Forskjell mellom versjoner av «Oddruns Klage (V.B.Hjort)»

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
 
Linje 77: Linje 77:
 
::Oddruns Veninde,  
 
::Oddruns Veninde,  
 
::Af Værk betagen,  
 
::Af Værk betagen,  
::Søg den at linde!"
+
::Søg den at lindre!"
  
  
Linje 338: Linje 338:
 
::30.  
 
::30.  
 
::Ude fra Hlesø  
 
::Ude fra Hlesø  
::Kunde mit Ore
+
::Kunde mit Øre
 
::Klangen af stride  
 
::Klangen af stride  
 
::Strenge høre.
 
::Strenge høre.

Nåværende revisjon fra 30. nov. 2019 kl. 18:42

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif


Vilhelm Billeskov Hjort (1813-1867)
Den gamle Edda
- eller Oldemo'r


Overført på nudansk af
Vilhelm B. Hjort
1865


34. Oddruns Klage


Heidrek hed en Mand, hans Datter Borgny og hendes Elsker Vilmund. Borgny kunde ikke blive forløst med Barn, før Atles Søster Oddrun kom hende til Hjælp. Om denne Fortælling er saa kvædet:


1.
I gamle Sagn
Jeg hørte om,
Hvorledes en Pige
Til Mærskland kom,
Intet Menneske
Der de funde,
Som Heidreks Datter
Hjælpe kunde.


2.
Det Oddrun Atles
Søster erfoer,
At Kvindens Lidelse
Var saa stor;
Den Bidseltamme
Fra Stald blev bragt,
Saddelen paa
Den Sorte lagt.


3.
Sin Hest ad Sletten
Hun springe lod,
Til Hallen høj
For hende stod.
Den slunkne Ganger
Hun sadlede af,
Og op i Salen
Sig strax begav.
Af Munden foer
Flux dette Ord:


4.
"Hvad gaaer paa Tale
Blandt Mand og Mand,
Hvad Nyt er varmest
I Huneland?"


5.
"Her Borgny ligger,
Oddruns Veninde,
Af Værk betagen,
Søg den at lindre!"


6.
"Hvo er den Fyrste,
Som har Dig lokket,
Hvorfor er Borgnys
Vee forstokket?"


7.
"Vilmund han hedder,
Høgbæreres Ven,
Han svøbte Pigen
Fem Vintre hen
I varme Lagen,
Men for sin Fader
Hun dulgte Sagen."


8.
Jeg troer, de talte
Ej mere om dette,
Hun satte sig blidt
Hos Pigen tilrette;
For Borgny Oddrun
Mægtigen goel,
Kraftige Galdre
Stærkt hun goel.


9.
Dreng og Pige
Til Jordlivet gik,
Ved Høgnes Bane
De Børn hun fik.
Den dødsyge Kvinde
Da udbrød —
Ej Ord fra hende
Før dette lød:


10.
"Saa hulde Aander
Til Hjælp dig være,
Frigg og Freya
Og Guder flere,
Som Du fra Haande
Mig fældte min Vaande."


Oddrun.
11.
Jeg nedlod mig
Til Hjælpen her,
Skjøndt ingensinde
Du var det værd;
Jeg loved og holdt
Hvad hist jeg sagde,
Dengang Ædlinge
Arv udlagde,
At hjælpe jeg skal
I hvert et Fald.


Borgny.
12.
Du raser Oddrun,
Hvor er din Forstand,
At fjendtligt Du mig
Tiltale kan,
Mig, der i Livet
Fulgte Dig tro,
Som vare vi Børn
Af Brødre to.


Oddrun.
13.
Dit Ord fra hiin Aften
I Minde jeg har,
Da Bægeret jeg
Til Gunnar bar:
Du sagde, at dette
Ingensinde
Mig eftergjorde
Nogen Kvinde.


14.
Da satte sig Pigen
Mod i Hu,
Sin sorgfulde Skjæbne
Fortalte hun nu:


15.
I Kongens Sale
Som Barn jeg dvæled,
Alle som Een
For mig de kjæled,
Livet i Faders
Huus jeg nød
Fem Vintre, indtil
Min Faders Død.


16.
Før heden den trætte
Konge foer,
Mælte han disse
Sidste Ord:


17.
Med Guld de skulde
Mig styre ud,
Grimhilds Søn
I Syden til Brud;
Ej vorded i Verden
Saa ypperlig Kvinde,
Hvis Skjæbnen til Sligt
Ej negted sit Minde.


18.
Virkende Brynhild
I Buret sad,
Ved Land og Folk
At eje glad,
Paa Jord og i Himmel
Ej Ufred at ane:
Da slumped til Borgen
Fafners Bane.


19.
Sit Slag den vælske
Klinge slog,
I Brynhilds brudte
Borg han drog.
Men, intet Under,
Kort derpaa
For hende Svigen
Aaben laae.


20.
Sligt hun haardelig
Hævne lod,
Det fik vi at føle
Til Overflod;
Rundt om Menneskens
Lande foer
Ryet af Sigurds
Og hendes Mord.


21.
Men jeg kom til
At elske tilfulde
Ringbryderen Gunnar,
Som Brynhild skulde.
Brynhild maatte
Nu Hjælmen bære,
En Ønskemø, sagde han,
skulde hun være.


22.
Snart bød de min Broder
Ringe røde,
Ej uanselig
Var denne Bøde,
End femten Gaarde
Han bød for mig
Samt Granes Last,
Hvis han kvemmede sig.


23.
Men Atle aldrig
I sine Dage
Brudkjøb vilde
Af Gjukunger tage;
Dog ej vi magted
Vor Elskovs Vælde,
Jeg maatte mit Hoved
Til Kongen helde.


24.
Blandt Frænderne gik
Der Tale om,
Hvor tidt man over
Os begge kom;
Men Atle sagde,
At aldrig jeg vilde
Forsee mig i dette
Og Æren spilde;
Sligt aldrig forsværge
Man skal for en Anden
Der, hvor Elskov
Er Voldgiftsmanden.


25.
Atle da monne
Spejdersvende
Ad mørken Skov
Mod mig udsende;
Did de kom,
Hvor man nødig dem saae,
Der, hvor vi begge
I Lagen laae.


26.
Mændene bøde vi
Røde Ringe,
At Sligt de skulde
For Alle ej bringe;
Hidsigen disse
Hjem sig skyndte,
Ivrigen Atle
Alt forkyndte.


27.
For Gudrun blev dette
En Hemmelighed,
Langt hellere burde hun
Vidst Besked.


28.
Det dundred under
Gyldensko,
Da Gjukunger red
Over Borgebro.
Hjærtet Man ud
Af Høgne skar,
Til Ormegaarden
Den Anden bar.


29.
Jeg just til Gejrmund
Engang igjen
For Gilde at rede
Var dragen hen.
Sin Harpe lod runge
Den horske Konge,
Det tænkte den højbaarne
Konge paa,
At jeg til Hjælp
Ham skulde gaae.


30.
Ude fra Hlesø
Kunde mit Øre
Klangen af stride
Strenge høre.


31.
At holde sig rede
Jeg Ternerne bød,
Fyrsten vilde jeg
Frelse fra Død;
Færgen paa Sundet
Vi flyde lode,
Til Atles Gaarde
For os stode.


32.
Frem Atles Moder
Da skjælvende skred,
Den Usle! I Sumpen
Hun burde ned!
I Gunnars Hjærte
Hun bored sig fast,
Ædlingens Frelse
Af Haand mig brast.


33.
Det undred mig ofte,
At jeg, en Kvinde,
Siden mig kunde
I Livet finde,
Skjøndt Helten den Djærve
Jeg visselig har
Elsket, som om
Mig selv han var.


34.
Du sad og lytted,
Imedens jeg sang
Om min og Andres
Lidelsesgang.
Sin egen Lyst
Jo har Enhver,
Oddruns Klage
Ender her.