Forskjell mellom versjoner av «Om Haandskrifter og Oversættelser af Magnus Lagabøters Love»

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
 
Linje 480: Linje 480:
 
# ''A. M. 114 b.'' Oversættelse ved Paal Heliessøn i 1601 af „Norges og Sveriges Grænseskjel“ efter „Stæige Lougbog“ (&#596;: A. M. 114 a)<ref>Efter den samme Bog havde Paal Heliessøn allerede i 1586 oversat det finmarkske Grænseskjel for Lensherren i Bergen Hans Lindenov og Fogden over Vardøhus, Lars Kruse.</ref>).
 
# ''A. M. 114 b.'' Oversættelse ved Paal Heliessøn i 1601 af „Norges og Sveriges Grænseskjel“ efter „Stæige Lougbog“ (&#596;: A. M. 114 a)<ref>Efter den samme Bog havde Paal Heliessøn allerede i 1586 oversat det finmarkske Grænseskjel for Lensherren i Bergen Hans Lindenov og Fogden over Vardøhus, Lars Kruse.</ref>).
 
# ''Deichm. 11,'' skrevet med en elegant Frakturhaand fra c. 1580 af en Mand, der har studeret i Kjøbenhavn, Afskrift af en oldnorsk Codex for N: þing, optager Retterbøder fra 1) Nils Andersen's (Lagmand i Skien, † 1566) Bog „með fornu rit“ og 2) „Jacob Landvigs logbog som hand havde faaet af Jon Simensen“.
 
# ''Deichm. 11,'' skrevet med en elegant Frakturhaand fra c. 1580 af en Mand, der har studeret i Kjøbenhavn, Afskrift af en oldnorsk Codex for N: þing, optager Retterbøder fra 1) Nils Andersen's (Lagmand i Skien, † 1566) Bog „með fornu rit“ og 2) „Jacob Landvigs logbog som hand havde faaet af Jon Simensen“.
# Morten Nilssøn Skriver, Lagmand i Stavanger, har foruden de foromtalte Bøger (se ovenfor S. 48) ogsaa efterladt sig følgende Compilationer
+
# Morten Nilssøn Skriver, Lagmand i Stavanger, har foruden de foromtalte Bøger (se ovenfor S. 48) ogsaa efterladt sig følgende Compilationer  
::''a. Stockh. C. 18.'' Landsloven i det gamle Sprog, compileret efter flere Codices, indrettet for N : ting, skrevet 1590.
+
#:''a. Stockh. C. 18.'' Landsloven i det gamle Sprog, compileret efter flere Codices, indrettet for N : ting, skrevet 1590.
::''b. Chr. Univ. Bibl. 5 fol.,'' Afskrift i det gamle Sprog og Oversættelse af N : lov, skrevet 1597.
+
#:''b. Chr. Univ. Bibl. 5 fol.,'' Afskrift i det gamle Sprog og Oversættelse af N : lov, skrevet 1597.
 
# Peder Claussøn har skrevet a) i Aaret 1600 de fem sammenhørende Bøger: Stockh. C 33, 34, 35, 36 og A. M. 102 qv., samt b) Afskriften heraf i A. M. 94 qv. De indeholder Text og Oversættelse af Landsloven og en Mængde Retterbøder, der dels er indordnede i Loven efter Materien, dels tilføiede til Slut. Texten er Afskrift efter A. M. 322, Jon Simonssøns Lovbog<ref>De Retterbøder, som ifølge Arne Magnussøns Optegnelser har staaet her, findes tildels afskrevne foruden hos Peder Claussøn ogsaa i Deichm. 11 qv. og 38 qv., Stockh. C 21 og C 27 samt Christiansand E 13.</ref>, „Erik Rosenkrantzes lagbok“. Til Retterbøderne har han benyttet en Række Lovbøger, af hvilke kan mærkes: „Bergens Lagbog“ eller „Raadsens Lagbog i Bergen“ (Orig. for A. M. 330 fol.), Erlend Kraks Bog (maaske = Kbh. kgl. Bibl. 1154 fol.), en tabt Frostathingsbog, Tunsberg Lagbog (= Codex Tunsbergensis), en Islandsk Lov samt „Morten Nilssøns Lagbog“ (en af de ovenfor nævnte).
 
# Peder Claussøn har skrevet a) i Aaret 1600 de fem sammenhørende Bøger: Stockh. C 33, 34, 35, 36 og A. M. 102 qv., samt b) Afskriften heraf i A. M. 94 qv. De indeholder Text og Oversættelse af Landsloven og en Mængde Retterbøder, der dels er indordnede i Loven efter Materien, dels tilføiede til Slut. Texten er Afskrift efter A. M. 322, Jon Simonssøns Lovbog<ref>De Retterbøder, som ifølge Arne Magnussøns Optegnelser har staaet her, findes tildels afskrevne foruden hos Peder Claussøn ogsaa i Deichm. 11 qv. og 38 qv., Stockh. C 21 og C 27 samt Christiansand E 13.</ref>, „Erik Rosenkrantzes lagbok“. Til Retterbøderne har han benyttet en Række Lovbøger, af hvilke kan mærkes: „Bergens Lagbog“ eller „Raadsens Lagbog i Bergen“ (Orig. for A. M. 330 fol.), Erlend Kraks Bog (maaske = Kbh. kgl. Bibl. 1154 fol.), en tabt Frostathingsbog, Tunsberg Lagbog (= Codex Tunsbergensis), en Islandsk Lov samt „Morten Nilssøns Lagbog“ (en af de ovenfor nævnte).
  

Nåværende revisjon fra 19. feb. 2019 kl. 18:08

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Om Haandskrifter og Oversættelser af Magnus Lagabøters Love

af

Gustav Storm

(Christiania Videnskabsselskabs Forhandlinger 1879. No. 14).

Christiania.

I Commission hos Jacob Dybwad.



I Løbet af sidste Sommer og Høst har jeg havt Anledning til at gjennemgaa omtrent alle bevarede Haandskrifter af vore gamle Love, idet jeg dels har undersøgt alle dem, der findes i svenske og danske Bibliotheker[1] og i de to Bibliotheker i Kristiania (Deichmannske og Universitetsbibliotheket), dels har gjennemgaaet og klassificeret alle de Lovbrudstykker, som findes i det norske Rigsarkiv. De Slutninger, jeg derved er ledet til, vil, hvis de er rigtige, have nogen Betydning baade for vor Lovhistorie og overhovedet for Norges litterære Historie fra 14de til 16de Aarhundrede.

De Haandskrifter, jeg vil behandle, falder fra hinanden i to Grupper, de oldnorske, og de paa „Dansk“ oversatte, hvilket med faa Undtagelser vil sige det samme som Skindbøger fra 13de og 14de Aarhundrede og Papirhaandskrifter fra 16de Aarhundrede. Begge Rækker omfatter Magnus Lagabøters Landslov, Bylov, Kristenret og Hirdskraa samt den samtidige Erkebiskop Jons Kristenret; hertil maa ogsaa føies — hvortil Grunden siden skal paavises — de ældre Kristenretter, som findes i senere Haandskrifter.


I. Oldnorske Membraner fra Middelalderen.

Af de nu levnede Haandskrifter omtaler jeg først dem, som er bevarede fuldstændigt eller ialfald nogenlunde fuldstændigt i Skindbøger, idet jeg ordner dem i Grupper efter Kongernes Regjeringstid.


1. Fra Sluten af 13de Aarhundrede eller Erik Magnussøns Tid (1280—99). Stockh. C 20. Gulathingslov, efter Keysers vistnok rigtige Mening det samme Exemplar, som i 1298 af Hertug Haakon sendtes til Færøerne med den færøske Retterbod („Saudebrevet“), der er tilskrevet i Slutningen af Bogen med egenhændig Underskrift af H. Haakon og Paategning af Kantsleren Aake. [Bogen har tilhørt Færøernes Lagstol og blev 1599 indbundet efter Lagmanden Peder Jakobsøns Foranstaltning].

Kbh. kgl. Bibl. ny Saml. 1640 qv. Eidsivathingslov, Rbøder af 1290 og 91, Farmannalov, Bergens Bylov, alle med samme Haand.


2. Fra Haakon V's Tid (1299—1319).

A. M. 302 fol. Landslov, nærmest rettet til Skiduþing med K. Eriks store Retterbod af 1280. — 305 fol. 1)[2] Gulathingslov (ɔ: Borgarthingslov, skrevet efter en Gulathingslovbog). 2) En senere Haand fra c. 1450 har udfyldt et Blad i Kjøbebolk samt foruden 3 Retterbøder (fra Magnus Erikssøn og hans Søn Haakon) skrevet Farmannalov og Oslo Bylov (skrevet efter en bergensk Bylov-Bog). [Tilhørte i 15de og 16de Aarh. Skiens Lagstol, og Lagmanden i Skien Pros Lauritssøn († 1596) har skrevet Notitser i Bogen]. — 56 qv. Gulathingslov (skrevet efter en Frostathingslovbog). [Bogen eiedes af Anna Jonsdatter Kruckow, som 1577 gav den til sin Svigersøn Anders Nielssøn Skriver i Kroken (indre Sogn); en senere Eier var dennes Svoger Hans Teiste paa Feet, Lagmand i Stavanger 1585—91]. A. M. 78 qv. Vikens gl. Kristenret, Jons Kristenret, Sverres Kristenret, Bergens Bylov med Farmannalov[3]. [Eiedes af den islandske Lagmand Orm Sturluson († 1575) og i 1577 af Paal Heliesøn, Lagmand i Bergen 1585—1603]. Disse 4 Bøger er skrevne af samme Mand, som efter Paaskrift i 302 hed Thorgeir Haakonssøn. — 304 fol. 1) Gulathingslov, Farmannalov, Bergens Bylov, Rbøder af Erik 1280, Haakon c. 1308 og 1313. 2) En lidt senere Haand har begyndt paa Hirdskraa, som er 3) fuldendt af en Haand fra c. 1350; Hirdskraa er rimeligvis senere indbundet i Codex. [Kom fra Island til Arne Magnussøn]. — 322 fol. 1) Borgararet, Frostathings ældre Kristenret, Gulathingslov, Bergens Bylov samt Rbøder af 1280, c. 1308 og 1313. 2) Senere Tilføielser med forskjellige Hænder fra c. 1320 og Hirdskraa, skrevet c. 1350, som senere er indbundet foran i Codex. [„Steige Lovbog“, Eiere: Hans Simonsen, Prest i Salten, † 1550, Jon Simonsen, Lagmand paa Agdesiden, † 1575, senere benyttedes den af Lagmændene Axel Fridag og Paal Heliesøn og af Peder Claussøn]. — 60 qv. 1) Frostathings ældre Kristenret, Gulathingslov, Bergens Bylov med Farmannalov, Rbøder af 1280, c. 1308 og 1313. 2) Foran er indskudt Magnus's Kristenret, skrevet c. 1350.

Disse 3 Bøger er skrevne med samme Haand kort efter 1313.

— 62 qv. Gulathingslov, Magnus's Kristenret. [Kom fra Island, Eier Sira Magnus Arason]. — 72 qv. Eriks store Rbod 1280, Frostathingslov. Stk. C 21. 1) Frostathingslov og (Bergens) Bylov, skrevet af Eirikr Throndarson. 2) Rbøder (den sidste af 1320) og Hirdskraa, skrevne c. 1350. 3) Magnus's Kristenret, indsat foran, skrevet c. 1350—80. [Bogen eiedes 1588 af Pros Lauritssøn, Lagmand i Skien, † 1596, og arvedes af hans Datter Inger, g. m. Nils Mund]. Stk. C 19. 1) Gulathingslov, Bergens Bylov med Farmannalov. 2) Rbod om Fællig tilskrevet c. 1350—1400. [Var i Bergen 1589. Margreta Wolfgangsdatter, Borgermester Anders Anderssøns Hustru, gav den i 1678 i Skien til J. G. Sparffwenfeldt]. Stk. C 17. 1) Bergens Bylov, Magnus's Kristenret (kun Begynd). 2) Eidsivathingslov skrevet med 2 omtrent samtidige Hænder. [Bogen eiedes c. 1550 af Olaf Glad, Foged paa Follo, og 1601 af Matz Ohlsen Suale, Lagmand i Stavanger 1603—1607]. Stk. C 16. 1) Gulathingslov. 2) Bergens Bylov. 3) Magnus's Kristenret. Paa de rene Blade mellem hver Afdeling er i Bergen c. 1350—1400 tilskrevet Rbøder af Erik og Haakon samt Magnus (1327). Bagefter findes Optegnelser om Ledingsskibe, Konge- og Bisperækker, skrevne henimod c. 1400. [Bogen var i Oslo i 2den Halvdel af 16de Aarhundrede]. De la Gardie 8 fol. Frostathingslov med Farmannalov. [Eiedes kort efter 1600 af Presten Hans Olafssøn i Bodø († 1621), fra hvis Søn Presten Stephen Hanssøn i Gildeskaal den kom til Stephanius c. 1630]. Chr. Univ. 317 qv. Eidsivathings ældre Kristenret, Jons Kristenret, Eidsivalov. Derefter med andre (samtidige) Hænder Rbøder af Erik og Haakon V (1315, 1318). A. M. 323 fol. Hirdskraa, Bergens Bylov. [Kom fra Norge til Arne Magnussøn].


3. Fra Kong Magnus's Tid (1319—1355).

Kbh. kgl. Bibl. ny Saml. 1642 qv. (Codex Tunsbergensis): 1) Kalendarium, Magnus's Kristenret, Vikens gl. Kristenret, Borgarthingslov, Tunsbergs Bylov, Farmannalov, alt skrevet c. 1330. 2) Senere er Rbøder tilføiede c. 1350, c. 1450—1500, c. 1500, c. 1540. [Tilhørte Tønsberg Lagstol gjennem 16de Aarhundrede]. Stk. C 15. Kalender, Borgarthingslov, Farmannalov, Tunsbergs Bylov, Vikens gl. Kristenret. [Var i 14de Aarh. i Tønsberg, c. 1550 i Skien, eiedes 1576 af Lensherren Erik Brockenhus, † 1583].

Disse to Bøger er skrevne med samme Haand.

A. M. 69 qv. Frostathingslov, Rbøder af Erik og Haakon (1313). [Kom fra Island 1698]. — 68 qv. 1) Eidsivathingslov, Rbod af Erik. 2) Senere Rbøder af Haakon, tilføiede c. 1350. [Kom fra Island. Efter P. I., som eiede Bogen allerede 1581, kom den 1629 til (Biskop) Brynjulf Sveinsson]. — 65 qv. Gulathingslov, Rbøder af Erik og Haakon (1318), Bergens Bylov med Farmannalov, Jons Kristenret. [Eier: Paal Heliesøn 1599]. — 71 qv. Frostathingslov (med 2 Hænder). Rb. af 1295 tilføiet c. 1350—1400. [Eier i 1598: Jonas Magni, derpaa Jakob Anderson, siden Peder Syv]. Chr. Univ. 1 qv. 1) Gulathingslov. 2) c. 1350, Rbod af 1313. 3) Islandsk c. 1400, Arnes Kristenret. [Eier: I. P. 1562]. A. M. 309 fol. 1) Eidsivalov, fuldendt 1325. 2) Rbøder af Haakon V. 3) Oslo Bylov med Farmannalov, Sættargerd. 4) Bisperækker fra c. 1350. 5) Ældre Gulathings Kristenret. [Eier c. 1560 Erik Rosenkrantz]. — 307 fol. Gulathingslov (omdannet for Borgarthing), Bergens Bylov (omdannet for Tønsberg), skrevet kort før 1350. Gl. kgl. Saml. 1154 fol. 1) Gulathingslov (skrevet c. 1350). 2) Rbøder af Chr. I, skrevet c. 1460—1500. 3) skreven c. 1450: Jons Kristenret, Sættargerd, Paals og Arnes Statuter. [Tilhørte c. 1560 Hellewig Hardenberg, Erik Rosenkrantz's Hustru]. Gl. kgl. Saml. 3260 qv., skrevet c. 1350: Gulathingslov med Farmannalov, Bergens Bylov. [Eiedes af Nils Findsøn 1598]. Gl. kgl. Saml. 3261, skrevet c. 1350: 1) Borgarthingslov, Farmannalov, Borgarthings Kristenret, Rbøder af Erik og Haakon. 2) Mileafstandene langs Norges Kyst, skrevet c. 1380—1400. Stk. C 14. Borgarthingslov, Farmannalov, Rbøder af Erik og Haakon (1307). [Bogen tilhørte i Sluten af 16de Aarh. Skiens Lagstol. Præsten Nils Halwardssøn i Gjerpen forærede den 1677 til J. G. Sparffwenfelt].

Begge de sidste Bøger er skrevne med samme Haand.

A. M. 31 8°. skrevet c. 1325—50: 1) Borgarthingslov (skreven efter en Gulathingslov), Rbøder af Erik, Haakon (1313) og Magnus (1267), gl. Vikens Kristenret, Bylov. 2) c. 1500: Saudebrevet for Færøerne. [Jon Heinessøn, før Lagmand paa Færøerne, forærede Bogen 1597 i Bergen til Sven Storm, Borger i Oslo]. A. M. 58 qv. skr. c. 1350: Eidsivathings Kristenret, Borgarthingslov, Rbøder af Erik og Haakon. [Eier: Jacob Lauritssøn 1576]. A. M. 74 qv. Borgarthingslov.

Begge de sidste Bøger er skrevne med samme Haand.

A. M. 63 qv. skr. c. 1350: Borgarthingslov (skreven efter en Gulathingsbog). [Kom fra Island]. Lund Hist. litt. 12 fol. skrevet paa Færøerne c. 1320—50: Hirdskraa, Bergens Bylov med Farmannalov, Rbøder af Erik, Haakon og Magnus (1320), Magnus's Kristenret og Gulathingslov. [Kjøbt af Jacob Reenhjelm c. 1670]. Stk. C 22. 1) Jons Kristenret til C. 16, derfra med anden Haand ældre Frostathings Kristenret (skr. c. 1350). 2) Frostathingslov, gaar i Kristendomsbolk med en anden Haand over til almindelig Landslov, skrevet c. 1360—70. 3) Rbøder, den sidste af Margrete (1392), skrevet kort før 1400.


4. Fra Haakons og Olavs Tid (1355—1387).

Stk. C 21 (Magnus's Kristenret) og 22 (Frostathingslov), se ovenfor. Thjem 1127, Tillæg. 1) Eidsivathingslov, Rbod af 1292, Jons Kristenret, skrevet c. 1350—75. 2) Nyere Borgarthings Kristenret og andre kirkelige Sager (om Aager, Ed, Sættergerden, om Provstevisitatser), skrevet 1420—40. Thott. 1275 fol., Gulathingslov, skreven i 2den Halvdel af 14de Aarh.; de sidste Blade udrevne og Resten tilføiet paa Papir fra Begynd. af 16de Aarhundrede. [Eiere: Hans Pedersen Marbach, Sorenskriver i Idde, af ham foræret til Reichwein]. A. M. 57 qv. Gulathingslov, med Rbod af Haakon (1307). [Eiere: Morten Nilsson, Lagmand i Stavanger 1591—1601, senere Presten Gerhard Miltzow i Hardanger]. A. M. 61 qv. Gulathingslov, Bergens Bylov, Rbøder af Erik og Haakon (1315). [Michel Jensen, Borgermester i Bergen, som kjøbte Bogen 1579, har øvet sig i at afskrive Landværnsbolken; Stykker deraf findes i A. M. 95 b].


5. Fra 15de Aarhundrede.

Thjem 1127 (c. 1420—40): nyere Borgarthings Kristenret og andre kirkelige Sager (se ovenfor). A. M. 305 fol. (c. 1450): Farmannalov og Oslo Bylov (skreven efter en bergensk Bylov). Gl. kgl. Saml. 1154 (c. 1450): Jons Kristenret, Sættergerden, Paals og Arnes Statuter.

Disse Haandskrifter kan ordnes efter Regjeringstiden saaledes:


Erik 1280—99. Haakon 1299—1319. Magnus 1319—55. Haakon og Olav 1355—87. 15de Aarhundrede. Sum.
Landslov 2 14 18 5 39
Bylov 9 8 1 1 19
Jons Kristenret 2 &frac13; 1 1 4&frac13;
Magnus's Kr. 2 3 1 1 7
Ældre Kr. 4 2&frac23; 6&frac23;
Hirdskraa 2 2 4
2 33 34 8 3


Førend jeg uddrager Resultater af denne Statistik, vil jeg ordne ogsaa de bevarede Brudstykker efter samme Maalestok; da disse Brudstykker ofte er meget kortfattede og deres Alder kun kan bestemmes efter Orthografi og Sprog, ikke tillige efter de dem ledsagende Retterbøder, har jeg ikke turdet bestemt adskille hvad der stammer fra Haakon Magnussøns og Magnus Erikssøns Tid. De Brudstykker, jeg her har ordnet, befinder sig med 2 Undtagelser i det norske Rigsarkiv (R).


1. Ældre end c. 1300.

R. 3. Landslov, ældre end c. 1300 (skrevet af en Islænder i Norge?). Sluten af Odalsbrigde og 1ste Cap. af Landsleieb. (Fundet i Stockholms Commercecollegium 1862, skjænket af Klemming til P. A. Munch, af denne til Rigsarkivet). R. 4. (Eker 1634—36, Tunsberg 1639[4]. 13 Stykker af Landslov, ældre end c. 1300. R. 5. (Bergenhus 1614, Søndfjord 1617). 2½ Blad af Landslov, ældre end c. 1300. R. 20. (Brunla 1640—42). 7 St. af Landslov (4 af Mannhelg.), ældre end c. 1300. R. 36. (Herdalen 1637—38). Frostathingslov (3 St. af Thingfarebolk, 4 af Landsleieb.), ældre end c. 1300. R. 10. 2 St. af Bergens Bylov (Bøarskipan c. 6—8), ældre end c. 1300. R. 29 b. (Andenes 1613). 1 Blad af Hirdskraa (Cap. 34).


2. Fra 1ste Fjerdedel af 14de Aarhundrede.

R. 2. (Søndmør 1630). 29 Stykker af Gulathingslov og Hirdskraa, skrevet af Hauk Erlendssøn († 1334). Liden Folio, 34 Linier paa Siden. R. 21. (Brunla 1642—41). 5 St. af Landslov fra c. 1300. R. 23. (Brunla 1641). 3 St. af Gulathingslov fra c. 1300 (Landværnsb., Mannhelg.). R. 37. (Vesteraalen 1611, Lofoten 1611—13). 5 St. af Frostathingslov, fra c. 1300 (Thingfareb , Kristendomsb. og Landværnsbolk). R. 38. (Nordmør 1632). 2 St. af Landslov fra c. 1300. R. 29 a. (Vardøhus 1627). 1 Blad af Hirdskraa (Cap. 28—29). R. 39. (Vesteraalen 1625, 35. Andenes 1632, 34). 6 St. af Landslov (Arvebolk og Landabrigde), kort efter c. 1300. R. 40. (Throndhjems Len 1620). 2 St. af Landslov (NgL. II, 37—39) i uspaltet Kvart, kort efter c. 1300. R. 41. (Throndhjem 1640). 2 St. af Landslov (Slut af Landabrigde, Beg. af Landsleieb. = NgL. II. 103 f.), kort efter c. 1300. R. 35. (Gudbrandsdal 1638 ff., Hadeland og Valders 1642). 30 Stykker af Bergens Bylov med Retterbøder, skrevne med samme Haand som A. M. 322 fol, 304 fol. og 60 qv.


3. Fra 1ste Halvdel af 14de Aarhundrede.

R. 6. (Helgeland 1630 ff.). 5½ Blad af Bergens Bylov. R. 11. (4 Stykker fra Nordhordland 1630, var i 16de Aarh. indbundne i samme Bog).

a. 2 St. af Gulathingslov (Thingfareb. c. 1).
b. 2 St. af Eidsivathingslov.

R. 12. (Mandal 1626). 5 St. af Landslov. R. 13 a. 2 St. af Gulathingslov, med paaskrevet Rbod fra 2den Halvd. af 14de Aarh. R. 13 b. 2 St. af Landslov fra N: Þing. R. 14. (Søndmør 1611). 2 St. af en Landslov (Landværnsbolk). R. 22. (Brunla 1640—41). 3 St. af en Landslov (Kristendomsb. og Landværnsb). R. 30. (Hedemarken 1647—48). 4 St. af en Landslov (Manhelg. og Gifting.). R. 31. (Hedem. 1649). 2 St. af et Blad af en Landslov (Kristendomsb.). R. 32. (Hedem. 1646). 2 St. af en Landslov (Fortalen). R. 33. (Hedem. 1646). 2 St. af en Landslov (Landeværnsbolk). R. 42. (Vardøhus 1602). 1 St. af en Landslov (Landsleieb. c. 63—64). R. 47. (Ukjendt Sted). 3 St. af en Landslov (Landsleiebolk). A. M. 315, 10. 4 St. af Landslov og Bylov med Farmannalov.


4. Fra Midten eller 3die Fjerdedel af 14de Aarh.

R. 15. (Hardanger 1628, Halsnø 1630). 4 St. af Bergens Bylov (Kaupab., Tyvebolk og Farmannalov) fra c. 1350. R. 16. (Nordfjord 1649). ½ Blad i 2spaltet Folio af Landslov (Landabrigde c. 12—15) fra c. 1350. R. 19. (Tønsberg 1641). 4 St. af en Landslov fra c. 1350. R. 24. (Brunla 1642—43). 12 St. af en Landslov fra c. 1350 (Thingfareb. c. 6—9, Landabrigde). R. 43. (Senjen 1626, 36). 3 St. af en Landslov fra c. 1350 (Mannhelg. = NgL. II, 54⁴-56⁴, Kaupabolk = II, 160—63). R. 44. (Romsdalen 1620). 2 St. af en Landslov (NgL. II, 100—102) fra c. 1350. R. 45. (Namdalen 1637). 2 St. af en Landslov fra c. 1350 (NgL. II, 44 ff.). A. M. 315 fol. 11. 2 Blade af Landslov fra c. 1350. R. 48. Rbøder af Haakon V (NgL. III, 13, 40, 53). R. 27. (Øvre Romerike 1636). ½ Blad og 2 Smaastykker af Jons Kristenret. R. 29 c. (Øvre Romerike 1627—36). St. af 4 Blade af Hirdskraa (Cap. 14—17, 20, 21—24, 52—54). 27 og 29 maaske af samme Bog, med beslægtet eller samme Haand.


5. Fra Slutn. af 14de Aarh. eller omkr. 1400.

R. 18. (Ryfylke 1629). 2 St. af Nyere Gul. Kristenret (=NgL. II, 320 ff.). R. 34. (Gudbr. 1636). 2 St. af Jons Kristenret. R. 46. (Nordmør 1631). 2 St. af et Blad af en Landslov (Landsleieb. c. 58), skrevet paa sidste eller første Blad af en ældre Lovbog. R. 28. (Romerike 1626). Rbøder af Haakon V (NgL. III, No. 47 og 79), synes at have hørt til en Oslo Bylov. R. 25. (Moss 1643—48). 4 St. af et Blad, Rbøder af Haakon V (NgL. III, No. 18, 19 b, 20, 57).


6. Fra 15de Aarhundrede.

R. 26. (Eker 1632). Rbod af K. Hans af 1483 (= Paus III, 273 ff.). Synes at være sidste Blad af en (ældre?) Lovbog.

Disse Brudstykker kunde altsaa ordnes saaledes:


Før 1300. 1300—25. 1300—50. c. 1350. Efter1375. Sum.
Landslov 5 8 14 7 1(?) 35
Bylov 1 1 2 1 5
Jons Kristenret 1 1 2
Magnus's Kr. 1 1
Hirdskraa 1 2 1 4
7 11 16 10 3


Naar vi til disse Codices af Landsloven regner endnu Stumper af 10 forskjellige Lovbøger, som findes i Rigsarkivet, viser det sig, at mindst 80 Exemplarer af Landsloven fandtes i Norge i 16de Aarhundrede, og neppe Halvparten af disse vandrede i 17de og tildels 18de Aarhundrede ud af Landet. Om ingen af dem ved man, at de bortførtes før 1604, og det var ogsaa først efter dette Tidspunkt, at de kan paavises at være opskaarne for at bruges til Indbinding af Lensregnskaber. For fleres Vedkommende kan det dokumenteres, at de i Løbet af sidste Halvdel af 16de Aarhundrede befandt sig i Lagmændenes eller Lensherrernes Besiddelse; de betragtedes oprindelig som Lagstolens Ejendom, men fra Sluten af 16de Aarhundrede har vi Beviser for, at de bortskjænkes uden Hensyn hertil, — et Vidnesbyrd om at de holdt paa at fortrænges af andre Lovbøger, hvorom mere nedenfor.

Det statistiske Opgjør, vi ovenfor har foretaget, viser en ganske mærkelig Afvigelse i Produktionsmængde. Medens Sluten af 13de Aarhundrede kun er repræsenteret af 2 fuldstændige Lovbøger og 7 Brudstykker og vi fra 2den Halvdel af 14de Aarhundrede kun kan paavise 5 eller i Høiden 6 Lovbøger, tilhører Hovedmassen med disse faa Undtagelser — altsaa henimod 70 Exemplarer — 1ste Halvdel af 14de Aarhundrede eller Haakon Magnussøns og Magnus Erikssøns Tidsalder (1299—1355). For de ældstes Vedkommende (Bøgerne fra 13de Aarhundrede) er det let forstaaeligt, at man ikke var saa omhyggelig for deres Bevarelse (det ene af de to fuldstændige Exemplarer er ogsaa bevaret udenfor Norge, paa Færøerne) — thi baade gammeldags Sprogformer og Skrivemaade maa tidligt have lagt Hindringer iveien for Forstaaelsen, og den stærke Virksomhed for Forfleringen af Lovbøger i 14de Aarhundrede gjorde vel ogsaa de ældre Exemplarer overflødige. Men ialfald det første Hensyn kan ikke forklare den paafaldende Fattigdom af Lovbøger, skrevne efter c. 1350. Vi ser nemlig netop af de mange Retterbøder, der blev indskrevne i Lovbøgerne i 2den Halvdel af 14de Aarhundrede, at dengang baade Sprog og Retskrivning undergik stærke Forandringer, saa at det ikke er saa ligetil at forstaa en Lovbog, der var skrevet over en Menneskealder forud. Mangelen paa ny Afskrivning er derfor vistnok kun en Frugt af den almindelige Svækkelse, det norske Folk havde undergaaet i Midten af 14de Aarhundrede. Ved denne Svækkelse tænker jeg ikke saa meget paa en gradvis Synken, en Nedadgaaen i Virksomhed, saaledes som den viser sig i Næringsveiene; Overgangen er dertil for brat og for pludselig: stærk Produktion indtil c. 1350, ganske svag Produktion i den følgende Menneskealder og saa fuldstændigt Ophør[5]. Man kan derfor ikke undlade at trække Paralleler med de Folkesygdomme, som fra Midten af 14de Aarhundrede ifølge de ældre Traditioner nedbrød Norges Folkemængde: den store Mandedød 1349—50, Barnedøden 1359—60 og Pesten i 1371. Den „penneføre“ Befolkning maa vi vel søge biandt geistlige og verdslige Stormænd og disses Følge (Klerker og Skrivere), og at mange eller maaske Flertallet af Stormænd døde i Pesten er jo bekjendt nok, og det er let forklarligt, at Bogproduktionen stansede af Mangel paa Efterspørgsel. Dette Tilfælde rammer nemlig ikke blot Lovbøgerne, ogsaa den øvrige Bogproduktion synes at være stanset med den sorte Død; fra 1ste Halvdel af 14de Aarhundrede har vi (eller har havt) store og smukke Haandskrifter af andet Indhold f. Ex. det bekjendte, smukke Fagrskinna (fra c. 1340), Haandskrifter af Karlamagnussaga, af Flores' Saga, af Kongespeilet, for ikke at tale om Kalendarier, Kopibøger ved Capitlerne o. 1.; men med c. 1350 stanser ogsaa denne Virksomhed ligesom med ét Slag og Dødsstilhed indtræder.

Denne Regel synes dog at have Undtagelser, hvad ogsaa et Blik paa de ovenfor fremlagte statistiske Tabeller viser: Kristenretterne afskrives fremdeles, og af Byloven findes endog et Exemplar fra Midten af 15de Aarhundrede. Nedgangen gjælder dog ogsaa disse, Byloven endog i høi Grad — fra 1ste Halvdel af 14de Aarhundrede c. 20 Expl., fra 2den Halvdel 1 à 2 — ; men naar de alligevel fremdeles afskrives, viser dette, at det havde praktisk Interesse at lære dem at kjende i tidsmæssig Skikkelse. Det er jo ogsaa sikkert nok, at netop Rigets høiere Stænder maatte studere disse Retsbøger ind i 15de Aarhundrede. Byloven har vistnok været stærkt benyttet under Stridighederne med Hanseaterne, f. Ex. under K. Christopher, og naar vi af Byloven finder et Exemplar afskrevet for Oslo, tør man vistnok gjætte paa, at Anledningen er Forhandlinger om Rostockernes Rettigheder under Christian I. Ved Kristenretterne viser Nedgangen sig paa en anden Maade. De bekjendte Stridigheder om, hvilken Kristenret skulde gjælde, ophører under Magnus Erikssøn henimod Midten af 14de Aarhundrede; og man skulde derfor vente, at den „gamle Kristenret“ nu ret optages til Afskrift; men dette er ikke Tilfældet. De kongelige Kristenretter blev de tabende, og man synes efterhaanden at have tabt Evnen til at skille mellem ældre og nyere kongelige Kristenretter; Kong Magnus's Kristenret trænger sig frem og fortrænger de gamle, og dens eneste Konkurrent bliver efterhaanden den kirkelige, Erkebiskop Jons. Begge disse gaar Side om Side, begge afskrives fremdeles; men naar man af Historien ved, at den kirkelige blev den seirende og endelig erkjendt af Kongerne i (1449 og) 1458, falder det naturligt nok, at den sidste afskrevne Lovbog, vi har fra Middelalderen, er Jons Kristenret, i et Haandskrift fra c. 1450.

Fra 15de Aarhundrede kjender jeg ikke et eneste Exempel paa, at nogen i Norge har begyndt at skrive en juridisk Bog; den eneste Virksomhed i denne Retning er, at man efter Evne søgte at komplettere de ældre Lovsamlinger, man indførte i meget gamle Exemplarer Eriks, Haakons og Magnus's Retterbøder, ja man fortsatte endog med at optage de første Oldenborgeres Forordninger; og hermed vedblev man langt ind i 16de Aarhundrede, efter at allerede en ny Retning var kommet tilsyne.




Studiet af Haandskrifterne har ledet mig til at forestille mig Lovenes Tilblivelsesmaade og Udbredelse over andre Thing-Omraader anderledes, end hidtil hos os fremstillet, og nærmere de Theorier, Maurer har opstillet. Allerede Munch har paapeget, at efter Landslovens Fortale og Efterskrift er denne egentlig givet for Frostathinget; thi de ældste og bedste Haandskrifter er i Efterskriften enige om, at den blev vedtaget 24 Juni 1274 paa et Thing, der i Gulathingslovene kaldes Gulathing, i Frostathingslovene Frostathing; men da Gulathinget først samledes 28 Juni og derimod Frostathinget fra 1269 af den 17de Juni, kan Lovens Vedtagelse den 24de Juni (1274) kun være foregaaet paa Frostathing, hvor Kong Magnus vitterlig befandt sig ved den Tid. Naar de fleste bergenske og østlandske Haandskrifter, skjønt de beholde Utstedelsesdagen, rette Frostathing til Gulathing, Eidsivathing eller Borgarthing, er dette kun at tilskrive Skrivernes urigtige Applikation af Reglerne ved Omskrivningen af Loven for de respektive Lagthing. Man ser, at efterhaanden Samtidens Thingforhold har havt Indflydelse paa Afskrivningen; saaledes har en Skriver, der c. 1340—50 afskrev en Gulathingslov til Brug for Borgarthinget, indsat den sædvanlige Thing-Aabningsdag (17 Juni) som Lovens Publikationsdag; ligeledes finde vi i den Tønsbergske Lovbog fra c. 1330 (ny kgl. Saml. 1642) Tønsbergs Thingdag 29 Juni indsat istedenfor det oprindelige 24 Juni; disse Vidnesbyrd ere derfor uden Vægt. Af større Betydning er derimod, at et Haandskrift af Eidsivathingsloven (Stockh. C 17) fra Haakon den 5tes Tid leverer for dennes Promulgation et ganske andet Tidspunkt: a Eidsuiaþingi vj nattom firir Mariu messo sidare Mcc lxx vij a xiij are rikis Magnus konongs. Nu er Magnus' 13de Aar at regne fra 16. Dec. 1275 til 16 Dec. 1276, altsaa falder 2 Sept. i hans 13de Aar i 1276, medens Texten samtidig angiver Aarstallet 1277. En Skrivfeil foreligger altsaa enten i xiij eller i vij; men som Munch rigtig paapegede, tør man med Sikkerhed foretrække 1276, thi ifølge Brudstykket af Magnus's Saga holdt Kong Magnus selv Lagthing paa Eidsvold i Dagene om 2 Sept. 1276; dette Tidspunkt er altsaa det rette for Lovens Publikation paa Oplandene. Da det samme Saga-Brudstykke ogsaa oplyser, at Kong Magnus samme Høst, omtr. 30 Sept., holdt Lagthing paa Borg, har man vistnok ogsaa — som Munch gjør — Ret til at antage, at Magnus ved den Leilighed har ladet Loven vedtage paa Borgarthing. Derimod anser jeg det aldeles ubegrundet, naar Munch antager, at Loven blev publiceret paa Gulathing allerede i 1273, thi selv Gulathingslovbøgerne henviser til 24 Juni 1274 som Publikationsdag[6], og denne Akt kan, som ovenfor omtalt, kun være foregaaet paa Frostathing. Det Gulathing, som vedtog Loven, maa altsaa være holdt mellem Midsommer 1274 og Midsommer 1276, og da Kong Magnus ikke i 1274 kom til Bergen før end i August og reiste derfra i Begyndelsen af Juni (eller maaske endog i Mai) 1276, maa Publikationen paa Gulathing være skeet om Sommeren 1275; Munchs Indvending, at dette Aar ikke nævnes nogensteds, synes ikke at have nogen Vægt, da Gulathingsbøgerne tydeligt stammer fra Afskrifter efter Frostathingsloven. Publikationsdagen (i Aar 1275) kan derimod ikke bestemmes; naar Munch henviser til, at en enkelt Codex af Borgarthingsloven (Tønsbergs Lovbog) har „Petersmesse“, og formoder dette afskrevet efter en Gulathingsbog, som saaledes skulde angivet dette Datum, tro vi ovenfor at have forklaret denne Angivelse.

I Udgaven af Norges gl. Love (II) er Haandskrifterne delte i 4 Redaktioner, eftersom de repræsenterer Frosta-, Gula-, Eidsiva- eller Borgar-thingslovbøger. Denne Inddeling er vistnok paa en Maade rigtig, naar man holder sig til, hvad Udgiverne har gjort, at overalt, hvor Lagthinget og Thingmændene nævnes, de respektive Thing og Thingmænd indsættes. Men Udgiverne indrømmer samtidig, at denne Inddeling ikke er fuldt adækvat, og hvis man studerer Haandskrifternes Afstamningsforhold, indser man snart, at denne Inddeling er uheldig og lidet svarer til det virkelige Forhold mellem Haandskrifterne; selv om man blot gjennemgaar Variant-Listen i Udgaven, vil man snart blive var, at Haandskrifter af forskjellige Klasser ofte staar sammen og afviger fra den Codex, som Udgiverne har lagt til Grund. Udgiverne har nemlig fulgt den ældre Udgivelsesmaade, at tage et idethele smukt og godt Haandskrift af Gulathingsklassen som Grundtext og at gruppere alle Afvigelser fra denne som Varianter. Denne Plan er vistnok lagt af Keyser, der ogsaa i sin „Norges Historie“ lærer, at Landsloven blev vedtaget paa Gulathing 24de Juni 1274; Munch har senere paavist det urigtige heri, men var dog for hildet i det Indtryk, Haandskrifternes Mængde giver, til ganske at løsrive sig fra Keysers Lære. Hvis man havde villet give et ægte Billede af Magnus's Landslov i dens oprindelige Skikkelse, havde det vistnok været rigtigere at lægge til Grund det ældste Haandskrift af Frostathingsloven (Stockh. C 21), som er altfor lidet benyttet i Udgaven, og prøve dettes Ælde og Oprindelighed paa de ældste Haandskrifter af Gulathingslov (f. Ex. Stockh. C 20) og af Eidsivathingslov (f. Ex. Kbh. ny Saml. 1640) og de ældste Brudstykker i Rigsarkivet, alle fra Sluten af 13de Aarhundrede. De Haandskrifter, som Udgiverne lagde til Grund eller hovedsagelig benyttede, er efter min Opfatning ikke længer ganske tro Kopier af Magnus's Lov. De er istandbragte for Øieblikkets Behov, man har taget den første, den bedste Codex — ligegyldigt til hvilket Lagdømme den hørte — og indrettet Afskriften til det Lagthing, hvortil den skulde bruges, ligegyldigt om f. Ex. Nævndermændenes Antal kjendtes; man har korrigeret Sproget, saa at ofte forældede Udtryk i Loven efterhaanden forsvandt; og navnlig de bergenske Skrivere har beflittet sig paa at istandbringe Samlinger af Lands-, Kirke- og By-Lovgivning, der ofte gjorde Vold paa Lovtexterne; endelig har man begyndt efterhaanden at indrette saavel By- som Landslove til at benyttes for hvilketsomhelst Lov- eller By-Distrikt, altsaa ogsaa i ydre Form gjennemføre hvad der vel var Kong Magnus's Tanke. Disse Afskriver- eller Kompilator-Arbeider har efterladt sig mange Spor i vore Haandskrifter.

1. A. M. 56 qv. er skrevet for at være en Gulathingslov, men i Prologen stod oprindeligt „i Frosta þings laugum“ og Skriveren har selv udraderet Frosta og sat „Gula“ i Stedet; at hans Forlag kun har været en Frostathingsbog, viser sig af, at han ikke har nogen Liste over Nævndermænd for Gulathingslagen. Men i endnu høiere Grad viser Borgarthingsbøgerne sig afhængige af andre Lovbøger: ingen Borgarthingsbog har bevaret nogen Nævndermandsliste, og om flere af dem kan det bevises, at de ere skrevne efter Gulathingsbøger. Saaledes nævnes i A. M. 53 qv. og 31 8° afvexlende Gula- og Borgarthinget, aabenbart kun ved Skrivernes Udygtighed til at fastholde Overførelsen; ligeledes har Skriveren af A. M. 302 og 305 havt til Hensigt at omskrive Gulathingsloven til Brug for Skiens Lagstol (hvor Borgarthingsloven brugtes), men han har valgt en anden Vei, idet han retter Bogen til „alle Norges Mænd“ (se nedenfor).

2. Af Bylove har Kong Magnus aabenbart kun istandbragt den Bergenske (publiceret 22 Jan. 1276), som derfor findes i meget talrige Afskrifter. Dog er det let at se, at Bergens Bylov uden videre har været overført paa andre Byer eller ialfald Haandskrifter af denne istandbragte for andre Byers Brug; det er jo rimeligt nok, at dette ogsaa har været Lovgiverens Mening. At Byloven allerede i 13de Aarhundrede var optagen i de Byer, hvor den senere gjaldt, Nidaros, Tønsberg, Oslo, synes sikkert nok, da der ialfald i Oslo og Tønsberg fandtes By-Lagmænd allerede før Byloven blev til (Aar 1266, se Munch, Afh. I. 223). Det ældste Exemplar af en Bylov for en anden By end Bergen, vi kan paavise, findes i Stockh. C 21 (fra c. 1295). Byloven her er vistnok egentlig Bergensk, men da den er afskrevet i Forbindelse med en Frostathingslov, er den utvivlsomt bestemt for Nidaros; den udelader derfor med Vilje flere Afsnit eller Betegnelser, der kun passer for Bergen (f. Ex. Omtalen af den „hellige Sunniva“ og „Bergens Mænd“ I, 1, Capitlet om Haandværkernes Boliger i Byen VI, 8), undgaar at omtale Bergenske Lokaliteter (f. Ex. I, 1 Mariagilde-Skaalen i Bergen), hvorved antydes en anden By, og udelader Notitsen om Lovens Vedtagelse i Bergen 1276. Dette er den eneste fra gammel Tid bevarede Bylov for Nidaros; dog har der vistnok i 14de Aarhundrede Omarbeidelsen af Byloven for Nidaros skredet fremad, thi Afskriften fra 1576 (se nedenfor) viser utvivlsomt tilbage til en Codex fra denne Tid, hvori alle Bergenske Reminiscenser var fortrængte og Throndhjemske Lokaliteter o. s. v. indførte. Paa samme Maade er det gaaet med Tønsberg. I A. M. 307, der først indeholder en Gulathingslov indrettet for Borgarthing, findes dernæst ogsaa en Bergens Bylov, hvor ofte istedenfor Bergen Tønsberg nævnes. Det samme er Tilfældet i A. M. 65 qv., hvor dog Tønsberg forekommer sjeldnere end Bergen; ogsaa denne Bog indeholder en Gulathingslov, men det er først i Byloven, at der henvises til Østlandet. Medens saaledes i begge disse Bøger Bergens Bylov kun staar paa Overgangen til at blive en Tønsbergsk, er dette Skridt taget helt ud i de to Tønsbergske Lovbøger, Kbh. ny Saml. 1642 og Stockh. C 15, begge skrevne af samme Mand ved c. 1330; her findes ikke længer Reminiscenser fra Bergen, medens alligevel som i Nidaros Identiteten og Nedstammelsen er utvivlsom. Mindre heldigt er Oslo repræsenteret i to bevarede Afskrifter: i A. M. 309, skrevet c. 1325—30, og A. M. 305, skrevet c. 1450; thi begge viser ved at have beholdt flere Bestemmelser vedkommende Bergen, at de kun er Afskrifter af den bergenske Lov (saaledes i 309 Byordningens Cap. 8 med de Bergenske Lokaliteter). Imidlertid skal det ikke nægtes, at ogsaa en 3die Bylov muligens oprindelig er istandbragt fra Oslo; i A. M. 31 8° findes nemlig sammen med en Borgarthingslov og en gl. Vikens Kristenret en Bylov, som efter Bogens øvrige Indhold nærmest er indrettet til Brug for Oslo (eller Tønsberg?). Men i Formen er den en almindelig „Bjarkøret“, der istedenfor den enkelte By o. s. v. kun nævner kaupangr, kaupangrsmenn, biarmenn o. s. v.; kun paa et eneste Sted (VI, 15) er ved en Lapsus sat „Bjorgvin" istedenfor det almindeligere „kaupangr“, og dette Ord viser, at ogsaa dens Forlag er en Bergensk Codex. Bogen viser dog, at ved Siden af den Tendens til at indrette Bylovene for den enkelte Kjøbstad, som vi ovenfor har paapeget, finde vi ogsaa i 1ste Halvdel eller henimod Midten af 14de Aarhundrede en modsat Tendents til at istandbringe en „almindelig“ Bylov.

3. Det samme Fænomen kan paapeges for Landslovenes Vedkommende. Den Thorgeir Haakonssøn, der har skrevet A. M. 302 og 305 og 56 qv., har vistnok forfærdiget Lovbøger til de forskjellige Lagthing; saaledes er 56 qv. skrevet for Bergen, 302 for Skien, hvorfor han her engang skriver Skiðuþingsmanna (hvor hans Original havde Gulaþingsmanna), men saavel denne som 305 er dog egentlig brugbar hvorsomhelst, thi i Intimationen i begge disse siges, at Kong Magnus's Prolog er rettet „til alle Norges Mænd“, han undgaar i Regelen at nævne Thingstedet og udelader Opregningen af Nævndermændene; — derfor kan man med Rette anse hans Afskrifter for virkelige „Landslove“. Et lignende Exempel har vi i Stockh. C 22. Den er skrevet af 2 Skrivere, der har handlet efter forskjellig Plan. Den første afskriver Frostathingsloven indtil II, 3; her optager den anden Skriver Traaden, men hvad han leverer er ikke længer Lov for Frostathinget; dette nævnes ikke længer, i Stedet derfor forekommer hyppigst det almindeligere „Lagthinget“, paa et Sted Eidsivathing og et andet Gulathing. Ogsaa denne Lov maa altsaa betegnes som et — om end uheldigt — Forsøg paa at istandbringe en almindelig „Landslov“. Skridtet er derimod taget fuldt ud i et Haandskrift fra 1ste Halvdel af 14de Aarhundrede, hvoraf vi nu kun har 2 smaa Brudstykker levnede i Rigsarkivet; her kaldes Lagthinget stadig „N: þing“, og Formen er altsaa fundet for den almindelige Lovbog. Man har hidtil kun kjendt denne Form fra Afskrifter fra Slutningen af 16de Aarhundrede — af Lagmanden Morten Nilssøn i Stavanger —, men af Brudstykket sees, at den var opfunden før 1350.

4. De Lovbøger, vi har bevaret fra Haakon Magnussøns og Magnus Erikssøns Tid (1299—1355), nøier sig i Regelen ikke med at være Afskrifter af en enkelt Lov, men er Lovsamlinger, leverer alle eller de fleste Love fra den store Lovgivningstid under Magnus Lagabøter. Disse Lovsamlinger synes gjorte dels for Eierens særlige Behov, dels ogsaa med den tydelige Hensigt at være fuldstændige; i sidste Henseende mærkes, at saavel de kongelige som de kirkelige Kristenretter tages med. Fra Bergen er især 4 Lovsamlinger at betragte, de tre skrevne af samme Mand. A. M. 304 fol. indeholder saaledes en Samling af de verdslige Love, men særligt indrettede for Byens Behov. De betegner sig som Samling ved, at de to Slutnings-Retterbøder til Landsloven først følger efter Bylovens Ende, og som indrettede for Byens Behov derved, at den udelader store Stykker af Landsloven, hvilke findes igjen paa tilsvarende Steder i Byloven. De to andre Bøger af samme Skriver, A. M. 322 fol. og 60 qv., synes derimod indrettede for verdslige Stormænd, der færdedes saavel inden Gulathingets som Frostathingets Sfære og leilighedsvis tillige havde Brug for Byloven; Landsloven er nemlig her i den Grad Hovedsagen, at Byloven ikke engang faar særlig Titel og blot følger som særskilt Afsnit af Landsloven, og denne, som egentlig er en Gulathingslov, optager tillige Capitlet om Nævndermænd og Fylker i Frostathingsloven[7]. A. M. 56 og 78 qv., begge skrevne af Thorgeir Haakonssøn, hører aabenbart sammen som to Dele af samme Samling; det er tydeligt af, at Landslovens Slutnings-Retterbøder ikke staar paa rette Sted, men først i Sluten af 78 efter baade Kristenretter og Bylov; begge Bøger har vistnok endnu i 2den Halvdel af 16de Aarhundrede været indbundne sammen, thi Randgloser med samme Haand fra c. 1570—80 (fra Bergen) forekommer i begge. Disse Bøger — eller rettere denne Bog — udgjør en fuldstændig Samling af geistlig og verdslig, Landets og Byens Lov for Vestlandet: det er baade Gulathingslov og Bergens Bylov samt af Kristenretter Vikens gamle Kristenret, Erkebiskop Jons Kristenret og den saakaldte Sverres Kristenret. Det sidste er værd at lægge Mærke til, thi det synes at tyde paa, at denne Kristenret ikke blot er et Udkast, men virkelig har været benyttet som gjældende Kirkelov paa Vestlandet; ligeledes er det værd at notere, at den samme Skriver, som har givet denne den urigtige Titel Sverres Kristenret, ogsaa er Ophavsmand til den vistnok ligesaa urigtige Beretning, at Jons Kristenret er „givet af Kong Magnus og samtykt af Erkebiskop Jon og alle Lydbiskoper“. Til Brug for Bergensere er ogsaa Samlingerne Stockh. C 16 (Gulathingslov, Bylov og Magnus's Kristenret), C 19 (Gulathingslov med Bylov), A. M. 323 (Bylov med Hirdskraa, nærmest for Hirdmænd, bosatte i Bergen) og Stockh. C 17 (Bergens Bylov med Magnus's Kristenret); den sidste er dog snart efter vandret til Østlandet, thi en samtidig Haand har kompletteret den med en Eidsivathingslov. I Chr. Univ. 317 qv. finde vi den eneste oplandske Lovsamling fra Haakon 5te's Tid; her har vi Eidsvolds ældre Kristenret ved Siden af Jons Kristenret og Eidsivathingsloven. Ogsaa fra Magnus Erikssøns Tid findes Bergenske Lovsamlinger i A. M. 65 qv., 61 qv. og Kbh. ny Saml. 3260 qv., men disse er aabenbart kun gjorte for det praktiske Behov og repræsenterer intet selvstændigt Arbeide som de tidligere. Derimod har vi fra Østlandet i de to Tønsbergske Lovbøger (Kbh. 1642 og Stockh. C 15) to temmelig fuldstændige Lovsamlinger for Tønsberg, ligeledes er A. M. 309 (Eidsivathingslov, Oslo Bylov, Gulathings Kristenret), Kbh. ny Saml. 3261 (Borgarthingslov, Farmannalov, Borgarthings Kristenret) og A. M. 318° (Borgarthingslov, gl. Vikens Kristenret og alm. Bylov) temmelig fuldstændige Samlinger af geistlig og verdslig Ret for Østlandet; mindre fuldstændige er A. M. 307 (for Tønsberg) og Stockh. C 14 (for Borgarthinget). En særegen Klasse indtager den mærkelige Færøske Lovsamling (Lund 12 fol.), der foruden Gulathingsloven indeholder Hirdskraa, Bergens Bylov og Magnus's Kristenret — vistnok en temmelig fuldstændig Samling af al den norske Ret, som Indbyggere af Færøerne — saavel Hirdmænd som Prester, Bønder og Handelsmænd — kunde faa Brug for. — Med Midten af 14de Aarhundrede stansede ogsaa Samlingslysten, man indskrev i ældre Bøger hvad man havde Brug for; kun én Undtagelse findes i A. M. 61 qv., der dog ikke indeholder mere end Gulathingsloven og Byloven[8].


II. Lov-Oversættelser fra 16de Aarhundrede

De mange haandskrevne Lov-Oversættelser fra 16de Aarhundrede har hidtil aldrig været gjennemgaaede med den Plan for Øie at gruppere dem. Dette er hvad jeg har gjort i Sommer ved at undersøge alle mig tilgjængelige Exemplarer i Kjøbenhavn, Lund, Linköping, Stockholm, Upsala, Christiania, Bergen og Throndhjem. Det viste sig da snart, at den store Mængde Haandskrifter var at henføre til ganske faa og meget forskjellige Arter. Denne Gruppering har jeg foretaget og vil altsaa i det følgende gjengive mine Resultater og paavise de forskjellige Oversættelsers Betydning.


1. Den ældste Oversættelse.

Den almindeligste Oversættelse af Landsloven er bevaret i mindst 75 Exemplarer, men i to Recensioner: den ældre har beholdt Kong Magnus's oprindelige Fortale, den yngre har udeladt denne, men optager istedenfor Fortalen en ny Fortale, Uddrag af den jydske Lovs Fortale; enkelte Exemplarer af den 2den Recension har dog beholdt begge Fortaler.

Af den ældre Recension er kun to Exemplarer bevarede:
Lund 1 fol. 10 b. Norriges Lov, indrettet for N: ting, skrevet mellem 1578 og 1588. [Eier: S. Simonsen i Christiania 1681].
Deichm. 29 qv. „Den norske Lag som Kong Magnus gaf Norgis menige Indbøgere Anno 1274“, skrevet c. 1550—60 (appliceret paa Eidsivathing).
Den yngre Recension kjendes i følgende Exemplarer.
Kbh. kgl. Bibl. gl. Saml. 3263 qv., skrevet c. 1550. [Eier: Jacob Matsøn Prestøe, Slotsskriver og Kapellan paa Bergenhus, † c. 1556; paa Bindet staar C S 1561, rimeligvis Christen (Søffrensson) Skriffuer, Raadmand i Bergen a. 1561].
Kbh. kgl. Bibl. gl. Saml. 3264 qv., skrevet c. 1600 (defekt ved Sluten). [Eier: Jacob Jørgensen 1624].
gl. Saml. 3265 qv., [Eier: Ebelink Schrøder 1600].
ny Saml. 1073 fol., skrevet 1599. [Eier: Hans Pedersen (Basse), Kansler 1599, byttede den bort for et andet Exemplar til sin „Tjener“ Peder Jespersen 1600].
ny Saml. 1074 fol., skrevet mellem 1582 og 91 i Bergen. [Eier: M. P. 1593].
ny Saml. 1075 fol., skrevet kort efter 1582. [Kom til Malmø c. 1590].
ny Saml. 1076 fol., skrevet c. 1600. [Eier: Christoffer Galde til Nygaard 1602].
ny Saml. 1635 qv., skrevet efter 1568 (Østlandet?).
ny Saml. 1643 qv., skrevet 1593 (Bergen?). Optager ogsaa den ældre Fortale.
ny Saml. 1646 qv., skrevet før 1597. Bergen? [Eiere: Michel Magnussøn, Prest i Nærø, af ham givet 1632 til Hans Jonssøn].
Kallske Saml. 605 qv., skrevet efter 1568. [Indbundet 1579].
Thottske Saml. 1272 fol., skrevet 1551 af T. I. [Bogen eies og fortsættes i samme Aar af Laurents Hanssøn (Lagmand i Stavanger 1554—57)].
Thottske S. 1273 fol., skrevet i Bergen efter 1579.
Thottske S. 1274 fol., skrevet i Bergen c. 1588. [Kom til Kjøbenhavn 1589].
Ulldalske Saml. 34 fol., skrevet før 1600. [Eier: Olaf Holk, Lagmand i Fredrikstad 1600, † 1607].
Ulldalske S. 314 qv., skrevet 1601.
Ulldalske S. 315 qv., skrevet c. 1600 i Bergen.
A. M. fol. 317, skrevet kort efter 1573 i Oslo. [Kom til Jylland c. 1580].
319, skrevet 1563, fortsat af Hans Amundsen i Oslo 1587.
A. M. fol 320, skrevet 1593 af Johannes Heliæ. [Eier 1593: Andreas Mathiades Been].
321, skrevet kort efter 1584. Har beholdt den ældre Fortale „til alle Norriges Mænd“. [Eier 1606: Peder Knutsøn, Borger i Oslo].
qv. 64, skrevet c. 1590 af Sander Mænn, Borger i Bergen. [Eier: Absalon Absalonssøn Beyer, Kapellan ved Domkirken, 1589—94].
79, skrevet kort efter 1591. Optager den ældre Fortale, er omskrevet til en Gulathingslov. [Eier: L. B. 1598].
80, skrevet 1554 af Hans Jacobsen, „Tjener“ hos Hr. Iver Jensen paa Fresje (riml. den samme som Hans Jacobsen Loe, Lagmand i Skien 1567—73, i Tønsberg 1573—81).
81, skrevet c. 1580. [Eier 1591: Severinus Martini Roschildensis].
82, skrevet c. 1550. [Eiere: Thomas Ybsen, derefter Hans Atterndorp, begge „Tjenere“ hos Erik Rosenkrans; han solgte den 1558 til Nils Lauritssøn. Aar 1601 gav Olaf Holk, Borgethings Lagmand, den til sin Søstersøn Laurits Nilssøn, Borgermester i Tønsberg].
83, skrevet i Bergen 1594 af Mathias Johannessøn Juel.
84, skrevet c. 1580—1600 (defekt).
85, skrevet 1543 af Rasmus Hartvigssøn i Throndhjem. [Eier 1561: Michel Eskilssøn (Foged paa Halsnø a. 1565), som gav den til „sin Broder Chresten Tanne“].
86, skrevet c. 1550.
87, skrevet 1566.
88, skrevet c. 1580—1600 (defekt).
89, skrevet i Bergen c. 1580. [Eier 1583: I. M.].
90, skrevet 1593 af Jon Jonssøn, Lagmand paa Island.
91, skrevet 1592—93 af Mathias Johannessøn Juul (sml. 83).
93 og 95, skrevne c. 1580—1600 (defekte).
A. M. 32 8°, skrevet c. 1596[9] af Laurents Nilssøn (paa Østlandet).
33 8°, skrevet 1601 af Baltzer Caspersen. [Eiere: Brødrene Svend og Christoffer Jacobssøn, fødte i Fosen].
Stockh. G 23 fol., skrevet 1592 eller kort efter. [Eier 1599: Nils Krag Mogensen til Agerkrog, kgl. Sekretær].
24 fol., skrevet c. 1600. [Eier 1610: den Svenske Hertug Karl Philip].
25 fol. Eieren, Jakob Søffrensen Skriver, Borgermester i Kjøbenhavn, lod Bogen skrive 1583.
26 fol., skrevet c. 1550. [Eier 1558: Tage Thott, Lensherre paa Baahus, † 1562].
27 fol., skrevet i Oslo c. 1590, tildels af Statholderen Axel Gyldenstjerne.
28 fol., skrevet 1547 for Kansleren Johan Friis.
29 fol., skrevet 1571 af Hans Viricksen paa Færøerne. [Eier 1573: Rasmus Alverssøn, derpaa Jens Mattsen].
30 fol., skrevet c. 1550. [Eier 1552: Erik Kiil til Eline. En Borger paa Gotland solgte den 1594 til Erik Simonsson til Rechbo].
31 fol., skrevet af Claus Huitfeldt 1552, da Lensmand paa Bratsberg. [Senere Eier: Lars Flemming, Friherre].
32 fol., skrevet c. 1580. [Eiere: Omund Torbiørnsen 1599, Peder Jørgensen (Petrus Halmiensis Ripensis) 1599].
44 (efter Molbechs Katalog), skrevet 1561 af I. S. i Bergen, indrettet for Gulathing („Norgis oc synderlig Guletings Laugbog“).
Deichm. 11 fol., skrevet af I. C. W. 1595, har optaget den ældre Fortale.
12 fol., Christoffer Bjørnssøn lod den skrive i Throndhjem 1604 efter Hans Pederssøn Cantzelers Lovbog. Chr. B. forærede den 1637 til Dr. Peder Alfssøn.
14 fol., skrevet 1577. [Eier 1582: Jørgen Lauritsen].
28 qv., skrevet i Throndhjem 1562. [Eier 1596: Christoffer Erlandssøn].
33 qv., skrevet af Laurents Hermanssøn, fhv. Prest i Sandeherred, 1567.
34 qv., skrevet c. 1590 i Bergen. [Eier 1598: Henrik Pedersen Fynbo i Smørsgaarden, † 1608].
Deichm. 38 qv., skrevet 1597 af Jens Christensen paa Eidsten († 1621), Peder Iversens Foged over Fru Gyrvilds Gods.
Chr. Univ. Bibl. 230 fol., skrevet 1585 for Henrik Gyldenstjerne, Lensmand paa Baahus 1576—92.
528 qv., skrevet 1544 i Throndhjem af Rasmus Hartvigsen (sml. A. M. 85).
311 qv., defekt, skrevet c. 1550—60.
314 qv., skrevet 1596 af C. T. S., indrettet for Eidsvold.
302 qv., skrevet kort efter 1573.
71 i 8vo, skrevet kort efter 1568.
591 qv., .skrevet af Sander Mænn i Bergen 1588.
14 qv., skrevet c. 1560—70.
278 fol., skrevet 1598 af I. I. S.
Christiansands Skolebibl. E. 13, skrevet 1591 eller kort efter, paa Østlandet (Oslo?).
Bergens Museum 29 qv., skrevet i Bergen c. 1600. [Ejer: Erbelinck Schrøder, som 1601 gav den til Jon Lindt, Borger i Bergen].
Linköpings Skolebibliothek 72, svensk Oversættelse, udført i Throndhjem (riml. 1564).
Rigsarkivet, før Pastor Brochmanns, skrevet c. 1580—1600.
—, før Olaf Tveitens i Hjertdal, skrevet efter c. 1560.
No. 49, Brudstykker paa 2 Blade, skrevet før 1550.
Throndhjems Videnskabsselskab No. 135 qv., skrevet i Bergen efter 1582.

Det er eiendommeligt for denne Oversættelse, at den endog i de ældste Haandskrifter (1543, 1547) indeholder følgende Stykker, som synes at være udgaaede fra Oversætterens Haand: 1) Retterbøder af følgende Konger: Slutningsretterbøderne af Haakon Haakonssøn og Magnus, Erik Magnussøns store Retterbod af 1280, af Haakon Magnussøn Rbøderne om Landskyld, om haandgangne Mænds Nærværelse paa Lagthinget, om haandgangne Mænds Forseelse og Ed og den store Retterbod, Magnus Erikssøns Rb. om Mened, hans Søn Haakons om Mynt og Handel, Olav Haakonssøns Rb. om Uformuendes Handel og Islandsk Told, Margretes af 1392, Christoffers af 1442, 3 Rb. af Christian I (Bergen 1553, Kalssund 1455, Skara 1458), 1 af Hans (Oslo 1483) og 1 af Christian II som Thronfølger (Oslo 1508)[10]. 2) Sager, som er Kongen og Biskopen imellem [= Cap. 65 af Jons Kristenret]. 3) Regula juris paa Latin. 4) Norske Kongerække til Christoffer. 5) Oldenborgernes Nedstammelse fra Folkungerne, ender med Kong Christians Sønner, Kongerne Hans og Fredrik, og 6) en historisk Notits om Kong Hans's Kroning i Danmark og Norge. At Kong Christian II's norske Retterbøder er udeladte, skjønt de dog findes i norske Lovsamlinger (f. Ex. Rb. af 1514 i Kbh. kgl. Bibl. 3262 qv., Rb. af 1521 i 1154 fol.), kunde have den tilfældige Aarsag, at de ikke fandtes i Oversætterens Kilde; men da man ser, at han ogsaa i Kongerækken standser med Hans og Fredrik uden at nævne Christian den II, henvises vi til Tiden efter Christian II's Afsættelse, da hans Regjeringstid og Forordninger betragtedes som illegitime. Oversættelsen er altsaa foregaaet efter 1523. Paa den anden Side føres man længere tilbage end til det ældste Haandskrifts Tid (1543) ved at betragte Oversættelsens ældre Redaktion. Denne har nemlig — ligesom den beholder Kong Magnus's Fortale — ogsaa i Kristendomsbolken beholdt det 1ste Kapitel, Trosbekjendelsen, men denne er den gamle katholske, hvilket især er tydeligt af Slutningsordene: „vij skulle tro att Sønder vaara skulle os forladis mett Skiring och Idran och Anger oc Skrefftemaall, medt thett verduge guds legome och hans velsignade Blodt, som hellgis ij Messeun, mett Bøneholdt och Allmosegierdt och Faste och mett andre gode gierninger som manndt giør och thaller och hugser.“ Oversættelsen maa altfor utvivlsomt være ældre end 1537.

Da Oversættelsen ikke indeholder Stykket om Nævndermænd, men derimod den lille Notits, som kun har sit tilsvarende i Borgarthingsbøgerne: „skal hver Lensmand i sit Læn nævne saa mange Mænd til Lagthing, som gamle Norges Sædvane været haver“, da desuden i Odelsbolken Cap. 4 udtrykkelig nævnes „Borgarthing“, og da de to sidste Retterbøder vedkommer Oslo, anser jeg det for utvivlsomt, at Oversættelsen er foretaget efter en Lovbog fra Oslo[11]. De to, forresten fra hinanden afvigende, Efterretninger om Oversætteren henvise ogsaa begge til Oslo. Det Deichmanske Haandskrift 33 qv., der er skrevet i 1567 paa Vindal i Sandeherred af den fhv. Prest i Sandeherred Laurents Hermanssøn, tilføier ved Slutningen af sin Lovafskrift: „Her ændes nw, som dw Lesere maa see, Nories Lagboch, som er omwendt aff den gamble Norsche — og det af Anders Sybiørnson fordum lagman i Osloo — oc paa rett Dansche eller Syøømaale Norschs der huor man kand forstaa“. Denne Efterretning maa paa Forhaand ansees som temmelig paalidelig, da Anders Sæbjørnssøn netop i Aarene efter Christian II's Afsættelse var Lagmand i Oslo, og da den gamle Præst Laurents jo maa antages som samtidig og selv har levet i Viken. Om Anders Sæbjørnssøn ved man ikke mere, end at han forekommer i Breve som Lagmand paa Borgarthing i 1511 og 1522[12] og som Lagmand i Oslo med Titel „a vápn“ i Oktober 1524 og ialfald til Januar 1527[13]; da hans Formand i Oslo, Erik Erikssøn, har udgivet en Dom 10de Juli 1523[14], falder rimeligvis Anders Sæbjørnssøns Forflyttelse til Oslo og Forfremmelse til Væbner sammen med Kong Fredrik I's norske Regjeringstiltrædelse. Han nævnes ikke efter Januar 1527, og da den nye Høvedsmand paa Akershus, Magnus Gyldenstjerne, i Sluten af 1528 udnævnte en ny Lagmand (Nils Knutssøn, bekræftet af Kongen 19de Januar 1529)[15], maa Anders Sæbjørnssøn ved den Tid være enten død eller afsat. Hvis Efterretningen, at han er Lovens Oversætter, er rigtig, giver den os Tidspunktet 1524—28. Imidlertid findes i et omtrent samtidigt Haandskrift en anden Oplysning om Oversættelsen. Det Linköpingske Haandskrift, skrevet paa Svensk i Throndhjem — rimeligvis under den svenske Okkupation i 1564 — har nemlig følgende Overskrift over Landsloven: „Denne er Norgis Lagh som Erick Gullenstiernne vdlade aff ysslendske mall oc paa dette mall som nu tales, met 4 &hstrok; (ɔ: herrer?) lagmender myndigste wisseste oc clogeste han nest kunne finde.“ Erik Gyldenstjerne (Hack) blev Magnus Gyldenstjernes Eftermand som Høvedsmand paa Akershus 1532 og styrede som saadan — med Undtagelse af Fraværet April til Dec. 1535 — til sin Død om Vaaren 1536. Notitsens Mening er naturligvis, at de 4 Lagmænd er de egentlige Oversættere, men at den danske Lensherre har deltaget i Oversættelsen eller autoriseret denne; og hvis man turde antage, at en af disse 4 Lagmænd var den forhenværende Lagmand Anders Sæbjørnssøn, og at denne endnu levede ved 1532—36, kunde begge Efterretninger forenes. Fælles for dem begge er ialfald, at Oversættelsen er udført i Oslo af Borgarthings-Lagmænd og at Oversættelsen stammer fra den katholske Tid (ɔ: er ældre end 1537).

Man har derimod Ret til at gjætte paa, at den oversatte Lovbog i Aarene mellem 1537 og 1543 har været underkastet en officiel eller halvofficiel Revision og det ved dansk Haand. I de almindelige Haandskrifter (endog de tre ældste fra 1543, 44 og 47) er nemlig Kong Magnus's Fortale og Efterskrift samt den føromtalte katholske Trosbekjendelse udeladte; til Gjengjæld for Fortalen er leveret et Uddrag af den jydske Lovs Fortale med nogle korte Indledningsord. Fortalen lyder saaledes (næsten uden Afvigelse i alle Haandskrifter):

(1) „Her begyndes Norrigis Lagbog efter som den hellige Herre Sanct Olaf Konning med mange gode Herrer og fremfarne Konninger udi Norrigis Rige samtykt og stadfest have og nu er udsat, at menige Mand kan bruge'n og forstaa'n, alle til Trøst og Hjelp.

(2) Dog er det den bedste Lag at følge Sandhed og Retvished. Vilde saa hver Mand gjøre, daa gjordes ingen Lag Behov. Huar som Sandhed og Retvished ei findes, der skal man med Lag etterfølge og søge. Var ikke Lag i Lande, da havde den mest, som mest kunde tage. Thi skal Lag gjøres efter Menigheden og retvise Mænd, og hver nyder efter sine Gjerninger.

(3) Lagen skal være ærlig og taalig efter Landsens Vis, kvemmelig, dydelig og aabenbare, saa at alle Mænd mue vide og understaa hvad Lagen siger, og ikke skrives efter en Mands Raad, meden efter menig Mands Raad og Landsens Nødtørft. Ingen skal igjen dømme den Lag som Kongen og Landet tage ved, men efter den skal Landet rettes og dømmes. Det er Konningens og Høvdingers Embede, der i Landet ere, at dømme Dom og gjøre Ret og frelse dem som med Vold tvinges, som ere Vidver, faderløse Barn, udlendske Folk, Pellegrime og andre fattige Mænd, som de rige Mænds Vold overgange, og lade ikke Vdædingsmænd leve udi sine Lande og Rige. Fordi om han finer eller dræber Udædingsmænd, da er han Guds Ven og Lagsens Gjømmermand. Alle som i Kongens Lande bo, skulle være hannem hørsamme, lydige og underdanige, fordi er han og skyldig at gjøre dem alle Fred.

(4) Alle Verdsens Høvdinge ere og pligtige at forsvare den hellige Kirke og den hellig kristlig Tro, som de ville være lodtagne af hvis gode Gjerninger som ske, saa vide som Kristendommen er. Hvar nogen Sag mindskes for den Skyld, svare det for Gud som alle Gjerninger dømmer.“

Af de i vor Gjengivelse betegnede Afsnit er naturligvis No. 1 originalt for den norske Lov; No. 3 gjenfindes omtrent ordret i den jydske Lov med Undtagelse af, at efter „Gjømmermand“ staar: „Fordi saa som den hellige Kirke styres med Pave og Bisper, saa skal hvert Land styres med Retter og værges med Logen“; No. 2 og 4 er forkortet og omskrevet, det sidste for at betegne den nye Kirkeorden. At denne Lovbog er officiel, autoriseret til Brug for Kongens Embedsmænd i Norge, slutter jeg dels af dens Udbredelse, dels af et Udtryk i et Kongebrev, som hidtil har været fortolket anderledes. Et af de ældste Haandskrifter (Stockh. C 28) er skrevet for og eiedes af Kongens Kansler Johan Friis til Hesselager, som selv i 1547 har skrevet sit Navn paa Titelbladet; denne Bog maa altsaa ansees for at være det Exemplar, som Regjeringen selv benyttede i sin Korrespondance med de norske Myndigheder, og selvfølgelig har da Regjeringen betragtet dets Text som autentisk; ialfald kan det ikke paavises, at den danske Regjering har havt eller citeret noget oldnorsk Haandskrift af Loven. Ligeledes ser man, at andre Exemplarer fra Christian III's Tid er skrevne for danske Lensherrer i Norge: saaledes A. M. 80 (fra 1554) for Ivar Jensen paa Fridsø, belenet med Frølands Skibrede, Stockh. C 31 (1552) for Claus Huitfeldt, Lensherre paa Bratsberg, Stockh. C 26 for Tage Thott (1558), Lensherre paa Baahus. Til samme Kategori kan ogsaa andre Exemplarer henføres, selv om deres Eiere skulde være underordnede Tjenestemænd; saaledes tilhørte Kbh. 3263 Jakob Prestøe, Slotsskriver paa Bergenhus († c. 1556), og Stockh. C 30 eiedes af Erik Kiil til Eline, der ialfald i Syvaarskrigen havde offentlig Ansættelse, og den Rasmus Hartvigssøn, der har skrevet de to ældste Exemplarer af Loven (A. M. 85 fra 1543 og Chr. Univ. 528 fra 1544), har aabenbart været en Skriver hos en af de offentlige Myndigheder i Throndhjem (Lensherren Thord Rod?); ogsaa den T. J., som afskrev Landsloven i Thott 1272, har vel været Skriver paa Bergenhus.

Det Reskript, jeg ovenfor nævnte, er af 18de Jan. 1557 og har hidtil været forklaret som paabydende en Oversættelse af den norske Lov, hvilket jeg anser for urigtigt. Der tales nemlig i hele Reskriptet ikke om Oversættelse, men kun om Fortolkning af den bestaaende Lov. Grunden til Reskriptet er, siges det, at „endog der er én Lov udgaaet over alt Norges Rige, bruges og udtydes dog denne Nordenfjelds anderledes end Søndenfjelds, saa at mangfoldige Klagemaal derover har været hos Kongen, som ogsaa tilforn har befalet nogle Lensmænd og Lagmænd i Norge at forsamle sig paa en beleilig Tid og endelig gjøre en Skik derpaa, hvilket ikke dertildags skeet er for nogen paakommen Forhindrings Skyld“ ɔ: Loven selv var utydelig og fortolkedes paa forskjellige Maader, derfor tiltrængtes en officiel Fortolkning. Ogsaa i det følgende viser Reskriptet, at der kun er Tale om en Revision eller Fortolkning af Loven, ikke om en Oversættelse. Kongen byder den norske Kansler (Peder Huitfeldt) at drage ved St. Olafs Dag til Bergen og der med Lensherren paa Bergenhus, Borgermester og Raadmænd samt Lagmænd norden- og søndenfjelds „at overveie, granske og forfare al den Tvist og Uenighed om Loven“ og med dem „forenes om samme Lov og gjøre en Skik, saa at samme Lov drager over ét over det ganske Rige.“ Altsaa — Rigets lærdeste Jurister[16] skal blive enige om Lovens Fortolkning og udgive Bestemmelser herom. Sikkert er det ialfald, at saa har vedkommende Jurister selv opfattet det; medens der ingen Spor findes til, at Herredagen i Bergen har forsøgt sig i Lovoversættelse, ved vi, at den udgav en Retterbod om Landboforholdene, og en af de tilstedeværende Lagmænd (rimeligvis Nils Lystrup i Oslo) har selv tilskrevet i sit Exemplar af den gamle Text (Stockh. C 16) følgende Notits om hvad der skede i Bergen: „Anno 1557 St. Oluffs Dag var ærlig velbyrdig Mand Peder Huitfeldt Norgis Rigis Cantsler i Bergen efter kgl. Majestæts Brev og Befaling samt alle Lagmendene i Norgie, og var Lagbogen læsen ifra Begyndelsen og til Enden og klarligen udteet Artikel fra Artikel.“

Naar der i hint Reskript siges, at „der er udgaaet en Lov over alt Norges Rige“, har man ved dette Udtryk kun tænkt paa Magnus Lagabøters Lov. Jeg kan ikke skjønne andet, end at denne efter Tidens Kancelli-Sprog maatte være omtalt med et Tillæg som „af gammel Tid“ e. l., og at „der er udgaaet“ er omtrent enslydende med, at „Kongen har ladet udgaa“. Denne Fortolkning vilde ialfald stemme med det paaviste Forhold, at Oversættelsen allerede var udbredt i de forskjellige Dele af Norge; og den vilde tillige forklare, hvorledes der nu mere end før blev Tvist om Lovens Fortolkning. Det er nemlig sikkert, dels at Loven i den danske Udgave er urigtig oversat, dels at Lagmændene i Christian III's Tid fremdeles vedblev at benytte den gamle Lovtext, saa at Forvirring maatte opstaa. I de Breve fra Christian III's Tid, hvor Lovens Text citeres, har jeg ikke nogensteds fundet Loven citeret efter Oversættelsen, medens ialfald i 3 Breve den oldnorske Text følges. Af disse tre Breve er de to udstedte af den Tønsbergske Lagmand Peder Anderssøn, der efter efterladte Breve synes at have været meget kyndig i Loven. I et Brev af 1549 (DN I 1112) citerer han selve Lovtextens Ord: „i erfdetalet j thet første capitell Nu misser fader sonar sin dotter eder sonasonar. tha teker han arff effter taw nema taw eige skilgetin barn effter segh.“ Med Undtagelse af Orthografien og de grammatiske Feil stemmer Citatet ganske med Codex Tunsbergensis, som Peder Anderssen vides at have benyttet. Ligeledes citerer han i et Brev af 1551 (DN IV, 1128) Texten i Odelsbrigde Cap. 2 „effter thi som konung Magnus rette bott luder. Eff iord ligger vnder samme ættlægh lx vettra eda beter tha verder hon them at odale er heffuer etc.“ Ligeledes er det tydeligt, at naar en Herredagsdom af 1558 (DN III, 1177), udstedt af Kansleren og tre østlandske Lagmænd, dømmer efter „Norgis lagh i odalsbalken“, at en Odel skal restitueres „for slige penninge som sex skønsomer mend kand mette“ [= Landsl. VI, 8], saa citeres der efter Grundtexten, ikke efter Oversættelsen, der her læser „12 skjellige Mænd“. Af disse Exempler sees ogsaa, at i Christian III's Tid gik de to Lovtexter — Originalen og Oversættelsen — ved Siden af hinanden, rimeligvis saaledes at de danske Embedsmænd brugte den sidste, de indfødte Lagmænd den første. Men efterhaanden synes heri et forandret Forhold at være indtraadt, hvilket var naturligt nok, da den oldnorske Text maatte være vanskelig nok at benytte selv for de lærdeste Lagmænd og Oversættelsen dog i alt væsentligt fyldte Behovet. Utvivlsomt har denne med hvert Aar, som gik, faaet større Indpas, og i Fredrik II's og Christian IV's første Tid indtil Revisionen synes den at have været udbredt i alle Kredse i Norge. Et Vidnesbyrd om, hvilken Vigtighed man nu tillagde Oversættelsen, findes i den Fortale til Loven, som findes i flere af de nævnte Haandskrifter (Deichm. 14 fol. fra 1577, Stockh. C. 27, A. M. 320, Ulldal 34, Christianssand E. 13), og hvis Forfatter kalder sig Matthias Scavenius. I denne Fortale siges blandt andet: „Saa haver vi her i Norges Rige en gudfrygtig og vis Maade, som er Norges Lougbog, at effterfølge, hvilken vor allernaadigste Herre og Konning, Konning Frederich den anden til Danmark og Norge haver lovet alle Norges Indbyggere, at de skulle sig efter den rette, og hans Naade dennem vil der under beskjærme og ved Magt holde. Da efterdi at samme Lougbog er funden ganske uklar, saa at, der ikke findes saa i den ene Lougbog som i den anden, at de, som hende først have fordansket, ikke have den saa klarligen emenderet og punkteret, som det sig med rette burde, en Part af onde og uforstandige Skriveres Skyld, som ikke have forstaaet det, som de have selv skrevet, — haver jeg for den Skyld efter en af mine gode Venners Begjæring mig samme Norgis Lougbog foretagen og, saa meget som denne Tids Vilkaar vilde medgive, samme Lougbog af mange adskillige Lougbøger uddragen og tilsammen skreven og samme Bøger confereret og lignet emod hveranden, og de sandferdigste jeg kunde finde efterfulgt og den paa ret Danske i adskillige Sentenser forklaret, udskilt Materien og Meningen, som tilforn var sammenknyt, hvor man ikke forstod hvilken Mening som skulde henføres til det, som stod før eller efterfølgde, saa man nu rettelig kan se hvilket som nu ret sammen henger, den klarlige punkteret og udi Bredden forklaret alle Hoved-Artikle, som udi hver Capitel findes; og de Stykker, som kommer overens med Guds Lov og den hellige Skrift, haver jeg udi Bredden antegnet hvor du dennem i den hellige Bibel finde kand, og af den naturlig Lov, som er Moderen, haver jeg tilsat herlige Sentenser af fromme Mænds Skrivelse, bedendes dig Christen Læsere, at du denne min Umage og store Arbeide vil for gode annamme o. s. v.“ Meningen af disse Ord er ikke at levere en ny Oversættelse, men en god Redaktion af Oversættelsen, efter de bedste Haandskrifter af denne. Scavenius's Redaktion, som ikke synes at have berørt Oversættelsens Text, er udført mellem 1559 og 1577.

Fra Tiden 1559—1604 er der endnu omtrent 60 Exemplarer af Oversættelsen opbevarede, hvoraf vistnok de fleste er skrevne i Bergen (t. Ex. 1561, 1588, 1593, 1594), men ogsaa flere i Throndhjem (1564, 1604), flere i Oslo (c. 1563, c. 1573), et i Sandeherred (1567), et paa Brunlanes (1597), et paa Baahus (1587), et paa Oplandene (1596), et i Fredrikstad (c. 1600), et paa Færøerne (1571), et paa Island af Lagmanden selv (1593), et i Kjøbenhavn (1583). Og disse Bøgers Eiere er ikke blot Lensherrerne (som Henrik Gyldenstjerne paa Baahus 1585), men det er indfødte Jurister eller Folk i allehaande juridiske Stillinger, som Kansleren (Hans Pederssøn), Lagmænd (Olaf Holk), Fogder (Michel Eskilssøn paa Halsnø, Jens Christenssøn paa Eidsten), Borgermestre, Raadmænd og andre Byborgere (fra Bergen og Oslo), og de, der skrev disse Lovbøger, synes som oftest at have været Nordmænd af borgerlig Herkomst, Skriverkarle hos juridiske Funktionærer.

Fra Bergen har vi vigtige Vidnesbyrd for, at ialfald i Erik Rosenkrans's Tid (1560—68) Oversættelsen var den gjældende Lovbog. I en Dom af 11te Aug. 1561, udgivet af Lagmændene Mattis Størssøn (Bergen), Søfren Pederssøn (Throndhjem), Jon Simenssøn (Agdesiden), Jens Pederssøn (Stavanger), citeres mod Kontoret, at „det staar klarligen udi Loven, at Koningen haver det sig ene forbeholden at raade, byde og forbyde udi hans Koningerige Norge“[17]; dette, der kun er en urigtig Oversættelse af Grundtextens „skal vár lagligr Noregs konungr raða boðe oc banne“[18], gjenfindes i Oversættelsens „skal vor laglige kong raade, biude och forbiude", og Lagmændene har altsaa klarligen hentet sit Argument fra Oversættelsen. Absalon Pederssøn, der skrev sin Norges Beskrivelse i 1567, citerer Udfarebolkens 22de[19] Capitel saaledes: „Hvo, som bygger Skibe udi Herredet og giver ei Kongens Ombudsmand tilkjende, da maa han fare til hannem, som bygt haver, og spørge hannem, hvort han vil fare dermed; vil han ikke bekjende den, som Skibet aager, da skal han give Kongens Ombudsmand VIII Ørtuger og XIII Mark og tage Loven og Vissen af hannem; vil han ikke sætte Loven, da skal Ombudsmanden hugge af Skibet paa baade Sider udi Kjølen fem Alne langt Bord; gjør han det ei, da skulle Bønderne gjøre det og tage fra hannem Sul og Redskab, om det er til etc.“[20] Dette er ordret Udskrift af Oversættelsens 22de Capitel, som i sig selv er en noget fri Gjengivelse af Grundtextens 18de Capitel; Absalon, som selv forstod Oldnorsk, citerer altsaa alligevel Loven efter Oversættelsen. — I 1568 holdtes Herredag i Bergen, hvorefter de fra Danmark fremsendte Herrer Jørgen Lycke, Bjørn Anderssøn og Christoffer Valkendorff udgav en „Reformats paa nogle Artikler i den Norske Lov“; denne Reformats er bleven til efter Forhandlinger mellem de tre Herrer, den norske Kansler Johan Venstermand og de tilstedeværende nordenfjeldske Lagmænd; da de Citater, Reformatsen gjør af Loven, alle svarer til Oversættelsen, intet til Originalen, har altsaa ogsaa disse betragtet Oversættelsen som den gjældende norske Lovbog. Man se følgende Exempler:

  1. „Skulle ikke Lagmændene eller Kongens Ombudsmænd stevne nogen for sig udi Rette anderledes end paa de Steder og Tider, som Loven formelder i Thingfarebolken udi det 4de Capitel“ = Oversættelsen Cap. 4, Landsloven Cap. 7.
  2. „Skal Lagmanden raade for hvor længe Lagthinget skal holdes, efter som Sagerne er mange til, som Loven siger in primo libro 1ste Cap. = Oversættelsen Cap. 1: Skal og Lagthinget stande, saa længe som Lagmanden og de Mænd, som hos hannem ere, tykkes nyttelig være, efter de Sager som for dennem kommer = Landsloven Cap. 4.
  3. „Eftersom Loven formelder i første Bogs første Capitel, at ingen skal komme drukken til Things = Overs. Cap. 1: Om nogen kommer drukken til Things, da bør han ingen Ret at have = Landsloven Cap. 4: En ef nokor slæzt i mat eða mungat oc røkr þat meir en þingit, hann skal enskis sins mals upreist eiga á þeim degi.
  4. „Kongens Ombudsmand skal hvert Aar skaade Vægterne i alle Len at de ikke forfalskes, efter som Loven formelder i Kjøbebolken i det 28de Capitel“ = Oversættelsen Cap. 28 = Landsloven Cap. 29.

Derimod synes det at fremgaa af de bevarede Domme, at efterat Erik Rosenkrans havde forladt Bergen (1568) og Lagmanden Mattis Størssøn var død (1569), har de to følgende Lagmænd, Axel Fredrikssøn Fridag (1569—1585) og Paal Heliessøn (1589—1603) gjenoptaget den ældre Sædvane at citere efter Originalen; begge disse Lagmænd var, etter hvad man ved om dem, vel bevandrede i det gamle Sprog, har selv forsøgt sig som Oversættere og var i Besiddelse af gode Lovcodices. Vi kan citere følgende Domme, hvori de har taget Del:

Herredagsdom af 13de Aug. 1572, Bergen (Statholderen, Lensherrerne paa Bergenhus og i Throndhjem, 2 Biskoper, 5 Lagmænd), dømmer „efter det 23de Capitels Lydelse udi Mannhelgen“ om „Fjølmæle“[21]; Cap. 23 i Landsloven svarer til Cap. 24 i Oversættelsen, men Stykket om Fjølmæle er her udeladt.

Dom af 2den Marts 1594, Bergen (Lagmand, Borgermester og Raad), citerer, at „udi den sidste Bog i Gulathings Loug i det XIII Capitell formeldes, om Kongen lægger mand Landsforrederie sag thill, da schall hannd giøre sig fri med sin Eed siellff tolffte, saa schall oc befrie sig for alle Obotemaal == Landslovens Tyvebolk Cap. 13: „Ef konungr kemir manni landrað, þa skal hann synia með tylftar eidi, sua skal oc synia allra ubota mala,“ medens Oversættelsen i Capitel 14 har: „Om nogen legger anden Udslegemaal eller fredløs Gjerning til, da skal han gaa sin Dul selv tolvte, og saa skulle alle Fredløs-maal sverges.“

Dom af 26de Sept. 1593 (Lagmand og Lagrettesmænd) dømmer ligeledes til 4 Marks Bod for Fjølmæli og 6 Mands Dom efter det 30te (ɔ: 23de) Capitils lydelse i Mannhelge-bolken[22].

Herredagsdom af 3die Juli 1599, Bergen (Befalingsmændene i Bergenhus og Throndhjem, 3 Adelsmænd, Lagmændene paa Stegen, i Throndhjem og Stavanger[23], citerer „Mandhelge Bog i det 28de Capitel: Om nogen Mand roser theraff adt haffue beliggit nogenn Kone, endog adt hun giør hinders Undan Førsell, epther Lougen, adt hand da schall staae saadann rett for thend kone, epther louglig Domb, som hand waar sandt schyldig i sagen, och kaldis mand this werre“ = Mannh. Cap. 29, stemmer ikke ordret med nogen Oversættelse og maa derfor være oversat direkte fra Originalen.[24]

Herredagsdom af 7de Juli 1599, Bergen (de samme og Paal Heliessøn), citerer, at „Norgis Loug formelder, adt huis godtz som saa bliffuer giffuit bort och kommer i wdarffue, skal ingenn fynn aaefalde, menn komme rette Odels folch till Løsenn“[25] = Landsl. VI, 7: Oðalsiarðer þær allar er konor erfa eptir born sin eða konum er gefit i tilgiøf eða aflaga gengr vndan monnum, þar skal alldri fynska a falla meðan skilrik vitni eru til, þa ma sa oðalsmaðr er boði er nester brigð hefia oc søkia til lausnar.

Herredagsdom af 13de Juli 1599, Bergen (de samme), siger: Tha randsagede wij der om Gulathings Loug wdi thett første och ellefte som clarligen indeholder, adt den som kand giørre sinn iords Aabud, Tha hiembler thet hans Thokou, mens hans Landschyld hiembler hans høe och korn, och aldt anden hans louglige brug paa samme Jord, effter som i theris forordt waar kommitt, och Landschylden adt schulle werre betallit for Sommer Maalit, och huilcken som sidder paa wtagenn Jord, da aager Landdrotten hans høe och korn[26] = Landsleiebolken Cap. 1: Abuð iarðar heimilar tekiu en landskylld heimilar loð oc allan auerka þann er i kaup þeira kom. Lykt skal landskylld vera firir sumarmal; og Cap. 11: Huerveitna þar seim maðr sitr a otekinni iorðu þa a landzdrottenn loð alla.

Fra Throndhjem har vi ikke mange Domme bevarede fra Sluten af 16de Aarhundrede; efter de faa, hvor Loven citeres, tør det dog ansees for sikkert, at i Aarene om 1575—77 brugtes Originalen og Oversættelsen om hverandre. Vi finde saaledes, at Lagrettesmænd paa Throndhjems Raadstue i Juli 1574 dømme, at da Rolf paa Liunge og hans Tilhængere ikke „ville vdgiøre krigsfolck som andre kong. vndersotter att affuerge Rigenns fiender med, haffue de saa affsagtt for Rette att forne Rolff paa Liunge med alle hans Ahnhanger ere vdsleger och sande Land-raademendt och vere vdj kong. Naade och vnaade effther som Lougen clarligen formelder vdj Landuerner bolcken vdj thet thridie Capitel“[27]. Her sigtes til Paabudet: En ef nokor fellir herboðs orvar eða eigi fer eptir boðe, þa er hann vtlægr (Landv. Cap. 3), men i Oversættelsen staar dette i 2det Capitel. Ligeledes citerer Lagmanden i Throndhjem (Jørgen Pederssøn) i en Dom af 25de Juni 1578 8de Capitel af „Landbryde-bolcken“ (ɔ: Landabrigði); men denne Dom bekræftes ved Herredagsdom af 11te Sept. s. A. (Befalingsmænd over Throndhjem og Bakke Kloster, Jæmtlands Lagmand og Borgermester og Raad i Throndhjem), hvor samme Sted siges at staa „udi Odels-bolcken“[28]. Bolkens Titel synes at henvise den første Dom til Originalen, den anden til Oversættelsen.

Tydeligere er Forholdet paa Østlandet eller ialfald i Oslo; det synes sikkert, at i Fredrik II's Tid er her Oversættelsen almindeligen benyttet som gjældende Lovbog, ialfald gjælder dette for Aarene 1578 til 1585, som vil sees af nedenfor citerede Herredagsdomme.

I Dom af 23de Juli 1878 (Statholderen Ludvig Munck, Bjørn Anderssøn og Morits Stygge med 5 Lagmænd) citerer Axel Viffert til Axelvold og Daniel Bildt til Morland „det 8de Capitel udi den fembte Bog udi forne Norges Loug som kallis Odels Balcken“ og gjengiver dette saaledes: „hvem som will thale paa sin Odell handt skall fare till om høstenn, naar høø och kornn er inde och sige hanom till som Jordenn haffuer, att hand paa thend Jordt will thale, och maa hand thale hannom till for Juull och steffne hanom till Jordenn thisdagen nest epther poske vgge och tha lede hans Odels winde for domme, som skall were først thrie mendt som war XX Aar gammell thaa thieris fader døde och ere odels født ij thedt herridt som Jordenn liger, och thette skulle the udi thieris Eedt haffue att the bere thieris faders ordt och ingen Andenn mandtz. ter till skall hand end nu haffue andre thri som forne Windesmends winder will sande och were XV Aar gammell tha thieris fader døde“[29]. Citatet stemmer ordret med Oversættelsen, hvor Odelsbolken ogsaa er 5te Bog, medens Landabrigde i Landsloven er 6te Bolk. Samme Capitel citeres ordret paa samme Maade i samme Sag under Dom af 29de Juni 1580 (Oslo) af Daniel Bildt og Erick Brockenhuus, der tillige „fremlagde Lougbogen, vdi huelcken forne Capitell findes udj sin Miening epther som forschreffuet staar[30].

Dom af 22de Juli 1578, Oslo, citerer det foregaaende Capitel i Landsbrigde saaledes: „effterdi Norgis Loug vdj thend femte Bog som kallis Odals bolcken vdj thedtt VII Capitell tilholder syster att skall syster jordt byde, om thi bliffuer Odels-arffue“[31] = Oversættelsen V, 7, men Landsloven VI, 7.

Dom af 27de Juni 1580, Oslo, dømmer Almuen i Namdalen „epther thet andet Capitels liudelse vdj Vdfare-Bolcken at sette Jacob Huitfeld fire aff the actelse och fornemste men vdj forne fogderie til Gissell[32] = Oversættelsen Cap. 2, Landsloven Cap. 3.

Dom af 28de Juni 1580, Oslo, over Lagrettesmænd i Namdalen, „at ther som nogen findis, huelcke ickj wille bøde fult giøre och rette for thennom, epther the loglig Domme der bliffuer dømpt och affsagt, och Lougen om formelder, schal med thennom holdis epther thet V Capittel vdj Thingfare-bolcken[33] = Oversættelsen Cap. 5, Landsloven Cap. 3.

Dom af 12te August 1585, Oslo, citerer en Lagmands Dom af Mogens Baardssøn paa Agdesiden fra 1576, hvori omtales, at en Skovskade paa anden Mands Grund „icke wor effther Norgis Loug som formelder j 20 Capittell j Landtzleyge worderit eller mettitt“[34] = Oversættelsen Cap. 20, Landsloven Cap. 21.

Dog har jeg ved Siden heraf fundet ialfald ét Exempel paa, at en Dom henviser til den oldnorske Text; i en Herredagsdom fra 1599 citeres en Dom af Ove Juel, Hans Pederssøn og Lagmand Mogens Baardssøn fra 31te Jan. 1586, hvori citeres „12te Capitel i Landvarnar Bolck, om Wlydighedtz Secht“, hvilket i Originalen findes i 12te, i Oversættelsen i 8de Capitel. Og dette Exempel blev vistnok ikke enestaaende, ialfald ser man, at Statholderen Axel Gyldenstjerne (1588—1601) kjendte de gamle Lovbøger, og at rimeligvis i hans Tid den samme Bevægelse henimod atter at benytte Originalerne — ligesom i Bergen — fuldførtes ogsaa i Oslo, sees af en Herredagsdom af 1 August 1599, der citerer Giftingsbolkens Cap. 3 i en Text, som kun kan være taget direkte fra Originalen[35]. Men selv om man finder, at Landets øverste og kyndigste Jurister forstod at benytte Originalerne, er det af sig selv indlysende, at mange Dommere i den daglige Praxis maa have nøiet sig med den lettere tilgjængelige og forstaaelige Oversættelse, hvis store Udbredelse og stærke Forflerelse viser dens stadige Brug.


2. Kong Fredrik den 2dens Lov.

Som vi har seet af det kongelige Reskript af 18de Jan. 1557, havde allerede i Christian III's Tid den nye Lovbog vakt Misforstaaelse og fremkaldt Tvivl om Fortolkningen. Ei underligt derfor, at man paany forsøgte sig i Oversættelser. En saadan findes i Chr. Univ. 3 fol., skrevet i 1554 af en Rasmus Skriver — rimeligvis den samme, som i et Brev fra Haabøl 1551 kaldes Rasmus Skriver Provst, DN VIII, 794 — ; den indeholder Borgarthingsloven, Byloven og Farmannaloven, og er altsaa en fuldstændigere Lovsamling end den ældre Oversættelse. Dette har dog rimeligvis været et privat Arbeide, som ikke har faaet nogen Udbredelse, men det røber dog Trangen til en forbedret Udgave af Lovene. Vidnesbyrd herom er ogsaa de to Glosesamlinger til den gamle Lov, som begge synes istandbragte i Bergen: i gl. kgl. Saml., 1156 fol. findes en kort Samling, der ogsaa er bevaret i andre, senere Haandskrifter, betitlet „Nogle gamle norske Ords Udtydelse, som findes enten i Lougbogen, Krøniker, Hirdskraa eller Bylougen, uddragen Anno 1566“ (af Mattis Størssøn i Bergen?); og i den Thottske Samling 2084, betitlet „Nogle Gloser af Norrigis Loug, fordansket ved Fredrik Fridag Lagmand i Bergen og andre norske Lagmænd“. Fredrik Fridag er aabenbart Afskriverfeil for Axel Fredrikssøn Fridag, Lagmand 1569—85. Det kan af flere Eiendommeligheder sees, at hans Gloser er Uddrag af det bekjendte Haandskrift A. M. 322 fol., som fra 1550 eiedes af Jon Simonssøn paa Agdesiden; rimeligvis har altsaa ogsaa denne Del i Uddraget og Oversættelsen.

Det er altsaa naturligt nok, at der fremkom Forslag om en officiel Revisjon af Lovbogen, og at Forslaget blev optaget af Regjeringen. I Reskript af 14 April 1572 siges det, at Kongen har erfaret, at „den norske Lov af mange og adskillige paa Dansk skal være udsat og transfereret og udi mange Artikler findes forfalsket, saa at den ikke skal komme overens med den rette Mening, eftersom den paa Norske findes beskrevet“, — en Dom, som ikke er for stræng om den ældre Oversættelse, hvortil naturligvis sigtes. Kongen befaler derfor de søndenfjeldske Lagmænd at forsamle sig „med det allerførste“ i Oslo, der gjennemgaa Loven og Retterbøderne, gjennemgaa og oversætte den „paa god Danske“ og sende et Exemplar af denne Oversættelse til Kongen[36]. Det er ikke rigtigt, naar Udgiverne af Christian IV's norske Lov sige, at „den hele Foranstaltning blev uden Resultat“, thi vi har en Fredrik II's norske Lov i 3 Exemplarer:

Chr. Univ. 553 qv., skrevet med Frakturhaand c. 1570—80, corrigeret med en anden Haand efter 1590 og forøget med nyere Retterbøder af en Skriver paa Baahus 1595—96. Han har skrevet den urigtige Titel: „Norske Lougbog som er wdskreven effter Edswaldz Lougbog“.

Bergens Museum 28 qv., skrevet c. 1598.

A. M. 92 qv., skrevet af Laurentius Nicolai 1599—1600.

Begge de sidste Exemplarer bærer Titelen: „Norgis Loug effter Stormectigste høgbaarne Førstis och Herris, herr Friderich II Danmarchs, Norgis, Vendis och Gottis Konnung, Hertug vdi Slesvig, Holsten, Stormarn och Dytmersken, Greffue i Oldenborg og Delmenhorst hans befalning, Anno Christi MDLXXII richteligen sammensatt och fordanskett“.

Det maa saaledes ansees for utvivlsomt, at de Lagmænd, som indfandt sig om Sommeren 1572 i Oslo, har udført sit Hverv og bragt en Oversættelse istand. Nu kan det bevises, at denne „Fredrik II's Lov“ er oversat efter Tønsbergs Lovbog, den før omtalte Codex Tunsbergensis, som den følger ordret og uden Afvigelser, endog der hvor Tønsbergs Lov afviger fra Borgarthingets, f. Ex. at Lagthinget skal holdes St. Peters Aften. Det er altsaa vanskeligt at tænke sig denne Oversættelse istandbragt ved en Commission af søndenfjeldske Lagmænd, som dog ialfald strax maatte have bemærket denne Afvigelse i Lovens 1ste Capitel fra den almindelige Lov. Det forekommer mig utvivlsomt, at enten har Commissionen overdraget til Lagmanden i Tønsberg (Peder Friis) at oversætte sin Lovbog, eller ogsaa har denne bragt med til Mødet en fuldfærdig Lovoversættelse, som de øvrige Lagmænd uden Undersøgelse har accepteret. Det første skulde synes rimeligst, da Overskriften siger, at Oversættelsen blev bragt i Stand efter Kong Fredriks Befaling Aar 1572. Om de andre Lagmænd har godkjendt Oversættelsen og derpaa sendt den til Autorisation til Kongen, ved vi ikke; sandsynligt er det, at Arbeidet er bleven liggende hos Statholderen og siden gaaet i Glemmebogen; thi der findes senere intet Spor til, at denne Lovbog er godkjendt eller indført, meget mere viser de før anførte Domme, at man i Oslo fremdeles benyttede den ældre Oversættelse.

Først 20 Aar senere, flere Aar efter Kong Fredriks Død, toges Sagen op igjen, og da i en ny Skikkelse; den jydske Lov var udgivet paany i Trykken ved Regjeringens Foranstaltning (1590), og det er rimeligvis dette, som har fremkaldt Tanken om at trykke Fredrik II's Lov. Den Correspondance, som er gaaet forud for Reskriptet af 29 Jan. 1592, kjendes ikke, og vi ved derfor ikke, fra hvem Tanken udgik, enten fra Statholderen, Axel Gyldenstjerne, eller fra Regjeringen; det synes dog, som om Axel Gyldenstjerne har oplyst om, at der fandtes Exemplarer af Fredrik II's Lov bevarede i Norge. Reskriptet befaler nemlig, at Statholderen skal lade Rigets Lagmænd træde sammen i to Kommitteer (en søndenfjeldsk og en nordenfjeldsk) og tage for sig „en af Lovbøgerne, som sidste Gang paa Danske er bleven udsat“, gjennemgaa, korrigere og forklare den og derpaa sende den til Danmark til Trykning. Befalingen gjentages til Lagmændene under 30te Marts s. A., og det var altsaa Meningen at faa to Udkast istand. Det synes dog, som om Axel Gyldenstjerne paa egen Haand har afveget fra denne Plan, thi det eneste, vi ved om Udførelsen, er, at en af de nordenfjeldske Lagmænd, Paal Heliessøn i Bergen, opholdt sig i Oslo fra 5te Dec. 1592 til 9de April 1593 „efter kgl. Breve og Befaling om Norges Lovbøger at forklare“[37]. Dog er det heller ikke rigtigt, naar Udgg. af Christian IV's Lov sige, at „denne Befaling førte lige saa lidt til noget Resultat som de foregaaende“. Paa den ene Side finde vi nemlig, at det før omtalte ældste Exemplar af Fredrik II's Lov i Aarene efter 1590 er gjennemgaaet og korrigeret, aabenbart i den Hensigt at gjøre det brugbart for Trykken. Forandringerne bestaar dels i, at Oversætterfeil er rettede, dels at mere danske Udtryk er valgte for de beholdte gamle Udtryk, dels at Steder, som ikke fandtes i den Tønsbergske Text, er supplerede efter en anden (Bergensk?) Codex. Dette Arbeide strækker sig gjennem saavel hele Loven som dens 29 Retterbøder, og ligesaa langt gaar Indholdsangivelser i Margen, saa at Exemplaret kan betegnes som „færdigt til Trykning“. Men dette Exemplar blev ikke sendt til Danmark, thi af Notitser i Bogen ser vi, at den i 1595—96 fandtes paa Baahus og vistnok her brugtes som gjældende Lovbog; en Skriver ved Navn Hartvig Rasmussøn har gjort endel Optegnelser heri, leveret en Liste over Lensherrerne paa Baahus til 1595, udarbeidet et alfabetisk Register over Lovbogens Indhold og tilføiet nyere Retterbøder fra Fredrik II og Christian IV til 1596. Og om de to andre Exemplarer gjælder endnu mere, at de har en officiel Karakter; begge disse, der er skrevne med elegante Frakturhænder, indeholder en Edsformular for „Herredsskrivere i Agershus Len“ fra Juni 1592. Det synes altsaa, som om begge Exemplarer er bestemte for de nye Sorenskrivere under deres Funktion paa Herredsthingene, og da vi i det ene finder en Kvittering (i Afskrift) af Axel Gyldenstjerne for Modtagelsen af Kongens „aabne Brev“ om Landstrygere af 18 Aug. 1599, kan vel begge Exemplarer ansees som Afskrifter af Axel Gyldenstjernes Exemplar, ligesom og den Omhu, som er vist ved Afskrivningen, tyder paa, at disse Exemplarer ikke er private. Dette fører ogsaa til Hypothesen om, at Axel Gyldenstjerne har indført Fredrik II's Lovbog ialfald til Brug for Sorenskrivere i Akershus Len. Det er ellers at mærke, at Korrekturerne i 553 qv. ikke er optagne i disse to Exemplarer, medens paa den 2den Side disses Texter afviger noget ogsaa fra hints oprindelige Text, idet f. Ex. „St. Peters Aften“ er rettet til „St. Botolphi Aften“.




Hverken den ældste Oversættelse eller Fredrik II's Lov kan ganske skilles fra Christian IV's norske Lov af 1604; ligesom de er dens Forgjængere, kan de ogsaa tildels betragtes som dens Kilder; ialfald er det sikkert, at mange af de Feil, som Udgiverne af Christian IV's Lov har paavist i dennes Oversættelse af Landsloven, gjenfindes i de to ældre Oversættelser og saaledes stammer fra disse. Hvis disse bliver udgivne af en retskyndig Haand, vil de saaledes kunne lede til at belyse mange dunkle Punkter ved Christian IV's Lov[38]. Jeg har her ikke kunnet gaa ind paa dette Forhold; kun vil jeg her udtale som min Mening, at jeg neppe tror, at Slanges Fremstilling, hvor den afviger fra nu bekjendte Kilder, i nogen Maade bør følges. Det Brev fra Hans Pederssøn (Basse) til Kongen, som Slange gjengiver, synes mig om ikke helt uegte, dog mildest talt mistænkeligt, og ialfald er det tydeligt, at dets Datum (1596) er urigtigt; Lov-Revisionen var neppe begyndt eller Tanken derpaa neppe fremstaaet før 1601 eller 1602. Mærkeligt er dog, at ogsaa Hans Pederssøn henfører Oversættelserne til Tiden 1523—37; ligeledes, at han taler om to søndenfjeldske Oversættelser, som „blive brugte og efterfulgte i Flæng“, hvilket ved Tiden om 1600 vilde passe til den ældste Oversættelse og Fredrik II's Lov; men naar det siges, at „en Del af Oversættelserne ere gjorte nordenfjelds af den da værende Erkebiskop i Throndhjem“ (ɔ: Olaf Engelbretssøn), da er dette aabenbart feilagtigt, thi netop Frostathingsloven er den sidst oversatte af alle Landslove, sml. nedenfor S. 49).


3. En Oversættelse af Gulathingsloven

findes i følgende Exemplarer:

Chr. Univ. Bibl. 4 fol., skrevet i Bergen 1581.
Kbh. kgl. Bibl. ny Saml. 1644 qv., skrevet 1589 af Morten Nilssøn Skriver (siden Lagmand i Stavanger 1591—1601), indrettet for N: Ting.
gl. Saml. 1156 fol. (lidt forandret i Ordelag), skrevet c. 1587—88, indbundet 1588 af I. A. ɔ: Jon Anderssøn til Kroken (Søn af Anders Skriver). [Eier i 1589: hans Morbroder Hans Teiste, Lagmand i Stavanger 1585—91].
A. M. 64 qv. og A. M. 316 fol., skrevne i Bergen c. 1590 af Sander Mænn (ovenfor s. 24).
Deichmann 13 fol., skrevet i Bergen 1596 af Sander Mænn.

At Originalen for denne Oversættelse er A. M. 56 qv. (ovenfor S. 2), sees ikke blot af den ordrette Overensstemmelse, men ogsaa af at oversatte Ord og Udtryk, der i denne Codex er tilskrevne med en Haand fra c. 1570—80 (af Oversætteren), gjenfindes stadigen i Oversættelsen. Det var vistnok muligt at udfinde denne Oversætters Navn ved at sammenligne Haanden i disse Noter med samtidige Hænder i Bergenske Breve; den, der ligger nærmest at gjætte paa, er Anders Nilssøn Skriver, der fra 1577 eiede A. M. 56 qv.


4. Jons Kristenret,

oversat c. 1555 af Lector Anders paa Trondenes og Biskop Hans Gaas i Throndhjem og autoriseret af denne, findes i følgende Exemplarer:

Stockh. C 23 fol., skrevet c. 1592 (ovenfor S. 25), med Fortalen, stanser i Cap. 21.
Kbh. kgl. Bibl. gl. Saml. 1156 fol., skrevet i Bergen c. 1588, uden Fortale, stanser i Cap. 21.
A. M. 316 fol., skrevet c. 1590, og Deichm. 13 fol., skrevet 1595, i Bergen af Sander Mænn, uden Fortale.[39]

Originalen for denne Kristenret var beslægtet med Chr. Univ. Bibl. 317 qv.


5. Bergens Bylov

med Titel: „Bylougen, og siger om nogle Artikler, som ikke staar i Landsloven“, findes i følgende Exemplarer:

Stockh., danske Haandskr. 42, skrevet for Erik Rosenkrantz i Bergen 1562.
Chr. Univ. Bibl. 4 fol., skrevet 1568 i Bergen.
A. M. 85 qv., skrevet i Bergen c. 1580. [Eier i 1581: M. E. ɔ: Michel Eskilssøn, se ovenfor S. 24].
Stockh. C. 19, skrevet 1589 eller kort før i Bergen.
A. M. 316 fol., skrevet i Bergen c. 1590 af Sander Mænn.
Deichm. 13 fol., skrevet i Bergen 1596 af Sander Mænn.
A. M. 96 qv., skrevet i Bergen c. 1600.

Overskriften over Cap. 12 [== NgL. II, 245] lyder i alle disse Haandskrifter: Om den Skik, som hellig Kong Haakon gjorde, hvorledes Embedsmænd skulle bo.

Denne Oversættelse er vistnok istandbragt til Brug for Lensherren i Bergen (Erik Rosenkrans eller hans Forgjænger Christoffer Valkendorff) under Stridighederne med Kontoret; Originalen er Stockh. C. 21.


6. Nidaros Bylov og Farmannalov.

I Kbh. kgl. Bibl., gl. Saml. 3262 findes en Afskrift paa Oldnorsk af Nidaros Bylov og Farmannalov, udført 1576 af M. N. ɔ: Morten Nilssøn Skriver, siden Lagmand i Stavanger (1591—1601). Efter dennes Original er omtrent samtidigt Byloven og Farmannaloven oversat paa Dansk; de findes med samme Haand i A. M. 97 qv., skrevet 1580. Farmannaloven synes strax efter at være ført til Bergen, hvor den findes i følgende Afskrifter:

A. M. 85 qv., skrevet i Bergen 1580 eller 81 (se ovenfor S. 47).
Kbh. kgl. Bibl. ny Saml. 1074 fol., skrevet i Bergen c. 1590 (ovenfor S. 23).
Stockh. C. 19, skrevet i Bergen 1589 eller kort før.
Deichm. 13 fol., skrevet i Bergen 1596 af Sander Mænn.


7. Senere Oversættelser og Afskrifter.

  1. Kbh. kgl. Bibl., Thottske Saml. 1272. I denne Bog skrev Laurents Hanssøn (Lagmand i Stavanger 1554—57) en Kristenret, sammenarbeidet af en nu tabt Codex af Gulathings Kristenret og af Jons Kristenret efter Kbh. kgl. Bibl. gl. Saml. 1154 fol. (ovenfor S. 7)[40]. I samme Bog har Laurits Jonssøn Ostmand udskrevet Grænsetraktaten mellem Sverige og Norge samt Grænsebeskrivelsen mellem Norske og Russiske Finner efter „ein Jon Simensens Bog“ (ɔ: A. M. 322 fol., eller rettere det nu derfra skilte Stykke i A. M. 114 a).
  2. A. M. 108 qv., er en Oversættelse fra c. 1580—90 af Hirdskraa efter A. M. 322 fol., som da befandt sig i Bergen (af Paal Heliessøn eller Axel Fredrikssøn?).
  3. A. M. 107 qv., er en Afskrift fra c. 1580—90 af en Oversættelse af Hirdskraa, oversat efter Cod. Tunsbergensis. En anden Afskrift, men mere fordansket, ligger til Grund for Huitfeldts trykte Udgave af 1594.
  4. Kbh. kgl. Bibl. gl. Saml. 1155 b. En Oversættelse eller rettere Uddrag af Borgarthingsloven, udført efter A. M. 305 fol. i 1582 eller kort efter, rimeligvis af en Mand i Lagmanden Pros Lauritssøns Tjeneste, thi han ejede 305 fol.
  5. Chr. Univ. Bibl. 591 qv., en Oversættelse af Gulathings Kristenret, efter et tabt Haandskrift, skrevet c. 1590, stanser i Cap. 33.
  6. Kbh. kgl. Bibl. ny Saml. 1074 fol., skrevet c. 1590, med Overskrift „Her begøndes den Byloug som er allemindelige vdi Bergens Bye brugtt“, er ikke Oversættelse af en Bylov, men af Stykket „Bøjarskipan“ i Byloven efter A. M. 323 fol.[41].
  7. A. M. 313 fol. I denne Bog har Jacob Pederssøn i 1598 skrevet først Text og ved Siden Oversættelse af 1) Frostathingsloven efter en tabt Lovbog, beslægtet med Fc og Fe, og 2) af Kristenretten, der afvexlende er ældre Frostathings Kristenret efter en tabt Codex og ældre Borgarthings Kristenret efter A. M. 31 8° (udfylder en Lakune heri, se Prøver).
  8. A. M. 75 qv. Da „Jonas Magæi“ indbandt A. M. 71 qv., indskjød han deri rene Blade, som tildels er udfyldte med Oversættelse af Haandskriftets oldnorske Text. Arne Magnussøn tog ved Indbindingen alle disse Blade ud og indbandt dem for sig selv i 75 qv.
  9. Chr. Univ. 377 qv. Gulathingslov, oversat af en Erik Pederssøn, afskrevet i 1601 af en Albert Albertssøn paa Lindaas i Nordhordland.
  10. A. M. 114 b. Oversættelse ved Paal Heliessøn i 1601 af „Norges og Sveriges Grænseskjel“ efter „Stæige Lougbog“ (ɔ: A. M. 114 a)[42]).
  11. Deichm. 11, skrevet med en elegant Frakturhaand fra c. 1580 af en Mand, der har studeret i Kjøbenhavn, Afskrift af en oldnorsk Codex for N: þing, optager Retterbøder fra 1) Nils Andersen's (Lagmand i Skien, † 1566) Bog „með fornu rit“ og 2) „Jacob Landvigs logbog som hand havde faaet af Jon Simensen“.
  12. Morten Nilssøn Skriver, Lagmand i Stavanger, har foruden de foromtalte Bøger (se ovenfor S. 48) ogsaa efterladt sig følgende Compilationer
    a. Stockh. C. 18. Landsloven i det gamle Sprog, compileret efter flere Codices, indrettet for N : ting, skrevet 1590.
    b. Chr. Univ. Bibl. 5 fol., Afskrift i det gamle Sprog og Oversættelse af N : lov, skrevet 1597.
  13. Peder Claussøn har skrevet a) i Aaret 1600 de fem sammenhørende Bøger: Stockh. C 33, 34, 35, 36 og A. M. 102 qv., samt b) Afskriften heraf i A. M. 94 qv. De indeholder Text og Oversættelse af Landsloven og en Mængde Retterbøder, der dels er indordnede i Loven efter Materien, dels tilføiede til Slut. Texten er Afskrift efter A. M. 322, Jon Simonssøns Lovbog[43], „Erik Rosenkrantzes lagbok“. Til Retterbøderne har han benyttet en Række Lovbøger, af hvilke kan mærkes: „Bergens Lagbog“ eller „Raadsens Lagbog i Bergen“ (Orig. for A. M. 330 fol.), Erlend Kraks Bog (maaske = Kbh. kgl. Bibl. 1154 fol.), en tabt Frostathingsbog, Tunsberg Lagbog (= Codex Tunsbergensis), en Islandsk Lov samt „Morten Nilssøns Lagbog“ (en af de ovenfor nævnte).


Prøver.

1. Af den ældste Oversættelse efter Chr. Univ. Bibl. 528 qv. fra 1544. Begyndelsen:

Her begiønnes then første bolch ij norrigis lag som kallis Tingfaer bolchenn.

Første Capittel: Om neffnings mendt till lagting.

Vors herris ihesu christi fridtt och welsignelse, iomfru maria och sancth Oluff konnung och alle gudz helghenn ware meth oss alle norrigiis mendt nu och altiidt, amen. Er thett saa skickett, att alle norriigs mendt schulle een tidtt huertt aar hollde etth møde som kallis lagting. till thett ting schulle alle mendt komme wden forfaldtt, baade konnungs och biscops embitzmendt lensmendt oc alle neffnder mendt eller theris laglige ombodtz mendt.

Item skal och huer lenssmandt wdi sitt leen neffne saa mange mendt till lagting, som gamble norriigis sedvan weritt haffwer, och neffne thee mendt som skelliige ere, och hanum tyckis best vere tilfaldne, och sande thet med sin eedtt paa lagbogenn, ath handt ey tager ther fore wildt eller wenschap, som till tings ware neffnde oc ey eller tage schall saa lenge handt haffuer thet ombodtt, och then eedtt bør huer leenssmandt att suerrige thet første handt kommer ij thett embitt.

Schall och huer neffnder mandt haffwe for siitt wmage till lagting af huer leen, som gammel sedwan weritt haffwer. Er och huer leensmandt skildug kongen j march for huer mandt som icke wdt neffnder er, och skulle thesse mendt were neffnder huert aar, thett siiste om midfastenn. Schall och ingen leenssmandt giffue noghenn hiemloff aff the som neffnde erre eller nogett skiffthe paa them giøre, wden handt haffuer nogett logligtt forfaldt, som før ere neffndt. End huer neffnder mandt som senere kommer till tingett endt eeden er sworen, er skilldug kongen j march, Endt lagmandt och lagrettes mendt skulle skiønie hanss forfaldtt. End huer bonde som icke giffuer neffnder mendt sine tijng penninge, er skildug kongen 1 m . Saa ere och alle kongens och biscoperns embitzmendt skildug kong. iij march, huer som ey kommer till lagtingett forfaldeløst, och thett yttermere som kongen will sette theris sager tiil.

Schall thet lagting staa saa lenge som lagmandt och thee mendt som hoes hanuni ere, tickes nitteligt vere, och thee sager som fore them kommer, och hwer lagmandt lathe giøre tingsette saa wiidt som tree reyser tolff mendt faa rum wdtinnen, och skall thet saa skickes atth thee wiiseste mendt som best ere forfarne ij lagen, skulle sidde forne lagting medt lagmanden. End thee mendt som ere tillnefnde och tilskickede skulle swerge thenne eedt, Att handt legger sin handt a bog och setter sit maall till gudt att handt skall thett till huer mandz maall legge, som handt wedt sandeste for gudt och siit samwiidtt, saa wel meth then som saget er som wsagett er saa skildtt som wskiildtt. Saa skall handt altiidt giøre nar handt er till doms neffnder, och then eedt skall handt icke offthere suerge endt een tijdt. Endt the mendt som icke till tings ere neffnde skulle icke ingaa att staa eller sidde eblandt doms mendene wthenn orloff. Endt hoo thett giør oc bliffuer hannem tilsacth och gaar handt icke wdt, er kongen skildug j march. Och skulle tingmendene fastendes til tings gaa, naer som sex slaar. Om noghen gaer drucken till tings, thaa bør hannem ingen rett ath haffue. Ingen skall eller bere øell paa tingett, huo thett giør thaa er ølletth optøcth till tingmendene. Alle thee mendt som till domere ere skickede, skulle saa lenge paa tingett sidde som føre er sacth wdhen noghen driffwer nødt till att gaa wdt, endt icke forfalldeløest wnder iiij β. Thee mendt som for wden thingett staaer, skulle icke giøre nogett roeb eller bullder, saa tingmendene haffue hinder aff. Huo thett gjør gelde ij β om thee ware lagliigen tilforne att warett.

Capitt. ij Om vittnesburdt.

(Cap. 2 af Utfarebolken „om heden her“ findes efter T. I.'s Afskrift fra 1551 trykt i Nicolaysens Fortale til Norske Magasin, 1ste Bind, S. XXX—XXXI. (Linje 3, sömje er Feil for sönye).

2. Af Fredrik II's Lov efter Chr. Univ. Bibl. 553 qv. Begyndelsen:

Første Ca:

Wor Herris Jhesu Christi fred wære med os alle norske mend, Ennd wij skulle holde wort lagting, paa rette tingstæd huert aar, Scti peders affthenn, Der skulle vj alle findis forfaldeløst, som til tings ere neffnd. End forleningsmend, Ombotzmend skulle haffue neffnd paa midfaste ting, saa mange mend aff huert fylcke, som gammel sedwane haffuer werit, eller deris rette Ombodzmend[44], oc neffne de mend som arbeidzdrenge haffue for sig, oc synis at wære skiælige, duelige, oc bequemmelige der til, oc kunde sande det med deris eed. End denn eed skulle de swerge denn første søgnedag som the komme til lagtings, med denne eedzstaffuelse. Saa legger ieg haand paa Bog, oc det skiuder ieg til Gud at de mend haffuer hand neffnd til lagtings som hannom syntis skiæligeste oc bequemeligiste at wære effther sin samvittighet oc ey tog hand der andre gaffuer til, oc saa skal hand altid neffne emeden hand haffuer det ombud. End denne eed skal inggen offtere swærge end een tid.

Cap. 2.

Nu er saa sagt at neffnis skal til lagtings som sedwaneligt er, oc huer at haffue sine tærepenge effther gammel wane aff huert fylke eller bygdelag. End om forlænings mand eller foget eller theris vmbodzmand neffne icke saa til tings som nw er sagt, da ere de plictig j march sølff for huer denn som vneffnd er. Ingien skal hann heller neffne til løssen, eller omskiffte der paa giøre, vdenn hann haffuer fult forfald som tilforn wor neffndt. End huer neffnd som senere kommer til laugtings forfaldeløst end ederne ere sworne, ære plichtig Koningen[45] j march sølff. Enn lagmanden oc lagrettis mendene skulle skønie hans forfald. Enn huer bonde som icke neffnemanden betaler sine peninge som skilt er, tha er hand plichtig konningen j march sølff. Nu ære forleningsmend, fogder oc vmbodzmend baa[de] Konings oc Bispenns alle plichtig at komme til lagtings. End de som icke komme forfalleløst, da sechtis de huer iij March sølff, oc saa megit ydermere som Kongen will wordere deris sager till.

Ca: 3.

Tingit skal stande saa lenge som Lagmanden wil oc hannom tycker tilfalle, for mangfoldige oc adskilige sager skyld, oc lagrettismendene samtycke. Lagmanden skal lade giøre tingsæde paa tingsteden, saa wiit at de mend haffue rum inden fore som i lagretthet ere neffnd, oc skal det were iij gange xij mend, oc skifte dog saa, at aff huert fylke ere io nogle neffnde, de som der til faldne ere. Enn de som i lagretthet ere neffnde skulle eed swerge met denne edstaffuelse før end hand gaar i lagretthet, at hand skal til alle mandz maal leggie som hann wed sandiste for Gud effther[46] sin samuittighet, saa met saget som denn hannom besuogret er, oc saa skal hand altid giøre nar hand er neffnd i lagretthet, oc skal mand denne eed første gang swærge oc icke offtere dog at hand bliffuer neffnd vdi lagretthet til nogen dom. Ingien aff de mend som icke neffnde ere skulle sette sig indenn tingsædit vden forloff, om nogen setter seg oc gaar icke vd nar hannom er tilsagt er plictig j m⫳ sølff. Fastendis skulle mend gaa til tings, oc sette tingit tha som solen er i øster oc were paa tingit til middags[47]. Laugmanden skal lade ringe denn største klocke nar hann wil gaa till tings met logbogenn, oc thenn klocke skal icke ringe til nogit andit meden tingit staar. Om nogen[48] vdi mad eller øll och acter[49] det mere ennd [tinget][50] hannom skal ingien ret ske denn dag ehuad sag hann haffuer at driffue paa tingit. Dryck skal ingien bære[51] til tings, huercken til at selge eller i anden maade, end skier det, da er denn dryck forbrot til tingmendenne. Alle de mend som i lagretthet side oc i ere neffnd skulle saa lenge side som nu er sagt, vden hann aff gaar formedelst nødz ærinde. Gaar nogen aff forfaldeløst, hann er plichtig ij øre s: End de mend som ere vden tingsædit oc giør ther nogit bulder, saa at lagrettismendene icke kunde achte theris domme eller [de sine clagemaal som sager haffue at klage oc ere forekominen met[52] lagmandens oc lagrettismendens loff, tha er huer plichtig øre sølff, som der bliffuer sand ad, om hand tilfornn wor tilsagt.

3. Af Hans Gaas' Kristenret er nyere Gjengivelse trykt hos Paus II, 2, 111—160, Fortalen i Danske Magasin VI, 313.

4. Af Bergens Bylov efter Chr. Univ. Bibl. 4 fol. Begyndelsen:

Her begyndis [Bergenns Byeloug[53], och siiger om the artickler, som icke staar vdi Landzlougenn vdschreffuenn Anno Milesimo Quingetesimo sexagesimo octauo 18° die mensis maij. Wor herris Jesu Christi fred och welsignelse och hanns hellige ordt, Fruu Sancte Maria och hinndt helga Olaff konningh werre medt oss nu och allthid. End wij skulle holde wortt laugthing om huer xii maaneder i wor bye thenn neste søgnedag[54] epther xiii dag Jule aa retther thingsted, ther skalle alle finndis forfallde løstt the som thill thinng ere neffnde. Ennd Gialdkyrenn och Syslemannden skulle haffue neffnd paa Sancte thomesis dag paa steffnnenn saa mange menndt aff huer fierdinng som her sigis i neste Cappittell eller och theris louglige wmbodtzmenndt.

5. Gulathingslov efter A. M. 64 med Varianter fra 1644, 316 og Chr. Univ. 4 fol.).

Af „Wdfarebolcken“ Cap. 1: om Landvern.

Dett er Begyndelsen paa Landuerner Bolcke waarom, Att Jhesus Christus thendt korsfeste er Sannd Guds Sønn och Jomffrue Mariæ søn, Konge offuer alle Konger, offuer alt woldt, Regimente och Werdigheit, hand were vor tilsiunn och beskermelse, Alle Norigis Mend Amenn.

Wdi det same Jhesu Christi naffn Skall wor louglige [Norrigis konung[55] raade, byude, forbiude och wdbyude, och at lauge och ey at vlauge, Gudt thil loff och sig selff thil gauffns och oss alle thil Nyttelighedt. Item skulle wij hanom icke lydtning eller vdbort sønnie, om hand vdbodt byder medt slig forordt som ther effter følger. Konningen maa ey Vdbodt byde eller kreue y feyde yttermere enndt huer annden mandt, vden hanom trenger der nødt thill eller adt mand wil giøret for hans Rettuisheds skyld, som the aff hanom fornomitt haffuer Naade och guode wilge.

Ingenn allmindelige tynnge skal koningen giøre eller hans Ombudsmand legge paa oss huercken gaffuer gestebudt hesteløb[56] eller wedt adt hugge, ther som leydanger gioris vdenn skiudsheste och anndre louglige skylder som lougbogenn jnndeholder.

6. Nidaros Bylov og Farmannalov.

Af gl. Saml. 3262 og A. M. 97 findes Stykker meddelte i Udg. i NgL. II. Her meddeles Begyndelsen af Farmannalov efter 3262:

Su er laglig farthækia æn ænngi onnur, at i hond ska tacka Styrimanni æda hanns lagligum vmbos manni, oc næffua vitni vid. tua æda flæiri, oc sægi thæir till á haffnnar er ser fari thacka. En hin tillægu Burdar er skip Bygguir. En æff tha skill á vm kaupmala sin, tha haffui sa sit mall ær vitni fylger. oc bera thæir sua ock suæria æffte at vær hórdum ord yckur Byeggia oc uarudt thit tha satir oc samkaupa vm farteckior oc sua vm lest oc læigu, tha er thæt vitni loglægt oc at logfullu far thæckit oc at Bóarmanna lagum rettum.

Oversættelsen i A. M. 97 (Varianter efter Stockh. 19).

Cap. 1. Huerledis Schipp skal louglige fractis. Saa er Skib fractthet och thill leige louglige thaget, och icke annderlethes att [denn som will leige hannd skall thage Skipperenn eller hanns Ombudsmand wdi handt[57], och haffue ther huoss ij widtnne eller fleire om thieris maal. Och neffne thie thill huad haffn som hand [will skipedt leige[58]. Da børd skipperenn sin leigge och fragt aff sitt skibff. Ennd om the Bliffuer wennis om nogen sinn handell, da Beholde hand sit maall wedt magt som widtnenne følger, oc Børd thennum saa Suerge, att wi hørde Etters ord paa Baade Sider Attj waare saa ordentlige forliigte om Etters hanndell, for skibff och last at leige. Och tha ere samme widtnne louglige och louglegen fhaer thaget, och saa effther Bylaugen.

7. Senere Oversættelser og Afskrifter.

1. Af Laurents Hanssøns Kristenret meddeler Nicolaysen i Fortalen til Norske Magasin, 1ste Bind, S. XXXI—XXXII, Begyndelsen, oversat efter Kong Magnus Kristenret Cap. 3. For at vise, at han ogsaa har benyttet Jons Kristenret, meddeles her Cap. 5 (= Jons Kr. Cap. 6).

Om Fermelsen.

Nest doopp oc Sacrament ssom kalles fermells æn some kalle Biscopan, Thet er stadfestning christelig troez anaming, schulle alle christne mend effter doepp take i thenn stadfestning thenn hellie ande met paaleggelse biscops handd met chrisma. Thesse sacrament doop oc fermelse saa samenbundenn at en maa ey thenn annen ambere vden døden komer emellom. Thi at som then hellie ande er aff offwen komendis aff himmelen paa vannen met heilsæmelig tilkomels giffuir fulkomen synders rensken vdi funten saa louer han alle i thenn stadfestning trosens formering fremdeles til naade.

2. Af A. M. 108 qv. meddeles et lidet Stykke af Cap. 1.

I Dett samme waars herre Jesu Christi naffn skall waar laglig Norges konge hans tiener at raade biude och forbiude, Och wtneffnd waar innen landz och wthan Gud till ære, seg till sømdh Oss till gaffns frid och rolighet.

3. Af A. M. 107 qv. meddeles Begyndelsen af Cap. 3.

Huorledis mandt skal keise konngenn.

Nu om saa suarlige kanndt adberis att ingen er af disse thill, thaa er sielff stegnitt hertugen om hannd er thill ett Jarle Bisp alle Abbeder och Baroner och Hirdstiórer med alle hirdtt, och skulle norde thill Nidros, thill denn hellige Oluff Kong thill Om Raadtt ved Erckebiscop och neffnde huer Biscop ij hanns Biscopsdøme och Syslemend Kongens the som thillstede er tholff aff the wisiste bynnder med siig epther theris samuittighet, for inden thenn maanets thidtt som de spurde Konges affganngh.

4. Af 1155 b. Begyndelsen paa Thingfarebolken.

Wor herris Jesu Christi Fred och Welsignelse aff Guds Naade och vore Frue S. Maria och hin hellige S. Oluff konningh, vere altid met os Borgethingsmend.

Ennd vi skulle wort Langting Eige huer xii Maanitz dagh oc om S. Hansis dag, Medsommer, paa rette Borgethings rette Tinghsted. Och der skulle wij alle finndis forfaldeløst, saa mange som thill Laugtinngett ere neffunde, baade Laugrettismend, Neffnndermennd, alle Omboudtzmennd, Lenndtzmennd, baade Kongenns och alle anndre Befallingsmennd alle Riddermendtzmend, Biscops formannd och alle anndre haandgenger mennd.

5. Af Chr. Univ. 591 qv. Begyndelsen af Cap. 3.

Om vantro och trolldom.

Nu effterdi at wij ere plictig thill adt holde thenn tro som wij haffuer loffuet gudt wdj wor christendom som før er sagt, tha Bør konningen och Bispenn adt randsage grandgiffueligenn att folcket Bliffuer icke y wildfarellse och wantro som er att Bruge Smørellse, troldom, Spaadom och troo adt wettherne ere y Landett, y Bierge och høye, Wand och Strøme, och the som giffuer thennom y Staldbroderskab medt dieffuelen, och wedersiger gud och then hellige kyrcke paa thet att the kunde finde penge och liggende fæ wdj werdenn eller Andenstedtz, och the som Mane dieffuelenn, trold og drager som ligger wdi Berge og Daler och tro att the skulle fange medt Samme theris ord och Manelse guld och penninge. 6. Af Kbh. ny Saml. 1074 fol.

Cap. 1. Dette erre nu saa thalet, at wij skulde haffue wor Samquem paa Thomas dag, och sette wor Julle fredt. En Jullefred schaall offuerstaa iij vger. En om nogen mand Beuiser en anden auind Saa lenge som thitte wor Jullefredtt Offuer staar mett ordt eller gierning, daa skaal ald thend rett forøgest vm halffue diellenn och alle pendinger att vdkreffue skulde stille werre, Saa lengh thitt woris Jullefredt offuer staar. En thi første fem dager I iull och then 8 och then 13 skulde werre hellig holden Som then første, men der ymellom maa huer arbeide foruden al Sag. Worre gader och Sttreder der skulle wy rense. Men Julle tidt offuer staar, der skaal huercken opdrages Tømer eller Sckib och icke legge ther nogen weed paa. End huad Som heldst paa ganden (!) Bliffuer Boren och thitt ligger der daa skaal Byfogden thitt thage och haffue Saa hiemmelidt, som hannom worre ditt dømptt paa Tingitt, om ditt er Bedre endt j øre sølff. Endt om thitt er icke Bedre thaa aager thendt som Stretten aag, En then er da Sagløs som først Aatte.

7. Af A. M. 313 fol.

a) Cap. 2 af Thingfarebalken.

Um næmffning maders fæ och fararøyri.

Nu er sua mælt at fara skulu vi tigu vtan or Trondhæimi or huærriu fylki, En nijtigu Bonda Innan or Trondhæimi or huærriu fylki, En næmffna skall ij Men or huærri skipræideru Or Naumudale et or Raumsdale til Frosto Tings, tæir skulu haffa i Tingfarar fe vi Aura vægna huær thera till tings er næmffdir.

Om Neffnings och Tingmens Penninge.

Nu er saa sagt at fare skulle lx vthenn for Trondhiem aff huert fylke, Ennd xl Bønder indenn for Tronndhiem wdaff huert fylcke. Och skall wdneffnes ij Mennd aff huert Skiprede. Wdaff Nommedall och aff Rumsdale Som thill Laugtings worder neffner skulle haffue for theris wmage vi Øre huer dere ellers theris wærdt.

b) af Christenretten Cap. 39 og 40 (udfylder Del af en Lakune i Borgarthings ældre Kristenret, NgL. I, 355):

ta skall tett || radafar skillia felaust, to att tett se huarkes tæira villi. Nu ero teir trir gudsiffiar, er aller ero Jamdyrir att frendsæmi. Su er æin, att hæffia barn or hæidnum dome. Su er annur att halda barne vndan[59] primsignan. Su er hinn tridia att halde a barne er bisp færmir. En eff madir fær gudsiffia Sinnar, ta skall gera slika Stæffnu tæim till skillnadir sem tau bygdi frændsæmi. Sittær han æina stæffnu bøtr iij mork, vj mork firir tuæir, ix firir iij, ta ere — xviij Mork ta skall gera tæim hina iiij manadar stæmffnu, En ef han eda tau Sittia vm ta haffua tau firir gort fe och fridi y Lannde och Lausum øyri.

Vm hiona skillnade.

En ef hion villia skilliast ta skall gæra tui tæira er velder manadar Stæffnu att tæir huærffui affter till bunadir, en eff tæir vill æigi bøtr iij mork firir æina lagha Stæffnu. Sex mork firir ij—ix firir iij, ta skall gera hina fiorda manadar Stæffnu en eff æigi villia ta afftær huærffua till bunader firir gort fe et fridi Lande och Lausum Øyri et kome alldre ter sem kristnir men ero. En eff mader tæker ser kono et a Se æigin kono Sæcker iij mork widir bisp. Sua eff kona tæker ser man vndir bonda Sin, ta er hon Sæk iij mork wider bisp huart tæra er misgerde vidir annat vm tatt mall, ta skullu tau Sua gortt haffua, et skillia ei tui hældir hionskab Sin.

9. Af Chr. Univ. 377 qv.

Cap. 2 af Tingfarre Bolcken.

Saa er det oc forfunditt aff gammel tidt at der skal neffnis Lautingmend til Lautinget aff huert fylcke eller fougderj. Først aff Agdesiden (det er Listelen) skal neffnis xii mend oc skal huer aff dennem haffue iij marck penninger. Aff alt Ryfylcke xxx mend, oc skal huer mand aff Jern oc dalerne haffue ij marck for dj farer. Men vdaff sielff Ryfylcke (det er) i fiorderne oc til Øyerne ij marck. Aff hardanger fylcke skal neffnis xxxx mend, oc skal huer mand aff Sundhørrelen haffue xx skilling, men aff Nordhaardeland skal huer mand haffue xij skilling. Aff Sogn skal neffnis xx mend, oc skall huer aff dennem haffue tiuffue skilling. Aff fierde fylcke skall neffnis xx mend, oc skal huer mand aff Sundfiordt haffue xx skilling, aff Nordfiord xxiiij skilling. Aff Sundmør skal neffnis xij mend, oc skal huer mand haffue halff tredie marck. Aff Walders skal til neffnis iiij mend oc skal huer mand haffue iiij marck penning. Aff Settersdalen skal neffnis ij mend, aff Otterdalen ij mend, oc skal huer aff dennem haffue vj m⫳ i penning.

Af 11—13 findes talrige Prøver i NgL. 3die Bind.




Fotnoter

  1. Et fortrinligt Hjelpemiddel til dette Studium har jeg havt i Keysers og Munchs desværre endnu uudgivne Beskrivelser af Lovhaandskrifterne; dog har jeg ikke nogensteds ackviesceret ved deres Domme uden selv at undersøge Haandskrifterne, men i Regelen har jeg fundet deres Domme rigtige.
  2. Tallene 1) 2) osv. her og i det følgende betegner de forskjellige Hænder i Skindbogen.
  3. I denne Codex har derefter staaet hvad der nu findes særskilt i A. M. 330 fol.
  4. Navnene betegner, hvilke Steders Fogedregnskaber Brudstykkerne var heftede til.
  5. Det enkelte Brudstykke R. 46, som ellers neppe er stort yngre end c. 1400, kan ikke være et fuldgodt Vidne; det er jo ganske enestaaende og efter sit Udseende at dømme skrevet til Udfyldelse af et ældre Exemplar.
  6. Kun ét Haandskrift af Gulathingslov fra 2den Halvdel af 14de Aarhundrede har Aarstallet MCCLXXIII, men dette er kun Skrivefeil, da strax efter nævnes Magnus 11te Regjeringsaar (ɔ: 1274).
  7. Det er rimeligt nok, hvad Munch gjør opmærksom paa, at A. M. 322 er forfærdiget for Drotseten Erling Vidkunnssøn af Bjarkø og Giska.
  8. Skrivefeil i boka er retta fra Byloveu til Byloven. Magnus Haug
  9. Skrivefeil i boka er retta fra 2596 til 1596. Magnus Haug
  10. I de senere Haandskrifter forøges disse med den efterfølgende Tids Retterbøder i meget broget Udvalg, begyndende i Regelen med Truid Ulfstand og Claus Bildes Reces af 1539.
  11. Dens Original er imidlertid ikke nogen af de til vor Tid bevarede Lovbøger.
  12. DN I 1030, VIII 503.
  13. DN VI, 699 og V 1051
  14. Brandts Afskrifter af Herredagsprotokoller S. 375.
  15. Rigsregistranter I, 19.
  16. Skrivefeil i boka er retta fra jnrister til jurister. Magnus Haug
  17. Norske Magasin I, 457.
  18. Landeværnbolken Cap. I.
  19. i Nicolaysens Udgave staar 18de Capitel, men i de Haandskrifter, jeg har seet, 22de.
  20. Norsk Magasin I, 101.
  21. N. Mag. I, 507.
  22. Norske samlinger I, 277.
  23. Paal Heliessøn deltog ikke, da han var impliceret i Sagen.
  24. Brandts afskrifter S. 22.
  25. Brandts afskrifter S. 55.
  26. Brandts afskrifter S. 123.
  27. Brandts Afskrifter S. 216.
  28. Brandts Afskrifter S. 193.
  29. Brandts Afskrifter S. 14 (trykt i Norske Saml. II, 4 ff.
  30. Brandts Afskrifter S. 340 f.
  31. Brandts Afskrifter S. 5—6.
  32. Brandts Afskrifter S. 314.
  33. Brandts Afskrifter S. 327
  34. Brandts Afskrifter S. 531, (trykt i Saml. til NFSH I, 201—5).
  35. Brandts Afskrifter S. 278: Dersom Manden kiøber Jord for godtz heller Løsøre, som hans hustru tilkommer, och hun hans død offuerleffuendis vorder, da schulle hun haffue thedt igien aff hans godtz och arff, medt mere samme Capitell medtfører.
  36. Rigsreg. II, 2.
  37. Norske Samlinger I, 221 Note.
  38. Det kan i denne Sammenhæng oplyses, at hvor Koncipisterne af Christian V's norske Lov har korrigeret Christian IV's Lovtext efter Magnus Lagabøters Landslov (Aubert, de norske Retskilder S. 128—129), har man ikke benyttet nogen af de omtalte Oversættelser, der i Regelen har samme Feil som Christian IV's Lov.
  39. Denne Kristenret med Fortale findes ogsaa i Kallske Saml. No. 606, Afskrift fra 18de Aarh. (af en Islænding?). Efter denne Afskrift er Fortalen trykt i D. Mag. VI, 313. Ligeledes findes en Afskrift fra Sluten af 17de Aarhundrede (uden Fortale) i Throndhjems Vid.-Selsk. No. 138 qv.
  40. ikke alene efter en nyere Gulathings Kristenret, som Nicolaysen siger i Fortalen til Norske Magasin, 1ste Bind S. XXIX.
  41. Jeg er først senere bleven opmærksom paa, at efter Keysers Optegnelser ogsaa 1654 qv. i ny Saml. (Kbh. kgl. Bibl.) indeholder en „Bergensk Bylov“ fra c. 1600, men savner nu Anledning til at konstatere, om den er dette eller af samme Art som 1074 fol.
  42. Efter den samme Bog havde Paal Heliessøn allerede i 1586 oversat det finmarkske Grænseskjel for Lensherren i Bergen Hans Lindenov og Fogden over Vardøhus, Lars Kruse.
  43. De Retterbøder, som ifølge Arne Magnussøns Optegnelser har staaet her, findes tildels afskrevne foruden hos Peder Claussøn ogsaa i Deichm. 11 qv. og 38 qv., Stockh. C 21 og C 27 samt Christiansand E 13.
  44. mgl. i AM. 92 og B. 28.
  45. och thingmendene, tilføiet i Margen med Haanden fra c. 1590.
  46. Loug och, tilføiet med H. fra c. 1590.
  47. rettet til: afften, med H. fra 1590.
  48. legs, tilføiet i Margen med H. fra 1590. B 28 har det udfaldne: slaas.
  49. rettet til: Rocker, med H. fra c. 1590.
  50. tilføiet med H. fra 1590. Staar i B. 28.
  51. rettet med H. fra c. 1590 til: føre.
  52. rettet med H. fra c. 1590 til: som kere clagemaal wden.
  53. i A. M. 316 og 85 rettere: Byelougen
  54. i A. M. 316 og 64 rettere: Søndag.
  55. 1644, 316, 4. Koning Norigis Rige 64.
  56. mgl. 1644. hestefoerinng 4.
  57. 19: i haand schall tage S. e. h. O.
  58. 19: far tage.
  59. i Oversættelsen rigtigere: vnder.