, gav dem til Straf for deres Urolighed sin Hund Ring til Regent og fastsatte Dødsstraf for den, som forkyndte ham Hundens Død. Hunden Ring skal have havt sin Bopæl paa den Gaard, som endnu efter ham bærer Navnet Ringerud. Bønderne kunde imidlertid ei bære en saadan Forhaanelse; de sloge derfor Hunden ihjel; dog varede det længe, førend Nogen turde forkynde Kongen denne Nyhed. Endelig tog En Mod til sig og begav sig med Hunden paa Ryggen til Kongen. Da han kom ind, vendte han Ryggen frem, uden at mæle et Ord. "Er nu Kong Ring død?" udbrød Kongen, morende sig over Bondens opfindsomme Kløgt, "Det er ikke mine Ord, Herre Konge, men dine," svarede Sendebudet, som saaledes undgik den fastsatte Straf. Kong Veine blev begraven paa sin Kongsgaard Veine, hvor hans Grav for nogle Aar siden er bleven opkastet og mange Sjeldenheder fra ældgamle Tider ere fundne.


Anm. Top. Journal 30, 153. Paa Tandberg-Moen skal fordum være fundet en Mængde Pile, Sporer og Been. Paa det gamle Herresæde Tandberg, hvor endnu findes Spor af gamle Bygninger, skal der have været en Løngang, hvorom man taler meget, men intet Vist veed. (ibi. 152). Kong Veines Gravhaug paa Veien, som man af Overtro ei havde turdet røre, (Top. Journ. 30, 156) blev for nogle Aar siden opgraven under Opsyn af en Søn af afdøde Sorenskriver Gram, som meddeelte mig følgende Efterretninger om denne mærkelige Haug. Opgravningen begyndte med en 5 Alen bred Gang fra N. og samme Dag ved en ligesaa bred fra Ø. Ikke mere end 2 Alen fra den yderste Kant fandt man Lag af Kul og siden nogle faa smaa Been. Først den tredie Dag fandt man en Stok, og under samme en Leer-Urne, inden i hvilken var en Urne af Træ, med Gjorder af Blik eller Messing. Indenfor disse var en Urne af Leer. Derpaa to Stokke, under hvilke Intet blev fundet. Under den 4de Stok en noget større Urne af Træ, og under den 5te 2 Jernurner, omviklede med meget grovt Tøi. Under den 6te Stok fandtes 1) en Brynesteen af en langagtig Form og spids til begge Ender, og under den en lille rund Kop af Blik, begge ind sluttede i et Futteral af Træ. 2) et Rør af 7 Tommers Længde med 5 Afsatser, inden i hvilket var Horn, 3) en Kugle af fleerfarvet Glas, hvori flere Figurer vare indfattede, 4) 2 smaa Sølvspender, nogle Metalringe o. m. Først den 5te Dag fandt man indeni et Stykke Træ den største af de Guldringe, som nu findes i Christiania Museum, og strax derhos to massive Fingerringe af Guld. Under den 7de Stok fandt man et forrustet Sværd og Noget, der lignede en Daggert.


Kong Haaken paa Hortekollen og hans Datter

Ved den sydlige Bred af Tyrifjorden i Syllingdalen ligger den for sin Steilhed og skjønne Udsigt bekjendte Hortekol. Her boede i gamle Dage Kong Haaken, der havde en eneste Datter, som var meget smuk og hvis Navn var Siri Sara. Hun elskede en vakker Ungkarl, men da han var af ringere Byrd, holdt de deres Forbindelse hemmelig. Da Kongen fik dette at vide, blev han meget opbragt, og da Datteren ikke vilde forraade sin Elsker, blev han saa rasende, at han satte hende i en Baad og styrtede denne fra Fjeldets Tinde ned i Fjorden. Den stakkels Pige omkom, men Navnet: Siri Sara, Kong Haakens Datter paa Hortekollen, lyder endnu i Dalen. Hendes Lig skal være bleven jordet paa Sylling Kirke gaard, hvor der tilforn skal have staaet en Steen med Indskrift paa, der blev antaget at have dækket hendes Grav. (Mundtligt).

Kong Harald og Brudebordet

På en liten rullesteinstrand på sørsiden av Arøya i gamle Brunlanes kommune, nå Larvik, ligger to deler av en stor flyttblokk. I Andreas Fayes gamle sagn om Harald Hårfagre har lokaliteten fått navnet "Brudebordet". (Foto: Jan Faye Braadland.)

Paa Arøen i Nærheden af Langesund findes en stor Steen, som bærer Navn af Brudebordet. Her sad i gamle Dage Kong Harald med sine Mænd og spiste Davre den samme Morgen, som hans Bryllup skulde staae; men inden han endnu var færdig, kom et Bud, som bragte ham Tidende om, at hans Brud var bleven bortført af en Medbeiler. Arrig i Hu slog han Kniv og Gaffel i Stenen, der tjente til Bord, med saadan Kraft, at den revnede, og man kan endnu see Mærker efter hans Kniv i den kløvede Steen, som til Minde herom den Dag i Dag kaldes Brudebordet,

Drabelige Klarle maae disse Kjæmper have været. Paa Brundlaugsnesset findes saaledes nogle store Steenhobe, som Søfolk kalde Nessier, hvilke Kjæmper skulle have kastet hid fra Jomfruland. (Meddeelt).

Kongen paa Hortvedt

Paa Gaarden Hortvedt i Efterløds Sogn boede fordum en Konge, som forstod at tilberede et Slags Øl, der havde den Beskaffenhed, at det gjorde hans Folk uforfærdede i Strid. Denne hans Kunst kom ham tilpas, da han engang laa i Strid med en Nabokonge, der blev overvunden, skjønt han var mægtigere. Den Beseirede søgte nu at komme efter de Midler, hvoraf Seierherren havde betjent sig for at overvinde ham; og da han havde faaet at vide, at det var det før omtalte Øl, som havde foraarsaget hans Uheld, bad han Hortvedt-Kongen om, at han vilde lære ham denne Kunst, idet han til Gjengjeld for denne Underviisning bød ham Korkonsæter og Skrimand-Vand. Seierherren modtog Tilbudet, og endnu høre disse Strækninger til Hortvedt Gaard, hvor følgende Vers endnu opbevares.


"Korkonsæter og Skrimandvand
Blev mig foræret af den kongelig’ Mand,
Og alle tilliggende Lier."


Korkonsæter kaldes nu Korpesæteren, og ligger under den høie Skrim. (Meddeelt).

Kong Ferking eller Qverking

Paa det ved sine Oldtidslevninger mærkelige Ferkingstad paa Karmøen boede der efter Sagnet i gamle Dage en mægtig Neskonge, som havde mange Skibe og Folk, og disse trængte han nok til, da han laa i Strid med sin Nabokonge Augvald paa Augvaldsnes. Et Stykke fra Søen viser man endnu kjendelige Levninger saavel af hans Skibshavn som af hans Skibsnauster, og i Ferkinghaug, der er 140 Skridt i Omkreds, ligger han begraven. Navnet Jarl har ogsaa, efter Kirkebogen, henved to Aarhundreder vedligeholdt sig blandt Bønderne paa denne Gaard.


Anm. Budstikken 1817. P: 231, Kraft 4, 266, Urda 2, 219. Navnet Jarl, og de mange Oldtidsminder, som her findes, synes at vise, at Gaarden i gamle Dage har været Sæde for mægtige Høvdinger, maaskee for Jarler. "De Bygningstomter, her findes, overgaae i Storartethed alt Andet, hvad Tiden har levnet os af Hedenolds Kraft og Herlighed," siger Biskop Neumann i sin Afhandling om Oldtidsminderne paa Karmøen, hvor disse findes aftegnede og beskrevne. Ogsaa paa andre Steder har man Sagn om Oldtids Jarler. Paa Onereim i Sundhordlehn skal efter Sagnet have boet en Jarl, der havde givet Tysnesø dens gamle Navn Jarlsø. (Kraft 4, 532).


Fotnoter

  1. Paa Gaarden Lillestrand i Ourdalen i Valders findes en mærkelig med en høi Bautasteen prydet Gravhaug, hvori efter Sagnet Kjæmpevisernes Vidrik Verlandsen hviler. (Kraft 2, 257). Efter et bahusisk Sagn viser man der ei alene Vidriks Grav, men ogsaa Langbeen-Rises, der er 20 Alen lang. (Oedman 175 og 285). Om disse Helte see udvalgte danske Viser fra Middelalderen 1, 15, og Vilkina Saga, C. 176, som fortæller, at der var en Alen mellem hvert Øie paa Edger-Rise. (Sagnets og Kjæmpevisernes Langbeen-Rise). Burmand, Roland o.s.v. ere paa Landet yndede Navne paa Oxer og Gaardshunde.
  2. Nogle mene, at Thore Glop er den Thorgils Gloppi, der omtales i Hakon Hakonssons Saga C. 326 og antage, at han hviler i en herlig Gravhaug paa Hauge. Efter Sagnet skal Sanden til denne Haug være sammenbaaren af Thores Trælle. Urda 2. 40. Et gammelt Sagn fortalte imidlertid, at Thore blev ihjelslagen af en Kjæmpe fra Brejem Sogn, der hviler i en anden stor Haug, der er 29 Alen høi og 7 Alen bred. Suhms Saml. 2, 3. 42.