Om Gunbjørns Skjær (CCR/FM)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Island med Grønland i baggrunden
Alain Manesson Mallet (1719)
Islændingesagaer


Grønlands historiske mindesmærker I


II.
Om Gunbjørns Skjær


Paa dansk ved Finnur Magnússon og C. C. Rafn


Samling og Undersøgelse af gamle og nyere efterretninger om disse i Nærheden af Grønlands Kyster beliggende Øer,
som opdagedes sidst i det 9de eller først i det 10de Aarhundrede, samt om de saakaldte Krosseyjar.



A. DE ÆLDSTE EFTERRETNINGER OM GUNBJØRNS SKJÆR.


Skjønt vi kun kunne vente et ringe Udbytte af den følgende Samling, fordrer den dog her den første Plads, da Nordmanden Gunbjørns tilfældige Fordrivelse til de øer, som af ham fik det ovenmeldte Navn, senere gav Anledning til Grønlands, og følgelig end sildigere, til Amerikas Opdagelse. Da de laae i Havet vesten for, eller i Nordvest fra Island, men et andet stort Land saaes i Nærheden af dem, maae de efter al Sandsynlighed søges ved Grønlands Østkyst. Den stærke Vinterkulde, som der fandt Sted, leder til den samme Formodning. De ældste og paalideligste af disse Efterretninger ere tagne af Íslands Landnámabók (Landnams-, Nybygger- eller Grundbesættelses-Bog), skreven, som ovenanført, af forskjellige lærde Islændere i det 11te,12te og 13de Aarhundrede, om hvis Affattelse, Haandskrifter og Udgaver vi have handlet i det foregaaende (S.11 o.f.). Original-Udskriften af den ældste Codex (B) er af os lagt til Grund for samtlige herefter følgende Uddrag af Landnama. Til Beretningerne om Gunnbjarnarsker slutte sig andre nyere om en øklynge, der kaldes Krosseyjar eller Korsøerne, ogsaa liggende mod Vest fra Island i Nærheden af Grønlands Kyst, og forhen (som det synes) regnet til dette Land. — Det er vel mueligt, at Krossseyjar kan er et nyere Navn for Gunnbjarnarsker, som i de hedenske Tider neppe ere blevne beboede af Nordmænd eller Islændere, der dog forgjeves engang forsøgte derpaa. De egentlige Gunbjørnsskjær ere nu sandsynlig atter blevne Europæerne bekjendte ved vor utrættelige Graah, der formodentlig selv har betraadt eller i det mindste seet dem; herom haabe vi at kunne handle udførligere i det følgende.

1. Landnáma, 2 Parts 8 Kap.

Grímkell hét maðr, sonr [Úlfs kráku Hreiðarssonar[1], bróðir Gunnbjarnar, er Gunnbjarnarsker eru við kend. Hann nam land frá Beruvíkurhrauni [til Neshrauns[2] ok[3] út um öndvert nes, ok bjó at Saxahvoli[4]. Hann rak á brutt þaðan Saxa Alfarinsson Valasonar, ok bjó hann síðan í Hrauni hjá Saxahvoli. ... Alfarinn Valason hafði fyrst numit nesit á milli [Beruvíkur hrauns[5] ok Ennis.

2. Sama bók, 2 Parts 14 Kap.

(Eirekr[6] rauði) sagði: at hann atlaði[7] at leita lands þess, er Gunnbjörn, son Úlfs kráku, sá, er hann rak vestr um Ísland, þá er hann fann Gunnbjarnarsker; hann kveðst aptr mundu leita til vina sinna, ef hann fyndi landit.

3. Sama bók, 2 Part 29 Kap.

Gunnsteinn ok Halldórr[8] hètu synir[9] Gunnbjarnar [Úlfssonar kráku[10], er Gunnbjarnarsker eru við kend[11]; þeir námu Skötufjörð[12] ok Laugardal ok Ögursvík[13] til Mjóvafjarðar. Bersi var son Halldórs, faðir Þormóðar Kolbrúnarskálds

4. Sama bók, 2 Part 50 Kap.

Snæbjörn (galti, Hólmsteinsson) átti skip í Grímsárósi. [Þat kaupir[14] hálft Hrólfr[15] enn rauðsenzki. Þeir voru tólf hvorir. Með Snæbirni voru þeir Þorkell ok[16] Sumarliði, synir Þorgeirs rauðs, Einarssonar stafhýltings. Snæbjörn tók við Þóroddior Þíngnesi, fóstra sinum, ok konu hans, en Hrólfr tók við Styrbirni, er þetta kvað eptir draum sìnn:

Bana sé ek okkarn
beggja tveggja,
allt ámorligt[17]
útnorðr i haf;
frost ok kulda
feikn hverskonar;
[vet ek[18] af slíku[19]
Snæbjörn veginn.

Þeir fóru at leita Gunnbjarnarskerja, ok fundu land. Eigi vildi Snæbjörn kanna láta um nótt[20]. Styrbjörn fór af skipi[21], ok fann fèsjóð[22] í kumli, ok leyndi; Snæbjörn laust hann með öxi, þá fèll sjóðrinn niðr. Þeir gjörðu skála, [ok lagði[23] hann í fönn. Þorkell, son Rauðs, fann at vatn var á forki, er [stóð út i skálaglugg[24]; þat var um gói[25]; þá gráfu þeir sik út. Snæbjörn gjörði at skipi, en þau Þóroddr voru at skála af hans hendi, en þeir Styrbjörn [af Hrólfs hendi, C.[26]. Áðrir fóru at veiðum. Styrbjörn vo Þórodd, en [Hrólfr ok þeir[27] báðir Snæbjörn. Rauðssynir[28] svörðu[29] eiða, ok allir aðrir, til lífs sèr. Þeir tóku Hálogaland, ok fóru þaðan til Íslands, [ok komu[30] í Vaðil.

1. Landnama, nyeste Udgave S. 70.

En Mand hed Grimkel, Søn af Ulf Reidarsøn, kaldet Krage, og Broder til Gunbjørn, efter hvem Gunbjørns Skjær ere opkaldte. Han tog den Landstrækning i Besiddelse, der gaaer fra Berevigs-Røin (Lavastrækning) til Næs-Røin samt ud omkring Forbjergets Spidse, og boede paa Saxahvol (eller Saxhol). Han fordrev Saxe, en Søn af Alfarin Valesøn, derfra, og han boede siden paa Røin ved Saxahvol ... . Alfarin Valesøn havde først taget Næsset mellem Berevigs-Røin og Enne i Besiddelse.

2. Sammesteds S. 82. Erik den Rødes Saga o.fl.

Erik den Røde sagde: at han agtede at søge det Land, som var blevet seet af Gunbjørn, Ulf Krages Søn, da han blev forslaaet af Storm mod Vesten fra Island, og fandt Gunbjørns Skjær. Dog gav han tillige det tilkjende, at, hvis han opdagede det Land, vilde han vende derfra tilbage til sine Venner.

3. Sammesteds S. 116.

To Sønner af Gunbjørn, Ulf Krages Søn, efter hvem Gunbjørns Skjær ere opkaldte, hedde Gunstein og Haldor. De toge Skøtufjorden, Løigardalen og Øgursvigen, lige til Mjoefjord, i Besiddelse. Haldors Søn var Berse, Fader til Thormod Kolbrunarskald.

4. Sammesteds, S. 118.

Snæbjørn Holmsteinsøn, kaldet Galte, eiede et Skib, som laae i Grimsaaens Munding (i Borgefjorden). Rolf fra Rødesand kjøbte Halvdelen deraf: Ethvert af Partierne bestod af tolv Personer. Med Snæbjørn vare Thorkel og Sumarlide, Sønner af Thorgeir Rød, Søn af Einar fra Stafholt. Snæbjørn tog ogsaa mod Thorodd fra Thingnes, sin Fosterfader, og hans Kone, men Rolf tog mod Styrbjørn. Den sidstnævnte fremsagde, efter at have havt en Drøm, den følgende Vise:

Begge vores
Død jeg seer;
Alt stygt og øde
I nordvestligt Hav;

Frost og Kulde,
Alskens Kvaler, —
Af sligt jeg aner
Snæbjørns Drab.

De gave sig til at søge Gunbjørns Skjær, og funde Land. Snæbjørn vilde, at ingen skulde gaae i Land om Natten. Styrbjørn tog dog fra Borde, fandt en Pung med Penge i en Dysse, og lagde Skjul paa den. Snæbjørn slog til ham med en Øxe, saa at Pungen faldt ned. De opførte en Hytte til Bolig, og den blev ganske tildækket af Snee. Thorkel Røds Søn mærkede at der var Vand paa en Fork, som stod ud af Hyttens Vindue. Det var i Maaneden Goe. Da skuffede de Sneen bort. Snæbjørn tiltaklede Skibet; Thorodd og hans Kone vare, af hans Folk, i Hytten, men Styrbjørn og flere Mænd af Rolfs Folk. Andre sysselsatte sig med Jagten. Styrbjørn dræbte Thorodd, men baade han og Rolf ombragde Snæbjørn. Røds Sønner og alle de øvrige maatte sværge (dem Troskabs-) Ed, for at beholde Livet. De ankom (paa Tilbagereisen) til Helgeland (i Norge) og senere til Vadil paa Island.


ANMÆRKNINGER

De tre første Brudstykker vise at Gunbjørn Ulfsøn, som synes at have været en Nordmand, levede i den første Periode af Islands Beboelse, hvori hans Broder Grimkel deeltog ved at bosætte sig i det nærværende Sneefjeldsnæs-Syssel, hvor hans Bolig, paa hvis Lod mærkværdige Rudere af gamle Bygninger siges at ligge, nu kaldes Saxhóll. Gunbjørns tvende Sønner fulgte Farbroderens Exempel, men nedsatte sig i det nuværende Isefjords-Syssel. Derimod ommeldes det ingensteds, at Gunbjørn selv nogensinde er kommen til Island eller har bosat sig der. Overhoved er os intet videre bekjendt om hans Levnet eller Skjæbne. Dog bevaredes hans Navn ved de af ham opdagede øer, hvis Beliggenhed vel senere glemtes, men som dog nu i vore Dage atter synes at ville kunne oplyses, samt saaledes fremdeles bevare hans Minde.

Af Erik den Rødes anførte Ord maa man slutte sig dertil, at Gunbjørns Skjær laae i Nærheden af Grønland. Af det her ved os meddeelte fjerde Brudstykke synes det endvidere at blive sandsynligt, at disse øers Beliggenhed maa sættes omtrentlig mod Nordvest fra Borgarfjorden paa Island, hvoraf det følger at den maa søges i Nærheden af Grønlands nu først igjen undersøgte Østkyst. Aldeles upaalideligt er det, hvad Torfæus (i sin Groenlandia S.73) anfører af en Papirs-Codex i det Kongl. Bibliothek om Beliggenheden af Gunbjørns Skjær. Stedet lyder saaledes: Grænland var byggt af Eiríkí rauða .... en þat fann fyrst sá maðr, er Gunnbjörn hét. Víð hann er kennt Gunnbjarnarsker. þat er VI vikur sjóar frá Geirfuglaskeri undan Reykjanesi, ok skal sigla XII vikur sjóar fyri sunnan þat, ok svá rétt til Garða á Grønlandi, ok er þat biskupsstóll þar d. e., „Grønland blev beboet af Erik Røde .... men det blev først opdaget af den Mand som hed Gunbjørn. Efter ham er Gunbjørns Skjær opkaldt. Det ligger 6 Uger Søes (Sømile) fra Geirfugleskjær, ud fra Reikenæs, og bør man sejle 12 Uger Søes sønden for det og saaledes (derpaa) lige til Garde paa Grønland, hvor dets Biskopstol er."

Rygtet maa (paa Island) ikke have afmalet disse Øers Beskaffenhed meget ufordeelagtig, da Snæbjørn Galte og Rolf fra Rødesand, som vilde forlade Island for bestandig, udvandrede derfra, for at opsøge Gunbjørns-Skjær. Deres Ankomst dertil synes at være skeet omtrent sidst i det 10de Aarhundrede. Hvorledes Snæbjørn egentlig maatte rømme bort fra Island, formedelst begaaede Manddrab, kan læses i Landnama paa det anførte Sted. Efter Tilbagekomsten til Island faldt ogsaa Rolf og Styrbjørn som Blodhævnens retmæssige Ofre, efter den selvsamme Beretnings Medfør.

Iøvrigt skjønnes det lettelig af Sagnet om hine Søfareres Vinterleie paa Gunbjørns Skjær, at disse Øers Clima, hvilket man og af Beliggenheden maatte formode, var meget haardt, eftersom det første Tøveir ei indtraf førend i Maaneden Goe, som begynder, efter den endnu paa Island brugelige Tidsregning, omtrent den 21de Februar. Denne Maaneds Navn har og fordum været brugeligt i Danmark (hvilket Etatsraad Werlauff har Oplyst af en dansk Runesteens Indskrift) ligesom det og endnu kjendes i Norge og Sverrig.

Besynderlig er Fortællingens Beretning om Penge eller andre Stykker af ædle Metaller, der fandtes i en Pung af Eventyreren Styrbjørn paa Gunbjørns Skjær, i et saakaldet kuml, enten man oversætter det ved en Jordhytte eller en Dysse; (jf. andet Afsnit). Fuldkommen urimelig er den dog ikke, da det vel kunde have hændt sig, at skibbrudne Europæere havde fundet deres Død paa Øen eller tabt hin Pengepung der. Grønlands Beboelse var paa den Tid i bedste Fremgang, endskjønt vi vide at mange af de dertil fra Island afseilede Skibe forulykkedes, uden at noget endelig hørtes om deres Skjæbne eller Strandingssted. Traditionerne om Gunbjørns Skjær (ligesom og ellers senere om Grønland og Viinland) synes især at have været bevarede i visse Familier paa Island, hvis Lemmer disse Landes første Opdagelse skyldtes, hvorved de yngre opmuntredes til fortsatte Reiser til de samme fjerne Egne, om hvilke de i Barndommen havde hørt tale som Skueplads for Forfædrenes Bedrifter. Vi henvise herom til de Bindet vedføiede af os udarbejdede Slægtregistre. Saaledes vare de to Sønner af Thorgeir Rød, Thorkel og Sumarlide, som droge fra Island, for at opsøge Gunbjørns Skjær paa ny og bosætte sig der, Brodersønner af Jorun Einarsdatter, gift med Thoraren Korne, en Brodersøn af Opdageren Gunbjørn. Snæbjørn Galte, den ene Anfører for dette Tog, nedstammede fra den Egn paa Island (ved Isefjorden), hvilke Gunbjørns Sønner, som Landnamsmænd, først havde taget i Besiddelse,— ligesom han og sees at have været deels besvogret, deels beslægtet med Grønlands og Amerikas vigtigste samtidige Opdagere. Endelig fortjener det maaskee at bemærkes, at ligesom den af de i Texten ovenmeldte Skibseiere, som kom tilbage, nemlig Rolf, var fra Rødesand (i det nuværende Bardestrands Syssel, mod Norden grændsende til Isefjords Syssel) og født Arving til denne Ejendom — saa paastod ogsaa en rig og mægtig Islænder i det 16de Aarhundrede, efter at have kjøbt Rødesand, at Krosseyjar eller Korsøerne, der dog nævnes i Annalerne fra det 12te Aarhundrede som hørende til Grønland, men som muelig ere det samme som Gunbjørns Skjær, tilhørte ham. See det fjerde Afsnit af nærværende Afdeling.


B. ANDRE MINDRE SIKKRE BERETNINGER

Om Gunbjørn og de af ham opdagede Øer,
som foregives at være fra Oldtiden og Middelalderen,
men nu dog kun kjendes som optegnede i Haandskrifter fra det 17de Aarhundrede.

Grønland og Vinland
Alain Manesson Mallet (1719)

Disse apokryphiske, men dog mærkelige Stykker skyldes, tilligemed de i næste Afsnit følgende, een af Islands (og man kan vel tillægge: hele Verdens) mærkværdigste Almuesmænd, Bonden Bjørn Johnsen, som vel ikke havde nydt nogen Skoleunderviisning eller literair Dannelse, men dog har gjort sig bekjendt som een af sit Fødelands i sin Tid flittigste og nyttigste Forfattere. Han blev født 1574 (i det samme Aar som Islands endnu privilegerede Bogtrykkeri først blev indrettet paa Holum), og var en Søn af Bonden John Johnsen paa Ingveldarstade paa Islands Nordland, som vel var en i Forhold til sin Stand og Tid ret formuende Mand, hvorfor han kun havde sin egen Driftighed at takke, men efterlod sig, ved sin 1582 paa en Reise til Sønderlandet pludselig indtrufne Død, en Enke og 6(1) uforsørgede Børn. Een af den Tids mægtigste islandske Øvrighedspersoner, Laugmand John Johnsen (Biskop Gudbrand Thorlaksens ivrigste Modstander) satte sig, paa Grund af et, som det synes, kun lidet grundet Paaskud, i Besiddelse af det hele Bo som dets Curator, skaltede og valtede dermed efter Behag, samt tog de 4 af Børnene, med de dem tildeelte Arveparter, til sig, men eet af dem, den her omhandlede Bjørn, fik han anbragt hos sin Broder, Sysselmand og Klosterforpagter Sigurd Johnsen paa Reinestad. Skjønt denne Mand ikke er bekjendt ved literaire Arbeider, maae vi formode, at han, som dannet og formuende, har havt en god Samling af Bøger og Haandskrifter, ved hvis Brug den unge Bjørn Johnsen har, ved egen Drift og Flid, erhvervet sig de mangehaande i hans Tid usædvanlige Kundskaber, som hans (nu dog tildeels tabte) Værker vise. Dog ere alle enige deri, at han aldrig gik Skoleveien, eller modtog nogen lærd Underviisning af andre. Mislykkede Forsøg siges at være blevne gjorte af Bjørns Fosterfader, for at faae ham indsat i Holums Latin-Skole, da hans Indtagelse deri skal være bleven nægtet af (den ellers fortjente men i sit Had til Laugmand John Johnsen og hans Slægtninge for vidtgaaende) Biskop Gudbrand Thorlaksen. Han blev da hos Sysselmand Sigurd Johnsen, og gik ham, samt senere ligeledes hans Søn, Laugmand John Sigurdsen, som tiltraadte dette Embede 1606, til Haande ved Skriverforretninger. Hans Levnetstildragelser vare ellers de for Islands Almuesmænd sædvanlige, jævne og rolige, hvorfor hverken han selv eller andre samtidige have efterladt sig nogen særegen Optegnelse derover. Vi vide kun at han giftede sig, uvist hvilket Aar, og bosatte sig som Bonde paa Gagrden Skardsaa i Skagefjord Syssel paa Nordlandet, samt blev kort efter udnævnt til Laugrettesmand eller Bisidder i Islands Laugthingaret. Dette var han vistnok allerede 1616. Dertil bleve, paa den Tid, de forstandigste og tillige retskafneste Bønder valgte. Neppe har dog nogen værdigere end han nogensinde havt denne Bestilling. Hans Forstand og Indsigter fremlyse af hans Værker, og mod hans retskafne Tænkemaade eller Vandel er ikke en Tøddel kommen til Kjundskab. I Aaret 1646 begyndte hans Syn meget at svækkes, og noget efter blev han ganske blind. Han døde i Aaret 1656, og efterlod i det mindste en Søn, som hed Berse. Dog er det, selv en Espolin, ei bekjendt, at hans Afkom, som overhoved hørte til Almuestanden, er forplantet til vore Dage.

Bjørn Johnsens ypperlige Aandsgaver trodsede den Mangel paa literaire Hjelpemidler til Kundskab om Forfædrenes Bedrifter og beundringsværdige Videnskabelighed, hvilket han, i Fortalen til sine Annaler, saa bitterlig beklager. Vor Autodidakt forsøgte sig, saavidt vi vide, uden Vejledere eller nogen særdeles Opmuntring i forskjellige Lærdomsfag, og frembragde saaledes følgende endnu brugbare og agtede Skrifter:

1) I Historien. a) Hans almindelige, især Norden, dog mest Island angaaende Annaler (Annálar), skrevne efter Opfordring af Holums Stifts Biskop, den lærde Thorlak Skulesen, som, mærkelig nok, fandt det tjenligst at henvende sig med den til en simpel Bondemand. De gaae fra Aaret 1400 til 1646. — De ere, foruden Espolins harmoniske Aarbøger, de første og eneste af Islands nyere Annaler som hidindtil ere komne under Pressen, udgivne paa Rapsø paa Island 1774 og 75 i tvende Qvartbind med latinsk Oversættelse.(2) De overgaae ogsaa alle andre, af sin Art, i Udførlighed og Vigtighed. b) Islands Bispe-Annaler eller nogle af dets Biskoppers Levnetsbeskrivelser. c) Tillæg til Biskop Arne Thorlaksøns Saga. d) Samlede Efterretninger om de Algierske Sørøveres Indfald, Mord og Plyndringer paa Island i Aaret 1627. e) De for os især vigtige Grønlands Annaler, hvilke vi snart komme til at omtale nærmere.

2) I Lovkyndighed. Vi maae bemærke det herved, at en islandsk Bonde, førend Landets ældre Forfatning fuldkommen ophørte ved Enevoldsmagtens Indførelse i Danmark og Norge, samt førend den Norske Lov med de til den henhørende Anordninger indførtes, for en stor Deel, der i Landet, kunde, naar han fandtes at være skikket dertil, deeltage i mange offentlige Forhandlinger, som edsvoren Domsmand, saavel i Herredsretterne som paa Laugthinget m. m., hvorfor det blev en Nødvendighed for den, som ønskede at befatte sig med sligt, at erhverve sig fornøden Kundskab om sit Fødelands, saavel ældre som nyere, Love og Almeenvæsen. Neppe har nogen simpel Bondemand i hin Tid været flittigere og heldigere i disse Bestræbelser end vor Bjørn Johnsen. Det indsees endnu tydelig af hans følgende Skrifter i dette Fag : a) Forklarende Ordbog over de vanskeligste Udtryk i Islands Landslov, kaldet Jonsbogen, udgivet 1284. Han sluttede dette, endnu tildeels brugbare, Arbeide 1626. Det var en værdig Forløber for Paul Vidalins nyere og udførligere Værk af samme Art. b) Adskillige, i det mindste 10 eller 11, særskilte Afhandlinger over forskjellige juridiske Gjenstande.

3) I nordisk Sprogvidenskab og Oldkyndighed: a) en Tractat om det islandske Sprogs Etymologie, tilsendt Ole Worm af Forfatterens Velynder, Biskop Thorlak Skulesen, men forliist ved et Skibbrud 1635. b) en Afhandling om Runer. c) Forskjellige Commentarer til nogle nordiske Hedenoldsdigte, Valas Spaadom, Brynhildes Sang, Kong Heidreks Gaadeviisdom og Egil Skallagrimsøns saakaldte Höfuðlausn eller Dødsafvendelsesdigt.

4) I Poesie: a) en Samling af rimede islandske Ordsprog. b) De 7 Vises Sentenser, bragte i Vers. c) Et romantisk Kvad (af den Art som benævnes Rimur) om Apollonius, Konge af Tyrus.(3)

Af disse Bonden Bjørn Johnsens mange og forskjelligartede Skrifter vedkomme hans Grønlandske Annaler os mest, saavel for dette som flere følgende Afsnits Skyld. Som een af Hovedkilderne for vort nærværende Værk maae vi da beskrive det nøiere end de øvrige, her kun antydede, af den samme Forfatter. De have vist, tillige med hans Islandske Annaler, bidraget til at udvirke ham det Vidnesbvrd af en sagkyndig Dommer, Biskop Finn Johnsen: at han i mere end eet Aarhundrede (fra 1630 til 1740) næsten var den eneste Forfatter paa Island, som fortjente Navn af en Historiker, samt at ham i al Fald i den Henseende tilkom den første Plads.(4) Følgende forskjellige Afskrifter af dette Skrift forvares i den Arnamagnæanske Haandskrift-Samling under Titelen Grænlands Annálar. De ere samtligen gjennemgaaede og afbenyttede af os, og betegnes i Cattaloget med følgende Nummere: 1) 768, i 4, (senere benævnt D) som, efter Arne Magnussens egenhændige Vedtegning har tilhørt Biskop Thord Thorlacius) der har skrevet en utrykt latinsk Afhandling om det gamle Grønland, samt udgivet Einar Ejolfsøns islandske Oversættelse af Arngrimi Jonæ Historia Groenlandiæ) men senere, som hans Gave, den berømte Thormod Torfæus, Forfatter til den trykte Groenlandia antiqua, den store Historia Norvegica i 4 Foliobind m. m. Denne Afskrift synes, efter Haanden at dømme, at være ført i Pennen omtrent 1670; den har adskillige bedre, men ogsaa nogle slettere Læsemaader end de øvrige følgende. 2) 769, i 4, indeholder tre forskjellige Exemplarer. Med ovenmeldte Haand findes tegnet derved at: Biskop Th. Thorlacius har ladet dem (?) afskrive, at de senere ere komne i Torfæus's Eie, at de først ere laante af ham, men senere (1715) givne af hans Enke, til Arne Magnussen. Af dem har a adskillige gode Læsemaader, men synes at være meget yngre end baade b og c, hvoraf den sidste nu er defect, men begge, især b, ere skrevne af illiterate og ukyndige Afskrivere. 3) 470c bestaaer af enkelte hertilhørende, defecte Octavblade, med en gammel Haand, der dog indeholde noget, som ikke forekommer i andre Exemplarer. 4) Nr.115 i 8, (senere benævnt E). Det forekommer os at være det ældste af alle de ommeldte, formodentlig samtidigt med Forfatteren, men nu haves ingen Notice om dets Oprindelse. Kun har Arne Magnussen vedlagt denne Bemærkning: “Ex Exemplari þormóðar Torfasonar, si recte memini, imo credo.” Det synes at være skrevet af en gammel eller ikke skarpsynet Mand, og er derfor vanskeligt at læse, men ellers correct, indtil mod Slutningen, hvor det oprindelige Haandskrift afbrydes, ved det at Blade ere blevne borte; Resten er skreven ucorrect, med to andre forskjellige Hænder. Vi lægge dette Haandskrift, som det formeentlig ældste, forsaavidt dets oprindelige blade naae, til Grund for de til nærværende Afsnit hørende Brudstykker, ved dog tillige omhyggelig at jevnføre det med de øvrige Exemplarer, og bemærke deraf de fortrinligste Læsemaader. Resten af Texten (fra midt i Afd. C.) have vi paa samme Maade udskrevet af Nr. 768.

Bjørn Johnsen synes at have afskrevet eller udarbejdet de enkelte Stykker af dette hans Værk, efterhaanden, uden at iagttage nogen vis Orden derved, og saaledes, til forskjelligeTider, at have meddeelt sine Venner Afskriften af det samlede, hvilket han dog stedse, ved faldende Lejligheder, søgte at forøge. Muelig have endog hans Optegnelser tildeels været skrevne paa løse, ikke sammenheftede Blade, som afskreven i forskjellig Orden, thi i den hersker der overhoved nogen Forskjellighed i de diverse Haandskrifter. Vi tage derfor ikke i Betænkning, saavidt mueligt, at meddele de i dette Afsnit herefter følgende Brudstykker af hans omhandlede Værk i en nogenlunde chronologisk Orden.

De to første næstfølgende Brudstykker, som hos Forfatteren ogsaa saaledes følge efter hinanden, stemme enten tildeels i noget, men langt fra ikke i alt, med den bekjendte Landnama, men det tredie findes slet ikke deri. Det er vist at han til sine Optegnelser har benyttet en saakaldet Hauksbók, hvilken Laugmand Hauk Erlendsen, efter hans eget i selve Bogen indrykkede Vidnesbyrd havde skrevet, men som dog deels sees at have været noget forskjellig fra John Erlendsens Afskrift, deels har indeholdt mere end den. Endvidere vides Bjørn Johnsen at have benyttet en anden gammel og mærkelig Codex, kaldet Vatzhyrna, som hverken selv eller i Afskrifter nu vides at være til. See ovenfor S. 32, 47. Endelig maae vi formode at han har benyttet en gammel, ellers ubekjendt Codex af Landnama, eller een af den ved Biskop Thorlak Skulesen besørget Afskrift, efter følgende Steder af Fortalen til hans egne Annaler (S. 216), i det han først har talt noget om de gamle Islænderes mange og betydelige historiske Skrifter.

“Det bevidne de Bøger og Brudstykker (eller forslidte og defecte Haandskrifter), som de have skrevet, men hvoraf nu for Tiden kun ubetydelige Levninger kunne sees blandt os, thi disse gamle Bøger ere nu alle skimlede og hensmuldrende, saa at hverken Begyndelse eller Slutning kunne sees af disse faa Skriftlevninger.(5) .... Eftersom nu disse lærerige Skrifter om Island og de her skete Begivenheder for det meste ere opraadnede, saa har den hæderlige Biskop, Hr. Thorlak Skulesen, anseet det for usømmeligt og uforstandigt, at de skulle aldeles Forkomme, saa at ingen i Eftertiden kan see eller vide, hvorledes det (fordum) har gaaet til i Landet .... og har derfor ladet afskrive først den lærerige Landnáma og siden den store Íslendínga-Saga” (o. s. v.).”

Den Biskop Thorlak Skulesen af Bjørn Johnsen saaledes tildeelte Roes bekræftes ved Finn Johnsens Vidnesbyrd (l. c. III, 724), der tillægger ham den samme Flid og Omhyggelighed for at redde, samle og afskrive Islands gamle literaire Mindesmærker, som hans lærdere og mere berømtc Collega, Biskop Brynjulf Svendsen. Begge vare Ole Worms Venner og Correspondenter, ligesom de og længe selv vare det indbyrdes, indtil begges Iver for den fædrelandske Literaturs Udbredelse satte Splid imellem dem, i det Skulesen ei vilde taale at et nyt Bogtrykkeri, foruden det Holumske, oprettedes paa Skalholt, for ei at skade det efter hans, af Regjeringen stadfæstede Mening, ene privilegerede Nordlandske. — Dog udgav Thorlak Skulesen ikke nogen islandske Oldskrifter fra sin Bispestols Presse, formodentlig af Frygt for Tab, da kun enkelte Videnskabselskere paa Island (tildeels opmuntrede dertil af Ole Worm, Stephanius, og maaskee flere danske Lærde) i den Tid synes at have sat den rette Priis paa disse fædrelandske Værker, og disse have saaledes ved Bevaring eller Afskrivning, reddet dem fra ellers uafvendelig Undergang. Da Bjørn Johnsen skrev sine store Annaler efter Opfordring af den nævnte Biskop (der tiltraadte Embedet 1631 men afgik ved Døden 1656) som en Fortsættelse af Landets historiske Oldskrifter, kunne vi ikke tvivle derom, at han har meddeelt eller laant vor Forfatter enten selve de gamle Codices af Landnama og Sturlunga m. fl. eller paalidelige Afskrifter deraf, hvilke vi nu sandsynligviis ei mere kjende eller kunne benytte.

Vi have, af ovenanførte Aarsager, anseet det for vor Pligt at meddele vore Læsere de Steder af “Grønlands Annaler”, som vidne om Bjørn Johnsens Brug af tabte Codices, om de end tildeels ikke stemme med andre, os endnu bekjendte, og bemærke til Slutningen at den lærde Torfæus længe før os har været af den samme Mening, i det han er kjender Mærkværdigheden af de Beretninger, som Bjørn Johnsen i sin Tid har samlet af gamle Membraner og af Laugmand Hauk Erlendsøns Skrifter;(6) (.. accedit ad fidem his conciliandam quæ celebris antiquarrus Björnus de Skardsa ex antiquis membranis et Hauki Legiferi libro collegit. Groenl. ant. Præf, p. 23).

1. Um Gunnbjarnareyjar ok aðrar í Íslands hafi.

Upphaf ok meðal þartil, hvarfyrir Eiríkr rauði uppsigldi Grænland, var ei annað enn þetta, at þat orð var í gamalla manna minni, at Gunnbjörn, son Úlfs kráku, þóttist sèð hafa til annars jökulsins í vestrhafinu, en Snæfellsjökul híngat, þá er hann rak vestr í haf, eptir þat hann fór frá Gunnbjarnareyjum. Þá var Ísland óbyggt með öllu ok nýfundit af Garðari, sem umhverfis landit sigldi nesjastefnu, ok kallaði Garðarshólma; en þessi Gunnbjörn næst honum kom, hann sigldi umhverfis lángtum djúpara, sem var í landsýn, þvi kallaði hann eyjarnar sker hjá hólma; en margar historíur síðar kalla þessar eyjar land, sumstaðar stórar eyjar.

2. Annáll úr Landnámu.

Þeir Hallbjörn ok Styrbjörn bjuggu skip sitt, ok lètu út af Ísafirði. Þeir vildu inn[31]-nema sèr land í Gunnbjarnareyjum; þær liggja til útnorðurs af Ísafirði. Þeir sigldu til eyjanna, ok komu undir land at kvöldi. Þeir stýrimenn lögtóku yfir skipit, at enginn skyldi á landið gánga eðr forvitnast, fyrr enn at morgni, allir samþykkiliga. En þó lètu þeir út bátinn um kvöldit, ok fóru svo allir at sofa á skipinu. Um nóttina leyndist annar yfirmaðr skipsins á fætr, ok fór til lands. Hann fann strax fyri sèr dauðs manns leiði, ok var nýlega niðrsettr. Hann leitaði til, eptir plagsið heiðinna manna[32], undir herðar honum, ok fann þar sjóð með fè, mikinn ok púngan, ok hafði með sèr til skips; lagðist til svefns, sem ekki hefði verit. En sem lysti, voru menn uppi, ok þóttust vita, at með bátinn hafði farit verit, ok báru[33] helzt at öðrum stýrimanninum, at hefði á lög gengit ok eiða, þvi þeir voru svarnir helmíngsfèlagar. Þeir fyrimenn þrættust fyrst hèrum, þartil (þeir) slógust ok rèðust á, svo sjóðrinn fèll niðr á þiljur undan klæðunum. Báðu síðan hvorutveggju sína menn vopnast. Þeir börðust á skipinu. Þar féllu þeir báðir fyrimenn, Hallbjörn ok Styrbjörn. En þeir fáir menn ok særðir[34], sem eptir lifu, hèldu brott aptr til Íslands, ok sögðu þessi tíðindi.

3. Þetta[35] enn úr Landnámu.

Austmenn einir kvomu á eina höfn við þessar Gunnbjarnareyjar, ok bættu[36] -ar skip sitt; sáu öngva bygð, en gjörðu sèr skála i vík einni undir brekkum nokkrum.

4. Þetta fátt eitt með styzta ágripi er skrifáð úr reisubók Bjarnar bónda Einarssonar, er bæði[37] var kendr Vatnsfjarðar-Björn ok stundum Jórsalafari.

Vatnsfjarðar-Björn Jórsalafari fór í þriðju Rómferð sinni út allt til Jórsala.... Hann hafði margt [at segja[38] af sínum reisum ok lífsháskum, sem hann í kom ok hans húsfrú[39]; þó helzt ok mest í einni þeirri seinustu, þá er hann var lengst teptr í Grænlandi fyri sakir hafisa... Björn Jórsalafari kom við [í Gunnbjarnareyjum[40], sem liggja undan Ísafjarðarminni til útnorðurs. Hann varð vís, at þar var bygð, en fékk viðvörun af stúlku einni í kveðlíngi, at hætta þar eigi optar[41] á land fólki sinu. Með honum var í för Einar fóstri, skáld hans ok skemtunarmaðr, er skemta skyldi hvörn sunnudag, þriðjudag ok fimtudag, nær þeim þóttu skemtunartímar vera. Fróðir menn segja at sá Einar fóstri hafi kveðit Skíðarímu til skemtunar einn tíma, sem honum bar at skemta, þar er ok svo at orði komizt í endíngu kveðlíngsins:

Hér skal suðra sjáfarrok
sunnudagsins bíða.

[Hann kvað ok Skaufhalabálk ok barngælur, svo sem hann nefnir í endíng bálksins:

Hefir bálk þenna
ok barngælur
ort ófimligr
Einar fóstri[42].

5. Úr sömu reisubók.

Þá er Björn Einarsson með sinni hústrú Olöfu sigldi landa á meðal, ok hlaut at gista á Grænlandi, hafði hann syslu í Eyreksfirði at vild Grænlendinga. Þaðan frá hefir sjaldan sannspurt verit af Grænlandi.

Sami Björn bóndi Einarsson úr Vatnsfirði kom um tíma við Gunnbjarnarsker eðr ey. Einn með hans mönnum var Einar fóstri, gótt skáld. Hann sendi menn sína átta á eyna þá stærstu. Þeir skyldu talit hafa XVIII bæi, en Þorðu ekki at kanna. Þar skyldu verit hafa V stórar eyjar, allmargar smærri.


1. Om Gunbjørnsøer og andre i Islands Hav.(6)

Anledningen og Middelet dertil, at Erik den Røde opseilede Grønland, bestode kun deri, at gamle Folk erindrede det Rygte (eller Sagn), at Gunbjørn, Ulf Krages Søn, foregav at have seet en Jøkel (eller fast Isbjerg) i Vesterhavet, men Sneefjeldsjøkelen her, da han fordreves mod Vesten, efter at han var dragen bort fra Gunbjørns Øer.(7) Da var Island aldeles ubeboet og nylig opdaget af Gardar, som sejlede rundt omkring Landet, fra Næs til Næs, og kaldte det Gardarsholm;(8) —men denne Gunbjørn, som kom næst efter ham, sejlede rundt omkring det i en langt større Frastand, dog saaledes, at han stedse kunde skimte Kysterne, og derfor kaldte han Øerne Skjær i Sammenligning med Holmen,(9) — men mange Historier kalde senere disse Øer Land, undertiden store Øer. (10)

2) Beretning af Landnama.(11)

Hallbjørn og Styrbjørn(12) udrustede deres Skib, og gik til Søes ud af Isefjorden.(13) De agtede at optage en Landstrækning paa Gunbjørnsøerne til Beboelse; de ligge mod Nordvest fra Isefjorden.(14) De sejlede til Øerne, og kom under Landet henimod Aften. Styrmændene(15) vedtoge det som Lov, at ingen maatte gaae i Land eller søge at udforske noget der, førend næste Morgen, (og da) alle i Samdrægtighed. Dog satte de Baaden ud om Aftenen, men lagde sig alle til Søvn paa Skibet. Om Natten stod den ene Skibsfører hemmelig op, og gik i Land. Strax fandt han der en lille Gravhøi over en død Mand, hvis Lig nylig var blevet jordet der.(16) Efter Hedningernes Skik søgte han strax, om han ikke kunde finde noget under Ligets Skuldre, og fandt der virkelig en stor og svær Pung med Penge i, hvilken han tog med sig ud paa Skibet, og lagde sig til at sove, som om intet var skeet. Strax i Dagningen stode Folk op, og troede da at kunne mærke, at nogen maatte være gaaet i Land om Natten med Baaden, samt beskyldte snarest den ene Styrmand (Skipper) for at have brudt Lov og Ed, da de havde tilsvoret hinanden lige Fællesskab. Anførerne trættedes først herom, indtil de sloges og anfaldt hinanden, saa at Pengepungen, før skjult af Klæderne, faldt ned paa Dækket. Hver af Anførerne opfordrede derpaa sine Folk til at gribe til Vaaben. De sloges paa Skibet.(17) Der faldt baade Hallbjørn og Styrbjørn.(18) Men de faa og saarede Mænd, som overlevede, vendte tilbage til Island, og fortalte der disse Begivenheder.(19)

3) Dette er endvidere af Landnama.(20)

Et Skibsmandskab, bestaaende af Østmænd,(21) kom til en Havn ved disse Gunnbjørnsøer. De mærkede ikke noget til at Folk boede der, men opførte en Vaaningshytte ved en Vig under nogle Bjergskrænter.

4) Dette lidet i korteste Uddrag er udskrevet af Bonden(22) Bjørn Einarsens, snart kaldet Vatnsfjórds-Bjørns, snart Bjørn Jorsalafarers(23) Reisebeskrivelse.(24)

Vatnsfjords-Bjørn, kaldet Jorsalafarer, drog paa sin tredie Romer-Reise lige ud til Jorsal (Jerusalem). Han havde meget at fortælle om sine Rejser, og de Livs-Farer, hvori han og hans Hustru(25) havde været stædte, dog helst og mest paa den sidste, da han opholdtes længst i Grønland, for Havisens Skyld(26) .... Bjørn Jorsalafarer anløb Gunbjørnsøer, som ligge mod Nordvest ud fra Isefjordens Munding.(27) Han erfarede, at de vare beboede, men en Pige advarede ham, i en Vise, at han ikke tiere skulde udsætte sine Folk for Fare ved at lade dem gaae der i Land.(28) I hans Følge, paa Reisen, var Einar Fostre(29), hans Skald og Fortæller, som skulde underholde ham og Hustru saaledes hver Søndag, Tirsdag og Torsdag, naar de fandt at Tiden var belejlig til saadant Morskab. Kyndige Mænd sige at denne Einar Fostre har og digtet den saakaldte Skidarima, til en saadan Underholdning, som engang paalaae ham. I dette lille Digts Slutning forekommer ogsaa følgende…:

Her min Digtning standser og
Søndag oppebier.

Han digtede og det saa kaldte Rævekvad og Børneviser, som han siger i Kvadets Slutning:

Dette Kvad
og Børneviser
digtede usnild
Einar Fostre.

5) Af samme Reisebeskrivelse.(30)

Da Bjørn Einarsøn, med sin Hustru(31) ... sejlede mellem Lande og maatte(32) gjæste Grønland, havde han Sysselmands Bestilling(33) i Eriksfjorden efter Grønlændernes egen Villie. Fra den Tid af har man kun sjelden haft sandfærdige Tidender fra Grønland.(34)

Den samme Bjørn Bonde(35) Einarsøn af Vatnsfjord anløb en Tid Gunbjørns Skjær eller Ø. Einar Fostre, en god Skald (Digter), var een blandt hans Mænd.(36) Han(37) sendte 8 af sit Følge i Land paa den største Ø. De skulle have talt 18 Gaarde, men vovede ikke at foretage nogen nærmere Undersøgelse. Der skulle have været 5 store Øer, foruden en heel Deel mindre.(38)


Til de Efterretninger om Gunbjørnsskjær, som udgives for at være gamle, men hvis ægte Kilder vi ikke mere kjende eller kunne med Sikkerhed bedømme, høre de Cursforskrifter til Grønland, som siges eller sees at være oversatte eller optegnede i det 16de eller 17de Aarhundrede. Da de intet historisk indeholde, opsætte vi deres Meddelelse i Sammenhæng med dette vigtige Skrifts øvrige Efterretninger om det gamle Grønland, til det 3die og sidste Bind af nærværende Værk.

Ellers bør vi ikke undlade, som i visse Maader henhørende til dette Afsnit, at bemærke følgende Sted af Grønlands Annaler (A. M. 115, 8), som indeholde et gammelt Sagn, hvori Optegneren leilighedsviis gjentager det meget ældre, tildeels ovenanførte om Gunbjørns Seilads:

“Det siges endvidere at den gamle Hr. Einar Snorresen, som var Præst til Stadestad paa Ølduhrygg (i den sydlige Deel af Sneefjeldsnæs Syssel) eiede en stor Fragtbaad med tolv Aarer. Den sledes løs (af stærk Storm) fra Øndverdarnes (det vestlige Forbjerg af den Halvø hvorpaa Snefjeldsjøkelen ligger, sønden for Bredefjordsbugten) ladet med tørrede Fisk, som de vilde bringe til Handelsstedet, og fordreves ud paa Havet, saa at de, ligesom Gunbjørn fordum, paa een Gang saae begge de to Jøkler, Sneefjeldsjøkelen (paa Island) og Blaaserk paa Grønland; de have altsaa da nærmet sig til Eriks Kaas (den Vei, ad hvilken Erik den Røde opsøgte Grønland).”

— Den herommeldte Einar Snorresen vides at have modtaget Stadestads Præstekald (eet af de bedste i Island) i Aaret 1502; han var tillige Herredets Provst


C. EFTERRETNINGER OM GUNBJØRNSSKJÆRENE FRA NYERE TIDER,
optegnede i Haandskrifter fra den første Halvdeel af det 17de Aarhundrede.

Grønlændere
Alain Manesson Mallet (1719)

DISSE Beretninger ere og mestendeels tagne af Bjørn Johnsens Grønlands Annaler, efter de ovenfor S. 84-85 optegnede haandskrevne Exemplarer af samme. Hvor det ældste, som man kunde fristes til at antage for Forfatterens eget Haandskrift, hører op, antegne vi Varianterne. Han giver det Capitel, som her meddeles heelt og uden nogen Forandring af Periodernes Orden, Navn af hans Samtidiges Fortællinger om Gunbjørnsskjærene; noget mere af denne Art forekommer os og at indeholdes i det meste, hvis det ei endog i det væsentlige omhandler en anden Afdeling af den samme Øgruppe, hvilket vi ere tilbøielige til at formode; da han dog, med Hensyn til Folks Talebrug og Meninger, giver den et andet Hovednavn, nemlig Krosseyjar eller Korsøerne, indrømme vi den og, under Betegnelsen D, et særegent Afsnit i nærværende Afdeling.

Dette Capitel følger i Original-Haandskriftet, saavel som og i de dermed jævnførte Exemplarer, lige efter det korte Uddrag om Østmændenes Ophold paa Gunbjørnsøerne, meddeelt af os herovenfor S.108; (da vort paafølgende 4de Stykke om Bjørn Jorsalsfarers Landgang paa Gunbjørnsskjærene, var meddeelt ovenfor af Bjørn Johnsen i hans Beretninger om det egentlige Grønland).

Umræður manna nú, þat við víkr um Gunnbjarnaryjar.

Clemens hèt maðr á Látrum í Aðalvik, nú fyri fimtygju árum. Sá Clemens átti Látur[43]. Þessi Clemens var góðr bóndi í búi sínu, dándis ok réttorðr. Hann varð fyri valdsmanna aðþreingíngu, ok skaut sèr eitt sinn[44] í skip til Engelskra, sem þarum jafnan flækjast ok frackta[45]. Þá voru ekki aflögð lóðaför þeirra Engelskra með båtum. Hann bað þá láta sig í land aptr á sumrinu, en hinir[46] hans óvinir skyldu meina hann sigldan vera. Því var hann í húsinu[47] á fjallinu[48], þá er hans þénarl Þórðr, er síðan var kallaðr trygðrofi[49], sveik hann. Þessi Látra-Clemens sagði at þeir hefði fracktat[50] undir austrenda Gunbjarnareyja, en ekki yfirsèð stærð þeirra, ok seinast hefðu þeir með II báta farit at skeri nökkru, ok hlaðit bátinn annan með geirfugl, en annar báturinn lagði inn í vog nökkurn; vildu [á land[51] til fugla, en þá var vogrinn fullr með [þorsk; þeir festu bátinn, á meðan þeir hlóðu hann[52] með fisk, einasta til frásagna, þar upp úr voginum. Þar var Clemens með, (sem til) gamans farit hafði á bátinn með þeim, ok sagði nægtar veiðiskap ok grasgæði frá þessum eyjum, sem þó ekki af sá[53] utan sker ok eyði hólma[54].

Hannes Elas[55] hèt kaupmaðr í Ísafirði. Hann dreif í haf þar, som opt kann ske. Hann sagðist hafa siglt með eylandi einu í þoku ok sèð stóra skreiðarhlaða furðanliga með sjóarsíðunni, en þorat ekki skipsbátinn upp at senda á landit, því fólk hefði í hópum verit.

Næsta margar frásagnir ok merki eru sönn ok viss til[56], at Gunnbjarnareyjar eru til, ok sjást, í beztu sjóarsyn, úr hellugati eðr skarði einu; sú hella er uppreist af fyrri mönnum á sjóarfjalli því er Rítur heitir, ok liggr við Ísafjarðarmynni, fyrir austan; þar er ok fuglberg[57]. Clemens hafði sagt, at af því fjalli hefði uppi vakat, svo sem altunna at sjá, frá eyjar endanum[58], Þar sem Þeir voru, en miklu meira af landinu.

Sú er meining margra manna, at Engelsker menn muni þeim þángat flytja alla nauðsýn, sem þar byggja. Hafa menn ok sèð, at þángat í hafit hefir siglt stórt skip, seint á sumri, ok aldre meira til sézt. Er ok því síðr hafis at óttast, sem líðr á sumar, ok kemr í Augústi mánað. Engelsker verða hérum þrísaga eðr meir; þó hafa þeir nökkrir látizt[59] segja í trúnaði, at einn engelskr herramaðr hefði eyjarnar með allra stærstu leynd, ok væri svo til sett at fólkit skyldi taka þá alla, sem þar kæmu, ok þat gæti við ráðit, svo enginn kæmist brot, frá at segja, því þeir segja petta bezta pláts, ok vilja gjarnan halda, meðan geta[60].

Á norðanverðu Englandi segja nú menn: at einn ríkismaðr[61] hafi III stór skip úti til Grænlands, ok komi jafnan full heim; en þaðan frá honum er engin önnur siglíng hingat í sjó. Því eru þat þeirra gátur at eitt þeirra skipa fari þángat í Gunnbjarnareyjar. Líkindin sjást þau, at þángat í áttina hverfr stórt skip. Sá skipherra engelskr er nú nydauðr, sem alltíð hafði fracktat sitt skip, ok aldrei gengit[62] lengr enn á 7 eðr 8 dögum, en aðrir nentu[63] aldrei[64] þángat eptir honum[65] at fara.

Síra Ólafr Halldórsson sálugi, nú um árit í sinni sídustu siglingu, sagðist hafa séð eyjar þessar; sem aflètti þoku, ok þeir voru lángt frá komnir vestr um, sáu þeir land bak sér, ok vatnaði yfir í mörgum stöðum, en Danskir þrættu við hamn at[66] væri Vestfirðir, partil byrti þokuna af Vestfjarða fjöllum, en hvorki hann nè þeir vissu áðr, hvar Gunnbjarnareyjar láu, fyrr enn til lands komu, ok Íslenzkir viðkönnuðust. Of lángt er at klifa um ræður ok frásagnir um Gunnbjarnareyjar, utan þær liggja þar at sönnu.


Nu levende Mænds Fortællinger om det, som vedkommer Gunnbjørnsskjærene.

En Mand hed Clemens, boende paa Latrum i Adelvigen,(39) nu for halvtredsindstyve Aar siden. Denne Clemens eiede den nævnte Gaard, var en velhavende Bonde, dannes og sanddru. Han udsattes for Øvrighedspersoners(40) Forfølgelse, og undløb derfor ved at gaae ombord paa et Skib, tilhørende de Engelske, som stedse drive og flakke omkring i de Farvande; da havde Engelsmændene ikke endnu hørt op med deres Angelfangst fra Baade.(41) Han bad dem om at sætte ham i Land den (samme) Sommer, men de andre, hans Uvenner, skulde dog troe at han var seilet bort. Derfor opholdt han sig i et Huus til Fjelds, da hans Tjenestekarl Thord, der siden blev kaldet Forræderen, forraadte ham. Denne saakaldte Latra-Clemens sagde: at de havde seilet op under den østlige Ende af Gunbjørnsøerne, men ikke kunnet oversee deres Størrelse (Udstrækning); tilsidst toge de til et Skjær med to Baade. Den ene blev fuldladet med den saakaldte Brillefugl;(42) den anden gik ind i en Vig; Mandskabet vilde gaae i Land for at fange Fugle, men mærkede at Vigen var fuld af Torsk. De gjorde Baaden fast, medens de ladede den fuld med Fisk, blot for en Prøves Skyld,(43) op af den samme Vig. Clemens var selv tilstede, da han for Morskabs Skyld havde taget med dem paa Baaden, og fortalte at der gaves Overflod af Fangst og godt Græs paa disse Øer, skjønt de (fra Søen af) kun syntes at bestaae af Skjær og øde Holme.(44)

Hannes Elas(45) hed en Kjøbmand paa Isefjord. Han drev der fra Land ud i Havet, som tit kan hændes. Han fortalte: at han havde, i taaget Veir, seilet langs med Kysten af et Øland, og seet forunderlig store Stakke af tørrede Fiske paa Strandbreden, men ikke tordet sende Baaden til Land, da Folk samledes der i hobeviis.

Heel mange sandfærdige og visse Fortællinger og Kjendetegn haves derpaa at Gunbjørnsøerne ere til, og sees, naar Luften er allerklarest, fra et Klippehul eller Kløft; den Flise, som har dette Hul, er opreist af de Gamle(46) paa det Bjerg ved Stien, som kaldes Ritur, og ligger ved Isefjordens Gab, mod Østen; der er og et Fuglebjerg.(47) Clemens havde sagt, at fra den Ende af Øerne, hvor de opholdt sig, havde de kunnet see Toppen af samme Bjerg, som om den var af en Tøndes Størrelse, men meget mere af selve Landet.(48)

Det er mange Mænds Mening at de Engelske tilføre de Folk, som boe der, alle Nødvendighedsvare; man har og seet at sildig ud paa Sommeren, har et stort Skib pleiet at sætte sin Kaas til den Kant af Havet, hvilket man (i samme Aar) aldrig har seet siden. Tillige behøver man desmindre at fragte for Havisen, som det lakker mere ud paa Sommeren og August Maaned er begyndt.(49) Engelskmændene have herom tre forskjellige Beretninger, eller endog flere; dog have nogle af dem ladet som om de i al Fortrolighed aabenbarede, at en engelsk Herre var i Besiddelse af Øerne, og at de Foranstaltninger vare gjorte, at Indvaanerne skulde anholde alle dem, som kom dertil, og som de kunde faae Bugt med, paa det ingen kunde komme bort og fortælle noget derfra, thi de sige at der er den bedste (Handels)plads, og ville gjerne beholde den, saalænge det er mueligt.(50)

Folk fortælle nu, at i det nordlige England(51) udreder en rig Mand tre store Skibe til Grønland, som stedse komme fuldladede hjem, men fra ham er der ingen videre Skibsfart til disse (nordlige) Farvande. Derfor er det deres Gisning, at eet af disse Skibe gaaer did til Gunbjørnsøerne. Den Sandsynlighedsgrund haves derfor, at mod den Kant, hvor de ligge, pleier (aarlig) et stort Skib at gaae af Syne. Den engelske Skibsfører er nylig død, som stedse der havde faaet Last til sit Skib og aldrig gjort en længere Reise (fra Høiden af Island dertil) end 6 til 8 Dage, men andre havde ikke Driftighed til at seile derhen efter ham.

Præsten salig Hr. Olaf Haldorsen(52) sagde, at Han, for faa Aar siden, paa sin sidste Udenlands Sejlads, havde seet disse Øer; idet Taagen opklaredes, da de (fra Island) vare komne langt mod Vesten, saae de Land bag ved sig, hvorover Vandet syntes at flyde paa mange Steder; de Danske sagde ham imod og paastode at det hørte til Vestfjordenes Kyster, indtil Taagen drev bort fra de vestfjordske Fjelde, men hverken han eller de vidste forhen, hvor Gunbjørnsøer laae, førend de kom til (vort)Land og Islænderne gjenerindrede sig dem. Det vilde blive for vidtløftigt at gjentage alle Sagn og Fortællinger om Gunbjørnsøerne; kun er det vist at de ligge der.(53)


D. BERETNINGER OM DE SAAKALDTE KROSSEYJAR ELLER KORSØER I NÆRHEDEN AF ØSTGRØNLAND.
Spitzbergen
Alain Manesson Mallet (1719)

DA Korsøerne, Krosseyjar eller og i Enkelttallet Krossey, betragtes i de gamle Kildeskrifter, som henhørende til Grønland, ville de Stykker, hvori disse øer nævnes, blive indrykkede senere i dette værk, paa vedkommende Steder, nemlig i Uddragene af Middelalderens Annaler og i Ivar Bardsøns; kaldet Beres, Beskrivelse over det gamle Grønland. Vi bemærke kun her foreløbig, at de gamle islandske Annaler udtrykkelig sige: at Asmund Kastanraste i Aaret 1189 kom til Bredefjorden paa Island fra Grønland og Korsøerne (Krosseyjum), selv 14de, paa et Skib, som næsten var sammenføiet med Træsøm allene, og tildeels sammenbundet med Dyre-Sener (eller fine og stærke Skindremme); efter enkelte Exemplarer skal han og paa Reisen have anløbet de saakaldte Finboder (Finnsbúðir). — Mange Islændere, tildeels af anseete Familier, indskibede sig, efter Sturlunga, med ham i det næste Aar (1190, formodentlig til Norge) men Skibet forliste ganske med dets hele Besætning. — I Ivar Bardsøns Grønlands Beskrivelse omtales derimod (efter de Oversættelser vi nu have) kun en enkelt Ø af saadant Navn nemlig Korsø (Krossey), som tilhørende Garde Domkirke, skjønt den lader til at have da været for det meste ubeboet, men benyttet til almindelig Jagt efter hvide Bjørne, med Biskoppens Tilladelse. “Siden”, hedder det endvidere, “er der intet østen længere, det man kan see, uden Is og Snee, baade til Lands og Vands.” Nogle Exemplarer sige at Øen er stor, men alle ere enige i at kalde den nærmeste, noget længere mod Vesten, men (som det synes) ved Fastlandet liggende Havn Fimbuder, vistnok Annalernes ovenmeldte Finnbúðir, Finsbúðir eller Finboder, saa at de her synes at stemme overeens med Beskrivelsen og saaledes bekræfte dens oprindelige Authentie, samt tillige give os Underretning om Stedets i de nyere Afskrifter saa aldeles forkvaklede Navn.(54)

Af Ivar Bardsøns Beretning er det indlysende, at den store Korsø (Krossey) eller vel rettere en Gruppe af Navnet Krosseyjar eller Korsøerne hørte til Grønlands eller dets Bispestols østligste Besiddelser,(55) men synes mest at have været besøgt for Jagtens, og især Bjørnefangstens Skyld. Ivar maatte vide god Besked om sligt, da han havde været Garde Bispestols Forstander eller Forvalter, og havde maaskee selv været næsten paa alle de af ham nævnte Steder. Det er Skade, at han ikke melder os, om denne Ø (eller Øer) var langt fra Land eller ikke; kun kunne vi slutte os til, at den var langt fra Østerbygden, i det han omtaler Berefjorden som en isoleret, langt østligere liggende Fjord — østen for den (hvor langt, meldes ikke). Fjorden Öllum lengre, længere borte Finbuder, hvilke tre ei meldes at være beboede af Folk, og allerlængst borte, hvor idel Is og Snee begynde, hin betydelige Korsø. Fra den og dens Nabolag synes. da de store hvide Bjørne tildeels at komme, som af og til have gjæstet Island, bragte til den nordlige og vestlige Kyst ved den grønlandske Driviis. En saadan blev dræbt der i Skagefjorden af Bonden Ketil Ingemundsen (vor Forfatters, Bjørn Johnsens, Morfader) 1518, efter at den havde ombragt 7 eller 8 Mennesker (see hans store trykte Annaler 1, 84-88). At Finbuder ogsaa have ligget langt fra Grønlands Østerbygd, synes endvidere at fremlyse deraf, at Middelalderens Annaler antegne det som en Mærkværdighed: at Asmund Kastanraste, selv Grønlands Indvaaner, som sidst kom fra Korsøerne, tillige havde anløbet Finboder (Finnsbúðir).

Biskop Theodorus Thorlacius nævner vel ikke Stedet i sin latinske Groenlandiæ descriptio, (1668), som kun er til i Haandskrift, men derimod paa det dermed følgende og et andet større af ham udarbeidet Kort, hvorpaa han skriver det meget rigtig Finnbúðir. (Paa Torfæus's Udgave af det samme mindre Kort hedder det Finbader, formodentlig ved Kobberstikkerens Feil for Finboder, da Navnenes Skrivemaade derpaa overhoved er lempet efter det Danske). Saa rigtigt som dette er, saa heldig forekommer han os at have været i Stedets geographiske Bestemmelse, i det han sætter det paa den østgrønlandske Kyst, mellem 65 og 66°; paa Torfæus's Copie sættes det urigtigen meget nordligere, ligesom og paa hans eget Kort, under Navn af Fúnkabúðir, som dog kun er en Fordreielse af Finnsbuðir; paa det sidstmeldte Kort sees der uden for en stor Ø, som af Torfæus kaldes Ransey, af andre (som han bemærker: aliis) Drangey, som dog neppe laae paa det Sted. Af hans Skrift S. 44 see vi, at han i sit islandske Exemplar af Ivar Beres Beskrivelse har læst dens Navn som Rasey, men vi formode at det der har været skrevet utydelig for Krossey (eller Krosey), og saaledes (ligesom Fúnkabúðir) blevet urigtig læst og atter feilagtig afskrevet. Virkelig have vi ovenfor seet af de gamle Efterretninger at Finboder ligge i Nærheden af Korsøerne — og de nyere Sagn om disse synes tillige at bekræfte det. Bjørn Johnsen har indrømmet dem et eget Capitel i sine Grønlands Annaler, hvorhos han dog endvidere tilføier adskilligt, skjønt for det meste mindre mærkværdigt, om andre øer i Havet mellem Island og Grønland. Vi meddele saaledes denne hans Beretning, mest efter Haandskriftet A. M. 768,4, jævnført med de øvrige ovenfor S. 84-85 opregnede, tilligemed en ikke gammel Afskrift, som uden Tvivl har fulgt en meget ældre, nu tilhørende een af os, her betegnet med M, med tilføiet Oversættelse og Anmærkninger, samt et Slutningstillæg, hvori vi søge at udvikle Grundene for den vor Mening: at Krosseyjar eller Korsøerne egentlig er et Navn, som de skandinaviske Grønlændere, efter deres Nedsættelse i Colonien, og maaskee efter Christendommens Indførelse i Landet, have tillagt: enten den hele Øgruppe som ellers kaldes Gunbjørnsskjær, eller og en vis Deel eller Klynge af samme, — samt at begge Navne paa en lignende Maade ere blevne forvirrede og sammenblandede i de nyere af vor Forfatter samlede Beretninger.

Um Krosseyjar vestr.

Krosseyjar vita menn ok at eru, ok því svo kallaðar, at þær allra stærstu fjórar[67] eyjar skuli í krossform liggja, síðan hinar smærri[68] allt umkríng, ok skyldi vera með háum björgum, fugli þakin[69], í móti vestri ok útnorðri, ok þar aðdjúpt nóg[70] ok gott fyrir öll skip inn i eyjarnar at leggja; en allt í móti suðrinu ok svo Breiðafirði skal vera útgrynni ok brimsamt með smáum, mörgum ok mjóum [ósum ok[71] sundum. Út úr þessum sundum höfðu Engelskir annálað að þeir hefðu [inntekið á bátinn[72] fljótandifugladún, nú fyrir fám árum, sem útfallsstraumr rak ok dreif út úr þeim eyjasundum[73]. Þann dún sögðust þeir hafa framflutt (í) fullum sekkjum, til teikns, hvör nægð þar er af fugli.

Sannorðr maðr einn íslenzkr i manna minnum, sem þar hafði á land komit með Engelskum, sagðist hafa sèð þar hval á fjöru ok fyrir laungu rekinn, skorpinn utan, ok hvitan af fugladriti, hvar af bæði hann ok Engelskir dæmdu, at par mundi enginn[74] menskr maðr búa. En opt ok ósjáldan, þá sjá menn til þessara eyja, ok vita at þær eru til ok liggja vestr í hafit undan Látrabjargi eðr á svig við Patreksfjarðar[75] ok Tálknafjarðar minni; hafði[76] Eggert forðum viljað eigna sèr þær, frá þeim sem þá vildu þar byggja eðr uppsigla, af því at sæist til þeirra [af Látrabjargi[77], en hann hafði þá áðr yfirkomizt Rauðasands eignir[78]. Opt er umrædt at byggja þær, þó undan hafi dregizt. Danskr skipherra, nú í Rifi, segist vel af þessum eyjum vita, ok hafa þær álengðar sèð, eigi allnær, nè svo á land komið hafi.

Skipit frá Eyrarbakkanum þóttist ok finna lándkorn [vera til ásyndar[79] undan Reykjanesi í hafit, nú fyri fám árum, ok reiknuðu þá sjós lengð ei allmikla. Svo segja oss ok Engelskir at allt í frá þeirri hafsbrún, undan Reykjanesi, ok frá Geirfuglaskeri ok frá djúpara Helguskeri, ok vestr hartnær at Krosseyjum, standi fuglaberg stór upp úr hafinu, hlaðin með súlufugl, er nokkrir kalla hafsúlu eðr skinnermi, ok þar á millum eyjar sundrlausar, ok II[80] af þeim skulu liggja [undan Snæfellsjökli[81] suðrvert, ok lángt sund nokkuð á milli, þó ekki betr enn hálf mila[82]. Þessi hringr hlaupa[83] ok grynnínga skal helzt vera sú hafsbrún nær i miðju milli landanna Grænlands ok Íslands, því þeir hafa oftast sýn[84] stundum fugl eðr hval af Íslandi, einkum Snæfellsjökli; en hverfi þetta ok beri þá nokkuð frekar vestr, þá sjá þeir til Grænlands jökuls; hèr um er margt rædt.


Om de mod Vesten liggende Korsøer.

Man veed og at Korsøerne ere til, som kaldes saaledes fordi at de allerstørste fire af dem skulle ligge i Korsform(56) og dernæst de mindre rundt omkring dem. De skulle være besatte med høie Klippebjerge, som ere bedækkede af Fugle, mod Vest og Nordvest; der skal og Havet være meget dybt, tæt ved Landet, saa at alle Skibe lettelig der kunne sejle ind mellem Øerne; men mod Sønden og paa den Kant, som vender mod Bredefjorden, skal Kysten være omgiven af Grunde i Søen og af Brændinger, som bryde paa mange smaae og smalle Udløb og Sunde. Engelsmændene have berettet at de have nu for faa Aar siden opfanget, paa Baade, flydende Fugleduun, der bortskylledes af Strømmen, som gik ud fra Landet, og drev saaledes ud af disse Sunde. De foregave, at de havde medbragt fulde Sække af denne Duun, for at vise, hvor stor Overflødighed af Fugle der var paa hine Øer.

En sanddru Islænder, hvem Folk, som endnu leve, kunne erindre, og som havde gaaet der i Land med Engelsmændene, fortalte, at han der havde seet en Hvalfisk, opdreven paa Strandbreden for lang Tid siden, urørt udvendig var bleven skrumpen samt ganske hvid af Fugleskarn, hvoraf baade han og Engelsmændene formodede, at ingen egentlige Mennesker(57) beboede disse Øer. Men ofte og usjelden seer man disse Øer, og veed at de ere til, samt ligge vester paa i Havet, lige for Latra-Bjerget(58) eller skraas over for det, mod Patriksfjordens og Talknafjordens Munding. I fordums Dage havde Eggert villet tilegne sig dem, fra dem som agtede at beboe eller opseile dem, fordi man kunde øine dem fra Latrabjerget, men da havde han for nylig erhvervet Rødesands Ejendomme. Man raadslaaer tit om at nedsætte sig der, endskjønt det immer gaaer i Langdrag. En dansk Skipper, som nu opholder sig i Revet (i Sneefjeldsnæs Syssel), fortæller at han veed god Besked om disse Øer, og har seet dem i en Frastand, men at han dog ikke har været ret nær ved dem eller gaaet der i Land.

Mandskabet paa det Skib, som aarlig opseiler Ørebak, foregav at have, nu for faa Aar siden, opdaget en Ø, i Retningen af Reikesnes, ude i Havet, ikke meget langt fra Landet.(59) Det fortælle ogsaa Engelsmændene, at lige fra den Havrand, der gaaer fra Reikesnesset og Geirfugleskjæret og fra det længere ude i Søen liggende Helguskjær(60) samt fremdeles mod Vesten, næsten lige til Korsøerne, staae steile Bjerge (eller Klipper) op af Havet, bedækkede med Søfugle, af den Art, som af nogle kaldes Hav-Sula,(61) samt derimellem adsplittede Øer, hvoraf to skulle ligge mod Sønden fra Sneefjeldsjøkelen, med et Sund imellem dog ei længere end en halv Sømiil. Denne Række af Strømme og Grunde skal mest udgjøre den Havrand, som ligger næsten midt imellem Landene, Grønland og Island, thi de Søfarende have ofte, i disse Egne, seet foruden Fugle og Hvalfiske Islands Kyster, især Sneefjelds Jøkelen, men naar sligt forsvinder, og de komme noget længere mod Vesten, da øine de Grønlands Jøkel (eller Isbjerg); herom tales meget.(62)




Anmærkninger og noter:

  • Nordpolen
    Alain Manesson Mallet (1719)
    1) Ved at angive dette Tal følge vi Bjørn Johnsens egen Beretning i hans Annaler I, 228, hvilket vi her bemærke, da disse Søskendes Antal (uden Tvivl ved Skrive- eller Trykfeil) siges at have været 9 i visse andre agtværdige Skrifter.
  • 2) Annálar Björns á Skardsá sive Annales Biornonis de Skardsa, ex manuscriptis inter se collatis, cum, interpretatione Latina, variantibus lectionibus, notis et indice. Ex typographeo, quod Hrappseyæ, est in Islandia novo, imprimente E. Hoff. T. I. MDCCLXXIV; T. II. MDCCLXXV. Den første Deel er udgivet af Olav Olavius, den anden af Magnus Ketilsen, — med Bistand af Gunnar Paulsen, alle bekjendte Navne i Islands nyere Literatur. Texten haves og særskilt udgivet paa Islandsk allene.
  • 3) Disse Efterretninger om Bjørn Johnsens Levnet og Skrifter ere samlede af hans egne Annaler og Magnus Ketilsens Fortale til sammes 2 Deel, Worms Epistler, H. Einarsens Sciagraph. hist. lit. Isl., Finn Johnsens historia eccles. Island. T. III samt Espolins Islandske Aarbøger 5te og 6te Deel.
  • 4) Inter historicos non tantum primum meretur locum Biörnus de Skardsaa, sed etiam fere unicus est qui tali nomine dignus sit Hist. Eccl. Isl. III, 583. Jævnfør ovenfor S. 81. Den høilærde Forfatter kalder hans Grønlands Annaler Tractatus de Groenlandia, og bemærker at Torfæus tilstaaer, at han har bygget en god Deel af sin Bog om Grønland paa dette hans Værk. Torfæus sees og virkelig i sit Skrift (S. 23) at tilstaae Biørn Johnsen Navn af en berømt Oldgrandsker, og at sætte høi Pris paa de af ham meddeelte Underretninger.
  • 5) Dette sidste passer især ret godt paa de ovenfor (S. 66) ommeldte Membran-Fragmenter af Sturlúnga eller den store Islendinga-Saga.
  • 6) Denne Titel betegner dog et heelt Hovedafsnit af Bjørn Johnsens Grønlands Annaler, hvoraf dette og de to næste Brudstykker udgjøre Begyndelsen. Det Stykke, som her indføres som det 5te, findes ikke i samme Haandskrifter som disse, men allene i et Fragment af et andet.
  • 7) Denne Beretning udtrykkes ikke saaledes i Landnama, eller i noget andet bekjendt Oldskrift. Man sammenholde, hvad der i næste Anmærkning herom oplyses.
  • 8) Til nærmere Oplysning og Jævnførelse meddele vi her af Landnamas ældste Text (som afviger i noget fra den nyeste Udgave) det hertil hørende mærkelige Sted (1 P. 1 Cap.) jævnført med flere gamle Bearbeidelser eller Afskrifter i Original og Oversættelse. Vi bemærke foreløbig herved, at Biskop Finsen har, i Hovedsagen, foretrukket denne ældste Bearbeidelse til Optagelse i Texten, men har dog tillige indskudt eet og andet af Hauksbogen.

“En Mand hed Gardar, en Søn af Svavar den Svenske; han ejede Jordegods i Sjælland, men var født i Sverrig. Han drog til Syderøerne (Hebriderne), for at hente sin kones Fædrenearv, men da han sejlede gjennem Petlands (eller Piktlands) Fjorden (nu Pentland firth, mellem Ørkenøerne og Skotland), forslog Storm ham derfra, og drev ham vesterpaa i Havet. Han kom til Land østenfor Horn, der var da en Havn. Gardar sejlede omkring Landet, og erfarede da, at det var en stor Ø. Han kom til den Fjord, som han kaldte Skjalfande (Skjælvende); der satte de Baaden ud, og Natfare, (et ok er vel glemt af Afskriveren) hans Træl, gik i den; da sledes Touget i Stykker; han kom til Natfarevig udenfor Skuggabjörg (Skyggebjergene), men Gardar kom til den anden Side af' Fjorden, og blev der Vinteren over. Derfor kaldte han Stedet Husevig. Natfare blev tilbage med sin Træl og en Trælkvinde. Derfor kaldes Stedet Natfarevig. Gardar seilede tilbage østerpaa, og roste Landet meget, og kaldte det Gardarsholm.”

Hauksbogen (C) og de den følgende Afskrifter have her adskillige væsentlige Afvigelser fra disse Beretninger. Den allervigtigste blandt dem, men hvorpaa den ældre Kjøbenhavnske Udgave (S. 5) har den Fortjeneste først at have gjort Verden opmærksom i de tilføiede Variantbemærkninger, er den: at Gardar var Islands første (ikke næstførste Opdager). Herom mere i det følgende. Ellers siger den vel at Gardar Svavarsøn var svensk af Slægt, (svenskr af ætt) men fortier hans Hjemsted Sjælland og beretter paa en usandsynligere Maade, at han foretog Reisen, efter sin forudseende (kloge eller tryllekyndige) Moders Anviisning for at opsøge Sneeland, hann fór att leita Snælands at tilvisan móður sinnar framsýnnar. Hvor vigtig de islandske Oldskrifters Udgivelse er efter de bedste og troværdigste Codices, besørget med fornøden Critik og Omhyggelighed, indsees bedst deraf, at den ellers ypperlige Historiker Finn Johnsen, som her har fulgt den ufuldstændigste, (l.c. I, 5), kun beretter dette om Gardars Herkomst og Anledningen til hans Reise: Gardarus, natione Svecus, fama, quam de Snialandia Naddoddus attulerat, impulsus, eam qvæsitum ivit. I den øvrige Deel af Beretningen fatter Hauksbogen sig kortere. Dog bemærker den, at det Forbjerg Horn, hvorved Gardar først anløb Landet, var det østligere, da et andet af samme Navn ligger paa den nordvestlige Kyst, nu af Fremmede kaldet Cap de Nord, samt beretter, som det synes rigtig, at Manden (d. e. den frie Mand) Natfare drev bort med Skibsbaaden, tillige med en Træl og en Trælkvinde, men lægger det til (hvad der ellers og siges i 4de Parts 4de Capitel) som endnu kan læses i Pergamentsbrudstykkerne af Hauksbogen: Uni hinn danski eða hin úborni, son Garðars, er fann Island, at denne Gardar var Fader til Une den Danske (et Tilnavn, som tilstrækkelig oplyser begges Hjemsted), som senere, da en Deel af Island var optaget til Beboelse, forgjeves stræbte at underkaste Harald Haarfager det, forført af hans Løfter om at blive hans Jarl over Landet, samt at Roar Tungugode, en i sin Tid bekjendt islandsk Høvding, var Unes Søn. Endelig melder Hauksbogen, hvormed Ares Schedæ stemme, at Island, da Gardar opdagede det, var bevoxet med Skov mellem Fjeld og Strand; dog var dette muelig især Tilfældet paa det Sted, hvor han opholdt sig, og paa enkelte andre hvor han kan have landet. Vi maae ellers bemærke, at 3 P. 19 Cap. (som indeholdes i Membranfragmentet af Hauksbók) atter nævner Husevig (endnu en bekjendt Havn og Handelsplads) som det Sted, hvor Gardar opholdt sig en heel Vinter over. (Húsavík, er Garðarr átti vetrsetu). Efter den ældste Text (B) (ligesaavel som samtlige øvrige) var det Øen af Garðar givne navn Garðarshólmr (acc. sing. hólm) ikke Garðarshólmi, som det hedder i den nyeste Udgaves Varianter kallaði Garðarshólma. Olaf Tryggvesøns større Saga (Fornm. Sögur I, 235) har ogsaa optaget Beretningen om Gardars Tog, men tillægger intet mærkeligt uden det at han tildeels havde opsøgt Landet efter Odds (d. e. Nadd-Odds) Anviisning. — Den og Hauksbók sige, at Gardar paa sin Tilbagereise fra Island var kommen til Norge, uden Tvivl ved en feilagtig Forklaring af Ordene: austr aptr, skjønt Schøning af Hauksbogens Variant, hvorfra han ingen Afvigelse kjendte, tager Anledning til at slutte, at Norge var Gardars rette Hjem (Norges Riges Historie II, 103). Aldeles overeensstemmende med det her omhandlede Sted i Hauksbogen, kun noget kortere, er et membranfragment blandt de Magnæanske (I, e, β) som først er udgivet af Langebek i Scriptores Rer. Dan. II, 25 o.fl. S. og senere af det Kongl. Nordiske Oldskrift-Selskab, i Fornmanna Sögur XI, 407 o. f. (S. 411-412); kun kaldes Landet der Garðarshólmi. Det menes at være skrevet i det 14de Aarhundrede.
Landnamas ældste Texts her (S. 90) ovenberørte Beretning om den danske eller i Danmark bosatte Gardars første Opdagelse af Island er alt for vigtig til at vi ikke her skulle omhandle des nærmere; næsten ingen af vore Historikere (ikke engang en Arngrim Johnsen, Finn Johnsen eller Torfæus) have bemærket den. Atter et Hovedbeviis for den uundgaaelige Nødvendighed af vore Oldskrifters kritisk nøjagtige Udgivelse! Vor Text er sig selv tro i denne Anførsel, i det den (i 4de Parts 4de Capitel) kalder Une en søn af den Gardar, som først opdagede Island (son Garðars, er fyrst fann Ísland). Af de Afskrifter, vi have kunnet eftersee, tillægger kun ellers Melabogen (E) det lille men mærkelige Ord, som og er antegnet derfra i den nyeste Udgaves Varianter. Landnamas øvrige Recensioner og samtlige Text-Udgaver, samt efter dem alle nyere Historieskrivere, sætte ellers de tre skandinaviske Tog til Island, som foretoges førrend dets faste Beboelse af Ingolf og andre Nordmænd begyndte, i følgende Orden:
A) Den af Vikingen Naddodd, som den første; som sagt antager den ældste Text ham for den anden, ligesom og dens Beretning er afvigende i noget fra de øvrige, hvorfor vi her og maae meddele den, efter Originalen:

“En Mand hed Naddodd, Broder til Øxne-Thorer, Svoger til Ølver Barnakarl (Børne-gubbe). Han var en stor Viking (her: Sørøver). Derfor bosatte han sig for fuldt og fast paa Færøerne, at han ikke kunde være ret sikker paa noget andet Sted. Han drog Fra Norge og agtede sig til øerne, men blev forslaget over Havet til Gardarsholm, og anløb Reidarfjorden i Østfjordene. De gik der op paa de høieste Fjelde, for at forsøge om de kunde see noget til menneskelige Opholdssteder, eller til Røg, men saae intet sligt. Da de seilede fra Landet, faldt megen Snee, hvorfor han kaldte det Sneeland. De roste Landet meget.”

Hauksbogens Beretning lyder derimod saaledes (efter Originalafskriften C):

“Det er blevet fortalt, at nogle Mænd skulde tage fra Norge til Færøerne. Nogle nævne især Vikingen Naddodd. Men de fordreves mod Vesten paa Havet, og der fandt de et stort Land. I Østfjordene gik de op paa et højt Fjeld, og saae vidt omkring, om de kunde opdage nogen Røg eller andre sandsynlige Kjendemærker derpaa, at Landet var beboet, men de saae intet sligt. Om Høsten droge de tilbage til Færøerne. I det de seilede fra Landet, faldt megen Snee paa Fjeldene, og derfor kaldte de Landet Sneeland. Paa (eller: nær ved) det Sted, som de havde anløbet, kalder man endnu (et vist Bjerg) Reidarfjeld. Saaledes fortalte Præsten Sæmund Frode.”

Alle de øvrige af os brugte haandskrevne Exemplarer af Landnama følge, i alt Væsentligt, Hauksbogen. Kun nævner Afskriften K Reydarfjord (Reyðarfjörð), nu paa Dansk kaldet Rødefjord som et bekjendt Handelssted i Sønder-Mule Syssel, isteden for Reyðarfjall, og det samme er Tilfældet med det herfra, som det synes, afskrevne Sted i Fornmanna Sögur (I, 235) som i øvrigt, næsten Ord for andet, findes at være ligelydende med Hauksbogen. Det samme er Tilfældet med det ovenommeldte Membranfragment, ligeledes i Fornmanna Sögur XI, 411. Kun er det noget forkortet, og Citatet til Sæmund Frode findes der aldeles ikke. At Vikingens Navn der skrives Naðr, kommner uden Tvivl af Afskriverens Fejllæsning for det abbrevierede Naddoddr.
Naar vi, for at opdage det Tidspunkt, hvori Naddodds Reise foretoges, raadføre os med de nyere Historieskrivere, komme vi først (da Islands gamle Annaler her tie) til den lærde og patriotiske Arngrim Johnsen (almindelig kaldet Arngrimus Jonæ), som, skjønt han ligesom Danmarks Saxo, kun skrev sligt i det latinske Sprog, kan kaldes den nyere islandske Historieskrivnings Fader. I hans Crymogæa sive Rerum Islandicarum libri III, hvoraf 4 Udgaver udkom i Hamborg (1609, 1610, 1620, 1630) i 4, finde vi ikke at han har sagt at bestemme Aarstallet; ei heller i hans Specimen Islandiæ historicum et ex magna parte chorographicum. Amstelodami 1643, 4. Ikke desmindre bestemte Claudius Lyschander i sin rimede Grønlands Krønike (1608, 8, S. 2) Islands Opdagelse ved Nadoch (Naddodd) til Aaret 770, uden at anføre mindste Hjemmel eller Sandsynlighed derfor; dermed lod den (som Lærd) med Rette baade berømte og berygtede Ol. Rudbeck sig ikke nøie, i det han i sin Atlantica (T. I Cap. 19, 1675) endog førte den op til Aaret 414, og vilde saaledes i Sneeland gjenfinde Plinius's Nivaria. Uden at tage noget Hensyn til slige Hjernespind har Biskop Theodorus Thorlacius, som besørgede den første (skalholtske) Udgave af Landnama, 1688, (meget sandsynligen) hensat i Margen (S. 2) ved Naddodds formeentlig første Opdagelse af Island: Anno 861. Grunden eller Kilden for denne Angivelse findes der dog, ligesaalidet som ved andre saadanne, ikke at være anført. Torfæus er, i sin store Historia Norvegica (Havniæ 1711, Fol., II, 94) ikke vel tilfreds hermed, fordi Naddodd i Landnama siges at have, da han opdagede Island, været en Indvaaner af de da allerede bekjendte og beboede Færøer, — men Harald Haarfager (født 853) da kun var 9 Aar gammel, hvorimod hans Erobringer i Norge ei begyndte før 865, men kun de, mener Torfæus, foranledigede Færøernes første Opdagelse og Beboelse ved de dertil, for Haralds tiltagende Overvælde, udvandrede Nordmænd, og altsaa kunde Naddodds Reise ikke have gaaet for sig førend efter 866. Finn Johnsen indlader sig (i sin Hist. eccl. Isl. 1772, I, 5) ingenlunde paa Aarstallet, men strax efter fremsatte Schøning (i Norges Historie I, 103, 1773) den Mening: at Naddodds Opdagelse snarere var skeet før end efter 861. Vistnok har han og Ret deri, at Færøernes Beboelse af Nordmænd er meget ældre, end Torfæus vil. Ellers henføfte Schøning og, i sin chronologiske Tabel til Heimskringla, 1ste Tome 1777, Islands Opdagelse ved Naddodd til det sidstmeldte Aar.
Den sikkreste Vejleder til disse Opdagelsers Tids-Bestemmelse er Landnama. Naddodd hedder det der (l. c.) var en Broder til Yxna-Thorer og (i Jævnførelse med 5te Parts 11te Cap.) en Svigersøn af Ølver Barnakarl, som gift med hans Datter Jorun. Som det berettes paa sidstmeldte Sted (efter C og fl.) droge deres Sønner Brøndulf eller Brynjulf og Mor eller Mar til Island, hvor de bosatte sig i Hrunemændenes Rep, i det nuværende Arnæs Syssel paa Sønderlandet. I 2 Parts 7 Cap. siges Naddodd at have boet paa Færøerne, hvorfra hans bemeldte Sønner da udvandrede til Island. I lignende Tidsforhold forekommer hans Broder Yxna-Thorer (Harald Haarfagers gode Ven og Erik den Rødes Stamfader, om hvem mere vil anføres i det følgende). Efter 3 P. 7 Cap. drog hans Søn Ofeig Lafskeg til Island, for at bosætte sig der, og 3 P. 8 Cap. viser at Yxna-Thorers Frigivne, Thorer Dufunef, blev een af Islands Landnamsmænd i sin bedste Alder, da han vandt et stort Veddemaal ved at udføre et yderst svært, langt og hastigt Ridt. 2 Parts 11te Cap. viser, at Ølver Barnakarls Datter Astrid, en Søster til Jorun, Naddodds Hustru, var gift med Kjallak i Bjørnshavn (Bjarnarhöfn), en Søn af Islands Landnamsmand Bjørn Ketilsøn. Dette bekræftes ogsaa udtrykkelig af den i alt væsentligt særdeles paalidelige Eyrbrggjasaga (uden Tvivl tildeels grundet paa Are Frodes Beretninger eller første Udkast), 7 Cap. den trykte Udg. S.16 (hvilket Textens Sted vi her senere komme til at meddele, noget berigtiget efter gamle Membraner). De anførte synchronistiske Exempler, især det sidste, vise, efter vor Mening, at Naddodd endnu maa have levet paa den Tid, da Islands Besættelse af Nordmændene i visse Egne næsten var fuldbyrdet. Den førnævnte Kjallak synes nemlig at have levet endnu henved 910, altsaa 25 Aar efter Ingolfs Bosættelse i Island; antage vi at Naddodd ogsaa levede paa samme Tid, 70 Aar gammel, vilde han være født 840. Sættes hans Islandsreise til hans 24de eller 25de Aar, har den gaaet for sig 864 eller 865, hvilket vi ansee for det sandsynligste.
B) I Landnamas næstældste og samtlige nyere Beardeidelser anføres vel Gardars Tog, i Modsætning til den ældste Text, at være skeet efter Naddodds, men Tiden, hvorpaa enhver af disse Reiser er foretaget, bestemmes dog aldeles ikke. Tvertimod kan man, uden at tage Hensyn til det af os ovenanførte, af en følgende Artikel i dem alle slutte med temmelig Sikkerhed, at Naddodds Tog skete sildigere hvilket vi ret strax skulle godtgjøre. Paa Grund af Fortællingens Orden i de yngre Codices antoge dog alle nyere Historieskrivere Gardars Reise for den anden, og ansatte dens bestemte Aarstal efter blotte Gisninger. Arngrim Johnsen har saaledes (i Crymogæa S.10 og Specimen Island. S. 64) bestemt henført det til 864. Biskop Thorlacius satte det samme (3 Aar efter Naddodd, ifølge af hans Forudsætning) i sine ovenfor citerede Marginalier til Landnama (S. 3), Torfæus havde ikke noget derimod at erindre, da han ikke kunde anføre noget rigtigere, og Schøning optog det ligeledes (i begge anførte Skrifter) fra (den trykte) Landnama, “da man intet vissere veed at angive.” Ham har uden Tvivl Falsen fulgt ved begge Data, hvilke han dog anfører som bestemte, i sin Norske Histories 1ste Deel (Christiania 1823) S. 30. Hallenberg, i sine Anmärkninger øfver Lagerbrings Svea Rikes Historia, Stockholm 1823 S. 274 henfører Gardars Tog til eet af Aarene mellem 860 og 870. Vi henholde os til vore fremførte Grunde, i det vi antage, at Garders Reise er tidligere end Naddodds, men dog kun foretagen kort før, da Landnama ommelder Gardars Søn, Une den Danske, som een af Islands Landnamsmaænd. Det hedder nemlig der i 4de Parts 4de Cap. efter den ældste Text, jevnført af os med Membranfragmenterne af Hauksbogen :

“Une, en Søn af den Gardar, som først opdagede Island, drog efter Hong Harald den Haarfagres Raad (eller Samtykke), og agtede at underkaste sig Landet, men Kongen havde lovet ham, at han siden skulde gjøre ham til sin Jarl (derover). Une kom til Land paa det Sted, som nu kaldes Unaos (Unes Havn elles Flodmunding) og opførte der Huse. Han tog i Eiendoms-Besiddelse det (da øde) Land, som ligger sønden for (Indsøen) Lagarfljot og det hele (Fljotadals) Herred lige til Unebækken. Men da Landets Indvaanere mærkede hans Forsæt, begyndte de at sætte sig op imod ham, og vilde ikke sælge ham Kvæg eller Levnetsmidler, saa at han ikke længer kunde nære sig der. Une tog da (bort derfra, og kom) til den sydlige Alptafjord. Han kunde heller ikke faae noget fast Ophold der. Han drog da østen fra selv tolvte, og kom, mod Vinteren, til Leidolf Kjæmpe i Skogahverfe; han tog imod dem (til Vinterophold)”.

Vi forbigaae den følgende Deel af Fortællingens Text, men anføre det deraf: at Une om Vinteren blev altfor fortrolig med Leidolfs Datter Thorun, men drog dog hemmelig bort i det næste Foraar; Leidolf satte efter ham, og tvang ham til at komme tilbage, da han vilde at Une skulde ægte hans Datter; dertil vilde den sidstnævnte dog ikke bekvemme sig, og listede sig bort anden Gang, men da forfulgte Leidolf ham atter, og ombragde ham i en heftig Træfning. Vi bemærke ellers af Hauksbogen, at den i Begyndelsen til denne Fortælling anfører tvende Tilnavne, hvorunder denne Une i sin Tid var bekjendt, uden Tvivl baade i Norge og Island, — nemlig (Une) hinn danski d. e. den danske; det indsees deraf, at Une er født i Danmark, og at hans Fader Gardar, følgelig har været bosat der, hvilket og vides af andre Beretninger (see ovenfor S. 90 o. f.). Gardars Fader Svafar har endog upaatvivlelig selv været bosat i Danmark, da han i Landnamas ældste Text kaldes Svafar hine svænski (d. e. den Svenske); han maa saaledes have opholdt sig i Danmark, men der, som en Fremmed af Fødsel, have bekommet dette Tilnavn, paa den selvsamme Maade, som hans Sønnesøn Une Tilnavnet den Danske, af sit Fødeland Danmark, i Norge og Island, hvor han senere kom til at opholde sig; 2) hinn úborni (eller óborni); hverken Arngrim, Torfæus eller Schøning have anført dette Ord, som vistnok er obsolet, og selv Biskop Finsen har ikke villet oversætte det i sin Udgave af Landnama, i det han (S. 285) blot udtrykker det paa Latin ved Ubornius. Sprogforskeren John Olafsen fra Svefneyum, som efter Finsens Anmodning forfattede Glossariet over Landnamas vanskeligste Ord, forklarede Ordet deri (S.507) a) ved non susceptus (ei antaget), vistnok rigtig, forsaavidt det kan anvendes paa et Barn, som ei er antaget (eller erkjendt) af dets Fader (ved en vis Ceremonie, hvorved det optoges og bares paa hans Arme) og b) udøbt (non baptizatus), samt mener at dette Tilnavn har været tillagt de Børn, som vel vare avlede af christne Forældre, men dog ikke opdragne i den christelige Religion. Om Gardars Christendom vide vi vistnok intet og have ingen Anledning til at antage den, hvorimod vi vide at Ordet er meget ældre end Christendommens Forkyndelse i Norden, da det allerede forekommer i den ældre Eddas ældste Sange, hvori det betyder α) ufødt, endnu ikke født eller erkjendt af Faderen og (β) den som ikke var født (antaget eller erkjendt) da Faderen døde; saaledes svarende deels til det latinske non susceptus, deels til posthumus, hvilket sidste undertiden, og vel som oftest, findes at være Ordets rette Mening. See den ældre Eddas store Qvart-Udgave (II, 156, 170, 743) samt Magnusens danske Oversættelse IV, 31. Paa det mellemste Sted af Udgaven har John Olafsen, omtrent 1800, da han, ved midlertidige Studier, var kommen til Ordets Betydnings rette Erkjendelse, meget træffende rettet Gudmund Magnus's Oversættelse nondom genitus (ufødt) til posthumus (født efter Faderens Død). I Njála (Fljótshliðinga-Saga eller Saga Njáls þorgeirssonar, Kaupmannahöfn 1772, 4, hvoraf latinsk Oversættelse udkom sammesteds 1809) nævnes, i 19de Cap., vor Une, som Søn af den Garder, der opdagede Island, og kaldes der hinn úborni, hvilket Johnsonius (dog mindre rigtig, men rimeligviis efter Landnamas Glossarium) har oversat ved non baptizatus. Vi kunne anføre adskilligt mere om Ordets Etymologie, men hverken Tid eller Sted tillade det her. De almindelige og nu i Island brugelige Betydninger af Ordet kunne eftersees i Haldorsens og Rasks Ordbog; at det og anvendes paa Kreature, som ikke ere blevne mærkede, vil sige saa meget (i Efterligning af dets oprindelige Brug om Børn), at ingen har vedkjendt sig dem eller erklæret dem for sine. Læserne vilde undskylde denne allerede alt for vidtløftige sproglige Undersøgelse formedelst Tilnavnets Vigtighed i den omhandlede Sag, da det nemlig viser : at Une den Danske er født efter hans Faders, Gardar Svafarsøns, Død; formodentlig har Gardar, da han døde, allerede været til Aarene, maaskee ogsaa været gammel; Une var ikke født, da han døde, og dog var han een af Islands første Landnamsmænd, efter hvad der endvidere sees af Landnamas 4de Parts 3die Capitel, som bevidner, at senere Landnamsmænd toge Unes første Landnamsjorde i Besiddelse, efter at han, paa ovenanførte Maade, havde maattet forlade dem. Alt dette synes at vise at Gardars Opdagelse af Island maa have været ældre end Naddodds, hvilket den og af andre Grunde sees at have været.
C) Nordmanden Flokes Opdagelse af Island anføres, i Ordenen, af alle Codices som den tredie. Alle Historikere, og vi med, ere ligeledes enige i, at den var det efter rigtig Tidsfølge. Den kommer os egentlig ikke ved i denne Undersøgelse, undtagen forsaavidt at alle Afskrifter af Landnama, med Undtagelse af C og K, ere enige í følgende derom brugte Udtryk: “Flóki Vilgerðarson (en Afskrift Valgarðsson) hét vikingr mikill; hann bjóst af Rógalandi at leita Snjólands.” d. e., Floke Vilgerdes Søn hed en stor Viking; han udrustede sig fra Rogaland for at opsøge Sneeland.” Vi maae nemlig erindre herved, at Landet havde faaet dette Navn strax efter Naddodds, men ikke Gardars Rejse; Floke har følgelig været den næste, som rejste efter Naddodd, da han kjendte Landet under det af ham tillagte Navn, hvorved det ældre Gardarsholm, hvilket de nævnte to Afskrifter substituere, saaledes blev afskaffet og kom ganske af Brug. Det er overhoved sandsynligst, at Naddodd har fundet Benævnelsen af en Holm upassende for en saa stor Ø, og derfor forandret samme ved at tillægge den Navn af Land.
Saaledes haabe vi at have fuldkommen beviist den hidindtil af de nyere Historikere deels fortiede deels aldeles fordreiede Kjendsgjerning: at en dansk eller i Danmark bosat Mand, Gardar Svafarsøn, var Islands allerførste nordiske Opdager, ligesom det og ei er usandsynligt, hvad Arngrim i Crymogæa S. 196, gjætter, at hans Søn, Une den Danske, derved har troet at have arvet et Slags Besiddelsesret til det af Faderen fundne Land. Af Arngrim og Finn Johnsen kaldes Garder en Svensker (natione Svecus); Torfæus melder rigtigere at han var af svensk Slægt (genere Svedico oriundus), men ingen af dem omtaler hans Ejendomme i Danmark, eller noget andet, som viser hans Fødsel eller Ophold der. Selv. Schøning siger (Norges Hist. I, 103) at Gardar var “født i Sverrig”; han tillægger vel rigtig, efter Landnama, at han “ejede Landgods eller Jorder paa Sjælland” men tillige, paa egen Haand, at “han havde, som det synes, Bopæl i Norge”, til hvilken urigtige Gisning vi ovenfor S. 92 have ommeldt Anledningen. Vistnok havde de Svenske, efter de Nyeres Beretninger eller Forklaringer, Anledning til at ansee Gardar for, deres Landsmand. Deres bedste og nyeste Historikere have ei heller glemt at anføre dette som en afgjort Sandhed. Saaledes f. Ex. α) Hallenberg (l. c. S. 273), som udtrykkelig kalder ham “en svensk Man”, skjønt han dog tillige omtaler hans Ejendomme i Danmark. β) Geijer (i Svearikes Häfdar 1 Deel 1825 S. 189) nævner derimod vor Garder blot “en Svensk” uden at hans danske Jordegods ommeldes. Af Landnamas ældste Texts Ord synes det. dog at indlyse, at Svafar den Svenske menes ved den Mand, som der (for at forklare Aarsagen til dette Tilnavn) siges at have været født i Sverrig, men eiet Jordegods i Sjælland, hvilke Sønnen følgelig senere har arvet. Saaledes er da hans Søn Gardar født i Danmark paa een af hans Gaarde der, men var dog, som en Søn af den svenskfødte Svavar, efter Hauksbogens og de den følgende Afskrifters Udtryk, af svensk Slægt. Vi maae i alt Fald ansee Gardar for en Dansk eller Danmarks Indvaaner, som saaledes og har bemandet sit Skib med danske Søfolk, men at Svavar, hans Fader, var en født Svensker, maa antages for afgjort. Da baade Gardar og Naddodd nævnes, som forekommende i Slægtregistre, i den særdeles troværdige Njala, er det mærkeligt, at kun den førstnævnte deri (19 Cap.) betegnes som Islands (første) Opdager, men Naddodd eller Naddad derimod kun som en (bekjendt) Færøboer (i 47de Cap.). Paa selvsamme Maade omtales de og ved lignende Leiligheder, i selve Landnama. De saaledes her tilveiebragte Oplysninger om dunkle og hidtil ubekjendte, Danmark tildeels vedkommende Poster af Islands (det gamle Grønlands Moderlands) Opdagelseshistorie, maae undskylde denne vor ellers noget vidtløftige Digression fra Hovedæmnet. For Fuldstændighedens Skyld bemærke vi endelig, at Flokes Rejse (den tredie) til Island pleier at ansættes til Aaret 867, men Nordmanden Ingolfs første Bosættelse i Landet til 875. Kort efter, melder Bjørn paa Skardsaa i ovenstaaende Text, opdagede Gunbjørn Gunbjørnsskjærene samt saae tillige eet af Islands og eet af Grønlands Isbjerge; dette skulde saaledes være skeet 876 eller 877. Hans Kilde til denne Beretning kjende vi ikke mere. See ovenfor S.87-89. Hvorledes den Deel af Islands Vesterkant, hvor den af Gunhjørn seete Sneefjelds Jøkel ligger, samt hvorfra Grønlands Opdagelse og Bebyggelse skete, noget senere blev besat af Nordmændene, komme vi til at fremsætte i en særskilt Afdeling af det nærværende Bind. I det vi her have omhandlet Islands første, anden og tredie Opdagelse af Danske eller Nordmænd, have vi ikke taget Hensyn til Irlænderes eller Skotlænderes noget ældre Reiser til Landet eller deres (mest temporaire) Nedsættelse, paa enkelte af dets øer eller Udkanter, hvorom vi nu kunne henvise til Registrator N. M. Petersens Afhandling om Islands Opdagelse og første Bebyggelse i det af Selskabet udgivne Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed 1ste Bind S. 249-253.
  • 9) Meningen er, at da de af Gunbjørn opdagede Øer laae i Nærheden af den større som da hed Gardarsholm, vilde han ikke kalde dem Øer skjønt de ellers vare store nok dertil, men blot Skjær.
  • 10) Vi kjende ikke noget Skrift fra Nordens Middelalder, hvori Gunbjørnsskjærene egentlig kaldes et Land (ligesom Torfæus og har erklæret det samme), men vel Øer, hvilket sidste nærmere vil erfares af det følgende
  • 11) Saaledes som denne Fortælling her fremsættes, findes den ingenlunde i nogen (saavidt vi vide) nu tilværende Afskrift af Landnama. (See Uddraget af sammes 2den Parts 30te Capitel her ovenfor S. 74-77). I)et er dog mueligt, at Bjørn Johnsen har været i Besiddelse af en saadan, hvori den da maa have været optegnet efter en mundtlig Tradition, som i meget er forskjellig fra den ellers bekjendte.
  • 12) I vor Landnama har ingen af Skibets to Anførere slige Navne; der hedder den ene Snæbjørn, den anden Rolf, hvorimod een af den sidstnævntes Mandskab hed Styrbjørn. Foran i samme Capitel nævnes derimod en Hallbjørn, som i Island var Snæbjørns Fjende og ombragdes af ham, tilligemed flere andre. Dette Drab synes at have givet Anledning til hans eventyrlige Tog.
  • 13) Efter vor Landnama seilede Snæbjørn og Rolf fra Grimsaaes Munding i Borgarfjorden paa Islands sydlige Kant. Dog maa det bemærkes, at begge Anførerne, Snæbjørn og Rolf, vare fødte paa Vesterlandet, og havde oprindelig hjemme der; det er derfor sandsynligt at de, efter i Hast at være gaaet ombord i Borgarfjorden, have anløbet en Havn paa Vesterlandet, som her siges at have været Isefjorden, og da udrustet sig der saaledes, at de havde alt nødvendigt med til et lille Colonie-Anlæg.
  • 14) Denne Beliggenhed af Gunbjørnsskjærene fra Isefjorden meldes vel ikke i Vor Landnama, skjønt de der antydes at have ligget i Nordvest fra Borgarfjorden.
  • 15) Saaledes oversat efter Ordet. Uden Tvivl have ogsaa vore Forfædres Skibe, paa lange Reiser, havt flere Anførere, som svarede til Skipper og Styrmand i vore Dage, men de betegnedes begge med denne Benævnelse.
  • 16) Den nu bekjendte Landnama beretter ikke at Liget havde været nylig jordet; ei heller at Pengepungen fandtes under dets Skuldre. Dog ommeldes der Styrbjørn som Pungens Finder og Fordølger.
  • 17) Alt dette fortælles l. c. meget kortere. - Det siges kun at Snæbjørn slog til Styrbjørn med en Øxe, uden da at ommelde de øvrige Skibsfolks Deeltagelse i Slagsmaalet.
  • 18) Vor Landnama lader Snæbjørn, Rolf, Styrbjørn o. fl. overvintre paa Gunbjørnsskjærene, hvor Rolf og Styrbjørn i Foraaret ombragde Snæbjørn og de fleste af hans Følge.
  • 19) Det er vistnok mærkeligt at Torfæus i sin Groenlandia S. 5-6, har uddragsviis oversat denne Fortælling efter Bjørn Johnsens Haandskrift, uden at omtale eller meddele den mere authentiske og troværdige i vor bekjendte Landnama. Ei heller finde vi, at den samme Forfatter har omtalt disse Begivenheder (ligesaalidet som Gunbjørnsskjærenes eller endog Grønlands Opdagelse) i sin store Historia Norvegica. Hverken Mallet eller Gebhardi ommelde Gunbjørn eller de af ham opdagede øer med eet eneste Ord.
  • 20) Dette Sted finde vi ei heller i nogen os bekjendt Codex af Landnama, ligesaalidet som Torfæus har kunnet finde det (Groenlandia S. 6), skjønt han kun synes at have efterseet den Skalholtske Udgave (qui tamen locus in impressis exemplaribus non exstat). Herom maa da vel det samme gjelde, som vi have bemærket i 1ste Anmærkning til det næstforegaaende Afsnit. Vi kjende desværre nu ikke beskaffenheden af den Landnama, som Bjørn Johnsen her har benyttet; at han har havt en Hauksbók, hvilken vi nu kjende blot som en Omarbeidelse af Landnama, men som, i hans Exemplar, enten var noget forskjellig fra den eller i det mindste har indeholdt noget mere (jfr. ovenfor S. 32, 37, 47) see vi af hans Skrifter. Til nærmere Oplysning ved det sidstmeldte Citat kunne vi nu melde følgende. Da vor Forfatter ei siger, hvem hans Hauksbog tilhørte, er det mærkeligt at vi fra en anden Kilde vide, at den har tilhørt ham selv, nemlig af et Brev fra Holums Biskop Thorlak Skulesen til Ole Worm af 3die September 1636, hvori han beretter at “hans Ven Bjørn” (en hæderlig Benævnelse for en Bonde af en Biskop) “nylig havde faaet et gammelt Haandskrift, indeholdende et historisk Værk af en vis Hugo,” (saa kaldes Hauk) forhen Laugmand pas Island, vistnok en udmærket Mand og, som det siges, agtværdig for sin Lærdom” (…”Ego si quid novi ab amico Bioernone ventura hyeme expiscari possum, faciam sedulo: audio enim eum manuscriptum vetus adeptum essx: monumentum nempe historicum Hugonis cujusdam, quondam apud nos legum moderatoris, viri certe insignis et, ut audio, non aspernandæ eruditionis.” Ol. Wormii et ad eum epistolæ, Havniæ 1751. T. I. P. 104). Den 9de Mai 1638 skrev Worm ham til i den Anledning: at han ventede den lovede Historie af Hugo (Hugonis promissam historiem exspecto). Den 9de Septbr. svarede Biskoppen: at samme Skrift kun indeholdt Slægtregistre, samt Fortegnelser over de Steder, hvilke Islands første Beboere havde besat og givet Navne, men at Arngrim Johnsen havde oversat det paa Latin.” (Hugonis hisoriam, quæ tamen nihil, præter genealogias et primitus ab eponymis occupatas in Islandia sedes continet, Dn. Arngrimus Jonas latinam fecit”). Ved denne saakaldte latinske Oversættelse menes den Bearbeidelse af Landnama, som Arngrim siden udgav i Amsterdam (1643) under Navn af Specimen Islandia historicum et ex magna parte chorographicum (1. c. p.103). Sin Original nævner han deri (S.154) Hauksbók, og beretter at han har faaet den til Laans hos Are Magnussen; (see her ovenfor S. 47). Den synes saaledes at være forskjellig fra Bjørn Johnsens af Thorlak Skulesen ommeldte Codex, skjønt begge dog vare at betragte som Exemplarer, eller i det mindste haandskrevne Udgaver eller Bearbeidelser, af det samme Værk. — Denne Correspondence oplyser os ellers derom, at Bjørn allerede var 61 Aar gammel, da han kom over Hauksbogen, og dog først da har begyndt at optegne sine Grønlands Annaler; de maae saaledes være forfattede mellem 1635 og 1646 eller 47, da Synets Svækkelse og anden Alderdoms Svaghed standsede hans literaire Virksomhed.
  • 21) Austmenn, Østmænd, kaldtes Nordmændene ofte fordum i Island, hvorfor Torfæus og antager disse for Nordmænd. Om flere Betydninger af Navnet komme vi til at handle udførligere i andre Afdelinger af nærværende Værk. Hine Østmænd maae altsaa have været forskjellige fra Snæbjørn og Rolf, som begge vare indfødte Islændere.
Begge disse Beretninger sammenblandes dog i det ovenommeldte Arnæmagnæanske Fragment 770c (4), hvis Slutning lyder saaledes:

“I een af de gamle Aarbøger skrives, at fordum, henved Landnamstiden, have nogle Østmænd faaet deres Skib beskadiget ved Gunnbjørns Skjær eller Øer, og opholdt sig der Vinteren over. De vare da øde (ubeboede). De ventede ikke megen Snee, og opførte, af Tømmer, en Vaaningshytte, ved Stranden, under Skrænten. Derefter lagde en Sneedrive sig omkring Hytten, og lukte sig tilsidst over den (tildækkede den ganske). Østmændene oprejste en stor Fork i deres Hytte. De antoge det senere for et Kjendetegn paa Vejrligets Forbedring at Vand randt ned fra Forken. Saasnart de havde udbedret deres Skib, droge de derfra til Helgeland (i Norge).”

  • 22) Naar Ordet Bonde (bóndi) i 14de, 15de og 16de Aarhundrede, i islandske Skrifter staaer (som her) mellem Fornavn og Fædrenenavn, maa det tages for et Slags Hæderstitel der betegner en rig og anseet Mand, omtrent som det Engelske Esqvire (oprindelig Sqvire) der endnu sættes bag ved begge Navne eller det sidste allene.
  • 23) Denne Bjørn Einarsen, som boede paa Vatnsfjord (nu i Islands Bardestrands Syssel og Vesteramtet) var een af Islands rigeste og mest anseete Mænd sidst i det 14de og først i det 15de Aarhundrede, samt blev ved hans Lyst til ideligee Reiser, een af de mest bereiste blandt hans Samtidige i det hele Norden, hvis han endog ei deri har overgaaet dem alle. Saaledes reiste han tre Gange til Rom, een Gang til Compostella i Spanien, engang (over Italien og Constantinopel) til det hellige Land, hvoraf han blev kaldt Jorsals- eller Jerusalemsfarer; ogsaa besøgte han de mærkværdigste Stæder i Frankrig, Flandern, England og flere tilgrændsende Lande; opholdt sig to aar i Grønland, besøgte Gunbjørnsskjærene, overvintrede engang paa Hetland eller Shetlandsøerne o. s. v. Han holdt selv en Dagbog over sine mange Reiser, maaskee ført i Pennen af den ovennævnte Skald, hvem han, efter Oldtidens Høvdingers Skik, havde i sin faste Tjeneste og som ellers siges undertiden at have gjort det islandske Rejseselskabs Tildragelser til Gjenstand for de nye Vers, hvilke han, som ovenmeldt, paa visse Ugedage havde forpligtet sig til at synge eller foredrage. Bjørn Einarsøns første lange Udenlandsreise, paa hvilken hans Moder Helga, Høvdingen Einar Eriksøns Hustru, ledsagede ham til og fra Rom, begyndtes 1378 eller 1379, men den sidste sluttedes 1411. Faa Aar derefter døde han paa en forholdsmæssig kort men dog ei ganske ubetydelig Indenlandsreise i sit Fødeland, idet han paa ny vilde reise til Sydlandene, ved Hvalfjordens daværende Handelshavn paa Sønderlandet 1415.
  • 24) Denne Bjørn Einarsøns Reisebeskrivelse er forlængst ganske tabt. Vi see dog at den virkelig har været til, til henimod Midten af det 16de Aarhundrede, da det udtrykkelig bevidnes af Arngrim Johnsen (… in suum itinerarium, quod exstat, fideliter retulit. Specimen Island. l. c. p. l54). Alle de Digte, som handlede om de samme Reiser, ere og forlængst næsten ganske bortkomne.
  • 25) Forfatteren kalder her Bjørn Einarsøns Kone (Solveig Thorsteinsdatter) Olöf, ved en aabenbar Hukommelsesfeil, da han saaledes har forvexlet hende med den førstnævntes Sønnesøns, den ligeledes rige og mægtige Bjørn Thorleifsøns berømte Hustru Olöf. I sine større, egentligst Islandske Annaler (I, 240) kalder han hende rigtig Solveig.
  • 26) Meddelelser af andre Efterretninger om denne Bjørn Einarsøns Grønlandsreise, oplyste ved Middelalderens Annaler og Diplomer, forbeholde vi det 3die og sidste Bind af nærværende Værk.
  • 27) See her ovenfor S. 75 og 77.
  • 28) Denne Vise er synderlig nok endnu til. Jeg, Finn Magnusen, mindes at have hørt den i min Barndom, — men vi have nu ikke kunnet opdage den skrevet, uden i det Arnæmagnæanske Haandskrift 778 (4). Det indeholder danske Oversættelser og Uddrag af adskilligt, vedkommende Grønlands gamle Historie, og især af Bjørn Johnsens Grønlands Annaler, skjønt hverken denne eller andre af nyere Tiders islandske Originalskrifter her nævnes. Skriftet er, efter Arne Magnussens Vedtegning, egenhændig skrevet af den lærde og sindrige Gudmund Andresen (Forfatter til den ældste trykte Islandske Ordbog, een af Edda-Digtenes ældste Oversættere) som døde, efter forkjellige eventyrlige Begivenheder, i sin bedste Alder af den i Kjøbenhavn 1654 grasserende Pest. See F. Johnsens hist. eccl. Islandiæ III, 388-89, hvor dette hans Skrift ikke nævnes, men vel et andet af lignende Indhold, om Danmarks Ret til Herredømmet over Ørkenøerne, Hetland og Grønland (De jure Danorum et Norvegorum ad Orcades, Hebudes et Grönlandiam). I hans her omhandlede Skrift, som har denne Titel: “Korte Documenter om Grønland udaff de Islandske Historie-Bøger” har han saaledes oversat Bjørn Johnsens, eller et andet Uddrag af Bjørn Einarsøns Grønlands-Reise:

“Der nu Bjørn Jorsalafare var paa Reisen mellem Grønland och Island, da kom han under den forbemeldte Gunnbjørnes-Ø, hvilken ligger ud fra Gabet af Isefjord, nordvest fra Island. Hand gik der paa Landet och fornam at der bode Folk. En Bonde tog vel imod hannem og førte ham hjem med sig i sin Gaard, og der som Bjørn var nu med sine Mænd siddendis udi en varm Stue, og var vel tracteret, gik Husbonden ud for hans Tjenere, mens der blev tilbage i Stuen en Pige, hvilken ammede et Barn, oc begyndte at sjunge for Barnet saalunde:

Gist sá eingi
hjá Gunnbirni
sem góð hefir klæði
ok gripu væna,
svelgr hann
sina gesti
sem svin jetr grisi
ok dillin-dó.

Sensus est: Hospes sit nemo apud hunc indigenam, qui bonas habet vestes et merces pretiosas, devorat enim hic suos advenas, veluti porcus pullos, la, la, la &c. Heraf fornam Bjørn at der maatte være Forræderi paa Færde, løb strags med sine Medfølgere ud aff Stuen oc til sit Skib, oc sejlede bort det bedste han kunde.” Vi fordanske den ovenstaaende Vise saaledes:

Ingen skulde
Gunbjørn gjæste,
som har gode Klæder
og Kostbarheder;
han opsluger
sine Gjæster
som Sviin æder Grise
og lul-lul-lul —

Arne Magnussen modsiger denne Vises Ægthed paa en vedhæftet Seddel: “Nugæ! þessi baga er at skilja um Axlar-björn.” d. e. “Vaas! Denne kluddrede Vise maa forstaaes om Bjørn fra Øxl.” Den saakaldte Axlar-Björn var en berygtet Morder, der efterhaanden hemmelig ombragde nogle Mennesker, tildeels Reisende, som vilde overnatte hos ham. Han blev henrettet, efter Dom, 1596. — Vi tillade os at bemærke herved: Visens første Fjerdedeels Rimbogstaver tale for dens Ægthed. Derimod finde vi intet rimeligere end det, at, hvis en Pige, som tjente hos Axlar-Bjørn virkelig har villet advare hans Gjæster paa en lignende Maade, kunde det ikke skee bedre, og ved mindst at vække Mistanke, end netop ved at synge den bekjendte gamle vise om Gunbjørn eller hine Indvaanere af Gunbjørnsøerne, der forhen havde dræbt deres Gjæster, da Sangen let kunde ledsages af et Mislig advarende Vink eller Mine; var Visen derimod nylig forfattet, vilde dens Indhold og Mening have været alt for tydelig fremsat; desuden er det usandsynligt at nogen islandsk Tjenestepige paa den Tid har digtet den paa staaende Fod. Det vil sees af det følgende, at den Skald, der ledsagede Bjørn Jorsalsfarer og bragde hans Reisebegivenheder i Vers, har forfattet Viser i det samme Versemaal, som paa deres Tider var meget i Brug. Vi tillade os derfor at formode, at denne korte Vise eller Strophe (maaskee paa dens sidste, muelig senere tilsatte Linie nær) er den eneste Levning som nu haves af hine Reisedigte.
  • 29) Saavidt jeg, Finn Magnusen, erindrer, har jeg etsteds i gamle Optegnelser seet den herommeldte Digter skrevet: Einar Thorlaksøn-Fostre. Er denne Bjørn Jorsalsfarers Skald den samme, som har forfattet Skaufhalabálk, har hans Navn upaatvivlelig været Einar. Dog modsiges dette af to lærde Forfattere, nemlig Haldán Einarsen (i Sciagraph. historiæ literar. Island. S. 47) og John Espolin (Islands Árbækur I, 112). Den sidstnævnte melder dog at Bjørn Jorsalsfarers Skald har forfattet Rævekvadet og Børne- eller Vugge-Viserne; er dette rigtigt, da har Bjørn Johnsen upaatvivlelig Ret, thi Einar Fostre nævner sig i hine forenede (eller identiske) Digtes Slutning, som deres Forfatter; den findes ret anført i vor Text, efter gamle Exemplarers Medfør. At Rævekvadet (Skaufhalabálkr) er forfattet i Bjørn Jorsalsfarers Tid viser en Membran i den Arnæmagnæanske Samling, Nr. 603 (4), hvori Digtets Begyndelse findes, men Slutningen er nu, desværre! borte. Ogsaa kan det bemærkes at Rævekvadet er forfattet i samme Versemaal, kaldet Fornyrðalag, som den ovenstaaende Advarselsvise (see ovenfor S.115). Den samme Digters Skiðarima, en heroisk-komisk Sang, som her og paa flere Steder tilskrives den samme Skald, er endnu til, men ikke udgivet. Den besynger en paa Island omvankende, af Fødsel norsk, Betlers vidtløftige Drøm, hvorledes han kom til Valhall og skulde giftes med Freya, men kom der op at slaaes med Guder og Einherjer, indtil han vaagnede o. s. v., samt siges at være det ældste Digt af den Art, som i Island endnu bruges og kaldes Rimur. En besynderlig Vildfarelse har indsneget sig i Wadskjærs poétiske Skueplads (1741) og siden endog i Olafsens og Paulsens islandske Reise I, 27, den nemlig: at Skíðarima var forfattet af en norsk Konges, kaldet Jorsalsfarers, islandske Poet (i det 11te Aarhundrede). Hertil er formodentlig Anledningen dobbelt, da Kong Sigurd og Bjørn begge havde Tilnavnet Jorsalsfarer, saa at den ene er bleven forvexlet med den anden, ligesom ogsaa deres islandske Skalde, som begge bare samme Fornavn (Einar Skulesøn og Einar Fostre). Vi mene saaledes at vor Forfatters Angivelse af Skaldens Navn er den rigtige. Jfr. det næstfølgende, af et andet Skrift tagne, Afsnit.
  • 30) Denne Titel staaer ikke i Haandskriftet, hvoraf Stykket er taget, det eneste hvori samme findes, Octav-Fragmentet ved A. M. 770c, 4, som er skrevet med en god gammeldags Haand og Retskrivning, omtrent i Bjørn Johnsens Tid. At den ovenommeldte Rejsebeskrivelse er den første Kilde til denne interessante Beretning, er vist upaatvivleligt.
  • 31) Ved samme Slags Feil, som ovenmeldt (S. 114) kaldes Bjørn Einarsøns Hustru her Olöf. Besynderligt er det, at den og findes hos Arngrim Johnsen, i det han (paa Latin) kalder hende Olava (Specimen Island hist. S. 154).
  • 32) Udtrykkene “maatte gjeste” vise at Bjørn Einarsøn var nødt til at anløbe Grønland og opholde sig der. Det selvsamme bevises og tilfulde af et gammelt Diplom, som vil blive indført og forklaret i nærværende Værks 3die Bind.
  • 33) Sysselmand betyder egentlig: (Kongens) “Bestillings- eller Forretningsmand”, af Ordet sýsla, Syssel, Bestilling, Forrretning. En saadan Mand svarede fordum, baade i Danmark og Norge (ligesom endnu i Island) omtrentlig til de danske Herredsfogder; dog indkrævede de tillige kongelige Skatter og Afgifter. Ogsaa det District, som en Sysselmand forvaltede, kaldtes (ligesom nu i Island) sýsla. Af disse Benævnelser. bruges endnu adskillige i Jylland i daglig Tale og ellers,— som Vend-Syssel, Himmer Syssel (Aalborg Amt) — ligesom og Sysselerne i Danmark snarere have svaret til Amter end Herreder efter den nærværende Inddeling. Jonge vil i sin Geographie V, 393 at Jylland (Nørre-Jylland) forhen har været inddeelt i 9 Sysseler, men man finder vistnok flere (i det mindste 11 eller 12). Jfr. Kofod Ankers Udgave af Jydske Lov S. 353, hvor han med Ihre (i hans Gloss. Sveogoth. 11, 840) udleder Ordet Syssel (sýsla) af Gjerningsordet sýta besørge, forvalte, udrette “(curare, administrare, efficere)”. Dette Ord synes (ligesom det Isl. sýta, sørge, ængstes) at komme af det islandske og oldnordiske sút, som nu kun vides at betegne: Sørgmodighed, Bedrøvelse, muelig egentligst: Bekymring, Sorger, d. e. tung eller tankefuld Omsorg. En nærmere Sprogrod have vi dog i det obsolete, men i den ældre Edda forekommende Ord sýsa (i præt. sýsta eller sýsti, eens betydende med det nyere sýsla (sysle); see dens store Udgave I, 681, II, 65, 418, 809, III, 176, 252. Synderlig nok forekommer syst for syslet i den danske Rimkrønike (see Molbechs Ordforklaring til hans Udgave S. 349-50). Derimod har man fordum neppe i islandsk havt noget saadant Gjerningsord, som ek sýsti, at sýsta, hvilket Haldorsen dog synes at have antaget i hans Ordbog. Jf. Thorkelins Glossarium til Gulethingsloven S. 114-15 samt Sveinbjørnsens til Graagaasen (Grágás, Islands ældste Lov) II, 81, hvor sýsa udledes af sús, Arbeide, Besværlighed. Sysler og Sysselmænd bleve først indførte paa Island efter at Landet kom under Norge. Ingen af Benævnelserne forekommer i Landets ældste kongelige (endnu ikke ved Trykken bekjendtgjorte) Lovbog, kaldet Járnsiða eller Jernsiden, udgivet af Norges Konge Hakon 4, omtrent 1270. De senere Sysseler kaldes der Herreder (heráð, Fleert. héruð), men deres Forstander kóngs umboðsmaðr (Kongens Ombudsmand) eller forkortet kóngs maðr (Kongens Mand). Derimod forekomme baade Herred og Syssel, samt Ombudsmand og Sysselmand, i Islands næste Lov, kaldet Jonsbog, udgivet af Kong Magnus Lagabætir (Lovforbedreren) 1284. Vi tvivle ei derom at det nyere Danske “Embede”, Isl. embætti, kommer af det gamle “Ombud”, umboð. D. e. overdragen Myndighed, Forvaltning m. m., men “Embedsmand” (nu i Island embættismaðr) af det gamle umboðsmaðr, Jydske Lovs Umbesman, Umbosman, Umbæsman, skjønt. “Embedsmænd” vistnok ogsaa i Danmark, i det 16de Aarhundrede, findes brugt om Haandværksfolk, ved en lignende Sprogforvirring som har fundet Sted ved det Tydske Ambt, Amt, der dog i det hele er af samme Oprindelse som det oldnordiske umboð, thi det forekommer allerede i det 5te Aarhundrede i Mæsogothernes Bibel som Andbathei (officium, ministerium) og er maaskee beslægtet med Gallernes (Frankrigs og flere tilgrændsende Landes ældste Indvaaneres) ambactus, som brugtes af dem, før Christi Fødsel, om underordnede Embeds- eller Forretningsmænd. See ellers om de nyere Danske “Ombudsmand”, “Embedsmand”. Ostersøns Glossarium juridicum (1652) S. 236-37, 591-96. Denne sproglige Undersøgelse er ikke Grønland uvedkommende, da den viser tilfulde (hvilket og de rette Benævnelser i det følgende ville godtgjøre) at Ordene sýsla og sýslumaðr, for et Rets- eller Embeds-District og dets Forstander, ikke kunne være ældre i Grønland end dets Afhængighed af Norges Konge, skjønt nogle nyere Forfattere, selv den lærde Arngrim Johnsen (i det 2det Capitel af hans Groenlandia) paastaae, at Grønlands ældste Colonister og deres Efterkommere lige til Landets Skatskyldighed til Norge, hvilken han urigtig henfører til Aaret 1021, kaldte deres første øvrighedsperson Sysselmand (sýslamaðr).—At de derimod, efter 1261, da de først underkastede sig Norge, have inddeelt Landet i Sysler, som det her berettes om Eriksfjorden, er vel upaatvivleligt. Da Bjørn Einarsøn kom til Grønland, har denne Embedspost vel været ledig der; de have da overdraget ham den, indtil videre, som constitueret, efter vor nuværende Sprogbrug, som en særdeles agtværdig og duelig Mand, (formedelst hans Indbyggerne bekjendte Dyder, som Arngrim udtrykker sig i Spec. Isl. S. 154), maaskee og med Hensyn dertil at han da kunde underholde sit Skibsmandskab af sine Embedsindkomster, og det ellers maatte falde Indbyggerne til for megen Byrde, i et Land, hvor der, ved Handelens Standsning (som da virkelig fandt Sted) snart kunde indtræffe Mangel paa Levnetsmidler. I Grønland forsvandt Sysselmands-Embedet med den ældste Colonie; paa Island vedvarer det i den gamle Form, men paa Færøerne svare nu de der saakaldte Sysselmænd til Sogne-fogder i Danmark eller Repstyrere i Island.
  • 34) Dog har man, visse Efterretninger derfra til 1410, ja vel endog til 1438, samt andre mindre sikkre til henimod Slutningen af det 15de Aarhundrede, hvilket vi maae forbeholde Værkets 3die Bind at oplyse nærmere.
  • 35) Om dette Ord, der her sættes som en Art Titel, see ovenfor S.112.
  • 36) See om ham ovenfor S. 116-118.
  • 37) Det synes, efter Stilen, at være tvivlsomt, om Bjørn eller Einar menes her. Det første er vel sandsynligere — men det kan være at Bjørn er gaaet i Land paa een af de mindre øer, hvor han fik den (ogsaa S.115) ovenommeldte Advarsel, men at Einar enten ved udsendt Mandskab eller selv 8de har skullet see sig om paa den største. Vi vide ellers, at de islandske Skibe, som vare sammen paa denne Grønlandsreise, i alt vare 4 i Tallet.
  • 38) Det vil erfares i Slutningen af nærværende Afsnit, at denne Beskrivelse passer paa den første af Danell 1652 opdagede og af Graah-senere 1829 deels seete og deels besøgte Øgruppe.
  • 39) Adelvigen er et lille Bøigdelag ved en Vig af samme Navn, som skjærer sig ind i den vestlige Landtunge af Hornstrandene, den Egn i det nordvestlige Island, hvor Erik den Røde, Grønlands Opdager, sandsynligviis blev opdraget, og hvor han først boede, indtil han flyttede til den sydvestlige Deel af Landet.
  • 40) Sandsynligst Sysselmandens, der tit i forrige Tider kaldtes valdsmaðr (saaledes Nr. 768 og de øvrige d. e. Magthaver, Øvrighedsperson). Jfr. ovenfor S.120. Hans Magt var i de Tider (det 16de Aarhundrede) hartad despotisk, da Kongens Lehnsmand over Island, som da i Almindelighed kun besøgte Sønderlandet (især Bessested og Landsthinget) i den bedste Sommertid, var Sysselmandens eneste Overøvrighed og aldrig satte sin Fod i hine fjerne, næsten ufremkommelige og tyndt beboede Bjergegne.
  • 41) Saavel Engelske som især de tilsidst mere privilegerede Tydske dreve Handel og Fiskefangst paa Island i de Tider (samt lige til 1602) da Handelen først, med Eneret til dens Førelse, blev af Kongen overdraget et dansk Handels-Compagnie mod visse Afgifter til Kongens Casse. Den herommeldte Angelfangst (lóðaför) bestaaer egentlig i Brugen af et Slags Liner, kaldede paa Island lóð (lóðir), hvortil mange Angle eller Fiskerkroge ere fastgjorte, og som lægges i Søen, ligesom Garn, indtil de igjen optages efter nogen Tids Forløb med de saaledes fangede Fiske.
  • 42) Isl. geirfugl, alca ímpennis Linnæi.
  • 43) Eller, lige efter Ordene: blot for siden at kunne fortælle derom.
  • 44) Det lader til at vor Forfatter har taget Hensyn til disse Øer og deres Herligheder, naar han, paa et andet Sted (i Fortalen til sine Islandske Annaler l. c. S. 8) saaledes klager over den da (1646) i Landet bestaaende, særdeles trykkende Monopol-Handel: “Vi ere her saa indelukkede som Faar paa en lille Holm, og have ikke engang Fartøier til at kunne undersøge de Øer, som give Fødemidler af sig, og ligge omkring (i Nærheden af) Landet, endmindre drage til andre store Lande, for at søge Næring.”
  • 45) Af Varianterne sees det at en Afskrift, forhen har kaldet ham Elasson. Torfæus kalder ham (i det han henviser til vor Forfatter) Eliassen eller Eliassohn (Johannem Eliæ filium). Ellers har han, ligesaalidet som vi, vidst noget om denne Mand eller det Tidsrum, hvori han opholdt sig paa Island. Sandsynligviis har han været en Tydsker fra Hansestæderne, og levet sidst i deres islandske Handelsperiode (henved 1600). Torfæus har og her afbenyttet et Exemplar, der indeholdt mere end vore, i det han siger at bemeldte Kjøbmand og har fortalt at have paa den samme Kyst seet Steenhytter til Fiskenes Tørring, Saltning eller Bevaring (saxea conditoria) formodentlig de i Norge saakaldte Hjelde, Isl. hjallar.
  • 46) Uden Tvivl som et Udkikssted eller Sømærke, ligesom de af dem i Grønland opreiste Varder, hvorved tildeels Stene med gamle Rune-Indskrifter ere fundne; herom komme vi nærmere til at handle i Værkets tredie Bind.
  • 47) Saaledes kalder man i Island høie og stejle Klippevægge, med smaae Afsatser og Fordybninger, hvori Søfuglene bygge deres Reder, som dog plyndres af forvovne Fuglejægere, i det de dræbe Fuglene eller borttage Æggene o. s. v. Det herommeldte Ritur udgjør egentlig den yderste høie Pynt af'en Fjeldstrækning, kaldet Grønnelid (Grænahlið), som er 3½ Miil lang og meget steíl, samt ligger paa den nordlige Side af Isefjords-Dybet og adskiller det fra Adelvigs-Bugten. Jfr, Anm. 1. Pynten kaldes ogsaa Ritanúpr. Paa den og en Klippe tæt derunder, kaldet Stapi, fanges mange Søfugle. See Ol. Olavius Oeconomiske Reise gjennem Island I, 39. Paa det nyeste fra det Kgl. Danske Søkort-Archiv udgivne Kort over Kysten fra Sneefjelds-Jøkel til Cap Nord kaldes Pynten Ritur Huk, og sees der tydelig at være det længst mod Vesten liggende Forbjerg paa den Kant af Isefjords-Egnen. Paa Hendersons Kort sees ikke dette Navn, men derimod, tæt ved Pynten, Selvog.
  • 48) Hvad denne Beretning angaaer, da er det heel mærkeligt, at de tre Øer, som Graah troer at have seet 1829, netop synes at udgjøre den østligste Ende af den Danellske Gruppe, og ligge omtrentlig paa Ritur-Huks Brede. Da Afstanden mellem Islands og Øster-Grønlands Kyster og Øer paa dette Strøg endnu ikke har kunnet nøiagtig bestemmes, maa det vel overlades til Fremtidens Undersøgelser at afgjøre, hvorvidt den Fjeldtop og høie Land, som Clemens kunde see fra de af ham omtalte Øer, har været Ritur-Huk eller Latrabjerget (som nærmere omhandles i det næstfølgende Afsnit), for ei at omtale Mueligheden deraf, at sammentrykte Haviis-Masser, seete langt borte, af ham og andre kunne være blevne antagne for virkelige Landtoninger. Vor Clemens ommeldes ellers kortelig af Torfæus (Grönl. S.6-7) og af Espolin (Islands Àrbækr V, 31-32) som begge henføre hans Rejse til de formeentlige Gunbjørnsskjær til Aaret 1580; efter vor Formening maa den snarere have gaaet for sig i eet af Aarene fra 1586 til 1596; jfr. ovenfor S.112 o.f.
  • 49) Det har dog undertiden, men kun sjelden, været Tilfældet, at den i enkelte Aaringer (eller Aarrækker) fra Polaregnene og Grønlands Kyster til Island drivende Haviis ikke har forladt dettes Kyster før den saahaldte Hoveddag (höfuðdag) d. e. 29de August (hvis Tidspunkt dog efter den julianske i Forfatterens Dage brugte Calender vilde svare til den 17de i s. M.). Denne Driviis og de faste, udenfor Øster-Grønland liggende Masser af denne Art, ere nu, og have i nogle Aarhundreder været den vigtigste Hindring for Søfarten i de grønlandske,— tildeels endog undertiden (som f. Ex. nu i Aar, 1832) i de islandske — Farvande.
  • 50) Denne Beretning klinger vel noget fabelagtig, men den samme Beskyldning har man allerede i den graa Oldtid fremført mod Phænicierne, og selv i de nyeste Tider mod det Engelske Hudsonsbay Compagnie o. fl. Overhovedet svarer den til Monopolsystemets Grundsætninger, der paa den Tid, som nysommeldt, ogsaa vare gjeldende for Island. Naar Forfatteren udtrykker sig saa, at en vis Engelsmand sagdes at have Øerne eller være i Besiddelse af' dem, menes uden Tvivl derved hans Enehandel sammesteds, eller dens factiske Besiddelse.
  • 51) Af et Exemplar af Grønlands-Annaler, hvilket vi nu ikke have ved Haanden, har jeg, Finn Magnussen, forhen udtegnet Stedets Navn, som ikke findes i de af os nu for denne Udgave benyttede. Der stod nemlig: í Jóruminni, formodentlig meente Bjørn Johnsen ved dette gamle Navn Staden Yarmouth, der dog i fordums Dage af Skandinaverne ogsaa kaldtes Járnamóða; muelig har han tænkt paa York, uden da at erindre dens rette oldnordiske Navn Jórvik.
  • 52) Denne Olaf Haldorsen modtog Præstekaldet Stad i Steingrimsfiorden (i Strande-Syssel) i Aaret 1598. Hans Dødsaar er os ubekjendt.
  • 53) Det er besynderligt at Arngrim Johnsen, ganske i Modsætning til Bjørn Johnsens Idee, paa den selvsamme Tid, forestillede sig Gunnbjarnarsker som en enkelt meget lille og stedse ubeboet Ø eller Holm, liggende Norden for Island. “A Gunnbernone, insula perquam exigua, in prospectu Islandiæ boream versus, semper, quod sciam, deserta, Gunnbjarnar Skeer vocata est.” Specim. Island. p. 34. I sin Groenlandia, 2 Cap., antager han Gunbjørnsskjærene dog, ved at berette deres Opdagelse, for smaae øer i Iishavet, liggende mod Nordvest eller Vest fra Island og ikke langt fra det. (“Gunberno.... nautico vita generi adductus, in mare glaciale delatus est, reperitque insulas, non procul, ut fertur, a latere Islandiæ, quod coro vel circio vento præcipue exponitur, abjacentes, quibus de suo nomine fecit (nomen) Gunnbjarnarsker. Insulas enim minutas nostra lingua sker nuncupat”). Vi vide dog nu, af Worms Epistler I, 97, at dette Arngrims Skrift, hvilket vi og af Cyrmogæa see at have været bestemt til Udgivelse, allerede var skrevet 1622. Det er dog siden ikke udkommet i Originalen, men kun i Sysselmand Einar Ejolfsens islandske Oversættelse, trykt og udkommet i Skalholt paa Island under Titel af Grænlands Saga 1688, 4.
  • 54) Torfæus har, desværre! kun havt en slet Papirs-Afskrift af Ivar Beres islandske Grønlands-Beskrivelse; formodentlig har den tillige været næsten ulæselig, især for Torfæus, der allerede var en (henved 70 Aar) gammel Mand, da han skrev sin Groenlandia antiqua. Hans Afskrift har (l. c. S. 44) Funkabúðir, Fúnki er ikke til i Islandsk (hverken som Fællesnavn eller Egennavn). Her nærme nogle af de danske Oversættelser sig mere til det rigtige. Estrups Udgave har saaledes Fimbuder. Lyschander i sin Grønlands Krønike kalder det Frendbuder, Wolf i sin Norrigia illustrata Frendbider. Eggers (Prisafhandling om det gamle Grønland) Fimbudr, efter AM. 777a. At Stedet virkelig havde Navn efter en vis Finn, som tillige meentes at være en Finn eller Finlap af Herkomst, bliver os høist sandsynligt af den norske Historie, som her synes at oplyse Beskrivelsen, der udleder Stedets Navn af en Smaasvend, vistnok den bekjendte lille Finn (Finnr litli), som skal være druknet der i Olaf den Helliges Tid. Dog — da dette synes at vedkomme Grønlands Fastland maae vi opsætte vore Undersøgelser herom til eet af de følgende Bind.
  • 55) Saaledes have og Domkirkerne i Island fordom erhvervet sig lignende Herligheder og Rettigheder i Landets længst bortliggende, tildeels øde eller næsten øde Egne, f. Ex. Hornstrandene.
  • 56) Paa den af det geographiske Selskab i Paris udgivne Copie af Graahs Kort synes nogle af de ovenmeldte 1829 opdagede Øer at ligge i Form af et Kors.
  • 57) Egentlige Mennesker (efter Ordet menneskelige Mennesker, humani homines) see vi af andre Steder hos Bjørn Johnsen og flere, at de civiliserede Europæere ere blevne kaldte, i Modsætning til de vilde Eskimoer, som i den gamle grønlandske Colonies sidste Periode ere bleevne kaldte tröll eller Trolde.
  • 58) Latrabjerget kaldes af de Danske i Almindelighed Fuglebjerget samt endvidere Staalbjerg Huk. Det er egentlig et høit, steilt og langt Klippebjerg mod det aabne Hav, paa Bardestranden i Island. Tæt derved ligger Rødesand, (Raúðisandr), Fødestedet for den førommeldte Rolf, som opsøgte Gunbjørnsskjærene og opholdt sig der en Vinter over. Vor Beretning omtaler en vis Eggert, som efter at være kommen i Besiddelse af Rødesand, paastod Ejendomsrettighed til de ubeboede Korsøer (Krosseyjar), hvilke han troede at kunne benytte, da de laae ligeover for hans ommeldte Ejendom. Denne Mand er uden Tvivl Eggert Hannessen (eller Hansen) en Søn af Hannes Eggertsen, som fra 1515 eller 1517 af i nogle Aar var Kongens Høvedsmand (Lehns- eller Befalingsmand) over Island. Selv forestod Laugmand Eggert Hannessen 1553 det samme høie Embede eller Forlehning, og det er vel mueligt, skjønt Sagnet opgiver en anden Grund derfor, at han i den Egenskab, paa Kongens Vegne, har villet vindicere sig Enerettigheden til. at opseile og benytte Korsøerne, som da synes at have været kjendte, eller besøgte af de Søfarende.
  • 59) Den ommeldte Beretning af de Skibsfolk som fore paa Ørebak (Eyrarbakki) i Island om en ellers ubekjendt Ø, som de havde seet foran Geirfugleskjærene, der ligge i en Række ud fra Reikesnæs paa Østsiden af Faxebugtens Indløb, kan vel være rigtig, da slige Øer paa det Strøg tiere vides at være opkomne, men igjen sjunkne, ved vulkanske Bevægelser i Havbunden. Saaledes opkom der en Ø i Aaret 1783, af henved en Miils Omkreds, men var allerede sjunken i næste Aar, da den skulde tages i Besiddelse i Kongen af Danmarks Navn under Navn af' Nyø. Farlige Grunde blive gjerne tilbage som Levninger af slige forsvundne Smaalande. I Foraaret 1830 saae man, fra det sydlige Island Røgstøtter om Dagen, men Ildblus om Natten, ude i Havet, paa det selvsamme Strøg. Dog har man, saavidt det endnu er bekjendt, ikke erfaret, at nogen ny ø eller Skjær der ved den Leilighed er opkommet. Paa Bellins Kort over Nordhavet, ved Kerguelen de Tremarecs Søreise, aflægges virkelig, mod Sønden fra Reikesnæs, omtrent 30 Mile fra Landet, en Ø, som angives at være seet 1713 og 1734.
  • 60) Formodentlig den nu paa Søkortene saakaldte Grenadeer-Hue.
  • 61) Søfuglen hafsúla kaldes paa Dansk Skindærme, ogsaa hvid Pelikan, samt af Søfolkene Jan van Gent. Den er Linnées Pelecanus bassanus.
  • 62) Meget fabelagtig klinger den herommeldte engelske Skipperefterretning om et Slags Række af steile Havklipper m. m. der skulde strække sig fra Geirfugleskjærene, mod Vesten, til henimod de ovenmeldte Korsøer. Muelig er den dog en Misforstaaelse af dem som hørte Beretningen, der maaskee skulde forstaaes saaledes: at denne Række af Klipper eller Banker maatte især søges Vesten for Geirfugleskjærene o.s v. eller lige over for dem. Af samme Art synes og den fra Udlandet nedstammende Beretning om Frisland i det Atlantiske Hav at være. Forfatteren (Bjørn Johnsen) taler nemlig saaledes derom: “Nú er það eitt land i suðrhafi frá Islandi er siglingamenn kalla Frísland, það óttast bæði Enskir ok Franskir ad sumra manna sögn, þvi þar fjárar ínni ókunnug skip, en fólk ok fe er altt tekið af landsmönnum; þeir hafa aungva sigling aðra. Sumir kalla þetta Villuand, en sumir ímótmæla. Þaruppá kann ek aungvan vissan dóm gefa.” d. e. “Endnu er der et Land sønder paa fra Island, i Havet, hvilke de Søfarende kalde Frisland. Baade Engelsmænd og Franskmænd ere bange derfor, efter nogle Mænds Udsagn: at fremmede Skibe drive der paa Strand, men at deres Besætning og Gods falde i Indbyggernes Hænder: de have ingen anden Seilads. Nogle kalde dette et forvildende (eller falskt Land, (en Variant har: Villi-Skotland d. e. det falske Skotland), men andre benægte (alt dette). Derom kan jeg ikke afgive nogen paalidelig Bedømmelse.” Dette saakaldte Frisland forekommer vel først i Brødrene Zenos Reiseberetninger, hvori deres Begivenheder der og Tog derfra heel vidtløftig fortælles. Sandsynligst have de deri ommeldte italienske Søfarere været paa Færøerne, og af Færøisland dannet Frisland. Den Deel af denne Bog, som omhandler Grønland og dets Nabolande, samt meddeler et for det 14de eller 15de Aarhundrede høist mærkværdigt Kort derover, vil senere blive meddeelt Læserne af nærværende Værk, hvorfor vi her ei opholde os længer ved denne Gjenstand. Foreløbigen bemærke vi kun at nogle ere af den Mening at Zenos Frisland er blevet begravet af Havet ved vulkanske Bevægelser eller en stor Oversvømmelse og at Grundene deraf virkelig ere til; de findes og tegnede paa gamle Søkort under Navn af det slunkne Frisland eller Land van Bus, hvilket sidste dog snarere, efter Wormskjolds Betænkning, maa søges ved Amerikas Kyster, som liggende sønden for Island. Grønlandsfarere og Islandsfarere tale og endnu om farlige Grunde og Brændinger paa det selvsamme Strøg.
I det vi vende tilbage til Øerne ved Grønlands Østkyst ville vi slutteligen bemærke, hvorledes de anføres paa de mærkværdigste ældre og nyere Søkort. Det er vel blot grundet paa de af os her ovenfor omhandlede Underretninger, at Biskop Theodorus Thorlacius, i sit store, det Kgl. Søkort-Archiv tilhørende, men aldrig udgivne, Kort over Grønland og de tilgrændsende Have og Lande,. anlægger Gunbjørns Skjær eller Øer (en stor og en mindre) omtrent 20 Miil vesten for Patriksfjorden, og noget nærmere Island end Grønland, samt Korsøerne (Krosseyjar), noget sydligere og østligere, omtrent udfor Flatø Handelssted i Bredefjorden. Paa dette Kort vises de som fire, der tilsammen danne en Korsform. Et mindre Kort af samme Forfatter, tegnet 1668, viser Gunbjørnsskjær paa samme Strøg, men nærmere mod Grønland, hvorimod Korsøerne slet ikke sees derpaa. Torfæus's Udgave deraf sætter dem noget sydligere. John Gudmundsens og Fleres Kort fra det 17de Aarhundrede, ere kuns grundede paa blotte Conjecturer, og det samme kan man vel sige om det tegnede Kort af Bussæus, 1733, hvorpaa Gunbjørns Øer vises, 6 i Tallet, midt imellem Blaasærk paa Øster-Grønland og Sneefjeldsjøkelen paa Island. Torfæus havde, i sit 1706 udgivne Kort, givet dem den samme Beliggenhed, men hos ham ere de kun to i Tallet. Synderlig nok betegnes de, som det synes, noget rigtigere (skjønt uden Navns Angivelse) paa Guilielm Jansons Kort over de nordiske Lande, udgivet i Amsterdam 1606, thi der aflægges en temmelig lang Ø (formodentlig isteden for en Øklynge) under den østgrønlandske Kyst, lige overfor Latrabjerget (Fuglebjerget eller Staalhukken paa Island). De af Brødrene Zeni angivne Stedsnavne for Øster-Grønland ere ellers her anbragte paa dets Kyststrækning, men paa deres Kort (1380) sees mange flere Øer langs med den; dog tillige paa samme Sted en Gruppe af tre Øer, længer ude fra Landet end de øvrige. I denne Post stemmer S. Sansons Kort (Paris, 1686) overeens med Jansons. Det ældste af de endnu til deels i Brug værende hollandske Søkort over Grønland, som skulle være forfattede af Laurenz Feyker Haan under Navn af Gerhard van Heuler, fordobble Gunbjørnsskjær, i det de sætte Øer af lignende Navn vesten for Bolúngarvik paa Island, og tillige en Fiskebank, kaldet Gombarschaar, med 25 Favnes dybt Vand, 20 Miil vesten for Sneefjeldsjøkel. Til Slutning anføre vi Eggert Olafsens og Bjarne Povelsens Ord, i deres Reise gjennem Island (I, 376) ved Beskrivelsen over Vestfjordene: “Øerne ere her mangfoldige. Ude i Havet, i Vest eller Nordvest fra Island, 12 til 13 islandske Mile eller Uger Søes, skal ligge nogle Øer, som kaldes Korsøer; dog haves endnu intet Beviis for dette, uden allene det almindelige gamle og nye Sagn. Om Gunnbjarnarsker haves mere Vished: thi Landnama Saga bevidner, at Gunbjørn Ulfsøn fandt først, saavel Grønland som denne Ø, samt tillige at nogle Mænd ere siden rejste didhen, sidst i Hedenskabets Tid, fra Borgarfjord, vesten paa Island. De bleve der en Vinter og komme saa igjen. Øen skal ligge i Nordvest fra Island, 20 til 30 Mile derfra.” Den her angivne Distance af Korsøerne fra Islands Kyst kan ikke være rigtig. Noget rimeligere er derimod den af Gunbjørnsskjærene, som da uden al Tvivl maatte ligge i Nærheden af den grønlandske Kyst, thi efter al Sandsynlighed er Afstanden mellem Islands nordvestligste Forbjerg og den nordligste mod østen fremragende eller ombøiede Kyst af Øster-Grønland, hvortil Capitain-Lieutenant Graah har fremtrængt paa hans høist mærkværdige Reise, ikke meget betydelig.
En stor Deel af det ovenstaaende er i første Udkast skrevet af os førend Graahs Kort over de af ham berejste og opdagede Kyststrækninger af Øster-Grønland bleve os eller Publicum bekjendte. En Copie deraf blev (med en dertil hørende Beretning) den 26de October 1830 af Hans kongelige højhed Prinds Christian Frederik til Danmark, Videnskabernes ophøiede Ynder og Beskytter, meddeelt Præsidenten for det Geographiske Selskab i Paris Hr. Jomard og publiceret i den af samme udgivne Bulletin de la Societé de Geographie, Nr. 91, i November s. A. En lithographeret Gjenpart af dette Kort har Udgiveren af Kjøbenhavnsposten, Commerce-Secretair A. P. Liunge, ladet følge med samme Blad Nr. 115 for 17de Mai 1831.
Ved at kaste et Blik paa dette Kort med Hensyn til hine oldnordiske og islandske Beretninger om Gunbjørns Skjær og Korsøer, samt disse sidstes troværdigste Angivelser om deres Beliggenhed finder man virkelig to betydelige og fremfor andre udmærkede øgrupper (som dog i visse Maader kunne siges at være forenede) under Grønland, længer ude i Havet end alle øvrige, netop paa det for hine angivne Strøg. Af de Øer, som allerede først (i nyere Tider) saaes af Danell 1652, kaldede af ham Hvidsolen og masteløst Skib, ere de største tre i Tallet, og udgjøre en Gruppe for sig selv samt ligge fra 65°,30' til 40' nordlig Brede. De ligge altsaa ligeoverfor Latrabjerget, Fuglebjerget eller Staalbjerg-Huk, og det Rødesand, hvor Gunbjørnsskjærenes første islandske Bestiger Rolf Thorbjørnsøn var født og bosat, ligesom og den Eggert Hannessen, som i det 16de Aarhundrede skal have paastaaet Eiendomsretten over Korsøerne, fordi disse laae ligeover for hans Eiendom Latrabjerget og kunde sees fra dets høieste Spidse i klart Veir. Dette sidste kan vel med Grund paatvivles, men derimod neppe den Angivelse af Bjørn Johnsen, at saadanne virkelig tit vare seete af Søfolk fra Islands Vesterland, liggende ligeover for Latrabjerget eller (rettere vel: tildeels) noget skraaes derfor, ligefor Mundingen af den Bugt, som deler sig til Patriks- og Talknafjordene. Efter det nyeste Søkort over Island, grundet paa de bedste Opmaalinger, udgivet fra Det Kgl. Søkort-Archiv 1826 (ligesom og efter Hendersons og flere) ligger Latrabjerget paa 65° 30', men Indløbet til Patriksfjorden paa 65° 40' n. Br. paa hvilket selvsamme Strøg de Danellske Øer ligge. Ingen Tvivl kan da næres derom, at disse vare de Øer, som i det 16de Aarhundrede tit saaes af islandske Søfolk nøiagtig i den selvsamme Retning og hvilke den mægtige Eggert Hannessen da vilde tilegne sig enten som Eier af Rødesand eller som Kongens Lehnsmand over Island, i hvilken Henseende han forbød andre Islændere eller Søfarende overhoved at opseile dem eller tage dem i Besiddelse.
De paa Graahs Kort, norden for de Danellske, anlagte 6 eller 7 øer synes at udgjøre en egen Gruppe, som paa den ovenmeldte publicerede Copie have Form af et Andreas-Kors. Muelig har dette i Fortiden givet Anledning til Navnet Korsøer. Heraf kunde man ledes til at mene, at denne Gruppe da udgjorde de saakaldte Krosseyjar, men at de øvrige nærliggende især kaldtes Gunnbjarnarsker, — endskjønt vi ere tilbøieligst til at troe at begge Øgrupper under eet, som virkelig udgjøre en særegen stor Øklynge, der i det mindste naaer, mod Nordøst, til 66° 5 til 10' n. Br., ere i gamle Dage tilsammen først kaldt Gunnbjarnarsker og siden Krosseyjar. Dog synes de i Bjørn Einarsens Tid (det 14de Aarhundrede) at være blevne af ham betegnede med det første Navn, thi han angiver de største blandt dem for at være 5, foruden andre mindre, og dette svarer ganske til Graahs Afbildning af den hele Række. — Muelig ere nogle af dem blevne, ligesom det allerede i det 10de Aarhundrede skulde have været Tilfældet fra Island, befolkede med Forviste eller Flygtninge fra Grønland, som tildeels ernærede sig af allehaande Vrag, og ikke vare at stole paa for de faa Fremmede, som ankom dertil. Af Ivars Beretning er det ikke tydeligt om Bjørnejagten paa Korsøerne udøvedes af Folk, som boede der, eller af andre, som ankom dertil. Dog er det i alle Tilfælde sandsynligt, at nogen boede paa Øen, som havde Tilsyn med Biskoppens Rettigheder eller Indtægter deraf. Herom have vi dog nu ingen nøiere Kundskab, formedelst Mangel paa authentiske Documenter.

Fodnoter til norrøn tekst

  1. Berigtiget efter C, A og flere; Kráku-Hreiðars, B. Her er mærkelig nok den ældste Bearbeidelse urigtig (uden Tvivl ved feilagtig Læsning af Afskriveren) men Læsemaaden rettet af de nyere Udgivere.
  2. udelades af S.
  3. allt, till. E.
  4. Saxhóli, K.
  5. Beruvikur, E.
  6. B. o. fl. skrive stedse Eirekr; Eirikr C. o. fl.
  7. en obsolet, men maaskee rigtigere Skrivemaade af Ordet; ætlaði, de övrige.
  8. Navnet Halldór (endnu brugeligt paa Island, men skrevet og udtalt Haldor) har i Förstningen vistnok heddet Hallþór d. e. Thor med den haarde Steen.
  9. S. till. urigtig þeirra, deres.
  10. udelades her af C
  11. C tillægger her: Gunnbjörn var son Ulfs kráku.
  12. Skutufjörð, E, Skutulsfjörð, Ma.
  13. saaledes 4 og flere; Avgurvik, B; Angursvik, G.
  14. ok keypti, C; þat keypti, de övrige.
  15. Rólfr, stedse C.
  16. udel. C.
  17. amorlegt, C, E; auðornlegt, S, Ma; auðörligt (ödelignende, en Örk); maaskee rettestc áunotligt (stygt, uhyggeligt.
  18. vet ek (jeg venter, mener, forudseer) B, ellers fordum sædvanligere vætti (vetti); veit ek (jeg veed) A, E, Kb. Vor ældste Bearbeidelses Læsemaade synes dog at være den rigtigste, fæs mic, det aner mig, C; fæs mèr, Ma.
  19. slíki, urigtig C.
  20. nottina, C, E, G, H, Kb, o.fl.
  21. um nóttina, till. G.
  22. landi, till. G
  23. en lögðu, G.
  24. út stöð í skálaglugginn, Kb, H, C, E; stóð i skálaglugganum, G; úti (o.s.v.) A.
  25. Gie, (}; Goe, andre,
  26. af hans hendi Rólfs,
  27. þeir Hrölfr, de övrige.
  28. Avðssynir, S,
  29. sóru, C.
  30. tilföie de övrige; udelades af B.
  31. enn, endnu, atter, 769c.
  32. tillægges af 769a, fattes i 11
  33. barst, Mistanken faldt paa, 768, 769c.
  34. sárir, 769b.
  35. er, tilf.768.
  36. hættu, 768,769a. Naar denne Læsemaade var rigtig, maatte de fölgende ord være disse: þar skipi sínu, som da kunde betyde: De satte der deres Skib i Fare (nemlig for at komme til Land uden at lide Skibbrud eller Död, hvilket de da ellers maae tænkes at have været udsatte for). Torfæus, som ellers paa Latin har meddeelt denne lille Beretning herfra, gjengiver intet af disse Udtryk, hvorved Ankomstens Anledning tilkjendegives.
  37. stundum, 768, 769a,
  38. af sögnum ok 769a.
  39. Olöf tilföies urigtigen i alle,
  40. Gunnbjarnareyjar, 769a.
  41. lengr, længere, 769b.
  42. Alt dette udelades af 768,769a.
  43. þessi, dette Latrum, tilföier 768.
  44. sumar, en Sommer, 769a.
  45. flakka, 769b; frækta, 769c.
  46. udelades af768 o. fl.
  47. húsum, Huse, 769a; húsunum, Husene,769b.
  48. fjavllum, Fjeldene, 769b.
  49. saaledes rettet; skrives allevegne i Texten tryggrofi.
  50. fræktað, 769c.
  51. inn, 768a.
  52. dette tillægges rigtig af 768 o. fl; 115 har vel Ordet þorsk, men det er, ved en Feiltagelse, igjen overströget, og Resten saaledes udeladt, ligesom og det hele i 769b.
  53. sjá, 768; maaskee rigtigst: sem þá ekki af sjá sá, da man dog ei saae fra Söen af.
  54. tithölma, 768, 769c
  55. i 769a har staaet Elasson, men son er senere udströget.
  56. udströget i 769a.
  57. fuglbjörg, 768 o. fl.
  58. endunum, 768, 769a.
  59. 769b till atla at, som om de agtede at aabenbare o.s.v.
  60. her ophöre de ældste Blade af 115; for Resten lægges 768 til Grund.
  61. nu, till. 769b
  62. udelades af 115 og 769b.
  63. menna, (præsens) 1
  64. udelades af 115
  65. i 769 kan læses hann, d. e. efter hans Död; ligesaa 115.
  66. þat, till. 7695, 115
  67. þrjár, tre, 769b, c, 115.
  68. smáar, smaae, M, 769b, 115.
  69. rettere þaktar
  70. mjög, M.
  71. till. af M, 769b, 115.
  72. meðtekið á bátum, M; meðtekið á bátinn, 769b
  73. sundum, M, 7695, 115.
  74. Enskir, M,
  75. saaledes rigtig 769c; Parexfjarðar, þar er, urigtig, 115 o.fl.
  76. hafi, andre.
  77. afla frá bjargi, M, fordi man fra Bjerget – d. e. Latrabjerg – kunde see den til dem hörende Fangst d. s. Fangst- eller Fiske-Pladse.
  78. saaledes M, 769b, c, 115; de övrige eign.
  79. saaledes M; vænt ásyndar, smukt eller godt af Udseende, de övrige.
  80. udelades af 769b,
  81. Snæfellsjökul, 769b.
  82. vika, Uge d. e. Söes, M, 769b
  83. saaledes M, 769b, 1155 klympa, 768; klimpa, 769a, c.
  84. sèð, M.